Emne: Når fakta bøjes – og sandheden forsvinder
Kære Socialminister Sophie Hæstorp Andersen
Jeg skriver til Dem med en alvorlig bekymring, som rækker langt ud over den offentlige debat og ind i selve
fundamentet for vores retssikkerhed og sociale system.
I den offentlige samtale bliver tal og rapporter ofte brugt som løftestænger for politiske beslutninger. Det er
i sig selv ikke forkert – men når tallene er stærkt fordrejede, og undersøgelser bygger på ideologisk
motiverede narrativer frem for objektive metoder, risikerer vi at træffe beslutninger på et falsk grundlag.
Et konkret eksempel er den udbredte påstand om, at
118.000 kvinder årligt i Danmark udsættes for vold.
Et tal, som stammer fra spørgeundersøgelser bestilt og finansieret af organisationer med en tydelig politisk
dagsorden – ikke fra politiets statistikker. Faktiske tal viser, at
under 2.000 anmeldelser om vold mod
kvinder
modtages årligt. Uanset mørketal, er en forskel på over 100.000 ikke en fejlmargin – det er bevidst
manipuleret virkelighed.
Endnu mere bekymrende er det, hvordan
krisecentre anvendes som redskab i familiekonflikter
– særligt i
højkonfliktskilsmisser, hvor fædre bevidst nægtes kontakt med deres børn. Det sker, at kvinder tager ophold
på krisecentre
udelukkende for at opnå juridiske fordele
i forældremyndigheds- og samværssager. Hvis
ministeren ikke allerede er bekendt med det, skal det nævnes, at
krisecentererklæringer ofte er fortrykte
med alvorlige beskyldninger,
allerede før kvinden har talt med nogen. Det skaber et alarmerende
udgangspunkt for enhver efterfølgende vurdering.
Dertil kommer, at
der ikke er nogen formel kontrol
med, hvem der får adgang til krisecentre. Optagelsen
sker gennem
selvmøderprincippet,
hvor det er den enkelte leder, som suverænt beslutter, hvem der lukkes
ind. Det åbner for misbrug og skaber en situation, hvor
subjektive vurderinger uden efterprøvelse
kan få
vidtrækkende konsekvenser – både for børn og for uskyldigt anklagede fædre.
Det er også dokumenteret, at
nogle krisecentre direkte opfordrer kvinder til ikke at anmelde hændelser til
politiet,
da man ved, at en egentlig efterforskning risikerer at afsløre, at der ikke foreligger noget kriminelt
grundlag. Det er en strategi, der virker bevidst konstrueret for at omgå retssystemet.
Jeg tillader mig derfor at stille ministeren følgende spørgsmål:
•
Finder ministeren det acceptabelt, at private aktører kan spinde guld på andres skæbner,
uden
effektiv kontrol eller gennemsigtighed?
Mener ministeren, at det er i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention,
når
krisecenterophold bruges aktivt til at forhindre børn i kontakt med deres far, uden nogen form for
dom eller bevisførelse?
Vil ministeren tage initiativ til en uvildig gennemgang og kontrol af krisecentrenes praksis,
herunder brugen af erklæringer, optagelseskriterier og eventuelle interessekonflikter?
•
•
Vi har som samfund en forpligtelse til at beskytte de sårbare – men vi har også en pligt til at beskytte
retssikkerheden og sikre, at ingen udsættes for uretfærdig behandling på baggrund af uefterprøvede
påstande. Det må og skal være muligt at hjælpe reelle ofre, uden at give frit spil til misbrug af systemet.
Med venlig hilsen
Mads Møller