MOF, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 813: Spm. om fuldstændig oversigt over kommunikation, herunder mails, møder og telefonnotater mellem Miljøministeriet og hhv. Miljøstyrelsen og Miljø- og Fødevareklagenævnet vedr. Skærbækværkets miljøgodkendelse

Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt

--AKT 11654083

BiLAG

[Svarta

klagenævnet

çj

Miljøministerlet

jøstyre sen

Miljø- og Fødevareklagenævnet

Nævnenes Hus

Toidboden

8800 Viborg

Cvr. nr.

37795526

Sendt til5)naevneneshus.dk

Virksomheder

J.nr.

2024

95793

Ref.

Den

17.

december

2024

Miljøstyrelsens bemærkninger til klagesag

24/11139,

klagenummer

1067695

Miljøgodkendelse afSkærbækværket (udledning af renset spildevand til Kol

ding Fjord)

—

Miljø- og Fødevareklagenævnet har den

28.

november

2024

anmodet Miljøstyrelsen om at

uddybe styrelsens bemærkninger til klagens enkelte klagepunkter. I det følgende er Miljøsty

relsens uddybende bemærkninger for overblikkets skyld fremsat med samme nummerering

som i klagen.

I Miljøstyrelsens uddybende bemærkninger henviser styrelsen til følgende vedlagte bilag:

Bilag A

Internt notat af

14.

marts

2024

om Miljøministeriets fortolkning af EU

rettens mulighed for at udpege blandingszoner i overfladevandområder i

laveste tilstandskiasse.

Udkast til notat afjanuar

2024

om den retlige ramme for og hjemmel til

anvendelse af blandingszoner ved meddelelse af tilladelse til udledning af

miljøfarlige forurenende stoffer til overfladevandområder.

Notat af 6. oktober

2023

om fortolkning og håndtering af Miljø- og Føde

vareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023.

Notat af

december

2024

om Miljøministeriets dialog med EU-Kommis

sionenom forpligtelsen i vandrammedirektivets artikel 4 til at forebygge

“forringelse af tilstanden” på baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets

afgørelse

sf23.

februar

2023.

Bilag B

Bilag C

Bilag D

Klagepunkt

1—

rettet

mod den konkrete tilladelse

Miljøstyrelsen har forstået dette klagepunkt sådan, at klager mener, at der ikke kan gi

ves en tilladelse til mertiledning af metaller til det berørte vandområde, hvor miljøkva

litetskrav/Icriterier fastsat i en eller flere matricer for de pågældende metaller i forvejen

er overskredet i vandområdet, da det vil hindre målopfyldelse.

Miljøstyrelsen kan oplyse, at det modtagende vandområde Kolding Fjord, Ydre ifølge

den gældende vandområdeplan

(2021-2027)

er i dårlig økologisk tilstand og i ikke-god

Miljøstyrelsen

Tolderlundsvej 5

•

5000

Odense

lif

725440 00

•

CVR 25798376

•

KAN

5798000860810

[email protected]

www.mst.dk

MOF, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 813: Spm. om fuldstændig oversigt over kommunikation, herunder mails, møder og telefonnotater mellem Miljøministeriet og hhv. Miljøstyrelsen og Miljø- og Fødevareklagenævnet vedr. Skærbækværkets miljøgodkendelse

kemisk tilstand, men at årsagen hertil ikke skyldes metaller. Det tilstødende vandom

råde, Lillebælt, Snævringen er ligeledes i ikke-god kemisk tilstand, hvilket derimod

skyldes overskridelse af miljøkvalitetskrav i biota for metallerne cadmium og bly.

Miljøstyrelsen har herudover i den påklagede afgørelse foretaget en vurdering af, om

nye nationalt fastsatte kvalitetskriterier for metallerne nikkel, krom og arsen i biota og i

sediment er overskredet, jf. Miljøstyrelsens notat i afgørelsen1. I vurderingen heraf har

styrelsen desuden inddraget de nyeste overvågningsdata senest fra

2022.

Vurderingen

viser, at der i det modtagne vandområde Kolding Fjord, ydre bl.a. er overskridelse af

kvalitetskriterierne i sediment for nikkel, krom og arsen. De forventede tilførte stof-

mængder og koncentrationer i udledningen fra Skærbækværket fremgår af tabel i ida

gepunktet. Beregningerne af stofmængderne er foretaget på baggrund af de fastsatte

kravværdier for stofkoncentrationen i udledningen samt den tilladte årlige udledte spil

devandsmængde.

Den påklagede afgørelse indeholder som følge heraf konkrete vurderinger af påvirknin

gen fra udledning af metallerne. Vurderingerne følger gældende vejledning til bekendt

gørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer2, herunder FAQ43. Miljøsty

relsen har derudover foretaget en konkret vurdering af, om udledningen vil kunne Ulla

des i overensstemmelse med § 8 stk.

og stk. i bekendtgørelse om indsatsprogram

mer for vandområdedistrikter3 og vejledningen til bekendtgørelsen4.

Miljøstyrelsen har således til grund for afgørelsen beregnet, hvilke koncentrationsstig

ninger udledningen vil medføre i blandingszonens rand og i udvalgte repræsentative

målepunkter for de pågældende metaller, hvor miljøkvalitetskrav/kvalitetskriterier i for

vejen er overskredet i vandområdet i et eller flere matricer. Miljøstyrelsen har også fore

taget en vurdering af, om udledningen i sig selv vil kunne give anledning til overskri

delse af miljøkvalitetskrav. På baggrund heraf, er det Miljøstyrelsens samlede vurdering,

at de beregnende koncentrationsstigninger af de pågældende metaller, som følge af den

tilladte merudledning, ikke vil påvirke opfyldelse al miljøkvalitetskrav og kvalitetskrite

rier i overfladevandsområdet/r uden for de udpegede blandingszoner og ikke vil være til

hinder for opfyldelse al miljømålet om god tilstand eller medføre en forringelse al til

standen i det modtagende eller i de tilstødende vandområder5.

Miljøstyrelsens notat af 3. oktober

2024

om overholdelse af bestemmelserne

indsatsbekendtgørel

sens §8 for påvirkning fra miljøfarlige forurenende stoffer (MFS) i udledning af renset røggaskonden

satvand fra SKV40, afsnit 4 Supplerende vurdering af overholdelse afmiljekualitetskrau- og kriterier

for biota

og afsnit

Supplerende vurdering afoverholdelse af miljøkuczlitetskrcw- og kriterier i sedi

ment (Vedlagt afgørelsen som Bilag E)

2Vejlning nr.

9183

ii.

marts

2024til

bekendtgørelse om krav til

udledning

visse

forurenende

stoffer til overfladevand og havområder med ofte stillede spørgsmål og svar.

nr. 797sf

13.

juni

2023

om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter

4vejledning nr.

9210

18. april

2024

til bekendtgørelsen om indsatsprogrammer for vandområdedi

strikter.

5Miljøgodkendelse sf3. oktober

2024

om tilladelse til direkte udledning af spildevand fra etableret

vandrensningsanlæg til Kolding

ljord,

Samlet konklusion,

side

59.

Samt

Miljøstyrelsens notat af

tober

2024

(Bilag

E),

Ouerordnet konklusion,

side

Klagepunkter rettet mod anvendelse afFAQ’erne

Miljøstyrelsen har i afgørelsen om udledningen af renset spildevand fra Skærbækvær

ket fulgt gældende vejledninger, dvs. navnligt vejledningen til bekendtgørelse om ind

satsprogrammer og vejledningen til bekendtgørelse om krav til udledning af visse foru

renende stoffer. Vejledningen til bekendtgørelse om krav til udledning af visse forure

nende stoffer, hvorefter der udpeges blandingszoner er udarbejdet på baggrund af Mii

jøministeriets fortoikning af artikel 4 i direktivet om miljøkvalitetskrav6 og blandings

zoner og Kommissionens vejledning til bestemmelsen, jf. bilag A, B og C.

Miljøstyrelsen har fulgt den gældende vejledning på området, hvor der i FAQ 43 er an

givet, at hvis udlederkrav fastsættes under forudsætningerne i FAQ 43, så vil udlednin

gen ikke give anledning til yderligere forringelse af overfladevandet eller hindre målop

fyldelse for overfladevandet. Se evt, bilag A, B, C og D for redegørelse for Miljøministe

riets fortolkning af reglerne for udpegning af blandingszoner og forståelse af forringel

sesbegrebet samt fortolkning af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

bruar

2023.

Det fremgår af FAQ 43, at udlederkravet altid skal vurderes konkret i forhold til udled

ningen og overfladevandet, og at det skal kunne eftervises ved beregninger, at der er

sikkerhed for, at udledningen ikke vil medføre påvirkning af opfyldelsen af miljøkvali

tetskravene i overfladevandet uden for blandingszonen. Omfanget af den samlede på

virkning (kumulative effekter) af overfladevandet fra øvrige kilder skal inddrages. Hvis

udlederkrav fastsættes under forudsætningerne fastsat i FAQ 43, vurderer Miljøstyrel

sen, at udledningen ikke vil medføre påvirkning af opfyldelsen af miljøkvalitetskravene

i overfladevandet uden for blandingszonen.

Miljøstyrelsen er ikke enig med klager i, at FAQ 43 medfører en forskydelse af punktet,

hvor miljøkvalitetskrav skal være overholdt, eftersom miljøkvalitetskravet i forvejen er

overskredet i overfladevandet. Beregningen i blandingszonens rand er med til at sikre,

at udledningen ikke vil medføre yderligere forringelse af overfladevandet.

Vejledningen til bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer er

udarbejdet på baggrund af Miljøministeriets fortolkning af reglerne for udpegning af

blandingszoner og forståelse af forringelsesbegrebet og tolkningen af klagenævnets af

gørelse af

23.

februar

2023

se bilag A, B, C og D. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at

vejledningen er i overensstemmelse med nævnets afgørelse af

23.

februar.

2023.

Hertil kommer, at miljømyndigheden altid skal foretage en konkret vurdering af udled

nmgens påvirkning af det konkrete overfladevand. Se også bemærkningen til klage-

punkt 3.

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS

DIREKTIV 2008/105/EF

af i6.

december

2008

om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken, om ændring og senere ophævelse af

Rådets

direktiv

82/176/E0F, 83/513/EØF, 84/156/E0F, 84/491/E0F og 86/28o/EØF og om ændring af

Europa-Par

lamentets og

Rådets

direktiv 2000/60/EF med senere ændringer

Miljøstyrelsen bemærker derudover, at det fremgår af udledningsbekendtgørelsens7 §

6 stk.

pkt. 5, at miljømyndigheden skal fastsætte vilkår i en udledningstilladelse, der

sikrer, at stoffer, der har tendens til at blive akkumuteret i sediment eller biota,

ikke

stiger

i væsentlig grad

i sediment og biota. Bestemmelsen i bekendtgørelsen er en del

af gennemførelse af bestemmelsen i artikel 3, stk. 6,

pkt., i direktiv om miljøkvali

tetskrav. Efter Miljøstyrelsens opfattelse er der således mulighed for at tillade udled

ning af stoffer, der har tendens til at blive akkumuleret i sediment eller biota, hvis det

ikke medfører en

væsentlig

akkumulering af stoffet/stofferne i sediment og biota.

Miljøstyrelsen har fulgt den gældende vejledning på området, som er udarbejdet på

baggrund af Miljøministeriets fortoikning af Vandrammedirektivets regler og klage

nævnsafgørelsen af

23.

februar

2023.

Se evt, bilag D om Miljøministeriets dialog med

EU-Kommissionen om forpligtelsen til at forebygge “forringelse af tilstanden”.

Miljøstyrelsen er ikke enig med klager i, at FAQ 43 medfører en forskydelse af punktet,

hvor miljøkvalitetskrav skal være overholdt, eftersom miljøkvalitetskravet i forvejen er

overskredet i overfladevandet. Beregningen i blandingszonens rand er med til at sikre,

at udledningen ikke vil medføre yderligere forringelse afoverfladevandet. Se bemærk

ning til klagepunkt 3.

Miljøstyrelsen bemærker, at det i udledningsbekendtgørelsens8 § 7, stk.

og Bilag D

er angivet, at miljømyndigheden skal fastsætte vilkår til en udledmng på baggrund af

beregninger, som sikrer, at udledningen ikke påvirker de berørte overfladevandes op

fyldelse af miljøkvalitetskrav. Vurderingen af udledningens påvirkning af overflade-

vande skal udføres ved en beregning og ikke ved måling i overfladevandet, hvilket

også fremgår af FAQ 43.

Miljøstyrelsen står gerne til rådighed til uddybning af yderligere spørgsmål eller behov

for teknisk gennemgang.

Med venlig hilsen

—

ZIui

_[_

+45

@mst.dk

21.

flov.

2017

Om krav til udledning af

visse

forurenende stoffer til vandløb,

søer,

overgangsvande, kystvande og havområder

8BEK

nr.

1433

21.

flov.

2017

Om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer,

overgangsvande, kystvande og havområder

BEK

nr.

1433

NOTAT

ççj;

MilJøministerlet

epar emen e

Ref.

Den

14.

marts

2024

Miljøministeriets fortollcning af EU-rettens

mulighed

for at ud-

pege blandingszoner i overfladevandområder i laveste til

standskiasse

Indledning

Miljøministeriet suspenderede, som følge af en

afgørelse fra

Miljø- og

Fødevareklagenævnet af

23.

bruar

2023,

dele af Ministeriets vejledninger om miljøfarlige forurenende stoffer. Afgørelsen

angår ud-

ledning af miljøfarlige forurenende stoffer (tungmetaller, lægemidler, pesticid- og biocidmidler, PFOS

mv.) til vandløb, søer, overgangsvande og kystvande.

Afgørelsen vedrører tilførsel af miljøfarlige forurenende stoffer til vandområder, som i forvejen er i

“ikke-god tilstand”. Mange danske vandområder er i “ikke-god tilstand”, det vil sige laveste tilstands

klasse, på grund af overskridelser af miljøkvalitetskrav. Miljøministeriet har i lyset af Klagen ævnets af

gørelse foretaget en fornyet analyse af EU-Domstolens praksis og vil på denne baggrund præcisere mi

nisteriets vejledninger. Der henvises til Miljøministeriets notat af 6. oktober

2023.

Klagenævnets forholdte ikke til, om der kunne udpeges en blandingszone i den konkrete sag.

Det følger af § 8 i bekendtgørelse nr.

1433

21.

november

2017

om krav til udledning af visse forure

nende stoffer, at miljømyndigheden kan udpege blandingszoner omkring udledningspunkter. Bestem

melsen, der er en tekstnær implementering af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv

2008/105/EF

af 16. december

2008

om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken (direktiv om miljø-

kvalitetskrav), finder også anvendelse på vandområder, som i forvejen er i laveste tilstandsklasse.

I de følgende redegøres for Miljøministeriets fortoikning af EU-retten for så vidt angår mulighederne

for at udpege blandingszoner efter direktiv om miljøkvalitetskrav1 i situationer, hvor der tilføres miljø-

farlige forurenende stoffer til overfladevandområder, som i forvejen er i “ikke-god tilstand” på grund af

overskridelse af miljøkvalitetskrav.

I nærværende notat forholder Miljøministeriets sig ikke til Miljøstyrelsens vurdering i “Vejledning

9053

21.

december

2021

Spørgsmål og svar om udledning af visse forurenende stoffer til vandmiljøet

(FAQ’erne)”, herunder FAQ 43 om blandingszoner og den heri nævnte forhøjelse af koncentrationen

ved blandingszonens rand på mere end 5

Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv

2008/105/EF

af 16. december

2008

miljøkvalitetskrav

inden for

vandpolitikken.

Miljømlnisteriet

Prederikahobna Kanal

•

1220

København IC

lif.

38142142

•

CVR

12854358.

EAN

5798000862005.

[email protected].

wwwmim.dk

EU-retlig regulering afblandingszoner

Vandrammedirektivet

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/60/EF

23.

oktober

2000

om fastlæggelse af en ramme

for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet) fastlægger en retlig ramme for

beskyttelse og forbedring af alt overfiadevand (vandløb, søer, overgangsvande og kystvande) og grund-

vand med det formål at sikre god tilstand i vandmiljøet og en bæredygtig benyttelse afvandressourcerne.

Et væsentligt element i denne beskyttelse er fastsættelse af miljømål efter direktivets artikel 4 for alle

væsentlige vandforekomster, overfiadevandområder og grundvandsforekomster i medlemsstaterne.

2.1.

Den nævnte bestemmelse opstiller i øvrigt to særskilte, men indbyrdes tæt forbundne mål, hvoraf det

første er forpligtelsen til at i forebygge forringelse.2

2.1.1.

Forringelse af tilstanden

Forpligtelsen til at “forebygge forringelsen af tilstanden” for overfiadevandområder følger af direktivets

artikel 4, stk.

litra a, nr. i). Af denne forpligtelse følger, at myndigheder er forpligtet til at nægte at

godkende et projekt, såfremt det kan medføre en forringelse af tilstanden for et overfiadevandområde.3

Tilstanden for overfladevandområder er defineret i direktivets artikel

nr.

17,

hvoraf det fremgår, at

overfladevandområdetilstanden “er det samlede udtryk for et overfladevandområdes tilstand bestemt

ved enten vandområdets økologiske tilstand eller dets kemiske tilstand, alt efter hvilken der er ringest”.4

“økologisk tilstand for overfladevand” er defineret i direktivets artikel

nr.

21,

som “et udtryk for kva

liteten af de med overfladevandet forbundne vandøkosystemers struktur og funktion, som klassificeret

i henhold til bilag V”.

“God økologisk tilstand for overfladevand” er defineret i direktivets artikel

overfladevandområde, som klassificeret i henhold til bilag V”.

nr.

22,

som “tilstand for et

“God kemisk tilstand for overfladevand” er defineret i direktivets artikel

nr.

24,

som “den kemiske

tilstand, der er nødvendig for at opfylde miljømålene for overfladevand i artikel 4, stk.

litra a), dvs.

den kemiske status, der er nået i et overfladevandområde, hvori koncentrationerne af forurenende stof

fer ikke overstiger de miljøkvalitetskrav, der er fastlagt i bilag IX og i medfør af artikel i6, stk. 7, eller

anden relevant fællesskabslovgivning, hvori der er fastsat miljøkvalitetskrav på fællesskabsplan”.

“Miljøkvalitetskrav” er defineret i direktivets artikel

nr. 35, som “den koncentration af et bestemt for

urenende stof eller gruppe af forurenende stoffer i vand, sediment eller biota, som ikke bør overskrides

af hensyn til beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet”.

“Forurenende stof” er defineret i direktivets artikel

nr.

rening, herunder navnlig stoffer nævnt i bilag VIII”.

31,

som “ethvert stof, der kan forårsage foru

“Forurening” er defineret i direktivets artikel

nr. 33, som “direkte eller indirekte udledning som følge

af menneskelige aktiviteter af stoffer eller varme til luft, vand eller jord, der kan skade menneskers sund

hed eller kvaliteten af vandøkosystemer eller terrestriske økosystemer, som er direkte afhængige af

2Se EU-Domstolens dom af

juli

2015,

sag

C-461/13

(Weser), præmis 39.

3Se EU-Domstolens dom af

juli

2015,

sag

C-461/13

(Weser), præmis

51.

4Se også EU-Domstolens dom

sfi. juli

2015,

sag

C-461/13

(Weser), præmis

55,

hvor denne sammenhæng frem

hæves.

vandøkosystemer, eller medføre skade på materielle værdier eller forringelse eller forstyrrelse af natur-

faciliteter og anden legitim anvendelse af miljøet”.

EU-Domstolen har forholdt sig til, hvornår der foreligger en “forringelse af tilstanden” efter artikel 4,

stk.

litra a, nr. i), på baggrund af overfladevandområdets økologiske tilstand. Her udtalte EU-Dom

stolen, at der foreligger en forringelse, når mindst et afkvalitetselementerne som omhandlet i vandram

medirektivets bilag V falder et niveau, selv om denne forringelse ikke fører til, at hele overfladevandom

rådet rykker en

klasse

ned. Hvis det pågældende kvalitetselement som omhandlet i bilaget allerede be

finder sig i den laveste klasse, udgør enhver forringelse af dette element imidlertid en “forringelse af

tilstanden”.s

Miljøministeriet antager, at samme forståelse af reglerne

skal

anvendes ved vurdering af, om der fore

ligger en “forringelse af tilstanden” efter artikel 4, stk.

litra a, nr. i), for overfladevandområdets kemi

ske tilstand.

De relevante “kvalitetselementer”, som defineret i EU-Domstolens dom af

juli

2015,

sag

C-461/13

(Weser), præmis

70,

er derfor for kemisk tilstand for overfladevand de nævnte miljøkvalitetskrav i di

rektivets artikel

nr.

24.

Det betyder, at der foreligger en “forringelse af tilstanden” efter artikel 4, stk.

litra a, nr. i), for så vidt

angår

overfladevandområdets kemiske tilstand, når mindst et af de miljøkvalitetskrav, der er

fastlagt

direktivets bilag IX og i medfør af direktivets artikel i6, stk. 7, eller anden relevant fællesskabslovgiv

ning, hvori der er fastsat miljøkvalitetskrav på fællesskabsplan, forventes overskredet, og enhver forven

tet stigning i det forurenende stof, når den fastsatte tærskel (miljøkvalitetskrav) allerede er overskredet.6

De nævnte miljøkvalitetskrav i direktivets artikel

nr.

24,

er:

De “grænseværdier” og “kvalitetsmål”, der er fastlagt i datterdirektiverne til direktiv

76/464/EØF, betragtes i dette direktiv som emissionsgrænseværdier og miljøkvalitetskrav.7

Kvalitetskrav for forurenende stoffer omfattet af retsakter udstedt i medfør af vandrammedi

rektivets artikel 16, stk. 7, hvilket omfatter Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv

2008/105/EF

af i6. december

2008

om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken (direktiv

om miljøkvalitetskrav), jf. artikel

i direktiv om miljøkvalitetskrav.

3. anden relevant fællesskabslovgivning, hvori der er fastsat miljøkvalitetskrav på fællesskabsplan.

På baggrund af ovenstående bliver miljøkvalitetskravene i direktiv om miljøkvalitetskrav, der er fastlagt

i bilag I, Del A, i direktiv om miljøkvalitetskrav, af afgørende betydning for, hvorvidt vandrammedirek

tivets artikel 4, stk.

litra a, nr. i), er opfyldt for de deri opregnede stoffer.

5Se EU-Domstolens dom af

juli

2015,

sag

C-461/13

(Weser), præmis

70.

på samme måde EU-Domstolens argumentation i FU-Domstolens dom af

28.

maj

2020,

sag

C-535/18

(Land

Nordrhein-Westfalen), præmis

102-110

119.

7 er fastlagt i følgende direktiver: i) direktivet om udledninger af kviksølv

(82/176/E0F)

(i)

ii) direktivet om

udledninger af cadmium

(83/513/E0F)

(2)

iii)

kviksølvdirektivet

(84/156/EØF)

(3)

iv) direktivet om udledninger

af hexachlorcyklohexan

(84/491/E0F) (4), og

direktivet

om udledninger af farlige stoffer (86/28o/E0F)

(5).

Dette følger af

vandrammedirektivets

bilag

IX.

Forpligtelsen til at “forebygge forringelsen af tilstanden” for overfladevand efter vandrammedirektivets

artikel 4, stk.

litra a, nr. i), angår overfladevandområdet.8

Vurderingen af, om et projekt forventes at medføre en forringelse af

tilstanden for overfladevandområde

på baggrund af forurenende stoffer, der kan påvirke den kemiske tilstand, må derfor tage udgangspunkt

i tilstanden for vandområdet, og hvordan projektet forventes at påvirke tilstanden. Det afgørende er

derfor, hvordan tilstanden for vandområdet vurderes.

Som det fremgår af Miljøministeriet notat af 6. oktober

2023,

hvor ministeriets bl.a. redegør for mini

steriets forståelse af EU-Domstolens forringelsesbegreb, lægger ministeriet til grund, at det afgørende

for denne vurdering er, om der vil ske en målbar stigning i koncentration af stoffet på et repræsentativt

overvågningspunkt i vandområdet.9

En tilførsel af et forurenende stof medfører ikke automatisk, at der sker en stigning

koncentrationen af

det pågældende stof. Tilførsel af et forurenende stof i en koncentration i udledningen, der er lavere end

eller lig den koncentration, der i forvejen er i vandområdet, medfører således som udgangspunkt ikke

en stigning i koncentrationen.

Tilførsel af et forurenende stof i en koncentration i udledningen, der er højere end den koncentration,

der er i forvejen

vandområdet,

kan

medføre en stigning i koncentrationen, som dog ikke nødvendigvis

vil være målbar i et for vandområdet repræsentativt målepunkt.

Det afhænger af koncentrationen af det tilførte stof, den i forvejen forekommende koncentration

vand

området, vandudvekslingen med tilstødende vandområder og stoffets skæbne i miljøet, herunder even

tuel omdannelse eller nedbrydning.

Fører en udledning af et forurenende stof til en målbar stigning i koncentrationen i et repræsentativt

målepunkt i et overfladevandområde, sådan at koncentrationen herefter påviseligt vil overskride miljø-

kvalitetskrav for stoffet i målepunktet, eller i de tilfælde, hvor kvalitetskrav for et eller flere stoffer alle

rede er overskredet i punktet, påviseligt stiger yderligere, sker der en forringelse af det pågældende

vandområdes tilstand. Dette vil stride mod forpligtelsen til at forebygge forringelser.

2.2.

Lflrektiv om miJjøkvalitetskrav

Europa-Parlamentets og Rådets

Direktiv

2008/105/EF

af i6. december

2008

om miljøkvalitetskrav in

den for vandpolitikken (direktiv om miljøkvalitetskrav) fastlægger miljøkvalitetskrav for prioriterede

stoffer og visse andre forurenende stoffer i overensstemmelse med vandrammedirektivets artikel

med

henblik på at opnå god kemisk tilstand for overfladevand og i overensstemmelse med bestemmelserne

og målene i vandrammedirektivets artikel 4, jf. direktivets artikel

Som nævnt ovenfor er direktiv om miljøkvalitetskrav, og de heri fastsatte krav, af afgørende betydning

for, hvorvidt vandranunedirektivets artikel 4, stk.

litra a, nr. i), er opfyldt for så vidt angår de stoffer,

Fx RU-Domstolens dom af

juli

2015,

sag

C-461/13

(Weser), præmis

70,

samt omtale af tilstanden i vand-

området i EU-Domstolens dom af

28.

maj

2020,

sag

C-535/18

(Land Nordrhein-Westfalen), præmis

101

og EU

Domstolens dom af

maj

2022,

sag

C-525/2o

(Association France Nature Environnement), præmis

45.

9Miljøministeriets

notat af 6. oktober

2023:

“Notat om fortoikning og håndtering af

Miljø-

og Fødevareklagenæv

nets afgørelse af

23.

februar

2023

(sag

22/02461)”.

der er opregnede i direktivets bilag I, Del A.1° Direktiv om miljøkvalitetskrav har derfor en direkte be

tydning for beskyttelsen af overfladevand mod udledning af disse stoffer, idet direktivet fastsætter kon

centrationerne for disse stoffer, der ikke må overskrides.

Direktivet fastlægger også en mulighed for, at medlemsstater under visse retlige begrænsninger, kan

udpege såkaldte “blandingszoner”, jf. artikel 4 og straks nedenfor.

Artikel 4 om blandingszoner

Artikel 4, stk.

direktiv

om miljøkvalitetskrav

giver

mulighed for, at medlemsstater anvender

blan

dingszoner i forhold til udledning af de stoffer, der er oplistet i direktivets bilag I, Del A. Efter bestem

melsen må koncentrationerne af et eller flere af de i bilag I, Del A, anførte stoffer overskride de relevante

miljøkvalitetskrav inden for sådanne blandingszoner under nogle nærmere angivne kriterier. Artikel 4,

stk.

og 3 opstiller yderligere krav

til

de medlemsstater, der udpeger blandingszoner.

2.2.1.

Artikel 4, stk.

i direktiv om miljøkvalitetskrav

har

følgende ordlyd:

“Artikel 4

Blandingszoner

Medlemsstaterne kan udpege blandingszoner omkring udledningspunkter. Koncentrationerne

af et eller flere af de i bilag I, del A, anførte stoffer kan overskride de relevante miljøkvalitetskrav

inden for sådanne blandingszoner, hvis de ikke påvirker det øvrige overfladevandområdes opfyl

delse af disse krav.”

Det fremgår ikke direkte af bestemmelsen, om medlemsstater

kan

udpege blandingszoner i situationer,

hvor zonen udlægges i et overfladevandområde, som i forvejen er i “ikke-god tilstand” på grund af over

skridelse af miljøkvalitetskravet for stoffet, zonen udlægges for. Medlemsstaternes må derfor fortolke

de nærmere rammer for udpegning af blandingszoner i lyset af direktivets

formål

og sammenhæng til

øvrige regler

EU-Domstolen

har

ikke forholdt sig

til

fortolkningen af bestemmelsen, hvorfor der for nuværende

ikke

er opnået klarhed over udpegning af blandingszoner i situationer, hvor zonen udlægges i et overflade

vandområde, som i forvejen er i “ikke-god tilstand”.

Miljøministeriets afklaring af bestemmelsen beror derfor på EU-Domstolens faste praksis for fortolk

ning af fæl]esskabsbestemmelsers rækkevidde. Bestemmelsen skal derfor vurderes ud fra sit indhold,

sin kontekst og sine målsætninger.h1

Ifølge ordlyden af artikel 4,

stk.

er det en betingelse for at udpege en blandingszone, og dermed over-

skride miljøkvalitetskravet inden for zonen, at “de ikke påvirker det øvrige overfladevandområdes op

fyldelse af disse krav”. Efter ordlyden er det altså koncentrationerne af det konkrete stof, der udledes og

overskrider miljøkvalitetskravet inden for zonen, der ikke må påvirke det øvrige overfladevandområdets

opfyldelse af miljøkvalitetskravene.

10Listen

i bilag!, Del A, i direktiv om mlljøkvalitetskrav blev

med

Europa-

Parlainentets

Rådets

direktiv

2013/39/EU

12.

august

2013

om ændring af direktiv

2000/60/EF

2008/105/EF

for så vidt angår

priorite

rede stoffer inden for vandpolitikken blev udvidet til at omfatte flere

stoffer.

Se bl.a. EU-Domstolens dom af 8. december

2005,

sag

C-280/04

(Jyske Finans A/S

mod

Skatteministeriet),

præmis 34 (og henvisningerne heri).

I en situation som beskrevet ovenfor, hvor miljøkvalitetskravet for stoffet er overskredet i hele overfla

devandområdet, er ordlyden af artikel 4, stk.

ikke tilstrækkelig klar til at afklare spørgsmålet om mu

ligheden for udpegning al blandingszoner i disse situationer. Ordlyden er dog umiddelbart ikke til hin

der for, at der udpeges en blandingszone for det stof, og dermed lokalt yderligere overskrider miljøkva

litetskravet inden for blandingszonen, hvis det ikke påvirker det øvrige overfladevandområdes opfyl

delse af miljøkvalitetskravene. Om en udledning i en sådan situation vil påvirke opfyldelsen af miljøkva

litetskravene vil bero på en konkret vurdering.

Som det fremgår af afsnit

2.1.1.

ovenfor følger det af EU-Domstolens retspraksis, at hvis et miljøkvali

tetskrav er overskredet i hele overfladevandområdet, udgør enhver forringelse af dette miljøkvalitets

krav en “forringelse al tilstanden”, hvilket ikke er tilladt efter vandrammedirektivets artikel 4, stk.

litra

a, nr.

i).12

Miljøministeriet antager på den baggrund, at en enhver påvirkning al det overskredne miljø-

kvalitetskrav uden for en udpeget blandingszone, der forsages al udledningen inden for blandingszonen,

som udgør en forringelse i strid med vandrammedirektivets artikel 4, stk.

litra a, nr. i), også vil være i

strid med artikel 4, stk.

i direktiv om miljøkvalitetskrav. Vurderingen af hvorvidt en blandingszone vil

påvirke det øvrige overfladevandområdets opfyldelse al miljøkvalitetskravene og dermed kan udlægges

efter artikel 4, stk.

i,i

direktiv om miljøkvalitetskrav, har derfor nær sammenhæng med vurderingen al,

om en udledning vil medføre en “forringelse al tilstanden” i overensstemmelse med vandrammedirek

livet og EU-Domstolens retspraksis.

Som redegjort for i afsnit

2.1.1.,

og som det fremgår af Miljøministeriet notat af 6. oktober

2023,’3

lægger

ministeriet til grund, at det afgørende for denne vurdering er, om der vil ske en målbar stigning i kon

centration al stoffet på et repræsentativt overvågningspunkt i vandområdet.

Martikel 4, stk.

i,i

direktiv om miljøkvalitetskrav, kan det altså ikke udledes, at betingelserne i bestem

melsens stk.

udgør en skærpelse al det miljømål, og herunder forpligtelsen til at “forebygge forringel

sen al tilstanden”, der er fastlagt i vandrammedirektivets artikel 4, stk.

litra a, nr. i). Miljøministeriet

mener derfor, at en udlægning al bestemmelsen, hvorefter det ikke vil være muligt at udpege blandings

zoner i situationer, hvor zonen udlægges i et overfladevandområde, som i forvejen er i “ikke-god til

stand” på grund al overskridelse af miljekvalitetskravet for stoffet, zonen udlægges for, ikke er den kor

rekte fortolkning al bestemmelsen, uanset at ordiyden ikke er klar og direktiverne i øvrigt ikke direkte

tager stilling hertil.

Afklaringen al hvorvidt en blandingszone kan tillades i sådanne situationer viii sidste ende være den

samme som ved vurderingen af,om et projekt kan medføre en forringelse af tilstanden for et overflade

vandområde, der foretages efter vandrammedirektivets artikel 4, stk.

litra a, nr. i.

Ovenstående udlægning er umiddelbart ikke i strid med Kommissionens tekniske baggrundsdoku

ment,14 der blev udarbejdet samtidigt med Kommissionens offentliggørelse al de tekniske retningslinjer

for udpegning al blandingszoner.’s Følgende fremgår nemlig herom i Kommissionens tekniske bag

grundsdokument, side :

EU-Domstolens dom al

juli

2015,

sag

C-461/13

(Weser), præmis

70.

23Miljøministeriets notat al 6. oktober

2023:

“Notat om fortoikning og håndtering al

Miljø-

og Fødevareklage

nævnets afgørelse al

23.

februar

2023

(sag

22/02461)”.

14Thni

Background Document on Identification of Mixing

Zones (CIS-WFD

2010a),

december

2010,

15Tekniske retningslinjer for udpegning afblandingszoner i henhold til art.

stk.

4,i direktiv

2008/105/EF 22.

december

2010 K(2olo)

9369 endelig.

What should Member States dø (fthere is already an exceedence of the EQS in

the receiving water body?

“2)

This is a consenting policy issue rather than a mixing zone question and while it is recognised as

a real problem it should be dealt with under the River Basin Management Planning process di

reetly. In plain terms this means that in circumstances where the upstream quality exceeds the

EQS just upstream of the point of discharge a fundamental review of ali permits above this point

may be required.”16

Det er uklart, hvordan svaret præcis udtrykker Kommissionens fortoikning al artikel 4, stk.

i direktiv

om miljøkvalitetskrav. Miljøministeriet mener, at svaret kan forstås sådan, at medlemsstaternes EU

retlige forpligtelser, når miijøkvalitetskravet allerede er overskredet i en recipient, hvor der påtænkes at

udlægge en blandingszone, ikke reguleres afdirektiv om miljøkvaiitetskrav, herunder artikel 4 om blan

dingszoner, men i stedet alene følger al vandrammedirektivet, herunder forvaltningen af vandområde

planerne samt forpligtelserne

til

at forbedre og forebygge forringelse, jf. artikel 4i vandrammedirektivet.

Miljøministeriet har noteret sig, at Flemming Elbæk og Ellen Margrethe Basse i deres artikel i Tidsskrift

for Miljø, anfører, at det fremgår af det citerede, at der ikke i en situation, hvor der allerede er for høje

koncentrationer i recipienten, kan anvendes blandingszoner.’7 Det er Miljøministeriets vurdering, at

Kommissionens FAQ ikke skaber en sådan klarhed over spørgsmålet.

Artikel 4, stk.

i direktiv om miljøkvalitetskrav skal endvidere vurderes ud fra bestemmelsens kontekst

og direktivets formål.

Direktivet fastsætter miljøkvalitetskrav i henhold til bestemmelserne og målene i vandrammedirektivet.

Vandrammedirektivet etablerer de overordnede rammer og styringsinstrumenter for beskyttelsen af

vandområder, og gør det samtidigt muligt at kombinere indsatser med andre direktiver, herunder de

direkte afledte direktivet som fx direktiv om miljøkvalitetskrav.

Direktiv om miljøkvalitetskrav, herunder artikel 4, stk.

fastslår

ikke,

hvad der udgør en forringelse af

tilstanden, men fastsætter reglerne for de miljøkvalitetskrav, der er nødvendige for at afklare, om en

udledning vil medføre en forringelse af tilstanden efter vandrammedirektivet.

Miljøministeriet finder derfor, at der ikke ud fra bestemmelsens kontekst eller formål er grundlag for at

forstå artikel 4, stk.

sådan, at den forhindrer udpegning af blandingszoner i situationer, hvor zonen

udlægges i et overfladevandområde, som i forvejen er i “ikke-god tilstand” på grund af overskridelse af

miljøkvalitetskravet for stoffet, der udledes.

Konklusion

Miljøministeriet konkluderer, at ordlyden af artikel 4, stk.

i direktiv om miljøkvalitetskrav, ikke di

rekte regulerer medlemsstaternes mulighed for at udpege blandingszoner, hvor der tilføres miljøfarlige

forurenende stoffer til overfladevandområder, som i forvejen er i “ikke-god tilstand” på grund af over

skridelse al miljøkvalitetskrav. Medlemsstaternes må derfor fortolke de nærmere rammer for udpegning

al blandingszoner i lyset al EU-Domstoiens faste praksis for fortolkning af fællesskabsbestemmelsers

rækkevidde.

16EQS er EU’s miljøkvalitetskrav (environmental quality standards).

Flemming Elbæk og Ellen Margrethe Basse i Tidsskrift for

Miljø,

De retlige rammer for anvendelse afbian

dingszoner,

april

2023, S. 147.

EIJ-Domstolen har

ikke forholdt sig til fortolkningen af bestemmelsen, hvorfor der for nuværende ikke

er opnået klarhed over udpegning af blandingszoner i situationer, hvor zonen udlægges i et overflade

vandområde, som i forvejen er i “ikke-god tilstand”.

Miljøministeriet finder i øvrigt, at Kommissionen ikke har taget direkte stilling

til spørgsmålet.

På baggrund af en analyse afbestemmelsens ordlyd, kontekst og direktivets formål, og særligt sammen

hængen med vandranimedirektivet, mener Miljøministeriets, at artikel 4, stk.

i,i

direktiv om miljøkva

litetskrav, skal forstås sådan, at bestemmelsen ikke til hinder for, at der udpeges en blandingszone, og

dermed lokalt overskrider miljøkvalitetskravet inden for denne zone, hvis det ikke påvirker det øvrige

overfladevandområdes opfyldelse af miljøkvalitetskravene, uanset at blandingszonen udlægges i et over

fladevandområde, som i forvejen er i “ikke-god tilstand” på grund af overskridelse af miljøkvalitetskra

vet for stoffet, der udledes.

--AKT 11654083-- BILAG

3--I

Bilag B Udkast til notat af januar 2024 om den retlige ramme for og hjem-mel til anv.

NOTAT

MIIjømlnlsterlet

Departementet

Januar

2024

UDKAST

Den retlige ramme for og hjemmel til anvendelse af

blandingszoner ved meddelelse af tilladelse til udledning af

miljøfarlige forurenende stoffer til overfladevandområder

Ved meddelelse

tilladelse til udledning af miljøfarlige forurenende stoffer (MFS) i højere koncentrationer

end stoffernes miljøkvalitetskrav til et overfladevandområde skal det kunne eftervises, at de højere

koncentrationer

MFS ved udledningspunktet kan falde til et så

lavt

niveau inden for et lille afgrænset

område en blandingszone i overfladevandområdet, at der ikke kan påvises en stigning

koncentrationen

de pågældende stoffer i vandområdet i øvrigt.

—

Sammenfatning

Meddelelse

tilladelse til udledning

MFS i koncentrationer over miljøkvalitetskrav for stofferne ved

anvendelse

udpegning af blandingszoner kan ske både til udledning

MFS, hvor det “modtagende”

overfladevandområde er i god tilstand for de pågældende MFS, og hvor vandområdet er i ikke-god tilstand

for disse MFS. I

begge

tilfælde betinget al, at tilladelsen til udledning ikke vil indebære en forringelse al

vandområdets tilstand eller hindre målopf’ldelse i vandområdet som helhed. Det betyder, at tilladelse til og

udpegning al en blandingszone for en udledning al MFS til et vandområde i ikke-god tilstand for samme

MFS, kun er en mulighed, hvis det kan eftervises ved beregninger, at der ikke vil kunne påvises en stigning i

koncentrationen al disse MFS i de repræsentative overvågningspunkter i vandområdet.

Udpegning al en blandingszone ved meddelelse

tilladelse til udledning al MFS er hjemlet i § 7- 8 i

bekendtgørelse om krav til udledning al visse stoffer1. Disse bestemmelser gennemfører artikel

i direktiv

om miljøkvalitetskrav2 om medlemsstaternes adgang til at tillade en udledning til overflade-vandområder al

MFS

koncentrationer over de i direktivet fastsatte miljøkvalitetskrav ved anvendelse

udpegning

blandingszone ved udledningspunktet. Bestemmelserne hjemler derudover anvendelse al blandingszoner ved

meddelelse al tilladelse til udledning al MFS i koncentrationer over de fastsatte

miljøkvalitetskrav

for

nationalt specifikke stoffer.

Den EU retlige ramme for og hjemmel til anvendelse afblandingszoner

Bestemmelser om muligheden for at meddele tilladelse til udledning al MFS i koncentrationer over EU

fastsatte miljøkvalitetskrav ved udpegning

en blandingszone er fastsat i artikel 4

direktiv om

miljøkvalitetskrav. Direktivet om miljøkvalitetskrav er en udmøntning al Kommissionens og

medlemsstaternes forpligtelser til at

beskytte

overfiadevand mod forurening efter vandrammedirektivets3

artikel

i6.

Bekendtgørelse nr.

1433af

21.

november

2017

om krav til udledning af

visse

forurenende stoffer til

vandløb, søer» overgangsvande, kystvande og havområder

EUROPA-PARLAMENTETS OG

RÅDETS

DIREKTIV 2008/105/EF

i6. december

2008

om miljekvalitetskrav inden

for vandpolitikken, om ændring og senere ophævelse al Rådets

direktiv 82/176/EØF, 83/513/E0F, 84/156/EØF,

84/491/EØF og 86/28o/E0F og om ændring al

Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv

2000/60/EF

med senere

ændringer

EUROPA-PARLAMENTETS

RÅDETS DIREKTLV

2000/60/EF af 23. oktober 2000

Miljeministeriet

Prederiksholrus Kanal

•

1220

København

ilt

14 2142

•

CVR 1285435$. KAN

5798000862005

[email protected]

www.mim.dk

Vandrammedirektivet og forbuddet mod forringelse

Vandrammedjrektjvet fastlægger en ramme for beskyttelse af alt overfladevand (vandløb, søer,

overgangsvande og

kystvande)

og grundvand med det

formål

at sikre god tilstand i vandmiljøet og en

bæredygtig benyttelse afvandressourcerne. Et væsentligt element i denne beskyttelse er fastsættelse af

miljømål efter direktivets artikel 4 for alle væsentlige vandforekomster, overfladevandområder og

grundvandsforekomster i medlemsstaterne.

1.1.

Det følger af vandrammedirektivets artikel 4, at miljømålet for en vandforekomst i udgangspunktet er god

tilstand

2015),

og at medlemsstaterne

skal

iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på at

forebygge forringelse af vandforekomsternes tilstand, og at de

skal

beskytte, forbedre og restaurere

vanciforekomsterne, hvor dette er nødvendigt for at opfylde miljømålene. Forebyggelse af forringelse og

forbedring af tilstanden i vandforekomsterne

skal

ske gennem de indsatsprogrammer, som medlemsstaterne

ska]

fastsætte efter direktivets artikel

ii.

Miljømålene er for overfladevandområderne i udgangspunktet

god

tilstand, dvs,

god

økologisk og god kemisk

tilstand4. De kriterier, herunder de kvalitetselementer, der er afgørende for økologisk tilstand, og metoden

til

vurdering af økologisk tilstand er fastlagt i vandrammedirektivets bilag V. Blandt disse kvalitetselementer er

MFS med nationalt fastsatte miljøkvalitetskrav (fastsat for forurenende stoffer, der udledes i signifikante

mængder i et eller flere vandløbsoplandet eller deloplande i medlemsstaten)5. De kriterier, herunder de

kvalitetselementer, der er afgørende for kemisk tilstand, og metoden

til

vurdering af kemisk tilstand er dels

fastlagt i vandrammedirektivets bilag V, dels i direktiv om miljøkvalitetskrav6.

Forbuddet mod forringelse

EU Domstolen

har

i dom i sagen C

559/19

(Donana) fastslået, at medlemsstaternes forpligtelse til at forbedre

henholdsvis deres forpligtelse

til

at undgå forringelse af vandforekomsternes tilstand (og mulighed for

målopfyldelse) er komplementære forpligtelser. Forpligtelserne til at iværksætte de nødvendige forbedringer

af vandforekomsterne skal som udgangspunkt være opfyldt senest december

2O27.

Forpligtelsen til at undgå

forringelsen af en vandforekomst er gældende fra det tidspunkt, hvor der er fastsat miljømål eller burde være

fastsat miljømål for forekomsten, dvs, i udgangspunktet fra december

20098.

1.1.1.

EU Domstolen

har

i flere domme9 fastslået, at forpligtelsen til at undgå forringelse af vandforekomsternes

tilstand indebærer, at medlemsstaterne (og staternes myndigheder) har pligt til at vurdere, hvorvidt et

projekt, en plan eller et program indebærer en forringelse og til at undlade at tillade projektet eller vedtage

programmet eller planen, hvis dette skulle være tilfældet. Vurderingen

skal

gennemføres før tilladelse eller

vedtagelse. Dommene har også fastlagt de generelle principper for hvad, der

vil

udgøre en forringelse:

“Derforeligger enforringelse, når mindst et afkvalitetselementerne som omhandlet i dette

direktius bilag Vfalder et niveau, selv om denne

forringelse

ikkefører til, at hele

overfladevandområdet rykker en klasse ned. Hvis det pågældende kvalitetselement som

fastlæggelse

af en

ramme

for

Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger med

senere ændringer

4Vandrammedirektivets

artikel

jf. bilag

5Disse

miljøkvalitetskrav

fastsættes

efter bestemmelserne i vandrammedirektivets bilag VI afsnit

1.2.6.

EUROPA-PARLAMENTETS

RÅDETS DIREKTIV

2008/105/EF

af a6. december

2008

om miljøkvalitetskrav inden

for vandpolitikken, om ændring og senere ophævelse af

Rådets

direktiv

82/176/EØF, 83/513/EØF, 84/156/EØF,

84/491/BØF og

86/28o/EØF

og om ændring af Europa-Parlamentets og

Rådets

direktiv

2000/60/EF,

som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/39/EU

12.

august

2013

7Vandrammedirektivets

artikel

stk.

8EU Domstolens dom af

1.7.2015,

Bund

für

Umwelt und Naturschutz Deutschland,

C-461/13, EU:C:2o15:433,

præmis

go).

EU Domstolens domme

følgende sager

C 461/13

(Weser),

C 535/18

(Land

Nordrhein-Westfalen),

559/19

(Donana)

525/20

(Association France

E:N.)

omhandlet i bilaget allerede befinder sig i den laveste klasse, udgør enhverforringelse af

dette element imidlertid en »forringelse aftilstandenfor et overfladevandområde i den

forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk.

litra a), nr. i).”1°

EU Domstolen har ikke taget stilling til, hvilke kriterier, der vil være afgørende for vurdering af hvilke

påvirkninger, der må antages at udgøre en forringelse af tilstand og mulig målopfyldelse for MFS i

overfladevandområder

Miljøministeriet har i notat af

23.

juni

2023

om den retlige ramme for fortoikning af “stigning i

koncentration” redegjort for ministeriets vurdering af hvilke kriterier, der må antages at skulle anvendes

vurdering af, om en påvirkning vil indebære en forringelse af tilstand og mulig målopfyldelse for MFS i

overfladevandområder.

Direktiv om miljøkvalitetskrav

Direktivet om miljøkvalitetskrav “fastlægger miljøkvalitetskrav for prioriterede stoffer og visse andre

forurenende stoffer,

jf.

artikel

i direktiv

2000/60/EF,

med henblik på at opnå en god kemisk tilstand for

overfladevand og i overensstemmelse med bestemmelserne og målene i artikel i nævnte

direktiv”11.

1.2.

Overholdelse af miljøkvalitetskrav fastsat i direktivet om miljøkvalitetskrav definerer et

overfladevandområdes gode kemiske tilstand, jf. vandrainmedirektivets artikel

nr.

24.

Direktivets artikel 3,

stk.

og bilag I, Del A fastsætter miljøkvalitetskravene. Direktivets artikel 3, stk. 3b, og bilag I Del B

indeholder bestemmelser om, hvorledes miljøkvalitetskravene anvendes ved vurdering af analyseresultater

fra overvågningen for MFS i et overfladevandområde og i fortsættelse heraf klassifikationen af

vandområdets tilstand for de overvågede MFS12. Direktivets artikel 3 indeholder endvidere bestemmelser

med krav til overvågningen af forekomster af MFS i overfladevandområder herunder valg af analysemetoder

og statistisk behandling af analyseresultater.

Artikel 4 i direktivet om miljøkvalitetskrav indeholder bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne tillade

udledning af MFS i koncentrationer over de i direktivet fastsatte miljøkvalitetskrav til overfladevandområder.

Tillades en sådan udledning af MFS (EU-prioriterede stoffer) omfattet af direktivet følger det af selv samme,

at der skal udpeges en blandingszone. Det følger således, at medlemsstaten er forpligtet til at udpege en

blandingszone, såfremt der udledes MFS i koncentrationer over de fastsatte miljøkrav. Se nærmere herom i

afsnittet

1.2.1.

nedenfor.

Direktivet om rniljøkvalitetskrav indeholder derudover bestemmelser med yderligere krav til oplysninger og

vurderinger som grundlag for vandplanlægningen, herunder krav om overvågning af MFS uden

miljøkvalitetskrav, men under observation, og præciseringer afvandrammedirektivets krav til overvågningen

af overfladevandområder.

Artikel 4i direktiv om miljøkvalitetskrav

Bestemmelserne i artikel 4 direktiv om miljøkvalitetskrav reflekterer, at der lige ved udledninger fra

punktkilder til overfladevandområder kan være MFS i højere koncentrationer, der imidlertid kan nå at falde

til et acceptabelt niveau inden for et relativt lille område af det samlede vandområde. Følgende fremgår af

1.2.1.

EU Domstolens domme i følgende sager C

461/13,

præmis

Artikel

direktiv EUROPA-PARLAMENTETS OG

RÅDETS

DIREKTIV

2008/105/EF

af i6. december

2008

mijøkvalitetskrav inden for vandpolitikken med senere ændringer.

12Se også notat om betydningen af de enkelte overvågningspunkter ved vurderingen af forringelse af overflade

vandområder er det beskrevet, hvorledes overvågningsresultater anvendes ved vurdering af kemisk tilstand i

overfladevandområder

direktivets præambel

(19):

7 nærheden af udledningerfrapunktkilder er koncentrationen afforurenende stoffer

sædvanligvis højere end koncentrationen i det omgivende vand. Derfor bør medlemsstater

have mulighedfor at gøre brug af blandingszoner, så længe de ikke påvirker det øvrige

overfladevandområdes opfyldelse afde relevante miljøkvalitetskrav. Udstrækningen af

blandingszoner bør begrænses til udledningspunkternes umiddelbare nærhed og bør være

rimelig. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i direktiv

2000/60/EF

bør

medlemsstaterne på passende vis sikre, at kravene til opnåelse af miljømålene i artikel 4i

nævnte direktiv koordineresfor hele vandområdedistriktet, herunder også udpegning af

blandingszoner i grænseoverskridende uandområder.”

På den baggrund bestemmer artikel 4i direktivet, at der kan udpeges blandingszoner omkring

punktkildeudledning, dvs. zoner hvor der sker en fortynding af koncentrationen af forurenende stoffer.

Artikel 4 har følgende ordlyd:

Medlemsstaterne kan udpege bla ndingszoner omkring udledningspunkter. Koncentrationerne

afet ellerflere afde i bilag I, delA, anførte stoffer kan overskride de relevante miljøkvalitetskrav

inden for sådanne blandingszoner, hvis de ikke påvirker det øvrige overfladevandområdes

opfyldelse afdisse krav.

“1.

medlemsstater, der udpeger blandingszoner, indfojer i de vandområdeplaner, der

fremlægges i overensstemmelse med artikel

direktiv

2000/60/EF,

en beskrivelse af:

a) defremgangsmåder og metoder, der er anvendt

til at definere disse zoner, og

b) deforanstaltninger, der er truffet med henblik på at mindske udsirækningen

blandingszonerne ifremtiden, somf.eks.foranstaltninger omhandlet i artikel

ii,

stk. 3, litra k), i

direktiv

2000/60/EF, eller

en revurdering

de i direktiv

2008/1/EF

omhandlede godkendelser

eller afforudgående regler omhandlet i artikel

ii,

stk. 3,

utro g), i direktiv

2000/60/EF.

medleinsstater, der udpeger blandingszoner, skal påse, at udstrækningen afde enkelte

zoner er:

a) begrænset til udledningspunkternes umiddelbare nærhed

b) afpasset efter koncentrationerne afforurenende stoffer ved udledningspunktet og efter de

betingelserfor udledning afforurenende stoffer, der erfastsat i deforudgående reguleringer,

såsom godkendelser og/eller tilladelser, der er omhandlet i artikel

ii,

stk. 3, litra g), i

direktiv

2000/60/EF

og enhver anden relevantfællesskabsforskrzft, i overensstemmelse med anvendelsen

afde bedste tilgængelige teknikker og artikel

i direktiv

2000/60/EF,

navnlig efter at disse

forudgående reguleringer er blevet revideret.”

Som det fremgår oven for, er betingelsen for at udpege en blandingszone, hvor udledningens indhold af MFS

kan overskride relevante miljøkvalitetskrav (for vand de generelle miljøkvalitetskrav), at udledningen “ikke

påvirker det øvrige overfladevandområdes opfyldelse afdisse krav”.

Ordlyden af artikel 4 i direktivet om miljøkvalitetskrav er således ikke til hinder for, at der udpeges

blandingszoner i overfladevandområder, hvor relevante miljøkvalitetskrav er overskredet, men det er en

betingelse, at udledningen ikke leder til en forringelse af et overfladevandområdes tilstand og ikke påvirker

muligheden for at opnå målopfyldelse i vandområdet. Artikel 4 om udpegning af blandingszoner hjemler

således ikke en undtagelse fra vandrammedirektivets forbud mod forringelse.

Vurdering af muligheden for at udpege en blandingszone bliver således en metode til at sikre, at en

udledning, der ved udledningspunktet indebærer overskridelser af miljøkvalitetskrav kun gør det i et så

begrænset lille område al det samlede overfladevandområde, at udledningen ikke påvirker det samlede

vandområdes opfyldelse af miljøkvalitetskravene, altså vandområdets tilstand og mulighed for målopfyldelse

for MFS.

—

EU Domstolen har ikke afsagt domme, der fastlægger fortolkning af bestemmelser i artikel 4 direktiv om

miljøkvalitetskrav.

Om Kommissionens tekniske retningslinjerfor udpegning afblandingszoner

Til brug for medlemsstaternes implementering af direktivet om miljøkvalitetskrav

offentliggjorde

Kommissionen i december

2010

tekniske retningslinjer om udpegning al blandingszoner13. Disse

retningslinjer var udarbejdet i regi al medlemsstaternes samarbejde om at implementere vandramme- og

oversvømmelsesdirektiverne, det såkaldte CIS-samarbejd&4. Retningslinjerne for udpegning al

blandingszoner efter direktivets artikel 4 indeholder anvisninger til brug for at gennemføre de vurderinger,

der skal understøtte en afgørelse om, hvorvidt det vil være muligt at udpege blandingszoner i en acceptabel

størrelse for en udledning af MFS til et overfladevandområde. I retningslinjerne er der anvendt følgende

definition al blandingszoner:

“En blandingszone er udpeget al den kompetente myndighed som del af et område med overfladevand

omkring udledningspunktet med koncentrationer af en eller flere problematiske forurenende stoffer, som

kan overstige det relevante MICK, forudsat at resten al overfladevandets opfyldelse al MKK ikke påvirkes.”

Denne definition er reflekteret i retningslinjernes beskrivelse al hvilke vurderinger, der skal foretages ved

fastlæggelse af en blandingszone. Retningslinjerne indeholder ingen tydelig sondring mellem udlæg al

blandingszoner i overfladevandom råder i god henholdsvis ikke-god kemisk tilstand for de MFS, der ønskes

udledt. Der er enkelte afsnit15, der synes at forudsætte, at miljøkvalitetskrav for de relevante stoffer vil

være

opfyldt i vandområdet, når der udpeges en blandingszone, og andre afsnit, der synes at forudsætte, at

udpegning også vil ske i vandområder, hvor der ikke er god kemisk tilstand for de udledte MFS16. Det

vurderes i fortsættelse heraf, at der ikke i de tekniske retningslinjer er konkluderet eller forudsat en

fortoikning, hvorefter “at resten af overfladevandets opfyldelse af miljøkvalitetskrav al MICK ikke påvirkes”

skal forstås som “miljøkvalitetskrav er opfyldt i resten af overfiadevandet”.

13TEKNISKE RETN1NGSLIIJER FOR UDPEGNING AF BLANDINGSZONER

i henhold til art. 4, stk. 4, i direktiv 2008/105/EF

CIS

Common Implementation Strategy

i retningslinjerne beskrevet således:

—

“The

Water Directors of

the European Union (EU), Acceding Countries, Cczndidate Countries and

EFTA Countries

have

jointly developed a common impleinentation strategy (CIS)for supporting the implementation of the Directive

2000/6o/EC, “establishing aframeworkfor Coinmunity action in thefield of water policy” (the Water Framework

Directiue). Focus is on methodological questions related to a common understanding of the technical and scientific

implications of the Water Framework Directive. In particular, one of the objectives of the strategy is the development of

non-legally binding and practical Guidance Documents on

various

technical issues of the Directiue. These Guidance

Documents are turgeted to those

experts who are directly or indirectly implementing the Water Framework Directive

in river basins. The

structure,

presentation

and terminology ure therefore adapted to

the needs ofthese

experts

and

formal, legalistic language is avoided wherever possible.

15Se f.eks. afsnit 8.1., side

32,

andet afsnit på siden

Se f.eks. afsnit

ii,

side

50-51

og afsnit

13,

side 55-56

De telmiske retningslinjer for udpegning af blandingszoner indeholder anvisninger på, hvorledes udpegning

al blandingszoner kan gennemføres på grundlag af vurderinger, der gennemføres i en eller flere faser,

afhængigt al hvor komplekse omstændighederne ved udledningen er. Retningslinjerne afspejler den store

variation, der er i de ‘sisk-kemiske og biologiske forhold i de målsatte overfladevandområder i EU, og de

indeholder i den sammenhæng henvisninger til flere digitaliserede modeller inklusive software, der muliggør

simulering af udledninger af MFS og deres fortynding i forskellige typer al vandområder og beregninger al

forventede koncentrationer al MFS i forskellige punkter i vandområderne. Det fremgår således af

retningslinjerne, at der er flere egnede metoder til udpegning al blandingszoner.

Teknisk baggrundsdokument til de tekniske retningslinjerfor udpegning afblandingszoner

Samtidigt med Kommissionens offentliggørelse af de tekniske retningslinjer blev der i regi al CIS

samarbejdet imidlertid offentliggjort et såkaldt teknisk baggrundsdokument’T, udarbejdet af en mindre

arbejdsgruppe, som indeholdt en række FAQ, yderligere praktiske anvisninger til brug for udpegning af

blandingszoner m.v. Dette dokument blev offentliggjort med følgende disclaimer:

“Tlzis technical dociiment has been developed through a coliaborative programme involving

the European Cornmission, ali the Member States, the Accession Countries, Norway and other

stakeholders and Non-Governmentai Organisations. The document should be regarded as

presenting an informal consensus position on best practice agreed by ali partners. However,

the document does flot necessarily represent the official,forinal position ofany ofthe partners.

Hence, the views expressed in the document do not necessariiy represent the views of the

European Commission.”

I det tekniske baggrundsdokument findes følgende FAQ om blandingszoner:

“What should Member States do jfthere is already an exceedence of the EQS in the receiving

water body?

Vzis is a consenting policy issue rather than a mixing zone question and while it is

recognised as a real problem it should be dealt with under the River Basin Management

Planning process directly. In plain terms this means that in circumstances where the

upstream quality exceeds the EQSjust upstream of the point of discharge afundamental

review of all permits above this point may be required.”

Der svares dermed, at det er et reelt problem, men at det ikke er et spørgsmål, der henhører under

blandingszoner, men i stedet i forvaltningen al vandområdeplanerne og dermed de forpligtelser deri ti) at

forbedre og sikre, at der ikke sker yderligere forringelse. Der er i dette baggrundsdokument dermed heller

ikke taget stilling til, om det er muligt at udpege en blandingszone i den situation, hvor miljøkvalitetskravet i

forvejen er overskredet.

Som nævnt ovenfor er de tekniske retningslinjer og baggrundsdokumentet offentliggjort i

2010

dvs.

formentligt med en underliggende forudsætning om jf. diektivforpligtelserne, at et flertal al

overfladevandområderne ville være i god kemisk tilstand i

201518,

hvilket har vist sig ikke at være tilfældet. I

baggrundsdokumentet blev det endvidere lagt til grund, at en ikke-god kemisk tilstand vil kunne ændres til

Background Document on identification ofmixing zones.

I de tekniske retningslinjer indledes resumeet

således:

“Water quality in Europe

has

improved dramatically in recent years ajded by the adoption of an underpinning

phiosophy to reduce, or where possible, eliminate pollution at source.

a European (evel, this so called “combined

approach”,forms the

basis

for Water Framework Directiue (2000/6o/EC).”

17Technical

god tilstand ved revision af eksisterende udledningstilladelser til industrielle anlæg og anlæg til behandling

af spildevand. For en række MFS

vil

dette

kun

undtagelsesvist være tilfældet. De tekniske retningslinjer og

baggrundsdokumentet er også udarbejdet før forslag

til

og vedtagelse af ændringerne af direktiv om

miljøkvalitetskrav med ændringsdirektivet 2o13/39/EU. Tolkning og anvendelse af materialet må derfor ske

med

respekt af dels materialets egne forbehold for dets grundlag og udarbejdelse, dette gælder særligt for det

tekniske baggrundsdokument. Det er i

fortsættelse

heraf Miljøministeriets vurdering, at det oven for

gengwne spørgsmål-svar i det tekniske baggrundsdokument ikke er udtryk for en retlig vurdering.

Den danske implementering af den EU retlige ramme for og hjemmel til

anvendelse af

blandingszoner

Den danske gennemførelse afvandrammedirektivet og direktiv om miljøkvalitetskrav er direktivnær.

Væsentlige dele af gennemførelsen er sket i regler i eller efter lov om vandplanlægning19. Særligt for de

grundlæggende foranstaltninger i de indsatsprogrammer, der skal fastlægges efter vandrammedirektivets

artikel

ii,

gælder imidlertid, at foranstaitningerne i vidt omfang er gennemført i anden miljølovgivning,

herunder miljøbeskyttelsesloven og regler efter denne lov.

Der er forbud mod at forurene overfladevand uden en tilladelse2o. Udledning af MFS

til

overfladevand er

således forbudt, medmindre der indhentes en tilladelse. Tilladelse meddeles enten efter reglerne i

miljøbeskyttelseslovens kapitel

4 og/eller i spildevands-bekendtgørelsen’ eller efter reglerne

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, godkendelsesbekendtgørelsen22 og spildevandsbekendtgørelsen. Disse

regler er en del af de grundlæggende foranstaltninger i vandpianlægningens indsatsprogrammer.

Tilladelse til udledning af MFS kan ikke meddeles, hvis udledningen ikke vil

være

i overensstemmelse med

Natura

2000-

og artsbeskyttelsena3, vandplanlægningen24 og havstrategiens. Vurdering heraf vil altid være

en del af grundlaget for afgørelse

at meddele eller ikke meddele tilladelse

til

udledning af MFS. I de

tilfælde, hvor udledning af MFS er en del af et projekt, der skal miljøvurderes efter VVM-reglerne

miljøvurderingsloven indgår disse vurderinger

myndighedernes samlede miljøvurdering af projektet forud

for tilladelse.

For tilladelse til punktkilders udledning med et forventet indhold af MFS (og påbud om revision af

eksisterende tilladelser) gælder endvidere, at de skal meddeles efter reglerne

bekendtgørelse om krav

til

udledning af visse

stoffer2b.

De fastsatte

miljømål og forbuddet mod forringelse afvandforekomster

Miljemålene

Danmark fastlagt

bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og

grundvandsforekomster27

overensstemmelse med bestemmelserne

bekendtgørelse om fastlæggelse af

2.1.

Bekendtgørelse nr.

126

26.

januar

2017

af lov om vandpianlægning

I lov nr.

372

13.

juni

1973

miljøbeskyttelse, nu

i lov om

miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse

nr.5

af 3. januar

2023

Bekendtgørelse nr.

1393

21.

juni

2021

om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel

og 4

Bekendtgørelse nr.

2080 af 15. november 2021 om godkendelse af

listevirksomhed

23vurdennger efter § 6 og

i bekendtgørelse af

12. november 2021 om udpegning og administration af

internationale

naturbeskyttelsesområder

beskyttelse af visse arter

24vurderinger efter § 8 i

bekendtgørelse nr.

449

11.

april

2019

indsatsprogrammer

for vandområdedistrikter

25Vurdennger efter §

i lov om havstrategi,jf.

lovbekendtgørelse nr.ii6i af

25.

november

2019

med senere ændringer

Bekendtgørelse nr.

1433

21.

november

2017 om

krav

til

udledning

visse forurenende stoffer til vandløb,

søer,

overgangsvande, kystvande og havområder

Bekendtgørelse nr.

819 af

15. UflI 2023

miljømål

for overfladevandområder og grundvandsforekomster

20 Dengang

miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand28 Derudover er der fastlagt

indsatsprogrammer, der indeholder de foranstaltninger, der skal sikre, at de målsatte overfladevandområder

og grundvandsforekomster når og/eller fastholder de fastsatte miljømål. Indsatsprogrammerne skal dermed

sikre opfyldelse afforpligtelserne til henholdsvis at forebygge forringelse af

vandforekomsternes

tilstand og

at forbedre den, hvor det er nødvendigt for at opnå målopfyldelse.

Bekendtgørelse om indsatsprogrammer er udstedt efter lov om vandplanlægning og gennemfører dele af

vandrammedirektivets artikel 4 om miljømål, herunder forpligtelsen til at forebygge forringelse af

vandforekomsterne, og direktivets artikel

ii,

jf.

bilag VI, om indsatsprogrammer.

Som beskrevet oven for, har EU Domstolen fastslået, at forpligtelsen til at forebygge forringelse gælder ved

såvel vedtagelse af lovgivning, planer og programmer, som når myndigheder træffer afgørelse om konkrete

projekter og alctiviteter29. Forpligtelse for myndighederne til at forebygge forringelse som følge af konkrete

afgørelser er implementeret i § 8 i bekendtgørelse om indsatsprogrammer. Bestemmelserne er formuleret

med udgangspunkt i præmisserne i EU Domstolens dom af

juli

2015

i sagen C

471/13

(Weser), hvor

Domstolen fastlagde de generelle principper for, hvad der vil udgøre en forringelse af et målsat

overfladevandområdes (økologiske) tilstand.

§ 8 i indsatsbekendtgørelsen har følgende ordlyd:

8. Statslige myndigheder, regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal ved administration af

lovgivningen i øvrigt forebygge forringelse af tilstanden for overfladevandområder og

grundvandsforekomster og sikre, at opfyldelse af de miljømål, der er fastlagt i bekendtgørelse

om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, ikke forhindres.

“

Stk.

Myndigheden kan kun træffe afgørelse, der indebærer en direkte eller indirekte

påvirkning af et overfladevandområde eller en grundvandsforekomst, hvor miljømålet er

opfyldt, hvis afgørelsen ikke medfører en forringelse af overfladevandområdets eller

grundvandsforekomstens tilstand.

Stk. 3. Myndigheden kan kun træffe afgørelse, der indebærer en direkte eller indirekte

påvirkning af et overfladevandområde eller en grundvandsforekomst, hvor miljømålet ikke er

opfyldt, hvis afgørelsen

ikke vil kunne medføre en forringelse af overfladevandområdets eller

grundvandsforekomstens tilstand, og

ikke vil kunne hindre opfyldelse af det fastlagte miljømål, herunder gennem de

indsatsprogrammet fastlagte foranstaltninger.

Stk. 4. Hvis myndigheden vurderer, at der ikke kan meddeles tilladelse eller godkendelse til

udledning af kvælstof eller fosfor i henhold til stk. 3, kan myndigheden indbringe sagen for

Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering tillade, at

myndigheden i henhold til lovgivningen, meddeler tilladelse eller godkendelse til den ansøgte

udledning. I sager, hvor Miljøstyrelsen er den kompetente myndighed til at meddele tilladelse

eller godkendelse til udledningen, træffer styrelsen tillige afgørelse efter denne bestemmelse.

Stk. 5. I vurderingen af, om der kan træffes afgørelse efter stk.

2-4,

skal omfanget af den

samlede påvirkning af overfladevandområdet eller grundvandforekomsten fra øvrige kilder,

herunder fra godkendte, endnu ikke gennemførte projekter og aktiviteter, tages i betragtning.

Bekendtgørelse nr. 796 af

13.

juni

2023

om fastlæggelse al miljømål for vand]øb, søer, overgangsvande, kystvande og

grundvand.

domstolens domme

følgende sager

471/13

(Weser),

C 535/ i8

(Land NordRhein-Westfalen),

C 539/

(Donana)

525/20

(Association France E.N.)

Regler om den kombinerede fremgangsmåde og udpegning afblandingszoner i

bekendtgørelse om krav til udledning af visse stoffer

Bekendtgørelsen om krav til

udledning af visse stoffer

har hjemmel i miljøbeskyttelsesloven3° og

gennemfører dele af vandrammedirektivet, herunder direktivets artikel io om den kombinerede

fremgangsmåde, og dele af direktiv om miljøkvalitetskrav, herunder dette direktivs artikel 4 om udpegning af

blandingszoner.

2.2.

Den kombinerede fremgangsmåde er gennemført i § i bekendtgørelse om krav til udledning af

visse

stoffer:

Den kombinerede fremgangsmåde

§ 5. Udledning afforurenende stoffer skal begrænses ved hjælp af bedste tilgængelige teknik

(BAT),jf. lovens § 3, stk.

Stk.

Hvis miljøkvalitetskrav, der er fastsat i bilag

til bekendtgørelse om fastlæggelse af

miljørnålfor vandløb, søer, overgangsuande, kystvande og grundvand, kræver overholdelse

afstrengere vilkår end dem, som følger af anvendelse af bedste tilgængelige teknik,

fastsættes der i overensstemmelse hermed strengere vilkår i tilladelsen, godkendelsen eller

påbuddet.

De vilkår, der skal

sikre implementeringen

af den kombinerede fremgangsmåde i de enkelte

udledningstilladelser fastsættes efter § 6 i bekendtgørelse om krav til udledning af visse stoffer. Fastsættelse

af disse vilkår er baseret på beregninger, gennemført efter bekendtgørelsens § 7:

Beregninger

§ Ved fastsættelsen af vilkår i henhold til §6 skal det sikres ved beregning, at udlednin gen

ikke påvirker berørte overfladevandområders eller havområders opfyldelse afde

miljokvalitetskrav, der erfastsat i bilag

til bekendtgørelse om fastlæggelse afmiljømålfor

vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand,jf. dog stk.

og 3.

Stk.

Hvis der efter reglerne i § 8 er udpeget en blandingszone omkring udledningsstedet,

skal det sikres ved beregningen i stk.

at udlednin gen ikke påvirker opfyldelse af

miljøkvalitetskravene i det øvrige overfladevandområde udenfor blandingszonen.

Stk. 3. Hvis det eller de forurenende stoffer, som udledningen omfatter,findes iforvejen i det

eller de berørte overfladevandområder eller havområder, skal koncentrationen i

ouerfladevandområderne eller havonzråderne afstoffet eller stofferne indgå i beregningen i

stk.

Stk. 4. For forurenende stoffer,for hvilke der ikke erfastsat miljekvalitetskrav i bilag

til

bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømålfor vandløb, søer, overgangsvande, kystvande

og grundvand, skal kvalitetskriterier, der er endeligt udarbejdet ellerforeligger som forslag,

jf. § stk. 3, anvendes ved beregningen i stk.

1-3,

indtil miljøkualitetskrav erfastsat.

‘.

§ 8 i bekendtgørelsen om krav til udledning af

visse

stoffer indeholder de danske bestemmelser om

udpegning af blandingszoner, der kan udpeges for udledninger af MFS med EU-fastsatte miljøkvalitetskrav

og/eller stoffer med nationalt fastsatte miljøkvalitetskrav (stoffer som f.eks. kobber). Bekendtgørelsens § 8

har en ordlyd, der stort set svarer til ordlyden af artikel 4 i direktivet om miljøkvalitetskrav:

Blaridingszoner

§8. Miljømyndigheden kan udpege blandingszoner omkring udledningspunkter. Med

forbeholdfor §6, stk.

nr.

og 3, kan koncentrationerne afet ellerflere afde i tabel 3-5 i

bilag

til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømålfor vandløb, søer, overgang svande,

kystuande og grundvand anførte stoffer overskride de relevante miljøkvalitetskrav indenfor

sådanne blandingszoner, hvis de ikke på virker det øvrige overfladevandområdes opfyldelse

Bekendtgørelse nr.

af 3. januar

2023

af lov om

miljøbeskyttelse

med senere ændringer

afdisse krav. Miljømyndighedenfo.stsætter nærmere, hvilke miljøkvalitetskrav der kan

overskrides, herunder i hvilket omfang.

Stk.

Udpegningen afblandingszoner skal ske, så udstrækningen afde enkelte zoner er

begrænset

til

udledningspunkternes umiddelbare nærhed, og

afpasset efter koncentrationerne afforurenende stoffer ved udledningspunktet og efter de

betingelserfor udledning afforurenende stoffer, der erfa.stsat i deforudgående reguleringer

om udledning fra punktkilder i overensstemmelse med anvendelsen afde bedste tilgængelige

teknikker.

Stk. 3. Vedfastsættelse af vilkår, der baseres på udpegning afen blandingszone i medfør af

stk.

skal der indgåforanstaltninger med henblik på at mindske udstrækningen af

blandingszonen ifrem

tiden.

Kravene

i § 7

8 i bekendtgørelse

om krav til udledning af

visse

stoffer

skal sikre, at myndighederne kan

vurdere, om der kan meddeles en tilladelse til

en udledning af MFS med en blandingszone og på hvilke

vilkår

til et overfladevandområde. Med de krævede beregninger

skal

en myndighed kunne eftervise, at en tilladelse

til udledning

ikke

medfører, at der

kan

påvises en stigning

koncentrationen af MFS i overvågningspunkter,

der er repræsentative for det samlede vandområde. Beregningerne

skal

altså eftervise, at en påtænkt

udledning af MFS ikke

vil

forringe det modtagende overfladevandområdes tilstand og mulighed for

målopfyldelse.

For et vandområde i ikke-god tilstand for de MFS, der ønskes udledt, betyder det, at beregningerne skal

eftervise, at der ikke vil kunne påvises en stigning af koncentrationerne af disse MFS

de repræsentative

overvågningspunkter i vandområdet. Vurdering af

påvirkning

af de eksisterende koncentrationer af MFS skal

ske i respekt

den retlige ramme for, hvordan en påvirkning

kan

konstateres, se miljøministeriets notat

23.

juni

2023

om betydningen al de enkelte overvågningspunkter ved vurderingen af forringelse af

overfladevandområder.

I de danske vandområdeplaner

2021-27

er der

overensstemmelse med §

nr. 16, i bekendtgørelse om

indholdet al vandområdeplaner redegjort for, at artikel 4i direktiv om miljøkvalitetskrav om udpegning al

blandingszoner er gennemført

dansk ret og hvordan:

“Miljomyndighederne kan i henhold

til

bekendtgørelse om krav til udledning af

visse

forurenende stoffer udpege blandingszoner omkring udledningspunkterfor punktkilder. En

blandingszone er et område omkring et udledningspunkt, hvori koncentrationen af et eller

flereforurenende stoffer i udledningen må overskride de

fastsatte

miljøkvalitetskrav.

Udledningen må ikke påvirke opfyldelse af miljøkvalitetskravene i den del afvandområdet,

som ligger udenfor blandingszonen. Detforudsættes, at udledningen afforurenende stoffer

forinden er nedbragt mest muligt gennem anvendelse af bedste tilgængelige teknik. De

udlagte blandingszoner er vist på kort i MiljøGIS med tilhørende oplysninger om deres

udstrækning,fremgangsmåde og metode

til

definition herafsamt beskrivelse af

foranstaltninger, som er truffet med henblik på atformindske udstrækningen. Kortet vil

løbende blive opdateret i planperioden, når Miljøstyrelsen orienteres om ændringer og nye

udpegninger af blandingszoner.”

Med

denne redegørelse opfyldes kravet i artikel 4, stk. 2,

i direktiv om miljøkvalitetskrav om, at:

“De medlemsstater, der udpeger blandingszoner, indføjer i de vandområdeplaner, der

fremlægges i overensstemmelse med artikel

i direktiv

2000/60/EF,

en beskrivelse

af:

a) defremgangsmåder og metoder, der er anvendt til at definere disse zoner, og

b) deforanstaltninger, der er truffet med henblik på at mindske udstrækningen af

blandingszonerne ifremtiden, som f.eks.foranstaltninger omhandlet i artikel

ii,

stk. 3, litra

k), i direktiv

2000/60/EF,

eller en revurdering af de i direktiv

2008/1/EF

omhandlede

godkendelser eller afforudgående regler omhandlet i artikel

ii,

stk. 3, litra g), i direktiv

2000/60/EF.”

3. Koniciusion

Det følger af artikel 4 i direktiv om miljøkvalitetskrav, at medlemsstaterne kan “udpege blandingszoner

omkring udledningspunkter”, og at koncentrationerne af et eller flere MFS med EU fastsatte

miljøkvalitetskrav kan overskride de relevante miljøkvalitetskrav inden for en sådan blandingszone, hvis

udkdningen “ikke påvirker det øvrige overfladevandområdes opfyldelse af disse krav”.

Miljøministeriet vurderer, at udtrykket “ikke påvirker det øvrige overtiadevandområdes opfyldelse af disse

krav” skal fortolkes som en betingelse om, at der kun kan tillades udledning af og udpegning af

blandingszoner for MFS, hvis udledningen ikke vil føre til en forringelse af det berørte vandområdes tilstand

eller hindre målopfyldelse for de MFS, der udledes.

Det følger heraf, at

Tilladelse til en udledning af MFS med en udpeget blandingszone til et overfladevandområde i god

tilstand for samme MFS er betinget af, at det ved beregninger kan eftervises, at efterfølgende

overvågning ikke vil påvise overskridelser af miljøkvalitetskravene for disse MFS i repræsentative

overvågningspunkter i vandområdet, og vandområdets tilstand dermed vil falde fra god til ikke-god

tilstand for MFS’erne.

Tilladelse til en udledning af MFS med en udpeget blandingszone til et overfladevandområde i ikke-

god tilstand for samme MFS er betinget af, at det ved beregninger kan eftervises, at efterfølgende

overvågning ikke vil påvise yderligere stigninger i koncentrationerne for disse MFS i de

repræsentative overvågningspunkter i vandområdet, og at opfyldelse af miljøkvalitetskrav for

MFS’erne i vandområdet dermed ville blive påvirket negativt (forringet).

Artikel 4 i direktiv om miljøkvalitetskrav om udpegning af blandingszoner ved tilladelse til udledning af MFS

er tekstnært gennemført i § 8 i bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer.

Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 8 hjemler også udpegning af blandingszoner ved tilladelse til

udledning af MFS med national fastsatte miljøkvalitetskrav. Det følger samtidigt af bekendtgørelsens § 7, stk.

at hvis der udpeges en blandingszone ved udledningspunktet, skal det sikres ved beregninger, at den

tilladte udledning ikke vil påvirke opfyldelse af miljøkvalitetskravene i det øvrige overfladevandområde uden

for blandingszonen. Miljøministeriet vurderer, at den danske gennemførelse er i overensstemmelse med den

EU retlige ramme for udpegningen af blandingszoner.

Miljøministeriets vurderinger er forbundet med en vis usikkerhed, da EU Domstolen ikke har forholdt sig til

kriterierne for vurdering af hvilke påvirkninger, der vil indebære en forringelse af tilstanden for MFS, eller til

anvendelse af bestemmelserne om udpegning af blandingszoner. Det kan ikke udelukkes, at EU-domstolen

vil nå til andre konklusioner ved vurdering af disse spørgsmål.

Afgørelser, hvor klagenævnet enten

har

taget stilling til

udpegning af

blandingszone i

de forelagte sager eller

har

haft

bemærkninger til udpegning afblandingszone ved en fornyet

behandling af forelagte sager ved første-instansen

og Fødevareklagenævnets praksis”

“Miljø-

Miljøministeriet har gennemgået muligt relevante afgørelser for udpegning af blandingszoner, truffet af

Miljø- og Fødevareklagenævnet og det tidligere Natur- og Miljøklagenævn. På grundlag af denne

gennemgang er det ministeriets vurdering, at der ikke i relevant nævnspraksis er taget stilling til, om det er

muligt at udpege en blandingszone ved udledning af rniljøfarlige forurenende stoffer til et

overfladevandområde, hvor miljøkvalitetskrav for et eller flere af disse stoffer allerede er overskredet.

Miljøministeriets gennemgang og vurdering af muligt relevante afgørelser for udpegning af blandingszoner,

truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet og det tidligere Natur- og Miljøldagenævn, ses nedenfor.

De muligt relevante klagenævnsafgørelser

Miljøministeriet har fremsøgt afgørelser, hvor udtrykket “blandingszone” er anvendt, i Miljø- og

Fødevareklagenævnets database over afgørelser truffet af nævnet eller af det tidligere Natur- og

Miljøklagenævn. Ved søgningen er identificeret følgende otte afgørelser:

NMK-io-o

0534

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 6. juni

2013

i sag om godkendelse af nyt forbrændingsanlæg.

Nævnet stadfæster Miljøstyrelsens afgørelse af

17.

april

2012.

NMK-io-ooo8o

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af

13.

juni

2013

i sag om deponeringsanlæg ved Køge Havn.

(Formandsafgørelse). Nævnet stadfæster Roskilde Amts afgørelse af

20.

november

2006

NMK

10-00908,

NMK

334-00448

Natur- og Miljøklagenævenets afgørelse af 6. december

2016.

Nævnet ophæver og hjemviser Miljøstyrelsens

og Naturstyrelsens afgørelser om miljøgodkendelse og VVM -tilladelse, der omfattede tilladelse til udledning

af spildevand fra gaskaverner til Hjarbæk Fjord.

MFKN

21/06169

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af

12.

juli

2021.

Nævnet ophæver Miljøstyrelsens afgørelse 9. april

2021

om ikke miljøvurderingspligt for en ændring af Baltic Pipe projektet. (Forniandsafgørelse)

MFKN

18/05348

(tidl. NMK

10-0 10

54)

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver med afgørelse af

14.

december

2021

Frederikshavn Kommunes

afgørelse af

14.

december

2015

om revurdering og tillægsgodkendelse af en affaldsbehandlende virksomhed

og hjemviser den til fornyet behandling. Ophævelsen sker med virkning fra

år fra nævnets afgørelse.

(Formandsafgørelse)

MFKN 21/0530

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster med afgørelse af

22.

december

2022

København Kommunes

afgørelse om VVM-tilladelse til byudvikling på Stejlepladsen af

12.

februar

2021.

(Formandsafgørelse).

MFKN

22/20461

Miljø og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023

ophæver Horsens Kommunes afgørelse af

14.

januar

2022

om VVM-tilladelse til en omfartsvej, og hjemviser til fornyet behandling.

Klagenævnsafgørelsernes relevans for vurdering af gældende

nævnspralcsis

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser i sagerne

NMK-lo-oo534

NMK-io-0008o

er fsva. udpegning

afblandingszoner (i allerede forurenede områder) i de forelagte sager truffet efter reglerne i den dagældende

bekendtgørelse nr.

1022

25.

august

2010

om miljøkvalitets kravfor uandområder og krav til udledning af

forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet. Denne bekendtgørelses bestemmelser om muligheden for at

udpege blandingszoner og acceptere overskridelser af miljøkvalitetskrav i udlagte nærområder med mindre

strenge miljømål i et overfladevandområde indebar et lavere beskyttelsesniveau end de nugældende regler

om muligheden for udpegning afblandingszoner i overfladevandområder. Afgørelserne er derfor ikke

relevante for en vurdering af gældende nævnspraksis.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser i sagerne NMK

10-00908,

NMK

334-00448

ophæver og

hjemviser Miljøstyrelsens og Naturstyrelsens afgørelser om miljøgodkendelse og VVM-tilladelse. Nævnet

begrunder bl.a. afgørelsen med, at vurderingerne af påvirkningerne af fiskearter på udpegningsgrundlag for

berørte N-2000 områder er utilstrækkelige, herunder at beregning og anvendelse af udlederkrav (og dermed

udpegning af blandingszone) ikke er gennemført i overensstemmelse med §

i den dagældende

bekendtgørelse nr.

921

af27.juni

2016

om krav til udledning afforurenende stoffer til vandløb, søer eller

havet.

I klagenævnets afgørelser fremhæves det i den sammenhæng, at det følger af §

15,

stk.i, bekendtgørelse nr.

921

27.

juni

2016

om krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet, at beregninger

skal eftervise, at “miljøkvalitetskrav for forurenende stoffer for det berørte vandområde kan opfyldes.”

Nævnet påpeger, at udpegning af en blandingszone ikke ville være mulig i sagen, da miljøkvalitetskrav for en

række af de stoffer, der ønskedes udledt, allerede var overskredet i vandområderne.

Bekendtgørelse nr.

921

27.

juni

2016

om krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb,

søer eller havet blev ophævet og erstattet af den nugældende bekendtgørelse nr.

1433

22.

november

2017

om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og

havområder. Bestemmelserne i §

15,

stk.

og 4, bortfaldt, og dermed bortfaldt også bestemmelsernes krav

om, at det ved beregning skal sikres, at miljøkvalitetskrav i det overfladevand, der berøres al en ansøgt

udledning, kan opfyldes i hvert tilfælde uden for en udpeget blandingszone. Disse bestemmelser blev

erstattet al bestemmelser i § 7 og 8 i 2017-bekendtgørelsen, hvorefter, at det ved beregninger skal sikres, at,

at den ansøgte udledning ikke påvirker opfyldelsen af miljøkvalitetskrav i det overfladevand, der berøres af

udledningen, uden for en eventuelt udpeget blandingszone. De nye bestemmelser i 2017-bekendtgørelsen er

udtryk for en mere direktivnær gennemførelse af bestemmelserne i direktiv om miljøkvalitetskrav og en

mindre absolut beskyttelse afoverfladevand og havområder.

—

På den baggrund er det vurderet, at Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser i sagerne NMK

10-00908,

NMK

334-00448

ikke er relevante for gældende nævnspraksis efter de nugældende regler om nødvendige

beregninger og udpegning afblandingszoner i bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende

stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet fire afgørelser, hvor klagenævnet har haft bemærkninger til

(mulig) udpegning af blandingszoner, der i givet fald ville skulle ske efter reglerne i den gældende

bekendtgørelse nr.

1433

22.

november

2017

om krav til udledning afvisseforurenende stoffer til

vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havom råder:

MFKN

21/

06169,

MFKN

18/05348

(tidl. NMK

10-010

54),

MFKN

21/0530

og MFKN

22/20461.

I sagen MPKN

21/ 06169

ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Miljøstyrelsens afgørelse om ikke

miljøvurderingspligt for en ændring af et projekt, da det projekt, der skulle ændres ikke længere havde en

tilladelse efter miljøvurderingsloven. Tilladelsen til projektet havde nævnet kort før denne afgørelse ophævet

og hjemvist til fornyet behandling.

Der er i afgørelsen følgende bemærkninger fra nævnet til udpegning af blandingszoner for kobber ved

korttids-udledning til Lillebælt og Faxe Bugt, hvor tilstand for kobber da er ukendt.

“Miljø- og Fødevareklagenævnet lægger efter det anførte i screeningsafgørelsen til grund, at

Miljøstyrelsens vurdering af projektets miljøpåvirkning fra udledning af kobber beror på

konkrete beregninger for udstrækningen af blandingszoner, for så vidt angår udledningerne til

Faxe Bugt og Lillebælt. Nævnet bemærker, at der i givet fald ikke er tale om, at styrelsens

vurdering af projektets miljøpåvirkninger vedrørende disse forhold udskydes til et senere

tidspunkt. Det kan i givet fald heller ikke give nævnet anledning til bemærkninger, at

blandingszonernes udstrækning ligeledes skal fastsættes i vilkårene for den meddelte

udledningstilladelse i henhold til spildevandsbekendtgørelsen. Nævnet konstaterer i den

forbindelse, at styrelsens vurdering udtrykkeligt ikke afhænger af, hvornår udledningen finder

sted.”

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i sagen MFKN

18/05348

(tidl. NMK

10-010

54) ophæver

Frederikshavn Kommunes afgørelser om revurdering og tillægsgodkendelse af en affaldsbehandlende

virksomhed og hjemviser den til fornyet behandling.

Miljø-og Fødevareklagenævnets afgørelse om ophævelse og hjemvisning er begrundet i, at Frederikshavn

Kommune havde fastsat for lempelige udlederkrav i afgørelsernes tilladelse til udledning af spildevand til

kystvand i og ved et havneområde. Kystvandet var i ikke-god tilstand for flere miljøfarlige forurenende

stoffer. Der var ikke anvendt BAT ved fastsættelse af vilkår, og de beregninger, der var anvendt ved

fastsættelse af udlederkrav var mangelfulde.

Der var ikke udpeget en blandingszone i de ophævede afgørelser, men Miljø- og Fødevareklagenævnet gør i

sin afgørelse opmærksom på, at Frederikshavn Kommune ved fornyet behandling af sagskomplekset bør

afklare, om det er muligt at udpege en blandingszone i overensstemmelse med reglerne om krav til udledning

af visse forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder. Nævnet tager ikke i

den sammenhæng stilling til, om det vil være muligt at udpege en blandingszone efter reglerne.

I Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse MFKN

21/0530

stadfæster nævnet København Kommunes

afgørelse om VVM-tilladelse til byudvikling. Der er ikke i hverken nævnets eller kommunens afgørelse taget

endelig stilling til, om der i forbindelse med projektet skal meddeles tilladelse til direkte udledning af

(forurenet) grundvand i forbindelse med en grundvandssænkning og/eller af almindeligt belastet

overfladevand til kystvand. Det fremgår imidlertid af begge afgørelser, at det antages, at der vil kunne

meddeles sådanne tilladelser. I den sammenhæng har nævnet ikke bemærkninger til, at der er beregnet

blandingszoner for disse mulige direkte udledninger. Det er ikke fuldt oplyst, hvad tilstanden for miljøfarlige

forurenende stoffer er i det berørte kystvand.

I Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse MFKN

22/20461

ophæver nævnet Horsens Kommunes

afgørelse om VVM-tilladelse efter miljøvurderingsloven til en omfartsvej og hjemviser sagen til fornyet

behandling. Nævnets afgørelse er (især) begrundet i, at kommunens VVM-tilladelse indebar tilladelse til en

udledning af belastet overfladevand med indhold af bl.a. kobber fra de nye vejearealer til et målsat

vandløbsvandområde, hvor miljøkvalitetskravet for kobber allerede var overskredet, og hvor den tilladte

udledning ville medføre en stigning i koncentration af kobber i vandområdet. Nævnet vurderer, at

‘4

udledningstilladelsen dermed er meddelt i strid med forbuddet mod forringelse af tilstand og mulig

målop1,ldelse i § 8 i bekendtgørelse om indsatsprogrammer.

Horsens Kommune havde ikke udpeget en blandingszone for den tilladte udledning af belastet overfladevand

til det målsatte vandløbsvandområde, men Miljø.- og Fødevareklagenævnet udtaler følgende:

“Nævnet konstaterer, at der i miljøkonsekvensrapporten desuden er henvist til Miljøstyrelsens

FAQ spørgsmål 43 om, at en merudledning ikke må medføre en forhøjelse a.f den i forvejen

forekommende koncentration ved blandingszonens rand på mere end 5 %, men at der i den

konkrete sag ikke er udpeget en blandingszone. Efter nævnets opfattelse er FAQ spørgsmål 43

derfor ikke relevant i denne sag. Nævnet bemærker, at nævnet ikke med denne afgørelse har

i forhold til afgørelser om

taget stilling til anvendelsen af Miljøstyrelsens FAQ spørgsmål

udpegn ing af blandingszoner.”

Ved denne gennemgang af Miljø- og Fødevareklagenævnets fire afgørelser med relevans for udpegning af

blandingszoner efter de gældende regler i bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer

til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder, ses det, at nævnet ikke har taget stilling til, om

det er muligt at udpege en blandingszone ved tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven til udledning af et

forurenede stof til overfladevand eller havområde, hvis miljøkvalitetskrav for dette stof er overskredet i det

vand, der udledes til, og miljøkvalitetskravet også vil være det i det vand, der skal udledes.

AKT 11654083

BILAG 4

[

Bilag C Notat af 6. oktober 2023 om fortolkning og håndtering af Miljø- og Føde-var...

Miljø- og Fødevareudvatget 2023-24

MOF Alm.del endeligt svar på spørgsmål 175

Offentligt

NOTAT

Miljøministeriet

Departementet

Den 6. oktober 2023

Notat om fortoikning og håndtering af Miljø- og Fødeva

reklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023

(sag

22/02461)

Miljøministeriet har som følge

en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet af

23.

februar

2023

haft suspenderet dele af ministeriets vejledninger. Afgørelsen vedrører udledning af mijøfarlige forure

nende stoffer (tungmetafler, lægemidler, pesticid- og biocidmidler, PFOS mv.) til vandløb, søer og kyst-

vande. Pga. usikkerheden om fortolknmg af EU-reglerne har mange miljømyndigheder de facto sat til

ladelser til udledning af miljøfarlige stoffer i bero.

Berørte alctiviteter er den grønne omstilling, som f.eks. etablering af PtX-anlæg, vindmøller og solceller.

Derudover er infrast.rukturprojekter, generel virksomhedsproduktion, havbrug, medicinalindustrien,

forbrændingsanlæg og rensningsanlæg mm omfattet. Det er en EU-forpligtelse at forebygge forringelse

afvandområders tilstand.

Afgørelsen vedrører tilførsel af mijøfarlige forurenende stoffer til vandområder, som i forvejen er i

“ikke-god tilstand”. Mange danske vandområder er i “ikke-god tilstand” pga. overskridelser af miljøkva

litetskrav. Miljøministeriet har i lyset af Klagenævnets afgørelse foretaget en fornyet analyse af EU

Domstolens praksis og vil på denne baggrund præcisere ministeriets vejledninger. I de følgende afsnit

redegøres for den konkrete sag, Miljøministeriets fortoikning af afgørelsen og de reviderede vejlednin

ger, som ministeriet vil sende i høring på baggrund heraf.

Sammenfatning

Miljøministeriet vurderer, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023

kan læses

således, at Klagenævnet alene har forholdt sig til en situation, hvor et projekt vil føre til en stigning i

koncentrationen af et forurenende stof i et vandområde, og at Klagenævnets præmis om, at “enhver

mertilførsel vil betyde en forringelse af tilstanden” i den forbindelse skal læses som “enhver stigning i

koncentrationen vil betyde en forringelse.”

Afgørelsen kan endvidere læses således, at Klagenævnet kun har underkendt Miljøstyrelsens vejledning,

i det omfang vejledningen tillader en konkret vurdering al, hvorvidt en forventet koncentrationsstigning

er væsentlig (“betydelig”) og herefter kan tillades, hvis det vurderes ikke at være tilfældet.

Nævnet udtaler dermed ikke andet og mere, end hvad der kan siges allerede at følge al EU-Domstolens

praksis.

•

1220 Kob.,,hvn K

MU1ominj,t.n.t Frc&ikshoIms

lif. 38 1421 42

•

CVR 128S4358

•

EAN S798000862005

rningmim.dk ww.,,,im.dk

Miljøministeriet har på baggrund af denne fortoikning revideret sine vejledninger således, at det afgø

rende for, om der kan tillades en udledning af et forurenende stof til et overfladevandområde, hvor mil

jøkvalitetskravet for det pågældende stof allerede er overskredet, er, om der vil ske en målbar stigning i

koncentration af stoffet på et repræsentativt overvågningspunkt i vandområdet. Det bliver i vejlecinin

gen nærmere præciseret, hvorledes denne vurdering skal foretages i praksis.

Nærmere om Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet (Klagenævnet) har i en afgørelse af

23.

februar

2023

i sagen

22/02461

fortolket EU-Domstolens praksis om forpligtelsen til at forebygge “forringelse af tilstanden” i vandram

medirektivet i forhold til forurenende stoffer således, at når miljøkvalitetskravet for et forurenede stof

allerede er overskredet, og vandområdet dermed er i det lavest mulige tilstandsniveau, skal enhver ef

terfølgende stigning i koncentrationen af stoffet anses som en forringelse af vandområdets tilstand i

strid med direktivets artikel 4, stk.

Miljøministeriet kan tilslutte sig denne fortoikning.

Klagenævnet udtalte imidlertid i samme afgørelse, at “størrelsen af mertilførslen Laf kobber] ikke er

afgørende, når kvalitetskravet allerede er overskredet, idet enhver mertilførsel vil betyde en forrin

gelse af tilstanden”.

Denne udtalelse har givet anledning til tvivl, idet det ikke er klart, hvad Klagenævnet mener med “enhver

mertilførsel” i denne sammenhæng.

Sagen ved Klagenævnet vedrørte konkret en udledning af kobber. Det er Miljøministeriets vurdering, at

Klagenævnets vurdering som udgangspunkt må overføres på øvrige forurenede stoffer, uanset om der

er fastsat et miljøkvalitetskrav nationalt, eller om miljøkvalitetskravet følger af direktiv om miljøkvali

tetskrav.

En isoleret naturlig sproglig forståelse af en enhver “mertilførsel” af et stof vil være en enhver “udled

ning” af et forurenende stof. Imidlertid synes Klagenævnet i afgørelsen at anvende begreberne “menu

førsel” og “merudledning” som synonynI for “stigning i koncentrationen”.

Idet en udledning af et forurenende stof i en given koncentration (f.eks. i spildevand) ikke nødvendigvis

vil føre til en stigning i koncentrationen af det pågældende forurenende stof i vandområdet, er det væ

sentligt at afklare, hvad Klagenævnet mener med “enhver mertilførsel” i relation til forringelse. Neden

for gennemgås på den baggrund de væsentligste præmisser i Klagenævnets afgørelse og Miljøministeri

ets læsning heraf. Understregninger og fremhævelser er foretaget her.

3. Den konkrete sag og det faglige grundlag for Klagenævnets vurdering

Sagen vedrørte konkret etablering af en forbindelsesvej i Horsens, som ville blive ført over Bygholm

Å.

Tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer i Bygholm

var i forvejen “ikke-god”, hvilket bl.a. skyldes

en overskridelse af kobber i vandet. Der ville i forbindelse med vejprojektet ske en udledning af vejvand

fra vejanlæggets regnvandsbassiner til Bygholm

indeholdende kobber.

Under Klagenævnets gennemgang af miljøkonsekvensrapporten, side

fremgår bl.a., at:

under overskriften “Kobber”,

den beregnede middel stofkoncentration af kobber i udløbsvandet fra vejbassiner er opgjort til

0,028

mg/i.”

“...

miljøkvalitetskravet for kobber i vand er 1,66 pg/l, og at data fra basisanalysen

2021 -2027

viser

en overskridelse afdette stof i Bygholm

Å,

idet koncentrationen er 1,n7pg/l’

“...

I forhold til betydningen for Bygholm

kvensrapporten, side

25,

at:

“...

fremgår det videre af Klagenævnets reference til miljøkonse

den resulterende koncentration af kobber ved en middelvandfø ring påi .600 l/s i Bygholm

og en

udledning på

2,1

l/sfra bassinerne i et worst-case-scenario vil resultere i en koncentration afkobber i

Bygholm

på

.zsi pçill ved en udledningskoncentration på

4ug/l total kobber. Selvom en stigning

fra

1.717

pg/l til mindre end

i.zsx

py/i er en meget begrænset påvirkning. er grænseværdien dog over

skredet.”

Den konkrete udledning, som sagen drejer sig om, vil ifølge

dette føre til en stigning i koncentrationen

af kobber i Bygholm

på O.o4 ug/l (fra

1,717

ug/l til

1,751

ugfl).

Iciagenævnet udtaler herefter:

“Viderefremgår det af miljekonsekvensrapporten, at den meget lille merpåvirkning

af kobber.

som her er

O.0?4

,tg/l

i en middelsituation svarende til en

% påvirkning af grænseværdien, ikke

vil være afgørendefor, om der opnås målsætningsopfyldelsepå de økologiske parametre (fisk, smådyr

og planter), der ligeledes skal vurderes under den økologiske tilstand. Videre fremgår det. atpåvirk

ningen er så lille, at den kan dçfineres som ikke betydende i overensstemmelse med den grænse for

mertilførsel af miljø! emmede stoffer på %. som fremgår

Miljøstyrelsens FAQ om udledning af

miljøfremmede stoffer.

Samlet er det vurderet i miljøkonsekvensrapporten, at afløbetfra regnvandsbassinerne til Bygholm

ikke medfører enforringelse afoverfladevandorn rådets tilstand eller hindrer opfyldelse afdefastlagte

miljømål.”

Klagenævnet benytter her begrebet “merpåvirkning” som synonym for “en stigning i koncentrationen”,

idet den omtalte “merpåvirkning” af kobber på

0,034

jig/l, er den stigning i koncentrationen, som ud-

ledningen vil medføre (fra

1,717

ug/l til

1,751

ug/l), jf. ovenfor.

Klagenævnets bemærkninger og afgørelse

Klagenævnets bemærkninger og afgørelse vedrørende påvirkningen af målsatte overfladevandområder

fremgår af afgørelsen s. 47 og frem.

Klagenævnet gennemgår indledningsvis målsætningen for Bygholm

Å,

forpligtelsen til at forebygge for

ringelse af overfladevand som fortolket af EU-Domstolen, de danske gennemførelsesbestemmelser og

Miljøstyrelsens vejledninger.

Klagenævnet udtaler herefter følgende på side

52:

“Det er etfiertal i Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse på baggrund af navnlig Weser- og Land

Nordrhein-Westfalen-dommene, at forringelse af tilstanden iforhold tilforurenende stoffer

skalforstås således, at når miljøkvalitetskravetfor etforurenende stof allerede er overskredet, og

uandområdet dermed er i den lavest mulige tilstandsniveau, skal enhver efterfølgende stigning

o,fkoncentratjonen af stoffet anses som en forringelse afvandoinrådets tilstand i strid med

vandrammedirektiuets art. 4, stk.

i.”

Klagenævnet konstaterer her, at forringelse af tilstanden i forhold til et forurende stof, hvor grænsevær

dien i forvejen er overskredet, skal forstås således, at enhver efterfølgende stigning i koncentrationen af

stoffet anses som forringelse.

Klagenævnet udtaler i forlængelse heraf på side

52:

“Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnetfinder på den baggrund. at 25-tilladelsen ikke er i

overensstemmelse med indsatsbekendtgorelsens 8. stk. 3. idet projektet vil medføre en forrin

gelse af Bygholm Å’s økologiske tilstand iform af enforringelse af kvalitetselementet for miljefarlige

forurenende stoffer. § 25-tilladelsen lider derfor af en væsentlig retlig mangel.

Klagenævnet har lige ovenfor defineret forringelse som enhver efterfølgende stigning i koncentrationen.

Når Klagenævnet på den baggrund konkluderer, at tilladelsen er i strid med indsatsbekendtgørelsens §

8, stk. 3, idet projektet vil medføre “en forringelse”, må det i denne sammenhæng forstås således, at det

er fordi, at projektet vil medføre “en stigning i koncentrationen”.

Klagenævnet udtaler herefter på side

52:

“Flertallet har lagt vægt på. at miljøkvalitetskravetfor kobber er overskredet, at tilstanden for miljø-

farlige forurenende stoffer dermed er ikke-god, hvilket er det lavest mulige tilstandsniveau, samt

projektet ifølge miljøkonsekvensuurdering vil medføre en merudledning

kobber til

vandløbetpå op til

o,o.i

pg?l svarende til

CO.

% af det generelle kvalitetskrav for kobber i en

middelsituation. Flertallet bemærker i den forbindelse, at der ikke i sagen er grundlag for at tilside-

sætte Horsens Kommunes vurdering af. at projektet vil medføre en mertilførsel afkobber til vandløbet,

hvorforflertallet har lagt dette til grundfor sagen.”

Den “merudledning” af kobber på op til

0,034

ig/l, som flertallet lægger vægt på i første punktum, skal

som det fremgår ovenfor forstås som en “stigning i koncentrationen” på

0,034

jig/l.

Flertallet har således lagt vægt på, at projektet vil medføre en stigning i koncentrationen (på

0,034

jig/1).

Kiagenævnet henviser i præmissen desuden til kommunens vurdering af, at projektet vil medføre en

“mertilførsel” af kobber. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunens vurdering, som refereret i Kla

genævnets afgørelse, side 9, også knytter sig til koncentrationsstigninger:

“Da koncentrationsstigningerne i kumulation med andre kendte kilder er ganske lille, vurderes

udledningen ikke at have nogen signfikant samlet betydning for vandløbet.

f...J

Horsens Kommune

har çffor vurderet, at afZebetfra bassinerne til Bygholm

ikke medfører enforringelse afoverflade-

uandområdets tilstand, ikke medfører risikoforfald i nogen afkvalitetselementerne, eller hindrer op

fyldelse afdetfastlagte miljømål iforhold til de stoffer, hvor der i dag er overskridelserjf. Miljøstyrel

sens undersøgelserfra

2015.”

Klagenævnet udtaler som begrundelse for sin afgørelse videre på side 53:

“Endvidere harflertallet lagt vægt på, at detfølger afEU-Domstolens praksis, at også midlertidige og

lokalt afgrænsede forringelser af tilstanden for et overfladevand er i strid med forpligtigelsen til at

forebygge forringelse af tilstanden, og at den tærskel, over hvilken der konstateres en tilsidesættelse

afforpligtigelsen til atforebygge forringelser af et vandområdets tilstand, skal være så lav som mu

ligt.

Derudover har flertallet lagt vægt på, at størrelsen af mertilførslen gf kobber ikke er a,fgø

rende, når kualitetskrauet allerede er overskredet,

idet

enhver merti(førsel vil betyde en for

ringelse aftilstanden, når tilstandsniveauet er det lavest mulige. Videre harflertallet lagt vægt på,

at mertilførslen af kobbers påvirkning af de andre økologiske parametre ikke i sig selv er afgørende

for, om der er tale om enforringelse aftilstanden, idet en ouerskridelse afkvalitetskravet i sig selv rud

anses som en forringelse af vandløbets tilstand,

EU-Domstolens dom i Land Nordrhein-Westfa

len. At det i miljøkonsekvensrapporten er vurderet, at mertilførslen afkobber ikke vil være afgørende

for, om der opnås inålopfyldelse for kvalitetselementerneforfisk, smådyr og vandplanter, kan ikke

føre til, at mertilførslen kan tillades, idet mertilførslen af kobber medfører en selvstændig forringelse

iforhold til kvalitetselementetfor miljøfarligeforurenende stoffer.”

Når Klagenævnets udtalelse om “størrelsen af mertilførslen af kobber

ikke er afgørende” læses i sam

menhæng med de foregående præmisser, hvor Klagenævnet dels definerer forringelse som “enhver stig

ning i koncentration”, dels anvender begrebet “mertilførsel” som synonym for “stigning i koncentratio

nen” (som i sagen var vurderet til

0,034

pg/l), kan udtalelsen forstås således, at størrelsen af koncen

trationsstigningen ikke er afgørende, idet enhver stigning i koncentrationen, som fastslået ovenfor, vil

betyde en forringelse af tilstanden. Denne konklusion er i overensstemmelse med EU-Domstolens ud

talelse i Land Nordrhein- Westfalen.

Klagenævnet udtaler herefter på side 53:

“Som konsekvens af ovenstående bemærkerflertallet endvidere, at det efterflertallets vurdering

ikke

er±overensstemmelse medforpligtigelsen til atforebyggeforringelser

cif

tilstanden afoverfladevand

at tillade en merti(forsel a.f kobber efter en konkret væsentlighedsvurderina som anført i

Miljøstyrelses vejledning til indsatsbekendtgørelsen, når kvalitefskravet allerede er overskredet.

£k

ledningen er ikke i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis om. at enhver efter-

følgende

stigning i koncentrationen af etforurenende stof

udgør

en forringelse. når kva

litetskravet allerede er overskredet, hvorfor der i sagen

ikke

kan lægges vægtpå, at Horsens Kommune

harfulgt vejledningen. Nævnet konstaterer, at der i miljøkonsekvensrapporten desuden er henvist til

Miljøstyrelsens FAQ-spørgsmål 43 om, at en merudledning ikke må medføre en forhøjelse af den i

forvejen forekommende koncentration ved blcrndingszonens rand på mere end

.‘

%. men at der i den

konkrete sag ikke er udpeget en blandingszone.

[...J”

Klagenævnets udtalelser om “mertilførsel” må på baggrund af ovenstående forstås som en “stigning i

koncentrationen”. Klagenævnet må i det lys forstås at læse Miljøstyrelsens vejledning om indsatsbe

kendtgørelsen således, at den giver mulighed for en konkret vurdering af, hvorvidt en stigning i koncen

trationen er “væsentlig”. Vejledningsteksten (refereret i afgørelsen, side

51)

lyder bl.a. således:

“Hvorvidt derfor disse vandområder kan træffes afgørelse, der medfører en tilførsel af MFS (miljø

farlige forurenende stoffer], beror på en helt konkret vurdering afpåvirkningens betydelighed (signi

fikans) for vandområdets tilstand. (.3 Vurderes påvirkningen at være ubetydelig, kan der som ud

gangspunkt gives tilladelse

til

påvirkningen.”

Klagenævnet fastslår således, at det ikke er i overensstemmelse med forpligtelsen til at forebygge forrin

gelse at tillade en stigning i koncentrationen (“påvirkning”) efter en konkret væsentlighedsvurdering,

som anført i Miljøstyrelsens vejledning.

Klagenævnet udtaler herefter i forhold til Miljøstyrelsens vejledning, jf.

punktum i Klagenævnets ud

talelse ovenfor, at vejledningen ikke er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis om, at enhver

stigning i koncentrationen udgør forringelse.

Afgørelsen kan dermed læses således, at Klagenævnet kun har underkendt Miljøstyrelsens vejledning, i

det omfang vejledningen tillader en konkret vurdering af, hvorvidt en koncentrationsstigning er væsent

lig (“betydelig”/”signifikant”) idet dette ikke er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, sær

ligt Land Nordrhein-Westfalen, som fastslår, at “enhver stigning i koncentrationen” skal anses for en

forringelse.

—

5. Konidusion Miljøministeriets vurdering af Klagenævnets afgørelse fsva. betyd

ningen af et absolut forbud mod “mertilførsel”

Klagenævnets afgørelse kan på baggrund af ovenstående analyse læses således, at Klagenævnet alene

har forholdt sig til en situation, hvor et projekt vil føre til en stigning i koncentratio nen af et forurenende

stof, og at Klagenævnets præmis om, at “enhver mertilførsel vil betyde en forringelse af tilstanden” i den

forbindelse skal læses som “enhver stigning i koncentrationen vil betyde en forringelse.”

—

Afgørelsen kan i det lys endvidere læses således, at Klagenævnet kun har underkendt Miljøstyrelsens

vejledning til bekendtgørelse om indsatsprogrammer i det omfang vejledningen tillader en konkret vur

dering af, hvorvidt en forventet koncentrationsstigning er væsentlig (“betydelig”) og herefter kan tilla

cies, hvis det vurderes ikke at være tilfældet.

Nævnet udtaler dermed ikke andet og mere, end hvad der kan siges allerede at følge af EU-Domstolens

praksis.

Miljøministeriets forståelse af forringelsesbegrebet understøttes endvidere af EU-Kommissionens

skriftlige tilkendegivelse over for Miljøministeriet, hvoraf bl.a. fremgår, at Kommissionen foi-tolker

vandrammedirektivet således, at det afgørende for, om der indtræder forringelse, er, hvorvidt der sker

en stigning i koncentrationen i vandområdet. Miljøministeriets nabotjek viser tillige, at flere nabo

lande, som vi sammenligner os med, generelt har en tilsvarende forståelse af vandrammedirektivet og

EU-Domstolens afgørelser.

Det kan dog uanset ovenstående ikke udelukkes, at Miljøministeriets udlægning af afgørelsen og den

nærmere udmøntning af ministeriets fortolkning i Miljøstyrelsens nye vejledning kan blive underkendt

i nye sager ved Klagenævnet.

Ovenstående læsning al Klagenævnets afgørelse og Miljøministeriets udmøntning heraf ændrer endvi

dere ikke på, at det afgørende i sidste ende er, hvorledes EU-Domstolen vil fortolke begrebet “enhver

forringelse” i denne sammenhæng.

6. Nærmere om udniontningen afMiljøministeriets fortoikning

På baggrund al ovenstående fortoikning al Klagenævnets afgørelse har Miljømmisteriet nu revideret de

dele af vejledningerne, som var suspenderet. Ovenstående fortoikning er dermed udmøntet i revideret

udkast til vejledning til indsatsbekendtgørelsen og til Miljøstyrelsens spørgsmål og svar om krav til ud-

ledning al visse forurenende stoffer til vandmiljøet. Det er bl.a. præciseret, hvordan forringelsesbegrebet

skal forstås, og hvilke elementer der skal inddrages i den konkrete vurdering al, om en udledning vil

medføre en forringelse.

Miljømyndighederne skal altid foretage en konkret vurdering al, om en udledning af et givet forure

nende stof vil medføre en stigning i koncentrationen og dermed udgøre en forringelse. Miljøministeriet

lægger til grund, at det afgørende for denne vurdering er, om der vil ske en målbar stigning i koncentra

tion al stoffet på et repræsentativt overvågningspunkt i vandområdet.

En tilførsel al et forurenende stof medfører ikke automatisk, at der sker en stigning i koncentrationen af

det pågældende stof. Tilførsel af et forurenende stof i en koncentration i udledningen, der er lavere end

eller lig den koncentration, der i forvejen er i vandområdet, medfører således som udgangspunkt ikke

en stigning i koncentrationen.

Tilførsel al et forurenende stof i en koncentration i udledningen, der er højere end den koncentration,

der er i forvejen i vandområdet, kan medføre en stigning i koncentrationen, som dog ikke nødvendigvis

vil være målbar i et for vandområdet repræsentativt målepunkt.

Det afhænger af koncentrationen al det tilførte stof, den i forvejen forekommende koncentration i vand

området, vandudvekslingen med tilstødende vandområder og stoffets skæbne i miljøet, herunder even

tuel omdarinelse eller nedbrydning.

Fører en udledning al et forurenende stof til en målbar stigning i koncentrationen i et repræsentativt

målepunkt i et overfladevandområde, sådan at koncentrationen herefter påviseligt vil overskride miljø-

kvalitetskrav for stoffet i målepunktet, eller i de tilfælde, hvor kvalitetskrav for et eller flere stoffer alle

rede er overskredet i punktet, påviseligt stiger yderligere, sker der en forringelse al det pågældende

vandområdes tilstand. Dette vil stride mod forpligtelsen til at forebygge forringelser.

De reviderede vejledningerne offentliggøres endeligt efter høringsperioden.

AKT 11654083

BILAG 5

[Bilag D Notat af 2. december 2024 om Miljømnisteriets dialog med EU-Kommission...

NOTAT

MlIJømInsterIet

epa emen e

J.nr.

Ref.

JJTIJ

Den

december

2024

Miljøministeriets

dialog

med

EU-Komnussionen

forpligtel

sen til at forebygge “forringelse af tilstanden” i

vandranunedi

rektivet på baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgø

relse af

23.

februar

2023

i. Indledning

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den

23.

februar

2023

en afgørelse i sagen

22/02461.

Afgørelsen

vedrører udledning af miljøfarlige forurenende stoffer (tungmetaller, lægemidler, pesticid- og biocid

midler, PFOS mv.) til vandløb, søer og kystvande (vandområder), som i forvejen er i “ikke-god tilstand”

efter vandraxnmedirektivet.1 Miljøministeriet (nu Miljø- og Ligestillingsministenet men i det følgende

omtalt som Miljøministeriet) suspenderede den 6. marts

2023

dele af ministeriets vejledninger som

følge af afgørelsen.2

Miljørninisteriet har i lyset af klagenævnets afgørelse foretaget en fornyet analyse af EU-Domstolens

praksis, herunder forpligtelsen til at forebygge “forringelse af tilstanden” i vandrammedirektivet, og på

den baggrund præciseret ministeriets vejledning til bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vand

områdedistrikter og vejledning til bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer, of

fentliggjort henholdsvis den i8. april

2024

og den

24.

marts

2024.

Som led i dette arbejde har Miljøministeriet været i dialog med EU-Kommissionen v/ EU-kommissæren

for miljø, hav og fiskeri, Virginijus Sinkeviius, om forståelsen af fomngelsesbegrebet i vandrammedi

rektivet. Miljøministeriet modtog den

10.

august

2023

svar fra EU-Kommissionen på miljøministerens

henvendelse af

30.

juni

2023.

EU-Kommissionens svar af

10.

august

2023

blev inddraget i Miljøministeriets notat af 6. oktober

2023,

hvor Miljøministeriets fortolkning og håndtering af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

bruar

2023

fremgår. Notatet blev første gang oversendt til Folketinget den

ii.

oktober

2023

og dannede

grundlag for ministeriets præcisering af ministeriets vej ledninger den

24.

marts

2024

og den 18. april

2024.

I dette notat redegøres for, hvilken betydning dialogen med EU-Kommissionen, dvs, svaret af jo. august

2023,

har haft for forståelsen af forpligtelsen til at forebygge “forringelse af tilstanden” i vandrammedi

rektivet i lyset af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023,

som dannede baggrund

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/60/EF

23.

oktober

2000

om fastlæggelse af en ramme for Fæl

lesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet).

Den 6. marts

2023

suspenderede Miljøstyrelsen dele af “Vejledning

til

bekendtgørelse om indsatsprogrammer

for vandområdedistrikter” og “Vejledningen til bekendtgørelsen om krav til udledning af visse forurenende stof

fer”.

Miljø- og Ligestillingsministeriet. Frederiksholms Kanal

•

1220

København K

Tlf. 38

142142

•

CVR 12854358.

EAN

5798000862005.

[email protected]. www.mim.dk

for Miljøministeriets notat af 6. oktober

2023.

I nævnte notat på side 6 konkluderer Miljøministeriet

følgende om forringelsesbegrebet i vandrammedirektivet på baggrund af dialogen med EU-Kommissio

nen:

“Miljøministeriets forståelse af forringelsesbegrebet understøttes endvidere af EU-Kommissio

nens skriftlige tilkendegivelse over for Miljøministeriet, hvoraf bl.a. fremgår, at Kommissionen

fortolker vandrammedirektivet således, at det afgørende for, om der indtræder forringelse, er,

hvorvidt der sker en stigning i koncentrationen i vandområdet.”

Sammenfatning

På baggrund af dialogen med EU-Kommissionen har Miljøministeriet i notatet af 6. oktober

2023

vur

deret, at forringelsesbegrebet i vandraminedirektivet skal fortolkes således, at det afgørende for, om der

indtræder forringelse, er, hvorvidt der sker en stigning i koncentrationen i vandområdet.

Miljøministeriet vurderer desuden ud fra dialogen med EU-Kommissionen, at vandområdet skal forstås

i overensstemmelse med vandrammedirektivets definitioner, således at alle vurderinger af overflade

vandornråder skal foretages ud fra vandområdet, det vil sige en afgrænset og betydelig mængde overfla

devand.

Endelig vurderer Miii øministeriet på baggrund af dialogen, at det afgørende for målingerne til brug for

tilstandsvurderingen er, om der vil ske en rnålbar stigning i koncentration af stoffet på et repræsentativt

målepunkt, hvilket ikke nødvendigvis omfatter alle beregnelige eller målbare stigninger i koncentrati

onen.

Der henvises i øvrigt til Miljøministeriets notat sf6. oktober

2023

side

hvoraf det fremgår af ministe

riets sammenfatning på analysen af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023:

“Miljøministeriet har på baggrund af denne fortoikning revideret sine vejledninger således, at det

afgørende for, om der kan tillades en udledning af et forurenende stof til et overfiadevandområde,

hvor miljøkvalitetskravet for det pågældende stof allerede er overskredet, er, om der vil ske en

målbar stigning i koncentration af stoffet på et repræsentativt overvågningspunkt i vandområdet.

Det bliver i vejledningen nærmere præciseret, hvorledes denne vurdering skal foretages i praksis.”

Miljøministeriets dialog

med EU-Kommissionen om

forståelsen af forpligtel

sen til at forebygge “forringelse af

tilstanden”

i vandranunedirektivet efter Miljø-

og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023

I brev af

30.

juni

2023

anmodede miljøministeren EU-kommissæren Virginijus Sinkeviius om EU

kommissærens forståelse og fortolkning af forringelsesbegrebet i vandrammedirektivet i lyset af Miljø-

og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023.

Anmodningen blev sendt som opfølgning på et

møde mellem ministeren og EU-kommissæren den

27.

juni

2023.

I brev af

30.

juni

2023

beskriver miljøministeren kort retstilstanden i Danmark efter klagenævnets af

gørelse og henviser til de spørgsmål, som Miljøministeriet den 16. maj

2023

havde sendt til DG ENV.3

DG ENV har ikke besvaret Miljøministeriets henvendelse af 16. maj

2023.

Det bemærkes, at spørgsmå

lene i miljøministerens brev

sf30.

juni

2023

ikke er helt enslydende med de tidligere oversendte spørgs

mål i Miljøministeriets henvendelse af 16. maj

2023,

da spørgsmålene blev præciseret yderligere i brevet

Directorate General for Environment, som er den afdeling i EU-Kommissionen, der er ansvarlig for EU’s miljø-

politik.

30.

juni

2023.

Det bemærkes endvidere, at en uofficiel engelsk oversættelse af klagenævnets afgørelse

var vedhæftet Miljøministeriets henvendelse af i6. maj

2023.

Den

august

2023

svarede EU-Kommissionen på miljøministerens henvendelse af

30.

juni

2023.

EU-Kommissionens følgebrev henvises til et vedlagt bilag om besvarelse af miljøministerens henven

delse, og EU-Kommissionen noterer samtidig, at det alene er EU-Domstolen, der bindende kan fast

lægge fortolkningen af indholdet og rækkevidden af EU-retten. Miljøministeriet er af den opfattelse, at

ministeriets henvendelse af i6. maj til DG ENV også er besvaret ved EU-Kommissionens brev af

10.

august.

Bilaget til brevet af to. august

2023

tager udgangspunkt i de tre spørgsmål, som miljøministeren havde

stillet i brev af

30.

juni

2023.

I besvarelsen forholder EU-Kommissionen sig ikke konkret til Miljø- og

Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023

eller den danske gennemførelse af EU-reglerne,

herunder danske vejledninger.

Nedenstående redegørelse tager derfor udgangspunkt i EU-Kommissionens besvarelse af de enkelte

spørgsmål, som de er gengivet i bilaget til brevet af

10.

august

2023.

4. EU-Kommissionens brev af

10.

august

2023

4.1.

EU-Kommissionens besvareise af det første spørgsmål

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i nævnets afgørelse af

23.

februar

2023,

at forpligtelsen til at fore

bygge “forringelse af tilstanden” i vandrammedirektivet i forhold til forurenende stoffer skal forstås så

ledes, at når miljøkvalitetskravet for et forurenede stof allerede er overskredet, og vandområdet dermed

er i det lavest mulige tilstandsniveau, skal enhver efterfølgende stigning i koncentrationen af stoffet an

ses som en forringelse af vandområdets tilstand i strid med direktivets artikel 4, stk.

Miljøministeriet

tilslutter sig denne fortolkning.4

Imidlertid fandt klagenævnet i samme afgørelse, at “størrelsen af mertilførslen

[af

kobber] ikke er af

gørende, når kvalitetskravet allerede er overskredet, idet enhver mertilførsel vil betyde en forringelse

af tilstanden”.

Denne udtalelse gav anledning til tvivl, idet det ikke er klart, hvordan “enhver mertilførsel” skal forstås.

Ud fra ren ordlydsfortolkning vil enhver “mertilførsel” af et stof være en enhver “udledning” af et foru

renende stof. Imidlertid synes klagenævnet i afgørelsen at anvende begreberne “mertilførsel” og “mer

udledning” som synonym for “stigning i koncentrationen”.

Idet en udledning af et forurenende stof i en given koncentration (f.eks. i spildevand) ikke nødvendigvis

vil føre til en stigning i koncentrationen af det pågældende forurenende stof i vandområdet, var det væ

sentligt at søge afklaring på, hvordan klagenævnets formulering om “enhver mertilførsel” i relation til

forringelse skal forstås.

På den baggrund fandt Miljøministeriet anledning til at stille det første spørgsmål til EU-Kommissionen,

der består af to underspørgsmål.

EU-Kommissionen oplyser følgende i sit svar:

Der henvises i øvrigt til Miljøministeriets notat af 6. oktober

2023,

hvor Miljøministeriets fortolkning af Miljø-

og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023

fremgår.

“Question

“When the EQSfor a substance has already been exceeded and the water body

has thus been classfied in the lowest class.

o Does any addition ofa given substance to a water body constitute deterioration (regardless

of the amoirnt/concerztration) ar

o Will it only constitute deterioration contra ry to Article 4

the discharge will lead to an

increose in the concentration of

given substance in the water body”?

According to Article

2(35)

of the WFD, ‘environmental quality

standards’ (EQS)

mean “the con

centration of a particular pollutant or group of pollutants in water, sediment or biota which

should flot be exceeded in order to protect human health and the environment.” EQS exceedances

are therefore always to be measured based on the concentration of that substance in the water

body in question. Therefore, where the measured coflcentration ofa given substance already ex

ceeds the relevant EQS, additional discharges of that substance to a water body would lead to a

deterioration in breach of Article 4 of the WFD if they would lead to a further increase in concen

tration of that substance in that water body.»

EU-Kommissionen har ikke forholdt sig direkte til det første underspørgsmål om, hvorvidt enhver mer

tilførsel (uanset mængde/koncentration) er en forringelse al tilstanden, men har gjort det indirekte ved

besvarelse al det første underspørgsmål.

EU-Kommissionen oplyser, at når miljøkvalitetskravet for et forurenende stof allerede er overskredet,

og vandområdet dermed er i det lavest mulige tilstandsniveau, skal enhver efterfølgende stigning i kon

centrationen afstoffet anses som en forringelse al vandområdets tilstand i strid med direktivets artikel

4, stk.

Med støtte i EU-Kommissionens besvarelse ovenfor har Miljøministeriet fastholdt sin vurdering al, at

forringelsesbegrebet i vandrammedirektivet knytter sig til koncentrationen, således at det ikke er enhver

“mertilførsel”, der vil betyde en forringelse» da det afhænger al, om mertilførslen udgør en stigning i

koncentrationen.

EU- Kommissionens besvarelse al det andet spørgsmål

Baggrunden for Miljøministenets andet spørgsmål var, at EU-Domstolen ikke har forholdt sig direkte

til, hvordan det mere konkret skal vurderes, om en tilførsel af et forurenende stof udgør en stigning i

koncentrationen.

4.2.

En tilførsel al et forurenende stof medfører ikke nødvendigvis, at der sker en stigning i koncentrationen

al det pågældende stof i vandområdet. Tilførsel al et forurenende stof i en koncentration i udledningen,

der er lavere end eller lig den koncentration, der i forvejen er i vandområdet, medfører således umiddel

bart ikke en stigning i koncentrationen.

Tilførsel al et forurenende stof i en koncentration i udledningen, der er højere end den koncentration,

der er i forvejen i vandområdet, kan medføre en beregnet stigning i koncentrationen, men det medfører

ikke nødvendigvis, at tilførslen vil være målbar i et for vandområdet repræsentativt målepunkt. Sidst

nævnte spørgsmål om målbarhed afhænger al koncentrationen al det tilførte stof, den i forvejen fore

kommende koncentration i vandområdet, vandudvekslingen med tilstødende vandområder og stoffets

skæbne i miljøet, herunder eventuel omdannelse eller nedbrydning.

På den baggrund fandt Miljøministeriet anledning til at stille det andet spørgsmål til EU-Kommissionen,

hvor der først spørges til, om det er et krav, at stigningen i koncentrationen er målbar/påviselig. Der

spørges endvidere til, om situationer, hvor det er muligt at beregne ubetydelige forøgeiser, udgør en

stigning og dermed en forringelse.

EU-Kommissionen oplyser følgende i sit svar:

“Question

“In order to establish an increase in concentration is it a requirement that it must

be measurable/detectable? In most situations, it will be possible to calculate even negligible ad

ditions doe.s that constitute an increase and therefore a deterioration?”

Under Directive 2008/1o5/EC5 (EQSD), EQS are set, for each listed substance, as both maximum

aliowable concentration which

can

never be exceeded at

any

point in time, and as thresholds of

aliowable concentrations averaged over one year (see Annex I,

part A).

This means that, in order to

assess

over time whether the status of a water body has deteriorated,

it is necessary flot only to

carry

out regular sampling activities to check whether the maximum

aDowable concentrations

are

exceeded at

any

point in time, but also to

assess

whether the meas

ured concentration values, averaged over one year, exceed

the

threshold of allowable annual av

erages (see Annex V, point

1.3

WFD and

Article

3 EQSD).

This also means that, in order to prevent possibie deterioration of the chemical status of a water

body, e.g., in relation to new projects, it is necessary to estimate the expected increase in concen

tration resulting from their implementation.

is clear from receflt jurisprudence of the EU

Court

of Justice6 that, “where, in the context of the authorisation procedure for a programme orpro

ject, the competent national authorities determine that it is likely to cause such deterioration,

that programme orproject may, et’en

that deterioration is ofa temporary nature, be author

ised only

the conditions bid down in Article 4(7) of that Directive urefulfilled”.

The

conditions laid out by Articie 4(7)

WFD

need to be cumulatively fuifluled and are as foliows:

(a)

ali

practicable steps

are

taken to mitigate the negative impact of the project on the status

the

relevant water body;

(b) the reasons for the project have been specificaily set out and explained in the river basin

management plans (RBMPs) which Member States have to adopt and subsequently report to

the Commission every six years;

011

the basis of

overriding public interest and/or its benefits to

human health, maintenance of human

safety

or sustainable development outweigh

the

bene

fits of reaching good water status;

and

(d) the

objective pursued by the project caflnot be achieved through alternative measures

which would be a significantly better environmental option, for reasons of technical feasibility

or disproportionate cost.

Directive

2008/1

o5/EC of

the

European Parliament and of

the

Council of 16December 2008 on environmental

quality standards in

the

field of waterpolicy, OJ L 348,

24.12.2008,

p. 84.

C-525/2o

‘Association France Nature Environment contre Premier minister, Ministre de la Transition

écologique et solidaire’, conslusions.

As set out in

CIS

Guidance n° 36v, for an Article 4(7) exemption to be applicable, the deterioration

needs to result from activities falling within the scope of

Article 4(7), i.e. new modifications to the

physical characteristics of a surface water body, alterations to

the levet of groundwater and/or

new sustainable human development activities. If a project does flot fall within the scope ofArticie

4(7) (e.g. because it cannot be considered as a new human sustainable development activity), it

cannot be allowed if it is expected to resuh in breaches to the EQS. Such projects can only be

allowed if further deterioration of the chemical status can be prevented, amongst others through

mitigation nieasures which may inciude nature based solutions.

Finally, it is of utmost importance to secure, in line with Articie 4(8) WFD, that the longer term

objective of achieving good water status is flot permanently excluded or compromised in other

water bodies within the same river basin district and that consistency is ensured with other EU

environmental law.”

EU-Kommissionen oplyser indledningsvist, med henvisning til vandrammedirektivet og direktiv

200

8/105

om miljøkvalitetskrav, at for at kunne vurdere, om et vandområde er blevet forringet over tid,

er det ikke kun nødvendigt at udføre regelmæssig prøvetagning for at undersøge, om de højeste tilladte

koncentrationer er overskredet på ethvert givet tidspunkt, men det skal også vurderes, om de målte

koncentrationsværdier, i gennemsnit over et år, overstiger de tilladte årlige koncentrationer.

Herefter oplyser EIJ-Kommissionen, at det er nødvendigt at vurdere den forventede stigning i koncen

trationen fra fx et nyt projekt, for at forhindre mulig forringelse af den kemiske status for et vandområde.

Miljøministeriet har på den baggrund vurderet, at det afgørende er, om stigningerne kan måles ved den

overvågning, som kræves efter vandranimedirektivet, og definerer vandområdets tilstand, og at over

vågningsresultaterne sammenholdes med de miljøkvalitetskrav, som er fastlagt for de relevante forure

nende stoffer.

Miljøministeriet bemærker, at EU-Kommissionen i sit svar henviser til vandrammedirektivets bilag V,

punkt

1.3,

og artikel 3i direktiv

2008/105

om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken.

Det fremgår bl.a. af vandrammedirektivets bilag V, punkt

1.3,

at overvågningsnettet for overfladevand

udformes på en sådan måde, at det giver et sammenhængende og generelt overblik over den økologiske

og kemiske tilstand inden for hvert vandløbsopland og giver mulighed for klassificering af vandområ

derne i fem klasser i overensstemmelse med de normgivende definitioner i punkt

1.2

i bilag V. Punkt

1.3.1

i dette bilag præciserer, at overvågningen sker på punkter, som er signfikante for vandområdedi

striktet med hensyn til vandføring og vandvolumen.

Det fremgår af artikel 3 i direktiv

2008/105,

stk.

1,1.

led, at medlemsstaterne anvender de miljøkvali

tetskrav, som er fastlagt i bilag I, del A, på overtiadevandområder, og anvender disse miljøkvalitetskrav

i overensstemmelse med de krav, som er fastlagt i bilag I, del B.

Det fremgår bl.a. af bilag I, del B, vedrørende anvendelse af de i del A anførte miljøkvalitetskrav (EQS),

at for et givet overfladevandområde betyder anvendelse af parameteret årsgennemsnit af miljøkvalitets

krav, at det aritmetiske gennemsnit afkoncentrationer, der er målt på forskellige tidspunkter af året ved

hvert repræsentativt målepunkt inden for vandområdet, ikke overstiger kravværdien.

7See

ifl

particular pages

of Guidance n° 6 established in the framework of the Common Implementa

tion Strategy.

EU-Kommissionens henvisning understøtter således, at målingerne til brug for tilstandsvurderingen

skal foretages på repræsentative punkter i vandområdet.

I forhold til den anden del af spørgsmålet oplyser EU-Kommissionen, at hvis et projekt skal tillades, er

det nødvendigt at vurdere, om et projekt vil medføre en forventet stigning i koncentrationen. Tilladelser

til projekter skal således bero på forudgående vurderinger, da kravet skal være opf’ldt forud for tilla

delsen.

En forudgående vurdering af, hvad et projekt kan forventes at medføre, vil altid bero på en beregning,

da målinger al projektets påvirkning i sagens natur først kan udføres efter projektet er iværksat.

Eli-Kommissionen forholder sig ikke til, om denne forudgående vurdering skal tage højde for alle be

regnelige forøgelser, også dem, der ikke vil kunne måles efterfølgende.

Miljøministeriet vurderer, at EU-Kommissionens svar må ses i lyset al EU-Kommissionens forudgående

beskrivelse al, hvad der udgør en forringelse, hvor der lægges vægt på, at stigninger skal måles med

henvisning til direktivets bestemmelse om repræsentative målepunkter.

Med støtte i EU-Kommissionens besvarelse ovenfor har Miljøministeriet vurderet, at det afgørende for

vurderingen er, om der vil ske en rnålbar stigning i koncentration al stoffet på et repræsentativt måle-

punkt, hvilket ikke nødvendigvis omfatter alle beregnelige eller målbare stigninger i koncentrationen.

I forhold til de enkelte projekter vil der dog i alle tilfælde skulle foretages en konkret vurdering al den

enkelte sags faktiske omstændigheder.

EU-Kommissionen henviser endvidere til EU-Domstolens dom af 5. maj

2022

i sagen C-525/2o, Asso

ciation France Nature Environnement, og citerer dele heraf. Konklusionen i EU-Domstolens engelske

oversættelse har følgende ordlyd (Miljøministeriets fremhævning i fed):

“A.rticle 4 of Directive 2000/60/EC of the European Parliament and of the Council of

October

2000

establishing a framework for Community action in the field of water policy must be inter

preted as requiring Member States, when they assess the compatibility of a particular programme

or project with the objective of preventing the deterioration of water quality, to take into account

temporary, short-term impacts which are without lasting consequences, unless it is clear that such

impacts have, by their nature, little effect on the status of the bodies of water concerned and can-

flot lead to a ‘deterioration’ of that status, within the meaning of that provision. Where, a.s part

of the authorisation procedure for a programme or project, the competent national

authorities determine that that programme or project could lead to such a deterio

ration, that programme or project may be authorised only if the conditions set out

in Ai-ticle 4(7) of that directive are met, even if the deterioration is temporary iii

nature.”

Miljøministeriet forstår EU-Kommissionens henvisning sådan, at hvis en myndighed konkluderer, at en

udledning udgør en “forringelse” i direktivet forstand, kan en sådan forringelse kun tillades, hvis betin

gelserne i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7, er opfyldt.

EU-Kommissionen gennemgår herefter betingelserne i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7, med hen

visning til

CIS

Guidance Document No.

36.8

CIS

Guidance Document No. 36: Exemptions to the Environmental Objectives

EU-Kommissionen oplyser afslutningsvist, at vandrammedirektivets artikel 4, stk. 8, forpligter med

lemsstater til at sørge for, at anvendelsen af bl.a. direktivets artikel 4, stk. 7, ikke vedvarende udelukker

eller hindrer opfyldelse af målene i vandrammedirektivet i andre forekomster af vand inden for samme

vandområdedistrikt, og at anvendelsen af bestemmelsen er forenelig med gennemførelsen af anden fæl

lesskabslovgivning på miljøområdet.

Miljøministeriet bemærker, at denne del af svaret om vandrammedirektivet.s artikel 4, stk. 7 og 8, ikke

er relevant i forhold til rammerne i nærværende notat om fortolkning af forringelsesbegrebet, hvorfor

disse bestemmelser og EU-Kommissionens svar ikke er nærmere behandlet i notatet.

4.3. EU-Kommissionens besvarelse af det tredje spørgsmål

Baggrunden for Miljøministeriets tredje spørgsmål var at afidare, om vandrammedirektivet kræver, at

det er hele vandområdet, der skal tages i betragtning, når det skal vurderes, om en udledning vil medføre

forringelse. Dette skal ses i lyset af, at inddragelse af et mindre eller større område end det pågældende

vandområde i vurderingen vil have væsentlig betydning for resultatet.

EU-Kommissionen har oplyst følgende i sit svar:

“Question 3:

“At

what scale shall the assessment be conducted at? (water body level or other

units?) Is there a distinction between surface water and bodies ofground water?”

Under the WFD, the obligation to achieve good status and avoid deterioration is set at the level of

the water body and thus any assessment should be made at the level of the water body. However,

it is necessary to take account of the obligation set mit in Article 4(8) WFD and avoid compromis

ing the achievement of good status in (downstream) water bodies in the wider river basin district.

The Directive takes this approach for both groundwater and surface water bodies.”

EU-Kommissionen oplyser, at alle vurderinger skal foretages ud fra vandområdet, dog med inddragelse

af eventuelle hensyn til øvrige vandområder (eller grundvandsforekomster), der er forbundet med det

vandområde, som udledning sker til.

Med støtte i EU-Kommissionens besvarelse ovenfor har Miljøministeriet vurderet, at vandområder i

denne sammenhæng skal forstås i overensstemmelse med vandrammedirektivets definitioner, således

at alle vurderinger af overfladevandområder skal foretages ud fra vandområdet, det vil sige en afgrænset

og betydelig mængde overfladevand, jf. artikel

nr.

i vandrammedirektivet.

according to Article

4(7)

(teknisk dokument om en fælles forståelse udarbejdet i samarbejde med bl.a. medlemssta

ter, EFTA-medlemmer og EU-kommissionen).