Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del Bilag 273
Offentligt
3048559_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
30. juni 2025
Politikontoret
Ida Schiøler
2025-07638
3768735
Resultaterne af statsadvokaternes tilsynsundersøgelse af politiets og
anklagemyndighedens henlæggelse af sager om personfarlig
kriminalitet
Som opfølgning på den kritik, der har været rejst i offentligheden af politiets
sagsbehandling, anmodede jeg i februar 2025 Rigsadvokaten om at
iværksætte en tilsynsundersøgelse af politiet og anklagemyndighedens
praksis for henlæggelse af sager.
Tilsynsundersøgelsen, der omhandler personfarlig kriminalitet, er nu
afsluttet, og Rigsadvokaten har den 20. juni 2025 fremsendt resultaterne af
undersøgelsen. Rigsadvokatens brev, statsadvokaternes tilsynsundersøgelse
samt metodebeskrivelsen for undersøgelsen er vedlagt som bilag.
Det fremgår af tilsynsundersøgelsen, at der ikke er grundlag for at fastslå, at
politikredsene bevidst og systematisk har undladt at foretage tilstrækkelig
efterforskning, eller at sagerne er blevet henlagt eller sluttet på baggrund af
usaglige hensyn. Det fremgår således, at politikredsene i langt hovedparten
af de gennemgåede sager har foretaget tilstrækkelig efterforskning og
afgjort sagerne materielt korrekt. Dette gælder uanset, om sagerne er blevet
oprettet og behandlet som en skarp sag eller en undersøgelsessag.
Det fremgår bl.a. samtidig af tilsynsundersøgelsen, at der er et væsentligt
forbedringspotentiale i forhold til registrering af undersøgelsessager, hvor
lidt under halvdelen af de gennemgåede undersøgelsessager burde have
været registreret som skarpe sager (straffesager). I den forbindelse vurderer
Rigsadvokaten, at der i undersøgelsessagerne er et forbedringspotentiale i
forhold til at vejlede den forurettede om bl.a. beskikkelse af bistandsadvokat
Side 1/2
REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 273: Resultaterne af statsadvokaternes tilsynsundersøgelse af politiets og anklagemyndighedens henlæggelse af sager om personfarlig kriminalitet, fra justitsministeren
samt underretning af forurettede om sagens afgørelse, herunder i forhold til
begrundelse og klagevejledning.
Som opfølgning på resultaterne af tilsynsundersøgelsen har Rigsadvokaten
bl.a. oplyst, at de politikredse, som har konstateret udfordringer, vil
iværksætte tiltag til at sikre korrekt brug af undersøgelsesnumre.
Statsadvokaterne vil følge op på tilsynsundersøgelsens resultater i deres
løbende tilsynsarbejde.
Rigsadvokaten har desuden oplyst, at Rigsadvokaten – som anbefalet af
statsadvokaterne – vil foranledige, at der i 1. halvår af 2026 iværksættes et
tematilsyn vedrørende korrekt registrering af skarpe sager og
undersøgelsessager.
Statsadvokaterne har oplyst, at i de sager, hvor afgørelserne ikke har været
materielt korrekte, har politikredsene foretaget en vurdering af, om der er
grundlag og mulighed for at genoptage sagerne og har i relevant omfang
taget skridt hertil. Statsadvokaterne vil over for politikredsene følge op på
de pågældende sager.
Jeg finder det selvsagt positivt, at tilsynsundersøgelsen viser, at der ikke er
grundlag for at fastslå, at politikredsene bevidst og systematisk har undladt
at foretage tilstrækkelig efterforskning, eller at sagerne er blevet henlagt
eller sluttet på baggrund af usaglige hensyn. Jeg finder det også positivt, at
myndighederne har igangsat flere initiativer med det formål at følge op på
resultaterne fra tilsynsundersøgelsen.
Som jeg også tidligere har tilkendegivet over for Folketinget, vil
erfaringerne fra tilsynsundersøgelsen indgå i det forberedende arbejde med
en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden, og jeg ser frem til at
drøfte resultaterne med Folketingets partier i forbindelse med de kommende
forhandlinger.
Peter Hummelgaard
/
Maria Carlsson
Side 2/2