Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3087904_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 6038
Den 30. oktober 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1293 (MOF alm. del) stillet den 2. oktober 2025 efter
ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 1293
”Vil
ministeren oplyse, hvor lang tid der maksimalt må gå fra, at Miljøstyrelsen laver en
habitatkonsekvensvurdering, der viser, at samtlige fem eksisterende havbrug i Horsens Fjord ikke kan
opnå en placeringstilladelse og miljøgodkendelse, fordi de kumulativt påvirker det internationale
naturbeskyttelsesområde i Horsens Fjord negativt, der hvor de er placeret aktuelt, til at havbrugene
skal flyttes eller modtage et påbud om reduktion af udledninger eller driftsstop? Der henvises til svar
på MOF alm. del - spørgsmål 1125, folketingsåret 2024-25.”
Svar
Miljøstyrelsen er miljøgodkendelses- og tilsynsmyndighed for havbrug. Jeg har derfor forelagt
spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser følgende:
”Miljøstyrelsen
skal løbende i sagsbehandlingen, på baggrund af de til enhver tid foreliggende
oplysninger, vurdere om driften af havbrugene medfører forstyrrelser eller forringelser, der har
betydelige konsekvenser for bevaringsmålene for et Natura 2000-område, og på den baggrund tage
stilling til, hvorvidt det er miljømæssigt forsvarligt at lade havbrugene fortsætte driften.
Miljøstyrelsen kan i den forbindelse henvise til svar af 8. december 2020 på spørgsmål nr. 10 til L 56.
Miljøstyrelsen har på grundlag af den hidtidige sagsbehandling ikke fundet anledning til at meddele et
af de berørte havbrug et (midlertidigt) standsningspåbud. Spørgsmålet indgår dog løbende i styrelsens
behandling af sagerne.
Der henvises i øvrigt til svaret på MOF alm. del. spørgsmål 1294 om
habitatkonsekvensvurderingsrapporten.”
Magnus Heunicke
/
Morten Pedersen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk