PRESSEMEDDELELSE.
Viborg den 3. juli 2025.
Foreningen ”Hærvejsmotorvej NejTak” har anmodet EU om at gribe ind overfor Danmarks
manglende overholdelse af EU’s direktiv om Strategisk Miljøvurdering (SMV).
Direktivet pålægger medlemsstaterne at gennemføre SMV af planer om statslige
anlægsprojekter. Det pålægger også medlemsstaterne at inddrage offentligheden så tidligt
som muligt i processen, så borgerne får reel mulighed for at give sig til kende om
planernes miljømæssige konsekvenser, og om hensigtsmæssigheden og nødvendigheden
af at gennemføre dem.
Danmark omgår konsekvent SMV-direktivet ved at splitte store anlægsprojekter op i
mindre delprojekter – den såkaldte salamimetode. Derved får offentligheden kun mulighed
for at give sig til kende om de enkelte dele af projektet, men ikke til projektet i sin helhed.
Det så vi ved Lynetteholmen, vi så det ved Egholm-motorvejen, og nu ser vi det ved
Hærvejsmotorvejen.
Hærvejsmotorvejen fra Haderslev til Hobro er delt op i 5 delstrækninger. Her har borgerne
fået lov til at give sig til kende om delstrækning 2 mellem Løvel-Viborg-Klode Mølle.
Men der har aldrig været en offentlig debat om hensigtsmæssigheden og nødvendigheden
af den samlede motorvej fra Haderslev til Hobro – og om mulige alternativer.
Når først delstrækning 2 er bygget, så kommer resten nok af sig selv, for ellers ville
investeringen i denne motorvejsstrækning jo have været spildt.
Borgernes mulighed for at påvirke beslutningsprocessen er reduceret til et minimum, for
alle de store beslutninger træffes i lukkede fora i Folketinget – i Transportudvalget - uden
en forudgående offentlig debat.
Vi burde have haft den offentlige debat om Hærvejsmotorvejen allerede i 2013, hvor man
for alvor begyndte at analysere, hvor den midtjyske motorvejskorridor skulle ligge.
Vi mener at Danmark overtræder EU-lovgivningen
–
ved ikke at anvende SMV-direktivet i statslige anlægsprojekter,
–
ved forsøge at unddrage sig SMV-forpligtelsen ved at opdele store projekter i
mindre delprojekter, og
–
ved at lægge hindringer i vejen for at borgerne kan få reel indflydelse på planerne
på et så tidligt et tidspunkt som muligt i processen.
Vi har sendt en begrundet klage til både EU-parlamentets udvalg for andragender (PETI)
og til EU-kommissionen. De to klager er identiske.
Jeg vedhæfter klagen til EU-parlamentet med bilag.
På vegne af ”Hærvejsmotorvej NejTak”
Med venlig hilsen
Poul Engholm
Kokær 6
8800 Viborg
telf.: 21 20 13 16