Vedrørende: Bekymring omkring krisecentrenes rolle og manglende krav til
dokumentation
Kære Social- og Boligminister Sophie Hæstorp Andersen
Jeg skriver til Dem for at udtrykke en voksende bekymring, som deles af mange borgere i
samfundet, om de strukturelle og økonomiske forhold, der i dag præger landets
krisecentre.
Krisecentrene spiller en væsentlig og vigtig rolle i beskyttelsen af kvinder og børn, som
lever i voldelige eller truende hjemmemiljøer. Det er en indsats, vi som samfund naturligvis
bør støtte op om. Men der stilles i stigende grad spørgsmålstegn ved, om den nuværende
praksis omkring visitation, dokumentation og økonomiske incitamenter er hensigtsmæssig
– og i værste fald skadelig.
Et centralt problem er, at krisecentre arbejder efter "selvmøderprincippet", hvor en kvinde
kan optages alene på baggrund af sin egen beretning – uden krav om objektiv
dokumentation, såsom lægeerklæring, politirapport eller andre beviser. Dette åbner et
systemisk rum for misbrug, som kan få alvorlige konsekvenser, ikke blot økonomisk, men
også juridisk og menneskeligt.
Mange krisecentre anvender standardiserede erklæringer – de såkaldte
krisecentererklæringer – hvor det rutinemæssigt anføres, at beboeren har været udsat for
psykisk og fysisk vold. Disse erklæringer indgår senere i sager om forældremyndighed og
samvær og kan have afgørende betydning for en afgørelse – uden at de nødvendigvis har
været genstand for kritisk gennemgang eller validering. Det sætter retsfølelsen under pres
og kan i værste fald føre til, at uskyldige forældre udelukkes fra deres børns liv uden
mulighed for at forsvare sig.
Denne problematik blev for nylig endnu engang tydeliggjort i TV 2’s dokumentar
Spillet om
børnene,
som har sat fokus på, hvordan fædre mister kontakten til deres børn på
baggrund af krisecenterophold, som efterfølgende viser sig at være ubegrundede.
Dokumentaren tegner et foruroligende billede af et system, hvor påstande om vold – uden
efterprøvning – kan føre til varige brud mellem børn og deres forældre. Det svækker
retssikkerheden, og det svigter de børn, der fratages kontakt med en forælder på
baggrund af utilstrækkelig sagsbehandling.
Det er med stor undren og bekymring, at man i Danmark – hvor borgerne i næsten alle
sammenhænge skal dokumentere, hvorfor de har behov for offentlige ydelser – kan se, at
private aktører frit og uden dokumentationskrav kan tjene penge på at påstå, at de
beskytter borgere i nød. Når der udbetales offentlige midler til aktører, der alene baserer
deres virke på udokumenterede udsagn, opstår der en alvorlig skævvridning i systemet.
Det er ikke alene kritisabelt – det underminerer tilliden til både sociale indsatser og
forvaltningen af offentlige midler.
Endnu mere bekymrende er det, at flere krisecentre fraråder kvinder at politianmelde de
påståede episoder med begrundelsen, at det "ikke hjælper". Man kunne frygte, at dette i
virkeligheden er udtryk for en interesse i at undgå efterforskning – og dermed undgå, at