Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt
3031864_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
28. maj 2025
Politikontoret
Cathrine Hjortdam
2025-05554
3712436
Besvarelse af spørgsmål nr. 1069 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1069 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. april 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DD).
Peter Hummelgaard
/
Maria Carlsson
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1069: Spm. om hændelserne med hærværk i Højby i Odsherred Kommune
Spørgsmål nr. 1069 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren kommentere på hændelserne med hærværk i
Højby i Odsherred Kommune, som er beskrevet i artiklen
”Stationsby plaget af hærværk” fra Tv2east.dk, og vil ministeren
redegøre for, hvad han vil gøre for at sikre, at borgerne i Højby
kan sove trygt om natten?”
Svar:
1.
Som justitsminister er det vigtigt for mig, at alle – uanset hvor de bor, og
hvem de er – kan føle sig trygge. Derfor gør det mig også vred at læse om
de episoder med hærværk i Højby, der er nævnt i artiklen. Det er
uacceptabelt.
Af samme grund er jeg også glad for, at regeringen den 10. marts 2025
lancerede tryghedspakken ”Et trygt Danmark for alle”, som indeholder 15
initiativer, der skal sætte ind over for utryghedsskabende adfærd.
Regeringen afsætter bl.a. midler til, at kommunerne kan opsætte flere
overvågningskameraer på offentlige steder, ligesom der indsættes flere
tryghedsvagter og mere overvågning i tog og på togstationer. Derudover vil
regeringen give både kommuner, boligforeninger og ejere af idrætsanlæg
udvidede muligheder for at foretage tv-overvågning, ligesom regeringen
ønsker at give Ungdomskriminalitetsnævnet mulighed for at pålægge et
barn eller en ung et forbud mod at færdes og opholde sig dér, hvor den unge
har været med til at skabe utryghed.
Et lovforslag, som skal gennemføre de dele af regeringens tryghedspakke,
der kræver lovændring, blev fremsat den 25. april 2025. Der er i lovforslaget
lagt op til, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2025.
2.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet desuden
indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse
fra Midt- og Vestsjællands Politi, der oplyser, at der i perioden
fra den 1. januar 2025 til den 30. april 2025 er registreret otte
anmeldelser om hærværk i lokalområdet i Højby. Heraf relaterer
fire af sagerne sig til artiklen ”Stationsby plaget af hærværk”.
To af disse sager er aktuelt under efterforskning, idet der i den
ene sag findes videoovervågning, og i den anden sag er der
identificeret flere mistænkte gerningspersoner. De to øvrige
Side 2/3
REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1069: Spm. om hændelserne med hærværk i Højby i Odsherred Kommune
sager er blevet henlagt, men vil kunne genoptages, hvis der
tilgår nye oplysninger.
Midt- og Vestsjællands Politi har endvidere oplyst, at
politikredsen den 30. april 2025 deltog i et borgermøde
arrangeret af Højby Lokalråd, hvor temaet var hærværk i byen.
I mødet deltog endvidere kommunens borgmester, et
kommunalbestyrelsesmedlem samt repræsentanter for SSP og
Højby Skoles ledelse. Politiet oplyste på mødet om de aktuelle
hærværkssagers status, herunder politiets indsats for opklaring
af sagerne og sikring af borgernes tryghed, ligesom politiet
lagde vægt på betydningen af samarbejdet mellem politiet,
kommuner, skoler og andre centrale aktører. Der var blandt
deltagerne enighed om, at det tværsektorielle samarbejde er
velfungerende.
Midt- og Vestsjællands Politi har afslutningsvis oplyst, at
politiet følger udviklingen tæt og løbende har fokus på aktuelle
udfordringer i lokalområdet. Der er i den forbindelse et særligt
fokus på en mindre gruppe unge, herunder også i SSP-regi.”
Side 3/3