Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del Bilag 651
Offentligt
3070907_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 23. september 2025
Sagsnummer: 2021-1298
MIM 51-25
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering notat om Kommissionens delegerede direktiv om tilpasning til
den videnskabelige og tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU
(RoHS-direktivet) for så vidt angår en undtagelse for anvendelsen af bly i loddemateriale med højt
smeltepunkt (7.a (delegeret retsakt).
Frist for medlemsstaternes indsigelse er den 30. september 2025.
Den delegerede retsakt vurderes generelt ikke at ændre beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den delegerede retsakt, og vil 8 dage
fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Henrik Hedeman Olsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected]
• www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 651: Notat om undtagelse for anvendelsen af bly i loddemateriale med højt smeltepunkt, delegeret retsakt, fra miljøministeren
3070907_0002.png
Den 22. september 2025
J.nr. 2025 - 3533
MIM 51-25
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens delegerede direktiv om tilpasning til den
videnskabelige og tekniske udvikling af bilag III til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU (RoHS-direktivet)
for så vidt angår en undtagelse for anvendelsen af bly i
loddemateriale med højt smeltepunkt (7.a (delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har den 8. september 2025 fremsendt en delegeret retsakt om
ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU af 8.
juni 2011 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og
elektronisk udstyr (RoHS-direktivet) med henblik på tilpasning til den tekniske
udvikling. Med retsakten fornyes eksisterende undtagelse (7.a) for anvendelsen
af bly i loddemateriale med højt smeltepunkt indtil den 30. juni 2027.
Undtagelsen udspecificeres desuden i 7 nye underpunkter (7.a.I til 7.a.VII) med
udløbsdato 31. december 2027. Den delegerede retsakt vurderes generelt ikke at
ændre beskyttelsesniveauet i Danmark. Retsakten vurderes ikke at have
væsentlige samfundsøkonomiske eller erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Regeringen kan støtte undtagelsen, da beskyttelsesniveauet under Forordning
(EF) nr. 1907/2006 (REACH-forordningen) ikke vil være svækket, og det enten
ikke er muligt at substituere, eller alternativers pålidelighed ikke er sikret. Frist
for medlemsstaternes indsigelse er den 30. september 2025. Regeringen kan
støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den delegerede retsakt, og
vil 8 dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
Baggrund
Kommissionen har den 8. september 2025 fremsendt en delegeret retsakt om
tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i
elektrisk og elektronisk udstyr (RoHS-direktivet).
Kommissionen har vedtaget den delegerede retsakt med hjemmel i RoHS-
direktivets artikel 5, stk.1, litra a, som et delegeret direktiv. Artikel 5 indeholder
bestemmelser om tilpasning af direktivets bilag III og IV til den videnskabelige og
tekniske udvikling.
Den delegerede retsakt er udstedt i henhold til TEUF artikel 290 og kan kun træde
i kraft, såfremt Europa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for en
frist på to måneder, i dette tilfælde indtil den 9. november 2025. Fristen for
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 •
EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 651: Notat om undtagelse for anvendelsen af bly i loddemateriale med højt smeltepunkt, delegeret retsakt, fra miljøministeren
indsigelse kan forlænges med to måneder efter anmodning fra enten Europa-
Parlamentet eller Rådet. Europa-Parlamentet træffer beslutning om indsigelse
med absolut flertal. Rådet træffer beslutning om indsigelse med kvalificeret flertal.
Formandskabet har anmodet om eventuelle indsigelser fra medlemsstaterne
senest den 30. september 2025.
Formål og indhold
Med udstedelsen af den delegerede retsakt forlænges den eksisterende undtagelse
for anvendelse af i bly i loddemateriale med højt smeltepunkt, hvor der indenfor
de næste 3 år ikke vurderes at være tilfredsstillende alternativer til bly.
Undtagelsen fornyes i eksisterende form for en kort periode for at give industrien
tid til at konkretisere, hvilke anvendelser, de ønsker fortsat skal undtages under
RoHS, og på den baggrund søge om optag for anvendelsesspecifikke undtagelser.
RoHS-direktivet begrænser anvendelsen af visse stoffer i elektrisk og elektronisk
udstyr gennem stofrestriktioner, der fremgår af direktivets bilag II. Direktivets
bilag III og IV indeholder en optegnelse over specifikke anvendelser af stofferne,
som er undtaget fra stofrestriktionerne i henhold til direktivet. Undtagelser
optages eller fornys på baggrund af aktører og virksomheders anmodning herom.
En anmodning om optagelse eller fornyelse af en undtagelse imødekommes, hvis
det fastslås, at dette ikke svækker den miljø- og sundhedsbeskyttelse, der følger af
forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) samtidig med, at mindst én af følgende
betingelser er opfyldt:
Det er ikke teknisk eller videnskabeligt muligt i praksis at eliminere eller
substituere stoffet i den specifikke anvendelse ved hjælp af ændringer af
udformningen eller materialer og komponenter, der ikke kræver anvendelse af
materialer eller stoffer på listen i bilag II
Alternativernes pålidelighed er ikke sikret;
Den samlede negative miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelsesmæssige
indvirkning som følge af substitutionen er sandsynligvis større end de samlede
miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelsesmæssige fordele herved.
Beslutninger om optagelse eller fornyelse af undtagelser og disses
gyldighedsperioder skal tage hensyn til alternativernes tilgængelighed,
substitutionens socioøkonomiske indvirkning og enhver potentiel indvirkning på
innovationen.
Bly er et giftigt stof, der påvirker udviklingen af nervesystemet, kan give kroniske
nyreskader og påvirke blodtrykket. Der findes ingen nedre grænse for den
koncentration, som skader nyrerne og hjernens udvikling. Ifølge det Europæiske
Fødevareagentur overskrider vores nuværende udsættelse for bly gennem
fødevarer og andre kilder allerede den tolerable mængde, hvorfor alle kilder til
udsættelse for bly bør begrænses.
Direktivets bilag II begrænser anvendelsen af bly i elektrisk og elektronisk udstyr.
Den maksimalt tilladte koncentrationsværdi er herefter 0,1 vægtprocent (%) i det
homogene materiale.
2
MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 651: Notat om undtagelse for anvendelsen af bly i loddemateriale med højt smeltepunkt, delegeret retsakt, fra miljøministeren
Direktivets bilag III undtagelse 7.a undtager anvendelsen af bly i loddemateriale
med højt smeltepunkt (indeholdende 85 vægtprocent bly eller mere).
Undtagelsen blev første gang optaget som undtagelse 7.a i det oprindelige RoHS-
Direktiv, Direktiv 2002/95/EF, og har således været gældende siden 2003. Ved
seneste revision af undtagelsen i 2015 fornyede man undtagelsen ved delegeret
direktiv 2018/742.
Undtagelsen gælder for alle produktkategorier og dermed alle produkter, der
falder ind under RoHS, bortset fra produkter, der er omfattet af undtagelse 24 på
bilag III; bly i loddemateriale til lodning af gennempletterede huller i skiveformede
og »planar array« flerlags keramiske kondensatorer.
Undtagelsen skulle udløbe
den 21. juli 2021 for kategori 1-7 og 10 samt kategori 8 og 9, bortset fra
medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik og industrielle overvågnings- og
reguleringsinstrumenter,
den 21. juli 2023 for kategori 8 medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik og
den 21. juli 2024 for kategori 9 industrielle overvågnings- og
reguleringsinstrumenter og for kategori 11.
I henhold til artikel 5, stk. 5, skal en ansøgning om fornyelse af en undtagelse
indgives senest 18 måneder før undtagelsens udløb.
Den 15. og 16. januar 2020 samt 9. oktober 2020 modtog Kommissionen
ansøgninger om fornyelse af undtagelsen. Den 20. januar 2023 modtog
Kommissionen yderligere to ansøgninger om fornyelse af undtagelsen specifikt for
kategori 9 vedr. industrielle overvågnings- og reguleringsinstrumenter og kategori
11 vedr. andet elektrisk og elektronisk udstyr, der ikke er dækket af kategori 1-10.
I henhold til artikel 5, stk. 5, andet afsnit, i direktiv 2011/65/EU forbliver den
nuværende undtagelse gyldig, indtil der er truffet afgørelse om ansøgningen om
fornyelse.
For at vurdere de modtagne ansøgninger gennemførte Kommissionen et teknisk og
videnskabeligt studie, som blev afsluttet i 2022. Et yderligere studie med fokus på
kategori 9 og 11, som der blev ansøgt om fornyelse af på et senere tidspunkt, blev
gennemført og afsluttet i 2024.
De tekniske og videnskabelige studier fremhævede følgende:
Bly tilvejebringer egenskaber såsom smeltepunkter højere end 260 °C,
termisk og elektrisk ledeevne, formbarhed og øget modstandsdygtighed i
produkter såsom matricefastgørelsesmateriale, internt elektriske
sammenkoblinger, tætningsmateriale, samt i lamper og audiotransducere.
Lodningerne indeholder mellem 85 og 95,5 vægtprocent bly. Det er uvist,
hvor meget bly, der bruges under undtagelsen. Industriens og
konsulenternes estimater rangerer fra 150-9.400 tons og til 20.000 tons
3
MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 651: Notat om undtagelse for anvendelsen af bly i loddemateriale med højt smeltepunkt, delegeret retsakt, fra miljøministeren
årligt globalt. Brug af bly til denne undtagelse antages at være den største
anvendelse af bly omfattet af RoHS.
Industrien er ikke fremkommet med en udtømmende liste over de
specifikke anvendelser, der fortsat har brug for undtagelsen under 2022-
eller 2024-studiet eller eksempler på konkrete anvendelser, hvor blyet kan
substitueres. Det konkluderes, at blyfri løsninger ikke vil være tilgængelige
for alle anvendelser inden for de næste 3 år. De anvendelser og krav til
materialeegenskaber, som industrien har brug for, er for forskelligartede
og arbitrære til at retfærdiggøre en udfasning af undtagelsen baseret på
individuelle løsninger for enkeltstående produkttyper på nuværende
tidspunkt.
Undtagelsen fornyes i eksisterende form for en kort periode for at give
industrien tid til at konkretisere, hvilke anvendelser, de ønsker fortsat skal
undtages under RoHS, og på den baggrund søge om optag for
anvendelsesspecifikke undtagelser.
Undtagelsen fornys desuden i syv nye under-undtagelser for anvendelser,
som allerede nu kan konkretiseres. Disse får en længere gyldighedsperiode
end ovennævnte.
Undtagelserne overlapper ikke med REACH bilag XVII indgang 63, som
begrænser anvendelsen af bly for at minimere børns udsættelse for bly fra artikler,
der sælges til offentligheden, da blyholdige lodninger med højt smeltepunkt
anvendes i indre elektroniske komponenter, som ikke under normale
omstændigheder er tilgængelige for forbrugere.
Kommissionen har vurderet, at undtagelserne kan fornys med de foreslåede
ændringer, da disse ikke svækker den miljø- og sundhedsbeskyttelse, der ydes efter
forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH), og det enten ikke er teknisk eller
videnskabeligt muligt i praksis at eliminere eller substituere anvendelsen af blyet,
eller alternativernes pålidelighed ikke er sikret.
Undtagelse 7.a fornys herefter med uændret anvendelsesområde, dog oprettes 7
nye under-undtagelser for specifikke anvendelser, der hidtil har været dækkes af
7.a;
7.a.I interne forbindelser i EEE
7.a.II integrerede forbindelser til påsætning af chips i EEE-komponenter
7.a.III integrerede forbindelser til andre komponenter end chips, der skal
monteres på underenheder (loddesamlinger på første niveau)
7.a.IV loddesamlinger på andet niveau til fastgørelse af komponenter på trykte
kredsløbskort eller leadframes
7.a.V materialer til hermetisk forsegling
7.a.VI blyholdigt loddemateriale med højt smeltepunkt i visse lamper
7.a.VII lydtransducere
Undtagelse 7.a fornys indtil 30. juni 2027 mens undtagelse 7.a.I til 7.a.VII fornys
indtil 31. december 2027.
Undtagelsen omfatter fortsat ikke anvendelser dækket af undtagelse 24 på bilag
III; Bly i loddemateriale til lodning af gennempletterede huller i skiveformede og
4
MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 651: Notat om undtagelse for anvendelsen af bly i loddemateriale med højt smeltepunkt, delegeret retsakt, fra miljøministeren
»planar array« flerlags keramiske kondensatorer. Denne undtagelse er fortsat
gyldig jf. direktivets artikel 5, stk. 5, andet afsnit, da der er søgt om fornyelse heraf.
Kommissionen vurderer ikke, at inddelingen af undtagelsen i alt otte undtagelser
pålægger industrien en uproportionel administrativ byrde, dels fordi industrien
har haft passende tid til at bidrage til og tilpasse sig til udviklingen af under-
undtagelser, dels fordi nugældende anvendelsesområde ikke indskrænkes som
følge af inddelingen, da alle underundtagelserne anvendelsesområder dækkes af
anvendelsesområdet for nugældende 7.a.
Kommissionen vurderer, at de foreslåede gyldighedsperioder ikke har indvirkning
på innovationen.
Kommissionen har hørt ekspertgruppen for delegerede retsakter under RoHS den
11. oktober 2021, den 18. september 2024 og den 30. april 2025.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt den delegerede retsakt og kan gøre indsigelse
mod den indtil den 9. november 2025, hvorefter denne frist kan forlænges med
yderligere to måneder. Regeringen er ikke bekendt med, at Europa-Parlamentet
har udtalt sig om sagen på nuværende tidspunkt.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det
er derfor regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i
overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
RoHS-direktivet og alle senere ændring hertil er implementeret i dansk ret ved
bekendtgørelse om begrænsning af anvendelse af visse farlige stoffer i elektrisk og
elektronisk udstyr i EU (RoHS-bekendtgørelsen).
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af forslaget vil medføre behov for tilpasning af dansk lovgivning,
således, at der udstedes en ny RoHS-bekendtgørelse med de ændringer, der følger
af det delegerede direktiv senest seks måneder, efter det træder i kraft.
Økonomiske konsekvenser
Statsfinansielle konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser
for det offentlige eller konsekvenser for EU’s budget.
Samfundsøkonomiske konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Forslaget skønnes heller ikke at medføre nævneværdige erhvervsøkonomiske
konsekvenser.
5
MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 651: Notat om undtagelse for anvendelsen af bly i loddemateriale med højt smeltepunkt, delegeret retsakt, fra miljøministeren
3070907_0007.png
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark
og EU.
Høring
Forslaget har været i skriftlig høring i EU-Miljøspecialudvalget, hvorfra der er
indkommet to høringssvar.
Branchehuset velkommer de tre rammenotater, men udtrykker ærgrelse over
processen med forlængelse af undtagelser til RoHS, herunder at der ikke sikres
kontinuerlig behandling af ansøgningerne om undtagelser.
Dansk Industri støtter, at regeringen ikke gør indsigelse mod udstedelsen af
retsakterne, men bemærker, at forlængelsen af undtagelserne kommer i sidste
øjeblik, og at processen med behandling af undtagelser giver anledning til
bekymringer for berørte virksomheder.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Medlemsstaternes eksperter har kritiseret ansøgers indsats i forhold til
substitution, og den deraf følgende mangelfulde data frembragt under den
tekniske og videnskabelige vurdering af ansøgningen. Kommissionen konkluderer,
at betingelserne i art. 5, stk. 1, litra a er opfyldt på det foreliggende grundlag, men
indikerer over for industrien, at der fremadrettet bør søges for specifikke
anvendelser med et bedre oplyst grundlag. Dét gøres ved på forskellig vis at ændre
undtagelserne, så de bliver så anvendelsesspecifikke som muligt og har korte
gyldighedsperioder, særligt hvor gældende undtagelser fornys i uændret form.
På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag forventes der at være et
kvalificeret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den
delegerede forordning, da det findes godtgjort, at undtagelserne opfylder
betingelserne i RoHS, og at undtagelserne er givet til meget specifikke
anvendelser, og med forholdsvis hårde tidsbegrænsninger og vil 8 dage fra
oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
6