REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1177: Spm. om ministeren vil udvide den ambulante behandlingsordning til også at omfatte besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale med personer under 18 år, jf. straffelovens § 235?

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt

REU Alm.del - endeligt

REU

på spørgsmål 1177

svar

Alm.del - Bilag 111

Offentligt

En undersøgelse af behandlingsordningen

Delrapport 2 og 3

2022

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1177: Spm. om ministeren vil udvide den ambulante behandlingsordning til også at omfatte besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale med personer under 18 år, jf. straffelovens § 235?

Forord

På baggrund af en række eksempler på seksuelle overgreb på

børn, bl.a. begået af allerede dømte, vedtog et enigt folketing i

1997 at iværksætte en forstærket indsats mod seksualforbrydel-

ser, navnlig seksualforbrydelser mod børn. I 2001 blev ordnin-

gen ved finanslovsaftalen gjort permanent.

Nærværende rapport har til formål at evaluere den kriminalpræ-

ventive effekt af den forstærkede indsats mod seksualforbrydel-

ser i Danmark i perioden 2006-09. Undersøgelsen blev iværksat

af Justitsministeriet i 2004 og med Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen som overordnet ansvarlig for projektet.

Projektet var frem til 2015 under ledelse af tidligere ledende

overlæge, nu afdøde, Peter Kramp, Justitsministeriets Retspsyki-

atriske Klinik, København, og psykiatrisk konsulent, Direktoratet

for Kriminalforsorgen.

I 2018 overdrog Direktoratet for Kriminalforsorgen ansvaret for

gennemførelsen af forskningsprojektet og udarbejdelsen af nær-

værende rapport til seniorforsker Susanne Bengtson, og tidligere

ledende overlæge Ellids Kristensen, Sexologisk Klinik, Psykiatrisk

Center København, Region Hovedstaden.

Rapporten er primært finansieret af Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen via Justitsministeriet.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

TrygFonden takkes for økonomisk støtte til forskningsprojektet

og rapporten.

Tak til Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København, Region

Hovedstaden, for at bidrage med kontorfaciliteter og aflønning

af ledende overlæge Ellids Kristensen. Tak til Fie Madvig for ind-

satsen med at udarbejde overview af metaanalyser/reviews af

behandlingseffekten for seksualkriminelle. Tak til Clara Folmer

Middelboe for udarbejdelsen af oversigt over de historiske æn-

dringer i straffelovens kapitel 24 og § 210 til brug ved udarbej-

delsen af nærværende rapport.

Endelig en stor tak til det eksterne advisory board som bidrog

med væsentlige og brugbare kommentarer til de præliminære

undersøgelsesresultater i en tidlig fase af projektet.

Forfatterne er ansvarlige for analyser og tolkning af resultater.

De konklusioner, der drages på baggrund af datamaterialet, de-

les ikke nødvendigvis af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Susanne Bengtson & Ellids Kristensen

November 2022

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Indhold

Forord

Projektgruppe

Ordforklaringer

Sammenfatning af undersøgelsens hovedkonklusioner

Resumé

Kapitel 1: Indledning

Kapitel 2: Materiale og metode

Kapitel 3: Deskriptiv beskrivelse af case-populationen

Kapitel 4: Indhold og varighed af psykiatrisk/sexologisk behandling

Kapitel 5: den kriminalpræventive effekt af behandlingsordningen

og psykiatrisk/sexologisk behandling

Kapitel 6: Diskussion

Kapitel 7: Konklusion

Kapitel 8: Anbefalinger

Kapitel 1

Indledning

1.1 Baggrunden for rapporten

1.2 Forsøgsordningens etablering

1.3 Behandlingsordningen og dens anvendelsesområde

1.4 Tidligere empiriske undersøgelser af forsøgsordningen/

behandlingsordningen

1.5 Den aktuelle undersøgelse:

Delrapport 2 og 3

Kapitel 2

Materiale og metode

2.1 Studie design og population

2.2 Procedure

2.3 Operationelle definitioner

2.4 Statistiske analyser

Kapitel 3

Deskriptiv beskrivelse af case-populationen

3.1 Visitationssted

3.2 Sociodemografi

3.3 Psykiatrisk komorbiditet

3.4 Aktuel og tidligere kriminalitet

Kapitel 4

Indhold og varighed af

psykiatrisk/sexologisk behandling

4.1 Sammenligning af case-personer indstillet til behandling med

ikke-indstillede

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

4.2 Case-personer inkluderet i analyser vedrørende

psykiatrisk/sexologisk behandling

4.3 Varighed af behandlingsforløb

4.4 Omfang af behandlingskontakter

4.5 Non-farmakologiske behandlingsmetoder

4.6 Farmakologiske behandlingsmetoder

4.7 Prævalens af mono- og multimodal behandling

4.8 Behandlingsmotivation

4.9 Årsager til afsluttet/afbrudt behandling

4.10 Fortsættelse af behandling efter vilkårets udlæg

4.11 Kvalitativ behandlingsevaluering

Kapitel 5

Den kriminalpræventive effekt af behandlingsordningen

og psykiatrisk/sexologisk behandling

5.2 Effekt af psykiatrisk/sexologisk behandling – sammenligning af

behandlede med kontroller

5.3 Effekt af psykiatrisk/sexologisk behandling – sammenligning af

behandlede med ubehandlede case-personer

5.4 Kriminelt recidiv for subgrupper

5.1 Den kriminalpræventive effekt af behandlingsordningen som helhed 66

Kapitel 6

Diskussion

Kapitel 7

Konklusion

Kapitel 8

Anbefalinger

Bilag

Bilag 1:

Oversigt over gerningskoder, paragraffer og gerningskode

tekst indeholdt i 10 kriminalitetskategorier

Bilag 2:

Gruppering af kriminelle afgørelser i DST

Bilag 3:

Retsplejelovens §§ 722-23

Bilag 4:

Lovændringer SL § 210 (incest) og kap. 24:

Seksualforbrydelser fra 1981-2022

100

103

106

107

Referencer

112

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Projektgruppe

Susanne Bengtson

(projektleder og forfatter), cand.psych., ph.d.,

seniorforsker, specialist i psykoterapi, Sexologisk Klinik, Psykiatrisk

Center København, Region Hovedstaden.

Ellids Kristensen

(medforfatter), cand.med., speciallæge i psykiatri,

tidl. ledende overlæge, lektor emerita, Sexologisk Klinik, Psykiatrisk

Center København, Region Hovedstaden.

Michael Ibsen,

I2Minds (statistisk analyse, ekstern konsulent).

Advisory board (ekstern review af præliminerære resultater)

Niklas Långström,

associate professor, cand.med., ph.d., Karolinska

Institutet, Sverige.

Dorte Olesen,

cand.psych., ph.d., afdelingsleder, Retspsykiatrisk Kli-

nik, Aarhus Universitetshospital.

Thorkil Sørensen,

tidligere ledende overlæge, dr.med., profes-

sor emeritus, Psykoterapeutisk Afsnit, Odense Universitetshospital,

Odense.

Jens Lund,

tidligere ledende overlæge, dr.med., Retspsykiatrisk Af-

deling, Aarhus Universitetshospital.

Peter Fristed,

tidligere ledende overlæge, Retspsykiatrisk Afdeling,

Middelfart, Odense Universitetshospital.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Ordforklaringer

Behandlingshenviste

Personer, der på baggrund af visitation blev indstillet/henvist til psykiatrisk/

sexologisk behandling

Omfatter bade den ambulante behandlingsordning og visitationsordningen

Behandlingsordningen

Case-person

Personer, der indgår i case-population

Undersøgelsesgruppen, som er anvendt til samkørsel af indsamlede data og

registeroplysninger, og som indgår helt eller delvist i de statistiske analyser

Personer, idømt betingede straffe for seksualkriminalitet, der har vilkår om

behandling

Personer, der har begået seksualkriminalitet mod børn de ikke er beslægtede

med.

Oversat fra any crime. Samlet kriminalitet – både seksualkriminalitet og an-

den kriminalitet

Seksualkriminaliteten, der var årsag til, at personen blev visiteret i behand-

lingsordningen.

Personer, der på baggrund af visitation ikke blev indstillet/henvist til psykia-

trisk/sexologisk behandling.

Personer, der har begået seksualkriminalitet mod egne børn, stedbørn eller

andre slægtninge.

Kriminalforsorgen i Frihed

Der skelnes typisk mellem personer, der begår seksualkriminalitet mod voks-

ne, og personer, der begår seksualkriminalitet mod børn. Sidstnævnte gruppe

inddeles typisk som henholdsvis intrafamiliære (seksualkriminalitet mod

slægtninge) og ekstrafamiliære (seksualkriminalitet mod ikke-beslægtede

børn) krænkere. Der skelnes også mellem hands-on (involverer fysisk mellem

krænker og forurettede) vs. hands-of (ingen kontakt).

Specialistscoren er en score, der indikerer graden af kriminel specialisering i

seksualkriminalitet. Specialistscoren er en score baseret på vægtning af antal

tidligere domme for seksualkriminalitet (ingen, 1, 2+), offertyper tidligere og

aktuelt (kun børn, både børn og voksne, kun voksne), ingen tidligere eller

Case-population

Den ambulante

behandlingsordning

Ekstra-familær

krænker

Generel kriminalitet

Indeks-kriminalitet/

seksualkriminalitet

Ikke-henviste

Intra-familære

krænker

KiF

Krænkertype

Specialistscore

aktuelle afgørelser for ikke-seksualiseret vold (ja/nej), diagnose for seksuel

afvigelse (ja, måske, nej), single på indekstidspunktet (ja, nej), og tidligere

eller aktuel afgørelse for § 235 kriminalitet (seksualiseret billedmateriale af

børn) (ja/nej). Scoren blev i visse analyser udvidet med ung alder ved første

afgørelse for seksualkriminalitet (over/under 25 år).

Visitationsordning

Personer, idømt ubetingede straffe, der starter afsoning på specialafdeling i

Herstedvester Fængsel

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Sammenfatning af undersøgelsens

hovedkonklusioner

Baggrund

I 1997 blev der truffet politisk beslutning om at

etablere en forsøgsordning med behandling af

visse seksualkriminelle i Danmark. Beslutningen

betød, at det blev muligt at tilbyde psykiatrisk/

sexologisk behandling til en bred gruppe af sek-

sualkriminelle i Danmark. Forsøgsordningen blev

i 2001 permanentgjort med afsæt i en evaluering

af den kriminalpræventive effekt af ordningen.

Evalueringen anbefalede fornyet undersøgelse af

ordningens fortsatte forløb. Herværende rapport

præsenterer resultaterne af sådan undersøgelse.

• Der blev henvist 36 % til psykiatrisk/sexologisk

behandling, mens resten af populationen ikke blev

fundet motiverede og/eller behandlingsegnede

•

Case-populationen var gennemsnitligt 40 år,

single (67 %), havde generelt et lavt uddannel-

sesniveau, og kom primært fra region Syddan-

mark, region Hovedstaden og region Midtjylland

• Seksualkriminalitet mod børn var den primære

årsag til, at personerne blev henvist til behand-

lingsordningen

Formål

Rapportens primære formål er at undersøge den

kriminalpræventive effekt af:

1. Den danske behandlingsordning for visse seksu-

alkriminelle i sin helhed og

Resultater

• I løbet af en 10-årig opfølgning begik 12 % af de

580 case-personer en eller anden form for sek-

sualkriminalitet; lidt under halvdelen (5 %) havde

begået seksualkriminalitet mod børn under 15 år

• Det højeste recidiv (22 %) blev observeret blandt

2. Den psykiatriske/sexologiske behandling, der

tilbydes de dømte, der er visiteret i behand-

lingsordningen

Sekundært er formålet at belyse indholdet og fore-

komsten af den psykiatriske/sexologiske behand-

ling, der tilbydes i behandlingsordningen. Resulta-

terne vedrørende behandlingsindhold og varighed

belyses dog først senere i rapporten og ikke i sam-

menfatningen her.

personer dømt for at begå blufærdighedskræn-

kelse, mens 13 % af incestkrænkerne (krænket

beslægtede børn), 10 % af voldtægtsdømte

(voksne ofre), 10 % af § 235-lovovertrædere

(seksualiseret billedmateriale af børn), og 10 %

af ekstra-familiære børnekrænkere (krænket

ikke-beslægtede børn) igen begik en eller anden

form for seksualkriminalitet. De observerede

gruppeforskelle var ikke signifikante.

• Case-populationen havde større risiko for at begå

Metode

• Undersøgelsen er gennemført som en case-kon-

trol undersøgelse

• 675 personer blev henvist til behandlingsordnin-

gen i perioden 01.01.2006-31.12.09 med henblik

på at vurdere motivation for og egnethed til

psykiatrisk/sexologisk behandling. Af disse blev

580 inkluderet i de statistiske analyser (case-

populationen)

andre former for kriminalitet end seksualkrimina-

litet, idet 41 % begik generel kriminalitet (dvs. en

eller anden form for lovovertrædelse)

Formål pkt. 1: Den kriminalpræventive effekt af

den danske behandlingsordning i sin helhed

• Samlet set pegede resultaterne på en recidivfore-

byggende effekt af behandlingsordningen som

helhed, idet personer omfattet af behandlingsord-

ningen havde statistisk signifikant lavere tilbage-

fald end deres matchede kontroller, hvad angik:

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

– Seksualkriminalitet (alle typer) (12 % vs. 16 %,

svarende til en 30 % lavere risiko for personer

i behandlingsordningen)

– Grov seksualkriminalitet (5 % vs. 9 %, svaren-

de til 44 % lavere risiko for personer i behand-

lingsordningen)

– Generel kriminalitet (alle typer af kriminalitet)

(41 % vs. 53 %, sv.t. 28 % lavere risiko for per-

soner i behandlingsordningen)

– Vold (12 % vs. 17 %, sv.t. 29 % lavere risiko for

personer i behandlingsordningen)

• Der var ikke dokumentation for, at behandlings-

ordningen som helhed havde en selvstændig

statistisk signifikant recidivforebyggende effekt

for tilbagefald til:

– Seksualkriminalitet mod børn (5 % vs. 5 %)

heraf

– Grov seksualkriminalitet mod børn (3 % vs. 4 %)

• Varigheden af behandlingsforløbet havde be-

tydning for den recidivforebyggende effekt af

behandlingen

• Der blev også foretaget sammenligning af re-

cidivraten blandt case-personer indstillet til be-

handling og case-personer, der ikke blev fundet

motiverede og egnede til behandling. Disse sam-

menligninger viste, at behandlingshenviste hav-

de lidt højere recidiv til seksualkriminalitet end

de ikke-henviste. De to grupper var imidlertid

ikke sammenlignelige, da det var det tungeste

og dermed også mest recidivtruede klientel, der

var blevet indstillet til behandling, hvorfor sam-

menligningen af de to grupper var misvisende i

forhold til at belyse den recidivforebyggende ef-

fekt af psykiatrisk-sexologisk behandling.

Metodologiske overvejelser

Undersøgelsen blev gennemført som en case-

kontrol undersøgelse, hvor personer, der blev visi-

teret i behandlingsordningen, blev sammenlignet

med en matchet kontrolgruppe dømt for at begå

seksualkriminalitet forud for etablering af behand-

lingsordningen. Principielt ville en randomiseret

undersøgelse, hvor case-personerne var blevet

fordelt tilfældigt til behandling og kontrolgruppe,

have været at foretrække, men dette design blev

fravalgt grundet praktiske og etiske udfordringer

relateret til anvendelse af dette design ved evalu-

ering af behandlingseffekt for seksualkriminelle.

Selektionsbias var forsøgt mindsket ved at matche

kontrolgruppen med case-populationen på kendte

risikofaktorer. Brugen af den historiske kontrol-

gruppe, at de personer, som recidiverede mellem

2006-09, blev inkludereret i case-populationen.

Det betød, at der blev inkluderet en større andel af

tungere og mere recidivtruede dømte i case-po-

pulationen (selektionsbias). Endelig formodes den

manglende signifikans af de observerede forskelle

i behandlede og kontrolgruppens recidiv at være

en følge af der indgår relativt få personer i denne

analyse.

Ad pkt. 2: Den kriminalpræventive effekt af psykia-

trisk/sexologisk behandling

Sammenligningen af recidivraten blandt behand-

lede og deres ubehandlede matchede kontroller

gav grundlag for følgende konklusioner:

• Der var dokumenteret signifikant

recidivforebyg-

gende

effekt af psykiatrisk/sexologisk behand-

ling, hvad angik generel kriminalitet (alle typer af

kriminalitet) og vold

• Der var ikke sikker videnskabelig dokumentation

for en selvstændig recidivforebyggende effekt af

psykiatrisk/sexologisk behandling for tilbagefald

til seksualkriminalitet (alle former) og til seksu-

alkriminalitet mod børn. Uanset at behandlede

havde lavere recidivrater end de ubehandlede

matchede kontroller, var de observerede grup-

peforskelle ikke statistisk signifikante, hvad angik

seksualkriminalitet og seksualkriminalitet mod

børn

• Behandlingen havde ingen selvstændig recidiv-

forebyggende effekt, hvad angik grov seksualkri-

minalitet og grov seksualkriminalitet mod børn

Konklusion

Recidivet til seksualkriminalitet blandt personer i

behandlingsordningen var generelt lavt sammen-

lignet med udenlandske fund, taget den lange op-

følgningsperiode i betragtning.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Rapportens samlede konklusion er, at der generelt

var dokumentation for en recidivforebyggende

effekt af behandlingsordningen som helhed. Der

kunne dog ikke påvises en specifik effekt af ord-

ningen som helhed, hvad angik forebyggelse af

seksualkriminalitet mod børn under 15 år.

behandling. Det anbefales at udvide ordningens

optageområde (fx til også at inkludere personer

med højere straffe, jf. ændringer i den strafferetlige

praksis, og personer dømt for download/besiddel-

se af seksualiseret billedmateriale af børn, m.m.).

Der er i behandlingsordningen opbygget en omfat-

Der var ikke statistisk signifikant recidivforebyg-

gende effekt af psykiatrisk/sexologisk behandling.

Ikke desto mindre indikerede de generelt lavere

recidivrater blandt behandlede sammenlignet med

deres ubehandlede matchede kontroller, at be-

handlingen havde en recidivforebyggende effekt,

også hvad angik forebyggelse af seksualkriminali-

tet mod børn under 15 år (fraset grov seksualkri-

minalitet mod børn).

tende ekspertise omkring behandling af seksual-

kriminelle, som fortsat bør udbygges og opdateres

for at sikre evidensbaseret praksis, som det ses i

nogle andre nordiske lande (fx Sverige). Her an-

vendes en såkaldt RNR-tilgang, der bl.a. indbefat-

ter systematisk brug af risikovurdering.

Endeligt er det afgørende, at den forstærkede ind-

sats overfor seksualkriminelle løbende evalueres

forskningsmæssigt, navnlig den kriminalpræventi-

ve effekt af indsatsen, men at der også iværksæt-

tes projekter, der har til formål at udvikle mere ef-

fektive metoder til diagnosticering og behandling

af pædofili.

Anbefaling

På baggrund af ovenstående er det anbefalingen

at fortsætte behandlingsordningen i sin nuvæ-

rende form med ambulant psykiatrisk/sexologisk

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Resumé

Denne rapport har til formål at tilvejebringe viden

om omfanget og indholdet af psykiatrisk/sexolo-

gisk behandling af personer visiteret i den danske

behandlingsordning for visse seksualkriminelle

mellem 2006 og 2009 (Delrapport 2) samt under-

søgelse af den kriminalpræventive effekt af hhv.

behandlingsordningen som helhed og den psykia-

trisk/sexologiske behandling, der blev givet i regi

af behandlingsordningen i samme periode (Delrap-

port 3).

Kapitel 1 rummer en introduktion til den danske

behandlingsordning for visse seksualkriminelle,

mens kapitel 2 beskriver anvendt materiale og

metode i herværende undersøgelse. Kapitel 3 præ-

senterer en deskriptiv beskrivelse af case-popula-

tionen. Kapitel 4 belyser omfanget og indholdet af

psykiatrisk/sexologisk behandling, mens kapital 5

indeholder evaluering af den kriminalpræventive

effekt af behandlingsordningen og psykiatrisk/sex-

ologisk behandling. Kapitel 6 indeholder diskussion

af undersøgelsens fund. Afslutningsvis præsente-

res i kapitel 7 konklusion og anbefalinger.

For at være omfattet af visitationsordningen skal

personen være idømt fængselsstraf af tre måne-

ders til fire år (fem år ved voldtægt) for seksualkri-

minalitet. Afsoningen indledes med ophold på en

særlig visitationsafdeling i Herstedvester Fængsel,

hvor afsoners motivation for og egnethed til psy-

Behandlingsordningen omfatter to elementer:

Den

ambulante behandlingsordning og Visitations-

ordningen.

For at være omfattet af den ambulante

behandlingsordning skal personen være sigtet for

seksualkriminalitet, der ikke omfatter ikke-seksu-

aliseret vold eller ulovlig tvang, og som efter gæl-

dende retspraksis forventes at blive afgjort med

ubetinget fængselsstraf fra 3-18 måneder. Angiver

den sigtede sig motiveret for at indgå i ambulant

psykiatrisk/sexologisk behandling som alternativ til

almindelig straf og findes egnet hertil af et visitati-

onsudvalg, indstilles vedkommende til behandling,

forudsat at den dømte idømmes en betinget dom

bl.a. med vilkår om psykiatrisk/sexologisk behand-

ling i typisk to år og indledende pensionsophold

og andre relevante behandlingsindsatser som fx

misbrugsbehandling (Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen, 2015).

Kapitel 1: Indledning

Ved en ændring af straffelov blev der i 1997 taget

initiativ til en forstærket indsats mod seksualkrimi-

nalitet, navnlig rettet mod forebyggelse af seksual-

kriminalitet mod børn. I oktober 1997 blev der på

denne baggrund iværksat en forsøgsordning, som

blev permanentgjort i 2001 (herefter benævnt Be-

handlingsordningen).

Behandlingsordningen består af tre ambulante vi-

sitations- og behandlingssteder: Sexologisk Klinik,

Psykiatrisk Center København, Retspsykiatrisk Klinik,

Aarhus Universitetshospital, Skejby og Retspsykiatri

Afdeling, Middelfart i samarbejde med Psykotera-

peutisk Afsnit, lokalpsykiatrien, Odense, samt en

særlig visitationsafdeling i Herstedvester Fængsel

(tidl. Anstalten ved Herstedvester). De psykiatriske

afdelinger, der varetager behandlingen af seksual-

kriminelle har højt specialiseret funktion indenfor

udredning og behandling af seksualkriminelle.

kiatrisk/sexologisk behandling vurderes. Dømte,

der vurderes motiverede eller motiverbare samt

behandlingsegnede overføres til forsat afsoning på

specialafdeling i samme eller andet fængsel. Be-

handlingen varetages af en af de tre behandlings-

steder.

Det var fra starten tanken, at den behandlings-

mæssige indsats på de deltagende behandlings-

institutioner skulle varetages af multidisciplinære

faggrupper bestående af psykiatere, psykologer,

socialrådgivere, og evt. andre faggrupper (fx syge-

plejersker), og koordineret med Kriminalforsorgen

(fængsel, pension, Kriminalforsorgen i Frihed (KiF))

og evt. relevante sociale myndigheder (fx hjem-

kommunerne) (Justitsministeriet, 2007). Den for-

stærkede indsats skulle være begrundet i højt fag-

ligt niveau, hvilket skulle sikres gennem løbende

undervisning, fællesmøder og fælles behandlings-

supervision for medlemmerne af netværket og

personalet i fængslerne.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Der har fra ordningens start været politisk ønske

om, at ordningen løbende skulle gøres til gen-

stand for systematisk og kvalificeret evaluering

(Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2000; 2004;

2015). Der er tidligere udarbejdet to rapporter, der

beskriver etablering og drift af forsøgsordningen

(1. Delrapport (Netværket, 1999, jf. Direktoratet for

Kriminalforsorgen, 2004) og evalueringsrapport

(Justitsministeriet, 2000). Der var dog særligt op-

mærksomhed på løbende evaluering af indholdet

i og den kriminalpræventive effekt af ordningen,

hvorfor der blev truffet beslutning om at foretage

evaluering af behandlingsordningens indhold og

kriminalpræventive effekt i perioden 1997-2001

(Slutrapport, Direktoratet for Kriminalforsorgen,

2004) og 2004-06 (Recidivundersøgelse vedrøren-

de personer dømt for sædelighedskriminalitet).

Da undersøgelsen af behandlingsordningen bidrog

imidlertid ikke med entydigt konklusive resultater

og anbefalede ny og længerevarende undersøgel-

se (Slutrapport, Direktoratet for Kriminalforsorgen,

2004), blev det i 2004 besluttet at gennemføre en

ny forløbsundersøgelse for perioden 2006-09 (Del-

rapport/Delrapport 1-3) af hhv. visitationspraksis

(Delrapport 1: Visitationsundersøgelsen), behand-

lingsindhold (Delrapport 2: Beskrivelse af Behand-

lingen) og kriminalpræventiv effekt af behandling

(Delrapport 3: Effektundersøgelsen). Delrapport 1

blev offentliggjort i 2015 (Direktoratet for Kriminal-

forsorgen, 2015).

Fængsel (visitationsordningen). Hvad angik de 568

visitationer i Herstedvester Fængsel, bestod dette

datamateriale af to datasæt. Dels var der indsam-

let datamateriale prospektivt for alle i inklusions-

perioden (2006-09), men grundet mistanke om fejl

i dataindsamling blev data indsamlet på ny i 2013

(retrospektiv dataindsamling) af en anden gruppe

af klinikere og kun for ca. halvdelen af den sam-

lede fængselskohorte. Den gruppe af visiterede,

der fik indsamlet data i perioden 2006-09 men

ikke i 2013, er herefter refereret til som datasæt 1

(N = 281). Den anden gruppe af visiterede, der fik

indsamlet data to gange – første gang i perioden

2006-09 og igen i 2013 – er refereret til som data-

sæt 2 (N = 287).

Bag de 717 visitationer gemte sig 675 unikke in-

divider. Af disse blev 95 ekskluderet (fx dubletter,

kvinder, frifundne, personer uden oplysninger om

visitation eller indeks-kriminalitet). Dette efter-

lod 580 mænd dømt for seksualkriminalitet, som

var registreret med oplysninger om visitation og

indeks-kriminalitet, som kunne inkluderes i de

statistiske analyser. Case-populationen fordelte

sig med 114 (20 %) personer fra den ambulante

behandlingsordning og 466 (80 %) personer fra vi-

sitationsordningen (Herstedvester Fængsel), hvoraf

252 indgik med de senest indsamlede data (data-

sæt 2) og 214 med de oprindeligt indsamlede data

(datasæt 1).

Der blev i forbindelse med visitation og behandling

af personer i behandlingsordningen indsamlet data

Kapitel 2: Materiale og metode

Herværende undersøgelse blev gennemført som

en national prospektiv multicenter case-kontrol

forløbsundersøgelse

. Undersøgelsen inkluderer

alle personer, der i forbindelse med at være sig-

tet eller dømt for seksualkriminalitet var omfattet

af behandlingsordningen i perioden 01.01.2006-

31.12.2009 (herefter benævnt case-population) på

af visitationsstederne i København, Aarhus, Mid-

delfart, eller Herstedvester.

I inklusionsperioden var der gennemført 717 vi-

sitationer, hvoraf 149 var foretaget i den ambu-

lante behandlingsordning og 568 i Herstedvester

på behandlingsstederne og i Herstedvester Fæng-

sel jf. manual for indsamling af data. De indsam-

lede data blev samkørt med registerdata trukket

fra Danmarks Statistik (herefter DST) for perioden

1980-2019. Data for case-populationen blev sam-

kørt med data fra DST.

Via Danmarks Statistik blev der også trukket en

matchet historisk kontrolgruppe fra Kriminal-

registeret for case-populationen, bestående af

personer, som ikke havde indgået i behandlings-

ordningen og som var dømt for at begå seksual-

kriminalitet mellem 1985 og 1996, dvs. inden be-

handlingsordningens etableringen i 1997. Der blev

foretaget 1:1 matchning mellem case-personer og

1) Der blev indsamlet data retrospektivt for ca. halvdelen af case-populationen i Herstedvester Fængsel

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

kontrolpersoner på køn, fødselsår, indeksseksual-

kriminalitet, dvs. kriminaliteten, der var årsag til,

at personen blev visiteret i behandlingsordningen

samt kriminel afgørelse ved indeks.

Materialet er analyseret ved brug af relevante

statistiske analyser såsom Chi-square test (kate-

goriale data), Wilcoxon-Mann-Whitney test (ikke

normalfordelte data) eller paired t-test (normal

fordelte kontinuerte data). Kaplan-Meier kurver

illustrerede recidivets fordeling i løbet af followup-

perioden. Cox Hazard regressionsmodeller er brugt

til at estimere risiko for recidiv over tid, hvor der

afhængig af de enkelte analyser er justeret for

relevante forklarende variable herunder tidligere

kriminalitet i modeller for cases versus matchet

kontrolpersoner, mens der analyser af kun omfat-

tende case population er kontrolleret for andre

risikofaktorer. I analyser af sammenhænge mellem

binære variabel med 2 udfald (fx ja/nej) og ved

flere end to klassificerede udfald fx a) ingen reci-

div, b) 2 recidiv forhold eller c) 2+ forhold er brugt

binær og multinomial logistiske regressionsmodel-

ler. Til at undersøge den prædiktive evne for særlig

specialistscore (grad af kriminel specialisering i

seksualkriminalitet) blev udført en ROC-analyse

baseret på en logistisk regression model til at esti-

mere den prædiktive validitet af specialistscore i

forhold til faktisk recidiv. Der blev også foretaget

sammenligning af kriminelt recidiv med afsæt i an-

dre afhængig variable, fx seksuel afvigelse (pædo-

fili vs. fravær af pædofili). Signifikansniveau på 5 %

er anvendt i alle statistiske tests. SAS-software er

brugt til alle analyser (SAS 9.4, Inc., Cary, NC, USA).

pulationen (56 %) havde folkeskole eller gymnasial

uddannelse som højeste uddannelsesniveau, mens

hhv. 30 % havde en faglært uddannelse og 7 % en

videregående uddannelse. Størstedelen var enlige

(67 %) og var bosiddende i region Syddanmark (31

%) efterfulgt af region Hovedstaden (22 %), region

Midtjylland (21 %), region Sjælland (15 %), og re-

gion Nordjylland (11 %).

Psykiatriske hoveddiagnoser

Af case-population var 63 % registret med en psy-

kiatrisk hoveddiagnose, mens 20 % blev fundet

ikke at opfylde kriterierne for en psykiatrisk ho-

veddiagnose. I alt 2 % var diagnosticeret med en

organisk lidelse, 4 % med en nervøs/stressrelateret

lidelse og 6 % diagnoser i øvrigt. De hyppigst re-

gistrerede forstyrrelser af personlighedsstrukturen

var henholdsvis dyssocial (23 %), ængstelig evasiv

(6 %), anden specifik forstyrrelse (12 %), uspecifi-

ceret personlighedsforstyrrelse (31 %) og forstyr-

relse i personlighedsstruktur blandet type (19 %).

Seksuelle diagnoser

Af case-populationen var 13 % (N = 49) registreret

med en diagnose for seksuel dysfunktion, mens 33

% var registreret med en seksuel afvigelse.

Af hele case-population var 18 % registreret med

en pædofilidiagnose. Blandt de 194 personer, der

ved indeks var dømt for at have begået børnerela-

teret seksualkriminalitet (kontaktovergreb, fx sam-

leje barn, eller online kriminalitet, fx anvendelse af

seksuelt billedmateriale af børn), og for hvem der

var taget stilling til tilstedeværelsen af potentiel

seksuel afvigelse, var 28 % registreret med diag-

nosen pædofili.

Kapitel 3: Deskriptiv beskrivelse af

case-populationen

Case-populationen, som blev inkluderet i statisti-

ske analyser, bestod som anført ovenfor af 580

mænd visiteret i behandlingsordningen i perioden

2006-09, som var dømt for den seksualkriminali-

tet, der udgjorde årsagen til visitationen (indeks-

kriminalitet).

Gennemsnitsalderen for gruppen var 40 år (SD=13,

spredning: 16-81 år). Størstedelen af case-popu-

lationen var på tidspunktet for indeks afgørelsen

etnisk danske (87 %). Over halvdelen af case-po-

Størstedelen var med andre ord ikke diagnosticeret

med pædofili, heller ikke blandt de personer, der

var dømt for børnerelateret seksualkriminalitet.

Der var en statistisk signifikant højere forekomst af

pædofili blandt de fængselsvisiterede (Herstedve-

ster Fængsel) sammenlignet med de personer, der

var visiteret i den ambulante behandlingsordning

(33 % vs. 7%).

Begavelsesniveau

Begavelsesniveau blandt 40 % af de visiterede var

vurderet til at ligge i området normalt til velbega-

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

vet, mens 51 % var vurderet til at være jævnt til

normalt begavet og 7 % var vurderet som væren-

de placeret i sinkeområdet.

parametre. Derimod var der en signifikant forskel

på karakteren af aktuel og tidligere kriminalitet.

Således forekom behandlingshenviste i højere grad

at være ”specialiserede” i seksualkriminalitet (pri-

mært mod børn, navnlig præpubertære børn), jf. at

de behandlingshenviste både ved indeks-krimina-

liteten og tidligere i højere grad var dømt for netop

denne type kriminalitet, ved indeks-kriminaliteten

havde begået seksualkriminalitet mod et højere

antal forurettede, og i højere grad udelukkende

havde begået seksualkriminalitet tidligere end de

ikke-henviste. Derimod havde de ikke-henviste en

væsentlig højere forekomst af diverse typer af kri-

minalitet (fx ikke-seksualiseret vold).

Der blev derfor lavet en model, der målte graden

af specialisering i seksualkriminalitet, qua en spe-

cialistscore.

Specialistscoren

er baseret på vægt-

ning af antal tidligere domme for seksualkrimina-

litet (ingen, 1, 2+), offertyper tidligere og aktuelt

(kun børn, både børn og voksne, kun voksne),

ingen tidligere eller aktuelle afgørelser for ikke-

seksualiseret vold (ja/nej), diagnose for seksuel af-

vigelse (ja, måske, nej), single på indekstidspunk-

tet (ja, nej), og tidligere eller aktuel afgørelse for

§ 235 kriminalitet (seksualiseret billedmateriale af

børn) (ja/nej). Scoren blev i visse analyser udvidet

med ung alder ved første afgørelse for seksualkri-

minalitet (over/under 25 år).

De behandlingshenviste blev fundet med signi-

fikant højere specialistscore, hvilket indikerede

højere grad af specialisering i seksualkriminalitet

(indikator for potentiel seksuel afvigelse), mens

de ikke-henviste i højere grad var generalister,

som oftere begik ikke-seksualiseret kriminalitet

Indeks-kriminalitet

I alt 60 % af case-populationen var i kriminalregi-

steret registreret med kriminel afgørelse for seksu-

alkriminalitet mod egne eller andres børn, enten i

form af offline/hands-on (51,6 %) eller anvendelse

mm. af seksuelt billedmateriale af børn jf. § 235

(8,5 %), mens 29 % af case-populationen var re-

gistret med afgørelse for seksualkriminalitet mod

voksne (forurettede i alderen 15+ år). I alt 11 % var

dømt for blufærdighedskrænkelse.

I 74 % af de tilfælde, hvor man havde oplysninger

om krænkertype, var seksualkriminaliteten begået

mod andres børn (ekstrafamiliære krænkelser) og i

18 % af sagerne mod egne børn (incest/intrafami-

liære krænkelser). I alt 8 % af sagerne havde den

dømte begået seksualkriminalitet mod både egne

og andres børn (blandet type).

Tidligere kriminalitet

Omkring en fjerdedel (26 %) var tidligere dømt for

at begå seksualkriminalitet. Tidligere kriminalitet

bestod primært i børnerelateret seksualkrimina-

litet, hvor halvdelen (13 % af case-populationen)

havde begået seksualkriminalitet mod barn under

15 år (inkl. §235) og 4 % var dømt for anvendelse/

download/distribution af seksuelt billedmateriale

af børn (jf. § 235). I alt havde 16 % en tidligere

dom for seksualkriminalitet, mens 10 % havde to

eller flere tidligere domme for seksualkriminalitet.

Kapitel 4: Indhold og varighed af

psykiatrisk/sexologisk behandling

Lidt over en tredjedel (36 %) af de visiterede

blev fundet motiveret for og egnet til psykiatrisk/

sexologisk behandling og blev følgelig henvist til

behandling, enten i regi af den ambulante behand-

lingsordning eller visitationsordningen.

(indikator for en mere kriminaliseret livsform og

en potentiel dyssocial problematik). Dette sam-

menholdt med, at specialistscoren viste sig at

forudsige seksualkriminalitet mod børn under 15

år i moderat-høj grad (AUC=0,72) pegede på, at

de behandlingshenviste

a priori,

adskilte sig fra de

ikke-henviste. De henviste var således en gruppe,

der initialt havde relativt højere risiko for at begå

seksualkriminalitet i followup, navnlig mod børn,

end ikke-henviste.

Sammenligning af behandlingshenviste og

ikke-henviste case-personer

Gruppen af behandlingshenviste var i store træk

sammenlignelig med de ikke-henviste på tværs

af en række sociodemografiske og psykiatriske

Behandling – omfang og indhold

Hvad angik behandlingen, så er denne beskrevet

for de 119 personer, for hvem der var udfyldt regi-

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

streringsskemaer hvoraf det fremgik, at personen

havde modtaget minimum 4 måneders behand-

ling. Behandlingen varede gennemsnitlig 21 må-

neder, og der var ingen statistisk signifikant forskel

mellem de tre behandlingssteder; heller ikke mel-

lem personer henvist fra Herstedvester Fængsel og

de ambulant visiterede.

i sin rene form kun brugt for 14 % af de behand-

lede, hyppigst i Aarhus efterfulgt af Middelfart og

København. Psykodynamisk terapi blev anvendt i

sine rene form for mindre end 3 personer. Forde-

lingen af de psykoterapeutiske metoder var signifi-

kant forskellig på tværs af behandlingsstederne.

Kropsterapi var kun tilbudt i Aarhus, hvor 14 % af

Det gennemsnitlig antal behandlingsfremmøder i

behandlingsperioden var 49. Der var ingen signifi-

kant forskel mellem behandlingsstederne. Der var

til gengæld signifikant forskel på antallet af perso-

ner, der fik få og mange behandlingskontakter, idet

personer behandlet i Århus og Middelfart oftere

var set 30 gange eller mere.

patienterne havde modtaget den behandlings-

form. Omkring halvdelen af de behandlede mod-

tog i sidste del af behandlingsforløbet praktisk

social bistand. I Aarhus havde næsten dobbelt så

mange modtaget social bistand, sammenlignet

med Middelfart og København.

Næsten en tredjedel modtog medicinsk behand-

Hvad angår udeblivelser med eller uden afbud fra

de behandlede, var der ingen statistisk signifikant

forskel mellem behandlingsstederne. En tiendedel

havde ingen og godt en fjerdedel havde over 10

udeblivelser.

Over halvdelen af de behandlede var registreret

med konsultationer hos psykiater og 90 % med

konsultationer hos psykolog og en tredjedel havde

konsulteret andre faggrupper end psykiatere og

psykologer. Par og/eller familieterapi blev kun brugt

for 15 % af de behandlede, hvorimod halvdelen af

de behandlede fik gruppeterapi, der som oftest blev

brugt i Middelfart, hos 80 % af de behandlede, mod

knap halvdelen i Aarhus og godt en tredjedel i Kø-

benhavn. Derimod var der en højere andel af dem,

der havde modtaget gruppeterapi i København, der

havde modtaget over 30 gruppesessioner.

Behandlingsmæssigt var der mulighed for at bruge

forskellige metoder. Ni ud af ti af de behandlede

modtog som en del af behandlingsforløbet rådgiv-

ning, støtte og vejledning. I starten af behandlin-

gen var en stor del af de behandlede stadig krise-

prægede og ofte ikke i stand til at indgå i egentlig

psykoterapi. Hver femte behandlede modtog

behandling for misbrug af alkohol og andre stoffer

som en del af behandlingen. Størstedelen (80 %)

havde modtaget psykoterapi.

På alle stederne var kombinationen af kognitiv

adfærdsterapi (KAT) og psykodynamisk terapi den

foretrukne metode, hyppigst i Middelfart, efter-

fulgt af København og Aarhus. Derimod blev KAT

ling, som primært var behandling med antidepres-

siv medicin, som blev brugt både til behandling af

depression og som kønsdriftdæmpende behand-

ling og antabus. Kun få procent af de behandlede

fik anden psykofarmakologisk behandling.

Hovedparten af de behandlede havde modtaget

flere typer af behandling, hvor de forskellige typer af

nonfarmakologisk og farmakologisk behandling blev

kombineret. Kun en femtedel fik mono-behandling

(kun den ene behandlingsform). Der var ikke signi-

fikante forskelle i, hvor mange behandlingsformer,

der blev anvendt på behandlingsstederne.

Behandlernes vurdering af behandlingsmotivatio-

nen hos de behandlede blev beregnet som et gen-

nemsnit af samtlige vurderinger, der var foretaget

af den enkelte patients behandlingsmotivation i

behandlingsforløbet. Samlet blev behandlingsmo-

tivationen gennemsnitligt vurderet som værende

moderatgod. Der var signifikante lokale forskelle;

patienterne i København blev vurderet med mo-

derat behandlingsmotivation, mens patienterne i

Middelfart og Aarhus blev vurderet med moderat-

god behandlingsmotivation.

Behandlingen afsluttes for nogle patienter før vil-

kåret om behandlingen udløber. Tre femtedel blev

afsluttet som planlagt. Behandlingsstedet afbrød

behandlingsforløbet for få procent grundet mang-

lende behandlingsalliance, og 7 % af patienterne

afbrød selv forløbet. Kun i ganske få tilfælde blev

behandlingsforløbet afbrudt pga. misbrug af alko-

hol eller brug af stoffer, recidiv, eller fordi personen

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

overgik til en anden afdeling. Der var ikke signifi-

kante forskelle mellem afdelingerne.

Mere end en tiendedel af de behandlede ønskede

at fortsætte behandlingen efter behandlingsvilkå-

rets udløb, mens næsten halvdelen ønskede ikke

at fortsætte. For de resterende var spørgsmålet

ikke relevant oftest fordi behandling jf. vilkår sta-

dig pågik ved registreringens afslutning. Der var

signifikant forskel på tværs af afdelingerne, Idet

der tegnede der sig et billede af at en større andel

ønskede at fortsætte i behandlingen efter vilkår

ophør i Aarhus, efterfulgt af København, og kun et

par stykker fra Middelfart, hvor man sædvanligvis

ikke tilbyder opfølgende behandling.

Den kriminalpræventive effekt af

behandlingsordningen som helhed

(case-population vs. kontroller)

Case-populationen (N = 580) og deres kontroller

(N = 580) var sammenlignelige, hvad angik civil-

stand, men adskilte sig hvad angik etnicitet (færre

ikke-etnisk danske i case-populationen), regional

fordeling (flere fraregion Syddanmark og færre fra

region Hovedstaden i case-populationen), og ud-

dannelsesniveau (lidt højere i case-populationen).

Grupperne var matchet på indeks-kriminalitet, der

for ca. 6 ud af 10 bestod i børnerelateret seksual-

kriminalitet. Der var ingen forskel på gruppernes

kriminalitet 5 år forud for indeks-kriminalitet.

Den komparative analyse af gruppernes kriminali-

Kvalitativ behandlingsevaluering

Behandlernes kliniske/subjektive vurdering af,

hvorvidt der skete ændring på forskellige områder

hos patienten, pegede samlet set på, at patienter-

ne generelt erkendte at have begået de pådømte

handlinger. Derimod var det ønskede niveau ikke

helt opnået i samme grad, hvad angik at kunne

identificere potentielt farlige situationer i fremti-

den (potentielle risikosituationer), at have opnået

følelsesmæssig kontakt med de pådømte hand-

linger (offerempati) og indsigt i at have en poten-

tiel risiko for igen at begå seksualkriminalitet. For

størstedelen vurderede behandlerne ikke, at der

var sket en større ændring af de sociale forhold.

Derimod blev størstedelen ved den sidste vurde-

ring vurderet med enten forbedret eller uændret

psykisk tilstand.

tet i followup viste, at der er en signifikant positiv

kriminalpræventiv effekt af den danske behand-

lingsordning som helhed i forhold til at forebygge

seksualkriminalitet og andre typer af kriminalitet.

Specifikt viste analysen, at 12 % af case-populati-

onen begik fornyet seksualkriminalitet i den 10 år

lange followup mod 16 % af kontrollerne (p<0,05).

Dette svarede til, at case-populationen havde 30

% lavere risiko for at begå seksualkriminalitet, når

der blev korrigeret for tidligere kriminalitet (fem

år forud for indeksafgørelse) (p<0,05). Case-popu-

lationen havde også signifikant lavere risiko for at

begå grov seksualkriminalitet (44 % lavere risiko,

p<0,05). Derimod var der ingen kriminalpræventiv

effekt, hvad angik signifikant forebyggelse af sek-

sualkriminalitet mod børn under 15 (2 % højere

risiko, p>0,05) og grov seksualkriminalitet mod

børn (20 % lavere risiko, p>0,05), jf. at gruppernes

recidiv i followup ikke var signifikant forskelligt.

Kapitel 5: den kriminalpræventive

effekt af behandlingsordningen og

psykiatrisk/sexologisk behandling

Effekten af hele behandlingsordningen blev eva-

lueret på baggrund af sammenligninger af hele

case-population (N = 580) vs. matchede kontroller

(N = 580), men effekten af psykiatrisk/sexologisk

behandling blev evalueret ved at sammenligne

recidivrisiko for henholdsvis (i) case-personer med

minimum 4 eller 18 måneders behandlingsforløb

og deres matchede kontroller og (ii) case-personer

henvist til behandling (behandlingshenviste) med

case-personer, der ikke var indstillet til behandling

(ikke-henviste).

Hvad angik anden kriminalitet, havde case-popula-

tionen også signifikant lavere forekomst af generel

kriminalitet (28 % lavere risiko, p<0,001) og af

ikke-seksualiseret vold (29 % lavere risiko, p<0,05)

i followup.

Case-populationen havde også signifikant lavere

forekomst af gentaget recidiv (2 eller flere afgø-

relser i followup) til generel kriminalitet i followup

end kontroller (p<0,0001), mens der ikke var signi-

fikant forskel på raten af gentaget recidiv seksual-

kriminalitet, seksualkriminalitet mod børn under 15

år, og ikke-seksualiseret vold i de to grupper. Der

var heller ingen forskel på, hvor hurtigt recidivet

fandt sted i de to grupper, jf. at tilbagefaldet for

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

grupperne var proportionelt, dvs. havde samme

hastighed.

end dem, der havde modtaget 4-17 måneders be-

handling (p<0,05), hvilket kan tydes som indikation

for, at behandlingen havde en signifikant effekt,

når behandlingsforløbet var langt.

Ydermere indikerede en deskriptiv belysning af

udviklingen i karakteren af recidivkriminaliteten,

at behandlingen også mindskede grovheden af

recidivkriminaliteten. Størstedelen af de behand-

lede (82 %) og deres kontroller (80 %) havde ved

indeks begået grov seksualkriminalitet, men det

kun var 6 % af de behandlede, der fortsatte med

at begå grov seksualkriminalitet mod 13 % af kon-

trollerne. Der var heller ikke recidiv blandt 90 % af

de behandlede med grov indeks kriminalitet mod

84 % af kontrollerne med grov indeks-kriminalitet.

Hvad angik frekvensen af det kriminelle recidiv

(2+ afgørelser i followup), var der kun signifikante

forskelle i forhold til recidiv til kriminalitet og ikke-

seksualiseret vold, hvor de behandlede havde

signifikant lavere forekomst af gentaget recidiv til

kriminalitet (p<0,001) og ikke-seksualiseret vold

(p<0,05) end kontroller. Der var ingen signifikant

forskel på, hvornår grupperne recidiverede (hastig-

heden af recidivet). Disse fund kunne ses som en

følge af behandlingen og/eller være forårsaget af

høj specialisering i seksualkriminalitet.

Der var ingen signifikant forskel på den relative

risiko for fornyet seksualkriminalitet i followup for

personer, der havde modtaget henholdsvis støt-

tende terapi, kognitiv terapi og kombineret kog-

nitiv og psykodynamisk terapi. Der var heller ikke

signifikant forskel på effekten af henholdsvis grup-

peterapi (10+ sessioner) og individuel behandling

og af medicinsk behandling.

Den kriminalpræventive effekt af

psykiatrisk/sexologisk behandling

(behandlede vs. kontroller)

Der blev inkluderet 218 personer i analysen af ef-

fekten af psykiatrisk/sexologisk behandling; 109

case-personer og 109 kontroller. De 109 case-

personer havde modtaget psykiatrisk/sexologisk

behandling i minimum fire måneder, var registreret

med oplysninger om behandlingsforløbet, og der

var identificeret en matchet kontrol for personen.

De 109 udgjorde 19 % af case-populationen.

Behandlede og deres matchede kontroller var

sammenlignelige, hvad alder (match), civilstand,

etnicitet, og uddannelsesniveau men fordelte sig

signifikant forskelligt regionalt med overrepræsen-

tation af region Syddanmark blandt de behandlede

og med en overvægt af personer fra region Ho-

vedstaden blandt kontrollerne.

Den komparative analyse af gruppernes absolutte

og relative risiko for at begå kriminalitet i followup

viste, at de behandlede generelt havde lavere

forekomst af de forskellige former for kriminalitet i

followup end kontrollerne. Således havde 15 % af

de behandlede case-personer begået fornyet sek-

sualkriminalitet mod 18 % af kontrollerne i løbet af

10 års followup, svarende til 22 % lavere recidiv-

risiko blandt behandlede, dog uden at forskellen

var signifikant. De behandlede havde også lavere

forekomst af seksualkriminalitet mod børn under

15 år, generel kriminalitet, og ikke-seksualiseret

vold (p>0,05). Derimod havde de behandlede hø-

jere forekomst af grov seksualkriminalitet men

samme forekomst af grov seksualkriminalitet mod

børn under 15 år i grupperne som kontrollerne.

Selvom der blev korrigeret for tidligere kriminalitet

begået 5 år forud for indeks, var forskellene dog

kun signifikante for absolut recidivrisiko for generel

kriminalitet og for ikke-seksualiseret vold. Derimod

viste en analyse, der belyste, om varigheden af

behandlingsforløbet influerede behandlingseffek-

ten og med korrektion for risikofaktorer (behand-

lingsmotivation, socialbelastning [+2 områder],

specialistscore, misbrugsdiagnose, og alder), at

personer, der havde modtaget langvarig behand-

ling (minimum 18), havde 71 % lavere recidivrisiko

Den kriminalpræventive effekt af

psykiatrisksexologisk behandling

(behandlingshenviste vs. ikke-henviste)

Henviste og ikke-henviste var i store træk sam-

menlignelig på sociodemografiske parametre, dog

var der blandt behandlingshenviste signifikant fær-

re personer af ikke-vestlig herkomst (p<0,001), li-

gesom der var mindre regionale forskelle på grup-

pernes placering på tidspunktet for indeksdom.

Grupperne var også sammenlignelige hvad angik

psykiatriske hoveddiagnoser, seksuelle diagnoser

og klinisk vurderet begavelsesniveau, men adskilte

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

sig qua en lavere forekomst af diagnose vedrø-

rende misbrug/afhængighed af alkohol blandt be-

handlingshenviste.

diagnosen pædofili, forskellige krænkertyper og

for ambulant visiterede og fængselsvisiterede.

Analysen viste, at der ikke var forskel på forekom-

Jævnfør tidligere adskilte sig grupperne sig væ-

sentligt, hvad angik graden af specialisering i sek-

sualkriminalitet; de behandlingshenviste havde pri-

mært begået seksualkriminalitet og dette i højere

grad end de ikke-henviste, men også en mindre

grad af anden kriminalitet, navnlig ikke-seksualise-

ret vold.

Sammenligning af behandlingshenviste og ikke-

henviste case-personers recidivrater pegede da

også umiddelbart på, at psykiatrisk/sexologisk

behandling havde en decideret recidivforøgende

effekt snarere end en recidivhæmmende effekt,

idet 14 % af de behandlingshenviste begik fornyet

seksualkriminalitet i followup mod kun 10 % af

de ikke-henviste. En tilsvarende tendens – højere

risiko for behandlingshenviste – fandtes også ge-

nerelt for de øvrige former for seksualkriminalitet

i followup, herunder en signifikant højere absolut

risiko for grov seksualkriminalitet mod børn under

15 år blandt behandlingshenviste, mens ikke-hen-

viste havde højere forekomst af ikke-seksualiseret

kriminalitet i followup. Dog var ingen af disse grup-

peforskelle signifikante, når der blev korrigeret

for kendte risikofaktorer (specialscore [0-12], mis-

brugsdiagnose, og alder).

De behandlingshenviste havde også signifikant hø-

jere forekomst af gentaget recidiv (2+ afgørelser i

followup) til seksualkriminalitet end ikke-henviste

(p<0,001). Der var ikke forskel på, hvornår grup-

perne recidiverede til seksualkriminalitet. Halvde-

len af recidivet fandt sted i de første 3-4 år efter

indeksafgørelsen.

Samlet set blev det konkluderet, at de højere reci-

divrater blandt behandlingshenviste ikke kunne tol-

kes som evidens for, at behandlingen/intentionto-

treat øgede recidivrisiko, men at den højere fore-

komst af seksualkriminalitet blandt behandlings-

henviste var en følge af den a prior forskel i graden

af specialisering i seksualkriminalitet i grupperne.

sten af seksualkriminalitet i followup for personer

med og uden pædofili-diagnosen (15 % vs. 12 %,

p=0,62). Der var heller ikke signifikant forskel på

gruppernes recidiv til de øvrige kriminalitetsfor-

mer.

Der var forskelle i de observerede recidivrater for

de enkelte krænkergrupper. De observerede grup-

peforskelle var dog ikke signifikante. Der var en

nærsignifikant forskel (p=0,0525) på de observe-

rede recidivrater for seksualkriminalitet mod børn

under 15 år; personer dømt for at begå blufærdig-

hedskrænkelse havde det højeste recidiv (10 %),

efterfulgt af § 235 (8 %), incest (6 %), ekstrafami-

liære børnekrænkere (5%), mens under 3 personer

dømt for at begå voldtægt mod voksne havde

begået denne kriminalitets type i followup. Der var

statistisk signifikant forskel på krænkertypernes

recidivrater for generel kriminalitet (blufærdig-

hedskrænkerne havde det højeste recidiv) og ikke-

seksualiseret vold (voldtægt, voksne havde det

højeste recidiv).

Når der blev korrigeret for krænkergruppernes

tidligere ligeartet kriminalitet, alder og misbrugs-

diagnose, var der flere af de statistisk signifikante

forskelle, der forsvandt. Dog havde blufærdigheds-

krænkerne signifikant og dobbelt så høj risiko for

at begå seksualkriminalitet i followup end børne-

krænkerne. Desuden havde børnekrænkerne 84

% højere risiko end voldtægtsdømte for at begå

seksualkriminalitet mod børn under 15 år. Endelig

havde voldtægtsdømte dobbelt så høj risiko for at

begå ikke-seksualiseret vold som børnekrænkerne.

Endelig viste en analyse, at de, der blev visiteret

før domfældelse, generelt havde højere forekomst

af seksualkriminalitet (15 % vs. 11 %, p=0,21) og

lavere forekomst af anden kriminalitet (29 % vs.

42 %, p=0,01) og ikke-seksualiseret vold (4 % vs.

14 %, p=0,002) i followup, end dem, der blev visi-

teret i Herstedvester fængsel. Signifikante gruppe-

forskelle forsvandt dog, når der blev korrigeret for

specialistscore, alder og misbrugsdiagnose.

Kriminelt recidiv for subgrupper

Absolut og relativ risiko for forskellige facetter af

kriminelt recidiv blev undersøgt for personer med

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 6: Diskussion

Den tidligere case-kontrol undersøgelse, der blev

gennemført i 1997-2001, viste i tråd hermed, at

recidiv forekom mindre hyppigt efter etablering af

forsøgsordningen. Det blev i den tidligere omtalte

Slutrapport (Direktoratet for Kriminalforsorgen,

2004) understreget, at det var usikkert om effek-

ten kunne tilskrives en direkte effekt af forsøgs-

ordningen.

De resultater, der fremkom i herværende undersø-

gelser, vedrørende kriminelt recidiv var sammen-

lignelige med de internationale fund for recidivet

for behandlede og ubehandlede/kontroller. Deri-

mod var recidivraterne i herværende undersøgelse

generelt højere end de recidivrater, der rapportere-

des i den første effektundersøgelse af forsøgsord-

ningen (Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2004).

I herværende undersøgelse blev der observeret

recidiv til seksualkriminalitet for 12 % i case-popu-

lationen mod 3-5 % (personer i forsøgsordningen)

i Slutrapporten. De tilsvarende recidivrater for ge-

nerel kriminalitet var blandt case-personer 41 % i

herværende rapport mod 14% i Slutrapporten og

53 % vs. 24 % for kontrollerne.

De observerede gruppeforskelle antages at være

en følge af, at followup i nærværende rapport

var10 år (eller til død, immigration, etc.), mens

halvdelen i Slutrapporten var fulgt under 32 måne-

der (2,7 år). Grundet positiv sammenhæng mellem

recidivrisiko og længden af followup, vil recidiv-

rater i undersøgelser med lang followup som ud-

gangspunkt være højere end i undersøgelser, der

anvender kort followup (Furby, Weinrott, & Black-

shaw, 1989; Bengtson & Lund, 2008). Ydermere

var der anvendt forskellige recidivkriterier i de to

undersøgelser. I herværende undersøgelse udgjor-

de tiltalefrafald (eller højere afgørelse) recidivkri-

teriet, mens det kun var straffende domme (dvs.

betinget eller højere afgørelse) i Slutrapporten. I

herværende undersøgelse skulle der, om man så

må sige, mindre til for at blive kategoriseret som

recidivist. Endelig var der inkluderet færre behand-

lede i case-kontrol analysen af behandlingseffekt

i herværende undersøgelse (109 vs. 222 i Slutrap-

porten), hvilket også medvirkede til, at det var

sværere at påvise en potentiel signifikant effekt.

Omvendt blev der i nærværende rapport i højere

grad korrigeret for kendte risikofaktorer i de stati-

stiske analyser, hvilket omvendt formodes at øge

sandsynligheden for at identificere en potentiel

kriminalpræventiv effekt af behandlingen/behand-

lingsordningen. Samlet set synes de fundne for-

skelle derfor ikke at kunne tolkes som udtryk for

lavere kriminalpræventiv effekt i perioden 2006-

09 men er forårsaget af metodiske forhold.

Spørgsmålet er dog, om den observerede gruppe-

forskel på case-personer og kontrollers recidivrater

skyldes behandlingen eller den samlede effekt af

behandlingsordningen. Etableringen af behand-

lingsordningen indebar ændringer i retssystemets

og kriminalforsorgens håndtering af personer sig-

tet eller dømt for seksualkriminalitet. Dels blev der

som noget nyt indført visitation af alle i behand-

lingsordningen, hvor den sigtede/dømte søges

motiveret til behandling og der ”stilles skarpt” på

tidligere og aktuel kriminalitet. Det er sandsynligt,

at visitation indirekte kan have en forebyggende

effekt for nogle personer. Der skete også en æn-

dring i forhold til øget tværsektorielt samarbejde

om de ambulant visiterede (fx inddrages sagsbe-

handler fra personens opholds/bopælskommune

ved visitation), og der vil som oftest også, jf. den

skærpede underretningspligt, ske henvendelse til

kommunen, når de forurettede i sagen er børn,

for at sikre, at der er taget behørig vare på disse.

En anden potentiel effekt kan være samarbejdet

med tilsynsførende i Kriminalforsorgen i Frihed

(KIF) omkring den behandlede, hvor der jævnligt

skal afholdes netværksmøder med deltagelse af

patient, behandler, tilsynsførende, evt. kontaktper-

soner, sagsbehandler og andre relevante personer.

Ved dataindsamling blev det ikke dokumenteret i

hvilket omfang, de enkelte behandlingsforløb var

tværsektorielle (fx inddragelse af kommuner).

Fremadrettet vil der være behov for i forbindelse

med forskning at dokumentere samarbejdet med

kommunale sagsbehandlere og tilsynsførende i KIF

(fx hyppigheden af afholdelse af møder mellem

patient, tilsynsførende, behandler, og evt. andre

kontaktpersoner, frekvensen af fremmøder hos

tilsynsførende) for at kunne undersøge den krimi-

nalpræventive effekt af disse indsatser.

For de visitationsdømte kan det tænkes, at op-

hold på særlige afsoningsafdelinger forbeholdt

personer dømt for seksualkriminalitet har haft en

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

gunstig effekt på gruppens recidivrisiko. Det er

velkendt, at seksualkriminelle er i stor risiko for at

blive udsat for psykisk og fysisk ikke-seksualiseret

vold i fængsler, hvor de placeres sammen med

ikke-seksualkriminelle, hvorfor det også fremgår af

Europa Rådets henstilling IV (regel 17), at seksual-

kriminelle har ret til sikker afsoning uden risiko for

at blive skadet fysisk eller psykisk. Desuden blev

fængselspersonale i disse specialafdelinger uddan-

net i at have en mere behandlingsmotiverende til-

gang til de indsatte seksualkriminelle, hvilket med

høj sandsynlighed kan tænkes at have haft en re-

habiliterende indvirkning på afsonerne. At opholde

sig i et motiverende/terapeutisk fængselsmiljø er

tidligere fundet at have en rehabiliterende effekt

for seksualkriminelle (Blagden, Winder, & Hames,

2016). På de særlige fængselsafdelinger har der

pågået et motivationsarbejde med henblik på at

motivere flere afsonere til at tage imod tilbuddet

om psykiatrisk/sexologisk behandling. Et pilotpro-

jekt i Møgelkær Fængsel viste, at en forstærket

motiverende indsats øgede antallet af personer

motiveret for behandling (Kristensen, Grahn, & Lil-

lebæk, 2009). Motivationen af de indsatte pågår

dog fortsat ved hjælp af en deltidsansat psykolog.

Det er således potentielt problematisk, at disse

særlige afsoningsafdelinger for seksualkriminelle

i dag er nedlagte, og personer dømt for seksual-

kriminalitet ofte afsoner sammen med personer

dømt for andet, og derfor må forsøge at skjule,

hvad de er dømt for. Der er iværksat andre krimi-

nalpræventive tiltag, der tilbydes visse fængslede ,

fx anger manage-ment forløb. I 2015 testede et pi-

lotprojekt motivationsprogrammet MOVE, som har

til formål at motivere og styrke indsatte i det dan-

ske fængselsvæsen gennem afsoningsperioden og

fremme bevidstheden om bl.a. fordele og ulemper

ved kriminalitet. Der er rapporteret positiv virkning

her-af, men der indgik dog ikke seksualkriminelle i

pilotprojektet (Berger, Hjelmar, Ladenburg, & Mik-

kelsen, 2017). I 2020 iværksattes MOVE for per-

soner dømt for seksualkriminalitet i Nørre Snede

Fængsel. Effekten af denne motivationsindsats er

imidlertid endnu ikke evalueret.

Der er således en række forhold, der potentielt kan

have haft en indirekte effekt på recidivrisiko for de

personer, der var omfattet af behandlingsordnin-

gen. I fremtidige forskningsprojekter er det derfor

væsentligt at dokumentere, hvilke andre interven-

tioner, som den enkelte har været eksponeret for

efter indeksafgørelsen, så det er muligt med større

sikkerhed at identificere en potentiel specifik effekt

af henholdsvis behandlingsordningen og psykia-

trisk/sexologisk behandling.

For at vurdere evaluere effekten af behandlingen

blev de observerede absolutte og relative recidivra-

ter og gruppeforskelle i denne rapport sammenlig-

net med internationale fund for behandlingseffekt

rapporteret i tidligere metaanalyser og metare-

views (review af reviews). I metaanalyserne blev

der rapporteret recidivrater for seksualkriminalitet

mellem 10-18 % for behandlede og mellem 14-20

% for ubehandlede, svarende til en 37 % reduktion

af recidivet til seksualkriminalitet. For generel krimi-

nalitet svingede de rapporterede recidivrater mel-

lem 22-33 % for behandlede og mellem 33-51 %

for ubehandlede. For ikke-seksualiseret vold, som

dog kun var belyst i få reviews, var der recidiv for

hhv. 7 % og 21 % af behandlede og for 12 % og 33

% af ubehandlede. Der blev fundet højest effekt af

behandling af unge, kognitiv adfærdsterapi (KAT),

behandling efter risiko, behov og responsivitet/

modtagelighed principperne (RNR-behandling), am-

bulant behandling og af behandling, der var speci-

fikt udviklet til behandling af seksualkriminelle.

I rapporten her var recidivraten for behandlede

(N = 109) og matchede kontroller 15 % vs. 18 %

for seksualkriminalitet, 36 % vs. 53 % for generel

kriminalitet og 6 % vs. 17 % for ikke-seksualiseret

vold. Således var recidivet til seksualkriminalitet

helt sammenligneligt med internationale fund i

metaanalyser og overviews. Det samme gjorde sig

gældende for generel kriminalitet og ikke-seksua-

liseret vold, selvom recidivet til generel kriminalitet

var marginalt højere og recidivet til ikke-seksuali-

seret vold marginalt lavere for de danske behand-

lede. Det er dog værd at bemærke, at followup for

den danske case-population jf. tidligere var 10 år

(eksponeringstid= 8,7 år, SD=2) mod knap 4-6 års

followup i metaanalyserne. På denne baggrund

forekom den absolutte recidivrisiko for danske be-

handlede og deres kontroller at være noget lavere

end de i reviews rapporterede recidivrater, særligt

hvad angik recidivet til seksualkriminalitet. Der er

lavet followupundersøgelser, der viser, at der fort-

sat finder recidiv til seksualkriminalitet sted efter

selv 15 års followup (Bengtson, 2008; Bengtson &

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Lund, 2008). Varigheden af followup er derfor af-

gørende for evaluering af behandlingseffekt.

I årtier var det en generel antagelse, at alle sek-

sualkriminelle igen begik seksualkriminalitet. Ad-

skillige followupundersøgelser, inkl. ovenstående

metaanalyser, har vist, at det ikke er tilfældet.

Størstedelen af de fulgte begik ikke seksualkrimi-

nalitet igen men begik derimod i højere grad andre

former for kriminalitet. Dette førte til udviklingen

af et nyt paradigme; seksualkriminelle har generelt

lavere recidiv end mange andre typer af kriminelle

(fx ikke-seksualiseret voldsdømte, personer der

begår berigelseskriminalitet). Denne konklusion er

både rigtig og forkert. Det er korrekt, at seksualkri-

minelle har lavere recidivrater end ikke-seksualise-

ret voldsmænd og personer, der begår berigelses-

kriminalitet, navnlig på kort sigt (Direktoratet for

Kriminalforsorgen, 2009). Følger man seksualkrimi-

nelle på lang sigt, tegner der sig derimod et ander-

ledes billede, idet op mod 20 % begår fornyet sek-

sualkriminalitet efter 10 års followup, ligesom der

også er rapporteret recidivrater på 30-40 %, når de

følger over flere årtier (Bengtson & Lund, 2008).

Disse studier kan kritiseres for at have en selek-

tionsbias, idet der ofte er inkluderet særligt reci-

divtruede seksualkriminelle i disse undersøgelser

(fx var der kun inkluderet mentalundersøgte i den

danske followup af Bengtson & Lund, 2008). Om-

vendt er der er højt mørketal for seksualkriminali-

tet, der også giver anledning til at tro, at de facto

recidivet for seksualkriminelle på lang sigt måske

nærmer sig det man ser blandt ikke-seksualiseret

voldsdømte på kort sig. Denne omstændighed bør

tages i betragtning ved planlægning af den straf-

feretlige håndtering af denne gruppe.

Effekten af forebyggende indsatser bør således

planlægges langsigtet, dvs. hvor man vurderer

effekt af en given indsats på lang sigt. Nedbrin-

gelse af recidivet for seksualkriminelle med selv få

procentpoint kan i praksis betyde, at man sparer

et større antal børn og voksne for at blive udsat

for seksuelle overgreb, ligesom man hjælper den

dømte til at blive rehabiliteret og komme nærmere

et kriminalitetsfrit liv. Kriminalitet er forbundet

med en høj pris for alle involverede – de foruret-

tede, den dømte, parternes pårørende, og samfun-

det som helhed (Forte, 2015). Endeligt formodes

der at være væsentligt færre udgifter forbundet

til behandling sammenlignet med prisen for ef-

fektuering af skærpede straffe, hvis disse omfatter

langvarig fængsling af dømte.

Et af de reviews, der indgik i dette overview, som

ikke fandt en behandlingseffekt, var en metaana-

lyse af effekten af psykologisk behandling af per-

soner, der havde begået seksualkriminalitet mod

børn (14 studier, n =2930) (Grønnerød, Grønnerød,

Grøndahl, 2015). I undersøgelsen blev der obser-

veret recidiv til seksualkriminalitet for 18 % af de

behandlede og for 20 % af kontrolpersonerne i

løbet af followup (gennemsnitligt 6 år). Den obser-

verede gruppeforskel svarede til lav behandlings-

effekt, såvel for de ni studier, der levede op til de

opstillede metodiske inklusionskriterier (r = 0,03;

95 % KI: -0,04-0,10), men også når man inklude-

rede samtlige effektstudier i metaanalyserne (r =

0,08; 95 % KI: 0,02-0,14).

Metaanalysens fund giver selvsagt anledning til

bekymring, ikke mindst set i relation til behand-

lingsordningen primære formål; at forebygge

seksuelle overgreb på børn. Således tilhører stør-

stedelen af case-populationen (minimum 6 ud af

10) denne gruppe. Jævnfør at seksualkriminelle

generelt recidiverer til samme kriminalitetstype,

som de begik ved indeks (Bengtson & Lund, 2008;

Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2004) bety-

der, at det er særligt imperativt, at vi formår at

behandle denne krænkertype med god effekt. I

nærværende rapport gjorde vi imidlertid mere op-

muntrende fund, idet 6 % af de behandlede begik

seksualkriminalitet mod børn under 15 år i fol-

lowup mod 10 % af kontrollerne, svarende til at de

behandlede havde en 38 % reduktion af korrigeret

relativ risiko. Den observerede forskel var dog ikke

statistisk signifikant, antageligt grundet det lave

antal behandlede/kontroller. Det er dog tænkeligt,

at fraværet af behandlingseffekt for denne spe-

cifik kriminalitetsgruppe hænger sammen med,

at netop denne gruppe rummer en vis andel med

seksuelle afvigelser, navnlig pædofili (vedvarende

seksuel interesse i præpubertære børn) (og an-

tageligt også af hebefili, dvs. vedvarende seksuel

interesse i børn i 11, eller 12-14-års alderen; Blan-

chard et al., 2009). Pædofili er en af de væsentlig-

ste risikofaktorer for at begå seksualkriminalitet

såvel blandt dømte (Schmidt & Banse, 2022; McP-

hail, Hermann, Fernane, Fernandez, Nunes, Cantor,

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

2019; Hanson & Morton-Bourgon, 2005) som ikke-

dømte med pædofili (Kuhle LF, Schlinzig E, Kaiser

G, et al. , 2017; Wittström, Långström, Landgren,

Rahm, 2020).

I herværende undersøgelse var det dog kun en

mindre andel (28 %) af de 194 case-personer, der

var dømt for at begå seksualkriminalitet mod børn,

der var registreret med en pædofilidiagnose. Stør-

stedelen af de personer, der havde begået seksu-

alkriminalitet mod børn under 15 år, var med an-

dre ord ikke diagnosticeret med pædofili. Forekom-

sten af pædofili i denne undersøgelse var således

lavere end de prævalensrater, der almindeligvis

rapporteres i prævalensstudier, hvor omkring halv-

delen af dømte er registreret med tilstanden, sær-

ligt i amerikanske undersøgelser og i undersøgel-

ser, hvor diagnosen stilles klinisk (dvs. uden brug af

mere objektive metoder) (Al-Dehlagi, Kristensen,

Giraldi, & Bengtson, in prep., Seto, 2018). Der blev

ikke observeret signifikant forskel på recidivraten

for personer med og uden pædofilidiagnose (15 %

vs. 12 %, p=0,62). Imidlertid er pædofili en tilstand,

der vanskeligt lader sig eliminere og diagnosti-

cering af pædofili kan af forskellige årsager være

ganske vanskelig (Seto, 2022; Bengtson, Sørensen,

& Kristensen, 2019; Eher et al., 2015; Blanchard,

Lykins, Wherrett, Kuban, Cantor, Blak, Dickey, &

Klassen, 2008). Dette svækker gyldigheden af fun-

dene vedrørende recidivet blandt personer med

pædofili.

Et andet forhold, der også har afgørende betyd-

ning for recidivrisiko, er krænkertyper. Således har

adskillige undersøgelser gennem tiden påviste be-

tydelige forskelle i recidivet for forskellige kræn-

kertyper, hvor de højeste recidivrater generelt

observeres for ekshibitionister (”blottere”), eks-

trafamiliære krænkere (krænker ikke-beslægtede

børn) og voldtægtsdømte (Furby et al., 1989;

Bengtson & Lund, 2008), mens de laveste reci-

divrater rapporteres for incestkrænkere (krænket

beslægtede børn). I herværende undersøgelse

blev det højeste recidiv til seksualkriminalitet

observeret blandt personer dømt for at begå blu-

færdighedskrænkelse (22 %) mod 10 % af vold-

tægtsdømte, 10 % af § 235-lovovertrædere, 10 %

af incestkrænkere, og 9% af de ekstrafamiliære

børnekrænkere. De observerede gruppeforskelle

var ikke signifikante.

Retter vi blikket mod resultatet af analysen af

indhold og varighed af behandlingen, blev der i

analysen afdækket en del ligheder i behandlingstil-

buddet på de respektive behandlingsstederne men

også signifikante og væsentlige forskelle. Af case-

populationen blev 36 % henvist til psykiatrisk/

sexologisk behandling, mens de resterende 64 %

ikke var fundet motiverede for og/eller egnede til

psykiatrisk/sexologisk behandling. Andelen af be-

handlingshenviste i herværende undersøgelse var

dermed identisk med andelen af behandlingshen-

viste i Slutrapporten (Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen, 2004), hvor der også blev anbefalet psy-

kiatrisk/sexologisk behandling for 36 % af de i alt

622 personer, der blev visiteret mellem 01.10.1997-

30.09.2001.

Af de behandlingshenviste indgik 119 (19 % af

case-populationen) i analyser af behandlingen.

Behandlingen varede gennemsnitlig 21 måneder,

og der var ingen statistisk signifikant forskel på

varigheden af behandlingstiden på de tre behand-

lingssteder. Der var heller ikke forskel på behand-

lingstiden for personer indstillet til behandling

fra Herstedvester Fængsel og fra den ambulante

behandlingsordning. Det gennemsnitlig antal be-

handlingsfremmøder i behandlingsperioden var 49,

og der var ingen signifikant forskel på antal frem-

møder på tværs af behandlingsstederne. Disse tal

indikerer fremmøde gennemsnitligt hver anden

uge. Det var kun 65 % af de behandlede, der hav-

de modtaget minimum 18 måneders behandling,

hvilket er kortere end de 2 års psykiatrisk/sexolo-

gisk behandling, der typisk anbefales.

Der var der signifikant forskel på antallet af perso-

ner, der fik henholdsvis få og mange behandlings-

kontakter. Patienterne i Aarhus fik i højere grad kon-

sultationer hos psykolog eller andre faggrupper og

modtog oftere kropsterapi, til gengæld så de sjæld-

nere psykiater (ca. 1 ud 5 fik minimum 30 konsulta-

tioner hos psykiater i Middelfart og København).

I Middelfart var gruppeterapi standard, mens færre

modtog gruppeterapi i Aarhus og med de færrest

i gruppeterapi i København. En fjerdedel af patien-

terne i København fik ikke psykoterapi men støt-

tende og/eller medicinsk behandling, mens det var

13 % af patienterne i Middelfart og 14 % af patien-

terne i Aarhus, der ikke fik psykoterapi.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Den hyppigst anvendte terapeutiske metode var

en kombination af psykodynamisk terapi og kogni-

tiv adfærdsterapi (KAT), efterfulgt af ren KAT, der

oftere blev tilbudt i Aarhus. Under 3 personer hav-

de fået ren psykodynamisk terapi. Der var imidler-

tid ikke andre svarmuligheder for registrering af

behandlingsform end kognitiv terapi, psykodyna-

misk terapi, og kombination af kognitiv terapi og

psykodynamisk terapi. Fremadrettet vil det være

væsentligt med flere svarmuligheder, herunder

udvidelse med de behandlingsformer, der anven-

des i dag. Der var samme forekomst af medicinsk

behandling på tværs af behandlingsstederne. Sig-

nifikant flere af patienterne i Aarhus ønskede at

fortsætte på frivillig basis efter udløb af vilkår.

Ovenstående beskrivelse af indhold og frekvens

af psykiatrisk/sexologisk behandling giver indtryk

af, at der er en række forskelle på behandlingsfor-

løbet på de respektive steder. Det er dog helt for-

venteligt, at der er forskelle på behandlingstilbud

i en national behandlingsordning, som afspejler

behandlernes uddannelsesmæssige baggrund på

de respektive steder, men også hvilke terapeuti-

ske traditioner, behandlerne er uddannet indenfor.

Variationen i behandlingens form (fx antal be-

handlinger og behandlernes uddannelsesmæssige

baggrund) behøver ikke nødvendigvis at udgøre

et problem, så længe behandlingsindholdet i vid

udstrækning er den samme, og der er fokus på

de omtrentlig samme problemstillinger på tværs

af stederne. Der var imidlertid ikke foretaget re-

gistrering af det specifikke behandlingsindhold.

Beskrivelse af behandlingsindhold og form bør

dog betragtes som et øjebliksbillede af den i in-

klusionsperioden (2006-09) tilbudte behandling.

Den behandling, som i dag tilbydes i behandlings-

ordningen, er derfor med stor sandsynlighed ikke

identisk med den i rapporten her beskrevne be-

handling, idet de løbende erfaringer nationalt og

internationalt søges inkorporeret.

I metaanalyserne blev behandling baseret på RNR-

principperne set at havde højere effekt end andre

metoder. Anbefalingen af en RNR-tilgang overfor

seksualkriminelle betones også i Europarådets

anbefalinger til behandling af seksualkriminelle (i

fængsler) (European Comittee on Crime Problems

(CDPC), 2021). RNR-baseret behandling indebæ-

rer, kort beskrevet, at behandlingen planlægges

i henhold til risiko (jo højere risiko for tilbagefald,

desto mere intensiv bør indsatsen være), behov

(behandlingen skal rettes mod de risikofaktorer,

som øger risikoen for at personen begår fornyet

kriminalitet), og responsivitet/modtagelighed (at

behandlingen tilpasses klienternes forudsætninger

og individuelle læringsstile). RNR-baseret behand-

ling indbefatter således brugen af strukturerede

og validerede risikovurderingsredskaber (fx STATIC-

99R, Harris, Phenix, Hanson, & Thornton (2010).

Disse anbefalinger ligger i forlængelse af internati-

onal konsensus om at undgå brugen af de såkaldte

ustrukturerede risikovurderinger, dvs. risikovur-

deringer, der udelukkende baserer sig på kliniske

skøn informeret af klinikerens viden/erfaring, da

disse generelt opnår lav træfsikkerhed (svarende

til chanceniveau/”plat-eller-krone”) (Wertz, Scho-

bel, Schiltz, & Rettenberger, submitted; Hanson

& Morton-Bourgon, 2009; Ægisdóttir et al., 2006;

Hougaard, 2004; Dawes, Faust, & Meehl, 2002).

Dette er også påvist for danske seksualkriminelle

(Bengtson & Långström, 2007). RNR-modellen fo-

kuserer på individuelle psykologiske faktorer som

forklaring på kriminel adfærd. Risikoprincippet i

RNR-tilgangen indebærer fx, at man skal være

varsom med at sammenblande højrisikopersoner

med lavrisikopersoner i behandlingen, jævnfør at

undersøgelser har vist, at højrisiko personer po-

tentielt kan have en dårlig/afsmittende effekt på

lavrisiko personer (Bonta & Andrews, 2017).

I flere af de nævnte metanalyser fandt man ikke

overraskende større effekt af specialiserede be-

handlingstilbud, dvs. behandling, der var særligt

udviklet med henblik på behandling af seksual-

kriminelle. Behandlere skal således have en højt

specialiseret viden om personer, der begår seksu-

alkriminalitet og i mange tilfælde også andre typer

af kriminalitet. Der er først og fremmest behov for

højt specialiseret viden om den kriminaliserede

persongruppe, der har begået seksualkriminalitet;

gruppen bør først og fremmest betragtes som en

kriminaliseret gruppe snarere, der adskiller sig fra

andre psykiatriske populationer. Den specialiserede

behandling skal endvidere basere sig på en evi-

densbaseret internationalt anerkendt specialiseret

viden om personer, der begår seksualkriminalitet.

Der er således behov for kontinuert opdatering

omkring international litteratur, navnlig reviews/

metaanalyser vedrørende behandlingseffekt af de

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

respektive behandlingsmetoder og træfsikkerhe-

den af metoder til risikovurderinger. Høj specialise-

ring af behandlerne sker typisk gennem mødefora

(såkaldte intervisioner og internater), konference-

deltagelse, journal clubs, og case-supervision. Det

er afgørende, at der på tværs af visitations- og be-

handlingssteder er fælles viden og – så vidt muligt

– er konsensus om behandlingsindhold.

Ved varetagelse af specialfunktioner stilles der –

udover de sundhedsfaglige kernekrav – krav om

forskning, udvikling og uddannelse indenfor spe-

cialet (Sundhedsstyrelsen, 2008). Hospitaler, der

varetager en specialfunktion, skal således varetage

forsknings- og udviklingsopgaver i relation til funk-

tionen, men der er mulighed for at etablere tvær-

gående arbejdsdeling, så de enkelte afdelinger har

særlige forskningsområder. Dette sammenholdt

med, at der er i Danmark, bedrives yderst begræn-

set forskning vedrørende seksualkriminelle, bety-

der, at forskning, der har til formål at forbedre og

udvikle den højt specialiserede behandling af den-

ne persongruppe, er en mindst lige så væsentlig

del af at være en højt specialiseret funktion. Des-

uden er de højt specialiserede funktioner placeret

på universitetshospitaler, hvor forskning også er en

implicit del af den kliniske funktion. Særligt på det-

te område, hvor der generelt rapporteres lav, evt.

moderat, effekt af behandlingen. Der er således

behov for forskning af høj kvalitet, ligesom det er

afgørende, at der kontinuert pågår dataindsamling,

som dokumenterer den daglige praksis omkring

visitation, vurdering af behandlingsegnethed, be-

handling og risikovurdering/håndtering. En implicit

del af forskningsaktivitet vil være at tilvejebringe

viden om evidensbaseret best practice til klinikere

i netværket.

Dette leder til et væsentligt problem, der er knyt-

tet til at bedrive forskning, der har til formål at

forbedre behandlingen af seksualkriminelle i

Danmark; vanskelighederne med at få personer

i behandlingsordningen til at give samtykke til at

indgå i forskningsprojekter. Det gældende krav,

om at deltagelse i et forskningsprojekt forudsæt-

ter samtykke fra undersøgelsespersonerne, er som

udgangspunkt principielt korrekt og meningsfuldt.

Imidlertid står vi i praksis med det problem, at det

er ganske vanskeligt at få personer, der er dømt

for at begå seksualkriminalitet, til at give samtykke

til at deltage i forskningsprojekter, måske i særlig

grad projekter, der har til formål at undersøge, om

de igen begår kriminalitet. Angsten for at blive

identificeret og ”afsløret” formodes at afholde

mange fra at give samtykke til at indgå i forløbs-

undersøgelser. Der er således behov for særlig til-

ladelse fra myndigheder til dataindsamling, af hen-

synet til almenvellet og samfundsmæssig tryghed

samt som en kontrol af at dømte person underka-

ster sig en effektiv behandling.

Herværende undersøgelse har bidraget med en

række væsentlige undersøgelsesresultatet, der

informerer om behandlingsordningens indhold

og effekt. Der var dog også en række metodiske

forhold, der svækker undersøgelsen. Brugen af

den såkaldte historiske kontrolgruppe betød, at

case-populationen indeholdt personer, der oprin-

deligt ville have være inkluderet i kontrolgruppen,

men som grundet recidiv til ligeartet kriminalitet i

inklusionsperioden endte med at blive inkluderet

i case-populationen. Dette indebærer potentielt

en skævvridning af de to sammenligningsgrup-

per, med relativt flere højrisiko personer i case-

populationen og relativt flere lavrisiko personer i

kontrolgruppen. Etableringen af den historiske kon-

trolgruppe var ikke optimal, men det bedst mulige

kompromis. En anden svaghed ved herværende

undersøgelse var, at der kun indgik 109 i analysen

af behandlingseffekt. Det lave antal undersøgel-

sesdeltagere var en følge af, at der var et lavt an-

tal af behandlede pr. år, og der kun blev indsamlet

data i en 4-årig periode, og – ikke mindst – at der

for ca. hver tredje af de behandlingshenviste (35%)

ikke var registreret oplysninger om behandlings-

forløbet, hvorfor de måtte ekskluderes fra de stati-

stiske analyser af behandlingsforløbsdata.

Omvendt var der også en række styrker ved un-

dersøgelser, der levede op til mange af de anbe-

falingerne til effektundersøgelser af seksualkrimi-

nelle, herunder selve case-kontrol designet, brug

af en i international sammenhæng ganske lang

followup for case-personer og kontroller, hvor alle

blev fulgt i det samme antal år (10 år), match-

ning af kontroller, prospektiv dataindsamling, der

som udgangspunkt blev foretaget af klinikere, der

havde visiteret og/eller behandlet klienten, og

beregning af eksponeringstid (tid på fri fod). Der

blev også indsamlet en bred vifte af oplysninger

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

om den visiterede, som blev kombineret med re-

gisteroplysninger fra bl.a. kriminalregisteret via

Danmarks Statistik, der sammen med det svenske

kriminalregister er en af de mest omfattende og

valide registre i den vestlige verden, der dækker

alle landet borgere og bidrager med valide mål for

anmeldte og afgjorte sager (Brennan, Mednick,

Hodgins, 2000). Endelig bidrog modellen til vurde-

ring af graden af kriminel specialisering i seksual-

kriminalitet (specialistscoren) med lovende fund

qua høj diagnostiske træfsikkerhed i forhold til for-

udsigelse af personernes risiko for at begå seksu-

alkriminalitet mod børn. Redskabets diagnostiske

træfsikkerhed vil blive belyst i særskilt publikation.

recidivrate eller 30 % lavere risiko for at begå sek-

sualkriminalitet i followup end den matchede kon-

trolgruppe. Der var lignende fund for grov seksual-

kriminalitet, generel kriminalitet og ikke-seksuali-

seret vold. Der var ikke forskel på gruppernes risiko

for at begå børnerelateret seksualkriminalitet.

Case-kontrol studiet viste også, at behandlede

generelt havde henholdsvis 22 % og 25 % lavere

risiko for at begå seksualkriminalitet og generel

kriminalitet end kontrolgruppen, dog var den ob-

serverede gruppeforskel ikke statistisk signifikant,

ej heller for de øvrige outcomes. Personer, der

havde modtaget langvarig psykiatrisk/sexologisk

behandling (af minimum 18 måneders varighed)

havde signifikant og væsentlig lavere risiko for at

Kapitel 7: Konklusion

Undersøgelsen omfatter 580 mænd, der blev visi-

teret i den danske behandlingsordning, i en fireårig

periode (01.01.06-31.12.09) i forbindelse med at

være sigtet eller dømt for at begå seksualkrimi-

nalitet. Case-populationen bestod af personer, der

efter gældende lovgivning og praksis var idømt

fængselsstraffe fra tre måneder til fire år (fem år

for voldtægt). Case-populationen bestod i 6 ud af

10 tilfælde af personer, der havde begået seksual-

kriminalitet mod børn under 15 år. Blandt dem, der

havde begået seksuelle overgreb på børn, var 28

% registreret med diagnosen pædofili. Materialet

ansås for repræsentativ for mellemgruppen af per-

soner dømt for at begå seksualkriminalitet (Direk-

toratet for Kriminalforsorgen, 2015).

Fordeling af case-load i Herstedvester Fængsel og

behandlingsstederne var ganske forskellig; stør-

stedelen (80%) af visitationerne blev gennemført i

Herstedvester Fængsel.

Beskrivelsen af indhold og frekvens af psykiatrisk/

sexologisk behandling gav indtryk af, at der var

en del forskelle på behandlingsforløbene på de re-

spektive behandlingssteder. Den primære behand-

ling bestod i en kombination af KAT og psykodyna-

misk behandling.

Resultatet af herværende undersøgelse indikerer,

at der generelt var en positiv og signifikant kri-

minalpræventiv effekt af behandlingsordningen.

Case-populationen havde 3,9 procentpoint lavere

begå seksualkriminalitet i followup, end de, der

havde modtaget kortere behandlingsforløb.

Der var ingen forskel på effekten af de respektive

behandlingsmetoder. Derimod havde behandlings-

henviste case-personer generelt højere, dog ikke

statistisk signifikant, risiko for at begå fornyet kri-

minalitet, end ikke-henviste case-personer. Denne

sammenligning var dog ikke meningsfuld, da

gruppen af behandlingshenviste var en selekteret

gruppe, der bestod af personer, der i højere grad

end de ubehandlede har specialiseret sig i krimi-

nalitet mod børn, særligt præpubertære børn, end

ikke-henviste.

Spørgsmålet var dog, hvad der forårsagede de

observerede gruppeforskelle: Var det behand-

lingsordningen som helhed, psykiatrisk/sexologisk

behandling, metodiske forhold eller noget fjerde?

Samlet set er det på baggrund af de præsenterede

resultater vores vurdering, at det aktuelle materi-

elle indikerer, at behandlingsordningen som helhed

og psykiatrisk/sexologisk behandling har en krimi-

nalpræventiv effekt i pågældende periode. Det er

dog ikke muligt med sikkerhed at konkludere no-

get entydigt om den direkte årsag til effekten.

Kapitel 8: Anbefalinger

På baggrund af resultaterne i herværende rapport

anbefales, at den danske behandlingsordning for

visse seksualkriminelle fortsætter. Med etablerin-

gen af behandlingsordningen blev det i Danmark

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

for første gang muligt at tilbyde psykiatrisk/sexo-

logisk behandling til en bred gruppe af seksualkri-

minelle i Danmark. Der er – som det også fremgår

af anbefalingen i Slutrapporten (Direktoratet for

Kriminalforsorgen, 2004) – i behandlingsordnin-

gen opbygget en omfattende ekspertise omkring

behandling af seksualkriminelle, som fortsat kan

udbygges og opdateres for, at sikre at risikoen for

recidiv mindskes yderligere.

De internationale anbefalinger vedrørende be-

handling af seksualkriminelle peger på, at den

danske behandling fortsat bør bestå i frivillig og

ambulant behandling, der i høj grad baserer sig

på kognitiv adfærdsterapi, og behandlingen bør

i højere grad fremadrettet basere sig på en RNR-

tilgang. Dette forudsætter, at der indføres syste-

matiske strukturerede risikovurderinger på alle ved

behandlingsstart.

Selvom forebyggelse af seksuelle overgreb på

børn og voksne har samfundets højeste prioritet,

gennemføres der i Danmark imidlertid begrænset

forskning i, hvordan man bedst forebygger fornyet

kriminalitet blandt allerede dømte, primært fordi

det er yderst vanskeligt at skaffe forskningsmidler

til området. Det synes derfor imperativt at genop-

tage og intensivere den systematiske dataindsam-

ling, der har fundet sted i flere perioder i behand-

lingsordningen, med henblik på at sikre egnet-

hedsvurderinger, evaluere omfanget, indholdet, og

den kriminalpræventive effekt af den psykiatriske/

sexologisk behandlingen, herunder om behand-

ling er differentiel effektiv for forskellige typer af

krænkere, jævnfør at seksualkriminelle udgør en

heterogen gruppe.

Der bør endvidere iværksættes forskningsprojek-

ter, der har til formål at udvikling/afprøvning af

nye metoder til behandling af personer med pæ-

dofili og hebefili, inklusiv høj specialisering i sek-

sualkriminalitet (fx medicinsk behandling [Land-

gren, Malki, Bottai, Arver, & Rahm, 2020]; brug

af virtual realitet [VR] i behandling [Fromberger,

Meyer, Jordan, & Müller, 2018]). Ikke mindst fordi

tilliden til fund af positiv behandlingseffekt bør

modereres af, at mange primærundersøgelser er

metodologisk svage og kun opfylder få af nutidens

minimumskrav til videnskabelige undersøgelser

(Madvig et al., 2020). For at kunne gennemføre

forskningsprojektet er der behov for, at myndighe-

derne sikrer tilladelse til dataindsamling og finan-

siel støtte til forskningsaktiviteterne.

Faldet i antallet af sigtede, der henvises til den am-

bulante behandlingsordning, giver indtryk af, at der

er behov for information om behandlingsordnin-

gens eksistens til forsvarer, anklagemyndigheder,

kriminalforsorgsafdelinger og arresthuse. Faldet

kan også skyldes ændret eller særlig domspraksis.

Der synes at være indikation for at foretage udvi-

delse af anvendelsesområdet for behandlingsord-

ningen. Jævnfør at straframmen for seksualkrimi-

nalitet i Danmark er blevet forhøjet kontinueret og

der er sket ændring af retspraksis på området gen-

nem de seneste 5-10 år (Bilag 4), kan det anbefa-

les, at rammen for inklusion i visitationsordningen

sættes op til 6 års ubetinget. Ligeledes forekom-

mer det relevant at udvide anvendelsesområdet

til at omfatte flere typer af lovovertrædelser, fx er

besiddelse eller distribution af seksualiserede bille-

der af børn (§ 235-lovovertrædelser) ikke omfattet

i den ambulante ordning med betingede domme.

Endelig synes der at være behov for at rette fokus

på det case-load, der er i den særlige visitations-

afdeling i Herstedvester Fængsel, samt at arbejde

videre med den motivationsfremmende indsats i

fængslerne, og det anbefales, at der igen oprettes

særlig afsoningsafdelinger, som er fysisk og psyko-

logisk sikre for afsonere, der har begået seksualkri-

minalitet.

Afslutningsvis skal det understreges, at der i Dan-

mark er behov for at videreudvikle præventive

tiltag, så vi i højere grad forsøger at forebygge

fremfor primært at sætte ind, når der har fundet

seksuelle overgreb sted. Indsatsen skal især ret-

tes mod personer med forhøjet risiko for at begå

seksualkriminalitet, herunder tidligere dømte og

ikke-dømte med seksuelle afvigelser (fx pædo-

fili, en vedvarende seksuel interesse i børn eller

seksuel sadisme), der potentielt kan ende med,

at personen lever den seksuelle afvigelse ud og

begår seksuelle overgreb. På denne måde kan vi

i bedste fald nedbringe antallet af forurettede og

hjælpe personer med potentielt kriminelle seksu-

elle afvigelse til fortsat at leve et liv uden at begå

seksualkriminalitet.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 1

Indledning

1.1 Baggrunden for rapporten

Som følge af vedtagelse af lov nr. 274 af 15. april

1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven

og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og

den øvrige særforsorg mv. (samfundstjeneste og

forstærket indsats mod seksualforbrydelser mv.)

blev der i Danmark vedtaget initiativer til en for-

søgsordning med en forstærket indsats over for

personer dømt for at begå seksualforbrydelser,

navnlig seksualforbrydelser begået mod børn (Ju-

stitsministeriet, 2007). Loven trådte i kraft den 1.

maj 1997. Forsøgsordningen startede den 1. okto-

ber 1997 og blev ved finanslovsaftalen for 2001

gjort permanent

. Helt fra lovens ikrafttræden i

1997 har det været planlagt, at den forstærkede

indsats overfor seksualkriminelle skulle evalueres

forskningsmæssigt, navnlig den kriminalpræven-

tive effekt af indsatsen (Direktoratet for Kriminal-

forsorgen, 2004; 2015).

Der blev ved forsøgsordningens etablering i 1997

også nedsat en bredt sammensat følgegruppe

ledet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, som

Den behandlingsmæssige indsats på de delta-

gende behandlingsinstitutioner skulle varetages

af multidisciplinære faggrupper bestående af psy-

kiatere, psykologer, socialrådgivere og evt. andre

faggrupper, og koordineres med Kriminalforsorgen

(fængsel, pension, Kriminalforsorgen i Frihed (KiF))

og evt. relevante sociale myndigheder (fx hjem-

kommunerne) (Justitsministeriet, 2007). Den for-

stærkede indsats skulle være begrundet i højt fag-

ligt niveau, hvilket skulle sikres gennem løbende

undervisning, fællesmøder og fælles behandlings-

supervision for medlemmerne af netværket, og

personalet i fængslerne.

snit, lokalpsykiatrien, Odense)

. Desuden blev der

etableret en ny visitationsafdeling i Herstedvester

Fængsel (tidl. Anstalten ved Herstedvester).

1.2 Forsøgsordningens etablering

Der blev udarbejdet en vejledning til forsøgs-

ordningen, som sidenhen er revideret, men som

fortsat er gældende (Justitsministeriet, 2007). Kort

opsummeret skulle den forstærkede indsats over-

for personer dømt for seksualkriminalitet bestå i

tværsektorielle og tværfaglige indsatser kombi-

neret med psykiatrisk/sexologisk behandling på

psykiatriske afdelinger med højt specialiseret funk-

tion i udredning og behandling af seksualkriminelle

(Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2000; 2004;

2015).

Der blev etableret et landsdækkende netværk be-

stående af tre ambulante behandlingssteder med

højt specialiseret funktion i behandling af seksu-

alkriminelle: Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center

København, Retspsykiatrisk Klinik, Aarhus Univer-

sitetshospital, Skejby og Retspsykiatri Afdeling,

Middelfart i samarbejde med Psykoterapeutisk Af-

havde til opgave at overvåge forsøgsordningen og

som havde kommissorium til at træffe beslutnin-

ger vedrørende anvendelsesområde og procedu-

rer.

Følgegruppen bestående af de involverede afdelin-

ger, Kriminalforsorgen (KiF, pensioner og fængsler)

og repræsentanter fra Landsforeningen af Beskik-

kede Advokater, Socialvæsnet og Dommerforenin-

gen kunne generelt anbefale, at forsøgsordningen

blev videreført og på et tidspunkt gjort til en per-

manent ordning. Forsøgsordningen blev perma-

nentgjort i 2001, herefter kaldet

behandlingsord-

ningen.

1.3 Behandlingsordningen og dens

anvendelsesområde

Målgruppen for den forstærkede indsats er per-

soner idømt straffe af 3-4 måneders og op til 4

2) https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2007/8

3) Højt specialiseret funktion involverer, at behandlingen kun udbydes ét eller få steder i landet, enten fordi der er tale om til-stand, der forekommer sjældent,

eller fordi helt særlige ressourcer er påkrævet.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

års (dog 5 år ved voldtægt) varighed for seksual-

kriminalitet. Initiativet omfattede to anvendelses-

områder: I.

Den ambulante behandlingsordning

(behandling som alternativ til afsoning) og II.

Vi-

Det påhviler anklagemyndigheden, forsvarer, eller

den lokale kriminalforsorgsafdeling at undersøge,

hvorvidt sigtede falder ind under rammer for den

ambulante behandlingsordning og potentielt kan

få behandling som alternativ til ubetinget straf.

Hvis gerningsindholdet og estimeret straflængde

falder ind under behandlingsordningen, har ankla-

gemyndigheden pligt til at initiere mentalundersø-

gelse og personundersøgelse samt fremlæggelse

for det lokale visitationsudvalg

, der bedømmer,

om sigtede er egnet og motiveret for psykiatrisk/

sexologisk behandling, hvis gerningsindholdet og

estimeret straflængde falder ind under behand-

lingsordningen.

sitationsordningen

(behandling som supplement

til afsoning). Anklagemyndigheden, forsvareren,

domstolene, eller kriminalforsorgen foretager vur-

dering af, hvorvidt en person er omfattet af den

ambulante behandlingsordning (ambulant visitati-

on forud for dom) eller visitationsordningen (visita-

tion i fængsel under afsoning). Af tabel 1 fremgår

inklusionskriterier for visitation i den ambulante

behandlingsordning og visitationsordningen.

1.3.1 Den ambulante behandlingsordning

(behandling som alternativ til afsoning)

Under den ambulante behandlingsordning hører

personer, der er sigtet for en seksualforbrydelse,

som ikke omfatter ikke-seksualiseret vold eller

ulovlig tvang, og som efter gældende praksis for-

ventes at blive afgjort med en fængselsstraf på

mellem 4-6 måneder og op til 18 måneder.

I forarbejderne til loven fra 1997 opregnedes føl-

gende lovovertrædelser, der navnlig kunne indgå

i ordningen: Incestkriminalitet (jf. straffelovens §

210) og ”adoptiv- og stedbarnsincest” (jf. SL § 223,

stk. 1), grovere former for blufærdighedskrænkelse

(jf. SL § 232), samleje med et barn under 18 år,

der er den pågældendes plejebarn eller er betroet

den pågældende til undervisning eller opdragelse

(jf. SL § 223, stk. 1), eller samleje med en person,

der er indsat eller anbragt i et fængsel, en børne-

og ungdomsinstitution, et psykiatrisk hospital, en

institution for personer med vidtgående psykiske

handicap eller lignende (jf. SL § 219).

Falder personen indenfor rammerne af den am-

bulante behandlingsordning, kan personen som

alternativ til fængselsstraf idømmes en betinget

straf mod at undergive sig vilkår om ambulant psy-

kiatrisk/sexologisk behandling i typisk to år. Det er

en forudsætning for at anbefale behandling som

vilkår for en betinget dom, at sigtede efter en in-

dividuel vurdering findes egnet og motiveret for at

gennemføre vilkåret.

Jævnfør vejledningen til behandlingsordningen kan

den dømte indstilles til behandling, uanset om den

dømte er helt eller delvist benægtende overfor

forbrydelsen (Justitsministeriet, 2007). I praksis bli-

ver erkendelse af det pådømte dog generelt tillagt

stor betydning for, om personen vurderes egnet

og motiveret til at indgå i den ambulante behand-

lingsordning. Visitationsudvalget kan også anbefale

yderligere vilkår om fx et indledende pensionsop-

hold (almindelig praksis), misbrugsbrugsbehand-

ling og/eller forbud mod samvær med børn. Forlø-

bet efter dommen indledes som hovedregel med

3-6 måneders ophold i en af kriminalforsorgens

pensioner.

1.3.2 Visitationsordningen (behandling som

supplement til afsoning)

Under visitationsordningen hører personer, der er

idømt ubetinget fængselsstraf i mere end 18 må-

neder for seksualkriminalitet uden brug af tvang

eller fysisk ikke-seksualiseret vold, og som ikke fik

betinget dom, med vilkår om psykiatrisk/sexolo-

gisk behandling. Desuden hører personer idømt fra

30 dage til 4 års fængsel for seksualkriminalitet,

hvor der indgik brug af tvang eller fysisk ikke-

seksualiseret vold, under visitationsordningen. Fra

juni 2005 blev det besluttet, at voldtægtsdømte

med op til 5 års fængsel også kunne indgå i visita-

tionsordningen. Personerne indleder afsoningen på

en særlig visitationsafdeling i Herstedvester Fæng-

sel. Vurderes en indsat egnet til og motiveret for

4) I visitationsudvalget er det lokale visitationsudvalg, KiF, pensionen, evt. kommunal sagsbehandler repræsenteret. I København er Justitsministeriets Retspsykiatri-

ske Klinik desuden repræsenteret.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

psykiatrisk/sexologisk behandling tilbydes denne

behandling som supplement til afsoning i fængsel.

Ønsker den visiterede den tilbudte psykiatrisk/

sexologisk behandling, kan afsoneren modtage

behandling på et af de ambulante behandlingsste-

der. Efter afsluttet visitation overføres den dømte

til fortsat afsoning på specialafdeling i ordinært

fængselsregi. Behandlingen fortsætter vanligvis

som et vilkår for prøveløsladelse. Dømte, der ikke

er motiverede for at indgå i behandling, søges mo-

tiveret for dette både i Herstedvester Fængsel og

på andre fængselsafdelinger, hvor dømte afsoner.

Personer, der er fundet omfattet af §16 (sinds-

sygdom eller tilstand ligeartet hermed) og/eller

personen har fået en særforanstaltning (fx dom

til psykiatrisk behandling eller anbringelse) er ikke

omfattet af behandlingsordningen.

Formålet med visitation af sigtede/dømte er at tage

stilling til, hvorvidt den vurderede person kan hen-

vises til behandling. De initialt vedtagne kriterier for

at blive henvist til/indstillet til behandling fremgår

af Tabel 2. I behandlingsordningen har der løbende

været drøftelse af inklusions- og eksklusionskriterier

for at blive henvist til behandling, men de oprinde-

lige vurderingskriterier er fortsat gældende. Dog

tillægges erkendelse afgørende betydning for at

blive indstillet til at indgå i den behandlingsordning

(ambulant psykiatrisk/sexologisk behandling som

alternativ til almindelig straf, dvs. afsoning).

I praksis er målet således at foretage vurdering af,

hvorvidt den visiterede person er egnet til og mo-

tiveret for psykiatrisk/sexologisk behandling. Sam-

let set tillægges personens ønske om at modtage/

indgå i behandlingen afgørende betydning for, om

personen vil blive tilbudt psykiatrisk/sexologisk be-

handling, idet behandlingen er frivillig. Den visite-

rede skal også udtrykke hel eller delvis erkendelse

af at have begået det påsigtede/pådømte. Ligele-

des vil personer, der vurderes at have høj recidivri-

Tabel 1. Kriterier for inklusion af sigtede/dømte i den ambulante behandlingsordning og visitationsordningen

Inklusionskriterier

Den ambulante behandlingsordning

Indeks-kriminalitet

Seksualkriminalitet uden anvendelse af fy-

sisk ikke-seksualiseret vold, trusler herom

eller anvendelse af tvang

Visitation

Visitationsordningen

Seksualkriminalitet med eller uden an-

vendelse af fysisk ikke-seksualiseret vold,

trusler herom eller anvendelse af tvang, der

ikke opfylder kriterierne for eller ikke har

fået dom til at indgå i den ambulante be-

handlingsordning

3 måneder til 4 år, for voldtægt 5 år

Straflængde (ubetinget)

4-18 måneder

Tabel 2. Kriterier for behandlingshenvisning

Inklusionskriterier

Den ambulante behandlingsordning

Motivation

Skal være fundet motiveret for at indgå i et

psykiatrisk/sexologisk behandlingsforløb af

visitationsudvalget

Hel eller delvis erkendelse af det påsigtede

Visitation

Visitationsordningen

Skal være fundet motiveret for at indgå i et

psykiatrisk/sexologisk behandlingsforløb

Hel eller delvis erkendelse af det pådømte

er ikke en forudsætning, selvom det i prak-

sis ofte er tilfældet

Skal være fundet egnet til psykiatrisk/sexo-

logisk behandling

Erkendelse

Egnethed

Skal være fundet at have de personligheds-

mæssige og kognitive forudsætninger for at

profitere af psykiatrisk/sexologisk behand-

ling

Formodning om at personen ikke recidiverer

i behandlingsperioden

Recidivrisiko

Personen kan henvises, uanset om recidivri-

siko er lav eller høj

a) Har en sigtet tidligere været behandlet i den ambulante behandlingsordning, men recidiverede til ligeartet kriminalitet, er det ikke muligt igen at blive henvist til

den ambulante behandlingsordning jf. kravet om lav recidivrisiko i behandlingsperioden.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

siko heller ikke kunne tilbydes behandling som al-

ternativ til almindelig straf, men vil derimod kunne

tilbydes behandling som supplement til almindelig

straf. Derfor kan en person, der tidligere har været

i behandling i behandlingsordningen, men efterføl-

gende har recidiveret til ligeartet kriminalitet, som

udgangspunkt ikke tilbydes behandling som alter-

nativ til afsoning men kun behandling som supple-

ment til almindelig straf.

I nogle tilfælde er det vanskeligt for Herstedvester

at vurdere, hvorvidt en person er motiveret for og

egnet til behandling. I tvivlstilfælde henvises per-

sonen til behandling, hvorefter behandlingsstedet

har 3-4 måneder til at tage stilling til motivation og

behandlingsegnethed. Er en person afsluttet eller

ophørt i behandlingen indenfor de første 4 måne-

der, vurderes vedkommende ikke som værende

behandlet på trods af at være henvist til og opstart

i behandling. Ved visitationen i Herstedvester vil

det også blive vurderet, hvorvidt der er behov for,

at personen gennemfører andre typer af behand-

ling inden behandlingsstart eller sideløbende med

behandling i behandlingsordningen (fx misbrugs-

behandling).

De vurderinger, der foretages af sigtede af de regi-

onale visitationsudvalg forud for dom, fremsendes

til anklagemyndigheden til brug ved den retlige

processering af sagen. Dommeren træffer beslut-

ning om pågældende kan få en betinget dom med

vilkår om ambulant psykiatrisk/sexologisk behand-

ling i typisk to år på et af behandlingsordningens

behandlingssteder. Derudover vil der oftest være

vilkår om indledende ophold på et af kriminalfor-

sorgens pensioner i typisk 6 måneder og tilsyn af

KiF i 2 år. Personer, der er dømt for at have begået

seksuelle overgreb på mindreårige, får typisk også

et vilkår om, at de ikke må have besøg af eller

tage ophold (fx overnatte) på steder, hvor der

befinder sig børn. Nogle får en tillægsdom efter §

236, som består i opholdsforbud, kontaktforbud,

besøgsforbud mm. (Danske love, 2022).

nuværende vejledning til behandlingsordningen

(Justitsministeriet, 2007) er det primære mål med

behandlingen at mindske – eller i bedste fald at

eliminere – risikoen for recidiv til ligeartet krimina-

litet. Dette anbefales i vejledningen nået ved, at

den dømte bibringes indsigt i den seksualkriminelle

handling og gennem bearbejdning af de psyko-

logiske og personlighedsmæssige faktorer, der er

årsagen til at den seksualkriminelle handling. Målet

er, at den dømte erkender og tager ansvar for sine

handlinger og bibringes empatisk forståelse for of-

ferets situation. Graden af motivation for behand-

ling er dog vekslende ligesom den dømtes evne

til at arbejde med psykologiske problemstillinger.

Via behandling tilstræbes at den dømte udvikler et

mere realistisk billede af sig selv og af relationerne

til andre, for dermed at blive bedre rustet til at er-

kende og respektere egne og andres grænser samt

at registrere stress. Et betydeligt mål er at perso-

nen lærer at identificere potentielle risikosituatio-

ner, således at den dømte bliver i stand til at træffe

passende forholdsregler med det formål at undgå

at recidivere (Justitsministeriet, 2007).

Ifølge vejledningen skal behandlingen gennemfø-

res ud fra en Step-care model. I Step-care model-

len arbejdes der trinvis med at nå en række delmål

for behandlingen i prioriteret rækkefølge, hvoraf

de første tre som udgangspunkt forventes nået af

alle: 1) Erkendelse af at have begået de pådømte

handlinger, 2) Identifikation af potentielt farlige

situationer i fremtiden, 3) Følelsesmæssig kontakt

med de pådømte handlinger og 4) Erkendelse af

at rumme farlige reaktionsmønstre” (Justitsmini-

steriet, 2007). Der skal også, ifølge vejledningen,

terapeutisk alterneres mellem en mere adfærds-

orienteret, kognitiv indfaldsvinkel og en mere

psykodynamisk tilgang, hvor dette er relevant, og

behandlingen skal være identitetssikrende for den

dømte, hvor der tages udgangspunkt i den dømtes

umiddelbare evner og forudsætninger (Justitsmini-

steriet, 2007).

Behandling kan, uanset om der er tale om behand-

Behandlingen skal være individuelt tilrettelagt og

bestå i psykiatrisk/sexologisk intervention. Behand-

lingen kunne bestå i individuel behandling og/eller

gruppebehandling, evt. suppleret med socialpæ-

dagogisk behandling, medikamentel behandling,

og, ved behov, pårørendearbejde. Jævnfør den

ling af personer, der er under den ambulante be-

handlingsordning eller visitationsordningen, afslut-

tes af den dømte selv, den behandlingsansvarlige

afdeling eller fordi vilkåret om behandling ophører.

Hvis behandlingen afsluttes før et evt. vilkår er op-

hørt, er det op til anklagemyndigheden at beslutte

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

om personen skal afsone reststraffen. Som ud-

gangspunkt vil der være mulighed for at fortsætte

i frivilligt forløb efter vilkårets udløb.

de ikke-behandlede ikke ville give et retvisende

billede. Derfor blev det besluttet at gennemføre

endnu en sammenligning med en historisk kontrol-

gruppe bestående af alle personer med en afgø-

relse for seksualkriminalitet i årene forud for for-

1.4 Tidligere empiriske undersøgel-

ser af forsøgsordningen/behand-

lingsordningen

Der har fra ordningens start været politisk ønske

om, at ordningen løbende skulle gøres til genstand

for systematisk og kvalificeret evaluering (Direkto-

ratet for Kriminalforsorgen, 2000; 2004; 2015). Der

er tidligere udarbejdet to rapporter, der beskriver

etablering og drift af forsøgsordningen (1. Delrap-

port, (Netværket, 1999, jf. Direktoratet for Krimi-

nalforsorgen, 2004) og evalueringsrapport (Direk-

toratet for Kriminalforsorgen, 2000). Der var dog

særligt opmærksomhed på løbende evaluering af

indholdet i og den kriminalpræventive effekt af

ordningen, hvorfor der blev truffet beslutning om

at foretage evaluering af behandlingsordningens

indhold og kriminalpræventive effekt i perioden

1997-2001 (Slutrapport, Direktoratet for Kriminal-

forsorgen, 2004), 2004-06 (Recidivundersøgelse

vedrørende personer dømt for sædelighedskrimi-

nalitet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2009)

og 2006-09 (Delrapport/delundersøgelse 1-3, Di-

rektoratet for Kriminalforsorgen, 2015).

søgsordningens start fra 01.10.1994 til 31.12.1996

(N = 610). Kontrolgruppen blev ikke matchet med

case-populationen, men analyser viste, at der for

en række kendte risikofaktorer ikke var signifikante

forskelle på kontrolgruppen og personer visiteret i

forsøgsordningen mellem 1997-2001.

I løbet af inklusionsperioden blev 622 personer

henvist til Forsøgs- og Visitationsordningen, heraf

165 ambulant visiteret før dom og 457 visiterede

i Herstedvester Fængsel. Af de 165 ambulantvi-

siterede modtog 40 efterfølgende en ubetinget

frihedsstraf og blev derfor senere også visiteret i

Herstedvester fængsel. Der blev anbefalet behand-

ling for 222 (36 %) personer, heraf for 60 % (N =

99) af de ambulant visiterede og 25 % (N = 123) af

de fængselsvisiterede.

Der blev fundet klar sammenhæng mellem alder

og kriminalitet, hvor unge hyppigst blev dømt for

voldtægt, hvorimod hyppigheden af incest og sex-

kriminalitet rettet mod mindreårige steg med alde-

ren. Samlet set blev der registreret høj forekomst

af dårlig begavelse og misbrug blandt visiterede.

Der var som forventet betydelige forskelle imellem

ambulant og fængselsgruppen. Særligt belastede

var de fængselsvisiterede, som var karakteriseret

ved mere socialt belastet baggrund og højere fore-

komst af tidligere kriminalitet, mens de ambulant

visiterede gennemsnitligt var lidt ældre, bedre ud-

dannede og havde længere erhvervserfaring.

Hvad angik effekten af psykiatrisk/sexologisk be-

handling, blev recidiv defineret som betinget dom

til hæfte eller straffe herover. Slutdato for opgø-

relsen af recidiver var 30. september 2002, dvs. at

undersøgelsesgruppen blev fulgt relativ kortvarigt

(navnlig personer i visitationsordningen), mellem

1-5 år, mens kontrolgruppen blev fulgt længere,

mellem ca. 6-8 år. Halvdelen af dem, der omfattet

af forsøgsordningen, var fulgt i under 32 måneder

1.4.1 Slutrapport (Direktoratet for Kriminal-

forsorgen, 2004)

Daværende overlæge, dr.med. Jens Lund, udar-

bejdede i samarbejde med de fire involverede

behandlings- og visitationsinstitutioner den første

forskningsrapport vedrørende den kriminalpræ-

ventive effekt af behandlingsordningen i ordnin-

gens forsøgsperiode, 01.10.1997-30.09.2001 (Di-

rektoratet for Kriminalforsorgen, 2004). Af etiske

grunde kunne undersøgelsen ikke gennemføres

som en randomiseret kontrolleret undersøgelse,

idet man ikke fandt det forsvarligt at nægte per-

soner behandling. I stedet blev udvælgelse til be-

handling foretaget på baggrund af en vurdering af

egnethed og behandlingsmotivation. Det blev un-

derstreget, at sammenligning af behandlede med

5) Slutrapporten blev udarbejdet af en redaktionsgruppe bestående af psykolog Tommy Lillebæk og psykolog Ann-Charlotte Bondam, begge Herstedvester Fæng-

sel, overlæge Ellids Kristensen og psykolog Jørgen Bech-Jessen, begge Sexologisk Klinik, Rigshospitalet, professor, overlæge dr.med. Thorkil Sørensen, Odense

Universitetshospital og adm. overlæge Peter Fristed, Retspsykiatrisk Afd., Middelfart Sygehus, ledende overlæge Trine Arngrim og overlæge dr.med. Jens Lund,

begge Retspsykiatrisk Afd. Risskov.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

(2,7 år), mens alle kontroller var fulgt i mindst 69

måneder (5,8 år). Ved sammenligning af behand-

lede og kontroller blev der taget højde for forskelle

i observationstid, ligesom der blev korrigeret for

tidligere kriminalitet.

Ved sammenligningen af behandlede og ikke

behandlede blev der observeret recidiv til ge-

nerel kriminalitet for 14 % af de behandlede og

for 24 % af de ubehandlede i followup-perioden;

behandlede havde således signifikant lavere re-

cidivrisiko end ubehandlede for kriminalitet ge-

nerelt (OR: 0,51; chi2: 8,85; p<0,01). Derimod blev

der ikke fundet signifikant forskel på recidivet til

seksualkriminalitet blandt behandlede og ikke-be-

handlede, idet 4,5 % (n=10) af behandlede, herun-

der 5,1 % af behandlede efter ambulant visitering

(5/99) og 4,1 % af de behandlede efter visitering

i Herstedvester (5/123), vs. 2,5 % (10/400) af de

ubehandlede begik fornyet seksualkriminalitet i

followup-perioden (chi2 1,80 p>0,15). Den lave

absolutte forekomst af recidiv til seksualkrimina-

litet blev forklaret som følge af den korte obser-

vationstid, idet recidiv til denne type kriminalitet

ofte kan finde sted efter længere tidsobservation.

Omkring to tredjedele af recidivisterne begik den

type seksualkriminalitet, som personen var dømt

for ved indeksafgørelsen (den kriminalitet, der

førte til henvisning til ordningen). Blandt de be-

handlede, var det primært de personer, der havde

begået seksuelle overgreb på mindreårige, der be-

gik fornyet seksualkriminalitet.

Rapporten konkluderede, at en direkte sammen-

ligning af de to grupper (behandlede vs. ubehand-

lede) ikke var meningsfuld, fordi forekomsten af

betydningsfulde prædiktorer for recidiv – såkaldte

confounders – var forskellig i de to grupper, og at

der ved udvælgelsen af personer til behandling var

blevet lagt vægt på at henvise personer med høj

risiko for at begå fornyet seksualkriminalitet til be-

handling, selvom disse personer ikke nødvendigvis

i øvrigt var egnede til behandling. Personer henvist

til behandling havde med andre ord per se en dår-

ligere prognose end ikke-behandlede; et højere re-

cidiv for denne gruppe kunne med andre ord ikke

tages som indtægt for manglende behandlingsef-

fekt, men skulle snarere betragtes som en følge af,

at disse personer i forvejen havde højere risiko for

at recidivere.

Der var dog en afgørende, men ikke signifikant,

forskel imellem behandlede efter fængselsvisitati-

on og kontroller, idet de fængselsvisiterede havde

færre recidiver (RR 0,53 chi2 1,82 p=0,17 95 % sik-

kerhedsgrænser for RR 0,20-1,35). Recidivrisikoen

for personer behandlet efter ambulant visitation

var på niveau med risikoen for kontrolgruppen,

når de blev sammenlignet med den del af kon-

trolgruppens personer, der er idømt betinget- eller

korterevarende ubetinget straf (RR=0,96, 95 % KI:

0,38-2,43; chi2 0,001, p=0,94).

Forfatterne bag rapporten konkluderede, at forsk-

ningsprojektets resultat samlet set ikke kunne

påvises en sikker recidivforbyggende effekt af

selve behandlingen i forsøgsordningen, men at

resultaterne kunne opfattes som udtryk for en

tendens til, at behandling reducerede forekomsten

af recidiv. Det blev anbefalet og vurderet nødven-

digt at gennemføre en undersøgelse med længere

observationstid, inddragelse af et større antal un-

dersøgelsesdeltagere samt match af kontroller på

centrale områder, der er kendt for at være relate-

ret til recidivrisiko.

Forskningsrapporten gav anledning til visse juste-

ringer af såvel visitation som behandling, og det

blev besluttet at gennemføre fornyet undersøgelse

af ordningen.

1.4.2 Recidivundersøgelsen (2009)

Undersøgelsen havde til formål at belyse, hvor

stor en andel af de personer, der var dømt for sek-

sualkriminalitet og var blevet løsladt 2004-2006

efter en dom på mindst 90 dage, der recidiverer til

ny kriminalitet i løbet af henholdsvis 2, 4, og 6 år

(n=405).

I recidivundersøgelser i Direktoratet for Krimi-

nalforsorgen anvendes sædvanligvis en toårig

observationsperiode for recidiv. Argumentet for

at operere med længere observationsperioder i

undersøgelsen var, at undersøgelser viser, at per-

soner dømt for at begå seksualkriminalitet ofte

recidiverer senere end personer dømt for anden

kriminalitet. For alle 405 dømte fandtes en toårig

observationsperiode, men kun en treårig observa-

tionsperiode for 343 og en fireårig observationspe-

riode for 194 af de dømte.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Undersøgelsen viste, at i alt 3 % af de dømte efter

to år var recidiveret til ny seksualkriminalitet. Ef-

ter tre år var det 4 % og efter fire år var det 6 %,

der havde recidiveret. Det blev undersøgt, om der

var en signifikant forskel på recidivet for personer

løsladt med særvilkår om behandling og personer

løsladt uden særvilkår om behandling. Undersø-

gelsen fandt, at der ikke var signifikante forskelle i

recidivet, uanset om de prøveløsladte havde været

i behandling eller ej. Rapporten konkluderede, at

undersøgelsen ikke gav mulighed for at konklude-

re, hvorvidt der var en recidivhæmmende effekt af

psykiatrisk/sexologisk behandling grundet det lave

antal recidivister. Det blev konkluderet, at noget

sådant ville kræve en kvalitativ undersøgelse af de

enkelte sager.

de fire involverede behandlings- og visitationsinsti-

tutioner (Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2015)

og havde til formål at belyse visitationen af mål-

gruppen. Data blev indsamlet på behandlingsste-

derne og i Herstedvester Fængsel. Data indsamlet

i Herstedvester Fængsel blev imidlertid indsamlet

på ny grundet manglende oplysninger om bl.a.

diagnoser. I den nye indsamling i Herstedvester,

blev der kun indsamlet data for omkring hver an-

den af de dømte. Denne anden dataindsamling

adskilte sig derfor fra den oprindelige dataind-

samling, da den var retrospektivt og uden brug af

klinisk interview og gennemført af klinikere, der

oftest ikke havde mødt den vurderede.

Delrapport 1 inkluderede i alt 414 personer, heraf

149 visiteret ambulant på behandlingsstederne

og 265 visiteret i Herstedvester Fængsel. Det skal

bemærkes, at aktuelle rapport ligeledes baserer

sig på analyse af data for denne kohorte. Kohorten

bestod overvejende af personer, der som hoved-

forhold havde begået seksuelle overgreb på egne

eller andres børn (n=271, 65 %). Syv procent var

sigtet/dømt for download/distribution af utugtige

billeder af børn som hovedforhold (N = 28), mens

24 % (N = 99) var sigtet/dømt for at have begået

voldtægt som hovedforhold. Ca. halvdelen havde

mindst en yderligere sigtelse/afgørelse for sek-

sualkriminalitet. Der var i alt 627 forurettede i de

inkluderede sager, hvoraf ca. 80 % var børn under

15 år. I alt 23 % (N = 102) var aktuelt sigtet/dømt

for anden kriminalitet end seksualkriminalitet. I

alt 17 % (N = 69) havde begået anden person-

farlig kriminalitet. Ca. hver femte (N = 73, 18 %)

var dømt for at have begået seksualkriminalitet

tidligere. Omkring to tredjedele af disse (N = 51)

havde to eller flere tidligere kriminelle afgørelser.

De behandlede var gennemsnitlig omkring 40 år,

dog med stor aldersmæssig spredning (16-86 år) i

gruppen. Hovedparten (67 %) blev ved visitationen

diagnosticeret som havende en personlighedsfor-

styrrelse. Halvdelen (51 %) blev fundet jævnt til

normalt begavet, mens 41 % blev fundet normalt til

velbegavet. I alt 34 % blev fundet påvirket af alkohol

1.4.3 En undersøgelse af behandlings-

ordningen – Delrapport 1,

visitationsundersøgelsen (2015)

Tidligere ledende overlæge, Justitsministeriets

Retspsykiatriske Klinik, København, og psykiatrisk

konsulent i Direktoratet for Kriminalforsorgen, Pe-

ter Kramp (1941-2015), blev bedt om at forestå en

forløbsundersøgelse af Behandlingsordningen. I

2006 udarbejdede Peter Kramp i samarbejde med

en forskergruppe fra Behandlingsnetværket en

forskningsprotokol, der beskrev baggrund, formål

og forskningsdesign for forløbsundersøgelsen, og

undersøgelsen blev iværksat af de fire institutio-

ner, der indgår i Behandlingsordningen, i samarbej-

de med Direktoratet for Kriminalforsorgen (Kramp,

2009). Målet var gennemførelse af tre Delrappor-

ter, henholdsvis af visitationspraksis (Delrapport

1: Visitationsundersøgelsen),

behandlingsindhold

(Delrapport

2: Beskrivelse af Behandlingen)

og kri-

minalpræventiv effekt af behandling (Delrapport

Effektundersøgelsen).

Alle tre Delrapporter skulle

følge samme kohorte: personer, der i forbindelse

med at være sigtet eller dømt for at begå seksual-

kriminalitet var omfattet af behandlingsordningen i

perioden 1.1.2006-31.12.2009.

Den første Delrapport (Visitationsundersøgelsen)

blev udarbejdet af Peter Kramp i samarbejde med

6) Slutrapporten blev udarbejdet af Peter Kramp samt en følgegruppe med repræsentanter fra de fire institutioner i Netværket, herunder Susanne Bengtson, cand.

psych., ph.d., seniorforsker, Afdeling for Retspsykiatri, Aarhus Universitetshospital, Risskov, Camilla Bock, ledende overlæge, ph.d., Anstalten ved Herstedvester,

Peter Fristed, ledende overlæge, Retspsykiatrisk afdeling, Middelfart, Thorkil Sørensen, Psykoterapeutisk afsnit, Odense Universitetshospital, samt ledende

overlæge, lektor Ellids Kri-stensen, Sexologisk klinik, Psykiatrisk Center København. De statistiske analyser blev udarbejdet af lektor, cand. stat. Gorm Gabrielsen,

Copenhagen Business School.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

på gerningstiden for de påsigtede/pådømte hand-

linger, mens 25 % blev vurderet at have et egentligt

alkoholmisbrug. Historisk betragtet blev i alt 19 %

vurderet at have oplevet stor social belastning, 53 %

nogen belastning og 28 % ingen belastning.

I alt 19 % (N = 79) af kohorten blev diagnosticeret

som havende pædofili. Der var signifikant flere af

de personer, der afsonede i Herstedvester Fæng-

sel, som blev diagnosticeret med pædofili. Blandt

personer, der var sigtet/dømt for seksuelt at have

krænket børn udenfor familien (ekstra-familiære

krænkere), fik 44 % stillet diagnosen pædofili i for-

bindelse med visitationen. Incestkrænkere, også

benævnt intrafamiliære krænkere, var ekskluderet

fra analysen af forekomsten af pædofili-diagnosen.

Undersøgelsen viste, at Herstedvester Fængsel

tillagde pædofili-diagnosen positiv betydning for,

hvorvidt der blev anbefalet behandling for en per-

son, mens afdelingerne var mere tilbageholdende

med at indstille personer med pædofili til behand-

ling i den ambulante ordning grundet risikoen for

kriminelt recidiv i den ambulante behandlingspe-

riode.

Resultaterne i Delrapport 1 er sammenlignelige

med resultaterne i Slutrapporten (Direktoratet for

Kriminalforsorgen, 2004), hvad angår alder på sig-

tede/dømte, typer af seksualkriminalitet samt om-

fang og karakter af misbrug af alkohol og illegale

stoffer. Der var der et marginalt fald i antallet af

personer, der fik anbefalet behandling, fra første til

anden rapport. Ligeledes var de, der blev indstillet

til behandling i seneste rapport, i højere grad dømt

for blufærdighedskrænkelse og for besiddelse mv.

af pornografiske billeder af børn end i første rap-

port, antageligt grundet stigning i denne krimina-

litetstype og ændret domspraksis med længere

straffe for denne type af lovovertrædelse.

Nogle år efter Peter Kramps død overlod Kriminal-

forsorgen projektansvaret for Delrapport 2 (be-

handlingsindhold) og 3 (kriminalpræventiv effekt

af behandlingsordningen og psykiatrisk/sexologisk

behandling) til Susanne Bengtson, cand.psych.,

ph.d., specialist i psykoterapi, seniorforsker, og El-

lids Kristensen, speciallæge i psykiatri, tidligere

ledende overlæge, lektor emerita, begge med

ansættelse på Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center

København, Region Hovedstaden.

1.5 Den aktuelle undersøgelse:

Delrapport 2 og 3

I nærværende rapport er Delrapport 2 og 3 slået

sammen. Rapporten ligger, som nævnt overfor, i

forlængelse af Delrapport 1 (Direktoratet for Kri-

minalforsorgen, 2015) og præsenterer således

resultater for den kohorte, der indgår i Delrapport

1. Gennemgang af metode, materiale og resultater

fra Delrapport 2 og 3 præsenteres samlet i hervæ-

rende rapport og bygger tidvis på resultater, der

også er belyst i Delrapport 1 (”Visitationsundersø-

gelsen”).

1.5.1 Forskningsspørgsmål

Det primære formål med Delrapport 2 var at tilve-

jebringe viden om omfanget og indholdet af psy-

kiatrisk/sexologisk behandling tilbudt i regi af be-

handlingsordningen mellem 2006 og 2009, mens

formålet med Delrapport 3 var undersøgelse af

den kriminalpræventive effekt af hhv. (i) behand-

lingsordningen og (ii) den psykiatrisk/sexologiske

behandling, der gives i regi af behandlingsordnin-

gen.

På denne baggrund ønskes følgende specifikke

forskningsspørgsmål belyst i nærværende rapport:

1) Hvor stor en andel af visiterede blev henholdsvis

henvist til, modtog, og gennemførte psykiatrisk/

sexologisk behandling og af hvilken varighed og

med hvilke behandlingsformer?

2) Har personer, der er visiteret i behandlingsord-

ningen i inklusionsperioden, lavere risiko for at

begå ligeartet kriminalitet og/eller anden krimi-

nalitet end en matchet kontrolgruppe?

3) Har personer, der har gennemført psykiatrisk/

sexologisk behandling i regi af behandlings-

ordningen lavere risiko for at begå ligeartet

kriminalitet og/eller anden kriminalitet end

deres matchede kontroller og ubehandlede vi-

siterede?

4) Målet var desuden at belyse, hvorvidt behand-

ling mindskede grovheden, hyppigheden og

hastigheden af det kriminelle recidiv, samt af-

dække faktorer, der karakteriserede personer,

der recidiverede til fornyet ligeartet kriminalitet.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 2

Materiale og metode

2.1 Studie design og population

Herværende undersøgelse er gennemført som en

national prospektiv multicenter case-kontrol under-

søgelse. Som omtalt ovenfor er data dog, for ca.

halvdelen af gruppen visiteret i Herstedvester Fæng-

sel indsamlet retrospektivt og ikke prospektivt.

Hvad angik de 568 visiterede i Herstedvester

Herværende undersøgelse inkluderer alle personer,

der i forbindelse med at være sigtet eller dømt for

seksualkriminalitet var omfattet af behandlings-

ordningen i perioden 01.01.2006-31.12.2009. Der er

desuden trukket en kontrolgruppe fra Kriminalregi-

steret, som er matchet på faktorer, der i empiriske

undersøgelser er fundet at være prædiktorer for

ligeartet kriminalitet.

Fængsel, bestod dette datamateriale som tidli-

gere nævnt af to datasæt. Dels var der indsamlet

datamateriale prospektivt for alle i inklusionspe-

rioden (2006-09), men grundet mistanke om fejl

i dataindsamling blev data indsamlet på ny i 2013

(retrospektiv dataindsamling) af en anden gruppe

af klinikere for ca. halvdelen af den samlede fæng-

selskohorte. Den gruppe af visiterede, der fik ind-

samlet data i perioden 2006-09, men ikke i 2013 er

herefter refereret til som datasæt 1 (N = 281). Den

anden gruppe af visiterede, der fik indsamlet data

to gange – første gang i perioden 2006-09 og igen

i 2013 – er refereret til som datasæt 2 (N = 287).

Flow-chartet i Figur 1 illustrerer antallet af visiterede

personer og antallet af personer ekskluderet fra un-

dersøgelsen/analyserne. Af de 717 kontakter blev

42 dubletter ekskluderet, dvs. personer, der først

var visiteret i den ambulante behandlingsordning og

senere i visitationsordningen, fordi de fik ikke dom

efter den ambulante behandlingsordning. Disse

dubletter figurerer med status enten svarende til vi-

sitationsordningen (datasæt 2, n =21) eller ambulant

behandlingsordning (datasæt 1, N = 21)

. Således

havde i alt 675 forskellige individer været visiteret i

behandlingsordningen i inklusionsperioden.

For at blive inkluderet i de statistiske analyser skul-

le personen udover at være visiteret tillige være

dømt for den seksualkriminalitet, der udgjorde

Herværende undersøgelse inkluderer personer,

der i forbindelse med at være sigtet eller dømt for

seksualkriminalitet, blev visiteret i regi af behand-

lingsordningen i perioden 01.01.2006-31.12.2009

(herefter refereret til case-populationen)

henvisningsårsagen. Der skulle med andre ord

foreligge oplysninger, der vidnede om, at personen

jævnfør Kriminalregisteret var dømt (tiltalefrafald

eller højere kriminel afgørelse) for at have begået

den seksualkriminelle handling, der førte til, at

I løbet af den 4-årige inklusionsperiode blev der i

behandlingsordningen registreret 717 (ikke-unikke)

kontakter, herunder 149 via den ambulante be-

handlingsordning og 568 personer via Herstedve-

ster Fængsel (visitationsordningen).

2.1.1 Det samlede materiales omfang

De to primære sammenligningsgrupper i under-

søgelsen bestod af henholdsvis 1) case-popula-

tionen, dvs. alle personer, der blev visiteret i be-

handlingsordningen i perioden 2006-09, og 2) en

matchet kontrolgruppe, dvs. alle kontrolpersoner

trukket for personer.

2.1.1.1 Case-population – personer visiteret i

behandlingsordningen 2006-09

Resumerende udgøres case-populationen af to

hovedgrupper, der er defineret i henhold til, hvor

visitationen af personen har fundet sted enten

i regi af (i) den ambulante behandlingsordning

(visitationen er foretaget på et af behandlingsord-

ningens ambulante visitations- og behandlings-

steder i København, Aarhus eller Middelfart) eller

(ii) visitationsordningen (visitation er foretaget

på den særlige visitationsafdeling i Herstedvester

Fængsel).

7) Der kan være personer, der principielt er omfattet af behandlingsordningen i denne periode, som grundet langvarig varetægtsfængsling, udstået straf, eller

overbelægning i Herstedvesterafdelingen, ikke er blevet visiteret og derfor ikke er inkluderet i undersøgelsen.

8) De 42 dubletter fordeler sig med 21 personer, der indgår både i stamdata hos visitationsudvalgene og i datasæt 1, og følgelig henført til visitationsudvalget. De

øvrige 21 personer fik også indsamlet data i 2013 (datasæt 2), hvorfor disse personer figure-rer som værende visiteret i visitationsordningen (Herstedvester

Fængsel).

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

personen blev visiteret i behandlingsordningen (in-

deks-seksualkriminalitet) og tidspunktet for denne

(domsdato). Datoen for dom skulle enten matche

den i visitationsskemaet noterede domsdato (+/-

30 dage) eller den noterede dato for visitation.

Var personen visiteret i visitationsordningen skulle

domsdato ligge senest 3 år før tidspunktet for

visitation. Var personen visiteret i den ambulante

behandlingsordning skulle afgørelsesdatoen ligge

senest 3 år efter. For at blive inkluderet i case-

population skulle der også foreligge oplysning om

dato for visitation. For at blive inkluderet skulle

personen endvidere kunne identificeres i Befolk-

ningsregistret. (Bef).

Disse inklusionskriterier betød, at 95 personer

måtte ekskluderes fra undersøgelsen (3 grundet

ukendt behandlingsstatus

, 2 manglede matchet

Figur 1. Flow-chart for inkluderede og ekskluderede undersøgelsespersoner visiteret i den danske

behandlingsordning for visse seksualkriminelle 2006-09

Ambulant

visitationsordning

N = 149

Visitationsordning 2006-09

(datasæt 1)

N = 287

Visitationsordning 2006-09

(datasæt 2)

N = 281

Visiterede (ikke-unikke)

N = 717

Gengangere/dubletter

N = 42

Individer (unikke)

N = 675

Ingen dato visitation/dom

N = 88

Behandlingsstatus ukendt

N=3

Ingen match kontrol i

Befolkn. Reg.

N=2

Kvinder

N=2

Case-population

N = 580

Ambulant behandlingsordning

N = 114

Visitationsordning (datasæt 1)

N = 214

Visitationsordningen (datasæt 2)

N = 252

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

kontrolperson i Befolkningsregistret, og 2 var kvin-

der). Hermed var case-populationen nede på 580

personer, som inkluderedes i samkøringen med

data fra DST. Case-populationen fordelte sig med

114 (19,7 %) personer fra den ambulante behand-

lingsordning og 466 (80,3 %) personer fra visitati-

onsordningen (Herstedvester Fængsel), hvoraf 252

indgik med de senest indsamlede data (datasæt 2)

og 214 med de oprindeligt indsamlede data (data-

sæt 1).

punkt i den kategorisering af seksualkriminalitet,

der blev anvendt i Delrapport 1 (Direktoratet for

Kriminalforsorgen, 2015). Samtlige former for sek-

sualkriminalitet inkluderer forsøg på overtrædelse

af den enkelte bestemmelse, jf. straffelovens § 21.

Personer, der var sigtet/dømt for flere forhold, blev

placeret i kategorinummeret med det laveste tal,

fx blev en person der var dømt for samleje med

barn under 12 år (kategori 3) og desuden dømt for

besiddelse af pornografiske billeder af børn (kate-

gori 8), placeret i kategori 3. Der henvises til Bilag 1

for en detaljeret oversigt over kategoriseringen af

seksualkriminelle lovovertrædelser og de respek-

tive strafferetlige paragraffer og gerningskoder i

Danmarks Statistik.

Det var ikke muligt at opnå fuldstændigt match,

2.1.1.2 Matchet kontrolgruppe

Der blev etableret en kontrolgruppe, idet brug af

kontrolgruppe er afgørende for med en vis sikker-

hed at kunne vurdere, om en given intervention

giver en bedre effekt end ingen intervention.

Kontrolgruppen blev trukket fra Kriminalregisteret

via DST, bestående af personer, som ikke havde

indgået i behandlingsordningen og som var dømt

for at begå seksualkriminalitet mellem 1985 og

1996, dvs. inden behandlingsordningens etablerin-

gen i 1997.

Der blev foretaget 1:1 matchning mellem case-

personer og kontrolpersoner på køn, fødselsår (al-

dersgrupper: 15-24 år, 25-34 år, 35-44 år, 45-54 år

og 55+ år), indeks-seksualkriminalitet (hoved eller

bi-forhold), og kriminel afgørelse med case-perso-

nerne. Kontrolpersonen skulle med andre ord have

samme køn og omtrentlig samme alder og være

registreret i Kriminalregisteret for at have begået

(omtrentlig) samme type af seksualkriminalitet som

case-personen og være idømt samme sanktion

(afgørelsestype) mellem 1985-1996

. Desværre var

det ikke muligt at matche case-personer og deres

kontroller på tidligere seksualkriminalitet pga. rela-

tivt små grupper af potentielle kontroller i de dan-

ske registre. Var en case-person dømt for at begå

incest (SL §210) og idømt ubetinget straf (fængsel)

herfor, skulle pågældendes kontrol også være idømt

fængsle for incest ved baseline-kriminaliteten.

hvad angik indeks-kriminalitet og afgørelse for

kategori 8 kriminalitet (udbredelse, besiddelse, el-

ler spredning af pornografiske billeder, film, mv. af

personer under 18 år) grundet hævelse af sank-

tionen og udvidelse af bestemmelsens anvendel-

sesområde. På afgørelsestidspunktet for kontrol-

personerne var sådanne overtrædelser sjældnere

og blev typisk afgjort med bødedom. Derfor er

case-personer idømt ubetinget/betinget dom for

kategori 8 lovovertrædelser matchet med kontrol-

person idømt bødedom for samme type lovover-

trædelse.

2.1.2 In- og eksklusion af case-personer i sta-

tistiske analyser

I nærværende rapport gennemføres en række

komparative undersøgelser af forskellige person-

grupper med henblik på at besvare forsknings-

spørgsmålene vedrørende behandling og krimi-

nalpræventiv effekt af behandlingsordningen og

psykiatrisk/sexologisk behandling. Grundet givne

in- og eksklusionskriterier indgår der varierende

antal case-personer og kontroller i de respektive

analyser.

Den første selektion i case-population sker i kapitel

Matchning på seksualkriminalitet tog udgangs-

punkt i en inddeling af seksualkriminalitet i 10

kategorier (Tabel 3). Inddelingen tager udgangs-

4, hvor indhold og varighed af psykiatrisk/sexo-

logisk behandling belyses. I denne analyse inklu-

deredes kun case-personer, der havde modtaget

9) Uklarhed vedrørende behandlingsstatus refererer til at personen har haft flere startskemaer eller statusskemaer eller uklarheder om behandlingsstart.

10) Afgørelsestype var opdelt på betinget/ubetinget afgørelse, bøde, og tiltalefrafald jf. § 722 (afgørelse, der typisk falder i sager hvor den påsigtede lovovertræ-

delse efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde og forholdet er af ringe strafværdighed) og §723 (vilkår for tiltalefrafald).

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 3. Seksualkriminalitet inddelt i 10 kategorier

a,b

Kategori

Kategori 1

Beskrivelse

Voldtægt af personer 15+ år: Ved anvendelse/trussel om ikke-seksualiseret

vold eller ulovlig tvang o/15 år, Voldtægt ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand

Samleje med ulovlig tvang

And. kønsl. omgæng. v/ikke-seksualiseret vold el. ulovlig tvang

Homoseksualitet v/ikke-seksualiseret vold el. ulovlig tvang

Andet seksuelt forhold ved ikke-seksualiseret vold/trussel om ikke-seksuali-

seret vold

Kategori 2

Incest: Blodskam (børn u/15 år), Blodskam i øvrigt, Blodskam/søskende (børn

u/15), Blodskam iøvr./søskende, Blodskam anden kønsl.omg.(u/15), Blod-

skam anden kønsl.omg.søskende, Blodskam iøvr. anden kønsl.omg., Blod-

skam, andet seksuelt forhold børn u.15 år

Samleje/anden kønslig omgængelse u/12 år: Samleje med barn under 12

år, And. kønsl. omg. m/barn u/12år, Homoseksualitet m/barn u/12 år, Hom.

seks.v/ikke-seksualiseret vold m/barn u/12år, Hom.seks.v/ulovl.tvang m/barn

u/1, Uagtsom s.forbr. m/barn u/12år, Voldtægt ved samleje barn u.12 år, An-

det seksuelt forhold barn u.12 år

Samleje/anden kønslig omgængelse u/15 år: Samleje med barn under 15

år; And. kønsl. omg. m/barn u/15 år; Homoseksualitet m/barn u/15 år; Hom.

seks.v/ikke-seksualiseret vold m/barn u/15år; Hom.seks.v/ulovl.tvang m/barn

u/1; Uagtsom s.forbr. m/barn u/15år; Samleje med barn u.15 år; Andet seksu-

elt forhold med barn u.15 år

Samleje adoptivbarn, stedbarn mv.: Samleje m.prostit.u.18-kunde; Samleje

m. plejeb./stedb. mv.; Samleje ved forførelse; And. kønsl. omg. m/pl./st.barn;

And. kønsl. omg. v/forførelse; Samleje ved forførelse; Samleje med prostitu-

eret u. 18 år – kunde; Andet seksuelt forhold end samleje med prostitueret u.

18 år – kunde

Samleje, institution mv.: Samleje m.prostit.u.18-kunde; Samleje m. plejeb./

stedb. mv.; Samleje ved forførelse; And. kønsl. omg. m/pl./st.barn; And. kønsl.

omg. v/forførelse; Samleje ved forførelse; Samleje med prostitueret u. 18 år –

kunde; Andet seksuelt forhold end samleje med prostitueret u. 18 år – kunde

Blufærdighedskrænkelse: Blufærdighedskrænkelse; Blufærdighedskr. v/befø-

ling; Blufærdighedskr. v/blotteri; Blufærdighedskr. v/beluring; Bluf.kr. v/verb.

uterl. o.lign; Bluf.kr. v/anden uterlighed; Blufærdighedskrænkelse i øvr.

Pornografiske billeder af børn: Utugtig foto/filmopt.af pers.u.18; Rekruttere/

medvirke til utugtig optræden af personer under 18 år; Overvære utugtig

optræden af personer under 18 år; Pornografi; Børnepornografibesiddelse af;

Pornografiske foto/filmoptagelse af person u. 18 år; Børnepornografi, besid-

delse af/bekendt med

Rufferi: Rufferi; Fremme af utugt; Udlejning af værelse til utugt; Alfonseri (un-

derhold); Alfonseri (deler bolig); Forulemper v. opford. t. utugt

Vilkår: Overtrædelse af pålæg; Meddelt pålæg; Overtrædelse af bestemmel-

ser i straffelov §236

§210, stk. 1-3

Paragraffer

§216; §217; §224 jf. 216;

§224 jf. 217; §225 jf. 216;

§225 jf. 217; §216, stk. 1

nr. 1; §216, stk. 1 nr. 2;

§225 jf. §216, stk. 1

Kategori 3

§222, stk. 2; §224 jf. 222,

stk. 2; §225; §225 jf. 216;

§225 jf. 217; 226 jf. 222,

stk. 2; §216, stk. 2; §225

jf. 216, stk. 2

§222, stk. 1; §224 jf. 222,

stk. 1; §225; §225 jf. 216;

§225 jf. 217; 226 jf. 222,

stk. 1; §222; §225 jf. 222

§223a; §223, stk. 1; §223,

stk. 2; §224 jf. 223, stk. 1;

§224 jf. 223, stk. 2; §223,

stk. 2; §224, stk. 2; §225

jf. 224, stk. 2

§218; §218, stk. 2; §219;

§220; §221; §224 jf. 218;

§224 jf. 219; §224 jf. 220;

§224 jf. 221

§ 232

Kategori 4

Kategori 5

Kategori 6

Kategori 7

Kategori 8

§230 1. og 2. led; §235a,

stk.1; §235a, stk.2; §234;

§235, stk. 1; §235, stk. 2;

§226

§228; §229, stk. 1; §229,

stk. 2; §229, stk. 3; §229,

stk. 4; §233

§236

Kategori 9

Kategori 10

a) Samtlige former for seksualkriminalitet inkluderer forsøg på overtrædelse af den enkelte bestemmelse, jf. straffelovens § 21.

b) Personer, der var sigtet/dømt for flere forhold, blev placeret i kategorinummeret med det laveste tal (”alvorligste” kriminelle handling).

minimum 4 måneders behandling, og som var re-

gistreret med oplysninger om behandlingsforløbet

(N = 119). Der blev ekskluderet 91 case-personer,

der havde modtaget behandling i under 4 måne-

der, eller som ikke var registreret med behand-

lingsoplysninger. I de fire komparativer analyser

vedrørende kriminelt recidiv i kapitel 5 blev der

også ekskluderet case-personer fra analyser.

Ved sammenligning af case-population og mat-

chede kontroller i kapital 5 blev 39 case-personer

ekskluderet, enten fordi den aktuelle sag (indeks-

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

forholdet) blev afgjort med særforanstaltning (N

= 4) eller frifindelse (N = 2), eller fordi det ikke var

muligt at finde en kontrol, der matchede case-

personen (N = 33). Hermed blev case-populationen

reduceret til 541 mandlige case-personer ud af 580

mulige, som kunne indgå i de statistiske analyser i

case-kontrol undersøgelsen.

Dernæst blev 10 case-personer ekskluderet fra

sammenligningen af behandlede (minimum 4

måneders psykiatrisk/sexologisk behandling) med

matchede kontroller, da det kun var muligt at iden-

tificere matchet kontrol for 109 ud af de 119 case-

personer, der havde modtaget minimum 4 måne-

ders behandling.

I den sidste komparative analyse af behandlings-

henviste og ikke-behandlingshenviste case-perso-

ner indgik hele case-populationen som udgangs-

punkt, fraset enkelt delanalyser, der havde fokus

på subgrupper (fx case-personer med fængsels-

dom, case-personer med oplysninger om tidligere

kriminalitet fra 15. leveår m.v.).

(ICD-10: F00-F09), skizofreni mv. (ICD-10: F20-F29),

affektive sindslidelser (ICD-10: F30-F39), nervøse,

stressrelaterede og somatoforme tilstande (ICD-10:

F40-F48), egentlige personlighedsforstyrrelser (ICD-

10: F60-F62) og andre tilstande (øvrige diagnoser).

I de statistiske analyser blev følgende opdeling af

hoveddiagnoser anvendt: Organiske psykiske for-

styrrelser (ICD-10: F0), nervøse og stress-relaterede

lidelser (ICD-10: F4), personlighedsforstyrrelser (ICD-

10: F6), øvrige diagnoser (ICD-10: F2, F3, F5, F7, F8,

F9), og ingen diagnose.

Der blev ved visitation desuden jævnfør ICD-10

(WHO, 1993) taget stilling til tilstedeværelse af

misbrug af alkohol (ICD-10: F10.-) og stoffer (ICD-

10: F11.- til F19.-) (skadeligt brug og afhængighed

var slået sammen til en kategori). Der skulle også

tages stilling til tilstedeværelsen af seksuel dys-

funktion (ICD-10: F52), kønsidentitetsforstyrrelse

(ICD-10: F64), seksuel afvigelse (ICD-10: F65), og

seksuel udvikling og orientering (ICD-10: F66).

Endeligt blev der i forbindelse med visitationen

foretaget en klinisk vurdering (dvs. uden brug af

intelligenstest) af begavelsesniveau (normal – til

velbegavet/jævnt normalt begavet/sinkestadiet/

2.2 Procedure

Undersøgelsen er baseret på data indsamlet i for-

bindelse med visitering og behandling af personer

i behandlingsordningen jævnfør manual for ind-

samling af data i perioden 2006-09 samt register-

data trukket fra Danmarks Statistik for perioden

1980-2019.

kan ikke vurderes/ingen oplysninger). Oplysnin-

gerne blev registreret i visitationsskemaer (skema

fremgår af Delrapport 1, Direktoratet for Kriminal-

forsorgen, 2015). Som tidligere beskrevet var der

indsamlet data i visitationsskemaer ad to omgange

(mellem 2006-09 [datasæt 1] og i 2013 [datasæt

2]). For personer visiteret i Herstedvester Fængsel

anvendtes kun datasæt 2 (gruppen med diagnose

stillet i 2013), hvilket betød, at færre case-personer

indgik i opgørelser vedrørende psykiatriske diag-

noser.

For de personer, der blev henvist til behandling,

blev der også indsamlet oplysninger under be-

handlingsforløbet. Indledningsvis blev der udfyldt

et startskema med data vedrørende domsdato,

behandlingssted og om den dømtes retslige status

(frihedsstraf, på fri fod med evt. ophold på en af kri-

minalforsorgens pensioner) (START-SKEMA, se Del-

rapport 1, Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2015).

Herefter udfyldte behandler halvårligt og frem til

behandlingsophør et statusskema (STATUS-SKEMA,

se Delrapport 1, Direktoratet for Kriminalforsor-

gen, 2015) med oplysninger om, hvor hyppigt den

dømte har været set, hvem der varetog behandlin-

2.2.1 Data indsamlet for case-personer i for-

bindelse med visitation og behandlingsforløb

I forbindelse med visitation af undersøgelsesperso-

nerne i visitationsudvalgene i København, Aarhus,

Middelfart og Herstedvester Fængsel, blev der ind-

samlet oplysninger om sociodemografi, kriminologi-

ske karakteristika for tidligere og indeks-kriminalitet

(kriminalitetstyper, oplysninger om de forurettede,

misbrug på gerningstiden, etc.), personlighedsvaria-

ble, behandlingsdata, visitationsudvalgets indstilling,

behandlingsplan og oplysninger om tidligere be-

handling i regi af behandlingsordningen. Visiterende

psykiater og/eller psykolog skulle ved visitationen

også tage stilling til evt. psykiatrisk komorbiditet

jf. WHO ICD-10 (2013). Der blev differentieret mel-

lem følgende hoveddiagnoser: Organisk forstyrrelse

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

gen, hvilke former for behandling, der ydedes, skøn

over behandlingens effekt vurderet ved hjælp af en

række items (fx behandlings-motivation, empati,

erkendelse af egne seksuelle vanskeligheder, krimi-

nelt recidiv) og årsag til evt. behandlingsophør. De

registrerede data blev efterfølgende indtastet i da-

tafil og senere indsendt til Danmarks Statistik.

dømt for seksualkriminalitet omfatter et spektrum

af forskelligartede lovovertrædelser fra ikke-kon-

takt kriminalitet (fx blotteri og online kriminalitet

såsom download/distribution af seksuelt billed-

materiale af børn) til grove former for kontaktfor-

brydelser (fx overfaldsvoldtægt). Ligeledes er der

store forskelle blandt de forurettede; nogle begår

seksualkriminalitet mod voksne, nogle mod børn –

egne eller andres. Nogle begår seksualkriminalitet

mod både børn og voksne og nogle begår mod

både egne og andres børn.

Fraset få undtagelse (Sjøstedt & Grann, 2002,

Bengtson & Lund, 2008; Långström, 2002) behand-

ler forløbsundersøgelser af seksualkriminelle som

oftest recidiv til seksualkriminalitet som et binært

fænomen (recidiv: ja/nej?) fremfor som et multifa-

cetteret fænomen, hvor grovheden, hyppigheden/

frekvensen, og hastigheden (hvor hurtigt finder

første recidiv sted?) og frekvensen (hvor mange

gange dømmes de fulgte i followup?) tages i be-

tragtning, uanset at disse aspekter af recidivrisiko

som oftest af stor betydning for både klinikere,

forskere og beslutningstagere (Bengtson, Lund,

Ibsen, & Långström, 2019; Douglas & Ogloff, 2003).

I rapporten her vil kriminalitet derfor blive behand-

let som værende et multifacetteret fænomen med

belysning af karakteren, grovheden, frekvensen og

hastigheden af kriminelt recidiv (fornyet kriminali-

tet i followup).

Hvad angår karakteren af kriminalitet, anvendes

samme differentiering, som ses anvendt i natio-

nale og internationale opfølgningsundersøgelser

med skelnes mellem seksualkriminalitet, define-

ret i henhold til valg af offer (alder [voksen vs.

barn under 15 år] og beslægtethed (ofre egne

2.2.2 Data trukket fra Danmarks Statistiks

registre

Via Danmarks Statistiks forskerordninger var der

gennem mikrodataordningerne adgang til afiden-

tificerede (identifikationsoplysninger som navn,

identifikationsnummer og adresse er fjernet)

mikrodata (individdata) via ekstern elektronisk

adgang (Danmark Statistik, 2022). For både case-

personer og deres matchede kontrolpersoner blev

der trukket følgende oplysninger for perioden

1980-2019: 1) Sociodemografiske data vedrørende

køn, alder, civilstand, kulturel baggrund, uddan-

nelse, beskæftigelse-/socialstatus og indkomst fra

Befolkningsregistret (BEF), Indkomstregister (AKM/

IND), og Uddannelsesregister (UDDA); 2) Oplys-

ninger om død og vandringer fra Død- og dødsår-

sagsregistret (DOD, DODSAARS /DODSAASG) og

historiske vandringer (VNDS); 3) Oplysninger om

kriminalitet, herunder om sigtelser, afgørelser og

indsættelser i fængsler fra Sigtelser (KRSI), Afgø-

relser (KRAF), Konfererende sager – oplysning om

bi-sigtelser (KRKO), og Indsættelser (KRIN); og 4)

Psykiatriske kontakter, indlæggelser og diagnoser

fra Landspatientregistret psykiatri – Administrative

oplysninger (LPRADM), Landspatientregistret psy-

kiatri – Diagnoser (LPRDIAG), og Det Psykiatriske

Centrale Forskningsregister (PCR).

2.3 Operationelle definitioner

Der blev i de statistiske analyser foretaget opera-

tionalisering af en række forhold (fx hvad udgjorde

de forskellige kriminalitetskategorier, hvilken kri-

minel afgørelse, der udgjorde domfældelse og re-

cidivkriteriet, followup-periode). Operationaliserin-

gen af diverse kategorier og begreber er beskrevet

i det følgende.

[incest/intrafamiliær] eller andres [ekstrafamiliær]

familiemedlemmer), graden af ikke-seksualiseret

vold/trusler eller ulovlig tvang, graden af fysisk

kontakt (handson involverer fysisk berøring/kon-

takt [fx samleje, anden kønslig omgængelse end

samleje, beføling] vs. hands-off, hvor der ingen

fysisk kontakt er [fx seksualiseret billedmateriale

af børn/utugtige billeder af børn, grooming, vo-

yeurisme, ekshibitionisme, etc.]) (Direktoratet for

Kriminalforsorgen, 2015; Bengtson & Lund, 2008;

Hanson, Gordon, Harris, Marques, Murphy, Quin-

sey, & Seto, 2002; Furby L, Weinrott MR, Black-

shaw, 1989).

2.3.1 Kriminalitetstyper

I denne rapport er seksualkriminalitet selvsagt det

primære omdrejningspunkt. Gruppen af personer

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Således differentieres der i rapporten mellem

seksualkriminalitet (alle typer), grov seksualkrimi-

nalitet (samleje og anden kønslig omgængelse,

inkl. med ikke-seksualiseret vold/trusler/ulovlig

tvang mod voksne og/eller barn/børn), grov sek-

sualkriminalitet mod børn (samleje og anden køns-

lig omgængelse, inkl. med ikke-seksualiseret vold/

trusler/ulovlig tvang mod med barn under 15 år).

Belysningen af kriminalitetens facetter vil i vid

udstrækning basere sig på føromtalte inddeling

af seksualkriminalitet i 10 kategorier (se Tabel 3)

(inddelt på baggrund af juridiske principper/straffe-

lovens bestemmelser). Der henvises, jf. tidligere, til

Bilag 1 for en detaljeret beskrivelse af, hvilken sek-

sualkriminalitet, der er indeholdt i de 10 kategorier.

stik, og var tilgængelig fra 1. januar 1980 og frem

til 31. januar 2018. At være dømt tidligere, aktuelt,

og i followup-perioden er operationaliseret som et

kriminelt forhold, der i Kriminalregisteret er anført

som afgjort med tiltalefrafald jf. Retsplejelovens §§

722-723 (tiltalefrafald) eller højere afgørelse (dvs.

bøde, frakendelse, hæfte, betinget/delvis betinget,

kombineret, ubetinget afgørelse, §68 særforan-

staltning, etc.), mens frifindelse, advarsel eller straf

bortfaldet inkl. §721 stk. 1, nr. 1 ikke var medtaget.

For detaljeret beskrivelse af hvilke afgørelsesva-

riable fra Kriminalregistret hos Danmarks Statistik,

der indgår i de respektive afgørelseskategorier,

henvises til Bilag 2. Af Bilag 3 fremgår en detaljeret

beskrivelse af Retsplejelovens §§ 722-723.

Anvendelsen af tiltalefrafald som recidivkriterium

Der vil også blive differentieret mellem andre

typer af kriminalitet såsom generel kriminalitet

(oversættelse af det engelske udtryk any crime,

dvs. generel kriminalitet, inklusiv seksualkrimina-

litet) og ikke-seksualiseret vold (oversættelse af

det engelske udtryk non-sexual violence) (Tabel 4),

som ses anvendt i danske og udenlandske forløbs-

undersøgelser af kriminelle kohorter (fx, Bengtson,

Lund, Ibsen, & Långström, 2019; Bengtson & Lång-

ström, 2007; Harris, Rice, & Quinsey, 1993; Harris,

Phenix, Hanson, & Thornton, 2003). Generel krimi-

nalitet er en overbetegnelse for kriminalitet, der

specifikt omfatter alle straffelovsovertrædelser,

enkelte overtrædelser af færdselsloven (spiritus-

kørsel, kørsel uden førerret og kørsel i frakendel-

sestiden) samt overtrædelse af særloven om eufo-

riserende stoffer og våbenloven, men undtaget

lovovertrædelser vedrørende almindelige trafikfor-

seelser, skatter og afgifter (afg_ger7=36xxxxx) og

særlove i øvrigt (afg_ger7=38xxxxx). Vold omfat-

ter alle typer af personfarlig kriminalitet (ikke-sek-

sualiseret voldskriminalitet og seksualkriminalitet),

mens ikke-seksualiseret vold omfatter alle typer af

ikke-seksualiseret vold, herunder også brandstif-

telse og røveri, fraset seksualkriminalitet.

er tidligere anbefalet i dansk kontekst (tidligere

forskningsleder Britta Kyvsgaard, Justitsministeriets

Forskningsafdeling, København, personlig kommu-

nikation, Bengtson, 2008). Tiltalefrafald anvendes

sjældent og oftest i sager, hvor den påsigtede lov-

overtrædelse efter loven ikke kan medføre højere

straf end bøde og forholdet er af ringe strafværdig-

hed, eller hvis sigtede i forvejen afsoner/er foran-

staltningsdømt, sigtede er under 18 år på gernings-

tidspunktet, eller det skønnes, at ingen eller kun en

ubetydelig straf ville blive idømt, og at domfældelse

heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning

(Toftegaard Nielsen, 2004; Danske Love, 2022).

2.3.3 Tidligere kriminalitet

Tidligere kriminalitet for case-population er som ud-

gangspunkt opgjort uden afgrænsning af tidsvindu-

et, selvom der jf. Tabel 5 kun forelå oplysninger om

kriminalitet fra 15. leveår for 60 % af case-populati-

onen og for cirka to tredjedel forelå der oplysninger

om tidligere kriminalitet begået fra det 20. leveår.

Derimod blev tidligere kriminalitet i komparative

analyser af case-personer og kontrolpersoner, hvor

intet andet er anført, analyseret i et 5-årigt tids-

vindue forud for tidspunktet for indeks afgørelsen

(domsdato). Årsagen til den 5-årige afgrænsning

var en følge af, at kontrolgruppen blev trukket i

perioden 1985-1995, og at oplysninger om krimi-

2.3.2 Domfældelse

Oplysninger om kriminelle forhold og afgørelser

blev trukket fra Kriminalregistret, Danmarks Stati-

11) Afgørelser jf. retsplejelovens §721 er ikke medtaget som fældende afgørelse, idet påtale i sager afgjort jf. § 721 enten er helt eller delvis opgivet, fordi sigtel-

sen har vist sig grundløs, hvorfor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller hvor sagens gennemførelse vil medføre

vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt

(Danske Love, 2022).

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 4. Facetter af seksualkriminalitet og kriminalitet i øvrigt

Kriminalitetstype

Seksualkriminalitet

Beskrivelse

Kategori 1-8

(se tabel 3)

Alle typer af seksualkriminalitet

Grov seksualkriminalitet

Kategori 1-6

Samleje/anden kønslig omgængelse mod barn eller voksen, inkl. ved anvendelse af ikke-

seksualiseret vold/trusler/ulovlig tvang

Seksualkriminalitet mod

børn under 15 år

Kategori 2

(undtaget blodskam i øvrigt)

Kategori 3-5

(ved u/12 år, 12-15 år, samleje adoptivbarn, stedbarn mv., incest voksen-barn

<15 år)

Kategori 8

Alle typer af seksualkriminalitet mod barn, inkl. seksualiseret billedmateriale af børn (hands-

on/hands-off)

Grov seksualkriminalitet

mod børn under 15 år

Kategori 2

(ved incest voksen-barn <15 år, undtaget blodskam i øvrigt)

Kategori 3-5

(ved <12 år, 12-15 år, samleje adoptivbarn, stedbarn mv.)

Samleje/anden kønslig omgængelse mod barn, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret

vold/trusler/ulovlig tvang

Kriminalitet i øvrigt

Generel kriminalitet

Alle former for kriminalitet undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skat-

ter og afgifter og særlov i øvrigt

Medtaget i kriminalitet alle typer (any) er jf. DST variable AFG_GER7:

•

00-10 Uoplyst Straffelov

11 Seksualforbrydelser

12 Ikke-seksualiseret voldsforbrydelser

13 Ejendomsforbrydelser

14 Andre forbrydelser Færdselslov

22 Færdselslov spiritus

2610049 -Motorkørertøj, kørsel uden førerret

2610094 -Frakendelsestid, kørsel i

Særlove:

– 32 Lov om euforiserende stoffer

– 34 Våbenloven

Ekskluderet:

• 24 Mangler ved køretøj

• 26 Færdselslov i øvrigt

• 36 Skatte- og afgiftslove (særlov)

• 38 Særlove i øvrigt

Ikke-seksualiseret vold

Omfatter ikke-seksualiseret voldsforbrydelser (ekskl. seksualkriminalitet) inklusive brand-

stiftelse og røveri

Medtaget er alle gerninger undtaget hvor afgørelsen er frifundet, advarsel eller straf bortfaldet. Gerninger vedrørende almindelig trafikforseelse, skatter og afgifter

(afg_ger7=36xxxxx) og særlov i øvrigt (afg_ger7=38xxxxx) er ikke medtaget.

a) I opgørelse af seksualkriminalitet er medtaget både hoved- og bi-sigtelser. Dvs. har en person kun seksuel gerning i bi-sigtelse, så medtælles den som seksuel

gerning.

Tabel 5. Tidsvindue med kendskab til tidligere kriminalitet for case-population (N = 580)

Adgang til oplysninger om tidligere kriminalitet

Fra 15. leveår

Fra 20. leveår

Fra 25. leveår

346

421

477

59,7

72,6

82,2

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

nalitet først er tilgængelige fra 1980 i kriminalre-

gisteret ved DST. Det betød, at der for en række

kontrolpersoner ikke var fuldstændige oplysninger

om tidligere kriminalitet, da der ikke forelå oplys-

ning om kriminalitet fra det 15. leveår i kriminalre-

gisteret, idet denne kriminalitet var begået forud

for DST kriminalregistrets tilblivelse. Ved belysning

af tidligere kriminalitet vil det fremgå, hvis opgø-

relsen af tidligere kriminalitet baserer sig på en

afgrænset periode af 5 års varighed bagud i tid.

(jo længere followup, desto højere recidivrater),

blev der i analyser af recidiv anvendt samme tids-

vindue (på eng. fixed followup), så alle personer er

fulgt 10 år efter dato for indeks afgørelse eller indtil

død eller udvandring, hvorved det sikres at alle har

samme recidiv efterperiode og undgår, at forskelle

i de fulgte personers recidivrater skyldes forskelle

i followup-periode (Bengtson & Långström, 2007).

Antallet af censurerede blandt case-population og

case-kontrol gruppen fremgår af hhv. Tabel 6-7. I

løbet af followup-perioden var 14 % af case-popu-

lationen (N = 580) [Tabel 6] og 10 % i case-kontrol

populationen [Tabel 7] censurerede.

Fængselstiden for de inkluderede personer er den

samlede tid, som en person har været i fængsel/

har afsonet fra indekstidspunkt til slut på followup

tid. For at tage højde for forkortet straf er kun

medregnet to tredjedele af varigheden af den i kri-

minalregistret oplyste fængselsstraf. Den samlede

fængselstid i followup tid er således en akkumule-

ring af alle de ubetingede domme med ubetinget

fængselsstraf, inklusiv indeks dom, som en person

har haft i sin followup tid. Det vil sige den samlede

tid, som personen har siddet i fængsel fra doms-

2.3.4 Kriminelt recidiv

Recidiv-kriminalitet er opgjort som kriminelle

handlinger begået efter domsdato for indeks-

kriminaliteten, dvs. hvor gerningstidspunkt for ny

kriminalitet ligger efter dato for indeks afgørelsen

(domsdato). Havde en person recidiveret inden

domsdato for indeks-kriminalitet blev dette kate-

goriseret som tidligere kriminalitet, jf. at målet var

at evaluere om forekomsten af seksualkriminalitet

var lavere postpsykiatrisk/sexologisk behandling.

2.3.5 Followup og eksponeringstid

Da der generelt rapporteres om en positiv korrela-

tion mellem varigheden af followup og recidivraten

Tabel 6. Antal censurerede case-personer i 10-års followup (N = 580)

Antal censurerede cases

10-års followup

Død før 10 års followup

Udvandret før 10 års followup

498

85,9

8,4

5,7

Tabel 7. Antal censurerede personer i case-kontrol population i 10-års followup (case: n = 541; kontrol: n = 541)

Case-kontrol population

10-års followup

Død før 10 års followup

Udvandret før 10 års followup

485

Case

89,6

5,5

4,8

486

Kontrol

89,8

7,6

2,6

Tabel 8. Gennemsnitlig varighed af followup, afsoning i followup, og eksponeringstid for case-population i år (N = 580)

Periode

Followup (år)

Afsoning i followup (år)

Eksponeringstid (år)a

Gennemsnit

9,60

0,91

8,70

1,90

0,93

2,00

Eksponeringstid (tid på fri fod med risiko for recidiv) er beregnet som followup fratrukket afsoningsperioder i followup. Der er dog ikke fratrukket perioder med

indlægger i somatikken/psykiatrien.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

dato for indeks til slut på followup. Eksponeringstid

er beregnet som den tid af en persons followuptid,

hvor personen ikke har siddet i fængsel. Den gen-

nemsnitlige followuptid, varighed af afsoning, og

eksponeringstid fremgår af Tabel 8.

square test (kategoriale data), Wilcoxon-Mann-

Whitney test (ikke normalfordelte data) eller

paired t-test (normal fordelte kontinuerte data).

Kaplan-Meier kurver illustrerede recidivets for-

deling i løbet af followup-perioden. Cox Hazard

regressionsmodeller er brugt til at estimere risiko

for recidiv over tid, hvor der afhængig af de en-

kelte analyser er justeret for relevante forklarende

variable herunder tidligere kriminalitet i modeller

for cases versus matchet kontrolpersoner, mens

der analyser af kun omfattende case population

er kontrolleret for andre variable som fx specia-

listscore, alder og misbrugsdiagnose. I analyser af

sammenhænge mellem binære variabel med 2

udfald (fx ja/nej) og ved flere end to klassificerede

udfald fx a) ingen recidiv, b) 2 recidiv forhold eller

c) 2+ forhold er brugt binær og multinomial logi-

stiske regressionsmodeller. Til at undersøge den

prædiktive evne for særlig specialistscore (grad af

seksualspecialisering) blev udført en ROC-analyse

baseret på en logistisk regression model til at esti-

mere den prædiktive validitet af specialistscore i

forhold til faktisk recidiv. Der blev også foretaget

sammenligning af kriminelt recidiv med afsæt

2.3.6 Behandling

Som tidligere nævnt har der siden etableringen af

behandlingsordningen været praksis, at det på-

gældende behandlingssted har 3-4 måneder til at

tage stilling til motivation og behandlingsegnethed

for den henviste person. For at blive betragtet som

havende status som værende ”behandlet” i be-

handlingsordningen, skulle personen derfor have

modtaget minimum 4 måneders psykiatrisk/sexo-

logisk behandling. Personer henvist til og opstartet

i behandling, som ikke havde modtaget minimum

fire måneders behandling, blev derfor kategorise-

ret som værende henviste men ubehandlede. Det

samme gjorde personer, der var registrerede som

henviste, men hvor der ikke forelå oplysninger om

behandlingen.

2.4 Statistiske analyser

Analyserne bestod generelt i komparative analyser

af følgende grupper: (i) case-population vs. deres

matchede kontroller, (ii) case-personer, der havde

modtaget min. 4 måneders behandling vs. mat-

chede kontroller, og (iii) behandlingshenviste vs.

ikke-henviste case-personer (Figur 2).

Analyse af deskriptive data for case-populationen

og kontrolpersoner er foretaget ved hjælp af Chi-

i andre afhængig variable, fx seksuel afvigelse

(pædofili vs. fravær af pædofili). Signifikansniveau

på 5 % er anvendt i alle statistiske tests. SAS-soft-

ware er brugt til alle analyser (SAS 9.4, Inc., Cary,

NC, USA).

Direktoratet for Kriminalforsorgen har jf. GDPR

figureret som dataejer, mens Sexologisk Klinik,

Psykiatrisk Center København, Region Hovedsta-

den, figurerede som databehandler, og statistiker

Michael Ibsen, I2Minds, som underdatabehandler.

Figur 2. Komparative analyser i herværende undersøgelse

Alle visiterede

(N = 580)

Matchende kontroller

(n = 580)

Henvist til behandling

(N = 210)

Ikke henvist til behandling

(n = 370)

Behandlet 4+ mdr.

(N = 109)

Matchede kontroller

(n = 109)

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 3

Deskriptiv beskrivelse af case-populationen

Inden vi besvarer forskningsspørgsmålene vedrø-

rende omfanget og indholdet af psykiatrisk/sexo-

logisk behandling (Delrapport 2, kapitel 4) og den

kriminalpræventive effekt af behandlingsordningen

som helhed og specifikt effekten af den psykiatri-

ske/sexologiske behandling (Delrapport 3, kapitel

5), vil der i nærværende kapitel blive præsenteret

en deskriptiv beskrivelse af hele case-populationen.

Der henvises til Delrapport 1 (Direktoratet for Kri-

minalforsorgen, 2015) for yderligere deskriptive

oplysninger om case-populationen indsamlet i

forbindelse med visitation, herunder hvordan de

respektive visitationssteder fordeler sig på de ind-

samlede oplysninger.

Tabel 9. Lokalitet for visitation af case-population foretaget i regi af ambulant behandlingsordning og

visitationsordning (N = 580)

Lokalitet for gennemført visitation

Ambulant (ambulant behandlingsordning)

Under afsoning i Herstedvester (visitationsordning)

114

466

19,7

80,3

Tabel 10. Sociodemografiske karakteristika for personer visiteret i behandlingsordningen 2006-09

(case-populationen, n =580)

Karakteristika

Alder

Gennemsnit

40,3

Civilstand

Enlig

Hjemmeboende under 18 år

Samboende/-levende eller ægteskab

Herkomst, n, %

Vestlig herkomst

Ikke vestlig herkomst

Region

Hovedstaden

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

Syddanmark

Uddannelse

Grundskolen/gymnasial uddannelse

Faglært uddannelse

Videregående uddannelse

Ukendt

a) Uddannelse referer til det højest opnåede uddannelsesniveau på tidspunktet for året for indeksafgørelse

13,2

388

147

66,9

7,8

25,3

505

87,1

12,9

129

122

182

22,2

21,0

10,5

14,8

31,4

326

174

56,2

7,1

6,7

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

3.1 Visitationssted

Størstedelen (80 %) af case-populationen var ble-

vet visiteret under afsoning på visitationsafdelin-

gen i Herstedvester Fængsel (visitationsordningen)

mod 20 % på et de lokale ambulante visitations-

og behandlingssteder i København, Middelfart,

eller Aarhus (den ambulante behandlingsordning)

(Tabel 9).

faglært uddannelse og 7 % en videregående ud-

dannelse.

3.3 Psykiatrisk komorbiditet

I forbindelse med visitationen blev visitator bedt

om at tage stilling til om den visiterede opfyldte

de diagnostiske kriterier for bl.a. en psykiatrisk

hoveddiagnose og en seksuel afvigelse. Der skulle

også foretages en klinisk vurdering af begavelses-

niveau. I analysen af psykiatriske diagnoser var

der blandt visiterede i Herstedvester Fængsel kun

inkluderet de personer, der fik stillet diagnoser re-

trospektivt i 2013, da de initialt stillede diagnoser

blev kasseret i Delrapport 1 (Direktoratet for Krimi-

nalforsorgen, 2015) grundet tvivl om diagnosernes

rigtighed.

3.2 Sociodemografi

Case-populationen (N = 580) bestod som tidligere

anført udelukkende af mænd visiteret i behand-

lingsordningen i perioden 2006-09, og som var

dømt for den seksualkriminalitet, der udgjorde år-

sagen til visitationen.

En oversigt over de sociodemografiske karakteri-

stika for case-populationen fremgår af Tabel 10.

Gennemsnitsalderen for gruppen var 40 år (SD=13)

men med stor spredning i alder (16-81 år). Største-

delen af case-populationen var enlige (67 %) og

etnisk danske (87 %).

Størstedelen af case-populationen var på tidspunk-

tet for indeksafgørelsen bosiddende i region Syd-

danmark (31 %) efterfulgt af region Hovedstaden

(22 %), region Midtjylland (21 %), region Sjælland

(15 %), og region Nordjylland (11 %).

Over halvdelen af case-populationen (56 %) havde

folkeskole eller gymnasial uddannelse som høje-

ste uddannelsesniveau, mens hhv. 30 % havde en

3.3.1 Psykiatrisk hoveddiagnose

Fordeling af psykiatriske hoveddiagnoser jf. ICD-10

(2012) fremgår af Tabel 11. I case-gruppen var 63

% registret med en psykiatrisk hoveddiagnose,

mens 20 % blev fundet ikke at opfylde kriterierne

for en psykiatrisk hoveddiagnose. For 5 % var ho-

veddiagnose uoplyst. Hoveddiagnoserne fordelte

sig med en forekomst på 4 % af nervøse og stress-

relaterede lidelser (ICD-10: F40-F48), mens 63 %

af case-personerne var registreret med en forstyr-

relse af personlighedsstrukturen. I alt 6 % var diag-

nosticeret med øvrige diagnoser.

Den eksakte fordeling af de enkelte personligheds-

forstyrrelser, der var registreret for 231 personer

Tabel 11. Psykiatrisk hoveddiagnose jf. ICD-10 stillet i forbindelse med visitation (N = 366)

ICD-10 hoveddiagnose

Organisk forstyrrelse (F00-F09)

Nervøs og stressrelaterede lidelser (F40-F48)

Personlighedsforstyrrelser (F60-F62)

Øvrige diagnoser

Ingen diagnose

Uoplyst

Gennemsnit

231

1,9

3,8

63,1

6,3

20,2

4,7

a) I analysen af diagnoser indgik der fra Herstedvester Fængsel datasættet kun de personer, der havde fået stillet diagnose i 2013 (datasæt 2), hvorfor case-

populationen kun omfatter 366 personer; 149 fra de ambulante behandlingssteder og 217 visiteret i Herstedvester Fængsel, som fik indsamlet data på ny i 2013.

b) Psykiatriske hoveddiagnoser er jf. ICD-10 inddelt som følger: Organiske forstyrrelser (F0), nervøse, stressrelaterede og somatoforme tilstande (F4), personlig-

hedsforstyrrelser (F6), øvrige diagnoser (F2, F3, F5, F7, F8, F9), og ingen diagnose

c) Øvrige diagnoser indeholdt 15 F9-diagnoser, 4 F3-diagnoser, mens resten fordelte sig 1-2 personer på F2, F7 og F8, dog ingen F5.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

(sv.t. 63 %) fremgår af Tabel 12. De hyppigst regi-

strerede forstyrrelser af personlighedsstrukturen

var henholdsvis dyssocial (23 %), ængstelig evasiv

(6 %), anden specifik forstyrrelse (12 %), uspecifi-

ceret personlighedsforstyrrelse (31 %), og forstyr-

relse i personlighedsstruktur blandet type (19 %).

Diagnoserne skadeligt brug og afhængighed er

som tidligere nævnt slået sammen under et. I alt

var 24 % (N = 88/366) registreret med en diag-

nose for alkoholmisbrug/afhængighed (ICD-10:

F10), 20 % (N = 72/366) med en diagnose for

hashmisbrug/afhængighed (ICD-10: F12), og 20

% (N = 72/366) med en diagnose for misbrug/af-

hængighed af andre stoffer end hash (ICD-10: F11;

F13-19).

der begår seksuelle overgreb på børn, inkluderede

vi kun de personer, der ved indeks-kriminalitet var

kendt med dom for hovedsigtelse for børnerela-

teret seksualkriminalitet (alle typer af seksualkri-

minalitet mod børn under 15 år, inkl. seksuelt bil-

ledmateriale af børn) eller bisigtelse for § 235 (sek-

suelt billedmateriale af børn), og for hvem der var

taget stilling til tilstedeværelsen af potentiel sek-

suel afvigelse. Dette var tilfældet for 194 ud af 238

mulige. Af de 194 var 28 % registreret med F65.4

Pædofili (se også Al-Dehlagi, Kristensen, Giraldi, &

Bengtson, in prep.). Der var en højere forekomst af

pædofili blandt de fængselsvisiterede (Herstedve-

ster Fængsel) sammenlignet med de personer, der

var visiteret i den ambulante behandlingsordning

(33.3 % vs. 7.2 %, X2= 22.35, df=1, p<0.001). Yder-

ligere sociodemografiske og kriminologiske karak-

teristika for personer med pædofili er belyst af i Al-

Dehlagi, Kristensen, Giraldi, & Bengtson, in prep.).

3.3.2 Sexologiske diagnoser

Af case-populationen var 13 % (N = 49) registreret

med en diagnose for seksuel dysfunktion (ICD-10:

F52), mens 33 % var registreret med en seksuel

afvigelse (ICD-10: F65). En af de seksuelle afvigel-

ser, der har særlig bevågenhed, hvad angår fore-

byggelse af seksuelle overgreb på børn, er diagno-

sen pædofili.

Af hele case-populationen var 18 % registreret

med en ICD-10: F65.4 pædofili-diagnose. Da diag-

nosen almindeligvis kun optræder blandt personer,

3.3.3 Begavelsesniveau

Opgørelsen af de kliniske vurderinger af de visi-

teredes begavelsesniveau viste, at begavelsesni-

veauet blandt 40 % af de visiterede var vurderet

til at ligge i området normalt til velbegavet, mens

51 % var vurderet til at være jævnt til normalt be-

gavet og 7 % var vurderet som værende placeret i

sinkeområdet. Der manglede oplysninger om be-

gavelsesniveau for 1 %.

Tabel 12. Fordeling af ICD-10 (WHO, 2012) forstyrrelser af personlighedsstrukturen i case-population

Typer af personlighedsforstyrrelser

F60 Specifikke forstyrrelser af personlighedsstrukturen

F60.0 Paranoid

F60.1 Skizoid

F60.2 Dyssocial

F60.3 Emotionel ustabil

F60.4 Histrionisk

F60.5 Tvangspræget

F60.6 Ængstelig (evasive)

F60.7 Dependent

F60.8 Anden specifik forstyrrelse

F60.9 Uspecificeret

F61 Forstyrrelser i personlighedsstruktur af blandet og anden type

F62 Ikke-organiske personlighedsændringer

1,3

2,6

22,5

3,0

< 1,3

5,6

1,7

11,7

30,7

19,0

1,3

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

3.4 Aktuel og tidligere kriminalitet

3.4.1 Indeks-kriminalitet

Gruppen af dømte er heterogen, da den omfatter

et spektrum af seksualkriminelle lovovertrædelser.

Inddeling af aktuel kriminalitet (indeks-kriminalite-

ten) er sket på baggrund af baggrund af føromtalte

kategorisering (Tabel 3). Indeks-kriminalitetens

fordeling på disse kategorier fremgår nedenfor af

Tabel 13. Omkring en fjerdedel af de visiterede var

dømt for seksualkriminalitet mod personer over 15

år (voldtægt, tvang, etc.) (kategori 1), mens stør-

stedelen var dømt for at begå børnerelateret sek-

sualkriminalitet (kategori 2, 3, 4, 5, 6, 8, og evt. 7).

Nedenfor i Tabel 14 er indeks-kriminaliteten kon-

verteret til færre kategorier i henhold til typen af

forurettede (barn vs. voksen) og karakteren af

kriminalitet er opdelt som henholdsvis de alvor-

lige former for kriminalitet med samleje og anden

kønslig omgængelse, inkl. med ikke-seksualiseret

vold/ulovlig tvang (kategori 1 og 2-6) er kategori-

seret for sig og med de mindre grove for sig (kate-

gori 7 og 8).

Det fremgår af tabellen, at hovedparten (60 %)

af case-populationen var registreret med kriminel

afgørelse for børnerelateret seksualkriminalitet,

primært i form af alvorlig kontakt/handson seksu-

alkriminalitet (dvs. samleje/anden kønslig omgæn-

gelse) (52 %), mens en mindre andel kun var dømt

for anvendelse mm. af seksuelt billedmateriale

af børn (§ 235) (9 %). Knap en tredjedel (29 %)

af case-populationen var registret med afgørelse

for seksualkriminalitet mod voksne (forurettede i

alderen 15+ år). De resterende 20 % var dømt for

blufærdighedskrænkelse, hvoraf nogle også vil

være begået overfor børn. Andelen af case-per-

soner dømt for seksualkriminalitet børn i en eller

anden form overstiger således de facto de 60 %.

I forbindelse med Delrapport 1 blev typen af in-

deks-kriminalitet (krænkertype) også opgjort ved

at kombinere oplysninger om den pådømte ger-

ning (indeks-kriminaliteten) med oplysninger om

forurettede i de pågældende sager (Tabel 15). Der

forelå kun opgørelse af krænkertype for 366 (63

%) af case-populationen (datasæt 1 fra Herstedve-

ster indgik i analysen).

Tabel 13. Case-populationens indeksseksualkriminalitet inddelt i 10 kategorier for case-population (N = 580)

Kategori

Seksualkriminalitet

Voldtægt m.v. personer > 15 år

Incest

Samleje < 12 år

Samleje 12-15 år

Samleje adoptivbarn, stedbarn mv.

Samleje, institution mv.

Blufærdighedskrænkelse

Seksuelt billedmateriale af børn

Vilkår

139

140

24,0

7,9

24,1

16,7

4,0

3,6

10,9

8,5

Tabel 14. Indeksseksualitet kategoriseret i henhold til forurettede (barn vs. voksen) og karakteren af

kriminalitet (hands-on vs. hands-off)

Kriminalitetstype

Seksualforbrydelse mod voksen 15+ år (kategori 1)

Seksualforbrydelse mod barn under 15 år (kategori 2-6)

Blufærdighedskrænkelse (kategori 7)

Seksualiseret billedmateriale af børn (kategori 8)

Kategori 9, 10 og uden for kategori

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

167

299

28,8

51,6

10,9

8,5

0,3

Tabel 15. Krænkertyper opgjort på baggrund af oplysninger om pådømt indeks-kriminalitet og oplysninger

om forurettede

Krænkertype

Voldtægt

Ekstrafamiliær

Intrafamiliær

Krænket både egne og andres børn (blandet)

Både krænket børn og voksne

Seksualkriminalitet uden fysisk kontakt (hands-of)

Uoplyst

164

21,6

44,8

10,7

4,9

1,4

15,8

0,8

Denne opgørelser viste – i tråd med ovenstående

tabel – at størstedelen var de case-personer, som

indgik i analysen, var personer, der var dømt for

at have begået børnerelateret seksualkriminalitet.

Opgørelsen viste også, at kriminalitet primært

bestod i seksuelle overgreb mod andres børn

(ekstrafamiliære krænkere) (45 %), mens 11 % af

sagerne omhandlede incest/intrafamiliære kræn-

kelser. Fem procent havde begået seksualkrimi-

nalitet mod både børn og voksne. Der henvises til

Delrapport 1 (Direktoratet for Kriminalforsorgen,

2015) for en beskrivelse af, hvilken kriminalitet

case-populationen i øvrigt begik ved indeks.

population) var dømt for at begå seksualkrimina-

litet mod barn under 15 år (inkl. §235) og 4 % for

udelukkende at anvende/download/distribution af

seksuelt billedmateriale af børn (jf. § 235). Seksten

procent havde 1 tidligere dom for seksualkrimi-

nalitet, mens 10 % havde 2+ tidligere domme for

seksualkriminalitet.

Mere end to tredjedele af case-populationen var

tidligere dømt for at begå en eller anden lovover-

trædelse (seksualkriminalitet eller anden krimi-

nalitet). En fjerdedel var dømt for udelukkende at

begå ikke-personfarlig kriminalitet, 17 % for ude-

lukkende at have begået seksualkriminalitet, en

fjerdedel havde begået ikke-seksualiseret vold, og

hver tiende havde begået både ikke-seksualiseret

vold og seksualkriminalitet.

3.4.2 Tidligere kriminalitet

Som angivet i Tabel 16 var ca. hver fjerde (26 %)

af case-populationen tidligere dømt for at begå

seksualkriminalitet. Halvdelen (13 % af case-

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 16. Art og frekvens af tidligere kriminalitet i case-population (N = 580)

Facetter af tidligere kriminalitet

Seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet mod barn under 15 år (inkl. § 235)

Seksuelt billedmateriale af børn (hoved/biforhold)

Antal af tidligere afgørelser for seksualkriminalitet

Kriminalitet i øvrigt

Generel kriminalitet

Udelukkende ikke-personfarlig kriminalitet

Udelukkende seksualkriminalitet

Ikke-seksualiseret vold

Både ikke-seksualiseret vold og seksualkriminalitet

401

144

159

69,1

24,8

16,9

27,4

9,5

427

73,6

16,2

10,2

153

26,4

13,3

3,5

a) Tidligere kriminalitet er opgjort uden begrænsning af perioden forud for domsdato for indeks-kriminalitet

b) I opgørelse af seksualkriminalitet er medtaget både hoved- og bi-sigtelser. Dvs. har en person kun seksuel gerning i bi-sigtelse, så medtælles den som seksual-

kriminalitet

c) En eller anden form for seksualkriminalitet mod barn/børn u/15 år, inkl. seksuelt billedmateriale med børn, omfatter kategori 2 (undtaget blodskam i øvrigt),

kategori 3-5 (ved u/12 år, 12-15 år, samleje adoptivbarn, stedbarn mv., incest voksen-barn <15 år), og kategori 8

d) Hoved- eller bi-sigtelse jf. § 235 (seksuelt billedmateriale med børn)

e) Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i øv-

rigt

f) Ikke-seksualiseret vold referer til tidligere at være dømt for at begå ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb

mm. (inklusive brandstiftelse og røveri)

g) Både ikke-seksualiseret vold og seksualkriminalitet referer til, at personen tidligere er dømt for både at begå ikke-seksualiserede ikke-seksualiseret voldsforbry-

delser såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusive brandstiftelse og røveri) og en eller anden form for seksualkriminalitet

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 4

Indhold og varighed af

psykiatrisk/sexologisk behandling

Formålet med Delrapport 2 var at belyse indholdet

og varigheden af psykiatrisk/sexologisk behandling.

Forud for en belysning af disse forhold vil dette kapi-

tel præsenteres en deskriptiv beskrivelse af de case-

personer, der blev indstillet til behandling (behand-

lingshenviste) samt resultatet af komparative analy-

ser af behandlingshenviste og de case-personer, der

ikke blev indstillet til behandling (ikke-henviste).

Vi valgte at sammenligne henviste med ikke-

henviste fremfor kun at fokusere på den mindre

persongruppe, der endte med at få et egentligt

behandlingsforløb af mere end fire måneders va-

righed, ud fra tanken om, at der ved henvisning af

personen til behandling havde været en intention

om indgå i/tilbyde behandling (intention-to-treat).

Analysen viste også, at det kun var ganske få af de

behandlingshenviste og ikke-henviste, der tidligere

havde modtaget psykiatrisk/sexologisk behandling,

og at der ikke var forskel på hyppigheden af tidli-

gere kriminalitet i grupperne (3 % vs. 1 %, P>0,05).

spektive behandlingssteder i København, Middel-

fart og Aarhus (hhv. 66 %, 53 %, og 61 %, P>0,05).

4.1.1 Sociodemografi

Som anført i Tabel 18 var der ikke signifikant for-

skel på alder, civilstand og uddannelsesmæssig

baggrund blandt behandlingshenviste og ikke-hen-

viste. Derimod var der blandt de behandlingshen-

viste signifikant færre personer af vestlig herkomst

end blandt de ikke-henviste (p<0,001). Ligeledes

var der signifikante forskelle i gruppernes regiona-

le placering på tidspunktet for indeksdom (p<0,05).

4.1 Sammenligning af case-per-

soner indstillet til behandling med

ikke-indstillede

Af visitationsskemaerne fremgik, at 36 % af case-

populationen var blevet henvist til psykiatrisk/

sexologisk behandling. De resterende 64 % var

ved visitationen ikke fundet motiverede for og/el-

ler egnede til psykiatrisk/sexologisk behandling.

Af tabellen fremgår, at der er et større antal visi-

terede fra region Syddanmark både blandt de be-

handlingshenviste og de ikke-henviste. Procentvis

blev færrest fra Region Sjælland (26 %) og Region

Nordjylland (26 %) henvist til behandling. Fra Regi-

on Hovedstaden blev 40 % af de visiterede henvist

til behandling mod 42 % i Region Syddanmark og

35 % i Region Midtjylland.

4.1.2 Psykiatrisk komorbiditet

Signifikant flere af de ambulant visiterede blev

fundet egnede til behandling sammenlignet med

andelen af behandlingshenviste i Herstedvester

Fængsel (60 % vs. 31 %, p<0,0001) (Tabel 17).

Der var ingen forskel på, hvor mange af de visi-

terede, der blev indstillet til behandling på de re-

I analysen af psykiatriske diagnoser indgik kun per-

soner visiterede fra den ambulante behandlings-

ordning og datasæt 2 fra Herstedvester Fængsel,

dvs. personer, der blev indsamlede data for to gan-

ge, senest i 2013, da de diagnoser, der blev stillet i

Herstedvester Fængsel ved første dataindsamling,

blev kasseret i Delrapport 1 (Direktoratet for Kri-

Tabel 17. Andelen af behandlingshenviste i den ambulante behandlingsordning og visitationsordningen

Visitationsudvalg

(N = 114)

Henvist

Ikke henvist

59,6

40,4

Herstedvester Fængsel

(N = 466)

142

324

30,5

69,5

P-værdi

0,0000

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 18. Sociodemografiske karakteristika for behandlingshenviste og ikke-henviste

Henvist til beh. (N = 210)

Karakteristika

Alder

År

40,0

Civilstand

Enlig

Hjemmeboende under 18 år

Samboende/-levende eller ægteskab

Herkomst

Vestlig herkomst

Ikke vestlig herkomst

Region

Hovedstaden

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

Syddanmark

Uddannelse

Grundskolen/gymnasial uddannelse

Faglært uddannelse

Videregående uddannelse

Ukendt

145

196

109

69,0

8,6

22,4

93,3

6,7

24,8

20,5

7,6

10,5

36,7

51,9

34,3

8,6

5,2

243

100

309

105

217

102

65,7

7,3

27,0

83,5

16,5

20,8

21,4

12,2

17,3

28,4

58,6

27,6

6,2

7,6

0,1556

0,0295

0,0007

0,4385

12,6

Ikke henvist (N = 370)

År

40,4

13,6

P-værdi

0,7810

a) Uddannelse referer til det højest opnåede uddannelsesniveau på tidspunktet for året for indeksafgørelse

minalforsorgen, 2015). De kasserede diagnoser er

derfor ikke inkluderet i analysen her.

Som anført i Tabel 19 var der ingen forskel på fore-

komsten af registrerede psykiatriske hoveddiagno-

ser og diagnose vedrørende misbrug/afhængighed

af stoffer i de to grupper. Personer registreret med

diagnosen for misbrug/afhængighed af alkohol

var dog signifikant sjældnere henvist til behandling

end gruppen uden misbrug (p<0.01).

Der var heller ikke, jævnfør Tabel 21, signifikant

forskel på hverken fordelingen af diagnoser for

seksuel dysfunktion, seksuel afvigelse eller pædo-

fili (19 % vs. 17 %, P>0,05) blandt behandlingshen-

viste og ikke-henviste.

4.1.3.1 Indeks-kriminalitet

Der var signifikant forskel på fordelingen af indeks-

kriminaliteten blandt behandlingshenviste og ikke-

henviste, både hvad angik kriminalitetens art, de

forurettedes alder, og antallet af forurettede (Tabel

22). Således var der blandt behandlingshenviste

en signifikant højere andel af personer dømt for

seksualkriminalitet mod børn (børn under 15 år og

seksuelt billedmateriale af børn) (70 % vs. 54 %,

p<0,001), en nærsignifikant forskel på forekomsten

af seksuelle overgreb på præpubertære foruret-

tede (børn under 12 år) (40 % vs. 32 %, p=0,057),

samt en signifikant højere forekomst af multi-

ple forurettede (2+ forurettede: 28 % vs. 14 %,

p<0,0001). Derimod var der blandt ikke-henviste

en højere forekomst af case-personer dømt for at

begå voldtægt m.v. mod personer 15+ år, dog ikke

statistik signifikant højere (p=0,08).

Som tidligere nævnt blev indeks-kriminalitet også

inddelt på baggrund af oplysninger om lovover-

4.1.3 Aktuel og tidligere kriminalitet

Vedrørende den kriminalitet, som de behandlings-

henviste og ikke-henviste havde begået aktuelt og

tidligere, fandtes der væsentlige forskelle.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 19. Psykiatrisk komorbiditet for behandlingshenviste (N = 210) og ikke-henviste (N = 370)

Henvist til behandling

(N = 158)

Psykiatrisk hoveddiagnose jf. ICD-10

Organiske psykiske forstyrrelser (F0)

Nervøs og stress-relaterede lidelser (F4)

Personlighedsforstyrrelser (F6)

Andet - øvrige diagnoser

Ingen diagnose

Uoplyst

Misbrug/afhængighed - alkohol (F10.x)

Nej

Uoplyst

Misbrug/afhængighed – andre stoffer (F11.x-F19.x)

Nej

Uoplyst

Irrelevant i aktuel sag

126

19,0

79,7

155

20,2

74,5

5,3

0,1066

124

19,0

78,5

2,5

133

27,9

63,9

8,2

0,0049

2,5

4,4

60,8

5,1

24,7

2,5

135

1,4

3,4

64,9

7,2

16,8

6,3

0,2103

Ikke henvist

(N = 208)

P-værdi

a) Psykiatriske hoveddiagnoser er jf. ICD-10 inddelt som følger: Organiske forstyrrelser (F0), nervøse, stress-relaterede og somatoforme tilstande (F4), personlig-

hedsforstyrrelser (F6), øvrige diagnoser (F2, F3, F5, F7, F8, F9), og ingen diagnose

b ) Eventuelt misbrug/afhængighed af alkohol eller euforiserende stoffer blev diagnosticeret jf. ICD-10 (research criteria)

Tabel 20. Klinisk vurdering af begavelsesniveau blandt behandlingshenviste og ikke-henviste (N = 366)

Henvist til behandling

(N = 158)

Begavelse

Normal til velbegavet

Jævnt normalt begavet

Sinkestadiet

Uoplyst

40,5

48,1

8,9

2,5

Ikke henvist

(N = 208)

112

39,4

53,8

6,3

P-værdi

0,2409

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 21. Diagnoser (WHO ICD-10) for seksuel dysfunktion, seksuel afvigelse, og pædofili blandt behandlings-

henviste og ikke-henviste (N = 366)

Diagnose

Seksuel dysfuntion (F52)

Seksuel dysfunktion

Ikke seksuel dysfunktion

Uoplyst

Seksuel afvigelse (F65)

Seksuel afvigelse

Ikke seksuel afvigelse

Uoplyst

Pædofili diagnose (F654)

Pædofilidiagnose

Ikke Pædofilidiagnose

Uoplyst

110

19,0

69,6

11,4

133

17,3

63,9

18,8

0,1574

35,4

53,2

11,4

105

30,8

50,5

18,8

0,1463

119

12,7

75,3

12,0

151

13,9

72,6

13,5

0,8416

Henvist til beh. (N = 158)

Ikke henvist (N = 208)

P-værdi

Tabel 22. Kriminologiske karakteristika ved indeks-kriminalitet for behandlingshenviste og ikke-henviste (N = 580)

Henvist til beh. (N = 210)

Karakteristika

Indeks-seksualkriminalitetens art

Seksualforbrydelse mod voksen 15+ år

Seksualforbrydelse mod børn under 15 år

Seksuelt billedmateriale af børn

Blufærdighedskrænkelse

Seksualkriminalitet i øvrigt

Forudrettedes alder

Under 6 år

6-11 år

12-14 år

15-17 år

18+ år

Uoplyst (88)

Irrelevant i aktuel sag

Forurettede i aktuelle sag

Irrelevant

122

58,1

17,1

5,7

4,8

14,3

278

75,1

10,0

2,2

1,6

11,1

0,0002

8,1

31,9

25,2

3,3

6,7

8,1

16,7

107

3,2

28,9

21,1

4,3

11,1

9,2

22,2

0,0430

125

20,5

59,5

10,5

9,5

124

174

33,5

47,0

7,3

11,6

0,0000

Ikke henvist (N = 370)

P-værdi

a) Seksualforbrydelse mod voksen 15+ år refererer til seksualkriminalitet i kategori 1, 2 og 6, hvis ofret var 15+ år

b) Seksualforbrydelse mod børn under 15 år refererer til seksualkriminalitet under kategori 3, 4 og 5, samt kategori 2 og 6, hvis ofret var under 15 år

c) Seksuelt billedmateriale af børn refererer til seksualkriminalitet i kategori 8

d) Blufærdighedskrænkelse refererer til seksualkriminalitet i kategori 7

e) Seksualkriminalitet i øvrigt referer til kategori 9, 10 og uden for kategori

f) Forurettedes alder på starttidspunktet for kriminaliteten er anført. Såfremt kriminaliteten har fundet sted over en længere periode, er forurettedes alder på

tidspunktet for det første forhold anført.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

trædelsen og oplysninger om forurettede, hvilket

bidrog med oplysninger om fordeling af kræn-

kertyper. Som det fremgår af Tabel 23 var der en

signifikant forskellig fordeling af krænkertyper

blandt behandlingshenviste og ikke-henviste med

en højere forekomst af bl.a. intrafamiliære (incest)

(11 % vs. 4 %) og ekstrafamiliære (krænket andres

børn) (35 % vs. 24 %) krænkere samt flere dømt

for non-kontakt seksualkriminalitet (12 % vs. 9 %)

blandt behandlingshenviste.

De behandlingshenviste, der var idømt ubetingede

straffe for indeks-kriminaliteten (N = 154), var

ydermere idømt signifikant længere straffe end

ikke-henviste ved indeks, givetvis som følge af at

have begået mere alvorlig og/eller mere omfat-

tende kriminalitet (Tabel 24).

ikke-henviste var en signifikant højere forekomst af

kriminalitet (73 % vs. 63 %, p<0,05), ikke-seksuali-

seret vold (33 % vs. 17 %, p<0,001) og for tidligere

udelukkende at være dømt for ikke seksualiseret

ikke-seksualiseret vold (22 % vs. 11 %, p<0,001).

Desuden var der blandt de behandlingshenviste en

tendens til højere, dog ikke statistisk signifikant,

forekomst af tidligere domme for seksualkrimina-

litet (29 % vs. 25 %), seksualkriminalitet mod børn

under 15 år (16 % vs. 12 %), anvendelse etc. af

seksuelt billedmateriale af børn jf. § 235 (4 % vs. 3

%), sammenlignet med ikke-henviste.

4.1.3.3 Specialister vs. generalister

Ovenstående belysning af behandlingshenviste og

ikke-henvistes kriminelle løbebane aktuelt og tid-

ligere viste, at de behandlingshenviste signifikant

oftere, var dømt for seksualkriminalitet mod præ-

pubertære børn under 12 år og mod flere personer

(2+ forurettede) og oftere udelukkende havde

begået seksualkriminalitet og ikke andre typer af

kriminalitet sammenlignet med de ikke-henviste.

Modsat havde de ikke-henviste i højere grad helt

generelt havde begået kriminalitet, navnlig ikke-

4.1.3.2 Tidligere kriminalitet

Hvad angik tidligere domme for kriminalitet, var

der blandt behandlingshenviste, jævnfør Tabel 25,

en signifikant højere forekomst af case-personer,

der tidligere udelukkende var dømt for seksualkri-

minalitet (22 % vs. 14 %, p<0,01), mens der blandt

Tabel 23. Krænkertyper opgjort på baggrund af oplysninger om pådømt indeks-kriminalitet og offeroplysnin-

ger for behandlingshenviste og ikke-henvistea

Henvist til behandling

(N = 210)

Krænkertype

Voldtægt (ofre 15+ år)

Ekstrafamiliær

Intrafamiliær

Krænket både egne og andres børn (blandet)

Både krænket børn og voksne

Seksualkriminalitet uden fysisk kontakt

Uoplyst

10,0

35,2

11,0

5,7

1,4

11,9

15,7

24,3

4,3

1,6

8,9

0,8

0,0000

Ikke henvist

(N = 370)

P-værdi

*Der forelå kun opgørelse af krænkertype for 63 % af case-populationen, da datasæt 1 fra Herstedvester ikke indgik i analysen af krænkertype. Tabel 24.

Gennemsnitlig længde af ubetingede straffe for behandlingshenviste og ikke-henviste

Tabel 24. Gennemsnitlig længde af ubetingede straffe for behandlingshenviste og ikke-henviste

Henvist til behandling

(N = 154)

År

Gennemsnitlig længde af fængselsstraf

1,8

(1,4)

Ikke henvist

(N = 351)

År

1,2

(1,2)

P-værdi

0,0000

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

seksualiseret vold, i signifikant højere grad end de

behandlingshenviste.

Disse fund kunne tolkes som udtryk for, at behand-

lingshenviste i højere grad var ”specialiserede” i

seksualkriminalitet, navnlig mod præpubertære

børn, mens de ikke-henviste var ”generalister”, der

begik seksualkriminalitet men i høj grad også be-

gik alle mulige former for kriminalitet, i særdeles-

hed også ikke-seksualiseret vold.

På denne baggrund udviklede vi en model, der

skulle måle på graden af specialisering i seksual-

kriminalitet, en såkaldt specialistscore med henblik

på at undersøge, om graden af specialisering af

specialisering i seksualkriminalitet kunne forklare

de fundne forskelle i recidivrisiko for behandlings-

henviste og ikke-henviste case-personer.

Specialistscoren er en score baseret på vægtning

af antal tidligere domme for seksualkriminalitet

(ingen, 1, 2+), typen af tidligere og aktuelle ofre

(kun børn, både børn og voksne, kun voksne),

ingen tidligere eller aktuelle afgørelser for ikke-

seksualiseret vold (ja/nej), diagnose for seksuel af-

vigelse (ja, måske, nej), single på indekstidspunk-

tet (ja, nej), og tidligere eller aktuel afgørelse for

§ 235 kriminalitet (seksualiseret billedmateriale af

børn) (ja/nej). Scoren blev i visse analyser udvidet

med ung alder ved første afgørelse for seksualkri-

minalitet (over/under 25 år).

På baggrund af disse faktorer blev der for hver

case-person beregnet en specialistscore i inter-

vallet 0-12 (i enkelte analyse 0-13, hvis ung alder

ved debut var inkluderet). En høj specialistscore

blev tolket som udtryk for, at der var tale om en

person, der specialiserede i seksualkriminalitet

fremfor anden kriminalitet. I beregningen af grup-

pernes specialistscore var kun inkluderet personer,

der kunne følges fra 15. leveår (131 behandlings-

henviste og 215 ikke-henviste) (score 0-13).

Beregningen af specialscore viste, at de behand-

lingshenviste havde en statistisk signifikant højere

specialistscore end de ikke-henviste (5,9 vs. 4,7

p<0,0001)

(Tabel 26). En sammenligning af spe-

cialistscore for de behandlede på behandlingsste-

derne var ikke signifikant forskellig (København:

6,0 SD=2,6; Middelfart: 5,9, SD=2,0; Aarhus: 5,9,

SD=1,7, p=0,84).

Analysen viste med andre ord, at de behandlings-

henviste og ikke-henviste var væsensforskellige;

Tabel 25. Tidligere kriminalitet blandt behandlingshenviste og ikke-henviste (N = 580)

Henvist til behandling

(N = 210)

Tidligere seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet (alle kategorier)

Udelukkende seksualkriminalitet tidligere

Seksualkriminalitet mod børn under 15 år

Seksualiseret billedmateriale af børn

Tidligere kriminalitet i øvrigt

Generel kriminalitet

Ikke-seksualiseret vold

Udelukkende begået ikke-seksualiseret vold

132

62,9

17,1

10,5

269

123

72,7

33,2

22,2

0,0136

0,0000

0,0004

29,0

22,4

15,7

4,3

24,9

13,8

11,9

3,0

0,2720

0,0080

0,1923

0,4050

Ikke henvist

(N = 370)

P-værdi

a) Seksualkriminalitet mod børn under 15 år refererer til seksualkriminalitet under kategori 3, 4 og 5, samt kategori 2 og 6, hvis ofret var under 15 år

b) Seksuelt billedmateriale af børn refererer til § 235 lovovertrædelser, dvs. seksualkriminalitet i kategori 8 (hoved- eller bi-sigtelse)

12) En analyse viste, at der ikke var signifikant forskel på specialistscoren for de 119 behandlede, der havde modtaget 4+ måneders behandling og de 91 behand-

lede, der havde modtaget under 4 måneders behandling (5,9 [SD=2,2] vs. 6,0 [SD=2,0]).

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

de behandlingshenviste var i højere grad karakteri-

seret ved faktorer, der var kendte for at være asso-

cieret med forhøjet risiko for at begå fornyet sek-

sualkriminalitet. Personer med høj specialistscore

må således formodes at have en dårligere ”pro-

gnose” end generalisterne, hvad angår risikoen for

at begå fornyet seksualkriminalitet. Der vil være

yderligere fund vedrørende sammenhængen mel-

lem specialistscore og recidivrisikoen i kapitel 5.

er tænkeligt, at der blandt de 77 % fra Herstedve-

ster, er en del, der oprindeligt fremstået som moti-

veret og derfor var indstillede til behandling, men

hvor patienten fortrød og derfor ikke fremmødte

ved behandlingsstart.

For at blive inkluderet i analyserne vedrørende

varighed af og indhold i behandlingen skulle per-

sonen være registreret med minimum 4 måne-

ders kontakt til et af behandlingsstederne, jf. at

behandlingskontakt af kortere varighed ikke be-

4.2 Case-personer inkluderet i ana-

lyser vedrørende psykiatrisk/sexo-

logisk behandling

For at indgå i behandlingsforløbsanalyserne skulle

der foreligge oplysninger om behandlingsdata for

den behandlingshenviste. Dette var tilfældet for

65 % af de 210 behandlingshenviste, mens de

resterende 35 %, der ikke havde fået indsamlet

behandlingsforløbsdata, blev ekskluderet fra ana-

lyserne af behandlingsforløbsdata.

Af de personer, der manglede behandlingsoplys-

ninger, var der en overvægt af personer visiteret

af klinikerne i Herstedvester Fængsel (77 % visi-

teret på Herstedvester og 23 % var visiteret på de

ambulante behandlingssteder), dvs. en lidt anden

fordeling end gruppernes oprindelige sammensæt-

ning i hele case-populationen (67 % vs. 32 %). Det

tragtes som et egentligt behandlingsforløb, idet de

første måneder almindeligvis bruges på udredning

snarere end egentlig behandling. Fordelingen af

behandlingstiderne, henholdsvis under 4 måneder,

4-17 måneder, og minimum 18 måneder, for de

enkelte behandlingssteder fremgår af Tabel 27. I alt

119 af de 136 behandlingshenviste case-personer,

der var registreret med behandlingsforløbsdata,

havde modtaget minimum 4 måneders behand-

ling. Disse personer kunne dermed inkluderes i

behandlingsforløbsanalyserne.

De 119, der havde haft behandlingskontakt i mini-

mum 4 måneder, var fordelt med 40 behandlet i

Middelfart, 43 i København, og 36 i Aarhus. Grup-

pen fordeler sig med 50, der var visiteret på de

ambulante behandlingssteder (42 %) og 69, der

var visiteret i Herstedvester Fængsel (58 %).

Tabel 26. Gennemsnitlig specialistscore for behandlingshenviste og ikke-henviste case-personer for personer

med kriminalitetsdata fra 15. leveår

Alle

(N = 346)

År

Gennemsnitlig specialistscore (0-13)

5,2

2,2

Henvist til

behandling

(N = 131)

År

5,9

2,2

Ikke henvist

(N = 215)

År

4,7

2,1

P-værdi

0,0000

Tabel 27. Varighed af psykiatrisk/sexologisk behandling på de ambulante behandlingssteder blandt behand-

lingshenviste med behandlingsoplysninger (N = 136)

København

(N = 53)

Behandlet under 4 mdr.

Behandlet 4-17 mdr.

Behandlet 18+ mdr.

Middelfart

(N = 45)

Aarhus

(N = 38)

Total

(N = 136)

18,9

24,5

56,6

11,1

31,1

57,8

12,5

22,8

64,7

5,3

10,5

84,2

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Det fremgår også af Tabel 27, at der var en ten-

dens til, at flere af de personer, der var blevet be-

handlet i Aarhus, havde fået længere behandlings-

forløb (18+ måneder) i Aarhus (86 %), mens det

var tilfældet for 70 % i København og for 65 % i

Middelfart. Forskellen på tværs af stederne var dog

ikke signifikant. Der var dog kun 65%, der havde

modtaget minimum 18 måneders behandling.

de fængselsvisiterede gennemsnitligt, havde mod-

taget 20 måneders behandling (SD=9,5) (p>0,05).

På tværs af behandlingsstederne havde 11 % af de

behandlende ingen udeblivelser fra behandlingen

(med eller uden afbud), mens 62 % var registreret

med 1-9 afbud og 26 % var registreret med 10-

29 afbud og <3 % med 30+ udeblivelser. Der var

ingen statistisk signifikant forskel på fordelingen

af antallet af afbud på tværs af behandlingssteder

4.3 Varighed af behandlingsforløb

Behandlingsforløbets varighed blev undersøgt

ved at beregne det gennemsnitlig antal måneder i

behandling, gennemsnitlige antal behandlingskon-

takter, fordeling på kategorier med forskelligt antal

kontakter (ingen kontakter, 1-9 kontakter, 10-29

kontakter, og 30+ kontakter) og endeligt ved at

belyse, hvor mange, der havde modtaget under el-

ler over 1,5 års behandling.

De 119 behandlede havde gennemsnitlig mod-

taget behandling i 21,1 måneder (SD=8,1; 4-45

måneder), fordelt med 19,4 måneder (SD=8,0;

4,0-34,5) i København, 20,4 måneder (SD= 8,1; 5,2-

38,5) i Middelfart 23,8 måneder (SD=8,1; 9,1-45,0)

i Aarhus.

De behandlede, der var visiteret på et af de ambu-

lante behandlingssteder, havde modtaget behand-

ling gennemsnitligt i 22 måneder (SD=5,4), mens

(p>0,05).

4.4 Omfang af

behandlingskontakter

Det gennemsnitlige antal behandlingskontakter på

behandlingsstederne fremgår af Tabel 28. Middel-

fart havde det højeste antal behandlingskontakter

efterfulgt af Aarhus og København.

Af Tabel 29 fremgår fordelingen af behandlings-

kontakter på de enkelte behandlingssteder. Forde-

lingen er signifikant forskellig (p<0,001). Af patien-

terne i København var 23 % registreret med 1-9

behandlingskontakter, mens ingen af patienterne i

Middelfart og Aarhus havde haft under 10 behand-

lingskontakter. Andel af behandlede med 10-29

behandlingskontakter var 23 % i Middelfart, 21 %

i København efterfulgt af 14 % i Aarhus. I Aarhus

og Middelfart havde størstedelen (hhv. 86 % og 78

Tabel 28. Gennemsnitlig antal behandlingskontakter på behandlingsstederne

Alle

(N = 119)

Gennemsnitligt antal kontakter

(32)

Middelfart

(N = 40)

(36)

København

(N = 43)

(30)

Aarhus

(N = 36)

(26)

Tabel 29. Fordeling af antal kontakter på tværs af behandlingsstederne

Alle

(N = 119)

Antal kontakter

Ingen

1-9

10-29

30+

Middelfart

(N = 40)

København

(N = 43)

Aarhus

(N = 36)

8,4

19,3

72,3

22,5

77,5

23,3

20,9

55,8

13,9

86,1

P-værdi

0,0003

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

%) haft 30+ kontakter, mens det var tilfældet for

56 % i København.

Antallet af behandlingskontakter, konsultationer

hos psykiater, psykolog, og andre fagpersoner, par/

familieterapi og gruppeterapi for hele gruppen og

på de respektive behandlingssteder er anført i Ta-

bel 30.

Størstedelen (72 %) af de 119 behandlede med

behandlingsoplysninger og behandlingsforløb af

minimum 4 måneders varighed var registreret

med 30+ behandlingskontakter i behandlingsfor-

løbet. Der var for 19 % registreret 10-29 behand-

lingskontakter og for 8 % registreret 1-9 behand-

lingskontakter. Lidt over halvdelen (58 %) af de

behandlede var registreret med konsultationer hos

psykiater. Der var registreret 1-9 konsultationer for

18 %, mens 25 % havde haft 10-29 konsultationer

og 15 % 30+ konsultationer. Størstedelen af de be-

handlede (88 %) havde modtaget konsultationer

hos psykolog. Der var registreret 1-9 samtaler for

39 %, 10-29 samtaler for 30 %, og 30+ samtaler

for 19 %. En tredjedel (35 %) af de behandlede

havde konsulteret andre faggrupper end psykia-

tere og psykologer. For 13 % var registreret 1-9

Tabel 30. Antal gennemførte konsultationer hos psykiater, psykolog, andre faggrupper, i par/familieterapi og

gruppeterapi i behandlingsforløbet (N = 119)

Alle

(N = 119)

Psykiater

Ingen

1-9

10-29

30+

Psykolog

Ingen

1-9

10-29

30+

Andre faggrupperr

Ingen

1-9

10-29

30+

Par- og/eller familieterapi

Ingen

1-9

10-29

30+

Gruppesessioner

Ingen

1-9

10-29

30+

49,6

20,2

14,3

16,0

20,0

45,0

20,0

15,0

72,1

7,0

20,9

55,6

16,7

11,1

0,0000

101

84,9

12,6

77,5

17,5

90,7

7,0

86,1

13,9

0,3781

64,7

13,4

14,3

7,6

80,0

10,0

90,7

16,7

27,8

30,6

25,0

0,0000

11,8

38,7

30,3

19,3

20,0

7,5

22,5

11,6

53,5

25,6

9,3

41,7

27,8

0,0151

42,0

17,6

25,2

15,1

30,0

12,5

35,0

22,5

34,9

18,6

27,9

18,6

63,9

22,2

11,1

0,0095

Middelfart

(N = 40)

København

(N = 43)

Aarhus

(N = 36)

P-værdi

Grundet det lave antal, der indgår i nogle af cellerne (forventet antal < 5 i Chi’2 test), er p-værdien usikker.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

konsultationer og for andre 14 % 10-29 konsulta-

tioner, mens de resterende 8 % havde modtaget

30+ konsultationer hos andre. I alt var 15 % af de

behandlede registreret med deltagelse i par- og/

eller familieterapi, hovedsageligt 1-9 konsultatio-

ner. Halvdelen af patienterne var registreret som

modtagere af gruppeterapi, heraf havde 20 % del-

taget i 1-9 gruppesessioner, 14 % i 10-29 sessioner

og 16 % i 30+ sessioner.

En stor andel af patienterne i Middelfart (70 %) og

København (65 %) havde konsulteret en psykiater,

mens det var tilfældet for en væsentlig mindre

andel af patienterne i Aarhus (36 %). Patienterne

i Middelfart havde talmæssigt flere konsultationer

hos psykiater, idet 58 % var registreret med 10+

psykiatriske konsultationer; det var tilfældet for 49

% af patienterne i København og 11 % i Aarhus.

Forskellen mellem grupper var signifikant (p<0,01).

Der var en signifikant forskel på fordelingen af

antal konsultationer hos psykolog på tværs af be-

handlingsstederne (p<0,05). I Aarhus havde næ-

sten alle patienterne (> 97 %) haft konsultationer

hos psykolog, mens det var tilfældet for 88 % i Kø-

benhavn og 80 % i Middelfart. Andelen med 10+

konsultationer hos psykolog var 28 % i Aarhus ef-

terfulgt af 23 % i Middelfart og 9 % i København.

Der var en signifikant forskellig fordeling på antal-

let af konsultationer hos andre faggrupper (fx sy-

geplejersker, fysioterapeut) på tværs af stederne

(p<0,0001). I Aarhus var 83 % af patienterne regi-

streret med konsultationer hos andre, i København

havde 9 % fået konsultation hos andre faggrupper,

mens det var 20 % af patienterne i Middelfart.

Par/familieterapi var tilbudt en ganske lille andel af

patienterne. Fordelingen var den samme på tværs

af stederne.

Der var en signifikant forskel på fordelingen af an-

tallet af gruppesessioner på tværs af behandlings-

stederne. Gruppeterapi var registreret for flere i

Middelfart (80 %), efterfulgt af Aarhus (44 %) og

København (28 %). Derimod var der en højere an-

del af patienterne i København (21 %), der havde

modtaget 30+ gruppesessioner mod 16 % i Middel-

fart og 11 % i Aarhus); på tværs af stederne havde

mellem 7-20 % deltaget i 10+ gruppesessioner.

4.5 Non-farmakologiske

behandlingsmetoder

Af Tabel 31 fremgår en beskrivelse af, hvilke typer

af non-farmakologiske interventioner, som de be-

handlede havde modtaget både samlet set og på

de respektive behandlingssteder.

Samlet set havde størstedelen af de behandlede

(88 %) som en del af behandlingsforløbet modta-

Tabel 31. Fordelingen af non-farmakologisk behandlingsindhold fordelt på behandlingssteder

Alle

(N = 119)

Behandlingsindhold

Rådgivning, støtte

og vejledning

Misbrugsbehandling

alkohol/stoffer

Psykoterapi

Ingen terapi

Kognitiv terapi

Psykodynamisk terapi

Kombineret kognitiv-

psykodynamisk

Kropsterapi mv.

Middelfart

(N = 40)

København

(N = 43)

Aarhus

(N = 36)

105

88,2

20,2

82,4

17,6

14,3

92,5

25,0

87,5

12,5

7,5

88,4

14,0

74,4

25,6

7,0

83,3

22,2

86,1

13,9

30,6

P-værdi

0,460

0,230

0,012

67,2

4,2

80,0

67,4

52,8

13,9

0,002

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

get rådgivning, støtte og vejledning. Der var ikke

signifikant forskel på behandlingsstederne.

Hver femte blev psykologisk behandlet mod mis-

brug af alkohol og andre stoffer, fordelt på 25 %

i Middelfart, 14 % i København, og 22 % i Aarhus

(p>0,05) (fx i misbrugscentre).

Mange patienter modtager som en del af behand-

lingsforløbet også social bistand, såvel fra den

behandlende afdeling som fra andre myndigheder.

Praktisk social bistand omfatter alt ud over lovbe-

stemt økonomisk bistand (kontanthjælp eller lig-

nende), dvs. bistand vedrørende arbejde, bolig mv.

Ifølge den sidste behandlingsstatus, der var udfyldt

De fleste (82 %) havde også modtaget psykoterapi.

Psykoterapi blev tilbudt 88 % af patienterne i Mid-

delfart, 86 % af patienterne i Aarhus og 74 % af pa-

tienter i København. På alle stederne var kombina-

tionen af kognitiv adfærdsterapi (KAT) og psykody-

namisk terapi den foretrukne metode. I Middelfart

blev 80 % af patienter tilbudt denne behandling,

mens det var tilfældet for 67 % i København og 53

% i Aarhus. Derimod blev KAT i sin rene form kun

givet for 14 % af de behandlede, fordelt med 30 %

i Aarhus efterfulgt af 8 % i Middelfart og 7 % i Kø-

benhavn. Ligeledes blev psykodynamisk terapi kun

anvendt i sine rene form for mindre end 3 personer.

Fordelingen af psykoterapi var signifikant forskellig

på tværs af behandlingsstederne (p<0,05).

Kropsterapi var tilbudt til 4 % og kun i Aarhus, hvor

14 % af patienterne havde modtaget den behand-

lingsform.

for de behandlede, havde 46 % af patienterne i

den del af behandlingsforløbet modtaget social

bistand (typisk i ingen-nogen grad). Særligt i Aar-

hus var der en stor andel af patienterne, der havde

modtaget social bistand (69 %), mens det var til-

fældet for 38 % af patienterne i Middelfart og 35

% af patienterne i København.

4.6 Farmakologiske

behandlingsmetoder

Af Tabel 32 fremgår en beskrivelse af, hvilke typer

af farmakologiske interventioner, som de behand-

lede havde modtaget både samlet set og på de

respektive behandlingssteder. Samlet set havde

næsten en tredjedel (29 %) af patienterne som en

del af behandlingsforløbet modtaget en eller flere

former for medicinsk behandling. Den medicin-

Tabel 32. Fordelingen af farmakologisk behandlingsindhold fordelt på behandlingssteder (N = 119)

Alle

(N = 119)

Medicinsk behandling

(ja/nej)

Typer af medicinsk behandling

Behandling med antidepressiva

Behandling med antipsykotika

Behandling med anxiolytika og/eller

hypnotika

Behandling med antabus

Behandling med metadon eller

buprenorphin

Anden medikamentel behandling

13,4

2,5

4,2

12,6

8,4

Middelfart

(N = 40)

32,5

København

(N = 43)

25,6

Aarhus

(N = 36)

30,6

29,4

10,0

17,5

7,5

18,6

11,6

11,1

8,3

27,8

Grundet for få observationer i flere kategorier var det ikke muligt at gennemføre Chi2-tests.

a) Antidepressiva anvendes til behandling af depression og til behandling af stort driftspres (udnyttelse af medicinens bivirkning med nedsat seksuel lyst)

b) Antipsykotika anvendes til behandling psykotiske symptomer men kan også anvendes til behandling af stort driftspres (udnyttelse af medicinens potentielle

bivirkning)

c) Anxiolytika/hypnotika anvendes til behandling af hhv. angst og søvnløshed

d) Antabus anvendes til behandling af alkoholisme

e) Metadon/buprenorphin anvendes til behandling af stofmisbrug

f) Anden medikamentel behandling kan fx være behandling af ADHD

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

ske behandling bestod primært i behandling med

antidepressiva (behandling af fx depression eller

som kønsdriftdæmpende behandling) (13 %) og

antabus (13 %). Behandling med antabus vareta-

ges almindeligvis af ekstern behandler (fx egen

læge). En ganske lille andel af patienterne (4 %)

blev behandlet med anxiolytika (angstdæmpende)

og/eller hypnotica (behandling af søvnløshed) og 3

% med antipsykotika (anvendes i særlige tilfælde

som kønsdriftdæmpende behandling. Ingen blev

behandlet med metadon eller buprenorphin. I alt

8 % blev behandlet med anden medikamentel

behandling (fx medicin mod ADHD). Andelen, der

havde modtaget farmakologisk behandling på de

respektive behandlingssteder, varierede mellem

33 % (Middelfart), 19 % (København), og 31 %

(Aarhus).

Behandling med antidepressiva blev i højere grad

anvendt i København (19 %) og i mindre grad i

Middelfart (10 %) og Aarhus (11 %). I Aarhus var

der en højere forekomst af behandling med anxio-

lytica og/eller hypnotica (8 %), mens under 3 per-

soner modtog denne behandling i København og

ingen modtog den i Middelfart. Der var en højere

forekomst af behandling med antabus i Middelfart

(18 %), end det var tilfældet i København (12 %)

og Aarhus (8 %). Der var højere forekomst af an-

den medikamentel behandling i Aarhus (28 %) end

det var tilfældet i Middelfart (8 %) og København

(<3 personer).

4.7 Prævalens af mono- og multi-

modal behandling

Den psykiatriske/sexologiske behandling bestod

og består fortsat sjældent af en enkelt interven-

tion men snarere i kombinationsbehandling, hvor

patienter både tilbydes fx psykoterapi og medika-

mentel behandling.

Af Tabel 33 fremgår, at hovedparten af de behand-

lede i inklusionsperioden havde modtaget flere

typer af behandling, hvor de forskellige typer af

non-farmakologisk og farmakologisk behandling

blev kombineret. Således var kun 19 % af samtlige

behandlede registreret som værende behandlet

med kun en af ovennævnte interventioner, mens

40 % var registreret som værende behandlet med

to typer af behandling og 38 % var behandlet med

3-5 forskellige typer af interventioner. For under 3

% var der ikke registreret behandlingstyper.

Der var dog lokale forskelle i, hvor mange behand-

lingsformer der blev anvendt, dog uden at forskel-

len var signifikant (p>0,05). Størstedelen af patien-

terne modtog 2+ behandlingsformer (78 %). I Kø-

Tabel 33. Antallet af behandlingstyper (non-farmakologiske og farmakologiske metoder) fordelt på

behandlingssteder

Alle

(N = 119)

Antal interventioner i alt

Ingen type behandling

angivet

1 type behandlingsindhold

2 typer behandlingsindhold

3-5 typer behandlings-

indhold

Middelfart

(N = 40)

København

(N = 43)

Aarhus

(N = 36)

2,5

19,3

40,3

37,8

12,5

42,5

23,3

44,2

27,9

22,2

33,3

44,4

P-værdi

0,4281

Tabel 34. Behandlingsmotivation fordelt på behandlingssteder (n =119)

Alle

(N = 119)

Gns. (SD)

Behandlingsmotivation

1,8 (0,7)

Middelfart

(N = 40)

Gns. (SD)

1,7 (0,6)

København

(N = 43)

Gns. (SD)

2,0 (0,7)

Aarhus

(N = 36)

Gns. (SD)

1,8 (0,7)

a) Behandlingsmotivation blev beregnet som et gennemsnit af alle vurderinger af behandlingsmotivation i halvårsstatusser; scoren 1 refererede til god behandlings-

motivation, 2 til moderat behandlingsmotivation og 3 til dårlig behandlingsmotivation.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

benhavn og Middelfart modtog hhv. 44 % og 43 %

af patienterne to typer behandling, mens det var

tilfældet for 33 % i Aarhus. Fordelingen af patien-

ter behandlet med 3-5 behandlingstyper fordelte

sig med 44 % i Aarhus, 43 % i Middelfart og 28 %

i København. I København og Aarhus modtog hhv.

23 % og 22 % af patienterne kun en enkelt inter-

vention mod kun 13 % af patienterne i Middelfart.

4.9 Årsager til afsluttet/afbrudt

behandling

Behandling afsluttes for nogle patienter før tid,

dvs. før vilkåret om behandlingen udløber. Af Tabel

35 fremgår årsagerne til behandlingsophør for det

nærværende datamateriale, både for hele gruppen

af behandlede og for de enkelte behandlingsste-

der.

4.8 Behandlingsmotivation

Behandlerne blev bedt om at vurdere behandlings-

motivationen hos deres patienter som hhv. god

(scoren 1), moderat (scoren 2), og dårlig (scoren 3).

Vurdering var en overordnet, generel vurdering af

patientens behandlingsmotivation, dvs. stabilitet,

engagement, compliance mv. i behandlingsforlø-

bet. Behandlingsmotivation blev beregnet som et

gennemsnit af samtlige vurderinger, der var fore-

taget af den enkelte patients behandlingsmotivati-

on i behandlingsforløbet. Samlet set opnåede hele

gruppen af behandlede en score på 1,8 svarende

til, at behandlingsmotivationen gennemsnitligt

blev vurderet som værende moderat-god. Der var

lokale forskelle; patienterne i København blev vur-

deret med moderat behandlingsmotivation (sco-

re=2,0), mens patienterne i Middelfart (score=1,7)

og Aarhus (score=1,8) blev vurderet med moderat-

god behandlingsmotivation (p<0,001) (Tabel 34).

For de fleste af de behandlede (61 %) blev be-

handlingsforløbet afsluttet som planlagt, forvente-

ligt som følge af at vilkåret om behandling udløb.

For en mindre andel (7 %) var det den dømte, der

afbrød forløbet, ligesom behandlingsstedet afbrød

behandlingsforløbet for 3 % grundet manglende

behandlingsalliance. I få tilfælde (<3 personer) blev

behandlingsforløbet afbrudt pga. misbrug af alko-

hol eller brug af stoffer, recidiv, eller fordi personen

overgik til en anden afdeling. For 8 % var der an-

dre ikke anførte grunde til behandlingsafslutning.

Der var kun marginale lokale forskelle i årsagerne

til behandlingsophør på tværs af behandlingsste-

derne. Det skal dog bemærkes, at det kun var få af

patienterne i Aarhus, der selv afbrød behandlingen

(under 2 %), mens det var tilfældet for 10 % i Mid-

delfart og 7 % i København.

Tabel 35. Årsager til behandlingsophør fordelt på behandlingssteder (N = 119)

Alle

(N = 119)

Årsag til behandlingsophør

Patient afbryder behandling

Behandling ophørt som planlagt

Afdeling afbryder behandling

Afdeling afbryder pga. misbrug

Afbrudt pga. recidiv

Patient overgår anden afdeling

Andet

Behandling ikke afsluttet

Uoplyst

Middelfart

(N = 40)

København

(N = 43)

Aarhus

(N = 36)

7,6

60,5

3,4

8,4

14,3

10,0

52,5

17,5

7,0

67,4

14,0

61,1

16,7

11,1

a) Grundet for få observationer var det ikke muligt at beregne p-værdier

b) Behandlingsophør som planlagt refererer fx til, at vilkåret om psykiatrisk/sexologisk behandling var udløbet

c) Behandlingsophør pga. manglende behandlingsalliance

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

4.10 Fortsættelse af behandling

efter vilkårets udlæg

Som det fremgår af Tabel 36, ønskede 14 % af de

behandlede at fortsætte behandlingen (dvs. uden

vilkår) efter behandlingsvilkårets udløb, mens næ-

sten halvdelen (45 %) ikke ønskede at fortsætte.

For de resterende 39 % var spørgsmålet ikke rele-

vant (fx fordi behandling jf. vilkår stadig pågik).

På afdelingerne tegnede der sig et billede af at

der i Aarhus var en større andel af patienterne, der

ønskede at fortsætte i behandlingen efter vilkår

ophør, hvor 25 % af patienterne ønskede at fort-

sætte mod 14 % i København og mindre end 3 % i

Middelfart (her tilbydes sædvanligvis ikke behand-

ling efter vilkårets ophør). Fordeling var signifikant

forskellig på tværs af grupperne.

risiko: Havde patienten ændret deres tænkning

om de pådømte handlinger (erkendelse af at have

begået kriminaliteten og indsigt i hvilke følger kri-

minaliteten havde haft for forurettede), fremtidige

risikosituationer (identifikation af risikosituation),

og egen risiko for igen at begå seksualkriminalitet

(erkendelse af at rumme farlige reaktionsmønstre)

og om patientens sociale forhold og psykiske til-

stand var ændret i løbet af behandlingsforløbet.

4.11.1 Ændring i tænkning om kriminalitet,

forurettede, risikosituationer, og recidivrisiko

I Tabel 37 fremgår behandlernes vurdering af,

hvorvidt der har fundet en sådan ændring sted hos

patienterne fra behandlingens start til behand-

lingens afslutning. Ændringen er beregnet ved at

tage et gennemsnit af behandlernes vurderinger,

hvor 1 indikerer, at patienten har opnået det an-

ført niveau (dvs. erkender at have begået krimi-

naliteten, formår at identificere potentielt farlige

4.11 Kvalitativ behandlings-

evaluering

Behandlerne blev også bedt om at deres kliniske/

subjektive vurdering af, hvorvidt der skete ændring

på forskellige områder hos patienten såsom tænk-

ning om indeks-kriminalitet og deres fremtidige

situationer i fremtiden, har opnået følelsesmæssig

kontakt med de pådømte handlinger, og erken-

der at rumme farlige reaktionsmønstre), mens en

score på 2 indikerede at det ønskede niveau ikke

var opnået.

Samlet set pegede behandlernes vurdering på,

Tabel 36. Andel, der ønskede at fortsætte behandling efter vilkårsophør fordelt på behandlingssteder (N = 119)

Alle

(N = 119)

Ønsker at fortsætte behandling

Nej

Ikke relevant

Uoplyst

Middelfart

(N = 40)

København

(N = 43)

Aarhus

(N = 36)

14,3

45,4

38,7

14,0

62,8

23,3

25,0

27,8

47,2

P-værdi

0,005

42,5

47,5

Tabel 37. Vurdering af patienternes tænkning om kriminalitet, forurettede, risikosituationer og recidivrisiko

Alle

(N = 119)

Område i patientens tænkning

Erkendelse af at have begået de pådømte handlinger

Identifikation af potentielt farlige situationer i fremtiden

Følelsesmæssig kontakt med de pådømte handlinger

Erkendelse af at rumme farlige reaktionsmønstre

Middelfart

(N = 40)

Gns. (SD)

1,3 (0,4)

1,5 (0,4)

1,7 (0,3)

1,6 (0,4)

København

(N = 43)

Gns. (SD)

1,3 (0,4)

1,7 (0,4)

Aarhus

(N = 36)

Gns. (SD)

1,3 (0,4)

1,7 (0,4)

1,8 (0,3)

Gns. (SD)

1,3 (0,4)

1,6 (0,4)

1,7 (0,4)

a) 1 indikerede, at patienten har opnået det anførte niveau (fx erkender at have begået den pådømte kriminalitet), mens en score på 2 indikerede, at det

ønskede niveau ikke var opnået

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

at patienterne generelt erkendte at have begået

de pådømte handlinger (gns=1,3), mens det øn-

skede niveau ikke helt var opnået i samme grad,

hvad angik at kunne identificere potentielt farlige

situationer i fremtiden (potentielle risikosituatio-

ner) (gns=1,6), at have opnået følelsesmæssig

kontakt med de pådømte handlinger (offerempati)

(gns=1,7), og indsigt i at have en potentiel risiko for

igen at begå seksualkriminalitet (gns=1,7).

Der viste sig et tilsvarende mønster lokalt, dog

med en tendens til at de behandlede i Middelfart

var vurderet at have opnået det anførte niveau i

lidt højere grad end i København og Aarhus.

opgjort den seneste vurdering af patientens so-

ciale forhold. Som anført i Tabel 38 var der for

størstedelen ikke sket en større ændring af de so-

ciale forhold. Forskellen på tværs af behandlings-

stederne var ikke signifikant (p=0,93).

4.11.3 Ændring af psykiske tilstand i behand-

lingsforløb

Behandlerne blev slutteligt bedt om at vurdere

patientens psykiske tilstand, herunder hvordan

indsigt og forståelse af egne problemer skønnes

at være. Størstedelen var ved den sidste vurdering

vurderet med enten forbedret eller uændret psy-

kisk tilstand (p=0,099) (Tabel 39).

4.11.2 Ændring af sociale forhold i behand-

lingsforløbet

Behandlerne blev også bedt om at vurdere æn-

dring af patientens sociale forhold. Nedenfor er

Tabel 38. Ændring af sociale forhold som målt ved sidste status

Alle

(N = 119)

1. Forbedret

2. Uændret

3. Forværret

9. Uoplyst

Middelfart

(N = 40)

København

(N = 43)

Aarhus

(N = 36)

34,5

58,8

5,0

35,0

55,0

30,2

65,1

38,9

55,6

Tabel 39. Patientens psykiske tilstand ved sidste måling

Alle

(N = 119)

1. Forbedret

2. Uændret

3. Forværret

9. Uoplyst

Middelfart

(N = 40)

København

(N = 43)

Aarhus

(N = 36)

45,4

48,7

4,2

45,0

47,5

41,9

58,1

50,0

38,9

11,1

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 5

Den kriminalpræventive effekt

af behandlingsordningen og psykiatrisk/

sexologisk behandling

Det primære formål med Delrapport 3 var at be-

lyse den kriminalpræventive effekt af behandlings-

ordningen i sin helhed og specifikt af den psykiatri-

skesexologiske behandling, der tilbydes seksualkri-

minelle i regi af behandlingsordningen.

For at belyse den kriminalpræventive effekt af

behandlingsordningen som helhed blev det kri-

minelle recidiv for hhv. hele case-populationen

og deres matchede kontroller sammenlignet i

nærværende kapitel. Evaluering af effekt af den

psykiatriske-sexologiske behandling, der tilbydes

i behandlingsordningen, blev belyst ved at sam-

menligne recidivet for dels den behandlede del af

case-populationen vs. deres matchede kontroller

samt behandlingshenviste case-personer vs. ikke-

behandlingshenviste/ubehandlede case-personer.

Afslutningsvis i kapitlet belyses recidivet for for-

skellige typer af subgrupper, fx recidiv for personer

visiteret i den ambulante behandlingsordning vs.

personer visiteret i visitationsordningen, dømte

med pædofili vs. dømte uden pædofili.

Kontrolgruppen bestod, som tidligere anført, af

personer, som ikke havde indgået i behandlings-

ordningen og som var dømt for at begå seksu-

alkriminalitet mellem 1985 og 1996, dvs. inden

behandlingsordningens etableringen i 1997. Case-

population og kontroller var matchet på køn, fød-

selsår (aldersgrupper: 15-24 år, 25-34 år, 35-44 år,

45-54 år og 55+ år), indeks-seksualkriminalitet

(inddeling med 8 kategorier; hoved eller biforhold),

og kriminel afgørelse (indeks).

5.1.1 Sociodemografi for case-populationen

vs. deres matchede kontroller

Jf. Tabel 40 var grupperne sammenlignelig, hvad

angik civilstand. Derimod var der en signifikant

højere andel med dansk herkomst og personer fra

region Hovedstaden blandt matchede kontroller

sammenlignet med case-populationen. Desuden

var der en signifikant forskel i uddannelsesni-

veauet, hvor der var flere i case-populationen med

højere uddannelsesniveau.

5.1.2 Aktuel og tidligere kriminalitet

Som ventet var fordelingen af indeks-kriminalitet

identisk for grupperne, jf. matchning på indeks-

5.1 Den kriminalpræventive effekt

af behandlingsordningen som

helhed

Af de følgende afsnit fremgår en deskriptiv be-

skrivelse af case-populationen og deres matchede

kontroller efterfulgt af en sammenligning af grup-

pernes kriminelle recidiv i den 10 år lange fol-

lowup.

Som tidligere nævnt udgjorde case-populationen

580 unikke personer visiteret i behandlingsordnin-

gen i perioden 2006-2009. Det var imidlertid kun

muligt at identificere matchede kontrolpersoner

for 541 af de 580 visiterede case-personer, hvorfor

der indgik 541 visiterede i de komparative analyser

af case-population og matchede kontroller.

kriminalitet. For de 541 case-personer og deres

kontroller bestod indeks-kriminalitet derfor også i

overvejende grad i børnerelateret seksualkriminali-

tet, som det også fremgår af Tabel 41.

Der var ingen signifikant forskel på forekomsten af

tidligere kriminalitet i de sidste 5 år op til indeks-

afgørelsesdato for grupperne (Tabel 42). Således

var 46 % af case-populationen dømt for at have

begået en eller anden form for lovovertrædelse

(seksualkriminalitet og anden kriminalitet) mod

47 % af kontrolgruppen (p>0,05), mens 14 % af

case-populationen og 13 % havde begået seksual-

kriminalitet i 5 år op til indeksafgørelsen (p>0,05).

For en mere fyldestgørende beskrivelse af case-

populationen henvises til beskrivelsen i kapitel 4 i

herværende rapport.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 40. Sociodemografi for case-population visiteret i behandlingsordningen 2006-09 og kontroller

Case-

population

(N = 541)

År

Gennemsnitsalder

39,5

12,8

Kontroller

(N = 541)

År

39,3

12,8

P-værdi

Match

Civilstand

Enlig

Hjemmeboende under 18 år

Samboende/-levende eller ægteskab

Herkomst

Vestlig herkomst

Ikke vestlige indvandrere eller efterkommere

Region

Hovedstaden

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

Syddanmark

Uddannelse

Grundskolen/gymnasial uddannelse

Faglært uddannelse

Videregående uddannelse

Ukendt

305

160

120

116

168

468

366

132

0,2257

67,7

7,9

24,4

358

151

66,2

5,9

27,9

0,0001

86,5

13,5

487

90,0

6,5

0,0015

22,2

21,4

10,5

14,8

31,1

178

135

32,9

17,6

11,3

13,3

25,0

0,0362

56,4

29,6

6,8

7,2

335

125

61,9

23,1

5,4

9,6

1) Uddannelse referer til det højest opnåede uddannelsesniveau på tidspunktet for året for indeksafgørelse.

Tabel 41. Indeks-seksualkriminalitet for case-population og kontroller

Case-population

(N = 541)

Kategori

Benævnelse

Voldtægt m.v.

Incest

Samleje < 12 år

Samleje 12-15 år

Samleje adoptivbarn, stedbarn mv.

Samleje, institution mv.

Blufærdighedskrænkelse

Pornografiske billeder af børn

Uden for kategori

138

136

25,5

7,2

25,1

17,9

3,7

3,9

11,6

4,8

138

136

Kontroller

(N = 541)

25,5

7,2

25,1

17,9

3,7

3,9

11,6

4,8

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Der var ingen signifikant forskel på forekomsten af

tidligere kriminalitet i de sidste 5 år op til indeks-

afgørelsesdato for grupperne (Tabel 42). Således

var 46 % af case-populationen dømt for at have

begået en eller anden form for lovovertrædelse

(seksualkriminalitet og anden kriminalitet) mod

47 % af kontrolgruppen (p>0,05), mens 14 % af

case-populationen og 13 % havde begået seksual-

kriminalitet i 5 år op til indeksafgørelsen (p>0,05).

For en mere fyldestgørende beskrivelse af case-

populationen henvises til beskrivelsen i kapitel 4 i

herværende rapport.

5.1.3 Facetter af kriminelt recidiv

5.1.3.1 Absolut og relativ risiko for seksualkrimina-

litet, grov seksualkriminalitet, ikke-seksualiseret

vold og generel kriminalitet

Der blev gennemført analyse af forekomsten

af fornyet kriminalitet i løbet af den 10 år lange

followup-periode, både hvad angik absolut (reci-

divrater, dvs. hvor stor en andel af den samlede

kohorte recidiverer) og relativ/forholdsmæssige

risiko for recidiv (hazard ratio, korrigeret for tid-

ligere kriminalitet begået i 5 år forud for indeks)

(Tabel 43).

Tabel 42. Tidligere seksualkriminalitet for case-population og kontroller i 5-årigt tidsvindue forud for

indeksafgørelse

Case-population

(N = 541)

Kontroller

(N = 541)

Seksualkriminalitet

Generel kriminalitet

246

13,7

45,5

255

12,8

47,1

P-værdi

0,6536

0,5832

Tabel 43. Facetter af fornyet kriminalitet i løbet af en 10-års followup i case-population og matchede kontroller

Relativ recidivrisiko for

case-population i forhold

til kontroller

Absolut recidivrisiko

Case-

population

(N = 541)

% (N)

Kontroller

(N = 541)

% (N)

Facet af kriminelt recidiv

Seksualkriminalitet

Grov seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet mod børn under 15

Grov seksualkriminalitet mod børn

Kriminalitet i øvrigt

Generel kriminalitet

Ikke-seksualiseret vold

P-værdi

Adjusted (a)

HR (95 % KI)

12,0 (65)

5,0 (27)

5,2 (28)

3,3 (18)

15,9 (86)

8,5 (46)

5,0 (27)

4,1 (22)

0,0600

0,0200

0,8900

0,5200

aHR =

0,70

(0,50-0,96)*

aHR =

0,56

(0,35-0,90)*

aHR = 1,02 (0,60-1,74)

aHR = 0,80 (0,43-1,50)

41,4 (224)

12,4 (67)

52,5 (284)

17,4 (94)

0,0003

0,0200

aHR =

0,72

(0,61-0,86)***

aHR =

0,71

(0,52-0,98)*

ns) non-signifikant, p

≥

0.05; *) p < 0.05; **) p < 0.01; ***) p < 0.001

a) Personer fra case-populationen blev sammenlignet med kontroller matchet på køn, fødselsår (aldersgrupper: 15-24 år, 25-34 år, 35-44 år, 45-54 år og 55+ år),

indeks-seksualkriminalitet (inddeling med 8 kategorier; hoved eller bi-forhold), og kriminel afgørelse (indeks)

b) Parvise chi-square sammenligninger af kriminelt recidiv: Case-population vs. matchede kontroller

c) aHR, adjusted hazard ratio; beregnet vha. Cox proportional hazard regression modeling. Der er kontrolleret for tidligere seksualkriminalitet (model for seksualkri-

minalitet), kriminalitet (model for kriminalitet, alle typer), eller ikke-seksualiseret vold (model for ikke-seksualiseret vold). aHR > 1 indikerer højere recidiv blandt

case-personer end kontroller, mens aHR < 1 indikerer lavere recidivrater blandt case-personer. 95 % KI, 95 % konfidensinterval

d) Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

e) Grov seksualkriminalitet refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn eller voksen, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/ulovlig tvang

f) Seksualkriminalitet mod børn under 15 år referer til alle typer af seksualkriminalitet mod barn under 15 år (inkl. §235)

g) Grov seksualkriminalitet mod børn refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/ulovlig tvang

h) Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i øvrigt

i) Ikke-seksualiseret vold referer til ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusive brandstiftelse og røveri)

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

I sammenligningen af case-population og deres

matchede kontroller havde case-populationen

20-44 % lavere risiko for de recidiv outcomes, der

vedrørte seksualkriminalitet, dog fraset seksuelle

overgreb på børn under 15 år, hvor case-populati-

on havde en marginal højere recidivrate (p>0,05).

Ved korrektion for tidligere ligeartet kriminalitet

var den relative recidivrisiko signifikant lavere for

case-populationen for seksualkriminalitet og grov

seksualkriminalitet. Derimod var der fortsat ikke

signifikant forskel på risikoen for at begå børne-

relateret seksualkriminalitet.

Case-populationen havde også signifikant lavere

absolut og relativ recidivrisiko til både generel kri-

minalitet og ikke-seksualiseret vold end matchede

kontroller.

§ 235) (1,3 % vs. <1 %) i followup-perioden, dog

uden at forskellen var statistisk signifikant.

Der var heller ikke forskel på fordeling af genta-

get recidiv til ikke-seksualiseret vold blandt case-

personer og kontroller (5 % vs. 6,8 %). Derimod

var der en signifikant højere forekomst af gentaget

recidiv til generel kriminalitet blandt kontroller

sammenlignet med case-population (36 % vs. 24

%, p<0,0001).

5.1.3.2 Frekvensen af kriminelt recidiv

Som anført i Tabel 44 var der en marginalt højere

andelen med gentaget recidiv (2+ afgørelser) til

seksualkriminalitet blandt kontrollerne (3,7 % vs.

3,1 %) og en marginalt højere andel med genta-

get recidiv til seksualkriminalitet mod børn (inkl.

5.1.3.3 Hastigheden af kriminelt recidiv

Som illustreret i Figur 3 fandt ca. halvdelen af det

kriminelle recidiv sted for case-populationen in-

denfor de første ca. 4 år af followup-perioden.

Kaplan-Meier overlevelseskurver indikerede også,

at hastigheden af recidiv til seksualkriminalitet var

proportional over tid for grupperne. Jævnfør oven-

stående viste Cox regressionsanalyse en signifikant

HR på 0,7. Det betyder, at på et hvilket som helst

tidspunkt i forløbet havde case-populationen 30 %

lavere recidivrisiko end kontrollerne. Men der sy-

nes ikke at være evidens for, at indgang i behand-

lingsordningen i sig selv udsatte tidspunktet for

Tabel 44. Forekomsten af gentaget recidiv til kriminalitet blandt case-population og deres matchede kontroller

Case-population

(N = 541)

Kontroller

(N = 541)

Seksualkriminalitet

Ikke recidiv

1 gang recidiv

2+ gange recidiv

Seksualkriminalitet mod børn under 15 år

Ikke recidiv

1 gang recidiv

2+ gange recidiv

Generel kriminalitet

Ikke recidiv

1 gang recidiv

2+ gange recidiv

Ikke-seksualiseret vold

Ikke recidiv

1 gang recidiv

2+ gange recidiv

474

317

130

513

476

P-værdi

8,9

3,1

455

84,1

12,2

3,7

0,1687

94,8

3,9

1,3

514

95,0

4,6

0,2094

58,6

17,4

24,0

257

196

47,5

16,3

36,2

0,0000

87,6

7,4

5,0

447

82,6

10,5

6,8

0,0695

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

recidiv til seksualkriminalitet. Forskellen på recidi-

vet i de to grupper er væsentlig større, hvad angår

recidivet til generel kriminalitet (Figur 4).

var der en signifikant forskellige regional fordeling

i grupper med højere forekomst af personer fra re-

gion Syddanmark blandt de behandlede, mens der

blandt kontrollerne var en overvægt af personer

fra region Hovedstaden.

5.2 Effekt af psykiatrisk/sexologisk

behandling – sammenligning af be-

handlede med kontroller

For at belyse den kriminalpræventive effekt af

psykiatrisk/sexologisk behandling er forekomsten

af recidiv sammenlignet for (i) de case-personer,

der havde modtaget psykiatrisk/sexologisk be-

handling i minimum 4 måneder (N = 109) og deres

matchede kontroller (N = 109) (kapitel 5.2) og (ii)

for behandlingshenviste (N = 210) og ikke-henviste

(N = 370) case-personer (kapitel 5.3).

5.2.2 Aktuel og tidligere kriminalitet

Ligesom det var tilfældet for den samlede case-

population, bestod gruppen af behandlede og kon-

troller, der indgik i analysen af behandlingseffekt,

primært af personer dømt for at begå en eller an-

den form for seksualkriminalitet mod børn (Tabel

46).

Hvad angik tidligere kriminalitet (de sidste 5 år

forud for indeks) var der en signifikant højere fore-

komst af generel kriminalitet blandt kontrollerne

(p<0,001). Der var ingen forskel på forekomsten af

tidligere seksualkriminalitet (Tabel 47).

5.2.1 Sociodemografi

I sammenligning af behandlede og deres matche-

de kontroller blev 109 af de 119 behandlede, som

der kunne identificeres matchet kontrol for, inklu-

deret i analysen (sv.t. 19 % af case-populationen).

Som det fremgår af Tabel 45, var grupperne sam-

menlignelige, hvad alder (match kriterium), ci-

vilstand, herkomst, og uddannelsesniveau, men

adskilte sig med hensyn til geografisk placering

(region) på tidspunktet for indeksdom. Derimod

5.2.3 Facetter af kriminelt recidiv

5.2.3.1 Absolut og relativ risiko for seksualkrimina-

litet, grov seksualkriminalitet, ikke-seksualiseret

vold og generel kriminalitet

De behandlede havde, jf. Tabel 48, mellem 20-44

% lavere risiko for at begå seksualkriminalitet i lø-

bet af followup-perioden end kontrolgruppen, dog

havde de behandlede højere risiko for at begå grov

seksualkriminalitet (inkl. § 235). Ingen af disse

Figur 3. Kaplan-Meier overlevelseskurver for sek-

sualkriminalitet for case-population og kontroller

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

Case – alle henviste (n = 541)

Kontrol

Figur 4. Kaplan-Meier overlevelseskurver for generel

kriminalitet for case-population og kontroller

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

Kontrol

0,3

0,2

0,1

0,0

Case – alle henviste (n = 541)

50-percentil case-population

År efter indeks dom

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 45. Sociodemografi for case-population med 4+ måneders behandling og kontroller

Behandlede

(N = 109)

År

Gennemsnitsalder

39,4

11,1

Kontroller

(N = 109)

År

39,2

11,2

P-værdi

Match

Civilstand

Enlig

Hjemmeboende under 18 år

Samboende/-levende eller ægteskab

Herkomst

Vestlig herkomst

Ikke vestlige indvandrere eller efterkommere

Region

Hovedstaden

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

Syddanmark

Uddannelse

Grundskolen/gymnasial uddannelse

Faglært uddannelse

Videregående uddannelse

Ukendt

103

70,6

8,3

21,1

67,9

5,5

26,6

0,5087

94,5

5,5

103

94,5

5,5

1,0000

0,0415

25,7

23,9

8,3

11,0

31,2

42,2

12,8

11,9

8,3

24,8

0,0519

51,4

35,8

6,4

67,9

22,0

2,8

7,3

a) Uddannelse referer til det højest opnåede uddannelsesniveau på tidspunktet for året for indeksafgørelse

Tabel 46. Indeks-seksualkriminalitet for behandlet case-population og kontroller

Behandlede

(N = 109)

Kategori

Benævnelse

Voldtægt m.v.

Incest

Samleje med barn under 12 år

Samleje med barn 12-15 år

Samleje adoptivbarn, stedbarn mv.

Samleje, institution mv.

Blufærdighedskrænkelse

Pornografiske billeder af børn

16,5

9,2

28,4

24,8

10,1

5,5

Kontroller

(N = 109)

16,5

9,2

28,4

24,8

10,1

5,5

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 47. Tidligere kriminalitet for behandlede med minimum 4 måneders psykiatrisk/sexologisk behandling

og matchede kontroller

Behandlede

(N = 109)

Tidligere kriminalitet (5 år før indeks)

Tidligere seksualkriminalitet

Tidligere generel kriminalitet

Kontroller

(N = 109)

12,8

33,9

11,9

57,8

P-værdi

0,8371

0,0004

Tabel 48. Facetter af fornyet kriminalitet i løbet af en 10-års followup blandt case-personer med minimum 4

måneders behandling og matchede kontroller

Relativ recidivrisiko for

case-population i forhold

til kontroller

Adjusted (a)

HR (95 % KI)

Absolut recidivrisiko

Behandlede

(N = 109)

% (N)

Kontroller

(N = 109)

% (N)

Facet af kriminelt recidiv

Seksualkriminalitet

Grov seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet mod børn under 15

Grov seksualkriminalitet mod børn

Kriminalitet i øvrigt

Generel kriminalitet

Ikke-seksualiseret vold

P-værdi

14,7 (16)

8,3 (9)

6,4 (7)

5,5 (6)

18,3 (20)

5,5 (6)

10,1 (11)

5,5 (6)

0,4700

0,4232

0,3250

1,0000

aHR = 0,78 (0,40-1,51)

aHR = 1,54 (0,55-4,31)

aHR = 0,62 (0,24-1,59)

aHR = 1,00 (0,32-3,12)

35,8 (39)

5,5 (6)

53,2 (58)

17,4 (19)

0,0096

0,0057

aHR = 0,75 (0,50-1,14)

aHR = 0,45 (0,18-0,14)

ns) non-signifikant, p

≥

0.05

a) Personer fra case-populationen blev sammenlignet med kontroller matchet på køn, fødselsår (aldersgrupper: 15-24 år, 25-34 år, 35-44 år, 45-54 år og 55+ år),

indeks-seksualkriminalitet (inddeling med 8 kategorier; hoved eller bi-forhold), og kriminel afgørelse (indeks)

b) Parvise chi-square sammenligninger af kriminelt recidiv: Behandlede case-personer vs. matchede kontroller

c) aHR, adjusted hazard ratio; beregnet vha. Cox proportional hazard regression modeling. Der er kontrolleret for tidligere seksualkriminalitet (5 år forud for indeks-

afgørelsestidspunktet). aHR > 1 indikerer højere recidiv blandt behandlede end kontroller, mens aHR < 1 indikerer lavere recidivrater blandt behandlede. 95 % KI,

95 % konfidensinterval

d) Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

e) Grov seksualkriminalitet refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn eller voksen, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/ulovlig

tvang

f) Seksualkriminalitet mod børn under 15 år referer til alle typer af seksualkriminalitet mod barn under 15 år (inkl. §235)

g) Grov seksualkriminalitet mod børn refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn under 15 år, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trus-

ler/ulovlig tvang

h) Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i

øvrigt

i) Ikke-seksualiseret vold referer til ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusive brandstiftelse og røveri)

gruppeforskelle var signifikante, heller ikke når der

blev korrigeret for tidligere kriminalitet (5 år forud

for indeksafgørelsen).

Derimod var den lavere forekomst af generel kri-

minalitet statistisk signifikant lavere for behand-

lede, hvad angik deres absolutte risiko for krimina-

litet (36 % vs. 53 %) og ikke-seksualiseret vold (6

% vs. 17 %). Forskellen var dog ikke signifikant, når

der blev korrigeret for tidligere kriminalitet (5 år

forud for indeksafgørelsen).

5.2.3.2 Kriminelt recidiv for kort- og langtidsbe-

handlede

Vi testede også en hypotese om, at der ville være

en større kriminalpræventiv effekt af længereva-

rende behandlingsforløb.

Ved evaluering af behandlingseffekt for personer

med psykiatrisk/sexologisk behandlingsforløb af

minimum 18 måneders varighed, viste analysen,

at den relative risiko på tværs af de forskellige

typer af recidiv til seksualkriminalitet var reduce-

ret med 23 %-71 % for behandlede med mindst

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

18 måneders behandlingsforløb mod 20 %-44 %

reduktion for hele gruppen af behandlede (Tabel

49). Behandlede havde dog 38 % højere risiko for

at begå seksualkriminalitet mod børn under 15 år.

Ingen af de fundne gruppeforskellene var signifi-

kante, ej heller når der blev korrigeret for tidligere

kriminalitet (5 år bagud i tid).

En analyse af relativ risiko for at begå fornyet

seksualkriminalitet i followup for personer med

henholdsvis 4-17 og 18+ måneders behandling vi-

ste, at der var 22 % af de kortidsbehandlede mod

12 % af de langtidsbehandlede, der igen begik

seksualkriminalitet (p<0,05). Recidivet til seksu-

alkriminalitet mod børn under 15 år var 9 % for

kortidsbehandlede og 8 % for langtidsbehandlede.

Endelig begik 9 % af de kortidsbehandlede grov

seksualkriminalitet mod børn under 15 år mod 5 %

af de langtidsbehandlede (p<0,05).

En analyse af gruppernes relative risiko med kor-

rektion for behandlingsmotivation, socialbelastning

Tabel 49. Facetter af fornyet kriminalitet i løbet af en 10-års followup blandt case-personer med minimum 18

måneders behandling og matchede kontroller

Relativ recidivrisiko for

case-population i forhold

til kontroller

Adjusted (a)

HR (95 % KI)

Absolut recidivrisiko

Behandlede

(N = 84)

% (N)

Kontroller

(N = 84)

% (N)

Facet af kriminelt recidiv

Seksualkriminalitet

Grov seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet mod børn under 15

Grov seksualkriminalitet mod børn

ns) non-signifikant, p

≥

0.05

P-værdi

11,9 (10)

4,8 (4)

8,3 (7)

4,8 (4)

20,2 (17)

10,7 (9)

6,0 (5)

0,1414

0,1488

0,5482

0,7319

aHR = 0,53 (0,53-0,24)

HR = 0,39 (0,12-1,27)

aHR = 1,38 (0,44-4,34)

aHR = 0,77 (0,21-2,87)

a) Personer fra case-populationen blev sammenlignet med kontroller matchet på køn, fødselsår (aldersgrupper: 15-24 år, 25-34 år, 35-44 år, 45-54 år og 55+ år),

indeks-seksualkriminalitet (inddeling med 8 kategorier; hoved eller bi-forhold), og kriminel afgørelse (indeks)

b) Parvise chi-square sammenligninger af kriminelt recidiv: Behandlede case-personer vs. matchede kontroller

c) aHR, adjusted hazard ratio; beregnet vha. Cox proportional hazard regression modeling. Der er kontrolleret for tidligere seksualkriminalitet (5 år forud for indeks-

afgørelsestidspunktet). aHR > 1 indikerer højere recidiv blandt behandlede end kontroller, mens aHR < 1 indikerer lavere recidivrater blandt behandlede. 95 % KI,

95 % konfidensinterval

d) Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

e) Grov seksualkriminalitet refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn eller voksen, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/ulovlig tvang

f) Seksualkriminalitet mod børn under 15 referer til alle typer af seksualkriminalitet mod barn under 15 år (inkl. §235)

g) Grov seksualkriminalitet mod børn refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn under 15 år, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trus-

ler/ulovlig tvang

Tabel 50. Relativ risiko for fornyet seksualkriminalitet i løbet af en 10-års followup blandt case-personer med

henholdsvis 4-17 og minimum 18 måneders behandlingsforløb

Relativ recidivrisiko for

kort vs. lang behandling

(N = 119)

Seksualkriminalitet

Behandlingstid

4-17 måneder

18+ måneder

*) p < 0.05

a) aHR, adjusted hazard ratio; beregnet vha. Cox proportional hazard regression modeling. Der er kontrolleret for behandlingsmotivation, graden af social belast-

ning, specialistscore, misbrugsdiagnose, og alder

aHR > 1 indikerer højere recidiv blandt personer behandlet i 18+ måneder end personer behandlet i kortere tid

Adjusted (a)

HR (95 % KI)

Ref

aHR =

0,29

(0,10-0,86)*

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

(+2 områder), specialistscore, misbrugsdiagnose,

og alder, viste, at personer, der havde modtaget

langvarig behandling (18+ måneder), havde 71 %

lavere recidivrisiko (p<0,05) (Tabel 50).

komsten af tidligere seksualkriminalitet (ja/nej) og

arten af recidivkriminalitet (mild, mellem, grov og

intet recidiv) for de respektive grupper anført.

Af beskrivelsen i Figur 5 fremgår, at størstedelen

5.2.3.3 Kriminelt recidiv for forskellige interven-

tionsformer

Der blev gennemført analyse af, hvorvidt nogle

af de anvendte non-farmakologiske behandlings-

metoder og farmakologisk behandling havde den

ønskede effekt på recidivrisiko. I alle analyser af

relativ risiko blev der kontrolleret for behandlings-

motivation, graden af social belastning (2+ områ-

der), specialistscore, og misbrugsdiagnose.

En analyse af effekten af de forskellige terapeuti-

ske retninger viste, at der ingen signifikant forskel

var på den relative risiko for personer, der havde

modtaget hhv. ingen psykoterapi (ref), kognitiv

terapi (aHR=1,77; 95 %KI: 0,27-11,60, p=0,55) og

kombineret kognitiv og psykodynamisk terapi

(aHR=0,92; 95 %KI: 0,16-5,28, p=0,92).

Der blev også gennemført analyse af effekten af

gruppeterapi (10+ sessioner) (ref) vs. ingen grup-

peterapi (aHR=0,93; 95 %KI: 0,22-3,87, p=0,92), der

viste, at der ikke var signifikant forskel på fore-

komsten af seksualkriminalitet i followup for de to

grupper.

af de behandlede (82 %) og deres kontroller (80

%) ved indeks havde begået grov seksualkrimina-

litet. En lidt større andel af de behandlede havde

tidligere begået kriminalitet sammenlignet med

kontrollerne (11 % vs. 8 %). Blandt de behandlede

fortsatte 6 % med at begå grov seksualkriminali-

tet, mens det var tilfældet for 13 % af kontrollerne.

Der var ikke recidiv blandt 90 % af de behandlede

og 84 % af kontrollerne, der ved indeks havde be-

gået grov seksualkriminalitet.

I alt havde 13 % af de behandlede og 15 % af

kontrollerne ved indeks begået seksualkriminalitet

tilhørende kategorien

mellem.

Heraf havde hhv. 21

% og 25 % tidligere begået seksualkriminalitet. I

followup begik ganske få i mellemkategorien (<3)

grov kriminalitet, mens 21 % af de behandlede

og 25 % af kontrollerne fortsatte med ligeartet

kriminalitet. Ingen i denne gruppe begik mild kri-

minalitet i followup. Der var ikke recidiv blandt 64

% af de behandlede og 69 % af kontrollerne, der

ved indeks havde begået seksualkriminalitet i mel-

lemkategorien.

I mild kategorien var 6 % af de behandlede/kon-

Endelig viste analysen af effekten af medicinsk

behandling (ref) vs. ingen medicinsk behandling

(aHR=0,93; 95 %KI: 0,31-2,79, p=0,90) viste, at der

ikke var signifikant forskel på gruppernes recidiv-

rate.

trollerne. Af disse havde mindre end 3 tidligere

begået seksualkriminalitet. Ingen i

mild-kategorien

begik grov kriminalitet i followup og under 3 per-

soner i begge grupper eskalerede til seksualkrimi-

nalitet i mellem-kategorien. Under 3 personer af

de behandlede begik kriminalitet i mild kategorien

i followup. I alt 67 % af de behandlede og 83 % af

kontrollerne i mild kategorien begik ikke fornyet

kriminalitet i followup.

5.2.3.4 Grovheden af kriminelt recidiv

I forsøget på at belyse, om behandlingen mindske-

de grovheden af kriminelt recidiv, blev behandlede

og deres matchede kontroller inddelt i tre grupper

afhængig af, om karakteren af indeks-kriminalitet

kunne kategoriseres som hhv. mild (seksualiseret

billedmateriale af børn), mellem (samleje 15+,

blufærdighedskrænkelse), eller grov (voldtægt/

tvang mod voksne [15+ år] og seksuelle overgreb

på børn/unge [<15 år], incest børn/unge) i henhold

til de 1-8 kategorier i (Tabel 3). Dernæst blev fore-

5.2.3.5 Frekvensen af kriminelt recidiv

Som det fremgår af Tabel 51, havde de behand-

lede marginalt flere med gentaget recidiv til sek-

sualkriminalitet, men der var dog ikke tale om en

statistisk signifikant forskel. Derimod var grupper-

nes fordelingen signifikant forskellig, hvad angik

generel kriminalitet og Ikke-seksualiseret vold.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tidligere dømt for seksualforbrydelse

Indeks seksualforbrydelse

Groveste seksualforbrydelse 10 års periode efter indeks

Case

Kontrol

n = 5 (5,6 %)

n = 11 (12,6 %)

Grov

Status quo

Case

Kontrol

n = 7 (8,0 %)

n = 10 (11,2 %)

n = 4 (4,5 %)

Kontrol

n = 89

Tidligere

seksualforbrydelse

Grov

Kategori 1-5

Voldtægt +15 år

Sex med børn u. 15 år

n = 3 (3,4 %)

Case

Kontrol

Mellem

Nedskalere

n = 87

Case

Kontrol

n = 0 (0 %)

Figur 5. Udviklingen i seksualkriminalitet over tid for behandlede og kontroller

n = 0 (0 %)

Mild

Case

Kontrol

n = 80 (89,9) %)

n = 73 (83,9 %)

Ikke recidiv

Stopper

Case

Kontrol

n = <3

Grov

Opskalere

Case

Kontrol

n = 4 (25,0 %)

n = 3 (21,4 %)

Tidligere

seksualforbrydelse

Mellem

Kategori 6-7

Samleje + 15 år

Blufærdighedskrænkelse

Kontrol

Case

Kontrol

n = 14

n = 16

Case

Kontrol

n = 4 (25,0 %)

Mellem

Status quo

n = 0 (0 %)

Mild

Nedskalere

Case

Kontrol

n = 9 (64,3 %)

n = 11 (68,8 %)

Ikke recidiv

Stopper

Case

Kontrol

n = 0 (0 %)

Grov

Opskalere

Case

Kontrol

n = <3

Tidligere

seksualforbrydelse

Mild

Kategori 8

§235 Børneporno

Kontrol

Case

Kontrol

n=6

Case

Kontrol

n = <3

Mellem

Opskalere

n = <3

n = 0 (0 %)

Mild

Status quo

Case

Kontrol

n = 4 (66,7 %)

n = 5 (83,3 %)

Ikke recidiv

Stopper

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 51. Facetter af kriminalitet blandt behandlede og deres matchede kontroller

Behandlede

(N = 109)

Kontroller

(N = 109)

Seksualkriminalitet

Ikke recidiv

1 gang recidiv

2+ gange recidiv

Seksualkriminalitet mod barn under 15 år

Ikke recidiv

1 gang recidiv

2+ gange recidiv

Generel kriminalitet

Ikke recidiv

1 gang recidiv

2+ gange recidiv

Ikke-seksualiseret vold

Ikke recidiv

1 gang recidiv

2+ gange recidiv

P-værdi*

85,3

7,3

81,7

12,8

5,5

0,3660

0,2182

100

91,7

5,5

2,8

103

94,5

5,5

0,0

0,0003

64,2

19,3

16,5

46,8

11,9

41,3

0,0195

103

94,5

2,8

82,6

11,0

6,4

p < 0.05; **p < 0.01; ***p < 0.001.

Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet mod børn under 15 år referer til alle typer af seksualkriminalitet mod barn under 15 år (inkl. §235)

Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i øvrigt

Ikke-seksualiseret vold referer til ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusive brandstiftelse og røveri)

Figur 6. Kaplan-Meier overlevelseskurver for seksual-

kriminalitet for behandlede (4+ mdr.) og kontroller

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

Case

Kontrol

Figur 7. Kaplan-Meier overlevelseskurver for generel

kriminalitet for behandlede (4+ mdr.) og kontroller

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

Kontrol

0,3

0,2

0,1

0,0

Case

50-percentil case-population

År efter indeks dom

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

5.2.3.6 Hastigheden af kriminelt recidiv

Som illustreret i Figur 6 fandt ca. halvdelen af det

kriminelle recidiv sted for case-populationen in-

denfor de første ca. 2,5 år af followup-perioden.

Jf. at der ikke var signifikant forskel på gruppernes

relative risiko, var der heller ikke grundlag for at

konkludere, hvorvidt behandling influerede hastig-

heden af recidivet. Der er således ikke på grundlag

af disse resultater indikation for at konkludere, at

psykiatrisk/sexologisk behandling udsatte tids-

punktet for recidiv til seksualkriminalitet i followup.

Også her var recidivet til generel kriminalitet væ-

sentligt større for kontrollerne.

5.3.2 Specialistscores som prædiktor for

kriminelt recidiv

I kapitel 4 blev det beskrevet, hvorledes de per-

soner, der blev henvist til behandling, på centrale

områder adskilte sig fra gruppen bestående af

ikke-henviste. Det var med andre ord en anden

gruppe, der blev indstillet til et behandlingsforløb.

Det var personer, der i højere grad var speciali-

ster i seksualkriminalitet, mens de ikke-henviste

i højere grad var generalister (begik mere ikke-

seksualiseret kriminalitet end seksualkriminalitet).

Det var plausibelt, at disse a priori forskelle mel-

lem grupperne også ville afspejle sig i gruppernes

recidivrisiko, hvorfor det blev undersøgt, i hvilket

omfang specialistscoren kunne forudsige recidiv til

5.3 Effekt af psykiatrisk/sexologisk

behandling – sammenligning af

behandlede med ubehandlede case-

personer

Af de følgende afsnit fremgår en deskriptiv beskri-

velse af behandlingshenviste (N = 210) og ikke-

henviste (N = 370) case-personer efterfulgt af en

sammenligning af gruppernes kriminelle recidiv i

followup.

seksualkriminalitet.

En diagnostisk test (ROC-analyse) viste, at specia-

listscoren forudsagde risiko for at begå seksual-

kriminalitet med lav, tilnærmelsesvis moderat,

træfsikkerhed (prædiktiv validitet) (AUC=0,61 [95

%KI: 0,50-0,71]-0,66 [95 %KI: 0,53-0,79]). Derimod

fandtes moderat-høj prædiktiv validitet af specia-

listscoren i forhold til forudsigelse af seksualkrimi-

nalitet mod barn under 15 år (AUC=0,72 [95 %KI:

0,56-0,89]-0,75 [95 %KI: 0,59-0,90]).

5.3.1 Sociodemografi

Som allerede beskrevet i afsnittet om varigheden

og indhold af behandling under kapitel 4, var de

behandlingshenviste og ikke henviste i store træk

sammenlignelige på tværs af en række sociode-

mografiske og psykiatriske parametre.

5.3.3 Risikofaktorer for seksualkriminalitet

Der blev også foretaget analyse af betydningen af

potentielle risikofaktorer, hhv. specialistscore (0-12),

status som behandlingshenviste og ikke-henvist,

alder, og misbrugsdiagnose. Som det fremgår af

Tabel 52), var specialistscoren den eneste faktor,

Tabel 52. Multivariable Cox regressionsanalyse af risikofaktorer for seksualkriminalitet mod børn under 15

år blandt 580 case-personer fulgt i 10 år

a,b

Risikofaktorer

Specialistscore (0-12)

Behandlingshenvist vs. ikke-henvist

Alder

Misbrugsdiagnose

ns) non-signifikant, p

≥

0.05; ***) p < 0.001

a) Adjusted hazard ratios blev beregnet vha. multivariable Cox regressionsanalyse med korrektion for specialistscore, henvisningsstatus, alder, og misbrugsdiag-

nose. Hazard ratios markeret med fed er signifikant svarende til p < 0.05. KI, konfidence interval.

b) Siden specialist-score og alder var kontinuerte variable, skal hazard ratio fortolkes således, at risiko steg med 1,34 pr. stigning i specialistscore og faldt med 0,99

for hvert år, der var stigning i alder.

c) I analysen af misbrugsdiagnoser indgik alle 580 case-personer, inkl. datasæt 1 fra Herstedvester Fængsel, som ellers har været ekskluderet fra flere af de andre

analyser vedrørende diagnoser. Validiteten af diagnosen i datasæt 1 kan således potentielt være lav, hvorfor ovenstående resultat vedrørende den prædiktive

værdi af misbrugsdiagnosen potentielt kan være misvisende.

Adjusted (a) HR

1,34

1,58

0,98

0,90

95 % KI

1,14-1,58***

0,76-3,27

0,95-1,01

0,34-2,38

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

der var statistisk signifikant associeret med risikoen

for at begå seksualkriminalitet i followup. En hazard

ratio på 1,34 betyder, at for hver gangen specialist-

scoren stiger med 1, steg recidivrisikoen med 34 %.

En høj specialist score var med andre ord en klar ri-

sikofaktor for at begå seksualkriminalitet mod børn

under 15 år i followup, når der er taget højde for

betydning af øvrige risikofaktorer for recidiv (alder,

misbrug og behandlingshenvisning).

5.3.4 Facetter af kriminelt recidiv

5.3.4.1 Absolut og relativ risiko for seksualkrimina-

litet, grov seksualkriminalitet, ikke-seksualiseret

vold og generel kriminalitet

I analysen af relativ risiko i nedenstående Cox

regressionsanalyse blev der korrigeret for case-

personernes specialistscore (0-12). Der blev tillige

korrigeret for andre kendte risikofaktorer (alder og

misbrugsdiagnose).

Tabel 53. Facetter af fornyet kriminalitet i løbet af en 10-års followup blandt behandlingshenviste og

ikke-henviste case-personer

Relativ recidivrisiko for

case-population i forhold

til kontroller

Absolut recidivrisiko

Behandlings-

henviste

(N = 210)

% (N)

Ikke

henvist

(N = 370)

% (N)

Facet af kriminelt recidiv

Seksualkriminalitet

Grov seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet mod børn under 15

Grov seksualkriminalitet mod børn

Kriminalitet i øvrigt

Generel kriminalitet

Ikke-seksualiseret vold

ns) non-signifikant, p

≥

0.05

P-værdi

Adjusted (a)

HR (95 % KI)

13,8 (29)

4,8 (10)

7,6 (16)

4,3 (9)

10,3 (38)

4,9 (18)

3,8 (14)

2,7 (10)

0,200

0,956

0,045

0,303

aHR = 1,16 (0,71-1,91)

aHR = 0,82 (0,37-1,81)

aHR = 1,58 (0,76-3,27)

aHR = 1,28 (0,51-3,21)

36,7 (77)

6,7 (14)

41,1 (152)

14,6 (54)

0,296

0,004

aHR = 0,90 (0,68-1,19)

aHR = 0,61 (0,33-1,11)

a) Parvise chi-square sammenligninger af kriminelt recidiv: Behandlingshenviste og ikke-henviste

b) aHR, adjusted hazard ratio; beregnet vha. Cox proportional hazard regression modeling. Der er kontrolleret for specialistscore, misbrugsdiagnose, og alder. aHR

> 1 indikerer højere recidivrisiko blandt behandlingshenviste end ikke-henviste, mens aHR < 1 indikerer lavere recidivrisiko blandt behandlingshenviste. 95 % KI,

95 % konfidensinterval

c) Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

d) Grov seksualkriminalitet refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn eller voksen, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/ulovlig tvang

e) Seksualkriminalitet mod børn under 15 år referer til alle typer af seksualkriminalitet mod børn under 15 år (inkl. §235)

f) Grov seksualkriminalitet mod børn refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn under 15 år, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trus-

ler/ulovlig tvang

g) Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i øvrigt

h) Ikke-seksualiseret vold refererer til ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusiv brandstiftelse og røveri)

Tabel 54. Odds ratio (crude) for at få multiple afgørelser for seksualkriminalitet i 10 års followup blandt

behandlingshenviste og ikke-henviste case-personer

Relativ recidivrisiko for

case-population i forhold

til kontroller

Absolut recidivrisiko

Behandlings-

henviste

(N = 210)

% (N)

Seksualkriminalitet

Ikke recidiveret

1 afgørelse

ns, non-signifikant, p

≥

0.05; ***p < 0.001

a Cor, crude odds ratio

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Ikke

henvist

(N = 370)

% (N)

P-værdi

Cor (95 % KI)

181 (86,2)

(7,1)

(6,7)

332 (89,7)

33 (8,9)

5 (1,4)

0,0022

Ref

OR=0,83 (0,44; 1,58)

OR = 5,14

(1,18-14,49)***

Regressionsanalysen viste, at behandlingshenviste

generelt havde højere forekomst af recidiv til de

forskellige former for seksualkriminalitet i followup

end ikke-henviste. Det var dog kun recidivet til

grov seksualkriminalitet, der var signifikant højere

for behandlingshenviste (7,6 % vs. 3,8 %, p<0,05);

en forskel, der forsvandt, når der blev korrigeret

for specialistscore, alder, og misbrugsdiagnose (Ta-

bel 53).

Figur 8. Kaplan Meier kurve for tilbagefald til

seksualkriminalitet (behandlingshenviste vs.

ikke-henviste) (N = 580)

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

Kontrol

Case

5.3.4.2 Frekvensen af kriminelt recidiv

En logistisk regressionsanalyse viste, at behand-

lede havde en signifikant højere risiko for gentaget

recidiv til seksualkriminalitet (2+ separate afgørel-

ser) i followup end ikke-henviste. Den fem gange

højere risiko for gentaget kriminalitet skal ses i ly-

set af, at prævalensen af gentaget recidiv i begge

grupper var relativt lav (6,7 % vs. 1,4 %, p<0,01)

(Tabel 54).

5.3.4.3 Hastigheden af kriminelt recidiv

Af Figur 8-10 fremgår overlevelseskurverne for

henholdsvis seksualkriminalitet, generel krimina-

litet og vold for behandlingshenviste (minimum

4 måneders behandling) og ubehandlede. Der

var ikke signifikant forskel på gruppernes recidiv.

Det laveste recidiv sås blandt ikke-henviste case-

personer efterfulgt af case-personer med 4+ må-

neders behandling. Recidivet synes umiddelbart at

forløbe med samme hastighed for grupperne.

Tabel 55 bidrager med en oversigt over de respek-

tive fund vedrørende absolut og relativ risiko. Fx

illustrerer teksten under den første kolonne under

komparativ analyse: (i) hvorvidt case-personerne

havde samme (=), lavere (<) eller højere (>) absolut

recidivrate end sammenligningsgruppen, og (ii)

hvor meget lavere eller højere den relative risiko

er i procent ifølge adjusted Hazard Ratio. De stati-

stisk signifikante fund i de komparative analyser

er angivet med fed font og med stjerne(r)*, mens

insignifikante forskelle er anført som ns (nonsig-

nifikant). For eksempel, viser resultaterne i første

række i kolonnen Case (ref) vs. kontrol, at case-

personerne havde en lavere absolut risiko (nonsig-

nifikant), svarende til 30% signifikant lavere relativ

risiko.

50-percentil case-population

År efter indeks dom

Figur 9. Kaplan Meier kurver for tilbagefald til generel

kriminalitet (behandlingshenviste vs. ikke-henviste)

(N = 580)

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

Kontrol

Case

50-percentil case-population

År efter indeks dom

Figur 10. Kaplan Meier kurve for tilbagefald til ikke-

seksualiseret vold (behandlingshenviste vs. ikke-

henviste) (N = 580)

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

Kontrol

Case

50-percentil case-population

År efter indeks dom

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 55. Oversigt over fund vedrørende absolut og relativ risiko for seksualkriminalitet i 10 års followup

Komparativ analyse

Case-population (ref)

vs. kontrolgruppe

Seksualkriminalitet

Grov seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet mod børn under

Grov seksualkriminalitet mod børn

Kriminalitet i øvrigt

Generel kriminalitet

Ikke-seksualiseret vold

< ***; -28 % ***

< *; -29 % *

< **; -25 % ns

< **; -65 % ns

< ns; -10 % ns

< **; -39 % ns

< ns

; -30 %

< *; -44 % *

> ns; +2 % ns

< ns; -20 % ns

< ns

; -22 % ns

> ns; +54 % ns

< ns; -38 % ns

= ns; 0 % ns

> ns

; +16 % ns

< ns; +58 % ns

> ns; +58 % ns

> ns; +28 ns

Behandlede case (ref)

vs. kontrolgruppe

Behandlingshenviste (ref)

vs. ikke-henviste

ns) non-signifikant, p

≥

0.05; *) p < 0.05; **) p < 0.01; ***) p < 0.001

a) Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

b) Parvise chi-square sammenligninger af kriminelt recidiv: Behandlingshenviste og ikke-henviste

c) caHR, adjusted

d) Grov seksualkriminalitet refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn eller voksen, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/ulovlig tvang

e) Seksualkriminalitet mod børn under 15 år referer til alle typer af seksualkriminalitet mod børn under 15 år (inkl. §235)

f) Grov seksualkriminalitet mod børn refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn under 15 år, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trus-

ler/ulovlig tvang

g) Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i

øvrigt

h) Ikke-seksualiseret vold refererer til ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusive brandstiftelse og røveri)

5.4 Kriminelt recidiv for subgrupper

Recidivet for enkelte subgrupper blev også analy-

seret: (i) for personer med pædofili vs. personer,

der ikke fik stillet diagnosen, (ii) personer, der var

visiteret i den ambulante behandlingsordning vs.

dem, der var visiteret i visitationsordningen (visite-

ret i Herstedvester Fængsel) og (iii) personer, der

blev visiteret forud for dom versus i Herstedvester

Fængsel.

Personer, der var registreret med diagnosen pæ-

dofili i visitationsskemaet, havde også en signifi-

kant højere specialistscore end personer uden pæ-

dofili (score=7,7; 4-12; SD=1,5 vs. score=6,0; 2-11;

SD=1,7, p<0,0001). Dette fund kunne tolkes som

indikation for, at specialistscoren kunne være en

indikator for pædofili.

Af personerne med diagnosen pædofili blev 15

% dømt for at begå seksualkriminalitet i followup

mod 12 % af dem, der ikke havde fået stillet

diagnosen (p=0,62). Gruppen havde også højere

recidivrate for de øvrige outcomes vedrørende

seksualkriminalitet men en lidt lavere forekomst af

kriminalitet i øvrigt. Ingen af de observerede grup-

peforskellene var statistisk signifikante.

Af de 5 personer, der begik seksualkriminalitet

mod børn under 15 år i followup, blev alle også

dømt jf. § 235 (bi-forhold), mens det gjorde sig

gældende for halvdelen af recidivisterne (4 ud af

8) af personerne uden pædofili-diagnosen (9,3 %

vs. 2,9 %, p=0,0574). I begge grupper havde 2 %

udelukkende begået § 235-kriminalitet i followup

(p=0,90).

5.4.1 Kriminelt recidiv blandt personer med

diagnosen F65.4 Pædofili

Jævnfør tidligere havde 28 % af de 194 personer,

der havde begået seksualkriminalitet mod børn

under 15 år og for hvem, der var taget stilling til,

om vedkommende opfyldte de diagnostiske kri-

terier for seksuel afvigelse, fået stillet diagnosen

pædofili (ICD10: DF65.4) i forbindelse med visita-

tion (Al-Dehlagi, Kristensen, Giraldi, & Bengtson, in

prep.).

Der var signikant højere forekomst af ubetinget el-

ler delvist betingede indeksafgørelser (93 % vs. 86

%, p<0,001) og signifikant længere fængselsstraffe

(14,2 mdr., SD=12,7 vs. 7,9 mdr., SD=10,2; p<0,001)

blandt personer med diagnosen.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

5.4.2 Kriminelt recidiv blandt diverse

krænkertyper

De dømte blev inddelt i fire eller fem grupper,

som henholdsvis ekstra-familære børnekrænkere

(dem, der havde begået seksualkriminalitet mod

andres børn under 15 år, ekskl. § 235 [seksuelt bil-

ledmateriale af børn]), incest (krænket børn under

15 år), § 235-personer (download, besiddelse,

etc. af seksualiseret billedmateriale af børn), vold-

tægtsdømte (voldtægt/tvang overfor personer

15+ år), og blufærdighedskrænkere (overtrædelse

af §232, som dækker over en varietet af lovover-

trædelser fra ekshibitionisme [blottere], voyeuri-

ster [belurer andre], personer, der har været sek-

suelt grænseoverskridende overfor børn, fx ved at

beføle barnet på ryggen og bagdelen, etc.).

Det højeste recidiv til seksualkriminalitet blev, som

anført i Tabel 57, observeret blandt personer dømt

for at begå blufærdighedskrænkelse (22 %), mens

det var mellem 10-13 % af de øvrige krænkergrup-

per, der recidiverede. De observerede gruppefor-

skelle var dog ikke signifikante. Der var en nær-

signifikant forskel (p=0,0525) på de observerede

recidivrater for seksualkriminalitet mod børn under

15 år; personer dømt for at begå blufærdigheds-

krænkelse havde det højeste reci-div (10 %), efter-

fulgt af § 235 (8 %) og incest (8 %), ekstra-famili-

ære børnekrænkere (6 %), mens under 3 personer

dømt for at begå voldtægt mod voksne havde

begået denne kriminalitets type i followup.

Der var derimod statistisk signifikant forskel på

krænkertypernes recidivrater for generel kriminali-

tet (blufærdighedskrænkerne havde det højeste

recidiv) og ikke-seksualiseret vold (voldtægt, voks-

ne havde det højeste recidiv).

Krænkergruppernes relative risiko korrigeret for

tidligere ligeartet kriminalitet, alder og misbrugs-

diagnose blev også sammenlignet. I analysen blev

risiko i § 235-gruppen, voldtægtsdømte (foruret-

tede 15+ år), og blufærdighedskrænkerne sam-

menlignet med risiko blandt hands-on børnekræn-

kerne.

Jævnfør Tabel 58 var der få af gruppeforskellene i

relativ risiko, der var signifikante; blufærdigheds-

Tabel 56. Facetter af fornyet kriminalitet i løbet af en 10-års followup blandt personer, der havde fået stillet en

F65.4 Pædofili-diagnose ved visitation, og personer, der ikke havde fået stillet diagnosen

Relativ recidivrisiko for

case-population i forhold

til kontroller

Absolut recidivrisiko

Diagnosen

pædofili

(N = 54)

% (N)

Seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet mod børn under 15

Seksualkriminalitet mod børn

Kriminalitet i øvrigt

Generel kriminalitet

Ikke-seksualiseret vold

27,8 (15)

- (<3)

33,6 (47)

4,3 (6)

0,4380

0,4150

14,8 (8)

9,3 (5)

5,6 (3)

12,1 (17)

5,7 (8)

3,6 (5)

0,6186

0,3761

0,5333

Ingen

diagnose

(N = 140)

% (N)

P-værdi

Adjusted (a)

HR (95 % KI)

aHR = 1,5 (0,6-3,9)

aHR = 2,4 (0,7-8,3)

aHR = 3,1 (0,7-14,2)

aHR = 0,8 (0,4-1,4)

aHR = 0,5 (0,1-4,5)

ns) non-signifikant, p

≥

0.05

a) Parvise chi-square sammenligninger af kriminelt recidiv: Behandlingshenviste og ikke-henviste

b) aHR, adjusted hazard ratio; beregnet vha. Cox proportional hazard regression modeling. Der er kontrolleret for specialistscore, misbrugsdiagnose, og alder. aHR >

1 indikerer højere recidivrisiko blandt behandlingshenviste end ikke-henviste, mens aHR < 1 indikerer lavere recidivrisiko blandt behandlingshenviste. 95 % KI, 95

% konfidensinterval. Der er korrigeret for tidligere kriminalitet (hhv. seksualkriminalitet, kriminalitet, og ikke-seksualiseret vold) i modellen.

c) Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

d) Seksualkriminalitet mod børn under 15 år referer til alle typer af seksualkriminalitet mod børn under 15 år (inkl. §235)

e) Grov seksualkriminalitet mod børn refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn under 15, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/

ulovlig tvang

f) Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i øvrigt

g) Ikke-seksualiseret vold refererer til ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusive brandstiftelse og røveri)

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

krænkerne havde signifikant og dobbelt så høj

risiko for at begå seksualkriminalitet i followup end

hands-on børnekrænkerne. Desuden var der sig-

nifikant forskel på hands-on børnekrænkernes og

voldtægtsmændenes risiko for at begå seksualkri-

minalitet mod børn under 15 år (børnekrænkerne

havde 84 % højere risiko, p<0,01) og for at begå

ikke-seksualiseret vold (voldtægtsdømte havde

dobbelt så høj risiko, p<0,0001).

indeks-kriminalitet, generelt mere kriminaliserede,

og med højere forekomst af forskellige typer af

misbrug; en række forhold, der umiddelbart kunne

tyde på en høj forekomst af personer, der begår en

række forskelligartede lovovertrædelser, men som

også kan tænkes at rumme de personer, der er

ramt af pædofili, som har begået en række over-

greb mod børn, og som ikke har egentlig indsigt i,

at denne adfærd er yderst skadelig for de foruret-

tede (dvs. dem, der forhøjet recidivrisiko).

5.4.3 Kriminelt recidiv blandt personer visi-

teret forud for dom versus i Herstedvester

Fængsel

I behandlingsordningen opleves de personer, der

visiteres ambulant forud for dom, og de, der visite-

res af personalet i Herstedvester Fængsel, som to

grupper, der adskiller sig noget fra hinanden. Hvor

førstnævnte generelt består af førstegangsdømte

og/eller har begået mindre grov kriminalitet, har

de fængselsvisiterede, jævnfør rammerne for visi-

tationsordningen, som oftest begået mere alvorlig

kriminalitet. I Delrapport 1 (Direktoratet for Kri-

minalforsorgen, 2015) blev de fængselsvisiterede

også fundet karakteriseret ved langt alvorligere

En analyse af recidivet i de to grupper viste, at

der ikke var signifikant forskel på gruppernes

recidivrisiko, selvom de ambulant visiterede ge-

nerelt, havde højere forekomst af fornyet seksu-

alkriminalitet (15 % vs. 11 %, p=0,21; aHR=1,24

95 % KI: 0,71-2,17, p=0,45), men signifikant lavere

forekomst af anden kriminalitet (29 % vs. 42 %,

p=0,01; aHR=0,41, 95 %KI: 0,15-1,14, p=0,09) og

ikke-seksualiseret vold (3,5 % vs. 13,7 %, p=0,002;

aHR=0,83, 95 %KI: 0,57-1,21, p=0,33). Sidstnævnte

forskelle var dog ikke længere signifikante, når der

blev korrigeret for specialistscore, alder og mis-

brugsdiagnose.

Tabel 57. Absolut risiko for facetter af kriminelt recidiv fordelt på krænkertyper (N = 578)*

Børnekrænker

(N = 260)

n (%)

Seksualkriminalitet

grov

Seksualkriminalitet

mod barn under 15

Kriminalitet i øvrigt

Kriminalitet

Ikke-seksualiseret

vold

85 (32,7)

16 (6,2)

12 (30,8)

3 (7,7)

10 (20,4)

95 (56,9)

41 (24,6)

56 (88,9)

7 (11,1)

0,0000

26 (10,0)

11 (4,2)

15 (5,8)

5 (12,8)

3 (7,7)

5 (10,2)

4 (8,2)

17 (10,2)

9 (5,4)

14 (22,2)

5 (7,9)

6 (9,5)

0,0892

0,6502

0,0525

Incest < 15 år

(N = 39)

n (%)

§ 235

(N = 167)

n (%)

Voldtægt

voksne

(N = 36)

n (%)

Blufærdighed

(N = 63)

n (%)

P-værdi

*Ikke

medtaget personer, der ved indeks var dømt for at begå lovovertrædelser i kategori 9 eller 10

a) Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

b) Grov seksualkriminalitet refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn og/eller voksen, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/

ulovlig tvang

c) Seksualkriminalitet mod børn under 15 år referer til alle typer af seksualkriminalitet mod børn under 15 år (inkl. §235)

d) Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i

øvrigt

e) Ikke-seksualiseret vold referer til ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusive brandstiftelse og røveri)

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Tabel 58. Relativ risiko for facetter af kriminelt recidiv fordelt på krænkertyper (N = 578)

§ 235

vs. hands-on børne-

krænkere

Voldtægtsdømte (15+)

vs. hands-on børne-

krænkere

Adjusted (a) HR (95 % KI)

Seksualkriminalitet

Seksualkriminalitet grov

Seksualkriminalitet barn under 15

Kriminalitet i øvrigt

Kriminalitet

Ikke-seksualiseret voldf

aHR=0,70 (0,36-1,34)

aHR=0,54 (0,07-4,07)

aHR=1,34 (0,99-1,82)

aHR=2,01 (1,13-3,58)*

aHR=1,27 (0,83-1,95)

aHR=1,33 (0,56-3,17)

aHR=1,13 (0,44-2,92)

aHR=0,56 (0,07-4,26)

aHR=1,55 (0,52-4,61)

aHR=0,71 (0,38-1,33)

aHR=0,87 (0,36-2,15)

aHR=0,16 (0,03-0,69)**

aHR=2,00 (1,02-3,89)*

aHR=1,82 (0,61-5,42)

aHR=1,66 (0,63-4,42)

Blufærdigheds-

krænkelse

vs. hands-on børne-

krænkere

ns) non-signifikant, p

≥

0.05; *) p < 0.05; **) p < 0.01

a) Kontrolleret for tidligere seksualkriminalitet ved beregning af relativ risiko for at begå seksualkriminalitet igen. Tilsvarende er der kontrolleret for tidligere generel

kriminalitet og ikke-seksualiseret vold ved beregning af relativ risiko for hhv. generel kriminalitet og vold

b) aHR, adjusted hazard ratio; beregnet vha. Cox proportional hazard regression modeling. Der er kontrolleret for specialistscore, misbrugsdiagnose, og alder. aHR >

1 indikerer højere recidivrisiko blandt behandlingshenviste end ikke-henviste, mens aHR < 1 indikerer lavere recidivrisiko blandt behandlingshenviste. 95 % KI, 95

% konfidensinterval. Der er korrigeret for tidligere kriminalitet (hhv. seksualkriminalitet, kriminalitet, og ikke-seksualiseret vold) i modellen.

c) Seksualkriminalitet refererer til alle typer af seksualkriminalitet

d) Grov seksualkriminalitet refererer til samleje/anden kønslig omgængelse mod barn og/eller voksen, inkl. ved anvendelse af ikke-seksualiseret vold/trusler/ulovlig

tvang

e) Seksualkriminalitet mod børn under 15 år referer til alle typer af seksualkriminalitet mod børn under 15 år (inkl. §235)

f) Generel kriminalitet refererer til alle former for lovovertrædelser, undtaget gerninger vedrørende almindelige trafikforseelser, skatter og afgifter og særlov i øvrigt

g) Ikke-seksualiseret vold refererer til ikke-seksualiserede voldsforbrydelse(r) såsom ikke-seksualiseret vold og legemsangreb mm. (inklusive brandstiftelse og røveri)

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 6

Diskussion

Denne nationale prospektive multicenter case-

kontrol forløbsundersøgelse havde til formål at til-

vejebringe viden den kriminalpræventive effekt af

den danske behandlingsordning for visse seksual-

kriminelle, der blev etableret i 1997. I undersøgel-

sen indgår de personer, der var visiteret i behand-

lingsordningen i perioden 01.01.2006-31.12.2009.

Målet med undersøgelsen var desuden at belyse

omfanget, indholdet og effekten af behandlings-

ordningen og psykiatrisk/sexologisk behandling af

personer visiteret i den danske behandlingsordning

for visse seksualkriminelle. Alle personer blev fulgt

i 10 år efter dato for indeks-afgørelsen.

Case-kontrol undersøgelsen viste, at hele case-

populationen (alle visiterede) generelt havde la-

vere recidivrater end deres matchede kontroller i

løbet af followup. Hele case-populationen havde

signifikant lavere forekomst af seksualkriminali-

tet, grov seksualkriminalitet, generel kriminalitet,

ikke-seksualiseret vold, og recidivistisk generel

kriminalitet end kontrollerne i løbet af 10 års fol-

lowup. Omvendt var der ingen signifikant forskel

på gruppernes recidivrater for seksualkriminalitet

mod børn under 15 år, ligesom grupperne havde

samme forekomst af recidivistisk seksualkriminali-

tet og ikke-seksualiseret vold og desuden samme

hastighed af recidivet til seksualkriminalitet. Den

tidligere case-kontrol undersøgelse, der blev gen-

nemført i 1997-2001, viste i tråd hermed, at re-

cidiv forekom mindre hyppigt efter etablering af

forsøgsordningen. Det blev i den tidligere omtalte

Slutrapport (Direktoratet for Kriminalforsorgen,

2004) understreget, at det var usikkert om effek-

ten kunne tilskrives en direkte effekt af forsøgs-

ordningen.

I herværende undersøgelse fandt vi ved sammen-

ligning af recidiv blandt de behandlede og kontrol-

ler, at behandlede generelt havde lavere recidivra-

ter end kontrollerne, dog ikke samme lave relative

risiko som i case-kontrol undersøgelsen. Ydermere

var ingen af de fundne forskelle signifikante, fraset

signifikant lavere forekomst af recidivistisk gene-

rel kriminalitet og ikke-seksualiseret vold blandt

Det var dog vurderingen, at der var dokumenteret

fund, der illustrerede en tendens til, at behandlin-

Ved sammenligning af recidiv blandt behandlings-

henviste (intention-to-treat gruppen) og ikke-

henviste, havde de behandlingshenviste generelt

højere forekomst af recidiv. De fundne gruppe-

forskelle var dog ikke statistisk signifikante, fraset

en højere forekomst af recidivistisk seksualkrimi-

nalitet blandt behandlingshenviste. Umiddelbart

kunne disse fund tolkes som udtryk for, at den

psykiatriske/sexologiske behandling havde haft

en risikoforøgende effekt. En analyse af graden

af specialisering i seksualkriminalitet i grupperne,

som blev operationaliseret vha. en specialistscore,

afdækkede imidlertid, at de behandlingshenviste

havde en signifikant højere specialistscore; scoren

var prædiktiv for recidiv til seksualkriminalitet mod

børn under 15 år. De fund demonstrerede, at de

behandlingshenviste var en selekteret grupper,

der, a prior, var særligt recidivtruede. Sammen-

ligningen af recidivet for behandlingshenviste og

ikke-henviste var således misvisende (biased),

hvad angik en afdækning af den kriminalpræven-

tive effekt af psykiatrisk/sexologisk behandling.

Tilsvarende blev den direkte sammenligning af be-

handlede og ubehandlede case-personer i Slutrap-

porten (Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2004)

også vurderet misvisende, fordi behandlede var

karakteriseret ved flere risikofaktorer for recidiv

end ubehandlede. Dette betød, at de behandlede

var særligt recidivtruede, hvilket afstedkom bias i

den komparative analyse af behandlede og ube-

handledes recidivrisiko.

behandlede. Der viste sig derimod en signifikant

behandlingseffekt for langvarig psykiatrisk/sexo-

logisk behandling (minimum 18 måneder), når der

blev korrigeret for kendte risikofaktorer for recidiv

til seksualkriminalitet. I disse analyser havde per-

soner, der havde modtaget behandling i minimum

18 måneder, havde signifikant lavere risiko (71 %

lavere risiko) for at recidivere til seksualkriminali-

tet, end personer, der havde modtaget behandling

i 4-17 måneder.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

gen havde en recidivforebyggende effekt, selvom

der ikke kunne påvises en sikker behandlingsef-

fekt. På denne baggrund anbefaledes, jf. tidligere,

ny undersøgelse med længere followup og et

større antal behandlede. I herværende undersø-

gelse blev case-populationen således fulgt i 10 år.

Derimod var antallet af behandlede, der indgik i

analysen af behandlingseffekt lavere i denne un-

dersøgelse, 109 vs. 222 behandlede i Slutrappor-

ten (Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2004).

Recidivraterne i herværende undersøgelse var

generelt højere end de recidivrater, der rapportere-

des i Slutrapporten (Direktoratet for Kriminalforsor-

gen, 2004). I denne rapport var der en recidivrate

på 12 % for seksualkriminalitet i case-populationen

(14 % af de behandlingshenviste og 10 % af de

ikke-henviste) mod 3-5 % (personer i forsøgsord-

ningen) i Slutrapporten og for generel kriminalitet

var de tilsvarende recidivrater var hhv. 41 % mod

14% i Slutrapporten for case-personer, og 53 %

vs. 24 % for kontrollerne. De observerede gruppe-

forskelle antages at være en følge af, at followup

i nærværende rapport var 10 år, mens halvdelen i

Slutrapporten var fulgt under 2,7 år. Grundet posi-

tiv sammenhæng mellem recidivrisiko og længden

af followup, vil recidivrater i undersøgelser med

lang followup som udgangspunkt være højere

end i undersøgelser, der anvender kort followup

(Furby, Weinrott, & Blackshaw, 1989; Bengtson &

Lund, 2008). Ydermere var der anvendt forskellige

recidivkriterier i de to undersøgelser. I herværende

undersøgelse udgjorde tiltalefrafald (eller højere

afgørelse) recidivkriteriet, mens det var straffende

domme (dvs. betinget eller højere afgørelse) i

Slutrapporten. I herværende undersøgelse skulle

der, om man så må sige, mindre til for at blive

kategoriseret som recidivist. Endelig var der inklu-

deret færre behandlede i case-kontrol analysen

af behandlingseffekt i herværende undersøgelse

(109 vs. 222 i Slutrapporten), hvilket også medvir-

kede til, at det var sværere at påvise en potentiel

signifikant effekt. Omvendt blev der i nærværende

rapport i højere grad korrigeret for kendte risiko-

faktorer i de statistiske analyser, hvilket omvendt

formodes at øge sandsynligheden for at identifi-

cere en potentiel kriminalpræventiv effekt af be-

handlingen/behandlingsordningen. Samlet set sy-

nes de fundne forskelle derfor ikke at kunne tolkes

som udtryk for lavere kriminalpræventiv effekt i

perioden 2006-09 men er forårsaget af metodiske

forhold.

Spørgsmålet er dog, om den observerede gruppe-

forskel på case-personer og kontrollers recidivrater

skyldes behandlingen eller den samlede effekt af

behandlingsordningen. Etableringen af behand-

lingsordningen indebar ændringer i retssystemets

og kriminalforsorgens håndtering af personer sig-

tet eller dømt for seksualkriminalitet. Dels blev der

som noget nyt indført visitation af alle i behand-

lingsordningen, hvor den sigtede/dømte søges

motiveret til behandling og der ”stilles skarpt” på

den tidligere og aktuel kriminalitet. Det er sand-

synligt, at visitation indirekte kan have en forebyg-

gende effekt for nogle personer. Der sket også

en ændring i forhold til øget tværsektorielt sam-

arbejde om de ambulant visiterede (fx inddrages

sagsbehandler fra personens opholds/bopælskom-

mune ved visitation), og der vil som oftest også, jf.

den skærpede underretningspligt, ske henvendelse

til kommunen, når de forurettede i sagen er børn,

for at sikre, at der er taget behørig vare på disse.

En anden potentiel effekt kan være samarbejdet

med tilsynsførende i Kriminalforsorgen i Frihed

(KiF) omkring den behandlede, hvor der jævnligt

skal afholdes netværksmøder med deltagelse af

patient, behandler, tilsynsførende, evt. kontaktper-

soner, sagsbehandler, og andre relevante personer.

Ved dataindsamling blev det ikke dokumenteret i

hvilket omfang, de enkelte behandlingsforløb var

tværsektorielle (fx inddragelse af kommuner).

Fremadrettet vil der være behov for i forbindelse

med forskning at dokumentere samarbejdet med

kommunale sagsbehandlere og tilsynsførende i KIF

(fx hyppigheden af afholdelse af møder mellem

patient, tilsynsførende, behandler, og evt. andre

kontaktpersoner, frekvensen af fremmøder hos

tilsynsførende) for at kunne undersøge den krimi-

nalpræventive effekt af disse indsatser.

For de visitationsdømte kan det tænkes, at ophold

på særlige afsoningsafdelinger forbeholdt personer

dømt for seksualkriminalitet har haft en gunstig

effekt på gruppens recidivrisiko. Det er velkendt, at

seksualkriminelle er i stor risiko for at blive udsat

for psykisk og fysisk vold i fængsler, hvor de place-

res sammen med ikke-seksualkriminelle, hvorfor

det også fremgår af Europa Rådets henstilling IV

(regel 17), at seksualkriminelle har ret til sikker

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

afsoning uden risiko for at blive skadet fysisk eller

psykisk. Desuden blev fængselspersonale i disse

specialafdelinger uddannet i at have en mere be-

handlingsmotiverende tilgang til de indsatte sek-

sualkriminelle, hvilket med høj sandsynlighed kan

tænkes at have haft en rehabiliterende indvirkning

på afsonerne. At opholde sig i et motiverende/te-

rapeutisk fængselsmiljø er tidligere fundet at have

en rehabiliterende effekt for seksualkriminelle

(Blagden, Winder, & Hames, 2016). På de særlige

fængselsafdelinger har der pågået et motivations-

arbejde med henblik på at motivere flere afsonere

til at tage imod tilbuddet om psykiatrisk/sexolo-

gisk behandling. Et pilotprojekt i Møgelkær Fæng-

sel viste, at en forstærket motiverende indsats

øgede antallet af personer motiveret for behand-

ling (Kristensen, Grahn, & Lillebæk, 2009). Motiva-

tionen af de indsatte pågår dog fortsat ved hjælp

af en deltidsansat psykolog. Det er således poten-

tielt problematisk, at disse særlige afsoningsafde-

linger for seksualkriminelle i dag er nedlagte og

personer dømt for seksualkriminalitet ofte afsoner

sammen med personer dømt for andet, og derfor

må forsøge at skjule, hvad de er dømt for. Der er

iværksat andre kriminalpræventive tiltag (fx anger

management), der tilbydes visse fængslede (sek-

sualkriminelle og andre kriminelle). I 2015 testede

et pilotprojekt motivationsprogrammet MOVE, som

har til formål at motivere og styrke indsatte i det

danske fængselsvæsen gennem afsoningsperio-

den og fremme bevidstheden om bl.a. fordele og

ulemper ved kriminalitet. Der er rapporteret positiv

virkning heraf, dog ikke specifikt i forhold til sek-

sualkriminelle (Berger, Hjelmar, Ladenburg, & Mik-

kelsen, 2017).

Der er således en række forhold, der potentielt kan

have haft en indirekte effekt på recidivrisiko for de

personer, der var omfattet af behandlingsordnin-

gen. I fremtidige forskningsprojekter er det derfor

væsentligt at dokumentere, hvilke andre interven-

tioner, som den enkelte har været eksponeret for

efter indeksafgørelsen, så det er muligt med større

sikkerhed at identificere en potentiel specifik effekt

af henholdsvis behandlingsordningen og den psy-

kiatriske/sexologiske behandling.

For at vurdere evaluere effekten af behandlingen

blev de observerede absolutte og relative recidiv-

rater og gruppeforskelle i denne rapport sammen-

lignet med internationale fund for behandlingsef-

fekt rapporteret i tidligere metaanalyse og metare-

views (review af reviews).

Den første mere omfattende metaanalyse foretog

samlet analyse af 43 individuelle studier med 5078

behandlede og 4376 ubehandlede, der gennem-

snitlig blev fulgt i 3,8 år (46 måneder) (Hanson,

Gordon, Harris, Marques, Murphy, Quinsey, & Seto,

2002). Behandlede blev fundet at have signifikant

lavere recidiv til seksualkriminalitet (12 % vs. 17 %,

38 studier, svarende til 37 % lavere risiko) og ge-

nerel kriminalitet (28 % vs. 39 %, 30 studier) end

ubehandlede. Størst effekt blev fundet af behand-

ling, der var specielt designet for seksualkriminelle.

KAT reducerede recidivrisiko både for seksualkrimi-

nalitet og generel kriminalitet, mens de ældre for-

mer for psykoterapi (fra før 1980) havde lav effekt.

Nogle år senere publiceredes en endnu større

metaanalyse af effekten af biologisk eller psyko-

logisk behandling (69 studier, n =22.181) (Lösel

& Schmucker, 2005). I løbet af followup (gen-

nemsnitligt 5,3 år) havde behandlede signifikant

lavere recidiv til seksualkriminalitet (11 % vs. 18

%, svarende til 37 % lavere relativ risiko), generel

kriminalitet (22 % vs. 33 %) og ikke-seksualiseret

vold (7 % vs. 12 %) end ubehandlede. Biologisk

behandling (farmakologisk og kirurgisk kønsdrifts-

dæmpende behandlingsformer med snæver indi-

kation) havde større effekt end psykologiske be-

handlingsmetoder. Af sidstnævnte var det kun KAT

og adfærdsterapi, der demonstrerede effekt. Størst

effekt blev fundet af behandling, der var specielt

designet for seksualkriminelle, og af ambulant be-

handling (vs. behandling i fængsler). Der var også

lidt større effekt af frivillig behandling end af tvun-

gen behandling og desuden havde behandling af

unge størst effekt.

I 2009 publicerede Hanson, Bourgon, Helmus, &

Hodgins (2009) en ny metaanalyse med 23 studier,

hvor man undersøgte, om effekten af den såkaldte

RNR-tilgang (engelsk: Risk, Need, and Responsivity;

dansk: risiko, behov og responsivitet/modtagelig-

hed) (uddybes nedenfor). I analysen blev der kun

inkluderet studier, der opfyldte bestemte metodi-

ske kvalitetskrav. Analysen viste, at behandlede

havde statistisk signifikant lavere recidiv til både

seksualkriminalitet (11 % vs. 19 %) og generel

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

kriminalitet (32 % vs. 48 %) end ubehandlede

sammenligningsgrupper. På denne baggrund og

med henvisning til de konsistente fund vedrørende

den positive kriminalpræventive effekt af en RNR-

tilgang for andre kriminelle, blev det konkluderet,

at behandling af seksualkriminelle bør basere sig

på en RNR. Behandlingsformer, der er baseret

på RNR-principper, havde større effekt for begge

kriminalitetstyper end de øvrige behandlingspro-

grammer.

Schmucker & Lösel (2015) publicerede 10 år senere

et nyt review, der kun inkluderede højkvalitets-

studier (27 studier, n = 10.387). Der blev fundet

lavere signifikant behandlingseffekt for seksualkri-

minalitet (10 % vs. 14 %) og generel kriminalitet

(33 % vs. 41 %) i løbet af followup (gennemsnitligt

5,9 år). Det var kun ambulante behandlingspro-

grammer (vs. behandling i fængsler), der havde

signifikant effekt på seksualkriminalitet. Der blev

også fundet god effekt for psykologisk behand-

ling udviklet til seksualkriminelle, for behandling

af unge, og for individuel behandling i forhold til

gruppeterapi. Der blev ikke fundet sammenhæng

mellem varighed af behandlingen (antal uger) og

recidivrisiko.

Det seneste review har også rapporteret signi-

fikant effekt af 44 behandlingsprogrammer for

seksualkriminelle, hvor henholdsvis 10 % af be-

handlede og 14 % af ubehandlede i løbet af en

gennemsnitlig 6,3 år followup recidiverede til

seksualkriminalitet (svarende til en reduktion af

recidivrisiko på 33 %) (Gannon, Olver, Mallion, &

James, 2019). Generelt var der højere effekt for

kognitiv adfærdsterapi (KAT) og en RNR-tilgang.

Der fandtes også højere effekt ambulant behand-

ling (vs. behandling i fængsler). Psykologisk be-

handling havde størst effekt, når en autoriseret

psykolog kontinuert var til stede i/var en del af be-

handlingsmiljøet og bidrog med supervision af be-

handling ydet af fængselspersonale. Der blev også

observeret forskelle i behandlingseffekt i forhold til

varighed af behandlingstiden med lavere effekt for

100-200 timers behandlingsprogrammer end korte

(< 100 timer) og længere behandlingsforløb (200+

timer), dog uden hensyntagen til behandledes re-

cidivrisiko. Reviewet inkluderede i øvrigt det hidtil

største individuelle, og i øvrigt også ganske om-

diskuteret, kvasieksperimentelle effektstudie, som

det britiske Justitsministerium offentliggjorde resul-

tatet af i 2017 (Mews, Di Bella, & Purver, 2017). Det

engelske effektstudie inkluderede 13.219 behand-

lede, der havde modtaget såkaldt SOTP behandling

(specialiseret CBT behandlingsprogram for seksu-

alkriminelle) i England og Wales mellem 2000 og

2012. Gruppen blev sammenlignet med en ube-

handlet gruppe (N = 2562), der var sammensat på

en måde, hvor man tog højde for 87 risikofaktorer

(såkaldt propensity score matching, PSM). Grup-

perne blev fulgt i gennemsnitligt 8 år. Recidivet til

ikke-seksualiseret kriminalitet var sammenlignelig

for behandlede og kontrolgruppen, men for seksu-

alkriminalitet var recidivet højere for behandlede

(10 % vs. 8 %, svarende til en 25 % højere risiko

blandt behandlede). Den anvendte metode til sam-

mensætning af kontrolgruppen er imidlertid blev

kritiseret for brugen af PSM (Lösel, Link, Schmuck-

er, Bender, Breuer, Carl, Endres, & Lauchs, 2020).

Lösel et al. (2020) advarer mod at lade resultaterne

af et enkelt studie, der har anvendt et kontrover-

sielt metodiske design, definere, hvilke politiske

beslutninger, der træffes i forhold til håndteringen

af seksualkriminelle. Desuden understreger Lösel

et al. (2020), at de engelske fund dog skal minde

os om, at psykologisk intervention potentielt kan

have en negativ effekt på trods af de bedste inten-

tioner, selvom negative behandlingsfund ikke ses

ofte indenfor kriminologi.

Fordi der i flere af de ovennævnte metaanalyser

var inkluderet en række unge seksualkriminelle,

var der i forhold til denne rapport behov for en

oversigt, der alene belyste effekten af behandling

af voksne, jævnfør at voksne dømte er genstan-

den i herværende rapport. På denne baggrund

gennemførte Madvig og de to forfattere af nær-

værende rapport – Bengtson og Kristensen – et

såkaldt overview (dvs. et review af metaanalyser/

reviews). Dette overview inkluderede syv syste-

matiske reviews, der udelukkende analyserede

behandlingseffekt for voksne seksualkriminelle

(Madvig, Kristensen, & Bengtson, 2021). Over-

viewet fandt signifikant behandlingseffekt i tre

reviews, i to fremgik det ikke om effekten var

statistisk signifikant, og i de sidste to var der ingen

effekt. Der blev også rapportere signifikant effekt

for generel kriminalitet. De absolutte recidivrater

for behandlede og ubehandlede var 10-18 % for

behandlede og 18-20 % for seksualkriminalitet.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Recidivet til generel kriminalitet var 27 % og 32 %

for behandlede og 48 % og 51 % for ubehandlede.

Recidiv til ikke-seksualiseret vold var 21 % for be-

handlede og 33 % for ubehandlede. Der blev også

her rapporteret størst behandlingseffekt for KAT

og en RNR-tilgang og lavest effekt for behandling

af personer dømt for at begå seksualkriminalitet

mod børn. Det blev understreget, at effekten vari-

erede på tværs af reviews, afhængig af metodiske

forskelle (fx i forhold til followup periodens va-

righed, recidivkriteriet, behandlingsform, setting,

etc.), men at postbehandlingseffekten generelt

var lav, i bedste fald moderat. Konklusionen i over-

viewet lå i tråd med konklusionerne i to tidligere

overviews (Kim, Benekos, & Merlo,2016; Craig,

Browne, & Stringer, 2003), nemlig at der var indi-

kation for, at nogle behandlingsformer mindsker

recidivrisikoen for nogle seksualkriminelle, men at

det endnu ikke er klart ”what worked for whom”.

I ovenstående gennemgang af metaanalyser og

overviews/metareviews af individuelle effektstu-

dier blev der rapporteret recidivrater for seksual-

kriminalitet mellem 10-18 % for behandlede og

mellem 14-20 % for ubehandlede, svarende til en

37 % reduktion af recidivet til seksualkriminalitet.

For generel kriminalitet svingede de rapporte-

rede recidivrater mellem 22-33 % for behandlede

og mellem 33-51 % for ubehandlede. For ikke-

seksualiseret vold, som dog kun var belyst i få

reviews, var der recidiv for hhv. 7 % og 21 % af

behandlede og for 12 % og 33 % af ubehandlede.

Der var også her højest effekt af behandling af

unge, KAT, ambulant behandling, RNR-behandling,

og specialiseret behandling. I rapporten her var re-

cidivraten for behandlede (N = 109) og matchede

kontroller 15 % vs. 18 % for seksualkriminalitet, 36

% vs. 53 % for generel kriminalitet og 6 % vs. 17

% for ikke-seksualiseret vold. Således var recidivet

til seksualkriminalitet helt sammenligneligt med

internationale fund i metaanalyser og overviews.

Det samme gjorde sig gældende for generel krimi-

nalitet og ikke-seksualiseret vold, selvom recidivet

til generel kriminalitet var marginalt højere og reci-

divet til ikke-seksualiseret vold marginalt lavere for

de danske behandlede.

followup i Hanson et al. (2002) metaanalysen og

omkring 5-6 år i de øvrige metaanalyser/reviews.

På denne baggrund forekommer den absolutte

recidivrisiko for danske behandlede og deres kon-

troller at være noget lavere end de i reviews rap-

porterede recidivrater, særligt hvad angår recidivet

til seksualkriminalitet. Der er lavet followupunder-

søgelser, der viser, at der fortsat finder recidiv til

seksualkriminalitet sted efter selv 15 års followup

(Bengtson, 2008; Bengtson & Lund, 2008). Varig-

heden af followup er derfor afgørende for evalu-

ering af behandlingseffekt.

I årtier var det en generel antagelse, at alle seksu-

alkriminelle igen begik seksualkriminalitet. Oven-

nævnte reviews, herunder ovenstående, har vist,

at det ikke er tilfældet. Størstedelen af de fulgte

begik ikke seksualkriminalitet igen men begik deri-

mod i højere grad andre former for kriminalitet.

Dette førte til udviklingen af et nyt paradigme;

seksualkriminelle har generelt lavere recidiv end

mange andre typer af kriminelle (fx ikke-seksu-

aliseret voldsdømte, personer der begår berigel-

seskriminalitet). Denne konklusion er både rigtig

og forkert. Det er korrekt, at seksualkriminelle har

lavere recidivrater end ikke-seksualiseret volds-

mænd og personer, der begår berigelseskrimina-

litet, navnlig på kort sigt (Direktoratet for Krimi-

nalforsorgen, 2009). Følger man seksualkriminelle

på lang sigt, tegner der sig derimod et anderledes

billede, idet op mod 30-40 % af fulgte kohorter

af seksualkriminelle begår fornyet seksualkrimi-

nalitet, når de følger over flere årtier (Bengtson &

Lund, 2008). Disse studier kan kritiseres for at have

en selektionsbias, idet der ofte er inkluderet sær-

ligt recidivtruede seksualkriminelle i disse undersø-

gelser (fx var der kun inkluderet mentalundersøgte

i den danske followup af Bengtson & Lund, 2008).

Omvendt er der er højt mørketal for seksualkri-

minalitet, der også giver anledning til at tro, at de

facto recidivet for seksualkriminelle på lang sigt

måske nærmer sig det man ser blandt ikke-seksu-

aliseret voldsdømte på kort sig. Denne omstæn-

dighed bør tages i betragtning ved planlægning af

den strafferetlige håndtering af denne gruppe.

Effekten af forebyggende indsatser bør således

Det er dog værd at bemærke, at followup for

den danske case-population jf. tidligere var 10 år

(eksponeringstid= 8,7 år, SD=2) mod knap 4 års

planlægges langsigtet, dvs. hvor man vurderer

effekt af en given indsats på lang sigt. Nedbrin-

gelse af recidivet for seksualkriminelle med selv få

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

procentpoint kan i praksis betyde, at man sparer

et større antal børn og voksne for at blive udsat

for seksuelle overgreb, ligesom man hjælper den

dømte til at blive rehabiliteret og komme nærmere

et kriminalitetsfrit liv. Kriminalitet er forbundet

med en høj pris for alle involverede – de foruret-

tede, den dømte, parternes pårørende, og samfun-

det som helhed (Forte, 2015). Endeligt formodes

der at være væsentligt færre udgifter forbundet

til behandling sammenlignet med prisen for ef-

fektuering af skærpede straffe, hvis disse omfatter

langvarig fængsling af dømte.

Et af de reviews, der indgik overviewet af Madvig,

Kristensen, & Bengtson (2021), som ikke fandt en

behandlingseffekt, var metaanalysen af effekten

af psykologisk behandling af personer, der havde

begået seksualkriminalitet mod børn (14 studier,

n =2930) (Grønnerød, Grønnerød, Grøndahl, 2015).

I undersøgelsen blev der observeret recidiv til

seksualkriminalitet for 18 % af de behandlede og

for 20 % af kontrolpersonerne i løbet af followup

(gennemsnitligt 6 år). Den observerede gruppefor-

skel svarede til lav behandlingseffekt, såvel for de

ni studier, der levede op til de opstillede metodiske

inklusionskriterier (r = 0,03; 95 % KI: -0,04-0,10)

som ved analyse af resultaterne for samtlige ef-

fektstudier (r = 0,08; 95 % KI: 0,02-0,14).

Metaanalysens fund giver selvsagt anledning til

bekymring, ikke mindst set i relation til behand-

lingsordningen primære formål; at forebygge

seksuelle overgreb på børn. Således tilhører stør-

stedelen af case-populationen (minimum 6 ud af

10) denne gruppe. Jævnfør at seksualkriminelle

generelt recidiverer til samme kriminalitetstype,

som de begik ved indeks (Bengtson & Lund, 2008;

Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2004) bety-

der, at det er særligt imperativt, at vi formår at

behandle denne krænkertype med god effekt. I

nærværende rapport gjorde vi imidlertid mere op-

muntrende fund, idet 6 % af de behandlede begik

seksualkriminalitet mod børn under 15 år i fol-

lowup mod 10 % af kontrollerne, svarende til at de

behandlede havde en 38 % reduktion af korrigeret

relativ risiko. Den observerede forskel var dog ikke

statistisk signifikant, antageligt grundet det lave

antal behandlede/kontroller. Det er dog tænkeligt,

at fraværet af behandlingseffekt for denne specifik

kriminalitetsgruppe hænger sammen med, at net-

op denne gruppe rummer en vis andel med seksu-

elle afvigelser, navnlig pædofili (vedvarende sek-

suel interesse i præpubertære børn) (og antageligt

også af hebefili, dvs. vedvarende seksuel interesse

i børn i 11/12-14-års alderen; Blanchard et al.,

2009). Pædofili er en af de væsentligste risikofak-

torer for at begå seksualkriminalitet såvel blandt

dømte (Schmidt & Banse, 2022; McPhail, Hermann,

Fernane, Fernandez, Nunes, Cantor, 2019; Hanson

& Morton-Bourgon, 2005) og ikke-dømte med pæ-

dofili (Kuhle LF, Schlinzig E, Kaiser G, et al. , 2017;

Wittström, Långström, Landgren, Rahm, 2020).

I herværende undersøgelse var det dog kun en

mindre andel (28 %) af de 194 case-personer, der

var dømt for at begå seksualkriminalitet mod børn,

der var registreret med diagnosen pædofili. Stør-

stedelen af de personer, der havde begået seksu-

alkriminalitet mod børn under 15 år, var med an-

dre ord ikke diagnosticeret med pædofili. Forekom-

sten af pædofili i denne undersøgelse var således

lavere end de prævalensrater, der almindeligvis

rapporteres i prævalensstudier, hvor omkring halv-

delen af dømte er registreret med tilstanden, sær-

ligt i amerikanske undersøgelser og i undersøgel-

ser, hvor diagnosen stilles klinisk (dvs. uden brug af

mere objektive metoder) (Al-Dehlagi, Kristensen,

Giraldi, & Bengtson, in prep., Seto 2018).

Den relativt lave forekomst af pædofili i hervæ-

rende undersøgelse er formodentlig en følge af en

praksis i behandlingsordningen med at diagnosti-

cere pædofili, når der ikke foreligger tvivl om diag-

nosens validitet, dvs. når der utvivlsomt er indika-

tion for en vedvarende og intens seksuel interesse

i præpubertære børn. Imidlertid er diagnosticerin-

gen af pædofili yderst vanskelig og forbundet med

mange potentielle fejlkilder (Bengtson, Sørensen,

& Kristensen, 2019; Bengtson & Kristensen, 2021).

Der er ikke et en til en -forhold mellem pædofili

og recidiv, som det også fremgår af herværende

undersøgelse, hvor der ikke blev observeret signi-

fikant forskel på recidivraten for personer med og

uden pædofilidiagnose (15 % vs. 12 %, p=0,62).

Imidlertid er pædofili en tilstand, der vanskeligt

lader sig eliminere og diagnosticering af pædofili

kan af forskellige årsager være ganske vanskelig

(Seto, 2022; Bengtson, Sørensen, & Kristensen,

2019; Eher et al., 2015; Blanchard, Lykins, Wherrett,

Kuban, Cantor, Blak, Dickey, & Klassen, 2008).

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Et andet forhold, der også har afgørende betyd-

ning for recidivrisiko, er krænkertyper. Således

har adskillige undersøgelser gennem tiden påvi-

ste betydelige forskelle i recidivet for forskellige

krænkertyper, hvor de højeste recidivrater generelt

observeres for blottere, ekstrafamiliære kræn-

kere (krænker af ikke-beslægtede børn) og vold-

tægtsdømte (Furby et al., 1989; Bengtson & Lund,

2008), mens de laveste recidivrater rapporteres

for incestkrænkere (krænket beslægtede børn). I

herværende undersøgelse blev det højeste recidiv

til seksualkriminalitet observeret blandt personer

dømt for at begå blufærdighedskrænkelse (22 %)

mod 10 % af voldtægtsdømte (voksne ofre), 10 %

af § 235-lovovertrædere, 10 % af incestkrænkere,

og 9% af de ekstra-familiære børnekrænkere. De

observerede gruppeforskelle var dog ikke signifi-

kante.

Den relativt højere recidivrisiko blandt blufærdig-

hedskrænkere var overraskende. Det høje recidiv

kan måske dels forklares ved, at denne gruppe

rummer en vis andel af ekshibitionister (”blotte-

re”), som generelt har en dårlig prognose (Bengt-

son & Lund, 2008). Et andet element kan være, at

denne gruppe måske rummer en større andel af

personer med pædofili, der begår ”petty crimes”

(fx forskellige former for beføling af barnet, uden

samleje eller anden kønslig omgængelse), som

typisk afgøres jf. § 232 (blufærdighedskrænkelser).

I et engelsk studie fandt man, at der blandt netop

blufærdighedskrænkere, der havde begået kræn-

kelser mod mænd/drenge, var en højere grad af

kriminel specialisering i seksualkriminalitet, end

blandt de øvrige krænkertyper (Soothill, Fran-

cis, Sanderson, & Ackerley, 2000). Denne gruppe

kunne meget vel være egentlig pædofile, der kun

begår seksualkriminalitet og sjældent andre typer

af kriminalitet. Skal vi udvikle mere effektiv be-

handling af seksualkriminelle, er det nødvendigt at

der i effektstudierne skelnes mellem de forskellige

krænkertyper, fremfor at undersøge effekten på

seksualkriminelle samlet, som var der tale om en

homogen gruppe; vi skal i stedet undersøge, hvad

der virker for hvilke krænkertyper (Madvig et al.,

2021; Tyler et al., 2021).

Forestillingen om, at seksualkriminelle kun er spe-

cialiserede i at begå seksualkriminalitet er efter-

hånden forladt, bl.a. fordi adskillige undersøgelser

viser, at en relativ stor andel også begår en række

af andre former for kriminalitet (Lin & Simon,

2016). Imidlertid er der flere undersøgelser, herun-

der nærværende rapport, der peger på, at nogle

seksualkriminelle reelt er specialister og ofte ude-

lukkende begår seksualkriminalitet, mens andre i

højere grad også begår andre former for krimina-

litet end seksualkriminalitet, altså er generalister

(Lin & Simon, 2016). I Lin & Simon (2016) undersø-

gelsen opfyldte 20 % (59/290) af de dømte krite-

rierne for kriminel specialisering i seksualkriminali-

tet. I denne undersøgelse anvendtes dog en anden

operationalisering af specialisering end den, der

anvendes i nærværende rapport (mere end 50 %

af personens kriminelle afgørelser skulle være for

seksualkriminalitet).

Selvom der sjældent er en simpelt svar på, hvor-

for en person begår seksualkriminalitet, skelnes

der almindeligvis mellem seksualkriminalitet som

følge af en iboende afvigende seksuel interesse

(fx pædofili eller dominans/sadisme) eller en følge

af en mere antisocial personlighedsstruktur, hvor

seksualkriminalitet snarere begås, hvis ”lejlighe-

den byder sig” end som resultatet af at udleve

fx sin seksuelle interesse i børn (Seto, 2018). En

høj specialistscore kunne hypotetisk set være en

indikator for pædofili eller hebefili. I herværende

undersøgelse fandt vi, at behandlingshenviste og

personer med pædofili havde en signifikant højere

specialistscore end ikke-henviste og personer uden

diagnosen pædofili. Hypotesen understøttes også

af, at scoren havde moderat-høj diagnostiske træf-

sikkerhed i forhold til at forudsige case-personer-

nes risiko for at begå seksualkriminalitet mod børn

under 15 år. Omvendt kunne en lav specialistscore

ses blandt generalisterne, hvor den høje forekomst

af ikke-seksualiseret vold blandt de ikke-henviste

kunne tolkes som et fænotypisk udtryk for en

mere prokriminel, evt. dyssocial personligheds-

problematik, snarere end at være en følge af en

sexologisk problemstilling/seksuel afvigelse. For

sidstnævnte persongruppe vil fokus som oftest

være på de kriminogene faktorer, der også fokuse-

res på ved håndtering af andre typer af kriminelle.

Når behandling/håndtering af denne kriminalitets-

gruppe tilrettelægges eller initiativer evalueres, er

det afgørende at indtænke krænkertype og graden

af kriminel specialisering/generalisering, da disse

forhold er afgørende for, hvilke kriminogene fak-

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

torer, behandlingen/risikohåndteringen skal rette

sig mod, og hvilke tiltag, der virker og for hvem. En

one-size-fits-all tilgang er således kontraindiceret

jævnfør de observerede gruppeforskelle i specia-

listscore. Hvor behandlingen af generalister mere

skal rettes mod generelle kriminogene faktorer, er

behandlingen af specialisterne i høj grad også ret-

tet mod behandling af den seksuelle afvigelse.

Retter vi blikket mod resultatet af analysen af

indhold og varighed af behandlingen, blev der i

analysen afdækket en del ligheder i behandlingstil-

buddet på de respektive behandlingsstederne men

også signifikante og væsentlige forskelle. Af case-

populationen blev 36 % henvist til psykiatrisk/

sexologisk behandling, mens de resterende 64 %

ikke var fundet motiverede for og/eller egnede til

psykiatrisk/sexologisk behandling. Andelen af be-

handlingshenviste i herværende undersøgelse var

dermed identisk med andelen af behandlingshen-

viste i Slutrapporten (Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen, 2004), hvor der også blev anbefalet psy-

kiatrisk/sexologisk behandling for 36 % af de i alt

622 personer, der blev visiteret mellem 01.10.1997-

30.09.2001.

Af de behandlingshenviste indgik 119 (19 % af

case-populationen) i analyser af behandlingen.

Behandlingen varede gennemsnitlig 21,1 måne-

der, og der var ingen statistisk signifikant forskel

på varigheden af behandlingstiden på de tre be-

handlingssteder. Der var heller ikke forskel på be-

handlingstiden for personer indstillet til behandling

fra Herstedvester Fængsel og fra den ambulante

behandlingsordning. Det gennemsnitlig antal be-

handlingsfremmøder i behandlingsperioden var 49,

og der var ingen signifikant forskel på antal frem-

møder på tværs af behandlingsstederne. Disse tal

indikerer fremmøde gennemsnitligt hver anden

uge. Det var kun 65 % af de behandlede, der hav-

de modtaget minimum 18 måneders behandling,

hvilket er kortere end de 2 års psykiatrisk/sexolo-

gisk behandling, der typisk anbefales.

Der var der signifikant forskel på antallet af perso-

ner, der fik henholdsvis få og mange behandlings-

kontakter. Personer behandlet i Århus og Middel-

fart var oftere set 30 gange eller mere. Patienterne

i Aarhus fik i højere grad konsultationer hos psyko-

log eller andre faggrupper og modtog oftere krop-

sterapi, mens patienter i Middelfart og København

oftere havde konsultationer hos psykiater, ligesom

de også havde flere konsultationer hos psykiatere

(ca. 1 ud 5 fik 30+ konsultationer hos psykiater i

Middelfart og København).

I Middelfart var gruppeterapi standard, mens færre

modtog gruppeterapi i Aarhus og med de færrest

i gruppeterapi i København. En fjerdedel af patien-

terne i København fik ikke psykoterapi men støt-

tende og/eller medicinsk behandling, mens det var

13 % af patienterne i Middelfart og 14 % af patien-

terne i Aarhus, der ikke fik psykoterapi.

Den hyppigst anvendte terapeutiske metode var

en kombination af psykodynamisk terapi og kog-

nitiv adfærdsterapi (KAT), efterfulgt af ren KAT,

der oftere blev tilbudt i Aarhus. Under 3 personer

havde fået ren psykodynamisk terapi. Der var

imidlertid ikke andre svarmuligheder for registre-

ring af behandlingsform end kognitiv terapi, psyko-

dynamisk terapi, og kombination af kognitiv terapi

og psykodynamisk terapi. Fremadrettet vil det

være væsentligt med flere svarmuligheder, her-

under udvidelse med de behandlingsformer, der

anvendes i dag, bl.a. mentaliseringsbaseret terapi,

mindfulness.

Kombinationen af de to retninger – psykodyna-

misk terapi og KAT – er registreret som den mest

anvendte behandlingsform. Som udgangspunkt

anbefales i almindelig psykoterapi anvendelse af

en ”ren” udgave af en given terapeutisk retning, da

denne brug af terapeutisk metode generelt skøn-

nes at være mest virksom (Hougaard, 2004). Der

var ganske få i dette materiale, der blev fundet eg-

nede til en ren psykodynamisk terapi. Dette fund

er i overensstemmelse med fund i de præsente-

rede metaanalyser, hvor de mere lettilgængelige

behandlingsmetoder såsom KAT generelt fremhæ-

ves som særligt velegnet til denne persongruppe.

KAT er således også den meste undersøgte be-

handlingsmetode, mens der foreligger få under-

søgelser af den klassiske psykodynamiske tilgang

og nyere varianter af den psykodynamiske tilgang

(fx intensiv dynamisk korttidsterapi). De ældre te-

rapeutiske retninger har i en årrække været ”dømt

ude” i forhold til behandling af seksualkriminelle

grundet manglende effekt (Hanson et al., 2002).

Det kan dog ikke afvises, at behandlingsformen

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

kan have potentiale for et udsnit af patientgruppen

med højere funktionsniveau. Dog skal det under-

streges, at der for nuværende, så vidt vides, ikke

er empiri, der dokumenterer effekt af psykodyna-

misk behandling af seksualkriminelle, der taler for

psykodynamisk behandling som standardbehand-

ling. De seksualkriminelle adskiller sig, som nævnt

tidligere, betragteligt fra de øvrige patientgrupper i

psykiatrien (fx personlighedsforstyrrelser). Erfarin-

gen på tværs af kliniske settings og landegrænser

er derfor også, at en meget stor andel af denne

gruppe ikke profiterer af de ældre behandlings-

former, der traditionelt anvendes i psykoterapi

overfor andre patientgrupper/klienter (Hanson

et al., 2002). Ofte er den dømte ikke socialiseret

til den grad af psykologisk refleksion, som er en

forudsætning for at indgå i gængs psykoterapeu-

tisk behandling. Omvendt anbefales kognitiv ad-

færdsterapi som oftest som behandling, da denne

metode kan være nemmere at tilgå for patien-

terne at forstå sammenhænge mellem de indre

psykologiske mekanismer – tanker og følelser – og

adfærden og kropslige reaktioner. Det var interes-

sant, at resultaterne i herværende rapport viste,

at personer, der havde fået en kombination at KAT

og psykodynamisk terapi, havde en lidt lavere reci-

divrisiko, end de personer, der udelukkende havde

modtaget KAT, om end forskellen ikke var statistisk

signifikant.

Ovenstående beskrivelse af indhold og frekvens

af psykiatrisk/sexologisk behandling giver indtryk

af, at der er en række forskelle på behandlingsfor-

løbet på de respektive steder. Det er dog helt for-

venteligt, at der er forskelle på behandlingstilbud

i en national behandlingsordning, som afspejler

behandlernes uddannelsesmæssige baggrund på

de respektive steder, men også hvilke terapeuti-

ske traditioner, behandlerne er uddannet indenfor.

Variationen i behandlingens form (fx antal be-

handlinger og behandlernes uddannelsesmæssige

baggrund) behøver ikke nødvendigvis at udgøre

et problem, så længe behandlingsindholdet i vid

udstrækning er den samme, og der er fokus på

de omtrentlig samme problemstillinger på tværs

af stederne. Der var imidlertid ikke foretaget re-

gistrering af det specifikke behandlingsindhold.

Beskrivelse af behandlingsindhold og form bør dog

betragtes som et øjebliksbillede af den i inklusi-

onsperioden (2006-09) tilbudte behandling. Den

behandling, som i dag tilbydes i behandlingsord-

ningen, er derfor sandsynlighed ikke fuldstændig

identisk med den i rapporten her beskrevne be-

handling.

I metaanalyserne demonstrerede behandling

baseret på RNR-principperne højere kriminalpræ-

ventiv effekt end andre metoder, hvorfor der er

international konsensus om, at denne tilgang bør

tilstræbes overfor alle kriminalitetsgrupper (Bonta

& Andrews, 2017). Anbefalingen af en RNR-tilgang

overfor seksualkriminelle betones også i Europa-

rådets anbefalinger til behandling af seksualkri-

minelle (i fængsler) (European Comittee on Crime

Problems (CDPC), 2021). RNR-baseret behandling

indebærer, kort beskrevet, at behandlingen plan-

lægges i henhold til risiko (jo højere risiko for

tilbagefald, desto mere intensiv bør indsatsen

være), behov (behandlingen skal rettes mod de

risikofaktorer, som øger risikoen for at personen

begår fornyet kriminalitet), og modtagelighed (at

behandlingen tilpasses klienternes forudsætninger

og individuelle læringsstile). Selve behandlingen

roterer rundt om risikovurderingen, om man så må

sige. RNR-baseret behandling indbefatter således

brugen af strukturerede og validerede risikovur-

deringsredskaber (fx Static-99R, Harris, Phenix,

Hanson, & Thornton, 2010, RSVP, Hart, Kropp, Laws

et al., 2003, eller SVR-20, Boer, Hart, Kropp et al.,

1997). Disse anbefalinger ligger i forlængelse af

international konsensus om at undgå brugen af de

såkaldte ustrukturerede risikovurderinger, dvs. risi-

kovurderinger, der udelukkende baserer sig på kli-

niske skøn informeret af klinikerens viden/erfaring,

da disse generelt opnår lav træfsikkerhed (sva-

rende til chance-niveau/”plat-eller-krone”) (Wertz,

Schobel, Schiltz, & Rettenberger, submitted; Han-

son & Morton-Bourgon, 2009; Ægisdóttir et al.,

2006; Hougaard, 2004; Dawes, Faust, & Meehl,

2002). Dette er også påvist at være tilfældet, når

metoden anvendes overfor danske seksualkrimi-

nelle (Bengtson & Långström, 2007), ligesom bru-

gen af strukturerede risikovurderingsredskaber er

fundet at kunne øge træfsikkerheden af klinikeres

risikovurderinger af seksualkriminelle (Bengtson,

Kristensen, Ibsen, Lund, Sørensen, Fristed, & Lång-

ström, in prep.). RNR-modellen fokuserer på indi-

viduelle psykologiske faktorer som forklaring på

kriminel adfærd. Risikoprincippet i RNR-tilgangen

indebærer fx, at man skal være varsom med at

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

sammenblande højrisikopersoner med lavrisiko-

personer i behandlingen, jævnfør at undersøgelser

har vist, at højrisiko personer potentielt kan have

en dårlig/afsmittende effekt på lavrisiko personer

(Bonta & Andrews, 2017).

I flere af de nævnte metanalyser fandt man ikke

overraskende større effekt af specialiserede be-

handlingstilbud, dvs. behandling, der var særligt

udviklet med henblik på behandling af seksual-

kriminelle. Behandlere skal således have en højt

specialiseret viden om personer, der begår seksu-

alkriminalitet og i mange tilfælde også andre typer

af kriminalitet. Der er først og fremmest behov for

højt specialiseret viden om den kriminaliserede

persongruppe, der har begået seksualkriminalitet;

gruppen bør først og fremmest betragtes som en

kriminaliseret gruppe snarere, der adskiller sig fra

andre psykiatriske populationer. Den specialiserede

behandling skal endvidere basere sig på en evi-

densbaseret internationalt anerkendt specialiseret

viden om personer, der begår seksualkriminalitet.

Der er således behov for kontinuert opdatering

omkring international litteratur, navnlig reviews/

metaanalyser vedrørende behandlingseffekt af de

respektive behandlingsmetoder og træfsikkerhe-

den af metoder til risikovurderinger. Høj specialise-

ring af behandlerne sker typisk gennem mødefora

(såkaldte intervisioner og internater), konference-

deltagelse, journal clubs, og case-supervision. Det

er afgørende, at der på tværs af visitations- og be-

handlingssteder er fælles viden og – så vidt muligt

– er konsensus om behandlingsindhold.

Ved varetagelse af specialfunktioner stilles der –

udover de sundhedsfaglige kernekrav – krav om

forskning, udvikling og uddannelse indenfor spe-

cialet (Sundhedsstyrelsen, 2008). Hospitaler, der

varetager en specialfunktion, skal således varetage

forsknings- og udviklingsopgaver i relation til funk-

tionen, men der er mulighed for at etablere tvær-

gående arbejdsdeling, så de enkelte afdelinger har

særlige forskningsområder. Dette sammenholdt

med, at der er i Danmark, bedrives yderst begræn-

set forskning vedrørende seksualkriminelle, bety-

der, at forskning, der har til formål at forbedre og

udvikle den højt specialiserede behandling af den-

ne persongruppe, er en mindst lige så væsentlig

del af at være en højt specialiseret funktion. Des-

uden er de højt specialiserede funktioner placeret

på universitetshospitaler, hvor forskning også er en

implicit del af den kliniske funktion. Særligt på det-

te område, hvor der generelt rapporteres lav, evt.

moderat, effekt af behandlingen. Der er således

behov for forskning af høj kvalitet, ligesom det er

afgørende, at der kontinuert pågår dataindsamling,

som dokumenterer den daglige praksis omkring

visitation, vurdering af behandlingsegnethed, be-

handling og risikovurdering/håndtering. En implicit

del af forskningsaktivitet vil være at tilvejebringe

viden om evidensbaseret best practice til klinikere

i netværket.

Imidlertid fremhæves det i ovennævnte metaana-

lyser og overview, at den metodiske kvalitet af

individuelle effektstudier generelt er lav. Der er en

række etiske og metodiske udfordringer forbundet

med at gennemføre effektundersøgelser af høj

kvalitet (fx randomiserede kontrollerede behand-

lingsstudier, RCT) på dette område. Omvendt ef-

terlyses der også RCT-studier, med henvisning til,

at det er uetisk at tilbyde behandling, der ikke er

optimalt evalueret; RCT-studier er den metode, der

er bedst til at belyse, hvorvidt en ny behandling er

bedre end den eksisterende standard behandling

(Forte, 2015; Hanson et al., 2002; 2009).

Dette leder til et væsentligt problem, der er knyt-

tet til at bedrive forskning, der har til formål at

forbedre behandlingen af seksualkriminelle i Dan-

mark. For at opnå brugbare data, må næsten alle

personer indgå i forskningen. Det gældende GDRP-

krav, om at deltagelse i et forskningsprojekt forud-

sætter samtykke fra undersøgelsespersonerne, er

som udgangspunkt både korrekt og meningsfuldt.

Imidlertid står vi i praksis med det problem, at det

kan være vanskeligt at få personer, der er dømt for

at begå seksualkriminalitet, til at give samtykke

til at deltage i forskningsprojekter, måske i særlig

grad projekter, der har til formål at undersøge, om

de igen begår kriminalitet. Angsten for at blive

identificeret og ”afsløret” formodes at afholde

en del fra at give samtykke til at indgå i forløbs-

undersøgelser, som det også sås i den tidligere

Slutrapport (Direktoratet for Kriminalforsorgen,

2004). På den ene side skal kravet om samtykke

respekteres, men hvis kravet hindrer udførelsen

af solid forskning i at forbedre forebyggelsen af

seksualkriminalitet mod børn og voksne, synes

det at være et alvorligt problem, hvis forskning,

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

der kan medvirke til en bedre hjælp til at dømte

fremadrettet lever et kriminalitetsfrit liv. Dermed

mindskes risikoen for, at børn og vokse udsættes

for seksuelle overgreb. I visse sammenhæng kan

der dispenseres fra kravet om samtykke. Der er

således behov for særlig tilladelse fra myndighe-

der til dataindsamling, af hensynet til almenvellet

og samfundsmæssig tryghed.

Internationalt er der meget fokus på, hvordan vi

forebygger at børn og voksne udsættes for seksu-

elle overgreb, fremfor primært at sætte ind, efter

at der har fundet overgreb sted (Dombert et al.,

2016; Bengtson & Kristensen, 2021). Der er navn-

lig et enkelt forebyggende tiltag, der anbefales af

klinikere og forskere internationalt. Det er anonym

behandling af ikke-dømte personer med pædo-

fili, der ønsker at få hjælp til at kontrollere deres

seksuelle interesse i børn, i regi af Projekt Dunkel-

feld, Tyskland (Beier, Grundmann, Kuhle, Scherner,

Konrad, & Amelung, 2015). Her kan ikke-dømte

med pædofili få behandling uden at informere om

hvem de er, og hvor de bor, etc. Projekt Dunkel-

feld blev indført, idet man var bekendt med at en

række personer med pædofili ikke henvendte sig

til offentlige behandlingssteder, fordi de var bange

for at blive registreret med pædofili i de offentlige

patientjournaler (Jahnke, 2018). Anonymiseringen

af behandlingstilbuddet betød, at der om måneden

henvendte sig mellem 15-20 personer med pæ-

dofili fra hele verden til Dunkelfeld-projektet med

ønske om at komme i behandling. Fra indførelsen

af Dunkelfeld og frem til 2017 havde knap 2600

personer henvendt sig med behandlingsønske

(Beier, 2018). Ikke alle ønskede dog at indgå i be-

handling efter den initiale kontakt. Forfatterne af

herværende rapport er dog ikke vidende om, hvor

mange personer, der har henvendt sig fra 2018 og

op til i dag. Disse estimater vidner om, at der glo-

balt set er en række personer med pædofili, som

er hjælpsøgende. Det samme formodes at gøre sig

gældende i Danmark.

Indførelse af anonym behandling i Danmark er

dog af flere grunde vanskelig, primært grundet

den skærpede underretningspligt for fagpersoner.

Alle voksne i Danmark har pligt til at underrette

kommuner, hvis der er mistanke om, at et barn er

udsat for forhold, hvor de lider nød eller er i fare,

eller der er risiko herfor. Fagpersoners pligt til at

underrette er udvidet. Ved anonym behandling er

det imidlertid ikke muligt at leve op til den skær-

pede underretningspligt, fordi personens identi-

teten er ukendt. I Dunkelfeld-projektet oplever de

dog yderst sjældent, at patienter kommer med

sådanne ytringer, og ofte opgiver patienter anony-

miteten, når der er opbygget tillid til behandleren

(personlig kommunikation, Laura Kuhle, 2022).

I Danmark har man indført anonym behandling (i

modificeret grad) indenfor misbrugsbehandling.

Skal der implementeres anonym behandling af

personer med pædofili (og evt. andre potentielt

kriminelle seksuelle afvigelser) vil det kræve

dispensation for de krav, der normalt stilles til

sundhedspersonalet, der skal være ansvarlig for

behandlingen. En alternativ løsning, som formodes

at kunne bidrage til, at det bliver mere attraktivt

for personer med pædofili eller andre potentielt

kriminelle seksuelle afvigelser at søge behandling

er, hvis der sker en effektiv skærmning af patien-

tjournaler. Det eneste behandlingssted, der har

fuldstændig skærmning af journaler, er Sexologisk

Klinik, Psykiatrisk Center København. Fuldstændig

skærmning indebærer, at andre psykiatriske og

somatiske afdelinger ikke kan se hverken diagno-

ser eller journalnotatet. Fuldstændig skærmning af

journaler vurderes i bedste fald at kunne medvirke

til, at flere ikke-dømte tør henvende sig i behand-

ling, selvom det selvsagt ikke vil opleves så sikkert

for de ikke-dømte, der ønsker behandling, som

anonym behandling. På den ene side kan man

tænke, at vi skal gøre alt for at gøre adgangen til

behandling så nem og sikker så muligt for ikke-

dømte personer med pædofili eller andre poten-

tielt kriminelle seksuelle afvigelser. Blandt psykia-

triske patienter er der en klar overrepræsentation

af personer, der har været udsat for seksuelle

overgreb, navnlig de personer, der udsættes for

seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen

(Forte, 2015). Set i det lys vil anonym behandling

være at foretrække, da det formodes at gøre det

mere attraktivt for potentielle klienter at opsøge

behandling. På den anden side er der juridiske og

behandlingsmæssige forhold der taler imod. At

indføre anonym behandling i det psykiatriske sy-

stem ville forudsætte seponering/ændring af en

række juridiske forhold, hvad angår det specifikke

område, der skulle varetage anonym behandling.

Under alle omstændigheder er der behov for at

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

udbygge de elektroniske journaler (EPJ-funktiona-

liteterne) i region Midtjylland og Syddanmark, så

behandlingsstederne i disse regioner også kan få

fuldstændig skærmede patientjournaler og der-

med bibringe patienterne i behandling øget sik-

kerhed.

afstedkommet færre domfældelse i den periode,

hvor kontrollerne blev fulgt. Disse forhold kunne

tale for, at den faktiske effekt af behandlingsord-

ningen potentielt er større, end tallene ovenfor

estimerer.

En anden svaghed ved herværende undersøgelse

Herværende undersøgelse har bidraget med en

række væsentlige undersøgelsesresultatet, der in-

formerer om behandlingsordningens indhold og ef-

fekt. Der var dog også en række metodiske forhold,

der svækker undersøgelsen. Dels bliver undersøgel-

sesresultaterne aldrig bedre, end de data, de beror

på, så hvis de indsamlede data af forskellige årsa-

ger, er invalide, svækker det validiteten af undersø-

gelsesresultaterne (”garbage in garbage out”).

Brugen af den såkaldte historiske kontrolgruppe

betød, at case-populationen indeholdt personer,

der oprindeligt ville have være inkluderet i kontrol-

gruppen, men som grundet recidiv til ligeartet kri-

minalitet i inklusionsperioden endte med at blive

inkluderet i case-populationen. Dette indebærer

potentielt en skævvridning af de to sammenlig-

ningsgrupper, med relativt flere højrisiko personer i

case-populationen og relativt flere lavrisiko perso-

ner i kontrolgruppen. Etableringen af den historiske

kontrolgruppe var ikke optimal, men det bedst

mulige kompromis. Desværre var det ikke muligt

at matche case-personer og deres kontroller på

tidligere seksualkriminalitet pga. relativt små grup-

per af potentielle kontroller i de danske registre.

Denne fejlkilde blev forsøgt mindsket ved at mat-

che case-personer og deres kontroller på tidligere

seksualkriminalitet, hvilket ikke var muligt grundet

små grupper af potentielle kontroller i de danske

registre. I tillæg hertil forekommer det også sand-

synligt, at de facto recidivet for den historiske kon-

trolgruppe måske er højere end de officielle tal i

Kriminalregisteret vidner om, som udgør estimatet

for recidiv i denne undersøgelse. I 1980-90erne

”slap” man måske nemmere afsted med at begå

seksuelle overgreb, fordi der ikke var den samme

opmærksomhed på seksuelle overgreb i almen-

befolkningen, som det er tilfældet i dag og i den

periode, hvor case-populationen blev fulgt. Det er

således tænkeligt, at forekomst af uanmeldt sek-

sualkriminalitet (mørketal) var højere for kontrol-

gruppen, ligesom den lavere straframme og må-

ske også anden retspraksis potentielt kunne have

var, at der kun indgik 109 i analysen af behand-

lingseffekt. Det lave antal undersøgelsesdelta-

gere var en følge af, at der var et lavt antal af

behandlede pr. år, og der kun blev indsamlet data

i en 4-årig periode, og – ikke mindst – at der for

ca. hver tredje af de behandlingshenviste (35 %)

ikke var registreret oplysninger om behandlings-

forløbet, hvorfor de måtte ekskluderes fra de

statistiske analyser af behandlingsforløbsdata. De

manglende behandlingsoplysninger kunne enten

afspejle, at personen på trods af henvisningen ikke

var fremmødt til behandling, eller fordi der ikke

var indsamlet behandlingsforløbsdata. For at sikre

en systematisk dataindsamling er der behov for,

at der fremadrettet afsættes midler/ressourcer

til dataindsamling på behandlingsstederne. Det

lave antal undersøgelsesdeltagere betød, at det

var svært at påvise en statistisk signifikant positiv

effekt af psykiatrisk/sexologisk behandling. Så

selvom behandlede i denne undersøgelse generelt

havde lavere forekomst af de forskellige former for

seksualkriminalitet i followup end deres matchede

kontroller, var det grundet det lave antal personer i

de statistiske analyser vanskeligt at opnå statistisk

signifikans af de fundne forskelle i recidiv. Vores

mulighed for at blive klogere på, hvad der virker

på hvem, fordrer med andre ord, at vi laver konti-

nuert forskning på denne kriminalitetsgruppe, og

hvor forskning i behandlingseffekten og forskning i

at forbedre effekten af behandlingen, er obligat for

behandlingsordningen.

En tredje mangel ved undersøgelsen var, at der

ikke var foretaget registrering af den specifikke

årsag til, at to tredjedele af de visiterede ikke

blev indstillet til behandling. Fremadrettet vil det

være væsentligt at dokumentere, hvorvidt den

specifikke årsag til manglende indstilling til be-

handling var som følge af manglende motivation/

behandlingsønske hos den visiterede, manglende

erkendelse af det påsigtede/pådømte, at personen

ikke blev fundet behandlingsegnet grundet dennes

kognitive eller personlighedsmæssig konstitution,

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

eller at personen blev henvist til mere relevant be-

handling så som anger management eller intensiv

misbrugsbehandling.

En fjerde mangel var, at der i undersøgelsen ikke

var spurgt ind til klienttilfredshed. Det vil fremad-

rettet være væsentligt at spørge ind til de behand-

ledes tilfredshed med behandlingsforløbet. Det vil-

le give mulighed for at få indsigt i de behandledes

tilfredshed med forløbet, og om patienttilfredshed

kunne for forudsige kriminelt recidiv.

Omvendt var der også en række styrker ved un-

dersøgelser, der levede op til mange af de anbe-

falingerne til effektundersøgelser af seksualkri-

minelle, herunder selvet case-kontrol designet,

prospektiv dataindsamling (undtaget baseline data

for Herstedvester Fængsel), brug af en i internatio-

nal sammenhæng lang followup for case-personer

og kontroller, hvor alle blev fulgt i det samme antal

år (10 år), matchning af kontroller, prospektiv data-

indsamling, der som udgangspunkt blev foretaget

af klinikere, der havde visiteret og/eller behandlet

klienten, og beregning af eksponeringstid (tid på

fri fod). Der blev også indsamlet en bred vifte af

oplysninger om den visiterede, som blev kombi-

neret med registeroplysninger fra bl.a. kriminalre-

gisteret via Danmarks Statistik, der sammen med

det svenske kriminalregister er en af de mest om-

fattende og valide registre i den vestlige verden,

der dækker alle landet borgere og bidrager med

valide mål for anmeldte og afgjorte sager (Bren-

nan, Mednick, Hodgins, 2000). Endelig bidrog mo-

dellen til vurdering af graden af kriminel speciali-

sering i seksualkriminalitet (specialistscoren) med

lovende fund qua høj diagnostiske træfsikkerhed

i forhold til forudsigelse af personernes risiko for

at begå seksualkriminalitet mod børn. Redskabets

diagnostiske træfsikkerhed vil blive belyst i sær-

skilt publikation.

Case-populationen blev i Delrapport 1 (Direktoratet

for Kriminalforsorgen, 2015) fundet repræsentativ

for mellemgruppen af seksualkriminelle, dvs. grup-

pen af dømte, der er idømt mellem 3 måneder og

4-5 år.

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 7

Konklusion

Undersøgelsen omfatter 580 mænd, der blev visi-

teret i den danske behandlingsordning, i perioden

01.01.06-31.12.09 i forbindelse med at være sigtet

eller dømt for at begå seksualkriminalitet. Case-

populationen bestod af personer, der efter gæl-

dende lovgivning og praksis var idømt ubetingede

fængselsstraffe fra tre måneder til fire år (fem år

for voldtægt). Case-populationen bestod i 6 ud af

10 tilfælde af personer, der havde begået seksual-

kriminalitet mod børn under 15 år. Blandt dem, der

havde begået seksuelle overgreb på børn, var 28

% registreret med diagnosen pædofili. Materialet

ansås for repræsentativ for mellemgruppen af per-

soner dømt for at begå seksualkriminalitet (Direk-

toratet for Kriminalforsorgen, 2015). Fordeling af

case-load i Herstedvester Fængsel og behandlings-

stederne var ganske forskellig; størstedelen (80%)

af visitationerne blev gennemført i Herstedvester

Fængsel.

Beskrivelsen af indhold og frekvens af psykiatrisk/

sexologisk behandling gav indtryk af, at der var

forskelle på behandlingsforløbene på de respek-

tive behandlingssteder. Nogle af forskellene er

forventelige grundet variationer i behandlernes

uddannelsesmæssige og terapeutiske baggrund

på de respektive steder. Den primære behandling

bestod i en kombination af KAT og psykodynamisk

behandling.

Resultatet af herværende undersøgelse indikerer,

at der generelt var en positiv og signifikant kri-

minalpræventiv effekt af behandlingsordningen.

Case-populationen havde 3,9 procentpoint lavere

recidivrate eller 30% lavere risiko for at begå sek-

sualkriminalitet i followup end den matchede kon-

trolgruppe. Der var lignende fund for grov seksual-

kriminalitet, generel kriminalitet og ikke-seksuali-

seret vold. Der var ikke forskel på gruppernes risiko

for at begå børnerelateret seksualkriminalitet.

Spørgsmålet var dog, hvad der forårsagede de

observerede gruppeforskelle: Var det behand-

lingsordningen som helhed, psykiatrisk/sexologisk

behandling, metodiske forhold eller noget fjerde?

Der var ikke forskel på recidivrisikoen for personer

med og uden diagnosen pædofili.

Den kriminalpræventive effekt i herværende

undersøgelse forekom at være sammenlignelig

med internationale fund vedrørende recidivrater

og behandlingseffekt. Dog fandt vi ingen signi-

fikante forskelle på de observerede recidivrater

til seksualkriminalitet på tværs af de respektive

krænkertyper. Personer, der var dømt for at begå

blufærdighedskrænkelser, var dog overraskende

nok den krænkertype, der havde det højeste re-

cidiv til seksualkriminalitet og seksualkriminalitet

mod børn. Der var ikke forskel på recidivet for §

235-lovovertræderne og hands-on børnekrænkere,

hvilket taler for at disse to grupper kan indgå i be-

handlingsordningen på lige fod.

Case-kontrol studiet viste også, at behandlede ge-

nerelt havde henholdsvis 22 % og 25 % lavere risi-

ko for at begå seksualkriminalitet og generel krimi-

nalitet end kontrolgruppen, dog var forskellen ikke

statistisk signifikant. Personer, der havde modtaget

langvarig psykiatrisk/sexologisk behandling (af

minimum 18 måneders varighed) havde signifikant

lavere risiko for at begå seksualkriminalitet i fol-

lowup. Der var derimod ingen forskel på effekten

af de respektive behandlingsmetoder. Derimod

havde behandlingshenviste case-personer generelt

højere, dog ikke signifikant, risiko for at begå for-

nyet kriminalitet, end ubehandlede case-personer.

Denne sammenligning var dog ikke meningsfuld,

da gruppen af behandlingshenviste var en selek-

teret gruppe, der bestod af personer, der i højere

grad end de ubehandlede har specialiseret sig i

kriminalitet mod børn, særligt præpubertære børn,

end ikke-henviste.

Samlet set er det på baggrund af de præsenterede

resultater vores vurdering, at det aktuelle materi-

elle indikerer, at behandlingsordningen som helhed

og specifikt psykiatrisk/sexologisk behandling har

en kriminalpræventiv effekt i pågældende periode.

Det er dog ikke muligt med sikkerhed at konklude-

re noget entydigt om den direkte årsag til effekten.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kapitel 8

Anbefalinger

På baggrund af resultaterne i herværende rapport

anbefales, at den danske behandlingsordning for

visse seksualkriminelle fortsætter. Med etablerin-

gen af behandlingsordningen blev det i Danmark

for første gang muligt at tilbyde psykiatrisk/sexo-

logisk behandling til en bred gruppe af seksualkri-

minelle i Danmark. Der er – som det også fremgår

af anbefalingen i Slutrapporten (Direktoratet for

Kriminalforsorgen, 2004) – i behandlingsordnin-

gen opbygget en omfattende ekspertise omkring

behandling af seksualkriminelle, som fortsat kan

udbygges og opdateres for, at sikre at risikoen for

recidiv mindskes yderligere.

De internationale anbefalinger vedrørende be-

handling af seksualkriminelle peger på, at den

danske behandling fortsat bør bestå i frivillig og

ambulant behandling, der i høj grad baserer sig

på kognitiv adfærdsterapi, og grundlæggende bør

behandlingen i højere grad fremadrettet basere sig

på en RNR-tilgang. Dette forudsætter, at der ind-

føres systematiske strukturerede risikovurderinger

på alle ved behandlingsstart.

Som en del af indsatsen med at harmonisere og

opdatere behandlingstilbuddet, bør der udarbejdes

en vejledning til, hvilke problemområder, der som

minimum skal adresseres i behandlingen på tværs

af visitations- og behandlingsstederne (need-to-

know). Vejledningen bør afspejle evidensbaseret

praksis på området, herunder hvordan visitation

og behandling fremadrettet skal basere sig på

RNR-principperne. Det bør endvidere sikres, at den

danske behandlingspraksis følger Europarådets

anbefalinger til behandling af seksualkriminelle,

uanset at disse anbefalinger vedrører behandling

i fængsler; de fleste principper kan overføres til

ambulant behandling (fx RNR-principperne) (Euro-

pean Comittee on Crime Problems (CDPC), 2021).

Desuden bør det sikres, at den danske behandling

er sammenlignelig med den evidensbaserede be-

handling, der praktiseres i andre vestlige lande,

navnlig de nordiske, hvor behandling i højere grad

synes at bygge på en RNR-tilgang.

Der har de seneste 5-6 år på tværs af behandlings-

stederne generelt været et fald i antallet af perso-

ner, der henvises til visitation i behandlingsordnin-

For at kunne gennemføre forskningsprojektet er

der behov for, at myndighederne sikrer tilladelse til

dataindsamling for at sikre, at der kan gennemfø-

res forskning på en større og repræsentativ gruppe

af dømte omfattet af den danske behandlingsord-

ning. Der er også behov for, at der politisk afsættes

midler til kontinuert forskning i at forbedre be-

handlingen af navnlig personer med pædofili, he-

befili og blufærdighedskrænkere med henblik på at

forebygge seksuelle overgreb på børn og voksne

og for at hjælpe de pågældende personer til at få

et kriminalitetsfrit liv.

Selvom forebyggelse af seksuelle overgreb på

børn og voksne har samfundets højeste prioritet,

gennemføres der i Danmark imidlertid begrænset

forskning i, hvordan man bedst forebygger fornyet

kriminalitet blandt allerede dømte, primært fordi

det er yderst vanskeligt at skaffe forskningsmidler

til området. Det synes derfor imperativt at genop-

tage og intensivere den systematiske dataindsam-

ling, der tidligere har fundet sted i behandlings-

ordningen, med henblik på at sikre egnethedsvur-

deringer, evaluere omfanget, indholdet, og den

kriminalpræventive effekt af den psykiatriske/sex-

ologisk behandlingen, herunder om behandling er

differentiel effektiv for forskellige typer af kræn-

kere, jævnfør at seksualkriminelle udgør en hete-

rogen gruppe. Der er ydermere behov for udvik-

lingsprojekter, hvor nye metoder til behandling af

personer med pædofili og hebefili, inklusiv høj spe-

cialisering i seksualkriminalitet, udvikles/afprøves

(fx medicinsk behandling [Landgren, Malki, Bottai,

Arver, & Rahm, 2020], brug af virtual realitet [VR]

i behandling [From-Berger, Meyer, Jordan, & Mül-

ler, 2018]). Behovet for at styrke evidensbaseret

praksis accentueres af, at tilliden til fund af positiv

behandlingseffekt bør modereres af, at mange pri-

mærundersøgelser er metodologisk svage og kun

opfylder få af nutidens minimumskrav til videnska-

belige undersøgelser (Madvig et al., 2020).

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

gen. Jf. tidligere påhviler det anklagemyndigheden,

forsvarer eller den lokale kriminalforsorgsafdeling

at undersøge, hvorvidt sigtede falder ind under

rammer for den ambulante behandlingsordning,

og anklagemyndigheden har pligt til at initiere

undersøgelse af, om sigtede er egnet og moti-

veret for psykiatrisk/sexologisk behandling, hvis

gerningsindholdet og estimeret straflængde falder

ind under behandlingsordningen. Faldet i antallet

af sigtede, der henvises til den ambulante behand-

lingsordning, giver indtryk af, at der er behov for

information om behandlingsordningens eksistens

til forsvarer, anklagemyndigheder, kriminalfor-

sorgsafdelinger og arresthuse. Dette kan også

skyldes ændret eller særlig domspraksis. Der synes

således at være indikation for at foretage udvidel-

se af anvendelsesområdet for behandlingsordnin-

gen. Jævnfør at straframmen for seksualkriminali-

tet i Danmark er blevet forhøjet kontinueret og der

er sket ændring af retspraksis på området gennem

de seneste 5-10 år (Bilag 4), kan det anbefales, at

rammen for inklusion i visitationsordningen sæt-

tes op til 6 års ubetinget. Ligeledes forekommer

det relevant at udvide anvendelsesområdet til at

omfatte flere typer af lovovertrædelser, fx er be-

siddelse eller distribution af seksualiserede billeder

af børn (§ 235-lovovertrædelser) ikke omfattet af

den ambulante ordning med betingede domme.

Jævnfør at der ikke var forskel på recidivet for §

235-lovovertræderne og hands-on børnekrænkere

taler for, at disse to grupper kan indgå i behand-

lingsordningen på lige fod.

Endelig synes der at være behov for at rette fokus

på det case-load, der er i den særlige visitations-

afdeling i Herstedvester Fængsel, samt at arbejde

videre med den motivationsfremmende indsats i

fængslerne, og det anbefales, at der igen oprettes

særlig afsoningsafdelinger, som er fysisk og psyko-

logisk sikre for afsonerne.

Afslutningsvis skal det understreges, at der i Dan-

mark er behov for at videreudvikle præventive

tiltag, for i højere grad at forsøge at forebygge

fremfor primært at sætte ind, når der har fundet

seksuelle overgreb sted. Indsatsen skal især ret-

tes mod personer med forhøjet risiko for at begå

seksualkriminalitet, herunder tidligere dømte og

ikke-dømte med seksuelle afvigelser (fx pædo-

fili, en vedvarende seksuel interesse i børn eller

seksuel sadisme), der potentielt kan ende med,

at personen lever den seksuelle afvigelse ud og

begår seksuelle overgreb. På denne måde kan vi

i bedste fald nedbringe antallet af forurettede og

hjælpe personer med potentielt kriminelle seksu-

elle afvigelse til fortsat at leve et liv uden at begå

seksualkriminalitet.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Bilag

Bilag 1:

Oversigt over gerningskoder, paragraffer og gerningskode tekst

indeholdt i 10 kriminalitetskategorier

Benævnelse

Politiets

gerningskode

72211

72215

72235

72236

72254

Voldtægt m.v.

72255

72301

72302

72303

Ger7_Paragraf

216

217

224 jf. 216

224 jf. 217

225 jf. 216

225 jf. 217

§216, stk 1 nr. 1

§216, stk 1 nr. 2

§216, stk. 1, nr.2

§225 jf. 216,

stk. 1

72121

72122

72123

Incest

72124

72125

72126

72127

210, stk. 1

210, stk. 2

210, stk. 3

§210, stk 3

72232

72243

72252

Samleje

< 12 år

72258

72259

72262

72304

222, stk. 2

224 jf. 222, stk. 2

225

225 jf. 216

225 jf. 217

226 jf. 222, stk. 2

§216, stk 2

§225 jf. 216,

stk 2

Politiets gerningskode tekst

Voldtægt

Samleje med ulovlig tvang

And. kønsl. omgæng. v/ikke-seksualiseret vold

And. kønsl. omg. v/ulovl. tv.

Homoseksualitet v/ikke-seksualiseret vold

Homoseksualitet v/ulovlig tvang

Voldtægt ved anvendelse/trussel om ikke-seksualiseret

vold

Voldtægt ved ulovlig tvang

Voldtægt ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand

Andet seksuelt forhold ved ikke-seksualiseret vold/trus-

sel om ikke-seksualiseret vold

Blodskam (børn u/15 år)

Blodskam iøvrigt

Blodskam/søskende(børn u/15)

Blodskam iøvr./søskende

Blodskam anden kønsl.omg.(u/15)

Blodskam anden kønsl.omg.søskende

Blodskam iøvr. anden kønsl.omg.

Blodskam, andet seksuelt forhold børn u.15 år

Samleje med barn under 12 år

And. kønsl. omg. m/barn u/12år

Homoseksualitet m/barn u/12 år

Hom.seks.v/ikke-seksualiseret vold m/barn u/12år

Hom.seks.v/ulovl.tvang m/barn u/1

Uagtsom s.forbr. m/barn u/12år

Voldtægt ved samleje barn u.12 år

Andet seksuelt forhold barn u.12 år

Kategori

100

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Kategori

Benævnelse

Politiets

gerningskode

72231

72242

72251

Ger7_Paragraf

222, stk. 1

224 jf. 222, stk. 1

225

225 jf. 216

225 jf. 217

226 jf. 222, stk. 1

§222

§225 jf. 222

Politiets gerningskode tekst

Samleje med barn under 15 år

And. kønsl. omg. m/barn u/15år

Homoseksualitet m/barn u/15 år

Hom.seks.v/ikke-seksualiseret vold m/barn u/15år

Hom.seks.v/ulovl.tvang m/barn u/1

Uagtsom s.forbr. m/barn u/15år

Samleje med barn u.15 år

Andet seksuelt forhold med barn u.15 år

Samleje m.prostit.u.18-kunde

Samleje m. plejeb./stedb. mv.

Samleje ved forførelse

And. kønsl. omg. m/pl./st.barn

And. kønsl. omg. v/forførelse

Samleje ved forførelse

Samleje med prostitueret u. 18 år - kunde

Andet seksuelt forhold end samleje med prostitueret u.

18 år - kunde

Samleje v. udnyt. af psy. abn.

Samleje v. udnyt. af hj.løs tilst

Samleje med institutionsanbr.

Samleje v. misbr. af afh.forh.

Tilsnigelse af samleje

And. kønsl. omg. v/udn.psy.ab.

And. kønsl. omg. m/inst.anbr.

And. kønsl. omg. v/misb.afh.f.

And. kønsl. omg. v/tilsnig.

Blufærdighedskrænkelse

Blufærdighedskr. v/beføling

Blufærdighedskr. v/blotteri

Blufærdighedskr. v/beluring

Bluf.kr. v/verb. uterl. o.lign

Bluf.kr. v/anden uterlighed

Blufærdighedskrænkelse i øvr.

Blufærdighedskrænkelse ved beføling

Blufærdighedskrænkelse ved blotteri

Blufærdighedskrænkelse ved beluring

Blufærdighedskrænkelse ved verbal uanstændighed

Blufærdighedskrænkelse ved anden uanstændighed

Samleje

12-15 år

72256

72257

72261

72319

72230

72233

72234

Samleje

adoptivbarn,

stedbarn mv.

72244

72245

72322

72325

223a

223, stk. 1

223, stk. 2

224 jf. 223, stk. 1

224 jf. 223, stk. 2

§223, stk 2

§224, stk 2

§225 jf. 224,

stk 2

72221

72222

72225

Samleje,

institution

mv.

72227

72229

72237

72238

72239

218

218, stk. 2

219

220

221

224 jf. 218

224 jf. 219

224 jf. 220

224 jf. 221

72281

72282

72283

72284

72285

Blufærdig-

hedskræn-

kelse

72286

72287

72371

72372

72373

72374

Ikke-eksiste-

rende

232

§232

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

101

Kategori

Benævnelse

Politiets

gerningskode

72280

72292

72293

Ger7_Paragraf

230

235a, stk.1

235a, stk.2

234

235, stk. 1

235, stk. 2

§226

§235, stk. 1

Politiets gerningskode tekst

Utugtig foto/filmopt.af pers.u.18

Rekruttere/medvirke til utugtig optræden af personer

under 18 år

Overvære utugtig optræden af personer under 18 år

Pornografi

Børnepornografi

Børnepornografi-besiddelse af

Pornografiske foto/filmoptagelse af person u. 18 år

Børnepornografi

Børnepornografi, besiddelse af/bekendt med

Rufferi

Fremme af utugt

Udlejning af værelse til utugt

Alfonseri (underhold)

Alfonseri (deler bolig)

Forulemper v. opford. t. utugt

Overtrædelse af pålæg

Meddelt pålæg

Pornografiske

billeder af

børn

72295

72296

72299

72351

72386

72271

72275

Rufferi

72276

72277

72278

72291

Vilkår

72297

72298

72392

72111

72112

Eksluderes

72113

72131

72141

72151

Udenfor

kategori

72253

72263

228

229, stk. 1

229, stk. 2

229, stk. 3

229, stk. 4

233

236, stk. 4

§236

208, stk. 1

208, stk. 2

208, stk. 3

213, stk. 1

214, stk. 1

215

225

226

Overtrædelse af bestemmelser i straffelov §236

Bigami (den gifte person)

Groft uagtsomt bigami

Bigami (den ugifte person)

Vanrøgt

Falsk fødselsanmeldelse

Unddrag. af forældremyndighed

Homoseksualitet iøvrigt

Uagtsom seksualforbr. iøvrigt

102

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Bilag 2:

Gruppering af kriminelle afgørelser i DST

Afgørelseskategorier dannet på baggrund af DST afgørelsesvariable AFG_AFGTYP3

(Afgørelsens eller sanktionens type). Link til AFG_AFGTYP3 beskrivelse hos DST:

https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/Times/kriminalstatistik/afg-afgtyp3

Afgørelsesgrupper

AFG_AFGTYP3 medtaget

111

112

113

Ubetinget eller delvis betinget dom

114

115

116

117

118

121

Betinget dom

122

123

124

§68 Særforanstaltning

511

211

212

213

214

215

216

217

218

Bøde, frakendelse el.lign.

219

220

221

222

223

224

225

311

312

Tiltalefrafald Rpl. § 722-723 plus §721

stk. 1, nr. 2 og nr. 3 og andet

313

314

315

Ubetinget dom alene

Delvis betinget dom

Delvis betinget og samf.tj.

Ubetinget dom og bøde

Udstået ved varetægt

Straffelov § 68-70, Forvaring

Ubetinget dom og samf.tj.

Ungdomssanktion

Betinget dom alene

Betinget dom og samf.tj.

Betinget dom og bøde

Bet. dom, bøde og samf.tj.

Foranstaltningsdom

Bødedom

Udeblivelsesdom

Bødevedtagelse

Bødeforlæg

Indenretlig bøde og frakend.

Udenretlig bøde og frakend.

Indenretlig vedt. af bøde og kørselsforbud

Udenretlig vedt. af bøde og kørselsforbud

Bøde og øvrige frakend. el. kørselsforbud.

Indenretlig vedtagelse af bøde/frakendelse af retten til at føre lille

knallert

Udenretlig vedtagelse af bøde/frakendelse af retten til at føre lille

knallert

Indenretlig vedtagelse bøde/frakendt ret til af føre tunge køretøjer

Udenretlig vedtagelse bøde/frakendt ret til af føre tunge køretøjer

Indenretlig vedtagelse bøde/frakendelse og ret til at føre tunge kø-

ret.

Dom uden retsmøde

Rpl § 723, stk.1, nr.1

Rpl § 723, stk.1, nr.2

Rpl § 723, stk.1, nr.5

Rpl § 723, stk.2

Rpl § 723, stk.4 jf.s.1,n.1

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

103

Afgørelsesgrupper

AFG_AFGTYP3 medtaget

316

317

318

319

321

322

323

324

325

326

327

328

330

331

332

333

334

335

336

Rpl p.723, stk.4 jf.s.1,n.2

Rpl p.723, stk.4 jf.s.1,n.5

Rpl p.723, stk.4 jf.stk.2

Rpl p.723, stk.4 jf.stk.3

Rpl p.723, stk.1, nr.1

Rpl p.723, stk.1, nr.2

Rpl p.723, stk.1, nr.5

Rpl p.723, stk.2

Rpl p.723, stk.4 jf.s.1,n.1

Rpl p.723, stk.4 jf.s.1,n.2

Rpl p.723, stk.4 jf.s.1,n.5

Rpl p.723, stk.4 jf.stk.2

Rpl p.723, stk.3

Rpl p.723, stk.1, nr.3

Rpl p.723, stk.1, nr.4

Rpl p.723, stk.1, nr.5

Rpl p.723, stk.2

Rpl p.723, stk.4 jf.s.1,n.3

Rpl p.723, stk.4 jf.s.1,n.4

Rpl p.723, stk.4 jf.s.1,n.5

Rpl p.723, stk.4 jf.stk.2

Rpl p.723, stk.4 jf.stk.3

Rpl p.722, stk.1, nr.2

Rpl p.722, stk.1, nr.3

Rpl p.722, stk.1, nr.7

Rpl p.722, stk.2 jf.stk.3

Rpl p.722, stk.1,nr.2 ungd.kontrakt

Rpl p.722, stk.1,nr.3 ungd.kontrakt

Rpl p.722, stk.1, nr.6

Rpl p.722, stk.1, nr.4

Rpl p.722, stk.1 nr.7

Rpl p.722, stk.2 jf.stk.3

Rpl p.722, stk.1 nr.5

Rpl p.723, stk.1

Rpl p.723, stk.4 jf.stk.1

Rpl p.721, stk.1 nr.2 Påtale opgivet

RPCH:81 rpl p.721,stk.1 nr.3 påtale opgivet

Straffeloven

Særlovgivningen

Straffeloven(tiltale undl.m.advarsel)

...fortsat

Tiltalefrafald Rpl. §.722-723 plus §721

stk. 1, nr. 2 og nr. 3 og andet

337

338

339

341

342

343

344

345

346

351

352

353

354

355

411

412

413

414

421

422

423

104

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Afgørelsesgrupper

AFG_AFGTYP3 medtaget

424

Særlovgivningen(tilt.undl.m.advarsel)

Straffeloven

Særlovgivningen

Straffeloven (tiltale undl.u.advarsel)

Særlovgivningen(tilt.undl.u.advarsel)

Advarsel

Frifundet

Straf bortfaldet

Militær straf

Ingen tillægsstraf (§89)

Anden afg. i øvrigt

Andet

Sigtelsen grundløsstrfl.(721 stk.1 nr.1)

Sigtelsen grundløssærl.(721 stk.1 nr.1)

...fortsat

Tiltalefrafald Rpl. §.722-723 plus §721

stk. 1, nr. 2 og nr. 3 og andet

431

432

433

434

512

514

515

516

Frifundet, advarsel el. straf bortfaldet

inkl. §721 stk. 1, nr.

517

518

519

550

551

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

105

Bilag 3:

Retsplejelovens §§ 722-23

Retsplejelovens § 722

Tiltale i en sag kan helt eller delvis frafaldes i til-

fælde,

1) at sigtede vedtager at betale en bøde eller ind-

1. hvor den påsigtede lovovertrædelse efter loven

ikke kan medføre højere straf end bøde og for-

holdet er af ringe strafværdighed,

2. hvor det i medfør af § 723, stk. 1, fastsættes

som vilkår, at sigtede undergives hjælpeforan-

staltninger efter § 52 i lov om social service,

3. hvor sigtede var under 18 år på gerningstids-

punktet, og der fastsættes vilkår efter § 723,

stk. 1,

4. hvor straffelovens § 10 b eller § 89 er anven-

delig, når det skønnes, at ingen eller kun en

ubetydelig straf ville blive idømt, og at domfæl-

delse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig

betydning,

5. hvor sagens gennemførelse vil medføre vanske-

ligheder, omkostninger eller behandlingstider,

som ikke står i rimeligt forhold til sagens betyd-

ning og den straf, som i givet fald kan forventes

idømt,

6. hvor lovgivningen indeholder særlig hjemmel

for, at tiltale kan frafaldes, eller

7. hvor dette følger af bestemmelser fastsat af ju-

stitsministeren eller rigsadvokaten.

2) samme vilkår som i betingede domme.

går på konfiskation, og

Retsplejeloven § 723

Som vilkår for et tiltalefrafald kan fastsættes,

Stk. 2.

Vilkår kan kun fastsættes, såfremt den sigtede i

retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis

rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende

omstændigheder.

Stk. 3.

Vilkårene fastsættes af den myndighed, der har

adgang til at frafalde tiltalen. Vilkårene skal god-

kendes af retten.

Stk. 4.

Såfremt et vilkår overtrædes, kan sagen genopta-

ges.

Stk. 2.

I andre tilfælde kan tiltale kun frafaldes, hvis der

foreligger særlig formildende omstændigheder el-

ler andre særlige forhold, og påtale ikke kan anses

for påkrævet af almene hensyn.

Stk. 3.

Justitsministeren eller den, som justitsministeren

bemyndiger dertil, fastsætter nærmere regler om

kompetencen til at frafalde tiltale.

106

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Bilag 4:

Lovændringer SL § 210 (incest) og kap. 24: Seksualforbrydelser

fra 1981-2022

(bilag 4 er udarbejdet af Clara Folmer Middelboe, Justitsministeriet)

Ved-

tagelse

Ikraft-

trædelse

Lov

Ændringer

Ændring af straffelovens § 216, stk. 2, om samleje med et barn under

12 år. Det blev tilføjet, at den, som er fyldt 22 år og har samleje med

et barn under 15 år, straffes for voldtægt med fængsel indtil 12 år.

Sådanne forhold var tidligere omfattet af § 222. Straffen for overtræ-

delse af den nye § 216, stk. 2, 2. pkt., blev desuden skærpet med en

tredjedel i forhold til den straf, der tidligere ville have været fastsat af

domstolene.

Strafniveauet for overtrædelse af § 225, jf. § 216, stk. 2, og § 225, jf.

§ 222, om andet seksuelt forhold end samleje, blev desuden forhøjet

med gennemgående 50 pct. i forhold til den hidtil fastsatte straf i så-

danne sager.

Indførelse af straffelovens § 235 a, der indeholder et forbud mod sex-

dukker, der fremstår som børn. Bestemmelsen kriminaliserer dét, at

fremstille, sælge eller på anden måde overdrage en dukke, som frem-

står som et barn og som er konstrueret med seksuelt formål for øje.

Formålet hermed var at sende et klart signal om, at seksuelle overgreb

mod børn ikke accepteres og at børn ikke skal seksualiseres.

Desuden indført mulighed for at udstede udrejseforbud til visse perso-

ner, der dømmes for overtrædelser af straffelovens regler om seksu-

elle overgreb i § 236.

Forar bejder

Lov nr. 226

af 15. fe-

bruar 2022

(Styrket

indsats mod

seksuelle

overgreb

mod børn

og styrket

rådgivning

til ofre for

seksuelle

overgreb)

10.

februar

2022

marts

2022

L 78

Lov nr.

2208 af 29.

decem-

ber 2020

(Samtyk-

kebaseret

voldtægts-

bestem-

melse)

17.

december

2020

januar

2021

Nyaffattelse af straffelovens § 216, stk. 1, om voldtægt, så det nu

fremgår, at samleje med en person, som ikke samtykker heri, er vold-

tægt.

Ændringen havde til formål dels at have en betydning for, hvordan

voldtægtssager vurderes og håndteres af politiet, anklagemyndighe-

den og domstolene og dels at bidrage til en generel holdningsændring

i samfundet og øge fokus på respekt for andre menneskers grænser

samt retten til at bestemme over sin egen krop.

Ændringen indebar en ændring af reglerne om idømmelse af opholds-

forbud efter straffelovens § 236, der blandt andet ændrede rækkevid-

den af opholdsforbud, betingelserne for at meddele forbud samt varig-

heden af forbuddene.

Strafferammen for overtrædelse af forbud blev desuden hævet fra

fængsel indtil 4 måneder til fængsel indtil 2 år, og det er i forarbej-

derne forudsat at strafniveauet i sager om overtrædelse af forbud

generelt forhøjes til mindst det dobbelte i forhold til den hidtil fastsatte

straf.

Ændringerne bundede i et ønske om at styrke indsatsen over for døm-

te seksualforbrydere, så det forhindres, at de begår nye overgreb, ved

både at skærpe tilsynet med de dømte og iværksætte forebyggende

tiltag.

Ændring af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, hvor der

blev indført et stk. 2. Efter stk. 2 skal der ved fastsættelse af straffen

for blufærdighedskrænkelse lægges vægt på den særlige krænkelse,

der er forbundet med lovovertrædelsen.

Der blev derudover med lovforslaget lagt op til en fordobling af bøde-

niveauet for blufærdighedskrænkelser i forhold til, hvad der hidtil var

blevet idømt. Formålet hermed var, at bødestraffen i højere grad skulle

afspejle den krænkelse af offeret, som er forbundet med blufærdig-

hedskrænkelser og særligt blotteri.

L 85

Lov nr.

1425 af 17.

decem-

ber 2019

(Forbud til

dømte sek-

sualforbry-

dere)

12.

december

2019

januar

2020

Lov nr.

257 af 10.

april 2018

(Skærpelse

af straffen

for blufær-

digheds-

krænkelser

og digitale

krænkelser)

april

2018

15.

april

2018

L 115

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

107

Lov

Lov nr. 635

af 8. juni

2016 (Skær-

pelse af

straffen for

voldtægt

og for sam-

leje med et

barn under

15 år ved

udnyttelse

af fysisk el-

ler psykisk

overlegen-

hed)

Ved-

tagelse

Ikraft-

trædelse

Ændringer

Forar bejder

24.

maj

2016

juli

2016

Indføjelse af stk. 4 i straffelovens § 216 om voldtægt, hvorefter der ved

fastsættelse af straffen for voldtægt skal lægges vægt på den særlige

krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Derudover blev der lagt op til en generel forhøjelse af strafniveauet for

voldtægt (§ 216) og for samleje med et barn under 15 år (§ 222) med

gennemgående 1 år i forhold til det dagældende strafniveau.

Ændringen bundede bl.a. i et ønske om, at strafniveauet i sager om

voldtægt skulle afspejle den krænkelse af offeret, der finder sted, samt

de fysiske og psykiske konsekvenser, en sådan krænkelse kan påføre

offeret.

L 98

Lov nr. 633

af 12. juni

2013 (Sek-

sualforbry-

delser)

juni

2013

juli

2013

Generel modernisering af straffelovens bestemmelser om seksualfor-

brydelser. Lovændringen indebar en større revision af straffelovens

kapitel 24. Ændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr.

1534/2012 om seksualforbrydelser. Det følgende nævner kun nogle af

ændringerne af straffeloven fortaget med denne lovændring.

Straffelovens regler om voldtægt blev udvidet, så voldtægt – ud over

tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold eller hensættelse

i hjælpeløs tilstand – også omfatter at skaffe sig samleje ved anden

ulovlig tvang eller ved at udnytte offerets hjælpeløse tilstand eller si-

tuation samt ethvert samleje med et barn under 12 år. Der blev også

gennemført en forhøjelse af strafmaksimum i sådanne sager.

Straffelovens § 236 om pålæg til personer, der dømmes for visse for-

mer for seksualkriminalitet, blev moderniseret, så den bl.a. også om-

fattede pålæg om ikke at kontakte børn under 18 år, der ikke kender

den dømte i forvejen, gennem internettet.

Den dagældende kriminalisering af seksuelt forhold til biologiske

slægtninge i nedstigende linje, dvs. børn, børnebørn osv., i straffelo-

vens § 210 blev udvidet til også at omfatte adopterede slægtninge.

Dette havde tidligere havde været kriminaliseret i § 223. Der blev også

gennemført en forhøjelse af strafmaksimum fra fængsel i 4 år til fæng-

sel i 6 år i sager om seksuelt forhold til adoptivbørn under 18 år.

De dagældende bestemmelser i § 224 (anden heteroseksuel kønslig

omgængelse end samleje) og § 225 (anden homoseksuel kønslig om-

gængelse) blev slået sammen til én bestemmelse i § 225 om andet

seksuelt forhold end samleje.

Ved lovændringen skete der desuden den forandring, at ordet samleje

nu dækker både vaginalt og analt samleje. Analt samleje var tidligere

omfattet af udtrykket ”andet seksuelt forhold”.

Strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdig-

hedskrænkelse blev ændret. Tidligere lød strafferammen på fængsel

indtil 4 år. Man fandt dog, at et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år

bedre ville markere, at blufærdighedskrænkelse generelt er en væ-

sentligt mindre alvorlig forbrydelse end andre seksualforbrydelser.

Strafferammen blev derfor ændret til fængsel indtil 2 år eller, hvis for-

holdet er begået over for et barn under 15 år, fængsel indtil 4 år.

Den dagældende § 227, hvorefter straffen for visse seksualforbrydelser

kunne nedsættes eller bortfalde, når de var begået mellem parter, der

indgik i ægteskab eller registreret partnerskab, blev ophævet.

Indførelse af straffelovens § 235, stk. 3, hvorefter besiddelse af foto-

grafier, film eller lignende af personer, der er fyldt 15 år, ikke er straf-

bart, hvis den pågældende samtykker i besiddelsen.

L 141

108

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Lov

Ved-

tagelse

Ikraft-

trædelse

Ændringer

Indførelse af straffelovens § 235 a (kan i dag findes i § 227), der om-

handler medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling

med pornografisk optræden eller overværelse som tilskuer af en sådan

forestilling. Strafferammen blev fastsat til fængsel indtil 2 år eller un-

der særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 år (straffe-

rammen blev i 2013 ændret til blot at være fængsel indtil 6 år).

Derudover blev straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af pornogra-

fiske fotografier eller film udvidet til også at omfatte tilfælde, hvor en

person via internettet mv. forsætligt skaffer sig adgang til børneporno-

grafisk materiale uden at betale vederlag for det. Strafferammen blev

fastsat til bøde eller fængsel indtil 1 år.

Formålet med lovændringen var bl.a. at foretage de ændringer af

straffeloven, der var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere Euro-

parådets konvention fra 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel

udnyttelse og seksuelt misbrug. Baggrunden herfor var blandt andet at

bekæmpe seksuelt misbrug og udnyttelse af børn, samt at styrke de

forebyggende initiativer og sikre en konsekvent og effektiv retsforfølg-

ning af gerningsmændene, samtidig med at ofrene får relevant støtte

og behandling til at komme videre.

Indførelse af stk. 3 i straffelovens § 222, hvorefter det ved fastsættelse

af straffen for samleje med et barn under 18 år skal indgå som skær-

pende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved

udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.

Ændringen skyldtes et ønske om, at seksuelle overgreb mod børn, når

der foreligger denne form for udnyttelse, skulle straffes lige så strengt

som voldtægt, selvom det ikke var nødvendigt at anvende vold eller

trusler om vold for at få barnet til at underkaste sig overgrebet.

Forenkling af strafferammen i flere af straffelovens bestemmelser,

herunder i straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Der var

tale om en sproglig ændring fra ”fængsel indtil 4 år eller under formil-

dende omstændigheder med bøde” til: ”bøde eller fængsel indtil 4 år”.

Ændringen var en del af en større modernisering af strafferammerne i

straffeloven.

Den dagældende § 227 (en bestemmelse, der i dag er udgået) blev

ændret. Efter bestemmelsen kunne straffen for overtrædelse af visse

seksualforbrydelser bortfalde, når de personer, mellem hvilke kønsom-

gængelsen fandt sted, er indtrådt i et ægteskab med hinanden. Ved

denne ændring blev det tilføjet, at det også gjaldt personer, der indgik i

registreret partnerskab. Dette var med henblik på at ligestille personer,

der lever i ægteskab, med personer, der lever i registreret partnerskab.

Lovforslaget indebar en ændring af straffelovens § 223 a om køb af

samleje med personer under 18 år, så der ikke længere blev stillet krav

om, at ofret ”helt eller delvist ernærer sig ved prostitution”.

Derudover blev der foretaget en udvidelse af straffelovens § 235, stk.

1, om udbredelse af børnepornografi, således at den omfatter alle

personer under 18 år, i stedet for kun at omfatte børn. Bestemmel-

sen blev desuden udvidet til også at omfatte enhver form for utugtig,

visuel gengivelse af personer under 18 år (såkaldt ”fiktiv” børneporno-

grafi).

Der skete desuden en forhøjelse af strafferammen i § 230 om brug af

pornomodeller under 18 år (den gældende § 226) samt i § 235, stk. 1

og 2, om hhv. udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Forhøjel-

sen medførte, at der efterfølgende kunne straffes med fængsel indtil 6

år under skærpende omstændigheder.

Lovændringen bundede bl.a. i, at en række ændringer i straffeloven

var nødvendige for, at Danmark kunne deltage i vedtagelsen af en

EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og

børnepornografi.

Forar bejder

Lov nr. 319

af 28. april

2009 (Gen-

nemførelse

af Euro-

parådets

konvention

om beskyt-

telse af børn

mod seksuel

udnyttelse

og seksuelt

misbrug

m.v.)

14.

april

2009

juli

2009

L 86

Lov nr. 501

af 17. juni

2008 (Straf-

skærpelse

for visse

sager om

seksuelt

misbrug af

børn)

12.

juni

2008

17.

juni

2008

L 186

Lov nr. 218

af 31. marts

2004 (Æn-

dring af

strafferam-

mer og be-

stemmelser

om straf-

fastsættelse

m.v.)

16.

marts

2004

april

2004

L 99

Lov nr.228

af 2. april

2003 (Bør-

nepornogra-

fi, seksuel

udnyttelse

af børn, salg

af børn og

gennem-

førelse af

straffesager

om seksuelt

misbrug af

børn m.v.)

25.

marts

2003

april

2003

L 117

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

109

Lov

Lov nr. 380

af 6. juni

2002 (Skær-

pelse af

straffen for

voldtægt,

vold, uagt-

somt mand-

drab mv.)

Lov nr. 280

af 25. april

2001 (Bl.a.

ændringer

som følge af

afskaffelse

af hæfte-

straffen)

Ved-

tagelse

Ikraft-

trædelse

Ændringer

Ændringen medførte en skærpelse af straffen for bl.a. voldtægt. Straf-

ferammen blev hævet fra fængsel i 6 år til 8 år i sager om voldtægt

uden skærpende omstændigheder, og fra fængsel i 10 år til 12 år i sa-

ger om voldtægt af særligt farlig karakter.

Formålet var bl.a., at strafferammerne skulle angive, hvordan samfun-

det ser på krænkelser mod ofret i sager om personfarlig kriminalitet og

afspejle samfundets afstandtagen hertil.

Forar bejder

31.

maj

2002

juni

2002

L 118

Lovændringen var en del af den generelle afskaffelse af hæftestraffen.

december

2000

17.

april

2001

For så vidt angik seksualforbrydelserne, medførte dette en ændring

af § 230 om optagelse af pornografiske billeder af personer under 18

samt § 235, stk. 2, om besiddelse mv. af pornografiske billeder af børn.

Disse bestemmelser blev ændret, så hæftestraffen udgik. Strafferam-

men i bestemmelserne forblev derudover uændret.

Indførelse af dagældende § 230 (kan i dag findes i § 226), der gør det

strafbart at anvende børn og unge under 18 år som ”pornomodeller”.

Det blev altså ulovligt at optage pornografiske fotografier, film eller lig-

nende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller udbrede

materialet.

Derudover blev § 235, stk. 1, om udbredelse af børnepornografi udvi-

det, således at ikke kun salg og anden erhvervsmæssig udbredelse var

omfattet, men også udbredelse i en videre kreds, f.eks. via internettet

blev omfattet. Derudover blev strafmaksimum hævet fra fængsel indtil

6 måneder til fængsel indtil 2 år.

Samtidig skete der en udvidelse af § 235, stk. 2, om besiddelse af

grovere, børnepornografisk materiale, så dét at gøre sig bekendt med

materialet blev omfattet af bestemmelsen (og altså ikke kun, når der

var tale om besiddelse).

Formålet med ændringen var hovedsageligt at øge beskyttelsen af

børn og unge mod seksuelt misbrug.

Lovændringen havde bl.a. til formål at afkriminalisere prostitution.

Ændringen indebar en indførelse af straffelovens § 223 a, der krimina-

liserer køb af samleje med en person under 18 år. Bestemmelsen bun-

dede i et ønske om at bekæmpe seksuel udnyttelse af børn, der både

i Danmark og internationalt havde været et fokuspunkt i perioden.

Bestemmelsen kan med visse ændringer i dag findes i straffelovens §

224, stk. 2 (blev flyttet i 2013), dog med den ændring, at det ikke læn-

gere er et krav at offeret «helt eller delvis ernærer sig ved prostitution»

(dette krav blev fjernet ved lov nr. 228 i 2003).

Derudover blev der foretaget en ændring af de dagældende bestem-

melser om visse former for rufferi i § 229 (rufferi er i dag reguleret i §

233). Den dagældende § 229, stk. 3-5, om såkaldt ”passivt” alfonseri

blev ophævet som følge af afkriminaliseringen af prostitution. Når

prostitution ikke længere var strafbart, mente man, at det heller ikke

skulle være strafbart at leve sammen med eller lade sig underholde af

en prostitueret, medmindre der var tale om udnyttelse af den prostitu-

erede. Rufferi, altså udnyttelse af en andens erhverv som prostitueret,

var fortsat ulovligt.

L 129

Lov nr. 441

af 31. maj

2000 (For-

ældelse,

styrket ind-

sats mod

seksuelt

misbrug

af børn og

unge samt

IT-efter-

forskning)

26.

maj

2000

juli

2000

L 281

Lov nr. 141

af 17. marts

1999 (Afkri-

minalisering

af prosti-

tution m.v.

samt krimi-

nalisering

af kunder

til prostitu-

erede under

18 år)

marts

1999

juli

1999

L 43

Lov nr. 349

af 23. maj

1997 (Styr-

kelse af

retsstillingen

for ofre for

forbrydelser

m.v.)

16.

maj

1997

juni

1997

Straffelovens § 210 om incest blev udvidet til også at omfatte forhold

til en person af samme køn, og anden kønslig omgængelse end sam-

leje blev sidestillet med samleje i straffemæssig henseende.

L 144

110

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Lov

Lov nr.

274 af 15.

april 1997

(Samfunds-

tjeneste og

forstærket

indsats mod

seksualfor-

brydelser

m.v.)

Lov nr.

1100 af 21.

december

1994 (Be-

siddelse af

børneporno-

grafi)

Ved-

tagelse

Ikraft-

trædelse

Ændringer

Forar bejder

april

1997

maj

1997

Sproglig ændring af straffelovens § 218 om udnyttelse af en persons

sindssygdom eller mentale retardering til opnåelse af samleje og § 219

om samleje mellem ansatte og beboere på visse institutioner.

Ændringerne skyldtes en modernisering straffelovens bestemmelser

om ”åndssvage” lovovertrædere, så udtrykket ”åndssvage” ikke læn-

gere indgik (blev blandt andet erstattet af ”mentalt retarderede”).

L12

16.

december

1994

marts

1995

Indførelse af stk. 2 i straffelovens § 235 om udbredelse af pornografi-

ske billeder mv. Stk. 2 gjorde det strafbart at besidde fotografier, film

eller lignende af børn, der har samleje eller anden kønslig omgængelse

end samleje.

Formålet med ændringen var at markere en klar afstandtagen fra

seksuelt misbrug af børn samt at forsøge at begrænse efterspørgslen

efter børnepornografisk materiale og dermed også produktionen heraf

og de dertil knyttede seksuelle overgreb mod børn.

Skærpelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 235 om ud-

bredelse af pornografiske billeder mv. af personer under 18 år.

Strafniveauet blev ændret således, at der, i stedet for kun at kunne

blive idømt bøde, også kunne idømmes fængsel indtil 6 måneder.

L 38

Lov nr. 272

af 3. maj

1989 (Vold

og børne-

pornografi)

18. april

1989

juli

1989

Skærpelsen bundede bl.a. i, at der efter regeringens opfattelse burde

blive set på handel med børnepornografi med større alvor, end den

dagældende strafferamme med bøde var udtryk for. Formålet med

bestemmelsen var netop at beskytte børn mod det seksuelle misbrug,

der finder sted i forbindelse med optagelsen af den slags materiale. En

skærpet strafferamme ville efter regeringens opfattelse markere sam-

fundets afstandtagen fra denne forbrydelsestype og samtidig gøre det

strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af børn i erhvervsmæssigt

øjemed mere effektivt.

Lovændringen indebar en omformulering af straffelovens §§ 216 og

217 og §§ 220-222. Omformuleringen indebar bl.a., at bestemmelserne

ikke længere var begrænset til forhold begået mod kvinder, således

at de også kan anvendes på forhold begået af kvinder over for mænd.

Bestemmelserne blev herved kønsneutrale.

Strafferammen for voldtægt blev desuden opdelt i en normalstraf-

feramme (på fængsel indtil 6 år) og en skærpet ramme (på fængsel

indtil 10 år).

L 110

Lov nr. 256

af 27. maj

1981 (Vold-

tægt, røveri

og brand-

stiftelse)

22.

maj

1981

juli

1981

L 174

Oversigten over straffelovsændringer er udformet af Clara Folmer Middelboe, studentermedhjælper, Justitsministeriet.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

111

Referencer

Al-Dehlagi A Kristensen E, Giraldi A, & Bengtson S. ICD-10

pedophilia in subjects convicted of child sexual offending: A

Danish prevalence study. (in prep.)

Beier KM. Preventing child sexual abuse—The prevention

project Dunkelfeld. Journal of Sexual Medicine 2018;15(8),

1065–1066.

https://doi.org/10.1016/j.jsxm.2018.03.008

Beier KM, Grundmann D, Kuhle LF, Scherner G, Konrad A, &

Amelung T. The German Dunkelfeld project: a pilot study

to prevent child sexual abuse and the use of child abusive

images. J Sex Med. 2015 Feb;12(2):529-42. doi: 10.1111/

jsm.12785. Epub 2014 Dec 4. PMID: 25471337.

Bengtson S. Kriminelt recidiv blandt mentalundersøgte sæ-

delighedskriminelle [ph.d.-afhandling]. Det Samfundsviden-

skabelige Fakultet, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

2008

Bengtson S, Lund J. Kriminelt recidiv blandt sædelighedskri-

minelle. Ugeskr Læger 2008;170:4035-9.

Bengtson S, & Kristensen E. Pædofili. I: Antologi om seksu-

elle overgreb på børn. Ed. Sørensen K, Hansen M, Strange

M, Egede S, Græsholt-Knudsen T. Forskningsnetværket om

seksuelle overgreb på børn 155-80, BoD, Hellerup, Den-

mark. ISBN: 9788743045021. 2021

Bengtson S, Kristensen E, Ibsen M, Lund J, Sørensen T, & Fri-

sted P, Långström N. Assessment of sexual reoffending risk

among adult male sexual offenders: Prospective compari-

son of the SVR-20, RSVP, HCR-20, PCL-R, and clinical final risk

judgment (in prep.)

Bengtson S, Lund J, Ibsen M, & Långström N. Long-Term Vio-

lent Reoffending Following Forensic Psychiatric Treatment:

Comparing Forensic Psychiatric Examinees and General

Offender Controls. Front Psychiatry. 2019 Oct 16;10:715.

doi: 10.3389/fpsyt.2019.00715. PMID: 31681032; PMCID:

PMC6806391.

Bengtson S & Långström N. Unguided clinical and actua-

rial assessment of re-offending risk: A direct comparison

with sex offenders in Denmark. Sexual Abuse: Journal of

Research and Treatment, 2008;19(2), 135–153.

https://doi.

org/10.1177/107906320701900205

Bengtson S, Sørensen T, & Kristensen EM. Diagnostik og

behandling af pædofili, Ugeskrift for Laeger, 2019;vol. 181,

V02190123.

https://ugeskriftet.dk/videnskab/diagnostik-og-

behandling-af-paedofili

Berger NP, Hjelmar U, Ladenburg J & Mikkelsen JS. MOVE –

Evaluering af et motivationsprogram for indsatte i et fæng-

sel. KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regio-

ners Analyse og Forskning, København. 2017.

Danske love.

https://danskelove.dk/straffeloven/

2022

Dawes RM, Faust D, & Meehl PE. Clinical versus actuarial

judgment. In T.Gilovich, D. Griffin, & D. Kahneman (Eds.),

Heuristics and biases. The psychology of intuitive judgment

(pp. 716-730). New York: Cambridge University Press. 2002

Dennis JA, Khan O, Ferriter M, Huband N, Powney MJ, &

Duggan C. Psychological interventions for adults who have

sexually offended or are at risk of offending. Cochrane

Database Syst Rev. 2012;12. 10.1002/14651858.CD007507.

pub2/full. [PubMed]

Direktoratet for Kriminalforsorgen. Evalueringsrapporten:

Forsøgsordning vedrørende forstærket behandlingsindsats

over for personer, der er dømt for seksualforbrydelser.

København: Direktoratet for Kriminalforsorgen. Findes på

Kriminalforsorgens hjemmeside,

www.kriminalforsorgen.

dk.

2000

Blagden N, Winder B, & Hames C. “They Treat Us Like Hu-

man Beings”—Experiencing a Therapeutic Sex Offenders

Prison: Impact on Prisoners and Staff and Implications for

Treatment. International Journal of Offender Therapy and

Comparative Criminology, 2016;60(4), 371–396.

https://doi.

org/10.1177/0306624X14553227

Blanchard R, Lykins AD, Wherrett D, et al. Pedophilia, hebe-

philia, and the DSM-V. Arch Sex Behav. 2009;38(3):335-350.

doi:10.1007/s10508-008-9399-9

Bonta J, & Andrews DA. The Psychology of Criminal Conduct

(6th ed.). New York: Routledge. 2017

Bramsen R. Seksuel ikke-seksualiseret vold blandt unge:

En systematisk tilgang til primær forebyggelse. Faglig sta-

tusrapport omkring primær forebyggelse af seksuel ikke-

seksualiseret vold blandt danske unge i alderen 12-24 år.

Det Kriminalpræventive Råd, Køge. 2017

Brennan PA, Mednick SA, & Hodgins S. Major mental dis-

orders and criminal violence in a Danish birth cohort. Arch

Gen Psychiatry, 2000;57(5):494–500. doi:10.1001/arch-

psyc.57.5.494

Clausen S. Indførelsen af RNR-principperne i den danske

kriminalforsorg. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab,

2017;104(1), 28-59.

Craig LA, Browne KD, & Stringer I. Treatment and sexual of-

fence recidivism. Trauma Violence Abuse 2003;4:70-89.

Danmarks Statistik. Data til forskning.

https://www.dst.dk/

da/TilSalg/Forskningsservice/Dataadgang

112

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Direktoratet for Kriminalforsorgen. Slutrapport. Forsøgs-

ordning vedrørende en forstærket behandlingsindsats over

for personer, der er dømt for seksualforbrydelser. Køben-

havn: Direktoratet for Kriminalforsorgen. 2004.

https://

www.kriminalforsorgen.dk/wp-content/uploads/2022/11/

forsoegsordning-en-forstaerket-behandlingsindsats-over-

for-doemte-for-seksualforbrydelser-aa.pdf

Direktoratet for Kriminalforsorgen. Recidivundersøgelse

vedrørende personer dømt for sædelighedskriminalitet. Kø-

benhavn: Direktoratet for Kriminalforsorgen. 2009.

https://

www.kriminalforsorgen.dk/wp-content/uploads/2018/12/

recidivundersoegelse-vdr-saedelighedsdoemte.pdf

Direktoratet for Kriminalforsorgen. En undersøgelse af

behandlingsordningen. Delrapport 1, visitationsundersø-

gelsen. København: Direktoratet for Kriminalforsorgen.

2015.

https://www.kriminalforsorgen.dk/wp-content/

uploads/2018/12/en-undersoegelse-af-behandlingsordnin-

gen-Delrapport-1-visitationsundersoegelsen.pdf

Eher R, Olver ME, Heurix I, Schilling F, & Rettenberger M.

Predicting reoffense in pedophilic child molesters by cli-

nical diagnoses and risk assessment. Law Hum Behav.

2015;39(6):571-580. doi:10.1037/lhb0000144

European Comittee on Crime Problems (CDPC). Recommen-

dation CM/Rec(2021)6 of the Committee of Ministers to

member States regarding the assessment, management

and reintegration of persons accused or convicted of a se-

xual offence – Explanatory Memorandum. EU. 2021

Fazel S, Gulati G, Linsell L, Geddes JR, & Grann M. Schizophr-

enia and violence: systematic review and meta-analysis.

PLoS Med (2009) 6(8):e1000120. doi:10.1371/journal.

pmed.1000120

FORTE (2015). Preventing sexual abuse of children: risk as-

sessment and interventions for adults at risk of offending

(Governmental assignment S2015/04650/SAM). Downloa-

ded from:

https://forte.se/app/uploads/2016/02/preven-

ting-sexual-offending-against-children.pdf

Fromberger P, Meyer S, Jordan K, & Müller JL. Behavioral

Monitoring of Sexual Offenders Against Children in Virtual

Risk Situations: A Feasibility Study. Front Psychol. 2018 Mar

6;9:224. doi: 10.3389/fpsyg.2018.00224. PMID: 29559934;

PMCID: PMC5845629.

Furby L, Weinrott MR, & Blackshaw L. Sex offender reci-

divism: a review. Psychol Bull. 1989 Jan;105(1):3-30. doi:

10.1037/0033-2909.105.1.3. PMID: 2648438.

Gannon TA, Olver ME, Mallion JS, & James M. Does specia-

lized psychological treatment for offending reduce recidi-

vism? A meta-analysis examining staff and program varia-

bles as predictors of treatment effectiveness. Clin Psychol

Rev. 2019. 10.1016/j.cpr.2019.101752

Grønnerød C, Grønnerød JS, & Grøndahl P. Psychological

treatment of sexual offenders against children: a meta-ana-

lytic review of treatment outcome studies. Trauma Violence

Abuse 2015;16:280-90.Hanson RK, Bourgon G, Helmus LM

et al. A meta-analysis of the effectiveness of treatment for

sexual offenders: risk, need, and responsivity. Public Safety

Canada, 2009.

Hanson RK, Bourgon G, Helmus LM, & Hodgins S. A meta-

analysis of the effectiveness of treatment for sexual of-

fenders: risk, need, and responsivity. Public Safety Canada,

2009.

Hanson RK, Gordon A, Harris AJ, Marques JK, Murphy W,

Quinsey VL, & Seto MC. First report of the collaborative

outcome data project on the effectiveness of psychological

treatment for sex offenders. Sex Abuse. 2002 Apr;14(2):169-

94; discussion 195-7. doi: 10.1177/107906320201400207.

PMID: 11961890.

Hanson RK, & Morton-Bourgon KE. The characteristics of

persistent sexual offenders: a meta-analysis of recidi-

vism studies. J Consult Clin Psychol. 2005;73(6):1154-1163.

doi:10.1037/0022-006X.73.6.1154

Hanson RK, & Morton-Bourgon KE. The accuracy of recidi-

vism risk assessments for sexual offenders: A meta-analysis

of 118 prediction studies. Psychological Assessment,

2009;21(1):1–21.

https://doi.org/10.1037/a0014421

Hanson RK, Morton KE, & Harris AJR. Sexual offender recidi-

vism risk: What we know and what we need to know. In RA

Prentky, ES Janus, & MC Seto (Eds.), Sexually coercive beha-

vior: Understanding and management (pp. 154-166). Annals

of the New York Academy of Science, Vol. 989. 2003

New York: New York Academy of Sciences.

Hare RD. The Hare Psychopathy Checklist–Revised. Toronto,

Canada: Multi-Health Systems. (1991)

Harris G, Rice M, & Quinsey V. Violent recidivism of men-

tally disordered offenders: the development of a statistical

prediction instrument. Crim Just Behav;1993;20(4):315.

doi:10.1177/0093854893020004001

Harris A, Phenix A, Hanson RK & Thornton D. Static-99 co-

ding rules—revised 2003. Ottawa, Canada: Public Safety and

Emergency Preparedness Canada. 2003

Harris AJ, Phenix A, Hanson RK, & Thornton D. Static-99R Co-

ding Rules. 2010

https://www.publicsafety.gc.ca/cnt/rsrcs/

pblctns/sttc-2016/sttc-2016-en.pdf

Harrison JL, O’Toole SK, Ammen S et al. Sexual offender tre-

atment effectiveness within cognitive-behavioral programs:

a meta-analytic investigation of general, sexual, and violent

recidivism. Psychiatr Psychol Law 2020;27:1-25.

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

113

Hart SD, Kropp PR, Laws DR, Klaver J, Logan C, & Watt KA.

The Risk for Sexual Violence Protocol (RSVP): Structured pro-

fessional guidelines for assessing risk for sexual violence.

Vancouver, Canada: BC Institute Against Family Violence.

2003

Hougaard E. Psykoterapi. Teori og forskning. (2 ed.) Køben-

havn: Dansk Psykologisk Forlag. 2004

Jahnke S. The stigma of pedophilia: clinical and forensic im-

plications. Europ Psychol;2018;23:144-53.

Justitsministeriet. LOV nr 274 af 15/04/1997. Lov om æn-

dring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlæg-

ning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg

m.v.(Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksual-

forbrydelser m.v.). 1997.

https://www.retsinformation.dk/

eli/lta/1997/274

Justitsministeriet. VEJ nr 8 af 14/02/2007 (gældende). Vej-

ledning om behandlingsordning vedrørende en forstærket

behandlingsindsats over for personer, der er dømt for

seksualforbrydelser.

https://www.retsinformation.dk/eli/

mt/2007/8

2007

Kim B, Benekos PJ, & Merlo AV. Sex offender recidivism revi-

sited: review of recent meta-analyses on the effects of sex

offender treatment. Trauma Violence Abuse 2016;17:105-17.

Kristensen E, & Bengtson S. Behandling af voksne seksual-

kriminelle. I: Antologi om seksuelle overgreb på børn. Ed.

Sørensen K, Hansen M, Strange M, Egede S, Græsholt-Knud-

sen T. Forskningsnetværket om seksuelle overgreb på børn,

pp. 181-203. BoD, Hellerup, Denmark. ISBN: 9788743045021

2021

Kuhle LF, Schlinzig E, Kaiser G, et al. The association of se-

xual preference and dynamic risk factors with undetected

child pornography offending. J Sex Aggress. 2017;23(1):3-18.

doi:10.1080/13552600.2016.1201157

Landgren V, Malki K, Bottai M, Arver S, Rahm C. Effect of Go-

nadotropin-Releasing Hormone Antagonist on Risk of Com-

mitting Child Sexual Abuse in Men With Pedophilic Disorder:

A Randomized Clinical Trial. JAMA Psychiatry. 2020 Sep

1;77(9):897-905. doi: 10.1001/jamapsychiatry.2020.0440.

PMID: 32347899; PMCID: PMC7191435.

Lin J, & Simon, W. Examining Specialization Among Sex Of-

fenders Released From Prison. Sexual Abuse,2016;28(3),

253–267.

https://doi.org/10.1177/1079063214547581

Lösel F, Link E, Schmucker M, Bender D, Breuer M, Carl L,

Endres J, & Lauchs L. On the Effectiveness of Sexual Offen-

der Treatment in Prisons: A Comparison of Two Different

Evaluation Designs in Routine Practice. Sex Abuse. 2020

Jun;32(4):452-475. doi: 10.1177/1079063219871576. Epub

2019 Aug 27. PMID: 31451086; PMCID: PMC7218343.

Lösel F, & Schmucker M. The effectiveness of treatment for

sexual offenders: a comprehensive meta-analysis. J Exp

Criminol. 2005;1:117–146. doi: 10.1007/s11292-004-6466-7.

[CrossRef] [Google Scholar]

Långström N. Long-term follow-up of criminal reci-

divism in young sex offenders: temporal patterns

and risk factors. Psychol Crime Law (2002) 8:41–58.

doi:10.1080/10683160208401808

Madvig F, Kristensen E, & Bengtson S. [Therapy of sex of-

fenders]. Ugeskr Laeger. 2021 Apr 26;183(17):V08200571.

Danish. PMID: 33913426.

Mews A, Di Bella L, & Purver M. Impact evaluation of the

prison-based core sex offender treatment programme.

Ministry Justice Anal Series. 2017. Available from:

https://

assets.publishing.service.gov.uk/government/uploads/

system/uploads/attachment_data/file/623876/sotp-report-

web-.pdf.

McPhail IV, Hermann CA, Fernane S, Fernandez YM, Nunes

KL, Cantor JM. Validity in Phallometric Testing for Sexual

Interests in Children: A Meta-Analytic Review. Assessment.

2019 Apr;26(3):535-551. doi: 10.1177/1073191117706139.

Epub 2017 Apr 28. PMID: 28454493.

Mpofu E, Athanasou JA, Rafe C et al. Cognitive-behavioral

therapy efficacy for reducing recidivism rates of moderate-

and high-risk sexual offenders: a scoping systematic litera-

ture review. Int J Offender Ther Comp Criminol 2018;62:170-

86.

Pollock M, Fernandes RM, Becker LA et al. Chapter V: over-

views of Reviews. I: Higgins JPT, Thomas J, Chandler J et al,

red. Cochrane Handbook for Systematic Reviews of Inter-

ventions version 6.1 (updated September 2020). Cochrane,

2020.

www.training.cochrane.org/handbook.

Schmidt AF, & Banse R. (2022). Using Indirect Measures of

Sexual Interest in Forensic Contexts: Past, Present, and Fu-

ture. In: Uzieblo, K., Smid, W.J., McCartan, K. (eds) Challenges

in the Management of People Convicted of a Sexual Of-

fence. Palgrave Studies in Risk, Crime and Society. Palgrave

Macmillan, Cham.

https://doi.org/10.1007/978-3-030-80212-

7_5

Schmucker M, & Lösel F. The effects of sexual offender

treatment on recidivism: An international meta-analysis of

sound quality evaluations. Journal of Experimental Crimino-

logy, 2005;11(4), 597-630.

Seto MC. Clinical and Conceptual Problems With Pedophilic

Disorder in the DSM-5-TR. Arch Sex Behav. 2022;51(4):1833-

1837. doi:10.1007/s10508-022-02336-1

Sjöstedt G, & Grann M. Risk assessment: what is

being predicted by actuarial prediction instruments?

Int J Forensic Ment Health (2002) 1:179–83. doi:10.1

080/14999013.2002.10471172.

114

Kriminalforsorgen

| En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

Soothill K, Francis B, Sanderson B, & Ackerley E. Sex of-

fenders: Specialists, generalists—or both?. British Journal of

Criminology, 2000; 40(1), 56-67.

Generelle principper, krav og anbefalinger for specialeplan-

lægning. Sundhedsudvalget 2009-10 SUU alm. del Bilag 255

Offentligt. 13. november 2008 j.nr. 7-203-01-90/1 Sund-

hedsplanlægning.

https://www.ft.dk/samling/20091/alm-

del/suu/bilag/255/809815.pdf

Toftegaard Nielsen G. Straffesagens gang. 3. udgave. (eng:

Criminal proceedings). Copenhagen, Denmark: Christian Ej-

lers.2004.

Tyler N, Gannon TA, & Olver ME. Does Treatment for Sexual

Offending Work? Curr Psychiatry Rep. 2021 Jul 1;23(8):51.

doi: 10.1007/s11920-021-01259-3. PMID: 34196839; PMCID:

PMC8249288.

Wertz M, Schobel S, Schiltz K, & Rettenberger M. A compa-

rison of the predictive accuracy of structured and unstruc-

tured risk assessment methods for the prediction of recidi-

vism in individuals convicted of sexual and violent offenses

(submitted)

Wittström F, Långström N, Landgren V, Rahm C. Risk Factors

for Sexual Offending in Self-Referred Men With Pedophi-

lic Disorder: A Swedish Case-Control Study. Front Psychol.

2020;11(November):1-10. doi:10.3389/fpsyg.2020.571775

Webster CD, Douglas KS, Eaves D, & Hart SD. HCR-20: Asses-

sing Risk for Violence (version 2). Burnaby, British Columbia,

Canada: The Mental Health, Law, and Policy Institute of Si-

mon Fraser University. 1997.

World Health Organization (WHO). ICD-10. The ICD-10 clas-

sification of mental and behavioural disorders. World Health

Organization, 1993.

World Health Organization (WHO). ICD-10. Psykiske lidelser

og adfærdsmæssige forstyrrelser – klassifikation og diagno-

stiske kriterier. Munksgaard, 2012.

Ægisdóttir S, White MJ, Spengler PM, Maugherman AS,

Anderson LA, Cook RS, Nichols CN, Lampropoulos GK,

Walker BS, Cohen G, & Rush JD. The meta-analysis of Cli-

nical Judgment Project: Fifty-six years of accumulated

research on clinical versus statistical prediction. The

Counseling Psychologist, 2006; 34(3):341–382.

https://doi.

org/10.1177/0011000005285875

Kriminalforsorgen

En undersøgelse af behandlingsordningen – Delrapport 2 og 3

115

Direktoratet for Kriminalforsorgen

Strandgade 100

1401 København K

Telefon 72 55 55 55

[email protected]