Til Folketingets Socialudvalg
Christiansborg
22. september 2025
Ansøgning om foretræde vedrørende kontaktsvindel i Danmark
Kære medlemmer af Socialudvalget
Center mod Økonomisk IT-Svindel ansøger hermed om foretræde for
Socialudvalget for at præsentere ny viden og konkrete forslag til en styrket indsats
for ofre for kontaktsvindel – en kriminalitetsform, der i dag er blandt de mest
alvorlige og hastigt voksende kriminalitetsformer i Danmark.
På bare fem år er antallet af ofre steget fra 14.500 i 2020 til 37.000 i 2024. Bag
tallene står kvinder og mænd, unge som ældre, der mister ikke blot penge, men
også bolig, ægteskab, helbred og i værste fald livet. Vi ser ofre, der frarøves
millioner af kroner, ender i isolation, gæld og psykisk sammenbrud. Vi ser
pårørende, der beskriver deres kære som “hjernevaskede” og som selv står tilbage i
sorg, skyld og afmagt.
I dag findes der ingen specialiseret fagprofessionel hjælp til denne gruppe. Hvor
ofre for vold, voldtægt og stalking kan få målrettet støtte, overlades ofre for
kontaktsvindel og deres pårørende til sig selv. Det forværrer både de menneskelige
tragedier og de samfundsøkonomiske konsekvenser.
Vi ønsker foretræde for udvalget for at uddybe kriminalitetens sociale
konsekvenser, præsentere konkrete cases og vise, hvordan en relativt begrænset
investering kan forebygge og afhjælpe fremtidige menneskelige og økonomiske
tragedier. Kontaktsvindel er ikke kun et spørgsmål om kriminalitet – det er et
alvorligt socialt problem, der river mennesker ud af deres netværk, efterlader
familier i krise og skubber både ofre og pårørende ud i isolation, gæld, psykisk
nedbrud og i værste fald selvmord. Derfor er Socialudvalgets engagement helt
afgørende for at sikre, at ofre og pårørende får adgang til den specialiserede hjælp,
der kan støtte dem i at genopbygge et trygt og værdigt liv.
Med venlig hilsen
Sine Gregersen
Direktør
Holsteinsgade 30, st. 5 / 2100 Kbh Ø / CVR 43904795 / Tlf 93905755 / [email protected] / cois.dk