SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del Bilag 218
Offentligt

Underernæring:

Opsporing, behandling

og opfølgning af

borgere og patienter

i ernæringsrisiko

Vejledning til kommune, sygehus og almen praksis

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning

af borgere og patienter i ernæringsrisiko

Vejledning til kommune, sygehus og almen praksis

Publikationen kan frit refereres

med tydelig kildeangivelse.

Sundhedsstyrelsen

Islands Brygge 67

2300 København S

www.sst.dk

Elektronisk ISBN: 978-87-7014-438-4

Sprog: Dansk

Version: 1

Versionsdato: 4. april 2022

Format: pdf

Design: BGRAPHIC

Foto: Sundhedsstyrelsen, Colourbox og Unsplash

Udgivet af Sundhedsstyrelsen

April 2022

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Indhold

1.1

Indledning

Formål og baggrund

1.2 Vidensgrundlag

1.3 Læsevejledning

1.4 Ernæringsrisiko og underernæring

1.5 Komplikationer ved underernæring

1.6 Risikofaktorer for ernæringsrisiko og underernæring

1.7

Effekten af ernæringsindsatser

Målgruppe og populationsanalyse

2.1 Målgrupper

Opsporing, behandling og opfølgning af ernæringsrisiko

3.1 Opsporing

3.2 Behandling af ernæringsrisiko

3.3 Opfølgning

Opsporing, behandling og opfølgning af ernæringsrisiko

i kommunen

4.1 Forebyggelse af ernæringsrisiko

4.2 Flowdiagram for ernæringsindsatsen i kommunen

4.3 Opsporing

4.4 Behandling

4.5 Opfølgning

Opsporing, behandling og opfølgning af ernæringsrisiko

på sygehus

5.1 Flowdiagram for ernæringsindsatsen for indlagte på sygehus

5.2 Opsporing under indlæggelse på sygehus

5.3 Behandling af ernæringsrisiko under indlæggelse på sygehus

5.4 Opfølgning under indlæggelse på sygehus

5.5 Ernæringsindsatsen i ambulant regi og i forbindelse med

dagbehandling

5.6 Opsporing i ambulant regi og i forbindelse med dagbehandling

5.7 Behandling af ernæringsrisiko i ambulant regi og i forbindelse

med dagbehandling

5.8 Opfølgning i ambulant regi og i forbindelse med dagbehandling

Opsporing, behandling og opfølgning af ernæringsrisiko

i almen praksis

6.1 Opsporing

6.2 Behandling af ernæringsrisiko

6.3 Opfølgning og afslutning

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

7.1

Ernæring i praksis

Normalkost

113

7.2 Sygehuskost

7.3 Kost til småtspisende

7.4 Kost med modificeret konsistens (Dysfagidiæt)

7.5 Særlige diæter

7.6 Medicinske ernæringsdrikke

7.7 Tilskud af D-vitamin og calcium

7.8 Overgangen og supplering mellem kostformer

7.9 Sondeernæring (Enteral ernæring)

7.10 Parenteral ernæring

7.11 Refeeding syndrom

7.12 Kakeksi

Yderligere fokusområder i en ernæringsbehandling

8.1 Fysisk funktionsevne og rehabilitering

8.2 Rammerne om måltidet

8.3 Inddragelse af pårørende

Opsporing, behandling og opfølgning af børn og unge

i ernæringsrisiko

9.1 Opsporing og opfølgning i kommunen

9.2 Opsporing, behandling og opfølgning på sygehus

9.3 Almen praksis

10 Kompetencer

10.1 Kompetencer i kommunen

10.2 Kompetencer på sygehus

10.3 Faggruppers specifikke ernæringsmæssige kompetencer

Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde

11.1 MedComs hjemmepleje-sygehusmeddelelser

11.2 Epikrise

11.3 Udgående sygehusfunktioner mv.

11.4 Fremskudt visitation

11.5 Opfølgende hjemmebesøg

11.6 Kommunikation og dokumentation

11.7 Ledelsesopbakning og ansvarsfordeling

11.8 Sundhedsaftaler

Litteratur

Bilag

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Indledning

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Denne vejledning omhandler underernæring og beskriver indsatsen omkring tidlig

opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko.

Vejledningen er målrettet kommune, sygehus og almen praksis og skal bidrage til at

understøtte en sammenhængende tværsektoriel og tværfaglig ernæringsindsats for

den enkelte borger og patient. Ifølge Sundhedsloven er både kommuner og regioner

ansvarlige for, at sundhedsvæsenet tilbyder en befolkningsrettet indsats vedrørende

forebyggelse og sundhedsfremme samt behandling af den enkelte borger og patient

(1)

Det lovmæssige grundlag fremgår af Bilag VII.

Vejledningen er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og en faglig arbejdsgruppe (se Bilag

I og II). Den har fokus på hovedparten af aspekter omkring borgere og patienters

ernæringstilstand, er tidssvarende og afspejler udviklingen i det samlede sundheds-

væsen. Arbejdsgruppen har bidraget til Sundhedsstyrelsens arbejde ved at kvalificere

og rådgive i forbindelse med udarbejdelse, bl.a. ved at levere konkrete bidrag baseret

på eksisterende materiale, ny viden samt egne erfaringer og kendskab til praksis på

området.

I vejledningen anvendes termen ’Ernæringsrisiko’ og ikke ’Ernæringsmæssig risiko’, und-

tagen hvor sidstnævnte anvendes i en konkret reference. ’Ernæringsrisiko’ er det samme

som ’Risiko for underernæring’, og sidstnævnte anvendes enkelte steder i vejledningen.

Nogle borgere og patienter i ernæringsrisiko vil være underernærede, se figur 1.1 og

afsnit 1.4. I vejledningen anvendes desuden termen ’Behandling af ernæringsrisiko’.

Termen omfatter både ’Udredning’ og ’Ernæringsbehandling’. Se oversigten over den

anvendte terminologi omkring ernæringsindsatsen i Bilag IV og en række anvendte

definitioner og begreber i Bilag VI.

1.1

Formål og baggrund

Formålet med vejledningen er at forebygge og behandle underernæring i Danmark,

herunder at vurdere risiko for underernæring, og at give borgere og patienter i risiko for

underernæring en målrettet ernæringsbehandling. Ved tidligt at opspore dem, der har

gavn af en ernæringsbehandling, fremmes livskvalitet og helbred hos borgere og

patienter i ernæringsrisiko, og det kliniske forløb forbedres. Tidlig opsporing af ernæ-

ringsrisiko muliggør rettidig behandling af ernæringsrisiko (udredning og ernærings-

behandling) og opfølgning. Tidlig opsporing og behandling af ernæringsrisiko kan

forebygge behandlings- og indlæggelseskrævende ernæringsrelaterede komplikationer.

Et bedre og mere effektivt forløb kan i sidste ende forebygge indlæggelser og gen-

indlæggelser

(2-6)

. Eftersom der også ses i forhold til underernæring ses social ulighed,

er det vigtigt at være særligt opmærksom på sårbare og socialt udsatte borgere i

ernæringsindsatsen, jf. indledningen i kapitel 2

(7)

Vejledningen er målrettet sundheds- og plejepersonale, ledere og planlæggere i

kommune, på sygehus og i almen praksis, som arbejder med og omkring borgere

og patienter i ernæringsrisiko.

Vejledningen beskriver de konkrete arbejdsgange i indsatsen over for ernæringsrisiko

både inden for og på tværs af kommune, sygehus og almen praksis. Desuden beskrives

de faglige og organisatoriske rammer, som opgaverne bedst muligt løses indenfor.

Vejledningen understreger vigtigheden af ledelsesopbakning og ansvarsfordeling i

forhold til gennemførelse af ernæringsindsatser, både inden for den enkelte arena og

sektor og på tværs af sektorer, jf. afsnit 11.7. Vejledningens arbejdsgange kan med fordel

omsættes og indarbejdes i lokale instrukser og vejledninger samt i forløbsprogrammer

og samarbejdsaftaler omkring borgere og patienter i ernæringsrisiko.

Vejledningen erstatter de tidligere vejledninger på området, jf. afsnit 1.2. Ud over vejled-

ningen er seks understøttende materialer, der kan inspirere og hjælpe småtspisende til

at spise mere, opdateret. Vejledning og understøttende materiale findes på Sundheds-

styrelsens hjemmeside

www.sst.dk/Materialer-om-underernaering

(8)

. Baggrunden for

udarbejdelse af vejledningen er beskrevet i Bilag III.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

1.2

Vidensgrundlag

Vejledningen tager afsæt i de tidligere vejledninger på området ”Vejledning til læger,

sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og kliniske diætister.

Screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko”, ”Vejledning til ernæ-

ringsvurdering af ældre” og ”Ernæringsvurdering” samt i den aktuelt bedste viden

og evidens i forhold til at skabe kvalitet og sammenhæng i indsatsen omkring tidlig

opsporing og behandling af borgere og patienter i ernæringsrisiko

(9-11)

Vidensgrundlaget omfatter desuden en lang række publikationer, Nationale Kliniske

Retningslinjer og rapporter fra bl.a. Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen, Kost og Ernæ-

ringsforbundet, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet samt en række gældende

love og bekendtgørelser på sundheds-, social-, uddannelses-, børne- og ældreområdet.

Hertil kommer arbejdsgruppens fagligt baserede litteraturgennemgang inden for danske

og internationale studier på området samt deres praksiserfaringer. Der er ikke gennem-

ført en systematisk litteraturgennemgang i forbindelse med vejledningens udarbejdelse.

Vidensgrundlaget for de enkelte kapitler fremgår af Litteratur bagerst i vejledningen.

1.3

Læsevejledning

Det anbefales, at man orienterer sig i hele vejledningen og ikke kun i de kapitler, der

beskriver indsatsen inden for egen sektor, da en sammenhængende tværfaglig og

tværsektoriel ernæringsindsats er afhængig af indsatsen både inden for den enkelte

kommune, region og almen praksis, men også på tværs af sektorer og omkring sektor-

overgange.

Kapitel 1 beskriver vejledningens formål, og der redegøres for den viden og evidens,

der ligger til grund for vejledningen. Her beskrives desuden ernæringsrisiko og under-

ernæring, opsporing af underernæring, komplikationer og risikofaktorer samt effekten

af ernæringsindsatser.

Kapitel 2 indeholder en beskrivelse af målgrupperne, herunder forekomsten af borgere

og patienter i ernæringsrisiko i kommuner, på sygehus og i almen praksis.

Kapitel 3 handler om den generelle indsats omkring opsporing og behandling af borgere

og patienter i ernæringsrisiko på tværs af sektorer. Redskaber til opsporing og bestem-

melse af ernæringsrisiko beskrives, ligesom elementerne i en behandling af ernærings-

risiko (herunder udredning og ernæringsbehandling) og opfølgning (herunder monito-

rering, evaluering og afslutning) på indsatsen.

Kapitlerne 4, 5 og 6 beskriver de specifikke forløb af opsporing, behandling af ernærings-

risiko og opfølgning. Kapitel 4 handler om indsatsen i kommunen, kapitel 5 om indsatsen

på sygehus, både over for indlagte og ambulante patienter, og kapitel 6 om indsatsen i

almen praksis.

Kapitel 7 indeholder en beskrivelse af ernæring i praksis og de forskellige kostformer

og forhold, det er relevant at forholde sig til i en målrettet ernæringsbehandling, mens

kapitel 8 beskriver yderligere fokusområder i behandlingen af ernæringsrisiko.

Kapitel 9 beskriver indsatsen over for børn og unge i ernæringsrisiko, herunder opspo-

ring, elementer i behandlingen af ernæringsrisiko og afslutning af ernæringsindsatsen.

Kapitel 10 handler om kompetencer med udgangspunkt i de faggrupper, der oftest er

til stede i de forskellige sektorer, og de opgaver, der er forbundet med ernærings-

indsatsens forskellige elementer.

Kapitel 11 er en beskrivelse af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde, herunder

hvordan samarbejdet kan organiseres, og hvilke elementer, der kan understøtte sam-

menhængende ernæringsindsatser for den enkelte borger og patient.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

I bilagene bagerst (Bilag I-XII) indgår baggrund for vejledningen, oversigt over termino-

logi, anvendte definitioner og begreber samt en række skemaer, der indgår i indsatsen

over for ernæringsrisiko.

1.4

Ernæringsrisiko og underernæring

’Underernæring’ defineres som en tilstand, der skyldes manglende eller utilstrækkeligt

kostindtag i forhold til behovet eller i forhold til optagelsen af indtaget næring. Det

medfører vægttab, herunder reduceret muskelmasse, der igen fører til nedsat fysisk

og mental funktion, øget risiko for komplikationer til medicinsk og kirurgisk behandling

samt reduceret klinisk effekt af sygdomsbehandling

(12)

. Det er derfor vigtigt at identificere

borgere og patienter i ernæringsrisiko så tidligt i forløbet som muligt. Se afsnit 3.1, 4.3,

5.2, 5.5, 6.1, 9.1 og 9.2.

Ernæringsrisiko er det samme som risiko for underernæring. Nogle borgere og patienter

i ernæringsrisiko vil være underernærede. Når man stiller diagnosen ’Underernæring’

forholder man sig bl.a. til parametre som utilstrækkeligt kostindtag, uplanlagt vægttab

og reduceret muskelmasse

(5)

, se afsnit 1.4.1. Underernæring kan betragtes som en

medicinsk tilstand med en øget risiko for sygelighed og dødelighed, hvor ernærings-

behandling har en effekt. Derfor bør en ernæringsbehandling iværksættes, allerede

inden underernæring viser sig. Opsporing af borgere og patienter i ernæringsrisiko

bygger på viden om og forståelse for de mekanismer, der udløser underernæring.

I figur 1.1 ses, hvordan dette afspejles i opdelingen af underernæring

(12)

Underernæring kan være sygdomsrelateret med eller uden inflammation eller relateret

til andre faktorer end sygdom, som fx socioøkonomiske eller psykologiske faktorer eller

mangel på mad.

’Sygdomsrelateret underernæring med inflammation’ er en tilstand, der har flere bag-

vedliggende årsager end manglende kostindtag. Den systemiske inflammation, som

driver nedbrydningen af kroppens væv (særligt muskulaturen, kaldet ’Sarkopeni’, jf. Bilag

VI) og giver nedsat appetit (anorexi), ses ved sygdomme som kræft, kronisk lungesyg-

dom (KOL) og inflammatoriske tarmsygdomme samt ved sværere grad af inflammation,

fx hos patienter på intensiv afdeling, ved større kirurgiske indgreb og ved svære infek-

tioner. Kakeksi, som er en alvorlig afmagring med tydelige tegn på nedbrydning af

muskel- og fedtvæv og ses hos patienter med kræft eller anden underliggende sygdom,

ligner denne tilstand. Læs mere om kakeksi i afsnit 7.12.

’Sygdomsrelateret underernæring uden inflammation’ ses hos patienter med sygdomme,

som direkte påvirker evnen til at spise, så som neurologiske sygdomme (fx Parkinson

sygdom og ALS), eller sygdomme, som forårsager synkeproblemer, men kan også ses

hos patienter med psykiske sygdomme, som fx anorexia nervosa.

’Ikke-sygdomsrelateret underernæring’ kan relateres til sult, socioøkonomiske faktorer

(fx uddannelsesniveau og fattigdom), psykologiske faktorer (fx ensomhed hos ældre)

eller dårlig tandstatus samt tygge- og synkeproblemer (fx hos ældre eller udsatte

borgere)

(13)

I denne vejledning beskrives underernæring generisk. Det er således vigtigt, at man i

håndteringen af borgere og patienter i ernæringsrisiko eller med underernæring udreder

og behandler underliggende sygdom og andre risikofaktorer individuelt.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ernæringsrisiko

Risiko for

underernæring

Underernæring

Sygdomsrelateret

underernæring

med inflammation

Sygdomsrelateret

underernæring

uden imflammation

Underernæring

eller fejlernæring

uden sygdom

Akut sygdoms- eller

traumerelateret

underernæring

Kronisk

sygdomsrelateret

underernæring

med inflammation

Socioøkonomisk

eller psykologisk

relateret

underernæring

Sult/hunger-

relateret

underernæring

Kræft-kakeksi

eller anden

sygdomsspecifik

kakeksi

Figur 1.1

Opdeling af undernæring

(12)

1.4.1

At stille diagnosen underernæring

Der er global konsensus om, hvordan diagnosen underernæring stilles, og at dette altid

forudgås af en identificering af patienter i ernæringsrisiko (opsporing). I opsporingen

forholder man sig dels til et kriterie for den fysiske tilstand (fænotypisk kriterie), dels til

et kriterie for årsager til underernæring (ætiologisk kriterie). Diagnosen underernæring

bekræftes, hvis blot ét af de tre fænotypiske kriterier ’uplanlagt vægttab’, ’BMI < 20

(BMI < 22 for personer over 70 år)’ eller ’lav muskelmasse’ og ét af de to ætiologiske

kriterier ’nedsat kostindtag eller absorption’ eller ’katabol inflammatorisk sygdom’ (fx

kræft eller KOL) opfyldes. Sværhedsgraden af underernæring kan desuden klassificeres

ud fra de fænotypiske kriterier, se figur 1.2

(5)

. Figur 1.2 er yderligere uddybet i Bilag VI

under ’Underernæring’.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Opsporing

I risiko for underernæring

– Anvend validerede redskaber til opsporing

Vurdering af kriterier

Kriterier

– Fænotype

· Uplanlagt vægttab

· Lavt BMI

· Lav muskelmasse

– Ætiologi

· Nedsat kostindtag eller absorption

· Katabol inflammatorisk sygdom

Diagnose

Opfylder kriterier for diagnosen underernæring

– Kræver mindst 1 fænotypisk og 1 ætiologisk kriterie

Sværhedsgrad

Bestem sværhedsgraden af underernæring

– Sværhedsgrad baseret på fænotypekriterie

Figur 1.2

Kriterier for at stille diagnosen underernæring

(5)

Se desuden Bilag VI under ’Underernæring’, hvor figur 1.2 er yderligere uddybet, herunder bestemmelse af sværhedsgrad.

De omtalte kriterier indgår til dels også i de redskaber, der anvendes til opsporing af

borgere og patienter i ernæringsrisiko, som fx vejning og ernæringsvurdering (EVS) samt

NRS 2002

(10,11,14)

. Det forventes, at denne nye definition af underernæring vil blive optaget

som ny diagnosekode i ICD-11

(15)

. Dette vil have stor betydning for fremtidig forståelse for

årsager til og behandlingseffektivitet ved underernæring og give mulighed for sammen-

ligning på tværs af lokaliteter, som fx sygehuse og lande.

1.5

Komplikationer ved underernæring

Underernæring hos syge og ældre har negative konsekvenser i form af nedsat immun-

forsvar, nedsat mobilisering, dårligere lungefunktion, hjerteinsufficiens, øget infektions-

risiko, langsommere sårheling, forringet livskvalitet, negativ indflydelse på personens

rehabilitering efter sygdom samt hyppigere genindlæggelser og øget dødelighed

(16,17)

Uplanlagt vægttab hos ældre har alvorlige konsekvenser for ældres fysiske, psykiske og

sociale funktionsevne. Uplanlagt vægttab og tab af funktionsevne følges ad: Uplanlagt

vægttab hænger tæt sammen med tab af muskelmasse og muskelstyrke, og vægttab

øger derfor risikoen for nedsat funktionsevne og fysisk formåen. Et sådant fald i funk-

tionsevne ses allerede efter et ganske lille vægttab

(18,19)

Både muskelmasse og muskelfunktion er vigtige markører for den enkeltes, især ældres,

risiko for at blive afhængige af hjælp til daglige aktiviteter, som fx at gå, at gå på trapper

og at rejse sig fra en stol. Det samme er gældende for ældre med nedsat kognitiv

funktionsevne, fx ved demenssygdomme. For ældre i plejebolig og hjemmepleje er

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

det påvist, at ethvert uplanlagt vægttab uanset størrelse nedsætter den ældres trivsel

og øger behovet for hjælp fra personalet til almindelige dagligdags færdigheder. Når

evnen til at klare sig selv bliver mindre, har det negativ betydning for både livskvaliteten,

herunder følelsen af værdighed, og for udgifterne til hjemmepleje og plejebolig m.v.

(6,20,21)

1.5.1

Særlige komplikationer ved underernæring hos børn og unge

Svær underernæring med vækstretardering, som mest klart er beskrevet i lav- og

mellemindkomstlande, kan have alvorlige både kort- og langtidsfølger, og både fore-

byggelse og tidlig opsporing af underernæring hos syge børn er derfor meget vigtigt

(22)

Ud over vurdering af aktuel ernæringstilstand er kendskab til ernæringsrisiko ved

specielle sygdomme og kendskab til typiske symptomer, der fører til underernæring,

vigtigt.

Raske børn og unge vokser både i vægt og længde/højde, og underernæring vil ofte

påvirke begge dele negativt. Mere akut underernæring fører til reduceret vægt i forhold

til højde, mens mere kronisk underernæring oftest også påvirker længde-/højde-

væksten. Ud over vækst i længde/højde sker der også en modning af forskellige

organer, som ligeledes kan påvirkes af underernæring. De første par leveår sker der

således en kraftig vækst af hjernen, hvorfor underernæring særligt i denne periode kan

have stor betydning for barnets mentale og psykomotoriske udvikling

(23)

1.6

Risikofaktorer for ernæringsrisiko og underernæring

En lang række risikofaktorer bidrager negativt til ernæringstilstanden og udgør dermed

en risiko for uplanlagt vægttab. Risikofaktorer bør derfor vurderes i forhold til den enkelte

borger og patient.

De hyppigste risikofaktorer er:

• Akut sygdom/forværring af kronisk sygdom

(24)

•

Nedsat appetit, fx på grund af kvalme, madlede, tidlig mæthed, opkastning, forstop-

pelse, smags- og lugtforandringer

(25,26)

• Nedsat fysisk funktionsevne

(27)

•

Træthed

(28)

•

Dårlig tandstatus

(13,29)

• Sygdom, infektion og smerter i mundhulen

(30)

•

Nedsat spytproduktion (mundtørhed)

(31)

•

Medicinforbrug samt bivirkninger heraf

(32)

•

Tygge- og synkebesvær

(33)

• Afhængig af hjælp til at spise

(30,34)

• Nedsat kognitiv funktionsevne, fx ved demenssygdomme

(34,35)

• Psykiske faktorer

(36)

•

Sociale og miljømæssige faktorer, fx ensomhed og at spise alene

(37)

NIS, der er en forkortelse af Nutrition Impact Symptoms (kostbegrænsende faktorer),

omfatter en del af de beskrevne risikofaktorer og anvendes indimellem om de symp-

tomer, der begrænser borgere og patienters evne til at spise

(26)

. Det kan fx være luft-

hunger (dyspnø) under spisning hos borgeren med KOL, udtalt mundtørhed, smerter

i mund og svælg og nedsat tygge- og synkefunktion hos patienter med hoved-halskræft,

som får stråleterapi, kvalme, madlede, tidlig mæthed, opkastning, forstoppelse, smags-

og lugtforandringer eller manglende relevant hjælp til at spise. Disse symptomer er

nødvendige at opspore, håndtere og behandle, som et led i en effektiv ernæringsindsats.

I Bilag XI ses et eksempel på et spørgeskema til vurdering af risikofaktorer for ernærings-

tilstand. Det kræver ofte en større indsats og en tværfaglig tilgang at dække et øget

proteinbehov hos en borger eller patient, som på grund af underernæring har nedsatte

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

reserver, og som på grund af sygdomsaktivitet og behandling er påvirket af NIS, og

derfor spiser utilstrækkeligt

(20,38)

. Pårørende kan i den sammenhæng spille en betydelig

rolle, se afsnit 8.3 om inddragelse af pårørende.

1.7 Effekten af ernæringsindsatser

Det er vist at være effektivt at gennemføre en ernæringsindsats til borgere og patienter

i ernæringsrisiko, og jo tidligere indsatsen opstartes des bedre effekt (vedrørende

terminologi og definition af forskellige begreber se Bilag IV og Bilag VI). Evidensen for

ernæringsindsatser omfatter ernæringsdrikke med højt proteinindhold (medicinske

ernæringsdrikke eller andre proteinberigede drikke), sondeernæring, som dækker

det fulde ernæringsbehov eller delvist som supplement til dem, der ikke kan indtage

tilstrækkeligt per os (gennem munden), samt i særlig grad individuel ernæringsbe-

handling ved klinisk diætist

(39)

. Derfor anbefales generelt tilskud af energi og protein af

høj proteinkvalitet. Evidensen peger på betydende kliniske fordele og samfundsøko-

nomiske gevinster i form af bedre overlevelse, færre komplikationer og færre genind-

læggelser

(40-43)

For en grundigere gennemgang af effekter af ernæringsindsatser blandt voksne patienter

på sygehus og blandt ældre borgere i kommunen henvises til Bilag V.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Målgruppe

og populations-

analyse

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

I dette kapitel beskrives målgruppen for vejledningen i forhold til forekomsten af borgere

og patienter i ernæringsrisiko i kommune, på sygehus og i almen praksis. Populationen

beskrives i forhold til de respektive målgrupper. Der er social ulighed i sundhed, her-

under i adgangen til og mødet med sundhedsvæsenet

(44)

. Uligheden ses også i forhold

til underernæring

(7)

. Hertil kommer, at sårbare og socialt udsatte borgere kan have

sværere ved at efterleve den vejledning, de modtager, og mange kan desuden mangle

ressourcestærke pårørende, der kan træde til

(45)

. Inden for de respektive målgrupper

er det derfor vigtigt at være særligt opmærksom på sårbare og socialt udsatte borgere

i ernæringsindsatsen og at tilpasse indsatsen efter den enkelte, da ikke alle har behov

for den samme grad af støtte og vejledning.

2.1

Målgrupper

Målgruppen omfatter børn, unge, voksne og ældre, som er i kontakt med kommune,

sygehus eller almen praksis.

Vejledningen omfatter mere specifikt følgende borgere og patienter i ernæringsrisiko:

• Ældre borgere i kommunen

•

Voksne patienter (over 18 år) på sygehus

•

Voksne patienter (over 18 år) i almen praksis

•

Børn og unge i kommunen, på sygehus og i almen praksis

Med ’kommunen’ forstås for ældre borgere, borgere på plejecentre, i plejebolig og

borgere, der modtager hjemmepleje, samt de kommunale sundhedsindsatser (fore-

byggelses- og rehabiliteringsindsatser). For børn og unge menes med ’kommunen’

den kommunale sundhedstjeneste.

Vejledningen omfatter ikke neonatale børn, børn og voksne på bosteder, børn og voksne

med spiseforstyrrelser samt terminale patienter, hvor døden vurderes umiddelbart

forestående.

Vejledningen omfatter heller ikke opsporing og behandling af overvægt, hvor der er

behov for en anden indsats, men inkluderer opsporing og behandling af uplanlagt

vægttab hos borgere og patienter med overvægt.

2.1.1

Ældre borgere i kommunen

I kommunen er det primært ældre borgere, der er i ernæringsrisiko. Der findes ikke

landsdækkende data for forekomst og udvikling af ernæringsrisiko og uplanlagt vægttab

blandt ældre i Danmark. Forekomsten af ernæringsrisiko blandt ældre er dokumenteret

blandt mindre grupper af ældre, der bor i plejebolig, og borgere, der modtager hjemme-

pleje, eller i forbindelse med rehabiliteringsindsatser

(46-53)

. Baseret på disse danske og

udenlandske undersøgelser vurderes det, at ca. 60 % af ældre i plejebolig og i hjemme-

plejen er i ernæringsrisiko. En dansk undersøgelse har fx vist, at 42 % af ældre i plejebolig

i løbet af 6 måneder havde et uplanlagt vægttab, hvilket er en risikofaktor for underer-

næring

(54)

. I en undersøgelse fra 2014 i Frederiksberg Kommune blandt ældre på to pleje-

centre fandt man, at op mod 20 % havde et uplanlagt vægttab, og at over halvdelen var i

ernæringsrisiko

(55)

. Nyere data fra 2020 viste stor variation i andelen med uplanlagt vægt-

tab, idet andelen på plejecentre i Frederiksberg Kommune varierede fra næsten ingen til

20 % og på døgnrehabilitering var op til 25 %

(56)

. En undersøgelse fra Ballerup Kommune

i 2015 blandt beboerne på kommunens plejecentre viste, at 99 % var i ernæringsrisiko

(57)

I et pilotprojekt fra 2019 i Halsnæs Kommune fandt man lignende forekomster, idet 97 %

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

af beboerne på kommunens plejecentre var i ernæringsrisiko, mens 68 % havde et uplan-

lagt vægttab

(58)

. Undersøgelser blandt ambulante patienter på sygehus peger på, at de

ældste patienter på over 80 år har størst risiko for underernæring

(59)

. Ambulante patienter

er ikke indlagte, men bor i eget hjem, og mange modtager hjælp fra kommunen.

Med alderen ændrer kroppens sammensætning sig. Knogle-, væske- og muskelmasse

reduceres, mens fedtmassen øges. Ældre spiser mindre, da energibehovet og appetitten

falder med alderen, hvilket indebærer en øget risiko for utilstrækkeligt indtag af nærings-

stoffer

(6)

I kommunen er der på sundhedsområdet allerede fokus på borgere, herunder ældre,

med kroniske sygdomme, hvor der kan være risiko for underernæring. Det kan for eks-

empel være borgere med hjertesygdom eller borgere med KOL, kræft eller neurologiske

sygdomme. Det er desuden vigtigt at have fokus på ældre med kognitive udfordringer,

fx ved demenssygdomme. Aktuelt findes der ikke data på forekomsten af ernærings-

risiko blandt borgere, herunder ældre, med kroniske sygdomme i kommunen eller viden

om effekten af opsporing og behandling heraf.

Vejledningens kapitler om opsporing af ernæringsrisiko, ernæringsbehandling og opfølg-

ning på indsatsen blandt ældre i kommunen er baseret på evidens og viden vedrørende

ældre. Den beskrevne opsporing, behandling og opfølgning af ernæringsrisiko vil dog i

mange sammenhænge og blandt andre målgrupper i kommunen end ældre borgere

være både relevant og brugbar og kan derfor anvendes som inspiration i disse andre

målgrupper og arenaer, hvor ernæringsrisiko er en udfordring.

2.1.2

Voksne patienter på sygehus

Ved indlæggelse på danske medicinske og kirurgiske afdelinger er 20-30 % af patien-

terne i ernæringsrisiko. Det ses ofte i forbindelse med nyligt opstået betydeligt vægt-

tab

(47)

. Blandt indlagte ældre medicinske patienter på sygehuse er 15-85 % i ernærings-

risiko

(39,60-66)

. Der er desuden en høj forekomst af ernæringsrisiko blandt patienter, der

undersøges og behandles i ambulant regi på sygehus

(46,59,67-69)

Underernæring kan forårsages af både sygdomsmekanismer og biomekaniske forhold

(bevægeapparat, muskulatur mv.) og kan ses i alle aldre

(70)

. Der er flere grupper af

patienter, hvor det er velkendt, at der er et særligt behov for at være opmærksom på

ernæringstilstanden. Det drejer sig blandt andet om patienter med kræft, mave-tarmsyg-

domme, leversygdomme, nyresygdomme, kroniske lungesygdomme, hjerteinsufficiens

og neurologiske sygdomme

(70-78)

. Det samme gælder patienter med traumer i kæbe-

regionen og sygdomme i kæbe og mund, der behandles i sygehusregi

(79)

Tal fra den Landsdækkende Database for Geriatri fra 2012 viser, at ca. 43 % af ældre

taber sig under indlæggelse

(66)

. Studier viser, at vægttab typisk kan fortsætte tre til seks

måneder efter udskrivelsen

(21,67-69)

. Mange ældre og andre patienter vil derfor ofte have

behov for en ernæringsbehandling ved udskrivelsen til eget hjem

(3)

Vægttab er ofte det initiale symptom ved en række kræftsygdomme, som fx kræft i

bugspytkirtlen og andre kræftformer i mavetarmkanalen samt hoved-halskræft

(80)

På trods af dette er der for nuværende i de nationale kræftpakker ikke et decideret krav

om, at der skal oplyses om vægttab ved henvisning, eller at patienten initialt skal vej-

ledes omkring sit vægttab og den mest hensigtsmæssige ernæring. Det samme gør

sig gældende ved sværere neurologiske sygdomme, som fx ALS, Parkinson og

demens

(81,82)

2.1.3

Voksne patienter i almen praksis

I almen praksis er 5-30 % af patienterne i ernæringsrisiko

(83,84)

. En undersøgelse viser,

at 38 % af de ældre, der henvender sig ikke-akut hos deres praktiserende læge, er i

ernæringsrisiko

(85)

. En anden undersøgelse i almen praksis viser, at 17,5 % af patienter over

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

70 år, der henvender sig i almen praksis, har et uplanlagt vægttab på over 2 kg

(83)

. Endelig

havde 14,2 % af voksne patienter, som løbende blev fulgt i almen praksis, et uplanlagt

vægttab indenfor 2 måneder med en medianværdi på 4 kg

(86)

2.1.4

Børn og unge i kommunen, på sygehus og i almen praksis

8,1 % af børn, der er blevet målt og vejet i forbindelse med indskolingsundersøgelsen i

børnehaveklasse eller 1. klasse i den kommunale sundhedstjeneste er undervægtige

(87)

Forekomsten varierer fra 5,4 % til 12,5 % kommunerne imellem og har svinget mellem

7,7 % og 8,7 % gennem de seneste fire år. Tilsvarende er 1,3 % af de unge, der er blevet

målt og vejet i forbindelse med udskolingsundersøgelsen i 8. eller 9. klasse, under-

vægtige, varierende fra 0,0 % til 4,0 % kommunerne imellem

(87)

Der findes ikke tilgængelige data om underernæring blandt børn, der er blevet målt og

vejet i forbindelse med de forebyggende børneundersøgelser i almen praksis.

Ligeledes har man i Danmark ikke data for forekomsten af underernæring blandt børn

og unge indlagt eller ambulant kontrolleret på sygehus, men forekomsten formodes at

være som i resten af Europa. Her varierer forekomsten blandt børn og unge på sygehus

i højindkomstlande fra få % til over 50 %

(88)

. Den store variation kan bl.a. forklares ved,

at forekomsten afhænger af, hvilken sygdom barnet er indlagt for, om der er komplika-

tioner, den anvendte opgørelsesmetode, land osv. I et studie gennemført på et pædia-

trisk sygehus i Tyskland var den overordnede hyppighed 24 %, med højere niveau blandt

børn med multiple diagnoser, mental retardering, infektionssygdomme og cystisk

fibrose

(89,90)

. I nogle tilfælde forværres underernæringen under indlæggelsen på trods

af eksisterende anbefalinger mm.

(88)

. I Danmark anses dette i nogle tilfælde som en

utilsigtet hændelse.

Underernæring hos børn og unge kan forårsages af en række somatiske sygdomme,

som fx neurologiske sygdomme, mave-tarmsygdomme, lungesygdomme og kræft,

og kan ses i alle aldre. I nogle tilfælde har underernæring desuden en psykosocial

komponent.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Opsporing,

behandling og

opfølgning af

ernæringsrisiko

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Dette kapitel omhandler den generelle indsats omkring opsporing, behandling og

opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko. Kapitlet beskriver den samlede

ernæringsindsats generelt set og kommer omkring redskaber til opsporing og bestem-

melse af ernæringsrisiko, elementerne i behandling af ernæringsrisiko (herunder udred-

ning og ernæringsbehandling) samt opfølgning på indsatsen (herunder monitorering,

evaluering og afslutning). I de efterfølgende kapitler beskrives på denne baggrund den

specifikke og mere detaljerede ernæringsindsats i henholdsvis kommunen, på sygehus

og i almen praksis samt omkring børn og unge, jf. målgrupperne i afsnit 2.1. Uanset hvor

ernæringsindsatsen gennemføres, gælder det, at samarbejde med den enkelte borger

og hensynet til dennes socioøkonomiske status, kultur, sygdom, funktionsniveau og

ønsker til egen vægt er væsentlige for at lykkes med den beskrevne ernæringsindsats.

3.1

Opsporing

Tidlig opsporing af ernæringsrisiko muliggør en rettidig behandling (udredning og

ernæringsbehandling), som skal forebygge yderligere svækkelse af helbredstilstand

eller tab af funktionsevne som følge af underernæring. Desuden kan det være med til

at fremme borgerens og patientens livskvalitet og forebygge behandlings- eller ind-

læggelseskrævende sygdom

(2-6)

. Da der også i forhold til underernæring ses social

ulighed, er det særlig vigtigt at være opmærksom på sårbare og socialt udsatte borgere,

jf. indledningen i kapitel 2.

3.1.1

Redskaber til opsporing

I forbindelse med opsporing af borgere og patienter i ernæringsrisiko anvendes red-

skaber, der er udviklet og valideret til brug i den specifikke målgruppe og sammenhæng.

Ved brug af opsporingsredskaber kan borgere og patienter, som har gavn af en ernæ-

ringsindsats, systematisk identificeres. Samtidig fravælges dem, der ikke er i risiko for

ernæringsrelaterede komplikationer, således at ernæringsindsatsen kan prioriteres til

dem, der har positiv effekt heraf

(4-6)

. Det er et krav til opsporingsredskaber, at de kan

bruges af forskellige fagprofessionelle med samme resultat

(27)

Tabel 3.1 viser de opsporingsredskaber, der anbefales anvendt i forbindelse med

opsporing af ernæringsrisiko i kommune, på sygehus og i almen praksis, herunder

omkring børn og unge.

Mange af årsagerne til ernæringsrisiko er de samme som til dehydrering, og der vil derfor

ofte være sammenfald mellem de to tilstande

(91)

. Der findes imidlertid ikke validerede

redskaber til opsporing af dehydrering, der er velegnede til den brede målgruppe,

vejledningen omfatter. Der bør derfor være fokus på, om utilstrækkeligt væskeindtag

kan være et problem hos dem, der er opsporet til at være i ernæringsrisiko

(6)

. Se mere

i Bilag VI under ’Dehydrering’.

Redskaberne bør bruges systematisk ud fra gængse faglige standarder. Samtidig kan

kommuner, sygehuse og almen praksis med fordel lave lokale vejledninger og instrukser

vedrørende arbejdsfordelingen for, hvem der udfører opgaven. Se desuden kapitel 10

om kompetencer og kapitel 11 om tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.

Selvom en borger eller patient ikke findes at være i ernæringsrisiko, første gang opspo-

ringsredskabet anvendes, er det vigtigt at gentage den systematiske opsporing med

faste intervaller, så de borgere og patienter, som i mellemtiden er kommet i ernærings-

risiko, identificeres. Se kapitel 4, 5 og 6 om opsporing i henholdsvis kommune, på

sygehus og i almen praksis samt kapitel 9 om indsatsen omkring børn og unge.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Tabel 3.1

Opsporingsredskaber

(9-11,14,92-94)

Sektor

Kommune

Målgruppe

Ældre > 65 år

Opsporingsredskab

Vejning (uplanlagt vægttab)/

Ernæringsvurderingsskema

Vækstkurver

NRS-2002

Vækstkurver

Vejning (uplanlagt vægttab)

Vækstkurver

Vejning (uplanlagt vægttab)

Vækstkurver

Børn og unge

Sygehus

Indlagte patienter > 18 år

Indlagte børn og unge

Sygehus

Ambulante patienter > 18 år

Ambulante børn og unge

Almen praksis

Patienter > 18 år

Børn og unge

1: Ernæringsvurderingsskemaet (EVS) anvendes ved uplanlagt vægttab, tab af fysisk funktionsevne eller mistanke om

ernæringsrisiko i kommune. Resultatet indgår i den efterfølgende udredning

(10, 11)

2: Ved vurdering af ernæringstilstand hos børn og unge anvendes måling af vægt og højde samt vurdering af disse ud

fra diverse vækstkurver

(92-95)

3: Opsporingsredskabet NRS-2002 (Nutritional Risk Screening-2002) anvendes på sygehus. Ud fra en kombination af

ernæringstilstand (herunder BMI), sværhedsgrad af sygdom og alder vurderes ernæringsrisiko

(14)

. I NRS-2002

anvendes en samlet opsporing, der omfatter tidligere primær og sekundær screening, se Bilag VIII

(9)

3.2

Behandling af ernæringsrisiko

Når borgere og patienter er vurderet til at være i ernæringsrisiko, igangsættes behand-

ling, jf. terminologien i Bilag IV, som typisk består af:

•

Udredning (identifikation af årsagerne til risikofaktorer og vurdering af energi-, protein-

og væskebehov)

•

Ernæringsbehandling, som omfatter udarbejdelse af ernæringsplan (anbefaling

af kostform vurderet i forhold til behov og risikofaktorer) og administration af ernæ-

ringsplan (indgift og udførelse), tværfaglig ernæringsbehandling (samarbejde mellem

diverse faggrupper) og individuel ernæringsbehandling (herunder individuel diæt-

behandling, sondeernæring og parenteral ernæring).

Behandling af ernæringsrisiko skal medvirke til, at borgere og patienters ernærings-

behov imødekommes, og behandlingen justeres løbende på baggrund af ernærings-

tilstanden

(96)

. Det primære mål med behandling af ernæringsrisiko er at optimere

borgerens og patientens ernæringstilstand og funktionsevne og dermed livskvalitet

og helbred.

Behandling af ernæringsrisiko bør understøttes af tværfagligt samarbejde mellem

relevante fagprofessionelle, som fx læge, sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut,

klinisk diætist, tandlæge, tandplejer, social- og sundhedsassistent, social- og sundheds-

hjælper, professionsbachelor i ernæring og sundhed mv.

(97)

, jf. kapitel 10 om kompetencer

og kapitel 11 om tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. Ligeledes er ledelsesopbak-

ning væsentlig i alle arenaer for at lykkes med de faglige såvel som tværfaglige indsat-

ser.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

3.3

Opfølgning

Opfølgning, herunder monitorering, evaluering og afslutning, af en igangsat ernærings-

behandling, er nødvendig for løbende at vurdere, om målet med den enkelte ernærings-

plan er nået, eller om der er behov for en eventuel justering

(6)

I kommunen fortsætter behandlingen, indtil de opsatte mål i ernæringsplanen gennem

en evaluering vurderes at være opfyldt, fx at der er sket vægtøgning eller -stabilisering.

Hvis opfølgningen viser, at vægten fortsat falder og/eller, at kostindtaget fortsat er

nedsat, undersøges årsagen hertil, og ernæringsplanen justeres, så målet kan nås, jf.

afsnit 4.5. I almen praksis fortsætter behandlingen, indtil patientens mål er nået, fx at

patienten er vægtstabil, jf. afsnit 6.3. Under indlæggelse på sygehus gælder, at behand-

lingen fortsætter, indtil patienten indtager minimum 75 % af sit energi- og proteinbehov,

jf. afsnit 5.4

(98)

. Hos børn og unge børn bør man tilstræbe 100 % dækning af energi- og

proteinbehov for at sikre normal vækst og udvikling, jf. afsnit 9.3.2

(99)

. Behandlingen kan

afsluttes, hvis indsatsen ikke længere har klinisk effekt

(6,70,100)

eller giver mening for og

derfor fravælges af den enkelte borger og patient. Borgeren og patienten og eventuelt

pårørende involveres altid i drøftelserne og vurderingen af en afslutning af behandlings-

forløbet.

Opsporing, behandling og opfølgning dokumenteres i relevant omsorgs- eller journal-

system. Den sundhedsfaglige dokumentation af aktiviteter, planer, aftaler med og

omkring borgeren og patienten samt målte værdier sikrer kontinuitet, bidrager til sam-

menhængende borger- og patientforløb, styrker borger- og patientsikkerhed samt

kvalitet i forbindelse med pleje og behandling

(101)

. Desuden medvirker dokumentation

til, at sundheds- og plejepersonale, herunder lægen, har mulighed for at indhente

relevante informationer om borgerens og patientens ernæringstilstand, jf. Journal-

føringsbekendtgørelsen, se Bilag VII.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Opsporing,

behandling

og opfølgning

af ernæringsrisiko

i kommunen

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Dette kapitel handler om forløbet for opsporing, behandling og opfølgning af ældre

i ernæringsrisiko i kommunen. Kapitlet omfatter hele forløbet for den gode ernærings-

indsats for målgruppen ældre i kommunen. Vedrørende andre målgrupper i kommunen

se afsnit 2.1.1. Indledningsvis beskrives en række relevante forebyggelsestiltag målrettet

ældre.

4.1

Forebyggelse af ernæringsrisiko

Sunde mad- og måltidsvaner i overensstemmelse med de gældende officielle anbefa-

linger og kostråd er afgørende for at fremme og bevare et godt helbred og for sundhed

og trivsel. Samtidig har den enkeltes trivsel betydning for lysten til at spise eller deltage i

måltider. Sunde mad- og måltidsvaner kan blandt andet forebygge hjertekarsygdomme,

type 2-diabetes, visse kræftformer, muskel- og skeletsygdomme, knogleskørhed og tab

af funktionsevne, ligesom de er vigtige for tandsundheden

(99,102-104)

. En sund og varieret

kost tilpasset den enkeltes alder og behov forebygger desuden både overvægt og

underernæring

(105)

. Sunde mad- og måltidssvaner handler dog ikke kun om ernærings-

behov, men også om de sociale, kulturelle og æstetiske rammer omkring måltidet

(105)

Årsagerne til underernæring og det at komme i ernæringsrisiko er mange og komplekse,

men sygdom, nedsat appetit, medicinindtag, mundtørhed, dårlig tandstatus, sygdom

i mundhulen, nedsat tyggefunktion, spiseproblemer og psykosociale omstændigheder

er alle faktorer, som kan påvirke indtaget af mad og drikke

(96)

Gruppen af ældre over 65 år vil i de kommende år stige, og det er vigtigt at forebygge

ernæringsrisiko, da det bidrager til at sikre god livskvalitet, og det at kunne klare

almindelige gøremål og sig selv længst muligt

(105)

. En udfordring er, at ældre i ernærings-

risiko ofte anser nedsat appetit og uplanlagt vægttab som en naturlig del af aldrings-

processen

(106)

. Ældre i kommunen er heller ikke en homogen målgruppe, når det kommer

til vægt og dertil knyttede udfordringer. Blandt hjemmeboende ældre er overvægt en

langt større sundhedsmæssig udfordring end undervægt

(2)

. Derimod er undervægt

uplanlagt vægttab og utilstrækkeligt indtag af energi og næringsstoffer et udbredt pro-

blem blandt hjemmeboende ældre, der modtager kommunale ydelser, og blandt ældre

på plejecentre

(2,105)

4.1.1 Information til ældre om mad- og måltidsvaner

Kommunen bør sikre let adgang til viden om sunde mad- og måltidsvaner med fokus på

de overgange i borgerens liv, hvor der sker større ændringer. Det kan fx være, når man

går på pension eller bliver enlig

(105,107)

. Kommunen kan på deres hjemmeside, facebook-

side m.v. informere om sunde mad- og måltidsvaner for ældre og om sammenhængen

mellem helbred, trivsel og ernæring

(20,108-110)

. Relevant materiale kan desuden være til-

gængelig i kommunens sundhedsforvaltning, i idrætshaller, på biblioteker, på apoteker, i

almen praksis og på plejecentre. Kommunen kan desuden udbyde temaaftener om sund

aldring

(105)

4.1.2

Forebyggelsestiltag i forbindelse med de forebyggende

hjemmebesøg

Kommunen kan i forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg til ældre fra 65 år

have fokus på mad- og måltidsvaner

(111)

Ved besøgene kan der med fordel sættes fokus

på vejledning om sunde mad- og måltidsvaner med særlig opmærksomhed på den

ældres mad- og drikkevaner samt ernæringstilstand, og den ældre og eventuelt

pårørende kan få vejledning i relation hertil

(8,20,108-110)

. For at sikre sunde forhold i tænder

og mundhule spørges til eventuelle tand- og mundproblemer, og om den ældre har

regelmæssig tilknytning til tandundersøgelser i tandplejen. Ved behov kan der henvises

til visitation til den kommunale omsorgstandpleje. Endvidere kan der ved behov henvises

til tilbud i kommunen, fx kommunens madservice og rådgivning i sundhedscenter, og til

almen praksis

(105)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

De ældre kan inddrages i at sikre egen sundhed, fx ved selv at holde øje med vægt-

ændringer og reagere på et uplanlagt vægttab, eventuelt med brug af ’Vejeskema’ i

Sundhedsstyrelsens understøttende materiale

(8)

Det er vist, at aktiv involvering af ældre

i egen ernæringstilstand forøger det daglige indtag af energi og protein

(6,112)

. Hvis der i

forbindelse med besøgene ses tegn på eller kommer information frem om, at den ældre

taber sig eller har nedsat appetit, opfordres den ældre til at tage kontakt til egen læge.

4.1.3

Forebyggelsestiltag målrettet ældre på plejecentre og i

hjemmeplejen

Fokusområder i kommunens overordnede vejledninger for mad og måltider på pleje-

centre, i hjemmeplejen og i hjemmesygeplejen kan fx være

(27,105)

•

Månedlig vejning med efterfølgende ernæringsvurdering af ældre med uplanlagt

vægttab, der modtager hjemmepleje eller bor på plejecenter, jf. 4.3

•

Ernæringsvurdering som et centralt element i forebyggende og rehabiliterende

indsatser på plejecentre og i hjemmeplejen, fx i forbindelse med visitation og ind-

flytning på plejecenter, jf. 4.3

•

Afdækning af eventuelle tand- og mundproblemer og af, om den ældre har regel-

mæssig tilknytning til tandundersøgelser i tandplejen, fx i forbindelse med visitation

til og indflytning på plejecenter. Ved behov kan der henvises til visitation til den

kommunale omsorgstandpleje

•

Afdækning af den ældres ernæringsbehov og ønsker til maden. Tilpasning af madens

ernæringsindhold og konsistens i overensstemmelse med dette

• Etablering af hensigtsmæssige rammer for levering og servering af maden

• Inddragelse i videst muligt omfang af de ældre i tilberedning af maden og i at skabe

et spisemiljø og en stemning omkring måltidet, der stimulerer appetitten

•

Tværfagligt samarbejde om ernæringsindsatser, herunder sikring af de rette kompe-

tencer og viden hos personalet

•

Styrket tværsektorielt samarbejde om ernæringsindsatser gennem klar ansvars-

fordeling og retningslinjer for indsatsen.

Der bør desuden være et særskilt fokus på, at ældre på plejecentre og i hjemmeplejen

er i særlig høj risiko for utilstrækkeligt indtag af væske. Mange af de faktorer, der øger

risikoen for dehydrering, er desuden de samme faktorer, som dem der øger risikoen for

forringet ernæringstilstand

(91)

. Det er derfor særlig vigtigt, at tilbuddet om drikkevarer

tilpasses de individuelle præferencer

(34)

. Mange af de subjektive tegn på dehydrering,

der ofte anvendes, fx koncentreret urin, tør hud, mundtørhed osv. er ikke pålidelige

indikatorer til at vurdere, om den ældre er dehydreret

(6)

. For ældre, som ikke føler tørst,

er det derfor nødvendigt at sætte et fast mål for væskeindtag. Dette mål skal fastlægges

individuelt, se desuden afsnit 4.4.2

(113)

. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærk-

som på, at også kaffe, te, øl og vin tæller med i det samlede væskeindtag

(20,91)

. Indtaget

af alkohol bør være i tråd med Sundhedsstyrelsens udmeldinger om alkohol

(114)

. Der kan

med fordel tilbydes væske, som samtidig bidrager med energi og protein, fx mælk, og

dermed ikke kun vand og saft

(2,6,115)

4.2

Flowdiagram for ernæringsindsatsen i kommunen

Opsporing af ernæringsrisiko hos ældre i kommunen har til formål at identificere de

ældre, der har gavn af en ernæringsindsats. For at forebygge eller forbedre dårlig

ernæringstilstand hos ældre, anbefales en målrettet og systematisk indsats. Opsporing

med vejning og ernæringsvurdering har i en dansk kontekst vist sig velegnet til ældre

i plejebolig og i hjemmeplejen

(10,11)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Flowdiagrammet i figur 4.1 viser oversigten over de elementer, der indgår i forløbet for

opsporing, behandling og opfølgning af ældre i ernæringsrisiko i en kommunal kontekst.

De enkelte elementer beskrives kort herunder og uddybes nærmere i de efterfølgende

afsnit. Se desuden kapitel 10 om kompetencer og Bilag IV om terminologi.

Månedlig vejning

Uplanlagt vægttab på 1 kg eller derover

(målt eller selvrapporteret)

Opsporing

Ja/ved ikke

Nej

Ændring i hverdagsobservationer

(mistanke om ernæringsrisiko)

Ja/ved ikke

Nej

Tab af fysisk

funktionsevne

Nej

Ernæringsvurdering ved brug af Ernæringsvurderingsskema (EVS)

Behandling

0 point i EVS

(Ikke i risiko)

1 eller 2 point i EVS

(Behandling af ernæringsrisiko):

– Udredning af vægtstatus, spisevaner

og/eller risikofaktorer

– Ernæringsbehandling

Opfølgning

Opfølgning: Monitorering, evaluering og afslutning

Figur 4.1

Flowdiagram for opsporing, behandling og opfølgning i kommunen

(11)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Flowdiagrammet indeholder hovedelementerne 1-3:

1. Opsporing:

Den ældre bliver tilbudt månedlig vejning. Et uplanlagt vægttab på 1 kg eller derover

eller flere på hinanden følgende vægttab, der tilsammen overstiger 1 kg, tab af fysisk

funktionsevne eller ændring i hverdagsobservationer (mistanke om ernæringsrisiko)

betyder, at der skal følges op med en ernæringsvurdering. Det gælder også, hvis

borgeren ikke kan eller vil vejes, og der svares ”ved ikke” til uplanlagt vægttab. På den

baggrund udfyldes et ernæringsvurderingsskema, kaldet EVS, se Bilag XII.

2. Behandling:

Udredning:

På baggrund af resultatet af det udfyldte ernæringsvurderingsskema gennemføres

en grundig udredning, hvor årsagen til de aktuelle fund hos den ældre i forhold til

vægtstatus, spisevaner og risikofaktorer undersøges.

Ernæringsbehandling:

På baggrund af udredningen udarbejdes mål for behandlingen herunder en ernæ-

ringsplan, som også tager hensyn til den ældres ernæringsbehov og evt. risiko-

faktorer. Der kan fx være tale om at tilbyde mad og drikke med højt indhold

af både energi og protein.

3. Opfølgning:

Vægtudvikling samt kost- og væskeindtag skal følges, og efter behov justeres der på

indsatser og behandling. Til det formål kan bl.a. kostregistrering anvendes. Hvis plan

og indsatser resulterer i, at målet er nået (vægtstabilitet eller vægtøgning), kan ind-

satsen enten tilpasses eller afsluttes. Den ældre overgår herefter igen til den fore-

byggende månedlig vejning. Ved indlæggelse skal en opsummering af den ældres

ernæringsplan sendes via omsorgssystem til sygehuset.

4.3

Opsporing

Uplanlagt vægttab, identificeret ved systematisk vejning, er den primære indikator i

forbindelse med opsporing af ernæringsrisiko i kommunen

(116)

. Tab af funktionsevne og

ændring i hverdagsobservationer er desuden tegn på, at den ældre kan være i ernæ-

ringsrisiko. Uplanlagt vægttab følges op med, at Ernæringsvurderingsskemaet (EVS)

udfyldes sammen med den ældre, se Bilag XII.

Ernæringsvurderingen bør ligeledes gennemføres, hvis den ældre ikke kan eller vil vejes,

og det derfor ikke vides, hvorvidt der er et uplanlagt vægttab, ved nedsat fysisk funk-

tionsevne eller, hvis der på baggrund af registreringer af hverdagsobservationer ved

brug af ’Ændringsskemaet’ eller ’Hjulet’ er mistanke om ernæringsrisiko. Formålet med

redskaberne ’Ændringsskemaet’ og ’Hjulet’ er systematisk at observere og dokumentere

ændringer i den ældres helbredstilstand. Disse ændringer kan være tegn på begyn-

dende sygdom eller faldende funktionsevne, herunder ernæringsrisiko. Triagering kan

med fordel anvendes som metode til systematisk opfølgning på de observationer og

ændringer, der er fremkommet ved brug af ’Ændringsskemaet’ eller ’Hjulet’

(116)

Tab af fysisk funktionsevne øger risikoen for forringet ernæringstilstand, jf. afsnit 1.5.

Ved vurdering af fysisk funktionsevne kan Rejse-Sætte-Sig-testen (’30s-RSS’) anvendes,

idet tidlige ændringer i den ældres fysiske funktionsevne kan opdages ved at vurdere

muskelstyrken i benene

(27,116)

Resultater af opsporingen dokumenteres i omsorgssystemet.

Hvis den ældre udskrives fra sygehus uden en ernæringsplan, bør en forebyggende

ernæringsvurdering laves ved indflytning i plejebolig

(116)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Der findes ikke systematiske redskaber til opsporing af dehydrering blandt ældre i

hjemmeplejen. Der skal derfor være øget fokus på tilstrækkeligt væskeindtag hos ældre,

der er i ernæringsrisiko

(6)

4.3.1

Vejning

Systematisk vejning er et vigtigt redskab til at identificere ældre med uplanlagt vægttab.

I hvilke sammenhænge, den ældre bør vejes, hvor tit og med hvilken metode fremgår

af tabel 4.1. Vejningen og omstændighederne omkring vejningen bør altid afstemmes

med den ældre, herunder hvilken type vægt der er bedst egnet, fx ståvægt, stolevægt,

platformsvægt eller liftvægt. Det bør altid fremgå, at vejning er et tilbud

(27,116)

Tabel 4.1

Opsporing ved brug af vejning

(27,116)

Kontakt til den ældre via

Hjemmepleje og hjemmesygepleje

Hyppighed

Ved visitation og minimum én gang

pr. måned, hyppigere efter sygdom

Ved indflytning og minimum én gang

pr. måned, hyppigere ved/efter

sygdom og i forbindelse med på

akut plads

Ved opstart og minimum én gang

pr. måned, hyppigere efter sygdom

Ved opstart og minimum én gang

pr. måned, hyppigere efter sygdom

Ved hvert besøg

Metode/Redskab

Vejning

Plejebolig, midlertidig/akut plads

Vejning

Genoptræning og

vedligeholdelsestræning

Rehabiliteringsforløb

(jf. § 83a Serviceloven)

Forebyggende hjemmebesøg

Vejning

Spørgsmål om uplanlagt vægttab/

Opfordring til selvmonitorering

Spørgsmål om uplanlagt vægttab,

hvis muligt suppleret med journal-

oplysninger om vægt

Vejning eller spørgsmål om

uplanlagt vægttab

Fysioterapi, ergoterapi,

omsorgstandpleje osv.

Ved visitation

Forebyggelsestilbud til borgere

med kronisk sygdom

Ved henvisning

Praktiserende læge har ligeledes en rolle i opsporingen af ældre med uplanlagt vægt-

tab, se afsnit 6.2.

Fremgangsmåde

Vejning kan udføres med hjælp fra alle personalegrupper på de forskellige lokaliteter,

ligesom den ældre kan veje sig selv.

Vejning bør standardiseres, både når den ældre vejes eller vejer sig selv. Det bør til-

stræbes, at

(27)

• anvende den samme vægt hver gang

•

veje på det samme tidspunkt af døgnet

•

borgeren er iført nogenlunde den samme påklædning hver gang

•

notere resultatet med en decimal, dato/tidspunkt og påklædning samt evt. vægt af

kørestol, benstøtter, sejl mv. i relevant omsorgssystem.

Ved vurdering af den ældres vægtændring skal der være opmærksomhed på, at vægt-

tab kan maskeres i tilfælde af væskeophobning, og at der også skal reageres på et

uplanlagt vægttab hos ældre med overvægt

(116)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Hvis der har været et uplanlagt vægttab på 1 kg eller derover eller flere på

hinanden følgende vægttab, der tilsammen overstiger 1 kg, følges op med en

ernæringsvurdering ved hjælp af EVS, se Bilag XII.

Hvis den ældre ikke kan vejes, og der svares ’ved ikke’ til uplanlagt vægttab,

eller den ældre har tabt fysisk funktionsevne, eller der er sket ændringer i

hverdagsobservationer (’mistanke om ernæringsrisiko’) siden sidste vejning,

følges der ligeledes op med en ernæringsvurdering

(10,11)

Ældre i terminalfasen, som er meget småtspisende, henvises efter behov til palliative

indsatser i kommunalt regi og tilbydes mad og drikke efter lyst og evne. Vejning og

ernæringsbehandling anbefales ikke af behandlingsmæssige eller etiske grunde

(6)

Det vurderes i stedet individuelt i dialog med den ældre og eventuelt pårørende, om

mad, herunder eventuelle ernæringspræparater, har social, emotionel og eksistentiel

betydning for den ældre eller ej

(100)

4.3.2

Ernæringsvurdering

Ved vurdering af den ældres ernæringstilstand anvendes følgende oplysninger, der alle

indgår i ernæringsvurderingsskemaet, EVS, se desuden Bilag XII

(10,11)

•

Vægtstatus

til vurdering af uplanlagt vægttab

•

Spisevaner

til vurdering af indtag af mad og drikke samt appetit

•

Risikofaktorer

der kan påvirke evnen til at spise og drikke tilstrækkeligt.

På baggrund af point tildelt i disse tre vurderinger opnås en samlet pointscore, der

indikerer den ældres ernæringstilstand. Nedenfor er indholdet i hver af de tre vurderinger

og brugen af pointscoren kort beskrevet.

Vurdering af vægtstatus

Ved vurdering af vægtstatus skal der svares på, hvorvidt den ældre har haft et uplanlagt

vægttab på 1 kg eller derover eller flere på hinanden følgende vægttab, der tilsammen

overstiger 1 kg. Såfremt den ældre har haft et uplanlagt vægttab, eller den ældres vægt

ikke kendes, udløser det et såkaldt OBS, som bruges i forbindelse med den samlede

pointscore.

Vurdering af spisevaner

Vurderingen af spisevaner er en systematisk indsamling af data om, hvorvidt den ældre

spiser tilstrækkeligt. Der spørges om, hvad den ældre normalt plejer at spise, og hvordan

den ældre har spist i den forgangne uge. Spørgsmålene er koncentreret omkring antallet

af hovedmåltider, mængden af brød, kartofler/ris/pasta og tilsvarende madvarer, indtag

af mejeriprodukter samt spørgsmål om appetitten i den seneste uge. Se mere i Bilag XII.

Nogle svar udløser et OBS. Det gælder fx, hvis den ældre ikke har indtaget tilstrækkeligt

mad og drikke, eller hvis appetitten er lille. OBS bruges i forbindelse med den samlede

pointscore.

Vurdering af risikofaktorer

Ved hjælp af afdækning af nedenstående tre fokuspunkter vurderes det, om den ældre

har én eller flere af de udvalgte risikofaktorer. Såfremt der svares ’ja’ eller ’ved ikke’,

udløser det point, der bruges i forbindelse med den samlede pointscore. For yderligere

uddybning af hyppige risikofaktorer, se afsnit 1.6 og afsnit 4.4.1.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Har den ældre haft én eller flere af følgende risikofaktorer?:

•

Tygge-/synkebesvær

• Behov for hjælp til at spise

• Akut sygdom eller akut forværring af kronisk sygdom

Pointscore

Summen af point udgør den samlede pointscore for den ældres ernæringstilstand og

udregnes som vist i tabel 4.2.

Tabel 4.2

Beregning af total pointscore i EVS

(11)

Vurdering af vægtstatus og spisevaner

0 point

Ingen OBS i vægtstatus

eller spisevaner

Én eller flere OBS i vægt-

status og spisevaner

eller

hvis vægttab og spisevaner

ikke kan vurderes

Vurdering af risikofaktorer

1 point

0 point

Ingen risikofaktorer

1 point

Én eller flere

risikofaktorer

eller

hvis risikofaktorer ikke

kan vurderes

Point-

score

Er den ældre ikke i risiko (Pointscore

= 0 i EVS),

fortsætter nuværende kostform og vej-

ning hver måned samt efter sygdom/indlæggelse, jf. flowdiagrammet i figur 4.1. Det vil

som regel være i forbindelse med indflytning i plejebolig, at den ældre får pointscoren

0 i EVS, eller hvis der hverken er tale om vægttab, funktionsevnetab eller ændringer i

hverdagsobservationer.

En pointscore på 1 eller 2 giver anledning til at igangsætte tiltag knyttet til henholdsvis

’I ernæringsrisiko’ eller ’Gavn af en tværfaglig ernæringsbehandling’, se afsnit 4.4.

4.4

Behandling

Når den ældre er opsporet ved hjælp af EVS som værende i ernæringsrisiko, iværksættes

en nærmere udredning af årsagerne hertil. Udredningen varetages ofte i tværfagligt

samarbejde mellem plejepersonalet og øvrige faggrupper i plejeteamet omkring den

ældre. Medarbejdere omkring den ældre er særligt relevante at inddrage, hvis de har

viden om den ældre, som kan være til gavn i forbindelse med udredningen.

Udredningen danner baggrund for at igangsætte en ernæringsbehandling, jf. Bilag IV

om terminologi. Ernæringsbehandlingen skal sikre, at den ældres ernærings- og væske-

behov samt eventuelle behov for støtte til at spise imødekommes. Hvis behandlingen

skal lykkes, er det derfor vigtigt at afhjælpe underliggende risikofaktorer

(3)

. Se afsnit 11.1

om MedComs hjemmepleje-sygehusmeddelelser, der bl.a. indeholder fornøden viden

om borgerens funktionsevne og ernæring og anvendes i overgange internt i kommunen,

fra kommune til sygehus og fra sygehus til kommune.

Omfanget af ernæringsbehandlingen tager udgangspunkt i den opnåede pointscore i

EVS:

I ernæringsrisiko: Pointscore = 1

•

Udred og identificer årsagen til enten risikofaktorer eller vægttab og spisevaner

• Igangsæt relevant ernæringsbehandling

•

Kostform: Kost til småtspisende, energitætte mellemmåltider og drikkevarer

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

•

Opfølgning på iværksat ernæringsbehandling, jf. afsnit 4.5

•

Vejning mindst én gang om måneden samt efter sygdom/indlæggelse.

Gavn af en tværfaglig ernæringsbehandling: Pointscore = 2

•

Udred og identificer årsager til henholdsvis risikofaktorer og vægttab og spisevaner

• Igangsæt relevant tværfaglig ernæringsbehandling

• Inddragelse af relevante faggrupper: Ergoterapeut, klinisk diætist, fysioterapeut,

tandplejere, læge, jf. kapitel 10

•

Kostform: Kost til småtspisende, eventuelt med modificeret konsistens

•

Fysisk aktivitet: Træn færdigheder og styrk funktionsevne

•

Opfølgning, monitorering og evaluering på iværksat tværfaglig ernæringsbehandling

i forhold til fastsatte mål, jf. afsnit 4.5

• Vejning hver uge.

Kommunen kan med fordel udarbejde lokale vejledninger og instrukser, der beskriver

den lokale organisering af behandling af ernæringsrisiko, herunder samarbejdet med

andre sektorer, fx almen praksis. Kommunen kan lade sig inspirere af anbefalinger til god

praksis, som er beskrevet i konkrete cases fx i inspirationsbanken Bedre måltider til

ældre

(3,117)

Fælles Sprog III

Identificerede ernæringsrelaterede problemstillinger dokumenteres, jf. Sund-

hedslovens § 138, i omsorgssystemet under helbredstilstandsområdet ’Ernæ-

ring’, som er et af de 12 sygeplejefaglige problemområder

(1)

. Ernæring omfatter

helbredstilstandene ’Uhensigtsmæssig vægtændring’, ’Problemer med under-

vægt’, ’Problemer med væskeindtag’ og ’Problemer med fødeindtag’ samt

sygeplejefaglige ydelser koblet hertil, fx ’Ernæringsindsats’. Funktions-

begrænsninger dokumenteres jf. Servicelovens §§ 83 og 83a under relevante

’Funktionsevnetilstande’, fx ’Spise’, ’Drikke’ og ’Fødevareindtagelse’

(118-120)

. Ved

anvendelse af de dokumenterede ’Funktionsevnetilstande’ under fx egen-

omsorg: ’Spise’, ’Drikke’, ’Fødeindtagelse’ mv. kan disse informationer bidrage

til udfyldelsen af en EVS og blive handlingsanvisende for den indsats, der skal

iværksættes.

4.4.1

Udredning af risikofaktorer og årsager til vægttab og spisevaner

Ud fra vurdering af vægtstatus, spisevaner og risikofaktorer udredes de identificerede

risikofaktorer og årsager. Relevant behandling i forhold til kostformer, vitamin- og mine-

raltilskud, ernæringsdrikke samt træning og mulige risikofaktorer uddybes og dokumen-

teres i relevant omsorgssystem, jf. kapitel 7 om ernæring i praksis og kapitel 8 om yder-

ligere fokusområder i en ernæringsbehandling.

Udredning og tilhørende handlemuligheder kan blandt andet have fokus på følgende

områder:

Behov for hjælp til at spise og drikke

• Hvis den ældre har problemer med at anrette, tilberede, servere eller spise selv, kan

det være svært at få dækket næringsbehovet. Ergoterapeut kan vurdere behovet for

relevante hjælpemidler og let spisetræning, så det bliver lettere at spise og vejlede

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

derefter. Nogle hjælpemidler vil borgeren selv skulle anskaffe, andre mere specielle

hjælpemidler skal der ansøges om hos den visiterede myndighed. Der kan desuden

være behov for støtte til måltiderne.

Tygge- og synkebesvær

•

Hvis den ældre har dårlig tandstatus, udtalt mundtørhed, nedsat tyggeevne eller

smerter og infektion i mundhulen kan det være svært at spise. Tandlæge, tandplejer

eller omsorgstandplejen kan hjælpe med at foretage den nødvendige behandling og

eventuel fremstilling af tandprotese.

•

Hvis den ældre har tygge- og synkeproblemer, herunder mundtørhed, kan almen

praktiserende læge, ergoterapeut og/eller tandplejer kontaktes for at finde årsag til

problemet og igangsætte relevant behandling.

•

Hvis den ældre hoster under måltidet, eller der er rester i munden efter måltidet, kan

madens konsistens være forkert. Ergoterapeut undersøger for dysfagi og kan derefter

vurdere behov for ændringer af madens konsistens. Kostfagligt personale kan hjælpe

med tilretning af madens konsistens, eller der kan visiteres til anden kostform gennem

madservice.

Sygdom

• Hvis den ældre er akut syg eller har forværring af sin kroniske sygdom, kan appetitten

være nedsat. Almen praktiserende læge kan hjælpe med behandling

af sygdom.

Medicin

•

Brug af medicin kan have betydning for kostindtag, da medicin fx kan medføre

kvalme, nedsat spytsekretion og symptomer på mundtørhed samt forstoppelse.

Almen praktiserende læge kan hjælpe med at justere medicinen, mens tandlæge,

tandplejer og klinisk diætist kan vejlede i forhold til at afhjælpe symptomer på

mundtørhed.

Valg af kostform og supplement

•

Kostform bestemmes ud fra hensyn til patientens appetit, smagspræferencer og

eventuelle problemer med at spise, synke eller fordøje maden, se afsnit 1.6.

•

Der anbefales Kost til småtspisende til ældre, der tildeles pointscoren 1 eller 2 point

i EVS, og som ikke har brug for en særlig konsistens. Tilbyd energi- og proteinrige

mellemmåltider og drikkevarer.

•

Der anbefales Kost til småtspisende med modificeret konsistens til ældre, der tildeles

pointscoren 1 eller 2 i EVS, og som har svært ved at synke eller tygge. Tilbyd energi-

og proteinrige mellemmåltider og drikkevarer i tilsvarende konsistens.

•

For at få dækket behov for vitaminer og mineraler tilbydes småtspisende ældre en

daglig multivitamintablet.

•

Alle ældre over 70 år samt beboere på plejecentre anbefales et dagligt tilskud af 20

µg D-vitamin samt 800-1000 mg calcium. Det gælder, uanset om den ældre spiser/

drikker mælkeprodukter eller ej. Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler

alle voksne at tage et dagligt tilskud på 10 µg D-vitamin i vinterhalvåret (oktober til

april)

(121)

. Almen praksis vurderer, hvorvidt der er kontraindikation med lægeordineret

medicin.

•

Medicinske ernæringsdrikke kan med fordel anvendes til småtspisende ældre, hvis

den tilbudte kost ikke er tilstrækkelig til at dække energi- og proteinbehov. I særlige

tilfælde kan sondeernæring anvendes. Almen praktiserende læge og klinisk diætist

kan hjælpe med valg af ernæringspræparater og tilskud fra sygesikringen, såfremt

vægttabet er sygdomsbetinget. Se afsnit 7.6 om medicinske ernæringspræparater,

afsnit 7.8 om overgangen og supplering mellem kostformer og afsnit 7.9 om sonde-

ernæring.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Træning af styrke og smidighed

• For at fremme ældres fysiske funktionsevne er det vigtigt at træne almindelige daglig-

dags færdigheder (ADL), fx med en ergoterapeut, suppleret med styrketræning hos

fysioterapeut. Hos ældre i ernæringsrisiko bør igangsættelse af træningsindsatser

kombineres med en ernæringsbehandling, da træning uden samtidig fokus på ernæ-

ring kan medføre yderligere vægttab, jf. afsnit 8.1. Den rette ernæring er desuden en

forudsætning for at opnå optimalt udbytte af træning.

Andre ernæringsrelaterede problemstillinger

• Hvis der er andre ernæringsrelaterede problemstillinger, og den ældre ikke kan øge

sin vægt, kan en klinisk diætist hjælpe med at lave en individuel ernæringsplan, jf.

afsnit 10.3.2.

4.4.2 Fastlæggelse af energi-, protein- og væskebehov

Energibehovet hos ældre skønnes at være 126 kJ/kg legemsvægt (30 kcal/kg legems-

vægt)/dag og proteinbehovet mindst 1g/kg legemsvægt/dag

(6)

Ved genoptræning er det vigtigt at være opmærksom på, at den ældre er i energi- og

proteinbalance og ikke taber i vægt

(20)

Det gennemsnitlige væskebehov er under normale omstændigheder 30-40 ml/kg

legemsvægt/dag

(20)

. I daglig praksis, og såfremt der ikke er særlige hensyn, anbefales

ældre kvinder at drikke 1,6 l væske om dagen, mens ældre mænd anbefales at drikke

2,0 l væske om dagen

(6)

. Det resterende væskebehov dækkes gennem maden.

4.4.3

Ernæringsbehandling

Sammen med den ældre aftales mål for ernæringsplanen. Mål kan blandt andet have

fokus på vægtøgning eller vægtstabilisering, øget funktionsevne eller nye måltidsvaner.

Ved fastsættelse af mål for en ernæringsplan er det en god ide at tilstræbe vægtøgning

hos ældre med undervægt (BMI < 18,5)

(20)

. Ved den ældres samtykke kan pårørende

inddrages og supplere med oplysninger om den ældres vaner, ønsker og risikofaktorer.

For yderligere information om inddragelse af borgere og pårørende, se afsnit 8.3.

I ”Den Nationale Kosthåndbog” findes redskaber, der blandt andet indeholder eksempler

på dagskostforslag og ombytningsskemaer

(122)

I inddragelse af den ældre og eventuelt pårørende i valget af mad ud fra den ældres

vaner, ønsker og behov og til at få gode ideer og inspiration til flere og andre typer

måltider kan materialet ’Madønsker’, ’Luk mig op - køleskab’, ’Luk mig op - køkkenskab’

og ’Inspiration til dagens mellemmåltider’ anvendes

(8)

. Materialet findes på Sundheds-

styrelsens hjemmeside

www.sst.dk/Materialer-om-underernaering.

Se mere om ernæ-

ring i praksis i kapitel 7.

4.5

Opfølgning

Opfølgning omfatter monitorering, evaluering og afslutning. På baggrund af dialog med

den ældre og eventuelt pårørende samt monitorering af den ældres kostindtag og

vægtudvikling følges der op på den iværksatte behandling

(3)

. Opfølgningen afhænger

af, om den ældre er blevet tildelt pointscoren 1 eller 2 point i ernæringsvurderingen

(EVS), se afsnit 4.5.1 og 4.5.2.

Der følges op på den iværksatte behandling ved at vurdere og evaluere effekten i forhold

til de opsatte mål i ernæringsplanen. Målsætningen kan blandt andet have fokus på

vægtøgning, vægtstabilisering eller den ældres kostindtag. Hvis opfølgningen viser, at

vægten fortsat falder og/eller, at kostindtaget fortsat er nedsat, undersøges årsagen

hertil, og ernæringsplanen justeres, så målet kan nås. Justeringen bør ske i samarbejde

med den ældre, så flest mulige af den ældres ønsker og behov kan opfyldes.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Der kan med fordel inddrages en klinisk diætist, hvis vægten er faldende allerede ved

første opfølgning. Ofte vil det være relevant at kontakte den praktiserende læge for

at få udredt årsagen hertil nærmere og for at sikre, at der ikke er tale om alvorlig syg-

dom

(3)

. Endvidere skal der følges op og monitoreres på iværksat behandling i forhold til

risikofaktorer, jf. afsnit 4.4.1. Dette bør ske i samarbejde med øvrige relevante faggrupper,

jf. kapitel 10. Opfølgning, monitorering og evaluering dokumenteres i relevant omsorgs-

system.

Såfremt den ældre bliver indlagt eller udskrevet fra sygehus, er det væsentligt, at den

aftalte ernæringsplan medsendes på tværs af kommunen og sygehus. Se afsnit 11.1

om MedComs hjemmepleje-sygehusmeddelelser om overgange fra kommune til

sygehus og fra sygehus til kommune i forhold til fornøden viden om ernæring og god

dokumentationspraksis. Ved behov for at sende hele ernæringsplanen kan dette gøres

via en manuel indlæggelsesrapport, jf. afsnit 11.1.

4.5.1 Opfølgning på ældre med pointscore = 1 i ernæringsvurdering (EVS)

•

Der foretages opfølgning på igangsat behandling, hvad enten det er på grund af

uplanlagt vægttab, nedsat kostindtag, nedsat fysisk funktionsevne eller risikofaktorer.

•

Den ældre vejes mindst én gang om måneden.

4.5.2 Opfølgning på ældre med pointscore = 2 i ernæringsvurdering (EVS)

•

Alle relevante faggrupper i kommunen og tværsektorielt inddrages i opfølgningen på

den igangsatte ernæringsbehandling ud fra de fastsatte mål og på baggrund af

årsagerne til borgerens forringede ernæringstilstand.

•

Den ældres kost- og væskeindtag kan monitoreres ved at føre daglig kost- og væske-

registrering i mindst tre dage, se afsnit 4.5.3. Dette anbefales på plejecentre, akut-

pladser og rehabiliteringsophold, mens der hos borgere tilknyttet hjemmeplejen kan

foretages kostregistrering hvis muligt. Alternativt kan spørgsmål om vurdering af

spisevaner anvendes

(3,122)

• Den ældre vejes én gang om ugen.

4.5.3

Monitorering og evaluering

Kost- og væskeregistrering

For at vurdere, om den ældre får spist og drukket tilstrækkeligt til, at behovet dækkes,

og vægten stabiliseres eller øges, kan det være nødvendigt at gennemføre en kost- og

væskeregistrering over minimum tre dage. Kost- og væskeregistrering vil derfor, sammen

med en grundig vurdering af den ældres vægtudvikling, vise, hvorvidt ernæringsplanen

skal justeres

(3,9,122)

I hjemmeplejen vil nogle ældre selv kunne notere, hvad de spiser og drikker, eventuelt

med hjælp fra pårørende, mens andre skal have hjælp fra plejepersonale. Det sker på

baggrund af drøftelse med den ældre og eventuelt pårørende. Til brug for kost- og

væskeregistrering i plejecenter kan kostfagligt personale med fordel lave en oversigt

over dagsmenuer, eller der kan laves fortrykte registreringsskemaer. Dagskostforslag

med mulighed for kostregistrering for forskellige kostformer findes i både ” Anbefalinger

for den danske institutionskost” og i Den Nationale Kosthåndbog

(20,122)

Ved vedvarende manglende opfyldelse af målsætningen inddrages klinisk diætist, og

der tages kontakt til den praktiserende læge med henblik på indikation for medicinske

ernæringsdrikke eller sondeernæring.

4.5.4

Afslutning

Hvis opfølgningen viser, at målet med behandlingen er nået, overgår den ældre til vanlig

forebyggende praksis vedrørende opsporing af ernæringsrisiko. Begrundelse for afslut-

ning noteres i relevant omsorgssystem. Behandlingen afsluttes, såfremt ét af følgende

er gældende for den ældre:

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

•

Målet i ernæringsplanen er nået. Den ældre spiser tilstrækkeligt og har opnået

vægtstabilisering eller vægtøgning på baggrund af ernæringsplanen. For ældre med

vægtstabilisering indarbejdes ernæringsplanen som ny praksis, og for ældre med

vægtøgning revideres ernæringsplanen med henblik på vægtstabilisering

• Den ældre ønsker ikke længere behandling.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Opsporing,

behandling

og opfølgning

af ernæringsrisiko

på sygehus

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Dette kapitel handler om forløbet for opsporing, behandling og opfølgning af patienter

i ernæringsrisiko og omfatter hele processen for god ernæringspraksis for sygdoms-

relateret underernæring på sygehus. Kapitlet omfatter både indlagte, dagbehandlings-

og ambulante patienter. Først beskrives ernæringsindsatsen til indlagte patienter og

herefter til ambulante patienter og patienter i dagbehandling på sygehus. Indsatsen

omkring børn og unge i ernæringsrisiko er beskrevet i afsnit 9.2.

5.1

Flowdiagram for ernæringsindsatsen for indlagte på

sygehus

Opsporing af ernæringsrisiko på sygehus har til formål at identificere de patienter, som

har gavn af en ernæringsbehandling og den samlede indsats, der følger med god

ernæringspraksis

(4-6).

Til opsporing anvendes validerede redskaber.

Flowdiagrammet i figur 5.1 viser processen for god ernæringspraksis på sygehus, som

er udviklet på baggrund af principperne i retningslinjer fra ESPEN, det europæiske

selskab for klinisk ernæring

(14)

De enkelte elementer beskrives kort herunder og uddybes nærmere i afsnittene om

opsporing, behandling og opfølgning henholdsvis under indlæggelse, jf. afsnit 5.2-5.4,

og i ambulant regi og i forbindelse med dagbehandling, jf. afsnit 5.5-5.8.

Flowdiagrammet indeholder hovedelementerne 1-3:

1. Opsporing:

Opsporingen afgør, om patienten er i ernæringsrisiko. Her vurderes ernæringsrisiko på

baggrund af ernæringstilstand (oplysninger om BMI, nyligt vægttab, nyligt kostindtag),

sværhedsgrad af sygdom (som udtryk for behov for næringsstoffer) og alder, idet alder ≥

70 år automatisk inkluderes som en risikofaktor.

Patienter, der ved indlæggelse allerede modtager individuel ernæringsbehandling, her-

under individuel diætbehandling som fx sondeernæring, hvilket fx kan være oplyst via

indlæggelsesrapporten, (jf. afsnit 11.1 om MedComs hjemmepleje-sygehusmeddelelse),

vurderes også, og behandlingen justeres om nødvendigt.

2. Behandling af ernæringsrisiko:

2.1 Udredning

Indledningsvis gennemføres en grundig undersøgelse, hvor årsagen til patientens ernæ-

ringsrisiko (risikofaktorer og NIS (kostbegrænsende faktorer), jf. afsnit 1.6 og Bilag XI)

udredes. For at stille diagnosen underernæring kan kriterierne beskrevet i afsnit 1.4.1 og

figur 1.2 benyttes

(5)

. Figur 1.2 er yderligere uddybet i Bilag VI under ’Underernæring’. Der-

efter vurderes ernæringsbehovet.

2.2 Ernæringsbehandling

Identificerede kostbegrænsende faktorer (NIS) behandles sideløbende med, at der på

baggrund af udredningen tages stilling til, hvilken ernæringsbehandling patienten skal

have. De forskellige elementer i ernæringsbehandlingen (udarbejdelse og administration

af ernæringsplan, tværfaglig ernæringsbehandling og individuel ernæringsbehandling)

er uddybet i afsnit 5.3.2, jf. Bilag IV om terminologi.

Den valgte kostform vil afhænge af patientens behov og risikofaktorer. Der kan desuden

være behov for ernæringspræparater, herunder medicinske ernæringsdrikke og sonde-

ernæring, eller parenteral ernæring, se mere i kapitel 7. Før ernæringsplanen kan

effektueres, skal den fagprofessionelle forholde sig til, hvilken hjælp, i form af fx syge-

pleje eller spiseredskaber, der eventuelt er nødvendig, for at patienten kan indtage

tilstrækkelig næring, og effektuere disse. Herefter iværksættes behandlingen og den

tilknyttede pleje.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

1. Opsporing

Ved NRS-2002: Inden for 24 timer for voksne

patienter med forventet indlæggelse ≥ 48 timer

I risiko

Ikke i risiko

Gentag opsporing efter 7 dage,

hvis patienten fortsat er indlagt

I risiko

Ikke i risiko

2. Behandling af ernæringsrisiko

2.1 Udredning

– Identifikation af risikofaktorer og NIS

– Biokemi

– Kropssammensætning (muskelmasse)

– Funktionsmål (muskelfunktion)

2.2 Ernæringsbehandling

– Udarbejdelse og administration af

ernæringsplan (kostform, indgift og udførelse)

– Tværfaglig ernæringsbehandling

– Individuel ernæringsbehandling

Diagnosen Underernæring:

– Fænotypiske kriterier (vægttab, BMI, muskelmasse)

– Ætiologiske kriterier (kostindtag og absorption/

fordøjelse, sygdomstilstand/inflammation)

Niveau I

Kost per os, herunder ernæringsdrikke

Hvis patienten efter 4 dage

indtager < 75 % af energi- og proteinbehovet:

Gå til niveau II

– Fastlægge energi- og proteinbehov

– Fastlægge mikronæringsstofbehov

Niveau II

Sondeernæring (Enteral ernæring)

Hvis patienten efter yderligere 4 dage

indtager < 75 % af energi- og proteinbehovet:

Gå til niveau III

Niveau III

Parenteral ernæring

3. Opfølgning

Monitorering

– Kostregistrering

dagligt

– Vægt 2 gange

ugentligt

Evaluering

– Opnår patienten sine

energi- og proteinbehov?

– Ernæringsplan justeres

i henhold til niveau I-III

Afslutning

Hvis patienten ved udskrivelsen ikke er vægtstabil

eller indtager < 75 % af energi- og proteinbehov:

–

Patienten udskrives med ernæringsplan og hertil

svarende kommunikation til kommune, anden

behandlingsansvarlig og egen læge

–

Patienter i palliativ behandling og pleje vurderes

i forhold til, om ernæringsbehandling giver

mening for den enkelte

Figur 5.1

Flowdiagram for opsporing, behandling og opfølgning for indlagte patienter på sygehus

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

3. Opfølgning:

a. Monitorering og evaluering

Patientens kostindtag og vægt monitoreres. IT-systemer kan udregne behovet for energi

og protein og bidrage til monitorering ved kostregistrering. Patienten vejes 2 gange

ugentligt og kostregistreres dagligt ved sygeplejepersonale, indtil patienten under den

akutte sygdom opfylder sine ernæringsbehov eller vedligeholder sin vægt, eller patien-

ten under eventuel længerevarende indlæggelse indtager tilstrækkeligt per os eller

eventuelt øger sin vægt

(6,39,123)

. Det betyder, at man i forløbet skal forholde sig til årsager

til reduceret kostindtag (NIS) og overveje skift mellem behandlingsmodaliteter (typer af

ernæringsveje, dvs. oral, sonde eller parenteral).

b. Afslutning

Hvis patienten fortsat er i ernæringsrisiko ved udskrivelse eller overflytning til anden

afdeling eller andet sygehus ordineres ernæringsplan samt plan for opfølgning til egen

læge, bopælskommune eller anden afdeling. Ernæringsplanen bør indeholde ernæ-

ringstilstand, ernæringsbehov, anbefalet kostform, eventuel ordination af ernærings-

præparat (medicinske ernæringsdrikke og sondeernæring) eller parenteral ernæring

samt behov for videre opfølgning.

5.2

Opsporing under indlæggelse på sygehus

Når det drejer sig om patienter, der indlægges på sygehus, sker opsporingen af ernæ-

ringsrisiko ved hjælp af det validerede opsporingsredskab NRS-2002, se Bilag VIII.

Alle indlagte voksne patienter, som vurderes at skulle være indlagt i 48 timer og derover,

gennemgås med NRS-2002 inden for de første 24 timer fra indlæggelsestidspunktet

på stamafdeling

(14)

. Lokale instrukser og procedurer kan med fordel udarbejdes for

at sikre, at alle patienter gennemgås som anbefalet.

Undtaget fra vurdering af ernæringsrisiko er patienter, som almindeligvis ikke er i ernæ

ringsrisiko. Hvis der er afdelinger, hvor man beslutter, at patientgrupper er undtaget fra

systematisk opsporing, bør dette fremgå af lokale instrukser baseret på evidens og/eller

afdelingens kendskab til disse gruppers ernæringsrisiko. Patienter > 70 år eller multisyge

patienter kan ikke undtages fra vurderingen. Terminale patienter vurderes individuelt i

forhold til, om de skal undtages fra opsporingen.

Patienter indlagt på intensiv afsnit forudsættes altid at være i ernæringsrisiko, og der bør

altid gennemføres en grundig vurdering af disse med inklusion af faktorerne omkring

ernæringsindtag, BMI og vægttab. Efterfølgende iværksættes ernæringsbehandling.

Dette kan også gælde svært syge patienter på andre afdelinger.

Man skal være opmærksom på, at patienter, der på vurderingstidspunktet har overvægt,

også kan have haft et større uplanlagt vægttab og/eller være stressmetabole, se Bilag

VI. Hensynet til at kunne reducere ernæringsrisikoen går i dette tilfælde forud for fore-

byggelse af yderligere vægtøgning. Se mere om lignende tilfælde, hvor det kan være

nødvendigt at fravige sygdomsspecifikke anbefalinger for energiprocentfordeling, i afsnit

7.5.

5.2.1

Fremgangsmåde

Patienten vejes og måles. Vejningen foregår på en kalibreret vægt efter samme pro-

cedure hver gang. I den forbindelse anbefales det, at teknisk afdeling foretager en årlig

kalibrering af alle vægte. Vægten angives i kg med en decimal. Højden måles stående

mod en væg med en højdemåler. Højden angives afrundet til hele cm. Patienter, som

ikke kan måles stående, måles liggende udstrakt i sengen. Der måles med et målebånd

fra toppen af hovedet til under hælen, og vægt og højde noteres i patientens journal til

senere opfølgning

(124)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ernæringsrisiko vurderes herefter ud fra en kombination af

patientens ernæringstilstand,

sværhedsgrad af sygdom (stressmetabolisme)

alder.

Patientens ernæringstilstand vurderes

på baggrund af 3 variable: BMI, nyligt vægttab

og nedsat kostindtag.

1. BMI

BMI udregnes på baggrund af vægt og højde.

Nyligt vægttab

I forbindelse med nyligt uplanlagt vægttab tildeles point ved først at beregne,

om der har været vægttab på 5 % eller derover i forhold til patientens vægt for 3

måneder siden, se tabel 5.1. Herefter kontrolleres, om vægttabet (fx 3,5 kg) er sket

i løbet af 3, 2 eller 1 måned

(125)

Tabel 5.1

Skema til udregning af vægttab

Udregning af vægttab

(vægttab/tidligere vægt) x 100 = vægttab i %

Eksempler:

(mere end 5 % vægttab)

•

mere end 7,5 kg fra 150 kg

•

mere end 7,0 kg fra 140 kg

•

mere end 6,5 kg fra 130 kg

•

mere end 6,0 kg fra 120 kg

•

mere end 5,5 kg fra 110 kg

•

mere end 5,0 kg fra 100 kg

•

mere end 4,5 kg fra 90 kg

•

mere end 4,0 kg fra 80 kg

•

mere end 3,5 kg fra 70 kg

•

mere end 3,0 kg fra 60 kg

•

mere end 2,5 kg fra 50 kg

•

mere end 2,0 kg fra 40 kg

Tabellen er modificeret efter Sundhedsstyrelsens vejledning fra 2003

(9)

Nedsat kostindtag

Nedsat kostindtag scores i forhold til, om patienten i den sidste uge har indtaget

0-25 %, 25-50 % eller 50-75 % af sit behov.

Procedure:

Patienten spørges, om han/hun har spist, som han/hun plejer den seneste uge

eller mindre.

• Hvis mindre: Spørges patienten, om han/ hun har spist halvdelen af, hvad han/

hun plejer eller mere

•

Hvis mere: Spørges patienten, om kostindtaget har været omkring 75 %

•

Hvis mindre: Spørges patienten, om kostindtaget har været omkring 25 % eller

mindre

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Den mest påvirkede værdi i forhold til de 3 variable BMI, nyligt vægttab og nedsat

kostindtag afgør patientens point for ernæringstilstand, jf. tabel 5.2.

Tabel 5.2

Skema til bestemmelse af ernæringstilstand

Ernæringstilstand

Point

Normal = 0

Beskrivelse

Intet vægttab eller påvirket kostindtag

(Normal ernæringstilstand)

Let = 1

Vægttab > 5 % på 3 måneder

eller

Kostindtag på 50-75 % af behovet i seneste uge

Moderat = 2

Vægttab > 5 % på 2 måneder

eller

BMI 18,5 – 20,5 og påvirket almentilstand

eller

Kostindtag på 25-50 % af behovet i seneste uge

Svær = 3

Vægttab > 5 % på 1 måned eller > 15 % på 3 måneder

eller

BMI < 18,5 og påvirket almentilstand

eller

Kostindtagelse 0-25 % af behovet i seneste uge

Tabellen er modificeret efter Sundhedsstyrelsens vejledning fra 2003

(9)

. Se desuden Bilag VIII.

Sværhedsgrad af sygdom (Stressmetabolisme)

Sværhedsgraden af patientens sygdom bedømmes som let, moderat eller svær på

grundlag af forskellige patientkategorier (se tabel 5.2). Det bemærkes, at sværhedsgrad

af sygdom er et udtryk for et øget næringsstofbehov, ikke for fx prognose eller sygdoms-

grad. Den kliniske tilstand afgør patientens score for sværhedsgrad af sygdom.

Prototyper for sværhedsgrad af sygdom (se Bilag VIII for eksempler på sygdomme

associeret med de forskellige score):

•

Ingen (Score = 0): Patienten er ikke metabolisk påvirket, men kan være i ernærings-

risiko grundet ’Ernæringstilstand’ alene, fx BMI < 18,5

•

Let (Score = 1): Indlagt patient, som ikke er akut påvirket. Patienten er svag, men

oppegående. Ernæringsbehovet er let øget

•

Moderat (Score = 2): Patienten er indlagt med akut sygdom eller opblussen i

kronisk sygdom. Er fortrinsvis sengeliggende

•

Svær (Score = 3): Patienten er svært akut påvirket og typisk i behandling på intensiv

afsnit eller evt. intermediært afsnit.

Alder

For ernæringstilstand og sværhedsgrad af sygdom gives, jf. ovenstående, pointscore fra

0-3, mens der gives 1 point for alder 70 år eller derover.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ernæringsrisiko

udtrykkes på baggrund af de tre variable (ernæringstilstand, stress-

metabolisme og alder) som et total score på 0-7 point: Jo højere total score, des større

gavn af en ernæringsbehandling. Det bemærkes, at mange patienter ikke har øget behov

for næringsstoffer, og derfor har en score = 0. Det samlede skema til bestemmelse af

ernæringsrisiko fremgår af tabel 5.3.

Tabel 5.3

Skema til NRS-2002 opsporing af ernæringsrisiko

(14)

NRS-2002 opsporing

1,2

Ernæringstilstand

Score

Normal = 0

Beskrivelse

Intet vægttab eller påvirket

kostindtag

(Normal ernæringstilstand)

Vægttab > 5 % på 3 måneder

eller

Kostindtag på 50-75 %

af behovet i seneste uge.

Moderat = 2

Vægttab > 5 % på 2 måneder

eller

BMI 18,5-20,5 og påvirket

almentilstand

eller

Kostindtag på 25-50 %

af behovet i seneste uge.

Svær = 3

Vægttab > 5 % på 1 måned

eller > 15 % på 3 måneder

eller

BMI < 18,5 og påvirket

almentilstand

eller

Kostindtag på 0-25 %

af behovet i seneste uge.

Score =

Samlet score = (0-6)

Alderskorrektion: Ved alder ≥ 70 år, lægges tallet 1 til scoren ovenfor

Total score = (0-7)

Tabellen er modificeret efter NRS-2002

(14)

1: Vejledningen her er generel, og i tvivlstilfælde bør patientens ernæringstilstand diskuteres med klinisk diætist og evt.

det tværfaglige team, herunder læge, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, fysioterapeut og ergoterapeut,

sammen med klinisk diætist. Hvis patienten har flere diagnoser eller problemstillinger, er det altid den for patienten

aktuelt mest kompromitterende diagnose eller problemstilling, der afgør graden af stressmetabolisme.

2: I tabellen anvendes prototyper af tilstande, som illustrerer stressmetabolisme. Det originale NRS-2002 skema kan

ses i Bilag VIII, hvori indgår eksempler på forskellige sygdomskategorier som udtryk for forskellig stressmetabolisme.

Den mest kompromitterede faktor udgør resultatet. Fx overskygges ’Kostindtag på 25-50 % af behovet i seneste uge’

af ’Vægttab > 15 %’.

Stressmetabolisme

Score

Normal = 0

Beskrivelse

Ikke påvirket af kronisk eller

akut sygdom.

Let = 1

Indlagt patient som ikke er

akut påvirket. Patienten er

svag, men oppegående.

Ernæringsbehovet er

let øget.

Patienten er indlagt med akut

sygdom eller opblussen i

kronisk sygdom. Er fortrinsvis

sengeliggende.

Moderat = 2

Svær = 3

Patienten er svært akut

påvirket og typisk i behandling

på intensiv afsnit eller evt.

intermediær afsnit.

Score =

Ved alderskorrigeret total score ≥ 3 er patienten i ernæringsrisiko, og der udarbejdes en

ernæringsplan m.v.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Alle patienter, som er indlagt til større kirurgi, scores ved NRS-2002 med minimum 1

point i ernæringstilstand (for den prædiktive værdi for kostindtag) og altid med 2 point

i stressmetabolisme (for stor operation), hvilket svarer til, at patienten altid er i ernærings-

risiko

(14)

. Se desuden Bilag VIII.

I de tilfælde, hvor patienten er i ernæringsrisiko, eller hvor der er modtaget besked fra

anden afdeling eller kommune, men det viser sig, at patienten kun skal være indlagt

mindre end 48 timer, noteres resultatet af opsporingen i epikrisen, og der gives besked

til den praktiserende læge og kommunen via udskrivningsrapport (MedComs hjemme-

pleje-sygehusmeddelelse, se afsnit 11.1), med henblik på iværksættelse af ernærings-

behandling efter udskrivelsen.

Ved alderskorrigeret total score < 3 overvejes en forebyggende indsats, fx hvis patienten

skal gennemgå en større operation. Lokale procedurer kan beskrive, for hvilke opera-

tioner og behandlinger det er relevant at iværksætte en forebyggende ernærings-

behandling. I den forbindelse er det en fordel af have lokale instrukser for fx ernæring

til patienter med operations- og stråleforløb for mavekræft og hoved-halskræft, som

har haft et forudgående vægttab, da de har specifikke problemstillinger, der ændrer sig

under forløbet. Hvis der ikke er indikation for dette, ordineres relevant kostform, og

patienten revurderes ugentligt under indlæggelsen.

Hvis de nødvendige informationer om ernæringstilstand og sværhedsgrad af sygdom

ikke kan indhentes, gives en total score på 3, og patienten sættes i ernæringsbehandling.

Hermed antages det, at patienten er i ernæringsrisiko, indtil det eventuelt er konstateret,

at patienten spiser tilstrækkeligt ved egen hjælp, jf. opsporingen.

Resultatet dokumenteres i journalen og epikrisen.

5.3

Behandling af ernæringsrisiko under indlæggelse på

sygehus

Behandling af ernæringsrisiko omfatter udredning og ernæringsbehandling. Under

udredningen foretages en nærmere undersøgelse af årsagerne til, at patienten er i

ernæringsrisiko, hvor patientens risikofaktorer identificeres og vurderes, og muligheden

for at stille diagnosen underernæring afklares. Herefter fastlægges behovet for energi,

protein og væske.

I ernæringsbehandlingen indgår udarbejdelse og administration af ernæringsplan,

tværfaglig ernæringsbehandling og individuel ernæringsbehandling, jf. Bilag IV om

terminologi.

5.3.1 Udredning, herunder identifikation af risikofaktorer og fastlæggelse

af energi- og proteinbehov

Når patienten gennem opsporingen er fundet at være i ernæringsrisiko, dvs. har en total

score på 3 eller derover, gennemføres en nærmere udredning og vurdering af bag-

grunden for og årsagerne til patientens risiko, risikofaktorer for nedsat kostindtag og

vægttab. Symptomer, der begrænser patientens evne til at spise, kaldes NIS (Nutrition

Impact Symptoms, kostbegrænsende faktorer), jf. afsnit 1.6. Se eksempel på spørge-

skema til afdækning af risikofaktorer i Bilag XI.

Udredningen og vurderingen har til formål at fjerne eller reducere patientens eventuelle

barrierer mod at spise og drikke samt at sikre, at der i ernæringsplanen kan tages højde

for fysiologiske forandringer med relation til spisning og indtag af drikkevarer, fx dysfagi.

Der bør samtidig iværksættes yderligere udredning og fastlæggelse af relevant behand-

ling i forhold til aktuelle risikofaktorer og NIS.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Patienter, der ved indlæggelse allerede modtager ernæringsbehandling, fortsætter

med samme behandling, med mindre de ved gennemgang vurderes til fortsat at være

i ernæringsrisiko. I givet fald gennemføres udredning og justering af ernæringsplan.

I vurderingen af ernæringstilstanden indgår desuden de diagnostiske kriterier for

underernæring, herunder fænotypiske kriterier (vægttab, BMI og muskelmasse) og

ætiologiske kriterier (kostindtag, absorption og fordøjelse samt sygdomstilstanden/

inflammation), jf. afsnit 1.3.1 og Bilag VI om ’Underernæring’, og således mulighederne

for at stille diagnosen underernæring.

Følgende elementer kan indgå i en nærmere udredning af ernæringstilstanden:

1. Identifikation af risikofaktorer og NIS, se Bilag XI

2. Biokemi (se forslag til blodprøver nedenfor)

3. Kropssammensætning (muskelmasse)

4. Funktionsmål (muskelfunktion, fx håndgribestyrke, Rejse-Sætte-Sig-test (’30s-RSS’),

Timed Up and Go Test eller Barthels index)

Undersøgelse for dysfagi.

Følgende blodprøver kan være relevante ved den specifikke udredning af ernærings-

risiko og dehydrering:

•

Ernæringsrelaterede: Hæmoglobin, leukocytter, C-reaktivt protein (CRP), kalium,

natrium, albuminkorrigeret calcium, magnesium, albumin, kreatinin, karbamid,

phosphat, alkalisk fosfatase (ALP), INR, alaninaminotransferase (ALAT), D-vitamin

(25-OHD3-vitamin), parathyreoideahormon (PTH)

•

Supplerende efter behov, anæmi: Vitamin B12, folinsyre, jern (Fe), ferritin, transferrin

og jernmætning

•

Supplerende efter behov, andre sygdomme: Thyreoideastimulerende hormon

(TSH)- screening, transglutaminase-antistof IgA (TGA), evt. IgG (TGG), total serum IgA.

Sygehuset kan med fordel udarbejde lokale instrukser til håndtering af de mest alminde-

lige risikofaktorer.

Fastlæggelse af energi-, protein- og væskebehov

Behovet for energi og protein fastlægges herefter ud fra sværhedsgraden af patientens

sygdom forstået som graden af stressmetabolisme, jf. internationale guidelines, der er

nærmere beskrevet i Bilag IX.

I tabel 5.4 ses behovene for energi og protein relateret til stressmetabolisme. Tabellen er

tilpasset patientens kliniske situation (Stressmetabolisme), og man tager ikke udgangs-

punkt i ønsket om vægtøgning eller vægtstabilitet, eller om patienten har feber, hvilket

man gjorde tidligere

(9)

. Denne tilgang gælder generelt, mens der i særlige situationer

anbefales tilsyn af klinisk diætist, som nærmere anført i fodnoterne under tabel 5.4. Der

tages udgangspunkt i patientens aktuelle vægt.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Tabel 5.4

Kliniske situationer (stressmetabolisme) og tilknyttede behov for energi og protein

Stressmetabolisme

Beskrivelse af klinisk situation

Normal

Ikke påvirket af kronisk eller akut

sygdom

Behov for energi og protein relateret til stressmetabolisme

1,2,3

Energibehov/kg legemsvægt/dag

Som hos raske:

105-126 kJ/kg legemsvægt/dag

(25-30 kcal/kg legemsvægt/dag)

Proteinbehov/kg legemsvægt/dag

Som hos raske:

0,8-1,0 g protein/kg legemsvægt/dag

Let

Indlagt patient som ikke er akut

påvirket. Patienten er svag, men

oppegående. Ernæringsbehovet

er let øget.

Moderat

Patienten er indlagt med akut sygdom

eller opblussen i kronisk sygdom.

Er fortrinsvis sengeliggende.

Svær

3,4,5

Patienten er svært akut påvirket og

typisk i behandling på intensiv afsnit

eller evt. intermediær afsnit.

113 kJ/kg legemsvægt/dag

(27 kcal/kg legemsvægt/dag)

1,2 g protein/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/dag

(27 kcal/kg legemsvægt/dag)

1,3 g protein/kg legemsvægt/dag

84-126 kJ/kg legemsvægt/dag

(20-30 kcal/kg legemsvægt/dag)

Start lavt, fx med 85 kJ/kg legems-

vægt/dag (20 kcal/kg legemsvægt/

dag) den første uge

Herefter 105-126 kJ/kg legemsvægt/

dag (25-30 kcal/kg legemsvægt/dag)

1,3-1,5 g protein/kg legemsvægt/dag

Start med 1,3 g protein/kg legems-

vægt/dag den første uge

Herefter 1,5 g protein/kg legemsvægt/

dag

Se desuden tabellens fodnote 5

1: Der er en stor variation i energi- og proteinbehov og omsætning i forskellige stressmetabole faser. Vejledningen her er generel, og i tvivlstilfælde

bør patientens ernæringstilstand diskuteres med klinisk diætist og evt. det tværfaglige team, herunder læge, sygeplejerske, social- og

sundhedsassistent, fysioterapeut og ergoterapeut, sammen med klinisk diætist. Dette kan være tilfældet ved lavt BMI, fx < 18,5, eller ved højt

BMI, fx ≥ 30, men vil bero på et individuelt skøn. Hvis patienten har flere diagnoser eller problemstillinger, er det altid den for patienten aktuelt

mest kompromitterende diagnose eller problemstilling, der afgør graden af stressmetabolisme.

2: I tabellen anvendes prototyper af tilstande, som illustrerer stressmetabolisme. Tilsvarende energi- og proteinbehov er tilføjet. Det originale

NRS-2002 skema kan ses i Bilag VIII, hvori indgår eksempler på forskellige sygdomskategorier som udtryk for forskellig stressmetabolisme.

Hvis patienten har flere diagnoser eller problemstillinger, er det altid den for patienten aktuelt mest kompromitterende, der afgør graden af

stressmetabolisme.

– For alle diagnoser ved let og moderat stressmetabolisme: Ved ernæringsrisiko hos patienter med svær overvægt (BMI ≥ 30): Energi: 85 kJ/kg

legemsvægt/dag (20 kcal/kg legemsvægt/dag) og protein: > 1 g/kg legemsvægt/dag.

– Ved ernæringsrisiko hos patienter, som i forvejen er undervægtige (BMI < 18,5): Individuel ernæringsplan lægges af klinisk diætist, med fokus

på refeeding syndrom ved BMI < 16.

Det skal dog understreges, at risiko for refeeding syndrom generelt bør overvejes inden enhver opstart af ernæringsbehandling. Refeeding

syndrom er beskrevet i afsnit 7.11.

3: For alle diagnoser ved svær stressmetabolisme:

Korrektion for svær overvægt (BMI ≥ 30), såvel som stærk undervægt (BMI < 16), gøres specifikt for den enkelte patient og tilstand.

4: Den svære akutte fase er defineret af katabol tilstand og metabolisk ustabilitet, som gør, at kroppen ikke kan udnytte energitilførsel optimalt.

Der er dog stadig behov for et højt proteintilskud på grund af den store muskelnedbrydning. Det anbefales at starte med 1,3 g protein/kg

legemsvægt/dag den første uge. Herefter 1,5 g protein/kg legemsvægt/dag. Energibehovet kan gradvist øges, når den akutte tilstand aftager.

5: Særligt ved sværere stressmetabolisme, som fx hos intensivpatienter, anbefales det at måle energibehovet ved indirekte kalorimetri. Her

anbefales < 0,9 g protein/kg legemsvægt på dag 1-2, stigende til > 1,3 g protein/kg legemsvægt på dag 7+. Se i øvrigt anbefalinger fra DASAIM

og ESPEN

(126,127)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

5.3.2

Ernæringsbehandling

I ernæringsbehandlingen indgår udarbejdelse af ernæringsplan og administration af

ernæringsplan, tværfaglig ernæringsbehandling og individuel ernæringsbehandling,

jf. Bilag IV om terminologi.

•

Der udarbejdes en ernæringsplan, hvor patientens energi-, protein- og væske-

behov fastlægges.

•

Ud fra spørgsmål om appetit, kostvaner og evt. NIS vælges kostform.

Energi- og proteinbehov ved de forskellige grader af stressmetabolisme fremgår af tabel

5.4.

I udgangspunktet er patienters behov for energi og protein under indlæggelse 105-126

kJ/kg legemsvægt/dag (25-30 kcal/kg legemsvægt/dag) og 0,8 -1,5 g protein/kg

legemsvægt/dag.

Ved BMI ≥ 30 er energi- og proteinbehovet som udgangspunkt til 85 kJ/kg legemsvægt/

dag (20 kcal/kg legemsvægt/dag) og protein ≥ 1 g/kg legemsvægt/dag.

Ved BMI < 18,5 lægges en individuel ernæringsplan ved klinisk diætist, med særligt fokus

på risiko for refeeding. Det anbefales ligeledes, at klinisk diætist konsulteres med henblik

på justering af energi- og proteinbehov for patienter med svær overvægt (BMI ≥ 30).

I den svære akutte fase af stressmetabolisme kan kroppen ikke udnytte energitilførsel

optimalt. Der er dog stadig behov for et højt proteintilskud på grund af den store muskel-

nedbrydning. Se nærmere om forholdene ved svær stressmetabolisme i noterne til tabel

5.4.

I de fleste sygehuses IT-systemer udregnes energi- og proteinbehovet automatisk ved

indtastning af patientens højde og vægt. Se den højre kolonne i tabel 5.4.

Væskebehovet kan anslås til 30-40 ml/kg legemsvægt/dag

(20)

Valg af kostform

Kostform bestemmes ud fra hensyn til patientens appetit, smagspræferencer og eventu-

elle problemer med at spise, tygge, synke eller fordøje maden. Hos mange patienter

må kostens protein- og energitæthed øges, for eksempel ved at servere Kost til småt-

spisende eventuelt i kombination med energi- og proteintilskud, fx som proteinberiget

mad eller drikke, medicinske ernæringsdrikke og/eller supplerende sondeernæring eller

parenteral ernæring. Der stiles mod, at patienten får dækket > 75 % af energi- og protein-

behovet. Man kan med fordel anvende en algoritme, der anbefaler at skifte ernærings-

behandling efter en observationsperiode på 24-48 timer med kostregistrering, hvis dette

mål ikke nås. Dette vil i praksis betyde, at patienten senest på 4. dagen efter indlæggel-

sen bør have opfyldt sit energi- og proteinbehov (> 75 %)

(39)

. Ved utilstrækkeligt kostindtag

bør man desuden have øje for, om behandlingen af NIS og øvrige risikofaktorer kan

optimeres, fx i form af tilstrækkelig hjælp til spisning og ved at øge patientens viden

om behovet for at spise.

I overgangen fra en afdeling til en anden, fx fra intensiv afdeling til stamafsnit, skal der

medfølge en ernæringsplan, som består af patientens aktuelle ernæringsbehandling,

og hvad der anbefales

(126)

. Afsnittet følger denne plan og monitorerer kostindtag med

henblik på løbende justering af ernæringsplanen, når behov og kostindtag ændres.

Læs mere om kostformer og overgangen og supplering mellem kostformer i kapitel 7

Ernæring i praksis og om rammerne om måltidet, herunder inspiration til samarbejde

omkring maden, i afsnit 8.2.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

5.4

Opfølgning under indlæggelse på sygehus

Det skal fremgå af journalen, hvordan behandlingen følges op, dvs. monitoreres, evalue-

res og justeres. Processen her for ses i figur 5.1. Resultatet af behandlingen samt forslag

til opfølgning ved udskrivelsen alternativt afslutning af behandlingen, dokumenteres i

journalen.

5.4.1

Monitorering og evaluering

Når der iværksættes ernæringsbehandling eller gives specifik diæt til en patient i ernæ-

ringsrisiko, er det afgørende, at indsatsen evalueres og tilpasses undervejs i forløbet. Den

bedste og mest anvendte monitoreringsmetode er kostregistrering. Indlagte patienter

kan for en kortere periode af indlæggelsen opretholde vægten med et energi- og prote-

inindtag på 75 % af det vurderede behov, mens langtidsmålet er et indtag på 100 % af

energi- og proteinbehovet

(12,128,129)

Monitorering af ernæringsplan

Effekten af ernæringsplanen monitoreres ved patientens vægtudvikling (vejning) og kost-

indtag. Det anbefales i den sammenhæng, at patienten vejes 2 gange ugentligt og kost-

registreres dagligt ved sygeplejepersonale, så man kan følge patientens energi- og pro-

teinindtag og dermed om patienten indtager tilstrækkeligt per os til som minimum at

kunne fastholde sin vægt

(6,39,123)

. Oplysninger om kostindtaget er således i praksis en eva-

luering af energi- og proteinindtaget, som kan måles op mod det fastsatte behov. Med

kombinationen af vægt og kostindtag i monitoreringen kan man evaluere, om ernærings-

planen er sufficient, eller om der er brug for en justering af ernæringsplanen for at øge

energi- og proteinindtaget. Med rettidig monitorering får man mulighed for at ændre

ernæringsplanen, inden yderligere vægttab forekommer.

Monitorering af kostindtag

Der findes flere metoder til kostregistrering, hvor ”sygeplejerskernes kostregistrering”

består i, at sygeplejersken i samarbejde med patienten noterer ned på kostregistrerings-

skemaet, hvad patienten får serveret på tallerkenen i portionsstørrelser og -elementer,

der på forhånd er defineret af køkkenet, og hvortil der hører et elektronisk beregnings-

redskab. Når patienten er færdig med at spise, noteres hvor meget af portionen, patien-

ten spiste. Efter hver dag beregnes energi- og protein indtag i det elektroniske system.

Derefter beregner systemet indtag i % af ernæringsbehov. Der findes flere metoder til

monitorering af kostindtag, men disse er mere tidskrævende eller kræver klinisk diætist,

fx 24-timers kostinterview. Der er flere elektroniske kostregistreringssystemer på vej, som

i højere grad involverer patienten og giver patienten mulighed for selv at se, hvor langt

vedkommende er kommet i opfyldelse af næringsbehovet for døgnet, og som kan

motivere patienten til målopfyldelse

(130)

I denne fase iværksættes ernæringsplanen samtidig med, at patientens kostindtag og

vægt måles op mod fastsatte behov. Patienten kostregistreres under maksimal hjælp,

vejledning og motivering for at optimere kostindtaget.

Generelt anbefales det, at patienten indtager minimum 75 % af energi- og proteinbehov

på 4. dagen. Hos mere end 80 % af medicinske patienter opnås dette typisk med udeluk-

kende kost per os inklusiv ernæringsdrikke

(39)

. Hos kirurgiske patienter vil der oftere være

behov for sondeernæring i forbindelse med operation. Hvis patienten målt ved kostregi-

strering ikke indtager minimum 75 % af energi- og proteinbehovet, indenfor 48 timer efter

patienten er vurderet at være i ernæringsrisiko, skal ernæringsindsatsen justeres. Det

betyder, at man skal forholde sig til årsager til reduceret kostindtag (NIS) og overveje

skift mellem behandlingsmodaliteter. Sondeernæring kan gives som fuld ernæring eller

supplerende ernæring og er første valg såfremt patienten har fungerende mave-tarm-

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

funktion. Hvis mave-tarmkanalen ikke fungerer, iværksættes parenteral ernæring straks,

eller hvis det viser sig, at målet sat for sondeernæring ikke kan opnås indenfor 48 timer

herefter, (der kan være en optrapningsplan, og så er det målet i denne, der gælder),

iværksættes parenteral ernæring. Se mere i kapitel 7 om ernæring i praksis, særligt afsnit

7.8, 7.9 og 7.10. Planen kan justeres i forhold til risiko for refeeding, og der skal monitore-

res for udvikling af refeeding syndrom. Se afsnit 7.11 Refeeding syndrom.

Når patienten indtager over 75 % af sit energi- og proteinbehov, og vægten er stabil, fore-

tages kostregistreringen efter individuel vurdering.

Kostregistreringsskemaerne udregnes på flere sygehuse ved hjælp af elektroniske

arbejdsredskaber. Plejepersonale, herunder sygeplejerske, eller klinisk diætist varetager

kostregistreringen, og patienten inddrages i monitoreringen eller kan selv gøre det.

Det er dog nødvendigt, at der undervejs fortsat er opmærksomhed på patientens kost-

indtag og registrering, selvom patienten selv udfører opgaven

(59)

. Patienten kan således

samtidig finde motivation til at øge indtaget og få løbende vejledning. Sygeplejersken har

ansvaret for, at resultatet af patientens indtag dokumenteres i journalen. Ved indtag

under 75 % af energi- og proteinbehovet videregives information til læge

og klinisk diætist.

Tydelig dokumentation af de individuelle aftaler skal sikre, at patienten får den rigtige

hjælp. Desuden skal tydelig dokumentation af tiltag og resultater danne basis for en

tværfaglig drøftelse og justering af patientens ernæringsplan.

5.4.2

Afslutning af behandling under indlæggelse på sygehus

De behandlingsansvarlige læger på sygehus gør ved udskrivelsen status over, om der

fortsat er behov for samme ernæringsbehandling, eller om denne skal op- eller ned-

justeres, ligesom ved anden behandling og palliation, som fx smertestillende behand-

ling. På den måde indgår ernæringsindsatsen som en naturlig del af den samlede

behandlingsindsats og i justeringen af denne. Det er væsentligt, at også denne del af

behandlingen drøftes med patient og pårørende samt dokumenteres i journalen

(100)

Ved udskrivelse fra sygehus skal der således for patienter, som fortsat er i ernærings-

risiko, lægges en konkret ernæringsplan, og patient, såvel som den der evt. følger op

på patienten i hjemmet, skal informeres nærmere herom. Informationen der gives til

patient- og pleje- og behandlingsansvarlig skal indeholde:

•

Mål for vægt og estimat af tidsramme for opnåelse af mål, fx ”Patienten tilstræbes

at øge vægten med 4 kilo indenfor 2 mdr., svarende til 73 kg som målvægt”.

• Om muligt henvisning til opfølgning ved ernæringsfaglig medarbejder eller klinisk

diætist i kommunen. Det anbefales, at borgeren tilbydes minimum 2 vejledningssam-

taler efter udskrivelsen med mindre patienten følges i hospitalsregi. Hvis patienten er

ældre eller svag, anbefales det, at pårørende eller plejeperson om muligt deltager

(6)

Ved mistanke om dysfagi kan patienten henvises til ergoterapeut efter udskrivelse med

henblik på dysfagi undersøgelse, opfølgning eller tilpasning af måltidsaktiviteter.

Udskrivningsrapporten til kommunen (MedComs hjemmepleje-sygehusmeddelelse,

jf. afsnit 11.1) skal indeholde information om ernæringsbehov med energibehov i kcal og

proteinbehov i gram, om kostform/diæt og om evt. sondeernæring eller parenteral

ernæring. Hvis patienten hjemsendes med sondeernæring eller parenteral ernæring,

skal der medgives en plan for dette, og hjemmesygeplejen informeres i god tid.

I epikrisen til egen læge skal sygehuslægen give information om, at patienten er i

ernæringsrisiko, patientens aktuelle vægt og hvilke indsatser, der er iværksat, samt om

egen læge skal følge op på ernæringstilstand og risikofaktorer. Se mere om epikrisen

i afsnit 11.2.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Det anbefales, at der på sygehuse findes evidensbaserede kliniske instrukser eller

standarder, der gør det nemt og tydeligt at sikre en god overlevering af patienten/

borgeren på tværs af sektorerne. Der bør således være instrukser eller standarder

for udskrivelse af:

•

borgere, der skal have Kost til småtspisende

• borgere, der selv laver mad

•

borgere, der får hjælp til madlavning eller madudbringning

•

borgere, der får dysfagi kost, fortykningsmidler og medicinske ernæringsdrikke

•

borgere, der får sondeernæring

• borgere, der skal have parenteral ernæring.

For patienter, der modtager palliativ behandling og pleje grundet alvorlig sygdom,

justeres ernæringsbehandling som al anden behandling. En ernæringsindsats kan give

mening for den enkelte og bidrage til en følelse af velvære, autonomi og værdighed ud

over den tid, hvor medicinsk behandling i øvrigt pågår. Det må desuden vurderes på

individuel basis, om mad, herunder eventuelle ernæringspræparater, kan have social,

emotionel og eksistentiel betydning for den enkelte patient og familie

(100)

5.5

Ernæringsindsatsen i ambulant regi og i forbindelse med

dagbehandling

Flowdiagrammet i figur 5.2 viser processen for ernæringsindsatsen til ambulante

og dagbehandlingspatienter på sygehus.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

1. Opsporing

Vejning:

Uplanlagt vægttab hos patienter i udrednings-

eller behandlingsforløb på 5 % og derover

indenfor 3 måneder

Vægten dokumenteres i journalen

Ikke i risiko

Gentag opsporing efter 1 år,

eller hvis behandling eller

tilstand ændrer sig væsentligt

I risiko

Ikke i risiko

I risiko

2. Udredning og behandling af ernæringsrisiko

Patienter informeres om formålet med at undgå vægttab

Der spørges til risikofaktorer for nedsat kostindtag (NIS), og tiltag til behandling af disse foretages

Hvis relevant iværksættes en ernæringsbehandling

Medicinske ernæringsdrikke ordineres ved behov

Patienten vejledes i energi- og proteinrig kost efter afdelingens henvisningsmuligheder, fx til klinisk

diætist på sygehuset, til et kommunalt ernæringstilbud, fx klinisk diætist, eller til egen læge

Evt. udleveres informationsmateriale om kost til småtspisende

Indsatsen noteres i journalen

3. Opfølgning

Hvis vægttab fortsætter:

–

Andre årsager overvejes, og der udredes herfor

–

Ernæringsbehandlingen justeres

–

Afhængigt af hyppigheden af kontrolbesøg lægges en plan for, hvem der varetager opfølgningen,

fx egen læge eller kommune

–

Dette noteres i journalen, og patienten informeres

Figur 5.2

Flowdiagram for opsporing, behandling og opfølgning for ambulante patienter

og patienter i dagbehandling på sygehus

5.6

Opsporing i ambulant regi og i forbindelse med

dagbehandling

Uplanlagt vægttab er associeret med en række negative konsekvenser for den enkelte

patient, og tidlig opsporing er derfor afgørende for et forbedret behandlingsfor-

løb

(123,131-135)

. I ambulant regi anvendes derfor vejning som redskab til identifikation

af uplanlagt vægttab, det vil sige til opsporing af ernæringsrisiko hos voksne patienter.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Vejning med henblik på opsporing af uplanlagt vægttab bør derfor foretages hos

alle voksne patienter, der er:

1. i udredningsforløb for somatisk eller psykisk sygdom. Det er henvisende sygehus-

instans, der har ansvaret, fx onkologisk, lungemedicinsk eller psykiatrisk ambula-

torium, hvis de henviser patienten til undersøgelse i en anden afdeling

i et ambulant behandlingsforløb, hvor der tillige bør være aftalte intervaller for

opfølgning afhængig af diagnose, behandling og patientens alder. Hos patienter,

som er 80+, og patienter, som i forvejen er undervægtige (BMI < 18,5), er der grund til

en tættere kontrol.

Patienten kan med fordel i indkaldelsen opfordres til selv at varetage vejning hjemmefra

og være opmærksom på uplanlagt vægttab, som kan rapporteres i forbindelse med den

ambulante kontrol.

Der bør tillige være opmærksomhed på patientens funktionstilstand mv., og ved vurde-

ring af patientens vægtændringer skal man være opmærksom på, at vægttab kan

maskeres i tilfælde af væskeophobning hos patienten, og at borgere med overvægt

også kan have et uplanlagt vægttab, jf. afsnit 5.2.

Afdelinger eller fx faglige selskaber kan på baggrund af eksisterende evidens på områ-

det definere relevante patientgrupper, som er undtaget opsporing af ernæringsrisiko.

Undtagelser bør kunne dokumenteres ud fra et fagligt grundlag.

Ambulatorier og dagafsnit har kun ansvar for egne fast tilknyttede patienter, med mindre

de klargør til operation eller behandling i eget regi. Patienter, som er i udredningsforløb

i andet regi, men kommer ambulant for en enkelt undersøgelse med udgangspunkt i

et forløb fra andet sted, bør have lavet opsporing i stamregi.

5.6.1

Fremgangsmåde

Patienten vejes, og der spørges om, hvad vægten var for en måned siden, eller alternativt

findes vægten fra det tidspunkt, hvor patienten sidst blev vejet i ambulatoriet, eller

vejede sig selv. Vejningen foregår på en kalibreret vægt og med samme procedure hver

gang, se afsnit 5.2.1. Patienter, som har vejet sig hjemme samme dag, kan oplyse vægten

og bedes derefter om at veje sig hjemme før hvert besøg, således at monitoreringen

foregår med samme vægt og påklædning hver gang. Vægten angives i begge tilfælde

i kg med en decimal og noteres i journalen inklusiv den metode, der er brugt.

Uplanlagt vægttab på 5 % og derover inden for 3 måneder betragtes i udgangspunktet

som ernæringsrisiko (se tabel 5.5) og bør derfor udredes nærmere, men ambulatoriet kan

vælge sit eget fagligt begrundede udgangspunkt

(14)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Tabel 5.5

Skema til udregning af vægttab

Udregning af vægttab

(Vægttab/tidligere vægt) x 100 = vægttab i %

Eksempler:

(mere end 5 % vægttab)

•

mere end 7,5 kg fra 150 kg

•

mere end 7,0 kg fra 140 kg

•

mere end 6,5 kg fra 130 kg

•

mere end 6,0 kg fra 120 kg

•

mere end 5,5 kg fra 110 kg

•

mere end 5,0 kg fra 100 kg

•

mere end 4,5 kg fra 90 kg

•

mere end 4,0 kg fra 80 kg

•

mere end 3,5 kg fra 70 kg

•

mere end 3,0 kg fra 60 kg

•

mere end 2,5 kg fra 50 kg

•

mere end 2,0 kg fra 40 kg

Tabellen er modificeret efter Sundhedsstyrelsens vejledning fra 2003

(9)

5.7

Behandling af ernæringsrisiko i ambulant regi og i

forbindelse med dagbehandling

Identifikation af uplanlagt vægttab skal lede til en nærmere udredning, således at anden

tilgrundliggende sygdom udelukkes. Det er vigtigt, at man ikke afventer svar på en even-

tuel udredning, før en ernæringsbehandling iværksættes.

Patienter med uplanlagt vægttab informeres om formålet med at undgå vægttab, og der

spørges til risikofaktorer og NIS (Nutrition Impact Symptoms, kostbegrænsende faktorer),

som fx kvalme, smerter, lufthunger mm., jf. afsnit 1.6. Se eksempel på spørgeskema til

afdækning af risikofaktorer i Bilag XI.

Hvis det er relevant, iværksættes der efterfølgende ernæringsbehandling. Såfremt NIS er

uden for ambulatoriets virkeområde, og det vurderes forsvarligt, kan patienten opfordres

til at gå til egen læge med henblik på vejledning og behandling.

Patienten vejledes herefter i betydningen af at undgå yderligere vægttab og i at holde

sig fysisk aktiv. Patienten kan vejledes i energi- og proteinrig kost i ambulatoriet eller

afdelingen eller henvises til anden relevant hjælp, fx til klinisk diætist tilknyttet ambula-

toriet eller afdelingen eller til et kommunalt ernæringstilbud, hvor der kan være klinisk

diætist eller anden relevant fagperson, der kan vejlede. Ernæringsordination (tidligere

Grøn recept) udleveres ved behov, se mere i afsnit 7.6. Der kan med fordel udleveres

relevant skriftligt informationsmateriale, fx Sundhedsstyrelsens understøttende

materiale

(8)

Vægten dokumenteres og indsatsen noteres i journalen med henblik på senere

opfølgning, alternativt i epikrisen eller i MedComs hjemmepleje-sygehusmeddelelse

til kommunen, jf. afsnit 11.1 og 11.2.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

5.8

Opfølgning i ambulant regi og i forbindelse med

dagbehandling

Hvis vægten er fortsat med at falde frem til næste kontrolbesøg, må andre tilgrundlig-

gende årsager igen overvejes og eventuelt udredes. Justering af ernæringsbehandlingen

bør foretages, og der kan eventuelt iværksættes vejledning og støtte ved ernæringsfag-

lig medarbejder eller klinisk diætist. Afhængigt af hyppigheden af kontrolbesøgene på

sygehuset vil almen praksis eller kommunen være inddraget i opfølgningen af ernæ-

ringsbehandlingen, dvs. monitoreringen af vægten og kostindtaget, og den eventuelle

afslutning. Der lægges en plan for, hvem der varetager opfølgningen, og dette noteres i

jounalien, ligesom patienten informeres herom.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Opsporing,

behandling

og opfølgning

af ernæringsrisiko

i almen praksis

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Dette kapitel beskriver forløbet for opsporing, behandling og opfølgning af voksne

patienter i ernæringsrisiko i almen praksis. Patientgruppen vil typisk være ældre og

patienter med kroniske sygdomme og kræft. Forløbet omfatter hele processen for god

ernæringspraksis til voksne patienter med sygdomsrelateret underernæring i almen

praksis. I processen bør der være opmærksomhed på uplanlagt vægttab og ernærings-

risiko, og på at ernæringsrisiko og underernæring bør lede til nærmere udredning af

årsagerne til vægttabet. Indsatsen i almen praksis omkring børn og unge i ernærings-

risiko er beskrevet i afsnit 9.3.

Flowdiagrammet i figur 6.1 viser oversigten over de elementer, der indgår i forløbet

for opsporing, behandling og opfølgning af patienter i ernæringsrisiko i almen praksis.

De enkelte elementer uddybes nærmere i de efterfølgende afsnit. Se desuden Bilag VI

om terminologi.

Vejning

Opsporing

Uplanlagt vægttab

(målt eller selvrapporteret)

– opportunistisk og systematisk tilgang

Vurdering af fysisk funktionsevne

(mobilitet)

Nej

Behandling

Udrede årsagerne

Iværksætte ernæringsbehandling

Opfølgning

Opfølgning og afslutning

Figur 6.1

Flowdiagram for opsporing, behandling og opfølgning af ernæringsrisiko

i almen praksis

Flowdiagrammet viser en algoritmebaseret tilgang. Fokus i almen praksis er på, hvordan

man generelt kan øge vidensniveauet omkring ernæring i almen praksis, herunder på

vigtigheden af at patienter i risiko for underernæring indtager en sund kost. Der er des-

uden fokus på, hvordan man kan forbedre henvisningsmulighederne.

Det centrale er, hvordan man med en øget opmærksomhed og en personcentreret til-

gang kan finde frem til de patienter, der vil have gavn af en ernæringsindsats, herunder

inddrage eventuelle pårørende til alvorligt syge, jf. afsnit 8.3.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

6.1

Opsporing

Vejning anvendes som redskab til identifikation af uplanlagt vægttab, det vil sige til

opsporing af voksne patienter i ernæringsrisiko

(27,136)

I almen praksis foregår opsporing af patienter i ernæringsrisiko både opportunistisk

og mere systematisk.

Opsporingen foregår opportunistisk, når lægen eller klinikpersonalet gennem kend-

skabet til patienten og sit kliniske blik, får mistanke om eller ser tegn på ernæringsrisiko,

når patienten henvender sig i almen praksis for et andet problem, fx kroniske smerter

eller alvorlig sygdom.

Det kan fx handle om øget opmærksomhed i klinikken omkring:

• risiko for underernæring i forbindelse med sygdom hos patienten

•

tilrettelæggelse af arbejdet i forhold til forskellige patientgrupper, herunder ældre-

populationen generelt og patienter med alkohol- og/eller rusmiddelmisbrug

(137)

•

identifikation af enkeltindivider, som har behov for en indsats. Det kan være efter

vejning, hvor vægttab på 1 kg kan være en rettesnor, men også ved at anamnesen

peger på risikotilstande eller risikosituationer, se desuden afsnit 1.6.

Systematisk opsporing af ernæringsrisiko kan finde sted i forbindelse med planlagt

opfølgning blandt patienter, der har et sygdomsforløb, hvor det også er vigtigt løbende

at vurdere ernæringstilstanden

(138)

. Det gælder bl.a. hos

(27,136,139)

•

patienter med kroniske sygdomme, hvor vejning foregår i forbindelse med årsstatus

• skrøbelige, ældre patienter, der vejes med hyppigere intervaller.

Endvidere vejes patienten, hvis det er muligt, i forbindelse med opfølgende og opsø

gende hjemmebesøg og ved konsultationer efter indlæggelse på sygehus - ikke mindst

for at forebygge indlæggelser og genindlæggelser, som er ernæringsbetingede

(3,27,140)

Andre situationer, hvor man skal være ekstra opmærksom og veje patienten, er ved:

• akut sygdom

• forværring af kronisk sygdom uanset alder

• en række kræftsygdomme og kræftforløb

• sværere neurologiske sygdomme.

•

tygge- og synkeproblemer, fx som følge af apoplexi

• demens og Parkinson.

Vejning er desuden relevant hos patienter, hvor der er behov for hjælp til at spise,

primært hos ældre i plejebolig og ældre, der modtager madservice, og som ikke formår

selv at tilberede maden

(141)

. Dertil kommer, at hjemmeboende, som mister en partner,

ofte ikke får etableret gode mad- og måltidsvaner, når de bliver alene.

Almen praksis kan også modtage bekymringsinformation, fx mistanke om ernærings-

risiko og tab af funktionsevne mv., fra andre sundhedsfaglige aktører, bl.a. fra fysio-

terapeuter og via den kommunale sygepleje og de forebyggende hjemmebesøg,

hvor en lægefaglig vurdering af årsag vil være nødvendig.

6.1.1

Fremgangsmåde

Ved fremmøde i konsultationen vejes patienten på klinikkens vægt, kalibreret i forhold til

lægeklinikkens retningslinje, og efter samme procedure hver gang. Ved hjemmebesøg

vil det normalt være vægten i hjemmet, der anvendes, og her gælder også, at der skal

anvendes den procedure, borgeren normalt anvender. Dette gælder også i forbindelse

med selvmonitorering. I alle tilfælde noteres vægten efterfølgende i journalen.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

For at kunne opspore et uplanlagt vægttab, er det nødvendigt at have en udgangsvægt

på patienten. Det er derfor hensigtsmæssigt, at den praktiserende læge på et tidligere

relevant tidspunkt har noteret patientens vægt i journalen.

Uplanlagt vægttab på 1 kg og derover betragtes i udgangspunktet som ernæringsrisiko

og bør udredes nærmere

(27)

. I mange sammenhænge kan det dog være mere relevant at

arbejde med vægttab på 2-3 kg over 3 måneder eller med 2 kg over 2 måneder

(83,136,142)

Hos ældre patienter kan vejningen ofte og med fordel kombineres med en funktionstest

for at kunne identificere eventuelt tab af fysisk funktionsevne (nedsat mobilitet). Fx kan

Rejse-Sætte-Sig-testen (’30s-RSS’) eller Timed Up-And-Go testen anvendes

(27,136)

Der findes ikke et velegnet valideret redskab til opsporing af dehydrering blandt den

brede målgruppe, som patienterne i almen praksis udgør. Hos alle patienter, der er i

ernæringsrisiko, bør man derfor være opmærksom på, om der kan være et problem med

et utilstrækkeligt indtag af væske, eller om patienten faktuelt er dehydreret

(6)

På den anden side skal man ved vurdering af patientens vægtændringer tillige være

opmærksom på, at vægttab kan maskeres i tilfælde af væskeophobning hos patienten,

og at patienter med overvægt også kan have et uplanlagt vægttab.

6.2

Behandling af ernæringsrisiko

Når patienten er fundet i ernæringsrisiko, er næste trin at udrede årsagerne hertil og

herefter at iværksætte relevant ernæringsbehandling.

6.2.1

Udredning

Følgende spørgsmål til patienten kan bidrage til udredningen

(136,142)

Har patienten:

•

Ændret appetit og kost- og væskeindtag?

•

Tygge-/synkebesvær?

•

Behov for hjælp til at spise?

•

Ny akut/kronisk sygdom – forværring af eksisterende?

•

Symptomer på medicinbivirkninger, fx svimmelhed, kvalme, forstoppelse m.v.?

Hvis der svares ’ja’ til et af ovenstående spørgsmål, bør årsagen undersøges nærmere

med almindelig relevant klinisk udredning.

Følgende blodprøver kan være relevante ved specifik udredning af ernæringsrisiko

og dehydrering:

•

Ernæringsrelaterede: Hæmoglobin, leukocytter, C-Reaktivt Protein (CRP), kalium,

natrium, albuminkorrigeret calcium, magnesium, albumin, kreatinin, karbamid,

phosphat, alkalisk fosfatase (ALP), INR, alaninaminotransferase (ALAT), D-vitamin

(25-OHD3-vitamin), parathyreoideahormon (PTH)

•

Supplerende efter behov, anæmi: Vitamin B12, folinsyre, jern (Fe), ferritin, transferrin og

jernmætning

•

Supplerende efter behov, andre sygdomme: Thyreoideastimulerende hormon

(TSH)- screening, transglutaminase-antistof IgA (TGA), evt. IgG (TGG), total serum IgA.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

6.2.2

Ernæringsbehandling

Følgende handlinger er herefter relevante:

•

Vejlede i Kost til småtspisende eller tygge-/synkevenlig kost (Kost med modificeret

konsistens, Dysfagidiæt) med fokus på proteinholdig kost. Sundhedsstyrelsens

understøttende materiale kan anvendes som inspiration, se

www.sst.dk/Materialer-

om-underernaering

(8)

. Se desuden kapitel 7 om ernæring i praksis, særligt afsnit 7.3

og 7.4

•

Iværksætte anden form for ernæringsbehandling eller viderehenvise patienten - alt

efter årsag - til et kommunalt tilbud

•

Fastsætte individuelt mål for indtag af væske afhængigt af eventuel grundsygdom

og komorbiditet.

Konsultationssygeplejersken, social- og sundhedsassistenten eller hjemmesyge-

plejersken kan bistå med behandlingen, fx ved brug af ernæringsvurderingsskemaet

(EVS), se kapitel 4, og evt. kan ernæringsfaglig medarbejder eller klinisk diætist ansat

i lægepraksis eller kommunal klinisk diætist involveres i forhold til udarbejdelse af

ernæringsplan mv. Se sundhed.dk i forhold til muligheden i kommunen for at inddrage

klinisk diætist.

Patienter i konkret forløb eller behandling skal vejledes om, hvordan de undgår vægttab

eller yderligere vægttab, så de har det bedste afsæt for den videre behandling. Kost til

småtspisende suppleres med en vitamin- og mineraltablet dagligt

(122)

. Hvis patienten

er småtspisende eller allerede har tabt sig, kan der med fordel ordineres ernærings-

præparater (medicinske ernæringsdrikke eller sondeernæring), såfremt det vurderes,

at der er behov herfor i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse, og at patienten

opfylder kriterierne herfor. Se Vejledning om tilskud til lægeordinerede ernæringspræ-

parater

(143)

og afsnit 7.6. Hvis kriterierne ikke opfyldes, bør henvisning til klinisk diætist

overvejes.

Ældre patienters risiko for dehydrering bør med jævne mellemrum vurderes. Hos ældre

med ringe væskeindtag kan det derfor overvejes at ophøre med eller justere den

vanddrivende medicin (diuretika).

En del medicin kan give kvalme og påvirke lysten til at indtage både mad og drikke.

Der bør derfor også med relation til ernæringstilstanden regelmæssigt laves en nøjere

gennemgang af patientens samlede medicinforbrug.

Øvrige tilskud

Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler alle børn og voksne (4-70 år) at tage

et dagligt tilskud på 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret (oktober-april), mens særlige

befolkningsgrupper anbefales et forebyggende tilskud af D-vitamin hele året, se tabel

7.1

(121)

Ældre over 70 år og beboere i plejebolig anbefales et dagligt tilskud af D-vitamin på

20 mikrogram kombineret med et calciumtilskud på 800-1000 mg hele året, uanset

om der drikkes mælk eller spises mælkeprodukter – med mindre særlige forhold taler

imod det, se tabel 7.1

(121)

. Der er ikke behov for en lægeordination her, men for ældre

i plejebolig bør lægen aftale nærmere med plejepersonalet, så det sikres, at beboeren

får det anbefalede tilskud af vitamin D og calcium. Enkelte kan have behov for andre

vitamin- og mineraltilskud. Heller ikke her er der behov for en lægeordination, når det

drejer sig om ældre i plejebolig, men også her bør der aftales nærmere med pleje-

personalet.

6.3

Opfølgning og afslutning

I almen praksis monitoreres patienten løbende med vejning, enten i forbindelse med

planlagt årsstatus eller efter et interval aftalt med patienten og eventuelt sygehuset.

Ved den lejlighed kan en eventuel ernæringsplan ligeledes drøftes, evt. jf. anbefalinger

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

i epikrisen. I epikrisen er det vigtigt ikke kun at fokusere på vægten, men at tænke vægt

og ernæring sammen med den aktuelle helbredstilstand. Dokumentation foretages i

patientjournalen

(144)

. Se mere i afsnit 11.2 om epikrise.

Patienten kan desuden opfordres til selvmonitorering, eventuelt med anvendelse af

’Vejeskema’ i Sundhedsstyrelsens understøttende materiale

(8)

Hvis der er brug for yderligere hjælp til monitorering af ernæringsplan mv. henvises til

relevant kommunal opfølgning, fx ved hjemmesygeplejen, en ernæringsfaglig med-

arbejder eller klinisk diætist.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ernæring

i praksis

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ernæring har afgørende betydning for trivsel og helbred. En ernæringsplan baseres på

udfaldet af udredningen (se figur 4.1, 5.1, 5.2 og 6.1), en individuel vurdering af ernærings-

tilstanden og forekomsten af risikofaktorer. Det gælder fx borgerens eller patientens

appetit, smagspræferencer og eventuelle problemer med at spise, synke eller fordøje

maden, se afsnit 1.6. Mad og måltider, som er individuelt tilrettelagt og serveret, skaber

optimale betingelser for, at borgeren eller patienten kan få dækket sit ernæringsbehov

uden behov for supplerende ernæring, som fx berigelse, ernæringsdrikke eller sonde-

ernæring. Til småtspisende, ved nedsat appetit eller ved svær sygdom kan det for

mange være nødvendigt med supplerende ernæring.

I dette kapitel præsenteres forskellige kostformer, ernæringspræparater, herunder medi-

cinske ernæringsdrikke og sondeernæring, samt parenteral ernæring og vurdering af

risiko for refeeding syndrom, som alt sammen er relevant at forholde sig til i en målrettet

ernæringsbehandling, både i hjemmet og hjemmeplejen, på plejecentre, akut- og reha-

biliteringsenheder og sygehus samt i almen praksis. Indsatsen omkring børn og unge er

beskrevet i kapitel 9. Flere af de beskrevne emner omtales i Anbefalinger for den danske

institutionskost, men kan også tilgås via Den Nationale Kosthåndbog, kosthåndbogen.

(20,122)

. Der er regionale forskelle på, hvilke kostformer, der anvendes. Se desuden afsnit

7.8 om ’Overgangen og supplering mellem kostformer’, herunder figur 7.1.

7.1

Normalkost

’Normalkost’ er beregnet til voksne borgere og patienter med god appetit og stabil vægt,

og som ikke er i ernæringsrisiko. Normalkosten er baseret på De officielle Kostråd med

en anbefaling om at spise planterigt, varieret og ikke for meget

(20,108)

. Kostrådene sup-

pleres af særlige kostråd til børn og til ældre over 65 år

(20,109,110,145,146)

7.2

Sygehuskost

Sygehuskost er beregnet til patienter, som har nedsat kostindtag på indlæggelsestids-

punktet, eller som er i risiko for at få nedsat kostindtag under indlæggelsen. Sygehuskost

skal medvirke til at genoprette eller opretholde patientens ernæringstilstand, så patien-

ten undgår at komme i ernæringsrisiko. Kostformen har et højere indhold af fedt og

protein og dermed lavere indhold af kulhydrat og kostfibre end Normalkosten

(20)

7.3

Kost til småtspisende

’Kost til småtspisende’ er bør tilbydes til borgere og patienter, der er i ernæringsrisiko

og har nedsat appetit

(20)

. Kostformen er karakteriseret ved høj energi- og proteintæthed,

og derved et lavere indhold af kulhydrater og kostfibre. Kostformen består af tre små

hovedmåltider og 3-5 mellemmåltider fordelt over dagen. Mellemmåltiderne skal

bidrage med 30-50 % af dagens samlede energiindtag, så det er vigtigt at sørge for, at

de bliver tilbudt og indtaget. Energi- og proteinrige drikkevarer, som fx hjemmelavede

drikke eller berigede drikke købt i detailhandlen, tilbydes som mellemmåltider. Herved

kan væske- og energiindtagelsen øges væsentligt, uden at det mindsker indtagelsen

ved hovedmåltiderne. Se materialet ”Inspiration til dagens mellemmåltider”

(8)

. I de fleste

tilfælde er det en god ide at reducere fasteperioder, særligt mange timers faste hen over

natten

(147,148)

. Tilbud om multivitamintablet er nødvendig til borgere og patienter, som får

Kost til småtspisende, så deres vitamin- og mineralbehovet dækkes optimalt

(20)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

7.4 Kost med modificeret konsistens (Dysfagidiæt)

’Kost og væske med modificeret konsistens’ bør tilbydes til borgere og patienter med

tygge- og synkeproblemer, som er vurderet til at have brug for mad med en blødere og

ensartet konsistens. Den rette konsistens af mad og væske er med til at mindske risikoen

for lungebetændelse forårsaget af fejlsynkning (aspirationspneumoni) og andre mulige

følger af dysfagi

(149)

. Definitionen af dysfagi fremgår af Bilag VI.

Kostformen er baseret på de samme principper som Kost til småtspisende, og mellem-

måltiderne bidrager med op til halvdelen af dagens samlede energiindtag

(20)

’Kost med modificeret konsistens’ findes i tre konsistenser

(20)

•

Blød konsistens: Alle ingredienser skal være naturligt bløde eller tilberedes, så de får

en blød konsistens. Den skal være let at dele eller mose med en gaffel

•

Gratin konsistens: Konsistensen er blød, ensartet og sammenhængende og skal

kunne spises med en gaffel

•

Cremet konsistens: Tyk, cremet, fugtig, ensartet og sammenhængende konsistens,

som skal kunne spises med en ske. Cremet konsistens skal kombineres med sonde-

ernæring for at sikre, at borgeren/patienten bliver ernæret og hydreret sufficient.

’Væske med modificeret konsistens’ inddeles i fire niveauer

(20)

•

Umodificeret væske

• Væske med let fortykket konsistens

• Væske med moderat fortykket konsistens

• Væske med meget fortykket konsistens.

Væskens konsistens kan modificeres med fortykkelsesmiddel, der kan bevilges som

hjælpemiddel, jf. § 112 i Serviceloven, hvis det vurderes, at dysfagi er en varig tilstand

(118)

I det omfang hvor det er muligt, bør der anvendes drikkevarer, som har naturligt fortykket

konsistens, som fx ernæringsdrikke, koldskål, kærnemælk og kakao, idet brugen af for-

tykkelsesmiddel påvirker livskvaliteten negativt og kan medføre dehydrering og under-

ernæring

(149-151)

7.5

Særlige diæter

Borgere og patienter på særlig diæt, fx ved diabetes, hjertekarsygdom, nyresygdom,

allergier eller cøliaki, kan ligesom andre borgere og patienter være i ernæringsrisiko.

I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at fravige eventuelle sygdomsspecifikke

anbefalinger for energiprocentfordeling til fordel for genoprettelse af en god ernærings-

tilstand. Dog gælder det ved eksempelvis allergi og cøliaki, at principperne for de

respektive diæten i forhold til specifikke (nærings)stoffer – henholdsvis allergener og

gluten – fortsat skal overholdes

(152-155)

. Ved ernæringsrisiko skal der tages udgangspunkt

i en kost med mere energi og protein svarende til Kost til småtspisende

(20)

, se afsnit 7.3.

Ældre i ernæringsrisiko bør generelt ikke anbefales en diæt uden tæt samarbejde

med en læge. Da ernæringsindsatsen relateret til særlige diæter ofte er en kompleks

diætetisk opgave, kan en klinisk diætist med fordel inddrages.

7.6

Medicinske ernæringsdrikke

’Medicinske ernæringsdrikke’ hører under kategorien ’Fødevarer til særlige medicinske

formål’ (FSMP), også kaldet ’Ernæringspræparater’, som er nærmere beskrevet i Bilag

VI under ’Fødevarer med særlige medicinske formål’. Medicinske ernæringsdrikke er

udviklet til borgere og patienter, der har behov for at øge energi- og/eller protein-

indtagelsen. Drikkene kan være fuldgyldige (som erstatning for måltider) eller ikke-

fuldgyldige (som ernæringstilskud med varierende indhold af energi og protein)

(20)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Evidensen fra en lang række studier viser en gavnlig effekt af indtag af medicinske ernæ-

ringspræparater på ernæringstilstand, fysisk funktionsevne, komplikationer til sygdom,

genindlæggelser m.m. hos ældre i ernæringsrisiko

(41,156-158)

. Nogle borgere og patienter

kan få et økonomisk tilskud til medicinske ernæringspræparater, hvis der er indikation for

en ernæringsordination (kaldet Grøn recept), se Bilag VI. Selvom der er offentlige udgifter

forbundet med udskrivelsen af tilskud til ernæringspræparater, er der samlet set en øko-

nomisk gevinst, når drikke ordineres til ældre på sygehus, i hjemmepleje og i pleje-

bolig

(159-162)

. Ernæringspræparater kan købes på apoteker eller via private grossister.

7.7 Tilskud af D-vitamin og calcium

Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler alle voksne og børn (fra 4 år til 70 år)

at tage et dagligt tilskud på 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret (fra oktober til april), mens

nogle befolkningsgrupper anbefales et forebyggende tilskud af D-vitamin hele året

(121)

se tabel 7.1.

Ældre over 70 år, beboere i plejebolig og hjemmepleje (uanset alder) og i øget risiko for

knogleskørhed (uanset alder) anbefales et dagligt tilskud af 20 µg D-vitamin kombineret

med 800-1000 mg calcium, uanset om der drikkes mælk eller spises mælkeprodukter

– med mindre særlige forhold taler imod det

(121)

. Der er ikke behov for en lægeordination

omkring dette, men for ældre i plejebolig bør lægen aftale nærmere med plejeperso-

nalet, så det sikres, at beboeren også får tilskuddet med D-vitamin og calcium. Enkelte

kan have behov for andre vitamin- og mineraltilskud. Heller ikke her er der behov for en

lægeordination, når det drejer sig om ældre i plejebolig, men også her bør der aftales

nærmere med plejepersonalet og indskrives på en lokal medicinliste jf. Styrelsen for

Patientsikkerhed

(163)

Tabel 7.1

Anbefalede tilskud af D-vitamin og calcium hele året til udvalgte

befolkningsgrupper

(121)

Anbefalede tilskud

10 µg D-vitamin dagligt anbefales til:

Børn 0-4 år (D-dråber, som fra 1�½-årsalderen kan erstattes af en multivitamintablet)

Gravide

Børn og voksne med mørk hud

Børn og voksne som bærer en tildækkende påklædning om sommeren

Personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys

20 µg D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium anbefales til:

Personer over 70 år

Plejehjemsbeboere (uanset alder)

Personer i øget risiko for knogleskørhed (uanset alder)

7.8

Overgangen og supplering mellem kostformer

Overgangen og supplering mellem kostformer er central i ernæringsbehandlingen.

Der er fire muligheder for praktisk ernæring:

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

•

Kost per os (gennem munden) i form af de omtalte kostformer (se afsnit 7.1-7.5)

•

Medicinske ernæringsdrikke (se afsnit 7.6)

•

Sondeernæring (enteral ernæring) (se afsnit 7.9)

•

Parenteral ernæring (se afsnit 7.10).

Flowdiagrammet i figur 7.1 viser oversigten over overgangen og suppleringen mellem de

forskellige modaliteter

(39)

Opsporet til at være i ernæringsrisiko

Fastlæggelse af ernæringsbehov

Energibehov

Proteinbehov

Mikronæringsstofbehov

Specifikke ernæringshensyn

Niveau I: Kost per os

Tilpasset præferencer

Berigelse

Mellemmåltider

Kostform

Fortykkelse

Ernæringsdrikke

Vitaminer og mineraler

Tilskud så behovet dækkes

Kostregistrering 24-48 t:

Nås ≥ 75 % af energi- og proteinbehov?

Nej

Efter 4 dage

Niveau II: Sondeernæring

(Enteral ernæring)

Kost per os

Ikke behov for tilskud af vitaminer og

mineraler oralt, hvis sondeernæringen

dækker behovet

Kostregistrering 24-48 t:

Nås ≥ 75 % af energi- og proteinbehov?

Nej

Efter yderligere 4 dage

Niveau III: Parenteral ernæring

Sondeernæring og Kost per os

I muligt omfang

Figur 7.1

Strategi til at nå de individuelle ernæringsbehov i ernærings-

behandlingen

Figuren er modificeret efter Schuetz 2019

(39)

Borgeren og patientens tilstand og præferencer, målet med ernæringsbehandlingen

samt eventuelle kontraindikationer influerer på kombinationen af modaliteter og på op-

og nedjusteringer af ernæringen, hvilket beror på en faglig vurdering. Det er desuden

forskelligt, hvorledes overgangen og suppleringen mellem kostformer, herunder

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

tidsrammen, håndteres på de enkelte sygehusafdelinger, sygehuse og i kommunerne,

og her følges egne instrukser, jf. diverse anbefalinger fra ESPEN vedrørende sonde-

ernæring (enteral ernæring) og parenteral ernæring. Se desuden afsnit 7.9 og 7.10.

7.9 Sondeernæring (Enteral ernæring)

’Sondeernæring’ eller ’Enteral ernæring’ hører under kategorien ’Fødevarer til særlige

medicinske formål’ (FSMP), også kaldet ’Ernæringspræparater’, som er nærmere

beskrevet i Bilag VI under ’Fødevarer med særlige medicinske formål’. Sondeernæring

er udviklet til borgere og patienter, som ikke kan synke eller optage sufficient ernæring

og væske per os (gennem munden). Til borgere og patienter, hvor lægen vurderer, at

indtag af ernæring og væske per os er insufficient for at dække næringsstofbehovet,

er sondeernæring indiceret

(12,143)

. Borgere og patienter med dysfagi, patienter indlagt på

intensiv afdeling og patienter med nedsat vågenhed og energi, udtalt kvalme eller

smerter vil ofte i en periode kunne hjælpes med en ernæringssonde

(6,20,164)

. Sonde-

ernæring ordineres af læge og planlægges i samråd med klinisk diætist og i forhold

til det administrative med sygeplejerske, så der tages højde for energi-, protein- og

væskebehov samt indgiftstype og opfølgning

(165)

. Med en ernæringsordination (kaldet

Grøn recept) ydes der efter regional variation økonomisk tilskud til sondeernæring og

remedier, se Bilag VI under ’Tilskud til ernæringspræparater’. Den læge, der ordinerer

sondeanlæggelse, har ansvaret for, at der lægges en ernæringsplan.

7.10

Parenteral ernæring

’Parenteral ernæring’ gives til patienter, som ikke kan optage tilstrækkelig ernæring og

væske via deres mavetarmkanal, og anvendes primært til patienter med utilstrækkelig

tarmfunktion. Parenteral ernæring tilføres igennem en intravenøs (iv) adgang (direkte i

blodbanen). Indgift af parenteral ernæring kan gives kortvarigt, som fuld ernæring eller

supplerende ernæring eller for nogle patienter livslangt

(12)

. Parenteral ernæring er et

lægemiddel, som lægeordineres og ofte planlægges i samråd med klinisk diætist og i

forhold til det administrative med sygeplejerske, så der tages højde for energi-, protein-,

væske- og vitaminbehov samt infusion

(20,166)

. Praktiserende læge kan henvise patienter til

sygehus med ønske om en vurdering med henblik på behovet for parenteral ernæring.

Parenteral ernæring ordineres af en læge og startes altid op på sygehus.

7.11

Refeeding syndrom

Der er risiko for refeeding syndrom (RFS), når borgere eller patienter, som har spist meget

lidt i en længere periode, har et betydeligt vægttab inden for de seneste 3-6 måneder,

har et lavt BMI eller har en betydelig misbrugsproblematik

(167)

. Se mere i Bilag VI under

’Refeeding syndrom’.

RFS kan udvikles hurtigt over få timer til dage, og symptomer kan komme fra alle organ-

systemer og medføre alt fra ødemer, kvalme og konfusion til respirationsstop, arytmier,

nyresvigt og hjertestop. Serumværdierne kan være normale som udgangspunkt, men

kan vise drastiske fald over timer til senest 72 timer efter opstart af individuel ernærings-

behandling. Kliniske manifestationer ses typisk ved følgende værdier

(167)

•

P-fosfat < 0,32 mmol/l (normalværdi: 0,70-1,21 mmol/l)

•

P-Ma++ < 0,45 mmol/l (normalværdi: 0,70-0,94 mmol/l).

Det anbefales at opspore og identificere risiko for refeeding, jf. tabel 7.2.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Tabel 7.2

Risikofaktorer for at udløse refeeding syndrom (RFS)

Mindre risikofaktorer

Utilsigtet vægttab på > 10 % seneste 3-6 måneder

Lavt eller intet kostindtag i mere end 5 dage

BMI < 18,5

Historik med alkohol- eller stof/medicinmisbrug

Store risikofaktorer

Utilsigtet vægttab på > 15 % seneste 3-6 måneder

Lavt eller intet kostindtag i mere end 10 dage

BMI < 16

Plasma fosfat, kalium eller magnesium under

referenceværdi, inden opstart af ernæringsterapi

Meget høj risiko for refeeding

Mindst én af følgende risikofaktorer:

BMI < 14

Vægttab > 20 %

Fastet/spist meget begrænset

i mere end 15 dage

Tabellen er tilpasset efter Friedli 2018

(167)

Lav risiko for refeeding

Mindst én mindre risikofaktor

Høj risiko for refeeding

Mindst én stor

eller

Mindst to mindre risikofaktorer

Hvis borgeren eller patienten ikke er i risiko for at udvikle RFS, kan borgeren eller

patienten ernæres fuldt fra dag 1.

Hvis borgeren eller patienten er opsporet til at være i risiko for at udvikle RFS, tages

opstartsblodprøver, og der justeres for elektrolyt- og thiaminunderskud. Ernærings-

behandlingen startes forsigtigt op med 8-10 kcal/kg legemsvægt/dag og trappes lang-

somt op til 25 kcal/kg legemsvægt/dag i løbet af 5-7 dage til målet med ernærings-

behandlingen er nået, ligesom elektrolytter og vægt monitoreres. Et eksempel på

en klinisk instruks for sygehus omkring forebyggelse og behandling af RFS kan ses

/pri.rn.dk/Sider/8357.aspx

(168)

på

https:/

Typisk vil de fleste patienter blive identificeret

på sygehus og opstarte og afslutte

ernæringsbehandlingen der, og en eventuel opfølgning af borgere og patienter i risiko

for refeeding efter udskrivelse vil kræve, at der er adgang til at monitorere blodprøver

og fortsætte behandlingen i samarbejde med klinisk diætist, sygehus og almen praksis.

Patienter i almen praksis eller borgere i kommunen, som opspores til at være i ernæ-

ringsrisiko, og som samtidig har en høj eller meget høj risiko for refeeding, skal ved

opstart af ernæringsbehandling overvejes indlagt på sygehus til opstart af ernærings-

behandlingen.

7.12

Kakeksi

’Kakeksi’ er alvorlig afmagring med tydelige tegn på nedbrydning af muskel- og fedtvæv

(katabol metabolisme). Hos den kakektiske patient er det vigtigt at skelne mellem de

bagvedliggende metabole forandringer, der driver en del af vægttabet (en katabol

metabolisme), og de sekundære kostbegrænsende faktorer. Begge dele kan bidrage

til uplanlagt vægttab. Der undersøges systematisk for kostbegrænsende faktorer (NIS),

se afsnit 1.6, som ofte kan lindres eller afhjælpes. Afhjælpning kan i sig selv være med

til at bremse patientens vægttab og øge livskvaliteten.

I valg af ernæringsbehandling og eventuel individuel ernæringsbehandling (oral, enteral

eller parenteral) bør det løbende vurderes, om patienten er i en tilstand, hvor indsatsen

vil gavne patientens tilstand og øge livskvaliteten. Hos patienter med refraktær kakeksi

(udtalt kakeksi, med dårlig almentilstand og forventet overlevelse under 3 måneder)

og en meget begrænset restlevetid, henvises til palliative indsatser efter behov, og det

vurderes individuelt i dialog med den ældre og eventuelt pårørende, om mad, herunder

eventuelle ernæringspræparater, har social, emotionel og eksistentiel betydning for den

ældre eller ej

(6,100)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Yderligere

fokusområder

i en ernærings-

behandling

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

I dette kapitel uddybes udvalgte fokusområder, som kan være vigtige at have indblik i

ved igangsættelse af ernæringsbehandling i kommune, på sygehus og i almen praksis.

Børn og unge er nærmere beskrevet i kapitel 9.

8.1

Fysisk funktionsevne og rehabilitering

Det er vigtigt at have kendskab til borgernes og patientens fysiske funktionsevne. Tab af

fysisk funktionsevne er en risikofaktor for forringet ernæringstilstand, hvorfor ernærings-

behandling og indsatser til bevarelse eller opbygning af fysisk funktionsevne med fordel

kan kombineres

(6)

. Det er vigtigt at opfordre borgere og patienter til at være fysisk aktive

svarende til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet, hvor der tages individu-

elle hensyn i forhold til aktuel funktionsevne

(27,116,169)

. Desuden vil fokus på ernæring

i forbindelse med genoptræning og rehabilitering øge den samlede effekt af behand-

lingen samtidig med øget livskvalitet og helbredsstatus

(25)

Undersøgelser har vist, at indsatser, som fokuserer på at forbedre både ernæringstilstand

og funktionsevne, er mere effektive hos forskellige målgrupper end indsatser, der ude-

lukkende fokuserer på den ene del. Det gælder fx ældre patienter med KOL, der tilbydes

rehabilitering, og forskellige grupper af patienter, herunder ældre, der tilbydes træning

(3)

Ernæringstilskud indeholdende protein til patienter viser desuden større effekt på ernæ-

ringstilstand, muskelstyrke og funktionsevne sammenlignet med patienter, der mod-

tager placebo

(170)

. I forbindelse med træning af skrøbelige borgere er proteintilskud

effektivt til at øge muskelstyrke og fysisk funktionsevne

(171)

Hos ældre i ernæringsrisiko bør igangsættelse af træningsindsatser kombineres med

ernæringsbehandling, da træning uden samtidig fokus på ernæring kan medføre yder-

ligere vægttab

(3,97,172)

Danske studier har vist, at en ernæringsbehandling alene eller i kombination med træ-

ning har gavnlig effekt på energi- og proteinindtag, kropsvægt og -sammensætning

samt muskelstyrke

(171)

. Ældre, der tilbydes genoptræning, kan derfor med fordel modtage

en samtidig ernæringsbehandling for at sikre et tilstrækkeligt indtag af energi og protein.

Det vil ofte være relevant, at ernæringsbehandling (minimum supplement med 1.680 kJ/

kg legemsvægt (400 kcal/kg legemsvægt) pr. dag og 18 g protein/kg legemsvægt pr.

dag eller sikring af at minimum 75 % af beregnet energi- og proteinbehov dækkes) kom-

bineres med styrketræning til ældre med geriatriske problemstillinger og underernæring

eller risiko herfor

(171)

Ældre med nedsat funktionsevne i forhold til ”spise”, ”drikke” og ”fødeindtagelse” kan til-

bydes et rehabiliteringsforløb (jf. serviceloven §83 a, se Bilag VII), hvor den ældre kan

understøttes i at opretholde eller genvinde sine evner i forhold til at tilberede, anrette

og indtage mad

(173)

8.2

Rammerne om måltidet

Gode mad- og måltidsvaner handler ikke kun om ernæring, men også om de sociale,

kulturelle og æstetiske rammer omkring måltidet

(105)

. Rammerne spiller tilsammen en

vigtig rolle for måltidsoplevelsen og har betydning for appetit og madlyst. Måltidet er

desuden et sted, hvor fællesskaber og værtsskaber etableres og styrkes, hvilket også

har betydning for appetit, lysten til at spise, livskvalitetet og forebyggelse af ensom-

hed

(2,20,174,175)

Appetitten hos borgere i ældreplejen og patienter på sygehus bør derfor også stimuleres

ved at arbejde med de fysiske og sociale rammer omkring måltidet og ved at være

undersøgende i forhold til, hvad der har betydning for den enkelte

(9,176)

. Ved kognitiv

svækkelse, som fx ved demenssygdomme, sløres evnen til at genkende situationer og

huske dagligdags ting, som fx at spise og drikke. Derfor kan der være brug for særlige

rammer omkring måltidet. Få gode råd omkring dette i ’Kort om småtspisende’

(8)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ældre, der bor alene, er i større risiko for underernæring, sammenlignet med ældre der

bor sammen med en partner

(175)

. Måltider, der indtages sammen med andre i et ind-

bydende spisemiljø, forøger ældres kostindtag og livskvalitet

(177)

. Medarbejdere, der er

tæt på borgere og patienter, har derfor en betydningsfuld rolle i forhold til at skabe

måltider, der både imødekommer ønsker og behov samt inddrager borgeren eller

patienten i tilrettelæggelsen af måltidet

(2,20,96)

Både fysiske og sociale rammer omkring måltidet er vigtige elementer at

være opmærksomme på, da begge forhold påvirker appetit og livskvalitet

samt oplevelsen af måltidet

(2,6,96,178)

• Hvordan og hvor serveres maden – er portionsstørrelsen tilpasset den

enkelte?

• Hvem spiser man sammen med – ønsker borgeren eller patienten at spise

alene, sammen med andre eller skærmet fra andre?

• Hvordan er spisemiljøet – er der luftet ud, dækket bord, og er der opmærk-

somhed på borgerens eller patientens siddestilling og eventuelle behov

for hjælp til at spise?

Personalet kan skabe tryghed i og omkring måltidet ved at afsætte den nødvendige tid

til at vejlede borgeren og patienten i forbindelse med måltidet. Personalet skal vurdere

behovet for hjælp i form af konkrete hjælpemidler, fysisk spise-assistance og/eller

personstøtte samt have fokus på god siddestilling og tygge-synkefunktion. Det er fx god

praksis at overveje at tilbyde målrettet måltidsassistance til borgere og patienter med

øvre dysfagi, som ikke selv kan varetage egen sikkerhed i forbindelse med indtagelse

af mad og drikke

(179)

. For borgere i hjemmeplejen og plejecenter kan hjælp til at spise

også indtænkes i den rehabiliterende indsats, som styrker den ældres selvhjulpenhed,

individualitet og selvbestemmelse

(2)

I hjemmeplejen kan det være en udfordring at skabe sociale rammer om måltidet hos

borgere, der bor alene og/eller ikke har mulighed for eller lyst til at indgå i sociale

sammenhænge. Det bør undersøges, hvorvidt den ældre ønsker at indgå i måltids-

fællesskaber og lignende, samt hvilke tilbud der findes i kommunen

(2)

. De fysiske rammer

herunder servering, æstetik og spisemiljøet bør også være et fokusområder, hvis

borgeren spiser alene. Få gode råd i ’Kort om småtspisende’ og ’Appetitvækker’

(8,180)

På sygehus bør patienter ved indlæggelser have information om afdelingens valgmulig-

heder til de forskellige måltider, herunder mellemmåltider. Under indlæggelsen kan det

være svært at blive opmærksom på, om patienten kommer i gang med at spise, når der

spises på sengestuen. Hos svage patienter bør man derfor gå tilbage på stuen kort efter

servering af maden for at følge op på, om patienten er gået i gang med at spise eller har

brug for hjælp

(181)

8.3

Inddragelse af pårørende

Pårørende er vigtige samarbejdspartnere, og de bør inddrages i både opsporing og den

efterfølgende behandling efter samtykke fra borger eller patient

(3,27)

De pårørende kender den enkelte borger og patient bedst, og de har derfor en central

rolle i forhold til at opfange ændringer i dagligdagen, der kan resultere i utilstrækkeligt

indtag af mad og drikke. Opmærksomhedspunkter er fx, om borgeren og patienten

har vanskeligt ved at komme sig efter en sygdomsperiode, om en nedsat funktionsevne

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

gør det vanskeligt at købe ind eller lave mad, eller om der er tegn på en svigtende

hukommelse

(91)

. Pårørende kan derfor ofte bidrage med viden om, hvad der er normalt

for borgeren og patienten, og hvad der kan understøtte forbedringer af ernæringstil-

standen

(3,27)

. I tråd med dette er det vigtigt, at der bliver formidlet information om, hvor

man som pårørende kan henvende sig i sådanne tilfælde. Pårørende kan desuden være

med til at videreformidle information om relevante tilbud for borgeren, herunder kommu-

nale tilbud om spisefællesskaber og lignende

(175)

. Relevante informationer om kommu-

nale tilbud til borgere i ernæringsrisiko fremgår af kommunens hjemmeside, i sundheds-

centret, på relevante sundhedsportaler, som fx Sundhedstilbud (SOFT-portalen) på

www.sundhed.dk.

Sociale relationer og samvær omkring indkøb, madlavning og måltidet kan bidrage til

at øge kostindtag og livskvalitet hos ældre. De første tegn på nedsat appetit og under-

ernæring overses ofte af både borgeren og patienten selv og af de pårørende. Det er

derfor vigtigt, at de pårørende får information, så de kan hjælpe på den bedst mulige

måde

(6,182)

. Det kan fx være hjælp til at igangsætte månedlig vejning i eget hjem, fx med

brug af ’Vejeskema’ i Sundhedsstyrelsens understøttende materiale

(8)

. Informations-

materiale kan samtidig give ægtefælle, børn og andre pårørende inspiration til fx indkøb

af energi- og proteinholdige mad- og drikkevarer, som kan medvirke til at øge indtaget

af mad og drikke samt forbedre livskvalitet

(3,6)

. For yderligere inspiration til pårørende

se ’Inspiration til dagens mellemmåltider’, ’Madønsker’, ’Luk mig op – køleskab’, Luk mig

op – køkkenskab’ og ’Når du skal tage på i vægt’

(8)

Som pårørende kan det desuden være relevant at være opmærksom på ændringer i

pårørendes egen situation. Alvorlig sygdom eller svækkelse hos pårørendes nærmeste

kan influere på ens appetit samt mad- og måltidsvaner. Ved behov henvises til tilbud i

kommunen, fx kommunens madservice og rådgivning i sundhedscenter, samt til almen

praksis

(175)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Opsporing,

behandling

og opfølgning

af børn og unge

i ernæringsrisiko

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Dette kapitel handler om forløbet for opsporing, behandling og opfølgning af børn og

unge i ernæringsrisiko på sygehus og i almen praksis. Endvidere beskrives opsporing

og opfølgning af børn og unge i ernæringsrisiko i kommunen, typisk den kommunale

sundhedstjeneste. Kapitlet omfatter børn og uge i alderen 0-18 år, og det præciseres,

når indsatsen handler om en specifik del af aldersgruppen. Af hensyn til læsbarheden

anvendes i nogen sammenhænge termen ’børn’ og ikke ’børn og unge’.

Raske børn og unge vokser i både højde og vægt, og underernæring kan have alvorlige

konsekvenser for barnet og den unges fortsatte udvikling - ikke kun i forhold til disse

parametre, men generelt i forhold til vækst og modning af indre vitale organer. Sygdoms-

relateret underernæring er derfor en alvorlig tilstand, og der er vægtige argumenter for

at opspore og udrede ernæringsrisiko hos børn og unge og efterfølgende iværksætte

relevant ernæringsbehandling og opfølgning

(183)

Måling af højde og vægt, herunder vurdering af disse ved hjælp af køns- og alders-

specifikke vækstkurver, er vigtige redskaber til vurdering af ernæringstilstand og

opsporing af ernæringsrisiko hos børn og unge

(92,184)

. Børn og unge med psykiatriske

sygdomme kan også have problemer med både under- og overernæring.

9.1

Opsporing og opfølgning i kommunen

For børn i alderen 0-5 år sker opsporing af vækstforstyrrelser og udredning jf. Sundheds-

styrelsens vejledning om monitorering af vækst hos 0-5-årige børn, der er målrettet

sundhedsplejersker og praktiserende læger

(92)

. I vejledningen beskrives indsatsen

omkring vurdering og henvisning af 0-5-årige børn med dårlig trivsel. Se desuden figur

9.2.

Dårlig trivsel defineres ved utilstrækkelig vægtøgning, der ikke kan forklares med

normale variationer. Dårlig trivsel kan forårsages af en lang række somatiske sygdomme,

af forkert ernæring og af psykosociale problemer. Dårlig trivsel er således et symptom,

som bør foranledige, at barnet eller de forhold, barnet lever under, undersøges nær-

mere

(92)

. Der er ikke en entydig definition af dårlig trivsel, men dårlig trivsel kan ses

som lav vægt-for-alder og ved lavere vægtøgning end forventet over tid, men ses også

ved lav vægt-for-længde (vægt-for-højde)

(92)

I Sundhedsstyrelsens vejledning beskrives desuden detaljeret, hvornår barnets vækst

bør give anledning til ekstra opmærksomhed, og hvornår væksten bør føre til henvisning

med henblik på yderligere udredning

(92)

Hvis der haves gentagne målinger reageres desuden, hvis disse viser et fald på vækst-

kurven henover to eller flere percentilintervaller eller på 2 SD.

Børn og unge i alderen 5-18 år vejes og måles af den kommunale skolesundheds-

tjeneste. Vækstkurven anvendes som primær opsporing

(188)

. Hvis højde eller vægt findes

uden for normalområderne i forhold til alder, skal der spørges om kostindtag, som

sammenholdes med eventuel sygdomsdiagnose. Hvis der haves gentagne målinger,

reageres desuden, hvis disse viser et fald på vækstkurven henover to eller flere per-

centilintervaller eller på 2 SD. Giver opsporingen mistanke om sygdom eller vækst-

problemer, henvises barnet/den unge til egen læge

(184)

9.2

Opsporing, behandling og opfølgning på sygehus

Afsnittet beskriver sygehusforløbet omkring opsporing, behandling og opfølgning af

børn og unge (0-18 år) i ernæringsrisiko og omfatter hele processen for god ernærings-

praksis for sygdomsrelateret underernæring på sygehus. Afsnittet omfatter både ind-

lagte, dagbehandlings- og ambulante patienter.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

9.2.1

Opsporing på sygehus

Hos alle indlagte børn og unge, som vurderes at skulle være indlagt i 48 timer eller

derover, vurderes ernæringstilstanden inden for de første 24 timer fra indlæggelsestids-

punktet på stamafdeling. Opsporingen opdeles i primær og sekundær opsporing.

9.2.1.1

Primær opsporing

I den primære opsporing tages udgangspunkt i nedenstående to spørgsmål:

•

Er højden alderssvarende?

•

Har barnet/den unge normalvægt, vurderet ved vægt-for-højde?

Hvis højde og vægt findes inden for normalområderne i forhold til alder og køn, noteres

det i patientjournalen, at ernæringstilstanden er normal

(93-95)

. Der bør foretages ugentlig

revurdering. Børn under 5 kg revurderes dog 2 gange om ugen. Primær opsporing

udføres ikke, hvis den aktuelle diagnose automatisk medfører, at patienter er i ernæ-

ringsrisiko, og derfor skal følge sekundær opsporing, jf. 9.2.1.2.

Hvis højde eller vægt findes uden for normalområderne i forhold til alder og køn, gen-

nemføres sekundær opfølgning, jf. 9.2.1.2. Det samme gør sig gældende, hvis man ved

gentagne målinger ser et fald på vækstkurven (vægt-for-alder eller vægt-for-højde)

henover to eller flere percentilintervaller eller 2 SD.

9.2.1.2

Sekundær opsporing

Hvis højde eller vægt findes uden for normalområderne i forhold til alder og køn, eller

den aktuelle diagnose indikerer, at barnet/den unge er i ernæringsrisiko, skal barnet/

den unge vurderes sekundært efter nedenstående variable (Modificeret efter STAMP

(185)

•

Kostindtag

•

Diagnose (sværhedsgrad af sygdom)

•

Vægt-for-højde

Baseret på scoren af de tre variable udregnes en samlet score for ernæringsrisiko, hvor-

efter der lægges en plan for det videre forløb. De tre variable kan resultere i følgende

scores:

•

Kostindtag: Score 0-3

•

Diagnose: Score 0-3

•

Vægt/højde: Score 0-3.

Kostindtag

Barnet/den unge og/eller forældrene spørges om det aktuelle kostindtag for at vurdere

dette. Barnet/den unge tildeles herefter den score, der ifølge tabel 9.1 passer til kost-

indtaget.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Tabel 9.1

Kostindtag – tildeling af score

Kostindtag

Spiser intet

Spist under �½-delen af skønnet behov

sidste 7 dage.

Under 3 år sidste 3 dage

Spiser godt/som vanligt

Tabellen er modificeret efter STAMP

(185)

Score

Diagnose (sværhedsgrad af sygdom)

Baseret på barnets diagnose og den tilsvarende risiko for øget næringsstofbehov ifølge

tabel 9.3, tildeles barnet/den unge den relevante score, jf. tabel 9.2. Oversigten i tabel

9.3 bør tilpasses den enkelte sygehusafdeling, hvorved nogle sygdommene placeres i

anden risikokategori afhængigt af, hvad der er typisk for afdelingens patienter.

Tabel 9.2

Risiko for øget næringsstofbehov – tildeling af score

Risiko for næringsstofbehov

Absolut risiko

Nogen risiko

Ingen risiko

Tabellen er modificeret efter STAMP

(185)

Score

Tabel 9.3

Diagnosevurdering

Absolut risiko

for øget næringsstofbehov

Tarmsvigt, intraktabel diarré

Forbrændinger og store

traumer

Crohn’s sygdom

Cystisk fibrose

Leversygdom

Store kirurgiske indgreb

Kræft i aktiv behandling

Nyresygdom og nyresvigt

Nogen risiko

for øget næringsstofbehov

Hjertesygdom

Cerebral parese

Diabetes

Gastro-oesofagal reflux

Mindre kirurgiske indgreb

Neuromuskulære sygdomme

RSV-infektion

Akutte infektionssygdomme

Svære astmatilfælde

Psykiske lidelser og sygdomme

Tabellen er modificeret efter STAMP

(185)

Ingen risiko

for øget næringsstofbehov

Dag til dag-kirurgi

Udredning af ikke-alvorlige

sygdomme

Fødevareallergi/intolerance

Cøliaki

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Hvis den samlede score af kostindtag og diagnose er ≥ 4, vurderes vægt-for-højde ikke,

og der fortsættes direkte til konklusion og plan.

Hvis den samlede score af kostindtag og diagnose er < 4, fortsættes til vurdering af

vægt-for-højde.

Vægt-for-højde

Vægt-for-højde scores ud fra placering på vækstkurven, se tabel 9.4.

•

WHO-kurve anvendes fra 0-5 år

(92,93)

•

Danske vækstkurver anvendes fra 5-18 år

(94,95)

Hvis måling af højde og vægt ikke er mulig, anvendes skøn over højde og vægt eller

oplysninger fra forældre. Ved vægt-for-højde over 97-percentil (over +2 SD) henvises

til sygehusafdelingens egen instruks for behandling af overvægt.

Tabel 9.4

Vægt-for-højde – tildeling af score

Vægt-for-højde

Vægt-for-højde:

•

under 3-percentil (-2 SD)

Ved gentagne målinger:

•

fald på 2 SD

Vægt-for-højde:

•

mellem 3- og 10-percentil (-2 og -1,3 SD)

Vægt-for-højde:

•

over 10-percentil (-1,3 SD)

Tabellen er modificeret efter STAMP

(185)

Score

Konklusion og plan

Scoren fra kostindtag, diagnose og vægt-for-højde lægges sammen til en total score,

hvorefter risiko for underernæring findes. På baggrund af den totale score lægges en

plan for det videre forløb.

Ved total score ≥ 4 er barnet/den unge i ernæringsrisiko, og der igangsættes ernærings-

behandling og tages stilling til eventuel henvisning til klinisk diætist. Vækstdata skal

vurderes, hvis vægt-for-højde ikke blev vurderet ved opsporingen. Revurdering

(opsporing) gentages ugentligt. Børn under 5 kg revurderes dog 2 gange om ugen.

Børn og unge, der ved indlæggelse allerede modtager individuel ernæringsbehandling,

vurderes også, og den individuelle ernæringsbehandling justeres om nødvendigt ifølge

afdelingens instruks.

9.2.2

Behandling på sygehus

Formålet med ernæringsbehandlingen er at sikre en optimal behandling af børn og

unge, som er i ernæringsrisiko, med henblik på at sikre vægtvedligeholdelse eller

-øgning og optimal vækst.

Hvis barnet/den unge ifølge opsporingen har en total score ≥ 4, det vil sige er under-

ernæret eller i risiko herfor, og forventes at være indlagt i 48 timer eller derover,

udarbejdes en ernæringsplan senest 24 timer efter indlæggelse. Den individuelle

behandling iværksættes umiddelbart efter udarbejdelsen.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ernæringsbehandlingen kan også indledes hos barnet/den unge med en total score < 4,

hvis der ifølge afdelingens instruks er indikation for forebyggende ernæringsbehandling,

eller at selve diagnosen udløser dette.

9.2.2.1 Vurdering af energi-, protein- og væskebehov

Energibehov

Vurdering af barnets/den unges energibehov kan udføres på to måder. For stabile syge

børn/unge kan energibehov svarende til køn og alder ved lav fysisk aktivitet aflæses i

tabel 9.5 og Bilag X

(20,99)

. Det vil være et relevant udgangspunkt, og da væksten løbende

monitoreres, kan det korrigeres, hvis det valgte energibehov og dermed energiindtag

ikke sikrer stabil vægt eller den vægtøgning, man ønsker.

Tabel 9.5

Skønnet energibehov hos syge børn og unge

Alder

Dreng

kJ/kg legemsvægt/dag

(kcal/kg legemsvægt/dag)

390-440 kJ (93-105 kcal)

365-410 kJ (87-98 kcal)

300-355 kJ (72-85 kcal)

270 kJ (65 kcal)

240 kJ (57 kcal)

225 kJ (54 kcal)

215 kJ (51 kcal)

200 kJ (48 kcal)

195 kJ (47 kcal)

185 kJ (44 kcal)

175 kJ (42 kcal)

160 kJ (38 kcal)

150 kJ (36 kcal)

145 kJ (35 kcal)

140 kJ (33 kcal)

130 kJ (31 kcal)

125 kJ (30 kcal)

Pige

kJ/kg legemsvægt/dag

(kcal/kg legemsvægt/dag)

390-440 kJ (93-105 kcal)

365-410 kJ (87-98 kcal)

300-355 kJ (72-85 kcal)

260 kJ (62 kcal)

265 kJ (63 kcal)

230 kJ (55 kcal)

215 kJ (51 kcal)

200 kJ (48 kcal)

190 kJ (45 kcal)

180 kJ (43 kcal)

175 kJ (42 kcal)

165 kJ (39 kcal)

150 kJ (36 kcal)

140 kJ (33 kcal)

125 kJ (30 kcal)

120 kJ (29 kcal)

115 kJ (27 kcal)

0-3 mdr.

4-6 mdr.

7-11 mdr.

1-2 år

3 år

4 år

5 år

6 år

7 år

8 år

9 år

10år

11 år

12 år

13 år

14 år

15 år

16 år

17 år

Tabellen er modificeret efter NNR 2012

(99)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ved kritisk syge børn og unge, og hvis der er behov for en mere nøjagtig udregning af

energibehov, udregnes hvilestofskiftet, REE (Resting Energy Expenditure), jf. tabel 9.6.

Derefter ganges med en aktivitetsfaktor, fx PAL (Physical Activity Level), hvor 1,1 svarer

til at være sengeliggende, jf. tabel 9.7.

Tabel 9.6

Udregning af hvilestofskiftet, REE

(99)

Alder

Dreng

REE MJ/kg legemsvægt/dag

0,255 x vægt - 0,141

0,0937 x vægt + 2,15

0,0769 x vægt + 2,43

Pige

REE MJ/kg legemsvægt/dag

0,246 x vægt - 0,0965

0,0842 x vægt + 2,12

0,0465 x vægt + 3,18

< 3 år

3-10 år

11-18 år

: For at omregne fra MJ til kcal ganges med 1.000 og divideres med 4,18.

Tabel 9.7

Fysisk aktivitetsfaktor, PAL

(99)

Aktivitet

Sengeliggende

Stillesiddende

Lettere aktiv

Meget aktiv

Ekstrem aktiv

PAL

1,1-1,2

1,3-1,5

1,6-1,7

1,8-1,9

2,0-2,4

Ved overvægt (vægt-for-højde over 97-percentil (over +2 SD)) fastlægges energi- og

proteinbehovet som udgangspunkt ud fra en vægt-for-højde på +1 SD.

Svært syge patienter, fx i forbindelse med brandsår, traumer, respirator m.v., kan have

særlige behov. Afdelinger med disse patienter bør have egne vejledninger og instrukser

vedrørende behov.

Der skal være særlig forsigtighed hos svært underernærede børn og unge, jf. afsnit om

’Væske- og elektrolytforstyrrelser - Refeeding syndrom’.

Væske- og elektrolytforstyrrelser - Refeeding syndrom

Hos børn og unge med næsten ophørt kostindtag i over 10 dage og/eller med større

nyligt vægttab (mere end 15 % i løbet af de sidste 3-6 måneder), er der risiko for at

udvikle alvorlige væske- og elektrolytforstyrrelser, refeeding syndrom (RFS)

(186)

. Se Bilag

VI under ’Refeeding syndrom’. For børn under 10 kg skal der være særlig opmærksom-

hed ved næsten ophørt kostindtag i mere end 3 dage og vægttab på 10 %.

Der skal være særlig forsigtighed hos svært underernærede børn og unge. Før opstart af

sondeernæring kontrolleres følgende: B-hæmoglobin, P-natrium, P-kalium, P-creatinin,

P-carbamid, P-fosfat, P-magnesium, urinstix for sukker, eventuelt B-glukose. Hyppighed

af kontrol skal herefter vurderes individuelt. Der anvendes langsom opstart. Desuden

måles P-kalium, P-fosfat og P-magnesium på dag 1, 2 og 3 og derefter 2 gange ugentligt

indtil dag 10, og ved lave værdier suppleres med kalium, fosfat eller magnesium.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Symptomer ses som regel først ved P-fosfat under 0,3 mmol/l, P-magnesium under

0,5 mmol/l eller P-kalium under 3 mmol/l. Der anvendes langsom opstart af ernæring

med tæt monitorering.

Proteinbehov

Ved stabile syge børn/unge gives en proteinmængde op til 150 % af det raske barns

behov, med mindre særlige proteinbehov gør sig gældende, jf. tabel 9.8. Det vil bero

på en individuel vurdering og kan ved særlige diagnoser og behandlinger være i samråd

med behandlende læge.

Tabel 9.8

Dagligt proteinbehov

Alder

Proteinbehov g/

kg legemsvægt/dag (rask)

2,1

1,6

1,1

1,0

0,9

Proteinbehov g/

kg legemsvægt/dag (syg)

2,1-3,2

1,6-2,4

1,1-1,7

1,0-1,5

0,9-1,5

0-3 mdr.

4-6 mdr.

7-11 mdr.

1-2 år

3-17 år

Modificeret efter NNR 2012

(99)

Væskebehov

I tabel 9.9 ses vejledende værdier for væskebehov til børn og unge. Dette er ikke det

samme som ernæringsbehovet ved indtag af modermælkserstatning. Nyfødte børn

på modermælkserstatning vil have behov for omkring 150-160 ml/kg legemsvægt,

afhængigt af deres energibehov. Der kan være særlige ordinationer med væske-

restriktion, og så vil det være en individuel ordination fra behandlende læge.

Tabel 9.9

Vejledende værdier for væskebehov

(187)

Kropsvægt

2,5-5 kg

5-10 kg

10-20 kg

Over 20 kg

Væske (ml/kg legemsvægt)

130

100

1.000 ml + 50 ml/kg over 10 kg

1.500 ml + 20 ml/kg over 20 kg

9.2.2.2

Ernæringsbehandling

Kostform vælges på grundlag af barnets/den unges tilstand, alder, sædvanlige kost-

vaner, struktur og konsistens, appetit og eventuelle spiseproblemer, som fx nedsat

synkeevne. Hovedprincippet er at vælge en kostform, som er alderssvarende og appetit-

vækkende, samtidig med at energi- og proteinbehov dækkes, jf. kapitel 7 om ernæring

i praksis. Hvis det på forhånd kan anses for umuligt at opnå et indtag på 75 % eller mere

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

af energi- og proteinbehovet, overvejes sondeernæring eller eventuelt parenteral

ernæring. Medicinske ernæringsdrikke og sondeernæring eller parenteral ernæring kan

ordineres af læge, eventuelt i samråd med klinisk diætist.

Klinisk diætist tilkaldes eller rekvireres, når det ikke er muligt at ernære patienten

sufficient via sygehusafdelingens sædvanlige kosttilbud, ved tvivlstilfælde eller til

patienter med særlige ernæringsproblemer og behov for særlige diæter samt hvis

ernæringsplanen igangsat af afdelingen ikke fungerer efter få dage, og barnet eller

den unge taber i vægt eller har utilfredsstillende vægtudvikling.

Der kan ordineres følgende kostformer til børn og unge

(20)

• Alderssvarende Normalkost

• Alderssvarende næringstæt kost

•

Medicinske errnæringsdrikke

•

Sondeernæring (Enteral ernæring)

• Parenteral ernæring

•

Kombinationer af ovenstående.

Kostformen ordineres af læge, sygeplejerske og/eller klinisk diætist på baggrund

af vurdering af ernæringstilstand og spisevaner og dokumenteres i journalen.

Alderssvarende normalkost

Fra 0-6 måneder får spædbarnet modermælk eller modermælkserstatning. Fra 4-6

måneder påbegyndes overgangskosten, gradvist startes med grød og fra 6 måne-

ders-alderen jernholdig overgangskost tilpasset i konsistens. Fra 1-års-alderen spiser

barnet familiens mad

(145)

. Sammensætningen af kostens indhold af næringsstoffer,

opgjort i E% (energiprocent), varierer afhængigt af barnets alder, jf. tabel 9.10.

Tabel 9.10

Anbefalet indtag af protein, fedt og kulhydrat

(99)

Alder

6-11 mdr.

12-23 mdr.

Over 2 år

Protein E%

7-15

10-15

10-20

Fedt E%

30-45

30-40

25-40

Kulhydrat E%

45-60

Alderssvarende næringstæt kost

Da små børns energiindtagelse er begrænset af den mængde mad, deres mave kan

rumme, må maden til børn under 2 år have en højere energitæthed (kJ eller kcal pr. gram

mad) end maden til børn fra 2 år og voksne. Desuden gives hyppigere måltider. Hvis man

vil påvirke energitætheden i en kost, er det mest effektivt at ændre kostens fedtindhold.

Fedtindholdet anbefales i en energitæt kost at være 50-60 E% og højst hos de mindste

børn. Tilsat fedtstof bør ikke udelukkende være mættet fedt

(145)

Ernæringsdrikke

Ved nedsat appetit kan det hos nogle være nemmere at drikke sig til sit næringsbehov.

Der findes mange opskrifter på hjemmelavede ernæringsdrikke med varieret indhold

af energi og protein. Vær opmærksom på, at mindre børn ikke skal have så proteinrig

en kost. Børns proteinbehovet dækkes som regel altid, når energibehovet dækkes.

Mindre børn skal ikke tilbydes særligt proteinrige drikke, men i stedet energirige drikke.

Der findes industrifremstillede medicinske ernæringsdrikke specielt til børn på forskel-

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

lige alderstrin. Medicinske ernæringsdrikke beregnet til voksne kan ordineres til det lidt

ældre barn (25-30 kg), hvor proteinbehovet er større, eller til mindre børn med særlige

behov.

Sondeernæring (Enteral ernæring)

Indikationer for sondeanlæggelse med henblik på sondeernæring overvejes ved til-

stande, hvor tilstrækkeligt kostindtag ikke opnås per os (gennem munden), det vil sige,

hvis patienten i mere end 3 døgn har indtaget mindre end 75 % af sit skønnede behov

per os, se figur 9.1. Hos børn under 10 kg bør der være særlig opmærksomhed

(186)

Kontraindikationer mod sondenedlæggelse og/eller sondeernæring:

•

Ved ileus (tarmslyng)

•

Ventrikelretention 50-200 ml afhængigt af alder og vægt

•

Vær særlig opmærksom på risiko for fejlplacering og aspiration til lungerne

• Ubehandlet blødningsforstyrrelse

• Stenoser i svælg eller oesophagus, som ikke tillader passage af sonden.

Figur 9.1 viser et beslutningsdiagram over indikation for sondeernæring, type af ernæring

og administration.

Hospitalsindlæggelse

Udredning af ernæringsrisiko

Har patienten behov for ernæringsbehandling?

Nej

Regelmæssig

opfølgning og

monitorering

Funktionel mave-tarmkanal

Nej

Parental

ernæringsbehandling

Enteral

ernæringsbehandling

< 4 uger

> 4 uger

Aspirationsrisiko

Nasogastrisk

sondeernæring

Nej

Gastrosonde

Transpylorisk

sondeernæring

Jejunostomi-

sonde

Figur 9.1

Flowdiagram over indikation for sondeernæring, type af ernæring og administration

(186)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Der findes forskellige sondeernæringsprodukter til børn og unge, se tabel 9.11. Derudover

følges lokale instrukser for anlæggelse af sonde og administration af sondeernæring.

Tabel 9.11

Forslag til valg af produkt afhængigt af patientens behov og alder

eller vægt

(186)

Alder/kg

Produkt ved

normal tarmfunktion

Specialprodukt ved

malabsorption/særlige

sygdomme

Specialprodukter

Mindre end 1 år

eller under 9 kg

Modermælkserstatning

eller sondeernæring til

spædbørn

Sondeernæring til børn

standard eller energirig

m. fiber

Sondeernæring til unge

og voksne standard eller

energirig m. fiber

1-8 år

eller 9-30 kg

Specialprodukter

Over 8 år

eller over 30 kg

Specialprodukter

Parenteral ernæring

Indikation for parenteral ernæring overvejes, hvis et akut eller kronisk sygt barn/ung ikke

kan tilføres sufficient sondeernæring i en periode. Hos børn over 7 år bør det overvejes

efter ca. 1 uge. Hos mindre børn startes parenteral ernæring tidligere. Det vil dog altid

bero på en individuel beslutning. Parenteral ernæring bør almindeligvis kun påbegyndes,

hvis det kan forventes at skulle kunne gives mere end 2 dage

(189)

Kontraindikationer for parenteral ernæring er:

•

Dehydrering (> 5 %)

•

Acidose

•

Nyreinsufficiens

•

Leverinsufficiens

•

Allergi over for indholdsstoffer i produktet.

Parenteral ernæring bør hos større børn ikke anvendes rutinemæssigt i situationer,

hvor det nødvendige energibehov kun er udækket kortvarigt (op til én uge) eller efter

standardoperationer. Det gælder fx også ved akut gastroenteritis.

Der findes specielt fremstillede færdige trekammerposer indeholdende både, protein,

fedt og kulhydrat til børn. Når patienten vejer ca. 25-30 kg, kan en trekammerpose

anvendes, der er beregnet til voksne, afhængig af proteinbehovet.

Følg lokal instruks for anvendelse af parenteral ernæring. For inspiration kan guideline

fra ESPGHAN om parenteral ernæring anvendes

(190)

9.2.3

Opfølgning på sygehus

Opfølgning omfatter monitorering, evaluering og afslutning.

Alle børn og unge, der får mindre end 75 % af energi-og/eller proteinbehovet dækket,

vil stagnere eller tabe i vægt efter nogen tid. Hvis barnets/den unges kostindtag er

utilstrækkeligt 3 dage i træk, eller hvis patienten har tabt mere end 1 kg, må pleje-

personalet sammen med lægen udrede årsagen. Hos alle børn og unge skal en 100 %

dækning af energi- og proteinbehovet tilstræbes for at sikre normal vækst og udvikling.

Det noteres i forbindelse med ernæringsplanen, hvordan denne vil blive fulgt op. For

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

sondeernæring og parenteral ernæring gælder særlige retningslinjer, jf. eventuelle lokale

instrukser. Børn og unge i ernæringsbehandling skal ikke opspores på ny hver uge.

Ernæringsplanen justeres, eventuelt ved inddragelse af klinisk diætist. Sygdommens

og medicinens eventuelle betydning for kostindtag og ernæringstilstand vurderes.

Justering af ernæringsplanen kan bestå i valg af anden kostform eller i at supplere

med ernæringsdrikke, sondeernæring eller parenteral ernæring.

9.2.3.1

Monitorering og evaluering

Kostregistrering

Der foretages løbende kostregistrering hele døgnet på baggrund af det faktuelle indtag

af mad og drikke. Registreringerne sammentælles for både energi- og proteinindtag,

eventuelt andre udvalgte næringsstoffer samt væske. Derudover angives, hvor stor en

procentdel patienten har indtaget dagligt af mad i forhold til det anbefalede energi-

og proteinbehov, herudover hvor meget der eventuelt er givet enten oralt som sonde-

ernæring og/eller som parenteral ernæring. Resultater dokumenteres i journalen.

Hos patienter uden ødemer, ascites eller overhydrering, som kan vejes, og som forventes

at være indlagt i minimum 2 uger, kan sygehusafdelingens instruks fastsætte, at kost-

registrering ikke udføres, og at opfølgning alene sker ved at følge vægtudviklingen.

Vejning

Alle børn og unge i ernæringsbehandling vejes 2 gange om ugen, og gennemsnittet

af disse vejninger anvendes som ugens resultat. Der skal være opmærksomhed på,

at vægtøgning også kan skyldes ændringer i hydreringstilstand, ødemer og ascites,

og at vejning ikke kan gennemføres hos nogle, og derfor ikke kan bruges som vurdering

af ernæringsbehandlingen.

Ved særlige behov kan der suppleres med måling af armomkreds, abdominalomkreds

eller med hudfoldsmåling.

9.2.3.2

Afslutning

Ernæringsbehandlingen ophører, når:

Patientens kostindtag dækker behovet ifølge ernæringsplanen og kostregistreringen.

Dette sker uden særlige forholdsregler, fx daglig motivering eller hyppig ændring af

kostform.

3. Der både opnås en total score på under 4 i den sekundære opsporing, og at barnet/

den unge er i tilfredsstillende vækst.

Det sikres, at kostform er ordineret, og at barnet/den unge opspores ugentligt. Børn

under 10 kg skal vurderes 2 gange om ugen.

Udskrives patienten før ernæringsbehandlingen er afsluttet, gives der forslag til opfølg-

ning i epikrisen. Igangværende ernæringsplaner medgives ved udskrivelse. Der kan

desuden være behov for at kontakte lokalt sygehus, egen læge eller institution. Hvis der

er behov for ernæringstilskud udfyldes ernæringsordination, som udleveres til familien

eller sendes til apotek/anden leverandør.

9.2.4

Behandling i ambulant regi

Det besluttes lokalt, om det er relevant at vurdere ernæringstilstanden hos børn og

unge, der undersøges og behandles i ambulant regi. Hvis det besluttes at opspore børn

og unge i ernæringsrisiko, kan samme fremgangsmåde, som anvendes til indlagte børn

og unge, anvendes.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

9.3

Almen praksis

Praktiserende læger skal opspore og behandle ernæringsrisiko og være opmærksomme

på dårlig trivsel hos børn og unge

(92)

. Dårlig trivsel defineres ved utilstrækkelig vægt-

øgning, der ikke kan forklares med normale variationer, jf. afsnit 9.1. Der skal ligeledes

være opmærksomhed på tilsigtet vægttab ved overvægt.

9.3.1

Opsporing

Opsporing af ernæringsrisiko hos børn og unge i almen praksis foregår ved, at der stilles

to basale spørgsmål:

•

Er højden alderssvarende?

•

Har barnet/den unge normalvægt, vurderet ved vægt-for-højde?

Hvis højde og vægt findes inden for normalområderne i forhold til alder og køn, noteres

det i patientjournalen, at ernæringstilstanden er normal

(93-95)

. Hvis der haves gentagne

målinger reageres desuden, hvis disse viser et fald på vækstkurven henover to eller flere

percentilintervaller eller på 2 SD.

Tærsklen for, hvornår vægtøgningen bør betragtes som utilstrækkelig, afhænger af, om

barnet/den unge har andre symptomer eller forhold, der kan medføre en bekymring for,

om barnet/den unge har det godt.

Dårlig trivsel kan ses som lav vægt-for-alder og ved lavere vægtøgning end forventet

over tid, men ses også ved lav vægt-for-længde (vægt-for-højde)

(92)

Nogle børn med lav fødselsvægt kan fortsat have lav vægt-for-alder, uden at dette er

udtryk for dårlig trivsel. Dårlig trivsel kan forårsages af en lang række somatiske syg-

domme, af forkert ernæring og af psykosociale problemer

(92)

. Dårlig trivsel er et symp-

tom, som altid bør foranledige, at barnet/den unge, eller de forhold barnet/den unge

lever under, undersøges nærmere, se tabel 9.12.

9.3.2

Udredning, behandling og opfølgning

Kriterier for udredning og opfølgning i almen praksis er:

•

Hvis barnets vægt-for-alder eller vægt-for-længde (vægt-for-højde) krydser nedad

over to eller flere af de indtegnede percentiler, bør det i første omgang vurderes, om

der er tale om et barn med overvægt, der laver en naturlig normalisering af høj vægt,

en såkaldt ’catch-down’. Hvis ikke, bør et sådant fald på kurven give anledning til

ekstra opfølgning og eventuelt udredning. Det samme gælder, hvis barnets vægt-for-

alder ligger under 3-percentilen (under -2 SD). Hvis barnet i øvrigt virker raskt, eller

hvis vægten kan forklares ved en nylig sygdomsepisode, kan lægen se barnet igen til

ny vurdering efter et stykke tid.

I første omgang bør lægen få et overblik over barnets kostindtag i løbet af en dag.

Lægen eller sygeplejersken kan vejlede familien om at øge barnets energiindtag ved

hyppigere amning (hvis relevant) og/eller ved at øge energitætheden af barnets øvrige

kost.

Hvor lang tid, der skal gå til næste opfølgning, afhænger af barnets/den unges alder

og graden af bekymring:

•

Hos børn under 1-årsalderen kan det være hensigtsmæssigt med vægtkontrol efter 14

dage til 1 måned

•

Hos ældre børn over 1-årsalderen er hver anden måned ofte tilstrækkeligt, afhængigt

af barnets øvrige symptomer

•

Hvis barnet ved opfølgning ikke har taget tilfredsstillende på, bør barnet undersøges

for tegn på sygdom, og det bør afklares, om barnet har haft store vægttab, fx ved

afføring eller opkastning. Lægen bør spørge ind til appetit, kostvaner samt barnets/

den unges og familiens sociale situation.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Afhængigt af hvad lægen finder ved denne udredning, så kan det være brugbart at

supplere med enkelte blodprøver, en urinstiks og eventuelt tilbyde ekstra besøg i

hjemmet ved sundhedsplejerske.

Tabel 9.12 giver en samlet oversigt over udredning af børn og unge, der mistænkes for

dårlig trivsel.

Tabel 9.12

Forslag til basal udredning i almen praksis for dårlig trivsel hos børn og unge

(92)

Anamnese – spørg til

Generelt:

Fødselsvægt, graviditetens og fødslens

forløb, Apgar-score, ammeforløb,

udvikling, arvelige sygdomme i

familien.

Ernæring:

Spisemønster, familiens måltider,

mellemmåltider, særlige diæter,

kræsenhed.

Tegn på sygdom:

Humør, aktivitetsniveau, appetit,

tørst, anamnese med: hyppige

lungebetændelser og/eller mellem-

ørebetændelser, feberepisoder,

urinvejsinfektioner, problemer i

fordøjelseskanalen (maveinfektioner,

forstoppelse, diarré, store flydende

afføringer, ondt i maven, gylpen,

opkast).

Psykosociale forhold:

Forældrenes situation: Indbyrdes

forhold, netværk, ressourcer, overskud

til barnet, andre søskende, tegn på

depression og/eller spiseforstyrrelser

hos forældre.

Måltidsmønster, konflikter om spisning,

eventuelt hjemmebesøg og/eller

kontakt med institution/sundheds-

plejerske

Undersøgelse

Udvikling i:

Vægt-for-alder

Vægt-for-længde/højde

Længde/højde-for-alder

Hovedomfang

Ved gentagne målinger reageres

ved et fald på vækstkurven henover

to eller flere percentilintervaller eller

på 2 SD

Objektiv undersøgelse:

Almentilstand

Udseende: Syndromtegn

Stetoskopi af hjerte og lunger,

otoskopi, palpation af abdomen

Hudforandringer

Neurologisk vurdering inkl.

Udviklingstrin

Forældrebarn-kontakten

Paraklinisk

Ikke altid nødvendigt, men eventuelt:

Hæmoglobin, leukocytter og

differentialtælling, creatinin, carbamid,

ALAT, PP/INR, billirubin, blodsukker

Urinstiks (obs urinvejsinfektion)

Evt. udredning for cøliaki

Kriterier for henvisning til børneafdeling

Børn med utilstrækkelig vægtøgning bør henvises til vurdering på en børneafdeling, hvis:

•

Der gennem længere tid ikke opnås tilfredsstillende vægtøgning ved forsøg på at

optimere amning eller barnets kost

•

Der er symptomer eller fund, der kan tyde på sygdom, syndrom eller forsinket

udvikling

• Der er mistanke om spiseproblemer eller problemer i kontakten mellem forældre

og barn

•

Der ikke findes nogen oplagt årsag til barnets manglende vægtstigning

•

Barnets vægt-for-alder er mindre end 1-percentilen

•

Barnet foruden afvigende vægtkurve samtidig har afvigende længde/højde-kurve.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Hvis der er mistanke om sociale problemer hos familien, bør kommunen inddrages.

Det kan fx være ved henvisning til sundhedsplejerske, der kan foranstalte yderligere,

eller ved direkte henvendelse til kommunens familieafdeling. Dette bør ske i samarbejde

med barnets forældre.

Flowdiagrammet i figur 9.2 viser hele forløbet for vurdering og henvisning af børn med

dårlig trivsel.

Vægt-for-alder < 3-percentilen

(ca. -2 SD)

Vægt-for-alder krydser

to percentintervaller

Vægt-for-alder <

1-percentilen?

Nej

Er der tale om catch-down ?

Optimer barnets ernæring

Nej

Se efter 1-2 måneder:

Vægtøgning acceptabel?

Optimer barnets ernæring

Udredning i almen praksis:

Se efter 1-2 måneder:

Mistanke om sygdom, spiseproblemer

Vægtøgning acceptabel?

eller psykosociale problemer?

Nej

Samtidig afvigende højdevækst?

Nej

Se efter 6 måneder:

Vægt-for-alder fortsat < 3-percentilen?

Nej

Henvises til børneafdeling.

Overvej kontakt til kommunen

ved mistanke om sociale problemer

Almindelig opfølgning

Figur 9.2

Flowdiagram for vurdering og henvisning af børn og unge med dårlig trivsel

(92)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Kompetencer

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Det er vigtigt, at de rette kompetencer og tværfaglige ekspertiser er til stede alle steder i

sundhedsvæsenet i forbindelse med opsporing, behandling og opfølgning af borgere og

patienter i ernæringsrisiko

(14,39,191,192)

Der er mange forskellige opgaver forbundet med opsporing, behandling og opfølgning

af borgere og patienter i ernæringsrisiko afhængigt af både årsagerne til ernæringstil-

standen og kompleksiteten af selve ernæringsbehandlingen.

Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko vil ofte

være komplekst, og i mange tilfælde er det nødvendigt med en tværfaglig indsats.

Hvilke fagpersoner, der skal inddrages, afhænger af, hvilke udfordringer borgeren og

patienten har, og af, i hvilken sektor og kontekst behandlingen gennemføres. Faggrupper

involveret i opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernærings-

risiko kan fx omfatte læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social- og

sundhedshjælpere, kliniske diætister, professionsbachelorer i ernæring og sundhed,

ergoterapeuter, fysioterapeuter, tandlæger, tandplejere og kostfagligt personale. Ud

over de nævnte faggrupper er det vigtigt, at der i forhold til opsporing er et tæt sam-

arbejde med socialrådgivere, pædagoger og andet personale, der er i kontakt med

borgere og patienter i ernæringsrisiko.

Ovenstående faggrupper har forskellige baggrunde og kompetencer i forhold til ernæ-

ring. De forskellige kompetencer bidrager til at sikre den bedst mulige ernæringsindsats

og et styrket samarbejde mellem de relevante faggrupper inden for behandlingen af

borgere og patienter i ernæringsrisiko. Det har betydning både i den indledende kontakt

med borgere og patienter, når det rette redskab til opsporing skal udvælges samt ved

opstart, udførelse og opfølgning af ernæringsbehandlingen.

10.1

Kompetencer i kommunen

I kommunen er det oftest medarbejdere på sundheds- og ældreområdet, der er tæt

på borgerne, der udfører og medvirker ved opsporing og behandling af ernæringsrisiko.

Mange kommuner har gode erfaringer med at involvere professionsbachelorer i ernæ-

ring og sundhed og kliniske diætister i disse opgaver

(193,194)

. Det kostfaglige personale har

en rolle i at omsætte behandlingsplanen til ernæring i praksis. Ved komplekse ernæ-

ringsproblematikker og behov for individuel diætbehandling bør der henvises til en

klinisk diætist

(195)

. Ergoterapeuter udreder for dysfagi. Endvidere behandler ergotera-

peuter for dysfagi, og ved komplekse forløb henvises til speciallæge. Fysioterapeuter

og ergoterapeuter inddrages, hvis der er behov for genoptræning eller rehabilitering.

Praktiserende læge og eventuelt læge på plejecenter inddrages ved behov.

10.2

Kompetencer på sygehus

På sygehuset er det ofte sundheds- og plejepersonale med direkte patientkontakt, der

udfører opsporing og behandling af ernæringsrisiko. Studier har vist positive resultater

ved at inddrage kliniske diætister i denne opgave

(39)

. Kostfagligt personale har en rolle

i at omsætte behandlingsplanen til ernæring i praksis. Hvis patientforløbene omhandler

komplekse ernæringsfaglige problematikker, med behov for diætbehandling, bør

patienterne henvises til klinisk diætist på sygehuset eller til læge med kompetencer

inden for ernæring. Ergoterapeuter udreder og behandler dysfagi, og ved komplekse

forløb henvises til speciallæge. Fysioterapeuter og ergoterapeuter inddrages, når en

patient skal udskrives med en genoptræningsplan (GOP).

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

10.3 Faggruppers specifikke ernæringsmæssige kompetencer

Det er vigtigt og styrker indsatsen, at kompetencer og ansvarsområder er klart define-

rede mellem de faggrupper, der bliver involveret i opsporing, behandling og opfølgning

af borgere og patienter i ernæringsrisiko

(14,39,191,192)

. Kompetencer og ansvarsområder

tilrettelægges af ledelsen på arbejdspladsen.

10.3.1 Social- og sundhedshjælpere og -assistenter samt sygeplejersker

Social- og sundhedshjælpere har kompetencer til at gøre brug af redskaber i relation

til opsporing og kan iværksætte initiativer med fokus på mad, måltider og ernæring

(196)

Social- og sundhedsassistenter har kompetencer til at gøre brug af redskaber til opspo-

ring og vurdering af borgeres og patienters behov, at handle på ændrede behov og

at indgå i en række ernæringsmæssige opgaver. Social- og sundhedsassistenter har

desuden kompetencer til selvstændigt at indgå i en tværprofessionel og tværsektoriel

indsats med henblik på at koordinere og sikre et sammenhængende borger- og patient-

forløb

(197)

. Ligger plejehandlinger i relation til ernæringen uden for social- og sundheds-

hjælperen og –assistentens eget kompetenceområde, vurderes det, hvorvidt der skal

samarbejdes med andre fagligheder

(196,197)

Sygeplejersker har kompetencer til at udøve ernæringspleje, herunder at anvende

kliniske metoder til at opspore ernæringsrisiko, at opspore og indgå i behandlingen af

risikofaktorer i forhold til klinisk tilstand og gener i forbindelse med onkologisk, medicinsk

og kirurgisk behandling, samt til at varetage det generelle tilbud om mad og drikke,

enteral og parenteral ernæring. Sygeplejesker behersker desuden sygeplejehandlinger

i forhold til centrale kliniske patientsituationer, som fx borgere og patienter med ernæ-

rings- og væskeproblemer, og kan medvirke i behandling og opfølgning af ernærings-

risiko

(198)

. Sygeplejersker kan desuden overdrage opgaver til social- og sundhedshjælpere

og -assistenter.

Alle tre faggrupper kan foretage generel vejledning vedrørende almindeligt kosttilbud

til borgere og patienter i ernæringsrisiko og spiller en central rolle i forhold til ernæring,

da de gør sig mange observationer i forbindelse med de daglige plejeopgaver. Fag-

grupperne bør løbende kompetenceudvikles i de opgaver, de varetager, så deres viden

om ernæring er opdateret med henblik på opsporing af ernæringsrisiko samt gennem-

førelse og opfølgning af behandling af ernæringsrisiko.

10.3.2

Kliniske diætister og professionsbachelorer i ernæring og sundhed

Kliniske diætister og professionsbachelorer i ernæring og sundhed inden for Sundheds-

fremme og diætetik med toningen Sundhedsfremme og forebyggelse har kompetencer

til selvstændigt at udøve sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende og rehabili-

terende kost- og ernæringsvejledning. De kan selvstændigt stille en ernæringsdiagnose

og påtage sig ansvaret for at igangsætte, dokumentere og evaluere ernæringsbehand-

ling, herunder individuel diætbehandling under hensyntagen til borgerens og patientens

livssituation og levevilkår

(195)

Professionsbachelorer med toningen Sundhedsfremme og forebyggelse mestrer diæt-

behandling af borgere med livsstilssygdomme og individuel diætbehandling af småt-

spisende borgere

(195)

Kliniske diætister har derudover kompetencer til selvstændigt at påtage sig ansvaret for

håndtering af komplekse diætetiske problemstillinger i et tværprofessionelt samarbejde

i forhold til specifikke patientgrupper og selvstændigt at understøtte sammenhængende

diætetiske forløb for borgere og patienter, både i det primære og i det sekundære

sundhedsvæsen

(195)

. Kliniske diætister har desuden den delegerede ordinationsret til

medicinske ernæringsdrikke. Kliniske diætister bør inddrages ved behov for særlige

diæter, ernæringspræparater og konsistenstilpasning. De specifikke borger- og patient-

grupper vil typisk være kritisk syge og borgere og patienter med multisygdom, kronisk

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

sygdom, fejl- og underernæring. Der er evidens for, at involvering af klinisk diætist

optimerer behandlingen af ernæringsrisiko, nedsætter sygelighed og dødelighed og

er vist at være omkostningseffektivt

(39,43,123,199-201)

10.3.3

Fysioterapeuter og ergoterapeuter

Fysioterapeuter og ergoterapeuter spiller en væsentlig rolle i opsporingen af borgere og

patienter i ernæringsrisiko og har basal viden om ernæring. Hvis en borger fx udskrives

med en genoptræningsplan (GOP), har fysioterapeuten og ergoterapeuten kompetencer

til selvstændigt at identificere borgere med behov for behandling af ernæringsrisiko samt

gennem tværfagligt samarbejde med ernæringsfagligt personale at udarbejde helheds-

orienterede rehabiliteringsplaner for at kunne gennemføre genoptræning og rehabilite-

ring

(171,202,203)

I forhold til fysisk træning har fysioterapeuten indsigt i sammenhængen mellem træning

og ernæring, hvilket er centralt i planlægningen og gennemførelsen af genoptrænings-

og rehabiliteringsforløb og i den tværfaglige behandling af underernæring

(171,202)

Dysfagi opspores tværfagligt og vurderes yderligere af ergoterapeuten. Ergoterapeuten

udreder og behandler for dysfagi og afdækker i den forbindelse, hvilken konsistens mad

og drikke bør have for at tilgodese borgerens eller patientens behov

(204)

. I behandlingen

af dysfagi samarbejder ergoterapeuten med andre faggrupper i de komplekse forløb.

Ergoterapeuten kan desuden bidrage med specialiserede kompetencer indenfor dysfagi,

træning, ergonomi og sanseintegration i løsningen af konkrete ernæringsproblematikker.

10.3.4

Tandlæger og tandplejere og kliniske tandteknikere

Tandlæger og tandplejere foretager undersøgelse, forebyggelse, sundhedsfremme

og behandling af sygdomme i mund og tænder, mens kliniske tandteknikere indsætter

aftagelige tandproteser til voksne med tandtab

(205)

. Tandlæger, tandplejere og kliniske

tandteknikere kan spille en vigtig rolle i den tværfaglige ernæringsindsats, da der er

tæt sammenhæng mellem ringe mundhygiejne, dårlig tandstatus, tyggeproblemer og

forringet ernæringstilstand

(29)

. Tandplejens faggrupper kan bidrage til at sikre en god

mundhygiejne, fx med en individuel mundplejeplan, tyggefunktion, sunde forhold i

tænder og mund og afhjælpe symptomer på mundtørhed samt sikre, at udseende ikke

er skæmmende i forhold til at indtage måltider i en social sammenhæng

(206)

10.3.5

Lægen på sygehuset

Lægen har det overordnede ansvar for behandlingen (udredning og ernæringsbehand-

ling). Lægen har ordinationsretten og kompetencer til at sikre udredningen og selve

ernæringsbehandlingen. Tilrettelæggelse af indsatsen sker ved inddragelse af nød-

vendige faglige specialer og gennem en tværfaglige vurdering af patientens samlede

situation. Ordination af sonde- eller parenteral ernæring foretages af lægen i samarbejde

med plejepersonalet og eventuelt klinisk diætist. Kostform og på hvilken måde denne

gives, særligt sondeernæring og parenteral ernæring, noteres i journalen ligesom

opfølgning af ernæringsbehandlingen.

10.3.6

Personale i almen praksis

Praktiserende læge og andet sundhedsfagligt praksispersonale har mulighed for at

opspore borgere og patienter i ernæringsrisiko. De bør derfor have kompetencer i forhold

til denne opsporing og udredning, jf. kapitel 6 om almen praksis. Lægen kan iværksætte

relevant ernæringsbehandling, herunder ordinere og delegere ansvaret for ordination af

ernæringspræparater. Praktiserende læger bør have kendskab til henvisningsmuligheder

i forhold til opsporing og tværfaglig behandling af borgere og patienter i ernæringsrisiko

i såvel sygehus som kommunalt regi.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

10.3.7

Kostfagligt personale

Det kostfaglige personale, herunder professionsbachelorer i ernæring og sundhed inden

for Fødevarer og ledelse, økonomaer, ernæringsassistenter m.fl., har kompetencer til og

ansvaret for at sikre, at den rette kostform produceres og serveres. I samarbejde med

det øvrige personale omkring måltiderne kan de også bidrage til gode rammer omkring

måltiderne. De kan desuden bidrage til, at maden sammensættes og anvendes optimalt,

og at der sættes fokus på afdelingens madspild og hygiejne. De har kompetencer til og

viden om måltidets sammensætning i relation til borgerne eller patienternes behov,

både som samlet målgruppe og for den enkelte, og har et samlet kendskab til alle

dagens måltider og mellemmåltider.

10.3.8 Måltidsværter, måltidsmentorer, m.fl.

Der er forskellige betegnelser for det personale, der er med ved og med til at sætte

rammerne omkring måltiderne for borgere og patienter fx på plejecentrene, i hjemme-

plejen og på sygehus, og der møder borgere og patienter i ernæringsrisiko. Selvom

kompetencerne varierer, bør alle have viden om, hvordan de gennem fokus på måltidets

fysiske og sociale rammer kan understøtte den enkelte borger og patients lyst til at spise.

De bør desuden have viden om måltidets sammensætning i forhold til målgruppens

ernæringsmæssige behov og behov for hjælp til at spise samt et kendskab til alle dagens

måltider og mellemmåltidstilbud, så de bedst muligt kan hjælpe, guide og nøde den

enkelte borger og patient. Personalet er ofte social- og sundhedsassistenter eller

social- og sundhedshjælpere, se 10.3.1, men kan også være ernæringsassistenter eller

professionsbachelor i ernæring og sundhed, pædagogisk personale, servicepersonale

eller ufaglærte.

10.3.9

Øvrige faggrupper

Øvrige faggrupper, som pædagoger og socialrådgivere, har via deres grunduddannelser

ingen basisviden om ernæring. Disse faggrupper har en vigtig rolle i forhold til fx at

opspore borgere i ernæringsrisiko i fx visitationen og på andre institutioner. Derfor er det

vigtigt, at de respektive arbejdspladser sikrer, at disse personalegrupper får basal viden

om ernæring, herunder om henvisningsmuligheder til relevante sundhedsfaglige

personalegrupper.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Tværfagligt

og tværsektorielt

samarbejde

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Et velfungerende og effektivt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde med en klar

rolle- og ansvarsfordeling og et klart placeret opfølgningsansvar er vigtigt for at skabe

sammenhængende ernæringsbehandling for den enkelte borger og patient. Behandling

på sygehuse er blevet mere specialiseret, og samtidig er indlæggelsestiden blevet

kortere. Opgørelser viser, at den gennemsnitlige indlæggelsestid for somatiske patienter

i perioden 2008-2016 er faldet med 21 %, hvilket betyder, at kommuner og almen praksis

i højere grad løser opgaver, der førhen blev varetaget af sygehuset, og at de patienter,

der udskrives fra sygehuset, kan være mere plejekrævende

(96)

Vedholdende fokus på ernæringsindsatser på tværs af sektorer er helt centralt for at

opnå positiv effekt af indsatsen på borgerens og patientens funktionsevne, livskvalitet

og vægtstatus

(20)

. Når patienter udskrives fra sygehus, er det vigtigt, at sundhedsprofes-

sionelle i kommune og almen praksis får overleveret de relevante ernæringsoplysninger.

Elektroniske ernæringsplaner med tydelige mål samt plan for kontrol og opfølgning

skaber en sikker overgang fra sygehus til kommune. På samme vis bør der fra kommune

og almen praksis til sygehus tilgå information om ernæringstilstand og ernærings-

behandlingen ved indlæggelse

(12)

. Almen praksis bør ligeledes inddrages i forløbet,

når patienten udskrives fra sygehus med en ernæringsplan, se afsnit 6.2.

Herunder følger eksempler på meddelelsesformer, der er relevante i forhold til at sikre

sammenhængende ernæringsindsatser mellem henholdsvis kommune, sygehus og

almen praksis.

11.1 MedComs hjemmepleje-sygehusmeddelelser

Der bør være en patientsikker overgang både internt i kommunen og på sygehuset,

men også fra kommune til sygehus og omvendt. Dette forudsætter, at de involverede

faggrupper har den fornødne viden om ernæring, og at der er en god dokumentations-

praksis

(101)

MedComs hjemmepleje-sygehusmeddelelser anvendes som elektronisk kommunika-

tionsredskab mellem sygehus og kommune i forløbet med indlæggelse og udskrivelse

af en patient, der før indlæggelsen fik hjælp og støtte af kommunen eller får behov for

hjælp efter udskrivelsen.

Der findes fire former for kommunikation mellem kommune og sygehus:

• Indlæggelsesrapport

• Plejeforløbsplan

•

Melding om færdigbehandling

• Udskrivningsrapport, herunder genoptræningsplan/GOP

Hjemmepleje-sygehusmeddelelser er implementeret i alle kommuner og regioner som

en del af sundhedsaftalerne

(207)

Indlæggelsesrapporten i MedCom sendes fra kommune til sygehus i forbindelse med

indlæggelse og har til formål at oplyse om igangværende tiltag i kommunen. Plejefor-

løbsplan sendes fra sygehus til kommune inden hjemsendelse og har til formål at oplyse

kommunen, fx hjemmeplejen og i forbindelse med rehabiliteringsforløb, om eventuelle

ændringer i borgerens funktionsevne og plejebehov. Udskrivningsrapporten sendes fra

sygehus til kommune, når patienten udskrives og indeholder status om indlæggelses-

forløbet og relevante sundhedsfaglige oplysninger.

Både i indlæggelsesrapport, plejeforløbsplan og udskrivningsrapport findes oplysninger

om borgerens funktionsevne, herunder eventuelle begrænsninger i forhold til at spise

og drikke samt ernæring generelt. I plejeforløbsplan og udskrivningsrapport findes

afkrydsningsfelter til aftaler om kost første dag efter udskrivelse. I både indlæggelses-

rapport, plejeforløbsplan og udskrivningsrapport indgår de 12 sygeplejefaglige problem-

områder, blandt andet det sygeplejefaglige problemområde ”Ernæring”, hvor ernærings-

problematikker dokumenteres

(207)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Kommuner og sygehuse bør dokumentere vægt, uplanlagt vægttab, spisevaner, kost-

form, ernæringsproblemer forårsaget af sygdom, behandling, kvalme og opkastning

samt en eventuel ernæringsplan

(96)

. Melding om færdigbehandling sendes fra sygehus

til kommune og er en administrativ servicemeddelelse uden sundhedsfagligt indhold,

se afsnit 4.4 og 5.4.2.

Udover at tværgående information kan ske i de ovennævnte standarder, kan korrespon-

dancemeddelelse, som er en fritekstbaseret meddelelse, relateret til cpr. nr. anvendes

supplerende til hjemmepleje-sygehusmeddelelserne til kommunikation mellem

sektorer

(207)

Procedurerne for kommunikation mellem sektorer kan variere afhængig af organisation,

men det er vigtigt, at de er synlige, og at personalet har modtaget undervisning i proce-

durerne og har adgang til instrukser på området

(97)

11.2

Epikrise

Det er afgørende for patientsikkerheden, at nødvendige oplysninger om en patient

videregives ved sektorovergange, jf. Vejledning om epikriser

(208)

. Formålet med vejled-

ningen om epikriser er at opnå en mere patientsikker overdragelse ved udskrivelse fra

sygehus til egen læge eller ved anden afslutning af behandlingsforløb, fx fra klinikker

eller ved ambulant behandling

(209)

. Se desuden mere om patientsikre epikriser for

sygehuslæger og praktiserende læger på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemme-

side

(209)

. Vejledningen om epikriser betyder,:

• at sygehuslægen skal markere de epikriser, hvori der anbefales opfølgning hos

egen læge

•

at sygehuslægen skal udfylde anbefalingsfeltet på de markerede epikriser

•

at epikriser ikke må indeholde overflødig autogenereret tekst

•

at praktiserende læge ved modtagelse skal gennemse de epikriser, sygehus-

lægen har markeret som indeholdende anbefaling om opfølgning

• at praktiserende læge inden første kontakt om patienten kun skal gennemse de

epikriser, der af sygehuslægen er markeret med en anbefalet opfølgning.

Ved udskrivelse fra sygehus sender sygehuslægen i henhold til ovenstående epikrisen

til egen læge sammen med en beskrivelse af resultaterne af iværksat ernæringsplan og

anbefalinger til opfølgning, jf. afsnit 5.4.2. Epikrisen indeholder således et kort sammen-

drag af patientens sygehistorie, indlæggelsesforløb, plan for behandling og anbefalinger

for opfølgning

(3,208)

Ved modtagelse af epikriser skal den praktiserende læge gennemse de epikriser, syge-

huslægen har markeret som indeholdende anbefaling om opfølgning, og på baggrund

af sit kendskab til patienten selvstændigt vurdere, om den anbefalede opfølgning skal

iværksættes, og sikre, at patientens behandling ikke forsinkes unødigt. Hvis egen læge

er i tvivl om, hvorvidt opfølgningen kan varetages i almen praksis, eller er i tvivl om andre

oplysninger i epikrisen, skal egen læge kontakte udskrivende eller afsluttende behand-

lingssted. Epikriser, der ikke er markeret til opfølgning, skal egen læge orientere sig i, når

der er anledning til det, og senest ved første kontakt med patienten efter modtagelse af

epikrisen. Se mere i vejledningen om epikriser og på Styrelsen for Patientsikkerheds

hjemmeside

(208,209)

11.3 Udgående sygehusfunktioner mv.

Udgående sygehusfunktioner og fx delestillinger eller tværsektorielle teams har blandt

andet til formål at understøtte opfølgning på behandling, der er igangsat på sygehuse,

og dermed reducere genindlæggelse. ’Følge-hjem-ordninger’ er et eksempel på en

udgående sygehusfunktion, hvor sygehuspersonalet følger patienten hjem for at bidrage

til en god overlevering til det kommunale sundhedspersonale

(96)

. Studier har dokumente-

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

ret positive resultater ved brug af klinisk diætist til opfølgning på ernæringsbehandling

efter udskrivelse fra sygehus, hvorved risiko for genindlæggelse faldt

(194,201,210,211)

. Syge-

huse kan med fordel have fokus på god overlevering af patienter til det kommunale

sundhedspersonale med fokus på borgerens ernæringstilstand, fx ved implementering

af udegående sygehusfunktioner.

11.4

Fremskudt visitation

Fremskudt visitation er en tværsektoriel organisering, hvor det kommunale sundheds-

personale rykker ind på sygehuset for sammen med sygehuspersonalet at koordinere

udskrivning og det videre forløb, mens patienten stadig er indlagt

(96)

. En forløbskoor-

dinationsfunktion kan i forbindelse med udskrivelse fra sygehus være med til at sikre

opfølgning og kontinuitet i ernæringsbehandlingen, herunder vejledning af borgeren

(3)

11.5

Opfølgende hjemmebesøg

Efter indlæggelse på sygehus kan den praktiserende læge og hjemmesygeplejerske

gennemføre et opfølgende hjemmebesøg, som suppleres med to efterfølgende kon-

takter ved egen læge. Denne type opfølgning efter indlæggelse på sygehus kan være

et supplement eller alternativ til andre eksisterende tilbud, da de opfølgende hjemme-

besøg har vist positive resultater i forhold til at reducere antallet af genindlæggelser

(212)

Opfølgende hjemmebesøg kan ligeledes gennemføres af kliniske diætister til borgere i

ernæringsrisiko. Besøgene har en positiv effekt på borgernes ernæringstilstand og

fysiske funktionsevne efter udskrivelse

(211)

11.6

Kommunikation og dokumentation

For at kunne følge op på borgere og patienters helbredstilstand har autoriserede sund-

hedspersoner og dennes medhjælp forpligtelse til at dokumentere og kommunikere

relevant information mellem sundhedsvæsenets aktører, jf. Journalføringsbekendt-

gørelsen og journalføringspligt

(101,213)

. Se desuden Bilag VII Lovgrundlag. Kommunikation

om ernæringsplanen er væsentligt for at fastholde fokus og sikre kvaliteten af behand-

lingen. Det er således vigtigt med kommunikation om ernæringsplanen mellem per-

sonale samt ved overdragelse af borger og patient mellem afdelinger eller mellem

sektorer.

11.6.1

Kommunikation med borgere og patienter

Ifølge Sundhedslovens § 16 har borgere og patienter ret til at få information om deres

helbredstilstand og behandlingsmuligheder, herunder risiko for komplikationer og

bivirkninger

(1)

. Kommunikation med borgeren og patienten om deres ernæringstilstand

og de risici, der er forbundet med ernæringsrisiko, samt mulige gevinster ved en ernæ-

ringsbehandling, er vigtig for at øge deres aktive medvirken i indsatsen. Kommunikation

med borgeren eller patienten kan ske ved eller i forbindelse med den individuelle

vejledning og samtale, eventuelt suppleret med skriftligt materiale eller telefonvejled-

ning. Borgeren og patienten skal, for at kunne ændre adfærd, have forståelse for vigtig-

heden af ernæringsbehandlingen og om muligt være medvirkende til at opsætte mål for

egen ernæringsplan efter med støtte af pårørende. Målene skal være specifikke og give

mening for den enkelte. Der kan arbejdes med delmål og med mere langsigtede mål,

som typisk kan være vægtøgning eller funktionelle mål alt efter borgerens og patientens

ønske og problemstilling. Individuel vejledning følges op, og der bør være særligt fokus

på vejledning ved overgang mellem sektorer eller ved ændringer i borgerens og

patientens tilstand eller behandling

(6,134)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

11.7

Ledelsesopbakning og ansvarsfordeling

Ledelsesopbakning er centralt for prioritering af igangsættelse af ernæringsbehand-

lingen, og at viden herom implementeres i praksis, samt at de nødvendige ressourcer

og kompetencer er til stede. En mad- og måltidspolitik synliggør, hvordan ernæring

skal indgå som en integreret del af den samlede forebyggelse, opsporing, behandling

og opfølgning. For medarbejdere er det vigtigt, at det er tydeligt, hvordan der fokuseres

på mad, måltider og ernæring i hverdagen, herunder hvordan dette fokus prioriteres

ledelsesmæssigt

(2,191)

En mad- og måltidspolitik kan implementeres i både i kommunalt og regionalt regi.

Politikken bør indeholde klare mål og retningslinjer for, hvordan ernæringsindsatsen

varetages i såvel kommune som i region

(2,9)

11.7.1

Ansvarsfordeling på sygehuse

På sygehuse er det ledelsens ansvar at sikre, at alle nyindlagte patienter orienteres om

sygehusets mad- og måltidspolitik eller om de elementer i politikken, der er relevante

for patienterne. Desuden skal sygehusledelsen i samarbejde med de enkelte afdelings-

ledelser sikre, at de nødvendige vejledninger og instrukser foreligger, samt at alle

faggrupper er undervist heri. Ledelsen har til ansvar at sikre ansvarsfordeling på tværs

af afdelinger og faglige opgaver

(9)

Det er lægens ansvar at sikre, at alle risikopatienter på baggrund af opsporingsredskabet

identificeres, og at resultatet af opsporingen noteres i journalen. Opsporingen kan

gennemføres af plejepersonale eller klinisk diætist. Vurdering af energi- og proteinbehov

kan udføres af plejepersonale eller klinisk diætist. Ordination af kostform, herunder

sonde- eller parenteral ernæring, foretages af lægen i samarbejde med plejepersonale

og eventuelt en klinisk diætist. Den valgte kostform noteres i journalen. Plejepersonalet

informerer patienten om kostens betydning, og inddrager patienten i bestilling af maden.

Sygehusafdelingen sikrer, at patienten får den nødvendige hjælp og tid til at spise.

Da årsagerne til utilstrækkeligt protein- og energiindtag er mangeartede, kan støtte fra

andre faggrupper inddrages. Det kan fx være fysioterapeut, ergoterapeut, farmaceut,

tandlæge, tandplejer eller klinisk tandtekniker. Registrering af kostindtag og vægtforløb

udføres af det plejepersonale, der er tilknyttet patienten. Hvis patienten senest på 4.

dagen efter indlæggelsen ikke indtager minimum 75 % af sit protein- og energibehov,

eller hvis patienten taber sig mere end 1 kg på en uge, udreder lægen årsagen hertil

og justerer ernæringsplanen i overensstemmelse hermed

(9)

Hos små børn under 10 kg udreder lægen årsagen hertil ved et vægttab på 5 % på 1 uge.

For børn og unge skal der dog være særlig opmærksomhed på væksten som indikator

for tilstrækkelig ernæring

(92,187)

. Resultat af monitorering noteres i journalen og udskriv-

ningsbrevet

(9)

11.7.2

Ansvarsfordeling i kommune

Kommunale mad- og måltidspolitikker kan med fordel gå på tværs i organisationen

og sikre de nødvendige ressourcer til området. Politikken skal beskrive de overordnede

vejledninger med fokus på opsporing af uplanlagt vægttab, hverdagsobservationer i

forhold til tab af fysisk funktionsevne, gennemførelse af ernæringsvurdering samt vej-

ledning om ernæringsindsats, herunder tværfaglig ernæringsbehandling. Denne politik

kan sammentænkes med kommunens værdighedspolitik på ældreområdet, hvor ’Mad

og ernæring’ er et af de selvstændige punkter, kommunen skal forholde sig til.

De enkelte enheder i kommunen, fx sundhedscentre, hjemmeplejen, plejecentre og

akutfunktioner, har ansvar for at omsætte de overordnede vejledninger til lokale instruk-

ser med klar ansvarsfordeling, som konkretiserer, hvornår, hvor, hvor ofte og hvem der

vejer i hjemmeplejen og på plejecentre. Det kan fx være social- og sundhedshjælper

eller social- og sundhedsassistent. Efter aftale kan ernæringsvurderingsskemaet (EVS)

udfyldes af en kontaktperson, forløbsansvarlig eller anden sundhedsfaglig medarbejder.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Det er vigtigt, at ernæringsvurderingen foretages af personale, der er undervist i brug

af metoden samt har kendskab til den ældre. Det er samtidig vigtigt at tage stilling til,

hvordan, hvorfra og hvornår relevante faggrupper, som fx fysioterapeut, ergoterapeut,

tandplejere og klinisk diætist, kan rekvireres, eventuelt via omsorgssystemet. Lokale

ernæringsgrupper, nøglepersoner mv. kan med fordel udpeges for at øge drøftelser

af ernæringsproblematikker i kommunen.

Ved udvikling og implementering af lokale instrukser kan kommuner med fordel lade

sig inspirere af Forbedringsmodellen eller indsatsområdet Ernæring fra projekt I sikre

hænder. Forbedringsmodellen er et redskab, der kan anvendes til at implementere

forbedringstiltag, herunder stabile arbejdsgange og instrukser i forbindelse med

fx ernæringsbehandling og –plan

(214)

. Det anvendte omsorgssystem skal understøtte

Fælles Sprog III med korrekt anvendelse af ernæringsindsats.

11.8

Sundhedsaftaler

Kommuner og regioner kan med fordel indgå lokale sundhedsaftaler om ernærings-

indsatser med fokus på opgave- og ansvarsfordeling for at sikre koordinering og

implementering af ernæringsindsatser på tværs af sektorer

(96)

Sundhedsaftalerne er den formelle ramme om det tværsektorielle samarbejde på

sundhedsområdet mellem regioner, kommuner og almen praksis. Aftalerne bidrager

til at sikre sammenhæng og koordinering af behandling i de patientforløb, der går på

tværs af region og kommune. Målet er, at den enkelte patient og borger tilbydes en

behandling, der er sammenhængende, ensartet og af høj kvalitet, uanset antallet af

kontakter og niveauet af den behandling, der er behov for. Sundhedsaftalerne dækker

både fælles overordnede målsætninger, som parterne forpligter sig til at arbejde hen

mod, samt den konkrete opgavefordeling ved henholdsvis indlæggelse på sygehus

eller udskrivelse fra sygehus til eget hjem eller til et kommunalt tilbud

(215)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Litteratur

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Sundheds- og Ældreministeriet. LBK nr. 903 af 26/08/2019. Bekendtgørelse af

sundhedsloven (Sundhedsloven). København: Sundheds- og Ældreministeriet; 2019.

www.retsinformation.dk

Socialstyrelsen. National handlingsplan for måltider og ernæring til ældre i hjemme-

plejen og plejeboligen. Odense: Socialstyrelsen; 2013.

Socialstyrelsen. Faglige anbefalinger og beskrivelser af god praksis for

ernæringsindsats til ældre med uplanlagt vægttab. Odense: Socialstyrelsen; 2015.

Cederholm T, Bosaeus I, Barazzoni R, Bauer J, Van Gossum A, et al. Diagnostic

criteria for malnutrition – An ESPEN Consensus Statement. Clin Nutr 2015;34(3):335-

40. DOI: 10.1016/j.clnu.2015.03.001

Cederholm T, Jensen GL, Correia MITD, Gonzalez M, Fukushima R, et al. GLIM

criteria for the diagnosis of malnutrition – A consensus report from the global clinical

nutrition community. J Cachexia Sarcopenia Muscle 2019;10(1):207-17. DOI: 10.1002/

jcsm.12383

Volkert D, Beck AM, Cederholm T, Cruz-Jentoft A, Goisser S, et al. ESPEN guideline

on clinical nutrition and hydration in geriatrics. Clin Nutr 2019;38(1):10-47. DOI:

10.1016/j.clnu.2018.05.024

Stratton RJ. Malnutrition: another health inequality? Pennington Lecture. Proceedings

of the Nutrition Society 2007;66(4):522-9. DOI: 10.1017/S00296651070005848

Sundhedsstyrelsen. Materialer om underernæring.

www.sst.dk/Materialer-om-

underernaering

Sundhedsstyrelsen. Vejledning til læger, sygeplejersker, social- og sundheds-

assistenter, sygehjælpere og kliniske diætister. Screening og behandling af patienter

i ernæringsmæssig risiko. København: Sundhedsstyrelsen; 2003. Opdateret i 2008.

Socialstyrelsen. Vejledning til ernæringsvurdering af ældre. Odense: Socialstyrelsen;

2013.

Socialstyrelsen. Ernæringsvurdering. Odense: Socialstyrelsen; 2013.

Cederholm T, Barazzoni R, Austin P, Ballmer P, Biolo G, et al. ESPEN guidelines on

definitions and terminology of clinical nutrition. Clin Nutr 2017;36(1):49-64. DOI:

10.1016/j.clnu.2016.09.004

Kamdem B, Seematter-Bagnoud L, Botrugno F, Santos-Eggimann B. Relationship

between oral health and Fried’s frailty criteria in community-dwelling older persons.

BMC Geriatr 2017;17(1):174. DOI: 10.1186/s12877-017-0568-3

Kondrup J, Allison SP, Elia M, Vellas B, Plauth M. ESPEN guidelines for nutrition

screening 2002. Clin Nutr 2003;22(4):415-21. DOI: 10.1016/s0261-5614(03)00098-0

Mundtlig korrespondance mellem arbejdsgruppemedlem og ESPEN m.fl. 2020.

Norman K, Pichard C, Lochs H, Pirlich M. Prognostic impact of disease-related

malnutrition. Clin Nutr 2008;27(1):5-15. DOI: 10.1016/j.clnu.2007.10.007

Meyer F, Valentini L. Disease-Related Malnutrition and Sarcopenia as Determinants

of Clinical Outcome. Visc Med 2019;35(5):282-91. DOI: 10.1159/000502867

LeBlanc ES, Rizzo JH, Pedula KL, Yaffe K, Ensrud KE, et al. Study of Osteoporotic

Fractures Research Group. Long-Term Weight Trajectory and Risk of Hip Fracture,

Falls, Impaired Physical Function, and Death. J Am Geriatr Soc 2018;66(10):1972-9.

DOI: 10.1111/jgs.15532

Paddon-Jones D, Leidy H. Dietary protein and muscle in older persons. Curr Opin

Clin Nutr Metab Care 2014;17(1):5-11. DOI: 10.1097/MCO.0000000000000011

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

20. Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen, DTU Fødevareinstituttet. Anbefalinger for

den danske institutionskost. Glostrup: Fødevarestyrelsen; 2015.

21.

22.

Sundhedsstyrelsen. Vidensgrundlag: Ernæringsindsatser for den ældre medicinske

patient. København: Sundhedsstyrelsen; 2017.

Black RE, Victora CG, Walker SP, Bhutta ZA, Christian P, et al. Maternal and child

undernutrition and overweight in low-income and middle-income countries. Lancet

2013;382(9890):396.

Michaelsen KF. Kapitel 1.1: Child growth. I: Pediatric Nutrition in Practice. Koletzko B,

et al. (red.). Basel: Karger; 2015. DOI: 10.1159/000360310

Beck AM. Notat til anbefalinger for kommunale forebyggelsestilbud til patienter

med kroniske sygdomme i forhold til en ernæringsindsats. København: Professions-

højskolen Metropol; 2015.

Københavns Universitet, Madkulturen. SMAG - Skønne Måltider til Alle Gamle -

Hvidbog om nærende måltider med kulinarisk kvalitet til ældre. København: Køben-

havns Universitet; 2015.

23.

24.

25.

26. Knudsen AW. Nutrition Impact Symptoms – NIS. Diætisten 2018;156:11-3.

27.

Sundhedsstyrelsen. Værktøjer til tidlig opsporing af sygdomstegn, nedsat fysisk

funktionsniveau og underernæring - sammenfatning af anbefalinger. København:

Sundhedsstyrelsen; 2013.

28. Pedersen JL. Patient-reported fatigue is associated with poor energy intake and

readmission to hospital. Health 2020;12:253-69.

29.

Gondivkar SM, Gadbail AR, Gondivkar RS, Sarode SC, Sarode GS, et al. Nutrition and

oral health. Disease-a-Month 2019;65(6):147-54.

30. Turner B. Underernæring på sygehuse kan forebygges. Sygeplejersken 2003;10:20-

31.

32.

33.

Pedersen AML, Dynesen AW. Mundtørhed og fødeindtagelse. Tandlægebladet

2016;120(12):870-6.

White R, Ashworth A. How drug therapy can affect, threaten and compromise

nutritional status. Journal of Human Nutrition and Dietetics 2000;13:119-29.

Rofes L, Arreola V, Almirall J, Cabré M, Campins L, et al. Diagnosis and management

of oropharyngeal dysphagia and its nutritional and respiratory complications

in the elderly. Gastroenterol Res Pract 2011; Article ID 818979. DOI:

10.1155/2011/818979

Fagligt Selskab af Kliniske Diætister. Rammeplan. Ernæringsterapi til borgere med

geriatriske problemstillinger. København: Fagligt Selskab af Kliniske Diætister; 2019.

Nationalt Videncenter for Demens. Ernæring og demens. Hentet 18. oktober 2021

på:

https:/

/videnscenterfordemens.dk/da/ernaering-og-demens

34.

35.

36. Morley JE. Anorexia of aging: physiologic and pathologic. Am J Clin Nutr

1997;66(4):760-73.

37.

Nieuwenhuizen WF, Weenen H, Rigby P, Hetherington MM. Older adults and

patients in need of nutritional support: review of current treatment options and fac-

tors

influencing nutritional intake. Clin Nutr 2010;29(2):160-9. DOI: 10.1016/j.clnu.

2009.09.003

38. Lovesley D, Parasuraman R, Ramamurthy A. Combating hospital malnutrition:

Dietitian-led quality improvement initiative. Clin Nutr ESPEN 2019;30:19-25. DOI:

10.1016/j.clnesp.2019.02.011

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

39. Schuetz P, Fehr R, Baechli V, Geiser M, Deiss M, et al. Individualised nutritional

support in medical inpatients at nutritional risk: a randomised clinical trial. Lancet

2019;393(10188):2312-21. DOI: 10.1016/s0140-6736(18)32776-4

40. Gomes F, Baumgartner A, Bounoure L, Bally M, Deutz NE, et al. Association of

Nutritional Support With Clinical Outcomes Among Medical Inpatients Who Are

Malnourished or at Nutritional Risk: An Updated Systematic Review and Meta-

analysis. JAMA Netw Open 2019;2(11):e1915138. DOI: 10.1001/jamanetwor-

kopen.2019.15138

41.

Cawood AL, Elia M, Stratton RJ. Systematic review and meta-analysis of the effects

of high protein oral nutritional supplements. Ageing Res Rev 2012;11(2):278-96. DOI:

10.1016/j.arr.2011.12.008

Rinninella E, Cintoni M, Raoul P, Pozzo C, Strippoli A, et al. Effects of nutritional

interventions on nutritional status in patients with gastric cancer: A systematic review

and meta-analysis of randomized controlled trials. Clin Nutr ESPEN 2020;38:28-42.

DOI: 10.1016/j.clnesp.2020.05.007

Schuetz P, Sulo S, Walzer S, Vollmer L, Stanga Z, et al. Economic evaluation

of individualized nutritional support in medical inpatients: Secondary analysis of

the EFFORT trial. Clin Nutr 2020;39(11):3361-8. DOI: 10.1016/j.clnu.2020.02.023

Sundhedsstyrelsen. Social ulighed i sundhed og sygdom. Udviklingen i Danmark i

perioden 2010-2017. København: Sundhedsstyrelsen; 2020.

Alexandra Instituttet. Udenlandske erfaringer og viden om sårbare og skrøbelige

ældre. Opsporing, opfølgende, arbejdsgange og koordinationsprocesser.

København: Alexandra Instituttet; 2019.

Holst M, Beck AM. Forekomst af uplanlagt vægttab og ernæringsmæssig risiko

blandt sårbare ældre og patienter i den danske velfærdsstat. Diætisten

2020;166:29-32.

Beck AM, Pedersen AN, Schroll M. Undervægt og utilsigtet vægttab hos ældre på

plejecentre og i hjemmepleje – problemer, der bør gøres noget ved. Ugeskr Laeger

2005;167:272-4.

Lu Y, Niti M, Yap KB, Tan CTY, Zin Nyunt MSZ, et al. Assessment of Sarcopenia

Among Community-Dwelling At-Risk Frail Adults Aged 65 Years and Older

Who Received Multidomain Lifestyle Interventions: A Secondary Analysis of

a Randomized Clinical Trial. JAMA Netw Open 2019;2(10):e1913346.

Kight CE, Bouche JM, Curry A, Frankenfield D, Good K, et al. Consensus

Recommendations for Optimizing Electronic Health Records for Nutrition Care.

Nutrition in Clinical Practice 2019;35(1):12-23. DOI: 10.1002/ncp.10433

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50. Hsu YH, Chou MY, Chu CS, Liao MC, Wang YC, et al. Predictive Effect of Malnutrition

on Long-Term Clinical Outcomes among Older Men: A Prospectively Observational

Cohort Study. J Nutr Health Aging 2019;23(9):876-82.

51.

52.

Nugent R, Levin C, Hale J, Hutchinson B. Economic effects of the double burden of

malnutrition. Lancet 2020;395(10218):156-64. DOI: 10.1016/s0140-6736(19)32473-0

Sánchez-Rodríguez D, Marco E, Ronquillo-Moreno N, Maciel-Bravo L, Gonzales-

Carhuancho A, et al. ASPEN-AND-ESPEN: A postacute-care comparison of the basic

definition of malnutrition from the American Society of Parenteral and Enteral

Nutrition and Academy of Nutrition and Dietetics with the European Society for

Clinical Nutrition and Metabolism definition. Clin Nutr 2019;38(1):297-302.

Hengeveld LM, Wijnhoven HAH, Olthof MR, Brouwer IA, Harris TB, et al. Prospective

associations of poor diet quality with long-term incidence of protein-energy

malnutrition in community-dwelling older adults: the Health, Aging, and Body

Composition (Health ABC) Study. Am J Clin Nutr 2018;107(2):155-64.

53.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

54.

Beck AM, Damkjær K, Simmons SF. The relationship between weight status and the

need for health care assistance in nursing home residents. J Aging Res Clin Pract

2012;1:173-8.

Socialstyrelsen. Cost-effectivness studie af tværfaglig ernæringsintervention blandt

skrøbelige underernærede ældre. Odense: Socialstyrelsen; 2014.

Frederiksberg Kommune. Upublicerede data, 2020.

Ballerup Kommune. Ernæringsvurdering af beboere på Ballerup Kommunes

plejecentre. Ballerup: Ballerup Kommune; 2015.

Halsnæs Kommune. Ernæringsscreening på plejecentrene. Erfaringer fra pilotpro-

jekt og fremtidig implementeringsmodel. Halsnæs: Halsnæs Kommune; 2019.

Holst M, Rasmussen HH, Bruun KS, Otten RE, Geisler L. Nutritional Risk in

Pulmonology Outpatients and Health Professionals` Perspectives on Nutritional

Practice. J Nurs Stud Patient Care 2019;1(1):1-7.

55.

56.

57.

58.

59.

60. Maeda K, Ishida Y, Nonogaki T, Shimizu A, Yamanaka Y, et al. Development

and Predictors of Sarcopenic Dysphagia during Hospitalization of Older Adults.

Nutrients 2020;12:70. DOI: 10.3390/nu12010070

61.

Rasmussen HH, Thomsen RW, Hundborg HH, Andersen G, Johnsen SP, et al.

Lifestyle Factors and Early Clinical Outcome in Patients With Acute Stroke. Stroke

2017;48(3):611-7.

62. Hersberger L, Bargetzi L, Bargetzi A, Tribolet P, Fehr R, et al. Nutritional risk

screening (NRS 2002) is a strong and modifiable predictor risk score for short-term

and long-term clinical outcomes: secondary analysis of a prospective randomised

trial. Clin Nutr 2019;39(9):P2720-9. DOI: 10.1016/j.clnu.2019.11.041

63. Saudny-unterberger H, Martin JG, Gray-Donald K. Impact of nutritional support

on functional status during an acute exacerbation of chronic obstructive pulmonary

disease. Am J Res Crit Care Med 1997;156(May 1996):794-9.

64.

Martin L, Gillis C, Atkins M, Gillam M, Sheppard C, et al. Implementation of an

Enhanced Recovery After Surgery Program Can Change Nutrition Care Practice: A

Multicenter Experience in Elective Colorectal Surgery. J Parenter Enter Nutr

2019;43(2):206-19.

Gillis C, Buhler K, Bresee L, Carli F, Gramlich L, et al. Effects of Nutritional Prehabilita-

tion, With and Without Exercise, on Outcomes of Patients Who Undergo Colorectal

Surgery: A Systematic Review and Meta-analysis. Gastroenterology 2018;155(2):391-

410.e4.

65.

66. Den Landsdækkende Database for Geriatri. National Årsrapport 2019. Regionernes

Kliniske Kvalitetsudviklings Program (RKKP); 2019.

www.rkkp.dk

67.

Holst M, Rasmussen HH. NutriDia-Nutritional Decision Support between Cancer

Patients at Risk of Weight Loss and Healthcare Staff. Annals of Clinical Case Reports

2019;4:1-5.

68. Holst M, Zacher N, Østergaard T, Mikkelsen S. Disease Related Malnutrition in

Hospital Outpatients - Time for Action. Int J Food Science and Nutrition Research

2019;1(1):1002. DOI: 10.31546/IJFSNR.1002

69. Lelli D, Tolone S, Pulignano G, Tinti MD, Del Sindaco D, Dipasquale Mazzilli G, et al.

Nutritional status is associated with physical function and disability in older adults

with chronic heart failure. Eur J Intern Med 2019;74:73-8. DOI: 10.1016/i.eiim.

2019.12.007

70. Arends J, Bachmann P, Baracos V, Barthelemy N, Bertz H, et al. ESPEN guidelines on

nutrition in cancer patients. Clin Nutr 2017;36(1):11-48. DOI: 10.1016/j.clnu.2016.07.015

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

71.

Pironi L, Arends J, Bozzetti F, Cuerda C, Gillanders L, et al. The Home Artificial

Nutrition & Chronic Intestinal Failure Special Interest Group of ESPEN. ESPEN

guidelines on chronic intestinal failure in adults. Clin Nutr 2016;35:247-307.

European Association for the Study of the Liver. EASL Clinical Practice Guidelines on

nutrition in chronic liver disease. J Hepatol 2019;70(1):172-93. DOI: 10.1016/j.jhep.

2018.06.024

Plauth M, Bernal W, Dasarathy S, Merli M, Plank LD, et al. ESPEN guideline on clinical

nutrition in liver disease. Clin Nutr 2019;38(2):485-521. DOI: 10.1016/j.clnu.2018.12.022

Cano NJ, Aparicio M, Brunori G, Carrero JJ, Cianciaruso B, et al. ESPEN Guidelines on

Parenteral Nutrition: Adult Renal Failure. Clin Nutr 2009;28:401-14. DOI: 10.1016/j.

clnu.2009.05.016

Ingadottir AR, Beck AM, Baldwin C, Weekes CE, Geirsdottir OG, et al. Association of

energy and protein intakes with length of stay, readmission and mortality in hospita-

lised patients with chronic obstructive pulmonary disease. Br J Nutr 2018;119(5):543-

51. DOI: 10.1017/S0007114517003919

Anker SD, John M, Pedersen PU, Raguso C, Cicoira M, et al. ESPEN Guidelines

on Enteral Nutrition: Cardiology and pulmonology. Clin Nutr 2006;25:311-8.

Burgos R, Bretón I, Cereda E, Desport JC, Dziewas R, et al. ESPEN guideline clinical

nutrition in neurology. Clin Nutr 2018;37(1):354-96. DOI: 10.1016/j.clnu.2017.09.003

Norte A, Alonso C, Martínez-Sanz JM, Gutierrez-Hervas A, Sospedra I. Nutritional Sta-

tus and Cardiometabolic Risk Factors in Institutionalized Adults with Cerebral Palsy.

Medicina 2019;55:157. DOI: 10.3390/medicina55050157

Giridhar VU. Role of nutrition in oral and maxillofacial surgery patients. Natl J

Maxillofac Surg 2016;7(1):3-9. DOI: 10.4103/0975-5950.196146

72.

73.

74.

75.

76.

77.

78.

79.

80. Kubota T, Shoda K, Konishi H, Okamoto K, Otsuji E. Nutrition update in gastric cancer

surgery. Ann Gastroenterol Surg 2020;4(4):360-8. DOI: 10.1002/ags3.12351

81.

Fagerberg P, Klingelhoefer L, Bottai M, Langlet B, Kyritsis K, et al. Lower Energy

Intake among Advanced vs. Early Parkinson’s Disease Patients and Healthy Controls

in a Clinical Lunch Setting: A Cross-Sectional Study. Nutrients 2020;12(7):2109. DOI:

10.3390/nu12072109

82. Volkert D, Chourdakis M, Faxen-Irving G, Frühwald T, Landi F, et al. ESPEN guidelines

on nutrition in dementia. Clin Nutr 2015;34(6):1052-73. DOI: 10.1016/j.clnu.2015.09.

004

83. Jensen SA, Rasmussen HH, Engsig A, Holst M. Nutritional impact symptoms evoking

unintended weight loss among elderly patients in general practice. Integr Clin Med

Therp 2018;1(1):17-20.

84.

Mastronuzzi T, Paci C, Portincasa P, Montanaro N, Grattagliano I. Assessing the

nutritional status of older individuals in family practice: Evaluation and implications

for management. Clin Nutr 2015;34(6):1184-8. DOI: 10.1016/j.clnu.2014.12.00

Beck AM, Ovesen L, Schroll M. A six months’ prospective follow-up of 65+-y-old

patients from general practice classified according to nutritional risk by the Mini

Nutritional Assessment. Eur J Clin Nutr 2001;55:1028-33.

85.

86. Mikkelsen S, Geisler L, Holst M. Malnutrition measured by unintended weight loss

among patients in general practice. Nutrition 2021;96:111554. DOI: 10.1016/j.nut.

2021.111554

87.

Sundhedsdatastyrelsen. Den Nationale Børnedatabase. Hentet 22. februar 2021 på:

https:/

/www.esundhed.dk/Registre/Den-nationale-boernedatabase/Maalinger-i-

skolen

100

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

88. McCarthy A, Delvin E, Marcil V, Belanger V, Marchand V, et al. Prevalence of

Malnutrition in Pediatric Hospitals in Developed and In-Transition Countries: The

Impact of Hospital Practices. Nutrients 2019;11(2):236. DOI: 10.3390/nu11020236

89. Pawellek I, Dokoupil K, Koletzko B. Prevalence of malnutrition in paediatric hospital

patients. Clin Nutr 2008;27:72-6.

90. Chourdakis M, Hecht C, Gerasimidis K, Joosten KF, Karagiozoglou-Lampoudi T, et al.

Malnutrition risk in hospitalized children: use of 3 screening tools in a large Euro-

pean population. Am J Clin Nutr 2016;103(5):1301-10.

91.

Ernæringsrådet. Ernæring og aldring. Søborg: Ernæringsrådet; 2002.

92. Sundhedsstyrelsen. Monitorering af vækst hos 0-5-årige børn. Vejledning til sund-

hedsplejersker og praktiserende læger. København: Sundhedsstyrelsen; 2015.

93. WHO Multicentre Growth Reference Study Group. WHO Child Growth Standards

based on length/height, weight and age. Acta Paediatrica 2006;(suppl 450):76-85.

Hentet 30. november 2021 på:

http:/

/www.who.int/childgrowth/en/

94.

Tinggaard J, Aksglaede L, Sørensen K, Mouritsen A, Wohlfahrt-Veje C, et al. The

2014 Danish references from birth to 20 years for height, weight and body mass

index. Acta Paediatrica 2014;103(2):214-24.

Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet. Danske Vækstkurver. Hentet

/vækstkurver.dk/

30. november 2021 på:

http:/

95.

96. Sundhedsstyrelsen. Oplæg om ernæringsindsatser for den ældre medicinske

patient. København: Sundhedsstyrelsen; 2017.

97.

Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk

sygdom. København: Sundhedsstyrelsen; 2016.

98. Schuetz P, Greenwald JL. Annals for Hospitalists Inpatient Notes: Optimizing Inpa-

tient Nutrition - Why Hospitalists Should Get Involved. Ann Intern Med

2020;172:H02-3.

99. Nordic Council of Ministers. Nordic Nutrition Recommendations 2012. Integrating

nutrition and physical activity. København: Nordic Council of Ministers; 2014.

100. Druml C, Ballmer PE, Druml W, Oehmichen F, Shenkin A, et al. ESPEN guideline on

ethical aspects of artificial nutrition and hydration. Clin Nutr 2016;35(3):545-56. DOI:

10.1016/j.clnu.2016.02.006

101. Sundhedsministeriet. BEK nr. 1225 af 08/06/2021. Bekendtgørelse om autoriserede

sundhedspersoners patientjournaler (journaler, opbevaring, videregivelse og

overdragelse m.v.) (Journalføringsbekendtgørelsen). København:

Sundhedsministeriet; 2021.

www.retsinformation.dk

102. Tetens I, Andersen LB, Astrup A, Gondolf UH, Hermansen K, et al. Evidensgrundlaget

for danske råd om kost og fysisk aktivitet. Søborg: DTU Fødevareinstituttet; 2013.

103. Pedersen AN. Modelberegninger bag kostråd til ældre over 65 år. Søborg: DTU

Fødevareinstituttet; 2017.

104. Donini LM, Savina C, Cannella C. Eating habits and appetite control in the elderly: the

anorexia of aging. Int Psychogeriatr 2003;15(1):73-87. DOI: 10.1017/

s1041610203008779

105. Sundhedsstyrelsen. Forebyggelsespakke - Mad & måltider. København: Sundheds-

styrelsen; 2018.

106. Avgerinou C, Bhanu C, Walters K, Croker H, Liljas A, et al. Exploring the Views and

Dietary Practices of Older People at Risk of Malnutrition and Their Carers: A

Qualita-

tive

Study. Nutrients 2019;11(6). DOI: 10.3390/nu 11061281

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

101

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

107. Aarhus Universitet. Skaber nye livssituationer en ændring i måltidsvaner og et

anderledes behov for information om sund kost. Et kvalitativt studie af madvaner,

madrelateret funktionsevne og livskvalitet, når borgere 60+ forlader arbejds-

markedet og/eller mister en samlever. Aarhus: Aarhus Universitet; 2017.

108. Fødevarestyrelsen. De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima. Glostrup:

Fødevarestyrelsen; 2021.

109. Fødevarestyrelsen. Råd om mad og drikke, når du er over 65 år. Hentet 2. juni 2021

/altomkost.dk/raad-og-anbefalinger/raad-om-mad-og-drikke-naar-du-

på:

https:/

er-over-65-aar/

110. Fødevarestyrelsen. Hvem har gavn af kosttilskud?. Hentet 15. juli 2021 på:

https:/

altomkost.dk/fakta/kosttilskud/hvem-har-gavn-af-kosttilskud/

111. Sundhedsstyrelsen. Forebyggende hjemmebesøg til ældre. Vejledning. København:

Sundhedsstyrelsen; 2020.

112. Pedersen PU. Nutritional care: the effectiveness of actively involving older patients. J

Clin Nurs 2005;14(2):247-55.

113. Holm EA, Jespersen B. Kapitel: Nefrologi. I: Geriatri. Holm EA, Rønholt F (red.).

København: Munksgaard; 2016. Side 181-202.

114. Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens udmeldinger om alkohol. Hentet 5. novem-

/www.sst.dk/da/viden/alkohol/alkoholforebyggelse/sund-

ber 2021 på:

https:/

hedsstyrelsens-udmeldinger-om-alkohol

115. Bellisle F, Drewnowski A, Anderson GH, Westerterp-Plantenga M, Martin CK.

Sweetness, Satiation, and Satiety. J Nutr 2012;142(6):1149S-54S.

116. Sundhedsstyrelsen. Tidlig opsporing af forringet helbredstilstand og nedsat funk-

tionsevne hos ældre mennesker. Anbefalinger til arbejdsgange og anvendelse af

redskaber. København: Sundhedsstyrelsen; 2017.

117. Sundhedsstyrelsen. Bedre måltider til ældre – inspiration om mad, måltider og

/www.sst.

ernæring. Online inspirationskatalog. Hentet 12. november 2021 på:

https:/

dk/da/bedremaaltider

118. Social- og Ældreministeriet. LBK nr. 1548 af 01/07/2021. Bekendtgørelse af lov om

social service (Serviceloven). København: Social- og Ældreministeriet; 2021.

www.

retsinformation.dk

119. KL. Fælles Sprog III. Guide til helbredstilstande, version 1,6. København: KL; 2019.

120. KL. Fælles Sprog III. Guide til funktionsevnetilstande, version 1,6. København: KL;

2019.

121. Fødevarestyrelsen. D-vitamin. Hentet 2. juni 2021 på:

https:/

/altomkost.dk/fakta/

naeringsindhold-i-maden/d-vitamin/

122. Kost og Ernæringsforbundet, Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen. Den Nationale

/kosthåndbogen.dk/

Kosthåndbog. Hentet 15. juli 2020 på:

https:/

123. Gomes F, Schuetz P, Bounoure L, Austin P, Ballesteros-Pomar M, et al. ESPEN

guidelines on nutritional support for polymorbid internal medicine patients. Clin Nutr

2018;37(1):336-53. DOI: 10.1016/j.clnu.2017.06.025

124. Wong W, Lim S, Chan Y. Simple method for assessing standing height using recum-

bent length in bedridden patients using soft and firm mattresses. Malaysian Journal

of Nutrition 2019;25:37-45. DOI: 10.31246/mjn-2018-0108

125. Kondrup J, Rasmussen HH, Hamberg O, Stanga Z. Nutritional risk screening (NRS

2002): a new method based on an analysis of controlled clinical trials. Clin Nutr

2003;22(3):321-36. DOI: 10.1016/s0261-5614(02)00214-5

102

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

126. Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Selskab for Intensiv

Terapi. National behandlingsvejledning om ernæring til kritisk syge. København:

DASAIM/DSIT; 2019.

127. Singer P, Blaser AR, Berger MM, Alhazzani W, Calder PC, et al. ESPEN guideline

on clinical nutrition in the intensive care unit. Clin Nutr 2019;38(1):48-79.

128. Allison S, Kondrup J, Sci MED, Bak L, Hansen BS. Outcome From Nutritional Support

Using Hospital Food. Nutrition 1998;14(3):319-21.

129. Deutz NE, Matheson EM, Matarese LE, Luo M, Baggs GE, et al. Readmission and

mortality in malnourished, older, hospitalized adults treated with a specialized oral

nutritional supplement: A randomized clinical trial. Clin Nutr 2016;35(1):18-26. DOI:

10.1016/j.clnu.2015.12.010

130. Holst M, Ofei KT, Skadhauge LB, Rasmussen HH, Beermann T. Monitoring of Nutri-

tion Intake in Hospitalized Patients: Can We Rely on the Feasible Monitoring

Systems? J Clin Nutr Metab 2017;1(1):1000102. DOI: 10.4172/jcnm1000102

131. Holm MO, Mikkelsen S, Zacher N, Østergaard T, Rasmussen HH, Holst M. High risk of

disease-related malnutrition in gastroenterology outpatients. Nutrition 2020;75-76:

110747. DOI: 10.1016/j.nut.2020.110747

132. Mikkelsen S, Østergaard T, Zacher N, Holst M. Unintended weight loss in hemato-

logy outpatients - Work to do. Clin Nutr ESPEN 2020;37:202-6. DOI: 10.1016/j.

clnesp.2020.02.016

133. Collins PF, Stratton RJ, Elia M. Nutritional support in chronic obstructive pulmonary

disease: a systematic review and meta-analysis. Am J Clin Nutr 2012;95(6):1385-95.

DOI: 10.3945/ajcn.111.023499

134. Ravasco P, Monteiro-Grillo I, Camilo M. Individualized nutrition intervention is

of major benefit to colorectal cancer patients: long-term follow-up of a randomized

controlled trial of nutritional therapy. Am J Clin Nutr 2012;96(6):1346-53. DOI:

10.3945/ajcn.111.018838

135. Martin L, Senesse P, Gioulbasanis I, Antoun S, Bozzetti F, et al. Diagnostic criteria for

the classification of cancer-associated weight loss. J Clin Oncol 2015;33(1):90-9. DOI:

10.1200/JCO.2014.56.1894. Erratum in: J Clin Oncol 2015 Mar 1;33(7):814.

136. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Den ældre patient. Klinisk vejledning for

almen praksis København: DSAM; 2012.

137. Sundhed.dk. Patienthåndbogen. Ernæring ved kronisk alkoholmisbrug. Hentet 21.

/www.sundhed.dk/bruger/patienthaandbogen/psyke/

januar 2022 på:

https:/

sygdomme/alkohol/ernaering-ved-kronisk-alkoholmisbrug/

138. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Vejledninger, redskabsark og FAQta-ark.

Overbliksstatus og årsstatus. Opdateret: 2020. Hentet 30. november 2021 på:

https:/

/vejledninger.dsam.dk/redskabsark/?mode=visKapitel&cid=1359&gotoChap-

ter=

139. Vass M, Hendriksen C. Der mangler dansk konsensus om definitionen af skrøbelig-

hed. Ugeskr Læger 2016;178:V04160279.

140. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Vejledninger, redskabsark

og FAQta-ark. Organisatoriske problemstillinger. Opsøgende hjemmebesøg. Hentet

/vejledninger.dsam.dk/aeldre/?mode=visKapitel&-

30. november 2021 på:

https:/

cid=438&gotoChapter=441#chapter_440

141. Sundhed.dk, Lægehåndbogen. Underernæring hos ældre; 2019. Hentet 30. novem-

ber 2021 på:

https:/

/www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/geriatri/

tilstande-og-sygdomme/oevrige-sygdomme/underernaering-hos-aeldre/

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

103

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

142.

Sundhed.dk, Region Nordjylland, praksisinformation. Underernæring. Udredning

og behandling af underernæring i almen praksis. Hentet 30. november 2021 på:

https:/

/www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/nordjylland/

almen-praksis/patientforloeb/forloebsbeskrivelser/t-endokrinologi-metabolik-

ernaering/underernaering/

143. Sundheds- og Ældreministeriet. VEJ nr. 115 af 08/12/2006. Vejledning om tilskud til

lægeordinerede ernæringspræparater (sondeernæring m.v.). København: Sundheds-

og Ældreministeriet; 2006.

www.retsinformation.dk

144. Sundheds- og Ældreministeriet. LBK nr. 731 af 08/07/2019. Bekendtgørelse

af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

(Autorisationsloven). København: Sundheds- og Ældreministeriet; 2019.

www.

retsinformation.dk

145. Sundhedsstyrelsen. Ernæring til spædbørn og småbørn – en håndbog for sund-

hedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; 2019.

146. Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Komiteen for Sundhedsoplysning.

Mad til små – fra mælk til familiens mad. København: Sundhedsstyrelsen; 2017.

147. Xu D, Zhu X, Xu Y, Zhang L. Shortened preoperative fasting for prevention of compli-

cations associated with laparoscopic cholecystectomy: a meta-analysis. J Int Med

Res 2017;45(1):22-37. DOI: 10.1177/0300060516676411

148. Plank LD, Gane EJ, Peng S, Muthu C, Mathur S, et al. Nocturnal nutritional

supple-

mentation

improves total body protein status of patients with liver cirrhosis: a

randomized 12-month trial. Hepatology 2008;48(2):557-66. DOI: 10.1002/hep.22367

149. Steele CM, Alsanei WA, Ayanikalath S, Barbon CE, Chen J, et al. The Influence of

Food Texture and Liquid Consistency Modification on Swallowing Physiology and

Function: A Systematic Review. Dysphagia 2015;30(1):2-26.

150. Swan K, Speyer R, Heijnen B, Wagg B, Cordier R. Living with oropharyngeal dyspha-

gia: effects of bolus modification on health-related quality of life - a systematic

review. Qual Life Res 2015;24(10):2447-56.

151. O’Keeffe ST. Use of modified diets to prevent aspiration in oropharyngeal dysphagia:

is current practice justified? BMC Geriatr 2018;18(1):167.

152. Fagligt Selskab af Kliniske Diætister. Rammeplan for ernærings- og diætbehandling

af voksne med type 2-diabetes. København: Fagligt Selskab af Kliniske Diætister;

2021.

153. Fagligt Selskab af Kliniske Diætister. Rammeplan. Diætetisk behandling

af nyreinsufficiens. København: Fagligt Selskab af Kliniske Diætister; 2021.

154. Fagligt Selskab af Kliniske Diætister. Rammeplan. Diætbehandling af dyslipidæmi og

iskæmisk hjertesygdom. København: Fagligt Selskab af Kliniske Diætister; 2011.

155. Fagligt Selskab af Kliniske Diætister. Rammeplan. Diætbehandling af voksne med

cøliaki. København: Fagligt Selskab af Kliniske Diætister; 2012.

156. Baldwin C, Kimber KL, Gibbs M, Weekes CE. Supportive interventions for enhancing

dietary intake in malnourished or nutritionally at-risk adults. Cochrane Database Syst

Rev 2016(12):CD009840.

157. Milne AC, Potter J, Vivanti A, Avenell A. Protein and energy supplementation

in elderly people at risk from malnutrition. Cochrane Database Syst Rev 2009;2:

CD003288.

158. Stratton RJ, Hébuterne X, Elia M. A systematic review and meta-analysis of

the impact of oral nutritional supplements on hospital readmissions. Ageing Res Rev

2013;12:884-97.

104

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

159. Freijer K, Bours MJL, Nuijten MJC, Poley MJ, Meijers JMM, et al. The economic value

of enteral medical nutrition in the management of disease-related malnutrition: a

systematic review. JAMDA 2014;15(1):17-29.

160. Elia M, Normand C, Laviano A, Norman K. A systematic review of the cost and cost

effectiveness of using standard oral nutritional supplements in community and care

home settings. Clin Nutr 2016;35(1):125-37. DOI: 10.1016/j.clnu.2015.07.012

161. Elia M, Normand C, Norman K, Laviano A. A systematic review of the cost and cost

effectiveness of using standard oral nutritional supplements in the hospital setting.

Clin Nutr 2016;31(1):370-80. DOI: 10.1016/j.clnu.2015.05.010

162. Medicin.dk, Borre M, Andersen JR. Oral ernæring (standardprodukter). Information til

/pro.medicin.dk/Laegemid-

sundhedsfaglige. Hentet 14. december 2021 på:

https:/

delgrupper/Grupper/309014

163. Styrelsen for Patientsikkerhed. Korrekt håndtering af medicin. Et værktøj for pleje-

centre, hjemmepleje, hjemmesygepleje, bosteder m.v. Hentet 20. december 2021

på:

https:/

/stps.dk/da/laering/lokale-indsatser-for-patientsikkerhed/projek-

ter-om-medicinhaandtering/2020/styr-paa-medicinskabet/~/media/0E30EDB-

960FA47DBA41FDA577A0AB979

164. National Institute for Health and Care Excellence. Nutrition Support for adults: oral

nutrition support, enteral tube feeding and parenteral nutrition. Clinical guideline.

London: National Institute for Health and Care Excellence; 2017.

165. Medicin.dk. Borre M, Andersen JR. Enteral ernæring (standardprodukter). Information

/pro.medicin.dk/Laege-

til sundhedsfaglige. Hentet 14. december 2021 på:

https:/

middelgrupper/Grupper/309012

166. Medicin.dk. Staun M, Andersen JR, Købke-Jacobsen K. Parenteral ernæring. Informa-

tion til sundhedsfaglige. Hentet 14. december 2021 på:

https:/

/pro.medicin.dk/

Laegemiddelgrupper/Grupper/79010

167. Friedli N, Stanga Z, Culkin A, Crook M, Laviano A, et al. Management and prevention

of refeeding syndrome in medical inpatients: An evidence-based and consensus-

supported algoritm. Nutrition 2018;47:13-20. DOI: 10.1016/j.nut.2017.09.007

168. Aalborg Universitetshospital. Tobberup R, Holm MO, Skadhauge LB. Klinisk instruks.

Refeeding syndrom – forebyggelse og behandling. Hentet 20. december 2021 på:

https:/

/pri.rn.dk/Sider/8357.aspx

169. Sundhedsstyrelsen. Fysisk aktivitet – Håndbog om forebyggelse og behandling.

København: Sundhedsstyrelsen; 2019.

170. Van de Bool C, Rutten EPA, Van Helvoort A, Franssen FMW, Wouters EFM, et al.

A randomized clinical trial investigating the efficacy of targeted nutrition as adjunct

to exercise training in COPD. J Cachexia Sarcopenia Muscle 2017;8(5):748-58. DOI:

10.1002/jcsm.12219

171. Sundhedsstyrelsen. National Klinisk Retningslinje. Ernærings- og træningsindsatser

til ældre med geriatriske problemstillinger. København: Sundhedsstyrelsen; 2016.

172. Miller MD, Crotty M, Whitehead C, Bannerman E, Daniels LA. Nutritional supplemen-

tation and resistance training in nutritionally at risk older adults following lower limb

fracture: a randomized controlled trial. Clin Rehabil 2006;20(4):311-23.

173. KL. Fælles Sprog III. Indsatskatalog (servicelov), version 1.6. København: KL; 2019.

174. Holm L, Kristensen ST (red.). Mad, Mennesker Og Måltider - samfunds-

videnskabelige perspektiver. København: Munksgaard; 2012.

175. Sundhedsstyrelsen. Forebyggelse på ældreområdet - håndbog til kommunerne.

København: Sundhedsstyrelsen; 2015.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

105

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

176. Socialstyrelsen. Idekatalog. Ideer til gode måltider i plejeboliger og ældres eget

hjem. Odense: Socialstyrelsen; 2011.

177. Nijs KA, de Graaf C, Siebelink E, Blauw YH, Vanneste V, et al. Effect of family-style

meals on energy intake and risk of malnutrition in dutch nursing home residents:

a randomized controlled trial. J Gerontol A Biol Sci Med Sci 2006;61(9):935-42.

178. Bjørner T, Korsgaard D, Reinbach HC, Perez-Cueto FJA. A contextual identification

of home-living older adults’ positive mealtime practices: A honeycomb model as

a framework for joyful aging and the importance of social factors. Appetite

2018;129(1):125-34.

179. Sundhedsstyrelsen. National Klinisk Retningslinje. Øvre dysfagi – opsporing,

udredning og udvalgte indsatser. København: Sundhedsstyrelsen; 2018.

180. Roskilde Kommune, Det Danske Madhus, Madkulturen. Appetitvækker. Måltids-

glæde for borgere i eget hjem. Inspirationsfolder. Hentet 2. juni 2021 på:

https:/

www.sst.dk/-/media/Bedre-m%C3%A5ltider/Materiale-til-download/39,-d-,

-Appetitv%C3%A6kkere-forbedrer-m%C3%A5ltidet-for-hjemmeboende-borgere-i-

Roskilde/Folder---Appetitvaekker_-Maaltidsglaede-for-borgere-i-eget-hjem.ashx

181. Holst M, Laursen BS, Rasmussen HH. Caring for Dinner in Hospital. J Nurs Care

2012;1:117. DOI: 10.4172/2167-1168.1000117

182. Holst M, Rasmussen HH. Nutrition Therapy in the Transition between Hospital and

Home: An Investigation of Barriers. J Nutr Metab 2013:ArticleID463751. DOI:

10.1155/2013/463751

183. Agostoni C, Axelsson I, Colomb VG, Goulet O, Koletzko B, et al. (ESPGHAN Commit-

tee on Nutrition). The Need for Nutrition Support Teams in Pediatric Units: A Com-

mentary by the ESPGHAN Committee on Nutrition. J Pediatri Gastroenterol Nutr

2005;41(1):8-11. DOI: 10.1097/01.MPG.0000163735.92142.87

184.

Sundhedsstyrelsen. Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn

og unge. København: Sundhedsstyrelsen; 2019.

185. McCarthy H, Central Manchester University Hospitals NHS Foundation Trust 2010.

Screening Tool for Assessment of Malnutrition in Paediatrics (STAMP) instruction.

Hentet 30. november 2021 på:

http:/

/www.stampscreeningtool.org/stamp.html

186. Braegger C, Decsi T, Dias JA, Hartman C, Kolacek S, et al. Practical approach to

paediatric enteral nutrition: A comment by the ESPGHAN committee on nutrition. J

Pediatr Gastroenterol Nutr 2010;51:110-22.

187. Olesen H, Christiansen H, Sylvest J, Pedersen JL, Kristensen K, et al. Dehydrering

hos børn – diagnostik og behandling. København: Dansk Pædiatrisk Selskab; 2020.

188.

Sundhedsstyrelsen. Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i

skolealderen. Vejledning til skolesundhedstjenesten. København: Sundheds-

tjenesten; 2014.

189. Koletzko B, Goulet O, Hunt J, Krohn K, Shamir R. 1. Guidelines on Paediatric Paren-

teral Nutrition of the European Society of Paediatric Gastroenterology, Hepatology

and Nutrition (ESPGHAN) and the European for Clinical Nutrition an Metabolism

(ESPEN), Supported by the European Society of Paediatric Research (ESPR). J

Pediatr Gastroenterol Nutr 2005;41(Suppl 2):1-4.

190. Mihatsch WA, Braegger C, Bronsky J, Cai W, Campoy C, et al. ESPGHAN/ESPEN/

ESPR/CSPEN guidelines on pediatric parenteral nutrition. Clin Nutr 2018;37(6):

P2303-5. DOI: 10.1016/j.clnu.2018.05.029

191. Holst M, Rasmussen HH, Unosson M. Well-established nutritional structure

in Scandinavian hospitals is accompanied by increased quality of nutritional care.

e-SPEN, the European e-Journal of Clin Nutr Metab 2009;4(1):e22-e29.

106

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

192. Holst M, Staun M, Kondrup J, Bach-Dahl C, Rasmussen HH. Good nutritional practice

in hospitals during an 8-year period: The impact of accreditation. e-SPEN Journal

2014;9(4):e155-e160.

193. Rådet for sund mad. Appetit på måltidet. Hentet 19. februar 2021 på:

https:/

raadetforsundmad.dk/viden/projekt/appetit-paa-maaltidet-projekt/

194. Beck AM, Andersen UT, Leedo E, Jensen LL, Martins K, et al. Does adding a dietician

to the liaison team after discharge of geriatric patients improve nutritional outcome:

a randomised controlled trial. Clin Rehabil 2015;29(11):1117-28. DOI: 10.1177/

0269215514564700

195. Uddannelses- og Forskningsministeriet. BEK nr. 502 af 30/05/2016. Bekendt-

gørelse om uddannelsen til professionsbachelor i ernæring og sundhed. Køben-

havn: Uddannelses- og Forskningsministeriet; 2016.

www.retsinformation.dk

196. Børne- og Undervisningsministeriet. BEK nr. 535 af 27/04/2020. Bekendtgørelse

om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedshjælper. København: Børne- og

Undervisningsministeriet; 2020.

www.retsinformation.dk

197. Børne- og Undervisningsministeriet. BEK nr. 2304 af 18/12/2020. Bekendtgørelse

om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent. København: Børne- og

Undervisningsministeriet; 2020.

www.retsinformation.dk

198. Uddannelses- og Forskningsministeriet. BEK nr. 804 af 17/06/2016. Bekendtgørelse

om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. København: Uddannelses- og

Forskningsministeriet; 2016.

www.retsinformation.dk

199. Munk T, Tolstrup U, Beck AM, Holst M, Rasmussen HH, et al. Individualised dietary

counselling for nutritionally at-risk older patients following discharge from acute

hospital to home: a systematic review and meta-analysis. J Hum Nutr Diet

2016;29(2);196-208. DOI: 1011/jhn.12307

200. Kruizenga HM, van Tulder MW, Seidell JC, Thijs A, Ader HJ, Van Bokhorst-de van der

Schueren MA. Effectiveness and cost-effectiveness of early screening and treatment

of malnourished patients. Am J Clin Nutr 2005;82(5):1082-9.

201. Pohju A, Belqaid K, Brandt C, Lugnet K, Nielsen AL, et al. Adding a dietitian to a

Danish liaison-team after discharge of geriatric patients at nutritional risk may save

health care costs. J Aging 2016;4(3):159. DOI: 10.4172/2329-8847.1000159

202. Uddannelses- og Forskningsministeriet. BEK nr. 503 af 30/05/2016. Bekendt-

gørelse om uddannelsen til professionsbachelor i fysioterapi. København:

Uddannelses- og Forskningsministeriet; 2016.

www.retsinformation.dk

203. Uddannelses- og Forskningsministeriet. BEK nr. 501 af 30/05/2016. Bekendtgørelse

om uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi. København: Uddannelses- og

Forskningsministeriet; 2016.

www.retsinformation.dk

204. Ergoterapeutforeningen. Dysfagi og aktivitetsproblemer med at synke-spise-drikke

- anbefalinger til ergoterapeutisk viden, færdigheder og kompetencer. København:

Ergoterapeutforeningen; 2019.

205. Uddannelses- og Forskningsministeriet. BEK nr. 731 af 25/06/2011. Bekendtgørelse

om uddannelsen til professionsbachelor i tandpleje. København: Uddannelses- og

Forskningsministeriet; 2011.

www.retsinformation.dk

206.

Sundhedsstyrelsen. Den kommunale tandpleje. Vejledning om omfanget af

og kravene til den kommunale tandpleje. København: Sundhedsstyrelsen; 2020.

207. MedCom. Trin for trin guide til hjemmepleje-sygehusmeddelelser. Odense: Med-

Com; 2020.

208. Sundheds- og Ældreministeriet. VEJ nr. 10036 af 30/11/2018. Vejledning om epi-

kriser. København: Sundheds- og Ældreministeriet; 2018.

www.retsinformation.dk

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

107

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

209. Styrelsen for Patientsikkerhed. Vejledning om epikriser. Hentet 25. januar 2022 på:

https:/

/stps.dk/da/laering/risikoomraader/patientovergange/vejledning-om-

epikriser/

210. Lindegaard JP, Pedersen PU, Damsgaard EM. Nutritional follow-up after discharge

prevents readmission to hospital - a randomized clinical trial. J Nutr Health Aging

2017;21(1):75-82.

211. Beck AM, Kjær S, Hansen BS, Storm RL, Thal-Jantzen K, et al. Follow-up home visits

with registered dietitians have a positive effect on the functional and nutritional

status of geriatric medical patients after discharge: a randomized controlled trial.

Clin Rehabil 2013;27(6):483-93.

212.

Sundhedsstyrelsen. Opfølgende hjemmebesøg til ældre efter udskrivelse fra

sygehus - en medicinsk teknologivurdering. København: Sundhedsstyrelsen; 2007.

213. Sundhedsministeriet. VEJ nr. 9521 af 01/07/2021. Vejledning om sygeplejefaglig

journalføring. København: Sundhedsministeriet; 2021.

www.retsinformation.dk

214. Sundheds- og Ældreministeriet, Kommunernes Landsforening, Dansk Selskab for

/www.

Patientsikkerhed. I sikre hænder. Hentet 30. november 2021 på:

https:/

isikrehaender.dk/

215. Sundheds- og Ældreministeriet. VEJ nr. 9504 af 04/06/2018. Vejledning

om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler. København: Sundheds-

og Ældreministeriet; 2018.

www.retsinformation.dk

216. Sundheds- og Ældreministeriet. Styrket indsats for den ældre medicinske patient.

National handlingsplan 2016. København: Sundheds- og Ældreministeriet; 2016.

217.

Sundhedsstyrelsen. Behovsafdækning fra Sundhedsstyrelsens workshop vedrø-

rende vejledning om screening og behandling af ernæringsmæssig risiko. Køben-

havn: Sundhedsstyrelsen; 2019.

218. Barlow R, Price P, Reid TD, Hunt S, Clark GW, et al. Prospective multicentre rando-

mised controlled trial of early enteral nutrition for patients undergoing major upper

gastrointestinal surgical resection. Clin Nutr 2011;30(5):560-6. DOI: 10.1016/j.clnu.

2011.02.006

219. Perry R, Herbert G, Atkinson C, England C, Northstone K, et al. Preadmission inter-

ventions (prehabilitation) to improve outcome after major elective surgery: a

systematic review and meta-analysis. BMJ Open 2021;11(9):e050806. DOI: 10.1136/

bmjopen-2021-050806

220. Jin Y, Yong C, Ren K, Li D, Yuan H. Effects of Post-Surgical Parenteral Nutrition on

Patients with Gastric Cancer. Cell Physiol Biochem 2018;49(4):1320-8. DOI: 10.1159/

000493410

221. Kabata P, Jastrzębski T, Kąkol M, Król K, Bobowicz M, et al. Preoperative nutritional

support in cancer patients with no clinical signs of malnutrition--prospective

randomized controlled trial. Support Care Cancer 2015;23(2):365-70. DOI: 10.1007/

s00520-014-2363-4

222. O’Keeffe M, Kelly M, O’Herlihy E, O’Toole PW, Kearney PM, et al. Potentially modifia-

ble determinants of malnutrition in older adults: A systematic review. Clin Nutr

2019;38;2477-98.

223. van der Pols-Vijlbrief R, Wijnhoven HA, Schaap LA, Terwee CB, Visser M. Determi-

nants of protein-energy malnutrition in community-dwelling older adults:

A systematic review of observational studies. Ageing Res Rev 2014;18:112-31.

224. Mareschal J, Genton L, Collet TH, Graf C. Nutritional Intervention to Prevent the

Functional Decline in Community-Dwelling Older Adults: A Systematic Review.

Nutrients 2020;12:2820.

108

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

225. Abbott RA, Whear R, Thompson-Coon J, Ukoumunne OC, Rogers M, et al. Effective-

ness of mealtime interventions on nutritional outcomes for the elderly living in

residential care: a systematic review and meta-analysis. Ageing Res Rev 2013;12

(967):967-81.

226. Abdelhamid A, Bunn D, Copley M, Cowap V, Dickinson A, et al. Effectiveness

of interventions to directly support food and drink intake in people with dementia:

systematic review and meta-analysis. BMC Geriatr 2016;16:26.

227. Beck AM, Husted MM, Weekes CE, Baldwin C. Interventions to Support Older

People’s Involvement in Activities Related to Meals. A Systematic Review. J Nutr

Gerontol Geriatr 2020;39:155-91.

228. Bunn DK, Abdelhamid A, Copley M, Cowap V, Dickinson A, et al. Effectiveness of

interventions to indirectly support food and drink intake in people with dementia:

Eating and Drinking Well IN dementiA (EDWINA) systematic review. BMC Geriatr

2016;16:89.

229. Morilla-Herrera JC, Martin-Santos FJ, Caro-Bautista J, Saucedo-Figueredo C,

Garcia-Mayor S, et al. Effectiveness of Food-Based Fortification in Older People.

A Systematic Review and Meta-Analysis. J Nutr Health Aging 2016;20:178-84.

230. Trabal J, Farran-Codina A. Effects of dietary enrichment with conventional foods on

energy and protein intake in older adults: a systematic review. Nutr Rev 2015;73:624-

33.

231. Collins J, Porter J. The effect of interventions to prevent and treat malnutrition

in patients admitted for rehabilitation: a systematic review with meta-analysis. J Hum

Nutr Diet 2015;28:1-15.

232. Bunn D, Jimoh F, Wilsher SH, Hooper L. Increasing fluid intake and reducing dehy-

dration risk in older people living in long-term care: a systematic review. J Am Med

Dir Assoc 2015;16(2):101-03. DOI: 10.1016/j.jamda.2014.10.016

233. Beck AM, Kjaersgaard A, Hansen T, Poulsen I. Systematic review and evidence

based recommendations on texture modified foods and thickened liquids for adults

(above 17 years) with oropharyngeal dysphagia - An updated clinical guideline. Clin

Nutr 2018;37(6):P1980-91. DOI: 10.1016/j.clnu.2017.09.002

234. Cruz-Jentoft AJ, Bahat G, Bauer J, Boirie Y, Bruyére O, et al. Sarcopenia: revised

European consensus on definition and diagnosis. Age Ageing 2019;48:16-31. DOI:

10.1093/ageing/afy169

235. Marx W, Kelly JT, Crichton M, Craven D, Collins J, et al. Is telehealth effective in

managing malnutrition in community-dwelling older adults? A systematic review

and meta-analysis. Maturitas 2018;111:31-46.

236. Reinders I, Volkert D, de Groot LCPGM, Beck AM, Feldblum I, et al. Effectiveness of

nutritional interventions in older adults at risk of malnutrition across different health

care settings: Pooled analyses of individual participant data from nine randomized

controlled trials. Clin Nutr 2019;38(4):1797-1806.

237. Kjær S, Beck A. Projekt ”Udvikling af et redskab til ernæringsvurdering og behand-

ling af ældre”. Lyngby: DTU Fødevareinstituttet og Servicestyrelsen; 2010.

238. Beck AM, Beermann T, Kjær S, Rasmussen HH. Ability of different screening tools to

predict positive effect on nutritional intervention among the elderly in primary health

care. Nutrition 2013;29(7-8):993-9. DOI: 10.1016/j.nut.2013.01.06

239. Sundhedsstyrelsen. Forebyggelsespakke - Overvægt. København: Sundhedsstyrel-

sen; 2018.

240. Sundhed.dk. Tørst og udtørring. Hentet 2. juni 2021 på:

https:/

/www.sundhed.dk/

borger/patienthaandbogen/mave-og-tarm/symptomer/toerst-og-udtoerring/

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

109

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

241. Bunn D, Hooper L, Welch A. Dehydration and Malnutrition in Residential Care:

Recommendations for Strategies for Improving Practice Derived from a Scoping

Review of Existing Policies and Guidelines. Geriatrics (Basel) 2018;3:77. DOI: 10.3390/

geriatrics3040077

242. Fagligt Selskab af Kliniske Diætister. Terminologiliste for kliniske diætister. Køben-

havn: Fagligt Selskab af Kliniske Diætister; 2008.

243. Warnecke T, Dziewas R, Wirth R, Bauer J, Prell T. Dysphagia from a neurogeriatric

point of view: Pathogenesis, diagnosis and management. Z Gerontol Geriatr

2019;52(4):330-5. DOI: 10.1007/s00391-019-01563-x

244. Baijens LW, Clavé P, Cras P, Ekberg O, Forster A, et al. European Society for

Swallow-

ing

Disorders - European Union Geriatric Medicine Society white paper:

oropharyn-

geal

dysphagia as a geriatric syndrome. Clin Interv Aging 2016;11:1403-28. DOI:

10.2147/CIA.S107750

245. Baijens LWJ, Walshe M, Aaltonen LM, Arens C, Cordier R, et al. European white

paper: oropharyngeal dysphagia in head and neck cancer. Eur Arch Otorhinolaryngol

2021;278(2):577-616. DOI: 10.1007/s00405-020-06507-5

246. Swan WI, Vivanti A, Hakel-Smith NA, Hotson B, Orreval Y, et al. Nutrition Care

Process and Model Update: Toward Realizing People-Centered Care and Outcomes

Management. J Acad Nutr Diet 2017;117(12):2003-14.

247. Sundhedsstyrelsen. ICF – Den danske vejledning og eksempler fra praksis. Interna-

tional klassifikation af funktionsevne, funktionsnedsættelse og helbredstilstand.

København: Sundhedsstyrelsen; 2001.

248. Sundhedsstyrelsen. Forebyggelsespakke - Fysisk aktivitet. København: Sundheds-

styrelsen; 2018.

249. Europa-kommissionen. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/128 af

25. september 2015 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 609/2013 for så vidt angår de særlige krav til sammensætningen

af og oplysning om fødevarer til særlige medicinske formål. Hentet 20. december

2021 på:

https:/

/eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CE-

LEX:32016R0128&from=DA

250. Sundheds- og Ældreministeriet. VEJ nr. 9538 af 02/07/2018. Vejledning om

genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner. København:

Sundheds- og Ældreministeriet; 2018.

www.retsinformation.dk

251. KL. Fælles Sprog III. Sundhedsfremme og forebyggelse (SUL § 119). Vejledning til

kommuner, version 1,0. København: KL; 2019.

252. World Health Organization. Nutritional cancer control programmes. Policies and

managerial guidelines (2. Udg.). Geneva: World Health Organization; 2002.

253. World Health Organization. World Report on Disability. Geneva: World Health

Organization; 2011.

254. Cruz-Jentoft AJ, Baeyens JP, Bauer JM, Boirie Y, Cederholm T, et el. Sarcopenia:

European consensus on definition and diagnosis: Report of the European Working

Group on Sarcopenia in Older People. Age Ageing 2010;39(4):412-23. DOI: 10.1093/

ageing/afq034

255. Wakabayashi H. Presbyphagia and Sarcopenic Dysphagia: Association between

Aging, Sarcopenia, and Deglutition Disorders. J Frailty Aging 2014;3(2):97-103. DOI:

10.14283/jfa.2014.8

256.

Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende nationale

screeningsprogrammer. København: Sundhedsstyrelsen; 2014.

110

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

257.

Sundhedsstyrelsen. Forebyggelse og sundhedsfremme til ældre. Anbefalinger til

kommunerne. København: Sundhedsstyrelsen; 2020.

258.

Sundhedsstyrelsen. Gode ældreliv med trivsel og sundhed. Fagligt oplæg til

handlingsplanen for ”Det gode ældreliv” 2019. København: Sundhedsstyrelsen; 2019.

259. Fried LP, Tangen CM, Walston J, Newman AB, Hirsch C, et al. Cardiovascular Health

Study Collaborative Research Group. Frailty in older adults: evidence for a pheno-

type. J Gerontol A Biol Sci Med Sci 2001;56(3):M146-56.

260. Lee L, Heckman G, Molnar FJ. Frailty: Identifying elderly patients at high risk

of poor outcomes. Can Fam Physician 2015;61(3):2227-31.

261. Keys A. Experimental studies of starvation on men. Bull Chic Med Soc 1946;49:42-6.

262. Barazzoni R, Sulz I, Schindler K, Bischoff SC, Gortan G, et al. Original article. A

negative impact of recent weight loss on in-hospital mortality is not modified by

overweight and obesity. Clin Nutr 2020;39(8):2510-16.

263. Di Bella A, Croisier E, Blake C, Pelecanos A, Bauer J, et al. Assessing the Concurrent

Validity and Interrater Reliability of Patient-Led Screening Using the Malnutrition

Screening Tool in the Ambulatory Cancer Care Outpatient Setting. J Acad Nutr Diet

2020;120(7):1210-5. DOI: 10.1016/j.jand.2019.10.015

264. Tobberup R, Rasmussen HH, Holst M, Jensen NA, Falkmer UG, et al. Exploring the

dietary protein intake and skeletal muscle during first-line anti-neoplastic treatment

in patients with non-small cell lung cancer. Clin Nutr ESPEN 2019;34:94-100.

265. Lægemiddelstyrelsen. Ernæringspræparater med tilskud. Hentet 20. december

2021 på:

https:/

/laegemiddelstyrelsen.dk/da/tilskud/ernaeringspraeparater-med-

tilskud/

266. Sundheds- og Ældreministeriet. BEK nr. 1601 af 21/12/2007. Bekendtgørelse om

hjemmesygepleje. København: Sundheds- og Ældreministeriet; 2007.

www.

retsinformation.dk

267. Sundhedsministeriet. VEJ nr. 9524 af 01/07/2021. Vejledning om journalføring for

specifikke autorisationsgrupper. København: Sundhedsministeriet; 2021.

www.

retsinformation.dk

268. Plauth M, Cabré E, Riggio O, Assis-Camilo M, Pirlich M, DGEM (German Society for

Nutritional Medicine), et al. ESPEN Guidelines on Enteral Nutrition: Liver disease. Clin

Nutr 2006;25(2):285-94. DOI: 10.1016/j.clnu.2006.01.018

269. Bozzetti F, Arends J, Lundholm K, Micklewright A, Zurcher G, et al. ESPEN Guidelines

on Parenteral Nutrition: non-surgical oncology. Clin Nutr 2009;28(4):445-54. DOI:

10.1016/j.clnu.2009.04.011

270. Braga M, Ljungqvist O, Soeters P, Fearon K, Weimann A, et al. ESPEN Guidelines

on Parenteral Nutrition: surgery. Clin Nutr 2009;28(4):378-86. DOI: 10.1016/j.clnu.

2009.04.002

271. Arends J, Baracos V, Bertz H, Bozzetti F, Calder P, et al. ESPEN expert group recom-

mendations for action against cancer-related malnutrition. Clin Nutr 2017;36(5):1187-

96. DOI: 10.1016/j.clnu.2017.06.017

272. Weimann A, Braga M, Carli F, Higashiguchi T, Hübner M, et al. ESPEN guideline:

Clinical nutrition in surgery. Clin Nutr 2017;36(3):623-50. DOI: 10.1016/j.clnu.2017.

02.013

273. Forbes A, Escher J, Hébuterne X, Kłęk S, Krznaric Z, et al. ESPEN guideline: Clinical

nutrition in inflammatory bowel disease. Clin Nutr 2017;36(2):321-47. DOI: 10.1016/j.

clnu.2016.12.027. Erratum in: Clin Nutr 2019;38(3):1486. Erratum in: Clin Nutr 2019;

38(3):1485.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

111

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

274. Barazzoni R, Bischoff SC, Breda J, Wickramasinghe K, Krznaric Z, et al. ESPEN expert

statements and practical guidance for nutritional management of individuals with

SARS-CoV-2 infection. Endorsed by the ESPEN Council. Clin Nutr 2020;39(6):1631-8.

DOI: 10.1016/j.clnu.2020.03.022

275. Taylor BE, McClave SA, Martindale RG, Warren MM, Johnson DR, Braunschweig C,

et al. Guidelines for the provision and assessment of nutrition support therapy in the

adult critically ill patient. Crit Care Med 2016;44:390e438.

276. Singer P, Berger M, Van den Berghe G, Biolo G, Calder P, et al. ESPEN guidelines on

Parenteral Nutrition. Clin Nutr 2009;33:246e51.

112

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

113

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag I:

Bilag II:

Bilag III:

Bilag IV:

Medlemmer af arbejdsgruppe

Arbejdsgruppens kommissorium

Baggrund for vejledningen

Terminologi omkring indsatsen over for ernærings-

risiko

Effekten af ernæringsindsatser

Definitioner og begreber

Lovgrundlag

Bilag V:

Bilag VI:

Bilag VII:

Bilag VIII:

NRS-2002 - Skema til bestemmelse af ernærings-

risiko

Bilag IX:

Bilag X:

Bilag XI:

Ernæringsbehov i forskellige kliniske situationer

Energibehov hos børn og unge

Spørgeskema til vurdering af risikofaktorer for

ernæringstilstand

Ernæringsvurdering af ældre borgere i ernærings-

risiko i kommunen

Bilag XII:

114

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag I:

Medlemmer af arbejdsgruppe

Anne Marie Beck,

klinisk diætist, docent ved Københavns Professionshøjskole og

seniorforsker, Herlev og Gentofte Hospital

Birthe Stenbæk Hansen,

klinisk diætist, ernæringsfaglig chefkonsulent, Frederiksberg

Kommune

Christian Mølgaard,

professor i forebyggende og klinisk børneernæring, Institut for Idræt

og Ernæring, Københavns Universitet og speciallægekonsulent, Børneernærings-

enheden, Rigshospitalet

Dorte Melgaard,

formand for Dansk Selskab for Dysfagi, seniorforsker, Regionshospital

Nordjylland

Henrik Højgaard Rasmussen,

formand for ONCA Danmark, overlæge i klinisk ernæring,

klinisk professor ved Aalborg Universitetshospital

Jette Lindegaard Pedersen,

udviklingsansvarlig sygeplejerske, ph.d., Århus Universitets-

hospital

Karin Kok,

ledende klinisk diætist, Børneernæringsenheden, Rigshospitalet

Lene Huldgaard Boe,

klinisk diætist, udviklingskonsulent, Sønderborg Kommune

Line Dam Bülow,

klinisk diætist, ernæringsfaglig konsulent, Århus Kommune

Mette Holst,

forskningsleder for klinisk ernæring, ph.d., Aalborg Universitetshospital og

lektor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet

Mette Theil,

klinisk diætist, formand for Fagligt Selskab af Kliniske Diætister

Mie Lauwersen,

klinisk diætist, sundhedspolitisk konsulent, Kost og Ernæringsforbundet

Sundhedsstyrelsen

Tatjana Hejgaard,

chefkonsulent (formand)

Cecilie Aarestrup,

specialkonsulent (frem til 1. april 2021)

Mine Sylow,

specialkonsulent (fra 1. april 2021)

Nanette Fournier Kruse,

fuldmægtig (frem til 15. september 2020)

Jette Blands,

læge

Lise Vestergaard Jespersen,

læge (2. marts-31. august 2020)

Formandskab og sekretariatsfunktion er varetaget af Sundhedsstyrelsen.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

115

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag II:

Arbejdsgruppens kommissorium

20. september 2019

Kommissorium for arbejdsgruppe vedrørende vejledning om screening og behand-

ling for ernæringsmæssig risiko

Formål

Sundhedsstyrelsen nedsætter hermed en arbejdsgruppe, som skal bidrage til at revidere

Vejledning til læger, sygeplejesker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og kliniske

diætister. Screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko

(herefter kaldet

Vejledning om screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko).

Som led i

revisionen skal det besluttes, om den nye vejledning skal udvides til også at omfatte

indsatsen i kommunalt regi eller, om der skal udarbejdes en separat vejledning med

anbefalinger, der inkluderer den kommunale sygepleje, hjemmeplejen og almen praksis,

således at vejledningen understøtter et sammenhængende forløb for borgeren/

patienten på tværs af sektorer og bidrager til at øge det tværfaglige samarbejde.

Baggrund

Borgere/patienter i ernæringsmæssig risiko, oftest ældre, kan have mange kontakter til

sygehus, almen praksis og kommune, og flere faggrupper fra forskellige sektorer kan

være involveret i deres behandlings- og plejeforløb

(1)

. For at understøtte velfungerende

ernæringsindsatser er der udarbejdet en række vejledninger og værktøjer målrettet hhv.

sygehuse og kommuner. Fælles for de enkelte vejledninger og værktøjer er, at de som

oftest er specifikt målrettet de enkelte sektorer og ikke i tilstrækkelig grad har fokus på,

at ernæringsindsatser, der følger borgeren/patienten, ofte foregår på tværs af sektorer.

Dermed understøttes de sammenhængende forløb på tværs af sektorer kun i begrænset

omfang

(1)

Sundhedsstyrelsen udgav i 2003

Vejledning om screening og behandling af patienter i

ernæringsmæssig risiko

(2)

som en del af indsatsen

Bedre mad til syge.

Vejledningen er en

praktisk guide til sundhedspersonale på sygehus i systematisk screening, behandling og

monitorering af patienters ernæringstilstand. I 2008 blev der indført mindre forståelses-

mæssige rettelser i publikationen.

Som en del af projektet

God mad – godt liv

udgav Socialstyrelsen i 2013 redskabet

Ernæringsvurdering

(EVS) og den tilhørende

Vejledning til ernæringsvurdering af ældre

(3, 4)

for at forebygge eller forbedre en uhensigtsmæssig ernæringstilstand blandt borgere i

kommunens hjemmepleje og plejeboliger. Redskabet anvendes til at opspore ældre, der

har gavn af en ernæringsindsats, og understøtter en målrettet tværfaglig ernæringsind-

sats blandt kommunens ældre borgere. Der blev i forbindelse med projektet udviklet en

række supplerende redskaber og materialer, der understøtter arbejdet med at sikre, at

mad og måltider for ældre tilrettelægges med afsæt i individuelle ønsker og behov, og

at maden er af god ernæringsmæssig og oplevet kvalitet.

Som opfølgning på anbefaling nr. 3 i

Oplæg om ernæringsindsatser for den ældre medicin-

ske patient

(1)

vil Sundhedsstyrelsen revidere og opdatere

Vejledning om screening og

behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko

således, at vejledningen er tidssvarende,

har øget fokus på måltidssituationen og overgange mellem sektorer ved indlæggelse på

og udskrivelse fra sygehus, samt afspejler udviklingen i det samlede sundhedsvæsen.

Som led i revisionen skal den nye vejledning enten udvides til også at omfatte indsatsen

116

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

i kommunalt regi, eller der skal udarbejdes en separat vejledning med anbefalinger, der

inkluderer den kommunale hjemmesygepleje, hjemmepleje og almen praksis med fokus

på tidlig opsporing, behandling og rehabilitering af ældre i ernæringsmæssig risiko. En

udvidet eller separat vejledning vil i højere grad understøtte et sammenhængende

forløb for borgeren/patienten mellem sektorer og øge tværfagligt samarbejde såvel

ved indlæggelse på og udskrivelse fra sygehus som ved kontakt mellem almen praksis

og kommune

(1)

Arbejdsgruppens opgaver

Arbejdsgruppen skal bidrage til Sundhedsstyrelsens arbejde ved at kvalificere og

rådgive i forbindelse med revision og udarbejdelse af en vejledning om screening og

behandling for ernæringsmæssig risiko samt en udvidelse eller et supplement omkring

indsatsen i kommunalt regi. Vejledningen til kommunal praksis tager udgangspunkt i

Ernæringsvurdering

(EVS). Arbejdsgruppens medlemmer forventes aktivt at bidrage

skriftligt til arbejdet mellem møderne. Arbejdsgruppens medlemmer udarbejder de

skriftlige bidrag til vejledningen på baggrund af eksisterende materiale, ny viden samt

egne erfaringer og kendskab til praksis på området.

Sundhedsstyrelsen vil på baggrund af arbejdsgruppens bidrag og drøftelser tage stilling

til, om

Vejledning om screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko

skal

udvides til også at omfatte indsatsen i kommunen, eller om der skal udarbejdes en

separat vejledning med anbefalinger, der inkluderer den kommunale hjemmesygepleje,

hjemmepleje og almen praksis. Som led i revisionen skal arbejdsgruppen desuden bistå

Sundhedsstyrelsen med at beslutte, om udvalgt, supplerende materiale fra projekt

God

mad – godt liv

skal revideres både vedr. materialets indhold og form.

Indledningsvist afholdes der primo november 2019 en workshop, hvor centrale aktører

med relevans for området, herunder arbejdsgruppens medlemmer, inviteres til at

afdække behovet omkring revisionen. Baseret på workshoppen udarbejder Sundheds-

styrelsen en opsamling af behovsafdækning, der udgør oplægget for det videre arbejde

i arbejdsgruppen.

De indsatser, der beskrives i vejledningen, skal i udgangspunktet kunne gennemføres

inden for eksisterende økonomiske rammer i regioner og kommuner.

Det er Sundhedsstyrelsen, der beslutter og varetager den endelige udarbejdelse af

vejledningen/vejledningerne på baggrund af workshoppen samt arbejdsgruppens

drøftelser og skriftlige bidrag.

Arbejdsgruppens sammensætning

Sundhedsstyrelsen nedsætter arbejdsgruppen, som sammensættes af relevante fag-

og videnspersoner med relevans for området. Arbejdsgruppen forventes som udgangs-

punkt at fungere frem til april 2020.

Som et bidrag til arbejdet med revisionen har Sundhedsstyrelsen udpeget sparrings-

parter. Sparringsparterne forventes at deltage i arbejdsgruppemøderne i det omfang,

det er muligt, samt at kommentere på det udarbejdede materiale undervejs.

Møder og workshop

Sundhedsstyrelsen forestår mødeledelsen og varetager sekretariatsfunktionen.

Der afholdes tre møder i arbejdsgruppen samt en faglig workshop med bredere del-

tagelse.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

117

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Faglig workshop

For at få afdækket behovet i forbindelse med revision af

Vejledning om screening og

behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko

afholder Sundhedsstyrelsen en ind-

ledende workshop. Workshoppen vil tage udgangspunkt i Vejledning

om screening og

behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko

målrettet sygehuse,

Ernæringsvurdering

(EVS) målrettet kommunal praksis, samt supplerende materiale fra projekt

God mad

– godt liv.

Ved workshoppen arbejdes der ud fra de fire temaer: Opsporing, Ernærings-

indsats, Evaluering og opfølgning samt Tværsektorielle overgange.

Workshoppen afholdes tirsdag den 5. november 2019, kl 10.00-15.00 i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen udarbejder efterfølgende en opsamling af behovsafdækning.

1. møde

Forud for første møde sender Sundhedsstyrelsen opsamlingen af behovsafdækningen

fra den indledende workshop,

Vejledning om screening og behandling af patienter i

ernæringsmæssig risiko, Ernæringsvurdering

(EVS) og den tilhørende vejledning samt

udvalgt materiale fra

God mad – godt liv,

som skal danne udgangspunkt for drøftelserne

på første møde. Arbejdsgruppen skal, baseret på det fremsendte materiale, vurdere,

kvalificere og prioritere behovet for revision og opdatering af vejledningen og redskabet,

herunder om den reviderede vejledning skal være i form af en eller to udgivelser.

Mødet afholdes tirsdag den 10. december 2019, kl. 11.00-15.00 i Sundhedsstyrelsen.

På mødet fordeles skrive- og områdeansvar til arbejdsgruppens medlemmer. Mellem

første og andet møde udarbejder arbejdsgruppens medlemmer udkast til dele af

vejledningen.

2. møde

Forud for andet møde udsender Sundhedsstyrelsen første udkast, som arbejdsgruppen

har udarbejdet. Ved mødet drøftes dette udkast.

Mødet afholdes onsdag den 5. februar 2020, kl. 11.00-15.00 i Sundhedsstyrelsen.

3. møde

Forud for tredje møde udsender Sundhedsstyrelsen det endelige udkast, som drøftes

ved mødet.

Mødet afholdes onsdag den 4. marts 2020, kl. 11.00-15.00 i Sundhedsstyrelsen.

Det er Sundhedsstyrelsen, der tilretter og prioriterer det endelige indhold i vejledningen/

vejledningerne. Det endelige oplæg forventes færdigt i maj 2020.

Habilitetserklæringer

Sundhedsstyrelsen udbeder sig habilitetserklæringer for alle deltagere i arbejdsgrup-

pen, hvilket er obligatorisk for deltagelse. Habilitetserklæringer offentliggøres på

Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Habilitetserklæringen udfyldes og indsendes via

nedenstående link, senest den 26. november 2019:

https:/

/www.sst.dk/da/Om-os/Strategi-og-grundlag/Habilitet/Udfyld-habilitetserklaeri

ng?isAdvisor=yes&council={151D84D4-B016-4697-97AD-0BB18B0AB171}

Sundhedsstyrelsen gør opmærksom på, at habilitetserklæringen skal udfyldes ift. denne

konkrete arbejdsgruppe, og at det ikke er tilstrækkeligt at henvise til arbejdet i en anden

arbejdsgruppe eller til styrelsens liste over godkendelse til samarbejde med læge-

middelindustri.

118

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Refundering af rejseudgifter

Der kan læses om Sundhedsstyrelsens regler og procedurer i forbindelse med rejse-

afregning for eksterne rejsende på følgende link:

https:/

/www.sst.dk/da/Selvbetjening/

Rejseafregning-eksterne

Kilder

1. Sundhedsstyrelsen (2017): Oplæg om ernæringsindsatser for den ældre medicinske

patient.

2. Sundhedsstyrelsen (2008): Vejledning til læger, sygeplejesker, social- og sundheds-

assistenter, sygehjælpere og kliniske diætister. Screening og behandling af patienter

i ernæringsmæssig risiko.

3. Socialstyrelsen (2013): Ernæringsvurdering.

4. Socialstyrelsen (2013): Vejledning til ernæringsvurdering af ældre.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

119

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag III:

Baggrund for vejledningen

I 2016 indgik Venstre-regeringen aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det

Konservative Folkeparti aftale om ”Styrket indsats for den ældre medicinske patient.

National handlingsplan 2016”

(216)

. Som baggrund for handlingsplanen havde Sundheds-

styrelsen udarbejdet et fagligt oplæg til handlingsplanen

(216)

. Handlingsplanen formål

var via otte indsatsområder at styrke indsatsen og skabe sammenhængende forløb for

den ældre medicinske patient. Et af indsatsområderne i handlingsplanen var

Tidligere

opsporing og mere rettidig indsats,

hvilket omfattede et initiativ med fokus på ernæring.

Sundhedsstyrelsen udgav derfor i 2017 ”Oplæg om ernæringsindsatser for den ældre

medicinske patient”

(96)

. En af anbefalingerne i oplægget var, at Sundhedsstyrelsen skulle

opdatere og revidere ”Vejledning til læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassisten-

ter, sygehjælpere og kliniske diætister. Screening og behandling af patienter i ernærings-

mæssig risiko” fra 2003

(9)

. Vejledningen er en praktisk guide til sundhedspersonale på

sygehus om systematisk opsporing, behandling og monitorering af patienters ernæ-

ringstilstand, og i 2008 indførtes mindre forståelsesmæssige rettelser.

For at afdække behovet for revision og opdatering af vejledningen afholdt Sundheds-

styrelsen i september 2019 en workshop for en lang række eksterne deltagere. Et af de

behov, der blev peget på, var at samle indsatsen på tværs af sektorer med henblik på at

understøtte et sammenhængende borger- og patientforløb, og for at understøtte dette

at samle vejledningen målrettet sundhedspersonale på sygehus med Socialstyrelsens

”Vejledning til ernæringsvurdering af ældre” og ”Ernæringsvurdering” fra 2013

(10,11)

, der

anvendes i kommunens hjemmepleje og plejeboliger. De samlede drøftelser fra works-

hoppen er opsummeret i ”Behovsafdækning fra Sundhedsstyrelsens workshop ved-

rørende vejledning om screening og behandling af ernæringsmæssig risiko”, som

sammen med kommissoriet i Bilag II udgjorde oplægget for arbejdsgruppens bidrag

til revision og udarbejdelse af vejledningen

(217)

Socialstyrelsen har til deres vejledning om ernæringsvurdering af ældre udviklet en

række supplerende redskaber og materialer, der understøtter arbejdet med at sikre, at

mad og måltider for ældre tilrettelægges med afsæt i individuelle ønsker og behov, og at

maden er af god ernæringsmæssig og oplevet kvalitet. Sundhedsstyrelsen har i arbejdet

med vejledningen om ”Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere

og patienter i ernæringsrisiko” opdateret følgende materiale: ”Når du skal tage på i vægt”,

”Den lille kloge”, ”Luk mig op – køleskab”, ”Luk mig op – køkkenskab”, ”Inspiration til

dagens mellemmåltider” og ”Madønsker”

(8)

120

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag IV:

Terminologi omkring indsatsen

over for ernæringsrisiko

Oversigten i dette bilag gengiver den terminologi, der er anvendt i vejledningen. Den

samlede indsats omkring opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter

i ernæringsrisiko kaldes kort ’Ernæringsindsats’.

Forebyggelse

- i kommunen

Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko:

•

Opsporing

- i kommunen, på sygehus, i almen praksis

•

Behandling af ernæringsrisiko:

- i kommunen, på sygehus, i almen praksis

•

Udredning

•

Identifikation af risikofaktorer

•

Vurdering af behov (energi, protein og væske)

•

Ernæringsbehandling

•

Udarbejdelse af ernæringsplan (kostform i forhold til behov og

risikofaktorer) og administration af ernæringsplan (indgift og

udførelse)

•

Tværfaglig ernæringsbehandling (samarbejde mellem diverse

faggrupper)

•

Individuel ernæringsbehandling (herunder individuel diætbehand-

ling, sondeernæring og parenteral ernæring)

•

Opfølgning

- i kommunen, på sygehus, i almen praksis

•

Monitorering

•

Evaluering

•

Afslutning

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

121

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag V:

Effekten af ernæringsindsatser

Her beskrives effekten af ernæringsindsatser blandt voksne patienter på sygehus og

blandt ældre borgere i kommunen.

Voksne patienter på sygehus

En omfattende metaanalyse, der inkluderede næsten 7.000 medicinske patienter på

sygehus, viste, at ernæringsstøtte til patienter i ernæringsrisiko eller med underernæring

havde effekt på energi- og proteinindtaget samt signifikant effekt på genindlæggelser og

dødelighed

(157)

. Desuden har et omfattende studie blandt medicinske patienter vist effekt

af en ernæringsvejledning ved klinisk diætist, hovedsageligt baseret på Kost til småt-

spisende og medicinske ernæringsdrikke

(39)

. Ligeledes kan klinisk outcome bedres ved

at anvende perioperativ ernæring. Blandt kirurgiske patienter har evidensen vist, at tidlig

oral ernæring ved energi- og proteinoptimeret kost, medicinske ernæringsdrikke og

sondeernæring, når det er nødvendigt efter kirurgi, er forbundet med signifikant kortere

indlæggelser og forbedrede kliniske resultater

(218)

. Lignende effekt er set ved en præ-

habiliterende ernæringsindsats i en metaanalyse omfattende 178 studier

(219)

. Blandt

patienter, som efter kirurgi ikke kunne indtage tilstrækkelig ernæring enteralt, har studier

vist, at postoperativ parenteral ernæring signifikant kan forbedre ernæringstilstand, den

mentale tilstand, livskvalitet og immunfunktion

(220)

. Endelig har et studie peget på, at det

er vigtigt at overveje, hvad patientens kommende operationsforløb vil medføre af ernæ-

ringsrisiko, og dermed ved større kirurgiske indgreb overveje ernæringsstøtte allerede

inden operationen til patienter, som i princippet ikke er underernærede ved start, da det

hjælper med at opretholde ernæringstilstand og reducere antallet og sværhedsgraden

af postoperative komplikationer sammenlignet med patienter uden ernæringsstøtte

(221)

Det redskab, der anvendes til opsporing af ernæringsrisiko på sygehus, er baseret på

en systematisk analyse af 128 kontrollerede undersøgelser af kostintervention versus

spontant kostindtag

(14)

. Af disse studier viste de 57 en positiv effekt på det kliniske forløb

om virkning af ernæringsbehandling, mens resten ingen effekt viste. Studierne, der viste

en positiv effekt, var karakteriseret ved, at patienterne var svært underernærede, svært

syge (dvs. stressmetabole), moderat underernærede og samtidig let syge, eller let syge

og samtidig moderat underernærede (jf. screeningsskemaet), mens studierne uden

effekt var karakteriseret ved, at patienterne ikke opfyldte disse kriterier. Man så desuden

en øget effekt blandt ældre over 70 år og en mindre effekt af parenteral ernæring sam-

menlignet med medicinske ernæringsdrikke eller sondeernæring. Effekten af ernærings-

behandling i de nævnte kontrollerede undersøgelser var bedre muskelfunktion, øget

gangdistance, færre infektioner, lavere antibiotikaforbrug, hurtigere sårheling, færre

komplikationer i almindelighed, mildere forløb af komplikationer, hurtigere mobilisering

og hurtigere restitution af almindelige daglige færdigheder, bedre livskvalitet, bedre

overlevelse, kortere indlæggelsestid (ca. 20 %), lavere sengedagsomkostninger og færre

genindlæggelser (især for patienter med kroniske sygdomme)

(14)

. Samtidig har et syste-

matisk review peget på, at brugen af ernæringspræparater på sygehus er cost-effek-

tive

(161)

Ældre borgere i kommunen

Der er en lang række risikofaktorer, der har negativ betydning for ældres ernærings-

tilstand

(222,223)

. Systematisk litteraturgennemgang har vist at, hvis man tilgodeser disse

risikofaktorer i en ernæringsindsats til ældre i ernæringsrisiko, så har det en positiv effekt

122

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

på bl.a. ernæringstilstand, livskvalitet og funktionsevnen

(6,224)

. Eksempelvis er der vist en

positiv effekt når ældre beboere på plejehjem får hjælp til at spise og drikke; aktivt ind-

drages i deres egne måltider og når maden indtages i et hjemligt miljø

(225-228)

Evidensen peger på, at det er nødvendigt at indsatsen er tværfaglig og en række forskel-

lige sundhedsprofessionelle er involveret, dvs. kliniske diætister, sygeplejepersonale,

læger, ergoterapeuter og fysioterapeuter samt kostfagligt personale m.fl., for at opnå

den bedst mulige effekt

(6)

Det er vist i en række studier og systematiske review, at tilbud om en energi- og protein-

rig menu er effektivt til at øge indtagelsen hos ældre i ernæringsrisiko, selvom de spiser

mindre portioner

(229-231)

. Særlige menuer med et øget udbud af drikkevarer kan ligeledes

være med til at forebygge dehydrering

(232)

. Evidensen for brug af hhv. mellemmåltider der

ikke er flydende (dvs. fx chips, chokolade, kiks og lign.) samt kost med modificeret konsi-

stens, er begrænset, men i de undersøgelser der er foretaget på de to områder,

er konklusionen alligevel en anbefaling for at tilbyde disse

(6,233)

Baseret på en systematisk gennemgang af litteraturen er det konkluderet at ældre der

er i ernæringsrisiko bør tilbydes en længerevarende individuel ernæringsindsats af en

klinisk diætist, da det har en gavnlig effekt på ernæringstilstanden

(6,171)

. Et systematisk

review har desuden konkluderet at telefonrådgivning er effektivt til at understøtte en

sådan ernæringsindsats

(235)

En række randomiserede studier og systematiske litteraturgennemgange har påvist den

gavnlige effekt af indtag af medicinske ernæringspræparater på ernæringstilstand, fysisk

funktionsevne, komplikationer til sygdom, genindlæggelser m.m. hos ældre i ernærings-

risiko

(41,156-158)

. Samtidig peger et systematisk review på, at brugen af disse præparater til

ældre borgere på plejehjem og i hjemmepleje er cost-effektive

(160)

. På baggrund af disse

studier anbefales det, at de medicinske ernæringspræparater skal være energi- og pro-

teinrige og gives over en længere periode, dvs. minimum en måned

(6)

. Samtidig tyder en

meta-analyse på, at der opnås bedst effekt når præparaterne suppleres med en ernæ-

ringsindsats af en klinisk diætist

(236)

Det redskab, der anvendes til opsporing af ernæringsrisiko hos ældre i kommunen, er

udviklet i regi af projektet God Mad – Godt Liv. Ernæringsvurderingsskemaet (EVS) blev

udviklet og afprøvet via kompetenceudviklede ernæringsnøglepersoner i udviklings-

projektet ”Udvikling af et redskab til ernæringsvurdering og behandling af ældre’’ med

henblik på at identificere de ældre, der har et behov for og gavn af en ernæringsind-

sats

(237)

. Indholdet i EVS er bl.a. baseret på studier, der har vist, hvilke spørgsmål til spise-

vaner der er mest velegnede til at opspore et utilstrækkeligt indtag, samt hvilke risiko-

faktorer der har størst negativ betydning for de ældres ernæringstilstand

(237)

Det blev i udviklingsprojektet konkluderet, at en høj andel af ældre i hjemmeplejen og

på plejehjem havde behov for en indsats i relation til ernæringstilstand, og at EVS syntes

at være en brugbar metode til at identificere disse ældre. Yderligere viste det sig, at i de

tilfælde, hvor der ikke var ansat en ernæringsfaglig person til at øge kvaliteten af ernæ-

ringsindsatsen, blev der kun i ca. 60 % af tilfældene handlet korrekt på resultatet af

ernæringsvurderingen

(237)

EVS er valideret, sammen med en række andre hyppigt brugte redskaber, som fx MNA

og MUST, og på baggrund af en gennemgang af den eksisterende litteratur vedrørende

effekten af ernæringsindsatser blandt skrøbelige ældre i hjemmepleje og på plejehjem.

De fleste studier er gennemført blandt sidstnævnte gruppe, og her ser det bl.a. ud til, at

de ældre, der får 2 point, når deres spisevaner, vægtudvikling og risikofaktorer vurderes,

har særlig god gavn af en tværfaglig ernæringsindsats. Samtidig viste EVS sig bedre end

fx MNA og MUST til at finde disse ældre

(237,238)

. EVS’s evne til at finde de ældre, der har

gavn af en tværfaglig ernæringsindsats, er efterfølgende bekræftet i et cost-effekt

studie, der også har vist at den tværfaglige ernæringsindsats er cost-effektiv

(55)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

123

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag VI:

Definitioner og begreber

Her defineres de væsentligste begreber og termer, som anvendes i vejledningen. Se

desuden Bilag IV Terminologi.

BMI

’BMI’ (Body Mass Index) er et praktisk mål til at vurdere graden af vægtstatus hos voksne

(18 år eller derover). BMI beregnes således: BMI = vægt (i kg)/(højde (i m))2. WHO har

defineret grænseværdier for BMI hos voksne i forhold til helbredsrisikoen forbundet med

de forskellige vægtklasser:

•

Undervægt: BMI < 18,5

•

Normalvægt: 18,5 ≤ BMI < 25

•

Overvægt: BMI ≥ 25

•

Moderat overvægt: 25 ≤ BMI < 30

•

Svær overvægt: BMI ≥ 30

For raske ældre (65 år og derover) gælder de samme BMI-grænser som for andre

voksne

(239)

. For syge gælder andre BMI-grænser

(14)

. For børn og unge anvendes køns-

specifikke og aldersstandardiserede BMI-kurver med grænseværdier for undervægt

(92-95,

188)

Dehydrering

’Dehydrering’ relaterer til mangel på væske i kroppen. Dehydrering kan skyldes utilstræk-

keligt indtag af væske eller øget tab af væske, fx på grund af blødning, opkast, diarre

osv., eller en kombination af begge

(6,240)

. Ældre har øget risiko for at lide af væskemangel,

fordi evnen til at føle tørst forringes med alderen, og fordi kroppens indhold af væske

mindskes, samtidig med at nyrernes evne til at koncentrere urinen forringes. I særlig

risiko er ældre med konfusion, depression og feber samt ældre, der tager vanddrivende

medicin. Derudover er ældre mere udsatte under hedebølger, hvor de også kan opleve

øget tab af salt

(20)

. Der findes ikke et valideret redskab til opsporing af dehydrering, der er

velegnet til den brede målgruppe, vejledningen omfatter, men da mange af årsagerne til

dehydrering er de samme som årsagerne til ernæringsrisiko, vil der ofte være sammen-

fald mellem disse tilstande

(226,241)

Diætbehandling eller Individuel diætbehandling

’Individuel Diætbehandling’ eller kort ’Diætbehandling’ omfatter elementer som indivi-

duel identifikation af risikofaktorer; vurdering af behov og udarbejdelse af ernæringsplan

med fokus på, hvilken kost og/eller sondeernæring/parenteral ernæring, der skal iværk-

sættes; individuel handling (diætvejledning); monitorering af vægtudvikling og kost-

registrering; evaluering og opfølgning samt dokumentation af alle led i behandlingen

(97)

Flere detaljer kan ses i referencen

(97)

. I nærværende vejledning kan individuel diæt-

behandling være en del af ernæringsplanen og den individuelle ernæringsplan, jf. Bilag

IV. Relevante kompetencer ved individuel diætbehandling fremgår af kapitel 10.

124

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Diæt og Diætprincipper

En ’Diæt’ redegør for et afpasset indhold af mad og drikke med videnskabeligt dokumen-

teret forebyggende, behandlende eller diagnostisk sigte, mens ’Diætprincipper’ er det

teoretiske grundlag for sammensætningen af en given diæt

(242)

. Der angives præcise

specifikationer af kvantitativ og/eller kvalitativ karakter med hensyn til indhold af

næringsstoffer. Det kan være såvel makro- som mikronæringsstoffer eller fx indhold

af næringsstoffer. Specifikationen kan også omfatte måltidsmønster og konsistens

(242)

Dysfagi

’Dysfagi’ er problemer med fødeindtagelse, synkefunktion og/eller vanskeligheder med

at spise og drikke. Dysfagi klassificeres efter, hvor dysfagien forekommer, dvs. øvre

dysfagi, der er relateret til mund og svælg, og nedre dysfagi, der er relateret til spiserør

og mavesæk. Dysfagi kan have mange og alvorlige konsekvenser for den enkelte. Dog

påvirker dysfagi primært sikkerheden og effektiviteten af synkefunktionen. Sikkerheden

refererer typisk til risiko for aspiration (fejlsynkning) af mad eller drikke til luftrør og lunger,

og effektivitet refererer til, hvor effektivt og med hvilken hastighed, personen kan synke

mad og drikke. Tilsammen eller hver for sig kan disse to elementer af dysfagi føre til, at

en person ikke kan spise tilstrækkeligt, med risiko for underernæring og dehydrering. Ud

over dette risikerer personen med dysfagi at fejlsynke (aspirere) og udvikle aspirations-

pneumoni (fejlsynkningsbetinget lungebetændelse). Dysfagi er forbundet med øget

risiko for sygelighed og død, reduceret livskvalitet, risiko for social isolation m.v.

(20,243-245)

Se desuden 1.6 om risikofaktorer og kapitel 7 Ernæring i praksis.

Ernæringsbehandling

Behandling af ernæringsrisiko omfatter bl.a. ’Ernæringsbehandling’, se Bilag IV. Ernæ-

ringsbehandling involverer flere aktører og er indsatsen, som iværksættes efter udred-

ning, se Bilag IV. Ernæringsbehandling omfatter udarbejdelse af en ernæringsplan,

herunder plan for en tværfaglig ernæringsindsats, som der oftest er indikation for, samt

efter behov en individuel ernæringsbehandling. De ernæringsfaglige kompetencer i

ernæringsbehandling er beskrevet i kapitel 10 Kompetencer.

Ernæringsdiagnose

En ’Ernæringsdiagnose’ eller ’ernæringsproblem’ identificeres ud fra de data, som ind-

samles i udredningen, se Bilag IV. Formålet med at stille en ernæringsdiagnose er at

identificere og beskrive et specifikt ernæringsrelateret problem, som kan afhjælpes eller

forbedres gennem ernæringsbehandling. Af kapitel 10 om kompetencer fremgår, hvem

der stiller en sådan diagnose. En ernæringsdiagnose adskiller sig fra en medicinsk

diagnose

(34,246)

Ernæringsindsats

’Ernæringsindsats’ omfatter opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter

i ernæringsrisiko. Se Bilag IV for terminologi og en oversigt over indsatsen og andetsteds

i Bilag VI for definition af de enkelte indholdselementer.

I Fælles Sprog III, som omfatter dokumentationspraksis i kommunerne, indgår sundheds-

lovsydelsen ”Ernæringsindsats”, jf. afsnit 4.4. Indsatsen omfatter typisk løbende vægtkon-

trol, kostvejledning og støtte til indtagelse af mad og drikke

(119)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

125

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ernæringsplan

En ’Ernæringsplan’ indgår som en del af ernæringsbehandlingen (se Bilag IV) og inde-

holder typisk vurdering af energi- og proteinbehov, stillingtagen til kostform, målsætning

for indsats og handling samt plan for opfølgning

(122)

Ernæringsrisiko eller Risiko for underernæring

’Ernæringsrisiko’ kan også betegnes som ’Risiko for underernæring’. Ernæringsrisiko

anvendes i denne vejledning i stedet for det tidligere anvendte ’Ernæringsmæssig risiko’,

med mindre sidstnævnte anvendes i en konkret reference. Borgere og patienter i ernæ-

ringsrisiko kan være underernærede, se afsnit 1.3 og figur 1.1. Ved opsporing med brug af

validerede redskaber kan borgere og patienter i ernæringsrisiko, herunder borgere og

patienter der allerede er underernærede, identificeres

(5)

Ernæringsterapi

I denne vejledning erstatter begrebet ’Ernæringsbehandling’ begrebet ’Ernæringsterapi’,

jf. oversigtet i Bilag IV om terminologi og beskrivelser andetsteds i Bilag VI.

Ernæringstilstand eller Ernæringsstatus

’Ernæringsstatus’ eller ’Ernæringstilstand’ defineres som den tilstand, kroppen er i som

et resultat af indtag af næringsstoffer, absorption af næringsstoffer og omsætning af

næringsstoffer samt påvirkningen af eventuelle sygdomsrelaterede faktorer

(91)

. Ved god

ernæringstilstand dækkes kroppens behov for næringsstoffer gennem den kost, der

indtages. Får kroppen for lidt næringsstoffer via kosten, vil kroppen bruge af sine egne

reserver og eventuelt nedbryde væv for at dække underskuddet. Et underskud af

næringsstoffer vil resultere i vægttab og på sigt føre til underernæring. Der findes ikke

en enkelt metode, der alene kan måle kroppens ernæringstilstand. Derfor anvender

man forskellige metoder, som kan afdække forskellige informationer, der tilsammen

kan belyse kroppens ernæringstilstand

(91)

. I praksis drejer det sig om en undersøgelse

med fokus på tegn på underernæring, oplysninger om vægttab gennem de seneste 3

måneder, nyligt kostindtag, måling af højde og vægt til beregning af BMI samt eventuelt

forskellige blodprøver og vurdering af kroppens sammensætning (fedt- og muskel-

masse)

(91)

. I denne vejledning anvendes termen ’Ernæringstilstand’.

Ernæringsterapi

I denne vejledning erstatter begrebet ’Ernæringsbehandling’ begrebet ’Ernæringsterapi’,

jf. oversigtet i Bilag IV om terminologi og beskrivelser andetsteds i Bilag VI.

Ernæringsvurdering og Udredning

Termen ”Ernæringsvurdering” er udtryk for de undersøgelsestiltag, der handler om at

finde risikofaktorer, årsager og medvirkende faktorer til, at borgeren/patienten har et

utilstrækkeligt kostindtag i forhold til behovet, og dermed taber sig

(237)

. I denne vejledning

anvendes ’Udredning’. Til ernæringsvurdering i kommunen anvendes et Ernærings-

vurderingsskema, der kort kaldes for EVS, se afsnit 4.2.

Funktionsevne og Tab af funktionsevne

’Funktionsevne’ er en overordnet term, der omfatter kroppens funktioner (fysiologiske

og mentale) og anatomi, aktiviteter og deltagelse. Tilsvarende er ’Tab af funktionsevne’

(funktionsevnenedsættelse) en begrænsning af disse

(247)

. Ved vurdering af fysisk funk-

126

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

tionsevne kan Rejse-Sætte-Sig-testen (’30s-RSS’) anvendes til ældre, idet tidlige ændrin-

ger i den ældres fysiske funktionsevne kan opdages ved at vurdere muskelstyrken i

benene

(27,116)

. Se afsnit 4.3 og 6.1.

Fysisk aktivitet

’Fysisk aktivitet’ omfatter alle former for bevægelse, der øger energiomsætningen, dvs.

både ustruktureret aktivitet og mere bevidst målrettet, regelmæssig fysisk aktivitet

(træning). Fysisk aktivitet indeholder et bredt spektrum af aktiviteter, lige fra idræt, sport

og hård motion til hverdagsaktiviteter, som leg, havearbejde, en gåtur, cykling som

transport og at tage trappen mm.

(248)

. Under en indlæggelse vil den fysiske aktivitet ofte

begrænses til at være sengeliggende eller oppegående.

Fødevarer til særlige medicinske formål

’Fødevarer til særlige medicinske formål’ (FSMP), også kaldet ernæringspræparater,

anvendes til ernæring af borgere og patienter, som lider af underernæring eller er i risiko

for underernæring på grund af en bestemt diagnosticeret sygdom, lidelse eller medi-

cinsk tilstand, der gør det meget vanskeligt for disse patienter at dække deres ernæ-

ringsbehov ved indtagelse af almindelige fødevarer

(249)

. Af samme grund skal FSMP

anvendes under lægelig overvågning, hvilket vil kunne sikres med bistand fra andre

kompetente sundhedsprofessionelle. Sammensætningen af FSMP kan variere i ganske

betydelig grad, blandt andet afhængigt af, hvilken sygdom, lidelse eller medicinsk

tilstand der er baggrund for anvendelsen. FSMP inddeles i forskellige kategorier afhæn-

gigt af, om fødevaren har en standardsammensætning eller en sygdoms- eller funktions-

specifik næringsstofsammensætning, og afhængigt af, om fødevaren fungerer som

eneste ernæringskilde for dem, den er tiltænkt. Der kan ydes tilskud på 60 % af udgiften

til FSMP, hvis fødevaren fremgår af Lægemiddelstyrelsens liste over tilskudsberettigede

ernæringspræparater

(249)

Genoptræning

’Genoptræning’ er en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/

borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten/

borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktions-

evne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt

(250)

. Plan for

genoptræning beskrives i en GOP (genoptræningsplan).

Kostvejledning

’Kostvejledning’ omfatter vejledning om De officielle Kostråd, herunder sunde mad- og

måltidsvaner, der suppleres med de gældende ernæringsanbefalinger for den specifikke

patientgruppe. Kostvejledning kan desuden bestå af udarbejdelse af en kostanamnese,

råd om valg af fødevarer og sammensætning af måltider. Kostvejledning er typisk mål-

rettet raske borgere med sygdomsforebyggende sigte uden behov for en ernæringsind-

sats

(97,251)

NIS eller Kostbegrænsende faktorer

’NIS’ er forkortelsen for Nutrition Impact Symptoms. NIS er symptomer, der kan være

årsag til et nedsat kostindtag, og kaldes på dansk ’Kostbegrænsende faktorer’

(26)

. Kost-

begrænsende faktorer er fx kvalme, tygge- og synkebesvær, mundtørhed og forstop-

pelse. At identificere risikofaktorer indgår i den indledende udredning i forbindelse med

behandling af ernæringsrisiko. Se mere i afsnit 1.6 og Bilag IV.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

127

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Opfølgning

’Opfølgning’, der omfatter monitorering, evaluering og afslutning, er sidste del af

ernæringsindsatsen. Opfølgning er nødvendig for løbende at vurdere, om målet med

den enkelte ernæringsplan er nået, eller om der er behov for en eventuel justering

(6)

Se Bilag IV og afsnit 3.3.

Opsporing eller Tidlig opsporing

’Opsporing’ eller ’Tidlig opsporing’ er første del af ernæringsindsatsen, jf. oversigten i

Bilag IV. Tidlig opsporing af ernæringsrisiko muliggør rettidig behandling (udredning og

ernæringsbehandling), som skal forebygge yderligere svækkelse af helbredstilstand eller

tab af funktionsevne som følge af underernæring. Desuden kan tidlig opsporing være

med til at fremme borgerens og patientens livskvalitet samt forebygge behandlings-

eller indlæggelseskrævende sygdom

(2-6)

. I forbindelse med opsporing af borgere og

patienter i ernæringsrisiko anvendes redskaber, der er udviklet og valideret til brug i den

specifikke målgruppe og sammenhæng, se kapitel 3 og afsnit 4.3, 5.2, 6.1, 9.1 og 9.2. I

denne vejledning erstatter ’Opsporing’ det tidligere anvendte ’Screening’ og ’Ernærings-

screening’.

Palliativ indsats

Palliation er lindring ved livstruende sygdom, og en ’Palliativ indsats’ har til formål at

fremme livskvaliteten hos borgere/patienter og deres familier, der står over for de

problemer, der er forbundet med livstruende sygdom. Det sker ved at forebygge og

lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af

smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig karakter

(252)

Refeeding syndrom eller RFS

’Refeeding syndrom’ (RFS) er en potentielt livstruende tilstand, der kan opstå som følge

af for hurtig eller for voluminøs ernæringstilførsel ved opernæring hos underernærede,

uanset indgiftsmetode (oral, sonde eller parenteral) og både ved supplement og ved

fulddosis

(167)

. RFS kan medføre svære væske- og elektrolytforstyrrelser, der øger risikoen

for alvorlige komplikationer. Se mere om RFS i afsnit 7.11.

Rehabilitering

’Rehabilitering’ kan defineres som en række indsatser, der støtter den enkelte, som har

eller er i risiko for at få nedsat funktionsevne, i at opnå og vedligeholde bedst mulig funk-

tionsevne, herunder at fungere i samspil med det omgivende samfund. Rehabilitering

handler om at give borgere med nedsat funktionsevne mulighed for at opnå samme

grad af funktionsevne som tidligere eller den bedst mulige funktionsevne fysisk, psykisk,

kognitivt og socialt samt mulighed for at leve et meningsfuldt og selvstændigt liv

(253)

Madlavning og tilrettelæggelse af måltider er en del af hverdagen for alle. Specifikt for

ældre omfattet af Servicelovens § 83a gælder det, at den enkelte gennem en rehabilite-

ringsindsats kan understøttes i at opretholde og genvinde sine evner til at deltage i mad-

lavning og tilrettelægning af måltidet

(118)

. At være med til at dække bord og spise selv er

dele af den enkeltes selvbestemmelse og bidrager til at øge livskvaliteten

(2)

Risikofaktorer

En lang række ’Risikofaktorer’ bidrager negativt til ernæringstilstanden, og identifikation

og vurdering af risikofaktorer i forhold til den enkelte borger og patient er derfor en

væsentlig del i behandlingen af ernæringsrisiko. Risikofaktorer er fx borgerens eller

128

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

patientens appetit, smagspræferencer og eventuelle problemer med at spise, synke

eller fordøje maden, se afsnit 1.6. NIS (Nutrition Impact Symptoms, kostbegrænsende

faktorer) omfatter en del af de beskrevne risikofaktorer og anvendes indimellem om de

symptomer, der begrænser borgere og patienters evne til at spise. Se mere under ’NIS’

andetsteds i Bilag VI.

Sarkopeni

’Sarkopeni’ er et syndrom, der er karakteriseret ved et progressivt og generelt tab af

skeletmuskelmasse, styrke og funktion (ydeevne) med en deraf følgende risiko for en

række alvorlige komplikationer. Sarkopeni er ofte en følge af aldringsprocesserne (primær

sarkopeni) efterfulgt af fysisk skrøbelighed men kan også skyldes andre mekanismer

(sekundær sarkopeni), der kan være sygdomsrelateret, aktivitetsrelateret (fx inaktivitet

eller sengeleje) eller ernæringsrelateret (fx proteinmangel)

(254)

. Presbyfagi er en afart af

dysfagi med karakteristiske ændringer i tygge-synkefunktionen ved ellers sunde sunde

mekanismer hos raske ældre eller personer med stort vægt- eller muskeltab (sarkopeni),

fx efter lang tids sengeleje

(255)

. Sarkopeni indgår som et af kriterierne for at stille diagno-

sen underernæring, se afsnit 1.3.1 og under ’Underernæring’ andetsteds i Bilag VI, og kan

stilles ved brug af et spørgeskema (’SARC-F’) i kombination med måling af muskelstyr-

ken, fx ved Hånd-Gribe-Styrke- eller Rejse-Sætte-Sig-testen (’30s-RSS’). Ønskes en nær-

mere kvantificering af muskelmassen, kan man anvende DEXA-scanning, CT-scanning

eller bioimpedansmåling

(234)

Screening

’Screening’ og ’nationale screeningsprogrammer’ betegner systematiske landsdækkende

undersøgelsesprogrammer rettet mod bestemte befolkningsgrupper med det formål

at identificere personer med bestemte sygdomme, forstadier til sygdomme eller bety-

dende risikofaktorer for udvikling af sygdomme for derved at kunne tilbyde relevant fore-

byggelse, undersøgelse og/eller behandling

(256)

. I denne vejledning anvendes termen

’Opsporing’, se dette andetsteds i Bilag VI.

Skrøbelighed

’Skrøbelighed’ (på engelsk: frailty) er en klinisk tilstand, der defineres som et medicinsk

syndrom

(139,257,258)

. Alderdom og fysisk skrøbelighed er ikke det samme, men der ses et

sammenfald mellem fysiske funktionsproblemer, et højt antal kroniske sygdomme og

skrøbelighed, hvorfor syndromet forekommer hyppigere med stigende alder

(259,260)

. Fysisk

skrøbelighed viser sig fx i forbindelse med vægttab, udtrætning, lav muskelstyrke og

langsom gang, og kan desuden dække over alvorlig sygdom

(139)

. Fysisk skrøbelighed

hos ældre hænger sammen med en øget risiko for funktionstab, institutionalisering og

tidligere død, men skrøbelighed betragtes som reversibel og kan i nogen grad fore-

bygges.

Stressmetabolisme

’Stressmetabolisme’ er hormonudløste ændringer i stofskiftet, der bl.a. medfører øget

basalstofskifte, proteinnedbrydning samt glukose- og fedtforbrænding. Stressmeta-

bolisme ses fx ved feber, traumer, operationer og forbrændinger

(20)

. Også kroniske

sygdomme medfører varierende grader af konstant øget stressrespons. Fx har KOL,

gigtsygdomme og udtalt åreforkalkning en stimulerende effekt på stofskifte og pro-

duktion af cytokiner, om end i mindre grad end ved akut opstået sygdom med feber,

traumer, kirurgi osv.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

129

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ved underernæring uden sygdom (raske) ses muskeltræthed, dårlig fysisk kondition, lav

fysisk aktivitet og øget tendens til depression

(261)

. Konsekvenser af underernæring er dog

særligt alvorlige hos syge patienter, hvor kroppen ikke kan tilpasse sig som under en

fastetilstand. Det skyldes, at sygdommen i sig selv øger behovet for næringsstoffer,

såkaldt stressmetabolisme.

Ved stressmetabolisme forstås de mekanismer der træder i kraft i kroppen ved såvel

akut, - som kronisk sygdom. Det skyldes den inflammatoriske aktivitet som følge af fx

infektion eller kirurgisk indgreb, der medfører dannelsen af såvel cytokiner, som dannel-

sen af stresshormoner, fx kortisol. Konsekvensen er at appetitten nedsættes og muskel-

massen nedbrydes, hvorved der dannes aminosyrer som bl.a. anvendes til kroppens

reparationsprocesser og til dannelse af glukose. Dette medvirker til at øge både insulin-

resistensen og basalstofskiftet. Herved opstår behov for øget indtag af næringsstoffer,

særligt af proteiner.

Stressmetabolisme ses ved akutte tilstande som fx feber, traumer, operationer og

forbrændinger. Graden af akut sygdom kan vurderes ved forskellige blodprøver, fx CRP

og albumin. Albumin er i den forbindelse udtryk for graden af sygdom og ikke et udtryk

for ernæringstilstanden og kan ikke anvendes til monitorering af denne. Kroniske syg-

domme, som fx KOL, gigtsygdomme og udtalt åreforkalkning, medfører ligeledes

varierende grader af konstant øget metabolisk stressrespons og har en stimulerende

effekt på stofskiftet og produktionen af cytokiner, om end i mindre grad end ved akut

opstået sygdom med feber, traumer, kirurgi osv. Risiko for sygdomsrelateret under-

ernæring ses hos alle uanset det vægtmæssige udgangspunkt

(62,68,135,182,262-264)

. Imidlertid

er patienter, der i forvejen er undervægtige, mere udsatte for komplikationer relateret til

uplanlagt vægttab, fx ved kræftsygdomme og dysfagi, end patienter, som

har højere BMI

(135)

Tilskud til ernæringspræparater

Nogle borgere og patienter kan få et økonomisk tilskud til medicinske ernæringsdrikke

eller sondeernæring, hvis det vurderes, at der er behov herfor i forbindelse med sygdom

eller alvorlig svækkelse. Det sker ved at lægen eller den kliniske diætist udfylder en

ernæringsordination (kaldet Grøn recept). Jf. Vejledning om tilskud til lægeordinerede

ernæringspræparater defineres målgruppen som personer med svær sygdom, der med-

fører, at de ikke kan synke eller optage almindelig kost, og kan have behov for ernæ-

ringspræparater, der indgives gennem sonde, samt personer med alvorlig svækkelse

eventuelt forudgået af alvorlig sygdom, hvor personen efter lægens vurdering ikke er

i stand til at indtage almindelig mad i tilstrækkelig mængde til at dække behovet for

næringsstoffer, og hvor indtagelse af et ernæringspræparat gennem mund eller via

sonde i en periode er indiceret

(143,265)

. Se desuden afsnit 7.6 og 7.9.

Underernæring

’Underernæring’ defineres som en tilstand, der skyldes manglende eller utilstrækkeligt

kostindtag i forhold til behovet eller i forhold til optagelsen af indtaget næring. Det med-

fører vægttab, herunder reduceret muskelmasse, der igen fører til nedsat fysisk og men-

tal funktion, øget risiko for komplikationer til medicinsk og kirurgisk behandling samt

reduceret klinisk effekt af sygdomsbehandling

(12)

. Det er derfor vigtigt at identificere bor-

gere og patienter i ernæringsrisiko så tidligt i forløbet som muligt, se afsnit 3.1, 4.3, 5,2,

6.1, 9.1 og 9.2. Diagnosen underernæring foregås altid af at opspore patienter i ernæ-

ringsrisiko, se afsnit 1.4.1. Diagnosen underernæring kræver, at mindst ét ætiologisk og

ét fænotypisk kriterie er tilstede. Se tabel VI.

Det skal bemærkes, at der er overlap mellem flere af kriterierne i opsporingsredskabet

NRS-2002 og de diagnostiske kriterier, men da der er tale om forskellige kombinationer

i de to redskaber, vil disse også afvige fra hinanden, fx omkring BMI og kostindtag.

130

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Tabel VI

Kriterier for at stille diagnosen Underernæring

(5)

Opsporing af ernæringsrisiko

Anvend et valideret redskab (NRS-2002 eller uplanlagt vægttab/EVS)

Udredning af diagnosen underernæring

Fænotypiske kriterier

Uplanlagt vægttab

> 5 % vægttab over 6 måneder eller

> 10 % vægttab længere end 6 måneder tilbage

< 20, hvis < 70 år eller

< 22, hvis > 70 år

Asiatisk etnicitet:

< 18,5, hvis < 70 år eller

< 20, hvis > 70 år

Reduceret muskelmasse

Reduceret muskelmasse – målt med valideret

metode for måling af kropssammensætningen

< 50 % af behovet < 1 uge

Kronisk tilstand i mavetarmkanalen som

påvirker absorption og optag af mad

Akut sygdom eller traume

Kronisk sygdom

Diagnosen stilles

Kriterier for at stille

diagnosen underernæring

Sværhedsgrad

At bestemme

sværhedsgraden

af underernæring

udfra de fænotypiske

kriterier

Trin 1,

moderat underernæring

(1 kriterie skal opfyldes)

5-10 % vægttab seneste 6 måneder eller

10-20 % mere end 6 måneder

eller

BMI < 20, hvis < 70 år

BMI < 22, hvis > 70 år

eller

Mild til moderat tab af muskelmasse

Trin 2,

svær underernæring

(1 kriterie skal opfyldes)

> 10 % vægttab seneste 6 måneder eller

> 20 % mere end 6 måneder

eller

BMI < 18,5, hvis < 70 år

BMI < 20, hvis > 70 år

eller

Svært tab af muskelmasse

1: Forslag til egnede metoder fremgår af referencen om de diagnostiske kriterier

(5)

2: CRP, albumin kan anvendes til at støtte graden af inflammation.

3: Større infektioner, brandsår, traumer, hovedtraumer, - alvorlig inflammation.

4: Kroniske sygdomme (hjertesvigt, KOL, reumatoid artritis, nyresygdom, leversygdom, kræft, kronisk eller intermitterende inflammation).

Lavt BMI

Ætiologiske kriterier

Nedsat kostindtag

eller nedsat optag

af næringsstoffer

Inflammation

Kræver mindst 1 fænotypisk og 1 ætiologisk kriterie

Uplanlagt vægttab

’Uplanlagt vægttab’ er et vægttab på minimum 1 kg, der ikke er tilsigtet, og hvor patien-

ten/borgeren taber sig uden specifikt at gøre en indsats for det

(97,175)

. Et af de tydeligste

tegn på, at en person er i ernæringsrisiko, er uplanlagt vægttab, som derfor anvendes

som redskab i forbindelse med tidlig opsporing.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

131

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag VII:

Lovgrundlag

Kommuner og regioner har ifølge

Sundhedsloven

(LBK nr. 903 af 26/08/2019) et fælles

ansvar for at etablere sammenhængende forebyggende, sundhedsfremmende og

behandlende tilbud til borgerne

(1)

. Tilbuddene udføres af regionernes sygehusvæsen,

praktiserende sundhedspersoner, kommuner og øvrige offentlige og private institutioner

jf. §§ 2 og 3. I den sammenhæng er det særligt §§ 119, 120, 139, 140, 159, 198, 203, 206,

213, 220 og 256, der er relevante.

Af § 119, stk. 1 og 2 fremgår, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for at skabe rammer

for en sund levevis og at etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til

borgerne. Af stk. 3 fremgår, at regionsrådet skal tilbyde patientrettet forebyggelse i

sygehusvæsenet og i praksissektoren m.v. Regionsrådet skal desuden yde rådgivning

m.v. i forhold til kommunernes indsats efter stk. 1 og 2.

§ 120 fastsætter, at kommunalbestyrelsen bidrager til at sikre børn og unge en sund

opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse. De kommunale

tilbud tilrettelægges, så der både ydes en generel forebyggende og sundhedsfrem-

mende indsats, en individorienteret indsats rettet mod alle børn, og en særlig indsats

rettet mod børn med særlige behov.

Jf. § 139 fastsætter Sundheds- og Ældreministeren regler om omfanget af og kravene til

den kommunale hjemmesygeplejerskeordning. § 2 i

Bekendtgørelse om hjemmesyge-

pleje

(BEK nr. 1601 af 21/12/2007) fastsætter, at hjemmesygeplejen efter Sundheds-

styrelsens retningslinjer skal omfatte sygepleje, herunder omsorg og almen sundheds-

vejledning, afpasset efter patientens behov, samt vejledning og bistand, herunder

opsøgende arbejde, i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til personer eller

familier, der har særlige behov herfor

(266)

§ 140 omhandler genoptræning og fastsætter, at kommunalbestyrelsen tilbyder veder-

lagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt

begrundet behov for genoptræning. Indsatsen tilrettelægges i sammenhæng med de

kommunale træningstilbud m.v. i henhold til lovgivning.

§ 159 tilskriver, at regionsrådet efter nærmere regler yder tilskud til ernæringspræparater,

som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.

§ 198 fastsætter, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen modtager, registrerer og

analyserer rapporteringer om utilsigtede hændelser til brug for patientsikkerheden og

rapportering af oplysninger efter reglerne. Jf. stk. 5 forstås ved en utilsigtet hændelse en

begivenhed, der forekommer i forbindelse med sundhedsfaglig virksomhed, herunder

præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning af og information om lægemidler.

Utilsigtede hændelser omfatter på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl, som

ikke skyldes patientens sygdom, og som enten er skadevoldende eller kunne have

været skadevoldende, men forinden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af

andre omstændigheder.

§ 203 tilskriver, at regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen samarbejder om

indsatsen på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundheds-

sektoren og de tilgrænsende sektorer.

§ 206 om planlægning fastsætter, at regionsrådet skal udarbejde en samlet plan for

tilrettelæggelse af regionernes virksomhed på sundhedsområdet.

132

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Jf. § 213, stk. 1 og 2 fører Styrelsen for Patientsikkerhed det overordnede tilsyn med sund-

hedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på området. Der føres løbende til-

syn med udvalgte behandlingssteder, herunder sygehusenheder, praksisser, plejecentre,

plejehjem, bosteder og sundheds- eller genoptræningssteder, jf. § 213 c.

§ 220 fastsætter, at Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med de sundhedsmæssige

forhold på dag- og døgninstitutioner, der ikke er omfattet af § 213, stk. 1 og 2. Ved sund-

hedsmæssige forhold forstås bekæmpelse af smitsomme sygdomme, hygiejniske for-

hold og sundhedsproblemer af mere generel karakter.

§ 256 definerer, at det er bopælsregionen, der afholder udgifter til tilskud til ernærings-

præparater efter § 159.

Ud over Sundhedsloven er en række andre love og bekendtgørelser relevante at tage

i betragtning omkring indsatsen over for underernæring. De mest centrale love og

bekendtgørelser er følgende:

Serviceloven

(LBK nr. 1548 af 01/07/2021) har til formål at tilbyde rådgivning og støtte

for at forebygge sociale problemer, at tilbyde serviceydelser, der kan have et forebyg-

gende sigte, og at tilgodese behov, der følger af fysisk eller psykisk funktionsnedsæt-

telse. Formålet med hjælp efter loven er at fremme den enkelte borgers mulighed for

at klare sig selv eller at lette dagligdagen for derigennem at forbedre livskvaliteten

(118)

I den sammenhæng er det særligt §§ 79 a, 83, 83 a, 85 og 86, der er relevante.

§ 79 a definerer tilbud om forebyggende hjemmebesøg. Efter behov tilbydes forebyg-

gende hjemmebesøg til borgere i alderen 65-81 år, som er i særlig risiko for at få nedsat

social, psykisk eller fysisk funktionsevne. Desuden skal alle borgere, der bor alene, til-

bydes et forebyggende hjemmebesøg i deres fyldte 70. år. Alle borgere skal i deres

fyldte 75. år og i deres fyldte 80. år tilbydes et forebyggende hjemmebesøg og mindst

et årligt forebyggende hjemmebesøg fra borgeren er fyldt 82 år. Kommunalbestyrelsen

kan vælge at undtage borgere, der modtager både personlig pleje og praktisk hjælp

efter § 83, fra ordningen om forebyggende hjemmebesøg.

Af § 83, stk. 1,2 og 3 fremgår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde personlig hjælp og

pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, samt madservice til

personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktions-

evne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Formålet med

tilbuddet er jf. stk. 4 at bidrage til dels at vedligeholde fysiske og psykiske færdigheder,

dels at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer.

§ 83 a, stk. 1 fastsætter, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde et korterevarende og tids-

afgrænset rehabiliteringsforløb til personer med nedsat funktionsevne, hvis det vurderes,

at rehabiliteringsforløbet vil kunne forbedre personens funktionsevne og dermed ned-

sætte behovet for hjælp efter § 83, stk. 1. Jf. stk. 2 skal rehabiliteringsforløbet tilrettelæg-

ges og udføres helhedsorienteret og tværfagligt, og kommunalbestyrelsen skal i sam-

arbejde med personen fastsætte individuelle mål for forløbet.

Jf. § 85 skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og

hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

§ 86, stk. 1 tilskriver, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde genoptræning til afhjælpning

af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til

en sygehusindlæggelse. Ligeledes skal kommunalbestyrelsen jf. stk. 2 tilbyde hjælp til

at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

133

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Autorisationsloven

(LBK nr. 731 af 08/07/2019) har til formål at styrke patientsikker-

heden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser gennem autorisation af

nærmere bestemte grupper af sundhedspersoner

(144)

. I den sammenhæng er det særligt

§§ 21, 22, 23, 24, 25 og 91, der er relevante.

§§ 21-25 og 91 fastsætter autoriserede sundhedspersoners pligt til at føre patientjour-

naler over deres virksomhed, jf. regler fastsat af Styrelsen for Patientsikkerhed. Patient-

journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patient-

behandling. Oplysningerne skal journalføres så snart som muligt efter patientkontakten.

Reglerne for sundhedspersoners patientjournaler fremgår af

Journalføringsbekendt-

gørelsen

(BEK nr. 1225 af 08/06/2021), der jf. § 1, stk. 1 omfatter enhver autoriseret

sundhedsperson, der som led i udførelsen af sundhedsmæssig virksomhed foretager

behandling af en patient og personer, der handler på disses ansvar, jf. Sundhedslovens

§ 6

(1,101)

. Ved behandling forstås, jf. § 1, stk. 2 undersøgelse, diagnosticering, sygdoms-

behandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundheds-

fremme i forhold til den enkelte patient.

Af §§ 2 og 3 fremgår, at patientjournalen indeholder notater, som oplyser om patientens

tilstand, den planlagte og udførte behandling m.v., samt oplysninger om rent private

forhold og andre fortrolige oplysninger, hvis disse er af betydning for den aktuelle

behandling. Patientjournalen fungerer som arbejdsredskab for de involverede sundheds-

personer og har til formål at sikre god og sikker patientbehandling gennem nødvendige

notater, og understøtter patientens mulighed for inddragelse i behandling og varetagelse

af egne interesser.

Af § 5, stk. 3 fremgår desuden, at pligten til at føre patientjournal påhviler enhver autori-

seret sundhedsperson og personer, der handler på disses ansvar, og at det er ledelsen

på behandlingsstedet, der har ansvaret for at sikre, at personale, som handler på ansvar

af en autoriseret sundhedsperson, har de fornødne kompetencer og er tilsvarende

instrueret i at føre journal over den udførte sundhedsfaglige virksomhed.

Journalføringspligt er yderligere beskrevet i

Vejledning om sygeplejefaglig journal-

føring

(VEJ 9521 af 01/07/2021)

(213)

Af 1.2 i vejledningen fremgår, at sundhedspersoner forstås som personer, der i henhold til

særlig lovgivning, er autoriserede til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer,

der handler på deres ansvar. Sundhedspersoner skal således forstås bredt og omfatter

blandt andet sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger og andre relevante

faggrupper, herunder også personale, der ikke er sygeplejefagligt uddannet, men som

handler på en autoriseret sundhedspersons ansvar. En person handler på en autoriseret

sundhedspersons ansvar, når personen generelt eller konkret får overdraget en sund-

hedsfaglig opgave, som en autoriseret sundhedsperson ellers havde ansvaret for. Dette

gælder, uanset om den, der overtager opgaven, selv er autoriseret sundhedsperson eller

ej. Vejledningen fastsætter desuden, at man også betragtes som sundhedsperson, når

ledelsen på et behandlingssted generelt tilrettelægger eller konkret beslutter, at ikke-

autoriseret personale kan varetage bestemte sundhedsfaglige opgaver.

Af 1.2 i vejledningen fremgår videre, at behandlingssted forstås som en selvstændig

virksomhed, hvor eller hvorfra en eller flere sundhedspersoner udfører behandling.

Det omfatter fx sygehuse, klinikker, ambulatorier, almen praksis, offentlige og private

institutioner (eksempelvis plejehjem, bosteder eller kommunale rehabiliteringscentre,

midlertidige pladser og sygeplejeklinikker) og private hjem (eksempelvis hjemmepleje

og hjemmesygepleje). Vejledningen gælder på alle behandlingssteder, hvor sygepleje-

fagligt personale som led i sundhedsmæssig virksomhed udfører af patienter.

134

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

5.2 i vejledningen fastsætter, at alle nødvendige oplysninger af betydning for obser-

vation, pleje og behandling skal fremgå af journalen, herunder at der er taget stilling til,

om patienten har problemer eller risici inden for 12 specifikke sygeplejefaglige problem-

områder, herunder funktionsniveau, ernæring og udskillelse af affaldsstoffer.

Se desuden

Vejledning om journalføring for specifikke autorisationsgrupper,

der

blandt andet omfatter ergoterapeuter, fysioterapeuter og kliniske diætister

(267)

Samtlige love findes på

www.retsinformation.dk

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

135

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag VIII:

NRS-2002 - Skema til bestem-

melse af ernæringsrisiko

For voksne patienter, der indlægges på sygehus, sker opsporingen af ernæringsrisiko

ved hjælp af det validerede opsporingsredskab NRS-2002

(9)

. Eftersom skemaet er fra

2003, svarer terminologien i tabel VIII ikke til den i vejledningen anvendte terminologi.

Tabel VIII

Skema til bestemmelse af ernæringsrisiko

Ernæringstilstand

Sværhedsgrad af sygdom

(stress-metabolisme ~ øget behov)

Normal ernæringstilstand

Vægttab > 5 % på 3 måneder

eller

Kostindtagelse 50-70 %

af behovet i sidste uge

Normal score = 0

Let score = 1

Normale behov

Collum femoris fraktur

Kronisk prægede ptt., særligt ved

akutte komplikationer: kronisk

obstruktiv lungesygdom, cirrhose

Øvrige (i flg. klinisk skøn): Fx kronisk

prægede ptt. med nyreinsuffeciens,

IDDM eller cancer

Moderat score = 2

Vægttab > 5 % på 2 måneder

eller

BMI 18,5-20,5 og påvirket almentilstand

eller

Kostindtagelse 25-50 %

af behovet i sidste uge

Moderat score = 2

Store abdominalkirurgiske indgreb

(colektomi, gastrektomi, hepatektomi),

Postoperativ ATIN, apopleksi

Øvrige (i flg. klinisk skøn): Fx gentagne

operationer, svær pneumoni, ileus,

anastomoselækager, svære inflam-

matoriske tarmsygdomme eller

cancer

Svær score = 3

Kranietraumer, Knoglemarvs-

transplatation

Forbrænding > 50 %

Øvrige (i flg. klinisk skøn): Svære

infektioner (sepsis), ptt. i intensiv

terapi (APACHE > 10), svær akut

pankreatitis eller cancer

Normal score = 0

Let score = 1

Svær score = 3

Vægttab > 5 % på 1 måned/

15 % på 3 måneder

eller

BMI 18,5 og påvirket almentilstand

eller

Kostindtagelse 0-25 %

af behovet i sidste uge

Score:

= Total score:

Alderskorrektion:

ved alder ≥ 70 år, lægges tallet 1 til scoren overfor

= Alderskorrigeret total score:

Hvis alderskorrigeret Total score ≥ 3: patienten er i ernæringsmæssig risiko, og der startes Ernæringsplan og opfølgning:

Målsætning for behandling

Skøn over behov,

Stillingtagen til kostform,

Plan for opfølgning (monitorering, evaluering og justering af indtag og vægt).

Hvis alderskorrigeret Total score < 3, overvejes en forebyggende indsats, fx hvis pt. skal gennemgå en større operation.

Hvis dette ikke er indiceret, ordineres kostform og patienten re-screenes ugentligt under indlæggelsen.

: I det gamle skema fra 2003 har der fejlagtigt stået 1�½ måned. Den korrekt tidsperiode er 2 måneder.

136

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag IX:

Ernæringsbehov i forskellige

kliniske situationer

Ernæringsbehov i forskellige kliniske situationer, baseret på aktuelle ESPEN guidelines.

Anbefalinger for energi- og proteinbehov er udarbejdet af en ad hoc-gruppe, hvis

medlemmer fremgår under skemaet.

Generelt anbefales for alle patienter i ernæringsrisiko (NRS 3+) i alle guidelines måling

af REE (hvilestofskiftet), vurdering af aktivitetsfaktor og individuel vurdering ved klinisk

diætist. Hvor det ikke er muligt, tages udgangspunkt i nedenstående skema:

Tabel IX

Ernæringsbehov i forskellige kliniske situationer, baseret på ESPEN aktuelle guidelines

Guideline

Anbefaling

Energi

kcal/kg

legemsvægt/

dag

Anbefaling

Protein

g/kg

legemsvægt/

dag

Gruppens konklusion

NRS stressmetabolisme

grad 1

Indlagte samt kronisk

syge og gamle i kommune

og hjem

ESPEN guidelines on

nutrition in cancer

patients [1]

25-30

1-1,5

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

NRS stressmetabolisme

grad 2

Indlagte

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1.3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

ESPEN guideline on

clinical nutrition and

hydration in geriatrics [2]

ESPEN Guidelines on

Enteral Nutrition [3]

35-40

1,2-1,5

ESPEN Guidelines on

Parenteral Nutrition:

non-surgical oncology [4]

25-30

Ingen

ESPEN Guidelines on

Parenteral Nutrition:

surgery [5]

Ved svær

stress:

25-30

Ingen

ESPEN expert group

recommendations for

action against cancer-

related malnutrition [6]

1,2–1,5

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

137

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Guideline

Anbefaling

Energi

kcal/kg

legemsvægt/

dag

25-30

Anbefaling

Protein

g/kg

legemsvægt/

dag

1,5

Gruppens konklusion

ESPEN guideline: Clinical

nutrition in surgery [7]

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

113 kJ/kg legemsvægt/

dag (27 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1,3

g/kg legemsvægt/dag

ESPEN guideline: Clinical

nutrition in inflammatory

bowel disease [8]

Svarende til den

raske del af

populationen

Aktiv sygdom:

1,2-1,5

Remission: 1

ESPEN guidelines on

nutritional support for

polymorbid internal

medicine patients [9]

ESPEN guideline clinical

nutrition in neurology [10]

Svær

undervægt

25-30 ved NIV

ESPEN expert statements

and practical guidance

for nutritional manage-

ment of individuals with

sars-cov-2 infection [11]

27-30

1 g til ældre

≥ 1 g til

multisyge

indlagte

126 kJ/kg legemsvægt/

dag (30 kcal/kg legems-

vægt/dag) og protein 1 g/

kg legemsvægt/dag

Stressmetabolisme grad 3

ESPEN guideline on

clinical nutrition in the

intensive care unit [12]

Guidelines for the

provision and assessment

of nutrition support

therapy in the adult

critically ill patient.

society of critical care

medicine (SCCM) and

American society for

parenteral and enteral

nutrition (A.S.P.E.N.) [12a]

ESPEN guidelines on

Parenteral Nutrition:

intensive care [12b]

20-25

1,3

84-105 kJ/kg legemsvægt/dag

(20-25 kcal/kg legemsvægt/dag)

Start med 84 kJ/kg legemsvægt/dag

(20 kcal/kg legemsvægt/dag) den første uge

Protein 1,3 g/kg legemsvægt/dag

For alle diagnoser ved stressmetabolisme 1 og 2:

Ved ernæringsrisiko hos overvægtige (BMI > 30): Energi: 85 kJ/kg legemsvægt/dag

(20kcal/kg legemsvægt/dag). Protein: 1 g/kg legemsvægt/dag.

Ved ernæringsrisiko hos patienter som i forvejen er undervægtige (BMI < 16): Individuel

ernæringsplan lægges af klinisk diætist, med fokus på Refeeding syndrom.

Guidelines for kronisk tarmsvigt og nyresvigt udgår af denne anbefaling som følge af for

specifikke krav.

138

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ad hoc-gruppe bag anbefalinger for fastsættelse af energi- og proteinbehov:

Holst M

, Rasmussen HH

, Skadhauge LB

, Tobberup R

, Meldgaard D

, Mikkelsen KK

, Munk T

, Knudsen AW

, Beck AM

Frederiksen KG

, Pedersen JL

Aalborg Universitetshospital, Center for Ernæring og Tarmsvigt,

Regionshospitalet Nordjylland,

Herlev- Gentofte

Universitetshospital,

Fra Herlev- Gentofte Universitetshospital og Metropol,

Hospitalsenheden Vest,

Århus Universitets-

hospital.

Anbefalinger i internationale guidelines

[1] ESPEN guidelines on nutrition in cancer patients

(70)

: We recommend, that total energy

expenditure of cancer patients, if not measured individually, be assumed to be

similar to healthy subjects and generally ranging between 25 and 30 kcal/kg/day.

We recommend that protein intake should be above 1 g/kg/day and, if possible up

to 1.5 g/kg/day.

[2] ESPEN guideline on clinical nutrition and hydration in geriatrics

(6)

: Guiding value for

energy intake in older persons is 30 kcal per kg body weight and day; this value

should be individually adjusted with regard to nutritional status, physical activity

level, disease status and tolerance.

Protein intake in older persons should be at least 1 g protein per kg body weight and

day. The amount should be individually adjusted with regard to nutritional status,

physical activity level, disease status and tolerance.

[3] ESPEN Guidelines on Enteral Nutrition: Liver disease

(268)

Alcoholic steatohepatitis:

Recommended energy intake: 35–40 kcal/kg BW/d (147–168 kJ/kg BW/d)

Recommended protein intake: 1.2–1.5 g/kg BW/d

Lever cirrose:

Recommended energy intake: 35–40 kcal/kg BW/d (147–168 kJ/kg BW/d)

Recommended protein intake: 1.2–1.5 g/kg BW/d

Transplantation and surgery:

Recommended energy intake: 35–40 kcal/kg BW/d (147–168 kJ/kg BW/d)

Recommended protein intake: 1.2–1.5 g/kg BW/d

[4] ESPEN Guidelines on Parenteral Nutrition

(269)

Total daily energy expenditure in cancer patients may be assumed to be similar to

healthy subjects, or 20–25 kcal/kg/day for bedridden and 25–30 kcal/kg/day for

ambulatory patients

[5] ESPEN Guidelines on Parenteral Nutrition: surgery

(270)

. The commonly used formula

of 25 kcal/kg ideal body weightfurnishes an approximate estimate of daily energy

expenditure andrequirements (Grade B). Under conditions of severe stress require-

ments may approach 30 kcal/kg ideal body weight (Grade B).

[6] ESPEN expert group recommendations for action against cancer-related malnutri-

tion

(271)

: Indirect calorimetry appears to be the most accurate in predicting the

patient’s REE and may be considered for all at-risk patients with cancer. If REE and or

TEE cannot be measured directly, 25–30 kcal/kg/day with 1.2–1.5 g protein/kg/day

serve as a target range to help maintain or restore lean body mass; it has been

proposed

that even higher doses of protein may be necessary when depletion is

severe

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

139

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

[7] ESPEN guideline: Clinical nutrition in surgery

(272)

: The energy and protein require-

ments can be estimated with 25-30 kcal/kg and 1.5 g/kg ideal body weight

[8] ESPEN guideline: Clinical nutrition in inflammatory bowel disease

(273)

: In general, the

energy requirements of patients with IBD are similar to those of the healthy popula-

tion; provision should be inline with this. Protein requirement are increased in active

IBD, and intake should be increased (to 1.2-1.5 g/kg/d in adults) relative to that

recommended in the general population. The protein requirements in remission are

generally not elevated and provision should be similar (about 1 g/kg/d in adults) to

that recommended for the general population

[9] ESPEN guidelines on nutritional support for polymorbid internal medicine patients

(123)

In the absence of IC, total energy expenditure (TEE) for polymorbid older patients

(aged > 65 years) can be estimated using the formula 27 kcal/kg actual body weight.

Resting energy expenditure (REE) can be estimated using the formula 18-20 kcal/kg

body weight with the addition of activity or stress factors to estimate TEE. In the

absence of IC, REE for severely underweight patients can be estimated using the

formula 30 kcal/kg body weight.

Polymorbid medical inpatients requiring nutritional support shall receive a minimum

of 1.0 g of protein/kg of body weight per day in order to prevent body weight loss,

reduce the risk of complications and hospital readmission and improve functional

outcome.

In polymorbid medical inpatients with reduced food intake and hampered nutritional

status at least 75 % of calculated energy and protein requirements should be

achieved in order to reduce the risk of adverse outcomes.

[10] ESPEN guideline clinical nutrition in neurology

(77)

Energy requirements in non-ventilated ALS patients should be estimated if indirect

calorimetry is not available. Calculations should be estimated as approx. 30 kcal/kg

body weight depending on physical activity, and adapted to weight and body-

composition evolution.

Some authors suggest relying on fat-free mass-adjusted REE, estimated around 34

kcal/kg body weight in ALS patients breathing spontaneously.

Non-invasive ventilation is generally associated with a lower REE than spontaneous

breathing or predicted by the Harrise Benedict equation. In the absence of indirect

calorimetry, energy requirements should be estimated as 25-30 kcal/kg bodyweight

or using the Harrise Benedict equation, and adapted

following the evolution of body

weight and the clinical situation. There is insufficient data to perform any recommen-

dations aboutprotein requirements for ALS patients, and common determining

factors should be considered: age, kidney function, degree of stress.

[11] ESPEN expert statements and practical guidance for nutritional management of indi-

viduals with sars-cov-2 infection

(274)

(1) 27 kcal per kg body weight and day; total energy expenditure for polymorbid

patients aged > 65 years (recommendation 4.2 in ref. [7]).

(2) 30 kcal per kg body weight and day; total energy expenditure for severely under-

weight polymorbid patients (recommendation 4.3. in ref. [7])

(3) 30 kcal per kg body weight and day; guiding value for energy intake in older

persons, this value should be individually adjusted with regard to nutritional status,

physical activity level, disease status and tolerance (recommendation 1 in ref. [8]).

: The target of 30 kcal/kg body weight in severely underweight patients should be

cautiously and slowly achieved, as this is a population at high risk of refeeding

syndrome.

140

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Protein needs are usually estimated using formulae such as:

(1) 1 g protein per kg body weight and day in older persons; the amount should be

individually adjusted with regard to nutritional status, physical activity level, disease

status and tolerance (recommendation 2 in ref. [8]).

(2) ≥ 1 g protein per kg body weight and day in polymorbid medical inpatients in order

to prevent body weight loss, reduce the risk of complications and hospital readmis-

sion and improve functional outcome (Recommendation 5.1 in ref. [7]).

[12] ESPEN guideline on clinical nutrition in the intensive care unit

(127)

[12a] Guidelines for the provision and assessment of nutrition support therapy in the

adult critically ill patient

(275)

[12b] ESPEN guidelines on Parenteral Nutrition

(276)

If indirect calorimetry is not available, calculation of REE from VCO2 only obtained

from ventilators (REE ¼ VCO2 x8.19) has been demonstrated to be more accurate

than equations but less than indirect calorimetry. VO2 calculated from pulmonary

artery catheter can also be used. In the absence of indirect calorimetry, VO2 or VCO2

measurements.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

141

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag X:

Energibehov hos børn og unge

Tabel X

Energibehov hos det raske barn

(99)

Anbefalede energibehov for drenge og piger (0-17 år)

Alder

Dreng

kJ/kg legemsvægt/dag

(kcal/kg legemsvægt/dag)

486 kJ

(116 kcal)

411 kJ

(98 kcal)

339 kJ

(81 kcal)

337 kJ

(81 kcal)

Lav

(PAL 1,35)

2 år

330 kJ

(79 kcal)

330 kJ

(79 kcal)

Lav

(PAL 1,42)

4 år

310 kJ

(74 kcal)

290 kJ

(69 kcal)

275 kJ

(66 kcal)

255 kJ

(61 kcal)

250 kJ

(60 kcal)

240 kJ

(57 kcal)

Gennemsnit

(PAL 1,39)

340 kJ

(81 kcal)

340 kJ

(81 kcal)

Gennemsnit

(PAL 1,57)

340 kJ

(81 kcal)

320 kJ

(76 kcal)

305 kJ

(73 kcal)

280 kJ

(67 kcal)

275 kj

(66 kcal)

265 kJ

(63 kcal)

Høj

(PAL 1,43)

350 kJ

(84 kcal)

350 kJ

(84 kcal)

Høj

(PAL 1,69)

370 kJ

(88 kcal)

345 kJ

(82 kcal)

330 kJ

(79 kcal)

305 kJ

(73 kcal)

295 kJ

(71 kcal)

280 kJ

(67 kcal)

Lav

(PAL 1,35)

320 kJ

(76 kcal)

325 kJ

(78 kcal)

Lav

(PAL 1,42)

300 kJ

(72 kcal)

280 kJ

(67 kcal)

260 kJ

(62 kcal)

245 kJ

(59 kcal)

235 kJ

(56 kcal)

225 kJ

(54 kcal)

Pige

kJ/kg legemsvægt/dag

(kcal/kg legemsvægt/dag)

469 kJ

(112 kcal)

404 kJ

(97 kcal)

342 kJ

(82 kcal)

333 kJ

(80 kcal)

Gennemsnit

(PAL 1,39)

330 kJ

(79 kcal)

335 kJ

(79 kcal)

Gennemsnit

(PAL 1,57)

330 kJ

(79 kcal)

305 kJ

(73 kcal)

290 kJ

(69 kcal)

270 kJ

(65 kcal)

260 kJ

(62 kcal)

250 kJ

(60 kcal)

Høj

(PAL 1,43)

340 kJ

(81 kcal)

345 kJ

(82 kcal)

Høj

(PAL 1,69)

355 kJ

(85 kcal)

330 kJ

(79 kcal)

310 kJ

(74 kcal)

295 kJ

(71 kcal)

280 kJ

(67 kcal)

265 kJ

(63 kcal)

0-1 mdr.

2-3 mdr.

4-6 mdr.

7-23 mdr.

3 år

5 år

6 år

7 år

8 år

9 år

142

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Lav

(PAL 1,66)

10 år

265 kJ

(63 kcal)

240 kJ

(57 kcal)

230 kJ

(55 kcal)

220 kJ

(53 kcal)

210 kJ

(50 kcal)

200 kJ

(48 kcal)

195 kJ

(47 kcal)

190 kJ

(45 kcal)

Gennemsnit

(PAL 1,73)

280 kJ

(67 kcal)

250 kJ

(60 kcal)

240 kJ

(57 kcal)

230 kJ

(55 kcal)

220 kJ

(53 kcal)

210 kJ

(50 kcal)

200 kJ

(48 kcal)

200 kJ

(48 kcal)

Høj

(PAL 1,85)

295 kJ

(71 kcal)

270 kJ

(65 kcal)

255 kJ

(61 kcal)

245 kJ

(59 kcal)

235 kJ

(56 kcal)

225 kJ

(54 kcal)

220 kJ

(53 kcal)

210 kJ

(50 kcal)

Lav

(PAL 1,66)

250 kJ

(60 kcal)

225 kJ

(54 kcal)

210 kJ

(50 kcal)

190 kJ

(45 kcal)

185 kJ

(44 kcal)

175 kJ

(42 kcal)

175 kJ

(42 kcal)

170 kJ

(41 kcal)

Gennemsnit

(PAL 1,73)

260 kJ

(62 kcal)

235 kJ

(56 kcal)

215 kJ

(51 kcal)

200 kJ

(48 kcal)

190 kJ

(45 kcal)

185 kJ

(44 kcal)

180 kJ

(43 kcal)

180 kJ

(43 kcal)

Høj

(PAL 1,85)

280 kJ

(67 kcal)

250 kJ

(60 kcal)

230 kJ

(55 kcal)

215 kJ

(51 kcal)

205 kJ

(49 kcal)

195 kJ

(47 kcal)

190 kJ

(45 kcal)

190 kJ

(45 kcal)

11 år

12 år

13 år

14 år

15 år

16 år

17 år

I alderen 0-23 mdr. er energibehovet angivet for henholdsvis dreng og pige på det specifikke alderstrin.

I alderen 2-17 år er energibehovet angivet for dreng og pige på det specifikke alderstrin i henhold til tre forskellige aktivitetsniveauer,

kaldet PAL-værdier

. Lav PAL, Gennemsnit PAL og Høj PAL svarer til henholdsvis et lavt, middel og højt fysisk aktivitetsniveau.

: 2 år betyder aldersintervallet 2-2,9 år, 3 år betyder 3-3,9 år osv.

: PAL (Physical Activity Level) betyder fysisk aktivitetsniveau. PAL indgår i beregningen af det daglige energibehov.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

143

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag XI:

Spørgeskema til vurdering af

risikofaktorer for ernærings-

tilstand

Spørgeskemaet kan anvendes til systematisk at tilgå risikofaktorer for nedsat kostindtag

hos patienter i ernæringsrisiko. Skemaet er anvendt i en række danske studier

(59,67,86).

Spørgeskemaet anvendes til at optimere muligheden for at eliminere risikofaktorer for

nedsat kostindtag. Patienten kan selv udfylde skemaet, eller skemaet kan udfyldes af

plejepersonale eller klinisk diætist.

Score

Patienten scorer hvert enkelt spørgsmål fra 0-10, hvor 10 er det værst tænkelige. Der

opereres ikke med en samlet score, men med scoren for hvert enkelt spørgsmål.

Scorens værdi anvendes som klinisk indikation for behovet for handling og til at måle

bedring eller forværring ift justeret behandling af symptomer.

Ved scoren 3 kan man enten bare observere eller give patienten praktiske råd.

Ved scoren 4-7 vil patienten typisk kunne vejledes af plejepersonale eller klinisk diætist

med henblik på justering af de symptomer og forhold, patienten oplever. Disse skal

følges løbende op med patienten.

Ved score 8-10 skal patientens symptomer diskuteres med lægen. Der kan være brug for

medicinske justeringer.

Andre metoder og spørgeskemaer kan anvendes, men det anbefales at anvende en

systematisk tilgang til risikofaktorer for nedsat kostindtag.

144

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Spørgeskema til vurdering af risikofaktorer for ernæringstilstand

Navn

Cpr. Nr.

Dato

1. Højde, vægt og vægttab

Jeg er __________ cm

For en måned siden vejede jeg ca. ______ Kg

Min normal vægt er _______ Kg

Vægt idag ___________ kg

Hvis du

ikke

har tabt dig, og ikke har problemer med at spise, springer du punkt 2 over

2. Symptomer der generer dig og derfor får dig til at spise mindre

Sæt

kryds

mellem 0 og 10 ud fra, hvad der passer på din situation

0=ingen betydning 10= stor betydning

Ingen appetit

Kvalme

Mundtørhed

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Sår i munden, eller smerter i mund eller svælg

Mad og drikke smager forkert

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Synkeproblemer Kan ikke få maden ned, eller det kommer i den gale hals

Tandproblemer: Jeg har svært ved at tygge maden

Forstoppelse

Opkastning

Diarré

Smerter

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Skriv evt. hvor smerten er

Lugten af mad generer mig

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Jeg føler mig hurtigt meget mæt

Træthed forhindrer mig i at lave mad eller spise

Jeg føler mig trist og deprimeret, og har derfor ikke lyst til at spise

Jeg bliver forpustet når jeg spiser

Andre årsager

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

3. Bevægelse og funktionsniveau

Hvis du har sat kryds i 0, skal du ikke svare på 1-4 (sæt kun et kryds i punkt 1-4)

0. Som normalt, uden begrænsninger

1. Begrænset i fysisk anstrengende aktivitet, men oppegående og i stand til at udføre let arbejde

2. Jeg er oppegående, og kan klare mig selv, men orker ikke så meget. I sengen mindre end halvdelen af dagen

3. Klarer mig selv i begrænset omfang, sengeliggende eller stol mere end 50% af vågne timer

4. Jeg ligger i sengen det meste af dagen

Figur XI

Spørgeskema til vurdering af risikofaktorer for ernæringstilstand

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

145

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Bilag XII:

Ernæringsvurdering af ældre

borgere i ernæringsrisiko i

kommunen

I dette bilag gennemgås ernæringsvurderingen af ældre borgere i kommunen med

udgangspunkt i, hvordan Ernæringsvurderingsskemaet (EVS) anvendes

(10,11)

Hvis der har været et uplanlagt vægttab på 1 kg eller derover eller flere på hinanden

følgende vægttab, der tilsammen overstiger 1 kg, følges der op med en ernærings-

vurdering ved hjælp af EVS. Hvis den ældre ikke kan vejes, og der svares ”ved ikke”

til uplanlagt vægttab, eller den ældre har tabt fysisk funktionsevne, eller der er sket

ændringer i hverdagsobservationer (’mistanke om ernæringsrisiko’) siden sidste vejning,

følges der også op med en ernæringsvurdering, se figur XII.1.

Månedlig vejning

Uplanlagt vægttab på 1 kg eller derover

(målt eller selvrapporteret)

Ja/ved ikke

Nej

Ændring i hverdagsobservationer

(mistanke om ernæringsrisiko)

Ja/ved ikke

Nej

Tab af fysisk

funktionsevne

Nej

Ernæringsvurdering ved brug af Ernæringsvurderingsskema (EVS)

Figur XII

Ernæringsvurdering af ældre borgere i ernæringsrisiko i kommunen

(11)

146

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Ernæringsvurdering med EVS

Følgende trin indgår i ernæringsvurderingsskemaet (EVS):

• Vurdering af vægtstatus og spisevaner

• Vurdering af risikofaktorer

•

Pointscore.

Vægtstatus

Har den ældre haft et uplanlagt vægttab på 1 kg eller derover, eller flere på hinanden følgende

vægttab, der tilsammen overstiger 1 kg?

Ja (OBS)

Nej

Ved ikke (OBS)

Spisevaner (med bemærkninger)

Spørgsmålene besvares sammen med den ældre borger.

Hovedmåltider

- giver et indblik i den ældres indtag af energi fra hovedmåltider i løbet af dagen. Det er kun hoved-

måltider, der tæller med i vurderingen, og ikke mellemmåltider. Den ældre skal helst spise minimum

tre hovedmåltider om dagen.

Hvor mange måltider spiser den ældre dagligt?

3 eller flere

2 eller færre (OBS)

Mad

- giver et indblik i den ældres indtag af energi fra basisfødevarer – her omtales det daglige indtag af

brød og kartofler. Hvis den ældre normalt plejer at spise fire skiver brød eller mere dagligt, spørges

der ikke ind til indtaget af kartofler (2b).

En halv skive rugbrød, en halv bolle eller en skive franskbrød tæller som 1 skive brød uanset tykkelse

og størrelse.

’Kartofler’ kan også være i form af kartoffelmos, ris, pasta eller andre stivelsesprodukter som bulgur

og spelt. Det vurderes, hvor meget disse fødevarer fylder på tallerkenen sammenlignet med kartofler.

Hvor mange skiver brød plejer den ældre at spise i døgnet? (1 skive = �½ skive rugbrød,

1 skive franskbrød, �½ bolle)

4 skiver eller flere (hvis ja, gå videre til 3a)

Mellem 2 og 4 skiver

2 skiver eller færre (OBS)

Hvor mange kartofler (eller kartoffelmos, ris, pasta etc. i tilsvarende mængder) spiser den

ældre dagligt

til den varme mad?

Mere end 2

2 eller færre (OBS)

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

147

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Mejeriprodukter

Spørgsmål 3a og 3b vedrører mængden af energi, som den ældre normalt plejer at få fra mejeripro-

dukter. Portionsstørrelsen er underordnet, så det er ikke afgørende, hvorvidt det er store eller små

glas, tykke eller tynde skiver ost.

Hvor mange glas mælk drikker den ældre dagligt (inklusiv kakaomælk)?

Mere end 1 glas (hvis ja, gå videre til 4)

1 glas eller mindre

Hvor mange portioner/skiver spiser den ældre dagligt af syrnede mælkeprodukter eller

ost?

2 portioner/skiver eller mere

Mindre end 2 portioner/skiver (OBS)

Appetit

Spørgsmålet vurderer den ældres aktuelle appetit. Det observeres, om den ældre pludselig er

begyndt at levne større mængder (typisk mere end 25 %) på tallerkenen inden for den sidste uge.

Har den ældre levnet mad på tallerkenen

den sidste uge?

Nej

Ja (OBS)

Risikofaktorer

Har den ældre haft én eller flere af følgende risikofaktorer?

•

Tygge-/synkebesvær

•

Behov for hjælp til at spise

•

Akut sygdom eller akut forværring af kronisk sygdom

Nej

Ved ikke

Samlet pointscore i EVS

Summen af point udgør den samlede score for den ældres ernæringstilstand:

Vurdering af vægtstatus og spisevaner

0 point

Ingen OBS i vægtstatus

eller spisevaner

Én eller flere OBS i vægt-

status og spisevaner

eller

hvis vægttab og spisevaner

ikke kan vurderes

Vurdering af risikofaktorer

0 point

Ingen risikofaktorer

1 point

Én eller flere

risikofaktorer

eller

hvis risikofaktorer ikke

kan vurderes

Point-

score

148

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Der kan kun gives samlet 2 point i EVS. Henholdsvis max 1 point i kategorien ”Vurdering

af vægtstatus

og spisevaner”, og max 1 point i kategorien ”Vurdering af risikofaktorer”.

•

0 point:

Den ældre er ikke i risiko

•

1 point:

Den ældre er i ernæringsrisiko

•

2 point:

Den ældre har gavn af en tværfaglig ernæringsbehandling

I omsorgssystemet noteres resultatet af ernæringsvurderingen. Desuden noteres hvor-

vidt point er givet på baggrund af vægtstatus og/eller spisevaner samt de relevante

risikofaktorer.

Ældre borgere, der ikke er i risiko (0 point), fortsætter nuværende kostform og vejes hver

måned samt, jf. flowdiagrammet, samt efter sygdom/indlæggelse.

Behandling på baggrund af EVS

På baggrund af resultatet af det udfyldte skema gennemføres en grundig udredning,

hvor årsagen de aktuelle fund hos den ældre i forhold til vægtstatus, spisevaner og

risikofaktorer undersøges.

Herefter planlægges og igangsættes en ernæringsbehandling, hvor der udarbejdes mål

for behandlingen herunder en ernæringsplan, som også tager hensyn til den ældres

ernæringsbehov og eventuelle risikofaktorer.

Følgende tiltag igangsættes afhængigt af den samlede pointscore i EVS:

1 point: I ernæringsrisiko

•

Udred og identificer årsagen til enten risikofaktorer

eller vægttab/spisevaner

•

Igangsæt relevant behandling

•

Kostform: Kost til småtspisende, energitætte

mellemmåltider og drikkevarer

•

Opfølgning på iværksat behandling

•

Vejning mindst én gang hver måned og efter

sygdom/indlæggelse

2 point: Gavn af en tværfaglig ernæringsbehandling

•

Udred og identificer årsager til hhv. risikofaktorer

og vægttab/spisevaner

•

Igangsæt relevant tværfaglig ernæringsbehandling

•

Relevante faggrupper inddrages: Ergoterapeut, klinisk

diætist, fysioterapeut, tandplejer, læge

•

Kostform: Kost til småtspisende, eventuelt med modificeret

konsistens

•

Fysisk aktivitet: Træn færdigheder og styrk funktionsevne

•

Opfølgning, monitorering og evaluering på iværksat

ernæringsbehandling i forhold til fastsatte mål

• Vejning hver uge

Opfølgning på borgere i ernæringsrisiko

Vægtudvikling, kost- og væskeindtag skal følges over tid, og efter behov justeres der på

indsatser og behandling. Hvis plan og indsatser resulterer i, at målet er nået, kan indsat-

sen enten tilpasses eller afsluttes.

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

149

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Denne side er med vilje efterladt uden indhold.

150

Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Denne side er med vilje efterladt uden indhold.

SUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 218: Henvendelse fra Brancheforeningen Fødevarer til Medicinske Formål (FMF) vedr. foretræde om medicinsk underernæring

Sundhedsstyrelsen

Islands Brygge 67

2300 København S