Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3066712_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Natur, Miljø og Produktion
J.nr. 2025 - 4978
Den 11. september 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1084 (MOF alm. del) stillet 13. august efter ønske fra
(MFU) Peder Hvelplund (EL).
Spørgsmål nr. 1084
”Vil
ministeren oversende et notat til Udvalget, som forholder sig til problemstillingerne i
henvendelsen til Udvalget fra to borgere i Rakkeby, Hjørring vedr. luftforurening fra Agri
Energy/Stiesdals pyrolyseanlæg og helbreds- og miljøkonsekvenserne for borgerne, jf. MOF alm. del
bilag 562? Ministeren bedes herunder svare på, om ministeren vil tage initiativ til at sikre, at der
gennemføres en uvildig undersøgelse af indholdet af miljø- og sundhedsskadelige stoffer i
udledningerne fra fabrikken og i luften, mens fabrikken er i fuld drift, samt af de sundhedsskadelige
konsekvenser for borgere i lokalområderne omkring fabrikken?”
Svar
Jeg kan godt forstå borgernes bekymringer for, om der er miljø- og sundhedsskadelige udledninger fra
pyrolyseanlægget. Vi skal være helt sikre på, at det ikke er sundhedsskadeligt for borgerne at bo i
nærheden af anlægget. Jeg har derfor en forventning om, at Hjørring Kommune som godkendelses- og
tilsynsmyndighed i sagen for biogasanlægget Agri Energy Vrå og Pyrolyseanlægget Stiesdal Skyclean er
i gang med at undersøge luft- og lugtgenerne.
Miljøstyrelsen sagsbehandler en ansøgning om miljøgodkendelse af øget tilførsel og behandling af
biomasse på biogasanlægget Agri Energy Vrå. Såfremt Miljøstyrelsens kan meddele miljøgodkendelse
til det ansøgte projekt, vil tilsynskompetencen for både biogasanlægget og pyrolyseanlægget overgå fra
Hjørring Kommune til Miljøstyrelsen på afgørelsestidspunktet. Miljøstyrelsen vil som
tilsynsmyndighed herefter have mulighed for at tage stilling til de udfordringer, der beskrives i
henvendelsen.
Magnus Heunicke
/
Morten Pedersen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk