Uddannelses- og Forskningsudvalget 2024-25
UFU Alm.del Bilag 80
Offentligt
3003478_0001.png
Notat
Kompetenceråd:
De Økonomiske Råd skal have udvidet deres opdrag til at indbefatte analyser af
fremtidens behov på arbejdsmarkedet
Når manglen på kvalificeret arbejdskraft ser ud til at være et strukturelt og blivende problem, er der
behov for et nationalt kompetenceråd til at sikre et uafhængigt vidensgrundlag, som kan informere
politiske tiltag rettet mod fremtidens behov på arbejdsmarkedet.
Problem:
Det danske arbejdsmarked har ikke et politisk uafhængigt vidensgrundlag om kompetencesituationen på
hele arbejdsmarkedet.
Igen af de eksisterende analyser af arbejdsmarkedets behov imødekommer, hvordan en mere målrettet
uddannelsesindsats kan bidrage til at mindske kompetencemanglen på samfundskritiske områder og på
områder, hvor især vækst- og eksportrettede virksomheder er allermest udfordrede.
Et nationalt kompetenceråd skal sikre det bedst mulige grundlag for politiske beslutninger, som sigter mod at
understøtte behovet for kvalificeret arbejdskraft. Herunder i forhold til indretningen af uddannelsessystemet,
opgaveorganisering i den offentlige sektor, investeringer og implementering af ny, arbejdskraftbesparende
teknologi og udenlandsk arbejdskraft.
Løsning:
Som en del af
forligstillægget til aftalen om rammerne for Reform af universitetsuddannelserne i
Danmark
er det vedtaget, at muligheden for et kompetence-/aftagerpanel skal drøftes i første halvår af
2025.
Det er DEAs anbefaling, at De Økonomiske Råd på den baggrund får udvidet deres opdrag til også at
indbefatte analyser af fremtidens kompetencesituation på arbejdsmarkedet, hvor politisk udpegede særligt
sagkyndige skal understøtte rådet og sekretariatet ift. analyseopdrag og udarbejdelse af anbefalinger. De
særligt sagkyndige skal bestå af tværfaglige eksperter med viden indenfor uddannelse, arbejdsmarked
og/eller policy – gerne også med et internationalt udsyn.
Analyserne og de tilhørende anbefalinger skal, som det er kutyme i De Økonomiske Råd, fremlægges til
dialog ifm. en høringsproces med de væsentligste interessenter – herunder arbejdsmarkedets parter.
Finansiering
Det samlede budget for Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd er ca. 30 mio. kr. En udbygning
af De Økonomiske Råd med et opdrag om at udarbejde analyser af fremtidens kompetencesituation på
arbejdsmarkedet forventes at kunne gennemføres for 5 – 7 mio. kr. årligt til drift af sekretariatet med 3-5
medarbejdere, rådsbetjening og de særligt sagkyndige.