Indenrigsudvalget 2024-25
INU Alm.del
Offentligt
3056505_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Dato: 18-08-2025
Enhed: Kommunal og regional styring
og struktur
Sagsbeh: hen
Sagsnr.:2025 - 7851
Dok. nr.: 449705
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 82 (Alm. del), som Folketingets
Indenrigsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 9. juli 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Carl Andersen (LA).
Spørgsmål nr. 82:
”Kan
ministeren oplyse, om det er tilladt for en kommune at pålægge de kommunale
anlægsbevillinger et tillæg på en fast procentandel af projektsummen til finansiering
af kommunens omkostninger til gennemførsel af anlægsprojektet? Ministeren bedes
i sin besvarelse oplyse:
1. om det er tilladt at fastsætte en fast og ensartet sats på fx 11 pct. på alle
kommunens anlægsprojekter, eller om der skal ske en individuel vurdering af
behovet for et tillæg og en individuel fastsættelse af procentandel fra projekt til
projekt?
2. om et sådant tillæg må bruges til finansiering af fastansatte i kommunen og den
generelle løbende drift i de kommunale byg- og planafdelinger?
3. om ministeren mener, at det er problematisk, hvis der ved et fast tillæg på
anlægsprojekter etableres en praksis, hvor der flyttes midler fra kommunens
anlægsbudget med låneadgang over til kommunens driftsbudget?
Svar:
Det er et krav, at en kommunes budget skal balancere, dvs. indtægter og udgifter skal
være lige store. Budgettet angiver således, hvordan kommunens udgifter skal
finansieres. Budgettet er et total budget, der omfatter samtlige driftsposter og
anlægsposter samt kapitalbevægelser, som vedrører det pågældende budgetår.
Anlægsudgifter og -indtægter skal optages fuldt ud i budgettet for det år, hvori
udgifterne og indtægterne forventes afholdt.
Det gælder mere specifikt, at anlægsbevillinger kan afgives på ethvert tidspunkt i
regnskabsåret. Afgivelsen kan således - men behøver ikke - finde sted i forbindelse
med budgetvedtagelsen. Det er imidlertid en forudsætning for anlægsbevillingens
udnyttelse, at der i budgettet er afsat et rådighedsbeløb til afholdelse af de med
anlægsarbejdet forbundne udgifter og indtægter. Det er med andre ord en betingelse
for et anlægsarbejdes igangsætning, at der både foreligger en anlægsbevilling, og på
budgettet er afsat det nødvendige rådighedsbeløb.
Det kan f.eks. i forbindelse med afgivelsen af anlægsbevillingen besluttes, at der
overføres en fast procentandel af rådighedsbeløbet til finansiering af den interne
administration af kommunens anlægsarbejder.
Anlægsbevillingen skal være et udtryk for det bedst mulige skøn over de udgifter og
indtægter, der er forbundet med anlægsarbejdet. Der gælder samme princip for
udgifterne til intern projektledelse. Hvorvidt disse udgifter kan fastsættes som en fast
procentandel af anlægssummen, eller om det skal være en individuel fastsættelse fra
anlægsprojekt til anlægsprojekt, må bero på den enkelte kommunes vurdering af,
INU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 82: Spm. om ministeren kan oplyse, om det er tilladt for en kommune at pålægge de kommunale anlægsbevillinger et tillæg på en fast procentandel af projektsummen til finansiering af kommunens omkostninger til gennemførsel af anlægsprojektet
hvordan det bedste skøn tilvejebringes. Det kan ud fra et administrativt synspunkt
vurderes hensigtsmæssigt, at der anvendes en fast procentsats baseret på f.eks. en
analyse af tidligere gennemførte anlægsarbejder i kommunen.
En sådan model vil give mulighed for en aktivitetsbaseret styring af budgettet for den
interne administration af kommunens anlægsarbejder. Herved vil der ske en løbende
tilpasning til kommunens samlede anlægsbudget.
Endelig skal det bemærkes i relation til delspørgsmål 3, at der ved kommunernes
finansiering af anlæg gælder det almindelige kommunaløkonomiske princip, at
kommunerne som udgangspunkt skal finansiere anlæg uden lånoptagelse.
Kommunerne kan således kun optage lån i det omfang, der i medfør af
lånebekendtgørelsens § 2, stk. 1, er låneramme hertil samt eventuel lånedispensation
efter bekendtgørelsens §§ 15 og 16.
Lånereglerne giver ikke mulighed for at låne til driftsudgifter. En kommune vil således
ikke kunne optage lån til finansiering af driftsudgifter til intern projektledelse af
anlægsarbejder.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2