Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3010784_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 2313
Den 27. april 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 613 (MOF alm. del) stillet 24. marts 2025 efter ønske fra
Torsten Gejl (ALT).
Spørgsmål nr. 613
”Hvad er ministerens holdning til, at hensynet til virksomhedernes økonomiske interesser kan veje
tungere end offentlighedens interesse i at kende kilderne til miljøforurening, og mener ministeren, at
denne balance er korrekt?”
Svar
Udgangspunktet i miljøoplysningsloven er, at miljøoplysninger, som myndighederne er i besiddelse af,
skal udleveres til den, der anmoder om aktindsigt heri. Herfra gælder visse undtagelser.
Miljøoplysningsloven henviser til offentlighedsloven fra 1985, og det er således undtagelserne fra
denne lov, der finder anvendelse.
En af disse undtagelser er, at retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om
”tekniske
indretninger
eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af
væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, som oplysningen angår, at
begæringen ikke imødekommes”.
Efter miljøoplysningsloven skal der foretages en konkret afvejning af offentlighedens interesse i en
udlevering over for de interesser, der varetages ved at afslå udlevering. Endvidere følger det, at
undtagelser fra aktindsigt skal anvendes restriktivt.
Det er således ordningen, at der foretages en konkret og individuel afvejning af de forskellige
modsatrettede hensyn mellem på den ene side et grundlæggende hensyn til åbenhed og offentlighed
omkring arbejdet i den offentlige forvaltning og på den anden side hensynet til fortrolighed omkring
visse typer af sager, dokumenter eller oplysninger.
Magnus Heunicke
/
Paolo Perotti
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk