”Kære” medlemmer af Folketingets Socialudvalg
Jeg skriver til jer efter to ”oplevelser” i dagens nyhedsstrøm og i dyb indignation.
Vrede er måske nærmere det rette ord. - Vrede mod jer politikere over hele det politiske spektrum,
embedsværkets medarbejdere, og myndigheder over en bred kam fra departementschefer til menige
socialpædagoer.
Den første oplevelse kom i morgenradioavisen på P1. Man kunne høre, at I, fuldstændigt skamløst,
har besluttet at fjerne boligydelsen fra kontanthjælpsmodtagere, hvoraf mange angiveligt vil miste
deres boliger, og vi formentligt med stor sikkerhed vil få forøget det uanstændigt antal høje
hjemløse vi har i et af verdens rigeste lande.
Den anden oplevelse, kom med en genudsendelse på DR TV. Signe Molde på udebane på ”Corona
Camping” der, som I utvivlsomt ved, og i alle tilfælde burde vide, huser nogle af de
kontanthjælpsmodtagere der vil ryge ud af deres boliger når jeres asociale politik træder i kraft.
Hvad rager det mig, kunne jeg spørge mig selv, og det kunne I jo også.
Ikke så meget kunne man mene. - Jeg har egen bolig og har altid haft det. - To endda for tiden. - Jeg
er selvstændig i liberalt erhverv, og har stort set altid været det. - Selv om jeg nærmer mig
pensionsalderen tjener jeg godt, og jeg har tænkt mig at blive ved med at arbejde en del år endnu,
og jeg har også gennem livet ”glemt” at få sparet ret meget op til en pensionstilværelse. - Det gør
mig ikke så meget.- Jeg er sund og rask, og knokler rask væk + 60 timer om ugen.
Jeg tjener så meget, at jeg gennem en del år har betalt 3- 4- 500.000 om året alene i indkomstskat.
Oveni kradser jeg mere end 300.000 ind i moms og yderligere 100.000 ind i forskellige afgifter og
gebyrer der også ryger direkte i de offentlige kasser. - Vi nærmer os en million som jeg, ved den
værdiskabelse jeg er i stand til at lave ved at gå på arbejde, sender videre til ”det offentlige”.
Det er jeg lidt stolt af, og jeg bliver også stolt når jeg i den by jeg bor i, oplever at vi har en
”Sociolance”. - Og jeg bliver stolt, når jeg ser at kommunen har bygget nogle små boliger til særligt
udfordrede. - ”Housing first” tror jeg princippet hedder. - Det burde I interesserer jer for!
Og ”Samfundskontrakten” hedder det vist, når man betaler røven ud af bukserne til gengæld for et
socialt sikkerhedsnet som man jo selv kunne få brug for en dag, hvis man skulle blive syg, gå
konkurs eller på anden måde komme i uføre.
Det gør jeg nok ikke, men til mulig overraskelse for ”maskinmennesker” som jer og de der sidder
med regneark i jeres embedsværk, har jeg venner, bekendte, familiemedlemmer, pårørende til
pårørende – et netværk kalder man det – hvor jeg møder mennesker der har det svært. - Herunder
nogle der har måtte bo på gaden i kortere eller længere tid, og herunder også nogle der i årevis er
pisket gennem et dysfunktionelt beskæftigelsessystem der aldrig har virket, og heller aldrig kommer
til det.
Jeg ser også hjemløse på gaden i København stort set hver gang jeg bevæger mig gennem byen, og
jeg SKAMMER mig dybt og inderligt over at skulle bidrage til noget som helst i et samfund hvor
man behandler mennesker med så lidt værdighed.
Alt i mens jeg i mit fag gang på gang på gang møder mennesker, der uden at have rørt en finger for