GRU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 142: Spm. om ministeren, hvad angår juridisk faderløse børn i Grønland, vil oplyse fædrenes tilhørsforhold i kategorierne: Danmark, Grønland og andre nationaliteter

Grønlandsudvalget 2024-25
GRU Alm.del
Offentligt

Historisk udredning om

retsstillingen for børn

født uden for ægteskab

i Grønland 1914-1974

Afgivet til Statsministeriet d. 1. juni 2011

Udarbejdet af

Ph.d. Jens Heinrich

Ph.d., adjunkt Sniff Andersen Nexø

Dr. jur., professor Linda Nielsen

GRU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 142: Spm. om ministeren, hvad angår juridisk faderløse børn i Grønland, vil oplyse fædrenes tilhørsforhold i kategorierne: Danmark, Grønland og andre nationaliteter

Indhold

1. Indledning ........................................................................................................................................ 1

1.1 Kommissorium .......................................................................................................................... 1

1.2 Undersøgelsens grundlag .......................................................................................................... 2

1.3 Undersøgelsens opbygning ....................................................................................................... 4

2. Sammenfatning ................................................................................................................................ 5

3. Sammenligning af reglerne i Grønland og Danmark ....................................................................... 8

3.1 De danske regler om faderskab ................................................................................................. 8

3.1.1 Udviklingen i lovgivningen om faderskab ......................................................................... 8

3.1.2 Reglerne om faderskab i børnelovene fra 1937 ............................................................... 11

3.1.3 Reglerne om faderskab i børneloven fra 1960 ................................................................. 12

3.2 De grønlandske regler om faderskab ...................................................................................... 15

3.2.1 Udviklingen i reglerne om faderskab ............................................................................... 15

3.2.2 Regulativerne fra 1914 og 1929 ....................................................................................... 17

3.2.3 Børneloven fra 1962/1974 ............................................................................................... 19

3.3 Forskelle på reglerne i Danmark og Grønland ........................................................................ 21

4. Grønlandsk-danske relationer ........................................................................................................ 23

4.1 Kolonipolitik – og afkolonisering ........................................................................................... 23

4.2 Inddragelse af grønlænderne i egne anliggender .................................................................... 26

4.3 De administrative forhold og retssystemet.............................................................................. 27

5. Baggrunden for de grønlandske regler ........................................................................................... 30

5.1 Regulativerne om underholdsbidrag 1914 og 1929 ................................................................ 30

5.1.1 Forstanderskabernes debat om underholdsbidrag ............................................................ 30

5.1.2 Landsrådets debat om underholdsbidrag forud for 1914-regulativet ............................... 32

5.1.3 Landsrådets debat om underholdsbidrag forud for 1929-regulativet ............................... 33

5.1.4 Sammenfatning om regulativerne fra 1914 og 1929 ........................................................ 35

5.2 Den grønlandske børnelov af 1962 ......................................................................................... 36

5.2.1 Opsummering af børnelovens centrale regler .................................................................. 36

5.2.2 Grønlandske ønsker om revision af 1929-regulativet ...................................................... 37

5.2.3 Forhandlingerne om grønlandsk arve- og børnelovgivning ............................................. 41

5.3 Børnelovens ikraftsættelse i Nord- og Østgrønland i 1974..................................................... 47

5.3.1 Den administrative opbygning og regler om underholdsbidrag i Nord- og Østgrønland 47

5.3.2 Indlemmelsen af Nord- og Østgrønland i det øvrige Grønland (Vestgrønland) .............. 48

5.4 Sammenfatning ....................................................................................................................... 49

6. De berørtes oplevelser .................................................................................................................... 52

6.1 Hvor mange har været berørt af reglerne? .............................................................................. 52

6.2 Hvordan har de berørte oplevet deres situation? ..................................................................... 53

6.2.1 Om stigmatisering og behandling som ”andenrangs” ...................................................... 54

6.2.2 Om identitet, tabu og savnet af en faderfigur................................................................... 55

6.2.3 Om frustrationen ved ikke at kunne få besked og blive hjulpet til at finde faderen ........ 59

6.3 Sammenfatning ....................................................................................................................... 60

7. Konklusion ..................................................................................................................................... 62

7.1 Retsstillingen i grønlandsk og dansk ret for børn født uden for ægteskab 1914-1974 ........... 62

7.1.1. De danske regler om faderskab ........................................................................................ 62

7.1.2. De grønlandske regler om faderskab ............................................................................... 62

7.1.3. Forskellen på reglerne i Grønland og Danmark ............................................................... 63

7.2 Overvejelserne bag og forhandlingerne om de grønlandske regler ........................................ 63

7.2.1 Kolonitid .......................................................................................................................... 63

7.2.2 Afkolonisering ................................................................................................................. 65

7.2.3 Grønlandsk og dansk indflydelse på reglerne .................................................................. 66

7.2.4 Forskellige hensyn af betydning for reglerne .................................................................. 68

7.3 De berørtes oplevelser .............................................................................................................. 69

7.4 Konklusionen i punktform ...................................................................................................... 69

8. Kilder og litteratur .......................................................................................................................... 71

Arkivalier ....................................................................................................................................... 71

Litteratur og trykte kilder ............................................................................................................... 72

1. Indledning

1.1 Kommissorium

Denne historiske udredning omhandler retstillingen om børn født uden for ægteskab efter

grønlandsk og dansk ret fra 1914 og indtil børneloven for Grønland trådte i kraft. For Vestgrønland

trådte loven i kraft i 1963 og for Nord- og Østgrønland 1974.

Baggrunden er en aftale mellem regeringen og Grønlands landsstyre om, at der skal udarbejdes en

sådan udredning. Udredningen skal, jf. kommissoriet nedenfor:



Beskrive og sammenligne retsstillingen

for børn under hhv. grønlandsk og dansk ret.

Beskrive, hvilke overvejelser

der lå til grund for at opretholde eller ændre retstillingen i

Grønland i perioden.

Beskrive dialogen

mellem danske og grønlandske myndigheder om de grønlandske regler.

Kommissorium

Regeringen anmoder – efter drøftelse med Grønlands Selvstyre – professor Linda Nielsen, adjunkt Sniff

Andersen Nexø og cand. mag. Jens Heinrich om at udarbejde en historisk udredning om baggrunden for,

at retsstillingen for børn født uden for ægteskab var forskellig i Grønland og i Danmark frem til

ikrafttrædelsen for Vestgrønland i 1963 og for Østgrønland i 1974 af lov nr. 197 af 16. juni 1962 for

Grønland om børns retsstilling.

Udredningen bør beskrive retsstillingen for børn født uden for ægteskab efter grønlandsk henholdsvis

dansk ret fra omkring 1914, hvor man får de første positive bestemmelser i Grønland, og frem til 1963

henholdsvis 1974 samt foretage en sammenlignende analyse af retsstillingen. Udredningen bør endvidere

bl.a. beskrive, hvilke overvejelser der lå til grund for at opretholde henholdsvis ændre retsstillingen i

Grønland i perioden, samt i hvilket omfang der var dialog mellem danske og grønlandske myndigheder

herom.

Udredningen bør tilstræbes at være på maksimalt ca. 60 sider, inkl. sammendrag og konklusionsafsnit,

men ekskl. bilag.

Udredningen bedes afgivet til regeringen senest den 1. juni 2011 med henblik på efterfølgende

offentliggørelse.

Det fulde kommissorium samt bilag hertil findes på Statsministeriets hjemmeside på

http://www.stm.dk/multimedia/kommissorium.pdf

1.2 Undersøgelsens grundlag

Der er taget udgangspunkt i de regler om faderskab, som gjaldt i henholdsvis Grønland og Danmark

i perioden 1914 – 1963/1974. Herudover er der foretaget litteraturstudier af de hensyn bag reglerne,

der er udtrykt i forarbejder mv. og kommet til udtryk i familieretlige lærebøger mv. på området; og

af den brede historiske kontekst, som børnelovene indgik i og påvirkedes af.

I tillæg hertil har ph.d., adjunkt Sniff Andersen Nexø og ph.d. Jens Heinrich foretaget grundige

arkivstudier både i Danmark og Grønland. Disse arkivstudier omfatter:



Rigsarkivet

Folketingets Bibliotek

Grønlands Nationalarkiv i Nuuk

Desuden har vi fundet det hensigtsmæssigt at afholde en række møder med centrale personer. Der

har i Danmark således været afholdt møder med en række centrale personer, som har givet meget

værdifulde informationer om en række centrale forhold af betydning for udredningen.



Agnete Weis Bentzon, fhv. professor, medlem af den Juridiske Ekspedition og sekretær for

det Grønlandske Lovudvalg.

Torben Agersnap, fhv. professor, Institut for Organisation og Arbejdssociologi, CBS.

Hanne Petersen, professor, det Juridisk Fakultet, Københavns Universitet.

Annette Kronborg, lektor, det Juridisk Fakultet, Københavns Universitet.

Inger Dübeck, fhv. professor, det Juridiske Fakultet, Århus Universitet.

Poul Olsen, chefkonsulent, Rigsarkivet.

Claus Bornemann, tidl. fuldmægtig i Ministeriet for Grønland, kontorchef hos

landshøvdingen og konstitueret landshøvding.

Alfred Dam, tidligere arbejdsmarkeds- og socialdirektør under landsrådet i Grønland.

Inge Lynge, tidligere overlæge i psykiatri i sundhedsvæsenet i Grønland.

Einar Lund Jensen, projektforsker ved Danmarks Nationalmuseum.

Søren Thuesen, lektor, ToRS, Københavns Universitet.

Arne Øland, formand for Danske Krigsbørns Forening.

Tove Søvndahl Pedersen, repræsentationschef, og Adam Worm, souschef ved Grønlands

Repræsentation.

Vi har desuden fået hjælp til opklaring af en række spørgsmål vedrørende faderskabstests af:



Bo Thisted Simonsen, ph.d., viceafdelingsleder, Retsgenetisk Afdeling, Retsmedicinsk

Institut, Københavns Universitet.

Hanna E. Hansen, dr.scient., lektor, samme sted.

I Grønland har vi i starten af april 2011 afholdt møder med en række personer, der på forskellig vis

er centrale for at opnå viden om reglerne og deres baggrund. Vi har lagt stor vægt på at søge at opnå

en dybere forståelse for de bevæggrunde, som har medvirket til ønsket om at foretage en historisk

udredning. I denne forbindelse har vi afholdt en række udbytterige møder af både formel og uformel

karakter. Dette har klart bidraget til vores forståelse af de stærke følelser, der er i spil blandt nogle

af de mennesker, der har været personligt berørt af problemstillingen.



Maliina Abelsen, landsstyremedlem for finanser (tidligere landsstyremedlem for sociale

anliggender).

Kattuffik Ataata / Foreningen af juridisk faderløse, hvor der var indbudt til et åbent møde.

Tida Ravn og Anne Sofie Hardenberg fra bestyrelsen for Kattuffik Ataata.

Johan E. Simonsen, chef for lovkontoret i Grønlands Selvstyre.

Evy Frantzen, post.doc., og Gitte Trondheim, adjunkt, Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet.

Jakob Janussen, cand. polit., tidligere formand for Selvstyrekommissionen.

Grete Rendal, cand.mag, leder af Grønlands Nationalarkiv.

Søren Søndergård Hansen, landsdommer for Grønland.

Bjørn Bay, politimester i Grønland.

Flemming Stenz, landslæge i Grønland.

1.3 Undersøgelsens opbygning

Besvarelsen af kommissoriets spørgsmål er i udredningen bygget op som følger:



Kapitel 3

fokuserer på kommissoriets første spørgsmål, idet det

beskriver og sammenligner

børns retsstilling

i hhv. Grønland og i Danmark i perioden 1914-1974.



Kapitel 4

kapitel 5

udgør tilsammen en besvarelse på kommissoriets andet og tredje

spørgsmål: I kapitel 4 redegøres for den

historiske og politiske kontekst,

hvori de

grønlandske regler for børn født uden for ægteskab blev til, og som havde væsentlig

betydning for deres udformning. I kapitel 5 behandles

de konkrete forhandlinger og

argumenter,

der førte til de grønlandske regler; nemlig regulativet af 1914, regulativet af

1929, arveloven af 1958 og endelig børneloven af 1962.



Kapitel 6

beskæftiger sig med

betydningen af de grønlandske regler

på to måder: Dels ved

at sætte tal på, hvor mange børn der blev født uden for ægteskab i perioden. Og dels ved at

give stemme til nogle af de nulevende mennesker, som har været personligt berørt af

reglerne.



Kapitel 7

sammenfatter

undersøgelsens konklusioner

på de tre spørgsmål, og placerer dem i

den bredere historiske kontekst.

Som bilag til udredningen er vedlagt:

Bilag 1

Uddrag af den danske børnelov fra 1937

Bilag 2

Uddrag af den danske børnelov fra 1960

Bilag 3

Uddrag af det grønlandske regulativ fra 1914

Bilag 4

Uddrag af det grønlandske regulativ fra 1929

Bilag 5

Uddrag af den grønlandske børnelov fra 1962

2. Sammenfatning

Udredningen har vist, at der fra 1914 til 1963/1974 i perioder har været stor forskel på retsstillingen

for børn født uden for ægteskab i henholdsvis Grønland og Danmark:

I Danmark var der efter 1908-loven først og fremmest regler om faderskab ved anerkendelse eller

en dom om, at faderen eller de mulige fædre blev forpligtet til at betale børnebidrag. Fokus var på

den økonomiske forsørgelse. Ved lovgivningen fra 1937 blev fokus suppleret med det ”naturlige

slægtskab”, således at det blev obligatorisk at fastslå faderskabet til børn uden for ægteskab. Der

kunne dømmes til faderskab, hvis der var ført bevis for et virkeligt slægtskabsforhold mellem far og

barn. I så fald fik barnet samme retsstilling som et barn født i ægteskab med hensyn til arv og retten

til faderens familienavn – det blev ”lovligt medlem af faderens familie”, hvilket blev anset som et

”retfærdighedskrav”. Der var forskellige regler for ”ægtebørn” og for ”børn uden for ægteskab”, og

der kunne dømmes både til faderskab og til bidragspligt. Flere mulige fædre kunne blive pålagt at

betale børnebidrag, men moderen fik dog kun ét børnebidrag. Bidragspligt medførte ikke

retsvirkninger i form af arv og navn. Ved børneloven af 1960 blev fokus udvidet med barnets

rettigheder og tarv, og på den baggrund blev ligestillingen mellem børn født i og uden for ægteskab

ført igennem. Der kunne enten dømmes til faderskab med fulde retsvirkninger eller ske frifindelse.

Hensynet til, at barnet får en fader er blevet endnu mere udtalt i børneloven fra 2001; og det er først

her, at man lægger vægt på faderskabets følelses- og identitetsmæssige betydning for barnet.

Grønland

fastsatte et regulativ fra 1914, at enhver barnefader skulle betale børnebidrag. Bidragene

skulle betales, uanset om faderen var dansk eller grønlandsk, men satserne var forskellige for de to

grupper. Børnebidragene blev indbetalt til sparekassen. Fokus var som i den danske lovgivning fra

1908 på den økonomiske forsørgelse. Regulativet blev ændret i 1929, men svarede i store træk til de

ældre regler. Der var ikke regler om faderskab. Den danske lovgivning fra 1937 blev ikke sat i kraft

for Grønland. Dermed blev fokus ikke udvidet med ”det naturlige slægtskab”, ligesom der ikke blev

ligestilling med ægtebørnene, baseret på et ”retfærdighedskrav”. Den juridiske ekspedition til

Grønland i 1948/1949 anbefalede, at der indførtes regler om ægtebørn, svarende til 1937-loven,

men var langt mere forbeholden over for at indføre de danske regler om adgang til at fastslå

faderskab for børn født uden for ægteskab. Først ved loven af 1962 om børns retsstilling indførtes

regler svarende til de danske om faderskab med deraf følgende arveret. På dette tidspunkt suppleres

fokus således med ”det naturlige slægtskab” og ”ligestilling”, baseret på et ”retfærdighedskrav”.

Muligheden for at dømme til bidragspligt fastholdes dog, bl.a. af hensyn til problemerne med at

benytte bevismidler knyttet til blodtypebestemmelser.

Den grønlandske børnelov blev først betragtet som en overgangslov, der skulle erstattes af den

danske, så snart problemerne omkring blodprøverne var løst. Det viste sig imidlertid langt mere

vanskeligt end ventet, hvilket blev afgørende for, at man i 1974 satte den grønlandske børnelov i

kraft også for Nord- og Sydgrønland.

Forskellen

er således især, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at fastslå en egentlig

faderskabsforpligtelse for et barn uden for ægteskab i perioden 1914 til 1963/1974 i Grønland.

Denne manglende mulighed har haft betydning for, at der har været en gruppe børn, der nu er

voksne, som ikke fik en juridisk fader og derfor betegner sig som ”juridisk faderløse”.

Begrundelserne for børnelovenes udformning har især knyttet sig til 3 forhold:

For det første

moralske overvejelser

knyttet til hvad det ville betyde for seksualmoralen og antallet

af børn uden for ægteskab, hvis der blev indført regler om faderskab. Bekymringen for at det ville

medføre uansvarlighed, særlig fra kvindernes side, var udtalt, og der var et udbredt ønske om at

beskytte ”sædeligheden”, familien og ægteskabet. Det blev anført, at ”tiden ikke var moden”.

For det andet

økonomiske hensyn

til at sikre barnet forsørgelse. Dette blev anset for altafgørende og

overskyggede andre hensyn, herunder hensyn til barnet. Man var derfor også betænkelig ved at

risikere en situation, hvor man ikke fik en mand, der kunne sikre barnets forsørgelse – som i så fald

ville blive en byrde for de offentlige kasser.

For det tredje

vanskelighederne knyttet til bevis

for faderskabet, da de blodtypebestemmelser, der

blev anvendt i Danmark ikke var velegnede for grønlandske forhold, og det derfor kunne være

vanskeligt at sikre faderskabet. Hertil kom, at en regel om obligatorisk fastslåen af faderskab ikke

ville hjælpe, hvis det ved danske fædre, f.eks. håndværkere, var vanskeligt at finde dem, fordi de

var rejst tilbage til Danmark.

Spørgsmålet om

barnets rettigheder

blev i det undersøgte tidsrum ikke inddraget i overvejelserne.

Risikoen for stigmatisering blev kun ganske sporadisk behandlet, og barnets behov for en

faderskikkelse og for at sikre sin identitet blev slet ikke berørt. Disse hensyn er først kommet til

senere.

Set i en bredere historisk kontekst har såvel den koloniale som den postkoloniale relation mellem

Grønland og Danmark haft afgørende betydning for retsstillingen for børn født uden for ægteskab:

Både for udformningen af de konkrete regler for disse børn; og for dialogen mellem og graden af

indflydelse for grønlandske og danske folkevalgte og embedsfolk.

Grønland var indtil 1953 en dansk koloni, som blev styret administrativt fra København først af den

Kongelige Grønlandske Handel, siden af Grønlands Styrelse. I Grønland fandtes der to forskellige

retssystemer for hhv. danske og grønlandske indbyggere; mens den førstnævnte blev nedfældet i

instrukser mv., bestod den sidste frem til 1950’erne hovedsageligt af sædvaneret. Igennem første

halvdel af det 20. århundrede voksede det grønlandske ønske om større medbestemmelse og ansvar,

og i takt hermed den opfattelse fra dansk side, at grønlænderne var blevet mere modne og dermed

parate til at blive inddraget i beslutningsprocesserne. Grønlænderne var i forbindelse med

moderniseringen af Grønland i høj grad indstillet på en udvikling i tæt tilknytning til dansk kultur

og sprog. Ønsket om ligestilling i tilknytning og indenfor rammerne af det danske rige var

gennemgående; men også den opfattelse, at der i ligestillingen måtte tages højde for de

”særlige

grønlandske forhold”.

Udformningen af reglerne i Grønland har både før og efter den formelle ligestilling i1953 knyttet

sig til

ideen om, at forholdene var anderledes

i Grønland end i Danmark: I kolonitiden betragtede

Danmark grønlænderne som umodne og på et lavere kulturelt stade, hvorfor danske retsregler for

børn uden for ægteskab ikke mentes at være relevante og anvendelige. Heller ikke grønlænderne

efterlyste i denne periode en egentlig retlig ligestilling, men tog gennem årene ofte initiativer med

hensyn til at etablere regler for

forsørgelsen

af børn født uden for ægteskab, og at regulere på

bidragene og mulighederne for at inddrive dem.

Fra midten af det 20. århundrede tog de grønlandske regler derimod afsæt i de danske, hvilket blev

betragtet som en afgørende forudsætning for at realisere den ønskede ligestilling. Fokus blev derfor

ikke længere så entydigt rettet mod forsørgelsen, men mod at sikre børn født uden for ægteskab i

Grønland den samme retsstilling, som de havde i Danmark. Indarbejdet i denne fælles forståelse var

imidlertid også, at der fortsat var afgørende forskel på grønlandske og danske forhold, som

nødvendiggjorde en vis tillempning af reglerne. Det kom til udtryk bl.a i den grønlandske arvelov

fra 1958 og i børneloven fra 1962, hvor de

særlige grønlandske forhold

rummede så forskellige

fænomener som grønlandske familiemønstre og den grønlandske tankegang – og tekniske

vanskeligheder forbundet med blodtypestatistiske analyser på materiale fra Grønland.

Dialogen mellem Grønland og Danmark

om de grønlandske regler for børn født uden for ægteskab

tog sin start allerede i slutningen af 1800-tallet. Initiativer kom til tider fra den ene, og til tider fra

den anden side. Mens den danske administration var sen til at reagere på grønlandske initiativer

angående børnenes forsørgelse frem til omkring 1950, var det derefter omvendt fra den danske

administrations side, at der blev presset på for mere radikale ændringer i børnenes retsstilling.

Gennem det meste af perioden stødte danske forslag om nye regler eller grundlæggende

forandringer i disse ofte på en udbredt skepsis og modstand i de grønlandske landsråd. Fra

1960’erne og frem havde der dog udviklet sig en fælles forståelse og målsætning for lovgivningen

vedrørende børns retsstilling. Den endelige beføjelse til at fastlægge regler og lovgivning har i hele

den undersøgte periode ligget hos de danske myndigheder.

Et forholdsvis stort antal børn i Grønland har været underlagt de beskrevne regler. Her er tale om

børn, hvis (formodede) fædre var af både grønlandsk, dansk og anden nationalitet; og mange er

formodentlig især i den tidlige del af perioden blevet ’ægtebørn’, idet deres forældre giftede sig

efter fødslen.

En del af disse børn – hvoraf nogle betegner sig som ”juridisk faderløse” – har oplevet meget

negative følger af en opvækst hos en ugift mor og uden en kendt og navngiven far: De har været

udsat for stigmatisering og chikane fra deres omgivelser, og har manglet en faderskikkelse og haft

problemer med identitetsfølelsen. Og de udtrykker i dag behov for anerkendelse af deres vanskelige

situation samt ønske om bistand til at finde eventuelle oplysninger om bidragspligtige – deres

mulige fædre:

Jeg har en drøm om, at inden jeg går i graven, skal jeg – uden at det er pinligt – kunne

sige: ”Jeg har en far, og han hedder…”…

3. Sammenligning af reglerne i Grønland og

Danmark

I det følgende beskrives reglerne om faderskab i henholdsvis Grønland og Danmark, således at

forskellene fremhæves. Der indledes med en oversigt over udviklingen i reglerne, hvorefter der

fokuseres på perioden 1914-1974.

3.1 De danske regler om faderskab

Formålet med denne beskrivelse er at give en oversigt over, hvad de danske regler om faderskab går

ud på.

3.1.1 Udviklingen i lovgivningen om faderskab

Børn født uden for ægteskab har haft lovgivernes interesse lige fra de første nedfældede love for

danske områder. Men både lovenes udformning – og det, man ønskede at opnå med dem – har

ændret sig markant undervejs. Afsnittet giver et overblik over hovedlinjerne i denne udvikling.

I den tidligste danske lovgivning, middelalderens landskabslove, drejede reglerne om børn født

uden for ægteskab sig om at fastlægge eller udelukke barnets

tilhørsforhold til faderens slægt.

barn fik status som ægtebarn, hvis faderen anerkendte det som sit; hvis han ikke var gift med

barnets mor, kunne han anerkende det som

slegfredsbarn

– hvilket dog ikke indebar nogen retlig

forpligtelse til forsørgelse. En mand kunne sætte sine slegfredsbørn i arv, men de fik kun halv

arvelod i forhold til ægtebørnene. De børn, som ikke blev anerkendt, de såkaldte

horebørn,

havde

han ingen forpligtelser over for.

Reglerne i Danske Lov fra 1683 illustrerer, at det nu først og fremmest drejede sig om moralsk-

religiøse hensyn, om at

modvirke synd og beskytte sædeligheden.

Økonomisk ændrede loven ikke

meget på vilkårene for de ’uægte’ børn, som hverken blev sikret forsørgelse eller arv. Anerkendelse

af slegfredsbørn var dog fortsat mulig. Derimod blev

lejermål

– samleje uden for ægteskab – gjort

strafbart, idet det udløste relativt store lejermålsbøder og pligt for begge parter til offentligt skrifte i

kirken. For gentagne tilfælde og hor (ægteskabsbrud) kunne straffene skærpes til forvisning,

fængsel og fysisk afstraffelse for både kvinden og manden.

Afsnittet om udviklingen i dansk børnelovgivning bygger på følgende: Betænkning om ændring af reglerne om

fastsættelse af faderskab (1955); Betænkning om børns retsstilling (1994); Bonderup, Bryderup, Buus, de Coninck-

Smith, Koefoed, Løkke, Nexø, Rimmen Nielsen.

1763 markerede et vendepunkt i dansk lovgivning vedrørende børn født uden for ægteskab, idet

reglernes primære mål nu blev at

sikre børnenes forsørgelse,

snarere end at bekæmpe usædelighed.

Faderen til et ’uægte barn’ fik pligt til at betale mindst halvdelen af omkostningerne til barnets

”nødtørftige underholdning”, indtil det var 10 år gammelt. Myndighederne skulle fra slutningen af

1700-tallet tilse, at bidragene blev betalt, og man udviste en vis nidkærhed i at opspore

barnefædrene og inddrive skyldige bidrag. Fra 1790 blev det muligt at idømme tugthusstraf til

modvillige skyldnere. I samme periode afvikledes efterhånden straffene for simpelt lejermål, indtil

de helt bortfaldt i 1812. Frygten for straf skulle nødigt få ulykkelige mødre til at føde i dølgsmål og

begå barnemord. Endelig understregedes det fra 1770’erne, at ’uægte’ børn skulle døbes på samme

vis som ægtefødte – og ikke på mindre fin vis, fx senere i gudstjenesten eller af kapellanen frem for

præsten. Den uægteskabelige herkomst skulle ikke lægges barnet til last.

Ønskerne om at sikre børnene forsørgelse udsprang ikke af vor tids tanker om børns rettigheder og

tarv; men med datidens ide om, at statens vækst og trivsel afhang af en talrig og sund befolkning. I

det perspektiv blev det vigtigt at sikre reproduktionen og opfostringen af de næste generationer af

nyttige samfundsborgere. Børnene blev med andre ord vigtige for staten, uanset forældrenes

civilstand.

Med den almindelige bidragspligt til de ’uægte’ børn fulgte spørgsmål om,

hvad der skulle til, for at

en mand kunne pålægges en sådan bidragspligt.

En Plakat fra 1825 bestemte

, at når der kunne

herske tvivl om faderskabet, skulle myndighederne hjælpe moderen med at få sagen afgjort ved

politiretten, som skulle vurdere, i hvor høj grad beviserne sandsynliggjorde hans faderskab. I de

tilfælde, hvor faderskabet ikke kunne placeres entydigt ét sted, tillod den nye regel, at

flere mænd

kunne dømmes bidragspligtige

til det samme barn. De delte i så fald bidraget, som de hæftede

solidarisk for. Reglen gav mulighed for at placere forsørgerbyrden et andet sted end i de offentlige

kasser, også når et egentligt faderskab ikke kunne bevises.

I 1839 blev bidragsperioden forlænget indtil barnets 14. år, og med ”Lov af 20. April 1888 om

Underholdsbidrag til Børn, der ere avlede udenfor Ægteskab” indtil barnets 18. år, hvis det

(moderen) fortsat havde brug for økonomisk hjælp. 1888-loven indførte desuden det nu velkendte

normalbidrag,

hvis størrelse skulle fastsættes hvert femte år, og som skulle kunne dække mindst

halvdelen af udgifterne til barnets forsørgelse. Stærke røster talte for, at loven også skulle give

børnene navne- og arveret efter deres fader; men et flertal anså sådan en regel som et frontalangreb

mod ægteskabsinstitutionen og sædeligheden, og forslaget faldt i denne omgang. Den mest

betydningsfulde ændring med 1888-loven var, at moderen til et barn født uden for ægteskab kunne

få

normalbidraget udbetalt forskudsvis

af det offentlige uden fattighjælps virkning, hvis faderen

ikke kunne betale, og man skønnede, at hun var i trang. Herved havde samfundet forpligtiget sig til i

sidste instans at sikre det økonomiske grundlag for mor og barn, hvis bidragene udeblev.

Efter mindre revisioner i 1892 og 1900 blev 1888-loven i 1908 afløst af en ny lov om børn uden for

ægteskab.

Loven ændrede ikke grundlæggende på retsstillingen for børn født uden for ægteskab,

Plakat af 28 Maj 1825 om Behandlingen af Sager angaaende Underholdsbidrag til uægte Børn.

Lov nr. 130 af 27. Maj 1908 indeholdende Bestemmelser om Børn udenfor Ægteskab og disses Forældre. Samme dag

vedtoges desuden en lov om hustruers og ægtebørns retsstilling.

men fokuserede fortsat på

forsørgelsen,

som man mente måtte forbedres for at hindre barnemord og

sikre børnenes sunde udvikling. Loven forhøjede igen bidragenes størrelse, der nu afhang af prisen

på et godt plejehjem. Fædre skulle fremover svare 3/5 af udgifterne frem til barnets 18. år, samt

bidrage til sygdom og begravelse, uddannelse, dåb og konfirmation, og kunne endelig pålægges at

bidrage til moderens udgifter i forbindelse med barslen. Loven undergik mindre revisioner i 1913

og 1924.

Ved

1908-loven

blev

kimen

lagt til regler om, at det skulle være obligatorisk at fastslå faderskabet

til et barn. Dette var først og fremmest begrundet i det offentliges interesser i faderens deltagelse i

udgifter til barnets forsørgelse via børnebidrag. Ved loven blev det pålagt moderen at afgive

forklaring om barnets far, når der blev søgt hjælp til barnets underhold af det offentlige. Faderskab

kunne i almindelighed kun fastslås ved frivillig anerkendelse, hvorved barnet fik faderens navn.

Blev sagen afgjort ved dom, lød afgørelsen blot på, at faderen eller de mulige fædre blev forpligtet

til at betale bidrag til barnets underhold. Der var således ikke arveret efter faderen.

børnelovene fra 1937

om ægtebørn og om børn uden for ægteskab gennemførtes regler om

obligatorisk fastslåelse af faderskab,

herunder om moderens pligt til at oplyse faderen eller de

mulige fædre. Der blev i hovedsagen indført ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab.

Barnet tillagdes således ret til at bære faderens familienavn, ligesom barnet fik arveret efter sin

fader. Loven baserede sig på ”det naturlige slægtskab” mellem fader og barn. Man bevarede dog

retten til muligheden for at dømme én eller flere mænd som bidragspligtige, da bevismidlerne,

herunder muligheden for blodtypebestemmelser, ikke altid gav mulighed for at fastslå faderskabet

med tilstrækkelig sikkerhed. Dom til bidragspligt medførte ikke retsvirkninger ud over

bidragspligten, og der opstod således ikke ret til arv eller navn.

Med

børneloven af 1960

blev der indført

ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab.

Barnets rettigheder og tarv blev sat i centrum. Muligheden for at dømme flere til bidragspligt blev

afskaffet. Med arveloven af 1963 fjernedes de sidste forskelle i arveretlig henseende. Ved

navneloven af 1981

gennemførtes navneretlig ligestilling af ægtebørn og børn uden for ægteskab.

Endelig er der igennem en lang række lovændringer sket en stadig tilnærmelse af retsstillingen for

børn født i og uden for ægteskab med hensyn til forældremyndighed og forældreansvar, særlig når

der er tale om samlivsforhold mellem forældrene. Udviklingen i den børnelovgivning, der har

fundet sted, har således været en stadig større fokus på at tildele barnet en far og på at lade

retsvirkningerne af faderskab være uafhængig af, om barnet er født i eller uden for ægteskab. Dette

har afspejlet en ændret holdning til ægteskabsinstitutionen og en stigende accept af seksuelle

forbindelser uden for det legale ægteskab. Resultatet har været en langt mere betryggende retlig og

økonomisk position for børnene.

Denne udvikling er fortsat i senere lovgivning, herunder

børneloven fra 2001

Der lægges meget

vægt på at

give barnet en far,

således at der er en retlig relation – en retsstatus – mellem far og barn.

Som følge heraf er der sket visse stramninger med hensyn til moderens oplysningspligt om, hvem

Lov nr. 193 af 29. april 1981.

Lov nr. 460 af 7. juni 2001. Se om loven bl.a. Nielsen og Vorstrup Rasmussen, s. 396 – 417; samt Christensen og

Waage.

der kan være far til barnet. Når der er en eller flere mulige fædre, vil de nye DNA-analyser i meget

vid udstrækning sikre beviset for faderskab. Der er endvidere indført udførlige regler om

genoptagelse af faderskabssager, sådan at adgangen til genoptagelse er ret fri, hvis barnet ikke har

fået en retlig far ved registrering, anerkendelse eller dom – dog kan sagen ikke genoptages mod et

myndigt barns vilje. I denne forbindelse er

barnet tillagt flere selvstændige rettigheder

i forhold til

faderskab, hvilket ligger i forlængelse af en udviklingstendens, hvorefter barnet tillægges en lang

række rettigheder til at blive inddraget, når det gælder dets forhold, fx med hensyn til

forældremyndighed og samvær samt sociale foranstaltninger. En af de markante nye tendenser i

børneloven fra 2001 er betydningen af den ”menneskelige, sociale relation” mellem far og barn.

Også spørgsmål om barnets ”identitet” er opstået som et markant fænomen igennem de senere år.

Retsvirkningerne

af faderskabet omfatter først og fremmest forsørgelsespligt for faderen overfor

barnet samt en (gensidig) arveret mellem far og barn. Samtidig er det retlige faderskab en

nødvendig forudsætning for faderens ret til forældremyndighed eller samvær (og værgemål). Det

retlige faderskab adskiller sig fra det genetiske, der betegner det forhold, at barnet er udviklet fra

mandens sædcelle og fra kvindens æg, således at barnets arveanlæg hidrører fra de personer, der

traditionelt har været betegnet som biologiske forældre. Det adskiller sig også – principielt – fra

socialt faderskab, der anvendes om det forhold, at den pågældende – uanset om der er tale om retligt

eller genetisk faderskab – reelt fungerer som far til barnet.

Denne udredning omfatter spørgsmål om det retlige faderskab. Da der er særligt fokus på

tidsrummet 1914 til 1974 udbygges i det følgende baggrunden for 1937-loven og 1960-loven.

3.1.2 Reglerne om faderskab i børnelovene fra 1937

Ved forelæggelsen af lovforslagene om børn i 1930’erne var det bidragsspørgsmålet, der var i

højsædet, men samtidig er

ligestillingsperspektivet

mellem børn født i og uden for ægteskab klart:

”Ministeriet er af den formening, at den ulighed, der ifølge gældende ret består mellem børn uden for

ægteskab og ægtebørn er en uretfærdighed mod de førstnævnte”.

Begrundelsen for denne ligestilling er bl.a. at ægteskabet ikke længere anses truet af ”de løse

kønsforbindelser”. Desuden er der tale om, hvad man kan kalde et ”retfærdighedskrav”, der bygger

på

slægtskabet.

”Kilden til deres krav på rettigheder over for forældrene er vel lige så vel som for ægtebørns

vedkommende selve det ved befrugtningen skabte naturlige slægtskab til forældrene, og intet

samfundshensyn synes tilstrækkeligt til at fratage børnene de således erhvervede rettigheder”. Dette

kræver en ny ansvarlighed af forældrene, navnlig faderen: ”Set i forhold til forældrene må naturlig

retfærdighed og billighed også kræve, at begge forældre ligeligt tager ansvaret for følgerne af den

indgåede forbindelse”.

Det følgende er citeret fra Jørgen Graversen m.fl. ”Familieret” (Juristforbundets Forlag),1986, kap 1 om børn, særl. s.

24 ff.

Rigsdagstidende 1934-35, Tillæg A, sp. 2563ff.

Sst.

På denne baggrund giver man børn født uden for ægteskab rettigheder på linje med børn født i

ægteskab.

”Det er herefter ministeriets opfattelse, at børn uden for ægteskab principielt bør nyde samme

retsstilling i forhold til begge deres forældre, og principielt stilles på samme måde over for forældrene

som ægtebørn i forhold til deres forældre, alene med den forskel, som ifølge sagens natur må følge af

det faktisk bestående ægteskabelige samliv mellem ægtebarnets forældre”.

Med disse begrundelser tillægges barnet ret til at bære faderens efternavn og til at arve faderen. Der

gennemføres regler om

obligatorisk fastslåelse af faderskab

og herunder om pligt for moderen til at

oplyse faderen eller de mulige fædre. Med de to love om børn uden for ægteskab og om ægtebørn

var det uægte barn som det hedder i bemærkningerne til lovforslaget blevet ”lovligt medlem af

faderens familie”

. Retsvirkningerne udvides fra bidragspligt til et egentligt familieforhold.

Udviklingen af de biologiske bevismidler var imidlertid endnu ikke nået så vidt, at man kunne lade

enhver faderskabssag falde ud til enten domfældelse af én mand eller frifindelse (af samtlige

inddragne mænd). Man bevarede derfor muligheden for at dømme en eller flere mænd som

bidragspligtige. Bidragene tilkom det offentlige og indgik i en særlig bidragsfond, mens mor og

barn kun modtog ét normalbidrag fra det offentlige.

Dom til bidragspligt medførte ikke

retsvirkninger ud over bidragspligten.

Mens dom til bidragspligt forudsatte, at der blot var en faderskabsmulighed, forudsatte dom til

faderskab, at der var ført tilstrækkeligt bevis for et virkeligt

slægtskabsforhold

mellem far og barn.

De markante ændringer i 1937- lovene var således dels, at det blev obligatorisk at søge faderskabet

fastslået, dels ligestillingen mellem børn født i og uden for ægteskab. Denne ligestilling blev slået

fast i lovens § 1:

”Børn

uden for Ægteskab har samme retlige Stilling i Forhold til deres Forældre som

Ægtebørn, medmindre Lovgivningen udtrykkelig fastsætter andet”.

3.1.3 Reglerne om faderskab i børneloven fra 1960

Børneloven fra 1960

førte

ligestillingen

helt igennem. Muligheden for at dømme en eller flere

som bidragspligtig blev efter lange og hede debatter i Folketinget afskaffet. Forsørgelsespligten,

arveretten og navnelovgivningen fulgte op på ligestillingsprincippet. Som led heri blev reglerne om

forældres forsørgelsespligt over for deres børn gjort fælles for ægtebørn og børn født uden for

ægteskab. Herefter var retsforholdet mellem forældre og børn kun i meget begrænset omfang

bundet til forældrenes ægteskabelige status. Mens

retsvirkningerne

således blev gjort ens for børn

født i og uden for ægteskab, var der stadig betydelige forskelle mellem de to grupper, når det gælder

reglerne om

konstatering

af faderskabet.

Sst.

Lov nr. 131 og 132 af 7. maj 1937.

Rigsdagstidende 1934/35, Tillæg A, sp. 2592.

Se i det hele Jørgen Graversen i ”Familieret”, (Juristforbundets forlag), 2. udg., 1986 s. 26 med henvisninger.

Lov nr. 200 af 18. maj 1960.

For de børn, der blev født af en mor, der på den såkaldte ”avlingstid” var gift, eller som inden fødslen

havde indgået ægteskab, skete udpegning af faderen automatisk, idet moderens ægtefælle tillægges

faderskabet. Ud fra princippet om, at ”faderen er den brylluppet udviser” – den såkaldte ”pater est-

regel” er der tale om en statusregel. Disse børn havde fra fødslen status af ægtebørn, og anfægtelse

heraf forudsatte at der blev anlagt faderskabssag ved en domstol. For børn uden for ægteskab skulle

faderskabet søges fastslået.

I Betænkning nr. 126 fra 1955 om Faderskab, der ligger til grund for reglerne i den danske børnelov

fra 1960 fremhæves bl.a. følgende om udviklingen fra økonomiske hensyn til mere brede hensyn til

barnet:

”Udviklingen har i det væsentlige været bestemt af en stadig foregående mentalitetsændring hos

befolkningen, både i dens pådømmelse af den ugifte moder og i dens syn på barnets stilling. …

Karakteristisk for udviklingen ….er, at ændringer i den hidtidige retstilstand hovedsageligt blev

gennemført for at forbedre barnets

økonomiske

kår. Derimod blev der kun undtagelsesvis givet

lovregler om barnets almindelige retlige stilling… Dette betød, at der kun i meget ringe omfang var tale

om et egentligt retsforhold mellem barnet og dets fader.”

Der peges også på uheldige konsekvenser for barnet og moderen af den situation, at der blev pålagt

flere mulige fædre bidragspligt:

”En dom om bidragspligt for flere mænd er uheldig, fordi den sætter et stempel på moderens vandel,

ligesom barnets omgivelser meget ofte bliver bekendt med sammenhængen om faderskabet og direkte

eller indirekte lader barnet mærke deres viden om forholdet. Allerede den omstændighed, at der ikke

nævnes nogen fader i forældrerubrikken på barnets dåbsattest, kan jo give anledning til mistanke”.

Samtidig lægges vægt på sammenhængen mellem det retlige og det sociale faderskab:

”Når det gøres til en betingelse for domfældelse, at det biologiske faderskab skal anses for tilstrækkeligt

bevist, vil der være mulighed for, at det retlige familieforhold kan medføre en større interesse fra

faderens side over for barnet”.

Da et af de grundlæggende principper var, at

alle børn så vidt muligt skulle have udlagt en fader,

var der udførlige processuelle regler om faderskab for børn uden for ægteskab. Den centrale instans

var det daværende statsamt (nu statsforvaltningen), som forestod den administrative behandling af

en række familieretlige sager. Sager om faderskab blev enten behandlet administrativt ved

statsamtet eller judicielt ved retten.

Moderen havde ret, men ikke pligt, til rejse sag om faderskabsfastsættelse inden barnets fødsel.

Inden 1 måned efter barnets fødsel havde hun imidlertid pligt til at give offentlige myndigheder

oplysning om, hvem der var eller kunne være fader til barnet, dvs. hvem hun havde haft samleje

med i den såkaldte ”avlingstid”. Selvom lovreglen

var klar, blev princippet – bemærkelsesværdigt

– modificeret gennem administrativ praksis og i en vis forstand også gennem retspraksis. Der blev

således bevilget fritagelse for at oplyse faderens navn i en lang række tilfælde. Dette kunne ske,

medmindre det måtte anses stridende med barnets tarv, at faderskabet ikke blev oplyst. Oprindelig

var hensigten formentlig kun at fritage moderen for

oplysningspligten

i særligt kvalificerede

Se lovens §§ 2-3 om ægtebørn sammenholdt med § 6 om børn født uden for ægteskab.

Betænkning nr. 126/1955 om Faderskab, s. 7.

Sst., s. 14.

Børneloven af 1960 § 10.

tilfælde, men der skete en betydelig udvidelse, sådan at der ofte blev bevilget fritagelse for at

oplyse, hvem der kunne være fader til barnet.

Som eksempler herpå blev i et cirkulære nævnt, når barnet var avlet ved voldtægt, når faderen var nært

beslægtet, når faderen var berygtet og når der kunne anføres særlig vægtige grunde derfor, og det måtte

antages, at barnet ville komme til at vokse op under betryggende forhold. Imidlertid førte en særdeles

liberal administrativ praksis til, at kvinder over 25 år reelt selv traf afgørelse af om barnet skulle have

udlagt en far. I administrativ praksis blev der således i stadigt stigende omfang meddelt fritagelse, idet

der blev lagt vægt på, i hvilket omfang moderen i kraft af sin alder, uddannelse og stilling måtte antages

at kunne varetage barnets forsørgelse på betryggende måde. Hvis moderen var over 25 år blev der i

almindelighed meddelt fritagelse, medmindre hendes sociale forhold var særlig vanskelige. Hvis

moderen var under 25 år blev fritagelse normalt kun bevilget, hvis hendes sociale forhold var særlig

gode. Selvom kvinden ikke opnåede dispensation fra oplysningspligten, var sanktionen mod hendes

nægtelse relativt beskeden – normalt en éngangsbøde i størrelsesordenen 500 kr. De mere effektive

løbende tvangsbøder kunne ikke anvendes, så længe sagen ikke var anlagt ved en domstol. Og så længe

moderen ikke oplyste en fadermulighed, kunne sagen ikke indbringes for retten, idet der ikke var nogen

mand at stævne. Selvom oplysningspligten var klar, var gennemførelse og sanktioner udtryk for en

langt mere lempelig holdning til spørgsmålet, og dermed en langt mindre tilbøjelighed til at sikre barnet

en retlig far, end man kunne tro, når man læser lovens ordlyd.

Den jordemoder eller læge, der bistod ved fødslen, havde pligt til inden 14 dage efter denne at

indgive anmeldelse herom. Faderskab kunne herefter ske, ved at den opgivne far

anerkendte

faderskabet til barnet. Dette skete i ca 90 % af tilfældene. Skete det ikke, kunne faderskab fastsættes

ved dom eller retsforlig.

Der fandtes en lang række regler om, hvordan rettens behandling kunne ske, herunder hvilke

bevismidler

der kunne anvendes, og hvilken grad af

bevissikkerhed

der skulle til for at dømme en

mand som retlig far. Som led heri fremhævedes, at reglernes udformning og anvendelse til

stadighed var afhængig af det udviklingstrin, hvorpå arvebiologien og andre bevismidler befandt

sig. De retsmedicinske undersøgelser og blodtypestatistiske vurderinger var i meget høj grad

medvirkende til, at det kunne lade sig gøre at finde ud af, hvem der måtte anses som fader til barnet.

Hermed var der skabt baggrund for, at dommen

enten

blev, at der var tale om faderskab,

eller

frifindelse for faderskab, således at der ikke længere var tale om mellemformen ”bidragspligt”.

Der var også i børneloven fra 1960 regler om

genoptagelse,

der bl.a. gav et barn over 18 år mulighed

for at rejse sag om faderskabet. Det kunne ske, hvis der var ganske særlige grunde til, at kravet om

prøvelse ikke var rejst tidligere, hvis omstændighederne i høj grad talte for genoptagelse, og hvis en

fornyet behandling af sagen ikke ville medføre væsentlige ulemper for barnet.

Lovreglen om faderskab til børn født uden for ægteskab fandtes i §6 og indebar, at den, der havde

haft samleje med moderen i avlingstiden blev dømt som fader, med mindre der

”foreligger

omstændigheder, som gør det lidet sandsynligt, at han er barnets fader.”

Har moderen i

avlingstiden haft samleje med flere mænd, kan en mand dog efter stk.2

”kun anses som fader til

barnet, såfremt der er væsentlig større sandsynlighed for, at barnet er avlet af ham, end af en

anden.”

Der var således tale om regler, der bevirkede, at børn født uden for ægteskab i langt de fleste

tilfælde fik en retlig far.

Fra debatten om børneloven kan spillede en række hensyn ind med betydelige styrke:

Hensynet til barnet.

Herunder barnets økonomiske stilling, ønsket om at undgå

stigmatisering, og ønsket om at sikre, at også børn født uden for ægteskab så vidt muligt fik

tilkendt en fader.

Hensynet til moderen.

Herunder den økonomiske stilling, og spørgsmål om ansvar og

stigmatisering.

Hensynet til manden.

Herunder mænds ansvar samt retssikkerhed ift. faderskabs-

/bidragsdomme, og muligheden for/sikkerheden i bevisførelse

Hensynet til samfundet.

Herunder omkostninger ved forsørgelse af børn født uden for

ægteskabet, og hensyn til samfundsmoralen.

Fra alle sider i Folketinget talte man principielt for det princip, at et barn så vidt muligt burde have

én fader. Uenigheden gik primært på, om dette var opnåeligt på det daværende tidspunkt. Hvad der

nærmere blev forstået ved det ønskede faderskab, er imidlertid mindre klart. I materialet var

økonomiske/forsørgelsesmæssige betragtninger fortsat helt dominerende. Kun sporadisk faldt

bemærkninger, der pegede i retning af, at et faderskab også indebar en

relation

mellem fader og

barn. De knyttede sig især til, at bidragspligt uden egentligt faderskab i hvert fald ikke kunne

forventes at danne grundlag for en sådan relation, hvad den så end måtte bestå i. Det sociale eller

relationelle faderskab spillede endnu ikke nogen stor rolle i argumentationen, men blev først for

alvor fremtrædende i lovarbejdet i 1990-erne, fx i en kommissionsbetænkning om børns retsstilling

fra 1994.

3.2 De grønlandske regler om faderskab

3.2.1 Udviklingen i reglerne om faderskab

I 1782 udstedte den danske stat en instruks, hvis principper i vid udstrækning kom til at gælde indtil

efter Anden Verdenskrig.

Instruksen angav, hvorledes europæerne skulle opføre sig i Grønland,

især overfor grønlænderne. I instruksens første post, § 4 anførtes, at ”Fædrene til uægte Børn have

aarlig at betale 6 Rdlr. Til Barnets Underholdning, indtil det har opnaaet sit 12te Aar.” Videre stod,

at drengebørn: ”især maae med megen Omhyggelighed udsættes til gode Forhververe …”

Underholdsbidraget skulle sikre drengebørnenes erhvervelse af kajak, riffel, telt og konebåd, så

drengene kunne blive dygtige sælfangere. Personer i handlen skulle have afdraget hele summen,

førend at han kunne forlade sin tjeneste. Det anførtes ikke direkte, hvem bidragene skulle betales til,

men missionæren (præsten) eller købmanden blev gjort ansvarlig for at ovenstående blev besørget.

Instruksen angik udelukkende personer ansat i missionen eller i handlen, og vedrørte således ikke

Finn Gad kalder 1782-instruksen ”det tutelariske”, det beskyttende, Gad, 1976, s. 21 eller ”det beskyttende monopols

grundlov”, Martens, 2007, s. 9. For udviklingen i de grønlandske regler se desuden kapitel 5, hvor der er anført en

række yderligere kilder.

1782-instruksen, s. 367

grønlandske fædre til børn født uden for ægteskab. Efterhånden indgik bidragene i hjælpekasserne

og med tiden, efter at have opnået en efter forholdene betragtelig størrelse, blev pengene overført til

grundfonden for de i 1867 oprettede sparekasser.

Ved den generelle instruks fra 1873

bestemtes at alle under dansk ret, hvilket altså også gjaldt

grønlændere ansat i handlen, administrationen eller missionen, skulle betale 36 rigsdaler til børn

født uden for ægteskab. Beløbet indbetaltes til sparekassen og blev udbetalt efter barnets 12. år.

Beløbet skulle i lighed med 1782-instruksen bruges til erhvervelse af fangstredskaber eller andet

udstyr.

Barnet stilledes under forstanderskabets værgemål – og det må formodes, at hensigten var

at drenge stadig var tiltænkt en tilværelse som sælfangere.

I en skrivelse fra 1897

med henvisning til 1873-instruksen ændredes reglerne således, at beløbet

(72 kr.) skulle betales en gang for alle til vedkommendes kolonikasse. Mødrene fik tilmed mulighed

for, indtil barnets 8. år, adgang til understøttelse i form af føde og klæder. Kravet var dog at

pålidelige vidner stod inde for, at hun var vanskeligt stillet med hensyn til at ernære sit barn. Mødre

med børn født uden for ægteskab blev sidestillet med andre trængende (enker med børn). Hvis

barnet døde havde moderen intet krav på det indbetalte bidrag.

Efter 1908-styrelsesloven ændredes reglerne for hvilke personer, der stod under dansk ret. Frem

efter var det kun grønlændere med kongelige udnævnelse, hvilket vil sige højerestående stillinger

og eksempelvis ikke udstedsbestyrere. I forbindelse med oprettelsen af kommuneråd efter

førnævnte styrelseslov ændredes reglerne omkring underholdsbidrag i skrivelse af 16. marts 1911

til, at bidragene skulle indbetales til vedkommendes kommunekasse. Derudover var reglerne fra

1897 stadig gældende.

Indtil 1914 var det således kun var fædre, der stod under danske love, der skulle betale børnebidrag

til børn født uden for ægteskab efter særlige regler herom

. Der var hovedsagelig tale om danskere

samt grønlændere i administration og handel.

Regler fra 1914 medførte derimod, at

enhver

barnefader skulle betale, uanset om faderen var dansk

eller grønlandsk. Satserne var dog forskellige for de to grupper. Børnebidragene blev indbetalt til

sparekassen.

Regulativet blev ændret i 1929, men svarede i store træk til de ældre regler. Der var ikke regler om

faderskab, ligesom der ikke var udtrykkelige regler om ”ægtebørn” og ”uægte børn” eller om

børnebidrag, hvis der var flere mulige fædre.

Oldendow, 1930, s. 50

Instruks af 2. januar 1873: Instrux udfærdiget af Direktoratet for den kgl. grønlandske Handel til Iagttagelse og

Veiledning for de i Handelens Tjeneste staaende Indvaanere i Grønland

Oldendow, 1930, s. 50

Skrivelse ad 22de April 1897 fra Direktoratet til Inspektørerne (ang. nye almindelige Regler med hensyn til

Alimentationsbidrag til uægte Børn), I: Meddelelser fra Direktoratet for Aarene 1897-1901, J.H. Schultz, 1901, s. 20-21

1897-skrivelse, 1901, s. 20

Skrivelse af 16. marts 1911 fra Administrationen til Inspektørerne i Grønland. Beretninger og Kundgørelser 1909-

1912.

Kilder er anført i kapitel 5.

Den danske lovgivning fra 1937 blev ikke sat i kraft for Grønland. Den Juridiske Ekspedition, som

blev udsendt til Grønland i 1948/1949, anbefalede, at der blev indført regler om ægtebørn, svarende

til 1937-loven, men var langt mere forbeholden over for at indføre de danske regler om adgang til at

fastslå faderskab for børn født uden for ægteskab.

Først ved loven af 1962 om børns retsstilling

blev indført regler om faderskab. Dette indebar, at

faderskabet skal fastslås for børn født uden for ægteskab. Herved opnår barnet også arveret. Det

fremgår således af arveloven for Grønland, som blev vedtaget i 1958,

§ 5, at børn født uden for

ægteskab arver deres far, når faderskabet er fastslået på den måde, der er fastsat i lovgivningen om

børn født uden for ægteskab. Den grønlandske børnelov fra 1962 fastsætter da også i § 21, at barnet

”tager arv”. Systemet med flere bidragspligtige fastholdes dog i § 6, stk. 2. Der er således mulighed

for faderskab, bidragspligt eller frifindelse.

Da der er særlig fokus på perioden 1914-1974, uddybes baggrunden for reglerne i denne periode i

det følgende.

3.2.2 Regulativerne fra 1914 og 1929

De grønlandske regler i Regulativet fra

1914

svarede i hovedsagen til de danske regler fra 1908. Det

indeholdt intet om, under hvilke betingelser børn skulle anses for født i eller uden for ægteskab, og

spørgsmål herom blev ikke rejst i forbindelse med udarbejdelsen af de regulativer, der var om børn

født uden for ægteskab.

Regulativet af 21. juli 1914: ”Regulativ for Underholdningsbidrag til Børn fødte udenfor Ægteskab”

fastsatte, at enhver barnefader, dansk eller grønlandsk, fastansat eller i frit erhverv, skulle betale

børnebidrag.

Grønlændere skulle betale mellem 3 og 15 kroner, og danske skulle betale mellem 15

og 30 kr. Beløbet skulle betales indtil barnets 14. år. Det skulle indbetales til sparekassen, som

administrerede det.

I 1920’erne blev spørgsmålet taget op på ny, og den 15 marts

1929

stadfæstedes det regulativ, der

også gjaldt i 1948, hvor den Juridiske Ekspedition undersøgte reglerne. Det svarede i store træk til

de ældre regler. Der indførtes dog mere udførlige

processuelle

regler, ligesom satserne for det årlige

børnebidrag blev forhøjet (fra 3-15 kr. til 10-30 kr. for grønlændere og fra 15-30 kr. til 30- 60 kr.

for danske). Bidragspligtens varighed blev forlænget fra barnets 14. år til barnets 16. år. Man

bibeholdt bestemmelserne om, at bidraget skulle indbetales til sparekassen, og at bidrag der

indestod i sparekassen ved barnets død ikke tilfaldt moderen, men kommunekassen. Bidragssatserne

blev forhøjet igennem årene.

Regulativet fra 1929 om børn uden for ægteskab behandlede fremgangsmåden til konstateringen af

underholdspligt fra faderen til barnet. Det blev fremhævet, at når kommunerådet kom til kundskab

om, at der ved stedet var født et barn uden for ægteskab, skulle der tilvejebringes

oplysning

om,

hvem barnefaderen kunne antages at være. Såfremt den pågældende stod under den grønlandske ret,

Lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling (med senere ændringer).

Loven blev vedtaget 29. maj 1958.

skulle kredsretten indkalde ham til at afgive erklæring om, hvorvidt han vedkendte sig faderskabet.

Gjorde han det, blev sagen sendt til sysselmanden; gjorde han det ikke, eller udeblev han, blev

sagen sendt tilsysselretten. Hvis barnefaderen var bosat i en anden kommune, blev sagen sendt til

sysselmanden. Den Juridiske Ekspedition anførte som sin opfattelse,

at disse bestemmelser i

praksis i det store og hele blev fulgt.

Efter reglerne var konstateringen af underholdspligten således

obligatorisk.

Men som anført af

den Juridiske Ekspedition

”gælder i praksis … noget ganske andet”. Uanset om det ikke var

nævnt, at sagen kunne rejses inden barnets fødsel, pålagde sysselrådet i Holsteinsborg i 1938

kommunerådene at søge sagerne om underholdsbidrag oplyst allerede inden fødslen. Det var ønsket

dels for at bidraget kunne komme til at løbe allerede fra barnets fødsel, dels fordi man lettere kunne

oplyse sagerne og forebygge forklaringer, konstrueret ud fra beregninger fra fødselsdatoen.

De Grønlandske kommuneråd gav overvejende udtryk for, at konstateringen af underholdspligten

normalt ikke var forbundet med større vanskeligheder. Nægtede barnefaderen i første omgang, hvad

der angiveligt ikke var helt sjældent, konfronteredes barnemoderen og barnefaderen, hvorefter

barnefaderen angiveligt i de fleste tilfælde indrømmede. Nægtede den udlagte barnefader, eller

udeblev han fra kommunerådet, skulle sagen ifølge Regulativet fra 1929 sendes til sysselretten. Den

Juridiske Ekspedition fremhævede dog

, at den foreskrevne kompetencefordeling

”agtes dog ikke

altid så nøje”.

Der blev af den Juridiske Ekspedition omtalt 6 sager om underholdspligt.

I Regulativet fra 1929 fandtes ingen bestemmelser om, hvordan der skulle forholdes, når der måtte

antages at foreligge samleje med flere i avlingstiden. Spørgsmålet blev rejst under udarbejdelse af

regulativet i 1929, men et forslag om indførelse af regler herom blev afvist,

” idet det fandtes

heldigst i så vidt omfang som muligt kun at komme ind på at udpege en enkelt, for hvis

vedkommende der var størst sandsynlighed for, at han var den rette”.

De grønlandske kredsretter

(KR) syntes at have handlet i overensstemmelse hermed.

Der var således ingen særskilte regler

om flere bidragspligtige.

Sager, hvori danske blev udlagt som fædre til børn født uden for ægteskab, var ikke helt sjældne.

Disse sager blev ligesom andre rejst af kredsretten (KR), der indsendte sagen til sysselmanden.

Denne var bemyndiget til at modtage barnefaderens anerkendelse af faderskabet, således at

overenskomsten blev indsendt til landsfogeden til godkendelse. Hvis faderskabet ikke blev

anerkendt, blev sagen indsendt til landsfogeden. Om sager, hvori der blev udlagt såvel dansk som

grønlandsk barnefader, var der ingen særlige regler, men den sædvanlige ordning var ifølge den

Juridiske Ekspedition

, at sagen først blev afgjort for den eller de grønlandske fædres

vedkommende efter de regler, der var fastsat herom, hvorefter sagen blev sendt til landsfogeden til

foranstaltning for så vidt angik den eller de danske

Jurex, s. 53.

Dette er også antaget i en af landsfogeden i Nordgrønland truffet afgørelse se betænkning side 53.

Jurex, s. 53.

Jurex, s. 54.

Jurex, s. 57.

Jurex, s. 59.

Jures, s. 59.

Det blev antaget i praksis, at en dansk mand, der blev udlagt som barnefader til et barn født i

Grønland af en grønlandsk mor, alene havde underholdspligt efter de i Regulativet fastsatte regler,

således at de danske regler i loven af 1937 ikke fandt anvendelse

Om bevismidlerne var det i Regulativet fra 1929 foreskrevet, at sysselmanden, hvis det var

nødvendigt, fik en erklæring fra vedkommende læge om barnets avlingstid. Herudover udtalte

Regulativet, at sagen skulle afgøres under samtlige oplyste omstændigheder. Der måtte således

dømmes efter de af parterne og eventuelt vidners afgivne forklaringer, særlig også efter det

modtagne indtryk af parternes personlige optræden under sagen (”fasthed og sandfærdighed på den

ene side, veghed og usandfærdighed på den anden”). Det bestemtes udtrykkeligt, at partsed ikke

kunne finde anvendelse.

Blodtypebestemmelse

blev i ret vidt omfang anvendt som bevismiddel. Der blev henvist til en række

sager herom, og det blev fremhævet, at der på ”SR mødet” i 1949 blev fremsat ønske om at få

meddelt retningslinjer for anvendelse deraf. Det blev betonet, at der hos mange syntes at herske den

opfattelse, at blodtypebestemmelsen positivt er i stand til at vise, hvem der er far.

3.2.3 Børneloven fra 1962/1974

Ved loven af 1962 om børns retsstilling

blev indført regler, der i store træk svarede til de danske

regler fra 1960. Dette indebar, at

faderskabet skulle fastslås

for børn født uden for ægteskab.

Lovens regler afviger dog lidt fra den danske lovgivning, idet den har følgende ordlyd:

”

§ 6. Som fader til et barn uden for ægteskab anses den, der inden for avlingstiden har haft samleje med

moderen, såfremt der ikke er rimelig begrundet tvivl om, at han er barnets fader”.

Når der fastsættes faderskab, opnår barnet også

arveret

efter faderen. Det fremgår således af

arveloven for Grønland, som blev vedtaget i 1958

, at børn født uden for ægteskab arver deres far,

når faderskabet er fastslået på den måde, der er fastsat i lovgivningen om børn født uden for

ægteskab.

”§ 5. Slægtskab mellem fader og barn uden for ægteskab begrunder kun arveret, såfremt faderskabet er

fastslået på den i lovgivningen om børn uden for ægteskab foreskrevne måde”.

Den grønlandske børnelov fra 1962 fastsætter da også i § 20, stk. 1, at der er arveret fra faderen til

barnet, som:

”tager …arv efter afdøde i henhold til de herom gældende regler”, når den afdøde ”er eller efter

dødsfaldet bliver anset som fader til et barn uden for ægteskab”.

Når det gælder den modsatte situation, nemlig at barnet arver faderen, er der i den grønlandske arvelov

§ 4 fastsat begrænsninger på faderens arv, når der er tale om arv efter et barn uden for ægteskab

Om det modsatte forhold, grønlandske mænd, der blev udlagt af danske kvinder, som barnefædre til børn født i

Danmark, var det ved justitsministeriets skrivelse af 18. jan. 1924 (Z6610) antaget, at der påhvilede grønlændere

underholdspligt, og at dansk rets regler skule anvendes med hensyn til bidragsstørrelse, såfremt afgørelsen blev truffet i

Danmark.

Lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling (med senere ændringer)

Loven blev vedtaget 29. maj 1958.

Der er dog en meget væsentlig forskel på reglerne i den danske børnelov fra 1960 og den

grønlandske børnelov fra 1962. Mens systemet med

bidragspligt uden egentligt faderskab

forlades i

dansk ret i 1960, bibeholdes dette system med bidragspligt nemlig i den grønlandske børnelov fra

1962.

”§ 6, stk. 2. Kan en sagsøgt ikke anses som barnets fader, bliver han at anse som bidragspligtig til

barnet, såfremt han inden for avlingstiden har haft samleje med moderen, og det ikke kan anses for

udelukket, at han kan være barnets fader. Er flere sagsøgt under sagen, og kan ingen af dem anses som

barnets fader, jfr. stk. 1, bliver den, hvis faderskab må anses for mest sandsynligt, at anse som

bidragspligtig.”

I dette tilfælde er der ingen arveret for barnet, men der vil ved den bidragspligtiges død blive afsat

et beløb til at dække ”resten” af bidragspligten - dog højst et beløb svarende til hvad der kunne have

været tale om som arv:

”

§ 20, stk. 2: Er eller bliver en afdød mand anset som bidragspligtig, bliver det fornødne til dækning af

de forpligtelser, der endnu kunne påhvile ham efter denne lov, at udbetale af hans bo, så vidt det er

solvent, når begæring herom fremsættes inden 1 år efter hans død. Tilkommer der barnet arv efter den

bidragspligtige, vil det her nævnte beløb være at fradrage i barnets arv. Efterlader den afdøde sig

arveberettiget enke eller afkom (derunder adoptivbørn), må beløbet ikke overstige, hvad barnet, hvis

den pågældende var anset som fader, ville have arvet. ”

Begrundelserne for at fastholde bidragspligt uden egentligt faderskab er især knyttet til, at skiftet fra

kun

at kunne fastsætte bidragspligt og ikke faderskab, til

kun

at kunne fastsætte faderskab og ikke

bidragspligt, synes for voldsom.

Af forarbejderne til den grønlandske børnelov fremgår, at ”man ikke [har] fundet tiden inde til at

foreslå at ændre den grønlandske retstilstand – der indtil nu kun har kendt muligheden for at fastslå

bidragspligt – så betydelig, at man ikke blot indfører adgang til at fastslå egentligt faderskab, men

tillige helt afskaffer kategorien bidragspligtig. På den anden side har man af hensyn til retsenheden søgt

at følge den nugældende danske lov i dens systematik og formulering så langt som muligt.”

Desuden fremhæves, at der ”efter den nugældende retstilstand er mulighed for at flere kan dømmes som

bidragspligtige, selv om regulativet angående underholdsbidrag til børn født uden for ægteskab ikke

nævner denne mulighed.” Der henvises til at den danske ordning med flere bidragspligtige, således at

hver bidragspligtig betaler fuldt ud, mens moderen får ét bidrag og resten ”indgår i kommunens kasse”,

blev gennemført ved skrivelse af 2. juni 1953 fra statsministeriet til landshøvdingen.

Endvidere henvises til at nyordningen med at fastslå egentligt faderskab til børn født uden for ægteskab,

”er tiltrådt af Landsrådet, om end med en lille ventil for så vidt angår retsvirkningerne af faderskab med

hensyn til arveretten”.

Endelig henvises som begrundelse for at fastholde muligheden for flere bidragspligtige til en udtalelse

fra det danske Retslægeråd. Det fremgår heraf, at de biologiske bevismidler, som i høj grad har dannet

baggrund for de danske regler om at afskaffe bidragspligten for flere mulige fædre, ikke nødvendigvis

kan overføres på grønlandske forhold, når det drejer sig om ”faderskabssager involverende

grønlændere, og/eller blodprøver fra Grønland”.

Processen

med hensyn til faderskabssager er sådan, at det er Rigsombudsmanden på Grønland, der

behandler faderskabssager. Anerkendelse kan ske skriftligt for politiet eller mundtligt for den

grønlandske kredsdommer. I begge tilfælde foretager kredsdommeren tilførsel om anerkendelse i

retsbogen. I øvrigt behandles faderskabssager som almindelige retssager af kredsretten med

ankemulighed til Grønlands landsret og eventuelt til Højesteret.

Det afhænger først og fremmest af moderens ”hjemting” (typisk bopæl), hvor faderskabssager med

tilknytning til Grønland skal behandles. I sagen Ugeskrift for Retsvæsen 1962.656 H var barnet født i

Grønland af en dansk mor, der havde hjemting i Grønland, men barnet var avlet i Danmark på et

tidspunkt, hvor moderen boede dér, og hvor begge de mulige fædre boede i Danmark. Sagen skulle

afgøres i Grønland.

Mens børneloven trådte i kraft i 1963 Vestgrønland, trådte den først i kraft i 1974 i Nord- og

Østgrønland.

Karakteristisk for den grønlandske retsstilling er, at der i perioden fra

1914 og indtil 1962/1974

var

tale om en situation, hvor der

ikke

var mulighed for at dømme til faderskab, således at et barn født

uden for ægteskab fik en

retlig far

med deraf følgende arveret mv. Der manglede ganske enkelt

regler herom, og det bevirkede at disse børn normalt heller ikke fik en social far. Der var ”kun”

regler om at fastsætte bidragspligt, som sikrede et økonomisk bidrag fra den mulige far.

Fra 1963/1974

er der indført mulighed for at dømme til retligt faderskab, når det gælder børn født

uden for ægteskab. Samtidig er muligheden for ”kun” at dømme til bidragspligt dog bibeholdt. I

modsætning til dansk ret er der således tre mulige udfald af en faderskabssag,

enten

dom til

faderskab

eller

frifindelse

eller

mellemformen bidragspligt uden egentligt faderskab.

3.3 Forskelle på reglerne i Danmark og Grønland

Reglerne i Grønland om faderskab for børn født uden for ægteskab adskiller sig fra dansk

lovgivning på en række væsentlige punkter:

perioden 1914 til 1963/1974

var det særligt tydeligt, at der

ikke i Grønland var mulighed for at

dømme til retligt faderskab for børn uden for ægteskab.

De regler herom, der indførtes i Danmark i

1937 indførtes ikke tilsvarende i Grønland. Dette medførte følgende forskelle:

1) Der var ikke i Grønland mulighed for (hjemmel til) at fastslå en endelig faderskabsforpligtigelse

med hensyn til et barn født uden for ægteskab.

2) Der var ikke i Grønland udtrykkelig hjemmel til at pålægge flere bidragspligtige fuldt bidrag og

anvende overskydende til alment bedste.

3) Underholdspligtens omfang var forskellig i Grønland og i Danmark.

Siden 1963/1974

har det også i Grønland været muligt at dømme til retligt faderskab, når det

gælder børn uden for ægteskab. Til forskel fra de danske regler er det dog også stadig muligt at

dømme til bidragspligt uden at der dermed er retligt faderskab. Dette har betydning for barnets

arveret efter faderen samt retten til navn mv.

Den

danske

lovgivning vedrørende børn født uden for ægteskab frem til 1960’erne gennemløb en

udvikling, hvor først

slægtskabsforholdene,

siden

religionen og sædeligheden,

og endelig

forsørgelsen og samfundshensynet

udgjorde de centrale pejlemærker for retsreglerne. I denne proces

er omfanget og detaljeringsgraden af retsregler vokset markant, og undervejs er en række principper

bag den nuværende retsorden – og af væsentlig betydning også for grønlandsk børnelovgivning –

blevet søsat. Den principielle retlige ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab blev

etableret i 1937, hvorfra man begyndte at fastslå egentligt faderskab med navne- og arveret. På dette

tidspunkt videreførtes dog muligheden for at dømme en eller flere mænd bidragspligtige uden

faderskabets retsvirkninger, og denne mulighed blev afskaffet i 1960.

De grønlandske regler har været meget centreret om forsørgelseshensynet. Dette har haft et mere

entydigt præg, end tilfældet var i Danmark i dele af den pågældende periode. Begrundelserne for

forskellene i reglerne og de bagvedliggende hensyn uddybes i kapitel 5.

4. Grønlandsk-danske relationer

4.1 Kolonipolitik – og afkolonisering

Grønland var som dansk koloni indtil Anden Verdenskrig et lukket og beskyttet samfund–

fremmede folk, altså også danskere, skulle have tilladelse af den danske stat til at komme ind i

landet.

Den danske stat havde siden 1774 haft ansvaret for handlen i Grønland, fra 1776

organiseret i KGH (Kongelige Grønlandske Handel). KGH varetog administrationen og handlen i

Grønland indtil oprettelsen af Styrelsen for Kolonierne i Grønland i 1912. Den danske

Grønlandspolitik havde ifølge den senere departementschef i Grønlandsministeriet, Eske Brun:

”fra

den første Begyndelse […] været karakteriseret af et bestemt Træk: Dets Formaal var at hjælpe

Grønland og Grønlænderne.”

Danskerne opfattede sig selv som hjælpere,

og Danmarks

engagement i Grønland kunne på den baggrund klart kaldes atypisk for en kolonimagt.

Denne udlægning af det danske engagement skal dog tages med et gran salt: Indenrigsminister

Hauge mente i hvert fald i 1927, at vedvarende underskud på administrationen og styringen af

Grønland ville føre til et folkeligt krav om at afhænde kolonien.

Selve det økonomiske aspekt af

koloniforetagendet var baseret på sælfangsten, og reelt var der ikke noget alternativ til den humane

og erhvervsbevarende tilgang.

Grønlandsadministrationen tilskyndede grønlænderne til at blive

ved sin læst – sælfangsten.

Denne tankegang var, ifølge Brun, stadig udbredt i 1930’erne.

Den grønlandske fangerkultur, der både var det økonomiske fundament, hvorpå økonomien hvilede,

og selve grundlaget for den grønlandske livsførelse

, blev i løbet af første halvdel af det 20.

århundrede sat under pres. Sælen blev fanget i færre og færre antal, samtidigt med at der kom flere

og flere fisk. I 1920’erne overtog fiskeriet rollen som landets største erhverv. Det gældende

økonomiske princip indtil efter Anden Verdenskrig var imidlertid, som også citatet af Hauge

demonstrerer, at Grønland skulle hvile i sig selv – det økonomiske råderum fra Grønlands Styrelses

side til at iværksætte og investere i f.eks. et industrielt fiskeri var derfor begrænset.

Netop det

Første gang fastslået i reskript af 27. januar 1736, gentaget i anordning af 18. marts 1776 og senest i lov om fangst,

fiskeri og jagt i grønlandske farvande m.m. af 1. april 1925, G50, bet. 2, s. 8.

Brun, 1946, s. 26 - I 1930´erne var et af argumenterne for bibeholdelsen af statsmonopolet, at det sikrede

forsyninger af nødvendige varer til alle distrikterne, hvilket private firmaer af hensyn til rentabiliteten, ikke kunne

forventes at sikre. Sveistrup, 1933, s. 19

Thisted, 2004, s. 133.

Hauge, 1927, s. 60.

Thomsen, 1998, s. 23.

1782-instruksen, § 6, a), s. 373

Brun, 1985, s. 22

Her tænkes på familiestrukturen, fangstdelingsprincipperne og den overvejende grad af selvforsyning.

Heinrich, 2010, s. 180

industrielle fiskeri blev derimod i Grønlandskommissionens betænkning fra 1950 anset som det

økonomiske fundament, hvorpå det moderne Grønland skulle bygges.

I de første årtier af det 20. århundrede var tanken, at hvis Danmark undlod at værne den

grønlandske befolkning, ville den gå til grunde i mødet med den øvrige verdens folk.

Efter

statsminister Staunings rejse til Grønland i 1930 udtalte han således:

”Hvis man efter Privatmonopolets ophævelse i 1774 havde foretaget Aabningen og ladet de frie

kræfter raade, var Eskimoerne blevet Trælle for de kapitalstærke Handelsfolk, der saa havde slaaet

sig ned i Grønland… Der vilde nu, efter 180 Aars Forløb, ikke have været meget tilbage af det

gamle frie Jægerfolk.”

Statsministeren, som siden 1929 havde haft Grønland under sig som ressortområde, overlod i

overvejende grad ansvaret til Grønlands Styrelse, som var en nærmest almægtig myndighed mht.

Grønland indtil efter Anden Verdenskrig.

Der var fra Danmarks side en udbredt frygt for, at en for hurtig udvikling ville underminere

samfundet, og politikken var én:

”der først og fremmest tog sigte paa en langsom, en skaansom og

en lempelig og billig Udvikling i den danske Besiddelse og i Arbejdet blandt Befolkningen i

Grønland.”

Direktøren for Grønlands Styrelse fra 1938 til 1948, Knud Oldendow, mente at love

først skulle indføres, når samfundet var parat til disse. Grønlands Styrelse var altså indstillet på en

reformering af det grønlandske samfund, men det skulle ske i et adstadigt tempo, og det var især på

dette punkt, at kampen kom til at stå i efterkrigstiden. En udløber af denne politik var, som nærmere

behandlet nedenfor, at der intet udbygget retssystem fandtes i Grønland før moderniseringen.

Det danske politiske mål, administreret af Grønlands Styrelse under statsministeriet, var, at

grønlænderne langsomt skulle opnå en sådan modenhed i kulturel, økonomisk og social henseende,

at den afsondrede tilstand, som Grønland befandt sig i, på et tidspunkt kunne ophøre, så:

”Grønlænderne kan blive i Stand til at leve i fri Forbindelse med den øvrige Verden.”

I yderste

konsekvens ville dette føre til, at Danmark gjorde sig selv overflødig som koloniherre i Grønland –

men samtidig var det op til den danske stat at afgøre, hvornår denne modenhed for det grønlandske

samfund i givet fald indtraf.

Perioden under Anden Verdenskrig betød, at ønskerne om politiske reformer fra både dansk og

grønlandsk side blev mere udtalte. Krigen og den teknologiske udvikling i perioden gjorde

Grønland værdifuld ud fra geopolitiske og militære betragtninger, og USA nærede ingen ønsker om

at forlade Grønland, da krigen sluttede.

Grønlands Styrelse kom imidlertid i efteråret 1946 under

et voldsomt pres fra den danske presse. Kritikken gik på, at Danmark misligholdt sine

Ibid, s. 220

Jens Daugaard-Jensen i Nielsen, 1996, s. 40

Stauning, 1999, s. 129-130

Formelt fra 1933 – fra 1929 havde ministeriet for søfart og handel (også under statsministeriet) ansvaret for Grønland.

Før dette havde indenrigsministeriet Grønland som ressortområde.

Therkilsen, 1949, s. 3

Udateret notat fra 1939, FB

DIIS, 2007, s. 45

forpligtigelser som moderland i Grønland, og det frygtedes, at Grønland skulle glide Danmark af

hænde.

Internt i Grønland havde krigen ligeledes betydet et ændret syn på, hvorledes Grønland skulle

styres. Fra grønlandsk side var der på landsrådsmødet i august/september 1945 ønsker om

vidtgående reformer. Grundelementet i landsrådenes ønske var, at man i højere grad skulle styre

Grønland fra selve landet – og at fjernstyringsprincippet, som kendetegnede styringen før Anden

Verdenskrig, skulle fraviges. Grønland skulle i højere grad ligestilles med det øvrige Danmark.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig opstod en kamp mellem såkaldte traditionalister og

modernister, som så forskelligt især på tempoet i Grønlands udvikling – en kamp som blev vundet

af sidstnævnte:

Udviklingen i Grønland under krigen havde understreget den positive

samfundsudvikling, og i 1948 mentes den grønlandske befolkning at være modnet nok til, at

politikken kunne ændres. Statsminister Hans Hedtoft spurgte de samlede landsråd, om Grønland og

grønlænderne var parate til igangsættelse af et storstilet reformprogram, hvormed Grønland kunne

forlade den beskyttede og lukkede tilstand, som landet indtil da havde befundet sig i. Landsrådene

gav deres tilslutning til omformningen af det grønlandske samfund,

som i første omgang

påbegyndtes gennem den store Grønlandskommission, der blev nedsat i efteråret 1948, og som

afleverede sin betænkning i starten af 1950 (kendt som G50). Betænkningen, som blev det formelle

startskud på Grønlands modernisering, anbefalede på en række områder en omkalfatring af

Grønlands styring og administration.

Af andre faktorer, der indvirkede på Grønlands udvikling i perioden var afkoloniseringstendenserne

i FN, der pålagde Danmark at igangsætte en samfundsudvikling i Grønland.

Endelig spillede de

grønlandske landsråd en væsentlig rolle i forbindelse med påbegyndelsen af Grønlands

modernisering.

Grundlovsændringen i 1953 gjorde Grønland til en formelt ligestillet del af det danske rige.

Opbygningen af det moderne Grønland forløb dog som bekendt ikke uden vanskeligheder, specielt

ikke omkring den praktiske udfoldelse af den ønskede politik. I den årlige redegørelse fra

Grønlandsdepartementet til Folketingets Grønlandsudvalg i 1954 blev det påpeget, at

”Uanset at Grønland herefter er en ligeberettiget del af det danske rige, indtager Grønland dog i

administrativ henseende en særstilling, således at man ikke uden videre kan ligestille Grønland med

et dansk amt.”

Grønland var altså nu

ligeberettiget,

men indtog en

særstilling.

Sørensen, 1983, s. 13 og DIIS, 2007, s. 102

LR 1945, s. 452-455

DIIS, 2007, s. 127

LR 1948, s.76

Se Grønlands Kommissionens betænkning, København, februar 1950

Sørensen, 1983, s. 153

Se Heinrich, 2010

Redegør vedr grl til ft grludvalg, nov 1954, s2, FB

4.2 Inddragelse af grønlænderne i egne anliggender

Siden midten af 1800-tallet havde grønlændere deltaget i administrationen af egne anliggender

igennem forstanderskaberne.

Disse råd, som havde deres forbillede i de danske sogneråd fra

slutningen af 1840’erne, sørgede bl.a. for uddeling af fattighjælp og repartition.

Den daværende

inspektør i Sydgrønland, Hinrich Rink, mente, at de alvorlige samfundsproblemer i Grønland, bl.a.

hungersnød, kunne løses ved at inddrage grønlænderne i styret af egne anliggender, og dermed bl.a.

mindske handelens indflydelse på det grønlandske samfund.

Forstanderskaberne fungerede indtil

1911 og erstattedes af landsråd og kommuneråd ifølge styrelsesloven fra 1908. Grønlænderne skulle

igennem kommunal og national selv- og medbestemmelse i højere grad inddrages i styringen af

landet.

En konsekvens af dette var, at danskerne ikke længere sad med i disse råd.

I forbindelse

med revisionen af 1908/1912-lovene blev der i 1920 nedsat en kommission, der leverede grundlaget

for en revideret styrelseslov, nemlig Lov nr. 134 af 18. april 1925 om Grønlands styrelse.

Kommissionen havde som den første af slagsen deltagelse af grønlændere, bl.a. præsten Mathias

Storch. Grønlænderne var tilsyneladende blevet så modne, at de for alvor kunne inddrages i

administrationen af Grønland.

I 1925 afløste Lov nr. 134 af 18. april 1925 om Grønlands styrelse 1908- og 1912-lovene. Det

enkelte landsråd skulle så vidt muligt samles årligt og drøfte landsdelens fælles anliggender, både

de sager som måtte være rejst af den danske regering, og de sager som landsrådet måtte finde

relevante. Landsrådene medvirkede til fastsættelsen af retsbestemmelser, der angik hele det

grønlandske samfund, og skulle afgive betænkning med hensyn til alle forslag til love og

anordninger angående offentlige foranstaltninger for landsdelen eller hele landet. Ingen af

landsrådenes vedtagne beslutninger havde gyldighed, før landsfogeden eller vedkommende minister

havde godkendt denne.

Landsrådene var, som navnet angiver, rådgivende og havde altså ingen

beslutningskompetence. En anden og ikke uvæsentlig faktor var, at man overordnet set fra

grønlandsk side havde tiltro til både den førte politik og til Grønlands Styrelse.

Landsrådene valgtes efter 1925-styrelseslovens § 17 af samtlige de i kredsen bosatte kommuneråds-

og sysselrådsmedlemmer. Kommunerådsmedlemmerne valgtes fra befolkningen af befolkningen

(§11), mens sysselrådene udgjordes af det respektive kolonidistrikts kommuneråds- og

landsrådsmedlemmer samt danske tjenestemænd med to års anciennitet (§14). Der var ikke tale om

Hvert kolonidistrikt fik fra starten af 1860’erne etableret et forstanderskabsråd, der som regel havde præsten

(missionæren) som formand, kolonibestyreren som regnskabsfører, og i øvrigt inkluderede lægen, handelsassistenterne,

overkateketerne, og eventuelt brødremissionens forstander samt en indfødt for hvert mindre distrikt, der enten var eller

havde været en dygtig kajakfanger. Indenrigsministeriet, 1872/1881, § 5 – bestemmelserne blev ændret flere gange –

det første egentlige regelsæt er fra 1862, mens der i Sydgrønland på prøvebasis var indført disse råd nogle år forinden.

Antallet af danskere måtte ikke overstige antallet af grønlændere i disse råd.

Repartition var en form for belønningssystem, hvormed der forsøgtes at opildne til driftighed blandet grønlænderne.

Fangerne inddeltes i klasser og de flittigste fik som incitament en større præmie end de mindre flittige.

Handelens skadelige indflydelse, Sørensen, 1983, s. 16

Nielsen, 1996, s. 43

Efter 1925-styrelsesloven blev danskere inddraget i sysselrådene.

Gad, 1954, s. 461

Lov nr. 134 af 18. april 1925 om Grønlands styrelse, §§ 15 og 16

direkte valg til landsrådet, men idéen bag landsrådene var netop, at de skulle varetage deres

landsdels interesser og må som sådan formodes, at være repræsentative for hele befolkningen.

Efter 1925-lovens § 7 oprettedes Rigsdagens Grønlandsudvalg, der skulle afgive betænkninger i alle

sager vedrørende Grønlands hele stilling, herunder også adgangen til landet og monopolhandlen.

Udvalget bestod af 4 medlemmer udpeget af folketinget og 4 af landstinget. Det langsigtede mål for

Grønlands udvikling var, som nævnt ovenfor, at landet i højere grad blev i stand til at varetage egne

anliggender. Fra grønlandsk side var det kendetegnende, at man allerede fra starten af det 20.

århundrede ønskede mere indflydelse og et større ansvar – eksempelvis omkring tilegnelsen af det

danske sprog. Et fåtal af grønlænderne talte på det tidspunkt dansk, men sproget blev set som et

redskab til fremmelse af samfundets udvikling.

Styrelsesloven fra 1925 åbnede op for muligheden

for danskundervisning i børneskolen, men det var først efter 1950, at der reelt var mulighed for, at

grønlænderne lærte at tale dansk i stor stil.

Landsrådene havde indtil 1950 kun en rådgivende og indstillende funktion, men havde også ret til at

blive hørt i sager af principiel betydning for det grønlandske samfund. Landsrådsloven fra 1950

øgede rådets selvstændige beføjelser. Det var stadig som udgangspunkt kun rådgivende, men

Grønlands-administrationen var i langt højere grad tilbøjelig til at følge rådets anbefalinger – og det

var efter kongelig anordning af 30. juli 1952 fastsat, at vedkommende minister kunne træffe

bestemmelser, hvormed landsrådet kunne udfærdige gældende regler.

4.3 De administrative forhold og retssystemet

Forud for moderniseringen udgjordes de grønlandske retsbestemmelser af tre kilder: Sædvaneretten,

lovgivningsmagtens og administrationens fastsatte regler og endelig almen menneskelig moralsk

opfattelse af ret og uret. Det grønlandske samfund var altså ikke uden et retssystem, men det var

først efter styrelsesloven af 1908, at der formelt fandtes en skreven grønlandsk ret. Den var dog

fortsat meget begrænset, og sædvaneretten havde stor betydning på retsområdet indtil opbygningen

af et grønlandsk lovkompleks i forbindelse med udviklingen efter Anden Verdenskrig.

Indtil 1953 var Grønland en koloni med to fungerende retssystemer.

Ét retssystem for

grønlænderne og ét for danskerne. Ifølge daværende landsfoged og senere direktør for Grønlands

Styrelse, Knud Oldendow, var grunden til denne opdeling:

”at Grønlænderne endnu staar paa et efter europæisk Maalestok lavere Kulturtrin, hvorfor der

hverken kan være Tale om at Danske kan gaa ind under deres primitive Ret, saalidt som Landets

Goldschmidt, 1952, s. 20

Mathias Storch havde allerede i 1914 på et præstekonvent foreslået at grønlænderne skulle lære det danske sprog,

Kleivan, 1993, s. 89

G60, 1964, s. 59

Dog var visse grønlændere underlagt det danske retssystem - 1925-styrelsesloven § 40 anførte, at personer født

udenfor Grønland, personer med danske forældre, personer med kongeligt eller ministerielt ansættelsesbrev, eller

person gift med en dansker stod under danske love, mens de øvrige stod under grønlandske retsbestemmelser.

almindelige Befolkning endnu er moden til at gaa ind under det for deres Retsopfattelse altfor

fremmedartede og moderne danske Retssystem.”

Grønlands Styrelse så som nævnt helst, at det grønlandske samfund blev modnet, førend et sådant

retssystem kunne indføres.

Grønlands modernisering blev iværksat i forlængelse af Grønlandskommissionens betænkning – og

opbygningen af et moderne samfund krævede i sagens natur et tilsvarende moderne retssystem.

Grønlandskommissionen behandlede særskilt retsvæsenet, og anbefalede her at den hidtidige

skelnen mellem danskere og grønlændere ophævedes, ligesom der blev lagt op til, at opbygningen

af retssystem blev sat på skinner. Opfattelsen i kommissionen var,

”at udviklingen i Grønland nu

må siges at have nået et sådant trin, at muligheden for at indføre et ensartet retssystem, der skal

være gældende for hele den grønlandske befolkning, bør overvejes…”

Da opbygningen af et retssystem i Grønland blev påbegyndt i starten af 1950’erne, var

udgangspunkt, at der stort set intet var at bygge videre på. Der måtte derfor foretages en prioritering

af, hvilke love der først skulle implementeres. Efterhånden viste det sig især problematisk, at lovene

på det civilretlige område ikke var færdige. Fra et møde i Godhavn i juli 1956 fremkom et ønske fra

det grønlandske rets- og politivæsen om at:

”gennemførelsen af love, der angår den personlige retsstilling (arveloven, børneloven og en

myndighedslov), ikke varer for længe, fordi sådanne regler vil medføre større klarhed for

befolkningen og myndighederne samt betyde, at den forskellige retsstilling for personer under

grønlandsk og dansk ret omsider helt kan forsvinde. Derimod fandt vi, at der med hensyn til anden

lovgivning burde udvises tilbageholdenhed.”

Spørgsmålet om børns retsstilling var altså blandt de love, som havde høj prioritet, og som i øvrigt

var gensidigt forbundne. Børneloven fra 1962 afhang bl.a. af en række andre love, herunder

retsplejeloven (14. juni 1951) og arveloven (1. januar 1959).

Opfattelsen i forbindelse med moderniseringen af Grønland var, at Danmark som et resultat af den

historiske udvikling havde fået overdraget ansvaret for at føre den grønlandske befolkning frem

mod et civilisatorisk stade svarende til den omkringliggende verdens. Folkerepræsentationen og

retsplejen i Grønland var indført på administrationens foranledning, og ikke som i Danmark efter et

folkeligt pres. Det samme måtte nødvendigvis ske med den nye lovgivning, eksempelvis med

straffelovgivningen, og dette med udgangspunkt i danske regler og lovgivning, da

”grønlandsk

Samfundsliv [ikke] kan – saalidt som dansk kan det – undvære Befrugtningen, Impulserne

udefra.”

Det blev således opfattet som en selvfølgelighed, at opbygningen af et retssystem,

ligesom i øvrigt den overvejende del af samfundsudviklingen, skulle tage udgangspunkt i det

danske samfund, dog med hensynstagen til de

særlige grønlandske forhold.

Grønland var formelt ligestillet efter Grundlovsændringen i 1953, men reelt var sitautionen en

anden. Grønlandsdepartementet berettede overfor Folketingets Grønlandsudvalg i januar 1954 at:

Oldendow, 1931(b), s. 44

G50, bet. 2, s. 10

beretning til landsrådet vedr. det grl retsvæsen af landsdommer Kisbye Møller, s. 4-5, FB

Eske Brun rapport om straffeanordningssagen 9. marts 1935, RA

”Den stedfundne ændring i Grønlands statsretslige status har, som naturligt er, ikke straks kunnet

give sig udtryk i, at retstilstanden i Grønland er ændret således, at den er på linie med den i den

øvrige del af riget gældende. Det er imidlertid regeringens mål gennem den fremtidige

administration at søge at nå hen til retsenhed, således at der kun på de områder, hvor de særlige

forhold gør det påkrævet, skal gælde særlige regler for Grønland.”

Diskussionen om retsenhed og retslighed rammer centralt ind i hjertet af denne udrednings

problemstilling. Retsenhed vil sige at der er fuldstændig samme regler og love, i dette tilfælde i

både Danmark og i Grønland, mens retslighed vil sige at der er tilsvarende, men ikke nødvendigvis

ens regler og love i de to landsdele. Denne skelnen blev afgørende i formuleringen af reglerne i den

grønlandske børnelov fra 1962.

ber til ft grludvalg, jan 1954, s2, FB

5. Baggrunden for de grønlandske regler

Dette kapitel går bag om de regler, der har været gældende vedrørende børn født uden for ægteskab

i Grønland i løbet af undersøgelsesperioden 1914-1974. Hovedvægten ligger på de centrale regler i

perioderne hhv. før og efter Grønlands formelle ligestilling med Danmark i 1953, nemlig hhv.

regulativerne om underholdsbidrag fra 1914 og 1929; og den grønlandske børnelov fra 1962,

herunder dens ikraftsættelse for Øst- og Nordgrønland i 1974.

Kapitlets overordnede spørgsmål er: Hvilke overvejelser lå til grund for de grønlandske regler, og

hvordan forholdt grønlandske og danske myndigheder sig til reglerne? Eller mere simpelt: Hvorfor

blev reglerne, som de gjorde?

Afsnit 5.1 behandler reglerne om underholdsbidrag før Grønlands formelle ligestilling i 1953, og

afsnit 5.2 reglerne efter denne.

5.1 Regulativerne om underholdsbidrag 1914 og 1929

5.1.1 Forstanderskabernes debat om underholdsbidrag

I 1914 kom

Regulativ af 21. juli 1914 – Regulativ for Underholdningsbidrag til Børn fødte udenfor

ægteskab,

der tilsagde at enhver fastslået barnefader, dansk eller grønlandsk, fastansat eller i frit

erhverv (som regel fanger), skulle betale underholdsbidrag til barnet. Grønlændere skulle betale

mellem 3 og 15 kroner, danskere mellem 15 og 30 kr. indtil barnets fyldte 14. år.

Forstanderskaberne fungerede indtil 1910 – og både de trykte referater og arkivalierne fremviser

adskillige sager omkring børn født uden for ægteskab, både med fædre under dansk og under

grønlandsk ret. For udlagte fædre under dansk ret var der regler, mens der for fædre under

grønlandsk ret ingen var.

Forstanderskaberne behandlede imidlertid mange af sagerne og pålagde

også udlagte fædre under grønlandsk ret at betale underholdsbidrag, selvom der ikke var hjemmel

til det.

Eksemplerne fra forstanderskaberne er følgende: I 1897 pålagde Umanak

forstanderskab en fanger

bidragspligt til et barn født uden for ægteskab, men direktoratet

i København sagde nej, da der

Regulativet er optrykt i ber og kundg vedr styr af grl 1913-1917, 1918, s. 231-232

Indtil lov nr. 139 om styrelsen af kolonierne i Grl af 27. maj 1908 var grønlændere fastansat i handelen,

administration og missionen under dansk lov. Derefter var det kun grønlændere med ministeriel eller kgl. udnævnelse,

der hørte ind under dansk ret. Oldendow, 1931(b), s. 51

Stednavne anføres med daværende stavemåde – Umanak er således Uumannaq, Upernivik er Upernavik etc.

Direktoratet for den Kongelige Grønlandske Handel – den øverste administrative myndighed over Grønland indtil

oprettelsen af Grønlands Styrelse i 1912.

ingen hjemmel var til en sådan afgørelse.

Direktoratet anførte ligeledes i deres svar, at det var

uden reel betydning at idømme

”en saadan Indfødt et Alimentationsbidrag af en saadan Størrelse,

da han ikke vil være i Stand til at udrede det.”

Dog med den tilføjelse, at det mest rigtige ville være

at pålægge fangeren en mindre beløb.

Ikke desto mindre havde forstanderskaberne i Umanak

ment, at også personer under grønlandsk ret burde betale bidrag.

Ved et forstanderskabsrådsmøde i Upernivik i 1900 blev en gift fanger pålagt bidragspligt for et

barn født uden for ægteskab – fangeren skulle betale fem kroner årligt indtil barnets 12. år. Bidraget

skulle indbetales til forstanderskabet.

Inspektøren for den pågældende landsdel fik tilsendt

forhandlingsprotokoller fra rådsmøderne. I august 1905 skrev inspektør Daugaard-Jensen, den

senere direktør for Grønlands Styrelse, til Upernivik forstanderskab angående en sag, hvor rådet

havde pålagt en fanger at betale bidrag, hvilket ikke kunne billiges, da faderskabet ikke var

fastslået.

Inspektøren var ikke afvisende overfor en afgørelse om bidragspligt, men faderskabet

skulle først fastslås. Forstanderskabet pålagde altså udlagte fædre under grønlandsk ret at betale

underholdsbidrag, og inspektøren for Nordgrønland var indstillet på at lade at lade det ske, selvom

der ingen regel var herom.

I 1906 foreslog kolonibestyreren ved Upernivik forstanderskab i et brev til Nordgrønlands

inspektorat, at der blev udfærdiget regler om underholdsbidrag. Forslaget gik på, at fædre skulle

betale et årligt bidrag på fem kroner indtil barnets 14. år.

Måneden før havde læge Bertelsen ved

Umanak forstanderskabsrådsmøde stillet forslag til bestemmelse om underholdsbidrag. Rådet gik

ind for forslaget, der pålagde fædre et årligt bidrag på seks kroner indtil barnets 14. år – bidraget

skulle tilfalde moderen.

I maj 1907 efterlyste formanden for forstanderskabsrådet i Egedesminde

regler for underholdsbidrag, hvor alle, både danskere og grønlændere, skulle betale bidrag.

Forslaget blev indsendt til inspektøren. Inspektøren svarede, at forslaget kunne tiltrædes, men at der

fra inspektoratet var følgende forbehold. Bidraget skulle være på 5 kr.; at det kun gjaldt for

distriktets indfødte; at sagen skulle være behandlet på et forstanderskabsmøde, hvor faderen

vedkendte sig faderskabet, hvorefter bidraget skulle indsættes på Nordgrønlands sparekasse til

barnets fordel; og endelig at bestemmelserne gjaldt for børn født herefter.

Fra 1907 af fandtes

således regler om underholdsbidrag for visse af kolonidistrikterne.

Ved Uperniviks forstanderskabsmøde i april 1910 behandledes en sag om en fanger, der var udlagt

som fader til et barn født uden for ægteskab. Problemet var den manglende betaling af

underholdsbidraget, og det blev besluttet at tilbageholde 1/4 af de af ham indleverede produkter, op

§ 15 i 1873 instruksen (Instruks af 2. januar 1873: Instrux udfærdiget af Direktoratet for den kgl. grønlandske Handel

til Iagttagelse og Veiledning for de i Handelens Tjeneste staaende Indvaanere i Grønland ) gjaldt kun danskere, eller

grønlændere under dansk ret.

Oldendow, 1930, s. 51

Meddelelser fra direktoratet for aarene 1902-1906, 1907, s. 30

Afskrift af insp embeds korres til fs ved Upernivik 25. Aug 1905, RA

Afskrift af insp embeds korres til fs Upernivik9apr1906, RA

Afskrift af forst forh 1906-07, Umanak 18apr1906, RA

Egedesminde 29. maj1907, og vedr. forslag fra Egedesminde,1907, RA

til 15 kr.

Problemerne omkring inddrivelsen af underholdsbidrag skulle vise sig at være et

tilbagevendende problem, også selvom der var foranstaltninger til at inddrive pengene.

I Sydgrønland var der lignende sager. Julianehaabs forstanderskab slettede efter sit møde i 1905 to

fangere fra repartitionslisten, da de havde fået børn uden for ægteskab.

Samme år vedtog

forstanderskabsrådet i Frederikshaab et forslag om, at fædre til børn født uden for ægteskab mistede

deres repartition for det følgende år til dækning af kolonikassens udgifter til disse børn.

Inspektoratet afviste forslaget, men anbefalede at forslaget blev inkluderet ved en fremtidig revision

af bestemmelserne. Muligvis som en konsekvens af denne afvisning undlod Frederikshaab

forstanderskab at spørge inspektøren i en lignende sag i 1908, hvor fire fangere blev udelukket fra

repartition, da de var blevet udlagt som fædre til børn født uden for ægteskab.

Forstanderskabsrådene udelukkede udlagte fædre fra repartition uden hjemmel hertil. Hvis rådene

spurgte inspektøren om lov til dette, blev det afvist, netop med begrundelse i at der ingen regel var

herom.

Ved Frederikshåbs forstanderskabsmøde i maj 1908 udtaltes det uretfærdige i, at det udelukkende

var mødre til børn født uden for ægteskab, der stod med forsørgelsesbyrden. Det var ligeledes

uheldigt, at fastlønnede skulle betale forholdsmæssigt mere end fangerne og fiskerne. Rådet så

gerne, at der blev muligt at pålægge fædre underholdsbidrag. Samtidig ansås beløbet for

engangsbetaling (72 kr.), at være latterligt lavt og burde derfor hæves.

Ansvaret for børn født uden

for ægteskab blev også i Frederikshåb ønsket lagt over på de udlagte fædres skuldre.

Visse af forstanderskabsrådene pålagde således allerede i tiden omkring år 1900 personer under

grønlandsk ret bidragspligt, selvom der ingen regler var på området. Ønsket om indførelse af regler

kom fra forstanderskabsrådene, fra Egedesminde stammede forslaget fra formanden for rådet, mens

det fra Umanak var lægen Bertelsen, der havde stillet forslaget om indførelse af regler. Både lægen

og formanden for rådene var danske, men de grønlandske medlemmer har givet vis været enige i

behovet for regler.

Imod slutningen af forstanderskabsrådenes virkeperiode blev der lagt op til, at landsrådene, der

fungerede fra 1911 af, burde behandle problemet.

5.1.2 Landsrådets debat om underholdsbidrag forud for 1914-regulativet

Ved Nordgrønlands landsrådsmøde i 1911 diskuteredes således regler om underholdsbidrag.

Holdningen hos flertallet af medlemmerne var, at det var kvinderne som bar hovedansvaret for

uægteskabelige børn. Kvinder skulle ikke tilskyndes til at få børn uden for ægteskab – et mindretal

mente dog, at ansvaret var både manden og kvindens.

I Sydgrønlands landsråd samme år var

Forstanderskabssager 1909-10, RA

Meddelelser fra direktoratet for aarene 1907-1908, J. H. Schultz, 1909, s. 32

Ibid. s. 32 og 210-211 - Repartition var en præmiering afhængig af mængden af indhandlede produkter.

frederikshåb 6 til 7maj1908 (1), RA – Til sammenligning var gennemsnitslønnen i Danmark for en ufaglært i 1910

på 52 øre i timen, Thestrup, 1991, s. 44

NLR 1911, s.75-76

holdningen derimod, at fædre til børn født uden for ægteskab skulle betale – debatten gik i stedet

om hvilke beløb en given fader skulle betale. Fastansatte skulle betale en bestemt procentsats af

deres løn, mens andre skulle betale et fast beløb.

Grønlands Styrelse bad efterfølgende landsrådene om igen at behandle sagen, da der skulle bringes

overensstemmelse mellem de to landsråds forslag. I 1913 diskuterede Nordgrønlands landsråd

derfor endnu engang regler for underholdsbidrag. Nu gik alle medlemmerne ind for, at fædre skulle

kunne pålægges betalingspligt.

Sydgrønlands landsråds diskussion i 1913 ændrede ikke principielt

ved det forslag, som de allerede i 1911 havde fundet frem til.

I øvrigt var de to landsråd uenige om

hvorvidt moderen skulle have udbealt bidraget – det sydgrønlandske landsråd mente, at man

igennem trussel om repartitionsfortabelse skulle lade moderen modtage bidraget, mens det

nordgrønlandske landsråd gik ind for, at moderen selv skulle inddrive bidraget (fra faderen).

Sydgrønlands landsråd mente også, i modsætning til det nordgrønlandske forslag, at regulativet

udelukkende skulle omhandle personer under grønlandsk ret.

Det har desværre ikke været muligt

at afklare grunden til de to landsråds forskellige udmeldinger.

Grønlands Styrelse udarbejdede på landsrådenes forslag

Regulativ af 21. juli 1914 – Regulativ for

Underholdningsbidrag til Børn fødte udenfor Ægteskab.

Regulativet kom til at dække både

personer under dansk og under grønlandsk ret. Personer under grønlandsk ret, der vedkendte sig

eller pådømtes faderskab, skulle betale mellem 3 og 15 kroner årligt til kommunekassen indtil

barnets 14. år. Personer under dansk ret skulle betale mellem 15 og 30 kroner årligt. Kommunerådet

skulle i henhold til regulativet administrere beløbet udelukkende til barnets fordel. Hvis faderen

ikke betalte, kunne det modregnes i hans løn eller fortjeneste efter kongelig anordning af 18. Maj

1910 om retspleje i Grønland, § 16.

De indtil da gældende regler for underholdsbidrag for

personer under dansk ret blev dermed sløjfet.

5.1.3 Landsrådets debat om underholdsbidrag forud for 1929-regulativet

Forud for

Regulativ af 15. marts 1929 angående underholdsbidrag til børn født udenfor ægteskabet

korresponderede landsfogeden i Sydgrønland og Grønlands Styrelse om behovet for ændring af

reglerne for underholdsbidrag. Grunden var, at taksterne i 1914-regulativet mentes for lave, og at

reglerne skulle bringes i overensstemmelse med 1925-styrelsesloven.

100

Regulativet gjaldt indtil

ikrafttrædelsen af lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling. I forbindelse med

udarbejdelse af 1925-styrelsesloven udbad Grønlands Styrelse sig den grønlandske befolknings

holdning til forskellige aspekter ved styringen af Grønland. I Egedesminde udtaltes ønsket om, at

underholdsbidrag til børn født uden for ægteskab for personer under dansk ret blev hævet, eller at

SLR 1911, s. 69-71

NLR 1913, s. 204-206

SLR 1913, s. 190-191

Ibid., s. 190

ber og kundg vedr styr af grl 1913-1917, 1918, s. 231-232.

100

Lov om Grønlands styrelse af 18. april 1925 – specielt oprettelsen af sysselrådene og disses domsmyndighed

krævede en regeltilpasning. Ber og Kundg 1928-1932, 1933, s. 82-83

bidragene for personer under grønlandsk ret blev sat ned. Samtidigt mentes at det ikke skulle være

muligt for mødre at få mere end et bidrag, da:

”man kunde forhindre Kvinderne i at faa Hang til det

[at få børn uden for ægteskab].”

101

Det var dog ikke kun overfor kvinderne, at der skulle være

repressalier. Mænd, der avlede børn uden for ægteskab for anden gang, skulle udover bidraget også

betale en bøde.

102

Repræsentativiteten for udtalelserne fra Egedesminde kan betvivles

103

, men

bidragenes størrelse blev sat op i 1929-regulativet, men, som det vil fremgå af nedenstående, både

for personer under dansk og grønlandsk ret. Repressalier for både kvinder og mænd, der fik børn

uden for ægteskab, blev der dog ikke tale om.

Sydgrønlands landsråd blev i 1928 præsenteret for forslaget, der hævede bidragsbeløbene fra

mellem 10 til 30 kr. årligt for personer under grønlandsk ret, og 30 til 50 kr. årligt for personer

under dansk ret. Ifølge regulativets § 5 skulle bidragene fastsættes efter faderens økonomiske og

personlige forhold, hvorefter moderens økonomiske og andre forhold skulle inddrages. Beløbet

kunne dog ændres efter begæring fra både kommuneråd, moderen eller faderen. Muligheden for en

engangsbetaling forelå, ligesom faderen, hvis han stod for at skulle rejse fra Grønland, skulle betale

et af sysselrådet bestemt beløb. Sydgrønlands landsråd vedtog forslaget med en enkelt ændring om,

at beløbet ikke kunne være under 10 kr. for personer under grønlandsk ret. Landsrådet vedtog at

regulativet skulle gælde allerede fra 1. januar 1929, formentlig fordi mødrene og deres børn født

uden for ægteskab dermed ville have bedre økonomiske vilkår så hurtigt som muligt.

104

Nordgrønlands landsråd havde i modsætning til Sydgrønlands landsråd en del indvendinger mod

forslaget: Personer under dansk ret burde betale mere, og det blev vedtaget at beløbet skulle være

mellem 30 og 60 kr. årligt.

105

Argumentet var, at personer under dansk ret gennemgående havde en

højere fortjeneste (løn) end i 1914, og at det oftest drejede sig om kolonifolk.

106

Bidragspligten kom til at gælde indtil barnets 16. år, dog med mulighed for at sysselrådet bestemte

at bidragspligten bortfaldt tidligere.

107

Bidragene indbetaltes til sysselrådet og udbetalingen til

moderen skulle ske efter § 8, stk. 3 i anordning om retsplejen i Grønland:

”Umyndiges

Midler bestyres af Kommuneraad eller den beskikkede Værge under Tilsyn af

Sysselraad. Sysselraad paaser, at kontante Beløb indsættes i den grønlandske Sparekasse, men kan

tillade, at saadanne Midler anvendes til den umyndiges Underhold, Uddannelse, Udstyr eller

lignende.”

108

Det var op til sysselrådet, om der forefandtes et egentligt behov for hjælp hos moderen med et barn

født uden for ægteskab. Mødrenes retsstilling kunne på den baggrund kaldes usikker.

101

102

Oversættelse af erklæring fra befolkningen i Nordgrønland angaaende revision af loven af 8´Juni 1908, RA

Ibid.

103

Udtalelserne fra de andre distrikter i Nordgrønland berørte ikke underholdsbidrag for børn født uden for ægteskabet.

104

SLR 1928, s. 83

105

Det oprindelig forslag havde sat beløbet for personer under dansk ret til mellem 30 og 50 kr.

106

NLR 1928, s. 147-149 – betegnelsen kolonifolk henviste til, at det drejede sig om folk med faste stillinger og dermed

relativt større indtjening end eksempelvis frie erhververe (fangere og fiskere).

107

§2 i Regulativ af 15. marts 1929 angående underholdsbidrag til børn født uden for ægteskabet anførte:

”Efter

Kommuneraadets Indstilling kan Sysselraadet dog bestemme, at Bidragspligten ophører tidligerem dog ikke før Barnets

fyldte 14. Aar.”

Ber og Kundg 1928-1932, 1933, s. 211

108

Anordning af 26. Juli 1926 om retsplejen i Grønland, ber og kundg 1923-27, 1928, s. 546-547

Reglerne omkring udbetaling af bidraget var uklare – hvilket dokumenteres fra forskellige kilder.

109

I en rapport til rigsdagens Grønlandsudvalg fra 1932 om de sociale forhold på Grønland anførtes, at

udbetalingen af bidragene ikke skete forskudsvist af det offentlige:

”Forskudsvis Udbetaling af Bidraget [til børn født uden for ægteskab] til Barnemoderen findes

ikke, men synes ej heller særlig paakrævet under de smaa, grønlandske Forhold, hvor alle kender

hinanden, og enhver Barnefader er let at faa i tale.”

110

Moderen var dermed ikke sikret mht. udbetaling af bidragene – sysselrådet kunne intervenere,

ligesom inddrivelsen af bidragene ikke altid fungerede efter reglerne. Reglerne var således, at der

skulle ske en vurdering af, om mødrene rent faktisk var i nød. Den Juridiske Ekspedition (1948-49)

undersøgte bl.a. retsforholdene for børn født uden for ægteskab – og skrev, at mødrene som regel

ikke fik udbetalt bidragene, men blot af kommunerådene fik anvisninger til at erhverve sig det

ønskede.

111

I øvrigt konkluderede den Juridiske Ekspedition i 1949, at børn født uden for ægteskab

var et alvorligt samfundsproblem, og at der var al mulig grund til at overveje, om de gældende

regler var tilfredsstillende.

112

5.1.4 Sammenfatning om regulativerne fra 1914 og 1929

Grunden til indførelsen af 1914-regulativet var forstanderskabernes ønske herom.

Det var ifølge forstanderskaberne kritisabelt, at forsørgerbyrden udelukkende var kvindens – eller

hendes husherres (som regel kvindens far) – og fædre til børn født uden for ægteskab burde også

deltage i forsørgerbyrden gennem betaling af underholdsbidrag. Endelig mentes det uretfærdigt, at

kun personer under dansk ret var bidragspligtige. Flere af forstanderskaberne pålagde i tiden

omkring 1900 udlagte fædre at betale underholdsbidrag, og visse af forstanderskaberne udelukkede

allerede fra 1905 udlagte fædre fra repartition for at dække udgifterne relateret til børn født uden for

ægteskab. Forstanderskaberne udviste altså handlekraft i forhold til problemet omkring børn født

uden for ægteskab – og den opbyggede praksis på området gik forud for ikrafttrædelsen af

regulativet.

Trægheden i den danske Grønlandsadministration omkring indførelse af regler for børn født uden

for ægteskab for udlagte fædre under grønlandsk ret kan være begrundet i, at man ikke mente at

bidraget ville blive betalt af udlagte fædre under grønlandsk ret. Det er under alle omstændigheder

den forklaring, der blev givet i 1897. Det er dog bemærkelsesværdigt, at der gik mindst 17 år fra

ønsket om regler på området opstod, til regulativet forelå.

113

Nordgrønlands inspektorat tiltrådte dog

allerede i 1907 foreløbige regler for visse af forstanderskabsrådenes distrikter om underholdsbidrag,

109

110

Interviews/samtaler med berørte personer, Nuuk, april 2011

De sociale forhold paa Grønland med særlig henblik paa spørgsmålet om indførelse af enkebørnsunderstøttelse,

26/8-1932, FB

111

Jurex, s. 66

112

Ibid, s. 71

113

Det ses dog også forud for børneloven i 1962, at forløbet op til og selve ikrafttrædelsen strækker sig over mange år.

Fra den første udtalelse i landsrådet i 1948 fra Peter Nielsen om, at børn født i og uden for ægteskabet bør ligestilles, til

den endelige vedtagelse af loven i juni 1962.

men disse regler kom ikke til at gælde for hele Vestgrønland. Fælles for begge regulativer var, at

mødrene til børn født uden for ægteskab ikke fik udbetalt bidragene, men at henholdsvis

kommuneråd og sysselråd afgjorde behovet for hjælp. Hvis bidragene ikke blev betalt af fædrene,

fandtes regler for inddrivelse, men i praksis var det et problem at få pengene inddrevet. Forskudsvis

udbetaling af bidragene var der ikke på det tidspunkt tale om. Hvis en udlagt fader nægtede at

vedkende sig faderskabet, blev det ifølge 1914-regulativet behandlet af de blandede domstole (§ 3),

mens det i 1929-regulativet var op til sysselmanden, sammen med to meddommere, at afgøre

spørgsmålet om den udlagte faders paternitet.

114

Eventuelt kunne en læge inddrages til at fastslå

avlingstidspunktet. Samtlige omstændigheder blev inddraget til at fælde dom, og især parternes

optræden skulle vurderes(§ 4).

115

Begge regulativer opererede med muligheden for et engangsbeløb

for fædrene – dog uden at det blev præciseret hvad dette beløb skulle være. 1914- og 1929-

regulativerne sikrede til et vist niveau kvinder med børn født uden for ægteskab, men uden at det

virkede efter hensigten. Betalingen og inddrivelsen af underholdsbidragene fulgte ikke i alle

tilfælde reglerne, og da der ikke var forskudsvis udbetaling af bidragene fra det offentlig, måtte det

være mødrene, der sad med sorteper.

5.2 Den grønlandske børnelov af 1962

5.2.1 Opsummering af børnelovens centrale regler

De centrale regler i den grønlandske børnelov fra 1962 er behandlet i kapitel 3. Her skal blot

opsummeres mhp. den videre analyse af baggrunden for reglernes udformning:

Den nye børnelov betød en række forbedringer med hensyn til

barnets forsørgelse:

Bidragsperioden

blev udvidet fra barnets 16. til dets 18. år, og der kunne pålægges yderligere

bidragspligt til uddannelse indtil barnets 24. år.

Bidragets størrelse

skulle som minimum være det

gældende normalbidrag, og skulle i øvrigt fastsættes under hensyntagen til barnets tarv og

forældrenes økonomiske kår og erhvervsevne. Efter indstilling fra det grønlandske landsråd

forhøjedes normalbidragets med 50% fra 1. april 1962, under henvisning til løn- og prisudviklingen

i Grønland.

116

Desuden kunne der pålægges

særlige bidrag

til udgifter ifm. dåb, konfirmation,

sygdom og begravelse, samt til udgifter ved fødslen og til moderens underhold to måneder før og en

måned efter fødslen. Der kunne fortsat laves aftale om et

engangsbeløb

til dækning af bidraget, som

nu skulle godkendes af landsommeren.

117

Loven slog fast, at

bidrag tilfaldt barnet.

Indehaveren af forældremyndigheden (som oftest

moderen) havde retten til at kræve bidrag fastsat, til at inddrive og forvalte bidragene på barnets

114

115

For udlagte fædre under dansk ret var det landsfogeden, der behandlede sagen (§ 5)

Der skulle lægges mærke til personerne mht. ”Fasthed og Sandfærdighed paa den ene Side, Veghed og

Usandfærdighed paa den anden”

116

FT 1962-63,sp. 1645ff.

117

Engangsbidrag havde ifølge bemærkningerne til loven stor udbredelse i Grønland, fordi bidragenes størrelse ikke var

så høje i Grønland; og fordi både kvinderne og kommunerne ønskede at sikre sig bidraget, mens manden var til i landet.

vegne. Det offentlige overtog kun denne ret, hvis det afholdt udgifterne til barnets forsørgelse. For

mødrene var dette en væsentlig formel forbedring, da de tidligere regler havde placeret

forvaltningen af bidragene hos det offentlige, der kunne udbetale hvad man skønnede nødvendigt til

barnets underhold, evt. i form af rekvisitioner på det fornødne til udlevering i handlen.

118

Langt mere principielle forandringer drejede sig om

barnets retsstilling i forhold til faderen:

Grønland blev det med børneloven fra 1962 for første gang muligt at fastslå et

juridisk faderskab,

herunder navne- og arveret, til børn født uden for ægteskab, sådan som man havde kunnet i

Danmark siden 1937-loven.

119

Mens dansk lov i 1960 afskaffede bidragspligten og derefter kun

opererede med faderskab eller frifindelse, opretholdt den grønlandske imidlertid adgangen til at

pålægge en eller flere mænd bidragspligt, hvilket ikke medførte navne- og arveret. Der var altså fire

mulige udfald af en grønlandsk faderskabssag efter 1962-loven: Frifindelse, faderskab, bidragspligt

for én mand og bidragspligt for flere mænd.

Arveret

efter sin fader fik et barn født uden for ægteskab i Grønland ifølge §5 i den grønlandske

arvelov fra 1958,

”såfremt faderskabet er fastslået på den i lovgivningen om børn uden for

ægteskab foreskrevne måde.”

– altså den måde, der nu var regler for i den nye grønlandske

børnelov. Der blev dog tilføjet den undtagelse i §36, at skifteretten kunne begrænse denne arveret,

hvis den stred mod den øvrige families tarv.

Endelig indførte børneloven langt hen ad vejen en

retlig ligestilling

mellem personer i Grønland og

Danmark, og under grønlandsk og dansk ret: Børneloven fra 1962

afskaffede sondringen mellem

(udlagte) barnefædre

under hhv. grønlandsk og dansk ret: Lovens bestemmelser gjaldt for børn født

i Grønland uden for ægteskab – uden hensyn til faderens (og barnets og moderens) nationale eller

etniske tilhørsforhold. Alle faderskabssager blev fremover afgjort af samme myndigheder, og

bidrag sat efter de samme kriterier, uanset mandens baggrund.

Dog videreførte loven på et væsentligt punkt en

forskel mellem de børn, der blev født i Grønland og

i Danmark

og dermed hørte under hhv. den grønlandske børnelov fra 1962 og den danske børnelov

fra 1960, i og med at de to love – trods den grundlæggende ambition om at skabe retslighed – ikke

var helt identiske.

5.2.2 Grønlandske ønsker om revision af 1929-regulativet

For de grønlandske myndigheder var problemerne med de mange børn, der blev født uden for

ægteskab, ikke løst med regulativet af 1929 – de var snarere først for alvor ved at tage fart. Mens de

uægteskabelige barnefødsler i 1929 udgjorde 6-7% af fødslerne, eller omkring 45 børn, var 85 eller

godt 10% i 1940 født uden for ægteskab. I 1950 var procenten over 20 eller i alt 235 børn. I 1962,

da børneloven for Grønland blev vedtaget, havde antallet passeret de 300, fire år senere de 600;

118

Jurex, s. 66. Grønlandskommissionen foreslog, at bidrag skulle udbetales i rede penge. G50, bd. 4, s. 86.

I Danmark gjorde Lov om personnavne fra 1961 det eksplicit, at navneretten for børn født uden for ægteskab kun

gjaldt, når faderskabet var fastslået. Navneloven gjaldt ikke for Grønland, men en kongelig anordning satte i 1986 den

danske navnelov fra 1981 i kraft. Tilsyneladende havde de grønlandske regler dog samme betydning i praksis.

119

procentuelt toppede det 1973, hvor mere end halvdelen af børnene i Grønland blev født uden for

ægteskab.

120

I årtierne fra 1929-regulativet til forhandlingerne om børneloven blev der fra grønlandsk side taget

en række initiativer til nye regler og praksisser vedrørende børn født uden for ægteskab. De gjaldt

især bidragenes størrelse, deres inddrivelse, samt forholdene omkring flere bidragspligtige.

I 1929 var underholdsbidragets størrelse blevet fastsat til 10-30 kr. for mænd under grønlandsk ret,

og 30-60 kr. for mænd under dansk ret. De grønlandske bidragssatser kunne ifølge §5 ændres ved

en landsrådsvedtægt, mens de danske skulle fastsættes af landsfogden. I 1938 stillede et

landsrådsmedlem forslag om årligt at hæve bidragene, som han fandt helt utilstrækkelige; andre

bekræftede, at mødrene til de ’uægte’ børn havde det hårdt. Et enkelt medlem var dog betænkelig

mod for høje satser, da

”det at have uægte Børn maa ikke være Indtægtskilde for løsagtige

Kvinder”.

Medlemmerne endte med at anbefale ministeriet forhøjelser til 30-50 kr. for fædre under

grønlandsk, og 50-70 kr. for fædre under dansk ret.

121

Det skete imidlertid ikke, og diskussionerne fortsatte i krigsårene, hvor forbindelserne mellem

Grønland og Danmark var afbrudt. I 1943 foreslog landsrådene at forhøje til 15-50 kr. for mænd

under grønlandsk ret, og fra 30-60 til 50-80 kr. for mænd under dansk. Statsministeriet svarede, at

1929-satsernes maksimumbeløb ikke var absolutte, og at sysselrådene og landsfogden derfor selv

kunne forhøje satserne, uden at reglerne behøvede at ændres. Mens de ’grønlandske’ bidrag rent

faktisk blev forhøjet, skete det fortsat ikke med de ’danske’, og landsrådene gentog derfor

opfordringen i 1945.

122

Det var stadig ikke sket i 1948, da landsrådene igen foreslog forhøjelser, nu

fra 15-50 til 50-150 kr. for mænd under grønlandsk ret, og fra 30-60 til 100-200 kr. for mænd under

dansk. I en skrivelse af 29. april 1950 meddelte Statsministeriet, at man fortsat ikke mente, at det

var nødvendigt at ændre i regulativet; men tilføjede, at hverken sysselråd eller landsfoged foreløbig

burde sætte bidragene højere end 200 kr. årligt.

123

I årene efter var bidragsstørrelsen igen på

landsrådenes dagsorden i flere omgange, og meningerne var delte: Mens nogen fortsat anså

bidragene for lavt sat, fandt andre, at det var bedre med et lavt bidrag, der blev betalt, end et højt,

der ikke gjorde.

124

I 1951 nedsatte Landsrådet det såkaldte Faderskabsudvalg, som i de følgende år

gennemførte en undersøgelse af udgifterne til opfostring af et barn i de enkelte sysler. På den

baggrund lavede udvalget et forslag til fastsættelse af et pristalsreguleret normalbidrag for

Grønland, hvilket Statsministeriet endelig stadfæstede i 1955.

125

Sideløbende med bidragenes størrelse steg også bidragsydernes antal. I perioden under1914- og

1929-regulativerne blev stadigt flere mænd sat i bidrag – både fordi også grønlandske mænd nu

skulle betale, og fordi det samlede antal uægteskabelige fødsler steg markant. Men én ting var at

fastsætte bidragspligten og bidragets størrelse, en anden at inddrive pengene – og problemer med at

inddrive bidragene var et tilbagevendende tema. I 1943 mente et landsrådsmedlem ligefrem, at

120

121

Se kap. 6.

SLR 1938, s. 14ff.

122

LR 1943, s. 400; 1945, s. 532ff; 1950, s. 12.

123

LR 1948, s. 104; 1950, s. 12.

124

LR 1951, s. 194ff.; og 1954, s. 33ff.

125

Mødereferater 5. og 12. marts 1951, GN, ”Faderskabsudvalget” . FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1645ff.

indkrævning og forvaltning af bidragene efterhånden var et af kommunerådenes vanskeligste

arbejder.

126

Der var delte meninger om årsagen til problemet: Nogen var af den opfattelse, at det skyldtes en

manglende

betalingsvilje

– andre, at grønlændere med lave indtægter ganske simpelt ikke kunne

betale de stadigt højere bidragssatser, altså en manglende

betalingsevne.

127

Det først, viljen, kunne

man forsøge at gøre noget ved. 1929-regulativets adgang til at tilbageholde løn og tilgodehavender

i handlen blev forholdsvis flittigt brugt, men var ikke altid lige effektiv: Dels kunne bidragspligtige

lade andre indhandle deres varer for sig eller indhandle andre steder; og dels var handelsbestyrerne

modvillige mod dette middel af angst for at komme i konflikt med omgivelserne.

128

I 1938 diskuterede Nordgrønlands landsråd et forslag om

forskudsvis udbetaling af

alimentationsbidrag

fra sysselkassen, når mænd ikke betalte deres bidrag. Beløbene skulle

efterfølgende kunne inddrives gennem

tvangsarbejde.

Årsagen var, at mange kvinder måtte vente

længe på bidragene, eller slet ingen modtog, og at de og børnene led nød. Man enedes dog om at

vente og se, om en øget kontrol kunne hjælpe.

129

I starten af 1940’erne begyndte flere lokale

sysselråd at ty til tvangsarbejde (eller truslen om det) overfor mænd, der ikke betalte.

130

Men igen

havde man ingen hjemmel, og landsrådene vedtog gentagne gange igennem 1940’erne forslag til

nye regler om forskudsvis udbetaling og tvangsarbejde ved restancer.

131

Men først kom den

afbrudte kontakt under krigen på tværs – og ved udgangen af 1940’erne var større

udredningsarbejde vedr. ændringer i grønlandsk ret i gang under den Juridiske Ekspedition og

Grønlandskommissionen, og regelændringer måtte derfor afvente deres undersøgelser og

indstillinger. Begge bakkede op om landsrådenes ønsker.

132

Landsrådene blev samlet til ét råd med øget kompetence i 1951. Ved det første møde stemte det nye

landsråd for en midlertidig vedtægt om udbetaling af underholdshjælp til børn, der var i trang, og

som ikke levede sammen med begge forældre. I modsætning til de danske regler var udbetalingen

ikke afhængig af, at der forelå en bidragsresolution, men afhang alene af barnets trang. Forslaget

var ifølge formanden affødt af Grønlandskommissionens betænkning; og konkret var det forfattet af

det Grønlandske Lovudvalg.

133

Men som det er fremgået, havde det været ønsket i Grønland i hvert

fald i 13 år.

Til gengæld havde man måske ikke helt forudset de økonomiske konsekvenser, som kan illustreres

af en opgørelse fra børneforsorgsudvalget i Nanortalik: Her var der i 1956 360 børn af ugifte mødre;

og 260 bidragspligtige fædre, som samlet skulle betale godt 100.000 kr. det år. Kun 52 fædre havde

imidlertid betalt i alt knap 9000 kr., og kommunen endte med en restance på 93.000 kr. alene for

126

LR 1943, s. 399. (Den Juridiske Ekspedition bekræftede, at der erfaringsmæssigt var store vanskeligheder forbundet

med bidragenes inddrivelse; Jurex, s. 67).

127

Sst.

128

Jurex, 1950, s. 67. Flere indlæg i 1943 bekræftede, at ordningen ikke overalt fungerede, som det var tiltænkt.

129

NLR 1938, s. 75f.

130

Jurex, s. 66.

131

LR 1945, s. 532ff.; LR 1948, s. 103ff. ; LR 1949, s. 46f.

132

Jurex, s. 76; G50, bd. 4, s. 88. Også tvangsarbejdet fandt opbakning hos den Juridiske Ekspedition.

133

LR 1951, s. 122ff.; Breve af 22. juni og 6. juli 1951 fra Otto Jensen, Grønlandsdepartementet, til landshøvding

Lundsteen, GN, ”Børneforsorg I”.

1956.

134

I 1957 beklagede mange i landsrådet, at forskudsvis betaling øgede uansvarligheden både

blandt kvinder og mænd og øgede det i forvejen alt for store antal uægteskabelige fødsler. Igen stod

ønsket om at forbedre situationen for kvinder og børn overfor de uheldige konsekvenser, det måtte

have for adfærd - og økonomi.

Et sidste diskussionspunkt i Grønland i perioden frem mod de nye love var spørgsmålet om flere

samtidige bidragspligtige. Sådanne regler havde været diskuteret i 1929, men man havde

foretrukket så vidt muligt kun at udpege én mand, der med størst sandsynlighed kunne være barnets

far.

135

Virkeligheden viste sig dog mere kompliceret end som så, og i en skrivelse fra Grønlands

Styrelse af 22. januar 1936 blev det bestemt, at der kunne blive tale om flere bidragspligtige, som i

så fald skulle betale hver deres andel af bidraget. Der var solidarisk hæfte, så hvis én bidragspligtig

ikke betalte, skulle den/de resterende altså udrede også hans rate.

136

I 1948 diskuterede landsrådene et forslag om at indføre regler svarende til de danske om flere

bidragspligtige, hvor alle skulle betale fuldt bidrag, hvoraf et gik til barnet, de øvrige til

kommunekassen til gavn for børn født uden for ægteskab – sådan at man ikke kunne tjene på at

”udlægge en 5-6 Fædre”.

Forslaget blev forklaret som et forsøg på ensartede regler og

retlig

ligestilling

mellem grønlændere og danskere. Nogen fandt det dog urimeligt, at bidragspligtige

således skulle betale til

”andre Fædres børn”

– og det endte med, at 20 mod 2 stemte for, at

samtlige bidrag tilfaldt barnet.

137

Heller ikke denne landsrådsbeslutning blev dog ført ud i livet, men

afventede som de øvrige forhold kommissionernes arbejde og en samlet nyordning. I 1952

anbefalede det nye, samlede landsråd efter nogen diskussion regler svarende til de danske – hvilket

Statsministeriet stadfæstede året efter.

138

Den ubrudte række af initiativer og forslag fra grønlandsk side i disse tiår viser, at man ønskede

revisioner af reglerne for børn født uden for ægteskab. Dels levede mange af disse børn og deres

mødre under alt for ringe forhold; og dels lå de i stigende grad de grønlandske kasser til last i form

af understøttelse og siden offentlig udbetaling af underholdsbidrag. Omvendt var der også en

udbredt bekymring for de moralske konsekvenser, hvis ordningerne blev for økonomisk attraktive.

Et modsætningsforhold, som man havde set også under forhandlingerne om 1914-regulativet.

Det gik dog trægt med at føre forslagene ud i livet, bortset fra at bidragene blev forhøjet. Først brød

krigen forbindelserne; fra 1949 blev der jævnligt henvist til, at man måtte afvente betænkningerne

fra den Juridiske Ekspedition og Grønlandskommissionen; og efter 1953 til, at mere omfattende

lovgivninger var på vej – herunder både en arvelov og en børnelov for Grønland.

134

135

Brev fra børneforsorgsudvalget i Nanortalik til landsrådet, 4. juli 1957. GN, ”Børneforsorg II”.

Jurex, s. 57.

136

Jurex, s. 65.

137

LR 1948, s. 103ff.

138

LR 1952, s. 262f. FT 1961-1962, Tillæg A, sp. 1645ff.

5.2.3 Forhandlingerne om grønlandsk arve- og børnelovgivning

Efter 1953 var forholdet det, at al

dansk lov var gældende for Grønland, med mindre andet

udtrykkeligt fremgik af loven – hvilket det fremover ofte kom til at gøre. Men med den fælles

grønlandsk-danske målsætning om at realisere en retlig ligestilling af Grønland stod man over for

det problem, at hele den

eksisterende

danske lovgivning ikke var gældende for Grønland.

Der var enighed om at prioritere en nyordning af grønlandsk ret på de områder, der var mest

betydningsfulde for befolkningen i det daglige liv, nemlig person-, familie- og arveretten. Denne

prioritering var også kommet til udtryk i udsendingen af den Juridiske Ekspedition allerede i 1948,

og med nedsættelsen af det Grønlandske Lovudvalg under Grønlandsdepartementet, som alene

skulle beskæftige sig med privatretlige spørgsmål.

Én mulig måde at løse dette på var hurtigst muligt at sætte al relevant dansk lov i kraft for

Grønland. Statsminister Hedtoft foreslog i oktober 1953 folketinget en lov om, at dansk privatret

kunne sættes i kraft for Grønland

”med sådanne ændringer, som er påkrævet af hensyn til de

særlige geografiske og kulturelle forhold”.

Forslaget, som havde vundet enstemmig tilslutning fra

det grønlandske landsråd i 1952 og 1953, blev imidlertid pure afvist af folketinget: Efter at

Grønland var blevet en ligeberettiget del af riget, måtte også love for Grønland passere tinget; ellers

kunne det se ud, som om kolonisystemets administrative styring af Grønland ikke var bragt til

ophør.

139

Den målsætning, som entydigt kom til udtryk fra alle sider i både Grønland og Danmark, var at

nyordningen skulle sikre en

retlig ligestilling

mellem grønlændere og danskere. Samtidig var der

imidlertid også udbredt enighed om, at en sådan ligestilling ikke kunne betyde en fuldstændig

retsenshed: Dansk lov kunne ikke blot overføres ukritisk til Grønland. Som

Grønlandskommissionen formulerede det, mente både dens danske og grønlandske medlemmer,

”at

en fuldstændig og øjeblikkelig overførelse af dansk ret til Grønland hverken vil være ønskelig eller

praktisk mulig”.

140

Retsreglerne måtte i hvert enkelt tilfælde – i hvert fald indtil videre – tilpasses

de særlige grønlandske forhold. Det var grundindstillingen både i de udarbejdede betænkninger, i

det Grønlandske Lovudvalg, i Grønlands Landsråd, ministeriet og blandt såvel grønlandske som

danske folketingsmedlemmer. Men der kunne naturligvis herske uenighed om, hvad disse

særlige

forhold

var, og hvilke tillempninger der var nødvendige og rigtige. Det skulle man nu forsøge at

finde svarene på i en løbende dialog mellem parterne i Grønland og Danmark.

Forhandlingerne om arveretten

Spørgsmålet om arveret for børn født uden for ægteskab var, som det er fremgået, bestemt ikke et

forhold, som havde haft stor bevågenhed fra grønlandsk side i de foregående årtier, selv om de

139

140

FT 1953-54, Tillæg A, sp. 459ff.; Tillæg B, sp. 1589.

G50, bd. 2, s. 103.

uægteskabelige børn i Danmark i 1937 havde opnået arveret efter deres retlige fader.

141

Som

bebudet af de danske myndigheder var arveloven imidlertid et af de første områder, som blev taget

op, og fra 1953-54 bølgede diskussionerne om arveret for børn født uden for ægteskab.

Landsrådets Faderskabsudvalg, som blandt andet skulle formulere et udkast til lov om børns

retsstilling for Grønland, var skeptisk over for en sådan arveret. På den ene side blev det fremhævet,

”at

arveret i disse tilfælde ville forekomme ganske unaturligt for grønlændere, for hvem retten til

arv i højere grad end i Danmark var betinget af et ’livsfællesskab’ mere end slægtskab og

familieforhold”.

På den anden side så man, at arveret var en del af den ønskede retlige ligestilling.

Udvalget fandt, at spørgsmålet om en evt. arv skulle ordnes i en kommende arvelov, og at man fra

grønlandsk side ville være utilbøjelig til at gennemføre den. Faderskabsudvalgets forslag blev sendt

til drøftelse i Statsministeriet – nærmere betegnet det Grønlandske Lovudvalg under

Grønlandsdepartementet – sidst i januar 1954. Landshøvdingen kommenterede, at man gerne så en

hurtig behandling, så forslaget snarest kunne blive forelagt landsrådet.

142

I efteråret fik landsrådet tilsendt et udkast til en arvelov for Grønland forfattet af det Grønlandske

Lovudvalg. Heller ikke dette forslag gav regler for arveret til børn født uden for ægteskab, som man

på dette tidspunkt foretrak at gennemføre sammen med en kommende grønlandsk børnelov.

143

Forslaget kom for sent til, at landsrådet kunne få det oversat og realitetsbehandlet i 1954, så det blev

udskudt til det følgende år. I 1955 var der imidlertid fra København kommet et ændringsforslag til

arvelovsforslaget, nemlig en §2, der fastslog, at børn født uden for ægteskab tog arv efter faderen og

hans slægt. Fra Grønlandsdepartementet forklarede man, at dette svarede til dansk lovgivning, og i

øvrigt var i overensstemmelse med det forslag til børnelov, som man samtidig havde fremsendt.

Landsrådet mente, at en så alvorlig ændring krævede, at man fik lejlighed til at drøfte det med

vælgerne – og behandlingen blev igen udskudt.

144

En skarp kommentar, formodentlig fra centrale

landsrådsmedlemmer forud for landsrådsmødet, efterlyste en begrundelse for, at Lovudvalget i

København foreslog denne ændring i klar modstrid med både faderskabsudvalgets, landshøvdingens

og landsdommerens indstilling om

ikke

at indføre arveret for børn født uden for ægteskab. At det

var i overensstemmelse med dansk ret anså man for et helt utilstrækkeligt argument.

145

I 1956 og 1957 blev arveretten så debatteret i landsrådet. Dens fortalere argumenterede for, at den

uægteskabelige byrd ikke var barnets skyld, og at det ikke skulle stilles ringere end ægtebørn.

Desuden løb alt for mange mænd fra deres ansvar, og arvereglen ville måske have en præventiv

effekt. Endelig ville den kun gælde, når et egentlig faderskab kunne fastslås efter den kommende

børnelov, og ikke i forhold til de bidragspligtige.

Modstanden var dog massiv: En sådan arveret ville give anledning til alvorlige problemer for

ægteskaberne og de børn, der var født i dem. Mens både hustru og ægtebørn gennem deres hjælp til

’erhvervet’ havde bidraget til at skabe den værdi, der var oparbejdet i et bo, gjaldt det samme ikke

141

142

En undtagelse er Augo Lynge, som i 1949 i Landsrådet krævede arv, men kun fra

danske

fædre; LR 1949, s. 147.

Referat af møder 17. marts 1953 og 13. januar 1954. Faderskabsudvalgets udkast samt bemærkninger til lov om

børns retstilling i Grønland (udateret, forfattet i perioden april-december 1953). Brev 26. januar 1954 fra landshøvding

Lundsteen til landsdommer Kisbye Møller. GN, ”Faderskabsudvalget”.

143

Forslaget med bemærkninger i LR 1954, s. 202ff.

144

LR 1954, s. 101;. Brev af 14. juli 1955 fra Grønlandsdepartementet til Landshøvdingen. GN, ”Faderskabsudvalget”.

145

”Dagsorden 1955 punkt 7 vedr forslag til arvelov for Grønland, nyt referat”. GN, ”Faderskabsudvalget”.

de uægteskabelige børn. Mens ægtebørnene var ønskede, var de andre ”avlet ved en tilfældighed”.

Det ville true familiens harmoni og stride mod grønlandsk tankegang, hvis de siden skulle have del i

arven, som i øvrigt ofte var relativt lille i Grønland. De, der havde spurgt deres vælgere, havde ikke

mødt nogen tilslutning til forslaget overhovedet. Landsrådet nedsatte efter debatten i 1956 et

udvalg, der skulle foretage en indgående gennemgang af loven. Året efter stemte tre for og ni imod

forslaget, som det forelå – og landsrådet nedsatte endnu en gang et udvalg, der skulle udarbejde en

alternativ ordlyd til den foreslåede §2 om arv for børn født uden for ægteskab.

146

I august 1957 var udvalget klar med en betænkning og et alternativt forslag. Udgangspunktet var, at

man havde taget den udbredte modstand mod en ubetinget arveret til efterretning; men omvendt

tolkede det sådan, at landsrådet ikke blankt afviste arveretten, når blot den ikke udgjorde en

urimelig belastning af mandens eventuelle ægtefælle og -børn. Forslagets slog derfor fast, at:

”Barn uden for ægteskab tager arv efter fader og fædrene frænder som ægtebørn”.

Men også, at:

”Det skal dog af skifteretten kunne bestemmes, at barnets arveret bortfalder, såfremt det på

urimelig måde skønnes at stride mod efterlevende ægtefælles og øvrige arvingers tarv, at barnet får

del i den efterladte formue.”

Den ny formulering blev vedtaget af et enigt landsråd i 1957, og sagen skulle være landet.

147

Det var den imidlertid ikke. Da et forslag til Arvelov for Grønland blev fremsat for Folketinget i

november samme år, var arveretten for børn født uden for ægteskab igen forsvundet ud af

lovteksten. Det blev i bemærkningerne forklaret dels med den stærke modstand i Grønland og det

alternative forslag herfra; og dels, som tre år tidligere, med at spørgsmålet om arveret burde afklares

i sammenhæng med børneloven, som nu var på vej.

148

Som i landsrådene var den dominerende opfattelse også i Folketinget, at forskellen på danske og

grønlandske retsregler skulle nedbrydes, og at børn i og uden for ægteskab ikke længere burde

forskelsbehandles. Men også, at der måtte tages behørigt hensyn til grønlandske forhold og ønsker.

Den ene af de grønlandske folketingsmænd, Elias Lauf, opsamlede argumentet: Man måtte bort fra

forskelsbehandling – men samtidig ikke glemme,

”at forholdene er helt anderledes end i Danmark

og hermed også befolkningens mentalitet. Visse danske regler kan ikke indføres i Grønland uden

ændringer”.

Grønlandsministeren opsummerede, at det eneste virkelige stridspunkt vedrørende

forslaget til en grønlandsk arvelov tilsyneladende var arveretten for børn født uden for ægteskab.

Og dermed sendtes forslaget til udvalgsbehandling.

149

I udvalget havde man forståelse for de grønlandske betænkeligheder ved den omdiskuterede arveret

– men lagde omvendt stor vægt på den. Udvalget anbefalede derfor, at man fulgte landsrådets

forslag om, at børn født uden for ægteskab fik arveret, men at den kunne begrænses i visse

146

147

LR 1956, s. 65ff; og 1957, s. 72ff., 150f.,

LR 1957, s. 150f.

148

FT 1957-58, Tillæg A, sp. 642ff.

149

FT 1957-58, Folketingets forhandlinger, sp. 1985ff.

tilfælde.

150

Derved blev det – omsider. Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget 29. maj 1958.

Lovens § 36 gav skifteretten den ønskede mulighed for at begrænse arveretten; dog ikke hvis faren

havde sikret barnet ved testamente, eller barnet havde boet sammen med faderen og dennes familie.

Om betingelserne for arveretten bestemte §5, at

”Slægtskab mellem fader og barn uden for ægteskab begrunder kun arveret, såfremt faderskabet er

fastslået på den i lovgivningen om børn uden for ægteskab foreskrevne måde”.

Arveretten kunne altså først komme til anvendelse, når og hvis en grønlandsk børnelov

introducerede et sådant juridisk faderskab, som endnu ikke fandtes i Grønland.

Forhandlingerne om børneloven

Som det er fremgået, var også forhandlingerne om denne lov nu i gang. Og det første udkast var

blevet til i landsrådets Faderskabsudvalg. Udkastets §5 indførte en principiel retslig ligestilling

mellem børn født i og uden for ægteskab (med mindre andet udtrykkeligt fremgik), og gav

mulighed for, at der kunne fastlægges et egentligt faderskab. Hvor det

ikke var muligt,

skulle der

fortsat kunne pålægges bidragspligt til en eller flere mænd. Af udvalgets bemærkninger fremgik det,

at forslaget i hovedsagen byggede på de danske børnelove fra 1937, men tilpasset efter grønlandske

forhold.

151

Da landshøvdingen i januar sendte forslaget til Statsministeriet til forelæggelse for det Grønlandske

Lovudvalg, kommenterede han, at landsrådet efter hans opfattelse ønskede at bevare bidragspligten,

mens Faderskabsudvalget og særligt landsdommeren foretrak, at den mulighed blev afskaffet, og

man alene opererede med faderskab. Argumentet for det første havde især været, at man foreløbig i

Grønland ikke havde gode muligheder for at dokumentere et virkeligt faderskab, eller for blot at

udelukke de mænd, der

ikke

kunne være fædre til barnet.

152

I 1955 havde det Grønlandske Lovudvalg udarbejdet et første udkast til en børnelov, der ligeledes

muliggjorde fastlæggelse af faderskab; og hvor det ikke var muligt, bidragspligt. Da

bemærkningerne til forslaget endnu ikke var klar, udskød landsrådet behandlingen; det samme skete

i 1956, hvor det nødvendige materiale ikke var nået rettidigt frem til landsrådsmødet.

153

I 1957 kunne man så tage fat på en realitetsbehandling. Et landsrådsudvalg havde forinden afgivet

betænkning, hvori det tilsluttede sig den for grønlandsk ret nye sondring mellem faderskab og

bidragspligt, og i øvrigt indstillede forslaget til vedtagelse med en række ændringer af ikke

principiel karakter. Under landsrådsdebatten dukkede det argument igen op, at det var i

uoverensstemmelse med grønlandsk tankegang, at flere mænd skulle betale bidrag til det samme

barn. Formanden mindede dog om, at landsrådet allerede i 1952 havde truffet den beslutning. Størst

furore skabte en paragraf om navneret ved faderskab, som et mindretal mente, var en indgriben i

private forhold og burde være frivillig for faderen. Landsrådet endte med at tiltræde forslaget med

150

151

FT 1957-58, Tillæg B, sp. 931; Folketingets forhandlinger, sp. 4535ff.

Udateret udkast samt bemærkninger til lov om børns retstilling i Grønland (forfattet i perioden april-december 1953).

GN, ”Faderskabsudvalget”. Se desuden brev af 20. januar 1954 fra landsdommer Kisbye Møller til landshøvding

Lundsteen, sst. Også den Juridiske Ekspedition anbefalede at sondre mellem faderskab og bidragspligt; Jurex, s. 75f.

152

Brev af 26. januar 1954 fra Lundsteen til Kisbye Møller. GN, ”Faderskabsudvalget”.

153

LR 1955, s. 118, og 1956, s. 72.

mindre ændringer. Samlet set gav forslaget anledning til langt mindre debat og mindre modstand,

end forslaget til arvelov havde gjort. Opretholdelsen af bidragspligten som sådan affødte ingen

kommentarer.

154

I mellemtiden havde man taget fat på arbejdet med en ny

dansk

børnelov, der – som det er fremgået

– endte med at afskaffe bidragspligten. Revisionen af den danske børnelov satte behandlingen af

den grønlandske i bero, da man fortsat havde som målsætning, at de to så vidt muligt skulle stemme

overens.

155

Forslaget til ny

dansk

børnelov blev i 1959 forelagt landsrådet, som tilsluttede sig, at den danske

lov skulle kunne sættes i kraft i Grønland ved kongelig anordning – med de tillempelser, som de

særlige grønlandske forhold

nødvendiggjorde. Ministeriet mente dog, at disse ændringer ville blive

så omfattende, at man hellere måtte udarbejde en særskilt grønlandsk lov. Et udkast til en sådan

blev udarbejdet af det Grønlandske Lovudvalg og forelagt landsrådet i 1961. Forslaget indførte

muligheden for juridisk faderskab for børn født uden for ægteskab i Grønland. Samtidig opretholdt

det dog (modsat det danske) muligheden for at pålægge bidragspligt – men kun i de tilfælde, hvor et

faderskab ikke kunne fastslås. Landsrådets lovudvalg beklagede forskellen, men tilsluttede sig, at

betingelserne for at afskaffe bidragspligten endnu ikke var til stede i Grønland. Og da rådet stemte

for forslaget, med mindre ændringer, var det med den tilføjelse, at man ønskede en egentlig

retsenhed også på dette område, så snart mulighederne forelå.

156

Hvad var det for betingelser, der endnu ikke var til stede? Af bemærkningerne fremgik, at man ikke

havde fundet tiden inde til at ændre den grønlandske retstilstand så drastisk, at man på én gang

både

indførte adgang til at fastslå egentlig faderskab

afskaffede kategorien bidragspligt. Mere

håndfast forklarede man, at man

ikke havde opnået det niveau for blodtypetekniske

bevismuligheder,

som i Danmark havde været afgørende for afskaffelsen af bidragspligten.

Sagen var, at det var forbundet med store teknisk-videnskabelige problemer at foretage

tilstrækkeligt sikre analyser af blodprøver fra Grønland.

157

Af en udtalelse indhentet fra

Retslægerådet fremgik det, at de forskellige blodtypehyppigheder i den grønlandske befolkning

endnu ikke var tilstrækkeligt kortlagt; at den lille og blandede population ville gøre statistiske

tilfældigheder meget sandsynlige; og at prøvernes kvalitet i øvrigt var ringe efter udtagning i og

transport fra Grønland til Retsmedicinsk Institut i København, hvor man havde ekspertisen og

faciliteterne til at analysere prøverne. Retslægerådet konkluderede derfor:

”Sammenfattende kan det siges, at den udvikling af de biologiske bevismidler, der har dannet

baggrund for den i Danmark gennemførte lovændring [afskaffelsen af bidragspligten, SN], på

nuværende tidspunkt ikke kan følges op, når det drejer sig om faderskabssager involverende

grønlændere og/eller blodprøver fra Grønland.”

158

154

155

LR 1957, s. 167ff.

FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1645ff.

156

Sst.; og LR 1960, s. 173f.; 1961, s. 64f., 154f.

157

Problemet blev fremhævet allerede af den Juridiske Ekspedition i 1950; Jurex, s. 75.

158

FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1657f.

Et brev fra Retsmedicinsk Institut til Ministeriet for Grønland bekræftede, at kvalificeret

blodtypestatistisk analyse ikke lod sig gøre, og at en stor del af prøverne var af ringe kvalitet, når de

nåede frem. En kombination af yderligere prøver kunne dog forbedre resultatet – men ville ikke

kunne anvendes, hvor der var tale om flere involverede mænd. Samlet set mente instituttet, at hvis

forsendelsesproblemet blev løst, kunne man opnå

næsten

samme udelukkelsesprocent, som i

Danmark; men altså kun, hvor der var tale om en enkelt udlagt mand.

159

Juridisk var forholdet det, at fastlæggelse af faderskab indebar en større bevisbyrde, end

fastlæggelse af bidragspligt. Det skulle kunne påvises med stor sandsynlighed, at den pågældende

mand faktisk

var fader

til barnet – ellers måtte der frifindes.

160

Man frygtede derfor både i Danmark

og Grønland, at uden mulighed for bidragspligt, når faderskab ikke kunne sandsynliggøres, ville for

mange sager ende med, at

ingen

mand blev pålagt forsørgelsesansvar for barnet.

Den betydningsfulde forskel mellem den danske og den grønlandske børnelov havde altså en

konkret og praktisk begrundelse. Til gengæld var man overbevist om, at vanskelighederne snart

ville kunne overvindes. Landslægen i Grønland var i dialog med Retsmedicinsk Institut om snarest

at få foretaget den nødvendige kortlægning af blodtypemønstrene i Grønland, og landsrådet havde

ønsket en bestemmelse om, at loven skulle tages op til revision inden for 5 år. Ministeriet mente

derimod, at det var en selvfølgelighed, at man snarest muligt ville indføre de samme regler for børn

født uden for ægteskab i hele riget, og at sådan en bestemmelse derfor ikke var nødvendig. Skulle

den ind, var 5 år dog lige kort nok tid, når man tog de omfattende undersøgelser i betragtning, som

ville være en forudsætning for lovrevisionen – altså udredningen af den grønlandske

blodtypestatistik.

161

Under Folketingets forhandlinger var især to temaer fremtrædende. Det ene var spørgsmålet om,

hvornår en til- og tidssvarende børnelov kunne sættes igennem for Nord- og Østgrønlands

vedkommende. Det andet var, hvordan man skulle vægte det overordnede ønske om retsenhed over

for de ’særlige grønlandske forhold’, som lovgivningen også skulle tage hensyn til. Den ene af de

grønlandske repræsentanter, Rosing, talte ligeledes principielt for fuld retsenhed. Men loven var

ifølge ham

”et typisk eksempel på, at man under bestræbelserne for indførelse af samme retssystem

i Grønland som i det øvrige land inden for lovgivningen for børn kan støde på tekniske hindringer,

som vi ikke blot ved at lukke øjnene kan springe over”.

162

Den tekniske hindring var i dette tilfælde

problemerne med de blodtypestatistiske beviser.

Udvalgsbetænkningen støttede det grønlandske ønske om en snarlig revision:

”Ministeren og udvalget er enige om, at der, så snart blodtypebestemmelser for Grønlands

vedkommende kan foretages med tilsvarende sikkerhed som for den øvrige del af riget, bør

foretages en ajourføring af lovgivningen for Grønland om børns retsstilling i lighed med de for den

159

160

Sst., Tillæg B, sp. 21ff.

Princippiet var det samme som i den danske børnelov fra 1937: Et juridisk faderskab beroede på en overvejende

sandsynlighed for en faktisk

slægtskabsrelation;

mens bidragspligt alene gjaldt det ansvar, manden havde pådraget sig

ved

samleje med kvinden

inden for avlingstiden.

161

FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1658f. Se også LR 1961 og 1962.

162

FT 1961-62. Folketingets forhandlinger, sp. 4295.

øvrige del af riget gældende bestemmelser. Den nu foreslåede ordning må derfor betragtes som en

overgangsordning.”

163

Med denne forventning vedtog Folketinget enstemmigt den grønlandske børnelov i maj 1962.

Loven trådte i kraft i Vestgrønland 1. juni 1963; men først 11 år senere i Nord- og Østgrønland.

5.3 Børnelovens ikraftsættelse i Nord- og Østgrønland i 1974

Lov for Grønland om børns retsstilling trådte i kraft for Nord- og Østgrønland den 1. juli 1974.

Reglerne for og administrationen af Nord- og Østgrønland var historisk set ikke de samme som i

Vestgrønland. Østgrønland blev først koloniseret i slutningen af 1800-tallet efter Gustav Holms

konebådsekspedition (1884-85), mens Nordgrønland (Thule) først fik varig kontakt med den øvrige

del af Grønland og med Danmark i 1910 med oprettelsen af en handelsstation. De to landsdele

mentes at være mindre civilisatorisk udviklet end Vestgrønland, hvilket var grunden til forskellene i

administrationen og regelsystemet.

5.3.1 Den administrative opbygning og regler om underholdsbidrag i Nord-

og Østgrønland

Nordgrønland (Thule-distriktet) fik i 1929 nærmere bestemmelser om distriktets administration i

Knud Rasmussens udgivne love fra 7. juni 1929. Disse love stadfæstedes af den danske stat i 1931.

I henhold til disse love oprettedes et fangerråd, der havde medbestemmelsesret på visse områder –

bl.a. at fastsætte regler for befolkningen og dømme i både straffe- og civilsager. Rådet bestod af

seks medlemmer, heraf tre danske tjenestemænd (kolonibestyreren, præsten og lægen) og tre

grønlændere. Retsvæsenet i Nordgrønland var opbygget på samme måde som i Østgrønland –

beskrevet nedenfor, blot med den forskel at det her var fangerrådet som fungerede som domstol.

164

Indtil 1947, hvor statsministeriet udsendte

Administrative bestemmelser for Østgrønland,

administreredes Østgrønland efter de gældende ministeriers nærmere bestemmelser. Det første

skridt mod kommunalt styre udgik fra 1947-bestemmelserne, hvormed Angmassalik og

Scoresbysund fik østgrønlændernes råd. Disse råd var ligesom eksempelvis sysselrådene besat med

kolonibestyrerne (senere inspektørerne) og de danske tjenestefolk med mere end to års anciennitet,

og lokale grønlændere fra de forskellige distrikter. Retsvæsenets opbygning efter 1947-

bestemmelserne tilkendegav, at der i hvert kolonidistrikt skulle være en domstol med formanden for

kolonirådet (kolonibestyreren – senere inspektørerne) som formand samt tre meddomsmænd –

udpeget af formanden blandt rådets medlemmer. Domstolen havde kompetence til at dømme i både

straffesager og i civile sager, herunder om faderskab og bidrag. Straffe- og civile sager mod

danskere blev imidlertid varetaget af Københavns byret. Ligesom i Vestgrønland opererede man

med to retssystemer – et for danskere og et for grønlændere, og Grønlandskommissionen rådede i

163

164

FT 1961-62., Tillæg B, sp. 1117.

G50, bet. 6, 1950, s.59-61.

1950 til, at man foreløbigt fastholdt 1947-bestemmelserne som gældende, da:

”det må anses for

yderst tvivlsomt, om det vil være muligt at tilpasse befolkningen til retsregler, som skal være af en

sådan beskaffenhed, at de også kan være gældende for de danske i distriktet.”

165

Nord- og

Østgrønland var, ifølge Grønlandskommissionen, ikke parat til indførelsen af et retssystem i 1950

på lige fod med Vestgrønland.

Grønlandsudvalget af 1960 anbefalede imidlertid i 1960, i overensstemmelse med Grønlands

landsråd, at Nord- og Østgrønland blev politisk og administrativt ligestillet med Vestgrønland.

Hvorefter lov af 26. april 1961 gav distrikterne Thule, Scoresbysund og Angmassalik hver et

medlem til Grønlands landsråd. Ved kongelig anordning af 29. december 1961 udvidedes

bestemmelserne i landsrådsloven om kommunalbestyrelser fra maj 1950 til også at gælde i Nord- og

Østgrønland. Retsplejeordningen blev sat i kraft for de tre distrikter i 1964, og udvalget

konkluderede på den baggrund, at:

”Befolkningen i Østgrønland og Nordgrønland har herefter

opnået politisk og retlig ligestilling med befolkningen i resten af Grønland.”

166

Det var dog ikke

tilfældet mht. reglerne om underholdsbidrag. Nord- og Østgrønland havde indtil 1974 udelukkende

administrative bestemmelser om fastsættelse af underholdsbidrag i form af 1929-regulativet, hvori

der ikke var mulighed for at fastslå faderskab med ret til navn og arv, ligesom bidragspligten kun

gjaldt indtil barnets 16. år. Da den grønlandske børnelov blev vedtaget i 1962 var tanken, at den

relativt hurtigt kunne erstattes af en dansk børnelov gældende for hele Grønland, hvilket var

grunden til at den grønlandske børnelov ikke omfattede Nord- og Østgrønland. Målet var retsenhed

hele riget igennem, men de praktiske forhold omkring bevisførelse satte en stopper for dette.

5.3.2 Indlemmelsen af Nord- og Østgrønland i det øvrige Grønland

(Vestgrønland)

Det Grønlandske Lovudvalg udarbejdede i marts 1973 en redegørelse om, hvorvidt man kunne

indføre den danske børnelov af 1960 i hele Grønland, eller hvis dette ikke kunne tilrådes den

vestgrønlandske lov nr. 197 af 16. Juni 1962 i Nord- og Østgrønland. Problemet omkring

indførelsen af den danske børnelov var, at man stadig ikke havde retsmedicinsk viden nok til at

kunne vide sig sikre, når faderskabssager skulle afgøres gennem blodtypebeviser.

Diskussionen i udvalget gik på om man skulle gå ind for retsenhed Danmark og Grønland imellem,

altså om den danske børnelov skulle sættes i kraft for hele Grønland. Indførelsen af den danske

børnelov ville betyde øgede udgifter for det offentlige.

167

Andre medlemmer af udvalget mente, at

man skulle bibeholde den gældende grønlandske lov, da barnet og moderens retsstilling ikke på

afgørende vis var berørt af, om den ene eller anden lov anvendtes. Indførelsen af den danske lov

ville betyde, at et større antal frifindelser ville finde sted – med fare for at retsfølelsen formentlig

blev krænket. Udvalget mente på den baggrund, at det måtte være et politisk spørgsmål at afgøre.

165

166

G50, bet. 6, 1950, s. 37-41.

G60, 1964, s. 69-71.

167

I sager, hvor ingen blev idømt bidragspligt, ville det offentlige hænge på udgifterne til underholdsbidraget. Det

formodedes, at indførelsen af den danske lov ville betyde flere frifrindelser, pga. en ringere bevismulighed. Barnet ville

under alle omstændigheder i henhold til loven have ret til bidraget. LR 1973, s. 508 .

Udvalget fandt, at man snarest muligt burde ophæve forskellen for børn født uden for ægteskab i

henholdsvis Vestgrønland og i Nord- og Østgrønland, og at man derfor burde lade den grønlandske

børnelov gælde i Nord- og Østgrønland, med mindre man bestemte sig for snarligt at lade den

danske børnelov gælde for hele Grønland.

168

Landshøvding Lassen udtalte sig i en skrivelse til Ministeriet for Grønland fra marts 1973 ud fra

administrative hensyn for retsenhed på dette område Danmark og Grønland imellem, og mente at

såfremt de ansvarlige myndigheder undlod at indføre den danske børnelov, var det ikke pga. særlige

hensyn til barnet, men af hensyn til de offentlige kasser.

169

Landsrådet diskuterede på efterårssamlingen senere på året samme sag. Både landsrådet og

folketinget var indstillet på, at der skulle være ensartede retlige forhold i Danmark og i Grønland.

Den afgørende forskel på den danske og den grønlandske børnelov var omkring bidragspligt: Hvor

man i den danske lov udelukkende opererede med faderskab eller ikke, var der i den grønlandske

mulighed for, med en mindre mængde beviser, at idømme en eller flere udlagte fædre til bidrag. En

udløber af denne usikkerhed, hvis den danske børnelov blev indført, ville være at et større antal

udlagte fædre ville gå fri med en risiko for, at den almindelige retsfølelse kunne krænkes.

Landsrådet nedsatte derefter et udvalg til at behandle spørgsmålet. Udvalget anbefalede, at man

ikke indførte den danske børnelov, da grundlaget for en blodtypemæssig sikker bevisførelse i

faderskabssager i Grønland var lavere end i Danmark, og anbefalede derfor at udstrække den

grønlandske børnelov til Nord- og Østgrønland. Landsrådet vedtog det anbefalede.

170

Lov for Grønland om børns retsstilling trådte således i kraft i Nord- og Østgrønland ved kongelig

anordning nr. 241 af 6. maj 1974 med virkning fra 1. juli 1974.

5.4 Sammenfatning

Fra 1930’erne til de tidlige 1950’ere blev spørgsmålet om regler for børn født uden for ægteskab

gentagne gange taget op lokalt og i landsrådene. Ligesom det havde været tilfældet forud for de

tidligere regulativer, kom initiativerne til klarere og bedre regler altså i denne periode primært fra

grønlandsk side, mens de danske myndigheder udviste en betragtelig træghed i at imødekomme de

grønlandske ønsker og anbefalinger.

Anbefalingerne fra Grønland drejede sig, som i de foregående årtier, alene om regler af betydning

for

barnets forsørgelse

– et spørgsmål af betydning både for børnenes og deres mødres livsvilkår;

og, ikke mindst, for de lokale kasser, som ellers ville være hårdt belastet af udgifterne. Derimod

blev der

ikke

fra grønlandsk side i denne periode fremsat ønsker om principielle forandringer i

barnets retsstilling,

altså om at give adgang til fastlæggelse af juridisk faderskab, herunder navne-

og arveret.

168

169

LR 1973, s. 504 og 509-510.

Landshøvdingen over Grønland til Min. f. Grl., 20. marts 1973, GN, ”Børneloven”.

170

LR 1973, s. 29-30 og 125 – forskellige offentlige myndigheder havde i en årrække arbejdet med sagen, men havde

ikke siden 1962 kunnet opnå at forbedre blodtypebevissituationen.

Fra slutningen af 1940’erne blev trægheden hos de danske myndigheder afløst af et

bemærkelsesværdigt aktivitetsniveau. Arbejdet i den Juridiske Ekspedition og

Grønlandskommissionen, og siden i det Grønlandske Lovudvalg, illustrerer, at der nu var vilje til at

sætte et gennemgribende lovgivningsarbejde i gang med henblik på den formelle ligestilling af

Grønland, som blev indført med den nye grundlov i 1953. Målsætningen, som blev gentaget i

enhver sammenhæng, var virkeliggørelsen af en

retlig ligestilling

i form af moderne retsregler i

Grønland, der i det store og hele skulle svare til de danske.

I både Grønland og Danmark var hensynet til overensstemmelsen mellem grønlandsk og dansk ret

det helt afgørende argument for ændringerne i retsstilling for børn født uden for ægteskab. Den

grønlandske arvelov byggede overvejende på den danske, og gav som i Danmark børn født uden for

ægteskab arveret, når et egentligt faderskab kunne fastslås. Og både landsrådets Faderskabsudvalg

og det Grønlandske Lovudvalg i Danmark understregede, at deres forslag til børnelov byggede på

principperne i den danske lov, hvilket også den endelige lov gjorde.

Ikke desto mindre forblev der væsentlige forskelle i retsstillingen for børn født uden for ægteskab i

Grønland og i Danmark: Den grønlandske børnelov

indførte

det juridiske faderskab og dermed den

sondring mellem faderskab og bidragspligt, som havde eksisteret i Danmark siden 1937, men som

netop var blevet

afskaffet

i dansk lov i 1960. Børn født uden for ægteskab i Grønland fik altså for

første gang mulighed for at få fastlagt

et juridisk faderskab

ved enten anerkendelse eller dom, og

dermed også navne- og arveret efter en sådan fader. Men hvor det

ikke

var muligt, kunne der fortsat

pålægges bidragspligt, som ikke gav navne- og arveret. Den grønlandske arvelov gav desuden

mulighed for at indskrænke arveretten, hvilket ikke var tilfældet i Danmark.

Når det overhovedet var muligt at operere med sådanne forskelle, skyldes det den gennemgående

enighed på begge sider af Atlanten om, at retlig ligestilling ikke nødvendigvis betød helt identiske

regler, men en gennemførsel af danske retsprincipper og lovgivning i Grønland med de

tillempninger, som de

særlige grønlandske forhold

måtte gøre nødvendige og ønskelige.

Forskellene i arve- og børneloven var eksempler på sådanne tillempninger.

For arverettens vedkommende var der tale om, at lovgivningen først og fremmest blev

tillempet

holdningen

blandt flertallet af de grønlandske landsrådsmedlemmer, som ad flere omgange både i

Faderskabsudvalget og under samlingerne havde givet udtryk for en meget stor modstand mod, at

børn født uden for ægteskab skulle arve på lige fod med ægtebørn – fordi det stred mod grønlandsk

tankegang og familiemønstre. Det var danske myndigheder med det Grønlandske Lovudvalg i

spidsen, der tog initiativ til og pressede på for at få etableret arveret for børn født uden for

ægteskab. Den grønlandske tilslutning afhang dels af muligheden for at begrænse arveretten; og af,

at der kun kunne arves efter fædre, ikke efter bidragspligtige.

For børnelovens vedkommende var der derimod ikke store holdningsforskelle mellem danske og

grønlandske myndigheder og folkevalgte. Her udsprang forskellen på dansk og grønlandsk lov først

og fremmest af et

praktisk problem:

Nemlig af de ringe eksisterende muligheder for at føre

blodprøvestatistiske beviser i grønlandske faderskabssager. Problemet bestod dels i den dårlige

kvalitet af de udtagne blodprøver, når de nåede laboratorierne i Retsmedicinsk Institut i København;

og dels i det mangelfulde blodtypestatistiske grundlag til at analysere prøverne og vurdere et

faderskabs sandsynlighed. Mange grønlandske sager risikerede på det grundlag at ende, uden at

nogen mand kunne idømmes et ansvar. Dette ville stille både børnene og de offentlige kasser

ringere, end hvis bidragspligten blev opretholdt. Problemet med blodprøverne og analysen af dem

blev altså det afgørende argument for at opretholde sondringen mellem faderskab og bidragspligt.

Af samme grund understregede både landsrådet og folketinget, at der var tale om en

overgangslovgivning,

som skulle revideres, så snart de blodprøvetekniske muligheder var bragt på

plads.

Løsningen af problemet lod imidlertid vente på sig. Da man omsider et årti senere, i de tidlige

1970’ere, satte sig for, at tiden var inde til at indføre tidssvarende regler for børns retsstilling også i

Nord- og Østgrønland var spørgsmålet: Skulle man nu benytte lejligheden til at indføre den danske

børnelov i hele Grønland – eller ’nøjes’ med at sætte den grønlandske i kraft også for Nord- og

Østgrønland?

Resultatet blev det sidste, og igen var det afgørende argument den mangelfulde blodprøvestatistiske

bevismulighed. Til fordel for at opretholde bidragspligten talte muligvis også, at ophævelse af

bidragspligt kunne betyde en væsentlig formindskelse af indtægterne til de grønlandske kasser.

Stadig var holdningen dog den, at loven skulle bringes i overensstemmelse med den danske, så snart

de tekniske muligheder forelå.



Lov for Grønland om børns retsstilling trådte i kraft i Vestgrønland 1. juni 1963, og i Nord- og

Østgrønland 1. juli 1974. Den er fortsat gældende lov i Grønland, og kan altså fejre 50 års jubilæum

i 2013.

I de efterfølgende årtier har spørgsmålet løbende været rejst, om tiden var inde til at sætte den

danske børnelov i kraft i Grønland og/eller afskaffe bidragspligten. Således i 1994, hvor Landsstyret

efter Landstingets beslutning anmodede den danske regering om at ophæve §6, stk. 2 om

bidragspligt. Justitsministeriet svarede, at Retsgenetisk Institut telefonisk havde oplyst, at disse

tekniske problemer fortsat bestod – og at man i øvrigt igen afventede en kommissionsbetænkning

om mulige ændringer i danske faderskabsregler.

171

Landsdommeren i Grønland, Søren Søndergård

Hansen, har til udredningen oplyst, at anvendelsen af bidragspligt bortfaldt i takt med udviklingen i

moderne DNA-analyser. Han erindrer således ikke, at der er faldet dom til bidragspligt i de seneste

ti år.

172

171

Brev af 19. april 1994 fra Direktoratet for Sociale Anliggender mv. til Rigsombudet. Brev af 12. oktober 1995 fra

Justitsministeriets, Lovafdelingen, til Rigsombudet. GN, ”Børneloven”.

172

Søren Søndergård Hansen, personlig kommunikation, Nuuk, april 2011; telefonisk maj 2011.

6. De berørtes oplevelser

6.1 Hvor mange har været berørt af reglerne?

Den følgende tekst omhandler antallet af børn født uden for ægteskab i Grønland i perioden 1911-

1974, og siger altså noget om, hvor mange der har været underlagt de til enhver tid gældende regler.

Denne oversigt er ikke en del af kommissoriet, men da vi undervejs har fundet så mange tal, var det

oplagt at fremvise disse statistiske oplysninger.

Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, men giver ikke desto mindre et nogenlunde omfang.

Tallene siger ikke, hvor mange af børnene der endte med at blive anerkendt af de udlagte fædre,

eller hvor mange af faderskabssagerne, der endte med domme etc., eller hvor mange tilfælde, hvor

forældrene giftede sig, hvilket var normalt. Tallene viser et nogenlunde jævnt, dog stigende, antal af

børn født uden for ægteskab til og med 1940, og derefter en markant stigning i perioden efter. Det

er nærliggende at antage, at denne stigning er relateret til en øget tilstedeværelse af amerikanere, og

sidenhen danskere, i forbindelse med perioden under Anden Verdenskrig, og siden i forbindelse

med moderniseringen af Grønland. Den Juridiske Ekspeditions betænkning oplyste, at for perioden

1938-1948, var 14.6 % af fødslerne uden for ægteskab med danske fædre.

173

Kähler rapporten

(1974) anførte, at for perioden 1966-1970 var 59 % af fædre til børn født uden for ægteskab

grønlændere, mens tallet for danskere var 27 %. Udlændinge stod for knap 3 % - endelig var knap

11 % af fædrene uoplyste mht. fødested.

174

Der var således en stigning i den procentvise andel af

børn født uden for ægteskab, der havde danske fædre. Men det er nærliggende at antage, at denne

stigning var forbundet med en samtidig voldsom stigning af danskere i Grønland i perioden efter

1950.

I perioden 1911-1920 var antallet af fødsler 5627.

175

Lægen Alfred Bertelsen anførte i en

undersøgelse fra 1940, at 5,3 % af disse fødsler var uden for ægteskabt.

176

Omregnet skulle det give

298 fødsler uden for ægteskab for perioden. I den efterfølgende periode (1921-1930) ses en svag

stigning i antallet af fødsler uden for ægteskab (6,1 %).

177

Udregnet på samme måde som for den

foregående periode var 364 ud af 5977

178

fødsler uden for ægteskab. Endnu en svag stigning ses i

den efterfølgende periode (1931-1940), nemlig 8,7 %. Tallene for denne periode er dog kun for

årene 1933-1935 og 1937-1940. I perioden 1941-1950 fordobles procenttallet næsten (16,6 %), ud

af 8445 fødsler var 1401 født uden for ægteskab.

179

1951-1960-perioden viste endnu en stor

173

174

175

176

177

178

179

Udregnet pba. tabellerne i Jurex, s. 46-47.

Kähler, 1974, s. 85.

Beretninger og Kundgørelser vedr. Styrelsen af Grønland, 1909-1912, 1913-1917, 1918-1922.

Bertelsen, 1935.

Sst.

Som note 175, blot for årene

1923-1927, 1928-1932.

Beretninger vedr. Grønlands Styrelse, 1946-1947 og Den grønlandske befolknings fødselshyppighed 1948-1958. Ministeriet for

Grønland: Meddelelser fra statistisk afdeling, nr. 3, 1961.

stigning, nemlig til 28,9 % af fødslerne som værende født uden for ægteskab.

180

For årene 1967 til

1974 fortsatte tendensen med et stigende antal fødsler uden for ægteskab; fra 39,9 % i 1967 til 54 %

i 1974. I 1973 var procenttallet tilmed 56 %.

181

6.2 Hvordan har de berørte oplevet deres situation?

Som baggrund for forståelsen af, hvordan de berørte har oplevet konsekvenserne af at have været

”juridisk faderløse” har vi haft en række møder og samtaler, herunder med ”Foreningen af Juridisk

Faderløse”. Vi har også set beretninger på nettet og læst bøger om de berørtes oplevelser.

Formålet med det følgende er at ”give stemme” til nogle af de oplevelser, livshistorier og erfaringer,

vi har hørt.

182

Der er ikke tale om en dækkende beretninger, men om udpluk fra samtaler og bøger,

hvorved der kan præsenteres et indtryk af følelser, der er kommet til udtryk. Disse vidner meget

tydeligt om, hvordan oplevelsen af at være ”juridisk faderløs” har sat sine spor som en tung byrde,

og hvilke følelsesmæssige vanskeligheder der har været i kølvandet. Mens en del af oplevelserne

har været meget belastende, er der også historier imellem, som har fået en mere positiv udgang.

Mange af fortællingerne udgør en samtidshistorie, der viser hvordan man i de grønlandske samfund

opfattede og behandlede de ”uægte børn”. Tilsvarende problemer var et udbredt fænomen i de

danske samfund i den pågældende periode.

Reglerne

skabte baggrunden for, at der var forskellig

retsstatus og dermed basis for diskrimination, men det er først og fremmest

de sociale reaktioner,

der har givet problemer. Nogle af fortællingerne tyder på, at det kunne opleves særlig vanskeligt,

hvis et barn født uden for ægteskab havde en dansk (fraværende) fader, selvom problemet med at

blive opfattet som ”juridisk faderløs” eller ”uægte” ud fra det retlige grundlag principielt var ens for

børn med danske og med grønlandske bidragsfædre. De så måske anderledes ud og kom på tværs af

to kulturer.

I det følgende citeres fra en række af de fortællinger, vi har hørt og læst. Der er ikke tale om

ordrette citater, bortset fra bøgerne, men om en illustration af, hvordan de berørte har oplevet deres

livssituation som ”juridisk faderløs”.

Illustrationen er opdelt i tre emneområder, som har været fremherskende: For det første

stigmatisering, hvor de som børn blev udskilt, udskældt og behandlet som ”andenrangs”. For det

andet problemer med identiteten, når man som barn har oplevet sig som ”fravalgt”, har savnet en

faderfigur og har oplevet spørgsmålet som et tabu-emne. For det tredje frustration over manglende

rettigheder, herunder til at få de oplysninger, der eventuelt findes om den bidragspligtige fader.

180

Den grønlandske befolknings fødselshyppighed 1948-1958. Ministeriet for Grønland: Meddelelser fra statistisk afdeling, nr. 3,

1961 og Notat fra Landslægen i Grønland, 12. Feb. 1962, Landslægens arkiv, GN og Ministeriet for Grønland: Grønland 1968.

Årsberetning., s. 73; Grønland 1973.

181

Det var desværre tidsmæssigt vanskeligt, at finde alle tallene for 1960´erne.

Ministeriet for Grønland: Grønland 1968 og

Sundhedstilstanden i Grønland. Landslægens indberetning, diverse år

182

Vi er meget taknemmelige for åbenheden og tilsagnet om, at fortællingerne kan danne grundlag for det følgende

udpluk af samtalerne mv. Det har ikke været tanken at præsentere en dækkende beretning af de mange oplevelser og

livshistorier, men at give et indtryk af de følelser, der er i spil.

6.2.1 Om stigmatisering og behandling som ”andenrangs”

Mange af fortællingerne og livshistorierne handler om, hvordan de ”juridisk faderløse” var udsat for

stigmatisering. I de grønlandske samfund blev nogle af de ”uægte børn” socialt isoleret og

behandlet dårligt. En lignende behandling som ”andenrangs” var kendt i andre lande, herunder

Danmark, men det ændrer selvsagt ikke ved, at den er uretfærdig. Den kan siges at have sit udspring

i manglende rettigheder, men er først og fremmest blevet markant i lyset af, hvordan man i de

sociale relationer i det grønlandske samfund har behandlet børnene:

I kirkerne til gudstjeneste i selve dagens tekst sagde man noget om, at det var ikke

godt at være en faderløs person. Og så sad vi der, mig og min storesøster, vi er begge

to faderløse…

Da vi var børn, var det en skik, at den kvinde der har fået et barn uden at være gift,

ikke gik ind i kirken. Den, der havde forbrudt sig mod den kristne lære, måtte ikke

komme ind i kirken. Hun blev stående uden for og deltog i gudstjenesten med sit barn

ved at lytte ved de åbne vinduer. Mange gange var det også i familierne selv, at man

besluttede, at nej – du skal ikke gå ind. Ved gudstjenesten stod jeg altid udenfor med

min mormor. Hvorfor måtte jeg ikke komme ind?

Der var en der ringede og fortalte, at hans mor i 1947 ikke måtte bære barnet ind til

dåben selv, der var en anden kvinde som måtte bære.

Der var en gammel kvinde på over 80, som kom og fortalte om sin smerte. Og fortalte,

hvordan hun var blevet behandlet. Moren fik brændt sin nationaldragt og fik klippet sit

hår af.

Forskellen mellem ”de rigtige” halvgrønlændere, som kom fra blandede ægteskaber

med orden i forholdene – og så os uden far, som der blev spyttet efter af vores

landsmænd. Vi kunne heller ikke blive anerkendt af danskerne, for der hørte vi heller

ikke til.

Selvom det er længe siden, mærkes det endnu. De har arvet det fra deres forforældre.

Jeg mærker det endnu. For de har jo set mig vokse op. Den dag i dag ser de stadig ned

på mig, fordi jeg ingen far har.

Jeg har ikke den oplevelse. Også fordi jeg er flyttet hertil. Men efter min uddannelse

da jeg flyttede tilbage, der har jeg ikke følt den der holdning til min person, andet

end… Da vi var børn, en af dem hvis mand var uddannet og havde job… den gang var

det jo sjældent at man var uddannet. Så spurgte hun mig: Hvad laver du egentlig? Så

sagde jeg, at jeg var blevet læreruddannet. Så begyndte hun at grine. Og det der grin,

det sagde alt: Det kan du da ikke, det kunne du da aldrig. Så tænkte jeg: Nå ja men det

er jo bare mig, jeg skal jo ikke tro at jeg er noget. Den holdning gik man med igennem

mange år. Men det var ubehageligt fordi… øv!

Jeg selv er ”uægte”, så ”uægte”, at min ”far” offentligt har angrebet mig og bedt mig

om at lade være med at have et ”forhold” til ham og hans familie. Lige inden min mor

døde, spurgte jeg hende om, hvem min far egentlig er, og hun kiggede på mig og

sagde, at det er den person og ingen andre. Jeg har i dag ”ture”, som er karakteristiske

for omsorgssvigtede børn. Men heldigvis har der været en bedstefar, som jeg betragter

som min far. Men afvisninger gør stadig ondt, lige meget hvor små de er, kan de

mærkes, det er nok det værste. Jeg vil ønske at fædre vil erkende faderskabet og i det

mindste lade være med at stemple barnet/sit barn som den, der invaderer hans

omgivelser og erkende, at det er ham, der har invaderet moderen.

Jeg kan godt genkende, at hvis man fik sig en uddannelse eller gjorde noget, så.. nå!

Hun var ellers uægte, men det har hun jo klaret godt. Så var det noget ekstra, for man

burde jo ikke nå den position… Men hvis der er nogen der falder igennem, så nåh ja:

Det kunne man jo forvente.

Men min familie var ikke sådan over for os. Fordi vi var lidt flere i min familie, der

ikke havde fædre. Så de plejede at sige: Uægte børn, det er verdens lys!

Jeg kan huske et ordsprog: Uægte børn, dem kan man ikke bare sådan knække. Vi har

også historien om den uægte dreng der blev behandlet så skidt. Han kunne ikke selv

kravle op i hytten. Så de hev ham op i næsen, så han fik så store næsebor… Da han

blev voksen blev han så stærk, at han kæmpede med tre isbjørne.

6.2.2 Om identitet, tabu og savnet af en faderfigur

Et gennemgående træk ved fortællingerne er savnet af en faderfigur. Dette savn deler de ”juridisk

faderløse” med andre, der som følge af faderens fravær på grund af dødsfald, bortrejse el.lign. ikke

har en retlig – eller snarere social – fader. Et særligt træk ved de ”juridisk faderløse” er dog, at de

ofte har oplevet spørgsmålet som et tabuiseret emne, som særlig mødrene ikke ønskede at tale om,

og at det totale fravær af en fader har givet identitetsproblemer for nogle:

Jeg synes ikke der kan perspektiveres nok omkring det her. Det er vigtigt i forhold til

identitet at kunne knytte sig. Den manglende identitet har for nogle betydet, at de er

blevet ekstremt afhængige, fordi de er blevet uselvstændige, mens andre er blevet

enegængere og meget overfladiske. Man er så påpasselig med at tage skridt, så man

næsten hellere lader være. Fordi man er så bange for, at det kan gå helt i stykker. Man

holder sig selv tilbage.

Man føler sig ikke som andre. Og man tror, man er alene om det. Indtil man opdager,

at andre ”juridisk faderløse” har det ligesom en selv. Det har været meget tabu at tale

om det, og det gør det svært at håndtere.

Også det håb, jeg i hvert fald som teenager havde, at han pludselig en dag ville dukke

op og sige: ”Hej, jeg er din far”. Bare at få sat et billede på; min mor rev alle

billederne i stykker en gang, da de havde været oppe at skændes. Jeg har bebrejdet

hende; Hvorfor gjorde du det? Hvorfor gemte du ikke bare ét eneste billede til mig?

Mødrene kan ikke lide at snakke om det. Min biologiske mor snakkede aldrig med

mig om ham, det ville hun ikke. Jeg skal spørge min mor hvorfor, men det var nok

fordi det var så smertefuldt for hende.

Det var meget pinligt for min mor, da jeg trådte frem med min historie. Men da jeg

var i TV i et talkshow og forklarede, blev hun rigtig stolt af mig, og syntes, at det var

godt. Men hun vil stadig ikke fortælle noget selv.

Vi er ikke opdraget til at vi skal spørge. Jeg tænkte altid: Gad vide, hvornår hun

begynder at fortælle om min far, men det gjorde hun aldrig. I og med at hun aldrig

fortalte mig noget, så har jeg bare fundet ham selv. Min mormor fortalte hvad han hed.

Jeg har heller aldrig talt om min far overfor mine børn. Jeg har tre. Min mands far

bliver kaldt for farfar, men fordi jeg ikke har en far, så sagde en af mine onkler: Jeg vil

gerne kaldes for Aataa (morfar). Så sagde min dreng pludselig: Nå, men jeg har tre

aataa’er!

Min adoptivfar var i den Kongelige Grønlandske Handel, så hvert år fik vi en bog

hvor man kunne læse om de ansatte. Så læste jeg om min far, men jeg spurgte aldrig

om noget, for det var så skamfuldt, jeg ville ikke tale om det. Så da jeg var voksen,

tænkte jeg: Gad vide, om det er rigtigt. Det var dejligt at få vished om det, fordi så

havde jeg fået fred med det.

Min mand bestemte sig for, at nu ville han finde sin far. Så går han hjem til sin mor og

hiver alle mulige informationer ud af hende. Så ringer han ned til N. og får sin fars

navn. Og et øjeblik efter har han tanter og fætre og alt muligt. Jeg satte mig bare ned

og græd; jeg blev så misundelig!

Fik et billede af min far, da jeg blev 43 år af min mor. Fik at vide, at han vidste, at hun

var gravid. Men mor ville ikke kontakte ham på grund af tabu om udensomsbørn

dengang. Nu er jeg snart 57 år. Tak for jeres debat. Endelig har jeg taget mig sammen

og vil være med.

Og et par historier med mere positiv udgang:

I Mogens Skotte Nielsens bog fra 1997: ”Fra SUKKERTOPPEN Til PAAMIUT. Grønland under

forvandling 1946 – 1983” fortæller han

183

om sit barn født uden for ægteskab, som han dengang

ikke ville kendes ved. I bogen skrev han, at han var nødt til at være ærlig om det, og da barnet var

49 år, fik de kontakt og fik et godt forhold til hinanden, indtil han døde 8 år senere. Datteren har

fortalt, at hun følte, hun lærte ham at kende, før hun mødte ham, og at hun var så bange for at han

skulle tro, at hun var ude efter at få arv.

”Den næste dag skulle egentlig også have været en festdag for mig, men det kneb for

mig at finde den rette grimasse. Den dag blev jeg far for første gang. Det var en

velskabt pige… Vore dages muligheder for en sikker konstatering af faderskabet

eksisterede ikke, men jeg havde fået distriktslægens ord for at pigen lignede mig

183

Skotte Nielsen, s. 64-66.

meget, hvordan man så end kan se den slags på et spædbarn, og med den forsikring

stillede jeg mig tilfreds og vedgik overfor landsfogden at være barnefaderen.

Nu skulle så alimentationsbidraget fastsættes, det kunne der nemlig forhandles om, vel

at mærke når man var dansker, og i stand til at rejse et beløb, der efter datidens

målestok var ret betydeligt. Det årlige bidrag, der skulle erlægges i 16 år, var i et

regulativ fra 1929 fastsat til… 60 kr. for danske fædre…. Jeg skulle altså højest

erlægge 60 kroner om året i alimentationsbidrag i 16 år, dog med mulighed for

bebudede betydelige forhøjelser, efter forhandlinger i den nærmeste fremtid. I

regulativet fra 1929 var imidlertid indføjet en bestemmelse, der gjorde det muligt at

betale et bidrag én gang for alle, og beløbets størrelse blev bestemt af landsfogden i

hvert tilfælde. Denne mulighed gjaldt også for de grønlandske fædre, men blev så godt

som aldrig benyttet, da de kun sjældent var i stand til at præstere det fastsatte

beløb…. Efter aftale med landsfogden blev mit bidrag fastsat til at skulle betales én

gang for alle med 500 kr.

Efter bestemmelserne i regulativet blev beløbet indsat på en spærret konto i den

grønlandske sparekasse, hvor pengene blev forrentet med 4 procent pro anno i 16 år,

og med årlig udbetaling af renterne til moderen. Hun skulle således klare sig med 20

kroner om året, eller kun lidt mere end det fastsatte minimumsbeløb, der var gældende

for fædre der stod under grønlandsk ret. Dertil kom naturligvis at moderen efter 16

års forløb langt om længe kunne disponere frit over de 500 kr., således at jeg med de

tilskrevne sparekasserenter i alt havde sikret barnets eksistens i de første 16 leveår

med 820 kroner, eller lidt mere end 50 koner om året i gennemsnit.

Alt dette viser hvordan de udsendte danskere, også på det område havde alle

fordelene i det grønlandske samfund og forstod at udnytte dem. Jeg var ung og tænkte

ikke særlig dybt over tilværelsen. I dag kan jeg godt være ubehagelig til mode, når jeg

tænker på at jeg udnyttede lovgivningen på den måde, uden overhovedet at tage

hensyn til barnet.

Jeg har aldrig set min datter. Hun har skrevet til mig for nogle år siden, uden at jeg

reagerede på hendes første forsøg på at lære mig at kende. Når man først har fået en

stor familie, med børn og børnebørn, så forekommer det meget vanskeligt, for ikke at

sige næsten umuligt, pludselig at lukke endnu et nyt familiemedlem ind i varmen. Det

er naturligvis endnu en side af denne sag, som plager mig utrolig meget. Jeg har for

mange år siden begået et alvorligt fejltrin og det må jeg bøde for. Jeg forstår heldigvis

på hende, at hun har det godt, hun har en god mand, og et par børn som altså er mine

børnebørns fætre og kusiner.

Jeg er vist ikke nogen særlig god dydens og moralens vogter. Det er altid lettere at

dømme andre. …Jeg …fik et ansvar og jeg svigtede. Det kan være meget svært at

indrømme det”.

I Anne Sofie Hardenberg og Pia Christensen Bangs bog ”Kampen for en far” fra 2009 findes en

anden historie med en mere positiv udgang. Bogen indeholder korrespondancen mellem Anne Sofie

og hendes danske familie. Som barn døjede hun meget ondt. Hun voksede op under beskedne kår,

og hun blev mobbet af skolekammerater og drillet, fordi hun var faderløs. Det smertede hende

meget, og som halvvoksen besluttede hun at finde sin danske far - noget mod moderens vilje. Det

lykkedes hende at få kontrakt med sin far i Danmark, og som følge af sin modige insisteren blev

hun godt modtaget af ham. I dag er Anne Sofie en markant ambassadør for Grønland på det

kulinariske område. Af citaterne fremgår de svære barndomsår:

184

”Anne Sofie er begyndt i skole, da hendes mor endelig flytter tilbage, og fraværet af

begge forældre i den tidlige barndom sætter sit præg på hende. Hun bliver en stille og

indadvendt pige, der ikke ønsker at tiltrække sig opmærksomhed og risikere

legekammeraternes hånlige konstateringer af, hun jo ikke har en far. …Anne Sofie må

høre mange kommentarer om sin forsvundne far og føle sig anderledes og uden for

fællesskabet. Da Anne Sofie skal konfirmeres, vil hun gerne holde festen sammen med

sin jævnaldrende fætter, og sådan bliver det, på trods af hendes mors advarsler… Da

den store dag oprinder, og alle gæsterne ankommer, bliver Anne Sofie, hendes mor og

mormor placeret ved et lille bord, der står for sig selv uden for den hestesko-

opstilling, de andre gæster sidder ved. På den måde kan alle se på familiens særlinge,

mener fætterens mor og stedfar, der allerede er fuld på det tidspunkt. Anne Sofie

husker ikke meget andet af sin konfirmation, end at hun græder og græder og

græder.”

”Efter min konfirmation i 8. og 9. klasse kom der dårlige rygter og løgne om mig i

byen, og børn i skolen kastede sten efter mig, når de så mig, løb efter mig og råbte

løgnehistorier, jeg mistede mine venner og veninder, alle hadede mig, og der var

ingen, der ville tro på mig, jeg gemte mig på steder, så folk ikke kunne se mig.”

Anne Sofie skriver til farmoderen, fortæller hvem hun er og forklarer, at hun gerne vil have kontakt

til sin far og lære ham at kende. Hendes far skriver tilbage, at han meget gerne vil lære hende at

kende og er glad for, at de har fundet hinanden. De får nogle gode samtaler på en restaurant. Han er

ked af at høre, at hun er vokset op uden en faderskikkelse, han taler om at adoptere hende, og han

byder hende op til dans.

”..og den dag i dag står billedet af den nyfundne familielykke knivskarpt prentet i

hendes hukommelse .. Anne Sofie har fået ro i sit sind…”

Forholdet til faderens kone er dog iskoldt og giver mange skuffelser. Faderen kommer ud for en

trafikulykke, og kvæstes alvorligt. Tilstanden er meget kritisk, og han bliver ved med at tale i

vildelse om Anne Sofie. Fasteren mener, det havde bragt ham ud af fatning, at hans kone ikke

ønskede, at han skulle indlemme sin nyfundne datter i familien. Faderen dør – kun tre uger efter hun

mødte ham for første gang, og hendes verden falder helt sammen. Hun har herefter intensiv

brevveksling med sin faster og sin farmor - og hun får efterhånden også et godt forhold til sin

halvbror.

184

Hardenberg, s. 9-10, 14 , 27 og 30.

6.2.3 Om frustrationen ved ikke at kunne få besked og blive hjulpet til at

finde faderen

Et element, der meget ofte fremhæves ved møderne og i samtalerne er, at de fleste ønsker sig at få

oplysninger om bidragsfaderen og derved eventuelt mulighed for at kontakte ham. Det helt

overvejende flertal af dem, vi har talt med og hørt om, ønsker sig ikke egentlige retsvirkninger i

form af arveret, navneret mv. De er først og fremmest interesseret i oplysninger om bidragsfaderen,

og er derfor frustrerede over vanskelighederne ved få adgang til eventuelle informationer hos de

relevante myndigheder.

Vi er fem søskende, som alle er ”uægte” børn. Mine andre søskende har fædre fra min

hjemby, så de har altid kendt dem. Og jeg har også kendt min far, så… Men mange af

dem vi har mødt, de kender ikke deres fædre, de aner ikke hvem de var børn af. Og

det kan de ikke finde ud af, fordi det er lukket… I Grønland ved man i sin hjemby,

hvem der er far. Men når det er danske der bare er på gennemrejse, så er det noget

andet. Så har man ikke muligheden for at sige: Det der er min far. Man kan ikke

referere til nogen.

Jeg har ikke nogen far – rent juridisk. Det vil jeg gerne have ret til. Jeg har ikke

længere noget stort behov for at møde ham, han er måske også død. Nogen har spurgt

om jeg gerne vil arve, men det har jeg slet ikke lyst til. Ville gerne kunne finde frem

til min sag – for at få et eller andet på plads.

Jeg ser sporløs hver gang – og jeg tuder hver gang. Når man er i den situation selv.

Min datter har ellers søgt om jeg ikke kunne være med, men man får aldrig svar.

Nogle af mødrene vil gerne fortælle om det, lige inden de dør. Så vil de gerne have

afleveret historien; dem der har en tid i alderdommen, de får fortalt det.

For mit vedkommende ved jeg, at der i kredsretten ligger dokumenter om min far. Jeg

har boet sammen med min far, siden jeg var 16 år. Jeg ringede derop i forbindelse med

hans dødsfald, men jeg har aldrig bedt om papirerne. Det er sådan en lidt snørklet

historie med mig og min storebror. Han boede i min hjemby, men vi kendte ikke

hinanden særligt godt. Men min storebror, som havde en anden mor, han boede hos

ham og hed hans efternavn. Og de havde også kontakt med hinanden, da min bror tog

på uddannelse i Danmark, men ikke så meget til sidst. Han var tættere på min far, det

var jeg ikke.

Min far betalte bidrag. Jeg fik også altid gaver til min fødselsdag og til jul. Jeg kan

forstå på de andre, at i den forstand har min far været ’gavmild’. Når min mor ikke

havde råd til et eller andet jeg skulle bruge, så skrev hun et brev til ham. Og så fik jeg

også mine penge. Det virkede. Men jeg har aldrig snakket med den mand. Vi besøgte

ham en enkelt gang da jeg var 12-13 år. Men vi boede i samme by. Han tog hjem til

Danmark, da han blev pensioneret.

Vi mangler et papir der beviser, at vi har ret til at få oplysningerne.

Jeg ved heller ikke, om jeg havde fået forbindelse til min far, hvis ikke jeg havde

kendt nogen, der havde mulighed for at finde papirerne.

Det er for det meste os, der tager kontakten, os der tager initiativ. I den anden ende

sidder der en mand, som nogen gange overgiver sig.

Det der er kernen i det her, er at vi får en lovmæssig ret til at søge oplysninger. Vi

føler, det er en menneskeret at søge at få afklaret, hvad hedder min far.

Da min datter fik sclerose, var der kun fire i hele Grønland, og de havde alle sammen

anden baggrund end rent grønlandsk. Det spiller en meget stor rolle, at man kender til,

hvor man kommer fra.

Det er frustrerende. Jeg har også forsøgt at finde noget viden om min biologiske far og

har ”rendt panden mod en mur af tavshed”. Det er frustrerende. Jeg mener vi har ret til

at vide, hvem der er vores biologiske forældre. Jeg håber, at der kan komme lidt gang

i den sag, så vi også kan få vished om vores ukendte fædre.

Mine børn – som har lyst hår og blå og grønne øjne - spørger: ”Hvorfor må vi ikke få

at vide, hvem vores rødder er ?”

Det er kontakten, der er den allermest centrale. Det er at blive anerkendt som en

ordentlig del af familien.

Gang på gang hører man om den mur folk støder på. De kunne ikke få oplysninger.

Det er oplysningerne, vi har brug for. Så man kan vide.

Jeg har en drøm om, at inden jeg går i graven, skal jeg – uden at det pinligt – kunne

sige: ”Jeg har en far og han hedder ….”.

6.3 Sammenfatning

Tallene viser en generel stigning i antallet af børn uden for ægteskab i den omhandlede periode. Der

er tale om jævn stigning, dog således, at stigningen specielt skete efter 1940. Tallet var meget

markant og toppede i 1973, hvor 56 % af alle fødsler var børn født uden for ægteskab.

De berørte har i deres barndom ofte været udsat for stigmatisering og blevet udskilt, udskældt og

behandlet som ”andenrangs”. Dette står ikke til at ændre, men der et ønske om at få anerkendt, at

denne behandling ikke var retfærdig. Reglerne, som ikke gav mulighed for at dømme til faderskab,

men kun til bidragspligt, betragtes som eksponent for uretfærdigheden, men det ligger klart, at der i

Grønland på samme måde som mange andre steder var tale om en samtid, hvor man i de sociale

relationer var meget hård ved de ”uægte børn”.

Savnet af faderfigur, tabuiseringen af spørgsmålene og problemer med identitetsfølelsen kan heller

ikke ændres bagudrettet. De berørte peger imidlertid på to ønsker, som kan realiseres: For det første

anerkendelse af, at det var en vanskelig situation at være ”juridisk faderløs” og ”uægte barn” i den

pågældende periode. For det andet er der et udtalt ønske om at få adgang til eventuelle tilgængelige

informationer om bidragsfaderen, der findes. I enkelte tilfælde er det i denne forbindelse også et

håb, at der er mulighed for at få kontakt til den pågældende bidragsfader, således som det skete for

Anne Sofie Hardenberg, beskrevet i bogen ”Kampen for en far”.

7. Konklusion

7.1 Retsstillingen i grønlandsk og dansk ret for børn født uden for

ægteskab 1914-1974

Der har været stor

forskel

på, hvordan man var stillet som barn født uden for ægteskab i henholdsvis

Danmark og Grønland i perioden 1914 til 1963/1974.

7.1.1. De danske regler om faderskab

Danmark

var der efter 1908-loven først og fremmest regler om faderskab ved anerkendelse eller

en dom om, at faderen eller de mulige fædre blev forpligtet til at betale børnebidrag. Ved

lovgivningen fra 1937 var der forskellige regler for ”ægtebørn” og for ”uægte” børn. Det blev

obligatorisk at fastslå faderskabet. På baggrund af moderens oplysningspligt kunne flere mulige

fædre blive pålagt at betale børnebidrag. Moderen fik dog kun ét børnebidrag. Der kunne dømmes

til faderskab, hvis der var ført bevis for et virkeligt slægtskabsforhold mellem far og barn. Ved

sådan dom eller ved anerkendelse fik barnet ret til at bære faderens familienavn og til at arve

faderen. Ved børneloven af 1960 blev der indført ligestilling mellem børn født i og uden for

ægteskab. Der kunne herefter dømmes til faderskab eller ske frifindelse. Faderskab medførte

retsvirkninger som for børn født i ægteskab – særlig arveret.

7.1.2. De grønlandske regler om faderskab

Grønland

fastsatte et regulativ fra 1914, at enhver barnefader skulle betale børnebidrag. Bidragene

skulle betales, uanset om faderen var dansk eller grønlandsk, men satserne var forskellige for de to

grupper. Børnebidragene blev indbetalt til sparekassen. Regulativet blev ændret i 1929, men

svarede i store træk til de ældre regler. Der var ikke regler om faderskab, ligesom der ikke var

udtrykkelige regler om ”ægtebørn” og ”uægte børn” eller om børnebidrag, hvis der var flere mulige

fædre. Den danske lovgivning fra 1937 blev ikke sat i kraft for Grønland. Den Juridiske Ekspedition

til Grønland i 1948/1949 anbefalede, at der blev indført regler om ægtebørn, svarende til 1937-

loven, men var langt mere forbeholden over for at indføre de danske regler om adgang til at fastslå

faderskab for børn født uden for ægteskab. Først ved loven af 1962 om børns retsstilling indførtes

regler om faderskab i Grønland. Reglerne blev sat i kraft for Vestgrønland i 1963 og for Nord- og

Østgrønland i 1974. Muligheden for at fastsætte bidrag er dog stadig til stede ved siden af reglerne

om faderskab – ikke mindst som konsekvens af vanskelighederne med at føre bevis for faderskab,

da blodtypebestemmelserne ikke er velegnede som bevismidler i Grønland. Der kan således

dømmes til faderskab, dømmes til bidragspligt eller ske frifindelse. Når der dømmes til faderskab

medfører det arveret, mens det ikke er tilfældet når der dømmes til bidragspligt.

7.1.3. Forskellen på reglerne i Grønland og Danmark

Forskellen

er således især, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at fastslå en endelig

faderskabsforpligtelse med hensyn til et barn uden for ægteskab i Grønland i perioden 1914-

1963/1974. Der fokuseres i Grønland udelukkende på de økonomiske forsørgelseselementer, mens

der i Danmark fra 1937 fokuseres

både

på de økonomiske forsørgelseselementer

på et

retfærdighedssynspunkt om ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab.

7.2 Overvejelserne bag og forhandlingerne om de grønlandske

regler

7.2.1 Kolonitid

Den første Instruks af 1782 for danske i Grønland pålagde fædre at betale bidrag til børn uden for

ægteskab – ligesom de havde skullet i Danmark siden 1763. Instruksen fra 1873 videreførte dette

princip med forhøjede bidrag. Reglerne gjaldt imidlertid kun danskere samt de grønlændere, der

stod i handelens tjeneste og dermed under dansk ret. Der var ingen tilsvarende regler for bidrag til

de børn, hvis fædre stod under ’grønlandsk ret’. I det hele taget var der kun ganske få skrevne regler

for en sådan grønlandsk ret langt op i det 20. århundrede, hvilket hang sammen med grønlændernes

formodede ’umodenhed’ (jf. nedenfor).

Etableringen af forstanderskaberne i 1860’erne betød, at grønlandske repræsentanter fik mulighed

for, i begrænset omfang, at administrere deres ’egne anliggender’. Et sådant anliggende viste sig at

være forholdene for børn født uden for ægteskab. Fra slutningen af 1800-tallet begyndte lokale

grønlandske myndigheder i praksis at sætte også grønlandske fangere i bidrag, og nogle steder

udformede man egne regler for disse bidrag. Samtidig bad man de danske myndigheder om

retningslinjer for og hjemmel til dette; der var brug for regler og redskaber til at administrere efter. I

første omgang blev tiltagene afvist eller begrænset fra dansk side med det argument, at der ikke

fandtes hjemmel, og at fangerne desuden ikke ville være i stand til at betale.

Forstanderskaberne sendte spørgsmålet videre til landsrådene, som begyndte deres virke i 1911 og

allerede samme år drøftede regler for børn født uden for ægteskab. Der var imidlertid stærk

modstand især i det nordgrønlandske landsråd mod at give sådanne regler. Mange mente, at

kvinderne eller deres husherrer selv var ansvarlige for den tøjlesløse seksualadfærd, som førte til de

’uægte’ barnefødsler; og at for attraktive ordninger blot ville friste kvinderne til at sætte endnu flere

uægte børn i verden. I den modsatte retning trak dog ønsket om at sikre disse kvinder og børn et vist

minimum af støtte, når de var i trang; og ønsket om, at mændene skulle stilles til ansvar for de

udgifter, som de lokale kasser ellers ville komme til at bære.

Fokus var først og fremmest på børnenes underhold eller forsørgelse, ligesom det også var tilfældet

i dansk lovgivning på den tid. Og det var

forsørgelsen,

som var hovedanliggendet for både 1914- og

1929-regulativet.

Det forhold, at der var

forskel på retsreglerne for to grupper af personer i Grønland,

der stod under

hhv. grønlandsk og dansk ret, er et udpræget kolonialt træk, som der ikke blev stillet

grundlæggende spørgsmålstegn ved, når regulativerne for børn født uden for ægteskab blev drøftet i

de første årtier af det 20. århundrede. For de berørte børn betød sondringen konkret, at danske

’fædre’(og grønlændere under dansk ret) skulle betale højere bidrag, end grønlandske; den betød

derimod

ikke,

at danske mænd kunne unddrage sig det økonomiske ansvar for børn, de måtte have

fået uden for ægteskab i Grønland.

Det koloniale system indebar samtidig, at der var

forskel på retsreglerne for personer i Danmark og

i Grønland.

For børn født uden for ægteskab fik denne forskel især betydningsfulde konsekvenser,

efter at den danske lov om børn født uden for ægteskab fra 1937 havde indført muligheden for at

fastlægge et egentligt, juridisk faderskab med navne- og arveret. Denne mulighed eksisterede ikke i

det grønlandske regulativ fra 1929, hverken for grønlandske eller for danske mænd.

Hverken danske eller grønlandske myndigheder problematiserede eller ytrede ønske om at ændre på

disse forskelle, når det gjaldt de grønlandske regler for børn født uden for ægteskab. Dette skal ses i

sammenhæng med den opfattelse af forholdet mellem grønlændere og danskere, som var

fremherskende langt op i 1930’erne: At den grønlandske befolkning (endnu) var umoden og stod på

et lavere kultur- eller civilisationsniveau. Landsfogden i Sydgrønland, Knud Oldendow,

understregede i 1931, at den slags forskelle i befolkningsgruppers retsstilling var

”logisk i

Kolonilande”

– og

”selvsagt”

skyldtes, at grønlænderne stod på et lavere kulturtrin. Tidligere

inspektør og dr.jur. Knud Berlin forklarede i samme periode og med næsten samme ord, at

fænomenet alene forekom i kolonilande som Grønland,

”hvor den oprindelige Befolkning tilhører en fremmed, paa et lavere Kulturtrin staaende Race, og

hvor der derfor hverken kan være Tale om, at Kolonisterne kan gaa ind under Landets gamle,

primitive Ret, eller at landets primitive Befolkning kan anses for moden til straks at gaa ind under

Kolonisternes for dem fremmede og alt for moderne Ret.”

185

Den koloniale rationalitet gjorde det ’selvklart’ og ’logisk’, at der var forskelle både mellem

befolkningsgrupper i Grønland, og mellem Grønland og Danmark. Og trægheden ift. at

imødekomme grønlandske ønsker om reviderede regler bekræfter, at man næppe betragtede sagen

som presserende, sammenlignet med udviklingen af grønlandsk erhverv og økonomi, af skole og

oplysning, og af sygdomsforebyggelse og sundhedsvæsen.

Som undersøgelsen har vist, tyder heller intet på, at grønlændere før 1953 hverken lokalt eller i

landsrådene ytrede ønske om at bringe disse børns retsstilling i overensstemmelse med den danske

børnelov af 1937. Fra deres side var bidragene det vigtigste. Det var danske myndigheder med den

185

Oldendow, 1931b, s. 44; Berlin, 1928, s. 11.

Juridiske Ekspeditions og Grønlandskommissionens udredninger i ryggen, og med det Grønlandske

Lovudvalg som pennefører, der satte egentlige, principielle ændringer ift. faderskab og dettes

retsvirkninger på dagsordenen fra de tidlige 1950’ere og frem.

7.2.2 Afkolonisering

På den brede politiske bane voksede igennem1930’erne og 1940’erne styrken af de grønlandske

røster, som insisterede på, at den nødvendige modenhed og civilisation nu havde indfundet sig i det

grønlandske folk. Også danske stemmer blandede sig efterhånden i dette kor, fx Eske Bruns, som i

øvrigt var af den holdning, at moderne retsregler i sig selv kunne bidrage positivt til den ønskede

udvikling.

Efter Anden Verdenskrig blev det danske kolonistyre desuden presset udefra af FN, der som et led i

den internationale afkoloniseringsproces afkrævede Danmark rapporter om og tiltag til gavn for

udviklingen i den nordatlantiske koloni. Danmark opfattede sig ikke selv som en almindelig

kolonimagt, men snarere som en beskytter og hjælper for det ’umodne’ Grønland; som den

’voksne’. Men under det internationale pres blev det snart klart, at løsningen var hurtigst muligt at

ophæve den formelle koloniale relation – hvilket skete med grundlovsændringen i 1953.

186

I en

betragtelig årrække fortsattes dog den hidtidige administration af Nord- og Østgrønland, som man

endnu ikke fandt modne til nyordningen.

Den retlige ligestilling mellem Grønland og Danmark havde to, forbundne elementer: At der ikke

længere skulle skelnes mellem personer

i Grønland

under hhv. grønlandsk og dansk ret; og at der

ikke skulle være grundlæggende forskel på retsreglerne for personer

i Grønland

i Danmark.

Der

skulle med andre ord ikke gøres forskel på danskere og grønlændere på hverken den ene eller den

anden måde.

Set i det perspektiv var arbejdet med den nye grønlandske børnelov et af mange elementer i den

afkoloniseringsproces, som indebar, at det ikke længere var legitimt at operere med en sondring

mellem to kategorier af borgere, for hvem der gjaldt to grundlæggende forskellige retssystemer og

sæt af retsregler.

Realiseringen af den retlige ligestilling krævede et meget omfattende lovgivningsarbejde. Den

skrevne grønlandske ret var endnu forholdsvis begrænset og uudviklet, og eksisterende dansk ret

gjaldt som udgangspunkt ikke for Grønland. Medlemmerne af den Juridiske Ekspedition beskrev

det sådan, at hvor opgaven hidtil havde været at udvikle og nedfælde en egentlig grønlandsk ret, var

den nu i stedet blevet at bearbejde dansk ret, så den kunne indføres i Grønland med de nødvendige

tillempelser – en betragtning, der blev yderligere aktuel efter 1953.

187

Udformningen af den grønlandske børnelov og arvelov er – og blev af samtidige karakteriseret som

– typiske eksempler på, hvordan danske regler blev tilpasset sådanne

særlige grønlandske forhold,

som det oftest blev betegnet. Begge love tog udgangspunkt i og overførte hovedparten af

186

187

DIIS 2007; Heinrich 2010.

Bentzon m.fl., 1950, s. 43.

bestemmelserne fra de gældende danske love, og gennemførte altså langt hen ad vejen den retlige

ligestilling af indbyggerne i Danmark og Grønland. Men begge med visse afvigelser: For

arvelovens vedkommende særligt undtagelsesbestemmelsen om, at skifteretten i visse tilfælde

kunne begrænse arveretten for et barn født uden for ægteskab. Og for børnelovens vedkommende,

at man på den ene side indførte det juridiske faderskab, som havde eksisteret i Danmark siden 1937;

men at man samtidig opretholdt bidragspligten, som netop var afskaffet i Danmark.

Forskellene hang sammen med, at retlig ligestilling (retslighed) ikke partout betød fuldkommen

identiske regler (retsenshed), men en vis tillempning af danske regler til

de særlige grønlandske

forhold.

Disse

særlige grønlandske forhold

var og er et overordentligt fleksibelt begreb, som i

praksis kan favne en bred vifte af forskellige aspekter og synspunkter. Formodentlig har det været

medvirkende til, at det ikke i sig selv vakte anstød noget sted. Uenighederne gik på, hvad disse

forhold var, og hvordan og i hvilket omfang man skulle tage hensyn til dem.

Mht. arveloven gjaldt det konkrete hensyn til de særlige forhold især den umiskendelige

grønlandske modstand mod en ubegrænset arveret til børn født uden for ægteskab. De fandt den i

alvorlig strid med grønlandsk mentalitet og tankegang; og med den grønlandske familiestruktur,

hvor alle bidrog til frembringelsen af et bos værdier - i modsætning til børn født uden for ægteskab.

Og der blev taget højde for disse indvendinger i lovens endelige udformning.

For børnelovens vedkommende drejede de særlige forhold sig først og fremmest om et problem af

mere praktisk karakter, nemlig den ringe kvalitet af de blodprøver, som nåede frem til

Retsmedicinsk Institut i København; og det tvivlsomme statistiske grundlag for at bruge prøverne til

at vurdere sandsynligheden – eller usandsynligheden – af et muligt faderskab. Her var der ikke tale

om forskellige indstillinger i de to landsdele; men om et problem, som efter alles opfattelse gjorde

det uhensigtsmæssigt at afskære sig fra muligheden for at pålægge bidragspligt i de tilfælde, hvor

bevisbyrden for faderskab ikke kunne løftes. Forventningerne om, at dette særlige problem snart

ville blive løst, og at den danske børnelov dermed kunne sættes i kraft i Grønland, holdt ikke

tilnærmelsesvis stik. Og det blev afgørende, da man omsider vurderede, at Nord- og Østgrønland

var rede til indførelse af en moderne børnelov, og i den forbindelse overvejede at indføre den

danske lov i hele Grønland. Intet tyder på, at det skyldtes modvilje fra nogen side. Det hang

sammen med konkrete forhold som den geografiske afstand (ift. transport) og den grønlandske

befolknings sammensathed og talmæssige lidenhed (ift. statistik). Fænomener, som det forekom

vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved.

7.2.3 Grønlandsk og dansk indflydelse på reglerne

Et kolonialt system etablerer pr. definition en ulige magtbalance mellem kolonimagt og

koloniserede; og som det er fremgået af kapitel 4, har dette også været tilfældet i den grønlandsk-

danske relation langt op i det tyvende århundrede: Myndigheden til i sidste ende at beslutte, hvad

der skulle være gældende ret for børn født uden for ægteskab, har i den undersøgte periode ligget i

København.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der siden slutningen af 1800-tallet har fundet en løbende dialog

sted mellem grønlandske og danske myndigheder om reglerne for børn født uden for ægteskab. Den

viser også, at initiativerne til nye eller reviderede regler til tider kom fra den ene, til tider fra den

anden side. Og at graden af lydhørhed i København overfor de grønlandske ønsker og synspunkter

varierede, ligesom tilslutningen fra Grønland til gennemgribende ændringer ikke altid faldt

prompte.

De første initiativer til at etablere regler for, at også mænd under grønlandsk ret skulle sættes i

bidrag, kom fra Grønlandsk side – først fra forstanderskaberne, som sendte spørgsmålet videre til

landsrådene. Lokale myndigheder begyndte i praksis at pålægge bidragspligt til grønlandske mænd,

selv om der ikke fandtes hjemmel til det i de eksisterende regler. Når de konsulterede de danske

embedsmænd, fik de i første omgang afslag på, at denne praksis var tilladt; men med tiden en vis

opbakning til, at man også kunne sætte grønlandske mænd i moderat bidrag. Det er meget

sandsynligt, at denne ændrede praksis i den lokale forvaltning havde betydning for, at der i 1914

kom formelle regler for, hvordan personer under hhv. dansk og grønlandsk ret skulle sættes i bidrag.

Også i de to årtier efter 1929-regulativet finder man gentagne grønlandske anmodninger om

revisioner af de gældende regler, fortrinsvis relateret til bidragenes størrelse og inddrivelse.

I begge perioder må man konstatere en træghed i den danske administration overfor de ønsker om

ændringer med henblik på at sikre de ’uægte’ børns forsørgelse, som kom til udtryk fra grønlandsk

side. Der gik 17 år, fra ønsket om underholdsbidrag for grønlandske mænd blev formuleret i 1897,

til man fik det første regulativ i 1914. Og omtrent lige så længe, før de danske myndigheder

sanktionerede grønlandske ønsker om forhøjede bidragssatser for både grønlandske og danske

mænd, forskudsvis udbetaling af hjælp til ugifte mødre og klare regler for de sager, hvor der var

flere bidragspligtige.

Omvendt mødte de danske myndigheder flere gange markant modstand fra grønlandsk side, når de

foreslog regler, der indebar mere gennemgribende forandringer i retsstillingen for børn født uden

for ægteskab. Det var tilfældet under forhandlingerne om 1914-regulativet, hvor særligt det

nordgrønlandske landsråd slog bak over for, hvad man anså som for attraktive ordninger for de

ugifte mødre. Og det var igen tilfældet, da de danske myndigheder i 1950’erne foreslog almindelig

arveret for børn, som havde fået et faderskab fastslået. I disse tilfælde lykkedes det med tiden at

vinde repræsentanterne for Grønland for de ’danske’ forslag om formelle og radikale ændringer i

retsstillingen for børn født uden for ægteskab; omkring arveloven dog med den modifikation, som

Grønlands Landsråd havde betinget sin tilslutning.

Over tid blev den formelle grønlandske indflydelse på retsreglerne større, konkret med indførelsen

af landsrådene fra 1911, og med deres udvidede autoritet fra 1951. Samtidig ser det ud, som om

parterne i Grønland og Danmark i de tidlige 1960’ere var helt enige om, hvad målet på

børnelovsområdet var; nemlig en ikraftsættelse af de danske regler, så snart det var muligt. Man var

imidlertid også enige om, at det endnu ikke var tilfældet. Undtagelsesbestemmelsen i arveloven

blev dog opretholdt, da loven blev revideret i 1964. Her var der fortsat taget hensyn til, at der på

visse punkter var forskellige opfattelser i de to dele af riget.

7.2.4 Forskellige hensyn af betydning for reglerne

Mange synspunkter, hensyn og forhold har i den undersøgte periode spillet ind på udformningen af

de grønlandske regler angående børn født uden for ægteskab:

Der var ofte

moralske hensyn og synspunkter

i spil: Eksempelvis vejede ønsker om at beskytte

sædeligheden, familien og ægteskabsinstitutionen, og begrænse tøjlesløshed og uansvarlighed til

tider tungt i den grønlandske modstand mod for radikale moderniseringer af børnelovgivningen.

Omvendt talte andre om retfærdighed og ansvar for de berørte børn, som ikke skulle belastes af

deres herkomst; og efterhånden også om, at børn født uden for ægteskab i Grønland burde ligestilles

med børn født i Danmark i samme situation.

Hertil kom de

retlige perspektiver og hensyn,

som spillede ind på udviklingen i børnelovgivningen.

Skiftet i Grønlands retsstilling i 1953 fra koloni med to adskilte retssystemer til en principielt

ligestillet del af Danmark betød, at børnenes retsstilling skulle være lige i de to dele af landet (om

ikke nødvendigvis ens). Introduktionen af det juridiske faderskab både i Danmark og Grønland

udsprang af hensynet til barnets retsstilling; men aktualiserede samtidig hensynet til mandens

retssikkerhed, hvorfor bevisbyrden var tungere for faderskab, end for bidragspligt.

Endvidere spillede mere

konkrete eller praktiske forhold

en væsentlig rolle. Når danske

myndigheder fx før 1900 modsatte sig bidragspligt for grønlændere, var argumentet først og

fremmest, at de ikke havde økonomi til at kunne udrede dem. Når love blev forsinket, hang det ofte

sammen med, at de var afhængige af anden lovgivning, som enten ikke var på plads, eller som var

under revision. Når bidragspligten blev opretholdt i Grønland efter 1962, handlede det om dårlige

transportforhold og en befolkning, som pga. sin størrelse og sammensætning ikke kunne sættes på

sikker statistik.

Ofte kom de

økonomiske perspektiver og hensyn

imidlertid i sidste ende til at veje tungere, når man

skulle lægge sig fast på regler. Gennem hele perioden har ønsket om at sikre pålæggelse og

inddrivelse af bidrag til børnene været af afgørende betydning. I 1914 førte det til de første regler

om bidrag fra grønlandske mænd. Siden løbende til forhøjelser af bidragene og regler for

inddrivelse. Og i 1962 til opretholdelsen af bidragspligten, hvis bortfald man frygtede ville føre til

for mange frifindelser. Det økonomiske hensyn gjaldt børnene og deres mødre; OG det gjaldt

udgifterne for de offentlige kasser, og altså i sidste ende fællesskabet.

Et hensyn, der derimod

ikke

var formuleret i denne periodes debatter og lovarbejde, var

hensynet til

barnets behov for en menneskelig og identitetsmæssig relation til sin far.

Dette perspektiv på børns

tarv, behov og rettigheder er blevet fremtrædende i nutidens debatter om bl.a. samvær, adoption,

krigsbørn og donation af sæd og æg. Og det spiller en helt afgørende rolle for mange af de ’børn’,

som har været berørt af de grønlandske regler; og dermed for, at deres retsstilling er kommet på den

politiske dagsorden. Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at der her er tale om en nutidig

forståelse af, hvad der er vigtigt for børn; langt op i det 20. århundrede gjaldt det først og fremmest

om at sikre børnenes materielle opvækst.

7.3 De berørtes oplevelser

På baggrund af en række samtaler med de berørte, herunder ”Foreningen af juridisk faderløse”, er

der i udredningen illustreret nogle af de problemer, de berørte har oplevet. Der er tale om

stigmatisering,

hvor de som børn blev udskilt, udskældt og behandlet som ”andenrangs”. Der er tale

om problemer med at finde sin

identitet,

når man har oplevet sig som ”fravalgt”, har savnet en

faderfigur og har oplevet emnet som tabu. Og der er tale om frustration over manglende rettigheder,

særlig til at få

oplysninger,

der eventuelt findes om bidragsfaderen. Centralt i ønskerne fra de

berørte er

anerkendelse

af, at det har været problemfyldt at være ”juridisk faderløs” samt

mulighed

for at få tilgængelige informationer

om bidragsfaderen.

7.4 Konklusionen i punktform

Konkluderende har udredningen vist:



der var stor forskel på retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland og

Danmark i perioder inden for det undersøgte interval 1914 – 1974

forskellen især var, at der ikke var hjemmel i de grønlandske regler til at fastsætte

egentligt faderskab med tilhørende arveret og ret til faderens navn før 1963/1974

begrundelserne især har knyttet sig til 3 forhold, nemlig:

moralske overvejelser knyttet til hvad det ville betyde for seksualmoralen og

antallet af børn uden for ægteskab

økonomiske hensyn til at sikre barnets forsørgelse

vanskelighederne knyttet til bevis for faderskabet, da de blodtypebestemmelser,

der blev anvendt i Danmark, ikke var velegnede for grønlandske forhold



barnets rettigheder, herunder ret til en fader samt behov for at sikre sin identitet ikke blev

inddraget i overvejelserne, da disse først er kommet til senere

der har været enighed om at reglerne om faderskab og arv skulle tage hensyn til de

særlige grønlandske forhold, herunder familiemønstre og den grønlandske tankegang

dialogen mellem Grønland og Danmark om de grønlandske regler om faderskab til børn

uden for ægteskab var omfattende

der i de grønlandske landsråd var betydelig skepsis mod at indføre de danske regler,

herunder om faderskab – helt op til 1960’erne

de berørte, der betegner sig som ”juridisk faderløse”, har oplevet negative følger af en

opvækst hos en ugift mor uden en kendt og navngiven far, og jævnligt har været udsat for

stigmatisering og chikane fra deres omgivelser, har manglet en faderskikkelse og haft

problemer med identitetsfølelsen



der er et ønske om anerkendelse af deres vanskelige situation samt ønske om bistand til at

finde eventuelle oplysninger om bidragspligtige – deres mulige fædre:

Jeg har en drøm om, at inden jeg går i graven, skal jeg – uden at det er pinligt –

kunne sige: ”Jeg har en far, og han hedder….”

8. Kilder og litteratur

Arkivalier

Folketingets bibliotek (FB)

Rigsdagens/folketingets Grønlandsudvalgs arkiv

- De sociale forhold paa Grønland med særlig henblik paa spørgsmålet om indførelse af

enkebørnsunderstøttelse, 26/8-1932 (kasse 2, akter 1926-36, 15. bilag til protokol, møder 10/5-35

til 23/5 36)

- Udateret notat fra 1939 (kasse 4, læg 10, rigsdagens grl.udv)

- Ber til ft grludvalg, jan 1954 (kasse 8, akter 1952-53 og 1953-54)

- Redegørelse vedr grl til ft grludvalg, nov 1954 (kasse 9, akter 1954-55 og 1955-56)

- Beretning til landsrådet vedr. det grl retsvæsen af landsdommer Kisbye Møller (kasse 10, akter

1956-57 og 1957-58)

Rigsarkivet (RA)

Grønlands Styrelses arkiv 0030

- Oversættelse af erklæring fra befolkningen i Nordgrønland angaaende revision af loven af 8´Juni

1908 (0030 GS HovKt 1885-1940, Gr.Ordn. journ.sager M.M., 89, forarbejder til love vedr. Grl.,

journal nr. 684, 1924, ks. 691)

- Eske Brun rapport om straffeanordningssagen 9. marts 1935 (GS direktør Oldendows papirer

Grønland under krigen 1940-45, arkiv nr. 2083, pakke 3)

- Afskrift af insp embeds korres til fs ved upernivik 25. Aug 1905, afskrift af insp embeds korres til

fs upernivik9apr1906, afskrift af forst forh 1906-07, umanak 18apr1906, vedr forslag fra

egedesmind,1907, afskr af insp korr til fs, egedesminde 29maj1907, afskrift af forst forh 1906-07,

frederikshåb 6 til 7maj1908 (1), læg 1908-9, Forstanderskabssager 1909-10 (forstanderskabssager

1906-08, ks 7, 458 dir kgl grl handel bogholder og korrespon-dancekontor 1861-1916)

Grønlands Nationalarkiv (GN)

Rigsombudets arkiv

- ”Børneloven”: Brev af 19. april 1994 fra Direktoratet for Sociale Anliggender mv. til Rigsombudet;

Brev af 12. oktober 1995 fra Justitsministeriet, Lovafdelingen, til Rigsombudet; Brev af 20. marts

1973 fra Landshøvdingen over Grønland til Min. f. Grl.

- ”Faderskabsudvalget”: Mødereferater 5. og 12.marts 1951, 17. marts 1953 og 13. januar 1954;

Udateret udkast samt bemærkninger til lov om børns retstilling i Grønland; Brev af 20. januar 1954

fra landsdommer Kisbye Møller til landshøvding Lundsteen; Brev af 26. januar 1954 fra Lundsteen

til Kisbye Møller; Faderskabsudvalgets udkast samt bemærkninger til lov om børns retstilling i

Grønland (udateret, forfattet i perioden april-december 1953).

- ”Arvelov”, journalnr. 0810-05: Brev af 14. juli 1955 fra Grønlandsdepartementet til

Landshøvdingen; Dagsorden 1955 punkt 7: Forslag til arvelov for Grønland, nyt referat.

- ” Børneforsorg I ”, journalnr. 551: Breve af 22. juni og 6. juli 1951 fra Otto Jensen,

Grønlandsdepartementet, til landshøvding Lundsteen.

- ”Børneforsorg II ”, journalnr. 551: Brev af 4. juli 1957 fra børneforsorgsudvalget i Nanortalik til

landsrådet.

Litteratur og trykte kilder

Andersen, Ernst: Familieret, 1971, særl. s. 240-250.

Andersen, Jan: Den juridiske ekspedition til Grønland 1948-49, upubliceret ph.d.afhandling, Aalborg

Universitet, 2008.

Anordning af 26. Juli 1926 om retsplejen i Grønland. Beretninger og Kundgørelser vedrørende styrelsen af

Grønland 1923-1927, J.H. Schultz 1928, s. 545-557.

Bendsen, Hans: Faderskabssager. Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen, 8. årg. (3-4), 1975.

Benton, Lauren: Colonial Law and Cultural Difference: Jurisdictional Politics and the Formation of the

Coloniel State. Comparative Studies in Society and History, Vol. 41, No. 3, 1999.

Benton, Lauren: Law and Colonial Cultures. Legal Regimes in world History, 1400-1900. Cambridge

University Press, Cambridge 2000.

Bentzon, Agnete Weis: Den grønlandske kriminalret og den danske. Kulturmøde og konflikt. Retfærd, nr.

68, 18. årgang, 1995.

Bentzon, Agnete Weis, Verner Goldschmidt og Per Lindegaard: Den juridiske ekspedition og dens arbejde i

Grønland 1948-49. Det Grønlandske Selskabs Årsskrift 1950.

Bentzon, Viggo: Familieretten I, 1924.

Berlin, Knud: Grønlandsk ret. Foredrag holdt i Det Grønlandske Selskab 31. oktober 1928. I Det

Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1928-29, 1929.

Bertelsen, A.: Grønlandsk medicinsk statistik og nosografi. Meddelelser om Grønland, bind 117, nr. 1, 1935.

Betænkning afgivet af den juridiske ekspedition til Grønland 1948-49 (jurex), nedsat af Statsministeriet,

hefte 1, upubliceret, 1950.

Betænkning afgivet af det i December Maaned 1920 nedsatte Udvalg til Drøftelse af de grønlandske

Anliggender. J. H. Schulz, København 1921.

Betænkning fra Grønlandsudvalget af 1960 (G-60), Statens trykningskontor, København, 1964.

Betænkning nr. 126/1955 om faderskab.

Betænkning om ændring af reglerne om fastsættelse af faderskab. Afgivet af den ved kongelig resolution af

2. december 1949 nedsatte kommission. Statens Trykningskontor, København 1955.

Betænkning om Børns retsstilling. Delbetænkning afgivet af Justitsministeriets Børnelovsudvalg.

Betænkning nr. 1350, 1997.

http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/bet1350/forside.html

Bonderup, Gerda: Det medicinske politi. Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860. Århus

Universitetsforlag 2006.

Borum, O.A. : Familieretten – anden del, 1941, særl. s. 304-324.

Brun, Eske: Mit Grønlandsliv – erindringer af Eske Brun. Gyldendal, København 1985.

Brun, Eske: Vort Monopol i Grønland. Fremtiden, september 1946, s. 26-29.

Bryderup, Inge M.: Børnelove og socialpædagogik gennem hundrede år. Klim, Århus 2005.

Christensen, Lone Birgitte og Jonna Waage: Børneloven – med kommentarer, 2006.

DIIS - Dansk Institut for Internationale Studier: Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54 – en historisk

udredning. København 2007.

http://www.diis.dk/sw32074.asp

DUPI - Dansk Udenrigspolitisk Institut: Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk

sikkerhedspolitik 1945-68. København 1997.

FT – Folketingstidende. Schulz, København 1954

Gad, Finn: Grønlands historie III – 1782-1808. NNF, 1976.

Gad, Finn: Grønlands historie IV. Grønland, nr. 12, 1954, s. 461-471.

Glarborg, Kirsten og Franz From: Børn og opdragelse i Grønland, en sociologisk studie, en rapport.

Gjellerup, København 1968.

Goldschmidt, Ditte Bentzon: Oprindelige folks rettigheder i Norden. Den historiske og aktuelle situation for

grønlændere, samer og de oprindelige folk i Ruslands sibiriske områder. Det Danske Center for

Menneskerettigheder, København 1994.

Goldschmidt, Verner: Reformproblemer. Det Grønlandske Selskabs Årsskrift 1952, s. 17-24.

Graversen, Jørgen (red.): Familieret, 1. del. København, 1986.

Grønlandskommissionens betænkning 1950 (G-50). Bind 2: Politiske og administrative forhold. Retsplejen;

Bind 4: Sundhedsvæsenet. Boligbyggeriet og sociale forhold. Bind 6: Angmassalik Scoresbysund og Thule,

København 1950.

Grønlands landsråds forhandlinger diverse år (benævnt LR, evt. SLR eller NLR for syd og nord, foran årstal)

– indeholdt i:

- Beretninger og Kundgørelser vedrørende Kolonierne i Grønland for Aarene 1909-1912, J.H.

Schultz.

- Beretninger og Kundgørelser vedrørende Styrelsen af Grønland 1913-37, J.H. Schultz.

- Landsraadsforhandlinger 1938-47, J.H. Schultz.

- Beretninger vedrørende Grønlands Styrelse 1948-1950, J.H. Schultz.

- Beretninger vedrørende Grønland 1951-1964, Sydgrønlands bogtrykkeri.

- Grønlands landsråds forhandlinger efterår 1973, Sydgrønlands bogtrykkeri.

Hauge, Christen Nielsen: Administrationen af Grønland. Det Grønlandske Selskabs Årsskrift 1927, s. 40-70.

Hardenberg, Anne Sofie og Christensen, Pia Bang: Kampen for en far. Milik, 2009.

Heinrich, Jens: Eske Brun og det moderne Grønlands tilblivelse 1932-64. Upubliceret ph.d.-afhandling,

Ilisimatusarfik, 2010.

Heinrich, Jens: Selvstændighed i Grønland i første halvdel af det 20. århundrede. Grønlandsk kultur- og

samfundsforskning. - 2006/07. - s. 57-71. Nuuk 2008.

Instrux af 1782. Directionen for den Kongelige Grønlandske, Islandske, Finmarske og Færøiske Handel i

Kiøbenhavn, 19. april 1782. Handelsdirektionen udsteder Instrux. Meddelelser om Grønland, 55, 1936, s.

364-390.

Instruks af 2. januar 1873: Instrux udfærdiget af Direktoratet for den kongelige grønlandske Handel til

Iagttagelse samt Veiledning for de i Handelens Tjeneste staaende Indvaanere i Grønland. Louis Kleins

Bogtrykkeri, København 1873.

Juul-Dam, Karsten: Blodtypestatistiske undersøgelser som grundlag for afgørelser i faderskabssager.

Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen, 12. årg. (3-4), 1979.

Kähler, Margrethe & Niels Martin Carlsen, De grønlandske kredsretters virke i årene 1966-1970. En

undersøgelse baseret på kredsretternes behandling af faderskabssager. Institut for Organsation og

Arbejdssociologi, København 1974.

Kleivan, Inge: Danskundervisning i Grønland før anden verdenskrig. Grønland, 1993, s. 88-99.

Koefoed, Nina Javette: Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre. Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets

Danmark. Museum Tusculanums Forlag, København 2008.

Landslægen i Grønland: Sundhedstilstanden i Grønland. Landslægens årsberetning, Nuuk/Godthåb, diverse

år.

Lov om Grønlands Styrelse af 18. april 1925, Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1925-26, 1926, s. 113-

129.

Lynge, Augo: Tre hundrede år efter. (1931). Atuakkiorfik, Nuuk 1989.

Lynge, Hans: Grønlands indre liv I - II. Atuakkiorfik, Nuuk 1981/1988.

Løkke, Anne: Vildfarende Børn – om forsømte og kriminelle børn mellem filantropi og stat 1880-1920.

Forlaget SocPol, Holte 1990.

Martens, Gunnar: Inspektørboligen i Nuuk – fra inspektør- til rigsombudsmandsbolig. Atuagkat, Nuuk 2007.

Meddelelser fra direktoratet for aarene 1902-1906, J. H. Schultz, 1907.

Nexø, Sniff Andersen: Det rette valg. Dansk abortpolitik i 1930’erne og 1970’erne. Upubliceret ph.d.-

afhandling, Københavns Universitet 2005.

Nielsen, Bent: Forandring og fremsyn. Daugaard-Jensen og systemskiftet i Grønland. Det Grønlandske

Selskabs Skrifter, 32, København 1996.

Nielsen, Frederik: Nyordningens første landsrådsperiode 1951-55. Tidsskriftet Grønland, 1955, s. 241-250.

Nielsen, Hanne Rimmen: Fra pariakaste til hæderlige kvinder. Debatten om de ugifte mødre 1880-1940.

Arbejderhistorie, nr. 4, 1995.

Nielsen, Linda og Jesper Vorstrup Rasmussen: Familieret, 2001, særl. s. 396-417.

Oldendow, Knud: Den Grønlanske Samfundslære. Sydgrønlands Landskasse, Godthaab 1931 (a).

Oldendow, Knud: Socialforsorg i Grønland. To Foredrag holdt i Det Grønlandske Selskab Foraaret 1930.

Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1929-30, 1930.

Oldendow, Knud: Lov og Ret i Grønland. Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1930-31, 1931 (b).

Petersen, Hanne: Retspluralisme i praksis – grønlandske inspirationer. Ilisimatusarfik / Jurist- og

Økonomforbundets Forlag, København 2006.

Regulativ af 15. marts 1929 angående underholdsbidrag til børn født udenfor ægteskabet. Beretninger og

kundgørelser vedrørende styrelsen af Grønland 1928-1932, J.H. Schultz 1933, s. 211-214.

Regulativ af 21. juli 1914 – Regulativ for Underholdningsbidrag til Børn fødte udenfor Ægteskab.

Beretninger og kundgørelser vedrørende Grønlands styrelse 1913-1917, J.H. Schultz 1918, s. 231-232.

Rigsdagstidende 1934-1935. København, 1935.

Rimmen Nielsen, Hanne: Fra pariakaste til hæderlige kvinder: Debatten om de ugifte mødre 1880-1940.

Arbejderhistorie, 1995, nr. 4.

Skotte-Nielsen, Mogens: Fra Sukkertoppen til Paamiut - Grønland under forvandling 1946-1983,

upubliceret

Stauning, Thorvald: Grønlands fremtid, Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1939, s. 5-20.

Stauning, Thorvald: Min Grønlandsfærd. Jespersen & Pios Forlag, København, 1999 (oprindeligt 1930).

Storch, Mathias: Strejflys over Grønland. Levin & Munksgaard, København 1930.

Sveistrup, P.P.: Statens Monopol paa Grønland. Nationaløkonomisk Tidsskrift, bd. 3, række 41, 1933, s. 18-

34.

Sørensen, Axel Kjær: Danmark-Grønland i det 20. århundrede – en historisk oversigt. Nyt Nordisk Forlag

Arnold Busck, København 1983.

Taksøe-Jensen, Finn: Reglerne om faderskab. Københavns Universitets Retsvidenskabelige Institut, 1979.

Therkilsen, Kjeld R.: Grønlandskommissionen en Kendsgerning, I: Grønlandsposten 1. januar 1949, s. 5-7.

Thestrup, Poul (1991): Mark og skilling, kroner og øre. Rigsarkivet, G.E.C. Gad, København 1991.

Thisted, Kirsten (red.): Grønlandsforskning. Historie og perspektiver. Det Grønlandske Selskab, København

2005.

Thisted, Kirsten: “Hvem går qivittoq?” Kampen om et litterært symbol eller relationen Danmark – Grønland

i postkolonial belysning. TijdSchrift voor Skandinavistiek, vol. 25, nr. 2, 1, 2004, s. 133-159.

Thomsen, Hanne: Om europæernes syn på børn samt børns opvækst i det grønlandske samfund i tiden

omkring koloniseringen. I: Grønlandsk kultur- og samfundsforskning, 1992, s. 227-254.

Thomsen, Hanne: Ægte grønlændere og nye grønlændere. Om forskellige opfattelser af grønlandskhed. Den

Jyske Historiker, nr. 81, 1998, s. 21-55.

Tróndheim, Gitte: Adoption i Grønland - en historisk gennemgang. I: Grønlandsk kultur- og

samfundsforskning. - 2008-09. - s. 123-142, 2009.

Bilag 1: Den danske børnelov af 1937

Lov nr. 131 af 7. Maj 1937 om Børn uden for Ægteskab

Kapitel I

Barnets almindelige Retsstilling

§ 1.

Børn uden for Ægteskab har samme retlige Stillingen i Forhold til deres Forældre som Ægtebørn,

medmindre Lovgivningen udtrykkeligt fastsætter andet.

§ 2.

Stk. 1.

Børn uden for Ægteskab har Ret til at faa tillagt enten Moderens eller – hvis Faderskabet er

fastslaaet – Faderens Familienavn.

Stk. 2.

Er Navngivelse sket, forinden Faderskabet er fastslaaet, kan, hvis Faderskabet senere fastslaas,

Faderens Familienavn tillægges Barnet ved Anmeldelse til vedkommende Ministerialbog ( Personregister

). Endvidere har i tilfælde, hvor Forældremyndigheden over Barnet overføres fra den ene af Forældrene til

den anden, denne sidste Ret til at tillægge Barnet sit Familienavn ved Anmeldelse til Ministerialbogen (

Personregisteret ). Endelig kan Barnet efter sit fyldte 18de Aar, men ikke længer end til sit fyldte 22de

Aar, ved Anmeldelse til Ministerialbogen ( Personregisteret ) ændre sit Familienavn til den anden af

Forældrenes Familienavn; er Barnet ved Anmeldelsen under 21 Aar, kræves dog Samtykke fra den af

Forældrene, som før Barnets fyldte 18de Aar har haft Forældremyndigheden. I øvrigt kan Antagelse af

den anden af Forældrenes Familienavn kun ske ifølge de almindelige Regler om Navneforandring.

Stk. 3.

Har Moderen indgaaet Ægteskab med en anden en Barnets Fader, kan Stiffaderen med Moderens

Samtykke, for saa vidt hun har Forældremyndigheden over Barnet, tillægge dette sit Familienavn ved

Anmeldelse til vedkommende Ministerialbog ( Personregister ). Hvis Barnet har faaet Faderens Navn, kan

Stiffaderen dog ikke tillægge Barnet sit Navn, medmindre Faderen giver sit Samtykke, eller

Overøvrigheden på Barnets Opholdssted, efter saa vidt muligt at have indhentet Erklæring fra Faderen,

meddeler Tilladelse dertil. Er Barnet over 18 Aar, kan Stiffaderen med Barnets Samtykke tillægge dette

sit Familienavn.

§ 3.

Stk. 1.

Faderen til et Barn uden for Ægteskab er, lige saa vel som Moderen, pligtig til at forsørge Barnet

indtil dets fyldte 18de Aar, en Datter dog kun, indtil hun gifter sig.

Stk. 2.

Barnet skal forsørges, opdrages og uddannes under Hensyntagen til begge Forældres Livsvilkaar,

dog at der, naar Forældrenes Livsvilkaar er væsentlig forskellige, tillige vil være at tage Hensyn til, hvad

der findes stemmende med Barnets Tarv.

Kapitel II

Faderskabets eller Bidragspligtens Fastsættelse.

§ 4.

En uden for Ægteskab besvangret Kvinde bør, naar ifølge Erklæring fra en Jordemoder eller Læge den

6te Svangerskabmaaned er forløbet, henvende sig, hvis hun bor i København, til Overpræsidenten og ellers

til Politimesteren paa det Sted, hvor hun bor, og begære Faderskabssag rejst mod den Mand, som hun

opgiver som Fader til det Barn, hun venter at føde.

§ 5.

Stk. 1.

En jordemoder eller en som Fødselshjælper fungerende Læge, der har gjort Tjeneste ved Fødselen

af et Barn uden for Ægteskab, skal inden tre Dage efter Fødselen gøre Anmeldelse om denne, hvis Moderen

bor i København, til Overpræsidenten og ellers til Politimesteren paa det Sted, hvor Moderen bor.

Anmeldelsen skal indeholde Oplysning om Moderens Navn, Stilling og Bopæl eller Opholdssted, Tid og

Sted for Fødselen, Barnets Køn samt, hvis Moderen har opgivet, hvem der er eller kan være Barnets Fader,

Moderens Opgivende herom og Oplysning om, hvorvidt Moderen har begært Faderskabssag rejst i Henhold

til § 4.

Stk. 2.

Med Hensyn til Børn, der er født paa Rigshospitalet eller paa Fødselsanstalten i Jylland, paahviler

det Hospitalet eller Anstalten at afgive den i Stk 1 nævnte Anmeldelse senest to Dage før Udskrivningen.

Stk. 3.

Har ingen Jordemoder eller Læge bistaaet ved Fødselen, paahviler det Moderen selv inden 1

Maaned efter Fødselen at afgive den i Stk 1 omhandlede Anmeldelse om denne.

Stk. 4.

Moderen til et Barn uden for Ægteskab er pligtig, saafremt hun ikke har begært Faderskabssag rejst

i Henhold til § 4, og hun ikke over for den Jordemoder eller Læge, der har gjort Tjeneste ved Fødselen,

har opgivet, hvem der er eller kan være Fader til Barnet, inden 1 Maaned efter Barnets Fødsel at give den

i Stk 1 omhandlede Myndighed Meddelelse om, hvem der er Barnets Fader.

Stk. 5.

Overøvrigheden kan paa Begæring af Moderen eller den, der optræder på hendes Vegne, eller paa

Begæring af Barnets Værge meddele Fritagelse for den Moderen paahvilende Pligt til at opgive, hvem der

er eller kan være Fader til Barnet, naar det maa anses for stemmende med Barnets Tarv, at Faderskabet

ikke oplyses. Fritagelsen gælder dog kun, saa længe der uden Hjælp fra det offentlige sørges forsvarligt

for Barnets Underhold.

Stk. 6.

Anmeldelse om en stedfunden Fødsel kræves ikke, naar Barnet er dødfødt, men Moderen er, naar

det offentlige har udredet Udgifter i Anledning af hendes Svangerskab og Barselsfærd, pligtig at oplyse,

hvem der har besvangret hende.

Stk. 7.

Undladelse af at afgive de ved denne Paragraf paalagte Anmeldelser straffes med Bøder.

§ 6.

Stk. 1.

De i §§ 4 og 5 omhandlede Myndigheder indkalder, naar de modtager Moderens Begæring efter §

4 eller Anmeldelse om Fødselen efter § 5, straks den opgivne Fader til personligt at give Møde i

Overpræsidiet eller paa Politikontoret, for at det kan fastslaas, om han anerkender Faderskabet. Bor den

opgivne Fader ikke inden for den Myndigheds Omraade, som har modtaget Meddelelsen, sendes denne

videre til Politimesteren ( Overpræsidenten ) paa det Sted, hvor Faderen bor.

Stk. 2.

Ved Mødet spørges den opgivne Fader, om han anerkender Faderskabet, jfr. § 14, idet han

udtrykkeligt gøres opmærksom paa de Retsvirkninger, der dermed indtræder, og paa, at han, om han

ønsker det, har Adgang til at faa Spørgsmaalet om Faderskabet afgjort ved Domstolene.

Stk. 3.

Anerkendes Faderskabet, underskriver den paagældende en Tilførsel herom til en af Politimesteren

( Overpræsidenten ) ført Protokol, i hvilken der tillige indføres en kort Beretning om det ved Mødet

passerede. Er den opgivne Fader umyndig, kræves Værgens Samtykke til Anerkendelsen.

§ 7.

Stk. 1.

Har den opgivne Fader anerkendt Faderskabet, sender, uden for København, Politimesteren

straks Meddelelse herom til Amtmanden med en Udskrift af det passerede og med Oplysning om Moderens

og Faderens økonomiske Forhold. Amtmanden træffer derefter Bestemmelse om det Bidrag, Faderen i

Overensstemmelse med de nedenstaaende Regler vil have at svare, dels til Barnets Underhold, dels til

Dækning af Udgifterne i Anledning af Svangerskabet og Fødselen. I København træffer Overpræsidenten

selv saadan Bestemmelse efter at have indhentet Oplysning om Moderens og Faderens økonomiske Forhold.

Stk. 2.

Meddelelse til Amtmanden om en stedfunden Anerkendelse af Faderskab og Overøvrighedens

Fastsættelse af Bidrag kan dog undlades, naar Moderen over for Politimesteren ( Overpræsidenten )

fremsætter Begæring herom, og det i øvrigt maa antages, at Barnets Underhold ikke vil medføre Udgifter

for det Offentlige.

Stk. 3.

Finder Politimesteren, Overpræsidenten eller Amtmanden det af særlige Grund betænkeligt at

modtage den opgivne Faders Anerkendelse af Faderskabet, bliver Sagen at henvise til retslig Afgørelse i

Overensstemmelse med Reglerne i § 8.

§ 8.

Stk. 1.

Hvis den opgivne Fader ikke vil anerkende Faderskabet, sender Politimesteren ( Overpræsidenten

) straks Meddelelse herom til vedkommende Underret, jfr. Retsplejelovens § 456 c , med en Udskrift af det

passerede. Har den opgivne Fader erkendt at have haft Samleje med Moderen paa Avlingstiden, skal

Meddelelsen til Retten indeholde Oplysning herom.

Stk. 2.

Undlader den opgivne Fader at give Møde efter Indkaldelsen, sendes der straks Meddelelse herom

til Retten tillige med Sagens Akter. Det samme gælder, naar den opgivne Fader ikke har kendt

Opholdssted her i Landet, eller han er afgaaet ved Døden.

§ 9.

Har Moderen opgivet, at hun inden for Avlingstiden har haft Samleje med flere, sender Politimesteren (

Overpræsidenten ) straks den i Henhold til §§ 4 og 5 modtagne Meddelelse videre til Retten.

§ 10.

Stk. 1.

Er Barnet dødfødt, skal Politimesteren ( Overpræsidenten ) kun, saafremt Moderen ønsker

fastsat Bidrag til Dækning af Udgifterne ved Svangerskabet og Fødselen, eller saafremt Begæring derom

fremsættes til det offentlige, der har udredet Udgifter i Anledning af Moderens Svangerskab og Barselfærd,

gaa frem efter de i §§ 6-9 indeholdte Regler.

Stk. 2.

Naar en uden for Ægteskab besvangret Kvinde i Medfør af § 23 ønsker fastsat Bidrag til de ved en

indtruffen Abort forvoldte Udgifter, maa hun senest 3 Maaneder efter Aborten fremsætte Begæring herom

for Politimesteren ( Overpræsidenten ), der derefter gaar frem efter de i §§ 6-9 indeholdte Regler.

§ 11.

Fremkommer der Begæring fra en Moder i Udlandet om at faa Faderskabet eller Bidragspligten til et

Barn uden for Ægteskab fastsat, sendes Begæringen til Politimesteren ( Overpræsidenten ) paa det Sted, hvor

Faderen bor, hvorefter der gaas frem efter de i §§ 6-9 indeholdte Regler.

§ 12.

Stk. 1.

Faderskabssag vil i øvrigt, hvor saadan Sag ikke er blevet rejst i Henhold til de i de

foranstaaende Paragraffer givne Forskrifter, ved Barnets Fødsel eller senere kunne rejses efter Begæring af

Moderen, Barnet ( dettes Værge ) eller af de i § 28 nævnte Personer og Institutioner. De i §§ 6-9 indeholdte

Regler kommer i saa Fald til Anvendelse.

Stk. 2.

Naar en Faderskabssag er afsluttet, uden at sagsøgte ved Dommen er anset som Fader eller

bidragspligtig, og der senere bliver Spørgsmaal om at rejse ny Sag mod en anden Mand, afgives

Begæringen om Sagsanlæg straks til vedkommende Underret, jfr. Retsplejelovens § 456 c.

Stk. 3.

Undlader Moderen at gøre Anmeldelse om, hvem der er Barnets Fader, og er hun ikke fritaget for

Pligten hertil, eller opgiver hun, at hun ikke ved, hvem Faderen er, foranlediger Politimesteren (

Overpræsidenten ) beskikket en Værge for Barnet. Værgen skal saa vidt muligt drage Omsorg for, at der

rejses Faderskabssag efter Stk 1, jfr dog § 5, Stk. 5. Han kan endvidere, dersom Moderen ikke sørger

forsvarligt for Barnets Underhold, begære hende afhørt som Vidne inden Retten om, hvem der er elle kan

være Fader til Barnet. Den i forrige Punktum angivne Beføjelse tilkommer ogsaa de i § 28 nævnte

Institutioner, naar de helt eller delvis udreder Udgifterne til Barnets Forsørgelse. Ved Begæring om

Afhøring af Moderen som Vidne gaas der frem efter Reglerne i §§ 6-9 med de fornødne Lempelser.

§ 13.

Naar Retten modtager de i §§ 7-12 omhandlede Meddelelser fra Politimesteren ( Overpræsidenten ),

drager den Omsorg for Faderskabssagens videre Behandling i Overensstemmelse med de i saa Henseende i

Retsplejelovens Kap 42 a givne Forskrifter.

§ 14.

Stk. 1.

Den opgivne Fader eller en anden under Faderskabssagen sagsøgt bliver ved Dommen at anse

som Fader til Barnet, saafremt Retten finder det bevist, at han har haft Samleje med Moderen inden for

Avlingstiden, uden at der foreligger Omstændigheder, som udelukker, at Barnet kan være Frugten heraf, og

der derhos ikke findes Grund til at antage, at Moderen inden for Avlingstiden ogsaa har haft Samleje med

nogen anden, som kan være Barnets Fader, og der heller ikke i øvrigt foreligger Omstændigheder, som gør

det tvivlsomt, om den sagsøgte er Barnets Fader.

Stk. 2.

Finder Retten det herefter ikke godtgjort, at nogen under Faderskabssagen sagsøgt er Barnets

Fader, bliver den eller de sagsøgte ved Dommen at anse som bidragspligtig, saafremt Retten finder det

bevist, at vedkommende har haft Samleje med Moderen inden for Avlingstiden, uden at der foreligger

Omstændigheder, som udelukker, at Barnet kan være Frugten heraf. Hvis flere sagsøgte kan anses som

bidragspligtige, bliver Bidragspligten at paalægge enhver af dem fuldt ud, jfr. § 22, Stk 2.

III

§ 15.

Stk. 1.

Den, som i Henhold til § 6 har anerkendt Faderskabet, kan senere forlange Retssag indledet,

saafremt han godtgør, at hans Anerkendelse paa Grund af Sindssygdom, Aandsvaghed, Tvang eller af andre

Grunde ikke kan anses som en bindende Viljeserklæring, eller at han først efter Anerkendelsen er kommet til

Kundskab om Omstændigheder af Betydning, der kan begrunde en Fralæggelse af Faderskabet.

Stk. 2.

Begæring om Sagsanlæg fremsættes for vedkommende Underret, jfr Retsplejelovens § 456 c, og

maa, i Tilfælde hvor Begæringen begrundes med Fremkomsten af nye Oplysninger, fremsættes inden 1

Maaned, efter at disse er blevet ham bekendt. Ved Afgørelse af Spørgsmaalet, om Begæringen er rettidig

fremsat, bør Hensyn tages til den Tid, som med Nødvendighed er medgaaet til Foretagelse af

Undersøgelser. Bestemmelserne i Retsplejelovens § 456 n, Stk 6 og 7, finder tilsvarende Anvendelse i

dette Tilfælde.

§ 16.

Naar den, der opgives som Fader, er død, forinden Spørgsmaalet om hans Faderskab eller Bidragspligt

er afgjort, rettes Spørgsmaalet mod hans Bo eller, hvis Skiftebehandlingen er sluttet, mod vedkommende

Skifteret. Har afdøde efterladt sig Enke, der hensidder i uskiftet Bo, rettes Sagen mod hende, og hvis

Arvingerne har overtaget Boet til privat Skifte, mod disse.

§ 17.

Naar Politimesteren fra Retten modtager Meddelelse om en afsluttet Faderskabssag, og der efter

Udfaldet af denne bliver Spørgsmaal om at paalægge Underholdsbidrag, videresender han straks den fra

Retten modtagne Meddelelse til Amtmanden med Oplysninger om Moderens og Faderens eller den

bidragspligtiges økonomiske Forhold; hvis flere ved Faderskabssagen er anset som bidragspligtige, gives dog

ikke Oplysning om Moderens og de bidragspligtiges økonomiske Forhold. Amtmanden træffer derefter

Bestemmelse om det Bidrag, Faderen eller den bidragspligtige i Overensstemmelse med de nedenstaaende

Regler vil have at svare til Barnets Underhold og til Dækning af Udgifterne i Anledning af Svangerskabet og

Fødselen eller Aborten. I København træffer Overpræsidenten, naar han modtager Rettens Meddelelse, selv

saadan Bestemmelse efter at have indhentet Oplysning om Moderens og Faderens eller den bidragspligtiges

økonomiske Forhold. Bestemmelsen i § 7, Stk 2, finder tilsvarende Anvendelse i de her nævnte Tilfælde,

medmindre der efter Faderskabssagen er flere bidragspligtige.

§ 18.

Stk. 1.

De af Overøvrigheden i Henhold til §§ 7 og 17 udfærdigede Bidragsresolutioner udleveres,

saafremt Faderskabet er fastslaaet eller kun én er anset som bidragspligtig, til Moderen eller den, der skal

varetage Barnets Tarv, jfr § 28; en Genpart af Resolutionen tilstilles Faderen eller den bidragspligtige. Hvis

flere er anset som bidragspligtige, udfærdiges der for hver af dem en Bidragsresolution, som tilstilles

Landsnævnet for Børneforsorg, medens Genpart tilstilles hver af bidragspligtige; til Moderen eller den, der

skal varetage Barnets Tarv, udleveres et Bidragsdokument, hvori Bidraget fastsættes til det til enhver Tid

gældende Normalbidrag, jfr §§ 192 og 235 i Lov Nr 181 af 20 Maj 1933 om offentlig Forsorg, men som ikke

maa indeholde de bidragspligtiges Navne.

Stk. 2.

Justitsministeren giver nærmere Regler om Bidragsresolutionens Indhold.

Kapitel III.

Barnets Underhold m.v.

§ 19.

Udgifterne ved Barnets Forsørgelse, Opdragelse og Uddannelse fordeles mellem Barnets Forældre efter

deres økonomiske Evne, saaledes at der saa vidt muligt, under Hensyn til Forældrenes økonomiske Kaar,

falder lige store Byrder paa hver af Forældrene.

§ 20.

Stk. 1.

Hvis Barnet ikke opdrages af Faderen, skal denne betale de ham af Overøvrigheden i Medfør af

Bestemmelserne i Kapitel II paalagte Bidrag til Barnets Underhold.

Stk. 2.

Ved Fastsættelsen af disse Bidrag skal det haves for Øje, at Barnets Forsørgelse skal være

forsvarlig og ikke ringere end i gode Plejehjem paa den Egn, hvor Barnet opdrages. Faderens Bidrag bør,

naar begge Forældrene er ubemidlede, i Almindelig sættes til mindst

af samtlige de Udgifter, som

Barnets Underhold herefter medfører, men det fastsættes i øvrigt under Hensyntagen Bestemmelserne i §

3, Stk 2, og § 19. Dør Moderen, eller har hun ikke kendt Opholdssted her i Landet skal Faderens Bidrag i

Almindelighed ansættes saaledes, at det dækker samtlige Udgifter ved Barnets Underhold; er Barnet

Frugt af en ved Dom fastslaaet Kønsfrihedsforbrydelse, skal Faderens Bidrag altid ansættes saaledes.

Stk. 3.

Faderens Bidragspligt vedvarer indtil Barnets fyldte 18de Aar, dog at Bidraget kan bortfalde eller

nedsættes efter det fyldte 14de Aar, naar det oplyses, at det er blevet helt eller delvis ufornødent. Bidraget

til en Datter ophører endvidere, naar hun indgaar ægteskab.

Stk. 4.

Bidraget erlægges halvaarsvis forud. Barnets Død medfører ikke Fritagelse for nogen del af det

Bidrag, der gælder for den Bidragsperiode, i hvilken Barnets Død er indtruffet.

Stk. 5.

Særligt Bidrag kan under Anvendelse af foranstaaende Regler paalægges Faderen til Omkostninger

ved Barnets Daab og Konfirmation saavel som til Skoleundervisning og faglig Uddannelse; ligeledes kan

særligt Bidrag paalægges i Anledning af Barnets Sygdom og Begravelse, jfr. herved § 24, Stk. 2. Hvis det

efter Barnets Forhold er paakrævet, at der ydes Bidrag til fortsat Skoleundervisning eller faglig

Uddannelse efter Barnets fyldte 18de Aar, kan saadant Bidrag paalægges Faderen, dersom det efter hans

økonomiske Stilling findes rimeligt, dog ikke ud over Barnets fyldte 21de Aar. Paalægges der Faderen

Bidrag til Skoleundervisning og faglig Uddannelse, skal der, hvis Faderen forlanger det, beskikkes Barnet

en Værge, til hvem disse Bidrag udbetales under Værgens Ansvar for deres Anvendelse i det fastsatte

Øjemed.

Stk. 6.

Hvis Faderens Livsvilkaar er væsentlig bedre end Moderens, skal der, saafremt Børneværnet

skønner det fornødent, beskikkes Barnet en Værge. Værgen drager Omsorg for, at Bidragene anvendes til

Barnets Tarv.

Stk. 7.

Overøvrigheden kan til enhver Tid med fremtidig Virkning forandre et Bidrag, naar der

fremkommer grundet Begæring derom.

Stk. 8.

Faderen har, naar han har betalt det ham paalagte Bidrag, ingen yderligere økonomisk Forpligtelse

over for det offentlige, hvis Barnet falder dette til Byrde. Har Faderen faaet Barnet udleveret til

Forsørgelse, paahviler det ham dog ogsaa i Forhold til det offentlige fuld Forsørgelsespligt. Det samme

gælder, hvis Barnet er Frugt af en ved Dom fastslaaet Kønsfrihedsforbrydelse, jfr. § 6 i Lov Nr 181 af 20

Maj 1933 om offentlig Forsorg.

§ 21.

Stk. 1.

Hvis Barnet ikke er undergivet Moderens Forældremyndighed og Forsorg, kan det af

Overøvrigheden paalægges Moderen at svare Bidrag til Barnets Underhold og til de i § 20, Stk 5,

omhandlede særlige Udgifter. Bidrag kan paalægges Moderen, hvad enten der tillige er paalagt Faderen

Bidrag eller ikke. Ved Fastsættelsen af Bidraget finder Bestemmelserne i § 20 tilsvarende Anvendelse.

Stk. 2.

Har det offentlige maattet træde til, kommer Reglerne i Lov om offentlig Forsorg til Anvendelse.

§ 22.

Stk. 1.

Hvis Faderskabet til Barnet ikke er fastslaaet, men en enkelt Person er anset som Bidragspligtig,

fastsættes det Bidrag, han vil have at udrede, i Overensstemmelse med Reglerne i § 20.

Stk. 2.

Hvis flere ved Faderskabssagen er anset som bidragspligtige, fastsættes Bidraget for hver af dem til

det til enhver Tid gældende Normalbidrag, jfr § 192 i Lov om offentlig Forsorg. Bestemmelserne i § 20,

Stk 3, 4 og 7, finder tilsvarende Anvendelse. Bidrag efter § 20, Stk 5, kan ikke paalægges disse

bidragspligtige.

Stk. 3.

Den bidragspligtige har, naar han har betalt det ham paalagte Bidrag, ingen yderligere økonomisk

Forpligtelse over for Barnet.

§ 23.

Stk. 1.

Det paahviler endvidere den, der er anset som Fader eller bidragspligtig, at svare Bidrag i

Overensstemmelse med Grundsætningerne i §§ 19 og 20 til Udgifterne ved Moderens Barselsfærd og ved

hendes Underhold 2 Maaneder før og 1 Maaned efter Fødselen. Under særlige Omstændigheder, navnlig i

Tilfælde af Moderens Sygdom, foraarsaget ved Svangerskabet eller Nedkomsten, kan Bidragspligten dog

udstrækkes indtil 4 Maaneder før og 9 Maaneder efter Fødselen. Bidraget kan paalægges Faderen eller en

bidragspligtig, uanset at Barnet er dødfødt, jfr § 10, Stk 1.

Stk. 2.

Hvis en uden for Ægteskab besvangret Kvinde aborterer, kan det, naar hun godtgør, at Aborten har

forvoldt hende særlige Udgifter, paalægges den, der har eller kan have besvangret hende, jfr § 14, Stk. 1

og 2, at svare et efter Overøvrighedens Skøn passende Bidrag til de ved Aborten forvoldte Udgifter, jfr §

10, Stk. 2.

Stk. 3.

Reglerne i Stk 1 gælder ogsaa, naar flere ved Faderskabssagen er anset som bidragspligtige, dog at

Bidraget til Udgifterne ved Moderens Barselsfærd og ved hendes Underhold før og efter Fødselen for

hver af de bidragspligtige fastsættes til det til enhver Tid gældende Normalbidrag, jfr § 235 i Lov om

offentlig Forsorg.

Stk. 4.

Bidrag efter denne Paragrafs Stk 1 forfalder, hvis Barnet er født, straks ved Bidragsfastsættelsen og

ellers til de af Overøvrigheden nærmere bestemte Tidspunkter. Bidrag efter Stk 2 forfalder straks.

§ 24.

Stk. 1.

Er Faderskabssag først rejst over 1 Aar efter Barnets Fødsel, og der ikke godtgøres rimelig

Grund for Forsinkelsen, kan Overøvrigheden bestemme, at Bidragspligten, derunder ogsaa med Hensyn til

Bidrag efter § 23, Stk. 1, ikke skal strække sig længere end 1 Aar fra Sagens Rejsning.

Stk. 2.

Begæring om Fastsættelse af særlige Bidrag efter § 20, Stk. 5, maa fremsættes til Overøvrigheden

inden 3 Maaneder efter Udgiftens Afholdelse, medmindre der godtgøres at foreligge rimelig Grund for

Overskridelse af Fristen.

§ 25.

Stk. 1.

Aftaler om Afgørelse af Underholdspligt over for Barnet er kun gyldige, naar de er godkendt af

Overøvrigheden. En saadan Godkendelse skal ikke være til Hinder for, at der senere træffes anden Afgørelse

af Overøvrigheden, naar Forholdene væsentlig har forandret sig.

Stk. 2.

Overøvrighedens Godkendelse bør ikke meddeles, naar denne Lovs Grundsætninger i væsentlig

Grad er tilsidesat, eller Aftalen i øvrigt ikke findes stemmende med Barnets Tarv.

Stk. 3.

Saadanne Aftaler er ikke bindende for det offentlige, naar Barnet falder dette til Byrde.

§ 26.

Stk. 1.

Dør en Mand, der er eller efter Dødsfaldet bliver anset som Fader til et Barn uden for Ægteskab,

og Hensidden i uskiftet Bo ikke finder Sted, vil der ikke af Boet være at udrede Underholdsbidrag til Barnet,

men dette tager alene Arv efter afdøde i Henhold til Forordning af 21 Maj 1845 § 9, jfr § 1 i Lov af Dags

Dato om Ændring af denne Forordning. Efterlader han sig Enke, der hensidder i uskiftet Bo, paahviler det

hende at betale Overøvrigheden efter Skøn over hendes økonomiske Forhold finder det passende. Dør en

Hustru, som er Moder til et Barn uden for Ægteskab, og som det i Henhold til § 21 er paalagt at svare Bidrag

til Barnet Underhold, finder tilsvarende Regler Anvendelse.

Stk. 2.

Er eller bliver en afdød Mand anset som bidragspligtig, bliver det fornødne til Dækning af de

Forpligtelser, der endnu kunde paahvile ham efter denne Lov, at udbetale af hans Bo, saa vidt det er

solvent, naar Begæring herom fremsættes inden Udgang af Proklama eller, hvis saadant ikke udstedes,

inden 6 Maaneder efter hans Død. Tilkommer der Barnet Arv efter den bidragspligtige, vil det hernævnte

Beløb være at fradrage i Barnets Arv. Efterlader den afdøde sig arveberettiget Enke eller Afkom (

derunder Adoptivbørn ), maa Beløbet ikke overstige, hvad Barnet, hvis paagældende var anset som Fader,

vilde have arvet.

Stk. 3.

Beløbet udredes af den bidragspligtiges Bo paa samme Maade som forfalden Gæld. Med Beløbet

forholdes i Overensstemmelse med de i § 25 i Lov af Dags Dato om Inddrivelse og Sikring af

Underholdsbidrag givne Bestemmelser. Efterlader den bidragspligtige sig Enke, der hensidder i uskiftet

Bo, finder Bestemmelsen i Stk 1, 2det Pkt, tilsvarende Anvendelse.

Stk. 4.

Skifteretten eller Eksekutorerne har, naar det kommer til deres Kundskab, at der paahviler afdøde

Bidragspligt over for Børn uden for Ægteskab, at drage Omsorg for, at Fordringen gøres gældende.

§ 27.

Bidrag, der er paalagt Faderen, en bidragspligtig eller Moderen til et Barn uden for Ægteskab,

tilkommer Barnet. Hvis flere ved Faderskabssagen er anset som bidragspligtige, tilkommer Bidragene dog

det offentlige, § 30.

§ 28.

Stk. 1.

Retten til at indkræve Bidrag til et Barn uden for Ægteskab og til at anvende Midlerne til dets

Inddrivelse og Sikring tilkommer den, der har Forældremyndigheden og Forsorgen over Barnet, Værgen,

hvis han har Forældremyndigheden over Barnet eller er beskikket i Medfør af § 20, Stk 5 eller 6, den, som

efter Moderens Død, Forsvinden eller Bortrejse fra Landet har taget Barnet til sig og forsørger det, eller den,

hos hvem Moderen har anbragt Barnet i fast Pleje. Endvidere tilkommer Retten den offentlige Institution

eller Kasse eller af det offentlige anerkendte private Institution, som helt eller delvis udreder Udgifterne til

Barnets Forsørgelse.

Stk. 2.

Retten til at indkræve det i § 23, Stk 1, omhandlede Bidrag og til at anvende Midlerne til dets

Inddrivelse og Sikring tilkommer foruden Moderen det sociale Udvalg, saafremt dette har udredet de

paagældende Udgifter.

Stk. 3.

Hvis flere ved Faderskabssagen er anset som bidragspligtige, gælder foranstaaende Regler kun

Retten til af det offentlige at modtage det fastsatte Bidrag.

§ 29.

Stk. 1.

Bidrag, der i Medfør af § 14, Stk 2, 2det Punkt, er paalagt flere Personer som bidragspligtige til

et Barn uden for Ægteskab eller dettes Moder, indkræves gennem Landsnævnet for Børneforsorg, der fører

nøjagtig Oversigt over samtlige disse bidragspligtige.

Stk. 2.

Naar et Bidrag ikke betales i rette Tid, tilstiller Landsnævnet – for saa vidt angaar Bidrag til et

Barns Underhold efter indhentet Oplysning om, at Barnet stadig er i Live – Politimesteren paa den

bidragspligtiges Hjemsted Bidragsresolutionen, hvorefter Politimesteren drager Omsorg for, at Bidraget

afkræves den bidragspligtige og eventuelt inddrives hos ham i Overensstemmelse med Reglerne i Lov af

……………… om Inddrivelse og Sikring af Underholdsbidrag. Naar Inddrivelsen er afsluttet,

tilbagesender Politimesteren Bidragsresolutionen og indbetaler det eventuelt indgaaede Beløb til

Landsnævnet. Er den bidragspligtiges Hjemsted København, sker Afkrævningen og Inddrivelsen gennem

Magistraten efter foranstaaende Regler.

Stk. 3.

Sker der nogen Ændring med Hensyn til Normalbidraget for Barnets Opholdssted, foretager

Landsnævnet af sig selv en tilsvarende Ændring i det Bidrag, der paahviler den bidragspligtige.

Stk. 4.

Landsnævnet drager Omsorg for, at Bidragspligten i de i § 26, Stk. 2-4, omhandlede Tilfælde gøres

gældende i Boet efter en afdød bidragspligtig eller over for dennes i uskiftet Bo hensiddende Enke.

§ 30.

Stk. 1.

Udbetaling af Bidrag sker i Tilfælde, hvor flere ved Faderskabssagen er anset som

bidragspligtige, gennem det sociale Udvalg i den bidragsberettigedes Opholdskommune. Er Betingelserne i

Kap XV A og §§ 235-237 i Lov om offentlig Forsorg opfyldt, udbetaler Udvalget Bidraget forskudsvis, og

der skal da straks til Landsnævnet indsendes Meddelelse herom samt – for saa vidt angaar Bidrag til et Barns

Underhold – Leveattest for Barnet. Kan i Medfør af Lov om offentlig Forsorg § 194 kun en del af

Normalbidraget forskudsvis udbetales, indberetter Udvalget til Landsnævnet, hvor stort et Beløb der er

udbetalt, og indsender Leveattest; Udvalget maa i dette Tilfælde ikke udbetale yderligere Bidrag, forinden

det fra Landsnævnet har modtaget Meddelelse om, at de bidragspligtige har indbetalt et højere Beløb end det

forskudsvis udbetalte Beløb, dog højst Forskellen mellem Normalbidragets fulde Grundbeløb og det

forskudsvis udbetalte Beløb. Er Betingelserne for forskudsvis Udbetaling ikke opfyldt, indberetter Udvalget

til Landsnævnet, at der er fremsat Begæring om Udbetaling, og indsender Leveattest, men Bidraget maa ikke

udbetales, forinden Udvalget fra Landsnævnet har modtaget Meddelelse om, at Bidraget er indgaaet fra de

bidragspligtige.

Stk. 2.

De af Kommunerne i Henhold til Stk 1 afholdte Udgifter refunderes fuldt ud af Staten efter de i

Lov om offentlig Forsorg givne Regler om Statsrefusion.

Stk. 3.

De i Henhold til § 29 til Landsnævnet indbetalte Bidrag indgaar i en særlig Fond, der forvaltes af

Landsnævnet. Bidrag, der i Henhold til Stk 1 er udbetalt til et Barn eller dettes Moder, afholdes af

Fondens Midler, saafremt det er indgaaet fra de Personer, der ved Faderskabssagen er anset som

Bidragspligtige over for vedkommende Barn eller Moder. I øvrigt vil Fondens Midler efter

Socialministerens Bestemmelse være at anvende til Formaal vedrørende Børneforsorgen i Almindelighed.

Stk. 4.

Af Bidragsfondens Midler kan Landsnævnet for Børneforsorg efter Ansøgning fra Moderen eller

den, der skal varetage Barnets Tarv, yde de i § 20, Stk 5, 1ste Pkt, omhandlede Bidrag til Børn, for hvis

Vedkommende flere ved Faderskabssagen er anset som bidragspligtige. Under særlige Omstændigheder

kan der endvidere ydes disse Børn de i § 20, Stk 5, 2det Pkt, omhandlede Bidrag.

VII

Stk. 5.

Socialministeren træffer de nærmere Bestemmelser om Kommunernes Regnskabsaflæggelse og

om Bidragsfondens Forvaltning samt om Indbetaling fra Fonden til Statskassen af indgaaede Bidrag.

§ 31.

Stk. 1.

Saafremt Moderen til et Barn, for hvis Vedkommende flere ved Faderskabssagen er anset som

bidragspligtige, indgaar Ægteskab med en af de bidragspligtige, og Barnet medtages til Forsørgelse i det

fælles Hjem, ophæves den samtlige bidragspligtige paahvilende Pligt til at svare Bidrag efter § 29, saa længe

Moderen samlever med Manden.

Stk. 2.

Hvis Manden i Medfør af § 5, Stk 2, i Lov af Dags Dato om Ægtebørn anerkender Barnet som sit,

bortfalder den samtlige bidragspligtige paahvilende Bidragspligt.

Kapitel IV.

Forskellige Bestemmelser.

Lovens Ikrafttræden.

§ 32.

De særlige Regler om Hemmeligholdelse af Navne paa Mødre, der føder paa Rigshospitalet, bortfalder.

§ 33.

Stk. 1.

Justitsministeren træffer nærmere Bestemmelse med Hensyn til, hvorledes de i Loven

foreskrevne Anmeldelser og Meddelelser vil være at afgive, og giver i øvrigt de til Gennemførelse af Lovens

Bestemmelser fornødne Forskrifter.

Stk. 2.

Bidragsresolutioner og godkendte Overenskomster vedrørende de i Loven omhandlede Bidrag er

fritaget for Stempelafgift.

§ 34.

Stk. 1.

Denne Lov træder i Kraft den 1 Januar 1938; fra samme Dato ophæves – for saa vidt Ophævelse

ikke tidligere er sket – med nedenstaaende Forbehold:

Frd af 14 Oktober 1763 om Underholdsbidrag til uægte Børn,

Frd af 30 Maj 1794 om Underholdsbidrag til uægte Børn,

Pl af 28 28 Maj 1825 om Behandlingen af Sager angaaende Underholdsbidrag til uægte Børn,

Pl af 6 December 1839 om Underholdsbidrag til uægte Børn,

Lov for Færøerne af 28 Januar 1856 indeholdende nærmere Bestemmelser om Underholdsbidrag til uægte

Børn,

Lov Nr 130 af 27 Maj 1908 indeholdende Bestemmelser om Børn uden for Ægteskab og disses Forældre,

Lov Nr 113 af 29 April 1913 om Ændringer i Lov nr 130 af 27 Maj 1908,

Lov Nr 269 af 3 November 1924 om Ændring i samme Lov.

Stk 2.

Bestemmelserne i Lovens Kapitel I og II kommer med Undtagelse af § 3, Stk 2, alene til

Anvendelse med Hensyn til Børn, der fødes efter Lovens Ikrafttræden.

Stk 3.

Bestemmelserne i Kapitel III kommer med Undtagelse af § 22, Stk 2, § 23, Stk 1, 2det Pkt, og Stk

3, § 26, Stk 1, 1ste og 3die Pkt, § 27, 2det Pkt, § 28, Stk 3, § 29, § 30 og § 31 til Anvendelse ogsaa med

Hensyn til Børn født før Lovens Ikrafttræden, dog kun med Hensyn til Bidrag, der ligger efter dette

Tidspunkt. Bestemmelserne i § 25 er dog uden Indflydelse paa Aftaler, der er godkendt af

Overøvrigheden forinden Lovens Ikrafttræden.

Stk. 4.

Bestemmelserne i § 32 kommer alene til Anvendelse med Hensyn til Børn, der fødes efter Lovens

Ikrafttræden.

Stk. 5.

I alle Tilfælde, hvor Loven herefter ikke kommer til Anvendelse, gælder Bestemmelserne i den

hidtil gældende Lovgivning.

§ 35.

Paa Færøerne finder de Regler om Underholdsbidrags Udbetaling af det offentlige, der indeholdes i de i

§ 34 nævnte Lovbestemmelser, fortsat Anvendelse, indtil der i Henhold til § 335 i Lov om offentlig Forsorg

ved kgl Anordning træffes anden Bestemmelse herom.

VIII

Bilag 2: Den danske børnelov af 1960

Lov nr. 200 af 18. maj 1960 om børns retsstilling.

Kapitel 1: Faderskab

§ 1. Ægtebørn er børn af forældre, som på avlingstiden levede i eller senere har indgået ægteskab med

hinanden.

§ 2. Et barn, der kan være avlet under moderens ægteskab, anses som barn af ægtemanden. Dette gælder dog

ikke, såfremt det godtgøres, at moderen har haft samleje med en anden, og det må antages, at barnet er avlet

af denne, eller hvis det på grund af barnets arveanlæg eller af anden særlig grund kan anses som sikkert, at

ægtemanden ikke er barnets fader.

Stk. 2. Levede ægtefællerne på avlingstiden separeret, eller var samlivet mellem dem ophævet på grund af

uoverensstemmelse, gælder reglen i stk. 1 kun, såfremt det godtgøres, at de inden for avlingstiden har haft

samleje med hinanden.

§ 3. Et barn, der fødes, efter at moderen har indgået ægteskab, men som må være avlet forinden, anses som

barn af ægtemanden. Rejses der faderskabssag, gælder dette dog kun, såfremt ægtemanden efter reglen i § 6

kunne anses som fader til barnet.

§ 4. Indgår moderen til et barn uden for ægteskab, ægteskab med den mand, hvis faderskab er fastslået,

bliver barnet ægtebarn.

§ 5. Sag om faderskab til de i §§ 2-3 omhandlede børn kan rejses af ægtemanden, moderen, barnet eller en

for barnet beskikket værge.

Stk. 2. Sagen skal anlægges senest 3 år efter barnets fødsel. Det gælder dog ikke en sag, som anlægges af

barnet, efter at det er fyldt 18 år.

Stk. 3. Landsretten kan tillade, at sag anlægges efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 2, 1. pkt.,

såfremt der anføres ganske særlige grunde for, at faderskabssag ikke er anlagt tidligere, og

omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for, at faderskabssag anlægges, og det endvidere må antages, at

sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet.

§ 6. Som fader til et barn uden for ægteskab anses den, der inden for avlingstiden har haft samleje med

moderen, medmindre der foreligger omstændigheder, som gør det lidet sandsynligt, at han er barnets fader.

Stk. 2. Har moderen inden for avlingstiden haft samleje med flere mænd, kan en sagsøgt dog kun anses

som fader til barnet, såfremt der er væsentlig større sandsynlighed for, at barnet er avlet af ham end af en

anden.

§ 7. Faderskab til børn uden for ægteskab skal søges fastslået i overensstemmelse med reglerne i §§ 8-12, jfr.

dog § 10, stk. 2.

Stk. 2. Er barnet ikke levende født, finder reglerne kun anvendelse, såfremt der rejses krav om bidrag i

henhold til § 19.

§ 8. En kvinde, der er gravid uden for ægteskab, kan ved henvendelse til kommunen, amtskommunen eller

statsamtet inden fødslen begære, at der rejses faderskabssag mod den mand, som hun opgiver som fader til

barnet.

Stk. 2. Uanset om begæring er fremsat i henhold til stk. 1, skal den læge eller jordemoder, der har bistået

ved fødslen, inden 14 dage gøre anmeldelse om denne, efter moderens valg til kommunen eller

amtskommunen.

§ 9. Kommunen eller amtskommunen videresender sagen med de tilvejebragte oplysninger til statsamtet, der

drager omsorg for, at faderskab søges fastslået.

§ 10. Moderen skal inden 1 måned efter barnets fødsel over for kommunen, amtskommunen eller statsamtet

opgive, hvem der er eller kan være barnets fader.

Stk. 2. Statsamtet kan fritage moderen for den i stk. 1 omhandlede oplysningspligt, medmindre det må

anses for stridende mod barnets tarv, at faderskabet ikke oplyses.

§ 11. Faderskabet anses for fastslået, såfremt den opgivne fader i en skriftlig erklæring til statsamtet

anerkender, at han er fader til barnet, og erklærer, at han inden anerkendelsen har modtaget skriftlig

vejledning om retsvirkningerne af anerkendelsen og om, at han kan kræve sagen afgjort ved domstolene.

Underskriften skal være bekræftet af en advokat eller af to vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt skal bevidne

underskriftens ægthed og dateringens rigtighed, og at underskriveren ikke er umyndig eller under værgemål

efter værgemålslovens § 5.

Stk. 2. Faderskabet anses endvidere for fastslået, såfremt den opgivne fader under personligt møde for et

statsamt anerkender at være fader til barnet. Inden anerkendelsen skal han gøres bekendt med

retsvirkningerne af denne samt med, at han kan kræve sagen afgjort ved domstolene.

Stk. 3. Er den opgivne fader umyndig som følge af mindreårighed, kræves værgens samtykke til

anerkendelsen. Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Opnås der ikke anerkendelse af faderskabet, henvises sagen til afgørelse ved retten. Det samme

gælder, såfremt det er oplyst, at moderen i avlingstiden har haft samleje med flere, eller det i øvrigt findes

betænkeligt at modtage den opgivne faders anerkendelse af faderskabet, jfr. § 6.

Stk. 5. Justitsministeren kan bestemme, at anerkendelse af faderskab afgivet i udlandet ligestilles med en

her i landet truffet afgørelse.

§ 12. Er faderskabssag ikke rejst i medfør af foranstående bestemmelser, kan sag ved barnets fødsel eller

senere rejses af moderen, barnet eller dettes værge eller af de i § 18, stk. 2, nævnte personer og institutioner.

Kapitel 2: Barnets forsørgelse

§ 13. Forældrene er hver for sig forpligtet til at forsørge barnet. Barnet skal forsørges, opdrages og uddannes

under hensyn til forældrenes livsvilkår og barnets tarv.

Stk. 2. Opfylder en af forældrene ikke forsørgelsespligten over for barnet, kan statsamtet pålægge ham at

udrede bidrag til barnets underhold.

§ 14. Bidraget fastsættes under hensyn til barnets tarv og forældrenes økonomiske kår, herunder deres

erhvervsevne. Er begge forældre ubemidlede, fastsættes bidraget i almindelighed til det for barnets

opholdssted til enhver tid gældende normalbidrag, jf. § 14 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af

børnebidrag. Er barnet avlet ved en ved dom fastslået kønsfrihedsforbrydelse, skal faderens bidrag ansættes

således, at det dækker samtlige udgifter ved barnets underhold.

Stk. 2. Bidragspligten ophører ved barnets fyldte 18. år. Bidragspligten ophører endvidere, når barnet

indgår ægteskab, medmindre statsamtet bestemmer andet.

Stk. 3. Bidrag til undervisning eller uddannelse kan dog pålægges indtil barnets fyldte 24. år.

Stk. 4. Bidraget erlægges halvårsvis forud, medmindre andet bestemmes. Barnets bortadoption eller død

medfører ikke fritagelse for nogen del af bidraget for den pågældende bidragsperiode.

§ 15. Særligt bidrag kan pålægges i anledning af omkostninger ved barnets dåb, konfirmation, sygdom og

begravelse eller i anden særlig anledning.

Stk. 2. Bidrag i henhold til stk. 1 kan kun fastsættes, såfremt begæring fremsættes for statsamtet inden 3

måneder efter udgiftens afholdelse, medmindre der godtgøres at foreligge rimelig grund for overskridelse

af fristen.

§ 16. Statsamtet kan til enhver tid ændre et bidrag, når der fremkommer grundet begæring herom. Bidrag, der

er forfaldet før begæringens fremsættelse, kan dog kun ændres, når ganske særlige omstændigheder

foreligger

Stk. 2. Bidrag kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for en tid, der ligger mere end 1 år forud

for begæringens fremsættelse.

§ 17. Aftaler om bidrag til barnet er ikke til hinder for, at der træffes anden afgørelse af statsamtet, såfremt

aftalen skønnes åbenbart ubillig, eller når forholdene væsentlig har forandret sig, eller aftalen strider mod

barnets tarv.

§ 18. Bidrag i henhold til nærværende kapitel tilkommer barnet.

Stk. 2. Retten til at kræve bidrag fastsat og til at indkræve bidraget har den, der afholder udgifterne ved

barnets forsørgelse, såfremt den pågældende har eller ved forældremyndighedens ophør havde

forældremyndigheden over barnet eller lovligt har barnet i pleje. I det omfang det offentlige afholder

udgifter til barnets forsørgelse, tilkommer retten den pågældende offentlige myndighed eller institution.

Kapitel 3: Bidrag til udgifterne ved fødslen m.v.

§ 19. Statsamtet kan pålægge faderen at udrede bidrag til udgifterne ved fødslen og moderens underhold 2

måneder før og 1 måned efter fødslen. Under særlige omstændigheder, navnlig i tilfælde af moderens

sygdom forårsaget ved svangerskab eller fødslen, kan bidrag pålægges for indtil 4 måneder før og 9 måneder

efter fødslen. Bidraget kan pålægges, uanset at barnet er dødfødt.

Stk. 2. Endvidere kan statsamtet pålægge den, der har eller kan have besvangret en kvinde, at udrede

bidrag til de ved en abort forvoldte særlige udgifter.

Stk. 3. Bidrag efter denne paragrafs stk. 1 forfalder, hvis barnet er født, straks ved bidragsfastsættelsen og

ellers til de af statsamtet nærmere bestemte tidspunkter. Bidrag efter stk. 2 forfalder straks. Bestemmelsen

i § 16, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til de i denne paragraf omhandlede bidrag.

Stk. 4. Bidrag i henhold til nærværende kapitel tilkommer moderen eller den offentlige myndighed eller

institution, der har afholdt de pågældende udgifter.

Kapitel 4: Forskellige bestemmelser

§ 20. Undladelse af at afgive de i § 10, stk. 1, omhandlede oplysninger straffes med bøde.

§ 21. Justitsministeren fastsætter de til lovens gennemførelse nødvendige forskrifter. Justitsministeren

fastsætter endvidere nærmere regler om fremgangsmåden ved skriftlig anerkendelse af faderskab.

Stk. 2. Bidragsresolutioner og overenskomster vedrørende de i loven omhandlede bidrag er fritaget for

stempelafgift.

§ 22. Loven træder i kraft den 1. januar 1961. Fra samme dato ophæves, jfr. dog stk. 2 og 3, lov nr. 131 af 7.

maj 1937 om børn uden for ægteskab og lov nr. 132 af 7. maj 1937 om ægtebørn.

Stk. 2. Bestemmelserne i kap. 1 og 3 finder med undtagelse af § 5 kun anvendelse med hensyn til børn

født efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 5 finder anvendelse også for børn født før lovens

ikrafttræden. Det samme gælder bestemmelserne i kapitel 2, dog kun med hensyn til bidrag for tiden efter

dette tidspunkt. Reglerne i §§ 14-18 finder anvendelse, også hvor en enkelt mand i henhold til den

tidligere gældende lovgivning er anset som bidragspligtig til barnet. Aftaler indgået før lovens

ikrafttræden omfattes ikke af bestemmelsen i § 17.

Stk. 3. Bidrag, der i medfør af § 14, stk. 2, jfr. § 22, stk. 2, i lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for

ægteskab er pålagt flere personer til et barn uden for ægteskab, tilfalder staten. Der tilkommer barnet det

til enhver tid gældende normalbidrag, indtil det fylder 18 år eller indgår ægteskab. Socialstyrelsen kan

fastsætte bidrag fra statskassen til de formål, der er nævnt i nærværende lovs § 14, stk. 3, og § 15, stk. 1.

Retten til at modtage normalbidraget og til at søge fastsat særlige bidrag har den, der afholder udgifterne

ved barnets forsørgelse, såfremt den pågældende har eller ved forældremyndighedens ophør havde

forældremyndigheden over barnet eller lovligt har barnet i pleje. Bidragene udbetales af det sociale

udvalg i barnets opholdskommune.

Bidragene indkræves og inddrives af det sociale udvalg i den bidragspligtiges opholdskommune efter

tilsvarende regler som for bidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige efter lov om børnetilskud og

andre familieydelser. Staten refunderer udgifterne efter tilsvarende regler som for ydelser efter lov om

børnetilskud og andre familieydelser. De beføjelser og pligter, der i medfør af lov nr. 131 af 7. maj 1937

om børn uden for ægteskab er henlagt til landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, varetages af de

sociale udvalg.

Stk. 4. Bestemmelserne i den hidtil gældende lovgivning anvendes i alle tilfælde, hvor denne lov ikke

anvendes efter stk. 2 og 3, samt med hensyn til de forhold, der er nævnt i § 26 i lov nr. 131 af 7. maj 1937

om børn uden for ægteskab.

Stk. 5. Indtil 2 år efter lovens ikrafttræden kan sag i henhold til § 5 anlægges af ægtemanden, selv om der

er forløbet mere end 5 år fra barnets fødsel.

§ 22 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets

regler om børns retsstilling, herunder om børnebidrag. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske

landes regler om børns retsstilling, herunder om børnebidrag.

§ 23. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan efter forhandling med det færøske hjemmestyre

ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

XII

Bilag 3: Regulativ for Grønland af 1914

Skrivelse af 21. juli 1914 fra Indenrigsministeriet til Inspektørerne:

Regulativ angaaende Underholdningsbidrag til Børn, fødte udenfor Ægteskab.

§1

Enhver under de grønlandske Love hørende Mand, som vedkender sig eller ved Retskendelse tillægges

Paterniteten til et udenfor Ægteskab levende født Barn, er pligtig til til Barnets Underhold og Opdragelse fra

dets Fødsel til dets fyldte 14 Aar eller muligt forinden indtrædende Dødsdag at erlægge et aarligt Bidrag af

fra 3 til 15 Kr.

§2

Det aarlige Underholdningsbidrag forfalder til beetaling med Halvdelen paa barnets hel- og halvaarlige

Fødselsdag og indsættes ved Kommuneraadet i Moderens hjemsteds-Kommune paa Barnets navn i

vedkommende Sparekasseafdeling. Det administreres af Kommuneraadet udelukkende til Fordel for Barnet.

Afgaar barnet ved Døden, inden det er fyldt 14 Aar, og efterlader sig Penge indestaaende i Sparekassen,

tilfalder disse, efter at Udgifterne ved Begravelsen er afholdte, Kommunens Kasse.

§3

Naar et udenfor Ægteskab avlet Barn er født og døbt, indhenter det paagældende Kommuneraad fra Præsten

en Daabsattest, og indkalder derefter den udlagte Barnefader, saafremt denne hører hjemme i Kommunen,

for at afgive Erklæring om han vedkender sig Paterniteten; i bekræftende Fald faastsætter Raadet

Underholdningsbidragets Størrelse under Hensyn til Faderens økonomiske Evne og indstiller Afgørelsen til

Inspektørens Sanktion.

Hvis den udlagte Fader har Hjemsted i en anden Kommune, afgives Sagen til behandling ved

Kommuneraadet dér, som ovenfor nævnt.

Benægter den udlagte Fader Paterniteten, indsender det Kommuneraad, som har behandlet Sagen, hans

Erklæring herom samt Daabsattesten til inspektøren, som derefter indbringer Sagen til endelig Afgørelse for

en blandet Domstol.

§4

Det fastsatte Underholdningsbidrag indbetales af Barnefaderen til hans Hjemsteds Kommuneraad, som,

saafremt Moderen hører hjemme andet Steds, afgiver det til hendes Kommune. I Tilfælde af, at Faderen ikke

indbetaler Bidraget, bliver dette at indeholde i hans Lønning eller anden Fortjeneste overensstemmende med

Reglerne i kongelig Anordning af 18. Maj 1910 om Retsplejen i Grønnland § 16.

§5

En under de danske Love staaende Mand er paa samme Maade som foran nævnt pligtig at yde et aarligt

Underholdningsbidrag til sit med en grønlandsk Kvinde udenfor Ægteskab avlede Barn.

Sager desangaaende behandles af Inspektøren, som ligeledes fastsætter Bidragets Størrelse til ikke under 15

og ikke over 30 Kr. om Aaret efter Faderens Formueforhold.

For de her omhandlede Bidrags Administration og Anvendelser gælder de samme Regler som foran i §§ 1 og

2 fastsat.

§6

Naar Barnefaderen agter at forlade Grøland, kan Inspektøren forinden i Stedet for det aarlige Bidrag

paalægge ham at betale et Bidrag en Gang for alle af ikke under Halvdelen og ikke over tre Fjerdedele af det

Beløb, som de tilbagestaaende Aars Bidrag vil andrage.

XIII

I Tilfælde af, at en under de danske Love staaende Mand agter at rejse fra Grønland og forinden af en

frugtsommelig grønlandsk Kvinde sigtes for at være Fader til det af hende endnu ikke fødte Barn, kan

Inspektøren derhos bestemme, at der i hans mulige Lønningstilgodehavende skal indeholdes en Beløb som

ovenfor nævnt, indtil Sagen, efter at Barnet er levende født, endelig kan afgøres.

§7

De har fastsatte Regler kommer til Anvendelse for de Børn, som fødes udenfor Ægteskab efter den 1. Januar

1915.

Samtidig bortfalder de ved instruks af 2. januar 1873 § 15 og Indenrigsministeriets Resolution af 10. Marts

1911 fastsatte Bestemmelser.

XIV

Bilag 4: Regulativ for Grønland af 1929

Skrivelse af 15. marts 1929 fra Indenrigsministeriet til Landsfogderne:

Regulativ angaaende Underholdningsbidrag til Børn,

fødte udenfor Ægteskab i Grønland.

§1

Kommer et Kommuneraadsmedlem til Kundskab om, at der ved hans Boplads er født et Barn udenfor

Ægteskab af en under de grønlandske Retsbestemmelser staaende Kvinde, giver han straks Meddelelse til

kommuneraadet herom.

Kommuneraadet indhenter Fødsels- eller Daabsattest og drager Omsorg for, at der saa vidt muligt

tilvejebringes Oplysning om, hvem Barnefaderen antages at være.

Kommuneraadet fører Tilsyn med alle indenfor Kommunen værende udenfor Ægteskab fødte grønlandske

Børn og paaser, at disse nyder tilbørlig Underhold, Opdragelse og Oplæring.

§2

Enhver mand, der er Fader til et i Grønland udenfor Ægteskab født Barn, er pligtig til at yde Bidrag til

barnets Underhold og Opdragelse indtil dettes fyldte 16. Aar.

Efter Kommuneraadets Indstilling kan Sysselraadet dog bestemme, at Bidragspligten ophører tidligere, dog

ikke før Barnets fyldte 14. Aar.

Barnefaderen under grønlandsk Ret.

§3

Naar Kommuneraadet i Henhold til § 1 har erholdt Oplysning om, hvem der kan antages at være Barnefader,

indkalder Kommuneraadet denne, saafremt det er

en under grønlandsk Ret staaende Mand,

til at give Møde

for Kommuneraadet og der afgive Erklæring om, hvorvidt han vedkender sig Faderskabet til det

paagældende Barn.

Vedkender den paagældende sig Faderskabet, indsender Kommuneraadet Meddelelser herom samt Fødsels-

eller Daabsattest til Sysselmanden, ledsaget af Oplysning om saavel Faderens som Moderens økonomiske og

personlige Forhold.

Benægter den udlagte Fader Paterniteten, eller udebliver han, indsendes Sagen med Bemærkning herom til

Sysselmanden, ledsaget af de fornævnte Oplysninger.

Er den udlagte barnefader bosat i en anden Kommune, indsendes Sagen straks til Sysselmanden, ledsaget af

Fødsels- eller Daabsattest samt Oplysning om Moderens økonomiske og personlige Forhold.

§4

Har den udlagte Fader ikke vedkendt sig Paterniteten, sætter Sysselmanden i Overensstemmelse med de i

Anordning af 26. Juli 1926 om Retsplejen i Grønland fastsatte Reglser Sysselretten under Medvirken af 2

Meddomsmænd til Afgørelse af Spørgsmaalet om den udlagte Barnefaders Paternitet, for saa vidt han har

Ophold i Syslet.

Hersker der Tvivl om Tidspunktet for Barnets Avlingstid, bør Sysselmanden , inden Sysselretten sættes,

tilvejebringe en Erklæring fra vedkommende Læge herom.

Sagen vil i øvrigt være at afgøre under Hensyn til samtlige oplyste Omstændigheder, idet der maa dømmes

efter de af Parterne og eventuelle vidner afgivne Forklaringer, særlig ogsaa efter det modtagne Indtryk af

Parternes personlige Opstræden under Sagen (Fasthed og Sandfærdighed paa den ene Side, Veghed og

Usandfærdighed paa den anden). Aflæggelse af Ed fra Parteres Side kan derimod ikke finde Sted.

Har den udlagte Barnefader Ophold i et andet syssel end det, hvor Barnemoderen er bosat, oversendes Sagen

til Foranstaltning af Sysselmanden i det syssel, hvori Barnefaderen er bosat.

§5

Naar en udlagt barnefader vedkender sig Paterniteten eller ved Dom paalægges at svare Bidrag til et udenfor

Ægteskab født Barns Underhold, fastsætter Sysselraadet Bidraget i første Række under Hensyn til Faderens

økonomiske og personlige Forhold, i anden Række til Moderens økonomiske og andre Forhold, der herved er

egnet til at tages i Betragtning.

Bidraget bør dog i Reglen ikke være mindre en 10 Kr. og ikke mere end 30 Kr. aarlig. Landsraadet kan dog

ved en Vedtagelse ændre sidstnævnte Grænse.

Bidraget bør i Almindelighed fastsættes højere for de to første Aar end for den senere Tid.

Ændring af Bidragets Størrelse kan indenfor de fastsætte Grænser finde Sted efter Begæring fra

Kommuneraad, Barnemoder eller Barnefader, saafremt Forholdene skønnes at give Anledning dertil.

Dette gælder ogsaa i Tilfælde, hvor Bidraget er fastsat efter Regulativ af 21. Juli 1914.

§6

Naar Bidragets Størrelse er fastsat, udfærdiger Sysselmanden en Resolution, der forkyndes for Barnefaderen.

Resolutionen har lige Virkning med en af Sysselretten afsagt Dom, for saa vidt angaar de enkelte forfaldne

Bidrag.

§7

Underholdsbidraget forfalder halvaarsvis forud og indbetales til Sysselmanden i det Syssel, hvorunder

Barnemoderen bor.

Sysselmanden paaser, at Bidraget erlægges, og drager i modsat Fald Omsorg for, at Beløbet inddrives i

Overensstemmelse med de i § 23 i Anordningen om Retsplejen i Grønland givne Regler.

Med Hensyn til Udbetalingen af Bidraget til Barnemoderen forholds efter de i § 8, 3. Stk., i fornævnte

Anordning fastsatte Regler.

§8

Saafremt Barnefaderen ønsker at affinde sig med et Bidrag én Gang for alle, bestemmer Sysselraadet dettes

Størrelse under Hensyntagen til det samlede Beløb af de tilbagestaaende Bidrag.

Saadant Bidrag indsættes i den grønlandske Sparekasse og bestyres i Overensstemmelse med de i § 8, 3. Stk.,

i Anordningen om Retsplejen i Grønland fastsatte Regler.

Agter barnefaderen at rejse bort fra Landet, kan Sysselraadet (Sysselmanden, jf. Anordning af 29. Maj 1926,

§24) træffe Bestemmelse om, at Barnefaderen, forinden han rejser, skal udrede enten et Bidrag én Gang for

alle eller dog forudbetale Bidraget for et længere Tidsrum efter Sysselraadets nærmere Bestemmelse, eller

stille antagelige Sikkerhed eller Kaution for Betalingen af de efterhaanden forfaldne Underholdsbidrag.

Samme Bestemmelse kan efter Omstændighederne træffes i Tilfælde, hvor en mand agter at rejse bort fra

Landet og forinden af en frugtsommelig Kvinde sigtes for at være Fader til det ventede Barn.

§9

Afgaar barnet ved Døden, tilfalder de forfaldne Bidrag Kommunekassen, efter at

Begravelsesomkostningerne er afholdt.

Har Barnefaderen affundet sig med et Bidrag én Gang for alle, træffer Sysselraadet Bestemmelse om,

hvorvidt og hvor meget der skal tilbagebetales Barnefaderen af det tiloversblevne Beløb.

XVI

Saafremt Barnefaderen senere ægter barnemoderen, udbetales det indestaaende Beløb med paaløbne Renter

til Faderen.

II.

Barnefaderen under dansk Ret.

§ 10

Maa det antages, at Faderen til et udenfor Ægteskab født Barn er en

under de danske Love staaende Person,

skal Kommuneraadet, efter at have tilvejebragt de i § 1 omhandlede Oplysninger, straks indsende Sagen til

Sysselmanden, der søger Sagen ordnet ved Overenskomst mellem Parterne. En for Sysselmanden indgaaet

Overenskomst skal indsendes til Approbation af Landsfogeden og kan da lægges til Grund for Udfærdigelse

af Alimentationsresolution.

§ 11

Lykkes det ikke Sysselmanden at tilvejebringe Forlig i Sagen, indsendes denne straks til Landsfogedens

Foranstaltning.

Landsfogeden fastsætter Underholdsbidragets Størrelse under hensyn til saavel Faderens som Moderens

økonomiske og personlige Forhold.

Bidraget bør dog ikke sættes under 30 Kr. og ikke over 60 Kr.

§ 12

I øvrigt finder de foran i § 5, sidste Stykke, og §§7-9 fastsatte Regler tilsvarende Anvendelse, dog at de i § 5,

sidste Stykke, § 8, 1., 3., og 4. Stk., samt § 9 omhandlede Afgørelser træffes af Landsfogeden.

§ 13

De i Regulativ af 21. Juli 1914 fastsatte Bestemmelser forbliver dog – bortset fra den i nærværende

Regulativs § 5, sidste Stykke, givne Bestemmelse – gældende med Hensyn til de Børn, der er født før den 1.

Juli 1929.

De i dette Regulativ fastsatte Regler træder i Kraft den 1. Juli 1929.

XVII

Bilag 5: Den grønlandske børnelov af 1962

Lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling

XVIII

XIX

XXI