Jesper Lohse
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 3106
Doknr.
15030221
Dato
30-06-2025
Kære Jesper Lohse
Tak for din henvendelse af 20. maj 2025. Din henvendelse vedrører brugen af
krisecentererklæringer i familieretlige sager.
Med henvisning til bl.a. TV 2’s dokumentar ”Spillet om børnene” sendt den 14.
maj 2025 og det åbne samråd om Familieretshusets praksisundersøgelse af af-
slag på kontaktbevarende samvær den 15. maj 2025 skriver du, at brugen af
krisecentererklæringer sker uden tilstrækkelig sagsoplysning, dokumentation el-
ler individuel vurdering, og at sagsbehandlingen sker i strid med gældende lov-
givning.
Jeg kan indledningsvist oplyse, at det klare udgangspunkt i forældreansvarslo-
ven er, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet
har samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Hvis forbindelsen
er afbrudt uden grund, bør det derfor sikres, at den hurtigst muligt genoprettes,
så barnet igen får kontakt med samværsforælderen for eksempel ved en afgø-
relse om kontaktbevarende samvær. Der fastsættes dog ikke kontaktbevarende
samvær, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt samværet er bedst for barnet.
Hvis et barn opholder sig på et krisecenter med den ene forælder, og det godt-
gøres, at opholdet skyldes vold fra den anden forælder, skal der af hensyn til
barnets bedste efter anmodning fra den forælder, som barnet opholder sig hos,
træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær eller anden kon-
takt med den anden forælder. Dette gælder dog ikke, hvis det anses for bedst
for barnet at have kontakt med den anden forælder.
Af bemærkningerne til reglen om samvær ved ophold på krisecenter fremgår, at
myndighederne, dvs. Familieretshuset og familieretten, ved modtagelse af en
krisecentererklæring i en sådan sag nøje skal påse, at erklæringen indeholder
den fornødne godtgørelse af, at forælderens og barnets ophold skyldes vold fra
den anden forælder, og af barnets perspektiv. Er dette ikke tilfældet, finder be-
stemmelsen kun anvendelse, hvis disse forhold kan godtgøres på anden vis - fx
ved politianmeldelse, skadestuerapport, andre sagkyndige udtalelser m.v.
Når en forælder fremlægger en krisecentererklæring i forbindelse med en sag i
Familieretshuset, sendes erklæringen i partshøring hos den anden forælder.
Dette følger af de almindelige regler om partshøring i forvaltningsloven og skal
sikre, at den anden forælder får mulighed for at kommentere på oplysningerne
heri.
1