Notat
Om undersøgelse af, om fristerne for oversendelse af
høringssvar og høringsnotat er overholdt for lovforslag fremsat
af regeringen i folketingsåret 2024-25
1. Baggrund
På baggrund af korrespondance i juni 2023 mellem Folketingets
formand og statsministeren om tempoet i lovgivningsprocessen og
behovet for bedre tid for medlemmerne til at forberede sig til 1.
behandling af regeringens lovforslag blev det aftalt mellem Folketinget
og Statsministeriet, at høringssvar og -notat som hovedregel skal
oversendes til de(t) relevante udvalg samtidig med fremsættelsen af
lovforslaget. Undtagelsesvis kan det accepteres, at høringssvar og
høringsnotat først oversendes til udvalget/udvalgene efter
fremsættelsesdagen, men dog altid senest kl. 15.00 7 dage inden 1.
behandling.
I forlængelse af aftalen bad Folketingets formand Folketingets
Administration om at følge udviklingen på området.
Folketingets Administration lavede i 2023-24 to undersøgelser (en
delundersøgelse og en samlet undersøgelse for folketingsåret 2023-
24). Undersøgelserne viste, at de nye retningslinjer overvejende blev
overholdt fra regeringens side. Udvalget for Forretningsordenen
drøftede 2023-24-undersøgelsen på sit møde den 25. september
2024 og besluttede, at Folketingets Administration skulle lave en
tilsvarende undersøgelse for folketingsåret 2024-25.
I dette notat beskrives resultatet af Folketingets Administrations
undersøgelse af, om fristerne for oversendelse af høringssvar og
høringsnotat er overholdt for lovforslag fremsat af regeringen i
folketingsåret 2024-25 (opgjort for lovforslag fremsat 1. september
2025).
10. september 2025
J.nr.: 25-000672-1
Udvalgssekretariatet
Folketinget
Christiansborg
1218 København K
3337 5500
www.ft.dk