Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 4188
Den 20. august 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 942 (MOF alm. del) stillet 19. juni efter ønske fra
Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 942
”Mener
ministeren, at de producentansvarsordninger, der allerede er indført, dækker de fulde
omkostninger til oprydning og bortskaffelse af affaldet?”
Svar
Der er indført seks producentansvarsordninger i Danmark for hhv. emballageaffald, oprydningsansvar
for engangsplastprodukter, fiskeredskaber, der indeholder plast, elektronikaffald (WEEE), biler og
batterier.
Producentansvar for emballage
I producentansvarsordningen for emballage betaler producenterne for affaldshåndtering af
emballageaffald samt relateret administration, dataindsamling, oplysningstiltag og tilsyn. Oprydning
af emballageaffald er ikke en del af producentansvarsordningen.
Producenterne betaler for kommunernes affaldsindsamling via gebyrer, der skal afspejle
kommunernes faktiske omkostninger. For erhvervsaffald betaler producenterne på baggrund af
fastsatte nøgletal pr. kg. indsamlet affald.
Oprydningsansvar for engangsplast
Producentansvar for engangsplastprodukter er et oprydningsansvar, hvor producenterne betaler for
den kommunale og statslige oprydning og efterfølgende transport og håndtering af henkastet affald fra
8 specifikke kategorier af engangsplastprodukter. Producenterne betaler også for den kommunale og
statslige indsamling af affald fra engangsplastprodukter, der er kasseret i offentlige
indsamlingssystemer. Producenterne betaler desuden for oplysningstiltag, der laves med henblik på at
reducere henkastet affald, samt relateret administration og dataindsamling. Producenterne betaler via
et gebyr til Miljøstyrelsen. Gebyret er fastlagt på baggrund af en analyse af mængden af de otte
engangsplastprodukter.
Fiskeredskaber, der indeholder plast
Producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plast, indebærer, at producenter af fiskeredskaber
skal tilbagetage fiskeredskaberne og betale for affaldshåndteringen. Desuden betaler producenterne
for administration af ordningen og oplysningstiltag via gebyrer til Miljøstyrelsen og Dansk
Producentansvar.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk