Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3031851_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025-3117
Den 28. maj 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 760 (MOF alm. del) stillet den 30. april 2025 efter ønske
fra Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 760
”På
hvilke konkrete områder er Danmark gået videre end minimumskravene i EU-lovgivningen, og på
hvilke områder har regeringen planer om at gå videre end EU-lovgivningen, eksempelvis af hensyn til
havmiljøet eller et
ønske om at fremme udvikling af miljøteknologi?”
Svar
Ifølge regeringsgrundlaget vil regeringen have fokus på at undgå utilsigtet overimplementering af EU-
regler. Danmark skal fortsat gennemføre de EU-regler, som medlemslandene er forpligtet til, men
regeringen vil samtidig have et systematisk fokus på implementering af erhvervsrettet EU-lovgivning,
så unødigt restriktive regler undgås til skade for danske virksomheder og arbejdspladser. Principperne
for implementering af erhvervsrettet regulering hører under erhvervsministerens ressort.
For de mange natur- og miljødirektiver som eksempelvis vandrammedirektivet, indebærer Erhvervs-
styrelsens fem principper således, at udgangspunktet er, at Danmark gennemfører de EU-regler, som
medlemslandene er forpligtet til, og at implementeringen gennemføres på en sådan måde, at over-
implementering undgås. Udgangspunktet er således, at Danmark indfører det beskyttelsesniveau på
natur- og miljøområdet, som EU-reguleringen stiller krav om. I den forbindelse bemærkes, at det
fremgår af artikel 192 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde, at EU’s politik på
miljøområdet bl.a. skal bidrage til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, beskyttelse af
menneskers sundhed og en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne. Det fremgår
imidlertid også af Erhvervsstyrelsens vejledning, at der vil være tilfælde, hvor det kan være relevant at
afvige fra implementeringsprincipperne for at varetage andre væsentlige hensyn for eksempel i forhold
til miljø, klima, forbrugerbeskyttelse, sociale forhold eller lignende.
Som et eksempel på, at Miljø- og Ligestillingsministeriet har valgt at gå foran forventet kommende
EU-regulering, kan jeg henvise til EU-Kommissionens forslag til ændringsdirektiv til vandramme-
direktivet, grundvandsdirektivet og direktiv om miljøkvalitetskrav. Her er der udarbejdet forslag til
miljøkvalitetskrav for en række kommende EU-prioriterede stoffer. Danmark har valgt at fastsætte
flere af disse som kriterier i Danmark bl.a. for PFAS, før forslaget er endeligt forhandlet og vedtaget. Vi
har ligeledes valgt at gennemføre de overvågningsforpligtigelser over for miljøfarlige forurenende
stoffer, der følger af byspildevandsdirektivet, tidligere end krævet af direktivet.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 760: Spm. om på hvilke konkrete områder er Danmark gået videre end minimumskravene i EU-lovgivningen, og på hvilke områder har regeringen planer om at gå videre end EU-lovgivningen, eksempelvis af hensyn til havmiljøet eller et ønske om at fremme udvikling af miljøteknologi
Der henvises til besvarelserne af spørgsmål nr. 1 til B 178 og spørgsmål nr. 31 til B 89.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
2