Til Ankestyrelsen
Teglholmsgade 3
2550 Københavns SV.
Femø den 2. juni 2025
Vedr. Klage over byrådsbeslutning, Lolland Kommune
Færgegruppen, Femø ønsker Ankestyrelsens vurdering af, hvorvidt Lolland Kommunes
Byråd ved sin vedtagelse af Strategi for Fremtidens Færgefart i Lolland Kommune den
21/9 2023 har overtrådt proportionalitets- og officialprincippet.
Færgegruppen er bekendt med, at det i meget vidt omfang er Byrådet selv, som
bedømmer, om de almindelige forvaltningsmæssige principper er overholdt.
Færgegruppen finder imidlertid, at afgørelsen truffet den 21/9 2023 har så vidtrækkende
konsekvenser for beboerne og erhvervslivet på kommunens 3 øer: Fejø, Femø og Askø, at
Ankestyrelsen bør foretage en vurdering af, om Byrådets afgørelse var i
overensstemmelse med ovenstående principper.
Sagsgennemgang
Byrådet i Lolland Kommune igangsatte med vedtagelsen af budgettet for 2023 en proces,
der skulle resultere i en ny strategi for færgedriften til de 3 småøer, Fejø, Femø og Askø.
Strategien er vedlagt til styrelsens orientering.
Hensigten var dels at opnå en mere klimavenlig sejlads, dels at reducere
driftsomkostningerne, så afskrivninger på fremtidige investeringer ikke kommer til at
belaste kommunens samlede økonomi. Med andre ord en nulsumsløsning, hvor
færgedriften fremover bliver udgiftsneutral for kommunen uagtet en forventet investering
på 140 mio. kr. til en ny el-færge mv. til Femø.
Af budgetvedtagelsen fremgår det, at investeringen samtidig skal være startskuddet til en
modernisering af færgefarten, hvor driftsomkostningerne nedbringes med 5-10 mio. kr.
årligt. Det fremgår videre, at det vil indebære færre færger, ændrede ruter og færre
afgange.
Øboerne blev ganske vist involveret i udarbejdelsen af strategien, men det stod hurtigt
klart, at målet med strategien alene var en besparelse på 5 - 10 mio. kr. årligt uanset
konsekvenser.
Øboerne forsøgte at få Lolland Kommune til at udarbejde en vurdering af konsekvenserne
for øboerne, erhvervslivet på øerne samt tilrejsende i øvrigt. Kommunen afviste imidlertid