Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 1478
Den 20. marts 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 491 (MOF alm. del) stillet 21. februar 2025 efter ønske
fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 491
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 22/1-25 fra SCT Transport om erfaringer og
anbefalinger til en national råstofplan, jf. MOF alm. del - bilag 248?”
Svar
SCT Transports henvendelse af 22. januar 2025, præsentation ved møde i Miljø- og Fødevareudvalget
den 19. februar 2025 samt deres politikforslag omhandler en række problemstillinger og forslag på
området for overskudsjord, herunder bl.a. rammerne for jordforbedring og nyttiggørelse af jord,
råstofplanlægning og regler for genopfyldning i råstofgrave. SCT Transport påpeger desuden behovet
for et styrket grundlag for en mere effektiv og bæredygtig forvaltning af vores ressourcer.
Hvad angår udfordringerne ift. jord, herunder i relation til bygge- og anlægssektoren er der nedsat to
arbejdsgrupper, hvor Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening ser på udfordringer på områderne
for jord og bygge- og anlægsaffald. Arbejdsgrupperne ser på tiltag, der kan styrke de nuværende regler,
og om der er behov for nye regler til at mindske incitamentet til svindel med jord samt bygge- og
anlægsaffald. Resultatet af Miljøstyrelsens og kommunernes arbejde forventes at foreligge før
sommerferien.
Det er vigtigt for mig, at kommunerne har kendskab til de redskaber, der er i værktøjskassen.
Miljøstyrelsen vil derfor udsende en vejledende udtalelse til kommuner for at sikre, at de kender reglerne
på jordområdet. På længere sigt ses på, om der skal ændres på eksisterende regler og bekendtgørelser,
og om der er behov for en vejledning med en mere dybdegående beskrivelse af praksis på området.
Fsva. området om jordforbedring er det By-, Land- og Kirkeministeriet, som er ressortansvarlig for
Planloven.
Derudover er jeg opmærksom på behovet for bedre planlægning og deler SCT Transports synspunkt om
at sikre en bæredygtig forvaltning af vores ressourcer. Netop derfor har regeringen i sit
regeringsgrundlag taget initiativ til, at der skal udvikles en råstofplan, som understøtter en mere
bæredygtig indvinding af sand og grus samt mere genanvendelse af byggematerialer. Det skal sikres, at
vi har tilstrækkelige råstoffer
–
uden at vi sætter naturen og havnaturen over styr.
Miljø- og Ligestillingsministeriet er i gang med det forberedende arbejde, der skal ligge til grund for
denne plan. Mit ministerium har i den forbindelse allerede modtaget SCT Transports politikforslag, som
vil kunne indgå i dette arbejde.
Magnus Heunicke
/
Kasper Rise
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
CVR 12854358
•
EAN 5798000862005
•
•
www.mim.dk