Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3055171_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J-nr. 225-3900
Den 12. august 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 888 (MOF alm. del) stillet den 5. juni 2025 efter ønske
fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 888
”Vil
ministeren redegøre for, hvorfor Miljøstyrelsen af miljømæssige årsager giver afslag til nye
havbrug, men samtidig arbejder på at sikrer de eksisterende havbrug nye placerings- og
miljøtilladelser, også selvom de ligger i områder med enten ringe eller dårlig økologisk tilstand?”
Svar
Miljøstyrelsen er miljøgodkendelses- og tilsynsmyndighed for havbrug. Jeg har derfor forelagt
spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser følgende:
”Miljøstyrelsen
har truffet afgørelser om afslag til en række nye havbrug på baggrund af
Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter BEK nr. 797 af 13/06/2023
(Indsatsbekendtgørelsen), da indstrømning af kvælstof til vandplanområder ikke vil være foreneligt
med bekendtgørelsens bestemmelser. Der var tale om ansøgninger, der ville føre til nye udledninger,
dvs. merudledninger af blandt andet kvælstof og fosfor, til vandplanområder, hvor der ikke er opnået
god miljøtilstand, og hvor etablering af nye havbrug ville være til hinder for opfyldelse af det fastlagte
miljømål for de pågældende vandplanområder.
Eksisterende havbrug har havbrugstilladelser, der tillader udledning af kvælstof og fosfor op til et
maksimalt niveau pr. år. Der er således ikke tale om nye udledninger. Miljøstyrelsen indberetter
havbrugenes udledninger årligt i databasen PULS, og disse data indgår i punktkilde-rapporten
(NOVANA punktkilder). Disse udledninger fra eksisterende havbrug er således indregnet i
vandområdeplanerne. Udledningstilladelse til kvælstof og fosfor i en miljøgodkendelse kan videreføres
i forbindelse med en revurdering af virksomhedens miljøgodkendelse, selvom udledningen sker til et
vandplanområde, der ikke er i god økologisk tilstand. Det er kun de faktisk udledte mængder af
kvælstof og fosfor, som kan videreføres i miljøgodkendelserne. Den faktiske udledning beregnes som et
gennemsnit af havbrugenes beregnede udledninger over 5 år.”
Magnus Heunicke
/
Jens Brandt Sørensen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk