Transportudvalget 2024-25
TRU Alm.del Bilag 237
Offentligt
Til:
Justitsministeriet
v. relevante politikere og embedsmænd
Vedrørende chikane- og vanvidskørsel omkring Stengårds Plads, Egedal
Kommune
Kære modtagere,
Sidst vi henvendte os vedrørende den stigende chikane- og vanvidskørsel i
vores lokalområde, blev vi flere gange gjort opmærksomme på, at dette er
politiets ansvar.
Vi har taget dette til os og har siden den 01. Januar 2025 indgivet omkring 44
politianmeldelser om konkrete hændelser, primært relateret til chikanekørsel.
Desværre oplever vi fortsat en kraftig stigning i omfanget af chikane- og
vanvidskørsel, og det står lysende klart, at politiet på trods af en generel velvilje
ikke har de nødvendige ressourcer eller værktøjer til at stemme effektivt op mod
problemet.
Situationen med chikane- og vanvidskørsel forværres hurtigt. Foreløbigt har vi i
maj 2025 til d.d. registreret 63 tilfælde af chikane- og vanvidskørsel,
sammenlignet med kun 18 i hele maj 2024.
Vores kampagne for opmærksomhed på problemet begyndte i 2024. Mellem 19.
april 2024 og 18. april 2025, begge dage inklusive, har vi registreret 766 tilfælde
af chikane- og vanvidskørsel i nærområdet, svarende til mere end to hændelser
om dagen. Det er hændelser, som dagligt tærer på vores psyke, nattesøvn og
tryghed.
Konsekvenserne for vores helbred og hverdag er alvorlige. Alle i vores husstand
sover med ørepropper eller høretelefoner, nogle gange er støjen så voldsom, at
vi endda forsøger at sove med aktive ørepropper og høreværn.
Har vi vinduer åbne, ud over at støjen bliver mere utålelig, bliver vores
soveværelser jævnligt oversvømmet af en kvælende stank af delvist uforbrændt
brændstof og olie eller røg fra brændte dæk. Mange af køretøjerne, der benyttes
til chikane- og vanvidskørsel, er ændret til at larme og/eller ryge til væsentlig
gene for omgivelserne.
På daglig basis mangler vi søvn, og vi oplever stigende utryghed:
Det er en reel fare forbundet med at færdes i området hvor bilerne ogå
kører, både som fodgænger, cyklist og når vi kører vores egen bil på
vejene, f.eks. var her mandag 12 Maj kl. 1145 en ulykke på Ring Syd,
hvor en bilist måtte undvige en modkørende bil der trak ud i modsat
vejbane.
Vores hus ligger nær en rundkørsel, hvor vi oplever biler blive kastet
igennem i høj fart. I weekenderne ofte midt om natten, men ellers
TRU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 237: Henvendelse af 27/5-25 vedrørende chikanekørsel
både tidlige og sene aftentimer. Vi er bekymrede over risiko for at en
fører af et køretøj i høj hastighed, mister kontrollen og 1800kg bil i høj
hastighed ender i vores hus.
Det konstante pres og stress er ved at ødelægge os. Selv når der er stille, er vi
på vagt, for stilheden varer sjældent længe. Brølende motorer, knald og larm fra
udstødninger, hvinende dæk, høj musik og fyrværkeri med knald har gjort at vi
decideret frygter weekenderne og de generelle ferieperioder.
Det er rystende, at et retssamfund som det danske ikke kan beskytte borgerne
mod denne form for omfattende og vedvarende chikane. Det er uhyre vanskeligt
at få prioriteret indsatsen mod denne type kriminalitet, selv med
registreringsnumre og videodokumentation fortsætter det. Når én chikanebilist
stopper, dukker to nye op. Det føles som en
hydra
af vanvidsbilisme. Vores
oplevelse er, at vanvidsbilisme bl.a. udspringer af chikanebilismens
hensynsløshed og skal der flere lig fra vanvidsbilisme på bordet før der sættes
effektivt ind mod et problem i kraftig vækst?
Vi er nået til et punkt, hvor vi føler os nødsaget til at flytte for at overleve, men
vores psyke er udslidt. Det er helt uforståeligt, at så udbredte, voldsomme og
systematiske ulovligheder kan få lov at fortsætte.
Vi vil gerne appellere til jer om at tage initiativ til nødvendige lovændringer og
nye tiltag. Vores konkrete forslag til inspiration:
1.
Skærpet strafzoner for chikane- og vanvidsbilisme omkring
skoler og institutioner, også uden for institutionernes åbningstid
og uden for skoletid.
2.
Lovgivning, der muliggør retsforfølgelse af ejere til køretøjer, der
benyttes til chikane- og vanvidskørsel. Baseret på
registreringsnummer, beskrivelse, vidneudsagn og
videomateriale.
3.
Indførsel af straks-syn eller midlertidig beslaglæggelse: Ved
begrundet mistanke om deltagelse i chikanekørsel f.eks.
Begrundet mistanke om ulovlige ændringer på køretøjet, bør det
være muligt at beslaglægge køretøjet midlertidigt og sende det til
inspektion på ejerens regning, for at forhindre midlertidig
lovliggørelse (f.eks. udskiftning af udstødning, lygter, ophæng
osv.) før syn.
4.
Kørsels- og opholdsforbud på parkeringspladser til skoler og
institutioner, mod køretøjer, der er begrundet mistanke eller er
dokumenteret anvendt til chikanekørsel.
5.
Skærpende omstændigheder hvis føreren er under f.eks. 25 år og
køretøjet nominelt har en motorydelse på over 100HK/73,6KW
Værktøjer, som kunne støtte politiet, kunne f.eks. være droner, med en
begrænset akustisk profil, der tillader mere diskret observation i områder. Men
TRU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 237: Henvendelse af 27/5-25 vedrørende chikanekørsel
kunne også være relativt simpelt mobilt overvågningsudstyr til både lyd og
billede, som kunne installeres i forskellige umærkede køretøjer.
Vedlagt er vores log over chikane- og vanvidskørsel i Maj 2025.
Vi håber inderligt, at I vil handle.