Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025-4472
Den 26. august 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1023 (MOF alm. del) stillet 1. juli 2025 efter ønske fra
Leila Stockmarr (EL).
Spørgsmål nr. 1023
”Kan
ministeren bekræfte, at embedsfolk i Miljøministeriet i interne notater har skrevet, at de
erhvervsøkonomiske omkostninger skal være med til at afgøre, om vi skal leve op til EU’s miljøregler,
som det fremgår af artiklen »Eksperter: Prisen for erhvervslivet har været med til at afgøre, om
Miljøministeriet ville følge miljøreglerne for havet«, DR.dk, den 23. juni 2025?”
Svar
Mit ministerium har oplyst mig, at
citaterne bragt i DR’s dækning
indgår som tekstdele i dokumenter
udarbejdet i ministeriet, det er dog ikke ensbetydende med, at citaterne er i overensstemmelse med
vores nuværende forståelse af reglerne.
Jeg vil gerne slå fast, at når der fastsættes miljøkvalitetskrav for vandmiljøet, og når der fastsættes
kvalitetskriterier til miljøgodkendelser, så gøres det på baggrund af miljøfaglig viden. Erhvervslivets
interesser indgår ikke i den miljøfaglige vurdering. Der vil dog, når man laver miljøfaglige vurderinger,
sideløbende blive lavet analyser af, hvilke konsekvenser det vil have for erhvervslivet, så vi som
lovgivere hele tiden er oplyst om, hvilke konsekvenser de beslutninger, vi træffer, har. Det er helt
almindelig praksis. De erhvervsmæssige konsekvenser må ikke udgøre en del af kriterierne for
fastsættelse af nye miljøkvalitetskrav, men det kan være relevant at vurdere erhvervsmæssige
konsekvenser, herunder hvilke brancher, der typisk udleder stoffer, som miljøkvalitetskravet skal finde
anvendelse på. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at erhvervsøkonomiske konsekvenser må
være styrende for fastsættelse af miljøkvalitetskrav, som skal udstedes i henhold til gældende regler.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser har ikke haft betydning for, om miljøkvalitetskrav var med i det
udkast til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og
grundvand, der blev sendt i høring i december 2024.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk