SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del Bilag 333
Offentligt

Foretræde for Socialudvalget 15.05.2025

Retsikkerhed i tvangsanbringelsessager

Mette Friis, sygeplejerske og § 75-støtte

Laura Buur, advokatfuldmægtig m. speciale i anbringelsessager

Hanne Ziebe, formand for RIFT og advokat (H)

1. Hvad er den ’’den rigtige afgørelse’’ i en sag?



Den hurtigste? den billigste? den lovlige? den hensigtsmæssige?

Dette spiller ofte sammen med hvilken prøvelsesintensitet som skal foretages i sagen:

Legalitetsprøvelse:



Legalitetsprøvelsen går ud på at vurdere, om afgørelsen er truffet i overensstemmelse med

gældende lovgivning. Her undersøges det, om der er tilstrækkelig hjemmel i loven, til den

beslutning der er truffet, og om reglerne er blevet anvendt korrekt.

En fuld prøvelse:



En fuld prøvelse går skridtet videre, idet man her foretager en komplet vurdering af hele

sagen, både de juridiske, formelle, faktiske og materielle aspekter. En fuld prøvelse

indebærer således, at en myndighed eller domstol går hele sagen igennem – både de faktiske

forhold og de juridiske spørgsmål. Det betyder, at instansen ikke blot vurderer, om sagen er

formelt og juridisk korrekt behandlet, men også foretager en selvstændig vurdering af fakta

og eventuelle skøn.

2. Retsplejelovens kapitel 43a

Tvangsfjernelsessager er en del af kapitel 43a i retsplejeloven, jf. barnets lov § 148, stk. 2, som

omhandler domstolenes prøvelse af en administrativt bestemt frihedsberøvelse. Vi har indsat dette

særskilte kapitel i retsplejeloven fordi det er bestemt i grundloven, at sådanne sager skal være lette

at få efterprøvet hos domstolene, jf. grundlovens § 71, stk. 6.

Ved brev af 12. december 2023 (vedlagt som bilag 1) anførte Ankestyrelsen til alle byretterne i

Danmark i forbindelse med barnets lovs ikrafttrædelse, blandt andet s. 2 (undertegnedes ind-

stregninger):

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

''Det er Ankestyrelsens umiddelbare retsopfattelse, at udgangspunktet for retternes

prøvelse af afgørelser truffet af Ankestyrelsen er en legalitetsprøvelse af, om styr-

elsens forvaltningsakter overholdt gældende ret på afgørelsestidspunktet''.

Grundlovens § 71, stk. 6 har følgende ordlyd (undertegnedes indstregninger):

’’Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er

besluttet af en dømmende myndighed og som ikke har hjemmel i lovgivningen om

udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på

hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til

prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.’’

Ved en umiddelbar læsning af grundlovens § 71, stk. 6, kunne man foranlediges til at tro, at

grundloven henviser til, at domstolene alene skal foretage en

legalitetsprøvelse

af tvangsfjern-

elsessagerne, altså efterprøve om en tvangsfjernelse af et barn er lovlig eller ej. Imidlertid er det

ganske anerkendt, at domstolsprøvelsen i administrative bestemte frihedsberøvelser efter Retspleje-

lovens kap. 43a er ganske intensive, og ikke kun er en prøvelse af om reglerne er overholdt eller ej.

Ifølge Grundloven med kommentarer af Jens Peter Christensen mf., 2015 (uddrag vedlagt

som bilag 2), anføres det på s. 436 (undertegnedes indstregninger):

‘’Selv om grundlovens § 71, stk. 6, alene formulerer en processuel regel vedrørende

indbringelse af en sag om frihedsberøvelse for domstolene, må det antages, at

formålet med bestemmelsen har været at etablere en effektiv beskyttelse af den

administrativt frihedsberøvede ved at sikre en særlig kvalificeret domstolskontrol med

frihedsberøvelsens lovlighed ikke blot ved let adgang til indbringelse for domstolene,

men også med hensyn til prøvelsens indhold og rækkevidde.

Domstolsprøvelsen efter grundlovens § 71, stk. 6, kan derfor ikke anses for bundet af

de prøvelsesbegrænsninger, der traditionelt har knyttet sig til legalitetsprøvelsen efter

grundlovens § 63’’.

En legalitetsprøvelse er som omtalt ovenfor en prøvelse af afgørelsens retsgrundlag, myndighedens

kompetence mv. Såfremt retten kun foretager en legalitetsprøvelse af tvangsfjernelsessagerne vil

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

der således ikke ved retten blive taget stilling til, om det er hensigtsmæssigt eller bedst for barnet, at

barnet skal være tvangsanbragt. Der er herved ikke intensitet i prøvelsen. En advokat, der skal

procedere i en anbringelsessag, skal altså ikke sige, at det er bedre, at barnet kommer hjem, fordi....

Her skal advokaten i stedet for eksempelvis blot procedere på, at kommunen ikke har hjemmel til

anbringelsen. Domstolsprøvelsen bliver af de anførte grunde oftest irrelevant, idet der reelt ikke

sker en prøvelse ved domstolene af, hvorvidt tvangsfjernelsen er hensigtsmæssig eller ikke.

Betragtningerne kan virke noget teoretiske. Det har imidlertid meget stor betydning, om det i

anbringelsessager kun kan prøves, om dommeren er dommer, om loven er ”lovlig”, eller om der i

stedet prøves, om sagsbehandleren har truffet en fornuftig og god beslutning og dermed også en

rigtig afgørelse.

2.1. Ankebegrænsning

Endnu større betydning har spørgsmålet om afgørelsesintensiteten fået efter Folketinget i 2014

vedtog lov nr. 737, der ændrede blandt andet retsplejeloven og serviceloven, med det formål at

’’modernisere og effektivisere sagsbehandlingen ved domstolene’’.

En del af denne effektivisering

indebar en begrænsning af adgangen til at anke/appellere. Sager med krav under 20.000 kr. eller

sager, der vurderedes udsigtsløse, blev afskåret fra ankemuligheden. Tvangsfjernelsessager blev

inkluderet i denne kategori af "bagatelsager", hvilket betød, at retten til at anke kun blev mulig i helt

særlige tilfælde og med procesbevillingsnævnets godkendelse. Begrundelsen var, at kun få tvangs-

fjernelsesafgørelser blev ændret i landsretten. De lave omgørelsesprocenter afspejler dog ikke nød-

vendigvis, at sagerne var ubegrundede; det kan i stedet skyldes, at sagerne – efter min vurdering –

blev behandlet for summarisk og overfladisk både af de administrative myndigheder og domstolene.

2.2. Prøvelsesintensiteten i praksis

Undertegnede har gentagne gange forsøgt at få domstolene til at forholde sig til prøvelses-

intensiteten i anbringelsessager, herunder anmodet om at føre vidner eller anmodet om at få afsat

mere tid til hovedforhandlingen. Disse anmodninger bliver konsekvent afvist, uden at det eksplicit

anføres i retsbøgerne, at retten alene foretager en legalitetsprøvelse. Afslagene begrundes typisk

med, at yderligere bevisførelse anses for overflødig, jf. retsplejelovens § 341, eller at vidnefor-

klaringer fra sagsbehandlere kræver forvaltningens samtykke, jf. retsplejelovens § 169, stk. 1.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

Østre Landsret har imidlertid som den eneste (hvad undertegnede umiddelbart kan finde) i en

kendelse af 1. oktober 2009 (vedlagt som bilag 3) taget direkte stilling til prøvelsesintensiteten i

tvangsfjernelsessager:

I sagen anmodede en advokat om, at der blev afsat 4 timer til behandlingen af en sag om tvangs-

fjernelse af et barn. Advokaten ønskede blandt andet at afhøre det anbragte barn og enten føre sags-

behandleren som vidne eller få en skriftlig redegørelse fra vedkommende.

Modparten protesterede imod dette, og landsretten bemærkede, at

"sædvanligt tidsforbrug i tvangs-

fjernelsessager er 1�½ time, hvorfor en berammelse på 2�½ time må anses for fuldt tilstrækkeligt."

Retten besluttede, at barnet ikke skulle afgive forklaring med den begrundelse, at

"domstolene fore-

tager en legalitetsprøvelse af Ankestyrelsens afgørelse."

Advokatens øvrige begæringer om bevis-

førelse blev ligeledes afvist, idet landsretten udtalte:

"Der er ikke fremkommet oplysninger, som

giver retten grundlag for at indkalde vidner eller indhente en erklæring fra den pågældende."

Der bliver i praksis næsten aldrig ført vidner i tvangsfjernelsessager. Dette hænger efter under-

tegnedes opfattelse sammen med, at domstolene i praksis alene foretager den omtalte ”legalitets-

prøvelse” og således ikke tager stilling til, om tvangsfjernelsen overhovedet er rimelig og hensigts-

mæssig.

3. Tvangsfjernelsessager kontra almindelige civile sager

Børnesager efter retsplejelovens kapitel 43 a behandles summarisk, særligt når man sammenligner

med de garantier, der gælder i almindelige civile sager.

I en almindelig civil sag tilrettelægges sagen i samarbejde med parternes advokater, og der gives

adgang til en grundig behandling. Der kan foretages syn og skøn ved en uvildig sagkyndig, som

begge parter har indflydelse på at udvælge. Princippet om kontradiktion er helt centralt, hvilket

betyder, at parterne har ret til at kende og tage stilling til alle relevante oplysninger og argumenter,

inden der træffes afgørelse. Der er klare regler for, hvornår man må inddrage nye oplysninger til

sagen (præklusionsfrister), så parterne kan forberede sig ordentligt og undgå overraskelser i sidste

øjeblik. Retsmøderne tilpasses sagens kompleksitet, og der sættes god tid af til, at sagen kan blive

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

ordentligt belyst, herunder med vidneførsel og gennemgang af sagsakter. Efter afgørelsen har

parterne mulighed for at anke, hvis de mener, at der er begået fejl.

I kontrast hertil står børnesager efter kapitel 43 a, uden samme retsikkerhedsmæssige garantier.

Kapitel 43a-sager er udskilt fra almindelige civile sager, idet disse sager kræver en hurtighed,

grundighed og en intensiv prøvelse.

Forældre og børn samt deres advokater bliver indkaldt direkte af Børn- og Ungeudvalget og

Ankestyrelsen. Hvis advokaten ikke kan møde på det allerede fastsatte tidspunkt må familien prøve

at finde en anden advokat eller møde uden advokat. Hvis forældrene eller børnene ikke kan møde

på det fastsatte tidspunkt vil sagen alligevel køres uden deres tilstedeværelse.

Socialforvaltningens egne vurderinger danner betydeligt grundlag for afgørelserne, og der er

sjældent mulighed for modafhøring (kontraafhøring). Forældrene eller børnene får normalt ikke lov

at føre vidner, og de kan normalt heller ikke selv indhente sagkyndige erklæringer, som kan

nuancere eller tilbagevise kommunens fremstilling. Sagsakterne tilsendes parterne og deres

advokater kun syv dage før sagen behandles, hvilket i praksis betyder, at aktindsigt er umulig, da

behandlingen af aktindsigtsanmodninger tager samme tid. Sagerne behandles ofte på 30-40 minutter

i både Børn- og Ungeudvalget og i Ankestyrelsen, og på ca. 1 time i byretten, og advokater

opfordres ofte til ikke at kommentere indholdet af sagsakterne.

Mange af sagerne bygger på gamle sagsakter og tidligere vurderinger, som ikke nødvendigvis

afspejler barnets eller familiens nuværende situation, men som alligevel lægges til grund. Uden ret

til at anke er det svært at få rettet op på.

Hvis vi ikke har tilstrækkelig retssikkerhed i børnesager kan vi ikke med sikkerhed vide, om det

faktisk er de rigtige børn, der tvangsfjernes. Det var netop for at imødekomme denne problematik,

at kapitel 43 a blev indført i retsplejeloven – med det formål at sikre en intensiv, grundig og rettidig

prøvelse af sager, hvor indgrebet i familielivet er blandt de mest vidtgående, staten kan foretage.

Alligevel ser vi i praksis en procesform, som ikke lever op til de grundlæggende garantier, man med

rette kan forvente i sager af så alvorlig karakter. Det er bemærkelsesværdigt, at staten i almindelige

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

civile sager stiller langt højere krav til bevisførelse, kontradiktion og dokumentation, end den gør i

sager, hvor børn og forældre adskilles med potentielt livslange konsekvenser.

Hvis vi som samfund vil sikre, at tvangsfjernelser kun sker på et korrekt og oplyst grundlag må vi

sikre os, at disse sager behandles med mindst samme procesmæssige grundighed som almindelige

civile sager. Det handler ikke blot om formaliteter, men om at beskytte børn og forældre mod

fejlagtige afgørelser. Et retssamfund bør ikke acceptere, at hurtighed prioriteres højere end

grundighed i sager, hvor konsekvenserne er så alvorlige.

4. Sammenlignes Danmark med andre nordiske lande, herunder Norge

I Danmark sammenholder vi os ofte med Norge i det lovgivende arbejde, fordi Norge har et

retssystem og en samfundsstruktur, der ligner Danmarks, både historisk, kulturelt og politisk.

Sammenlignes Danmark og Norge er der imidlertid væsentlig forskel på, hvordan vi behandler

tvangsfjernelsessager. I Danmark møder myndighedernes repræsentanter ikke op, og parterne (eller

retten) har således ikke mulighed for at stille spørgsmål til de udtalelser, der bliver lagt til grund for

sagens afgørelse. Der afsættes almindeligvis 30 minutter til mødet i Børn- og Ungeudvalget. Det

samme gælder i Ankestyrelsen som ankeinstans. Parterne har mulighed for at påklage sagen videre

til byretten, men her vil der alene blive lavet en legalitetsprøvelse af sagen. Herefter kan man ikke

uden videre få sagen prøvet i landsretten.

I de senere år har der været rejst en række sager mod Norge vedrørende tvangsfjernelse af børn,

hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol flere gange har fundet, at Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 har været krænket. En gennemgang af disse

sager viser, at klagerne i disse sager ved domstolene får lejlighed til at indkalde vidner, og at de

ikke kun i retten men også under sagernes behandling ved de administrative organer får mulighed

for at kontraafhøre de sagkyndige, som har udarbejdet sagkyndige udtalelser til brug for sagerne og

andre vidner. Det fremgår også af sagerne, at retten ofte selv udmelder sagkyndige, som udtaler sig

om børnene og forældrene, uagtet at de administrative myndigheder tidligere har indhentet

udtalelser. Sagerne der henvises til er Strand Lobben v. Norway, K.O. and V.M. v. Norway, A.S. v.

Norway, Hernehult v. Norway, Pedersen v. Norway og M.L. v. Norway.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

Sagen A.S v. Norway blev ved byretten behandlet over 2 retsdage. Der blev ført 14 vidner herunder

klagerens praktiserende læge, hendes psykiater, hendes psykolog samt to yderligere psykologer,

som hun selv havde antaget (præmis 64). Det fremgår også, at sagen i “The County Social Welfare

Board” (svarende til B&U) varede to dage, og at der her blev ført 11 vidner (præmis 11). Der er

således tale om en ganske anderledes og grundigere proces end den, som vi kender i danske sager.

5. Hvad kunne løsningen være?

For at imødekomme de retssikkerhedsmæssige problemer bør der gennemføres ændringer af

behandlingen af tvangsfjernelsessager – særligt hvad angår prøvelsesintensiteten og processuelle

rettigheder. Formålet må være at sikre, at tvangsanbringelser kun foretages, når det reelt er

nødvendigt, lovligt, proportionalt og til gavn for barnet – og på et korrekt, oplyst og dokumenterbart

grundlag, så familierne ved hvad de skal arbejde med for at barnet kan få lov til at komme hjem

igen. En sådan ændring kunne indeholde følgende elementer:

a) Fuld prøvelse ved domstolene:

Domstolene bør foretage en fuld prøvelse af afgørelser om tvangsanbringelse, som minimum

svarende til de principper, der gælder i almindelige civile sager. Det betyder, at retten ikke blot skal

vurdere om afgørelsen er formelt og juridisk korrekt, men også om den er materielt begrundet og

hensigtsmæssig ud fra barnets tarv og de konkrete forhold. Dette svarer til den beskyttelse, der

forudsættes i grundlovens § 71, stk. 6, og som også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

har understreget vigtigheden af.

b) Ret til bevisførelse og kontradiktion:

Det bør som udgangspunkt være muligt for parterne at føre relevante vidner, herunder sags-

behandlere og andre fagpersoner, samt at fremlægge sagkyndige erklæringer. Parterne bør tillige

have adgang til sagkyndige, hvis vurdering skal inddrages i beslutningsgrundlaget – på lige fod med

kommunens mulighed for sagkyndige vurderinger.

c) Tilstrækkelig aktindsigt og forberedelsestid

Parterne bør medinddrages i sagens opbygning så vi muligvis i højere grad kan undgå anbringelser.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

Parterne skal løbende have adgang til sagens materiale og vurderinger, og bør have tilstrækkelig tid

og mulighed for at gennemgå sagsmaterialet grundigt for at kunne varetage deres rettigheder

effektivt, herunder selv få indhentet erklæringer og indkaldt vidner

d) Aktuelle sagsakter og faglighed

Alle afgørelser om tvangsanbringelse bør træffes på baggrund af aktuelle og professionelt

udarbejdede sagsakter. Det skal sikres, at oplysningerne er indsamlet og vurderet af personer med

relevant faglig baggrund, og at materialet løbende opdateres, så det afspejler barnets og familiens

nuværende situation. Man bør således indarbejde en ’’udløbsdato’’ for afgørende oplysninger i en

tvangsfjernelsessag.

e) Længere og mere fleksibel hovedforhandling:

Der bør afsættes tilstrækkelig tid til, at sagen kan belyses grundigt ved hovedforhandlingen.

f) Adgang til appel som udgangspunkt:

Den særlige ankebegrænsning for tvangsanbringelsessager bør ophæves. Tvangsfjernelse af et barn

er ikke en "bagatelsag", og adgangen til at få prøvet afgørelsen i to instanser bør derfor være

normaltilstanden – ikke undtagelsen. En sådan ændring vil sikre, at fejlagtige eller urimelige

afgørelser ikke står uanfægtede.

6. Afslutning

En tvangsanbringelse er et af de mest indgribende tiltag, myndighederne kan foretage over for en

familie. Derfor bør den retlige behandling heraf være grundigere end enhver anden civil retssag. Det

påhviler udelukkende myndighederne at dokumentere og bevise, at en tvangsanbringelse er absolut

nødvendig – det er ikke borgerne, der skal bevise det modsatte.

Tvangsanbringelse er sjældent den endegyldige løsning på et problem, men snarere starten på en

række andre problemer. Vi er fuldt ud klar over, at nogen børn kan have behov for en hurtig

anbringelse, men netop fordi konsekvenserne er så alvorlige, må hastighed ikke ske på bekostning

af retssikkerhed og faglig kvalitet i sagsbehandlingen. Når vi ikke kan garantere, at det er de rette

børn, der fjernes, har vi som samfund et ansvar for at gribe ind og gennemføre de nødvendige

ændringer – af hensyn til børnene.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 333: Materiale fra RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) ifm. foretræde den 15/5-25 om retssikkerhedsproblemer i anbringelser af børn

Bilag:

Bilag 1: Brev af 12. december 2023 fra Ankestyrelsen til alle byretter

Bilag 2: Grundloven med kommentarer af Jens Peter Christensen mf., 2015 (uddrag)

Bilag 3: Østre Landsrets kendelse af 1. oktober 2009