Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Dato: 13-05-2025
Enhed: Kommunal og regional
finansiering
Sagsbeh: lnn
Sagsnr.: 2025-4455
Dok. nr.: 329782
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 62 (Alm. del), som Folketingets
Indenrigsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 16. april 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Carl Andersen (LA).
Spørgsmål nr. 62:
”Vil
ministeren, eventuelt med bidrag fra øvrige ministerier, oplyse provenuet ved at
stoppe den kommunale udligning af selskabsskatten, så den igen bliver en 100 pct.
statslig skat, med henblik på at provenuet kan anvendes til at indføre en jobpræmie,
der tildeles kommuner baseret på antallet af private arbejdspladser i kommunen?
Ministeren bedes i sin besvarelse inkludere en oversigt, der viser størrelsen på
jobpræmien og de økonomiske konsekvenser henholdsvist samlet og pr. indbygger i
hver enkelt kommune sammenlignet med det nuværende udligningssystem for
selskabsskatten. Der henvises til artiklen »DI vil skrotte kommunal selskabsskat:
Beløn private job i stedet« bragt på nb-okonomi.dk den 25. marts 2025.”
Svar:
Efter gældende regler modtager kommunerne en andel af det samlede
selskabsskatteprovenu, som staten opkræver. Kommunernes andel af den samlede
selskabsskat udgjorde for 2025 i alt ca. 13 mia. kr. For den kommunale andel af
selskabsskatten findes endvidere en udligningsordning, der udjævner en del af
provenuet mellem kommuner
Hvis selskabsskatten blev fuldt ud statslig, ville det ikke i sig selv give et merprovenu.
Rammerne for kommunernes samlede økonomi fastlægges ved de årlige
økonomiaftaler mellem KL og regeringen. Udgangspunktet er, at kommunernes
samlede udgifter er fuldt ud finansierede. Det betyder, at den del af de kommunale
udgifter, som ikke dækkes af statslig refusion, kommunale skatter samt øvrige
kommunale indtægter finansieres af et samlet bloktilskud fra staten til kommunerne.
Det skal videre bemærkes, at ændringer i kommunale finansieringskilder vil kunne
have betydning for kommunernes incitamenter og have byrdefordelingsmæssige
konsekvenser, som ville skulle analyseres nærmere.
Regeringen vil igangsætte et bredt og grundigt analysearbejde under Indenrigs- og
Sundhedsministeriets Finansieringsudvalg med henblik på at forberede ændringer i
tilskuds- og udligningssystemet. På den måde får vi det bedste faglige grundlag for at
vurdere ændringer. Kommissoriet for udvalgets arbejde vil foreligge medio 2025.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde