Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
3038089_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
11. juni 2025
Straffuldbyrdelseskontoret
Simone Athene Rahbek
2025-06679
3741906
Besvarelse af spørgsmål nr. 1158 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1158 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. maj 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Peter Hummelgaard
/
Thomas Jørn Rasmussen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/5
 REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1158: Spm. om, hvornår arbejdet med beslutningsforslaget B 249 (folketingsåret 2020-21) går i gang
Spørgsmål nr. 1158 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren – idet en socialdemokratiske justitsminister
under behandlingen af B 249 (folketingsåret 2020-21) lovede at
se på området for behandlingsdomme, og den nuværende
minister har lovet at se på det, efter at den tværministerielle
arbejdsgruppe om retspsykiatri var færdig, nu redegøre for,
hvornår arbejdet med beslutningsforslaget går i gang?”
Svar:
1.
Beslutningsforslag nr. B 249 om nedsættelse af en kommission
vedrørende proportionalitet mellem lovovertrædelse og sanktion ved
anbringelses- og behandlingsdomme lagde op til at pålægge regeringen
inden udgangen af 2021 at nedsætte en kommission, der i forbindelse med
den bebudede 10-årsplan for psykiatrien skulle komme med forslag til
ændringer af straffelovens §§ 16 og 68-73 a om straffrihed og
særforanstaltninger, så der bliver større proportionalitet mellem
lovovertrædelse og sanktioner for personer, der har fået en anbringelses-
eller behandlingsdom. Formålet med kommissionsarbejdet skulle være at nå
frem til en model, hvor særforanstaltninger udelukkende anvendes i sager
om farlig kriminalitet, der almindeligvis ville føre til en fængselsstraf, og
hvor særforanstaltninger desuden ikke har en varighed, der er væsentlig
længere end varigheden af en fængselsstraf. Beslutningsforslaget blev ikke
vedtaget.
Under behandlingen af beslutningsforslaget tilkendegav den daværende
justitsminister, at ministeren var enig i, at der var grund til at se på, om der
gøres nok for at sikre retssikkerheden for de folk, som bliver idømt
anbringelses- og behandlingsdomme, men understregede hertil, at
proportionaliteten skal være mellem risikoen for ny kriminalitet og
foranstaltningens art og længde. Den daværende justitsministen tilkendegav
desuden, at det var forventningen, at den tværministerielle arbejdsgruppe til
analyse af det retspsykiatriske område ville tage fat på en del af de
udfordringer, der blev peget på i beslutningsforslaget, og at ministeren, når
arbejdsgruppen havde afsluttet sit arbejde, var åben for at se på, om der var
behov for at gøre noget i forhold til den materielle regulering af området.
Justitsministeriet har i besvarelsen af 15. august 2023 af spørgsmål 1029
(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg efterfølgende oplyst, at
justitsministeren vil afvente afrapporteringen fra arbejdsgruppen og herefter
Side 2/5
 REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1158: Spm. om, hvornår arbejdet med beslutningsforslaget B 249 (folketingsåret 2020-21) går i gang
overveje behovet for at
behandlingsdomme nærmere.
ændre
reglerne
om
anbringelse-
og
2.
Formålet med foranstaltningerne er at behandle og forebygge
lovovertrædelser fra personer, som ikke findes egnet til at blive idømt
almindelig straf. Det følger således af de gældende regler, at personer, der
af retten findes omfattet af straffelovens § 16 eller § 69, kan idømmes en
foranstaltning i stedet for straf, hvis det findes formålstjenligt for at
forebygge yderligere lovovertrædelser.
Ved vurderingen af, hvilken foranstaltning der bør nedlægges påstand om,
indgår en afvejning af sikkerheds- og behandlingsmæssige hensyn, men
også proportionalitetsbetragtninger under hensyntagen til kriminalitetens art
og grovhed.
Det er anklagemyndighedens opgave at nedlægge påstand om den
foranstaltning, der efter anklagemyndighedens opfattelse ud fra lægelige
anbefalinger og sagens karakter i øvrigt er mest formålstjenlig for at
forebygge yderligere lovovertrædelser.
De foranstaltningstyper, der kan anvendes over for personer, der er
sindssyge eller i en tilstand sidestillet hermed, kan inddeles i tre
hovedgrupper: Anbringelsesdom, behandlingsdom og dom til ambulant
behandling.
For så vidt angår dom til anbringelse anvendes denne type foranstaltning,
når den gældende person er sindssyg og frembyder en sådan fare for
sikkerheden, at vedkommende alene skal kunne udskrives ifølge en
retskendelse. Den pågældende person kan derfor ikke udskrives af en
overlæge og vil være indlagt indtil, at retten bestemmer, at vedkommende
ikke længere frembyder en sådan fare, at denne foranstaltningstype er
nødvendig og kan ændres eller ophæves.
Anderledes forholder det sig i domme til behandling eller ambulant
behandling, der er relevant i tilfælde, hvor behandlingsmæssige hensyn
træder i forgrunden, eventuelt hvor behandlingen skønnes at kunne foregå
uden behov for indlæggelse, og hvor hensynet til sikkerheden ikke er så
påtrængende, at domstolskontrol med udskrivning kan anses for påkrævet.
Dette betyder, at den pågældende person i kortere eller længere perioder
ikke nødvendigvis er indlagt, og at overlægen vil kunne udskrive personen,
Side 3/5
 REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1158: Spm. om, hvornår arbejdet med beslutningsforslaget B 249 (folketingsåret 2020-21) går i gang
herunder til fortsat ambulant behandling samt kunne træffe bestemmelse om
indlæggelse/genindlæggelse.
For så vidt angår fastsættelse af længstetid er det efter straffelovens §§ 68 a
eller 69 a udgangspunktet, at der fastsættes en længstetid på fem år for en
foranstaltning, der medfører eller giver mulighed for, at den pågældende
skal anbringes i institution, medmindre der er tale om en foranstaltning, der
ud fra karakteren af forbrydelsen ikke tidsbegrænses, eller hvor der
idømmes en foranstaltning uden mulighed for indlæggelse. Bestemmelserne
i straffelovens §§ 68 a og 69 a har til formål at sikre, at særforanstaltninger
så vidt muligt tidsbegrænses, samt at der gennemføres en regelmæssig
domstolskontrol med tidsubestemte foranstaltninger.
Længstetiden udelukker ikke, at der i medfør af straffelovens § 72 inden
udløbet af de som udgangspunkt fem år træffes afgørelse om ændring eller
ophævelse af foranstaltningen, f.eks. hvis den dømtes forhold i
foranstaltningstiden ændrer sig. Det påhviler således anklagemyndigheden,
at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end
nødvendigt.
De regionale statsadvokater, der fører kontrol med idømte foranstaltninger,
indhenter derfor som udgangspunkt én gang årligt en erklæring om behovet
for at opretholde foranstaltningen fra de myndigheder, der varetager
fuldbyrdelsen af foranstaltningen. Dette gælder uanset, om der er fastsat en
længstetid for foranstaltningen. På baggrund heraf foretages en vurdering
af, om der er grundlag for at opretholde, ændre (herunder lempe eller
skærpe), forlænge eller ophæve foranstaltningen. Foranstaltningen kan
udløbe, f.eks. hvis længstetiden er nået, og der ikke er særlige
omstændigheder, som taler for at forlænge foranstaltningen, eller hvis en
forlængelse ville være uproportional. Der kan på samme måde påstås
ophævelse af en foranstaltning, hvis fortsat opretholdelse er uproportional,
eller foranstaltningen ikke længere er nødvendig.
Derudover kan overlægen ved den behandlende institutions ledelse og
kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72, stk. 2, af egen drift anbefale
ændring eller ophævelse, hvis en foranstaltning f.eks. ikke længere skønnes
nødvendig.
3.
I maj 2025 offentliggjorde den tværministerielle arbejdsgruppe til analyse
af det retspsykiatriske område sin rapport ”Kortlægning af retspsykiatrien”.
Side 4/5
 REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1158: Spm. om, hvornår arbejdet med beslutningsforslaget B 249 (folketingsåret 2020-21) går i gang
Arbejdsgruppen fandt, at psykiatrien fortsat skal have fokus på muligheden
for at foretage underretning af anklagemyndigheden, såfremt det er
overlægens vurdering, at en patient er velbehandlet og ud fra et
behandlingsøjemed ikke længere bør være indlagt i psykiatrien.
Arbejdsgruppen bemærkede hertil, at det er væsentligt for den
foranstaltningsdømtes
retssikkerhed,
ligesom
det
ikke
er
omkostningseffektivt, at en foranstaltningsdom opretholdes unødigt.
Arbejdsgruppen anbefalede derfor, at der i psykiatrien og kriminalforsorgen
– i samarbejde med statsadvokaterne – udarbejdes interne retningslinjer for,
hvornår det er relevant for myndighederne at fremsende uopfordrede
anmodninger til anklagemyndigheden, således at foranstaltningsdomme
ikke opretholdes længere end nødvendigt.
4.
Som det fremgår ovenfor, er der, uanset den af retten fastsatte længstetid,
mulighed for at ophæve en idømt foranstaltning, hvis fortsat opretholdelse
af foranstaltningen er uproportional, eller foranstaltningen ikke længere er
nødvendig. Herudover vil der blive fulgt op på arbejdsgruppens anbefaling
om retningslinjer for, hvornår det er relevant for sundhedsmyndighederne at
fremsende uopfordrede anmodninger til anklagemyndigheden om
ophævelse af foranstaltninger, så det sikres, at der fra alle involverede
myndigheder er fokus på foranstaltningens tidsmæssige udstrækning. På
den baggrund har jeg ikke aktuelle planer om at se yderligere på området
for længstetid for foranstaltninger.
Side 5/5