NOTAT
Anbefalinger fra Minitrepart for målrettet styrket beskyttelse
af husdyr fra ulveangreb og for enkel forvaltning
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus annoncerede den 28. april 2025, i
forbindelse med Ulvehandlingsplanen, at der nedsættes en minitrepart for
målrettet styrket beskyttelse af husdyr fra ulveangreb og for enkel forvaltning.
Minitreparten skal ultimo juni 2025 fremsætte anbefalinger til ministeren.
Jævnfør
Kommissorium for minitrepart for målrettet styrket beskyttelse af
husdyr fra ulveangreb og for enkel forvaltning,
skal minitreparten komme med
anbefalinger til en konkret forvaltningsmæssig praksis og tilskudsmodel for
ulvesikrede hegn, der er håndterbar for husdyrholdere, administrativt enkel, og
som samtidig giver en tilfredsstillende sikkerhed for, at hegnene er i stand til at
afværge angreb fra ulve.
Anbefalingerne er bygget op som et produktkatalog med udgangspunkt i de i
kommissoriet angivne hensyn, som skal inddrages i arbejdet med de konkrete
anbefalinger. Vi anser følgende for tværgående hensyn: det at sikre, at ulv ikke kan
passere hegnet (pkt. 4 i kommissoriet), at skabe klare retningslinjer for
husdyravlere (og myndigheder), så det er nemt og enkelt (pkt. 3 i kommissoriet) og
at de konkrete forslag skal være i overensstemmelse med EU- og national
lovgivning (pkt. 7 i kommissoriet).
Nærværende produktkatalog er udarbejdet med inddragelse af minitrepartens
medlemmer og deres indspil. Med tanke på minitrepartens relativt korte tidsfrist
må det forventes, at nogle af parternes indspil kan udbygges og medtages som
overvejelser i det fremtidige arbejde med forvaltning af ulv i Danmark efter
minitrepartens afslutning ultimo juni 2025. På den baggrund afsluttes
nærværende dokument med et afsnit indeholdende yderligere indspil fra
minitrepartens deltagere til brug for det fremtidige politisk arbejde.
Forslagene, som er fremkommet pba. arbejdet i minitreparten, bygger videre på
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs (herefter SGAV) gældende
ordning for tilskud til ulvesikring af hegn, herunder at hegnsordningen gælder
husdyrholdere i Jylland. Kriterierne for hegn mv. er udviklet mhp.
tilskudsordningen og er ikke nødvendigvis identisk med de kriterier, som
anvendes ifm. vurdering af problemulv.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
•
Nyropsgade 30
•
1780 København V
•
Tlf. 33 95 80 00
• CVR 20814616 • EAN 5798000877955 •
• www.sgav.dk