SAU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 287: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige m.v.), fra skatteministeren

Skatteudvalget 2024-25
SAU Alm.del Bilag 287
Offentligt

UDKAST

Skatteudvalget 2024-25

SAU Alm.del - Bilag 287

Offentligt

Skatteministeriet

J.nr. 2024-8305

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

(Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige m.v.)

§1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063

af 26. september 2024, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 814 af 9. juni 2020

og senest ved § 6 i lov nr. 730 af 20. juni 2025, foretages følgende ændrin-

ger:

§ 2, stk. 3,

indsættes som

5.-7. pkt.:

»Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter § 13 har truffet afgørelse om

eftergivelse, hvorefter fordringen nedsættes og der skal ske afdragsvis beta-

ling af den del, der ikke eftergives, jf. § 14, overdrager fordringshaveren

eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, snarest

muligt efter at der er opnået kendskab til eftergivelsen, fordringen, herunder

den eftergivne del, til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis fordringen

ikke i forvejen er modtaget til inddrivelse. Hvis restanceinddrivelsesmyn-

digheden efter §§ 13 eller 15 a har truffet afgørelse om eftergivelse, hvoref-

ter fordringen bortfalder, kan fordringshaveren eller den, der på vegne af

fordringshaveren opkræver fordringen, snarest muligt efter at der er opnået

kendskab til eftergivelsen, overdrage den bortfaldne fordring til restance-

inddrivelsesmyndigheden, hvis den ikke i forvejen var modtaget til inddri-

velse. Overdragelsen efter 5. og 6. pkt. af den del af en fordring, der er blevet

eftergivet, sker i form af en betinget fordring, der vil blive ubetinget, hvis

der sker tilbagekaldelse efter § 15, stk. 1, eller § 15 a, stk. 10.«

§ 15

affattes således:

»§ 15.

En afgørelse om eftergivelse kan tilbagekaldes, såfremt skyldneren

1) i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt

forhold,

2) groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afviklingen af

den ikke eftergivne del af gælden eller

3) senest 5 år efter datoen for afgørelsen om eftergivelse sigtes for et

strafbart forhold, der ifølge sigtelsen er eller kan være begået efter

denne dato, og for hvilket skyldneren ved endelig dom idømmes en

betinget eller ubetinget fængselsstraf, en foranstaltning efter

SAU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 287: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige m.v.), fra skatteministeren

UDKAST

straffelovens § 68 med en længstetid på 5 år eller uden længstetid,

forvaring efter straffelovens § 70 eller en ungdomssanktion efter

straffelovens § 74 a eller, hvad angår en overtrædelse af skatte- og

afgiftslovgivningen, vedtager eller ved endelig dom idømmes en bø-

destraf på mindst 50.000 kr.

Stk. 2.

Tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 3, sker dog ikke, hvis eftergivel-

sen er sket efter § 13, stk. 6, og begrundes med, at gælden skyldes for-

hold, der ligger uden for skyldnerens kontrol.

Stk. 3.

Tilbagekaldes i medfør af stk. 1 en afgørelse om eftergivelse,

genopstår den gæld, der blev eftergivet, og sidste rettidige betalingsdag

indtræder, når der er gået 4 uger fra datoen for afgørelsen om tilbagekal-

delse. Er denne dag en banklukkedag, udskydes sidste rettidige beta-

lingsdag til førstkommende bankdag. Betalingsfristen efter 1. og 2. pkt.

anvendes også for den del af gælden, der i medfør af § 2, stk. 3, 5. pkt.,

er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på af-

dragsvis betaling, jf. § 14, forudsat at denne gæld stadig helt eller delvis

består på datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse.

Stk. 4.

Forrentning af gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter

stk. 1, nr. 1 eller 2, skal ske fra og med datoen for afgørelsen om efter-

givelse, mens forrentning af gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse

efter stk. 1, nr. 3, og, hvis den afgørelse om eftergivelse, der tilbagekal-

des efter stk. 1, nr. 3, indebar en nedsættelse af gælden, af gæld som

nævnt i stk. 3, 3. pkt., skal ske fra og med udløbet af sidste rettidige

betalingsdag, jf. stk. 3, 1. og 2. pkt. Forrentning af gæld, der genopstår

ved en tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 1 eller 2, skal ske efter § 5, stk. 1

og 2, hvis gælden er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden i

medfør af § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt.

Stk. 5.

For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og var

modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gæl-

den blev eftergivet, anvendes § 18 a, stk. 3, for fordringer, der ved efter-

givelsen var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a,

stk. 3, mens forældelsesfristen for andre fordringer, herunder bøder, lø-

ber fra sidste rettidige betalingsdag efter § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., og for

bøder bestemmes af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige stør-

relse. For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og ikke

var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da

gælden blev eftergivet, men efterfølgende er modtaget i medfør af § 2,

stk. 3, 5. eller 6. pkt., samt for gæld som nævnt i § 15, stk. 3, 3. pkt.,

løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., en ny

forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af § 18 a, stk. 4, eller, for så

vidt angår bøder, af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige

UDKAST

størrelse. For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og

ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse,

da gælden blev eftergivet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i

medfør af § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., løber fra den sidste rettidige beta-

lingsdag efter § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., en ny forældelsesfrist, hvis

længde bestemmes af den forældelsesfrist, der gælder for den pågæl-

dende fordring, mens den er under opkrævning.

Stk. 6.

Tilbagekaldes i medfør af stk. 1, nr. 3, en afgørelse om eftergi-

velse, kan skyldneren først anmode om eftergivelse efter §§ 13 eller 15

a, når der er gået 5 år fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelsen.

Stk. 7.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter anmodning fra

skyldneren træffe afgørelse om med tilbagevirkende kraft at ophæve en

afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 3, hvis skyldneren vurderes

at være særligt socialt udsat. Anmodningen skal være modtaget hos re-

stanceinddrivelsesmyndigheden senest 4 uger fra datoen for afgørelsen

om tilbagekaldelse efter stk. 2. Indgiver skyldneren rettidigt en anmod-

ning, får skyldneren yderligere 8 uger til at indsende udtalelser m.v. til

at underbygge sin anmodning. Inddrivelsesskridt kan alene foretages,

hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke rettidigt har modtaget en

anmodning eller har afvist at imødekomme denne.

Stk. 8.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om en ophævelse

efter stk. 7.«

§ 15 a, stk. 10,

ændres »Eftergivelse« til: »En afgørelse om eftergi-

velse«, og efter »forhold« indsættes: »eller senest 5 år efter datoen for afgø-

relsen om eftergivelse sigtes for et strafbart forhold, der ifølge sigtelsen er

eller kan være begået efter denne dato, og for hvilket skyldneren ved endelig

dom idømmes en betinget eller ubetinget fængselsstraf, en foranstaltning

efter straffelovens § 68 med en længstetid på 5 år eller uden længstetid, for-

varing efter straffelovens § 70 eller en ungdomssanktion efter straffelovens

§ 74 a eller, hvad angår en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen,

vedtager eller ved endelig dom idømmes en bødestraf på mindst 50.000 kr.«

§ 15 a

indsættes som

stk. 11-15:

»Stk. 11.

Tilbagekaldes i medfør af stk. 10 en afgørelse om eftergivelse

efter stk. 1, genopstår den gæld, der blev eftergivet, og sidste rettidige

betalingsdag indtræder, når der er gået 4 uger fra datoen for afgørelsen

om tilbagekaldelse. Er denne dag en banklukkedag, udskydes sidste ret-

tidige betalingsdag til førstkommende bankdag.

Stk. 12.

Forrentning af gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter

stk. 10 som følge af et svigagtigt forhold, skal ske fra og med datoen for

UDKAST

afgørelsen om eftergivelse efter stk. 1, mens forrentning af gæld, der

genopstår som følge af et strafbart forhold, skal ske fra og med udløbet

af sidste rettidige betalingsdag, jf. stk. 11. Forrentning af gæld, der gen-

opstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 som følge af et svigagtigt for-

hold, skal ske efter § 5, stk. 1 og 2, hvis gælden er modtaget hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden i medfør af § 2, stk. 3, 6. pkt.

Stk. 13.

For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og

var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da

gælden blev eftergivet, anvendes § 18 a, stk. 3, for fordringer, der ved

eftergivelsen var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af §

18 a, stk. 3, mens forældelsesfristen for andre fordringer, der var mod-

taget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden

blev eftergivet, løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter § 15 a,

stk. 11. For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og

ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse,

da gælden blev eftergivet, men efterfølgende er modtaget i medfør af §

2, stk. 3, 6. pkt., løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11

en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af § 18 a, stk. 4. For gæld,

der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og ikke var modtaget

hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev ef-

tergivet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3,

6. pkt., løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter § 15 a, stk. 11, en

ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af den forældelsesfrist, der

gælder for den pågældende fordring, mens den er under opkrævning.

Stk. 14.

Tilbagekaldes i medfør af stk. 10 som følge af et strafbart for-

hold en afgørelse om eftergivelse efter stk. 1, kan skyldneren først an-

mode om eftergivelse efter denne paragraf eller efter § 13, når der er

gået 5 år fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelsen.

Stk. 15.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter anmodning fra

skyldneren træffe afgørelse om med tilbagevirkende kraft at ophæve en

afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 10 som følge af et strafbart for-

hold, hvis skyldneren vurderes at være særligt socialt udsat. Anmodnin-

gen skal være modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden senest 4

uger fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse efter stk. 10. Indgiver

skyldneren rettidigt en anmodning, får skyldneren yderligere 8 uger til

at indsende udtalelser m.v. til at underbygge sin anmodning. Inddrivel-

sesskridt kan alene foretages, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden

ikke rettidigt har modtaget en anmodning eller har afvist at imøde-

komme anmodningen.

Stk. 16.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om en ophævelse

efter stk. 15.«

UDKAST

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2026.

Stk. 2.

En afgørelse om eftergivelse, der inden den 1. januar 2026 er truf-

fet efter §§ 13 eller 15 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil

ikke kunne tilbagekaldes efter § 15, stk. 1, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, som affattet ved § 1, nr. 2, i denne lov, eller efter § 15 a,

stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som affattet ved § 1,

nr. 3, i denne lov, som følge af et strafbart forhold.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

2.1.

2.1.1.

2.1.1.1.

2.1.1.2.

Indledning

Lovforslagets hovedpunkter

Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige

Gældende ret

Regler om eftergivelse af gæld til det offentlige

Oversendelse af gæld til inddrivelse, dækningsrække-

følge og forrentning

Straffehjemmel og straffeformer

Foranstaltningsdomme

Forvaring

Ungdomssanktion

Sigtelse for et strafbart forhold

Anklageskrift

Anklagemyndighedens brug af bødeforelæg

2.1.1.3.

2.1.1.4.

2.1.1.5.

2.1.1.6.

2.1.1.7.

2.1.1.8.

2.1.1.9.

2.1.1.10. Kumulation

2.1.1.11. Strafansvar for overtrædelser af skatte- og afgiftslovgiv-

ningen

2.1.1.12. Bøder for overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivnin-

gen

2.1.1.13. Anke af straffedomme

2.1.1.14. Genoptagelse af straffesager

UDKAST

2.1.1.15. Forældelse

2.1.2.

Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-

kvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Sammenfattende skema

10.

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at udmønte

Aftale om betinget eftergivelse af

gæld til det offentlige

Tillæg til aftale om betinget eftergivelse af gæld til

det offentlige,

der blev indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og

Moderaterne) samt Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal

Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og

Alternativet henholdsvis den 27. februar 2025 og 23. juni 2025, med henblik

på at eftergivelse af gæld til det offentlige fremover betinges af, at der ikke

efterfølgende begås kriminalitet.

Borgere, der er hårdt økonomisk pressede, kan i helt særlige tilfælde få en

hjælpende hånd fra samfundet og få eftergivet deres gæld til det offentlige

helt eller delvist. Der er således tale om en håndsrækning fra fællesskabet.

Eftergivelse af gæld til det offentlige skal fremover komme med en betin-

gelse om, at borgeren holder sig ude af kriminalitet. Det kan virke stødende

for retsfølelsen, hvis borgere, der har fået eftergivet gæld til det offentlige,

svigter den håndsrækning, de har fået fra fællesskabet, ved at begå krimina-

litet.

UDKAST

Af »Aftale om betinget eftergivelse af gæld til det offentlige« fra den 27.

februar 2025 fremgår, at aftalepartierne anerkender, at de eksisterende reg-

ler for eftergivelse er det rette værktøj til at hjælpe skyldnere i en håbløs

økonomisk situation videre i livet. Med eftergivelse af gæld til det offentlige

er der tale om en håndsrækning fra fællesskabet til skyldnere.

Aftalepartierne er samtidig enige om, at eftergivelse af gæld til det offentlige

fremover skal betinges af, at der ikke efterfølgende begås kriminalitet. Kon-

kret er aftalepartierne enige om følgende model:

•

Ordningen omfatter som udgangspunkt alle skyldnere, der har fået hel

eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige.

Gælden til det offentlige genopstår, hvis skyldneren sigtes for krimina-

litet inden for fem år fra tildelingen af eftergivelse. Samtidig er det en

betingelse, at kriminaliteten fastslås ved endelig dom. Der er ikke en

tidsmæssig grænse for, hvornår den endelige dom skal være afsagt.

Den kriminalitet, der udløser, at gælden genopstår, skal resultere i en

straf af en vis størrelse, herunder at skyldneren idømmes fængselsstraf

(betinget/ubetinget), forvaring, ungdomssanktion eller en foranstaltning

(visse former) ved endelig dom.

Gælden vil genopstå med de renter, der var påløbet på eftergivelsestids-

punktet. Der tillægges ikke renter for perioden, hvor gælden har været

eftergivet.

Skyldnere vil kunne ansøge om eftergivelse af gæld til det offentlige

igen efter en karensperiode på fem år fra datoen, hvor gælden blev re-

etableret.

•

Den 23. juni 2025 indgik aftalepartierne en tillægsaftale, hvorefter aftale om

»Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige« blev suppleret med føl-

gende punkter:

•

En bøde på 50.000 kr. eller derover for overtrædelse af skatte- og af-

giftslovgivningen skal være omfattet af ordningen for betinget eftergi-

velse af gæld.

Foranstaltningsdomme vil skulle have en længstetid på minimum fem år

eller være uden længstetid ved endelig dom for at kunne udløse, at gæl-

den genopstår.

Særligt socialt udsatte skal under visse omstændigheder kunne undgå, at

gælden genopstår. Alle, der har fået eftergivelse, og hvor gælden gen-

opstår på grund af kriminalitet, vil således kunne anmode Gældsstyrel-

sen om, at gælden alligevel ikke skal genopstå, under henvisning til at

vedkommende er særligt socialt udsat. Den særlige udsathed skal kunne

•

UDKAST

dokumenteres, og vurderinger fra relevante myndigheder, der konklude-

rer, at gælden på grund af den særlige udsathed ikke bør genopstå, vil i

den forbindelse skulle vægtes meget højt. De nærmere kriterier for, at

eftergivet gæld ikke genopstår, selv om personen har begået kriminali-

tet, der udløser, at gælden genopstår, vil blive fastsat i lovforslaget. De

kriterier, der kan begrunde, at eftergivet gæld alligevel ikke genopstår,

er bl.a., at der er tale om særligt socialt udsatte personer, at der ikke er

tale om grov kriminalitet, at en genopstået gæld vurderes at ville være

til hinder for, at personen holder sig ude af kriminalitet, og at der er en

formodning for, at personen har lagt sin kriminelle løbebane bag sig.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige m.v.

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Regler om eftergivelse af gæld til det offentlige

De gældende regler om eftergivelse af gæld til det offentlige i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige indeholder dels almindelige regler om ef-

tergivelse i § 13, stk. 1-5, dels en særlig regel om eftergivelse i stk. 6, der

finder anvendelse, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor.

Derudover indeholder § 15 a den såkaldte »ret og pligt-ordning«.

De almindelige eftergivelsesregler i § 13, stk. 1-5, i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige svarer i vidt omfang til gældssaneringsreglerne i kon-

kurslovens afsnit IV om gældssanering. Reglerne for gældssanering finder

anvendelse for såvel privat gæld som gæld til det offentlige. Det er i mod-

sætning til eftergivelse efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der

udelukkende omfatter gæld til det offentlige. Det fremgår af de almindelige

bemærkninger til forslag til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.

Folketingstidende 2008-09, tillæg A, L 20 som fremsat, side 263, at det er

hensigten med eftergivelsesreglerne, at de skal være parallelle med reglerne

om gældssanering.

Ved lov nr. 825 af 19. december 1989 blev der indført fælles retningslinjer

på hele Skatteministeriets område vedrørende eftergivelse og henstand for

personer. Af de almindelige bemærkninger i lovforslaget, jf. lovforslag nr.

L 5, Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 157-158, fremgår det om

baggrunden for ændringerne, at der med forslaget blev taget udgangspunkt

i konkurslovens bestemmelser om gældssanering, idet det også var hensig-

ten at tilpasse skattevæsenets og toldvæsenets eftergivelsespraksis til skif-

teretternes praksis i sager om gældssanering. Det fremgår endvidere, at hen-

sigten med forslaget var at etablere en ensartet praksis inden for de nævnte

myndigheder, der i realiteten behandler de samme sager. Dette skulle

UDKAST

medføre en ensartet behandling af borgerne og dermed en styrkelse af rets-

sikkerheden på dette område. Det anføres endvidere, at harmoniseringen

med gældssaneringsreglerne forventedes at ville medføre, at man ofte kan

undgå at gennemføre en gældssaneringssag ved skifteretten, når der udeluk-

kende eller i overvejende grad er tale om gæld til skatte- og toldvæsenet.

Det fremgår af § 13, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive gæld til det of-

fentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyn-

digheden, jf. § 1, stk. 1, efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, og fordringer omfattet af § 1 a, stk. 1, hvis skyldneren anmoder

om eftergivelse af disse.

Det følger af ordene »inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddri-

velsesmyndigheden«, at den gæld, der skal kunne eftergives, skal tilhøre en

gældstype, der omfattes af anvendelsesområdet for lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige. Med andre ord kan der både ske eftergivelse af for-

dringer, som er under opkrævning hos fordringshaveren, og af fordringer,

som er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

fordi betalingsfristen (og dermed tillige forfaldstidspunktet) er overskredet.

Det fremgår herudover af § 13, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, at fordringer med renter, gebyrer og andre omkostninger

kan eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til

og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gælds-

forpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbed-

ring af skyldnerens økonomiske forhold. Endvidere fremgår det af § 13, stk.

1, 3. pkt., at der tilsvarende kan ske eftergivelse af beløb, som personer er

pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyl-

dige beløb til det offentlige.

Bestemmelsen i § 13, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

oplister i nr. 1-6 seks tilfælde, hvor eftergivelse i almindelighed ikke kan

finde sted.

Efter nr. 1 kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt skyld-

nerens økonomiske forhold er uafklarede.

Det gælder eksempelvis, hvis skyldneren er ramt af arbejdsløshed, er under

uddannelse, har usikre boligforhold eller modtager hjælp i kontanthjælpssy-

stemet eller dagpenge, medmindre skyldners situation må anses som mere

eller mindre permanent.

UDKAST

Efter nr. 2 kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt skyld-

neren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt

en ikke uvæsentlig gæld enten (nr. 2, litra a) er stiftet på et tidspunkt, hvor

skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, eller

(nr. 2, litra b) er opstået, som følge af at skyldneren har påtaget sig en finan-

siel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation, eller

(nr. 2, litra c) er stiftet med henblik på forbrug eller (nr. 2, litra d) er gæld til

det offentlige, som er oparbejdet systematisk.

Nr. 2, litra d, omfatter f.eks. momsgæld, skattegæld eller børnepenge.

Efter nr. 3 kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt en ikke

uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende for-

hold, medmindre der er tale om gæld i form af sagsomkostninger pålagt i

straffesager.

Efter nr. 4 kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt skyld-

neren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig

mulighed herfor.

Dette kan være tilfældet, hvis skyldneren har haft penge til rådighed efter

betaling af fornødenheder og faste udgifter, men uden at bruge dem på at

afdrage på sin gæld.

Efter nr. 5 kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt skyld-

neren har indrettet sig med henblik på eftergivelse.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, ved at skyldneren inden indgivelse af

anmodning om eftergivelse har bragt sine aktiver i kreditorly.

Efter nr. 6 kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt skyld-

neren stifter ny gæld til det offentlige, efter at eftergivelsessag er indledt.

Dette gælder for nye restancer m.v.

Der skal ved afgørelse efter § 13, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige lægges vægt på gældens alder, jf. stk. 3, 1. pkt.

Da en afgørelse om eftergivelse af gæld alene kan omfatte gæld til det of-

fentlige, skal der endvidere lægges vægt på, om skyldneren udelukkende

eller i overvejende grad har gæld i form af offentlige restancer. Udgangs-

punktet bliver herved, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive

gæld til det offentlige, selv om skyldneren i overvejende grad har gæld til

private, men restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter en konkret

UDKAST

vurdering give afslag på eftergivelse på grund af gældssammensætningen

og henvise skyldner til i stedet at søge om gældssanering ved skifteretten,

jf. § 13, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Skyld-

ner skal således henvises til at søge gældssanering ved skifteretten, når det

vurderes, at det kun er gennem en gældssanering, at skyldner kan opnå en

varig forbedring af sine økonomiske forhold. Bestemmelsens anvendelses-

område er tilfælde, hvor de private fordringshavere reelt har opgivet at ind-

drive gælden, således at det alene er gælden til det offentlige, der er et pro-

blem for skyldner. Udgangspunktet vil være, at skifteretten behandler sager,

hvor skyldner har gæld både til private og offentlige fordringshavere, mens

restanceinddrivelsesmyndigheden behandler sager om eftergivelse, når

skyldner primært har gæld til det offentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Folke-

tingstidende 2008-09, tillæg A, side 266.

Derudover kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre omstæn-

digheder, der taler afgørende imod hel eller delvis eftergivelse, jf. § 13, stk.

4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Alene skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivelse efter stk. 1, jf.

§ 13, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Herudover kan eftergivelse i øvrigt meddeles fysiske eller juridiske perso-

ner, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, uanset om

skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, jf. § 13, stk. 6, i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige. Formålet med denne bestemmelse er at

supplere de almindelige regler i stk. 1-5 ved at give mulighed for eftergi-

velse i visse af de tilfælde, hvor eftergivelse efter de almindelige regler ikke

er mulig. Med andre ord er der tale om en opsamlingsbestemmelse, der giver

mulighed for eftergivelse, når skyldnerens konkrete sociale eller andre for-

hold i særlig grad taler for, at det vil være rimeligt at eftergive gælden.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 13, stk. 6, i forslag til lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingsti-

dende 2008-09, tillæg A, side 281, hvilke forhold der efter den nye ordlyd

af bestemmelsen kan føre til eftergivelse. Det anføres således, at den dagæl-

dende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og

force majeure-lignende forhold foreslås opretholdt. Ved § 1, nr. 15, i lov nr.

1110 af 13. november 2019 blev § 13, stk. 6, nyaffattet. Af de specielle be-

mærkninger i lovforslaget til denne ændringslov, jf. Folketingstidende

2019-20, tillæg A, L 26 som fremsat, side 97, fremgår, at myndighedsfejl,

force majeure og force majeure-lignende forhold ligeledes kunne være rele-

vante at inddrage i vurderingen. Fælles for disse forhold er, at der er tale om

UDKAST

forhold, der ligger uden for skyldnerens kontrol. Det er i den forbindelse

ikke en forudsætning, at forholdene har en direkte relation til gælden. Det

er tilstrækkeligt, at forholdene har haft en væsentlig betydning for skyldne-

rens situation.

Det fremgår af § 14, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige, at eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldne-

rens gæld. Det fremgår herudover af 2. pkt., at der i forbindelse med ned-

sættelse kan træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling

af den ikke eftergivne del af gælden. Det fremgår endvidere af 3. pkt., at der

i henstands- og afdragsperioden ikke sker forrentning af gælden.

Det fremgår af § 14, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at

skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af afdragene

og afdragsperiodens længde efter stk. 1. Det er sket i §§ 30 og 31 i bekendt-

gørelse nr. 1110 af 25. oktober 2024 om inddrivelse af gæld til det offent-

lige. Reglerne er afstemt med de regler, der er fastsat i bekendtgørelse nr.

1363 af 19. december 2008 om gældssanering med senere ændringer.

En afgørelse om eftergivelse efter § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige kan ifølge § 15 tilbagekaldes, såfremt skyldneren 1) i forbindelse

med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller 2) groft

tilsidesætter sine forpligtigelser i forbindelse med afvikling af den ikke ef-

tergivne del af gælden.

Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse i konkurslovens § 229

om ophævelse af en gældssaneringskendelse.

Eftergivelse efter § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige omfatter

alene »gæld til det offentlige«. Eftergivelse efter § 13 omfatter således ikke

privates fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden

(f.eks. underholdsbidrag). Herudover omfatter eftergivelse efter § 13 ikke

pantesikret gæld, i det omfang pantet strækker til. Dette fremgår i forhold til

gældssanering af konkurslovens § 199, stk. 2, og det er gældende admini-

strativ praksis, at gældssaneringspraksis på dette område følges. Endelig

omfatter eftergivelse efter § 13 ikke udenlandske fordringer, der efter bi-

standsanmodning fra udlandet inddrives af restanceinddrivelsesmyndighe-

den efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

§ 15 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer, at

ud over i de tilfælde, der er nævnt i § 13, eftergiver restanceinddrivelses-

myndigheden delvis gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne ind-

drives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, efter reglerne i

UDKAST

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og gæld omfattet af § 1 a, stk.

1, hvis skyldneren anmoder om eftergivelse af gælden efter reglerne i denne

paragraf.

Det følger af ordene »inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddri-

velsesmyndigheden«, at den gæld, der skal kunne eftergives, skal tilhøre en

gældstype, der omfattes af anvendelsesområdet for lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige. Med andre ord skal der både kunne ske eftergivelse

af fordringer, som er under opkrævning hos fordringshaveren, og af fordrin-

ger, som er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

fordi betalingsfristen (og dermed tillige forfaldstidspunktet) er overskredet.

Bestemmelsen i § 15 a omhandler den såkaldte »ret og pligt-ordning«, der

blev indført ved § 1, nr. 15, i lov nr. 331 af 28. marts 2023 på baggrund af

den politiske aftale »Nedbringelse af danskernes gæld til det offentlige«, der

den 20. juni 2022 blev indgået af den daværende regering (Socialdemokra-

tiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative

Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne for at

hjælpe skyldnere, som gør en indsats for at forbedre deres egen livssituation

og økonomiske forhold, så de ikke oplever at være fastlåst af deres gæld.

Eftergivelse efter »ret og pligt-ordningen« kan ifølge § 15 a, stk. 1, ikke

omfatte følgende fordringstyper:

1) Bøder og tvangsbøder.

2) Konfiskationskrav.

3) Offerbidrag.

4) Gæld, der er pådraget ved erstatningspådragende forhold.

5) Gæld, der er pådraget, ved at skyldneren har afgivet urigtige oplysninger

over for en offentlig myndighed eller en arbejdsløshedskasse med den virk-

ning, at skyldneren uretmæssigt har modtaget ydelser fra det offentlige eller

en arbejdsløshedskasse.

6) Pantesikrede fordringer.

Af § 15 a, stk. 3, fremgår, at eftergivelse efter stk. 1 er betinget af, at føl-

gende betingelser er opfyldt på tidspunktet for skyldnerens indgivelse af an-

modningen:

UDKAST

1) Skyldnerens gæld til det offentlige, der kan omfattes af eftergivelsen, jf.

stk. 1 og 2, inklusive gebyrer, renter og andre omkostninger, er på mindst

50.000 kr.

2) Skyldneren har inden for de seneste 6 år forud for anmodningstidspunktet

modtaget hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik i mindst 30 måneder

og har herefter samlet i mindst 24 måneder været under uddannelse, jf. stk.

4, i ordinær beskæftigelse, jf. stk. 5, eller udøvet selvstændig erhvervsvirk-

somhed, jf. stk. 6.

I § 15 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmes, at

ved beregning af, hvor længe en skyldner har været under uddannelse, jf.

stk. 3, nr. 2, indgår uddannelse på følgende måde:

1) Uddannelsesforløb her i riget, hvor en skyldner har været optaget på en

videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution,

indgår med den fulde varighed af uddannelsesforløbet beregnet på grundlag

af det antal point, som skyldneren har opnået efter det fælleseuropæiske po-

intsystem (ECTS). 60 ECTS-point svarer til 1 års heltidsstudier.

2) I tilfælde, der ikke er omfattet af nr. 1, 1. pkt., indgår uddannelsesforløb

her i riget, hvor en skyldner har gennemført en uddannelse, der er godkendt

til uddannelsesstøtte, jf. SU-lovens kapitel 2, med den periode, hvor skyld-

neren har været optaget på uddannelsen, dog højst med den periode, som

uddannelsen er normeret til.

3) Uddannelsesforløb i udlandet som led i en uddannelse, der er omfattet af

nr. 1, 1. pkt., indgår med den fulde varighed af uddannelsesforløbet.

4) Uddannelsesforløb i udlandet, hvor uddannelsen er gennemført og mindst

er på niveau med en uddannelse, der er omfattet af nr. 1, 1. pkt., indgår med

den fulde varighed af uddannelsesforløbet.

I § 15 a, stk. 5, bestemmes, at ved beregning af, hvor længe en skyldner har

været i ordinær beskæftigelse, jf. stk. 3, nr. 2, indgår beskæftigelse på føl-

gende måde:

1) Ansættelsesforløb, hvor skyldneren har haft ordinær beskæftigelse med

en månedlig arbejdstid på mindst 120 timer (fuldtidsbeskæftigelse), indgår

med den fulde varighed af ansættelsesforholdet.

2) Ansættelsesforløb, hvor skyldneren har haft ordinær beskæftigelse med

en månedlig arbejdstid på mindst 60 timer og mindre end 120 timer

UDKAST

(deltidsbeskæftigelse), indgår med en forholdsmæssig del, der udgør 3/5 af

varigheden af ansættelsesforholdet.

Af § 15 a, stk. 6, fremgår, at ved beregning af, hvor længe en skyldner har

udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 3, nr. 2, indgår perioder på

følgende måde:

1) Perioder, hvor den selvstændige erhvervsvirksomhed har haft et omfang,

der kan sidestilles med en månedlig arbejdstid på mindst 120 timer (fuld-

tidsbeskæftigelse), indgår med den fulde varighed af perioden, jf. dog nr. 3.

2) Perioder, hvor den selvstændige erhvervsvirksomhed har haft et omfang,

der kan sidestilles med en månedlig arbejdstid på mindst 60 timer og mindre

end 120 timer (deltidsbeskæftigelse), indgår med en forholdsmæssig del, der

udgør 3/5 af varigheden af perioden, jf. dog nr. 3.

3) Perioder, hvor den selvstændige erhvervsvirksomhed har været drevet

uden at være registreret for et eller flere registreringsforhold efter skatte- og

afgiftslove, eller for hvilke der ikke er indgivet angivelser eller indberetnin-

ger for skatter og afgifter m.v. efter reglerne i opkrævningsloven, indgår

ikke.

I § 15 a, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmes, at

skyldnere, der tidligere har fået eftergivelse efter stk. 1, ikke på ny kan få

eftergivelse efter stk. 1.

Af § 15 a, stk. 8, fremgår, at en anmodning om eftergivelse efter stk. 1 skal

ledsages af dokumentation for, at betingelserne i stk. 3-7 er opfyldt. Hvis 1.

pkt. ikke er opfyldt, kan anmodningen afvises.

I § 15 a, stk. 9, 1. pkt., bestemmes, at eftergivelse efter stk. 1 sker, ved at

skyldnerens gæld til det offentlige, der kan omfattes af eftergivelsen, jf. stk.

1 og 2, inklusive gebyrer, renter og andre omkostninger nedsættes med et

beløb, der svarer til 50 pct. af gælden på tidspunktet for skyldnerens indgi-

velse af anmodningen. Det samlede eftergivelsesbeløb kan dog ifølge stk. 9,

2. pkt., højst udgøre 100.000 kr. Af 3. pkt. fremgår, at ved eftergivelsen

nedsættes og eventuelt bortfalder fordringerne i denne rækkefølge:

1) Fordringer, der er inddrivelsesparate hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den. Dækker eftergivelsesbeløbet kun delvis fordringerne i denne kategori,

eftergives de i rækkefølgen nævnt i § 4, stk. 2, dog således at fordringer, der

på tidspunktet for eftergivelsen er registreret i restanceinddrivelsesmyndig-

hedens inddrivelsessystem DMI, eftergives først, og at et hovedkrav efter-

gives forud for renter, der er tilskrevet hovedkravet.

UDKAST

2) Fordringer under opkrævning. Dækker eftergivelsesbeløbet kun delvis

fordringerne i denne kategori, eftergives de i rækkefølge ud fra deres stiftel-

sestidspunkt, således at den ældste fordring eftergives først, og at et hoved-

krav eftergives forud for renter, der er tilskrevet hovedkravet.

3) Fordringer, der er ikkeinddrivelsesparate hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden. Dækker eftergivelsesbeløbet kun delvis fordringerne i denne ka-

tegori, eftergives de i rækkefølgen nævnt i § 4, stk. 2, dog således at et ho-

vedkrav eftergives forud for renter, der er tilskrevet hovedkravet.

Endelig bestemmes i § 15 a, stk. 10, at eftergivelse efter stk. 1 kan tilbage-

kaldes, såfremt skyldneren i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig

skyldig i et svigagtigt forhold.

Af § 7, stk. 1, i lov nr. 331 af 28. marts 2023 fremgår, at bl.a. lovens § 1, nr.

15, trådte i kraft den 1. april 2023. I § 7, stk. 6, bestemmes, at ved vurderin-

gen af, om en skyldner samlet har været under uddannelse eller i ordinær

beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 24 må-

neder, jf. § 15 a, stk. 3, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, indgår kun måneder fra og med april

2023. Det betyder, at der i forhold til vurderingen af, om en skyldner opfyl-

der beskæftigelses-/uddannelseskravet, jf. § 15 a, stk. 3, nr. 2, i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige, kun vil kunne indgå måneder fra og med

ikrafttrædelsesdatoen, det vil sige fra og med den 1. april 2023. Det tidligste

tidspunkt, hvor en skyldner vil kunne opfylde betingelserne for eftergivelse

efter »ret og pligt-ordningen«, er således 24 måneder efter den 1. april 2023,

dvs. den 1. april 2025.

2.1.1.2. Oversendelse af gæld til inddrivelse, dækningsrækkefølge

og forrentning

Fordringer, der omfattes af anvendelsesområdet for lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige, overdrages ifølge § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige til restanceinddrivelsesmyndigheden, når be-

talingsfristen er overskredet, og når sædvanlig rykkerprocedure herefter for-

gæves er gennemført.

Ifølge § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 1110 af 25. oktober 2024 om

inddrivelse af gæld til det offentlige anses fordringer for modtaget hos re-

stanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet

og får prioritet i dækningsrækkefølgen fra dette tidspunkt. Uanset tidspunk-

tet for registreringen i modtagelsessystemet kan fordringer først dækkes, når

de er registreret i inddrivelsessystemet, jf. 2. pkt. Bestemmelsen omhandler

fordringer, der registreres i restanceinddrivelsesmyndighedens nye

UDKAST

inddrivelsessystem, PSRM. For fordringer, der registreres i DMI, gælder

ifølge § 49, stk. 1, nr. 2, at en fordring anses for modtaget, den dag fordrin-

gen registreres i modtagelsessystemet for DMI.

For gæld under inddrivelse anvendes den dækningsrækkefølge, der er fastsat

i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Af stk. 1 fremgår, at hvis

beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved en frivillig betaling,

kun delvist dækker fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden vedrørende skyldneren, dækkes fordringerne i denne række-

følge, jf. dog stk. 12:

1) Bøder, tvangsbøder og tilbagebetalingskrav efter § 10 b.

2) Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav.

3) Andre fordringer.

Af stk. 2, 1. pkt., fremgår, at hvis beløb, der inddrives fra skyldner, kun

delvist dækker fordringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes for-

dringerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, således at den fordring, der først modtages, dækkes først. Efter be-

stemmelsen anvendes således et FIFO-princip (»first in, first out«) inden for

de tre kategorier i nr. 1-3. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet,

jf. stk. 2, 2. pkt.

For gæld, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

gælder rentebestemmelsen i § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige.

Efter § 5, stk. 1, 1. pkt., gælder, at fordringer, der er under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder,

forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5,

stk. 1 og 2, med et fradrag på 4 pct., dog således at en ændring af renten i

henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, først har virkning 5 hverdage efter

datoen for ændringen. Renten efter 1. pkt. kan ikke blive mindre end 0 pct.,

jf. 2. pkt. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos re-

stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. 3. pkt. For fordringer, der tilhører re-

stanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter

den måned, hvori fordringen er stiftet, jf. 4. pkt.

Efter § 5, stk. 2, 1. pkt., kan skatteministeren bestemme, at stk. 1 ikke skal

anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. Bemyndigelsen er ud-

møntet i § 9 i bekendtgørelse nr. 1110 af 25. oktober 2024 om inddrivelse

af gæld til det offentlige. Af stk. 1 fremgår, at fordringer, der overdrages til

UDKAST

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, forrentes efter § 5, stk. 1, 1.-4. pkt., i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. dog bekendtgørelsens §§ 51

og 52.

Af bekendtgørelsens § 9, stk. 2, fremgår, at renten i stk. 1 ikke finder anven-

delse på følgende fordringer:

1) Fordringer, der i henhold til EU-retsakter skal forrentes med en rente fast-

sat i henhold til EU-retsakten, uanset at fordringen er oversendt til inddri-

velse.

2) Fordringer fastsat i henhold til en udenlandsk afgørelse om underholds-

bidrag, der fastsætter en rente under inddrivelse, som er højere end inddri-

velsesrenten, idet disse fordringer forrentes i henhold til afgørelsen.

3) Fordringer, som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et udenretligt frivil-

ligt forlig m.v., og andre fordringer, hvor parterne har aftalt en morarente,

som afviger fra renten i stk. 1, jf. dog stk. 3, 3. pkt.

4) Fordringer, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolen har truffet af-

gørelse om en forrentning under inddrivelse, som afviger fra renten i stk. 1,

jf. dog stk. 3, 3. pkt.

2.1.1.3. Straffehjemmel og straffeform er

Straffelovens § 1 fastslår legalitetsprincippet i dansk strafferet, hvorefter

straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov,

eller som ganske må ligestilles med et sådant. Dette indebærer, at der i en

lov eller en bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af lov, skal være hjem-

mel til at straffe for forholdet.

Både i straffeloven og i en lang række andre love og bekendtgørelser udstedt

i medfør af lov findes der hjemmel til at straffe for nærmere definerede over-

trædelser i form af handlinger eller undladelser.

Straffelovens 6. kapitel omhandler straffeformerne. Ifølge § 31 er de almin-

delige straffe fængsel og bøde.

Ifølge § 33, stk. 1, idømmes fængsel på livstid eller på tid, ikke under 7 dage

og ikke over 16 år. I tilfælde, hvor der er hjemmel til at forhøje den straf,

der er foreskrevet for en lovovertrædelse, kan der dog ifølge stk. 2 idømmes

fængsel indtil 20 år. En gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen

blev udført, kan ifølge stk. 3 ikke idømmes fængsel på livstid. Når fængsel

UDKAST

idømmes for kortere tid end 3 måneder, fastsættes straffen i dage, ellers i

måneder og år, jf. stk. 4.

Straffelovens 7. kapitel omhandler betinget fængsel. Af § 56, stk. 1, frem-

går, at hvis retten finder det upåkrævet, at fængselsstraf kommer til fuldbyr-

delse, bestemmes det i dommen, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved

udløbet af prøvetiden. Udsættelsen betinges ifølge stk. 2, 1. pkt., af, at den

dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at den dømte overholder

de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af §§ 57 og 57 a. Prøvetiden fast-

sættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år, jf. § 56, stk. 2, 2.

pkt. Under særlige omstændigheder kan dog fastsættes en prøvetid på indtil

5 år, jf. 3. pkt.

Straffelovens 9. kapitel omhandler andre retsfølger af den strafbare hand-

ling.

2.1.1.4. Foranstaltningsdomme

I straffelovens § 68, 1. pkt., bestemmes, at hvis en tiltalt frifindes for straf i

medfør af § 16 – dvs. om straffrihed, hvis personen bl.a. på grund af sinds-

sygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, var utilregnelig i gernings-

øjeblikket – kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foran-

staltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovover-

trædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestem-

melser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psyki-

atrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det ifølge § 68, 2. pkt.,

bestemmes, at den pågældende skal anbringes på psykiatrisk afdeling, i in-

stitution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn

med mulighed for administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institu-

tion til særlig pleje eller forsorg. Anbringelse i forvaring kan ifølge 3. pkt.

ske under de betingelser, der er nævnt i § 70.

En foranstaltningsdom for en psykisk syg gerningsperson vil enten være en

dom til anbringelse i hospital for sindslidende (anbringelsesdom), dom til

psykiatrisk behandling (behandlingsdom) eller dom til ambulant psykiatrisk

behandling.

Hvilken foranstaltning retten i medfør af straffelovens § 68 skal vælge, af-

hænger af en afvejning af sikkerheds- og behandlingshensyn, ligesom der

også lægges vægt på proportionalitetsbetragtninger. Hvis personen vurderes

at være farlig, taler forebyggelseshensynet for en anbringelsesdom, så ud-

skrivning fra hospitalet alene kan ske efter en efter en retslig prøvelse af,

hvorvidt en udskrivning er forsvarlig. I vurderingen indgår dels de

UDKAST

retsgoder, som skal beskyttes mod den fare, som personen udgør, dels farens

nærhed.

Ved foranstaltninger efter straffelovens § 68 fastsættes over for personer,

der efter § 16 er frifundet for straf, en længstetid på enten 5 eller højst 3 år,

medmindre personen er fundet skyldig i personfarlig kriminalitet, jf. § 68 a,

men i øvrigt sker ophør og ændring ved retskendelse efter § 72.

I § 68 a, stk. 1, 1. pkt., bestemmes således, at hvis en foranstaltning efter §

68 eller § 72, jf. § 68, medfører, at den dømte skal anbringes i institution,

eller giver foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år

for denne foranstaltning.

Institution omfatter hospital for sindslidende, institution for personer med

vidtgående psykisk handicap og alle andre institutionslignende forhold, her-

under anbringelse på plejehjem og i familiepleje.

Længstetiden omfatter ifølge § 68 a, stk. 1, 2. pkt., også foranstaltninger,

som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en lempelse af

den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter

anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længste-

tid på 2 år, jf. § 68 a, stk. 1, 3. pkt.

I § 68 a, stk. 2, 1. pkt., bestemmes, at i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,

fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid, hvis den dømte findes skyl-

dig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den

i § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualfor-

brydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser.

Opremsningen i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., af den personfarlige kriminalitet, der

indebærer, at en længstetid normalt ikke fastsættes i dommen, er udtøm-

mende. Det afgøres konkret, om en voldsforbrydelse har karakter af »alvor-

lig voldsforbrydelse«. Anvendelsen af ordene »i almindelighed« er udtryk

for, at retten har mulighed for at fastsætte en længstetid på 5 år, hvis en

sådan periode vurderes at være tilstrækkelig til at kunne forebygge yderli-

gere kriminalitet.

Er der ikke fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndigheden spørgs-

målet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år

efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden

for de sidste to år, jf. § 68 a, stk. 2, 2. pkt. Derefter forelægges ifølge 3. pkt.

spørgsmålet for retten mindst hvert andet år.

UDKAST

Ved andre foranstaltninger end de i § 68 a, stk. 1, nævnte fastsættes ifølge §

68 a, stk. 3, 1. pkt., for foranstaltningen en længstetid, der ikke kan overstige

3 år.

Hvis der f.eks. er tale om en dom til ambulant psykiatrisk behandling uden

mulighed for indlæggelse, kan længstetiden således maksimalt udgøre 3 år,

uanset hvilken lovovertrædelse der er tale om.

Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyn-

digheden ved kendelse forlænge længstetiden, jf. § 68 a, stk. 3, 2. pkt. Den

samlede tid for foranstaltningen kan ifølge 3. pkt. ikke overstige 5 år.

I § 69 bestemmes, at hvis gerningsmanden ved den strafbare handlings fo-

retagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling,

svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den

i § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i

stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som

nævnt i § 68, 2. pkt.

Af § 69 a, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at hvis en foranstaltning efter § 69 med-

fører, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver foranstaltningen

mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for denne foranstaltning og

en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år.

Længstetiden på 5 år omfatter ifølge 2. pkt. også foranstaltninger, som se-

nere fastsættes efter § 72, jf. § 69 og § 68, 2. pkt., og som medfører en lem-

pelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan

retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en

ny længstetid på 2 år for foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet,

jf. § 69 a, stk. 1, 3. pkt.

I § 69 a, stk. 2, bestemmes, at i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, fast-

sættes dog i almindelighed ingen længstetid for foranstaltningen, hvis den

dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbry-

delse, trusler af den i § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden

alvorlig seksualforbrydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser. §

68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Af § 69 a, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at ved andre foranstaltninger end de i stk.

1 nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan over-

stige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten ifølge 2. pkt. efter an-

modning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden. Den

samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5 år, jf. 3. pkt.

UDKAST

2.1.1.5. Forvaring

Efter § 70, stk. 1, kan en person dømmes til forvaring, hvis

1) han eller hun findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig

voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art eller brandstiftelse eller i

forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans

eller hendes person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet, må antages,

at han eller hun frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred

eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at fore-

bygge denne fare.

Nr. 1 rummer et kriminalitetskriterium, idet det er en betingelse, at personen

dømmes for en af de i nr. 1 opregnede former for alvorlig kriminalitet. Nr.

2 udtrykker et farlighedskriterium, mens nr. 3 udtrykker et nødvendigheds-

kriterium.

Under begrebet »alvorlig voldsforbrydelse« i nr. 1 falder f.eks. vold efter

straffelovens § 245 i form af knivstik, jf. Højesterets dom af 7. juli 2006,

optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 2876. Forvaring kan som følge

af den udtømmende opregning af gerningstyper ikke komme på tale over for

en person, der findes skyldig i berigelseskriminalitet begået uden anven-

delse af vold eller trussel om vold. Derimod er røveri, der netop kendetegnes

ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, jf. straffelovens §

288, udtrykkeligt omfattet.

Den nærliggende fare skal ifølge straffelovens § 70, stk. 1, nr. 2, rette sig

mod andres liv, legeme, helbred eller frihed. I vurderingen af, om personen

frembyder en nærliggende fare, indgår karakteren af de forhold, der forelig-

ger til pådømmelse i retten, og oplysningerne om personen, herunder om

tidligere kriminalitet. Tilstedeværelsen af en psykisk afvigelse er ikke i sig

selv udslagsgivende, men i praksis vil skønnet over den fare, der udgår fra

personen, hvile på en kombination af oplysningerne om nuværende og tid-

ligere kriminalitet og oplysninger om alvorlige karakterafvigelser. Forva-

ring anvendes derfor navnlig i forhold til personer, der er omfattet af straf-

felovens § 69.

Ifølge straffelovens § 70, stk. 2, kan en person endvidere dømmes til forva-

ring, hvis

UDKAST

1) han eller hun findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig seksualforbry-

delse eller i forsøg herpå, og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans

eller hendes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han

eller hun frembyder væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller fri-

hed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at fore-

bygge denne fare.

Bestemmelsen i stk. 2 blev indsat ved lov nr. 274 af 15. april 1997 for ved

de grove seksualforbrydelser i lidt videre omfang end hidtil over for perso-

ner, hvor behandling skønnes at kunne forhindre yderligere kriminalitet af

denne art, at kunne anvende forvaring, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg

A, L 12 som fremsat, side 101.

Det påhviler ifølge § 72, stk. 1, anklagemyndigheden at påse, at en foran-

staltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i længere tid og videre

omfang end nødvendigt.

Af § 73, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at hvis den, der har begået en strafbar hand-

ling, efter dennes foretagelse, men før dom er afsagt, er kommet i en ikke

blot forbigående tilstand af den i §§ 16 eller 69 nævnte art, afgør retten, om

straf skal idømmes eller bortfalde. Hvis det findes formålstjenligt, kan retten

ifølge § 73, stk. 1, 2. pkt., bestemme, at foranstaltninger efter §§ 68 eller 69

skal anvendes i stedet for straf, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.

2.1.1.6. Ungdomssanktion

Ved lov nr. 469 af 7. juni 2001 blev der med straffelovens § 74 a indført en

regel med henblik på at styrke indsatsen og reaktionsmulighederne over for

den hårde kerne af socialt belastede og utilpassede unge kriminelle, jf. Fol-

ketingstidende 2000-01, tillæg A, L 210 som fremsat, side 6489. Med lov-

forslaget skulle der i straffeloven indføres en ny ungdomssanktion i form af

en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed

for de 15-17-årige. Ungdomssanktionen skulle give mulighed for at fast-

holde den unge i længere tid og for samtidig at iværksætte en behandling,

der på længere sigt vil kunne få den unge på ret kurs.

I § 74 a, stk. 1, bestemmes således, at hvis en person, der på gerningstiden

ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden

alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal under-

give sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års

UDKAST

varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere

lovovertrædelser.

Retten kan ifølge § 74 a, stk. 2, 1. pkt., give den dømte pålæg svarende til

de vilkår, der kan fastsættes efter § 57. Ifølge § 74 a, stk. 2, 2. pkt., er læng-

stetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted 1 år og 6

måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution

for børn og unge. Begår en person, der er undergivet en foranstaltning efter

stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at idømme straf forlænge for-

anstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder,

jf. § 74 a, stk. 2, 3. pkt.

Ungdomssanktion skal som udgangspunkt ikke anvendes, hvis den tiltalte

på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid derefter fylder 18 år,

medmindre tiltaltes personlige forhold, herunder den tiltaltes mangel på mo-

denhed, taler for ungdomssanktion i stedet for fængselsstraf.

Afviklingen af ungdomssanktionen kan – uanset om den unge giver sam-

tykke – strække sig ud over det fyldte 18. år. Da ungdomssanktionens va-

righed er 2 år, vil afviklingen række ud over det 18. år i alle de tilfælde, hvor

den unge er fyldt 16 år eller 17 år på domstidspunktet.

Af forarbejderne, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, L 210 som frem-

sat, side 6492 f., fremgår, at for så vidt angår den »sociale profil« er mål-

gruppen kendetegnet ved, at der er tale om unge med markante tilpasnings-

problemer, det vil sige unge med en mangelfuldt udviklet evne til at skabe

normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i normale sociale

sammenhænge og ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende

uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kri-

minelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd

er i mange tilfælde karakteriseret ved, at de typisk, i forbindelse med at de

færdes i grupper, ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på

en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes.

Endvidere anføres, at anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter, at for-

anstaltningen må anses for formålstjenlig til at imødekomme den unges sær-

lige behov for behandling, og hovedformålet med ungdomssanktionen vil

være at varetage det individualpræventive formål med at straffe, det vil sige

at undgå, at den unge begår ny kriminalitet. Det vil således være en forud-

sætning for anvendelse af ungdomssanktionen, at den unge efter en indivi-

duel vurdering ikke findes uegnet til behandling.

UDKAST

Det forudsættes, at der kun helt undtagelsesvis kan blive tale om at erklære

en ung, der opfylder den »sociale profil«, for uegnet til behandling. Det er

ikke en betingelse for idømmelse af ungdomssanktionen, at den pågældende

giver samtykke til foranstaltningen.

Desuden anføres, at for så vidt angår kriminalitetens art, er det efter forslaget

navnlig tanken, at ungdomssanktionen skal anvendes ved grovere person-

farlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og voldtægt. Ungdomssanktionen skal

endvidere kunne anvendes i tilfælde af anden alvorlig kriminalitet, herunder

mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk. Det

indgår i grovhedsvurderingen, hvis kriminaliteten er begået i forening med

andre (se herom nu straffelovens § 81, nr. 2).

Endelig anføres, at hvad angår strafkravet, bør ungdomssanktionen kunne

anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fæng-

selsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. Det bør dog ikke være ude-

lukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere ube-

tinget fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen

anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Den angivne

overgrænse gælder også for kombinationsdomme efter straffelovens § 58,

stk. 1. Er alternativet til en ungdomssanktion en kombinationsdom på 2 års

fængsel, hvoraf 1 år og 6 måneder gøres betinget, forudsættes der således

ikke idømt en ungdomssanktion. Derimod bør der kunne idømmes en ung-

domssanktion, hvis alternativet er kombinationsdom på 1 års fængsel,

hvoraf f.eks. 6 eller 9 måneder gøres betinget.

En ungdomssanktion kan ikke konverteres til en almindelig fængselsstraf.

2.1.1.7. Sigtelse for et strafbart forhold

Efter retsplejelovens § 752, stk. 1, 1. pkt., skal politiet inden afhøringen af

en sigtet gøre den pågældende bekendt med sigtelsen og den manglende

pligt til at udtale sig.

Med andre ord skal den, der mistænkes for et strafbart forhold, gøres be-

kendt med denne mistanke i form af en sigtelse, hvorefter den sigtede vil

opnå en række rettigheder, som politiet vil oplyse den pågældende om. Det

gælder bl.a. retten til ikke at bidrage med oplysninger til sagens opklaring

(det vil sige retten til ikke at foretage »selvinkriminering«), idet oplysninger

om personens navn, adresse og fødselsdato dog skal gives. Modsat har den

sigtede ret til at udtale sig om sagen og de oplysninger, der indgår i sagen,

og ret til at bede politiet om at foretage efterforskningsskridt, som den sig-

tede finder relevante for sagen, f.eks. afhøring af vidner eller gennemførel-

sen af tekniske undersøgelser.

UDKAST

2.1.1.8. Anklageskrift

Efter at politiet har etableret det nødvendige bevismateriale, vurderer ankla-

gemyndigheden, om sigtelsen skal frafaldes eller opretholdes. Hvis sigtelsen

opretholdes, udarbejdes et anklageskrift med den tiltale, som udgør grund-

laget for strafforfølgningen, jf. retsplejelovens § 834.

Anklageskriftet skal ifølge § 834, stk. 2, nr. 4, indeholde en kort beskrivelse

af det forhold, der rejses tiltale for, med en sådan angivelse af tid, sted, gen-

stand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødven-

dig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse.

Det er ikke altid muligt at foretage en præcis angivelse af tid og sted m.v.,

og retspraksis har i flere tilfælde accepteret sådanne upræcise angivelser,

bl.a. i sager om grov narkotikakriminalitet.

Når anklageskriftet er indleveret til retten, er straffesagen formelt indledt

ved retten, jf. § 835, stk. 1. Retten sender straks efter indledningen en kopi

af anklageskriftet til den tiltalte og skal senest samtidig med forkyndelse af

indkaldelse, jf. § 844, stk. 2, forkynde kopi af anklageskriftet for den pågæl-

dende, jf. § 835, stk. 2.

Ifølge retsplejelovens § 831, stk. 1, der er den første bestemmelse i retsple-

jelovens kapitel 76 om tilståelsessager, kan sagen dog straks fremmes til

dom, uden af der udarbejdes anklageskrift, hvis den sigtede i et retsmøde

efter § 694, stk. 3, afgiver en uforbeholden tilståelse i en straffesag, hvor

lægdommere ellers skulle have medvirket, hvis

1) tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger,

2) sigtede og anklageren giver samtykke,

3) retten ikke finder det betænkeligt at afgøre sagen uden hovedforhandling

4) der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 70.

Lægdommere, dvs. domsmænd og nævninger, medvirker i pådømmelsen af

straffesager, i det omfang det følger af retsplejelovens § 686, stk. 2 og 4.

2.1.1.9. Anklagemyndighedens brug af bødeforelæg

I retsplejelovens kapitel 76 finder man også § 832 om anklagemyndighedens

brug af bødeforelæg. Af § 832, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at i sager om lov-

overtrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan

anklagemyndigheden i et bødeforelæg tilkendegive sigtede, at sagen kan

UDKAST

afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen og

erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en i bødeforel-

ægget angivet bøde. Fristen kan ifølge 2. pkt. efter anmodning forlænges af

anklagemyndigheden. Af stk. 2 fremgår, at reglerne i § 834, stk. 1, nr. 2 og

3, og stk. 2, om krav til indholdet af anklageskrift finder tilsvarende anven-

delse på bødeforelæg. Efter stk. 3 kan en sigtet under 18 år i umiddelbar

forbindelse med lovovertrædelsen vedtage en bøde uden samtykke fra inde-

haveren af forældremyndigheden. Ifølge stk. 4, 1. pkt., bortfalder videre for-

følgning, hvis sigtede vedtager bøden, jf. dog § 724, stk. 2, og § 832 a, stk.

2. Vedtagelsen har ifølge § 832, stk. 4, 2. pkt., samme gentagelsesvirkning

som en dom.

2.1.1.10. Kumulation

Retsplejelovens § 705 omhandler såkaldt »kumulation«. Efter stk. 1 bør

samtidig forfølgning mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod

flere sigtede som delagtige i en eller flere forbrydelser ske under én sag, hvis

dette kan ske uden urimelig forhaling eller vanskelighed.

Kumulation efter § 705 bør ske, når den samme sigtede har begået flere for-

brydelser (objektiv kumulation), eller når flere sigtede har deltaget i den

samme forbrydelse (subjektiv kumulation), og derfor må en kumulation, der

skyldes, at to personer er medskyldige i samme forbrydelse, omfatte samt-

lige strafbare handlinger, som disse har begået uafhængigt af hinanden, og

samtlige personer, der er medskyldige i disse handlinger. Det er dog som

nævnt en forudsætning, at kumulation ikke må medføre væsentlig forhaling

eller vanskelighed.

2.1.1.11. Strafansvar for overtrædelser af skatte- og afgiftslovgiv-

ningen

Der findes på Skatteministeriets område en lang række love med bestem-

melser om strafansvar for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen

m.v.

Det gælder bl.a. opkrævningsloven, der ifølge § 1, stk. 1, gælder for opkræv-

ning af skatter og afgifter m.v., for hvilke virksomheder, selskaber, fonde

eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret hos eller anmeldt

til Skatteforvaltningen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmel-

ser i anden lovgivning eller i EF-forordninger.

Ifølge § 1, stk. 2, 1. pkt., gælder loven i de tilfælde, der er nævnt i §§ 9 og

10 a og kapitel 4 a, i det omfang det er fastsat i §§ 9 og 10 a og kapitel 4 a.

I de tilfælde, der er nævnt i § 16, gælder kapitel 5, § 8, stk. 1, nr. 4, og stk.

2 og 3, § 12, stk. 5, og § 13 tillige betalinger vedrørende andet end skatter

UDKAST

og afgifter, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt. Loven gælder i øvrigt, i det omfang det af

bestemmelser i loven følger, at loven helt eller delvis finder anvendelse, jf.

§ 1, stk. 2, 3. pkt.

Loven gælder ifølge § 1, stk. 3, derudover for opkrævning af andre skatter

og afgifter m.v. end de i stk. 1 nævnte, i det omfang der i anden lovgivning

henvises til opkrævningsloven.

Loven gælder ifølge § 1, stk. 4, uanset stk. 1 ikke opkrævning af told og

opkrævning efter aktiesparekontoloven.

Endelig bestemmes i § 1, stk. 5, at loven kun gælder for opkrævning af virk-

somhedens ejers, selskabets, fondens eller foreningens egne indkomstskat-

ter, i det omfang dette er særligt fastsat i anden lovgivning.

I opkrævningslovens § 17, stk. 1, bestemmes, at med bøde straffes den, som

forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 2, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 1 eller 2, § 11, stk. 11, 1. pkt., eller

2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til

brug for angivelse eller indberetning til indkomstregisteret af skatter eller

afgifter m.v. efter § 2, stk. 1, eller § 9, stk. 1 eller 2.

Opkrævningslovens § 2, stk. 1, 3. pkt., bestemmer, at for hver afregnings-

periode – der ifølge 1. pkt. er kalendermåneden, medmindre der i anden lov-

givning er henvist til afgiftsperioden, der da vil være afregningsperioden, jf.

2. pkt. – og for hver skat eller afgift m.v. skal der indgives en angivelse med

de oplysninger, som følger af reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov.

Ifølge § 2, stk. 2, 1. pkt., skal angivelser vedrørende de i bilag 1, liste A,

nævnte love indgives til Skatteforvaltningen senest den 15. i den første må-

ned efter udløbet af afregningsperioden. Angivelser vedrørende den lov,

som er nævnt i bilag 1, liste B, dvs. kildeskatteloven, skal ifølge § 2, stk. 2,

2. pkt., indgives til Skatteforvaltningen senest den 10. i den første måned

efter udløbet af afregningsperioden, jf. dog stk. 6. I januar måned skal disse

angivelser dog ifølge 3. pkt. indgives senest den 17. januar.

Opkrævningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., bestemmer, at den, der ikke er auto-

riseret eller registreret efter afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1-4, 7

og 8, og som fra andre EU-lande har modtaget varer omfattet af disse af-

giftslove, ved modtagelsen af varerne skal angive den afgiftspligtige

mængde af varerne til Skatteforvaltningen. Angivelsen skal ifølge § 9, stk.

1, 2. pkt., være underskrevet af den, der har modtaget varerne, eller af

UDKAST

sælgerens fiskale repræsentant her i landet. I § 9, stk. 2, 1. pkt., bestemmes,

at varemodtagere, der ikke er erhvervsdrivende, og som fra andre EU-lande

modtager varer m.v., der er afgiftspligtige efter de afgiftslove, der er nævnt

i bilag 1, liste A, nr. 5, 6, 9-16 og 31, ved modtagelsen af varerne skal angive

den mængde varer, hvoraf der skal betales afgift til Skatteforvaltningen. An-

givelsen skal ifølge § 9, stk. 2, 2. pkt., være underskrevet af varemodtageren.

Opkrævningslovens § 11, stk. 11, bestemmer i 1. pkt., at ejeren eller den

ansvarlige daglige ledelse af en virksomhed ikke må fortsætte eller indlede

driften af virksomheden, hvis virksomhedens registrering er ophørt, inddra-

get eller nægtet efter stk. 9 eller efter en eller flere andre skatte- og afgifts-

love.

Af opkrævningslovens § 17, stk. 2, fremgår, at den, som begår en af de i stk.

1 nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen skatter eller

afgifter m.v., straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, med-

mindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Efter straffelovens § 289, stk. 1, straffes med fængsel indtil 8 år den, som

for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding gør sig skyldig i

overtrædelse af særligt grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskuds-

lovgivningen eller af § 289 a. Efter § 289, stk. 2, finder stk. 1 kun anven-

delse, hvis der i den i stk. 1 nævnte lovgivning er henvist til denne bestem-

melse. Ved udmåling af tillægsbøde efter § 50, stk. 2, i forbindelse med

overtrædelse af stk. 1 skal der lægges vægt på, om forbrydelsen er af særlig

grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbry-

delsen er udført af flere i forening, eller når et større antal forbrydelser er

begået, jf. § 289, stk. 3.

I opkrævningslovens § 17, stk. 3, 1. pkt., bestemmes, at medmindre højere

straf er forskyldt efter straffelovens § 289, straffes med bøde eller fængsel

indtil 1 år og 6 måneder den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed dri-

ver en virksomhed, selv om registreringen er inddraget efter opkrævnings-

lovens § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9, § 19 a, stk.

1, eller § 19 b. Virksomheden kan dog ifølge § 17, stk. 3, 2. pkt., afvikle

allerede indgåede ansættelses- og kontraktforhold, der gør det påkrævet at

indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, med kortest muligt varsel. Skat-

teministeren kan ifølge 3. pkt. fastsætte nærmere regler om afregningen,

herunder om forkortet afregningsperiode og indbetalingsfrist.

I § 17, stk. 4, bestemmes, at i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven,

kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt

overtræder bestemmelserne i forskrifterne.

UDKAST

2.1.1.12. Bøder for overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivnin-

gen

Skatteforvaltningen har også hjemmel til at afgøre visse overtrædelser af

opkrævningsloven administrativt ved brug af et bødeforelæg. I opkræv-

ningslovens § 18, stk. 1, 1. pkt., bestemmes således, at hvis en overtrædelse

skønnes ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Skatteforvaltningen

tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning,

såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer

sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter ansøgning kan for-

længes, at betale en bøde, der er angivet i tilkendegivelsen. I 2. pkt. bestem-

mes, at retsplejelovens § 752, stk. 1, om sigtelse af den mistænkte finder

tilsvarende anvendelse.

Med andre ord vil også Skatteforvaltningen kunne rejse en sigtelse mod den,

der mistænkes for en overtrædelse af de bestemmelser, der ifølge opkræv-

ningslovens § 17 er strafbelagte.

Opkrævningslovens § 18, stk. 2, bestemmer, at med hensyn til den tilkende-

givelse, som er nævnt i stk. 1, finder bestemmelsen om tiltalerejsning i rets-

plejelovens § 895 tilsvarende anvendelse.

Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller

afsonet, bortfalder videre forfølgning, jf. opkrævningslovens § 18, stk. 3.

Bøder i sager, der afgøres administrativt, opkræves ifølge stk. 4 af Skatte-

forvaltningen.

Også kildeskatteloven indeholder straffebestemmelser.

Ifølge kildeskattelovens § 74, stk. 1, straffes med bøde den, som forsætligt

eller ved grov uagtsomhed

1) undlader at opfylde pligt til at foretage indeholdelse af A-skat, arbejds-

markedsbidrag, udbytteskat m.v., royaltyskat, renteskat eller skat som

nævnt i § 65 B, stk. 1,

2) undlader rettidigt at afgive de i § 66, stk. 2, eller § 66 A, stk. 1, omhand-

lede oplysninger,

3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om de i § 66, stk. 2, eller §

66 A, stk. 1, omhandlede forhold, eller

UDKAST

4) anmoder om elektroniske skattekortoplysninger hos Skatteforvaltningen

vedrørende personer, som man på anmodningstidspunktet ikke kan påregne

at skulle udbetale A-indkomst til.

Begås overtrædelsen med forsæt til at unddrage det offentlige skat, eller fo-

religger der i øvrigt skærpende omstændigheder, kan straffen ifølge § 74,

stk. 2, stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er

forskyldt efter straffelovens § 289.

Kildeskattelovens § 74 A bestemmer, at på samme måde som anført i § 74

straffes den, som undlader at følge et pålæg efter denne lovs § 86 A eller §

86 B, stk. 1. § 86 A omhandler et pålæg om daglig digital registrering af

oplysninger (logbog) om de personer, der er beskæftiget hos den pågæl-

dende arbejdsgiver, mens § 86 B, stk. 1, omhandler pålæg til en arbejdsgiver

om at benytte en virksomhed, der er registreret som leverandør af lønadmi-

nistrationsydelser efter regler, der er udstedt i medfør af lov om et indkomst-

Efter kildeskattelovens § 75 straffes på samme måde som anført i § 74 den,

som forsætligt eller groft uagtsomt

1) modtager A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, uden

at der er indeholdt A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag,

2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelse efter

§ 45, stk. 1 og 3, § 48, stk. 7, § 49 B, stk. 3, § 51, § 52, stk. 5, eller § 53 eller

i forbindelse med en af de i disse bestemmelser nævnte ansøgninger eller

anmodninger fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse,

3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved beregning af

passivposter efter § 33 D eller i forbindelse med en sådan beregning fortier

oplysninger af betydning for denne eller

4) undlader at afgive oplysninger om de i § 86, stk. 4 og 5, nævnte forhold

eller afgiver urigtige og vildledende oplysninger om de i § 86, stk. 4 og 5,

nævnte forhold.

Kildeskattelovens § 76 bestemmer, at i forskrifter, der udfærdiges i medfør

af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Af § 78, stk. 1, fremgår, at i sager om overtrædelse af §§ 74-77, der behand-

les administrativt, jf. § 79, finder retsplejelovens § 752, stk. 1, tilsvarende

UDKAST

anvendelse. Det indebærer, at Skatteforvaltningen kan rejse en sigtelse for

disse overtrædelser.

Skatteforvaltningen har også hjemmel til at afgøre de ovenfor nævnte over-

trædelser af kildeskatteloven administrativt ved brug af et bødeforelæg. I

kildeskattelovens § 79, stk. 1, bestemmes således, at såfremt overtrædelsen

ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan Skatteforvaltningen

tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning,

såfremt vedkommende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig

rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges,

at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

I stk. 2 bestemmes, at med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse

finder bestemmelsen i retsplejeloven om indholdet af anklageskrift i politi-

sager tilsvarende anvendelse.

I stk. 3 bestemmes, at hvis bøden betales i rette tid, eller bliver den efter

stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Bøder, der afgøres administrativt efter § 79, opkræves ifølge § 79 A af Skat-

teforvaltningen.

Toldlovens § 73, stk. 1, bestemmer, at med bøde straffes den, der forsætligt

eller groft uagtsomt:

1) Undlader for Skatteforvaltningen at angive varer, der indføres til eller

udføres fra det danske toldområde eller fraføres eller tilføres en frihavn eller

et toldoplag i det danske toldområde, når en sådan angivelse er foreskrevet

i denne lov, de i medfør af loven fastsatte forskrifter eller artikel 127, stk. 1,

artikel 145, stk. 1, artikel 158, stk. 1, artikel 263, stk. 1, artikel 270, stk. 1,

artikel 271, stk. 1, eller artikel 274, stk. 1, i EU-toldkodeksen.

2) Fjerner varer, der er forseglet af toldmyndighederne eller efter disses be-

stemmelse.

3) Bruger eller forbruger uberigtigede varer, jf. dog § 3 og § 46.

4) Bruger eller forbruger varer, der er fritaget for told og afgifter efter § 58.

5) Sælger eller på anden måde overdrager varer, der er fritaget for told og

afgifter efter § 58 og § 59 i strid med de for told- og afgiftsfriheden fastsatte

betingelser.

UDKAST

6) Tilbagefører fra et befordringsmiddel eller på anden måde tilbageholder

varer, der er angivet til udførsel mod godtgørelse af eller fritagelse for told

eller afgifter uden at angive dette for Skatteforvaltningen.

I § 73, stk. 2, bestemmes, at hvis handlingen er foretaget med forsæt for at

undgå betaling af told eller afgifter, straffes den som smugleri med bøde

eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt

efter straffelovens § 289.

Efter toldlovens § 73, stk. 3, straffes på samme måde som anført i stk. 2 den,

der forsætligt eller groft uagtsomt sælger eller på anden måde overdrager,

køber eller på anden måde erhverver, modtager, transporterer eller opbeva-

rer indsmuglede varer. I stk. 4 bestemmes, at overtrædelse af stk. 1-3 eller

straffelovens § 289 medfører pligt til at betale de på varerne hvilende told-

og afgiftsbeløb.

Efter toldlovens § 76, stk. 1, straffes med bøde den, der, uden at forholdet

er omfattet af § 73, forsætligt, groft uagtsomt eller i gentagne tilfælde inden

for 2 år over for Skatteforvaltningen til brug i toldforhold:

1) Foretager en urigtig angivelse.

2) Fremlægger urigtige eller mangelfulde dokumenter eller regnskaber.

3) I øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger.

4) Undlader at underrette Skatteforvaltningen om en for lav ansættelse, jf. §

13, 2. pkt.

Er handlingen foretaget med forsæt for at undgå betaling af told eller afgift

eller for at opnå uberettiget fritagelse for eller godtgørelse af told eller afgift,

straffes den ifølge toldlovens § 76, stk. 2, med bøde eller fængsel indtil 1 år

og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Med bøde straffes ifølge toldlovens § 79 den, der forsætligt eller groft uagt-

somt:

1) Undlader at give oplysninger, som Skatteforvaltningen kan afkræve den

pågældende efter § 17, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 62, stk. 1.

2) Undlader at efterkomme et i medfør af § 10 d, stk. 1, § 15, stk. 2, § 17,

stk. 1 og 4, § 19, stk. 3, § 20, stk. 1-3, eller § 27, stk. 1, meddelt påbud.

3) Overtræder eller forsøger at overtræde § 10 c, stk. 1, § 18, § 19, stk. 1-3,

§ 20, stk. 2 og 3, § 23, § 27, stk. 2, § 28, stk. 3 og 5, og § 29, stk. 1, 3 og 4.

UDKAST

4) Overtræder eller forsøger at overtræde ordens- og kontrolforskrifter i de

af EU udstedte forordninger på toldlovgivningens område.

I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der ifølge toldlovens § 79

a fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt over-

træder bestemmelser i forskrifterne.

Også toldloven indeholder en bestemmelse om administrativ afgørelse af

overtrædelsessager. I toldlovens § 80, stk. 1, 1. pkt., bestemmes således, at

hvis en overtrædelse skønnes ikke at ville medføre højere straf end bøde,

kan Skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres

uden retslig forfølgning, hvis den pågældende erkender sig skyldig i over-

trædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist at betale

en i tilkendegivelsen angivet bøde. Fristen kan ifølge 2. pkt. efter begæring

forlænges.

I toldlovens § 80, stk. 3, bestemmes, at med hensyn til den i stk. 1 nævnte

tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens §

895 tilsvarende anvendelse.

Ifølge toldlovens § 80, stk. 4, bortfalder videre forfølgning, hvis bøden be-

tales i rette tid, eller hvis den efter vedtagelse bliver inddrevet eller afsonet.

Skattekontrollovens kapitel 9 indeholder flere straffebestemmelser, ligesom

kapitel 10 om straffeprocessuelle regler med § 86 har en bestemmelse om

bødeforelæg.

Efter skattekontrollovens § 82, stk. 1, straffes den, som med forsæt til at

unddrage det offentlige skat afgiver urigtige, vildledende eller ufuldstæn-

dige oplysninger til Skatteforvaltningens brug for afgørelse af skattepligt

eller skatteansættelse, for skattesvig med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6

måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289. Be-

gås handlingen groft uagtsomt, straffes med bøde, jf. skattekontrollovens §

82, stk. 3.

Ifølge § 83, stk. 1, skal en skattepligtig, der modtager en årsopgørelse uden

at have afgivet de til skatteansættelsen pligtige oplysninger, jf. § 2, inden 4

uger efter udløb af fristen for afgivelse af sådanne oplysninger, jf. § 10, un-

derrette Skatteforvaltningen, hvis ansættelsen er for lav.

Ifølge § 83, stk. 2, skal en skattepligtig, som modtager en skønsmæssig an-

sættelse af den skattepligtige indkomst, jf. § 74, inden 4 uger efter modta-

gelsen underrette Skatteforvaltningen, hvis ansættelsen er for lav.

UDKAST

Ifølge § 83, stk. 3, skal en skattepligtig, som ikke modtager en årsopgørelse

eller et oplysningsskema, afgive de til skatteansættelsen pligtige oplysnin-

ger inden oplysningsfristernes udløb, jf. § 10.

Efter § 83, stk. 4, straffes den, som med forsæt til at unddrage det offentlige

skat overtræder stk. 1-3, for skattesvig med bøde eller fængsel indtil 1 år og

6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Begås overtrædelsen groft uagtsomt, straffes med bøde, jf. skattekontrollo-

vens § 83, stk. 5.

Efter § 84 straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

1) undlader at afgive oplysninger om udenlandske pensionsordninger, jf. §§

16-19 og 21, og oplysninger om gaver til ikke fuldt skattepligtige i udlandet,

jf. § 23, eller undlader at følge et påbud efter § 20,

2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om opfyldelse af betingel-

serne for begrænset dokumentationspligt vedrørende kontrollerede transak-

tioner, jf. § 40,

3) undlader at afgive oplysninger efter anmodning fra Skatteforvaltningen

om ejer- og medlemsfortegnelse i selskaber, jf. §§ 24-27, årsregnskaber, jf.

§ 6, stk. 1, nr. 1, og § 53, og formueoplysninger, jf. §§ 55 og 56,

4) undlader at opfylde pligten til at opbevare materiale efter de regler, som

skatteministeren har fastsat efter § 6, stk. 1, nr. 3,

5) undlader rettidigt at indgive den skriftlige dokumentation vedrørende

kontrollerede transaktioner, som der er pligt til at udarbejde efter § 39, eller

land for land-rapport, jf. §§ 48, 49 og 51, eller revisorerklæring efter § 43

eller

6) som led i virksomhed udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller

udsteder anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer

eller ydelser, når dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag

for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Skattekontrollovens § 86, stk. 1 bestemmer, at i sager om overtrædelse af

bestemmelserne i kapitel 9, der ikke skønnes at ville medføre højere straf

end bøde, kan Skatteforvaltningen i et bødeforelæg tilkendegive den sig-

tede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist, der

efter begæring kan forlænges, at betale den i bødeforelægget angivne bøde.

UDKAST

Ifølge § 86, stk. 2, finder retsplejelovens § 834 om indholdet af et anklage-

skrift anvendelse på tilkendegivelsen efter skattekontrollovens § 86, stk. 1.

Vedtager den sigtede bøden, bortfalder videre strafferetlig forfølgning, og

vedtagelsen har samme gentagelsesvirkning som en dom, jf. skattekontrol-

lovens § 86, stk. 3.

Bøder i sager, der afgøres administrativt, opkræves af Skatteforvaltningen,

jf. stk. 4.

Der findes også i en lang række andre love på Skatteministeriets område

straffebestemmelser og bestemmelser om at kunne afgøre en sag admini-

strativt ved anvendelsen af et bødeforelæg.

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.C.3, at Skattefor-

valtningen (dvs. i praksis Skattestyrelsen) kan afslutte en straffesag admini-

strativt med et bødeforelæg, når overtrædelsen ikke skønnes at medføre hø-

jere straf end bøde, og den pågældende erklærer sig enig i Skattestyrelsens

vurdering af strafansvaret. Det er således Skattestyrelsen, der rejser sigtelse

over for en borger eller virksomhed og udsteder et bødeforelæg.

Er den pågældende ikke enig i Skattestyrelsens vurdering, er det altid dom-

stolene, der har kompetencen til at afgøre straffesagen. Enhver, der er sigtet

for en strafbar overtrædelse, har således krav på at få skyldsspørgsmålet og

strafudmålingen afgjort ved retten.

Vurderes overtrædelsen at medføre højere straf end bøde, dvs. frihedsstraf,

eller erklærer den pågældende sig uenig i Skattestyrelsens vurdering, bliver

straffesagen oversendt af Skattestyrelsen til politiet med henblik på dom-

stolsbehandling. Det er hovedreglen, at sager, hvor der er unddraget skatter

og afgifter for et beløb over 500.000 kr., er omfattet af straffelovens § 289

om grov skattesvig. Disse sager skal derfor oversendes til politiet. Denne

beløbsgrænse blev hævet den 1. januar 2024, jf. forarbejderne til lov nr.

1795 af 28. december 2023 i Folketingstidende 2023-2024, tillæg A, L 52

som fremsat, side 10 ff.

Følgende typer af sager er omfattet af Skattestyrelsens kompetence til at af-

slutte en straffesag administrativt med et bødeforelæg (her er det således

Skattestyrelsen, der sigter en skyldner og fastsætter en bødestraf):

•

Sager, hvor der i førstegangstilfælde forsætligt er unddraget skat eller

afgift, hvis det samlede forsætligt unddragne beløb ikke er over 500.000

kr.

UDKAST

•

Sager, hvor der i kvalificerede gentagelsestilfælde forsætligt er unddra-

get skat eller afgift, hvis det samlede forsætligt unddragne beløb ikke er

over 250.000 kr.

Sager, hvor der forsætligt er unddraget told i den legale varetrafik, hvis

der ikke er unddraget over 100.000 kr.

Smuglerisager, hvor overtrædelsen vedrører et unddraget told- og af-

giftsbeløb, der ikke er over 15.000 kr. vedrørende erhvervsmæssigt

smugleri m.v. og 30.000 kr. vedrørende smugleri m.v. af ikkeerhvervs-

mæssig karakter.

Sager, hvor unddragelsen skyldes grov uagtsomhed.

Sager, hvor det strafbare forhold er begået af en juridisk person, med-

mindre forholdet er omfattet af straffelovens § 289 om grov skattesvig.

Ordensbødesager, dvs. sager, hvor bøden er fastsat til bestemte beløb og

dermed ikke bliver udmålt ud fra en eventuel eller mulig unddragelse.

•

Af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.C.3.5.2.1 om beregning af nor-

malbøde i straffesager om unddragelse af skatter og afgifter, fremgår om

praksis, at ved unddragelse af skatter, moms, lønsumsafgift og punktafgifter

beregnes bøden til to gange det samlede unddragelsesbeløb, når der var for-

sæt til unddragelsen. Hvis ansvarssubjektet er en fysisk person, straffes med

bøde, hvis de forsætlige unddragelser ikke overstiger 500.000 kr.

Ved grov uagtsomhed udgør bøden én gang det samlede unddragelsesbeløb.

Efter ændring af sanktionspraksis fra den 1. januar 2024 gøres bødeansvar

ikke gældende i førstegangstilfælde, hvis unddragelsesbeløbet ikke oversti-

ger 20.000 kr. Hvis unddragelsesbeløbet er mellem 20.000 kr. og 40.000 kr.,

afsluttes sagen i førstegangstilfælde med en bøde på 5.000 kr.

Gældende praksis kan sammenfattes således, jf. tabel 1 og 2 om henholdsvis

forsætlig og groft uagtsom skatte- eller afgiftsunddragelse:

Tabel 1. Sanktionsniveau ved forsætlig skatte- eller afgiftsunddragelse

Førstegangstilfælde

Indtil 20.000 kr.

Ingen bøde

Gentagelsestilfælde

2 x det unddragne beløb

Mere end 20.000 kr., men ikke over 40.000 kr.

5.000 kr.

Overstiger 40.000 kr.

2 x det unddragne beløb 2 x det unddragne beløb

Er der tidligere straffet

for skatte- og afgiftsund-

Påstand om frihedsstraf dragelse for mere end

efter straffelovens § 289 250.000 kr., nedsættes

samt tillægsbøde på 2 x beløbsgrænsen for fri-

det unddragne beløb

hedsstraf på 500.000 kr.

til 250.000 kr. Desuden

udmåles en tillægsbøde

500.000 kr. eller derover

UDKAST

på 2 x det unddragne be-

løb

Kilde: Skatteministeriet 2025

Tabel 2. Sanktionsniveau ved groft uagtsom skatte- eller afgiftsunddragelse

Førstegangstilfælde Gentagelsestilfælde

Indtil 20.000 kr.

Mere end 20.000 kr., men ikke over 40.000 kr.

Overstiger 40.000 kr.

Ingen bøde

5.000 kr.

1 x det unddragne be-

løb

1 x det unddragne be-

løb

1 x det unddragne be- 1 x det unddragne be-

løb

Kilde: Skatteministeriet 2025

Det bemærkes, at tabel 2 omfatter grov uagtsomhed, idet der ikke straffes i

sager, hvor der alene er handlet simpelt uagtsomt.

Et vedtaget bødeforlæg har samme retsvirkning som en endelig dom og in-

debærer, at sagen kan afsluttes uden videre forfølgning.

2.1.1.13. Anke af straffedomme

Retsplejelovens kapitel 82 indeholder bestemmelser om anke af straffe-

domme til landsretten. Efter § 901, 1. pkt., kan byrettens domme i straffesa-

ger ankes til landsretten af anklagemyndigheden eller af tiltalte i overens-

stemmelse med reglerne i dette kapitel. Anke sker ifølge 2. pkt. til den lands-

ret, i hvis kreds byretten ligger. Anken kan ud over dommen omfatte den

forudgående behandling af sagen og de afgørelser, der er truffet under sa-

gen, jf. 3. pkt.

Ifølge § 902, stk. 1, kan anklagemyndigheden kun anke, når der efter loven

kan idømmes andre offentligretlige følger end bøde, konfiskation eller fra-

kendelse i medfør af færdselsloven for lovovertrædelsen, medmindre anken

er til fordel for tiltalte.

Tiltalte kan ifølge retsplejelovens § 902, stk. 2, kun anke, når tiltalte er idømt

andre offentligretlige følger end bøde, konfiskation eller frakendelse i med-

før af færdselsloven, eller når tiltalte uden anvendelse af retsplejelovens §

897, stk. 1, er idømt en samlet bøde på over 20.000 kr. eller konfiskation for

mere end 20.000 kr.

Afgørelser efter §§ 899 og 900 kan ifølge § 902, stk. 3, ikke indbringes for

højere ret, medmindre anklagemyndigheden anker til fordel for tiltalte.

UDKAST

Efter § 899 kan en sag kan afgøres, ved at tiltalte i retten vedtager en nær-

mere bestemt bøde eller konfiskation af bestemte genstande eller et bestemt

beløb, hvis

1) lovovertrædelsen efter loven kan straffes med bøde eller medføre konfi-

skation,

2) retten ikke finder grund til at betvivle tiltaltes skyld og

3) anklageren giver samtykke.

Lovens fastsættelse af bødens størrelse er ifølge stk. 2 ikke bindende ved

bødevedtagelse efter stk. 1. Hvis tiltalte vedtager en bøde eller konfiskation

efter stk. 1, tilføres ifølge stk. 3 retsbogen oplysninger herom. En vedtagelse

har ifølge stk. 4 samme virkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse

og gentagelsesvirkning.

§ 900 omhandler muligheden for at afgøre visse sager ved tildeling af en

advarsel.

Efter § 903, stk. 1, kan Procesbevillingsnævnet tillade anke af domme, der

ikke kan ankes efter § 902, stk. 1 og 2, hvis sagen er af principiel karakter,

eller hvis særlige grunde i øvrigt taler for det.

Ifølge § 904, stk. 1, er ankefristen 14 dage, som regnes fra dommens afsi-

gelse, jf. dog stk. 2 og 3. Hvis dommen skal forkyndes efter § 219 a, stk. 5,

regnes tiltaltes ankefrist fra forkyndelsen, jf. § 904, stk. 2. Hvis sagen er

afgjort efter § 897 og tiltalte ikke var til stede eller gjort bekendt med tids-

punktet for dommens afsigelse, regnes tiltaltes ankefrist fra den dag, hvor

retten har sendt en udskrift af dommen til tiltalte, jf. § 904, stk. 3.

Af § 905, stk. 1, fremgår, at hvis en dom eller afgørelse er anket efter §§ 902

eller 903, kan også modparten anke (kontraanke), når en sådan anke iværk-

sættes inden 14 dage efter, at modparten har fået meddelelse om den anden

parts anke, jf. dog stk. 2 og 3.

Er en dom eller afgørelse anket af anklagemyndigheden efter § 902, jf. §

904, regnes ifølge § 905, stk. 2, tiltaltes frist for kontraanke uanset tidspunk-

tet for anklagemyndighedens anke inden for ankefristen fra dagen efter ud-

løb af ankefristen efter § 904, stk. 1.

Hvis tiltalte har fået tilladelse til anke efter § 903, regnes anklagemyndig-

hedens frist for kontraanke fra det tidspunkt, hvor Procesbevillingsnævnet

har sendt anklagemyndigheden underretning om tilladelsen, jf. § 905, stk. 3.

UDKAST

Vil anklagemyndigheden anke til skade for tiltalte efter § 902, jf. § 904, eller

kontraanke til skade for tiltalte over for tiltaltes anke efter samme bestem-

melser, skal ifølge § 907, stk. 1, 1. pkt., en meddelelse om anke være lands-

retten i hænde inden udløb af fristen for anklagemyndighedens anke eller

kontraanke.

Vil anklagemyndigheden i andre tilfælde anke eller kontraanke til skade for

tiltalte, skal anklagemyndigheden ifølge § 907, stk. 2, forkynde en medde-

lelse om anke for tiltalte inden udløb af fristen for anklagemyndighedens

anke eller kontraanke.

Anklagemyndigheden kan ifølge § 907, stk. 3, 1. pkt., iværksætte anke til

fordel for tiltalte, selv om ankefristen er udløbet. Sådan anke hindres heller

ikke, ved at tiltalte har givet afkald på anke, jf. 2. pkt.

Vil tiltalte anke, må ifølge § 908, stk. 1, tiltalte give meddelelse herom inden

udløb af ankefristen.

Efter § 914, stk. 1, kan modparten, når anke er sket, anmode landsretten om

straks at afvise ankesagen, hvis

1) de frister og fremgangsmåder, der er fastsat i retsplejelovens kapitel 82,

ikke er overholdt,

2) den, der anker, mangler beføjelse til at anke,

3) den påberåbte ankegrund utvivlsomt ikke kan føre til ophævelse af dom-

men eller

4) anke er udelukket efter § 902.

Retten kan ifølge stk. 2 endvidere afvise sagen af egen drift af de i stk. 1

nævnte grunde. Afvisning efter stk. 1 eller stk. 2 sker ifølge stk. 3 ved ken-

delse, efter at der er givet den part, der anker, adgang til at udtale sig mundt-

ligt eller skriftligt.

Om anke til Højesteret bestemmer retsplejelovens § 932, stk. 1, 1. pkt., at

landsrettens domme i straffesager kun kan ankes med Procesbevillingsnæv-

nets tilladelse. Sådan tilladelse kan ifølge 2. pkt. meddeles, hvis sagen er af

principiel karakter, eller hvis særlige grunde i øvrigt taler derfor. Tilladelsen

kan ifølge 3. pkt. begrænses til en del af sagen, herunder med hensyn til de

grunde, hvorpå anken kan støttes, jf. § 933, stk. 2, hvis særlige grunde taler

for det. Ansøgning om tilladelse til anke skal ifølge stk. 2, 1. pkt., indgives

til Procesbevillingsnævnet inden 14 dage efter dommens afsigelse. Hvis det

UDKAST

er tiltalte, der vil anke, beregnes ifølge 2. pkt. fristen efter reglerne i § 904,

stk. 2 og 3, og § 904, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse, hvis sagen er

behandlet efter §§ 930 a eller 930 b. Procesbevillingsnævnet kan undtagel-

sesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år

efter dommens afsigelse, jf. § 932, stk. 2, 3. pkt. Hvis det er anklagemyn-

digheden, der vil anke, skal den ifølge 4. pkt. samtidig med ansøgningen til

Procesbevillingsnævnet underrette tiltalte om ansøgningen. Manglende un-

derretning medfører ifølge 5. pkt. ikke, at sagen kan afvises.

Ved iværksættelse af anken til Højesteret finder ifølge § 933, stk. 1, reglerne

i § 903, stk. 4, § 905, stk. 1 og 3, § 906, § 907, stk. 2-4, § 910, stk. 1 og 2,

og § 913 tilsvarende anvendelse. Anke kan ifølge § 933, stk. 2, 1. pkt., ske

under henvisning til de grunde, der er nævnt i § 912, stk. 1, nr. 1-3. Reglen

i § 912, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse, jf. § 933, stk. 2, 2. pkt.

2.1.1.14. Genoptagelse af straffesager

En straffedom, der ikke længere kan ankes, fordi ankefristen er udløbet, vil

efter omstændighederne kunne genoptages. Efter retsplejelovens § 977, stk.

1, kan genoptagelse af en pådømt sag finde sted på begæring af en domfældt,

1) når nye oplysninger tilvejebringes, og det skønnes antageligt, at disse, om

de havde foreligget under sagen, kunne have bevirket frifindelse eller an-

vendelse af en væsentligt mildere straffebestemmelse;

2) når noget sådant forhold oplyses som nævnt i § 976, stk. 1, nr. 2, og det

skønnes antageligt, at sådant kan have bevirket eller medvirket til domfæl-

delsen;

3) når der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der gør det overve-

jende sandsynligt, at de foreliggende bevisligheder ikke har været rigtigt be-

dømt.

Bestemmelserne i § 906, stk. 2, og stk. 3, 1. pkt., finder her tilsvarende an-

vendelse, jf. § 977, stk. 2.

Kommer omstændigheder, som antages at give tiltalte eller andre på dennes

vegne grund til at anmode om sagens genoptagelse, til rettens eller anklage-

myndighedens kundskab, bør de underrette vedkommende derom, jf. § 977,

stk. 3.

Efter § 978, stk. 1, kan genoptagelse ikke finde sted, så længe anke i medfør

af lovens almindelige regler står åben, eller så længe en rejst ankesag henstår

uafgjort. At straffen er udstået, er ifølge stk. 2 ikke til hinder for genopta-

gelse.

UDKAST

Begæring om genoptagelse fremsættes ifølge § 979, stk. 1, 1. pkt., for Den

Særlige Klageret. I de i § 977, stk. 1, nr. 3, omhandlede tilfælde må begæ-

ringen fremsættes inden 5 år efter dommens afsigelse; har domfældte i med-

før af dommen været underkastet frihedsberøvelse, kan begæring om gen-

optagelse dog altid fremsættes indtil 2 år efter vedkommendes løsladelse, jf.

§ 979, stk. 1, 2. pkt. I de i § 977 a omhandlede tilfælde må begæring om

genoptagelse fra en domfældt fremsættes, inden 1 år efter at den pågældende

dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er blevet endelig,

medmindre helt særlige omstændigheder foreligger, jf. § 979, stk. 1, 3. pkt.

Ifølge § 979, stk. 2, 1. pkt., skal begæringen indgives skriftligt, og den må

angive de omstændigheder, hvorpå den støttes, og de beviser, som formenes

at skulle give sagen et andet udfald.

2.1.1.15. Forældelse

Forældelseslovens § 1 bestemmer, at fordringer på penge eller andre ydelser

forældes efter reglerne i forældelsesloven, medmindre andet følger af sær-

lige bestemmelser om forældelse i anden lov.

Efter forældelseslovens § 3 er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet føl-

ger af andre bestemmelser. Som eksempel på andre bestemmelser kan næv-

nes § 5, stk. 1, hvorefter forældelsesfristen er 10 år,

1) når der er udstedt gældsbrev for fordringen,

2) når fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller

3) når fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået

ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bin-

dende afgørelse.

Ifølge stk. 2 forældes fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lig-

nende dog efter § 3.

Bøder omfattes ikke af forældelsesloven. Deres forældelse reguleres i stedet

af straffelovens § 97 a, der i stk. 1 bestemmer, at hvis der ikke forinden er

indgivet anmodning om udlæg, bortfalder bøde efter 1) 5 år, når bøden ikke

overstiger 10.000 kr., og 2) 10 år, når bøden overstiger 10.000 kr. Ifølge stk.

3, 1. pkt., regnes disse forældelsesfrister fra det tidspunkt, da afgørelsen ef-

ter lovgivningens almindelige regler kunne fuldbyrdes. I stk. 4 bestemmes,

at forældelsesfristen for konfiskationskrav er 10 år.

En særlig forældelsesregel findes endvidere i § 18 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter forældelsesfristen for

UDKAST

fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden er 3 år,

selv om hovedkravet, inden det kom under inddrivelse hos restanceinddri-

velsesmyndigheden, havde en længere forældelsesfrist, eller selv om der,

før eller efter at fordringen kom under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden, er opnået et retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5,

stk. 1, jf. dog stk. 5, 2. og 3. pkt. For private underholdsbidrag og regioners

og kommuners privatretlige fordringer gælder dog ifølge § 18 a, stk. 4, 2.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige den forældelsesfrist, der

var gældende ved fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, eller som under inddrivelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden

måtte blive opnået efter forældelseslovens § 5, stk. 1. Denne forældelsesfrist

gælder også for tilhørende renter under inddrivelse hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 4, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige.

Det fremgår af § 18 a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

at stk. 2-5 hverken gælder for bøder eller for udenlandske fordringer, for

hvilke en international overenskomst eller konvention vil være til hinder for

en sådan anvendelse.

Det fremgår således modsætningsvist, at konfiskationskrav har en forældel-

sesfrist på 3 år, efter at de er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden.

Ved modtagelsen af en fordring hos restanceinddrivelsesmyndigheden ind-

træder der ifølge § 18 a, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

en foreløbig afbrydelse af forældelsen, idet forældelse tidligst indtræder 3

år efter fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

En fordring, der skal registreres i restanceinddrivelsesmyndighedens inddri-

velsessystem PSRM, anses ifølge § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr.

1110 af 25. oktober 2024 om inddrivelse af gæld til det offentlige for mod-

taget, når den er registreret i modtagelsessystemet, og får prioritet i dæk-

ningsrækkefølgen fra dette tidspunkt. For fordringer, der skal registreres i

inddrivelsessystemet DMI, gælder ifølge § 49, stk. 1, nr. 2, at de skal anses

for modtaget, den dag de registreres i modtagelsessystemet for DMI.

§ 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder regler

om et såkaldt fordringskompleks, hvorefter forældelsesdatoen for et hoved-

krav under inddrivelse også skal anvendes for tilhørende renter.

I § 18 a, stk. 2, 1. pkt., bestemmes således, at et hovedkrav og dets tilhørende

rente

eller

renter,

der

alle

under

inddrivelse

hos

UDKAST

restanceinddrivelsesmyndigheden, i relation til forældelse udgør et for-

dringskompleks, hvor alle fordringer har samme forældelsesdato, uanset om

hovedkravet eller dets tilhørende rente eller renter op- eller nedskrives, efter

at de er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

eller uanset om flere fordringer er modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden som en sammenlagt fordring.

Efter § 18 a, stk. 2, 2. pkt., er forældelsesdatoen for fordringskomplekset

den til enhver tid gældende forældelsesdato for hovedkravet, efter at dette

kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset om

hovedkravet, da det kom under inddrivelse, var ikkeinddrivelsesparat eller

senere bliver ikkeinddrivelsesparat.

Forældelsen kan efter modtagelse af hovedkravet til inddrivelse afbrydes for

hele fordringskomplekset, hvis afbrydelsen omfatter hovedkravet, og dette

gælder, uanset om en eller flere renter i fordringskomplekset ikke var ind-

drivelsesparate, da afbrydelsen skete, jf. § 18 a, stk. 2, 4. pkt.

Afbrydelsesvirkningen fastholdes for fordringskomplekset, selv om den for-

dring, hvis afbrydelse har afbrudt forældelsen for fordringskomplekset, efter

afbrydelsen bliver ikkeinddrivelsesparat, jf. § 18 a, stk. 2. 6. pkt.

Ud over de bestemmelser, der er nævnt ovenfor, indeholder § 18 a, stk. 2,

en række øvrige bestemmelser om den forældelsesmæssige håndtering af

forskellige situationer, bl.a. om opskrivning af fordringerne i et fordrings-

kompleks.

I § 18 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmes, at

ophæver restanceinddrivelsesmyndigheden en dækning eller afskrivning af

en fordring under inddrivelse, fastholdes for fordringskomplekset, jf. stk. 2,

den forældelsesdato, der var gældende på tidspunktet for ophævelsen. For-

ældelse af fordringskomplekset indtræder dog tidligst 6 måneder efter op-

hævelsen efter 1. pkt. Bestemmelsen omhandler interne opskrivninger.

I forældelseslovens § 3, stk. 2, bestemmes, at hvis fordringshaveren var ube-

kendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen efter stk. 1

først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab

hertil. Ifølge stk. 3 indtræder forældelse dog senest

1) 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstat-

ning eller godtgørelse i anledning af personskade, jf. dog stk. 4, og for for-

dringer på erstatning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord

eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser el.lign.,

UDKAST

2) 10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstat-

ning for skade forvoldt uden for kontraktforhold, som ikke er omfattet af nr.

3) 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 a for fordringer, som

støttes på skriftlig aftale om indskud i et selskab, og

4) 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 for andre fordringer.

Er en fordring suspensivt betinget – det vil sige, at fordringen først kan gøres

gældende ved betingelsens indtræden – løber forældelsesfristen efter foræl-

delseslovens § 2, stk. 1 (»fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringsha-

veren kunne kræve at få fordringen opfyldt«) først fra det tidspunkt, hvor

betingelsen er indtrådt, og det gælder, uanset hvor lang tid der er gået fra

fordringens stiftelse indtil betingelsens indtræden, jf. Bo von Eyben, Foræl-

delse efter forældelsesloven af 2007, 2. udgave, side 252.

Dette må tilsvarende gælde den absolutte forældelsesfrist på 10 år i § 3, stk.

3, nr. 4, idet denne regnes fra »begyndelsestidspunktet i henhold til § 2«.

En fordring, der er eftergivet efter § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, men genopstår som følge af f.eks. skyldnerens svig under efter-

givelsessagen, jf. § 15, nr. 1, vil i perioden fra fremkomsten af afgørelsen

om eftergivelse og indtil fremkomsten af afgørelsen om at lade fordringen

genopstå være en suspensivt betinget fordring, hvor betingelsen for at kunne

gøre fordringen gældende er, at restanceinddrivelsesmyndigheden træffer

afgørelse om at lade eftergivelsen bortfalde i medfør af § 15.

Efter de uskrevne forvaltningsretlige regler antages en bebyrdende afgørelse

som udgangspunkt at få retsvirkning fra sin fremkomst til afgørelsens adres-

sat.

2.1.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført i pkt. 1 indgik regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Mo-

deraterne) samt Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Al-

liance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Al-

ternativet den 27. februar 2025 aftalen »Betinget eftergivelse af gæld til det

offentlige«. Aftalepartierne indgik ligeledes den 23. juni 2025 en tillægsaf-

tale til aftalen om betinget eftergivelse. Aftalepartierne er enige om, at ef-

tergivelse af gæld til det offentlige fremover skal betinges af, at der ikke

efterfølgende begås kriminalitet.

Lovforslaget har til formål at gennemføre denne aftale.

UDKAST

Det foreslås således, at § 15 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

nyaffattes, så de regler, der er nødvendige for at kunne implementere den

politiske aftale i lovgivningen, bliver indsat i § 15.

Det foreslås, at det af § 15, stk. 1, skal fremgå, at en afgørelse om eftergi-

velse kan tilbagekaldes, såfremt skyldneren

1) i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt

forhold,

2) groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afviklingen af den

ikke eftergivne del af gælden eller

3) senest 5 år efter datoen for afgørelsen om eftergivelse sigtes for et straf-

bart forhold, der ifølge sigtelsen er eller kan være begået efter denne

dato, og for hvilket skyldneren ved endelig dom idømmes en betinget

eller ubetinget fængselsstraf, en foranstaltning efter straffelovens § 68

med en længstetid på 5 år eller uden længstetid, forvaring efter straffe-

lovens § 70 eller en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a eller,

hvad angår en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, vedtager

eller ved endelig dom idømmes en bødestraf på mindst 50.000 kr.

Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er en videreførelse af de gældende be-

stemmelser og har derfor et uændret anvendelsesområde.

Tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 1, vil således kunne ske, hvis skyldneren

bevidst har afgivet urigtige oplysninger eller over for restanceinddrivelses-

myndigheden har fortiet oplysninger, hvor skyldneren måtte indse, at oplys-

ningerne havde væsentlig betydning for afgørelsen om eftergivelse. Der kan

eksempelvis være tale om svig, hvis skyldner bevidst fortier eller giver urig-

tige oplysninger om sin gæld eller sine indkomstforhold.

Tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 2, vil ofte kunne ske, hvis skyldneren gen-

nem længere tid undlader at betale, selv om den pågældende har midler til

dette. Hvis der imidlertid er tale om, at det f.eks. er en konjunkturændring,

en almindelig krise inden for branchen, arbejdsløshed eller sygdom, der er

årsag til misligholdelsen, vil der oftest ikke være tale om en grov tilsidesæt-

telse af forpligtelserne, og eftergivelsen fastholdes derfor. Nogle få dages

forsinkelse med afdrag kan heller ikke anses for en grov tilsidesættelse. Der

må både ses på misligholdelsens omfang og årsag. Se også Den juridiske

vejledning 2025-1, afsnit G.A.3.4.7.6.4.

Bestemmelsen i § 15, stk. 1, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige er derimod en ny bestemmelse, der skal fastslå de betingelser, der skal

være opfyldt, for at den eftergivne gæld – dvs. den eller de suspensivt

UDKAST

betingede fordringer, jf. ovenfor i pkt. 2.1.1 om gældende ret – skal kunne

genopstå, det vil sige atter blive en eller flere ubetingede fordringer. Det

foreslås således, at det af nr. 3 skal fremgå, at skyldneren senest 5 år fra

datoen for afgørelsen om eftergivelse skal sigtes for et strafbart forhold, der

ifølge sigtelsen er eller kan være begået efter denne dato. Denne sigtelse kan

enten komme fra politiet, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, eller fra Skatte-

forvaltningen, jf. f.eks. opkrævningslovens § 18, stk. 1, 2. pkt. Hvis skyld-

neren ikke modtager en sigtelse inden for denne 5-årige periode fra datoen

for afgørelsen om eftergivelsen, vil eftergivelsen ikke kunne bortfalde efter

den foreslåede nye bestemmelse i nr. 3.

Det foreslås, at det strafbare forhold skal være begået efter eftergivelsestids-

punktet. Det er ikke altid muligt at angive det præcise gerningstidspunkt,

hvorfor gerningstidspunktet i nogle tilfælde angives som det tidsrum, i hvil-

ket det strafbare forhold vurderes at være begået. Hvis det strafbare forhold

ifølge sigtelsen er begået i f.eks. »januar måned 2026«, vil gæld, der blev

eftergivet ved en afgørelse af 15. januar 2026, skulle genopstå, hvis skyld-

neren senere idømmes f.eks. en fængselsstraf, idet det strafbare forhold som

følge af sigtelsens brede tidsangivelse vil kunne være begået efter den 15.

januar 2026. Selv om det strafbare forhold rent faktisk blev begået den 1.

januar 2026, vil gælden skulle genopstå.

Det er derudover en betingelse, at skyldneren ved endelig dom idømmes en

betinget eller ubetinget fængselsstraf, en foranstaltning efter straffelovens §

68 med en længstetid på 5 år eller uden længstetid, forvaring efter straffelo-

vens § 70 eller en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a eller, hvad

angår en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, vedtager eller ved

endelig dom idømmes en bødestraf på mindst 50.000 kr.

En dom skal anses for at være endelig, når den ikke længere kan ankes, fordi

ankefristen er udløbet. Dommen skal således være upåankelig. Muligheden

for efter omstændighederne at få sagen genoptaget efter retsplejelovens §

977 skal således ikke tillægges nogen betydning ved denne endelighedsvur-

dering.

Det foreslås, at domme, der afsiges i forbindelse med en objektiv kumula-

tion efter retsplejelovens § 705 af flere sigtelser mod skyldneren, alene om-

fattes af den foreslåede betingelse om en endelig dom for så vidt angår den

eller de af den endelige dom omfattede sigtelser, der er rejst inden for 5 år

regnet fra datoen for afgørelsen om eftergivelsen.

Sigtelser, som er en del af den endelige dom, og som rejses uden for den 5-

årige periode regnet fra datoen for afgørelsen om eftergivelse, skal ikke

UDKAST

kunne medføre, at afgørelsen om eftergivelse tilbagekaldes, selv om kumu-

lationen medfører, at personen modtager en betinget eller ubetinget fæng-

selsstraf, en foranstaltning efter straffelovens § 68 med en længstetid på 5

år eller uden længstetid, forvaring efter straffelovens § 70 eller en ungdoms-

sanktion efter straffelovens § 74 a eller, hvad angår en overtrædelse af

skatte- og afgiftslovgivningen, en idømt en bødestraf på mindst 50.000 kr.

Endvidere er det forudsat, at det alene er sigtelser, der i sig selv ville udløse

en betinget eller ubetinget fængselsstraf, en foranstaltning efter straffelo-

vens § 68 med en længstetid på 5 år eller uden længstetid, forvaring efter

straffelovens § 70 eller en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a eller,

hvad angår en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, en idømt en

bødestraf på mindst 50.000 kr., der vil kunne medføre, at afgørelsen om ef-

tergivelse tilbagekaldes.

Såfremt straffen for denne relevante sigtelse ikke fremgår særskilt af den

endelige dom, f.eks. hvis retten fastsætter en fællesstraf, skal restanceind-

drivelsesmyndigheden indhente Politiets Administrative Centers (PAC)

vurdering af, hvorvidt sigtelsen i sig selv ville udløse en betinget eller ube-

tinget fængselsstraf, en foranstaltning efter straffelovens § 68 med en læng-

stetid på 5 år eller uden længstetid, forvaring efter straffelovens § 70 eller

en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a eller, hvad angår en overtræ-

delse af skatte- og afgiftslovgivningen, en idømt en bødestraf på mindst

50.000 kr., og lægge denne vurdering til grund. Det vil f.eks. kunne være

tilfældet med en dom, hvor en person bliver idømt fængselsstraf samt til-

lægsbøde for et indbrudstyveri efter straffelovens § 276 a og en overtrædelse

af færdselsloven. Er sigtelsen for indbruddet rejst inden for den 5-årige pe-

riode, mens sigtelsen for færdselsforholdet er rejst efter den 5-årige periode,

vil der efter den foreslåede ordning foreligge en endelig dom for et forhold,

der er begået i den 5-årige periode, og som har ført til en fængselsstraf, da

det vil være indbrudstyveriet, der har ført til, at der i dommen fastsættes

fængselsstraf.

Hvis der med den relevante sigtelse er tale om bødestraf for en overtrædelse

af skatte- og afgiftslovgivningen, forudsættes det, at restanceinddrivelses-

myndigheden ikke har behov for at inddrage PAC, før restanceinddrivelses-

myndigheden træffer afgørelse om eftergivelse.

I grænsetilfælde, eller i tilfælde af at der ikke foreligger relevant retspraksis,

der medfører, at det med en vis sikkerhed kan lægges til grund, at f.eks. en

fængselsstraf er udløst af et bestemt forhold, for hvilket der inden for den 5-

årige periode er rejst en sigtelse, der er kumuleret med en sigtelse, der f.eks.

UDKAST

er rejst efter den 5-årige periode, forudsættes det, at det lægges til grund, at

der ikke foreligger en sigtelse, der er rejst inden for den 5-årige periode, og

som ved endelig dom har ført til betinget eller ubetinget fængselsstraf, en

foranstaltning efter straffelovens § 68 med en længstetid på 5 år eller uden

længstetid, forvaring efter straffelovens § 70 eller en ungdomssanktion efter

straffelovens § 74 a, eller, hvad angår en overtrædelse af skatte- og afgifts-

lovgivningen, en idømt bødestraf på mindst 50.000 kr. Dermed vil tvivlen

komme den dømte til gode.

For foranstaltninger efter straffelovens § 68 foreslås det, at den endelige

dom skal indeholde en længstetid på 5 år, jf. herom § 68 a, stk. 1, eller være

uden længstetid, jf. § 68 a, stk. 2, om forskellige former for personfarlig

kriminalitet.

Hvis dommen lyder på en foranstaltning efter straffelovens § 68 a, stk. 3, vil

længstetiden højst kunne være 3 år. Den omstændighed, at retten ved ken-

delse forlænger længstetiden til de ifølge § 68 a, stk. 3, 3. pkt., maksimale 5

år, efter at anklagemyndigheden har anmodet om en sådan forlængelse, vil

ikke indebære, at afgørelsen om eftergivelse skal tilbagekaldes. Det skal så-

ledes fremgå af selve dommen fra straffesagen, at længstetiden er på 5 år,

eller at der ikke er nogen længstetid.

Afgørelsen om eftergivelse vil også skulle tilbagekaldes, hvis dommen lyder

på en forvaring efter straffelovens § 70, fordi skyldneren er dømt for den

grove kriminalitet, der nævnes i § 70, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, og frem-

byder en nærliggende (jf. stk. 1, nr. 2) eller væsentlig (jf. stk. 2, nr. 2) fare

for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

En tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse vil også skulle ske, hvis

skyldneren er idømt en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a, fordi

skyldneren på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år og har begået grovere

personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, således at en

struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed er

fundet formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Det er tanken, at restanceinddrivelsesmyndigheden halvårligt sender en liste

over personer, der har fået eftergivelse, til PAC, der herefter foretager ud-

søgninger i Kriminalregisteret for at konstatere mulige sigtelser og domme,

der er rejst eller afsagt, efter at afgørelsen om eftergivelse er truffet.

Endelig vil en tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse ifølge forslaget

skulle ske, hvis skyldneren senest 5 år efter datoen for afgørelsen om efter-

givelse er blevet sigtet for en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen

UDKAST

og dernæst vedtager eller ved endelig dom idømmes en bødestraf på mindst

50.000 kr.

Der er tale om skatte- og afgiftslovgivningen i bred forstand. Også en over-

trædelse af toldlovgivningen – der i straffelovens § 289 nævnes særskilt –

vil derfor være omfattet, hvis en overtrædelse af toldlovgivningen resulterer

i en bødestraf på mindst 50.000 kr. Det samme vil f.eks. gælde en bødestraf

på mindst 50.000 kr. efter skatteforvaltningslovens § 60 til den, der forsæt-

ligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller

fortier oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Hvis skyldneren har gjort sig skyldig i forsætlig unddragelse af f.eks. et

skattebeløb på 50.000 kr., vil bøden i praksis, jf. ovenfor i pkt. 2.1.1 om

gældende ret, som udgangspunkt blive fastsat til det dobbelte beløb, dvs.

100.000 kr. Hvad enten bøden vedtages via et bødeforelæg eller endeligt

idømmes af retten, fordi skyldneren ikke ville vedtage bødeforelægget, men

findes skyldig, vil afgørelsen om eftergivelse derfor skulle tilbagekaldes i et

sådant tilfælde. Det samme gælder, hvis skyldneren groft uagtsomt har gjort

sig skyldig i unddragelse af f.eks. et momsbeløb på 100.000 kr., idet bøden

i et sådant tilfælde som udgangspunkt vil blive fastsat til én gang det und-

dragne beløb.

Som følge af praksis for bødestørrelser vil en bøde på 50.000 kr. eller der-

over som udgangspunkt forudsætte, at den pågældende enten forsætligt i

førstegangstilfælde har begået skatte- og afgiftsunddragelse for mere end

40.000 kr., forsætligt i gentagelsestilfælde har begået skatte- og afgiftsund-

dragelse for mindst 25.000 kr. eller groft uagtsomt i førstegangs- eller gen-

tagelsestilfælde har begået skatte- og afgiftsunddragelse for mindst 50.000

kr.

Alene bødestraffe for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen foreslås

omfattet af forslaget. Det ville således være administrativt vanskeligt for re-

stanceinddrivelsesmyndigheden at få kendskab til bøder på andre ministeri-

ers område. Desuden er det vurderingen, at overtrædelser, der vedrører an-

dre ministeriers område og beløbsmæssigt er sammenlignelige med sagerne

om skatte- og afgiftsunddragelse, i vidt omfang vil være omfattet af ordnin-

gen, fordi disse overtrædelser ifølge retspraksis vil udløse en fængselsstraf.

For eksempel ses svig med sociale ydelser for 50.000 kr. som udgangspunkt

i praksis at blive straffet med fængsel.

Det foreslås med § 15, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

at en tilbagekaldelse efter den foreslåede regel i stk. 1, nr. 3, dog ikke skal

UDKAST

ske, hvis eftergivelsen er sket efter § 13, stk. 6, og begrundes med, at gælden

skyldes forhold, der ligger uden for skyldnerens kontrol.

Eftergivelsen efter § 13, stk. 6, kan som anført ovenfor om gældende ret

begrundes med, at skyldneren var udsat for force majeure eller force maje-

ure-lignende omstændigheder, hvorved skyldneren kan have pådraget sig

f.eks. morarenter eller rykkergebyrer. Tilsvarende kan gælden være en af-

ledt følge af en fejl, som en myndighed har begået. Også i et sådant tilfælde

er gældens opståen karakteriseret ved forhold, som skyldneren ikke kan be-

brejdes, fordi det ligger uden for skyldnerens kontrol. Det findes ikke rime-

ligt, at en sådan gæld skal kunne genopstå, selv om skyldneren efterfølgende

kommer til at opfylde de foreslåede betingelser for at kunne tilbagekalde en

eftergivelse efter § 13.

Det foreslås med § 15, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, at hvis en afgørelse om eftergivelse tilbagekaldes i medfør af stk.

1, skal den gæld, der blev eftergivet, genopstå, og sidste rettidige betalings-

dag skal indtræde, når der er gået 4 uger fra datoen for afgørelsen om tilba-

gekaldelse.

Med andre ord vil sidste rettidige betalingsdag være den 29. dag regnet fra

datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse. Det foreslås med 2. pkt., at hvis

29.-dagen er en banklukkedag, skal sidste rettidige betalingsdag udskydes

til førstkommende bankdag. Dette svarer til, hvad der fremgår af flere be-

stemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen om forfaldsdagen, f.eks. op-

krævningslovens § 2, stk. 3. Det foreslås, at § 15, stk. 3, i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige skal gælde uanset baggrunden for tilbagekaldelsen,

det vil sige også i tilfælde, hvor tilbagekaldelsen begrundes med svig (stk.

1, nr. 1) eller med grov misligholdelse (stk. 1, nr. 2).

Det foreslås endvidere i § 15, stk. 3, 3. pkt., at betalingsfristen efter 1. og 2.

pkt. også skal anvendes for den del af gælden, der i medfør af de nedenfor

foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 3, 5. pkt., (jf. lovforslagets § 1, nr. 1) er

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på afdragsvis

betaling, jf. § 14, forudsat at denne gæld stadig helt eller delvis består på

datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse.

Tilbagekaldes i medfør af § 15, stk. 1, en afgørelse om eftergivelse, der in-

debar en nedsættelse af gælden, vil der for restgælden være blevet fastsat en

afdragsordning efter § 14, men denne afdragsordning vil af restanceinddri-

velsesmyndigheden blive ophævet, hvis restgælden helt eller delvis stadig

består, da tilbagekaldelsen sker. For denne eventuelle restgæld, der efter den

nedenfor foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, 5. pkt., vil skulle overdrages

UDKAST

til restanceinddrivelsesmyndigheden, så snart det er muligt for fordringsha-

veren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, vil betalingsfri-

sten efter de foreslåede bestemmelser i § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., ligeledes

skulle anvendes.

Tilbagekaldelsen efter § 15, stk. 1, sker ved en afgørelse, som restanceind-

drivelsesmyndigheden træffer og meddeler skyldneren med oplysning om

klageadgang. Afgørelsen vil i overensstemmelse med det forvaltningsretlige

udgangspunkt få virkning fra fremkomsten til skyldneren, og afgørelsen vil

inden for 3 måneder kunne indbringes for Skatteankestyrelsen i medfør af §

17 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Dette gælder, selv om af-

gørelsen er baseret på objektivt konstaterbare kendsgerninger om sigtelses-

tidspunktet og den udmålte sanktion. Skyldneren kan være uenig i restance-

inddrivelsesmyndighedens anvendelse eller forståelse af faktum i sagen.

I afgørelsen vil restanceinddrivelsesmyndigheden skulle oplyse skyldneren

om sidste rettidige betalingsdag og om, at gæld, der var under opkrævning,

da eftergivelsen skete, skal betales til restanceinddrivelsesmyndigheden se-

nest på sidste rettidige betalingsdag, hvis fordringen på tidspunktet for til-

bagekaldelsen af afgørelsen om eftergivelse var modtaget hos restanceind-

drivelsesmyndigheden efter § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt.

Når tilbagekaldelsen har fået virkning, vil den eller de suspensivt betingede

fordringer, der indgik i eftergivelsen, blive ubetingede og skulle betales se-

nest på 29.-dagen regnet fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse.

Hvis dommen omstødes ved en genoptagelse efter retsplejelovens § 977, vil

den eftergivne gæld, der genopstod, atter bortfalde, og hvis der i mellemti-

den er sket betaling af denne gæld, vil beløbet skulle tilbagebetales til skyld-

neren inklusive en rentegodtgørelse, der, hvis betaling er sket til restance-

inddrivelsesmyndigheden, beregnes med renten efter § 8 c i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige fra og med den dag, hvor gælden blev betalt,

det vil sige med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens §

5, stk. 1 og 2, med fradrag på 4 pct., dog således at en ændring af renten i

henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, først har virkning 5 hverdage efter

datoen for ændringen.

Der foreslås endvidere en lovfæstelse af restanceinddrivelsesmyndighedens

praksis med modtagelse af fordringer fra en fordringshaver, efter at fordrin-

gerne er bortfaldet eller nedsat ved en eftergivelse. Efter § 2, stk. 3, 1. pkt.,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan fordringer af fordringsha-

veren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, overdrages til

restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og

UDKAST

der heller ikke efter gennemførelsen af den sædvanlige rykkerprocedure er

sket betaling.

Af den blanket, der anvendes ved ansøgning om eftergivelse, fremgår, at

skyldneren skal give oplysning om al sin gæld, herunder gæld til det offent-

lige, uanset om den er under opkrævning eller inddrivelse. I forbindelse med

eftergivelsessagen undersøger restanceinddrivelsesmyndigheden derud-

over, om der er gæld under opkrævning, ved at kigge i skattemappen eller

tjekke restanceinddrivelsesmyndigheden egne systemer for eventuelle for-

dringer, der er indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens fordrings-

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndig-

heden kan også kontakte fordringshaver med henblik på afklaring af gæl-

dens eksistens og størrelse, hvis det vurderes nødvendigt.

Gælden vil herefter fremgå af parthøringen og afgørelsen om eftergivelse,

dog ikke nødvendigvis med angivelse af beløb. I forbindelse med afgørelsen

om eftergivelse får en fordringshaver, der har gæld under opkrævning, be-

sked om, at restanceinddrivelsesmyndigheden har truffet afgørelse om ef-

tergivelse af gælden. I den forbindelse kan fordringshaver vælge at over-

sende gælden til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på afskriv-

ning eller selv sørge for, at gælden afskrives. Ved delvis eftergivelse skal

fordringshaver som udgangspunkt altid oversende fordringerne til restance-

inddrivelsesmyndigheden, så restanceinddrivelsesmyndigheden kan admi-

nistrere de modtagne afdrag. Ved hel eftergivelse er det forskelligt, om for-

dringshaver selv foretager afskrivning, eller om fordringerne oversendes til

restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på afskrivning.

Hvis der ikke kan ske dækning af alle fordringer, der er omfattet af en ind-

drivelsesindsats eller en frivillig betaling, anvendes dækningsrækkefølgen i

§ 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter § 4, stk. 2, 1. pkt.,

dækkes inden for samme dækningskategori (dvs. de tre kategorier i § 4, stk.

1, nr. 1-3) de først modtagne fordringer først, jf. FIFO-princippet (»first in,

first out«). Hvis en fordring, der er eftergivet, mens den var under opkræv-

ning hos fordringshaveren, og derfor er blevet til en suspensivt betinget for-

dring, der atter vil blive ubetinget, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden

tilbagekalder afgørelsen om eftergivelse som følge af f.eks. svig, jf. § 15,

nr. 1, vil den ved en sådan tilbagekaldelse bevare den modtagelsesdato, der

i restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelsessystem er registreret, i for-

bindelse med at fordringshaveren har overdraget fordringen som en suspen-

sivt betinget fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden. Genopstår for-

dringen som en ubetinget fordring, der skal indgå i dækningsrækkefølgen

UDKAST

efter § 4, vil denne modtagelsesdato derfor blive anvendt i forhold til § 4,

stk. 2, 1. pkt., og den nu atter ubetingede fordring vil derfor blive dækket

med prioritet forud for en anden fordring, der tilhører samme dækningska-

tegori (dvs. § 4, stk. 1, nr. 1-3) og som en ubetinget fordring er modtaget

efter det modtagelsestidspunkt, der i restanceinddrivelsesmyndighedens

modtagelsessystem blev registreret ved modtagelsen af den suspensivt be-

tingede fordring.

Det foreslås derfor med henblik på at lovfæste denne praksis, at § 2, stk. 3,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal udvides med nogle nye

bestemmelser i 5.-7. pkt.

Det foreslås, at det af 5. pkt. skal fremgå, at hvis restanceinddrivelsesmyn-

digheden efter § 13 har truffet afgørelse om eftergivelse, hvorefter fordrin-

gen nedsættes og der skal ske afdragsvis betaling af den del, der ikke efter-

gives, jf. § 14, skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-

veren opkræver fordringen, snarest muligt efter at der er opnået kendskab til

eftergivelsen, overdrage fordringen, herunder den eftergivne del, til restan-

ceinddrivelsesmyndigheden, hvis fordringen ikke i forvejen er modtaget til

inddrivelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, 5. pkt., omfatter alle tilfælde, hvor

alene en del af en fordring, der ikke er modtaget hos restanceinddrivelses-

myndigheden til inddrivelse, men stadig befinder sig hos fordringshaver (el-

ler den, der på dennes vegne opkræver fordringen), eftergives, og indebærer

en obligatorisk overdragelse af hele fordringen til restanceinddrivelsesmyn-

digheden – både den ubetingede del, for hvilken der fastsættes en afdrags-

ordning efter § 14, og den suspensivt betingede del, der svarer til den efter-

givne del.

Overdragelsen skal ske, snarest muligt efter at fordringshaver (eller den, der

på dennes vegne opkræver fordringen) får kendskab til eftergivelsen. Hvis

fordringen er sikret ved en panteret, vides det først ved pantets realisation –

der ikke vil kunne ske, før betalingsfristen for fordringen er overskredet –

hvor stor en del af fordringen der eventuelt ikke blev dækket og derfor blev

eftergivet helt eller delvis, hvorefter fordringen, hvis der med eftergivelsen

alene skete en nedsættelse af fordringen, skal overdrages til restanceinddri-

velsesmyndigheden. Hvis fordringen ikke er sikret ved en panteret, vil for-

dringen – dvs. både den del, der ikke blev eftergivet, og den del, der blev

eftergivet – derimod skulle overdrages, så snart betalingsfristen er overskre-

det, jf. herved § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige.

UDKAST

Det foreslås, at det af § 2, stk. 3, 6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige skal fremgå, at hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter §§ 13

eller 15 a har truffet afgørelse om eftergivelse, hvorefter fordringen bortfal-

der, skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren op-

kræver fordringen, snarest muligt efter at der er opnået kendskab til eftergi-

velsen, kunne overdrage den bortfaldne fordring til restanceinddrivelses-

myndigheden, hvis den ikke i forvejen var modtaget til inddrivelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, 6. pkt., omfatter alle tilfælde, hvor

hele den fordring, der ikke er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den til inddrivelse, men stadig befinder sig hos fordringshaver eller den, der

på dennes vegne opkræver fordringen, eftergives, og indebærer en fakultativ

overdragelse – det vil sige, at en overdragelse vil kunne ske, men ikke er

obligatorisk. Bestemmelsen omfatter tilfælde med fordringsbortfald efter

enten §§ 13 eller 15 a. Selv om eftergivelse efter »ret og pligt-ordningen«

efter § 15 a indebærer en nedsættelse af den samlede af ordningen omfattede

gæld med 50 pct., dog maksimalt 100.000 kr., jf. § 15 a, stk. 9, 1. og 2. pkt.,

vil en fordring, der var under opkrævning, også kunne bortfalde helt, jf. §

15 a, stk. 9, 3. pkt., nr. 2.

Hvis fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen,

har valgt ikke at overdrage fordringen, fordi man ønsker selv at gennemføre

afskrivningen, vil fordringen alene kunne overdrages til restanceinddrivel-

sesmyndigheden med henblik på inddrivelse, hvis fordringen genopstår i

forbindelse med en tilbagekaldelse af eftergivelsen efter § 15, stk. 1, eller §

15 a, stk. 10, og overdragelsen vil først kunne ske, når betingelserne i § 2,

stk. 3, 1. pkt., om overskridelse af betalingsfristen og forgæves rykkerpro-

cedure er opfyldt. Sker der senere en sådan overdragelse efter § 2, stk. 3, 1.

pkt., vil fordringens plads i dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 2, 1. pkt.,

afhænge af modtagelsestidspunktet i forbindelse med denne overdragelse.

Endelig foreslås det med § 2, stk. 3, 7. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, at overdragelsen efter de foreslåede bestemmelser i 5. og 6.

pkt. af den del af en fordring, der er blevet eftergivet, skal ske i form af en

betinget fordring, der vil blive ubetinget, hvis der sker tilbagekaldelse efter

§ 15, stk. 1, eller § 15 a, stk. 10.

Bestemmelsen har til formål at fremhæve, at overdragelsen ikke omfatter

fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med hen-

blik på inddrivelse – fordi inddrivelse af en fordring, der ikke længere eksi-

sterer som en ubetinget fordring, ikke kan ske – men alene omfatter

UDKAST

fordringer, der overdrages som suspensivt betingede fordringer med henblik

på restanceinddrivelsesmyndighedens afskrivning af fordringerne.

Det foreslås med § 15, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, at forrentning af gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter

stk. 1, nr. 1 eller 2, skal ske fra og med datoen for afgørelsen om eftergivelse,

mens forrentning af gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter den

foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, og, hvis den afgørelse om eftergivelse,

der tilbagekaldes efter stk. 1, nr. 3, indebar en nedsættelse af gælden, af gæld

som nævnt i den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 3. pkt., skal ske fra og med

udløbet af sidste rettidige betalingsdag, jf. stk. 3, 1. og 2. pkt. Det foreslås

med § 15, stk. 4, 2. pkt., at forrentning af gæld, der genopstår ved en tilba-

gekaldelse efter § 15, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal ske efter § 5, stk. 1 og 2, hvis

gælden er modtaget i medfør af de ovenfor foreslåede bestemmelser i § 2,

stk. 3, 5. eller 6. pkt.

Med hensyn til tilbagekaldelser efter § 15, stk. 1, nr. 1 og 2, svarer den fo-

reslåede regel til den gældende ordning, hvor der beregnes renter tilbage i

tid, forudsat at der er tale om en type af fordring, der forrentes. Hvis restan-

ceinddrivelsesmyndigheden har modtaget gælden efter de foreslåede be-

stemmelser i § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., vil forrentningen skulle reguleres af

§ 5, stk. 1 og 2, hvilket bl.a. indebærer, at forrentning vil ske fra og med den

1. i måneden efter modtagelsen, ligesom bøder ikke forrentes.

Af den politiske aftale »Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige« af

27. februar 2025 fremgår, at der ikke skal tillægges renter for perioden, hvor

gælden har været eftergivet. Forslaget om, at forrentningen af gæld, der gen-

opstår ved en tilbagekaldelse efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr.

3, skal ske fra og med udløbet af sidste rettidige betalingsdag, skal ses i lyset

af denne del af aftalen.

For gæld, der genopstår hos restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi gælden

er modtaget til inddrivelse, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige og de i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede nye bestemmelser

i § 2, stk. 3, 5.-7. pkt., vil forrentningen skulle ske med den inddrivelses-

rente, der under inddrivelsen beregnes for den pågældende fordring. Det in-

debærer som nævnt, at bøder ikke forrentes, mens der for visse andre for-

dringer skal anvendes en anden rente i overensstemmelse med § 9 i bekendt-

gørelse nr. 1110 af 25. oktober 2024 om inddrivelse af gæld til det offent-

lige.

For gæld, der genopstår hos fordringshaveren eller den, der på vegne af for-

dringshaveren opkræver fordringen, fordi fordringen ikke er overdraget til

UDKAST

restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den foreslåede bestemmelse i

§ 2, stk. 3, 6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om fakultativ

overdragelse ved et bortfald af fordringen efter en eftergivelse efter §§ 13

eller 15 a, vil forrentningen ske med den rente, der anvendes i opkrævnings-

fasen for fordringen.

Som nævnt ovenfor vil en afdragsordning, der af restanceinddrivelsesmyn-

digheden er fastsat i medfør af § 14 i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige ved en afgørelse om eftergivelse, der indebærer en nedsættelse af

gælden, blive ophævet af restanceinddrivelsesmyndigheden – forudsat at

restgælden stadig helt eller delvis består – ved en tilbagekaldelse af afgørel-

sen om eftergivelse. For denne eventuelle restgæld, der efter den i lovforsla-

gets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, 5. pkt., i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige vil skulle overdrages til restanceinddrivelses-

myndigheden, så snart det er muligt for fordringshaveren eller den, der på

dennes vegne opkræver fordringen, vil betalingsfristen efter de foreslåede

bestemmelser i § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., ligeledes skulle anvendes, jf. den

foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 3, 3. pkt., og forrentning af denne even-

tuelle restgæld foreslås ligeledes at skulle ske fra udløbet af den foreslåede

sidste rettidige betalingsdag, jf. § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., hvis afgørelsen om

eftergivelse i form af en nedsættelse af gælden er tilbagekaldt efter den fo-

reslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås med § 15, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og

var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gæl-

den blev eftergivet, skal § 18 a, stk. 3, om interne opskrivninger anvendes

for de fordringer, der ved eftergivelsen var registreret i et inddrivelsessy-

stem, der omfattes af anvendelsesområdet for § 18 a, stk. 3, dvs. fordringer,

der registreres i inddrivelsessystemerne PSRM og DMI, jf. § 6, stk. 5, i lov

nr. 1565 af 12. december 2023. Fordringer, der er registreret i systemet

SAP38 som værende under inddrivelse, omfattes ikke af de særlige foræl-

delsesregler i § 18 a, stk. 2 og 3, om henholdsvis et forældelsesmæssigt for-

dringskompleks (hvorefter hovedkrav og tilhørende renter har samme for-

ældelsesdato, nemlig hovedkravets forældelsesdato) og forældelsesregule-

ringen af interne opskrivninger, og det foreslås, at forældelsesfristen for

disse øvrige fordringer, der ved eftergivelsen var registreret i systemet

SAP38, og for bøder, der alle var under inddrivelse, da gælden blev eftergi-

vet, skal løbe fra den sidste rettidige betalingsdag efter den foreslåede be-

stemmelse i stk. 3 og for bøder skal bestemmes af straffelovens § 97 a ud

fra bødens oprindelige størrelse.

UDKAST

Det vil indebære, at den forældelsesdato, der for fordringskomplekset efter

§ 18 a, stk. 2, var gældende på tidspunktet for ophævelsen, vil skulle anven-

des for fordringer, der ved eftergivelsen var registreret i enten PSRM eller

DMI. Dette kan betyde, at forældelsesdatoen vil være overskredet, når gæl-

den genopstår, men i så fald skal fordringskomplekset – hovedkrav og til-

hørende renter – tidligst kunne bortfalde ved forældelse 6 måneder efter til-

bagekaldelsen af afgørelsen om eftergivelse. For fordringer, der ved efter-

givelsen var registreret i SAP38 som værende under inddrivelse, og for bø-

der skal forældelsesfristen derimod løbe fra den foreslåede sidste rettidige

betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., for den genopståede gæld, og foræl-

delsesfristen vil for fordringerne fra SAP38 være 3 år, jf. § 18 a, stk. 4, i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige, mens forældelsesfristen for bøder

vil blive reguleret af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige størrelse.

Det foreslås med § 15, stk. 5, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og

ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da

gælden blev eftergivet, men efterfølgende er modtaget i medfør af de oven-

for foreslåede bestemmelser § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige, samt for gæld som nævnt i den foreslåede bestem-

melse i stk. 3, 3. pkt., skal der fra den sidste rettidige betalingsdag efter de

foreslåede bestemmelser i stk. 3, 1. og 2. pkt., løbe en ny forældelsesfrist,

hvis længde bestemmes af § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige eller, for så vidt angår bøder, af straffelovens § 97 a ud fra bødens

oprindelige størrelse.

Dette vil betyde, at langt de fleste fordringer, der ikke var modtaget hos

restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, men befandt sig hos for-

dringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, da eftergi-

velsen skete, hvorefter de er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 3, 5. og 6. pkt., i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige om lovfæstelse af gældende praksis

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil få en 3-årig forældelsesfrist, der

i overensstemmelse med forældelseslovens § 2, stk. 1, skal regnes fra den

sidste rettidige betalingsdag.

Som nævnt ovenfor vil der for restgælden efter en afgørelse om eftergivelse,

der indebærer en nedsættelse af gælden, i medfør af § 14 i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige blive fastsat en afdragsordning, der af restanceind-

drivelsesmyndigheden vil blive ophævet, hvis afgørelsen om eftergivelse

tilbagekaldes i medfør af § 15, stk. 1, og restgælden stadig helt eller delvis

består, da tilbagekaldelsen sker. For denne eventuelle restgæld, der efter den

UDKAST

ovenfor foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, 5. pkt., vil skulle overdrages

til restanceinddrivelsesmyndigheden, så snart det er muligt for fordringsha-

veren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, vil betalingsfri-

sten efter de foreslåede bestemmelser i § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., ligeledes

skulle anvendes, og det foreslås, at der fra denne betalingsfrist skal løbe en

ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af § 18 a, stk. 4, eller, for så vidt

angår bøder, af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige størrelse.

Endelig foreslås med § 15, stk. 5, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og

ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da

gælden blev eftergivet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i medfør af

de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., skal der fra den

sidste rettidige betalingsdag efter de foreslåede bestemmelser i stk. 3, 1. og

2. pkt., løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af den forældel-

sesfrist, der gælder for den pågældende fordring, mens den er under opkræv-

ning.

Bestemmelsen indebærer, at fordringshaveren eller den, der på dennes

vegne opkræver fordringen, selv skal håndtere forældelsesreguleringen og

lade forældelsesfristen for den pågældende genopståede fordring løbe fra

den foreslåede sidste rettidige betalingsdag.

Det foreslås med § 15, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

at hvis en afgørelse om eftergivelse tilbagekaldes i medfør af den foreslåede

regel i § 15, stk. 1, nr. 3, skal skyldneren først kunne anmode om eftergivelse

efter §§ 13 eller 15 a, når der er gået 5 år fra datoen for afgørelsen om tilba-

gekaldelsen.

Den foreslåede regel er udtryk for, at skyldneren med hensyn til muligheden

for atter at ansøge om en eftergivelse efter § 13 eller efter »ret og pligt-

ordningen« i § 15 a vil blive pålagt en karantæne i 5 år fra tilbagekaldelsen.

En ansøgning, der indgives inden udløbet af denne karensperiode, vil derfor

skulle afvises af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås, at der med § 15, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige indsættes en bestemmelse, hvorefter restanceinddrivelsesmyndig-

heden efter anmodning fra skyldneren skal kunne træffe afgørelse om med

tilbagevirkende kraft at ophæve en afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 1,

nr. 3, hvis skyldneren vurderes at være særligt socialt udsat.

UDKAST

Det foreslås, at anmodningen skal være modtaget hos restanceinddrivelses-

myndigheden senest 4 uger fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse ef-

ter stk. 2.

Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om tilbagekaldelse af afgørel-

sen om eftergivelse vil ud over at indeholde en klagevejledning også skulle

oplyse om muligheden for efter ansøgning at opnå en ophævelse, hvis skyld-

neren opfylder betingelsen om at være særligt socialt udsat.

Indgiver skyldneren rettidigt en anmodning, skal skyldneren gives yderli-

gere 8 uger til at indsende udtalelser m.v. til at underbygge sin anmodning.

Skyldneren vil kunne have behov for at indhente udtalelser m.v. fra sagkyn-

dige personer med indsigt i de forhold, der kendetegner særligt udsatte per-

soner. En samlet frist på 12 uger vil omtrent svare til den sædvanlige klage-

frist på 3 måneder, der anvendes ved klager over restanceinddrivelsesmyn-

dighedens afgørelser, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige.

Det foreslås også, at inddrivelsesskridt alene skal kunne foretages, hvis re-

stanceinddrivelsesmyndigheden ikke rettidigt har modtaget en anmodning

eller har afvist at imødekomme denne.

Det foreslås således, at en rettidigt indgivet anmodning om ophævelse af

afgørelsen om tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse skal tillægges

opsættende virkning. Imødekommes anmodningen, vil der ikke være noget

spørgsmål om inddrivelse af en genopstået gæld. Afslås den derimod, skal

restanceinddrivelsesmyndigheden kunne gennemføre inddrivelsesskridt i

forhold til den genopståede gæld.

Ophævelsens tilbagevirkende kraft vil som udgangspunkt alene få betyd-

ning for renter påløbet efter udløbet af den foreslåede sidste rettidige beta-

lingsdag og alene, hvis anmodningen ikke er imødekommet inden den sidste

rettidige betalingsdag. Det vil kunne være aktuelt, hvis anmodningen på

grund af sagsbehandlingstiden først imødekommes efter udløbet af den sid-

ste rettidige betalingsdag for den genopståede gæld. Afslås anmodningen,

men tilsidesætter siden hen Skatteankestyrelsen ved en klage efter § 17 i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige eller domstolene afgørelsen om af-

slaget, vil den genopståede gæld, som i mellemtiden måtte være betalt eller

inddrevet, skulle tilbagebetales, og skyldneren vil have krav på en rente-

godtgørelse, der, hvis betaling er sket til restanceinddrivelsesmyndigheden,

beregnes med renten efter § 8 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

fra og med den dag, hvor gælden blev betalt, det vil sige med en årlig rente

UDKAST

svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, med fradrag på

4 pct., dog således at en ændring af renten i henhold til rentelovens § 5, stk.

1 og 2, først har virkning 5 hverdage efter datoen for ændringen.

Endelig foreslås med § 15, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om en ophæ-

velse efter den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 7.

Det er tanken, at den foreslåede bemyndigelse skal udmøntes gennem fast-

sættelsen af regler, hvorefter en ophævelse af en afgørelse om tilbagekal-

delse forudsætter, at der er tale om helt særligt udsatte skyldnere, som f.eks.

har et mangeårigt stofmisbrug, er psykisk syge og/eller hjemløse. Den sær-

lige udsathed skal kunne dokumenteres, og vurderinger fra relevante myn-

digheder, der konkluderer, at gælden på grund af den særlige udsathed ikke

bør genopstå, vil skulle vægtes meget højt. En ophævelse bør derimod ikke

være mulig, hvis den kriminalitet, der bevirker, at afgørelsen om eftergivelse

tilbagekaldes, er grov. Reglerne om ophævelse bør også tage hensyn til, om

en tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse vil være til hinder for, at

skyldneren holder sig ude af kriminalitet. Med andre ord bør en ophævelse

kunne ske, hvis det er vurderingen, at netop den genopståede gæld vil kunne

tvinge skyldneren ud i ny kriminalitet. På den anden side skal forhærdede

forbrydere ikke kunne opnå en ophævelse af en tilbagekaldelse af afgørelsen

om eftergivelse. En ophævelse skal for vaneforbrydere alene kunne komme

på tale, hvis det må formodes, at skyldneren har lagt sin kriminelle løbebane

bag sig.

Det er også tanken, at der skal kunne fastsættes regler om en dispensation

fra den foreslåede frist på 4 uger til at anmode om ophævelse og fra den

yderligere frist på 8 uger, der udløses ved en rettidigt indgivet anmodning

om ophævelse, til at indsende udtalelser m.v. til støtte for anmodningen. Det

kan f.eks. tænkes, at skyldneren har brug for mere tid til at indsende sin

anmodning eller til at indhente udtalelser m.v. fra fagpersoner til støtte for

sin anmodning. Ved en klage efter § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige kan der eksempelvis ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige

omstændigheder taler derfor, f.eks. hvis skyldneren som følge af hospitals-

indlæggelse eller lignende har været ude af stand til at fremsende klagen

rettidigt. Tilsvarende vil en skyldner, der anmoder om en ophævelse af af-

gørelsen om tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse, kunne blive ramt

af f.eks. en hospitalsindlæggelse, der hindrer skyldneren i at varetage sine

interesser.

UDKAST

Rentestarttidspunktet vil dog ikke skulle udskydes, hvis skyldnerens an-

modning om dispensation imødekommes. Imødekommes anmodningen om

ophævelse af afgørelsen om tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse,

vil den tilbagevirkende kraft af en ophævelse dog medføre, at eventuelle

renter vil bortfalde.

Som udgangspunkt har en skyldners indsigelse mod en fordring ikke opsæt-

tende virkning, hvilket fremgår forudsætningsvist af § 2, stk. 2, 3. pkt., i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er tanken, at der med bemyn-

digelsen også skal kunne fastsættes regler om betydningen af en klage fra

skyldneren over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om at afvise

anmodningen om ophævelse af afgørelsen om tilbagekaldelse af eftergivel-

sen, og at det i overensstemmelse med førnævnte udgangspunkt skal be-

stemmes, at en klage over en afvisning ikke skal tillægges opsættende virk-

ning.

Som anført ovenfor vil skyldneren inden for 3 måneder fra modtagelsen af

afgørelsen om tilbagekaldelse kunne påklage afgørelsen til Skatteankesty-

relsen, jf. § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En klage vil

f.eks. kunne være aktuel, hvis skyldneren ikke ser sig omfattet af målgrup-

pen for den foreslåede mulighed for at kunne anmode om ophævelse af af-

gørelsen om tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse, hvis man er sær-

ligt socialt udsat, eller hvis fristen for at anmode om ophævelse er udløbet.

Hvis afgørelsen om tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse tilsidesæt-

tes i en klagesag eller ved en domstolsprøvelse, vil den genopståede gæld,

som i mellemtiden måtte være betalt eller inddrevet, ligeledes (jf. ovenfor

om en anmodning om ophævelse af afgørelsen om tilbagekaldelse) skulle

tilbagebetales, og skyldneren vil have krav på en rentegodtgørelse, der, hvis

betaling er sket til restanceinddrivelsesmyndigheden, beregnes med renten

efter § 8 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fra og med den dag,

hvor gælden blev betalt, det vil sige med en årlig rente svarende til renten i

henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, med fradrag på 4 pct., dog således

at en ændring af renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, først har

virkning 5 hverdage efter datoen for ændringen.

Som anført ovenfor i pkt. 2.1.1 om gældende ret vil en straffedom, der ikke

længere kan ankes, fordi ankefristen er udløbet, efter omstændighederne

kunne genoptages. Ifølge retsplejelovens § 977, stk. 1, kan genoptagelse af

en pådømt sag efter begæring fra den domfældte bl.a. finde sted, når nye

oplysninger tilvejebringes, og det skønnes antageligt, at disse, hvis de havde

foreligget under sagen, kunne have bevirket frifindelse eller anvendelse af

UDKAST

en væsentligt mildere straffebestemmelse. I et sådant tilfælde gælder der in-

gen tidsfrist for begæringen til Den Særlige Klageret om genoptagelse, jf.

modsætningsvist retsplejelovens § 979, stk. 1, 2. pkt. Hvis skyldneren via

en sådan genoptagelse frifindes for det strafbare forhold, som ligger til

grund for restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om tilbagekaldelse

af afgørelsen om eftergivelse, vil skyldneren kunne anmode restanceinddri-

velsesmyndigheden om genoptagelse efter de almindelige forvaltningsret-

lige principper om såkaldt »remonstration«, og restanceinddrivelsesmyn-

digheden vil herefter – forudsat at skyldneren over for restanceinddrivelses-

myndigheden identificerer tilbagekaldelsessagen og redegør for de ændrede

omstændigheder, som genoptagelsen via Den Særlige Klageret har bevirket

– skulle genoptage sagen og med tilbagevirkende kraft skulle ophæve afgø-

relsen om tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse. Det vil indebære, at

den ved tilbagekaldelsen genopståede gæld, der i mellemtiden helt eller del-

vis er blevet indfriet, vil skulle tilbagebetales inklusive en rentegodtgørelse,

der, hvis betaling er sket til restanceinddrivelsesmyndigheden, beregnes

med renten efter § 8 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fra og

med den dag, hvor gælden blev betalt, jf. ovenfor. Bevirker genoptagelsen

via Den Særlige Klageret, at den oprindeligt idømte straf ændres fra f.eks.

en fængselsstraf til en bødestraf, vil restanceinddrivelsesmyndigheden også

på anmodning fra skyldneren skulle genoptage tilbagekaldelsessagen og

med tilbagevirkende kraft ophæve afgørelsen om tilbagekaldelse af afgørel-

sen om eftergivelse, medmindre ændringen har resulteret i en bødestraf på

mindst 50.000 kr. for en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen.

Det foreslås, at den politiske aftale om betinget eftergivelse, jf. ovenfor i

pkt. 1, også skal udmøntes i § 15 a i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige om eftergivelse efter »ret og pligt-ordningen«.

Det foreslås således, at der i § 15 a, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige foretages den ændring, at tilbagekaldelse af en afgørelse om

eftergivelse efter »ret og pligt-ordningen« også skal kunne ske, hvis skyld-

neren senest 5 år efter datoen for afgørelsen om eftergivelse sigtes for et

strafbart forhold, der ifølge sigtelsen er eller kan være begået efter denne

dato, og for hvilket skyldneren ved endelig dom idømmes en betinget eller

ubetinget fængselsstraf, en foranstaltning efter straffelovens § 68 med en

længstetid på 5 år eller uden længstetid, forvaring efter straffelovens § 70

eller en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a eller, hvad angår en

overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, vedtager eller ved endelig

dom idømmes en bødestraf på mindst 50.000 kr.

UDKAST

Der er tale om de samme betingelser, der foreslås at skulle gælde ved tilba-

gekaldelse af en afgørelse om eftergivelse efter § 13 som følge af krimina-

litet, hvorfor der henvises til bemærkningerne ovenfor.

Tilsvarende foreslås det, at det i en ny bestemmelse, § 15 a, stk. 11, fastsæt-

tes, at hvis der i medfør af stk. 10 sker tilbagekaldelse af en afgørelse om

eftergivelse efter stk. 1, skal den gæld, der blev eftergivet, genopstå, og den

sidste rettidige betalingsdag skal indtræde, når der er gået 4 uger fra datoen

for afgørelsen om tilbagekaldelse. Er denne dag en banklukkedag, skal sid-

ste rettidige betalingsdag udskydes til førstkommende bankdag.

Også denne bestemmelse svarer til, hvad der foreslås ved eftergivelse efter

§ 13 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. ovenfor.

Det foreslås med § 15 a, stk. 12, 1. pkt., at forrentning af gæld, der genopstår

ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 som følge af et svigagtigt forhold, skal

ske fra og med datoen for afgørelsen om eftergivelse efter stk. 1, mens for-

rentning af gæld, der genopstår som følge af et strafbart forhold, skal ske fra

og med udløbet af sidste rettidige betalingsdag, jf. stk. 11.

Det foreslås med § 15 a, stk. 12, 2. pkt., at forrentning af gæld, der genopstår

ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 som følge af et svigagtigt forhold, skal

ske efter § 5, stk. 1 og 2, hvis gælden er modtaget hos restanceinddrivelses-

myndigheden i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, 6. pkt.

Dette indebærer bl.a., at forrentning vil ske fra og med den 1. i måneden

efter modtagelsen, ligesom bøder ikke forrentes.

Med hensyn til tilbagekaldelser som følge af et svigagtigt forhold svarer den

foreslåede regel til den gældende ordning, hvor der beregnes renter tilbage

i tid, forudsat at der er tale om en type af fordring, der forrentes.

Af den politiske aftale »Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige« af

27. februar 2025 fremgår, at der ikke skal tillægges renter for perioden, hvor

gælden har været eftergivet. Forslaget om, at forrentningen af gæld, der gen-

opstår ved en tilbagekaldelse som følge af et strafbart forhold, skal ske fra

og med udløbet af sidste rettidige betalingsdag, skal ses i lyset af denne del

af aftalen.

For gæld, der genopstår hos restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi gælden

er modtaget til inddrivelse, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige og de i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede nye bestemmelser

i § 2, stk. 3, 5.-7. pkt., vil forrentningen skulle ske med den inddrivelses-

rente, der under inddrivelsen beregnes for den pågældende fordring. Det

UDKAST

indebærer, at der for visse fordringer skal anvendes en anden rente i over-

ensstemmelse med § 9 i bekendtgørelse nr. 1110 af 25. oktober 2024 om

inddrivelse af gæld til det offentlige.

For gæld, der genopstår hos fordringshaveren eller den, der på vegne af for-

dringshaveren opkræver fordringen, fordi fordringen ikke er overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den foreslåede bestemmelse i

§ 2, stk. 3, 6. pkt., om fakultativ overdragelse ved et bortfald af fordringen

efter en eftergivelse efter §§ 13 eller 15 a, vil forrentningen ske med den

rente, der anvendes i opkrævningsfasen for fordringen.

Også bestemmelsen i § 15 a, stk. 12, svarer i al væsentlighed til, hvad der

foreslås ved eftergivelse efter § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige, jf. ovenfor.

Det foreslås med § 15 a, stk. 13, 1. pkt., at for gæld, der genopstår ved en

tilbagekaldelse efter stk. 10 og var modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, skal for fordringer, der

ved eftergivelsen var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af §

18 a, stk. 3, om interne opskrivninger, bestemmelsen i § 18 a, stk. 3, anven-

des, mens forældelsesfristen for andre fordringer, der var modtaget hos re-

stanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet,

skal løbe fra den sidste rettidige betalingsdag efter de foreslåede bestemmel-

ser i stk. 11, 1. og 2. pkt.

Forslaget indebærer, at for de fordringer, der ved eftergivelsen var registre-

ret i et af inddrivelsessystemerne PSRM og DMI, jf. § 6, stk. 5, i lov nr.

1565 af 12. december 2023, skal § 18 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige anvendes. Fordringer, der er registreret i systemet SAP38

som værende under inddrivelse, omfattes ikke af de særlige forældelsesreg-

ler i § 18 a, stk. 2 og 3, om henholdsvis et forældelsesmæssigt fordrings-

kompleks (hvorefter hovedkrav og tilhørende renter har samme forældelses-

dato, nemlig hovedkravets forældelsesdato) og forældelsesreguleringen af

interne opskrivninger, og det foreslås, at forældelsesfristen for disse øvrige

fordringer, der ved eftergivelsen var registreret i systemet SAP38 som væ-

rende under inddrivelse, skal løbe fra den sidste rettidige betalingsdag efter

de foreslåede bestemmelser i stk. 11, 1. og 2. pkt.

Det foreslås med § 15 a, stk. 13, 2. pkt., at for gæld, der genopstår ved en

tilbagekaldelse efter stk. 10 som følge af et strafbart forhold og ikke var

modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden

blev eftergivet, men efterfølgende er modtaget i medfør af de foreslåede be-

stemmelser i § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., skal der fra den sidste rettidige

UDKAST

betalingsdag efter stk. 11 løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde bestem-

mes af § 18 a, stk. 4.

Dette vil betyde, at langt de fleste fordringer, der var under opkrævning, da

eftergivelsen skete, vil få en 3-årig forældelsesfrist, der i overensstemmelse

med forældelseslovens § 2, stk. 1, skal regnes fra den sidste rettidige beta-

lingsdag.

Endelig foreslås med § 15 a, stk. 13, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10

som følge af et strafbart forhold og ikke var modtaget hos restanceinddri-

velsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, og heller ikke

efterfølgende er modtaget i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 2, stk.

3, 5. eller 6. pkt., skal der fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11

løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af den forældelsesfrist,

der gælder for den pågældende fordring, mens den er under opkrævning.

Bestemmelsen indebærer, at fordringshaveren eller den, der på dennes

vegne opkræver fordringen, selv skal håndtere forældelsesreguleringen og

lade forældelsesfristen for den pågældende genopståede fordring løbe fra

den foreslåede sidste rettidige betalingsdag.

Det foreslås med § 15 a, stk. 14, at hvis en afgørelse om eftergivelse tilba-

gekaldes i medfør af stk. 10 som følge af et strafbart forhold, skal skyldneren

først kunne anmode om eftergivelse efter § 15 a eller efter § 13, når der er

gået 5 år fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelsen.

Den foreslåede regel er udtryk for, at skyldneren med hensyn til muligheden

for atter at ansøge om en eftergivelse efter »ret og pligt-ordningen« i § 15 a

eller efter § 13 vil blive pålagt en karantæne i 5 år fra tilbagekaldelsen. En

ansøgning, der indgives inden udløbet af denne karensperiode, vil derfor

skulle afvises af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Også dette forslag om en karensperiode er en gentagelse af det tilsvarende

forslag vedrørende eftergivelse efter § 13.

Det foreslås med § 15 a, stk. 15, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter

anmodning fra skyldneren skal kunne træffe afgørelse om med tilbagevir-

kende kraft at ophæve en afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 10 som

følge af et strafbart forhold, hvis skyldneren vurderes at være særligt socialt

udsat.

UDKAST

Det foreslås, at anmodningen skal være modtaget hos restanceinddrivelses-

myndigheden senest 4 uger fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse ef-

ter stk. 10 som følge af et strafbart forhold.

Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om tilbagekaldelse af afgørel-

sen om eftergivelse vil ud over at indeholde en klagevejledning også skulle

oplyse om muligheden for efter ansøgning at opnå en ophævelse, hvis skyld-

neren opfylder betingelsen om at være særligt socialt udsat.

Det foreslås endvidere, at hvis skyldneren rettidigt indgiver en anmodning,

skal skyldneren gives yderligere 8 uger til at indsende udtalelser m.v. til at

underbygge sin anmodning.

Skyldneren vil kunne have behov for at indhente udtalelser m.v. fra sagkyn-

dige personer med indsigt i de forhold, der kendetegner særligt udsatte per-

soner. En samlet frist på 12 uger vil omtrent svare til den sædvanlige klage-

frist på 3 måneder, der anvendes ved klager over restanceinddrivelsesmyn-

dighedens afgørelser, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige.

Det foreslås også, at inddrivelsesskridt alene skal kunne foretages, hvis re-

stanceinddrivelsesmyndigheden ikke rettidigt har modtaget en anmodning

eller har afvist at imødekomme denne.

Det foreslås således, at en rettidigt indgivet anmodning om ophævelse af

afgørelsen om tilbagekaldelse af afgørelsen om eftergivelse skal tillægges

opsættende virkning. Imødekommes anmodningen, vil der ikke være noget

spørgsmål om inddrivelse af en genopstået gæld. Afslås den derimod, skal

restanceinddrivelsesmyndigheden kunne gennemføre inddrivelsesskridt i

forhold til den genopståede gæld.

Ophævelsens tilbagevirkende kraft vil som udgangspunkt alene få betyd-

ning for renter påløbet efter udløbet af den foreslåede sidste rettidige beta-

lingsdag og alene, hvis anmodningen ikke er imødekommet inden den sidste

rettidige betalingsdag. Det vil kunne være aktuelt, hvis anmodningen på

grund af sagsbehandlingstiden først imødekommes efter udløbet af sidste

rettidige betalingsdag for den genopståede gæld. Afslås anmodningen, men

tilsidesætter siden hen Skatteankestyrelsen ved en klage efter § 17 i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige eller domstolene afgørelsen om afsla-

get, vil den genopståede gæld, som i mellemtiden måtte være betalt eller

inddrevet, skulle tilbagebetales, og skyldneren vil have krav på en rente-

godtgørelse, der, hvis betaling er sket til restanceinddrivelsesmyndigheden,

beregnes med renten efter § 8 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

UDKAST

fra og med den dag, hvor gælden blev betalt, det vil sige med en årlig rente

svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2, med fradrag på

4 pct., dog således at en ændring af renten i henhold til rentelovens § 5, stk.

1 og 2, først har virkning 5 hverdage efter datoen for ændringen.

Endelig foreslås med § 15 a, stk. 16, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om en

ophævelse efter den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 15.

Bemyndigelsen svarer til den tilsvarende bemyndigelse i den foreslåede be-

stemmelse i § 15, stk. 8, vedrørende eftergivelse efter § 13.