Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3008289_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 2193
Den 23. april 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 566 (MOF alm. del) stillet 19. marts 2025 efter
ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 566
Vil ministeren redegøre for, om formaldehyd er en gasart, som kan dannes under
pyrolyseprocesser, samt under hvilke forhold gassen dannes? Hvis formaldehyd er en gasart, som
kan dannes under pyrolyse, vil ministeren svare på, hvorfor den ikke fremgår af bilag 3
»Miljøfarlige forurenende stoffer i biokul« i »Udkast til Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om
udbringning af biokul til jordbrugsformål« offentliggjort på høringsportalen den 13. januar 2025?
Der henvises til artiklen »Afsløring: Borgere måler giftig gasart i boliger«, tv2nord.dk, den 12.
marts 2025.
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Pyrolyse
er en kompleks proces, hvor biomasse under tryk og opvarmning nedbrydes til mange
forskellige stoffer på gasform. Der kan også dannes formaldehyd ved pyrolyseprocesser, men i en
lille mængde i forhold til den samlede mængde pyrolysegas. Pyrolysegassen brændes normalt i en
kedel og her vil evt. indhold af formaldehyd brænde ligesom de øvrige gasser. Der er flere forhold,
der har betydning for sammensætningen af en pyrolysegas, bl.a. typen og sammensætningen af
det organiske stof, der pyrolyseres og temperatur og opholdstid i pyrolyseprocessen. Så vidt
Miljøstyrelsen er oplyst, findes der i dag ikke viden om, hvilke præcise forhold i
pyrolyseprocessen der har betydning for mængden af formaldehyd, der dannes.
Miljøstyrelsens kommende vejledende udtalelse om anvendelse af biokul til jordbrugsformål er et
værktøj, som kommunerne kan vælge at benytte sig af, når de skal vurdere, om biokul konkret
kan tillades udbragt på et bestemt areal. Det bemærkes, at den vejledende udtalelse kun
omhandler udbringningen af selve biokullet og ikke har fokus på de emissioner, der udledes til
atmosfæren som følge af selve pyrolyseprocessen. Miljøstyrelsen har på side 13 i den vejledende
udtalelse udarbejdet en liste over miljøfarlige forurenende stoffer, der potentielt kan være til
stede i biokullet, herunder flygtige organiske forbindelser. Det fremgår heraf, at der er tale om en
ikke-udtømmende liste. Såfremt der fremkommer viden om, at formaldehyd kan være til stede i
biokullet, er Miljøstyrelsen åben for at opdatere den vejledende udtalelse med informationer om
formaldehyd.”
Magnus Heunicke
/
Signe Vallebo
Miljø-
og Ligestillingsministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk