Til
Indenrigsminister Sophie Løhde
Klimaminister Lars Aagaard
Transportminister Thomas Danielsen
Landdistriktsminister Morten Dahlin
Udvalg for Småøer
Udvalg for Landdistrikter og Øer
Fejø, 29. april 2025
Vedr. Finansiering af grønne
færger via EU’s sociale klimafond
Sammenslutningen af Danske Småøer vil opfordre til, at Danmark gør brug af muligheden for at
opnå finansiering af nye, klimavenlige færger til de danske småøer
via EU’s sociale klimafond.
Fonden yder finansiel støtte til medlemsstaternes foranstaltninger og investeringer i deres
sociale
klimaplaner.
EU's sociale klimafond har netop som en del af sin formålsbeskrivelse
i
, at medlemsstaterne kan
gennemføre foranstaltninger til støtte for sårbare transportbrugere, der er ramt af
transportfattigdom”
ii
. Dette er netop tilfældet for øboere, der er helt afhængige af deres
færgetransport og kan imødese takststigninger, hvis de fossilt drevne færger fortsætter og dermed
pålægges CO2 afgifter.
For at opnå støtte, kræver det, at Danmark i den sociale klimaplan, prioriterer investeringer til
omstillingen af de fossilt drevne færger til energineutrale drivmidler.
Klimaministeriet arbejder i øjeblikket på at færdiggøre den sociale klimaplan inden EU's deadline
den 30. juni i år.
I Sammenslutningen af Danske Småøer ser vi det derfor som en oplagt mulighed for at komme i
mål med den grønne omstilling af småøernes færger, til fordel for de sårbare transportbrugere,
uden at de kommunale færgeselskaber skal imødese betydelige udgifter, som kommunerne ikke
har mulighed for at dække.
Flere steder er færgefarten til småøerne allerede under pres med forringelser i servicen og
takstforhøjelser. Udgiften til nye færger, risikerer at accelerere denne negative udvikling.
Besparelser på færgeområdet er allerede en reel barriere for nuværende øboere og
erhvervsdrivende på småøerne samt fritidshusejere og turister. Færgeforringelser fører til
fraflytning og mindsker muligheden for tilflytning til øerne.
Vi håber, at Regeringen og Folketinget vil prioritere at indarbejde småøfærgerne i den sociale
klimaplan til gavn for småøernes befolkning, erhvervsudvikling og turisme samt til gavn for de
landdistriktskommuner, som øerne og deres færger tilhører.
Vi står til rådighed for yderligere oplysninger og samarbejde omkring ovenstående.
Med venlig hilsen
Kirsten Sydendal
formand
Sammenslutningen af Danske Småøer
www.danske-smaaoer.dk
Strynø Brovej 12, 5943 Strynø. Tlf: 62 51 39 93.