Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 4649
Doknr.
39678497
Dato
22-09-2025
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 26. august 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. 127 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA).
Spørgsmål nr. 127:
”At få tvangsfjernet sit barn ved fødsel er en af de mest indgribende
foranstaltninger. Det kan være en traumatisk oplevelse for forældrene og ofte
efterlades de uden terapeutisk hjælp. Vil ministeren sikre krisehjælp i form af
en række psykologsamtaler til forældrene ved tvangsanbringelser af nyfødte?”
Svar:
En anbringelse uden for hjemmet er uanset omstændighederne et meget
indgribende skridt over for forældrene, og derfor findes der også inden for den
eksisterende lovgivning en række bestemmelser, som netop har til hensigt at
yde støtte til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.
Jeg vil også gøre opmærksom på, at støtte til forældrene også indgik som del
af de indsatser, der blev styrket i forbindelse med aftalen om Børnene Først fra
2021.
Efter barnets lov § 75 skal kommunen træffe afgørelse om at tilbyde en
støtteperson til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.
Det er bl.a. støttepersonens opgave at lytte til og støtte forældrene. Hertil kan
en støtteperson til forældrene være med til at dække de behov, som
forældrene har under barnets anbringelse og også være med til at styrke
samarbejdet mellem forældrene, kommunen og anbringelsesstedet. Det er
forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der skal bevilge
støttepersonen og dække udgifterne, der er forbundet dermed.
Herudover skal kommunen efter barnets lov § 76 træffe afgørelse om, hvorvidt
forældrene har behov for anden støtte under barnets anbringelse uden for
hjemmet, og i givet fald hvad støtten skal bestå af. Støtten skal så vidt muligt
medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen, med
henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet ved en
eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen.
Det blev med ikrafttrædelsen af barnets lov desuden obligatorisk for
kommunerne at udarbejde en forældrehandleplan i forbindelse med en
anbringelse. Når kommunalbestyrelsen iværksætter støtte efter ovenfornævnte
§§ 75 eller 76, skal kommunalbestyrelsen således udarbejde en særskilt plan
1