Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3074543_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ligestilling
J.nr. 2025 - 5425
Den 1. oktober 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1146 (MOF alm. del) stillet 3. september 2025 efter ønske
fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 1146
”Vil
ministeren kommentere Miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstadens materiale fra
foretrædet om behovet for en national råstofstrategi, jf. MOF alm. del - bilag 596?”
Svar
Det er helt afgørende, at vi får reduceret behovet for primære råstoffer som sand, grus og sten, og at vi
samtidig bliver endnu bedre til at anvende alternative materialer og de ressourcer, som i forvejen er i
omløb. For jeg er helt bevidst om, at indvinding af råstoffer påvirker vores omgivelser, natur og miljø,
og at det samtidig bliver sværere at finde områder til indvinding af råstoffer i de områder af Danmark,
der er tættere befolket.
Dette understreger vigtigheden af, at vi i højere grad tænker cirkulært, så vi kan genbruge og
genanvende eksempelvis byggematerialer. Til at understøtte denne udvikling er der eksempelvis
indført krav om selektiv nedrivning fra 1. juli 2025. Herved opnås, at byggeriets materialer adskilles og
sorteres under nedtagning med henblik på i højere grad end i dag at kunne genbruges og genanvendes.
Jeg er bevidst om, at der kan være udfordringer ved at bo i nærheden af en råstofgrav, og det er vigtigt,
at der er tålelige forhold for naboerne. Kunsten er at finde den rette balance mellem samfundets behov
for råstoffer og hensynet til de borgere, som bor i nærheden af råstofgravene. Reglerne på området har
allerede i dag øje for at mindske aktiviteternes påvirkning i og omkring en råstofgrav.
Jeg er helt enig i, at efterbehandlede råstofgrave kan blive god natur efterfølgende. Danske Regioner
har tidligere oplyst, at 64 pct. af de gravetilladelser, der blev givet i 2019, skal efterbehandles til natur
efter endt indvinding.
Magnus Heunicke
/
Kasper Rise
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
CVR 12854358
EAN 5798000862005
[email protected]
www.mim.dk