Permanentgør forsøg med ledsagelse til ældre med synshandicap
– en
investering i livskvalitet og samfundsøkonomi
August 2025
Den landsdækkende forsøgsordning med ledsagelse til ældre med synshandicap har siden 2021
gjort en mærkbar forskel for ældre synshandicappedes livskvalitet, selvstændighed og deltagelse i
samfundet. Men ordningen udløber snart medmindre der findes politisk vilje og finansiering til en
permanent løsning.
Ældre med synshandicap har lavere livskvalitet og højere risiko for ensomhed
Ældre med synshandicap har 22 procentpoint lavere sandsynlighed for at være tilfredse med livet
sammenlignet med andre ældre. Dette afspejler sig i et generelt dårligere helbred, en øget risiko
for ensomhed og en markant lavere livskvalitet.
1
Ensomhed har alvorlige konsekvenser – både for den enkelte og for samfundet. For den enkelte
medfører ensomhed ofte ringere livskvalitet, svækket helbred og nedsat evne til at komme sig efter
sygdom. Samtidig medfører manglende sociale relationer en øget sårbarhed over for både fysiske
og psykiske lidelser. På samfundsniveau fører ensomhed til betydelige økonomiske udgifter. Ifølge
rapporten
”Sygdomsbyrden i Danmark – risikofaktorer” (2022)
koster ensomhed samfundet
omkring 5,5 mia. kr. årligt i udgifter til pleje, behandling og tabt produktion.
2
Ledsageordningen virker – og gør en mærkbar forskel
Ledsageordningen til blinde og stærkt svagsynede over 67 år er et vigtigt redskab i indsatsen mod
isolation og ensomhed. Ordningen betyder for mange muligheden for trygt at kunne forlade eget
hjem og fx gå en tur, købe ind eller deltage i sociale og kulturelle aktiviteter. I en
tilfredshedsundersøgelse fra juni 2025 oplyste 92 % af de adspurgte, at ledsageordningen i høj
eller meget høj grad bidrog til øget livskvalitet. Den eksterne evaluering (august 2025) peger på, at
forsøgsordningen har været en succes både i forhold til tilfredshed, effekter og organisering.
En permanentgørelse af forsøget med ledsageordningen bør derfor ses som en investering – ikke
blot i den enkeltes livskvalitet, men også i fællesskab og samfundsøkonomien.
1
Anna Amilon, Freya Casier og Maria Røgeskov: ”Ældre blinde og stærkt svagsynedes levevilkår” (2019) Link:
https://www.vive.dk/media/pure/5xpqe4v7/2724247
2
Stine Schramm, Maja Bramming, Michael Davidsen, Heidi Amalie Rosendahl Jensen og Janne Tolstrup, Statens Institut for Folkesundhed,
Syddansk Universitet. Sygdomsbyrden i Danmark – risikofaktorer. København: Sundhedsstyrelsen; 2022. Link:
https://www.sst.dk/-
/media/Udgivelser/2023/Sygdomsbyrden-2023/Risikofaktorer-Sygdomsbyrden-
2023.ashx?sc_lang=da&hash=1A0F303CCC4B3BA4CF37D65ECAE2575A