Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 4249
Doknr.
36712353
Dato
25-08-2025
Folketingets Beskæftigelsesudvalg har d. 31. juli 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. 451 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nick Zimmermann (DF).
Spørgsmål nr. 451:
”Vil ministeren redegøre for, om det er i overensstemmelse med
servicelovens § 100 og gældende forvaltningsret, at en kommune kan afvise
en ansøgning om merudgiftsydelse med henvisning til Danmarks Statistiks
generelle data om transportmønstre, uden konkret vurdering af borgerens
individuelle forhold og lægelige dokumentation?”
Svar:
Jeg kan indledningsvist oplyse, at der altid skal foretages en konkret og
individuel vurdering baseret på de faktiske oplysninger i den enkelte sag,
herunder også relevante lægelige oplysninger, når kommunen skal træffe
afgørelse om hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 100.
Én af betingelserne for at modtage hjælp til dækning af merudgifter er, at de
udgifter, der søges om hjælp til, kan anses som nødvendige merudgifter, som
er en konsekvens af borgerens funktionsnedsættelse. Ifølge § 5, stk. 1, 2. pkt.,
i bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse
vurderes behovet i forhold til personer uden funktionsnedsættelse på samme
alder og i samme livssituation.
Der skal således ved vurderingen af, om en ansøgt udgift kan anses som en
nødvendig merudgift, som er en konsekvens af borgerens
funktionsnedsættelse, foretages en sammenligning med de udgifter, som
borgere uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livssituation
har. Her kan det efter omstændighederne være relevant at inddrage statistiske
oplysninger om normalforbrug vedrørende en bestemt udgift.
Hvis der f.eks. søges om hjælp til dækning af merudgifter ved befordring i egen
bil, kan det efter omstændighederne være relevant at inddrage Danmarks
Statistiks generelle data om transportmønstre, men der skal, som også nævnt
indledningsvis, altid foretages en konkret og individuel vurdering i den enkelte
sag.
Kommunens afgørelse om hjælp til dækning af merudgifter kan påklages til
Ankestyrelsen.
1