Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
3032660_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
2. juni 2025
Strafferetskontoret
Morten Pilgaard Pedersen
2025-05712
3716156
Besvarelse af spørgsmål nr. 1078 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1078 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. maj 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Peter
Kofod (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/5
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1078: Spm. om hvordan ministeren vil undgå, at folk der er dømt for at seksualkrænke børn, kan gentage deres overgreb
Spørgsmål nr. 1078 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Hvordan vil ministeren undgå, at folk der er dømt for at
seksualkrænke børn, kan gentage deres overgreb? Der henvises
til artiklen: ”Erhvervsmanden brugte sin virksomhed som
lokkemad”, JydskeVestkysten, den 15. marts 2025.”
Svar:
1.
Justitsministeriet kan oplyse, at der i lovgivningen på Justitsministeriets
område findes flere regler, som har til formål at forebygge, at personer, der
er dømt for seksuelle overgreb mod børn, begår nye overgreb mod børn.
Det følger således bl.a. af straffelovens § 236, stk. 1, at retten i forbindelse
med en dom for nærmere oplistede seksualforbrydelser, herunder seksuelle
overgreb mod børn, kan give den dømte et opholdsforbud, et boligforbud,
et besøgsforbud, et kontaktforbud eller et udrejseforbud. Et sådan forbud
kan f.eks. bestå i, at den dømte ikke gennem internettet eller et lignende
system til spredning af information må søge at kontakte børn og unge under
18 år, der ikke kender den dømte i forvejen.
Endvidere kan der efter straffelovens §§ 78 og 79 ske frakendelse af retten
til at udøve virksomhed, hvis den pågældende er dømt for et strafbart
forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen. Det
kan f.eks. omfatte retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med
fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.
Efter §§ 7 og 9 i Justitsministeriets cirkulære nr. 9261 af 19. marts 2025
(indberetningscirkulæret) indberetter politiet til Rigsadvokaten straffesager
mod personer, der som led i ansættelse eller beskæftigelse uden for den
offentlige forvaltning har direkte kontakt med eller færdes blandt børn under
15 år, når der rejses sigtelse for en række nærmere oplistede forbrydelser,
herunder seksualforbrydelser begået mod børn. På baggrund af
indberetningen underretter Rigsadvokaten den pågældendes arbejdsgiver
om sagen, når kendskab til sagen må antages at være af væsentlig betydning
for ansættelsen eller beskæftigelsen, og de hensyn, som taler for at
underrette arbejdsgiveren, klart overstiger hensynet til de interesser, der
begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningerne
angår.
Side 2/5
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1078: Spm. om hvordan ministeren vil undgå, at folk der er dømt for at seksualkrænke børn, kan gentage deres overgreb
Det følger af § 32 i bekendtgørelse nr. 1860 af 23. september 2021 om
behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister, at politiet
efter begæring kan udstede børneattester til brug for ansættelse eller
beskæftigelse af personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal
have direkte kontakt med børn under 15 år, eller har mulighed for at opnå
direkte kontakt med børn under 15 år. Formålet med børneattester er at
forebygge seksuelle overgreb mod børn. I en række situationer er
arbejdsgiveren eller foreningen forpligtet til at indhente en børneattest.
Pligten er reguleret i en række bekendtgørelser udstedt af de enkelte ministre
på deres ressortområde i medfør af børneattestloven, der hører under
kulturministerens ressort.
2.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende om
muligheden for behandling af personer dømt for seksualforbrydelser:
”Personer, der forventes at blive idømt en ubetinget frihedsstraf
fra 4-6 måneder og op til 1,5 år for seksualforbrydelser, uden at
forholdet omfatter vold eller ulovlig tvang, er omfattet af en
behandlingsordning, der giver mulighed for at idømme dem en
betinget dom med vilkår om sexologisk/psykiatrisk behandling
som alternativ til ubetinget frihedsstraf. Et visitationsudvalg
foretager en vurdering af, om den dømte er motiveret og egnet
til at gennemføre et eller flere vilkår som forudsætning for at
indgå i ordningen, og udarbejder en indstilling til retten med
forslag til vilkår, herunder eksempelvis vilkår om tilsyn af
kriminalforsorgen,
vilkår
om
psykiatrisk/sexologisk
behandling, vilkår om ophold på institution og øvrige særvilkår.
Personer, der er dømt for overtrædelse af straffelovens § 210 om
incest og kapitel 24 om seksualforbrydelser, er omfattet af en
visitationsordning, hvis de er idømt en fængselsstraf på som
udgangspunkt mellem 3 måneder og op til 4 års fængsel (dog 5
år for voldtægtsdomme). Denne målgruppe anbringes
indledningsvis på visitationsafdelingen på Herstedvester
Fængsel, hvor behandlingspersonalet søger at motivere de
dømte til behandling og foretager individuelle vurderinger af
egnethed og motivation hertil i løbet af opholdet på afdelingen,
som forudsættes at vare fra fire til seks uger. Efter visitationen
på Herstedvester Fængsel vil den dømte blive overført til videre
afsoning og herfra modtage ambulant behandling, hvis den
pågældende vurderes egnet og motiveret.
Dømte, som efter ophold på visitationsafdelingen ikke vurderes
motiverede og egnede til behandling, vil som udgangspunkt
blive overført til videre afsoning på Nr. Snede Fængsels
Side 3/5
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1078: Spm. om hvordan ministeren vil undgå, at folk der er dømt for at seksualkrænke børn, kan gentage deres overgreb
særafdeling for seksualkriminelle, hvor motivationsprogrammet
MOVE tilbydes. Denne målgruppe vil således blive søgt
motiveret til at indgå i behandling under deres videre afsoning.
MOVE er tilpasset dømte, som erkender det pådømte, men ikke
ønsker behandling, samt dømte, som helt eller delvist benægter
at have udført det pådømte.
Den sexologiske/psykiatriske behandling af personer omfattet
af behandlings- eller visitationsordningen forestås af et
landsdækkende behandlingsnetværk bestående af Sexologisk
Klinik i København, Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus og
Retspsykiatrisk Afsnit i Middelfart. Behandlingsindsatsen vil
uanset behandlingssted altid være individuelt tilrettelagt ud fra
den enkeltes særskilte behandlingsbehov og kan bestå af
individuel behandling og/eller gruppebehandling. Det primære
mål for behandlingen er at nedsætte eller helt fjerne risikoen for
recidiv til ligeartet kriminalitet.
Personer, der er dømt for seksualforbrydelser på over 4 års
fængsel (dog 5 år for voldtægtsdomme), er ikke omfattet af
behandlings- og visitationsordningerne. Disse dømte afsoner og
modtager behandling i Herstedvester Fængsel. Behandlingen er
tværfaglig og består i høj grad af individuel samtaleterapi og
andre
kriminalitetsforebyggende
indsatser
såsom
misbrugsbehandling og/eller kognitive programmer.
Såfremt de nærmere betingelser herfor er opfyldt, kan personer,
der er dømt for seksualforbrydelser, herunder seksuelle
overgreb mod børn, ligeledes modtage medicinsk
kønsdriftsdæmpende behandling.
Prøveløsladelse forudsætter, at løsladelsen ikke må være
utilrådelig, og at den pågældende erklærer at ville overholde de
vilkår for løsladelsen, som fastsættes, herunder eventuelt vilkår
om i hele prøvetiden eller dele af denne at være undergivet
tilsyn. For personer dømt for seksualkriminalitet vil der hyppigt
være behov for at fastsætte vilkår om fortsat behandling. Vil en
person dømt for seksualkriminalitet ikke acceptere et relevant
vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt
psykiatrisk/sexologisk behandling, eventuelt kombineret med
kønsdriftsdæmpende medicin, vil dette i højere grad end
sædvanligt medføre, at der gives afslag på prøveløsladelse.”
3.
Det er helt afgørende for regeringen, at vi har de rigtige redskaber til at
beskytte vores børn og unge mod seksuelle overgreb. Regeringen har stort
fokus på området og har taget flere skridt til at styrke indsatsen.
Side 4/5
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1078: Spm. om hvordan ministeren vil undgå, at folk der er dømt for at seksualkrænke børn, kan gentage deres overgreb
Regeringen har således indført en ny bestemmelse i straffeloven, der
kriminaliserer grooming, og strammet reglerne om sextortion med
lovforslag nr. 741 af 13. juni 2023 om ændring af straffeloven og
retsplejeloven (Initiativer mod digitale krænkelser, herunder forbud mod
grooming, sidestilling af tilsnigelse af samleje med voldtægt, religiøse
lederes udnyttelse af religiøs afhængighed med henblik på at skaffe sig
samleje m.v.).
Endvidere har regeringen den 28. marts 2025 fremsat lovforslag nr. L 184
om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om Offerfonden (Styrket
indsats mod seksuelt krænkende materiale m.v.), der bl.a. har til formål at
styrke indsatsen mod seksuelt materiale med børn. Lovforslaget vil
herudover give politiet mulighed for at dele uægte seksuelt materiale, der
forestiller personer under 18 år. På den måde styrkes politiets muligheder
for effektivt at kunne efterforske og identificere mistænkte gerningspersoner
i bl.a. sager om seksuelle overgreb mod børn.
Regeringen har herudover den 22. maj 2025 lanceret udspillet ”Straf og
forebyggelse i et trygt samfund”, som bl.a. indeholder et initiativ om at
styrke tilsynet med personer, der er dømt for seksuelle overgreb mod børn,
så den dømte kan følges og kontrolleres i længere tid, end det i dag er
praksis.
Side 5/5