SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 394: Orientering om udkast til vejledning om udarbejdelse af husordener på botilbud m.v. sendt i offentlig høring den 1. juli 2025 med høringsfrist den 20. aug. 2025, fra social- og boligministeren

Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del Bilag 394
Offentligt

Sagsnr.

2022-4452

Doknr.

20968133

Dato

04-07-2025

Vejledning om udarbejdelse af husordener på

botilbud m.v.

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 - Indledning

Kapitel 2 - Det retlige grundlag

Kapitel 3

–

Tilbuddets overvejelser

Kapitel 4

–

Hvad kan husordener indeholde

Kapitel 5

–

Sanktionsmuligheder

Kapitel 6 - Klage

Kapitel 1

Indledning

Denne vejledning omhandler regelgrundlaget for udarbejdelse af

husordener på botilbud m.v. (herefter tilbud). En husorden kan også

også betegnes som ordensregler.

Formålet med vejledningen, som alene har betydning for botilbud og

dag- og døgntilbud på voksenområdet, er at give et overblik over de

lovmæssige rammer for udarbejdelse af husordener på tilbud og over

de rammer, der gælder for husordener udarbejdet med hjemmel i

såkaldte anstaltsforhold.

Formålet med vejledningen er endvidere at fungere som en guide

ved et tilbuds udarbejdelse af husordener og angiver således også

forhold, tilbuddet skal være opmærksom på ved udarbejdelse af

husordener, men vejledningen indeholder ikke en omfattende eller

udtømmende gennemgang af, hvad husordener kan og ikke kan

indeholde.

Vejledningen henvender sig primært til ledere af tilbud og det

personale, der er ansat på tilbuddene. Vejledningen kan dog også

læses af borgere, herunder pårørende til personer, der har bolig eller

sin daglige gang på tilbud.

I kapitel 2 gennemgås det retlige grundlag for udarbejdelse af

husordener. I kapitel 3 gennemgås de overvejelser, tilbuddet bør

have ved udarbejdelse af husordener, i kapitel 4 gennemgås

sanktionsmuligheder og kapitel 5 omhandler klage.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 394: Orientering om udkast til vejledning om udarbejdelse af husordener på botilbud m.v. sendt i offentlig høring den 1. juli 2025 med høringsfrist den 20. aug. 2025, fra social- og boligministeren

Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 10148 af 14. december 2019

om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over

for voksne, herunder pædagogiske principper, kapitel 10 c om

husorden. Som bilag til denne vejledning er der et eksempel på en

husorden fastsat efter § 123 i serviceloven.

Social- og Boligministeriet yder vejledning over for borgere, ledere af

tilbud m.fl. om indholdet af denne vejledning.

Kapitel 2

Det retlige grundlag for udarbejdelse af husordener

Lov om social service, § 123

Retsgrundlaget for husordener er forskelligt alt efter, hvilket tilbud

og målgruppe, der er tale om.

Det følger af § 123 i serviceloven, at lederen af et bo- eller dagtilbud

med beboere eller brugere med betydelig og varigt nedsat psykisk

funktionsevne kan fastsætte en vejledende husorden, der angiver de

nærmere regler og retningslinjer for ophold på bo- eller

dagtilbuddets fællesarealer. Fastsættes der en husorden, skal

beboere og brugere i bo- eller dagtilbuddet og deres pårørende af

hensyn til fællesskabet inddrages i arbejdet med udarbejdelse af

husordenen. Husordener fastsat efter § 123 vil alene være

vejledende, og kan ikke kan danne grundlag for magtanvendelse

eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Husordenerne vil

endvidere alene gælde på tilbuddets fællesarealer og dermed ikke i

den del af et botilbud, der er beboernes egne boliger.

Det er kun bo- og dagtilbud, hvor der opholder sig beboere eller

brugere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der

er omfattet af bestemmelsen i § 123. Hermed menes f.eks.

midlertidige boformer efter servicelovens § 107 og længerevarende

boformer efter servicelovens § 108.

Bo- og dagtilbud for udsatte beboere/ brugere, der har sociale

problemstillinger af forskellig karakter og kompleksitet, men som

ikke har betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, er ikke

omfattet af servicelovens § 123.

Personer anbragt på botilbud ved dom

I forhold voksne personer med nedsat psykisk funktionsevne, som i

henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse er

anbragt i et tilbud, jf. serviceloven § 108, herunder på en særligt

sikret afdeling, gælder reglerne i servicelovens kap. 24 d. Kapitlet

indeholder en række bestemmelser om indgreb, der kan anvendes

overfor den pågældende målgruppe, og som skal bidrage til at sikre,

at en strafferetlig afgørelse kan fuldbyrdes efter sit formål. Dette

omhandler bl.a. mulighed for undersøgelse af vedkommendes

opholdsrum, inddragelse af effekter og visse typer af aflåsning.

Hensigten er at forebygge eller forhindre kriminalitet samt sikre

orden og sikkerhed i de boformer, hvor der bor personer, hvis ophold

skyldes en strafferetlig afgørelse. Der sondres i kapitel 4 nedenfor

mellem husordener og de særlige regler, som gælder for personer,

som er anbragt pga. dom eller i varetægtssurrogat.

Husordener med hjemmel i anstaltsforhold

Der er ikke i anden lovgivning tilsvarende hjemmel som

servicelovens § 123 til at fastsætte en vejledende husorden på

tilbud, hvor beboerne/brugerne ikke er omfattet af målgruppen

personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

Når hjemlen i serviceloven ikke finder anvendelse, kan et tilbud

under nærmere forudsætninger med hjemmel i det såkaldte

anstaltsforhold fastsætte de nærmere regler og træffe de konkrete

beslutninger vedrørende beboernes/brugernes forhold, der måtte

være nødvendige for tilbuddets virke.

Den ulovbestemte regulering med hjemmel i anstaltsforhold kan

både ske ved, at der indføres generelle regler, f.eks. husordener, og

ved, at der træffes konkrete beslutninger i forhold til enkelte

borgere, f.eks. bortvisning for overtrædelse af husordener.

Ved vurderingen af, om et indgreb kan finde hjemmel i

anstaltsforhold, er der nogle almindelige forvaltningsretlige

grundsætninger, der skal være opfyldt. Kravene gælder for såvel helt

generelle husordener fastsat i medfør af anstaltsforhold som

konkrete indgreb over for bestemte borgere. De begrænsninger, der

kan fastsættes for borgere med hjemmel i anstaltsforhold, må

således alene:

1) forfølge saglige formål (krav om saglighed) og

2) ikke have mere indgribende karakter, end hvad der i det konkrete

tilfælde må anses for nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn

til myndighedens forvaltning (krav om proportionalitet).

Det forudsættes endvidere, at tilfælde, der er ens, behandles på

samme måde (ligebehandlingsprincip). Desuden skal begrænsningen

som udgangspunkt være tidsbegrænset.

Derudover kan borgernes friheds- og menneskerettigheder, først og

fremmest i Grundloven og Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, medføre nogle væsentlige

begrænsninger i, hvordan man ud fra anstaltsforholdet kan regulere

borgernes forhold.

Ad 1) Kravet om saglighed kan f.eks. være opfyldt, hvis indgrebet

bygger på hensyn til ro og orden og beskyttelse af medarbejdere,

således at myndighedens overordnede funktion kan varetages.

Det kan f.eks. være begrænsning af en altid højtråbende,

udadreagerende og truende borgers adgang til borgerservice.

Ad 2) Ved vurderingen af proportionalitet skal myndigheden inddrage

alvoren og karakteren af de pågældende handlinger eller

hændelser mv. Der skal være sammenhæng mellem de

handlinger, der er årsag til indgrebet, og indgrebets virkninger,

og indgrebet skal være nødvendigt. Desuden må en borger som

nævnt i eksemplet ovenfor ikke udelukkes fuldstændigt fra at

kommunikere med kommunen.

En myndighed skal vurdere situationen på det tidspunkt, hvor

indgrebet besluttes. Der skal være konkrete indikationer på, at det

er nødvendigt med et indgreb for eksempelvis at opretholde ro og

orden, herunder konkret dokumentation for, at andre brugere,

medarbejderne og/eller andre personer på stedet f.eks. føler sig

utrygge. Henvisning til en generel utryghed vil ikke være

tilstrækkelig.

En anden væsentlig ting, som myndigheden skal være opmærksom

på, er, at det skal overvejes, om indgrebets karakter gør, at der over

for den enkelte borger er tale om en forvaltningsretlig afgørelse. I

givet fald betyder det, at borgeren er tillagt en række

partsbeføjelser, f.eks. ret til partaktindsigt og partshøring. Desuden

stilles en række krav til selve afgørelsens udformning, f.eks. krav om

begrundelse og klagevejledning.

Som eksempel herpå kan nævnes, at ombudsmanden i en sag

fandt, at på grund af et højt konfliktniveau mellem pårørende og

plejepersonalet havde kommunen hjemmel i anstaltsforhold til at

begrænse de pårørendes adgang til at besøge en plejehjemsbeboer.

Ombudsmanden fandt i øvrigt, at beslutningen om

adgangsbegrænsning var af så indgribende karakter, at der var tale

om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. På baggrund af sagen

blev der efterfølgende indsat bestemmelser om besøgsrestriktioner i

servicelovens §§ 137 a

–

137 d, som alene gælder i forhold til

personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

Dokumentation

Tilbuddet skal kunne forklare og dokumentere, at et indgreb

–

f.eks.

bortvisning eller karantæne fra fællesrum

–

er nødvendigt, og at det

ikke er tilstrækkeligt med andre, mindre indgribende reaktioner i

forhold til borgeren.

Hvis tilbuddet i forbindelse med en beslutning om at give en borger

en sanktion for en bestemt hændelse tillige har lagt vægt på ældre

episoder, eller der er tale om gentagelse af tidligere hændelser, er

det vigtigt, at tilbuddet kan dokumentere disse hændelser.

Kapitel 3

Tilbuddets overvejelser

Det er vigtigt, at der er gode og stabile forhold på tilbud. Det gælder

både i forhold til beboerne/brugerne, men også i forhold til

personalet og tilbuddets formål og virke. Med henblik på at sikre, at

der er en fælles forståelse af de rammer, som både brugere,

besøgende og personale skal holde sig inden for, kan det derfor være

hensigtsmæssigt at udforme husordener, der udstikker retningslinjer

for dagligdagen.

I praksis vil det formentligt vise sig, at uanset hvor gennemtænkte

husordenerne er, vil der opstå tilfælde, der ikke er tænkt på. Det vil

derfor være en god idé, at tilbuddet revurderer husordenerne

jævnligt, f.eks. én gang årligt.

Det følger af § 123, stk. 2, i serviceloven, at fastsættes der en

husorden, skal beboere og brugere i bo- eller dagtilbuddet og deres

pårørende af hensyn til fællesskabet inddrages i arbejdet med

udarbejdelse af husordenen. Det er således forudsat, at hensynet til

fællesskabet er en vigtig grund til at udarbejde en husorden. En

husorden kan medvirke til at forebygge konflikter mellem beboere og

1 1

FOB 2010 20-7

mellem beboere og personale og dermed også personalets brug af

magt, da den giver en fælles forståelse af og ramme for, hvad der er

god og hensynsfuld adfærd. Det er en vigtig forudsætning, at

beboere, brugere og pårørende inddrages i udarbejdelsen af en

husorden. Dels for at sikre den dialog, der gør, at alle føler ejerskab

til husordenen, og dels med henblik på at sikre, at alle får forståelse

for nødvendigheden af overholdelse af reglerne.

En husorden kan medvirke til at skabe klare og trygge rammer for

fællesskabet med plads til forskelligheder. En husorden vil alene

gælde på tilbuddets fællesarealer og dermed ikke i den del af et

botilbud, der er beboernes egne boliger. Fællesarealerne betegnes

som de arealer, der anvendes til fælles aktiviteter for beboerne.

Fællesarealer omfatter også fælles gangarealer.

Tilsvarende gør sig gældende for så vidt angår husordenener, der

udarbejdes med hjemmel i anstaltsforhold.

Husordener må ikke stride mod lovgivningen. Hvis der er en lov, der

regulerer et område, skal loven overholdes, og husordenerne kan

ikke bruges til at omgå loven.

Inddragelse af beboerne/brugerne

Udover i tilfælde omfattet af bestemmelsen om husordner i § 123,

hvor det følger, at brugere, beboere og pårørende skal inddrages, vil

det generelt være en god idé at inddrage beboerne og brugerne i

udarbejdelsen af husordenerne. Det er med til at sikre, at alle føler

ejerskab for husordenerne og får en større forståelse for

nødvendigheden af overholdelse af reglerne.

Formålet med husordenerne er at skabe nogle gode rammer for både

beboere, brugere og personale. Tilbuddet bør derfor sikre sig, at ikke

kun personalet, men også brugerne er bekendt med husordenerne.

Det kan enten ske ved opslag et synligt sted, at de ligger fremme,

eller ved udlevering af husordenerne til de enkelte beboere/brugere.

Kapitel 4

Hvad kan husordener indeholde

Indholdet af husorden afhænger af, hvilken type tilbud og

målgruppe, der er tale om. På nogle tilbud, hvor der også tilbydes en

vis form for beskæftigelse, vil det kunne give mening at der også

fastsættes bestemmelser, der har til formål at formindske risikoen

for at beboerne/brugerne udsættes for arbejdsskader, mens det ikke

vil give mening på andre tilbud.

Ved udarbejdelse af en husorden er det vigtigt at være opmærksom

på, at husordenen er tilrettet tilbuddets målgrupper, og at den ikke

er overregulerende henset til tilbuddets formål. Afhængigt af

målgruppen vil der være en forventelig adfærd, som ikke kan

reguleres væk i en husorden. Husordenen må således ikke være til

hinder for, at tilbuddet kan rumme den eller de målgrupper, tilbuddet

har til formål at hjælpe.

Dette skal også ses i sammenhæng med sanktionsmulighederne. Det

vil således ikke give mening at fastsætte en regel om, at der aldrig

må råbes højt på et herberg for personer i hjemløshed.

Generelt kan det siges, at husordener efter omstændighederne vil

kunne regulere forholdet brugerne imellem og forholdet til personale,

spisetider, støjende adfærd, sortering af affald, dyrehold,

besøgstider, herunder overnattende gæster, afspilning af musik,

badetider, ophold på fællesregler, våbenbesiddelse, brug af rusmidler

og rygning. Der er alene tale om eksempler og ikke en udtømmende

opremsning.

Eksempler på forhold, der ikke kan reguleres i en husorden, er regler

om, at personalet må åbne beboernes post uden beboerens

samtykke, og regler om, at beboerne ikke må forlade botilbuddet.

Baggrunden herfor er, at der er tale om indgribende foranstaltninger,

som udgør indgreb i de grundlovssikrede rettigheder om hhv.

boligens ukrænkelighed (brud på posthemmeligheden, grundlovens §

72) og frihedsberøvelse (grundlovens § 71).

Anstaltsbetragtninger kan således ikke legimitere hvad som helst.

Det er almindeligt antaget, at jo mere intensivt, der gribes ind i

personers grundlæggende rettigheder, f.eks. frihedsrettigheder, jo

større krav stilles der til hjemlen. Nedenfor er givet eksempler på

områder, som i arbejdet med at udarbejde husordener skønnes at

kunne give de største udfordringer og overvejelser.

Værelsesransagninger, herunder ransagning af privat indbo

En brugers bolig på et døgntilbud er vedkommendes private bolig,

hvorfor personalet på tilbuddet som udgangspunkt ikke uden

lovhjemmel må ransage vedkommendes bolig.

Der kan dog være tilfælde, hvor tilbuddet kan skaffe sig adgang som

led i den almindelige drift af tilbuddet og i forbindelse med f.eks.

misligholdelse. Det kan f.eks. være tilsyn og vedligeholdelse af

diverse installationer.

Når botilbuddet skaffer sig adgang til en brugers værelse skal dette

altid ske ud fra et sagligt hensyn og under iagttagelse af de

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder om

proportionalitet.

Tilbuddet skal som udgangspunkt indhente brugerens samtykke,

men der kan opstå akutte situationer, hvor det kan være nødvendigt,

at personalet skaffer sig adgang uden samtykke, f.eks. ved brand,

vandskade eller lignende. Serviceloven § 128 h regulerer særskilt

situationer, hvor der kan gives tilladelse til, at en aflåst eller sikret

yderdør til en bolig i et botilbud må åbnes, når dette er absolut

nødvendigt for at undgå en væsentlig og nærliggende risiko for, at

beboeren forårsager væsentlig og alvorlig personskade på sig selv

eller andre, eller en væsentlig sundhedsmæssig risiko for beboeren

eller andre. § 128 h gælder for personer med betydelig og varigt

nedsat psykisk funktionsevne.

Efter servicelovens § 137 h gælder det dog for borgere, som efter en

strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse er anbragt i en

boform efter servicelovens § 108, at kommunalbestyrelsen uden

retskendelse kan træffe afgørelse om undersøgelse af den anbragtes

opholdsrum og ejendele, når dette skønnes nødvendigt af ordens-

eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge eller

forhindre kriminalitet.

Vold og trusler om vold

Der kan i husordener fastsættes bestemmelser om, at vold mod

andre brugere, besøgende eller personalet på tilbuddets område vil

medføre en sanktion, som i grove tilfælde kan være bortvisning.

Kropsvisitation

Kropsvisitation udgør et sådant indgreb i brugeres personlige frihed,

at det kræver lovhjemmel. Der er i serviceloven ikke hjemmel til, at

personalet på et botilbud kan kropsvisitere en beboer.

For personer, som efter en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom

eller kendelse er anbragt i en boform efter servicelovens § 108, kan

der efter servicelovens § 137 h uden retskendelse træffes afgørelse

om undersøgelse af den anbragtes opholdsrum og ejendele, når det

skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,

herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet.

Bestemmelsen i § 137 h indeholder ikke hjemmel til at foretage

kropsvisitation.

Brug af euforiserende stoffer

Der kan i husordener fastsættes regler om, at det er ikke tilladt at

besidde, indtage eller sælge nogen former for rusmidler, fx

narkotika/euforiserende stoffer og/eller alkohol på tilbuddet eller dele

af tilbuddets område.

Rusmiddeltest, f.eks. urinprøver og pusteprøver (alkohol)

Afkrævning af en rusmiddeltest må anses for et så sådant indgreb i

brugeres personlige frihed, at det kræver lovhjemmel. Dette gælder

også selv om det fremgår af tilbuddets husordener, at brugerne ikke

må være påvirket af rusmidler.

Der er ikke i serviceloven eller anden lovgivning hjemmel til, at tilbud

kan afkræve en rusmiddeltest af brugeren.

Rusmiddeltest vil kunne foretages med informeret samtykke, men at

det skal sikres, at samtykket er frivilligt. Et samtykke, der er givet

under trussel om, at pågældende f.eks. vil blive bortvist, hvis

brugeren ikke frivilligt går med til at aflægge rusmiddeltesten, kan

ikke anses for at være et gyldigt samtykke.

Det vil bero på en konkret vurdering, om der foreligger et gyldigt

frivilligt samtykke. Ved vurderingen heraf, kan der lægges vægt på

den information, der givet i forbindelse med indgrebet.

Kapitel 5

Sanktionsmuligheder

Det kan i en husorden besluttes, at hvis den ikke overholdes, kan der

efter omstændighederne

–

og altså uden særskilt lovhjemmel

–

sanktioneres over for den beboer, der ikke overholder husordenen.

En sanktion kan f.eks. bestå i en tilrettevisning/påtale, advarsel eller

i visse nærmere afgrænsede tilfælde en bortvisning, jf. nedenfor

under

bortvisning.

Det understreges, at bortvisning ikke kan finde anvendelse for

personer med betydeligt og varigt nedsat

psykisk

funktionsevne,

som opholder sig på tilbud efter servicelovens § 108. Dertil

bemærkes, at flytning uden samtykke forudsætter, at betingelserne

for optagelse i et bestemt tilbud efter serviceloven §§ 129, 129 a

eller 136 f er opfyldt.

Personer med betydeligt og varigt nedsat

fysisk

funktionsevne, som

opholder sig på tilbud efter servicelovens § 108 kan ikke bortvises og

kun flyttes med samtykke f.eks. ved behov for et andet tilbud.

For beboere i længerevarende botilbud efter servicelovens § 108

gælder desuden reglerne om opsigelse i bekendtgørelse om

lejerrettigheder for beboere i visse tilbud efter lov om social service.

Ift. § 107 midlertidige botilbud gælder, at der ikke kan ske

bortvisning, men kommunen kan udskrive/udvisitere, når kommunen

efter en konkret vurdering af personens behov for hjælp og støtte,

finder at indsatsen har opfyldt sit formål, eller at personen skal

tilbydes en anden social indsats.

Proportionalitetsprincipper sætter som nævnt under afsnit 2 en

grænse for valget af sanktionsmuligheder. Der må ikke vælges en

sanktionsmulighed, der er mere indgribende en nødvendigt ved den

konkrete overtrædelse af husordenen. Sanktionen skal således stå i

rimeligt forhold til overtrædelsen af husordenen.

Det bør være lederen eller den, som lederen har delegeret

kompetencen til, der træffer beslutning om advarsel eller

bortvisning.

Tilrettevisning/påtale

Overtrædelse af husordenen bør som udgangspunkt i første omgang

medføre en tilrettevisning eller evt. påtale med meddelelse om, at

næste overtrædelse af husordenen kan medføre en skarpere

sanktion.

En tilrettevisning kan f.eks. gå ud på, at der tages en samtale med

brugeren om, hvordan denne fremadrettet kan ændre sin adfærd, så

vedkommende ikke fremover overtræder husordenen.

Advarsel

Er der tidligere givet tilrettevisning eller påtaler uden virkning, kan

det

–

afhængig af overtrædelsens grovhed - overvejes, om der skal

gives en mundtlig eller skriftlig advarsel med meddelelse om, at

næste overtrædelse af [de samme] bestemmelser i husordenen vil

medføre bortvisning.

Før advarslen gives, kan det være en god idé at tage en snak med

beboeren eller brugeren om dennes adfærd. Måske er der en

forklaring, der kræver en anden tilgang til håndtering af

beboerens/brugerens overtrædelse af husordenen, herunder en

socialfaglig indsats. Det kan f.eks. være, at beboeren /brugeren har

fået dårlige nyheder i relation til sin familie, sin økonomi eller sit

helbred.

Det vil være en god idé at følge en advarsel op med en dialog om,

hvordan husordenen fremadrettet kan overholdes.

Der kan dog være tilfælde, hvor overtrædelsen af husordenen er af

så grov karakter, at en advarsel ikke er tilstrækkelig og fortsat

ophold på stedet ikke vil være muligt af hensyn til de andre brugeres

og personalets sikkerhed og tryghed. Læs mere herom nedenfor.

Hvis tilbuddet giver en bruger en skriftlig advarsel, udgør det en

afgørelse i forvaltningslovens forstand, og det betyder, at

forvaltningslovens regler finder anvendelse.

Forud for en skriftlig advarsel skal der således foretages partshøring,

og afgørelsen skal begrundes og indeholde en korrekt

klagevejledning. Advarslen skal ligeledes indeholde en konkret

beskrivelse af overtrædelsen. Det skal endvidere fremgå klart, om

der er tale om en generel advarsel, der vil kunne

have betydning, uanset hvilken forseelse brugeren senere måtte

begå, eller om der er tale om en konkret advarsel, der alene vil

kunne have betydning, hvis brugeren begår en forseelse af samme

art som den oprindelige. Af hensyn til elevernes retsstilling anbefales

det, at advarsler i videst muligt omfang gøres

konkrete og således rettes mod fremtidige forseelser af samme art

som den oprindelige.

En skriftlig advarsel har ikke i sig selv nogen retsvirkninger, ud over

at den kan indgå i vurderingen af iværksætte af mere indgribende

sanktioner i tilfælde af efterfølgende overtrædelser af husordenerne.

Det bør fremgå af advarslen, hvor lang tid, den gælder.

Bortvisning

Bortvisning er en alvorlig sanktion. Lederens vurdering af, om der er

grund til en bortvisning, altid skal derfor foretages ud fra en konkret

og individuel vurdering af forholdene og omstændighederne i øvrigt.

I den forbindelse bør lederen ligesom ved overvejelser om at give en

advarsel være opmærksom på, om der foreligger undskyldelige

forhold, som var årsag til den udviste adfærd.

En egentlig vurdering af, om et forhold kan falde ind under lovlig

nødret/nødværge og dermed i strafferetlig forstand ikke vurderes at

kunne begrunde straf, foretages af politimyndigheden ifm. deres

behandling og håndtering af sager om overtrædelse af straffeloven

mv. Det vil således ikke være lederen af botilbuddet, der foretager

denne vurdering.

Før der sker bortvisning af en beboer eller bruger bør der som

udgangspunkt først være givet en advarsel vedr. samme forhold.

Forhold af særlig grov karakter vil dog afhængigt at de konkrete

omstændigheder kunne medføre bortvisning uden forudgående

varsel. Det kan f.eks. være ildspåsættelse, vold eller trusler mod

andre beboere/brugere eller personale.

Ved overvejelse om, hvorvidt der skal ske bortvisning, er det vigtigt

at være opmærksom på proportionalitetsprincippet. Sanktionen skal

stå i rimeligt forhold til den handling, der begrunder at en sanktion

overvejes. Er en mindre sanktion tilstrækkelig, kan der ikke ske

bortvisning. I de tilfælde, hvor sanktionen er bortvisning, vil den

tidsmæssige udstrækning af bortvisningen kunne indgå i vurderingen

af sanktionens rimelighed i forhold til den handling, der har

begrundet bortvisningen.

Det følger videre af proportionalitetsprincippet, at en sanktion i form

af en bortvisning, der viser sig at være uberettiget, skal ophæves.

Ligeledes kan en bortvisning, der ikke længere er nødvendig, idet

formålet med den er opfyldt, ikke opretholdes.

Det bør fremgå af bortvisningen, i hvor lang tid den gælder.

Der vil ikke kunne ske bortvisning af en beboer på et døgntilbud,

hvor det er beboerens hjem, eller dagtilbud, som forudsætter

kommunal visitation. Om ophold på botilbud, jf. ovenfor under

sanktionsmuligheder.

Bortvisning er således en sanktion, der primært vil kunne finde

anvendelse på krisecentre (servicelovens § 109) og herberger

(servicelovens § 110), der alene tilbyder ophold af kortere tids

varighed.

Kapitel 6

Klage

Servicelovens § 123

Fastsættelse af husorden efter servicelovens § 123 er ikke

magtanvendelse, og foranstaltningen skal derfor ikke registreres og

indberettes, og der er ikke klageadgang efter servicelovens § 133.

Bortvisning

Bortvisning er et alvorligt indgreb i brugerens frihedsrettigheder. Der

vil derfor kunne klages over en afgørelse om bortvisning, jf.

servicelovens § 166, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsens

afgørelser efter serviceloven kan indbringes for Ankestyrelsen efter

reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, medmindre andet er

fastsat i serviceloven eller retssikkerhedsloven.

Hvis lederen af f.eks. et herberg træffer afgørelse om udskrivning i

form af bortvisning begrundet i overtrædelse af boformens

husordener, kan denne afgørelse således påklages til Ankestyrelsen

En bortvisning er at betragte som en udskrivning. Der gælder

således de samme forvaltningsretlige forpligtelser om vejledning om

klageadgang, uanset om der er tale om en afgørelse om udskrivning

eller en bortvisning.

En afgørelse om at udskrive eller bortvise en borger fra en boform

efter § 110, kan træffes mundtligt eller skriftligt. En afgørelse om

udskrivning er en forvaltningsretlig afgørelse. Det indebærer bl.a., at

forvaltningslovens § 25 om vejledning om klageadgang til en anden

forvaltningsmyndighed finder anvendelse på lederens afgørelse om

udskrivning. Det vil sige, at en skriftlig afgørelse, der kan påklages til

en anden forvaltningsmyndighed, skal ledsages af en

klagevejledning, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

Som det fremgår af kapitel 5 er bortvisning en sanktion, der primært

vil kunne finde anvendelse på krisecentre og herberger.