Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 24. september 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1114 (MOF alm. del) stillet 27. august 2025 efter ønske
fra Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 1114
”Vil ministeren oplyse, hvorfor staten fortsætter med at forberede etableringen af Naturnationalpark
Gribskov, herunder rydning af skov, når der ikke er tilladelse fra kommunen til at opsætte hegn? Vil
ministeren oplyse, hvor meget skov der forventes at blive ryddet for at etablere naturnationalpark
Gribskov, og hvad der gøres i så fald kommunens afvisning af opsætning af hegnet får medhold i
planklagenævnet, jf. MOF alm. del
– spm. 656?”
Svar
Planklagenævnet har den 23. september truffet afgørelse i sagen om udformning af hegn til brug for
Naturnationalpark Gribskov. Planklagenævnet har omgjort Gribskov Kommunes afgørelse, så der nu
er tilladelse til at placere hegnet i Gribskov Kommune.
Jeg har forelagt spørgsmålene om rydning af skov for Naturstyrelsen, som oplyser, at:
”Etableringen
af Naturnationalpark Gribskov blev besluttet i en politisk aftale i 2020. Jævnfør den
politisk godkendte projektbeskrivelse for Naturnationalpark Gribskov er der planlagt ryddet 33 hektar
rødgran som led i genopretning af vådområder og for sammenbinding af lysåbne naturområder.
Jævnfør projektbeskrivelsen skal der desuden ske en reduktion af arealet med lærk og med de
oversøiske træarter rødeg og douglasgran.
Den aktuelle status er, at rydningerne i naturnationalparken stort set er afsluttet, og der udestår alene
rydning af fem hektar douglasgran i efteråret 2025. Siden projektbeskrivelsen blev godkendt i august
2021, er der blevet ryddet 25 hektar rødgran, 16 hektar rødeg og fem hektar lærk. Dertil kommer, at ca.
200 hektar granbevoksninger er tyndet. Arealerne er fortsat skovbevoksede, men skovbilledet vil være
mere varieret og med mere lys til skovbunden end før.
Hele Gribskov-komplekset, herunder naturnationalparken, er udpeget som urørt skov. I etableringen
af Naturnationalpark Gribskov tager naturgenopretningen udgangspunkt i Naturstyrelsens generelle
retningslinjer for forvaltning af urørt skov. Naturgenopretningstiltagene indgår i den
etableringstilladelse, som er meddelt til naturnationalparken, jf. naturbeskyttelsesloven, og som Miljø-
og Fødevareklagenævnet har opretholdt."
Jeg vil i øvrigt henvise til min tidligere besvarelse af MOF alm. del spørgsmål 868.
Magnus Heunicke
/
Signe Nepper Larsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk