Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3061267_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Cirkulær økonomi
J.nr. 2025-4668
Den 1. september 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1048 (MOF alm. del) stillet 10. juli 2025 efter ønske fra
Peter Juel-Jensen (V).
Spørgsmål nr. 1048
”Det er blevet mig oplyst, at der bl.a. i Skagen og Hirtshals ligger mange tons net, som ville kunne
anvendes til forsvar af Ukraine, og som er et produkt, der efterspørges fra Ukraine, men at man ikke
kan få de nødvendige godkendelser til at frigive nettene. Vil ministeren sætte sig i spidsen for, at dette
bliver løst, således at gode kræfter som Carl Futtrup fra Glyngøre kan hjælpe Ukraine i deres kamp
mod Rusland? Der henvises til artiklen »Frivillige vestjyder leverer tonsvis af livsvigtigt fiskenet til
Ukraines droneforsvar: »Det gør forskellen mellem liv og død««, politiken.dk, den 25. april 2025.”
Svar
Miljøstyrelsen har i starten af april 2025 afklassificeret de fiskenet, de har fået
anmodning om fra Fiskeriretur, så de ikke længere er affald og dermed ikke er omfattet af
affaldsreguleringen. Da fiskenettene er ophørt med at være affald, skal der ikke ske anmeldelse efter
reglerne om affaldstransport. Det betyder, at fiskenettene følger de almindelige regler for
varetransport.
Fiskeriretur er en non-profit kollektiv ordning, der håndterer virksomheders producentansvar på
fiskeredskaber, der indeholder plast. Fiskeriretur har doneret fiskenet til Carl Futtrup ved en
privatretlig aftale.
Miljøstyrelsen har endvidere d. 16. juli 2025 efter anmodning fra Thyborøn Havn truffet afgørelse om
affaldsophør for 300 tons fiskenet, som skal gå via Carl Futtrup til det ukrainske militær.
Miljøstyrelsen har d. 12. juni 2025 på foranledning af Carl Futtrup, der også selv deltog, afholdt et
webinar for fiskerihavnene om, hvordan man kan få afklassificeret fiskenet, så de ikke længere er
affald, og muligheden for, at havne eller private kan overdrage fiskenet direkte til Carl Futtrup.
Miljøstyrelsens er fortsat parat til at hjælpe med myndighedsbehandling efter affaldsreglerne.
Magnus Heunicke
/
Signe Vallebo
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk