Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2037
Doknr.
7089004
Dato
05-05-2025
Folketingets Grønlandsudvalg har den 27. marts 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. 76 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA).
Spørgsmål nr. 76:
”Hvordan kan det sikres, at handlekommunerne bliver bedre til at opdage og
tage hånd om de grønlændere, der flytter fra Grønland til Danmark, men som i
Danmark ofte går under radaren, fordi de f.eks. begynder opholdet i Danmark
uden at have en adresse, fordi de flytter ind hos bekendte frem for at bede om
at få en egen bolig og fordi mange tilflyttende grønlændere ikke er opmærksom
på de rettigheder, de har til at modtage hjælp fra kommunerne og de derfor
ikke selv henvender sig til kommunerne?”
Svar:
Personer fra Grønland er danske statsborgere og har samme rettigheder i
Danmark som alle andre danske statsborgere. Det er en særlig prioritet for
regeringen, at personer fra Grønland, som vælger at flytte til Danmark, bliver
godt integreret i det danske samfund. De Grønlandske Huse i Aalborg,
København, Odense og Aarhus løfter her en vigtig opgave med bl.a.
rådgivning, tolkning og opsøgende arbejde. Derfor er jeg også glad for, at
aftalekredsen bag ’aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på
social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2024-2027’ var enige om at
afsætte midler til at videreføre De Grønlandske Huses inklusionsindsats for
nytilkomne grønlændere med det formål at forebygge udsathed ved at yde
støtte til nytilkomne grønlændere og til husenes brugere samt ved en
opsøgende indsats i grønlandske lokalmiljøer.
Herudover gælder det generelt, at enhver der er fyldt 18 år og opholder sig
lovligt her i landet, har ret til hjælp og ydelser efter serviceloven.
Formålet med serviceloven er et yde rådgivning og støtte for at forebygge
sociale problemer, og tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan
have et forebyggende sigte. Loven skal tilgodese behov, der følger af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Yderligere er formålet med at yde støtte til voksne med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer at sikre, at den
enkelte får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer
den enkeltes behov.
1
Kommunen skal blandt andet sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale
problemer. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde,
f.eks. på banegårde, parkanlæg eller andre samlingssteder i lokalmiljøet. Det
opsøgende arbejde kan også være relevant i forbindelse med aktivitets- og
samværstilbud (væresteder, natcaféer m.v.), herberger, forsorgshjem og andre
tilbud, hvor borgeren henvender sig uden visitation.
Pligten til at yde hjælp til en borger og afholde udgifterne hertil påhviler som
udgangspunkt handekommunen. Handekommunen er oftest den kommune,
hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig.
Når en borger tager ophold på et herberg, forsorgshjem eller krisecenter, er der
klare regler for, hvilken kommune der skal hjælpe borgeren under opholdet.
I de tilfælde hvor borgeren ikke har en folkeregisteradresse i Danmark, f.eks.
fordi denne tager ophold hos bekendte, kan det være kompliceret at fastslå,
hvilken kommune, der har ansvaret for borgeren.
Opstår der uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der
er en borgers handlekommune, skal den af de uenige kommuner, hvor
borgeren er eller senest har været bopælsregistreret i Det Centrale
Personregister (CPR), fungere som midlertidig handlekommune, indtil det er
afklaret, hvilken kommune der er rette handlekommune.
Denne kommune vedbliver at være midlertidig handlekommune i den periode,
hvor der er uenighed, uanset at borgeren, inden handlekommunen er fastlagt,
er blevet bopælsregistreret i en anden kommune.
I tilfælde hvor to eller flere kommuner er uenige om deres forpligtelser, kan de
indbringe sager om handlekommune og mellemkommunal refusion for
Ankestyrelsen, der træffer afgørelse i sagen.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2