Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 5528
Den 7. oktober 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1156 (MOF alm. del) stillet 9. september 2025 efter ønske
fra Torsten Gejl (ALT).
Spørgsmål nr. 1156
”Vil ministeren redegøre for de gældende regler, der regulerer Industrial Water Solutions’ (IWS)
modtagelse af såkaldt »slop«, herunder om IWS har en pligt til at kontrollere indholdet af det
modtagne »slop«?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Det
følger af miljøbeskyttelseslovens § 33, at en listevirksomhed ikke må anlægges eller påbegyndes,
før der er meddelt godkendelse heraf. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller ændres på en
måde, som indebærer øget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt. Det fremgår af
miljøgodkendelse af 26. november 2008, at IWS, jf. vilkår 25, skal anmelde nye spildevandstyper, end
de i godkendelsen forudsatte, til tilsyns- og godkendelsesmyndigheden. Dette med henblik på, at
myndigheden kan foretage en vurdering af eventuel godkendelsespligt. IWS skal til brug for
myndighedens vurdering af godkendelsespligt foretage en karakterisering/undersøgelse af
spildevandet i overensstemmelse med vilkår 26 i miljøgodkendelse af 26. november 2008. De to vilkår
(vilkår 25 og 26) gælder kun første gang en ny spildevandtype skal modtages.
Slagelse kommune meddelte i 2020 tilladelse til, at IWS kan etablere og drive et anlæg til modtagelse
af slopvand efter miljøbeskyttelsesloven. Miljøstyrelsen er i gang med at revurdere virksomhedens
miljøgodkendelser, herunder vilkår for kontrol med spildevand, der modtages til behandling.
Miljøstyrelsen forventer at udkast til afgørelse sendes i partshøring inden udgangen af 2025. Et vilkår
til drift af slopolieanlægget er allerede revurderet i delafgørelse, del 1, den 16. juli 2025, og denne del er
blevet påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet.”
Magnus Heunicke
/
Kasper Rise
navn • adr1 • adr2 • adr3 • postnr by
Tlf. Nr • Fax nr • CVR nr • EAN nr • • web