KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

Kulturudvalget 2024-25
KUU Alm.del Bilag 186
Offentligt

DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

8. maj 2025

»Traktatbrud – artikel 258 TEUF – direktiv (EU) 2019/790 – det digitale indre

marked – ophavsret og beslægtede rettigheder – delvis gennemførelse – artikel

260, stk. 3, TEUF – økonomiske sanktioner – påstand om betaling af et fast beløb

og en tvangsbøde – delvis hævelse af sagen«

I sag C-214/23,

angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF og artikel 260,

stk. 3, TEUF, anlagt den 31. marts 2023,

Europa-Kommissionen

ved J. Samnadda og C. Vang, som befuldmægtigede,

sagsøger,

mod

Kongeriget Danmark

ved D. Elkan, J. Kronborg og C. Maertens, som

befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, formanden for Fjerde Afdeling, I.

Jarukaitis, og dommer Z. Csehi (refererende dommer),

generaladvokat: A. Rantos,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

* Processprog: dansk.

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal

pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt følgende påstande:

–

Det fastslås, at Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det

digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF

(EUT 2019, L 130, s. 92) ved ikke senest den 7. juni 2021 at havde vedtaget

alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at

efterkomme direktivet, eller, under alle omstændigheder, ved ikke at have

underrettet Kommissionen om disse love og administrative bestemmelser.

Kongeriget Danmark tilpligtes at betale Kommissionen et fast beløb på

3 640 EUR pr. dag fra dagen efter fristen for gennemførelsen af direktivet,

dvs. den 8. juni 2021, og indtil den dag, hvor traktatbruddet bringes til

ophør, eller, i tilfælde af at det ikke er bragt til ophør, datoen for afsigelsen

af Domstolens dom, dog minimum 1 456 000 EUR.

Såfremt det i første led omhandlede traktatbrud fortsætter efter afsigelsen af

dom i nærværende sag, tilpligtes Kongeriget Danmark at betale

Kommissionen en tvangsbøde på 21 840 EUR for hver dags forsinkelse

regnet fra datoen for afsigelsen af dommen og indtil den dato, hvor

Kongeriget Danmark opfylder sine forpligtelser i henhold til direktivet.

Kongeriget Danmark tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Retsforskrifter

Direktiv 2019/790

–

I tredje til femte betragtning til direktiv 2019/790 er følgende anført:

»(3) Den hurtige teknologiske udvikling fortsætter med at ændre den måde,

hvorpå værker og andre frembringelser skabes, produceres, distribueres og

udnyttes. Der dukker hele tiden nye forretningsmodeller og nye aktører

op. Den relevante lovgivning skal være fremtidssikret for ikke at begrænse

den teknologiske udvikling. De mål og principper, der er fastlagt i [Den

Europæiske Unions] ophavsretlige rammer, er fortsat velfunderede. Der er

imidlertid fortsat retsusikkerhed for både rettighedshavere og brugere med

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

hensyn til visse anvendelser af værker og andre frembringelser i det digitale

miljø, herunder grænseoverskridende anvendelser. Som angivet i

Kommissionens meddelelse af 9. december 2015 med titlen »På vej mod en

tidssvarende, mere europæisk ramme for ophavsret«, er det på nogle

områder nødvendigt at tilpasse og supplere den eksisterende EU-ramme for

ophavsret og samtidig opretholde et højt beskyttelsesniveau for ophavsret og

beslægtede rettigheder. I dette direktiv fastsættes der regler for tilpasningen

af visse undtagelser og indskrænkninger til ophavsret og beslægtede

rettigheder til digitale og grænseoverskridende miljøer samt foranstaltninger

til at lette visse licenspraksisser, navnlig, men ikke kun, hvad angår

udbredelsen af værker og andre frembringelser, der ikke længere forhandles,

og tilgængeligheden af audiovisuelle værker online på video on demand-

platforme med henblik på at sikre bredere adgang til indhold. Det indeholder

også regler, der skal lette anvendelsen af indhold i det offentlige domæne.

For at skabe en velfungerende og retfærdig markedsplads for ophavsret bør

der også være regler om rettigheder i publikationer, om udbydere af

onlinetjenesters anvendelse af værker eller andre frembringelser, når disse

udbydere lagrer og giver adgang til indhold uploadet af brugerne, om

gennemsigtigheden i ophavsmænds og udøvende kunstneres aftaler og om

ophavsmænds og udøvende kunstneres vederlag samt en mekanisme for

tilbagekaldelse af rettigheder, som ophavsmænd og udøvende kunstnere har

overdraget på et eksklusivt grundlag.

(4)

Dette direktiv bygger på og supplerer reglerne i de gældende direktiver på

dette område, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/9/EF [af

11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (EFT 1996, L 77, s. 20)],

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv] 2000/31/EF [af 8. juni 2000 om

visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked (EFT 2000, L 178, s. 1)], [Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv] 2001/29/EF [af 22. maj 2001 om harmonisering af visse

aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

(EFT 2001, L 167, s. 10)], [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv]

2006/115/EF [af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder

samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med

intellektuel ejendomsret (EUT 2006, L 376, s. 28)], [Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv] 2009/24/EF [af 23. april 2009 om retlig beskyttelse af edb-

programmer (EUT 2009, L 111, s. 16)], [Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv] 2012/28/EU [af 25. oktober 2012 om visse tilladte anvendelser af

forældreløse værker (EUT 2012, L 299, s. 5)] og [Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv] 2014/26/EU [af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning

af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for

rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre

marked (EUT 2014, L 84, s. 72)].

Inden for områderne forskning, innovation, uddannelse og bevarelse af

kulturarven giver digitale teknologier mulighed for nye former for

anvendelse, der ikke klart er omfattet af de eksisterende EU-regler om

(5)

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

undtagelser og indskrænkninger. Derudover kan den frivillige karakter af de

undtagelser og indskrænkninger, som er fastlagt i direktiv 96/9/EF,

2001/29/EF og 2009/24/EF på disse områder, have en negativ indvirkning

på det indre markeds funktion. [...] Der bør indføres obligatoriske

undtagelser eller indskrænkninger for anvendelse af teknologier til tekst- og

datamining, illustration i forbindelse med undervisning i det digitale miljø

og for bevarelse af kulturarven. De eksisterende undtagelser og

indskrænkninger i EU-retten bør fortsat gælde, herunder inden for tekst- og

datamining, uddannelse og aktiviteter inden for bevarelse, så længe de ikke

begrænser anvendelsesområdet for de obligatoriske undtagelser eller

indskrænkninger, som er fastsat i dette direktiv, og som skal gennemføres af

medlemsstaterne i deres nationale ret. Direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF bør

derfor ændres.«

Artikel 1 i direktiv 2019/790 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde«

fastsætter følgende i stk. 1:

»Dette direktiv indeholder regler, der har til formål yderligere at harmonisere EU-

retten om ophavsret og beslægtede rettigheder inden for rammerne af det indre

marked, under særlig hensyntagen til digitale og grænseoverskridende anvendelser

af beskyttet indhold. Det indeholder også regler om undtagelser fra og

indskrænkninger af ophavsret og beslægtede rettigheder, fremme af licenser samt

regler, der har til formål at sikre en velfungerende markedsplads for udnyttelsen af

værker og andre frembringelser.«

Dette direktivs afsnit IV med overskriften »Foranstaltninger til at skabe en

velfungerende markedsplads for ophavsret« indeholder artikel 15-23. Artikel 15

med overskriften »Beskyttelse af pressepublikationer med henblik på

onlineanvendelse« bestemmer følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne sørger for, at udgiverne af publikationer, der er etableret i en

medlemsstat, indrømmes de i artikel 2 og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/29/EF

fastsatte rettigheder med hensyn til udbydere af informationssamfundstjenesters

onlineanvendelse af deres pressepublikationer.

[...]«

Direktivets

artikel

med

overskriften

»Udbydere

onlineindholdsdelingstjenesters anvendelse af beskyttet indhold« fastsætter

følgende i stk. 1 og 10:

»1. Medlemsstaterne fastsætter, at en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester

foretager en overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden

med henblik på dette direktiv, når den pågældende giver offentlig adgang til

ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, der

uploades af brugerne.

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

En udbyder af onlineindholdsdelingstjenester skal derfor indhente tilladelse fra

[...] rettighedshaver[ne], f.eks. ved at indgå en licensaftale, med henblik på at

overføre værker eller andre frembringelser til almenheden eller stille dem til

rådighed for almenheden.

[...]

10. Fra den 6. juni 2019 arrangerer Kommissionen i samarbejde med

medlemsstaterne interessentdialoger for at drøfte bedste praksis for samarbejdet

mellem udbydere af onlineindholdsdelingstjenester og rettighedshavere.

Kommissionen

udarbejder

samråd

med

udbydere

onlineindholdsdelingstjenester, rettighedshavere, brugerorganisationer og andre

relevante interessenter og under hensyntagen til resultaterne af

interessentdialogerne vejledning om anvendelsen af denne artikel, navnlig for så

vidt angår det samarbejde, der er omhandlet i stk. 4. Når der drøftes bedste

praksis, tages der bl.a. hensyn til behovet for at sikre balance mellem

grundlæggende rettigheder og til anvendelsen af undtagelser og indskrænkninger.

I forbindelse med denne interessentdialog skal brugerorganisationer have adgang

til tilstrækkelige oplysninger fra udbydere af onlineindholdsdelingstjenester om

deres praksis hvad angår stk. 4.«

Artikel 29 i direktiv 2019/790 har følgende ordlyd:

»1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 7. juni 2021 de love og

administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette

direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De

nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale

retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.«

2023-meddelelsen

Kommissionens meddelelse 2023/C 2/01 med overskriften »Økonomiske

sanktioner som led i traktatbrudsprocedurer« (EUT 2023, C 2, s. 1, herefter

»2023-meddelelsen«) bestemmer i punkt 2 med overskriften »Almindelige

principper«, at de økonomiske sanktioner skal fastlægges på basis af følgende tre

grundlæggende kriterier:

– tilsidesættelsens grovhed

– dens varighed og

– nødvendigheden af at sikre, at den økonomiske sanktion i sig selv forebygger

yderligere tilsidesættelser.

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

Denne meddelelse fastsætter i punkt 3 og 4 reglerne om henholdsvis

»tvangsbøder« og »det faste beløb«.

Meddelelsens punkt 3.2 vedrørende anvendelsen af koefficienten for

tilsidesættelsens grovhed i forbindelse med beregningen af daglige tvangsbøder er

affattet som følger:

»En

tilsidesættelse

vedrørende

[...]

manglende

meddelelse

gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv, der er vedtaget efter en

lovgivningsprocedure, anses altid for at være grov. For at tilpasse sanktionens

størrelse til sagens konkrete omstændigheder fastsætter Kommissionen

koefficienten for tilsidesættelsens grovhed på grundlag af to parametre:

betydningen af de EU-regler, der er tilsidesat eller ikke gennemført, og

konsekvenserne af denne tilsidesættelse for generelle og individuelle interesser.

På baggrund af nedenstående betragtninger bestemmes tilsidesættelsens grovhed

ved en af Kommissionen fastsat koefficient på mellem mindst 1 og højst 20.«

Samme meddelelses punkt 3.2.2 med overskriften »Manglende meddelelse af

gennemførelsesforanstaltninger (artikel 260, stk. 3, TEUF)« har følgende ordlyd:

»For søgsmål anlagt i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF anvender

Kommissionen konsekvent en koefficient for tilsidesættelsens grovhed på 10 i

tilfælde, hvor en medlemsstat overhovedet ikke meddeler nogen

gennemførelsesforanstaltninger. I en Union, der er baseret på respekt for

retsstatsprincippet, skal alle lovgivningsdirektiver betragtes som lige vigtige og

skal gennemføres fuldt ud af medlemsstaterne inden for de frister, EU-lovgiver

har fastsat.

I tilfælde af delvis manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger skal

betydningen af den manglende gennemførelse tages i betragtning ved

fastsættelsen af koefficienten for tilsidesættelsens grovhed, som i så tilfælde er

lavere end 10. Desuden kan der tages hensyn til tilsidesættelsens virkninger for

generelle og individuelle interesser (jf. betragtningerne i punkt 3.2.1.2 ovenfor).«

2023-meddelelsens punkt 3.4 med overskriften »Medlemsstatens betalingsevne«

fastsætter følgende:

»[...]

Det sanktionsniveau, der kræves for, at bøden får en afskrækkende virkning, vil

variere afhængigt af medlemsstaternes betalingsevne. Denne afskrækkende

virkning afspejles i n-faktoren. Det defineres som et vægtet geometrisk

gennemsnit af den pågældende medlemsstats bruttonationalprodukt (BNP)

sammenlignet med gennemsnittet af medlemsstaternes BNP, med en vægt på to,

og af befolkningen i den pågældende medlemsstat set i forhold til gennemsnittet af

medlemsstaternes befolkninger, med en vægt på én. Dette repræsenterer den

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

pågældende medlemsstats betalingsevne set i forhold til de øvrige medlemsstaters

betalingsevne:

[...]

N-faktorerne for hver medlemsstat er fastsat i punkt 3 i bilaget I.«

Meddelelsens punkt 4.1 med overskriften »Faste minimumsbeløb« er affattet

således:

»Når Kommissionen indbringer en sag for Domstolen efter EF-traktatens artikel

260, foreslår den mindst et fast minimumsbeløb, der fastsættes for hver

medlemsstat ved hjælp af ovennævnte n-faktor, uanset resultatet af den beregning,

der er omhandlet i punkt 4.2.

[...]

Minimumsbeløbet for hver medlemsstat er fastsat i punkt 5 i bilaget I.«

Meddelelsens punkt 4.2. med overskriften »Beregning af det faste beløb«

bestemmer følgende:

»Det faste beløb beregnes på en måde, der stort set svarer til metoden til

beregning af tvangsbøden, dvs.:

– multiplikation af en grundsats med en koefficient, der afspejler tilsidesættelsens

grovhed,

– multiplikation af resultatet med n-faktoren,

– multiplikation af resultatet med det antal dage, tilsidesættelsen varer ved [...]

[...]«

2023-meddelelsens punkt 4.2.1 med overskriften

tilsidesættelsen varer ved« fastsætter følgende:

»Antal

dage,

hvor

»For at beregne det faste beløb skal det daglige beløb ganges med det antal dage,

tilsidesættelsen varer ved. Sidstnævnte defineres således:

[...]

– [F]or så vidt angår søgsmål anlagt i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF er

dette antallet af dage mellem dagen efter udløbet af fristen for gennemførelse i

det relevante direktiv og den dato, hvor traktatbruddet bringes til ophør, eller i

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

tilfælde af, at det ikke er bragt til ophør, datoen for afsigelsen af dommen i

henhold til artikel 260 TEUF.

[...]«

Meddelelsens punkt 4.2.2 er affattet således:

»Ved beregningen af det faste beløb anvender Kommissionen den samme

koefficient for tilsidesættelsens grovhed og den samme faste n-faktor som ved

beregningen af tvangsbøden [...]

[...]

Grundsatsen for det faste beløb er angivet i punkt 2 i bilaget I.

[...]«

Bilag I til meddelelsen, der har overskriften »Oplysninger, der anvendes til at

fastsætte de finansielle sanktioner, der foreslås Domstolen«, fastsætter i punkt 2,

at grundsatsen for det faste beløb, der er omhandlet i meddelelsens punkt 4.2.2,

fastsættes til 1 000 EUR pr. dag, og i punkt 3, at »n«-faktoren for Kongeriget

Danmark er 0,52. Det fremgår af punkt 5 i bilag I, at det faste minimumsbeløb for

Kongeriget Danmark er 1 456 000 EUR.

II.

Den administrative procedure og sagen for Domstolen

Den 24. juni 2021 underrettede Kongeriget Danmark Kommissionen om

gennemførelsen af artikel 15 og 17 i direktiv 2019/790 ved lov nr. 1121 af 4. juni

2021.

Da Kommissionen ikke modtog andre oplysninger fra Kongeriget Danmark om

vedtagelse og offentliggørelse af de love og administrative bestemmelser, der var

nødvendige for at overholde de øvrige artikler i direktiv 2019/790, sendte den en

åbningsskrivelse til medlemsstaten den 23. juli 2021.

Som svar herpå anerkendte Kongeriget Danmark ved skrivelse af 24. september

2021, at alene direktivets artikel 15 og 17 var blevet gennemført i national ret, og

anførte, at forsinkelsen med gennemførelsen af de øvrige bestemmelser i

direktivet skyldtes en ekstraordinært stor arbejdsbyrde på grund af håndteringen af

den globale covid-19-pandemi. Kongeriget Danmark oplyste, at et forslag til

gennemførelseslov skulle i offentlig høring senest i juni 2022 og derefter

fremsættes i Folketinget i oktober 2022. Ifølge den danske regering skulle

bestemmelserne i direktiv 2019/790 efter planen være fuldstændig gennemført i

dansk ret den 1. januar 2023.

Da Kommissionen ikke modtog yderligere meddelelser vedrørende

gennemførelsen af direktiv 2019/790, sendte den den 19. maj 2022 en begrundet

udtalelse til Kongeriget Danmark, hvori den opfordrede medlemsstaten til at

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen inden for en

frist på to måneder fra modtagelsen heraf.

Kongeriget Danmark besvarede den begrundede udtalelse ved skrivelse af 30. juni

2022, hvori det gentog de argumenter, som det havde fremført i sit svar af 24.

september 2021, og fremlagde en ny tidsplan for vedtagelse af forslaget til

gennemførelseslov, ifølge hvilken gennemførelsen forventedes afsluttet den 1. juli

2023.

Da de nødvendige foranstaltninger til fuldstændig gennemførelse af direktiv

2019/790 endnu ikke var blevet vedtaget eller meddelt Kommissionen mere end

20 måneder efter udløbet af gennemførelsesfristen, underrettede Kommissionen

den 15. februar 2023 Kongeriget Danmark om, at den agtede at anlægge sag ved

Domstolen med påstand om, at det blev fastslået, at Kongeriget Danmark havde

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 29 i direktiv 2019/790, og om, at

det blev tilpligtet at betale et fast beløb og en tvangsbøde i henhold til artikel 260,

stk. 3, TEUF.

Den 16. marts 2023 meddelte Kongeriget Danmark Kommissionen, at et

lovforslag, der ville sikre fuldstændig gennemførelse af direktivet, havde været i

offentlig høring den 10. marts 2023 og skulle fremsættes i Folketinget i maj 2023

med henblik på vedtagelse i juni 2023, således at lovens ikrafttrædelse kunne

fastsættes til den 1. juli 2023.

Kommissionen fandt, at medlemsstaten stadig ikke havde opfyldt sine

forpligtelser, og den anlagde derfor den 31. marts 2023 denne sag.

Lov nr. 680 af 6. juni 2023, der sikrer fuldstændig gennemførelse af direktiv

2019/790, trådte i kraft den 7. juni 2023 og blev meddelt Kommissionen samme

dag. Kommissionen har derfor i replikken for det første frafaldet sin påstand om

betaling af en tvangsbøde og for det andet tilpasset sin påstand om, at denne

medlemsstat tilpligtes at betale et fast beløb, til et beløb på 2 653 560 EUR.

Den 24. august 2023 blev retsforhandlingernes skriftlige del i nærværende sag

afsluttet.

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 9. februar 2024 blev

retsforhandlingerne udsat indtil afsigelsen af dommen i sag C-147/23. Efter

afsigelsen af dom af 25. april 2024, Kommissionen mod Polen

(Whistleblowerdirektivet) (C-147/23, EU:C:2024:346), har Domstolens præsident

samme dag truffet afgørelse om genoptagelse af sagens behandling.

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

III.

Om søgsmålet

Traktatbruddet i henhold til artikel 258 TEUF

Parternes argumenter

Kommissionen har anført, at Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 29 i direktiv 2019/790, idet denne medlemsstat ved udløbet af

den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse, ikke havde vedtaget alle de

bestemmelser, der var nødvendige for at efterkomme dette direktiv, og ikke havde

meddelt Kommissionen disse bestemmelser.

Kongeriget Danmark har ikke bestridt, at alene artikel 15 og 17 i direktiv

2019/790 er blevet gennemført inden for den fastsatte frist.

Domstolens bemærkninger

Det følger af fast retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et

traktatbrud, skal vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var

ved udløbet af fristen i Kommissionens begrundede udtalelse, og at ændringer af

forholdene i tiden derefter ikke kan tages i betragtning af Domstolen (dom af

25.4.2024, Kommissionen mod Polen (Whistleblowerdirektivet), C-147/23,

EU:C:2024:346, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

I det foreliggende tilfælde sendte Kommissionen den 19. maj 2022 en begrundet

udtalelse til Kongeriget Danmark, hvori den opfordrede det til at opfylde de

forpligtelser, der var omhandlet i denne udtalelse, inden for en frist på to måneder

fra modtagelsen af udtalelsen.

Som det fremgår af sagsakterne for Domstolen, havde Kongeriget Danmark ved

udløbet af denne frist ikke vedtaget samtlige foranstaltninger til gennemførelse af

direktiv 2019/790 og følgelig heller ikke meddelt Kommissionen sådanne

foranstaltninger.

Det følger heraf, at Kongeriget Danmark ved udløbet af denne frist kun havde

foretaget en delvis gennemførelse af direktiv 2019/790, idet det nemlig kun havde

gennemført direktivets artikel 15 og 17, og Kongeriget Danmark har derfor

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 29.

Påstanden om pålæggelse af betaling af et fast beløb nedlagt i henhold

til artikel 260, stk. 3, TEUF

Parternes argumenter

Kommissionen har på grundlag af artikel 260, stk. 3, TEUF nedlagt påstand om, at

Kongeriget Danmark tilpligtes at betale et fast beløb. Efter dens opfattelse

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

omfatter artikel 260, stk. 3, TEUF også delvis manglende meddelelse af

foranstaltninger til gennemførelse af et direktiv som i den foreliggende sag.

Kommissionen har anført, at de økonomiske sanktioner, der pålægges i medfør af

artikel 260 TEUF, i overensstemmelse med 2023-meddelelsens punkt 2 skal være

baseret på tilsidesættelsens grovhed, dens varighed og nødvendigheden af at sikre,

at den økonomiske sanktion forebygger yderligere tilsidesættelser.

Hvad for det første angår traktatbruddets grovhed har Kommissionen anført, at

den koefficient for grovhed, der finder anvendelse i henhold til 2023-meddelelsen,

skal være mellem mindst 1 og højst 20. Kommissionen har gjort gældende, at den

i overensstemmelse med meddelelsens punkt 3.2.2 i tilfælde af delvis manglende

meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger anvender en lavere koefficient for

grovhed end 10, som den fastsætter under hensyn til betydningen af den

manglende gennemførelse, idet 10 er den koefficient, som den konsekvent

anvender i tilfælde af fuldstændig manglende gennemførelse. Eftersom

Kongeriget Danmark har meddelt foranstaltningerne til gennemførelse af to

vigtige bestemmelser i direktiv 2019/790, nemlig artikel 15 og 17, er

Kommissionen af den opfattelse, at koefficienten for grovhed bør fastsættes til 7.

Hvad for det andet angår traktatbruddets varighed har Kommissionen i

stævningens punkt 50 præciseret, at med hensyn til beregningen af det faste beløb

er den periode, der skal tages i betragtning, i henhold til 2023-meddelelsens punkt

4.2.1 den, der løber fra dagen efter udløbet af fristen for gennemførelse af det

pågældende direktiv til den dato, hvor tilsidesættelsen er bragt til ophør, eller – i

tilfælde af at den ikke er bragt til ophør – datoen for afsigelsen af dommen.

Kommissionen har gjort gældende, at der i det foreliggende tilfælde er tale om

perioden mellem den 8. juni 2021 og den dato, hvorpå traktatbruddet blev bragt til

ophør, nemlig – ifølge Kommissionen – den 7. juni 2023, hvilket er en periode på

729 dage.

Hvad for det tredje angår sanktionens afskrækkende virkning under hensyntagen

til medlemsstaternes betalingsevne har Kommissionen anført, at denne udtrykkes

ved den »n«-faktor, der er fastsat for hver medlemsstat i punkt 3 i bilag I til 2023-

meddelelsen. Metoden til beregning heraf, som er blevet ændret ved denne

meddelelse, er nu primært baseret på medlemsstaternes bruttonationalprodukt

(BNP) og i mindre grad på deres befolkning. I henhold til nævnte punkt 3 er »n«-

faktoren for Kongeriget Danmark 0,52.

På denne baggrund har Kommissionen foreslået Domstolen at fastsætte størrelsen

af det faste beløb ved at multiplicere det daglige beløb, der fastsættes i

overensstemmelse med 2023-meddelelsens punkt 4.2 og 4.2.2, og som er 3 640

EUR pr. dag (1000 x 7 x 0,52), med det antal dage, tilsidesættelsen har varet ved

(729 dage). Det samlede faste beløb, der er nedlagt påstand om, beløber sig

således til 2 653 560 EUR, hvilket under alle omstændigheder er mere end det

faste minimumsbeløb, der er fastsat til 1 456 000 EUR for Kongeriget Danmark i

punkt 5 i bilag I til meddelelsen.

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

Kongeriget Danmark har principalt nedlagt påstand om frifindelse for påstanden

om betaling af et fast beløb, subsidiært betaling af et lavere beløb end det af

Kommissionen påståede.

Hvad i første række angår spørgsmålet om, hvorvidt en sådan sanktion bør

pålægges, har Kongeriget Danmark anført, at ifølge artikel 260 TEUF har en

afgørelse om pålæggelse af et fast beløb ikke en automatisk karakter, og tilføjet, at

muligheden for pålæggelse af en sådan sanktion er bortfaldet på grund af den

fuldstændige gennemførelse af direktiv 2019/790 den 7. juni 2023. Desuden var

den globale covid-19-pandemi, der begrunder den forsinkede gennemførelse, af en

så særlig og særegen karakter, at der ikke er grundlag for at tildele en økonomisk

sanktion for at forhindre en gentagelse af overtrædelsen.

Kongeriget Danmark har fremført en række argumenter, der begrunder den

forsinkede gennemførelse og gør den undskyldelig.

Denne forsinkelse skyldes for det første håndteringen af den globale covid-19-

pandemi, som ifølge Kongeriget Danmark var en usædvanlig og uforudsigelig

omstændighed, der udgør et tilfælde af force majeure som omhandlet i retspraksis.

Kulturministeriets ressourcer var stærkt efterspurgte som følge af håndteringen af

denne pandemi. Medlemsstaten har fremhævet, at den sene implementering af

visse bestemmelser i direktiv 2019/790 ikke kunne have været undgået trods størst

mulig agtpågivenhed, som den har forsikret at have udvist. Den har ligeledes –

som svar på Kommissionens argument om, at kriterierne for force majeure ikke er

opfyldt i den foreliggende sag, eftersom fristen for gennemførelse af direktivet

udløb den 7. juni 2021, og pandemien først begyndte i marts 2020 – anført, at

medlemsstaterne alene er forpligtede til at gennemføre et direktiv inden udløbet af

den frist, som det fastsætter herfor, og at fristen for at gennemføre direktivet

endnu ikke var udløbet, da den globale covid-19-pandemi brød ud i marts 2020.

Kongeriget Danmark har i denne henseende anført, at en lang række

medlemsstater beklageligvis var forsinkede med gennemførelsen af direktiv

2019/790, og at 23 medlemsstater har modtaget en åbningsskrivelse, hvoraf 11 i

lighed med Kongeriget Danmark er blevet indstævnet i traktatbrudssøgsmål på

grund af manglende gennemførelse.

Kongeriget Danmark har fremhævet, at det imidlertid er den eneste af de

indstævnte medlemsstater, der har gennemført artikel 15 og 17 i direktiv 2019/790

samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/789 af 17. april 2019 om

regler for udøvelse af ophavsretten og beslægtede rettigheder, der gælder for visse

af TV- og radioselskabernes onlinetransmissioner samt retransmissioner af TV- og

radioprogrammer, og om ændring af Rådets direktiv 93/83/EØF (EUT 2019,

L 130, s. 82) inden for den fastsatte frist.

For det andet har Kongeriget Danmark gjort gældende, at den forsinkede

gennemførelse ligeledes skyldes den store arbejdsbelastning som følge af den

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

globale covid-19-pandemi, der medførte en generel sanering af ministeriernes

lovprogram for 2021 og 2022.

For det tredje har medlemsstaten anført, at udarbejdelsen af lovforslaget om

gennemførelse af direktivet blev forsinket som følge af udskrivelsen af valg til

Folketinget i november 2022. Den har anført, at gennemførelsesloven blev

vedtaget den 7. juni 2023 og trådte i kraft samme dag, dvs. kort tid efter

folketingsvalget og den nuværende regerings tiltrædelse.

Hvad i anden række angår beregningen af det faste beløb har Kongeriget Danmark

fremhævet, at det følger af Domstolens faste praksis, at såfremt Domstolen

beslutter at pålægge betaling af et fast beløb, tilkommer det den under udøvelsen

af sin skønsbeføjelse på området, som afgrænset af Kommissionens forslag, at

fastsætte størrelsen af dette beløb, således at det dels er tilpasset efter

omstændighederne, dels er afpasset i forhold til den begåede overtrædelse.

Det beløb, som Kommissionen har nedlagt påstand om, afspejler imidlertid ikke

traktatbruddets grovhed, henset til de argumenter, der er anført i præmis 43-47

ovenfor.

Kongeriget Danmark er navnlig af den opfattelse, at en koefficient for grovhed på

7 ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til den omstændighed, at direktiv

2019/790, bortset fra artikel 15 og 17 heri, reelt allerede var delvis gennemført i

den eksisterende nationale lovgivning på tidspunktet for udløbet af

gennemførelsesfristen. Kongeriget Danmark har således gjort gældende, at den

omhandlede overtrædelse ikke har haft nogen substantiel indvirkning på offentlige

og private interesser. Gennemførelsen af artikel 15 og 17 i direktiv 2019/790

inden for den fastsatte frist blev netop prioriteret, fordi disse artikler adskilte sig

fra den dagældende danske lovgivning. Gennemførelsen af direktivets øvrige

bestemmelser har ikke medført nogen væsentlig ændring af den gældende danske

lovgivning.

Kongeriget Danmark har i duplikken netop opregnet de vigtigste bestemmelser i

direktiv 2019/790, som efter dets opfattelse allerede var delvis gennemført i dansk

ret, og samtidig præciseret de ændringer, der er foretaget for at sikre, at de

nationale bestemmelser er i fuld overensstemmelse med direktiv 2019/790.

Domstolens bemærkninger

Anvendelsen af artikel 260, stk. 3, TEUF

Artikel 260, stk. 3, første afsnit, TEUF fastsætter, at når Kommissionen indbringer

en sag for Domstolen i henhold til artikel 258 TEUF, fordi den finder, at den

pågældende medlemsstat ikke har overholdt sin forpligtelse til at meddele

gennemførelsesforanstaltninger

til

direktiv

vedtaget

efter

lovgivningsprocedure, kan den, når den finder det hensigtsmæssigt, angive

størrelsen af det faste beløb eller den tvangsbøde, som den under

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

omstændighederne finder det passende, at denne medlemsstat betaler. Hvis

Domstolen i overensstemmelse med artikel 260, stk. 3, andet afsnit, TEUF fastslår

en overtrædelse, kan den pålægge den pågældende medlemsstat at betale et fast

beløb eller en tvangsbøde, der ikke overstiger det af Kommissionen anførte beløb,

og betalingspligten får virkning på den dato, som Domstolen fastsætter i sin dom.

Eftersom det, således som det fremgår af denne doms præmis 33, er godtgjort, at

Kongeriget Danmark ved udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede

udtalelse af 19. maj 2022, ikke havde vedtaget og følgelig heller ikke meddelt

Kommissionen samtlige de love og administrative bestemmelser, der var

nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i direktiv 2019/790 i national ret,

er det således fastslåede traktatbrud omfattet af anvendelsesområdet for artikel

260, stk. 3, TEUF.

Artikel 260, stk. 3, TEUF dækker nemlig både situationer, hvor der er tale om

fuldstændig undladelse af at give meddelelse om gennemførelsesforanstaltninger,

og hvor der er tale om delvis meddelelse heraf (jf. i denne retning dom af

8.7.2019, Kommissionen mod Belgien (Artikel 260, stk. 3, TEUF –

højhastighedsnet), C-543/17, EU:C:2019:573, præmis 53-59).

Det bemærkes desuden, at formålet med den mekanisme, der er indeholdt i artikel

260, stk. 3, TEUF, ikke blot er at tilskynde medlemsstaterne til hurtigst muligt at

bringe et traktatbrud til ophør, når dette, såfremt en sådan foranstaltning ikke

træffes, ville have tendens til at vare ved, men også at lette og fremskynde

proceduren for pålæggelse af økonomiske sanktioner vedrørende tilsidesættelser

forpligtelsen

til

give

meddelelse

national

gennemførelsesforanstaltning

til

direktiv

vedtaget

efter

lovgivningsprocedure (dom af 25.4.2024, Kommissionen mod Polen

(Whistleblowerdirektivet), C-147/23, EU:C:2024:346, præmis 57 og den deri

nævnte retspraksis).

Med henblik på at opfylde dette formål fastsætter artikel 260, stk. 3, TEUF, at en

medlemsstat som økonomisk sanktion bl.a. kan pålægges betaling af et fast beløb.

En dom om betaling af et fast beløb hviler på en vurdering af de konsekvenser,

som den pågældende medlemsstats manglende opfyldelse af sine forpligtelser har

for de berørte private og offentlige interesser, navnlig når traktatbruddet har varet

ved i en lang periode (jf. i denne retning dom af 25.4.2024, Kommissionen mod

Polen (Whistleblowerdirektivet), C-147/23, EU:C:2024:346, præmis 59 og den

deri nævnte retspraksis).

Kommissionen begrunder i denne forbindelse arten og størrelsen af den ønskede

økonomisk sanktion under henvisning til de retningslinjer, som den har vedtaget,

såsom de retningslinjer, der er indeholdt i Kommissionens meddelelser, der, selv

om de ikke er bindende for Domstolen, bidrager til at sikre gennemsigtigheden,

forudsigeligheden og retssikkerheden i Kommissionens handlinger (dom af

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

25.4.2024, Kommissionen mod Polen (Whistleblowerdirektivet), C-147/23,

EU:C:2024:346, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

I det foreliggende tilfælde har Kommissionen baseret sig på 2023-meddelelsen

som begrundelse for påstanden om, at Kongeriget Danmark skal pålægges at

betale et fast beløb, og som grundlag for fastsættelsen af størrelsen heraf.

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør pålægges betaling af et fast beløb

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der bør pålægges betaling af et fast beløb,

tilkommer det Domstolen i den enkelte sag og på grundlag af de konkrete

omstændigheder, der er forelagt den, samt ud fra den grad af pression og

prævention, den finder fornøden, at fastsætte egnede økonomiske sanktioner,

navnlig for at forebygge gentagelse af tilsidesættelser af EU-retten svarende til de

i denne sag omhandlede (dom af 25.4.2024, Kommissionen mod Polen

(Whistleblowerdirektivet), C-147/23, EU:C:2024:346, præmis 62 og den deri

nævnte retspraksis).

Domstolen har ligeledes fastslået, at på trods af den omstændighed, at den berørte

medlemsstat havde samarbejdet med Kommissionens tjenestegrene under hele den

administrative procedure, og at den havde holdt disse underrettet om

fremskridtene med gennemførelsen af det omhandlede direktiv, udgjorde samtlige

de retlige og faktiske omstændigheder i forbindelse med det fastslåede traktatbrud

– nemlig den omstændighed, at der på tidspunktet for anlæggelsen af

traktatbrudssøgsmålet kun var meddelt en enkelt gennemførelsesforanstaltning,

som kun dækkede bestemmelserne i et afsnit i en artikel i dette direktiv, og den

omstændighed, at de sidste gennemførelsesforanstaltninger til direktivet var trådt i

kraft en uge inden afholdelsen af retsmødet – et tegn på, at den effektive

imødegåelse af en gentagelse af overtrædelser af EU-retten svarende til de i denne

sag omhandlede efter sin natur krævede, at der måtte vedtages en afskrækkende

foranstaltning, såsom pålæggelse af pligt til betaling af et fast beløb (jf. bl.a. dom

af 16.7.2020, Kommissionen mod Irland (Bekæmpelse af hvidvask af penge), C-

550/18, EU:C:2020:564, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

Desuden kan en stævning, hvori der, ligesom det er tilfældet i den foreliggende

sag, er nedlagt påstand om pålæggelse af et fast beløb, ikke forkastes som

værende uforholdsmæssig alene med den begrundelse, at dens genstand er et

traktatbrud, der, selv om det har varet ved, blev bragt til ophør på tidspunktet for

Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder (dom af 16.7.2020,

Kommissionen mod Irland (Bekæmpelse af hvidvask af penge), C-550/18,

EU:C:2020:564, præmis 77, og af 13.1.2021, Kommissionen mod Slovenien

(MiFID II), C-628/18, EU:C:2021:1, præmis 70).

Argumentet om, at muligheden for at pålægge betaling af et fast beløb skulle være

bortfaldet som følge af den fuldstændige gennemførelse af direktivet den 7. juni

2023, dvs. inden afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del, skal følgelig

forkastes.

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

Der er anledning til at behandle de øvrige argumenter, som Kongeriget Danmark

har anført som begrundelse for den forsinkede gennemførelse, nemlig for det

første forvaltningen af den globale covid-19-pandemi, der skulle udgøre et

tilfælde af force majeure, for det andet den heraf følgende generelle sanering af de

danske ministeriers lovprogram for perioden 2021-2022 og endelig for det tredje

udskrivelsen af valg til Folketinget i november 2022.

Det skal for det første fremhæves, at denne pandemi, som ifølge Kommissionen

brød ud i begyndelsen af 2020, forløb under en del af gennemførelsesperioden for

direktiv 2019/790, der strakte sig fra den 7. juni 2019 til den 7. juni 2021.

Det følger i denne forbindelse af fast retspraksis, at selv om begrebet »force

majeure« ikke forudsætter absolut umulighed med hensyn til at opfylde de

forpligtelser, der følger af EU-retten, kræver det dog, at den omhandlede

manglende overensstemmelse skyldes usædvanlige og uforudsigelige

omstændigheder, som den, der påberåber sig force majeure, ikke har nogen

indflydelse på, og hvis følger vedkommende ikke kunne have undgået trods størst

mulig agtpågivenhed, og at en force majeure-situation kun kan påberåbes i den

periode, der er nødvendig for at afhjælpe disse vanskeligheder (dom af 8.6.2023,

Kommissionen mod Slovakiet (Ret til at opsige en aftale uden betaling af et

gebyr), C-540/21, EU:C:2023:450, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

Selv om covid-19-pandemien kan anses for at være en omstændighed, som den

pågældende medlemsstat ikke havde nogen indflydelse på, og som var usædvanlig

og uforudsigelig (jf. i denne retning dom af 8.6.2023, Kommissionen mod

Slovakiet (Ret til at opsige en aftale uden betaling af et gebyr), C-540/21,

EU:C:2023:450, præmis 83), har Kongeriget Danmark under alle omstændigheder

ikke godtgjort, at forsinkelsen med gennemførelsen af direktiv 2019/790 på trods

af de trufne foranstaltninger ikke kunne undgås. Som anført i den foregående

præmis kunne den nævnte pandemi, selv hvis den udgør et tilfælde af force

majeure, desuden kun påberåbes af medlemsstaterne i den periode, der var

nødvendig for at afhjælpe vanskelighederne. Kongeriget Danmark har imidlertid

påberåbt sig den globale covid-19-pandemi som en ansvarsfritagende

omstændighed for at begrunde, at ikke alle direktivets bestemmelser var

gennemført ved udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse af

19. maj 2022, selv om fristen for direktivets gennemførelse var to år lang (fra den

7.6.2019 til den 7.6.2021), og den alvorligste fase af pandemien formentlig var i

begyndelsen af 2020. Under alle omstændigheder kan en sådan pandemi ikke

begrunde, at medlemsstaten først havde gennemført direktivet fuldt ud den 7. juni

2023.

I øvrigt har Domstolen med hensyn til virkningerne af covid-19-pandemien

fastslået, at det tilkom EU-lovgiver at forlænge fristen for gennemførelse af et

direktiv, såfremt lovgiver mente, at virkningerne af denne pandemi, som

påvirkede hele EU’s område, var af et sådant omfang, at de hindrede

medlemsstaterne i at efterkomme deres forpligtelser i medfør af dette direktiv (jf. i

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

denne retning dom af 14.3.2024, Kommissionen mod Irland (Europæisk kodeks

for elektronisk kommunikation), C-439/22, EU:C:2024:229, præmis 73).

Kongeriget Danmarks argument vedrørende covid-19-pandemien skal derfor

forkastes.

Med hensyn til Kongeriget Danmarks argumenter om den generelle sanering af

lovprogrammet i Danmark i perioden 2021-2022 og den forsinkelse, der skyldtes

udskrivelsen af valg til Folketinget i november 2022, skal det blot bemærkes, at

praksis eller forhold i en medlemsstats interne retsorden ifølge fast retspraksis

ikke kan påberåbes som begrundelse for ikke at overholde forpligtelser og frister,

der er fastsat i EU-direktiver, og derfor heller ikke som begrundelse for forsinket

eller ufuldstændig gennemførelse af disse direktiver (dom af 13.1.2021,

Kommissionen mod Slovenien (MiFID II), C-628/18, EU:C:2021:1, præmis 79 og

den deri nævnte retspraksis).

Endelig er argumentet om de øvrige medlemsstaters situation med hensyn til

gennemførelsen af direktiv 2019/790 på deres område uden relevans for

vurderingen af, om Kongeriget Danmark bør pålægges en økonomisk sanktion.

Det faste beløbs størrelse

I henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF er det kun Domstolen, der har kompetence

til at pålægge en medlemsstat en økonomisk sanktion. Inden for rammerne af en

procedure iværksat i henhold til denne bestemmelse råder Domstolen imidlertid

kun over en afgrænset skønsbeføjelse, for så vidt som Domstolen, når den fastslår

en overtrædelse, er bundet af Kommissionens forslag med hensyn til arten af den

økonomiske sanktion, som den kan pålægge, og med hensyn til det maksimale

sanktionsbeløb, som den kan træffe afgørelse om (dom af 25.4.2024,

Kommissionen mod Polen (Whistleblowerdirektivet), C-147/23, EU:C:2024:346,

præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

Det bemærkes, at det med henblik på beregningen af det faste beløb, som en

medlemsstat kan pålægges at betale i medfør af artikel 260, stk. 3, TEUF,

tilkommer Domstolen under udøvelse af sin skønsbeføjelse at fastsætte størrelsen

heraf således, at det dels er tilpasset efter omstændighederne, dels er afpasset i

forhold til den begåede overtrædelse. Til de i denne henseende relevante

omstændigheder hører bl.a. det fastslåede traktatbruds grovhed og den periode,

hvori traktatbruddet bestod, samt den pågældende medlemsstats betalingsevne

(dom af 25.4.2024, Kommissionen mod Polen (Whistleblowerdirektivet), C-

147/23, EU:C:2024:346, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

Det bemærkes ligeledes, at inden for rammerne af denne skønsbeføjelse er

retningslinjer såsom Kommissionens meddelelser ikke bindende for Domstolen,

men de bidrager til at sikre gennemsigtigheden, forudsigeligheden og

retssikkerheden i Kommissionens egne handlinger, når denne institution

fremsætter forslag for Domstolen (dom af 25.4.2024, Kommissionen mod Polen

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

(Whistleblowerdirektivet), C-147/23, EU:C:2024:346, præmis 69 og den deri

nævnte retspraksis).

Hvad for det første angår det fastslåede traktatbruds grovhed har Domstolen

fastslået, at en automatisk anvendelse af samme koefficient for grovhed i alle

tilfælde af manglende fuldstændig gennemførelse af et direktiv og dermed

manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger til dette direktiv

nødvendigvis er til hinder for en tilpasning af størrelsen af de økonomiske

sanktioner til de omstændigheder, der kendetegner overtrædelsen, og for

pålæggelse af forholdsmæssige sanktioner. Det bemærkes navnlig, at når

Kommissionen antager, at en tilsidesættelse af forpligtelsen til at meddele

gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv skal anses for at være lige grov,

uanset hvilket direktiv der er tale om, kan den ikke tilpasse de økonomiske

sanktioner til konsekvenserne af den manglende opfyldelse af denne forpligtelse

for private og offentlige interesser, i strid med kravene i 2023-meddelelsens punkt

3.2.2 (jf. bl.a. dom af 25.4.2024, Kommissionen mod Polen

(Whistleblowerdirektivet), C-147/23, EU:C:2024:346, præmis 76 og 77).

Kommissionen kan derfor ikke begrunde den konsekvente fastsættelse af en

koefficient for tilsidesættelsens grovhed på 10 i tilfælde af fuldstændig manglende

gennemførelse af et direktiv. I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af

de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at Kommissionen ved vurderingen af

den pågældende tilsidesættelses grovhed tog hensyn til det forhold, at Kongeriget

Danmark inden for den frist, der er fastsat i direktiv 2019/790, havde gennemført

direktivets artikel 15 og 17 i national ret.

I det foreliggende tilfælde fremgår det af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2019/790,

sammenholdt med tredje betragtning hertil, at direktivet har til formål yderligere

at harmonisere EU-retten om ophavsret og beslægtede rettigheder inden for

rammerne af det indre marked, under særlig hensyntagen til digitale og

grænseoverskridende anvendelser af beskyttet indhold, og at det med henblik

herpå indeholder regler om undtagelser fra og indskrænkninger af ophavsret og

beslægtede rettigheder, fremme af licenser samt regler, der har til formål at sikre

en velfungerende markedsplads for udnyttelsen af værker og andre frembringelser.

I fjerde betragtning til direktivet er det anført, at direktivet bygger på og supplerer

reglerne i de gældende direktiver på dette område, navnlig Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 96/9, 2000/31, 2001/29, 2006/115, 2009/24, 2012/28 og

2014/26. Det fremgår bl.a. af femte betragtning til direktiv 2019/790, at de

eksisterende undtagelser og indskrænkninger i EU-retten fortsat bør gælde, så

længe de ikke begrænser anvendelsesområdet for de obligatoriske undtagelser

eller indskrænkninger, som er fastsat i dette direktiv, og som skal gennemføres af

medlemsstaterne i deres nationale ret, samt at direktiv 96/9 og 2001/29 derfor bør

ændres.

Når dette er sagt, skal der, for at størrelsen af de økonomiske sanktioner, som en

medlemsstat pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF, er tilpasset efter

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

omstændighederne og afpasset i forhold til den begåede overtrædelse, jf. denne

doms præmis 73, ved vurderingen af traktatbruddets grovhed tages hensyn til

argumenterne vedrørende konsekvenserne af den manglende gennemførelse af

direktiv 2019/790 for bl.a. private og offentlige interesser. Domstolen foretager

nemlig en konkret vurdering af traktatbruddets grovhed, henset til de praktiske

virkninger af den forsinkede gennemførelse af det omhandlede direktiv i national

ret (jf. i denne retning dom af 13.1.2021, Kommissionen mod Slovenien (MiFID

II), C-628/18, EU:C:2021:1, præmis 80).

I denne henseende har Kongeriget Danmark i svarskriftets punkt 7 gjort gældende,

at artikel 15 og 17 i direktiv 2019/790 blev prioriteret og gennemført inden for den

fastsatte frist, fordi disse bestemmelser medførte betydelige ændringer af

dagældende dansk ret, i modsætning til de øvrige bestemmelser i direktivet, hvis

gennemførelse ifølge Kongeriget Danmark alene gav anledning til mindre

ændringer og justeringer af dansk lovgivning.

Kommissionen har ikke bestridt, at det forholder sig således.

Under alle omstændigheder udgør forpligtelsen til at vedtage foranstaltninger for

at sikre en fuldstændig gennemførelse af et direktiv og forpligtelsen til at meddele

Kommissionen disse foranstaltninger ifølge retspraksis væsentlige forpligtelser for

medlemsstaterne med henblik på at sikre EU-rettens fulde virkning, og en

tilsidesættelse af disse forpligtelser skal derfor anses for at have en klart grov

karakter (dom af 25.4.2024, Kommissionen mod Polen (Whistleblowerdirektivet),

C-147/23, EU:C:2024:346, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

Hvad for det andet angår overtrædelsens varighed bemærkes, at denne principielt

skal vurderes under hensyn til det tidspunkt, hvor Domstolen har vurderet de

faktiske omstændigheder, og ikke til det tidspunkt, hvor Kommissionen indbragte

sagen for Domstolen. Denne vurdering af de faktiske omstændigheder skal anses

for at finde sted på tidspunktet for afslutningen af proceduren (dom af 25.2.2021,

Kommissionen mod Spanien (Direktivet om personoplysninger – det strafferetlige

område), C-658/19, EU:C:2021:138, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

Hvad angår starten på den periode, som skal tages i betragtning med henblik på at

fastsætte størrelsen af det faste beløb, er det tidspunkt, som skal lægges til grund

ved vurderingen af varigheden af det pågældende traktatbrud, faktisk ikke udløbet

af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, men det tidspunkt, hvor den i det

pågældende direktiv fastsatte frist for gennemførelse udløb (dom af 25.2.2021,

Kommissionen mod Spanien (Direktivet om personoplysninger – det strafferetlige

område), C-658/19, EU:C:2021:138, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

I det foreliggende tilfælde er det ikke bestridt, at traktatbruddet blev bragt til

ophør den 7. juni 2023. Det følger heraf, at traktatbruddet varede fra den 8. juni

2021 til den 6. juni 2023, dvs. næsten to år.

Hvad for det tredje angår Kongeriget Danmarks betalingsevne fremgår det af

Domstolens praksis, at der, uden at dette berører Kommissionens mulighed for at

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

foreslå økonomiske sanktioner, der er baseret på flere kriterier, navnlig med

henblik på at gøre det muligt at opretholde en rimelig forskel mellem de

forskellige medlemsstater, skal tages hensyn til denne stats BNP som den

væsentligste faktor med henblik på vurderingen af dens betalingsevne og med

henblik på at pålægge tilstrækkelig afskrækkende og forholdsmæssige sanktioner,

således at en gentagelse af tilsidesættelser af EU-retten svarende til de i denne sag

omhandlede imødegås på effektiv vis (dom af 20.1.2022, Kommissionen mod

Grækenland (Tilbagesøgning af statsstøtte – ferronikkel), C-51/20, EU:C:2022:36,

præmis 111, 116 og 130, og af 28.9.2023, Kommissionen mod Det Forenede

Kongerige (Afgiftsmærkning af gasolier), C-692/20, EU:C:2023:707, præmis

115).

I denne henseende har Domstolen gentagne gange fastslået, at der skal tages

hensyn til den seneste udvikling i medlemsstatens BNP, som den så ud på

tidspunktet for Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder (dom af

20.1.2022, Kommissionen mod Grækenland (Tilbagesøgning af statsstøtte –

ferronikkel), C-51/20, EU:C:2022:36, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).

Hvad angår »n«-faktoren, der anses for at være udtryk for den pågældende

medlemsstats betalingsevne set i forhold til de øvrige medlemsstaters

betalingsevne, har Domstolen fastslået, at Kommissionen ikke i metoden til

beregning af »n«-faktoren kan inddrage en hensyntagen til et demografisk

kriterium i henhold til den fremgangsmåde, der er fastsat i 2023-meddelelsens

punkt 3.4 og 4.2, således som det fremgår af præmis 81-86 i dom af 25. april

2024, Kommissionen mod Polen (Whistleblowerdirektivet) (C-147/23,

EU:C:2024:346).

Henset til disse betragtninger og i lyset af den skønsbeføjelse, som Domstolen er

indrømmet ved artikel 260, stk. 3, TEUF, der fastsætter, at Domstolen for så vidt

angår det faste beløb, som den pålægger betaling af, ikke kan fastsætte et beløb,

der overstiger det af Kommissionen anførte beløb, skal det fastslås, at en effektiv

imødegåelse af en gentagelse af overtrædelser svarende til den, der følger af

tilsidesættelsen af artikel 29 i direktiv 2019/790, og som skader EU-rettens fulde

virkning, kræver, at der pålægges betaling af et fast beløb, som fastsættes til

1 600 000 EUR.

IV.

Sagsomkostninger

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den

tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

Ifølge procesreglementets artikel 141, stk. 1, pålægges det en part, som hæver

sagen, at betale sagsomkostningerne, såfremt modparten i sine bemærkninger

vedrørende ophævelsen af sagen har nedlagt påstand herom. I procesreglementets

artikel 141, stk. 2, fastsættes det, at det efter anmodning fra den hævende part dog

kan bestemmes, at modparten skal betale sagsomkostningerne, hvis dette findes

begrundet som følge af denne parts forhold. Endelig følger det af

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OMMISSIONEN MOD

ANMARK

IREKTIVET OM OPHAVSRET PÅ DET DIGITALE INDRE MARKED

)

procesreglementets artikel 141, stk. 4, at såfremt der ikke er nedlagt påstand om

sagsomkostninger, bærer hver part sine egne omkostninger.

Selv om Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Danmark dømmes,

og hvad angår sagsomkostningerne har påberåbt sig procesreglementets artikel

138, stk. 1, og selv om traktatbruddet er blevet fastslået, har Kommissionen i det

foreliggende tilfælde i replikken frafaldet sin påstand vedrørende tvangsbøden.

Den har i replikken tilføjet, at dette ikke kan føre til et andet resultat vedrørende

fordelingen af sagsomkostningerne. Kongeriget Danmark har for sin del i

duplikken gjort gældende, at de undskyldelige omstændigheder fører til, at hver

part i sagen bør bære sine egne omkostninger i henhold til artikel 138, stk. 3, i

Domstolens procesreglement.

I denne henseende bemærkes, at Kommissionens delvise hævelse af sagen skyldes

Kongeriget Danmarks forhold, idet denne medlemsstat først vedtog og meddelte

Kommissionen samtlige de love og administrative bestemmelser, der var

nødvendige for at efterkomme direktiv 2019/790, efter anlæggelsen af

nærværende søgsmål, og at det er som følge af disse forhold, at Kommissionens

påstand om, at medlemsstaten skulle tilpligtes at betale en tvangsbøde, er blevet

uden genstand, og at Kommissionen har frafaldet den.

På denne baggrund, og eftersom det ikke er relevant at sondre mellem

sagsomkostningerne vedrørende det i denne doms præmis 33 fastslåede

traktatbrud og sagsomkostningerne vedrørende Kommissionens delvise hævelse af

sagen, skal det bestemmes, at Kongeriget Danmark bærer sine egne omkostninger

og betaler Kommissionens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende

Afdeling):

Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel

29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april

2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre

marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF, idet denne

medlemsstat ikke ved udløbet af den frist, der var fastsat i Europa-

Kommissionens begrundede udtalelse af 19. maj 2022, havde vedtaget

de love og administrative bestemmelser, der var nødvendige for at

efterkomme dette direktiv, og dermed heller ikke havde meddelt

Kommissionen disse love og administrative bestemmelser.

Kongeriget Danmark betaler et fast beløb på 1 600 000 EUR til

Kommissionen.

KUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 186: Orientering om domsafsigelse, fra kulturministeren

OM AF

8.5.2025 –

SAG

C-214/23

Kongeriget Danmark bærer sine egne omkostninger og betaler

Kommissionens omkostninger.

Gratsias

Jarukaitis

Csehi

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. maj 2025.

A. Calot Escobar

K. Lenaerts

Justitssekretær

Præsident