Til Vejdirektoratet og Transportministeriet
Klage over Motorvej – Vandmiljø
1. EU lovgivningen er ikke overholdt i fht. EU's vandrammedirektiv. Der er en mangelfuld
Miljøkonsekvensvurdering af grundvandsområderne ved etablering af motorvej, idet der sker
påvirkning grundvandet af miljøfarlige forurenende stoffer (MFS). Der er ikke på bedste
videnskabelige vis påvist
fravær
af skader på grundvandet.
Forholdet til Miljøvurderingsloven og EU’ vandrammedirektiv
I Danmark skal Vandrammedirektivet opfyldes løbende frem til 2027 gennem
vandområdeplanerne. I planerne fastsætter staten mål for perioden og betaler indsatserne, mens
kommunerne står for at udføre hovedparten af dem.
Det fremgår af Miljøkortlægningen at store del af vestlig linjeføring ligger inden for Områder
med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD), men kun enkelte steder krydser linjeføringen
indvindingsoplande til almene vandværker. Mellem Klode Mølle og Viborg samt nord for Viborg er
grundvandet sårbart og området omkring dele af linjeføringerne er udpeget som nitratfølsomt
indvindingsområde (NFI) og enkelte steder som sprøjtemiddel følsomt indvindingsområde (SFI).
Disse områder er samtidig udpeget som indsatsområde (IO).
Det er ikke anført i miljørapporten, at den dækker over både planlægning og det planlagte projekt,
men det er ikke muligt at sikre sig, at dette skulle være tilfældet på det foreliggende grundlag.
Dette er især begrundet i, at der ikke er en (klar) adskillelse i rapporten af afsnit, der dels er rettet
imod en miljøvurdering af planlægning og dels er rettet imod en miljøkonsekvensvurdering i
projektet. Det er således ikke muligt for læseren at sikre sig, at miljørapporten lever op til kravene i
miljøvurderingslovens afsnit II og III og dermed op til lovens § 6.
Som konsekvens af ovenstående står det ligeledes klart, at miljørapporten og den gennemførte
miljøvurderingsproces ikke kan leve op til kravene om håndtering af interessekonflikt i
miljøvurderingslovens § 40, stk. 1 og § 40, stk. 2 for så vidt angår Vandrammedirektivet. Dette er
især begrundet i det forhold, at den samme myndighed, Vejdirektoratet, både er planlæggende og
miljøvurderende i.f.t. den gennemførte planlægning samtidig med, at den selvsamme myndighed
ligeledes har skullet sikre sig, at den udarbejdede miljørapport opfylder minimumskravene i
miljøvurderingsloven, jf. lovens §24, stk. 1. Det fremgår ikke af miljørapporten eller det
bilagsmateriale, som Vejdirektoratet har lagt på egen hjemmeside, hvorledes Vejdirektoratet har
sikret sig, at Vejdirektoratet både kan være koncipist af miljørapporten og samtidig leve op til
minimumskravene uden at der foreligger en konflikt med kravene i miljøvurderingslovens § 40, stk.
1 og § 40 stk. 2.
Konklusivt er det uklart hvorvidt miljørapporten lever op til Miljøvurderingslovens § 6 og at der,
som konsekvens heraf, ikke er sket den nødvendige funktionelle opdeling af myndighedsansvaret i
sagen i overensstemmelse med Miljøvurderingslovens § 40.
1