Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025-5056
Den 15. september 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1094 (MOF alm. del) stillet 18. augsut 2025 efter ønske
fra Kim Edberg Andersen (DD).
Spørgsmål nr. 1094
”Hvordan vil ministeren sikre, at det nye kommunale affaldstilsyn, som trådte i kraft den 1. januar
2025, ikke udvikler sig til en uforholdsmæssig økonomisk og administrativ belastning for mindre
virksomheder, når ordningen ifølge Kommunernes Landsforening er baseret på upræcise og
uigennemsigtige udpegningsmodeller, rammer skævt og mangler klageadgang, jf. KL’s høringssvar til
bekendtgørelse af affaldstilsyn af 13. september 2024?”
Svar
I august 2022 indgik et bredt flertal af folketingets partier: Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk
Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet, en
opfølgende aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi.
Med aftalen sættes der en vision for affaldssektoren om, at 80 pct. dansk plast udsorteres fra
forbrændingen i 2030, og at affaldssektoren skal være klimaneutral i 2030. Det er vigtigt, at affald, der
kan genanvendes, ikke ender i et affaldsforbrændingsanlæg med CO2-udledninger til følge. Dette skal
ske gennem implementering af en række initiativer, herunder et styrket affaldstilsyn, som skal øge
genanvendelsen og dermed reducere CO2-udledningen fra affaldshåndtering.
Den risikomodel, som Miljøstyrelsen anvender ved det administrative affaldstilsyn, udvælger blandt
andet ud fra en score på forskellige parametre som eksempelvis mængde af affald, antal ansatte og
sammenligning med branchens affaldsmængder. Hertil vil der være stikprøver, hvorved der helt
tilfældigt udpeges et antal virksomheder for blandt andet at sikre, at der ikke sker en forkert eller
ensidig udpegning. Miljøstyrelsen vil løbende foretage en evaluering af risikomodellens udvælgelse til
administrative affaldstilsyn. Miljøstyrelsen skal, ifølge aftalen, udarbejde en evaluering af tilsynet i
2029.
I forhold til klageadgang ved fysiske affaldstilsyn er der klageadgang i forbindelse med eventuelle
håndhævelser i forbindelse med tilsynsmyndighedernes fysiske affaldstilsyn. De fysiske affaldstilsyn
vil i øvrigt bidrage til en løbende forbedring af Miljøstyrelsens risikomodel for udvælgelse, blandt
andet gennem indsamling af oplysninger og erfaringer.
Magnus Heunicke
/
Kasper Rise
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk