Kære Miljøminister Magnus Heunicke,
Vedr.: Åbent samråd om havmiljøets kemiske tilstand den 5. september 2025
Tak for at du på mødet anerkendte, at Danmark – et land med over 400 øer og en lang historie som
søfarts- og fiskerination – ikke har beskyttet havmiljøet godt nok. Det er en vigtig indrømmelse.
Men det er desværre ikke nok.
Under samrådet fremhævede du især kobber og zink. Som læge og kræftforsker finder jeg det
bekymrende, at du ikke i stedet satte fokus på de tungmetaller, som udgør den største
sundhedstrussel: kviksølv, arsen og bly. Kobber og zink er nødvendige sporstoffer i
menneskekroppen – men kviksølv, bly og arsen er veldokumenterede giftstoffer,
kræftfremkaldende og skadelige selv i meget små mængder.
Jeg vil minde om, at Sverige har en nulgrænse for kviksølv. I Danmark derimod accepterer vi fortsat
grænseværdier, som forskningen allerede har påvist er sundhedsskadelige. Statens Institut for
Folkesundhed på Syddansk Universitet har dokumenteret, at selv minimale mængder arsen –
under de danske grænseværdier – kan føre til alvorlige misdannelser hos nyfødte. Uorganisk arsen
er kræftfremkaldende. Kviksølv er neurotoksisk og blev internationalt anerkendt som sådan
allerede i 1950’erne efter katastrofen i Minamata. Danske undersøgelser på Færøerne har desuden
vist tydelige sammenhænge mellem kviksølveksponering og varige skader på børns sprog,
opmærksomhed og hukommelse.
Vi står i en situation, hvor fertiliteten falder, mens forekomsten af autisme og ADHD stiger. At se
bort fra tungmetallernes mulige rolle i denne udvikling er uansvarligt.
Derfor er det helt uacceptabelt, at staten nu fremmer projekter som ”Nordkystens Fremtid”, hvor
massiv sandsugning og kystfodring planlægges – uden overhovedet at have målt for miljøfarlige
stoffer i Hesseløbugten, hvor sandet skal hentes. Vi ved, at bundsedimenter rummer ophobede
tungmetaller. Hvordan kan ministeriet forsvare at igangsætte et projekt, der med stor
sandsynlighed vil sprede giftstoffer i havmiljøet – stik imod både sundhedsforskning og
arbejdsmiljølovgivning?
Hvis regeringen virkelig vil beskytte havet og folkesundheden, må næste skridt være klart:
Danmark bør indføre en nulgrænse for tungmetaller i havmiljøet – præcis som vores nabolande
allerede har gjort. Alt andet er at gamble med både miljøet og kommende generationers sundhed.
Med venlig hilsen
Carl-Jørgen Arum MD Phd
OFFENTLIG