Cirkulær økonomi
J.nr. 2025-963
Ref. ELIUU
Den 8. maj 2025
Baggrund
Lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler
regulerer bilskrotordningen, hvorefter alle ejere af en person- eller varebil skal betale et årligt
miljøbidrag via deres lovpligtige ansvarsforsikring. Miljøbidraget finansierer en
skrotningsgodtgørelse, som udbetales til bilejerne, når deres udtjente køretøj er afmeldt i
Motorregistret og afleveres til en registreret autoophugger. Miljøbidraget udgør i dag 84 kr.
og skrotningsgodtgørelsen 2.200 kr.
Miljøbidraget og skrotningsgodtgørelsen er siden oprettelsen af bilskrotordningen i 2000
blevet ændret ad flere omgange. Ændringerne skyldes, at svingende konjunkturer har gjort det
svært at forudsige, hvor mange udtjente køretøjer der faktisk vil blive indleveret til
autoophugning, og derfor hvor mange skrotningsgodtgørelser der vil blive udbetalt.
Antallet af udbetalte skrotningsgodtgørelser har siden 2020 været faldende, hvilket har
medført, at ordningen i slutningen af 2023 havde et akkumuleret overskud på ca. 400 mio. kr.
Det er derfor nødvendigt igen at justere miljøbidraget og skrotningsgodtgørelsen, så
bilskrotordningens økonomiske ubalance søges udlignet.
Lovforslagets formål og indhold
Med lovforslaget foreslås at sænke miljøbidraget fra 84 kr. til 64 kr. Nedsættelsen skal
bidrage til, at ordningens økonomiske ubalance søges udlignet. Samtidig skal overskuddet
nedbringes hen mod, at ordningen forventes afløst af EU’s forordning vedr. krav om
cirkularitet i design af køretøjer og om håndtering af udrangerede køretøjer (ELV-
forordningen), som EU-Kommissionen fremsatte forslag til i juli 2023. Forordningen
forventes at indføre et omfattende udvidet producentansvar for køretøjer, hvorefter
producenter af køretøjer gøres yderligere ansvarlige for at finansiere og foranstalte indsamling
og håndtering af udtjente køretøjer.
Som et yderligere bidrag til at sikre den nødvendige økonomiske balance inden for
bilskrotordningen forventer miljøministeren at ændre bekendtgørelse nr. 1654 af 29.
december 2022 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer, opkrævning af
miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse (bilskrotbekendtgørelsen), således at
skrotningsgodtgørelsen forhøjes fra 2.200 kr. til 2.770 kr.
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
CVR 12854358
•
EAN 5798000862005
•
•
www.mim.dk