Folketingets Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2886
Doknr.
14354426
Dato
16-06-2025
Folketingets Boligudvalg har d. 9. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 78
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Carl Andersen (LA).
Spørgsmål nr. 78:
Den daværende minister har tidligere svaret, at de kommunale rentefrie
grundkapitalslån, som tilbagebetales efter 50 år, ikke er en udgift for
kommunerne (alm. del – svar på spørgsmål 99, folketingsåret 2023-24). Mener
den nuværende minister ikke, at der er en omkostning for kommuner forbundet
med, at de udlånte midler ikke forrentes i 50 år, og der derfor er tale om en tabt
forrentning?
Svar:
Efter § 122 i almenboligloven er kommunale grundkapitallån rentefri og tillige
afdragsfri i indtil 50 år efter ibrugtagelsen af de nye almene boliger, hvor de
pågældende lån udgør en andel af finansieringen af de samlede
anskaffelsesudgifter. Disse lånevilkår har været gældende lige siden, at
grundkapitallån fra stat, kommuner og Landsbyggefonden blev indført som
element i finansieringen af alment nybyggeri i 1975. Siden 1990 er det alene
kommunerne, der har ydet grundkapitallån, aktuelt mellem 8 og 12 pct. af
anskaffelsessummen.
Da grundkapital netop er et kommunalt udlån, som skal tilbagebetales af den
almene boligafdeling på de fastsatte vilkår, er der således ikke tale om en
udgift for kommunerne. Rentefri lån er dog forbundet med en forventet
mindreindtægt og udgør derfor en form for indirekte støtte.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1