Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del Bilag 227
Offentligt
3016711_0001.png
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
7. maj 2025
Strafferetskontoret
Søren Rams Rasmussen
2023-730-0522
2943356
Notat
om terrordirektivet
1. Indledning
1.1. Terrordirektivet
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/541/EU af 15. marts 2017 om
bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA
(terrordirektivet) er vedtaget med hjemmel i tredje del, afsnit V, i Traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og direktivet er derfor omfattet
af Danmarks retsforbehold. Danmark deltog således ikke i vedtagelsen af
direktivet, ligesom direktivet ikke er bindende for Danmark.
Terrordirektivet erstatter rammeafgørelse 2002/475/RIA for så vidt angår de
medlemsstater, der er bundet af direktivet, jf. direktivets artikel 27. Den
nævnte rammeafgørelse er gennemført i dansk ret.
Terrordirektivet indeholder bestemmelser om terrorhandlinger,
lovovertrædelser med forbindelse til en terrorgruppe og lovovertrædelser
med forbindelse til terroraktiviteter (afsnit II-IV) og bestemmelser om
beskyttelse af terrorofre, hjælp til terrorofre og terrorofres rettigheder (afsnit
V). Under pkt. 3 nedenfor fokuseres på terrordirektivets bestemmelser om
beskyttelse af terrorofre, hjælp til terrorofre og terrorofres rettigheder (afsnit
V).
Side 1/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
1.2. Terrordirektivet som supplement til offerdirektivet
Terrordirektivet udgør et supplement til offerdirektivet med hensyn til
rettigheder, støtte og beskyttelse af terrorofre, jf. herved direktivets artikel
24, stk. 7. Offerdirektivet gælder for ”ofre” for forbrydelser generelt og ikke
specifikt for ”terrorofre”. De rettigheder, der gælder specifikt for
”terrorofre”, fremgår af terrordirektivet, men en række af de rettigheder mv.,
der er fastsat i terrordirektivet, henviser til offerdirektivet og må ses i lyset
heraf. Som bilag til nærværende notat om terrordirektivet vedlægges på den
baggrund notat om tilvalg af offerdirektivet, der blev udarbejdet af
Justitsministeriet i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet i 2015,
og som er tilgængeligt på Justitsministeriets hjemmeside.
Notat om tilvalg af offerdirektivet vurderes i det væsentlige stadig at være
retvisende for så vidt angår forholdet mellem dansk ret og det gældende
offerdirektiv i forhold til ofre for terrorisme.
Det bemærkes, at Kommissionen den 12. juli 2023 fremlagde et forslag til
direktiv om ændring af direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for
ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om
erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (offerdirektivet).
Direktivforslaget er ikke vedtaget endnu. Justitsministeriets grund- og
nærhedsnotat om direktivforslaget (folketingsåret 2022-23 (2. samling),
Retsudvalget, Alm. del – bilag 317), der bl.a. indeholder en supplerende
beskrivelse af relevant dansk ret, vedlægges som bilag.
Det bemærkes desuden, at der siden 2015 er foretaget en række ændringer
af de regler mv., der omtales i notat om tilvalg af offerdirektivet. Det
bemærkes i den forbindelse særligt, at der i dag anvendes en anden
definition af udtrykket ”nære pårørende” i retsplejeloven end den definition,
der er anført i notat om tilvalg af offerdirektivet, jf. nærmere omtalen
nedenfor i pkt. 2.2.
Som nærmere beskrevet i notat om tilvalg af offerdirektivet følger en række
af de rettigheder, der tilkommer ofre for forbrydelser efter offerdirektivet,
allerede af gældende dansk lovgivning og administrativ praksis.
Offerdirektivet indeholder også visse rettigheder, som ikke er lovfæstet i
dansk ret eller i alle tilfælde følger i fuldt omfang af administrativ praksis.
Side 2/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
Det drejer sig om dele af artikel 4 (ret til at modtage information fra den
første kontakt med en kompetent myndighed), artikel 5 (rettigheder for ofre,
der anmelder en forbrydelse), artikel 6 (offerets ret til information om sin
sag), artikel 7 (ret til tolkning og oversættelse), artikel 20 (ofres ret til
beskyttelse under efterforskningen af forbrydelser), artikel 22 (individuel
vurdering af ofre for at identificere særlige beskyttelsesbehov) og artikel 23
(ret til beskyttelse under straffesagen for ofre med særlige
beskyttelsesbehov). Disse rettigheder gælder efter offerdirektivet ikke kun
for terrorofre, men for ofre for forbrydelser generelt. Som det er nærmere
beskrevet i notatets gennemgang af de enkelte bestemmelser i
offerdirektivet, må det for de fleste rettigheders vedkommende også
antages, at de nævnte rettigheder i et vist omfang faktisk ydes i gældende
praksis.
2. Terrorhandlinger og terrorofre
2.1. Terrorhandlinger
Terrordirektivet opregner i artikel 3 en række handlinger, der defineres som
terrorhandlinger. I dansk ret er terrorhandlinger kriminaliseret i
straffelovens §§ 114 og 114 a.
Det er vurderingen, at kriminaliseringen af terror i dansk ret i meget vidt
omfang modsvarer definitionen af terrorhandlinger i terrordirektivet. Der
henvises til gennemgangen i grund- og nærhedsnotat af 24. februar 2016
vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
bekæmpelse af terrorisme og erstatning af Rådets rammeafgørelse
2002/475/RIA om bekæmpelse af terrorisme (folketingsåret 2015-16,
Retsudvalget, Alm. del – bilag 191).
2.2. Terrorofre
Efter terrordirektivets
præambelbetragtning
27 er et ”terroroffer” som
defineret i artikel 2 i offerdirektivet en
fysisk person,
som har lidt skade,
herunder fysisk, psykisk eller følelsesmæssig skade eller økonomisk tab,
som direkte er forvoldt ved en terrorhandling, eller et
familiemedlem til en
person,
hvis død direkte blev forvoldt ved en terrorhandling, og som har lidt
skade som følge af personens død. Det fremgår endvidere, at
overlevende
terrorofres familiemedlemmer
som defineret i artikel 2 i offerdirektivet i
Side 3/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
overensstemmelse med offerdirektivet har adgang til hjælpetjenester for
ofre og beskyttelsesforanstaltninger.
Ved ”familiemedlemmer” forstås efter offerdirektivets artikel 2, stk. 1, litra
b, offerets ægtefælle, den person, der lever sammen med offeret i et fast nært
forhold i en fælles husstand og på et stabilt og varigt grundlag, slægtninge i
direkte linje, søskende samt personer, som offeret har forsørgerpligt overfor.
Af offerdirektivets præambelbetragtning 19 fremgår, at ”[e]n person bør
anses for at være et offer, uanset om en gerningsmand er blevet identificeret,
pågrebet, tiltalt eller dømt, og uanset om der består et familiemæssigt
forhold mellem dem. Det er muligt, at ofrenes familiemedlemmer også lider
skade som følge af forbrydelsen. Især kan familiemedlemmer til en person,
hvis død er direkte forvoldt af en forbrydelse, lide skade som følge af
forbrydelsen. Sådanne familiemedlemmer, som er indirekte ofre for
forbrydelsen, bør derfor også være beskyttet efter dette direktiv.
Medlemsstaterne bør imidlertid have mulighed for at indføre procedurer til
at begrænse antallet af familiemedlemmer, som vil kunne være omfattet af
de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv. Hvis offeret er et barn, bør
barnet eller indehaveren af forældremyndigheden, medmindre det ikke
tjener barnets tarv, på barnets vegne have ret til at udøve de rettigheder, der
er fastsat i direktivet. Dette direktiv berører ikke eventuelle nationale
administrative procedurer, der fastsætter, at en person er et offer.”
Dansk ret indeholder ikke en definition af et ”terroroffer”, og der skelnes i
lovgivningen ikke mellem ofre for terrorforbrydelser og ofre for andre
forbrydelser. I dansk ret anvendes udtrykket ”forurettede”, jf. herved
retsplejelovens kapitel 66 a. Herved forstås en person, der umiddelbart har
lidt en krænkelse ved forbrydelsen, jf. Jens Møller m.fl., Kommenteret
retsplejelov, bind IV, 11. udg. (2024), side 155.
Det må antages, at terrordirektivets definition af et ”terroroffer” omfatter
personer, som i dansk ret anses for ”forurettede”, jf. herved også vedlagte
notat om tilvalg af offerdirektivet, side 2. Det må dog samtidig antages, at
direktivets definition af et ”terroroffer” efter omstændighederne er bredere
end definitionen af ”forurettede” i dansk ret. F.eks. må det antages, at en
persons følelsesmæssige eller økonomisk skade ikke i alle tilfælde vil
betyde, at den pågældende er at anse som forurettede efter dansk ret. I de
fleste praktisk relevante tilfælde må det dog antages, at de to begreber kan
omfatte samme persongruppe.
Side 4/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
Hvis forurettede er afgået ved døden ved den pågældende forbrydelse, er
forurettedes ”nære pårørende” i visse tilfælde sikret rettigheder efter
retsplejelovens bestemmelser. Om udtrykket ”nære pårørende” fremgår af
Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om vejledning af forurettede mv. (version
af 1. juli 2024), at udtrykket omfatter den eller de familiemedlemmer mv.,
som har stået forurettede nærmest på tidspunktet for dødsfaldet. En
ægtefælle eller samlever må i almindelighed antages at være den person,
som har stået forurettede nærmest. Har forurettede ikke efterladt en
ægtefælle eller samlever, beror det på de nærmere konkrete forhold, hvilken
eller hvilke personer inden for kredsen af forældre, børn, søskende mv. som
kan anses for at have stået forurettede nærmest og dermed er omfattet af
udtrykket nære pårørende.
På den baggrund lægges det til grund, at definitionen af ”nære pårørende”
omfatter samme personer som definitionen af ”familiemedlemmer” i
offerdirektivets artikel 2, stk. 1, litra b, jf. artikel 2, stk. 2, litra a. Som det
fremgår af præambelbetragtning nr. 19 nævnt ovenfor, bør medlemsstaterne
have mulighed for at indføre procedurer til at begrænse antallet af
familiemedlemmer, som vil kunne være omfattet af de rettigheder, der er
fastsat i terrordirektivet, og det må på den baggrund antages, at definitionen
af ”nære pårørende” er i overensstemmelse med de krav, der følger af
terrordirektivet for så vidt angår ”familiemedlemmer”.
Der kan også henvises til offerdirektivets artikel 2, stk. 2, og vedlagte notat
om tilvalg af offerdirektivet, side 8 f., hvor vurderingen er den samme. Det
bemærkes i den forbindelse dog, at der i dag anvendes ovenstående
definition af udtrykket ”nære pårørende”.
3. Rettigheder efter terrordirektivets afsnit V
3.1. Artikel 24, stk. 1, om efterforskning og retsforfølgning
Det fremgår af artikel 24, stk. 1, at hver medlemsstat sikrer, at efterforskning
eller retsforfølgning af lovovertrædelser, der er omfattet af dette direktiv,
ikke afhænger af, om et terroroffer eller en anden person, der er offer for
lovovertrædelsen, indgiver anmeldelse eller fremsætter anklage, i det
mindste ikke, hvis handlingerne blev begået på medlemsstatens område.
Side 5/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
Det følger af retsplejelovens § 742, stk. 1, at anmeldelser om strafbare
forhold indgives til politiet. Politiet iværksætter efter anmeldelse eller af
egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart
forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.
Terrorbestemmelserne i straffelovens §§ 114 og 114 a er i alle tilfælde
genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud, jf.
straffelovens § 118 a.
Det er vurderingen, at dansk ret er i overensstemmelse med direktivets
artikel 24, stk. 1.
3.2. Artikel 24, stk. 2 og 3, om hjælpe- og støttetjenester
3.2.1.
Ifølge artikel 24, stk. 2, sikrer medlemsstaterne, at der i
overensstemmelse med offerdirektivet etableres hjælpetjenester, som
imødekommer terrorofres særlige behov, og at de er til rådighed for
terrorofre umiddelbart efter et terrorangreb og så længe, det er nødvendigt.
Sådanne tjenester leveres ud over, eller som en integrerende del af,
almindelige hjælpetjenester for ofre, som kan henvende sig til eksisterende
enheder, der tilbyder specialisthjælp.
Hjælpetjenesterne skal ifølge
stk. 3
kunne yde bistand og hjælp til terrorofre
alt efter deres særlige behov. Tjenesterne skal være fortrolige, gratis og nemt
tilgængelige for alle terrorofre. Tjenesterne omfatter navnlig krisehjælp og
psykologisk bistand (litra a), vejledning og oplysning om ethvert retligt,
praktisk eller finansielt anliggende, herunder at lette terrorofres udøvelse af
retten til oplysninger som fastsat i artikel 26 (litra b) og bistand i forbindelse
med terrorofres krav om erstatning, der er til rådighed i henhold til den
pågældende medlemsstats nationale ret (litra c).
3.2.2.
Terrordirektivets artikel 24, stk. 2 og 3, må forstås således, at hjælpe-
og støttetjenester skal etableres i overensstemmelse med offerdirektivet,
navnlig artikel 8 og 9 (målrettet terrorofres særlige behov).
Om hjælpe- og støttetjenester i offerdirektivet og forholdet til dansk ret
henvises til vedlagte notat om tilvalg af offerdirektivet, side 19 ff.
I vedlagte notat om tilvalg af offerdirektivet, a.st., omtales bl.a. de
landsdækkende offerrådgivninger. Offerrådgivningerne tilbyder bl.a. en
personlig samtale og støtte til den, der henvender sig. Offerrådgivningerne
Side 6/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
vejleder endvidere om de hjælpeforanstaltninger, der findes af lægelig,
psykologisk, social og juridisk karakter, ligesom offerådgivningerne er
behjælpelige med udfyldelse af skemaer, skadeanmeldelser el.lign.
Offerrådgivningerne vil efter omstændighederne også kunne yde støtte og
vejledning til ofre for forbrydelser og ulykker. Der er udarbejdet en folder
om offerrådgivningerne, der i relevante tilfælde skal udleveres af politiet i
forbindelse med anmeldelse af en lovovertrædelse. Information om
offerrådgivningerne er også tilgængelig på politiets hjemmeside.
3.2.2.1.
For så vidt angår artikel 24, stk. 3, litra a, skal kommunalbestyrelsen
efter servicelovens § 10, stk. 1, sørge for, at enhver har mulighed for at få
gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale
problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På
længere sigt er formålet at sætte borgeren i stand til at løse opståede
problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i
forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning. Efter
servicelovens § 10, stk. 2, skal rådgivningen kunne gives som et anonymt
og åbent tilbud. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen
være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp
efter denne eller anden lovgivning, jf. stk. 3.
Efter barnets lov § 32 skal kommunen træffe afgørelse om støttende
indsatser, når det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
barnets eller den unges behov for støtte. Kommunen skal vælge de støttende
indsatser, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges særlige behov
for støtte. Støttende indsatser kan f.eks. være hjælp, der har til formål at yde
rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.
Det bemærkes endvidere, at der efter sundhedslovens § 69 ydes tilskud til
behandling hos psykolog efter lægehenvisning. Bekendtgørelse nr. 311 af
20. marts 2023 om psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte
persongrupper fastsætter de nærmere regler for tilskud, herunder at der som
udgangspunkt ydes et tilskud på 60 pct. af psykologens honorar på op til 12
konsultationer til nærmere bestemte henvisningsgrupper. Hvis man har
været udsat for en terrorhændelse eller er pårørende til en, der har været
udsat for en terrorhændelse, og man har psykiske følgevirkninger heraf, er
der således mulighed for efter en lægelig vurdering at blive henvist til
psykologbistand. Hvis lægen vurderer, at der er behov for behandling på et
psykiatrisk sygehus eller hos en privatpraktiserende psykiater, som har
overenskomst med det offentlige, er denne behandling vederlagsfri. Hvis det
Side 7/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
vurderes relevant, er der endvidere mulighed for vederlagsfri behandling i
den regionale psykiatri. Dette kræver som udgangspunkt en
behandlingskrævende psykisk lidelse, og det er en lægelig vurdering, om en
patient skal visiteres hertil.
3.2.2.2.
Hvad angår artikel 24, stk. 3, litra b og c, følger det af
retsplejelovens § 741 a, stk. 1, at i sager, der vedrører overtrædelse af
straffelovens § 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller hverv),
§ 119 b (angreb med genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv),
§ 123 (vidnetrusler), § 210 (incest), §§ 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf.
§§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), §§ 231
(grooming) og 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på
drab), §§ 242-246 (stalking, psykisk vold, fysisk vold), §§ 249 (uagtsom
legemsbeskadigelse) og 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand), § 252, stk. 2
(hensynsløs fareforvoldelse), §§ 260-262 b (tvang, frihedsberøvelse,
menneskehandel m.v.) eller § 288 (røveri), beskikker retten en advokat for
den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter
begæring om det. Når særlige omstændigheder taler for det, kan retten efter
anmodning beskikke en advokat for den forurettede, selv om
lovovertrædelsen ikke er omfattet af stk. 1, jf. § 741 a, stk. 5. Det må antages,
at forurettede i terrorsager i almindelighed vil kunne få beskikket en
bistandsadvokat i medfør af straffelovens § 741 a.
I forarbejderne til retsplejelovens kapitel 66 a, jf. Folketingstidende 1979-
80, 2. samling, tillæg A, sp. 470, fremgår det, at bistandsadvokatens opgave
vil være af både juridisk og almen karakter. Udøver at støtte forurettede
under politiets efterforskning og sagens behandling i retten skal advokaten
vejlede og rådgive forurettede om sagens forløb samt bistå forurettede ved
opgørelsen af et eventuelt erstatningskrav. Advokaten vil endvidere kunne
rådgive forurettede om særlige hjælpemuligheder samt vedkommendes
muligheder og rettigheder.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 741 b, stk. 1, 1. pkt., at politiet
vejleder den forurettede eller, hvis den forurettede er afgået ved døden som
følge af forbrydelsen, den forurettedes nære pårørende om reglerne om
beskikkelse af en advokat. Vejledningen skal gives, inden den forurettede
afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden
afhøring, jf. retsplejelovens § 741 b, stk. 1, 2. pkt.
Efter retsplejelovens § 741 e, stk. 1, vejleder politiet og
anklagemyndigheden i fornødent omfang den forurettede eller, hvis den
Side 8/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
forurettede er afgået ved døden, den forurettedes nære pårørende om
vedkommendes retsstilling og om sagens forventede forløb. Det fremgår
endvidere af bestemmelsen, at politiet og anklagemyndigheden informerer
vedkommende om sagens gang.
I medfør af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1108 af 21. september 2007 om
politiets og anklagemyndighedens pligt til at vejlede og orientere forurettede
i straffesager og til at udpege en kontaktperson for forurettede vejleder
politiet eller anklagemyndigheden i tilknytning til anmeldelse af en
lovovertrædelse eller umiddelbart herefter om 1) reglerne om
bistandsadvokat, jf. retsplejelovens §§ 741 a og 741 b, 2) adgangen til at få
påkendt borgerlige krav (erstatningskrav) under straffesagen, jf.
retsplejelovens kapitel 89, 3) muligheden for at få erstatning og godtgørelse
fra staten, jf. lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, 4)
muligheden for at få støtte ved en offerrådgivning og 5) forurettedes pligter
og rettigheder som eventuelt vidne i sagen. Såfremt forurettede anmoder
herom, eller de konkrete forhold i sagen taler for det, skal politiet eller
anklagemyndigheden i fornødent omfang også vejlede om andre forhold end
nævnt i stk. 1, jf. § 1, stk. 4.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at forurettede i sager om grovere
overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig
kriminalitet indgår, og ved sædelighedsforbrydelser, skal orienteres om,
hvordan sagens videre forløb kan forventes at blive. Forurettede skal
endvidere orienteres om væsentlige skridt, der tages i sagen, når der efter
sagens karakter, herunder navnlig det overgreb, som forurettede har været
udsat for, skønnes at være behov for det.
Orienteringen skal gives løbende i forbindelse med afhøring og anden
kontakt med forurettede, jf. § 2, stk. 2.
Hvis forurettede i en sag som nævnt i § 2, stk. 1, forventes at skulle afgive
forklaring som vidne i retten, skal der i forbindelse med den første afhøring
af forurettede eller snarest herefter udpeges en kontaktperson for forurettede
hos politi eller anklagemyndighed, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Det
samme kan ske i andre sager, hvis forurettede efter sagens karakter skønnes
at kunne få behov for yderligere vejledning fra politiet eller
anklagemyndigheden, jf. § 3, stk. 2. Kontaktpersonen skal hjælpe og støtte
forurettede, når forurettede henvender sig til politiet eller
anklagemyndigheden, jf. § 3, stk. 3.
Side 9/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
Pligten til at give vejledning efter bekendtgørelsens § 1 gælder også i
forhold til forurettedes nære pårørende, hvis forurettede er afgået ved døden.
Er forurettede afgået ved døden som følge af forbrydelsen, gælder tillige
pligten til orientering efter § 2 i forhold til forurettedes nære pårørende, jf.
§ 4, stk. 1.
I Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om vejledning af forurettede mv. (version
af 1. juli 2024) er retningslinjerne om politiets og anklagemyndighedens
vejledning beskrevet nærmere. Det fremgår heraf bl.a., at politiet, når det
skønnes påkrævet, endvidere skal vejlede forurettede om kontakt til
sundhedsvæsenet. Det fremgår endvidere, at Rigsadvokaten og Rigspolitiet
har udarbejdet en folder til ofre for forbrydelser (også kaldet
informationsoverblik), der kort beskriver straffesagens gang og ofrenes
muligheder for at få hjælp og vejledning, herunder i forhold til
kontaktperson, bistandsadvokat, offerrådgivning og erstatning. Folderen
udleveres til ofre på et tidligt tidspunkt i sagens behandling og senest i
forbindelse med afhøring af forurettede. Folderen er ligeledes tilgængelig
på politiets og anklagemyndighedens hjemmesider.
De særlige retningslinjer, der gælder for politiets og anklagemyndighedens
vejledning af forurettede, er et supplement til den almindelige
vejledningspligt for offentlige myndigheder. Mere generelt antages det at
følge heraf, at offentlige myndigheder skal give vejledning i et sådant
omfang, at det konkrete informationsbehov imødekommes på rimelig måde,
jf. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), side 387.
Om vejledning af forurettede kan også henvises til vedlagte notat om tilvalg
af offerdirektivet, side 7 ff.
Reglerne om vejledning mv. af forurettede gælder også, såfremt forurettede
befinder sig i Danmark, men har bopæl i en anden medlemsstat.
3.2.2.3.
Vejledning i sundhedsvæsenet foregår forskelligt fra region til
region, fra kommune til kommune samt fra hændelse til hændelse. Der er
ikke et krav om konkret vejledning. Dog opfordres regioner og kommuner
til at have en strategi for borgerinformation samt en plan for registrering af
berørte. Efter Sundhedsstyrelsens vejledning til planlægning af
sundhedsberedskab skal det være let for berørte at få information om bistand
og kriseterapeutisk behandling efter større beredskabshændelser. Det kan
være nødvendigt med en aktiv opsøgende indsats, der sikrer, at så mange
Side 10/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
som muligt af de potentielt berørte personer får kendskab til muligheden for
opfølgning, samt kendskab til, hvor de pågældende skal henvende sig ved
behov. Efter Sundhedsstyrelsens vejledning bør grundig information til
berørte, familie og det øvrige sociale netværk også medtænkes.
Såfremt en aktiv opfølgning iværksættes, opfordres regioner og kommuner
til at udfærdige en skrivelse, som kan sendes til de personer, der blev
registreret i forbindelse med hændelsen. Af informationen bør fremgå, hvem
der kan henvises til psykiatrien, praktiserende læger eller
privatpraktiserende psykolog/psykiater, og hvordan henvisningsproceduren
er tilrettelagt.
3.2.3.
Det er vurderingen, at de nævnte regler og ordninger i vidt omfang
(om end ikke fuldt ud) opfylder kravene i terrordirektivets artikel 24, stk. 2
og 3. Der henvises i den forbindelse også til vurderingen af offerdirektivets
artikel 8 og 9 i vedlagte notat om tilvalg af offerdirektivet, side 19 ff.
Det bemærkes, at det i medfør af terrordirektivets artikel 24, stk. 2 og 3, er
et krav, at terrorofre har ret til gratis psykologisk bistand så længe, det er
nødvendigt.
Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.2.2., kan der efter de gældende regler
i sundhedslovens § 69 ydes tilskud hertil efter lægefaglig vurdering, mens
der er egenbetaling for den resterende del. Hvis der efter lægefaglig
vurdering er behov for behandling på et psykiatrisk sygehus eller hos en
privatpraktiserende psykiater, som har overenskomst med det offentlige, er
denne behandling vederlagsfri. Terrorofre har således ikke i fuldt omfang
ret til gratis psykologbehandling eller andre specifikke ydelser uden
forudgående henvisning på baggrund af en lægefaglig vurdering.
Som nærmere beskrevet under pkt. 3.3.2.2 nedenfor om det psykosociale
beredskab kan en del af den opfølgende fase desuden være vederlagsfri
kriseterapi, hvilket også har karakter af psykologisk bistand, som bl.a. har
til formål at forebygge følgetilstande som f.eks. posttraumatisk stress og
andre krisereaktioner.
3.3. Artikel 24, stk. 4, om aktivering af hjælpetjenester inden for
nationale beredskabsstrukturer
Side 11/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
3.3.1.
Efter artikel 24, stk. 4, sikrer medlemsstaterne, at der etableres
mekanismer eller protokoller, der gør det muligt at aktivere hjælpetjenester
for
terrorofre
inden
for
rammerne
af
deres
nationale
beredskabsinfrastrukturer. Sådanne mekanismer eller protokoller skal sørge
for koordineringen af relevante myndigheder, agenturer og organer, så de
kan yde en sammenhængende indsats, der imødekommer ofres og deres
familiemedlemmers behov umiddelbart efter et terrorangreb og så længe,
det er nødvendigt, herunder tilstrækkelige midler til at lette identifikationen
af og kommunikation med ofrene og deres familier.
Af direktivets præambelbetragtning 29 fremgår, at ”[m]edlemsstaterne bør
sikre, at der inden for rammerne af den nationale beredskabsinfrastruktur
ydes en omfattende indsats, der imødekommer terrorofres særlige behov
umiddelbart efter et terrorangreb og så længe, det er nødvendigt. Med
henblik herpå kan medlemsstaterne oprette et enkelt og ajourført websted
med alle relevante oplysninger og et krisestøttecenter, der kan yde
psykologisk førstehjælp og følelsesmæssig støtte til ofre og deres
familiemedlemmer. Medlemsstaternes initiativer i denne henseende bør
støttes ved at gøre fuld brug af tilgængelige fælles bistandsmekanismer og -
ressourcer på EU-plan. Hjælpetjenesterne bør tage hensyn til, at terrorofres
særlige behov kan ændre sig med tiden. Medlemsstaterne bør i den
forbindelse sikre, at hjælpetjenesterne i første omgang imødekommer i det
mindste de mest sårbare terrorofres følelsesmæssige og psykologiske behov
og underretter alle terrorofre om tilgængeligheden af yderligere
følelsesmæssig og psykologisk støtte, herunder traumestøtte og -
rådgivning.”
3.3.2.
Artikel 24, stk. 4, må forstås sådan, at medlemsstaternes
beredskabsindsats skal sikre, at det er muligt at aktivere hjælpetjenesterne
inden for rammerne af de nationale beredskaber, og at der sker en
koordinering mellem de relevante myndigheder, så der ydes en
sammenhængende indsats, der imødekommer ofres og deres
familiemedlemmers behov umiddelbart efter et terrorangreb og så længe,
det er nødvendigt. Inden for disse rammer må artikel 24, stk. 4, forstås
sådan, at det er op til medlemsstaterne selv at tilrettelægge
beredskabsindsatsen i tilfælde af et terrorangreb.
3.3.2.1.
Det danske kriseberedskab omfatter indsatsen umiddelbart efter en
hændelse, mens den mere langsigtede håndtering efterfølgende sker inden
for de rammer, der er beskrevet nærmere under pkt. 3.2 ovenfor.
Side 12/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
Det danske kriseberedskab er baseret på en generisk model, der kan tilpasses
den konkrete hændelse. I hver af landets 12 politikredse er der etableret en
lokal beredskabsstab (LBS), som varetager den tværgående koordination og
samarbejde ved ekstraordinære hændelser og større planlagte begivenheder
inden for politikredsens område. De lokale beredskabsstabe har et strategisk
og et operationelt niveau.
De faste medlemmer i den lokale beredskabsstab er politiet (formand),
forsvarets landsdelsregion, Beredskabsstyrelsens beredskabscenter,
regionernes sundhedsberedskab samt det kommunale beredskab. Hver
enkelt myndighed, der er repræsenteret i den lokale beredskabsstab, deltager
med egen kompetence i overensstemmelse med sektoransvarsprincippet.
De nærmere retningslinjer for de enkelte lokale beredskabsstabe er fastlagt
i stabenes beredskabsplaner.
I tilfælde af en terrorhændelse vil den relevante lokale beredskabsstab blive
sammensat med deltagelse af de myndigheder og aktører, der er centrale for
løsningen af den beredskabsmæssige indsats.
En terrorhændelse vil også blive koordineret nationalt inden for rammerne
af den nationale operative stab (NOST), som fra den 29. august 2024 hører
under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. De faste
medlemmer
af
NOST
er
Rigspolitiet,
Beredskabsstyrelsen,
Forsvarskommandoen, Politiets Efterretningstjeneste (PET), Forsvarets
Efterretningstjeneste
(FE),
Styrelsen
for
Forsyningssikkerhed,
Sundhedsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Udenrigsministeriet. Endvidere
inddrages andre myndigheder efter konkret behov.
NOST varetager en koordinerende funktion mellem samfundets forskellige
sektorer. NOST skal bl.a. sikre, at samfundets samlede ressourcer anvendes
til at håndtere hændelsen bedst muligt, samt at regeringens
krisestyringsorganisation og de respektive sektorer løbende er i besiddelse
af relevante og præcise oplysninger om den konkrete indsats.
Indsatsen i forhold til ofre for terrorhændelsen vil på stedet blive varetaget
af politiet og sundhedsmyndighederne (region eller kommune), herunder i
forhold til registrering af vidner og ofre, ofres behov for behandling mv.
Side 13/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
3016711_0014.png
Om politiets vejledning af forurettede henvises i øvrigt til gennemgangen
under pkt. 3.2.
Det bemærkes, at Rigsadvokaten og Rigspolitiet i de senere år har
udarbejdet vejledningsmateriale til vidner og forurettede, der er tilgængelige
på Rigsadvokatens og Rigspolitiets hjemmesider, ligesom der også mere
generelt ligger information til forurettede og ofre for forbrydelser på
hjemmesiderne. Rigspolitiet anvender hjemmesiden
www.politi.dk
som
indgang til information i forbindelse med større hændelser. Her vil der
kunne indsættes link til information fra øvrige relevante sektormyndigheder.
Det bemærkes endvidere, at ved aktivering af det psykosociale beredskab
ved større hændelser vil der ofte blive etableret en telefonisk hotline.
Information vil endvidere blive delt via sociale medier og i nogle tilfælde
regionernes hjemmesider.
3.3.2.2.
Ved en terrorhændelse, hvor NOST er indkaldt, vil
Sundhedsstyrelsen orientere regionerne igennem de i alt fem Akutte
Medicinske Koordinationscentre. Sundhedsstyrelsen bistår regionen med
national koordinering, logistik og kapaciteter ved behov. Regionen
forventes samtidig løbende at informere Sundhedsstyrelsen om situationen.
Planlægningen og den operative drift af sundhedsberedskabet ligger hos
regioner og kommuner, jf. sundhedslovens §§ 169 og 210 og reglerne i
bekendtgørelse nr. 971 af 26. juni 2016 om planlægning af
sundhedsberedskabet. Regionerne har ansvaret for den præhospitale indsats,
for sygehusberedskabet samt en del af beredskabet i den primære
sundhedssektor, mens kommunerne har ansvaret for beredskabet i den
primære sundhedssektor:
•
•
Sygehusberedskabet skal ved beredskabshændelser sikre, at der kan
ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus.
Den præhospitale indsats samt sygehusberedskabet skal ved
beredskabshændelser kunne håndtere og behandle et større antal
tilskadekomne eller personer med akut opstået sygdom uden for
sygehusene.
Lægemiddelberedskabet, som er beredskabet af lægemidler og
medicinsk udstyr, skal sikre, at ændrede krav til forbrug, forsyning
og distribution, som må forudses ved beredskabshændelser, kan
imødekommes.
•
Side 14/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
•
Beredskabet i den primære sundhedssektor (kommuner og almen
praksis) skal ved beredskabshændelser sikre en videreførelse af de
daglige opgaver samt tilpasse sig de ændrede krav, som situationen
fordrer, herunder forebyggelses-, behandlings- og omsorgsopgaver,
dvs. kunne tage sig af ekstraordinært udskrevne fra sygehusene
(udskrevet med henblik på at skabe plads til tilskadekomne).
I beredskabet indgår også, at regioner og kommuner kan håndtere
ekstraordinære konventionelle hændelser såsom større ulykker,
forsyningssvigt mv., CBRNE-hændelser (hændelser med kemiske,
biologiske, radiologiske, nukleare og eksplosive stoffer) og den
psykosociale indsats. Kommunerne skal planlægge for krisestøtte og
social assistance, og regionen skal planlægge for krisestøtte og
kriseterapeutisk beredskab.
•
Den psykosociale indsats aktiveres efter en konkret vurdering fra hændelse
til hændelse. Et terrorangreb vil ofte give anledning til en aktivering af den
psykosociale indsats. Den psykosociale indsats dækker over en indsats, der
kan omfatte krisestøtte i akutfasen, kriseterapi ved behov i opfølgningsfasen
og social assistance i akutfasen som f.eks. indkvartering, forplejning,
transport mv. Psykosocialt beredskab i form af kriseterapeutisk og
krisestøttende beredskab samt social omsorg og assistance er en del af det
samlede sundhedsberedskab.
Organisering af indsatsen for det kriseterapeutiske og krisestøttende
beredskab inddeles af praktiske grunde i to faser, den akutte fase og den
opfølgende fase.
•
Den akutte fase: Der kan ikke angives en præcis tidsramme for den
akutte indsats. Ikke alle personer reagerer umiddelbart i tilslutning
til hændelsen. Nogle personer kan reagere med flere ugers
forsinkelse, hvorfor der kan være behov for opfølgning.
Almindeligvis regnes med op til 8 uger for akutfasen.
Opfølgningsfasen: Hovedformålet med den opfølgende indsats er
fortsat at forebygge, men også at behandle symptomer på
posttraumatisk belastningsreaktion (posttraumatisk stress syndrom,
PTSS) og andre følgetilstande. Denne indsats kan vare adskillige
måneder og i visse tilfælde år.
•
Den samlede psykosociale indsats omfatter således både varetagelsen af
støtte til de berørte umiddelbart efter hændelsen samt den mere langsigtede
Side 15/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
indsats efterfølgende, hvor de berørte fortsat kan være påvirket af de
begivenheder, de har været udsat for.
Der vil efter en konkret vurdering endvidere kunne oprette et Evakuerings-
og Pårørendecenter (EPC). Et Evakuerings- og Pårørendecenter er en
bygning eller en anden vejrbestandig lokalitet til placering af uskadte
evakuerede borgere, hvor de kan få umiddelbar krisestøtte ved kriseteams
fra region eller kommune samt få kontakt med myndigheder,
ressourcepersoner og pårørende. Centeret etableres som udgangspunkt i
faciliteter stillet til rådighed af kommunen. Oftest vil det være i den
kommune, hvor hændelsen er foregået, men det kan også være i andre
kommuner afhængigt af behovet – i eksempelvis skolebygninger,
idrætshaller og lignende. Centeret kan også etableres i alternative lokaliteter
i samarbejde med region og politi.
Politiet varetager den overordnede koordinerende ledelse i Evakuerings- og
Pårørendecenter. Er både region og kommune aktiveret, vil regionen
varetage den sundhedsfaglige ledelse. Er kommunen alene aktiveret,
varetager kommunen den sundhedsfaglige ledelse. Oftest har centeret været
fungerende under hændelsen og i 2-4 dage derefter.
3.3.3.
Det er vurderingen, at det danske kriseberedskab er i
overensstemmelse med kravene i artikel 24, stk. 4.
3.4. Artikel 24, stk. 5, om terrorofres ret til passende lægebehandling
Efter artikel 24, stk. 5, sikrer medlemsstaterne, at terrorofre modtager
passende lægebehandling umiddelbart efter et terrorangreb og så længe, det
er nødvendigt. Medlemsstaterne bevarer retten til at organisere
lægebehandlingen af terrorofre i overensstemmelse med deres nationale
sundhedssystemer.
Efter sundhedslovens § 7, stk. 1, har personer, der har bopæl her i landet, ret
til ydelser efter loven. Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregisteret, jf.
sundhedslovens § 7, stk. 2. Ydelserne efter sundhedsloven omfatter bl.a. ret
til sygehusbehandling, som er vederlagsfri for personer med bopæl her i
landet, jf. sundhedslovens § 81, stk. 1, samt § 1 i bekendtgørelse nr. 657 af
28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.
Side 16/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
Efter sundhedslovens § 80 yder regionerne endvidere akut behandling til
personer, som ikke har bopæl her i landet, men som midlertidigt opholder
sig i regionen, jf. sundhedslovens § 8. Efter sundhedslovens § 81, stk. 2,
samt § 5, jf. § 50 a, i bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til
sygehusbehandling m.v. kan der opkræves betaling herfor. Betaling
opkræves under hensyntagen til, at ingen akut syge eller tilskadekomne
patienter skal kunne nægtes behandling i det offentlige sundhedsvæsen med
henvisning til krav om betaling. Behandlingen kan undtagelsesvis ydes
vederlagsfrit, når det under de foreliggende omstændigheder skønnes
rimeligt.
Det er vurderingen, at dansk ret er i overensstemmelse med kravene i artikel
24, stk. 5.
3.5. Artikel 24, stk. 6, om adgang til retshjælp
Ifølge artikel 24, stk. 6, sikrer medlemsstaterne, at terrorofre har adgang til
retshjælp i overensstemmelse med artikel 13 i offerdirektivet, når de er part
i en straffesag. Medlemsstaterne sikrer, at forbrydelsens alvor og
omstændighederne ved den strafbare handling afspejles behørigt i
betingelserne og procedurereglerne for, at ofre kan få adgang til retshjælp i
overensstemmelse med national ret.
Terrordirektivets artikel 24, stk. 6, svarer til offerdirektivets artikel 13.
Om offerdirektivets artikel 13 og forholdet til dansk ret henvises til vedlagte
notat om tilvalg af offerdirektivet, side 27. Der henvises endvidere til det
under pkt. 3.2 anførte om bistandsadvokatordningen i Danmark og politiets
og anklagemyndighedens vejledning af forurettede.
Artikel 24, stk. 6, kan ikke antages at stille krav om, at et terroroffer skal
være part i en eventuel straffesag. Om det tilsvarende spørgsmål i relation
til offerdirektivet henvises til vedlagte notat om tilvalg af offerdirektivet,
side 2 f.
Det er vurderingen, at dansk ret er i overensstemmelse med artikel 24, stk.
6.
3.6. Artikel 25 om beskyttelse af terrorofre
Side 17/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
Det fremgår af artikel 25, at medlemsstaterne sikrer, at der i
overensstemmelse med offerdirektivet kan træffes foranstaltninger til at
beskytte terrorofre og deres familiemedlemmer. Når der tages stilling til, om
og i hvilket omfang de bør nyde godt af beskyttelsesforanstaltninger under
en straffesag, lægges der særlig vægt på risikoen for intimidering og
gengældelse og behovet for at beskytte terrorofres værdighed og fysiske
integritet, herunder under afhøring og ved afgivelse af vidneforklaring.
Artikel 25 må forstås således, at medlemsstaterne i overensstemmelse med
navnlig offerdirektivets kapitel 4 (artikel 18-24) skal træffe foranstaltninger
til at beskytte terrorofre og deres familiemedlemmer. Om offerdirektivets
kapitel 4 og forholdet til dansk ret henvises til vedlagte notat om tilvalg af
offerdirektivet, side 34 ff.
Som det fremgår af vedlagte notat om tilvalg af offerdirektivet, side 44, ses
der ikke i dansk ret at være en konkret lovbestemmelse om, at ofre skal
individuelt vurderes med henblik på at identificere særlige
beskyttelsesbehov (offerdirektivets artikel 22). Som beskrevet ovenfor
under pkt. 3.2-3.5 er der dog i dansk ret en række regler, der forudsætter, at
myndighederne i praksis foretager en vurdering af forurettedes særlige
beskyttelsesbehov i væsentlige spørgsmål, herunder i forbindelse med
beredskabsindsatsen, vejledning, ret til bistandsadvokat, hjælp i
sundhedsvæsenet og retshjælp.
Det er på den baggrund vurderingen, at dansk ret i det væsentlige er i
overensstemmelse med kravene i artikel 25, idet der dog bl.a. ikke er en
konkret lovbestemmelse om, at ofre skal individuelt vurderes med henblik
på at identificere særlige beskyttelsesbehov.
3.7. Artikel 26 om rettigheder for terrorofre med bopæl i en anden
medlemsstat
3.7.1.
Det fremgår af artikel 26, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at
terrorofre, som har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor
terrorhandlingen blev begået, har adgang til oplysninger om deres
rettigheder, de tilgængelige hjælpetjenester og erstatningsordninger i den
medlemsstat, hvor terrorhandlingen blev begået. De berørte medlemsstater
træffer i den forbindelse passende foranstaltninger til at lette samarbejdet
mellem deres kompetente myndigheder eller enheder, der yder
specialisthjælp, for at sikre terrorofre reel adgang til sådanne oplysninger.
Side 18/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
Artikel 26, stk. 1, angår den situation, hvor en person, der har bopæl i en
anden medlemsstat, bliver offer for terror i Danmark. I medfør af
bestemmelsen skal ofret i en sådan situation have adgang til oplysninger om
deres rettigheder, de tilgængelige hjælpetjenester og erstatningsordninger i
Danmark.
Som det er beskrevet under pkt. 3.2, gælder reglerne om vejledning mv. af
forurettede også, såfremt forurettede befinder sig i Danmark, men har bopæl
i en anden medlemsstat. Om rettigheder for ofre med bopæl i en anden
medlemsstat kan endvidere henvises til vedlagte notat om tilvalg af
offerdirektivet, side 31.
Det er vurderingen, at de nævnte regler om vejledning mv. er i
overensstemmelse med kravene i artikel 26, stk. 1.
3.7.2.
Ifølge artikel 26, stk. 2, sikrer medlemsstaterne, at alle terrorofre har
adgang til bistands- og hjælpetjenester som omhandlet i artikel 24, stk. 3,
litra a og b, på området for den medlemsstat, hvor de har deres bopæl, også
selv om terrorhandlingen blev begået i en anden medlemsstat. Det fremgår
af præambelbetragtning 30 bl.a., at terrorofre har adgang til hjælpetjenester
i en lang periode i deres bopælsmedlemsstat, også selv om terrorhandlingen
fandt sted i en anden medlemsstat.
Artikel 26, stk. 2, angår den situation, hvor en person, der har bopæl i
Danmark, bliver offer for en terrorforbrydelse i en anden medlemsstat. I
medfør af bestemmelsen skal ofret i en sådan situation have adgang til
krisestøtte- og psykologisk bistand, f.eks. traumestøtte og -rådgivning, samt
vejledning og oplysning om ethvert retligt, praktisk eller finansielt
anliggende, herunder at lette terrorofres udøvelse af retten til oplysninger
som fastsat i artikel 26, jf. artikel 24, stk. 3, litra a og b.
Adgangen til psykologbehandling efter sundhedslovens § 69 gælder også i
en situation, hvor en person, der har bopæl i Danmark, har været udsat for
en hændelse i udlandet. Der henvises til gennemgangen under pkt. 3.2.
Om vejledning af forurettede i sager, hvor lovovertrædelsen er begået i
udlandet, fremgår det af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om vejledning af
forurettede mv. (version af 26. marts 2024), at retsplejelovens regler om
vejledning, orientering og underretning af forurettede i straffesager ikke kan
antages at finde anvendelse i sager, hvor lovovertrædelsen er begået i
Side 19/20
 REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 227: Opfølgning på beslutningsforslag B 150 om rettigheder for terrorofre, fra justitsministeren
udlandet, når efterforskningen og retsforfølgningen finder sted i det
pågældende land.
Det er bl.a. en konsekvens af det forhold, at politi og anklagemyndighed i
Danmark, når lovovertrædelsen er begået, efterforskes og retsforfølges i
udlandet, ikke er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at yde
den vejledning, der er nævnt i retsplejelovens § 741 e. Af samme årsag har
politi og anklagemyndighed heller ikke mulighed for at foretage
underretning i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 741 f.
Politi og anklagemyndighed skal dog, hvis forurettede eller dennes
bistandsadvokat anmoder om det, søge at tilvejebringe oplysninger om,
hvilken myndighed i udlandet der behandler sagen samt, når det er påkrævet,
udfolde rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om status i
sagen, herunder om tidspunktet for eventuelle retsmøder i udlandet.
Når en forurettet retter henvendelse til politi eller anklagemyndighed
vedrørende en lovovertrædelse, der er begået i udlandet, og der er tale om
en seksualforbrydelse eller en grovere overtrædelse af straffeloven, hvor
vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, skal politi og
anklagemyndighed desuden hjælpe og vejlede forurettede i
overensstemmelse med de retningslinjer, der er beskrevet i meddelelsen.
Det fremgår heraf bl.a., at politiet efter omstændighederne skal videresende
anmeldelser om strafbare forhold begået i et andet EU-land til den relevante
myndighed i det pågældende land. Endvidere skal politiet efter
omstændighederne vejlede om muligheden for at få beskikket en
bistandsadvokat, offererstatningsordningen, offerrådgivningen, hvor
oplysninger om sagens behandling kan fås, og om kontakt til
sundhedsvæsenet.
Det er umiddelbart vurderingen, at de nævnte retningslinjer opfylder
kravene i artikel 26, stk. 2.
3.8. Sammenfatning
Det er samlet set Justitsministeriets vurdering, at dansk ret og
myndighedernes praksis i væsentligt omfang sikrer de rettigheder, som
terrordirektivet indeholder.
Side 20/20